Lovgivning

Transkript

1 Bilag 2: Videncentrets genstandsområde professionelt arbejde med udsatte børn og unge: Udsatte børn og unge, tværprofessionelt arbejde og tidlig indsats Indledning Undervisningsministeriet fremhæver i udbuddet om Videnscenter for udsatte børn og unge en række begreber: udsatte børn og unge, tværfagligt samarbejde og tidlig indsats. Det er begreber, der på den ene side indkredser vigtige områder i videnscentrets arbejde, og tydeligt afgrænser det fra almindelige aktiviteter i skole, daginstitutioner, sundhedssektoren, mv. På den anden side indgår i forskellige sammenhænge, hvor de er uklare, mangetydige og forskelligartede. Videnscentrets opgave vil være at bidrage med afklaringer af, hvordan disse begreber i praksis folder sig ud, og dermed hvordan de medvirker til at finde de udsatte børn og unge samt ikke mindst, hvordan de bidrager til at finde den rigtige indsats på tværs af professioner og sektorer og på det bedst mulige tidspunkt. Det følgende er en første indkredsning af de tre nævnte begreber, der ikke skal betragtes som et slutpunkt for videnscentrets aktiviteter. Sagt med andre ord forventes en oplysning af, hvordan disse begreber anvendes i praksis og afledt deraf en diskussion af, hvordan de kan defineres. I det følgende er det primære nedslag den lovgivning suppleret af en kort præsentation af eksisterende dansk forskning om de pågældende børn og unge. I videncentrets arbejde forventes det uddybet og suppleret med grundige nedslag i forskning og viden fra praksis på de pågældende områder. Udsatte børn og unge Udsatte børn og unge er fortrinsvis beskrevet i Den sociale servicelov, og indgår dermed i Socialministeriets ressortområde. Dertil kommer dagtilbudsloven og folkeskoleloven, som også beskæftiger sig med udsatte børn og unge ud fra deres hovedfunktioner med at drage omsorg for, udvikle og uddanne alle børn og unge. Lovgivning Den sociale lovgivning Den sociale lovgivning eller lov om social service rummer de paragraffer, som giver mulighed for at gribe ind overfor forældre, som ikke er i stand til at opdrage deres børn og unge, så de på normal vis kan indgå i samfundets institutioner (skoler, daginstitutioner, m.v.). Serviceloven beskriver det således: Formålet med at yde støtte til de børn og unge, der har et særligt behov for denne, er at skabe de bedst mulige opvækstvilkår for disse børn og unge, så de på trods af deres individuelle vanskeligheder kan opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.(serviceloven, 46, 2009) 1

2 Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om hjælp til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte.(serviceloven 32, 2009) Dermed opdeles børn og unge i to grupper. Dels en gruppe, hvor det særlige behov er afledt af en nedsat funktionsevne dels en gruppe, hvor det særlige behov er afledt af sociale belastninger. I alle tilfælde handler det om at de pågældende børn og unge sammenlignet med andre på samme alder på en uhensigtsmæssig måde begrænses i deres udviklingsforløb. Det følgende er afgrænset til den sociale gruppering, som er den, der hyppigst er i fokus i forskning og lovgivning. Det er ikke et udtryk for videnscentrets prioritering, da nedsat funktionsevne i relation til psykiatriske diagnoser rummer den hurtigst voksende nye gruppe af børn og unge med et særligt behov. I 2006 skete der i forbindelse med Anbringelsesreformen en specificering af de forhold, der skal indgå i en udredning af barnets problemer ( 50 undersøgelsen). Der skal laves en udredning for børn, der som følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for særlig støtte. Undersøgelsen skal omfatte seks punkter, der samles i en helhedsbetragtning. De seks punkter er: Udvikling og adfærd Familieforhold Skoleforhold Sundhedsforhold Fritidsforhold og venskaber Andre relevante forhold Der er hæftet forskellige uddybninger på de seks punkter i lovbemærkninger og vejledning (2006). Det kan fx hedde: For at belyse barnets eller den unges