MILITÆRT TIDSSKRIFT. 96. årgang. Redaktør: Major K. V. N I E L S E N

Transkript

1 MILITÆRT TIDSSKRIFT årgang Redaktør: Major K. V. N I E L S E N

2 i n d h o l d s f o r t e g n e l s e : D E T KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB Ved årsskiftet. Det krigsvidenskabelige Selskabs formand, oberst M. R o se n lø v 1 Meddelelse fra Det krigsvidenskabelige Selskab om foredrag og generalforsamling 151 Det krigsvidenskabelige Selskabs bestyrelse Beretning om Det krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed 1966/ Det krigsvidenskabelige Selskabs prisopgaver UDENRIGS OG FORSVARSPOLITIK, S TR A TEG I Den militære magtbalance M ajor K. V. N ielsen... 3 Slaget ved K ursk - En model for Forbundsrepublikkens forsvar (kommenteret oversættelse). Oberstløjtnant O. M. Achton K rig og rationalitet. M ajor G. K. Kristensen Forsvarsminister McNamaras tale i San Francisco 18. september TA K TIK. ORGANISATION Let infanteri i atomtidsalderen. En anmeldelse. Kaptajn J. C. Essemann Guerilla i Danmark. Premierløjtnant O. Marcussen Pansertroppemes fremtid. Oberstløjtnant K. Lundsholt Forholdet mellem kampenheder og ildstøtteenheder i dansk organisation. M ajor J. C. Essemann M ao Tse-Tungs teorier - og danske forhold. Kaptajn B. J. Crenzien Den militære stabsorganisation - i ny belysning. M ajor O. B. M. Jensen Analyseteknik og organisation af hærenheder. M ajor J. C. Essemann KRIGSHISTORIE Noget nyt i Dreyfusaffæren? Adjunkt T. Juncker Prim itiv krigsførelse. Kadet E. J. Andersen Signaltjenesten ved Mameslaget - og nu. Oberstløjtnant A. R. Sønderby Byer og forter i Vestindien. Arkitekt K je ld de Fine Lich t Taktisk bevægelighed. Definitioner og principper (oversættelse). Printice G. Morgan Besættelsen af Hannover 1803 og The Kings German Legion. Oberst W. E. O. Lawaetz PERSO NELFORVALTNING, DISCIPLIN M.M. Retsplejen ved danske FN-enheder. Oberstløjtnant L. M. K. Skern Hærens klimaproblemer. Oberst A. V. Hensch Raceintegration i den amerikanske hær (oversættelse). Charles C. Moskos De grønne betænkninger - episode eller epoke. E n anmeldelse. Oberstløjtnant N ils Berg Machiavelli og ledelsesprincipper. Kaptajn Søren Nielsen

3 U D D A N N ELSE Uddannelse af Hærens Linieofficerer Bemærkninger til Hærens Linieofficerers Grunduddannelse. Oberst A. H. K lokhøj 102 Indholdet af og rammen om Linieofficersuddannelsen i Hæren. Oberst P. M. Jespersen Nogle spredte bemærkninger og Linieofficersuddannelsen. Professor, dr. phil. Mogens P h il Højere m ilitær uddannelse i Norge. E n anmeldelse. Oberst M. Rosenløv VÅBEN, UDRUSTNING M.M. Hærens eftersyns- og vedligeholdelsestjeneste og det i forbindelse hermed anvendte system. M ajor M. C. Thygesen Dansk industris medvirken ved fremstilling af materiel til forsvaret. D irektør Wigo Theilgaard Den tekniske og taktiske udvikling. Oberst F. Gotthardsen Hærflyvning. M ajor (R) N. P. Tvede Det store spring fremefter? M ajor N. L. Tholstrup Reflektioner over morgendagens danske armégevær. M ajor N. L. Tholstrup FO R SKELLIGT Elektroniske data-behandlingsmaskiner, deres anvendelse ved krigsspil og ved costeffectiveness analyser. Lektor E. Trolle-Schultz... 7 Kostforplejningen - en klimafaktor set i nyt perspektiv. Kaptajn B. Reese-Petersen 87 Fodskader. Reservelæge L. Vanggaard Planlægning. Nogle betragtninger, - e Logistiske principper. Kom m andør (1) Ib Jørgensen Hvad skal man med en terminologi? Oberstløjtnant N ils Berg og major Helge K ro on F R A U D L A N D E T Erfaringer fra Vietnam Luftvæmsartilleri i Nord-Vietnam Polaris u-bådene Russisk kampvogn T Radaranlæg - N yt fransk finskydningsgevær - Særegen reparation Tyske fly - Tysk panservæmskanon Samarbejde Sverige-Schweiz Franske atomvåben Luftvæmsraketten Blowpipe - Radiorør fra Bofors-Philips Kunstig måne - Schweiz opgiver luftvæmsraket - Underjordiske anlæg i Sverige Årsager til skilsmisse Reorganisation af forsvarets øverste ledelse i Norge