udvikling og adfærd kan man blandt andet se på den kognitive, den sociale og den motoriske udvikling. Undersøgelsen skal derfor afdække barnets skoleforhold, herunder hvordan barnet fungerer både fagligt og socialt, således at en eventuel foranstaltning kan tilrettelægges så der tages høje for barnets eller den unges skoleforhold. Derfor skal barnets eller den unges sundhedsforhold indgå i undersøgelsen. Det kan f.eks. indgå, om barnets vækst og udvikling er aldersvarende, om barnet har gennemfør de almindelige lægeundersøgelser og vaccinationer, og om der f.eks. er misbrugsproblemer, om der er tegn på allergier, astma, overvægt eller andre problemer. (Vejl pkt. 52) Uddybningerne er udtryk for aspekter, det kan være vigtigt at være opmærksomme på. Bl.a. understreges det flere steder, at også barnets, familiens og netværkets ressourcer skal angives. Men der er ikke svar på spørgsmålet om, hvordan vurderingerne skal anlægges og dermed hvilke typer af børn, det handler om. Hvad skal den kognitive, sociale og motoriske udvikling ses i forhold til? Og hvad er den alderssvarende udvikling? Der henvises til vold, misbrug og det vage begreb utilstrækkelig omsorg i paragrafferne om indgreb uden forældrenes samtykke fra 1993 loven uden at det nærmere specificeres. Vurderingen af hvem der har behov for særlig støtte bliver derved afhængig af de vurderinger, som kommuner anlægger via deres sagsbehandlere. Der angives ikke metoder til klart at tydeligt at fastslå, hvornår et barn har et behov for særlig støtte, da det må afgøres i hvert enkelt tilfælde. Det er således en 2

3 udredning af det konkrete barns forhold, der skal ligge til grund for kommunernes vurderinger og afgørelser. Hvis der anlægges et historisk syn på de seneste årtiers udvikling (Ebsen, 2008) fremgår at lovens i sin overordnede forståelse lægger nogle nye elementer til grund for vurderingerne. Et af dem handler om, at børn ikke kun skal ses i forhold til andre børn, men det også skal vurderes, hvordan det vil gå dem som voksne. Det kan således både begrunde, at der ikke gribes ind, fordi problemet forventes at være forbigående. Eller at der gribes ind selv om adfærdsproblemet endnu kun i begrænset omfang har udviklet sig. Folkeskoleloven I undervisningsministeriel kontekst er begrebet udsatte børn og unge primært relateret til elevens faglige vanskeligheder fx med risiko for at ikke at komme i gang med en ungdomsuddannelse. Tæt knyttet til begge disse kategorier er der i ministerielle dokumenter en del fokus på betydning af vejledning til disse udsatte børn og unge. I folkeskoleloven er det gennemgående begreb elever med særligt behov for støtte. Det hedder: Til børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives der specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og her defineres denne kategori af børn og unge ved deres særlige behov for støtte (lige som i Serviceloven). I Vejledning om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (kap. 2) beskrives undervisning af elever med særlige behov. Her beskrives alle former for støtte som identisk med specialundervisning og den enkelte kommune er forpligtet til at iværksætte en lang række foranstaltninger. Her hedder det at kategorien af børn og unge med særlige behov i undervisningssammenhæng er bred og varieret. Det fremhæves at skolen har en særlig forpligtelse til at nå de børn og unge, der er sårbare og udsatte Men ellers er begrebet om udsathed fraværende i lovgivningen. Der tales i stedet om elever med forskellige typer af vanskeligheder, som relateres til mangeltilstande i forhold til at kunne deltage i den almene undervisning. Forskning om udsatte børn og unge Hvem er de udsatte Forskningen på området giver et komplekst billede. Når der tages udgangspunkt i undersøgelser af anbragte børn fremstår et billede af forældre, som er kraftigt belastede af en række sociale problemer (Egelund et al, 2008). Det er også tydeligt, at anbragte børn har en vanskelig skolegang, da de fleste modtager specialundervisning og har en del psykosociale problemer i skolen. (Ottosen et al, 2008). Desuden har anbragte børn og unge generelt et dårligere helbred (Egelund et al, 2009). Et ofte anvendt begreb er risikobørn eller social arv. Det angiver, at der er tale om børn og unge, hvis opvækst giver anledning til bekymring, som giver behov for særlig støtte. I forskningsprogrammet om social arv (Ploug 2005) defineres socialt udsatte børn og unge som individer, der oplever reproduktion af social ulighed. Social arvs forskningen fokuserer på chancerne for, hvorvidt børn af socialt belastede forældre "arver" forældrenes problemer som voksne, og konstaterer, at der er større chancer for at disse børn får sociale problemer sammenlignet med børn, der ikke har belastede forældre. Programmet viser imidlertid også, at langt hovedparten af børnene ikke "arver" forældrenes belastninger. Det lader til at den væsentligste "arv" handler om uddannelse, hvor mindre uddannede forældres børn også bliver mindre uddannede. 3

4 Målet med den danske risikofaktorforskning har været at finde kendetegn ved forældre, som gør det muligt at forudsige, hvordan det går dem som voksne, og en meget anvendt kategorisering af risiko-børn, som inddeler risiko-børn i tre grupper (Jørgensen, Ertmann, Egelund og Hermann 1993, se bilag 2): Børn med særlige behov (belastninger i kortere periode pga en social begivenhed) Truede børn (de mest udsatte børn - mange belastningen over lang periode uden støtte) Problembørn (diagnosebørn med støtte som ændrer sig i et livsforløb) Hvor især de to sidste grupper kalder på en indsats fra de sociale myndigheder. SFI har gennemført undersøgelser på dagtilbudsområdet, hvor det er undersøgt hvad forskningen på området har bidraget med når det gælder identifikation af udsatte børn og hvordan pædagoger i praksis identificerer udsatte børn (Socialt udsatte børn identifikation, viden og handle-muligheder, SFI 2007). Konklusionen i er, at der på baggrund af forskningen ikke kan udledes noget entydigt begreb om, hvad der skaber udsathed og hvem de udsatte børn er. Den gennemgående tilgang er risiko-perspektivet og konklusionen er at det mest entydige resultat er, at social udsathed opstår når risikofaktorer i bestemte kombinationer optræder over længere tid. Det er således ophobningen af risikofaktorer og den hyppighed de optræder med der virker belastende på barnet. Det er også en viden som pædagoger lægger til grund for udpegning af udsatte børn: det er belastningernes omfang og varighed der reageres professionelt på. Pædagoger reagerer på tre væsentlige tegn: tegn ved barnet (psykiske, emotionelle tilstand) tegn ved forældre (resurser og samarbejde) og tegn ved barnets samspil med de andre børn (sociale kompetencer) (Se bilag 1). Oversigten konkluderer endvidere, at pædagoger mangler viden om udsatte børn og især hvordan særlige indsatser kan iværksættes, hvilket også er konklusionen på både Bente Jensen (2009) og Else Christensens (1997) undersøgelser: at arbejde med udsatte børn i dagtilbud er som oftest ikke formuleret i et pædagogisk program endsige i pædagogiske handleplaner. Fælles for både SFIs, Else Christensens og Bente Jensens undersøgelser er at institutionelle marginaliseringsprocesser ikke tematiseres som faktorer, der forøger belastningen og medvirker til at skabe udsatte positioner. Det nævnes direkte i SFI-undersøgelsen at der mangler forskningsbaseret viden om hvordan hverdagslivet i dagtilbuddet former sig for udsatte børn. 1 I den kommunale udmøntning af specialundervisningen anvendes en lang række kategoriseringer af specialundervisnings-elever. Der skelnes ofte mellem elever med generelle indlæringsvanskeligheder, specifikke indlæringsvanskeligheder, socialt emotionelle vanskeligheder og gennemgribende udviklingsforstyrrelser (Autisme, ADHD) som refererer til disse elevers adfærd og individuelle forudsætninger i en læringskontekst. Som eksempel kan nævnes Københavns Kommunes specialreform ( CASA, 2007). Her anvendes begrebet udsatte børn og unge synonymt med de børn og unge, der er visiteret til specialtilbud og foranstaltninger i regi af børne- og ungdomsforvaltningen (BUF). Her udledes og opstilles ni kategorier for udsatte børn og unge, som defineres ved deres særlige især individuelle problemstillinger: Udviklingshæmning Gennemgribende udviklingsforstyrrelser Opmærksomheds forstyrrelser Sprog- og talevanskeligheder 4