4 Større anmeldelser: B Ø G ER Let infanteri i atomtidsalderen. Kaptajn J. C. Esse m a n n De grønne betænkninger - episode eller spoke. Oberstløjtnant N ils Berg Højere militær uddannelse i Norge. Oberst M. Rosenløv Hold traditionen i ære. Adm iral Henri Konows erindringer. Oberstløjtnant Nils Berg Korte anmeldelser: Soldiering for Peace. C arl von H o rn (K. V. Nielsen) The German Arm y and The Nazi Party. Robert J. O NeiB. (K. V. Nielsen) Vietnam, den beskidte krig. Victor V inde (K. V. Nielsen) Soldater uden fædreland. Ole Baltzersen. (-V) Marineholmens historie. J. R. Hegland. (J. T.) Patton. Ordeal and Trium ph. Ladislas Farago. (V. K. Sørensen) W ith Prejudice. Lo rd Tedder. (D. E. Thestrup) Alverdens fly i farver. Red. Jørgen Lundø The Last 100 Days. John Toland. (V. K. Sørensen) The Hounds of The HeU. Jean Lartéguy. (P2) Sikkerhedsrådet gennem 20 år. Preben V. Askgaard. (-V) Weyers Flottentaschenbuch 1966/67. (R) M ilitæ re Bogejermærker. E. O. A. Hedegaard. (K. V. Nielsen) Slaget. Alexander Kluge. (K. V. Nielsen) The Campaigns of Napoleon. David Chandler. (V. K. Sørensen) D ie Landesverteidigung der Schweiz. K a rl Brunner. (K. V. Nielsen) Das Gesetz des Handels - D ie Operation Zitadelle Ernst K lin k. (K. V. Nielsen) Revue Internationale d Historie M ilitaire (Helge K lint) Krabbekrigen og Gjenerobringen av Jåmtland. Arne Odd Johnsen. (-V ) Debat om forsvaret. (K. V. Nielsen) Focus på Danmarks Sikkerhedspolitik. E rik Kragh. (K. V. Nielsen) Bibliotek i krigstid, Uppsala Universitetsbibliotek i store nordiska Krigets slutskede. Tiinnes Kleberg Krigsforbrydelser i Vietnam. Bertrand Russell. (V.) Den bitre Arv. Arthur M. Schlessinger. (V.) De våbenløse. Michael Blankfort. (kvn) Hitler. Jean Amsier. (P2) The Norwegian Campaign of J. L. Moulton. (K. V. Nielsen) Alverdens uniformer i farver. Preben K annik Den danske Reserveofficer. Arne H o ff og Anthon Hvidt. (K. V. Nielsen) The A rt of Counter-Revolutionary W ar. J. M ccuen (-V ) Malaya, The Communist Insurgent W ar, Edgar O Ballance (-V ) Fiihrungsdenken, Stabsarbeit. R o lf Elble (K. V. Nielsen)

5 Fra udlandet 241»Læg mærke til hvor stor hæder de kejsere fik, som efter at Rom var blevet et imperium, bestemte sig for at regere efter lovene som gode herskere - i modsætning til dem, der valgte den modsatte kurs. Hverken Titus, Nerva, Trajan, Hadrian, Antonius eller Marcus Aurelius regerede ved hjælp af Prætorianergarden eller deres mange legioner. Disse kejsere var nemlig beskyttet af deres egen gode opførsel, af befolkningens gode vilje og af Senatets respekt«. Søren Nielsen. F r a u d la n d e t Årsagrer til skilsmisse Uforenelighed råder i feltherrens hus I tidsskriftet A R M Y for januar 1967 findes en tankevækkende artikel af feltartilleristen major William L. Hauser, som går ind for en opdeling af den fælles våbenart Artilleriet i henholdsvis Felt- og Luftværnsartilleri. Artiklen gengives her i uddrag som et bidrag til den aktuelle diskussion om integration af våbenarterne. Da feltartilleriet og kystartillerikorpset skulle slås sammen, kommenterede»the Antiaircraft Journal«i sit marts-april nummer i 1950:»Katalysatoren, der helt v il sammensmelte de to slags artilleri, v il blive de styrede raketter.