5 Læsevanskeligheder Hørevanskeligheder Synsvanskeligheder Motoriske funktionsnedsættelser Socio-emotionelle vanskeligheder I denne analyse sættes således lighedstegn mellem børn og unge der er visiteret til specialtilbud og gruppen af udsatte børn og unge. Det anslås at disse kategorier tilsammen udgør % af alle børn og unge i kommunen. Tværfagligt samarbejde Lovgivning Det tværfaglige samarbejde har stået som et centralt emne i den sociale lovgivning siden 1993, hvor lovområdet reformeres efter Graversenudvalgets betænkning, og bliver udbygget i 1998: Dette betyder, at indsatsen efter serviceloven må tilrettelægges i sammenhæng med den indsats, der iværksættes fx efter lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge og som led i pædagogisk-psykologisk rådgivning efter folkeskoleloven Bestemmelsen forudsætter derfor også, at der hele tiden er sikret et samlet overblik over de forskellige initiativer, der af forskellige myndigheder iværksættes over for samme familie, og at dette overblik forventes at ligge hos den myndighed, der iværksætter støtte efter serviceloven. Der tilsigtes således en styrkelse af det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde til gavn for børnene og de unge. (vejledning 57, 1998:pkt.1.) og videre Det præciseres i 38, stk. 1, at undersøgelsesresultatet skal tilvejebringes ved en tværfaglig indsats fra kommunens side, og at undersøgelsen i videst muligt omfang må inddrage allerede foreliggende viden, fx hos barnets dagtilbud, skole eller hos sundhedsplejersken eller andre, der har kendskab til barnets eller den unges forhold. (vejledning 57, 1998:pkt.28) For første gang anvendes termen tværfagligt samarbejde om indsatsen i kommunerne, og der er et ønske om at sikre, at den viden som skolelærere, pædagoger, sundhedsplejerske m.v. opnår gennem deres arbejde med børnene indgår i behandlingen af børn med behov for særlig støtte. Det tværfaglige samarbejde sikrer, at sagsbehandlere som den besluttende myndighed får flere informationer om børnene. Hensigten er, at en række børn som ikke tidligere blev set eller først kom i kontakt med sagsbehandlerne relativt sent, nu kan opfanges, undersøges og hjælpes. Det tværfaglige spor fra 1998-loven udbygges i Der skal i hver kommune nedsættes en tværfaglig gruppe, der hurtigst muligt kan gribe ind på den mest professionelle måde, når et barn er truet. Der lægges vægt på, at alle muligheder for at hjælpe barnet i nærmiljøet er afprøvet inden det anbringes. Det er herunder vigtigt, at sagsbehandlere undersøger, om andre i barnets netværk kan deltage i indsatsen over for barnet. I forbindelse med Barnets reform i 2010 udgår kravet, da det nu bliver nemmere for de professionelle i første geled at udveksle oplysninger. Det betyder, at det nu er muligt at lave tværfagligt arbejde for alle aldersgrupper, men det bliver op til hver kommune at finde en model for samarbejdet. 5

6 Forskning om Tværfagligt samarbejde Forskningen om tværfagligt samarbejde er relativ begrænset. Det første samarbejde blev etableret som SSP-samarbejde (Socialvæsen, skole og politi). Der var de første erfaringer, at: sagsbehandlere handler langsomt, og ikke fortæller hvad de gør Lærerne ikke gør noget eller griber for sent ind Kravet om at sagsbehandlere skal koordinere fordi det grundlæggende er et socialt problem betyder en tilbageholdenhed fra lærere, der ikke ønsker, at de unge for hurtigt bliver til en social sag. (Nielsen:Metodeudvikling af SSP samarbejdet, 2000) I en undersøgelse af det tværfaglige samarbejdes form blev det påpeget, at møderne var uforberedte, manglede dagsorden, og der var stor usikkerhed om hinandens roller (Sørensen, 2001). Endelig konstaterer en undersøgelse på tværs af de forskellige professionsgrupper, at der er enighed om at fagpersonen tættest på bør reagere på et barns sociale problemer, men 10% ikke gør det (Ejrnæs, 2004) og yderligere, at der er stor forskel på opfattelser af hvem, der skal hjælpes og hvad der skal gøres indenfor hver af faggrupperne. Der er således ikke kun på tværs af faggrupper, der er uenighed, men også internt er der store forskelle. Tidlig opsporing Lovgivning Tidlig indsats overfor børn og unge som har behov for særlig støtte blev fremmet med Graversenudvalgets betænkning (1990), hvor der blev lagt vægt på at stoppe et uhensigtsmæssigt udviklingsforløb så tidligt som muligt. Det blev sidenhen ekspliciteret i loven, som pålagde kommunerne at føre et tilsyn med alle børn, som fra 1998 understregede, at der kunne laves undersøgelser af barnet uden forældres samtykke. Det vigtigste form for tidlig indsats er foregået ved at fremme antallet af underretninger til socialforvaltningen fra de medarbejdergrupper, som i dagligdagen har kontakt med børn og unge. Det tværfaglige samarbejde som blev beskrevet ovenfor var en anden måde at sikre, at der blev grebet tidligt ind, hvis et barns udviklingsforløb var truet. I 2001 blev underretningspligten udvidet til også at omfatte gravide misbrugende kvinder altså at være opmærksom på børnene før de er født. Den aktuelle aftale om barnets reform har også et særligt fokus på en tidlig indsats: Det skal i højere grad sikres, at kommunerne tidligt får øje på og hjælper de børn, som har problemer. Det skal som nævn ske ved at myndighederne får flere muligheder for at udveksle oplysninger om udsatte børn som led i det tidlige forebyggende samarbejde..desuden gives der mulighed for at en fagperson, der underretter, kan få en tilbagemelding fra kommunen om, hvorvidt underretningen har givet anledning til handling...det præciseres bl.a., at personer, som får kendskab til børn, der er udsat for vold, har pligt til at underrette om dette. Endelig gives kommunerne mulighed for at iværksætte undersøgelse uden samtykke fra forældremyndighedshaverne, så forældrene ikke kan blokere for, at børnene får den nødvendige hjælp, men det betones at det ikke må være en hindring for forældresamarbejdet. Endelig er der enighed om, at der er behov for en styrket indsats over for sårbare unge mødre, der er en særlig risikogruppe. (Fra aftale om Barnets reform, 2009) Ideen om tidlig indsats og tværfagligt samarbejde har fået en stigende betydning i lovgivningen. 6

7 Forskning om Tidlig Indsats Der er kun begrænset dansk forskning om virkninger af den tidlige indsats. Egelund et al (2010) viser på den ene side, at unge som anbringes første gang ofte har forældre, som har kontakt til socialforvaltningen. Det kan betyde de anses for potentielt truede, der ved en tidlig indsats kunne være bedre hjulpet. På den anden side fremhæver forfatterne, at de adskiller sig tydeligt fra tidligt anbragte børn, hvor familierne har en markant mere alvorlig problemprofil, og det er derfor ikke sikkert, at de dels kunne være opdaget dels kunne være hjulpet af en tidlig indsats. Den tidlige indsats defineres ikke særlig præcist, men indgår normalt i de forebyggende foranstaltninger, hvor et af målene er at forebygge, at børn og unge bliver anbragt. Der er imidlertid kun begrænset viden om, hvorvidt denne kobling fungerer, og om effekten af forebyggende foranstaltninger i almindelighed. Det giver sig udslag i den store forskel i kommunernes udgifter på området. Der var i begyndelsen af dette årti en forskel på 14 gange i anbringelsesfrekvens blandt 0-18 årige og en forskel på 15 gange i ressourceforbruget i de samlede udgifter til udsatte børn og unge (Ejrnæs et al, 2010). Kommunernes anvender også fra 9% til 65% af udgifterne til forebyggelse, hvilket illustrerer den kraftige forskel i politik