«ægteskabet mellem feltartilleri og luftværnsartilleri har nu varet i 16 år, og foreningen har øjensynlig været lykkelig. M en tiden har ikke stået stille. Jeg går ind for, at man undersøger hele artilleriet i lyset af de nuværende sikkerhedsbehov, og at man derpå bestemmer, om det er værd at bevare ægteskabet. Undersøgelse af diskussioner i de tjenstlige blade sidst i 1940 eme afslører adskillige argumenter. For det første gik udviklingen i forsvaret mod enkelthed og ensartethed. Begge kategorier var artilleri, begge affyrede kanoner af forskellig art, og begge beskæftigede sig med ud viklingen af styrede raketter. Hvis man kunne opnå ensartethed på tærsklen af en sådan revolution, v il den deraf følgende samling af ekspertise og styrke hjælpe fremskridtet på vej. For det andet ville sammenslutningen give et større enkeltvåben en fordel i en relativt lille fredshær. Soldater især officerer kunne så nemt skiftes om fra feltkanoner til luftværnsvåben uden den ubehagelige nødvendighed af at skifte våbenart m. v. Fordelen var altså iøjnefaldende; enkelthed, ensartethed, effektivitet og fleksibilitet. Nærmere analyse af disse argumenter røber to forudsætninger om begrebet våbenart. Den første forudsætning er, at våbenart er en betegnelse, der benyttes ved ansættelsen af officerer. Der findes ikke længere chefer for våbenarter, men der findes et artilleriets personelkontor (Artillery Personel Assignment Office) for planlæggelse af officerernes karrierer; der findes en artilleriskole til at uddanne dem våbenfagligt. Artilleriofficeren forretter tjeneste ved den enhed, personelkontoret ansætter ham ved, og skolen forbereder ham til denne tjeneste.

6 242 Frn udlandet Den anden forudsætning er, at det er våbnene, der sætter skellet mellem våbenarterne. Dette følger af den første forudsætning, for grundlaget for at våbenartsbetegne en officer, er det våbensystem, som han behersker. De forskellige våbensystemer i én våbenart er noget i familie med hinanden, og en officer bør være i stand til at skifte fra tjeneste ved ét system til et andet uden nogen særlig efteruddannelse. Hvis dette nu er de grundlæggende karakteristika, der bestemmer en våbenart, så lad os se på hvilke mulige mangler, der kunne tale imod den fortsatte beståen af en fælles våbenart. For det første kan våbensystemerne i en våbenart udvikle sig i to hoved-kategorier, der er så forskelligartede, at det for at flytte en officer fra den ene kategori til den anden vil være nødvendigt at give ham en omfattende efteruddannelse. For det andet kunne en våbenart videreføre en tidligere adskillelse i to slags (i personellets opfattelse - om ikke reelt) således, at den enkelte officer v il være usikker om fordelene ved at forsøge at bevare en vis beherskelse af begge dele. H vis nu samtidigt de to kategorier af våbensystemer blev så teknisk komplicerede, at beherskelse af blot den ene - (helt bortset fra dem begge) - blev meget vanskelig, så bliver dilemmaet endnu værre. Den øjensynlige fordel ved at have feltartilleri og luftværnsartilleri samlet i ét A rtilleri er som sagt, at en større våbenart tillader fleksibilitet ved fordelingen af officerer, effektivitet ved tildelingen af m idler, og enkelthed og ensartethed i organisation. Disse fordele hviler på de to forudsætninger, at personelbetegnelse er våbenartens formål, og at våben er grundlaget for personelbetegnelse. Derfor vil vi med manglende ensartethed mellem våbensystemerne nå dertil, at en fælles våbenart er meningsløs. Før vi ser på våbensystemerne i sig selv, vil vi undersøge enkeltheden og effektiviteten i artilleriets organisation. Der er to artillericentre og -skoler; det ene i Fort Siil, det andet i Fort Bliss. Del førstnævnte kaldes»artillery and Missile Center and Sehool«, men det giver kun felt-artilleri uddannelse, og dets»combat Developments Command Board«behandler kun taktik og våben i feltartilleriet.»air Defense Center and School«i Fort Bliss lægger ikke skjul på, hvad man dér koncentrerer sig om: der undervises og forskes om luftværn. To centre, to skoler, to