og indsats. Videnscentrets bidrag Det centrale for Videnscenter for udsatte børn og unge, er at opsamle de forskellige forståelser af, hvem de pågældende børn og unge er, og dermed bidrage til at præcisere begrebet. Det er nødvendigt at komme tættere på de processer, som kommuner og forskellige professionelle indgår i, når et barn bestemmes som udsat og sidenhen tildeles hjælp. Og yderligere at skabe en kanal for, hvordan en sådan indsigt kan indgå i de respektive professionsuddannelser. Videnscentret vil tage udgangspunkt i den eksisterende forskning, og den viden, som aktuelt er lejret i de deltagende videnscentre, forsknings-, udviklings og uddannelsesprojekter på området. Det giver indledningsvis anledning til at præcisere et udgangspunkt for forståelsen af udsatte børn og unge. NVIE har gennem projekter på dagtilbudsområdet udviklet en indsigt i pædagogers kompetencer til at arbejde med alle børns vilkår for udvikling og læring. Der fokuseres på, at alle børn over tid vil befinde sig i udsatte positioner. Empiriske erfaringer fra projekterne viser at det ikke er diagnosebørnene, der er de mest udsatte i daginstitutionens hverdagsliv, men derimod gråzone-børnene som pædagogerne mangler faglig viden om. Den pædagogiske udfordring er her at udvikle kompetencer til at arbejde med børnefælleskaber og ikke kun med individer. På skoleområdet har NVIEs projekter vist, at inklusion i forhold til udsatte børn eller børn i vanskeligheder ikke alene er et specialpædagogisk anliggende, men et spørgsmål om en almenpædagogisk udvikling, hvor der er fokus på det pædagogiske arbejde med differentierede fællesskaber i de almene klasser og i forhold til skolens kultur og organisation. Der skal derfor arbejdes konkret med at bygge bro mellem almen- og specialområdet på baggrund af analyser og undersøgelser af eksisterende eksklusionsmekanismer i skolens hverdag og i forhold til strukturelle eksklusionsmekanismer på forvaltningsniveau (fx visiteringspraksis, PPRs funktioner, organisering af special- og støttecentre). FSA har på socialområdet konstateret, at defineringen af de socialt udsatte børn og unge på den ene side er udtryk for sagsbehandleres indsigt i børn og unges verden og på den anden side er et resultat af en række forhandlinger med forældre, lærere, pædagoger, o.l. om, hvornår et barn i social forstand kan karakteriseres som udsat. En vigtig kanal for indsigt og forhandling er det tværfaglige arbejde, som giver mulighed for en tidlig indsats hos pædagoger og lærere evt. suppleret med forebyggende sociale foranstaltninger. Det kræver en særlig kompetence hos socialrådgivere til at indsamle, organisere og lede de pågældende møder og kontakter samt i forlængelse heraf træffe de relevante beslutninger. 7

8 Sagsbehandlere skal bygge bro mellem normalsystemets evne til at håndtere forskellige grader af udsathed og sikre at socialt udsatte børn og unge får den fornødne relevante hjælp i familie, skole og dagtilbud. Videnscentret tager udgangspunkt i et begreb om udsathed, som vil afspejle de udfordringer professionelle i praksis står overfor. Et relevant teoretisk udgangspunkt, er at bruge begrebet social eksklusion, som angiver en tilstand eller position af ufrivillig ikke-deltagelse, som er strukturelt bestemt (se fx Larsen, 2009). Udsathed er et strukturelt, socialt og individuelt fænomen. Det kan ikke forklares alene ved henvisning til strukturelle betingelser eller alene ved henvisning til individuelle forudsætninger det betyder at udsathed opstår i relationen mellem struktur og aktør og at udsathed således må forstås som en dynamisk proces. Udsathed opstår gennem de positioner individer indtager i den sociale kontekst. Og positioner er noget der skifter fra kontekst til kontekst og over tid i et individs livsforløb, fordi de strukturelle betingelser og individuelle forudsætninger opnår deres betydninger både strukturelt og subjektivt i kraft at de relationer og positioner, der er til rådighed. Denne forståelse kan differentieres på forskellige niveauer og i forhold til forskellige mekanismer, der medvirker til at skabe udsatte positioner og udsathed, der hver især efterspørger bestemte former for viden, som er relevante i en professionshøjskole sammenhæng. Den er i en foreløbig form angivet i den nedenstående tabel, som kan ses som en foreløbig retningspil for, hvordan videncentret vil arbejde med begrebsudvikling og praksisrelatering. 8