kommissioner. Det er svært at se, hvori den fælles våbenart består. Bevares, en officer på»career Course«på Fort S ili forretter 2 måneders midlertidig tjeneste på Fort Bliss, hvor han lærer om luftværnssystemer. Men b liver han forsa*, til tjeneste ved en luftværnsraketenhed for første gang, må han dog alligevel gennemgå det samme»weaponsystem- familiarization-course«, som én der aldrig bar været elev på Career Course. Og så - ensartetheden i en våbenart. En undersøgelse af 90 linieofficerer, foretaget ved forberedelsen af denne artikel, afslørede nogle iøjnefaldende og betydningsfulde data. Mere end halvdelen af dem, hvoraf ingen under 7 års tjeneste, havde kun forrettet tjeneste i den ene slags artilleri. Nogle og tredive, der havde prøvet begge dele, kunne nøje specificere, hvornår de havde været enten feltartillerister eller luftværnsartillerister. Yderligere måtte enhver officer, der blev forsat til en luftværnsenhed uden nogen forudgående luftvæmsskoling eller luftværnspraktik, nødvendigvis lære systemet på Fort Bliss. Selvom der således ikke synes at være system i ombytningerne, og selvom det altså er nødvendigt med efteruddannelse,

7 Fra udlandet 213 når der skiftes våbensystem, så er der stadig mulighed for, at den store fælles våbenart tillader fleksibilitet. H er må man spørge: H vor stor skal en våbenart være for at være fleksibel? Artilleriet er allerede den næststørste i antallet af officerer. Mens et større antal jo faktisk bevirker større fleksibilitet ved ansættelse af officerer, så er de grundlæggende kendsgerninger dog: H vis artilleriets våbensystemer er så forskellige og så komplicerede, at forsættelse fra det ene til det andet kræver efteruddannelse, så er den ønskede fleksibilitet nu en tvivlsom fordel. Hvis det virkelig var artilleristernes mening i 1950, så var det en misforståelse af, hvad de våbensystemer, der dengang var under udvikling, ville medføre. Mens der kunne ses nogen ensartethed mellem taktik og teknik for luftværns- og feltkanoner, så gælder dette næppe for raketterne. Feltartilleriraketten bliver rettet ind og affyret, og den flyver mod sit jordmål efter en væsentligt rent ballistisk bane. Hvis der er nogen form for styring, vil det være for at korrigere den ballistiske bane. Honest John og Corporal, der var på et ret tidligt udviklingstrin i 1950, har klart disse karakteristika. M en luftværnsraketsystemerne var helt forskellige. De stedbestemte og fulgte et bevægeligt mål i luften, affyrede raketten i hovedretning af målet og styrede raketten på en varierende kurs, indtil den detoneredes nær ved målet. Systemerne i anden halvdel af 1960'erne er stort set opdelt efter samme retningslinier. Sergeant, Pershing og Lance er stadig væsentligst ballistiske raketter, ligesom Little John og den forbedrede Honest John. Hercules og Hawk luftvæmsraketter har stadig systemet med at stedbestemme et bevægeligt mål og at styre en raket på en varierende kurs mod et stadig forudberegnet træffepunkt i rummet. Der er en anden stor forskel mellem felt- og luftværnsartilleri: det er teknikken og taktikken. Feltartilleriets hovedopgave er ildstøtte. Våbnene indsættes til konstant støtte for tropper på jorden og flyttes i forhold til fjenden for at påføre hans jordstyrker størst mulig skade. M odsat dette er luftvæmsartilleriet indsat under den forudsætning, at de fjendtlige mål kommer derhen, hvor vore våben er. Feltartilleriet flytter sig, luftværnsartilleriet venter. Feltartilleriet er offensivt, også selvom de kamptropper, det støtter, er i defensiven; luftværnsartilleriet er som navnet A ir Defense siger - defensivt. Der er endnu en meget væsentlig forskel: koordinering med andre våben og tjenestegrene. Feltartilleri er - som dele af kamptropper - tildelt eller underlagt en troppefører, og det indsættes under hans»operational Control«. Koordinering - intern såvel som med højere og lavere myndigheder - sker med andre feltartillerienheder eller hærmanøvreenbeder. Luftværnsartilleriet er - jf. Delker-LeMay overenskomsten af under»operational control«af den fælles Kontinentale Luftværns Kommando i U S A, og af flyvevåbnet i oversøiske områder. K oordinering sker derfor væsentligst med flyvevåbnet og andre luftværnsenheder, ikke med hærens kommando-kæde. Ja, selv inden for felthærens område, hvor visse luftvæmsenheder tildeles troppeførerne, foreskriver gældende bestemmelser, at kontrollen med disse våben udøves af den ældste luftværns-officer og ikke af den ældste artilleri-officer. Jeg påstår, at feltartilleri og luftværnsartilleri er to våbenarter. De er vidt forskellige i teknologien i deres våbensystemer, og i den taktik, efter hvilken deres våben indsættes. Forskellen er så stor, at det er nødvendigt at opretholde to skoler til officerernes uddannelse, to forsknings-

8 241 Fra udlandet og udviklings-kommissioner, to organisatoriske mønstre for indsættelse af systemerne såvel i Conus (Continental U SA) som oversøisk. Den eneste fællesnævner er etableringen af ét officers-personalekontor samt den praksis, at nogle officerer ombyttes. Hvorfor nu ikke lade tingene være, som de er? Dvs. opretholde to våbenarter under ét navn. E t personelkontor er da billigere end to; med vore dages hastige våbenudvikling tillader en stor våbenarts fleksibilitet at skifte officerer om fra én slags tjeneste til en anden alt efter behov. Svaret herpå handler om ekspertise. Moderne artilleri-våbensystemer og taktikken og teknikken ved deres anvendelse er blevet så kompliceret, at ingen officer kan håbe på at kunne beherske det hele. Det er rimeligt at forvente, at en officer kan bevare kendskabet til alle feltartilleriets våbensystemer, for de ligner alle hinanden noget. Det samme gælder om luftværnsartilleriet. M en en omskiftning imellem de to slags vil nedsætte ekspertisen i uacceptabel grad. Resultatet vil blive - ja, er det måske allerede i dag - et officerskorps, der har noget kendskab til to yderst komplicerede klasser af våbensystemer, men som ikke er ekspert i noget. Problemet kunne løses ved at fortsætte med ikke at ombytte størstedelen af officererne, sådan som vor undersøgelse har vist, at det er praksis i dag. Det bør bemærkes, at denne undersøgelse viste et meget interessant karrieremønster for de officerer, der blev ombyttet. Et stort flertal af dem havde tre eller flere»omgange«i den ene gren og kun én i den anden. Dette synes ikke til gunst for ombytnings-tanken, idet det giver professionelt diletanteri for officererne for at kunne opretholde den tilsyneladende fælles våbenart. De hidtil beskrevne forhold er nu ikke så alvorlige endda. For at opretholde den umoderne fiktion om én våbenart, må en lille minoritet have deres karriere spredt farligt ud. Men her tænker vi ikke på de få s karriere; vi beskæftiger os, som vi bør gøre, med nationens sikkerhed. Hvis artillerivåbnenes teknologi ikke ville blive endnu mere kompliceret og forskellig, kunne vi måske leve videre med det nuværende system. M en våbenteknologien står ikke stille. Feltartilleriraketterne og de dertil hørende kemesprængladninger bliver stadigt mere komplicerede. Luftværnsvåbnene er muligvis lige på kanten af en teknologisk frembringelse, som v il få hidtil ukendt indvirkning på militær strategi. Dette er opstillingen af et effektivt antiraketsystem: Nike X. V i vil her ikke diskutere detaljer omkring dette projekt, men blot vise, at der er mere sandsynlighed for forøgelse i omfanget af våben i artilleriet, for mere taktisk og