9 Niveauer for produktion af udsathed (udsatte positioner) Individ Børn og unge er udsatte på grund af varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne Børn og unge er udsatte på grund af psykiske, sociale og emotionelle vanskeligheder Temaer for vidensproduktion Lovmål om ret til deltagelse på trods af særlige behov Individuelle forudsætninger for læring og udvikling i et kollektivt miljø Sociale og pædagogiske dilemmaer individ fællesskab Støtte til individet og støtte til gruppen Det specielle og det almene Beslutningsstrukturer I vurdering af og tildeling af hjælp Praksisfelter for indsatser og intervention Handleplaner, behandlingsplaner, elevplaner og udviklingsplaner Diagnosticering, visitering og ressourcetildeling Centralisering og decentralisering af ekspertise og støtte til udsatte born Samarbejdsfelter på tværs af barnearenaer Familie Børn og unge er udsatte som følge af belastninger i familien: psykiske, sociale, kulturelle og økonomiske problemer Nærmiljø Børn og unge er udsatte som følge af socio-økonomiske belastninger i boligmiljøet og manglende deltagelse i organiserede fritidsaktiviteter Institution Børn og unge er udsatte på grund af institutionelle eksklusions-mekanismer i dagtilbud, skole, fritidstilbud samt anbringelsessteder der ikke forbereder til et liv udenfor institutionen. Børn og unges relationer til hinanden og de deraf afledte eksklusionsprocesser Familiens position og status Tidlig indsats Sociale ressourcer i nærmiljøet muligheder og barrierer for inklusion Afdækning af udsatte positioner om sammenhænge mellem familie, nærmiljø, fritid og skole Tidlig indsats Afdækning af institutionelle marginaliserings- og eksklusionsmekanismer Udsathed i overgange i institutions- og skoleforløb Betingelser for differentierede læringsfællesskaber Didaktik som forøgelse af deltagelsesmuligheder Familiepladser i dagtilbud Familieklasser i skolen Forældresamarbejde og -inddragelse Familiebehandling Støtte til familier ( 52) Opsøgende, forebyggende socialt arbejde Brug og indhold af fritidstilbud Subkulturer og organiseret fritid Bande-problematik Nærmiljø-institutioner Heldagsskoler Ambulante anbringelsesformer Forebyggende socialt arbejde Specialundervisning Støttepædagoger, støttelærere Ledelse af inkluderende processer Profession Børn og unge er udsatte på grund af professionelles selvforståelser og praksis, der udgrænser udsatte børn og unge fra Professioners forståelse af kernefaglighed og udsatte børn og unge Specialviden og almen viden i Udsatte børn og unge som prioriteret område i grunduddannelserne Pædagogudd: de tre 9

10 almene institutioner. Manglende viden og kompetencer i forhold til udsatte grupper Forvaltning Børn og unge er udsatte som følge af manglende koordinering, opfølgning og organisering af resurser og kompetencer samt prioritering af økonomiske hensyn Samfund Børn og unge er udsatte som følge af politik, lovgivning og forvaltning på børne- og ungeområdet professionspraksis Begrebsafdækning og -udvikling Perspektiver på anbringelser Forebyggelse på det sociale og pædagogiske område Offentlige myndigheders ramme og betingelser for at støtte Tidlig indsats Analyser af kommunale børne- og ungepolitikker Nærmiljø-problematikken specialiseringsområder Lærerudd: specialpædagogik Socialrådgiver dd.: om børn/unge, familie, forvaltning, foranstaltning Sundhedsplejersker: sundhedspleje ift. Institutioner og sociale omstændigheder Tværprofessionelt samarbejde Samarbejdet mellem forvaltninger, dagtilbud, skole Tværfagligt samarbejde mellem det pædagogiske og sociale område Økonomi og ressourcerammer Organisering af indsatsen Ministerielle og kommunale fora for udformning af initiativer i forhold til udsatte børn og unge 10

11 BILAG 1 11

12 BILAG 2: Risikobørn Ifølge den danske forskning i risikobørn vurderes det at gruppen af risikobørn udgør 15 % af en årgang (0-18 år) (Schultz Jørgensen m. fl. 1993). Denne gruppe inddeles i tre kategorier: 2 I. BØRN MED SÆRLIGE BEHOV (5 %) Sociale indikatorer: -skilsmisse, arbejdsløshed, sygdom, skoleskift. -midlertidige eller forbigående kriser i familjeliv -belastningen overstiger ikke barnets sociale og psykiske ressourcer -overvindes ved ressourcer i netværket (familie, venner, kammerater, professionelle) -pædagoger, lærere og sundhedsplejersker medvirker til udvikling af mestring -barnet udvikler modstandskraft i socialt samspil Prognose: gode chancer for overvindelse II. TRUEDE BØRN (5 %) Sociale indikatorer: -Perioder af barnets liv med psykisk sygdom, misbrugsproblemer, vold, overgreb, omsorgssvigt mv. -længerevarende belastninger udvikler permanente sociale og psykiske symptomer -maginalisering i det sociale miljø med sociale konflikter -børn med særlig behov for støtte (Serviceloven og Folkeskoleloven) -kræver særlig indsats i daginstitution og skole Prognose: usikker III: PROBLEMBØRN (5 %) Sociale indikatorer: Barnets opvækst præget af permanente sociale mønstre med systematiske psykiske og fysiske overgreb, manglende omsorgsevner og forældrekompetencer, store trivselsproblemer i familie og institution, familjeopløsning, permante kriser og konflikter. -varige forstyrrelser i omverdens-relationer -varige ændringer af personligheden -psykiatriske diagnoser -langvarige behandlingsforløb påkrævet Prognose: usikker i et livslangt perspektiv 2 Dette tal er som nævnt 1993 tal. Per Schultz Jørgensen har justeret procenttallene 10 år efter og skønner at det samlede antal er steget til omkring 20% 12

13 Litteratur: Christensen, Else (1997): Daginstitutionen som forebyggende indsats for truede børn. SFI Ebsen, F. (2008): Børn og unge med behov for særlig støtte - lovgivning fra , Danmarks pædagogiske Universitet HPA arbejdspapir,5a Egelund, Tine, Andersen, D., Hestbæk, A-D., Latusen, M., Knudsen, L., Olsen,R, Gerstoft (2008): Anbragte børns udviklinge og vilkår - Resultater fra SFI's forløbsundersøgelser af årgang 1995, SFI 08:23, København Egelund, Tine, Christensen, P., Jakobsen, T.B., Jensen, T.G., Olsen, R.F. (2009): Anbragte børn og unge en forskningsoversigt, SFI 09:24, København Egelund, Tine, Jakobsen, T.N., Hammen, I., Olsson, M.,Høst, A. (2010): Sammenbrud i anbringelser af unge - erfaringer, forklaringer og årsagerne bag, SFI, 10:06, København Ejrnæs, Mette, Ejrnæs, M, Frederiksen, S. (2010): Socialt udsatte børn og unge - Forebyggels og anbringelse i kommunerne i Når man anbringer et barn - baggrund, stabilitet i anbringelsen og det videre liv, red Andersen, S.H. Rockwoolfonden, Syddansk Universitetsforlag, Odense Ejrnæs, M. (2004): Faglighed og Tværfaglighed Vilkårene for samarbejdet mellem pædagoger, sundhedsplejersker, lærere og socialrådgivere, Akademisk forlag, København Hansen, Finn Kenneth (2009): Specialreformen i Københavns Kommune. CASA Jensen, Bente (2009) Handlekompetencer i pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn og unge : indsats og effekt. DPU Jørgensen, Per Schultz, Ertmann, B., Egelund, N., Herman, D. (1993): Risikobørn - hvem er de - hvad gør viudarbejdet for Det tværministerielle børneudvalg, Socialministeriet, København Larsen, Jørgen Elm (2009): Udsat for forståelse. Rådet for Socialt Udsatte Nielsen, Jens Bundgård (2000): Metodeudvikling af SSP samarbejdet, Socialministeriet Ottosen, Mai H., Christensen, P. (2008): Anbragte børns sundhed og skolegang - udviklingen efter anbringelsesreformen, SFI 08:21; København Ploug, Niels (2007): Socialt udsatte børn. SFI Sørensen, Tove (2001): Forståelse og praksis i børnesager, Socialforvaltningsprojektet, Socialministeriet 13