teknisk kompleksitet i våbensystemerne, og for større divergens mellem våbenartens to halvdele. Foreningen af feltartilleri og luftværnsartilleri er simpelthen ikke klog. V i har faktisk i dag to våbenarter, og hvis vi kan tro de nuværende tendenser, v il dette gælde så meget mere i den nærmeste fremtid. Mens der ikke er nogen udtalt indvending imod at have et fælles navn og et fælles våbenmærke, må vi gøre os helt klart, at de to halvdele bør betragtes hver for sig. A t forvente, at en artilleriofficer er en universalartillerist, og derfor kan flyttes rundt inden for våbenarten efter behag, passer ikke med ekspertisen. Hvad angår skoler, centre og kommissioner, så behøver vi kun én ændring. Luftværnsskolen skal blot oprette sit eget»career Course«, og»artillery and Missile«-

9 Bøger 245 skolen (der bør genbenævnes: Feltartilleriskolen) bør stoppe med at sende sine elever fra Career Course til Fort Bliss i de to måneder. I stedet skulle hver skole koncentrere sig om at gøre sine elever til eksperter på våbnene i deres respektive gren af våbenarten. Endelig burde artilleriets personelkontor deles op om ikke i to kontorer, så i hvert fald i to underkontorer - hvert med sin officers-roste. Skulle der da på et tidspunkt opstå mangel på officerer i den ene gren samtidigt med et overskud i den anden, kunne officerer gennemgå en passende efteruddannelse og så forsættes på samme måde, som vi nu forsætter officerer fra andre våbenarter. Det ser altså ud til, det var en fejltagelse at sammensmelte felt- og luftværnsartilleriet På selv samme tid, som foreningen blev iværksat ud fra effektivitets- og fleksibilitets-synspunkter på grund af våbensystemernes ensartethed, var våbensystemerne just ved at blive mere forskellige og mere komplicerede. N u befinder vi os på grænsen af et kæmpespring i forskellighed og komplektisitet. Det var ikke noget lykkeligt ægteskab for 16 år siden, og nu er tiden inde for en skilsmisse. N.B. Bøger John Toland: The Last 100 Days. Arthur Barker, London sider, 50s. Forfatteren John Toland, der bl. a. vil være kendt for»the Story of the Bulge«har til brug for denne bog besøgt alle de steder og områder, der var skuepladsen for væsentlige begivenheder i de dramatiske sidste 100 dage af den anden verdenskrig i Europa. Han har baseret sin bog - og gjort det grundigt på hundredvis af interviews med de personer, der var direkte involverede, fra Hitlers chauffør til generalerne von Manteuffel, W enck og Heinrici, fra undergundsbevægelsemes ledere til fremtrædende diplomater, og fra de allierede hærførere som generalerne Simpson og Hodges til de menige amerikanske soldater. M en også utallige kildeskrifter, rapporter, journaler, bøger, breve og stærkt personlige notater og dokumenter har været benyttet. Det synes også som om forfatteren har haft held til at bringe nye ting frem for dagens lys. Det er klart, at han i et så stort kildemateriale har været nødt til at foretage en udvælgelse og forkortelse, men dette er gjort med stor forståelse, megen kyndighed og betydelig objektivitet, således at det hele virker som en redelig, velunderbygget og pålidelig fremstilling. Den hele kæde af begivenheder er sat op med stor dramatisk sans, nærmest film isk så man snart befinder sig på den tyske, snart på den allierede side af begivenhederne. Alligevel taber man ikke tråden i fremstillingen. Samtaleformen er anvendt meget, og forfatteren forsikrer om, at baggrunden herfor er foreliggende skriftligt materiale og de pågældendes egne erindringer. Streng korrekt historieskrivning er det vel ikke, men tilsyneladende ligger disse nærbilleder tæt op til det, man må antage var virkeligheden, og det er hævet over enhver tvivl, at denne form gør bogen spændende som en roman.