FT 1960/61 A.583 ff. Se også Kriminalforsorgsudvalgets betænkning (678/1973) om prostitution, kap. VIII (prostitutionsbetænkning II).

Transkript

1 Hvis betingelsen for strafbortfald er opfyldt allerede på tidspunktet for tiltalerejsning, og det må antages (»kan«), at strafbortfald vil blive statueret, bør tiltale ud fra et ønske om ikke at forstyrre ægteskabet, som begrunder reglen, ikke rejses. Hvis betingelsen for strafbortfaldet først opfyldes efter straffesagens endelige pådømmelse, men inden afsoning af straffen, må resultatet nås ved benådning, jf. stribet. 1923, mot I DIK (b) V statueredes dog ikke strafbortfald for flere grove voldtægtsforhold, til dels forsøg, selvom ægteskab var indgået efter sagens pådømmelse i 1. instans, men straffen blev gjort betinget. 228 Den, der 1) forleder nogen til at søge fortjeneste ved kønslig usædelighed med andre, 2) for vindings skyld forleder nogen til kønslig usædelighed med andre eller afholder nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra at opgive det, eller 3) holder bordel, straffes for rufferi med fængsel indtil 4 år. Stk. 2. På samme måde straffes den, der tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der medvirker til en persons befordring ud af riget, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, når den befordrede person er under 21 år eller uvidende om formålet. Ældre lovbestemmelser og forarbejder: Strl L , 3, stk. 1. Strl.till Strl.bet , mot Strl.bet mot , 194, 195. Strl.bet , mot RT 1924/25 A.3375 ( 230). Ændret ved Betænkning nr. 139/1955 om foranstaltninger til bekæmpelse af prostitution, s. 27 og s. 69 ff. (prostitutionsbetænkning I). FT 1960/61 A.583 ff. Se også Kriminalforsorgsudvalgets betænkning (678/1973) om prostitution, kap. VIII (prostitutionsbetænkning II). Litteratur: Krabbe s. 521 ff. Hurwitz: Sp. D. s. 508 f. Waaben: Sp. D. s. 68 ff. L. Nordskov Nielsen J V. Greve: Prostitution - former for indgreb og deres begrundelser i NTFK

2 Ved ændredes formuleringen af 228, stk. 1, samtidig med at nr. 1 indføjedes som et nyt led i gerningsindholdet. Sam- tidig forhøjedes den i stk. 2, 1. led, nævnte aldersgrænse fra 18 til 21 år. 228 kriminaliserer bagmandsvirksomhed i relation til både heteroseksuel og homoseksuel prostitution i traditionel forstand, der ikke i sig selv er strafbar. Bestemmelsen anvender imidlertid ikke»prostitution«, men derimod kønslig usædelighed (med andre) som betegnelse for den adfærd, som bagmandsvirksomheden skal have relation til. Under hensyn hertil er det af Justitsministeriet antaget, at 228 ud over virksomhed med relation til traditionelle prostitutionsforhold (under de i bestemmelsen i øvrigt angivne betingelser) også omfatter»kønsakter der iværksættes med henblik på fotografering«, altså produktion af pornofilm og -billeder, i hvilke modeller afbildes under seksuelt forhold til andre,jf. FT 1968/69 B.2043 ff FT 1969/70 B.62 f. samt Brydensholt J Hvor ansvar efter 228 er betinget af, at der er tale om erhverv ved kønslig usædelighed, må det - i hvert fald efter den ved indførte sondring mellem at søge fortjeneste og at søge erhverv - kræves, at der er tale om en mere regelmæssig virksomhed, jf. herved FT 1960/61 A.584 og FT 1968/69 B Ansvar efter 228, stk. 1, nr. 1 og 2 (cf. stk. 2), er betinget af, at der er tale om en så kvalificeret form for medvirken til prostitution, at den prostituerede derigennem kan siges at være forledt til prostitution eller afholdt fra at opgive prostitutionen. Kravet om at forlede indebærer en form for tilskyndelse. Således bruges ordet i strl.bet. 1917, mot , synonymt med ordet tilskyndelse. I Ordbog over det danske Sprog anføres»ved overtalelse olign. faa en til at gøre noget urigtigt«. I Politikens retskrivnings- og betydningsordbog, 2. udg., 1996, anføres, at forlede betyder»lokke, narre, vildlede«. I Goos: Sp. D. I, s. 530 anføres, at der til rufferi kræves, at påvirkningen har karakter af forførelse i betydningen»bevæge«eller»overtale.«annoncering efter piger er ikke tilstrækkelig, jf. U V. I TFK dømmes derimod både efter stk. 1, nr. 2 og 3. Som begrundelse for anvendelse af nr. 2 angives, at de prostituerede kom fra Thailand uden anden erhvervsmulighed end prostitution, og»at tiltalte»etablerede«dem i prostitution i de af hende drevne»klinikker«, der reelt var bordeller,«hvor hun selv stod for driften. I TFK havde T foreslået en kvinde at tage hertil som rengøringsassistent, overtalt hende til prostitution og dernæst meget aktivt bistået hende med kundekontakt, kørsel til kunder m.v. I TFK blev tiltalte dømt efter 228, stk. 1, nr. 2, for at have forledt 20 udenlandske kvinder til prostitution på Vesterbro. De blev endvidere dømt for menneskehandel efter 262 a for at have transporteret nogle af kvinderne til København og herefter

3 at have tvunget dem til prostitution. Andre var selv rejst hertil, men også tvangen over for disse var omfattet af 262 a. 228, stk. 1, nr. 1, er anvendelig, blot den forledte handler for vindings skyld, medens det efter nr. 2 omvendt blot kræves, at gerningsmanden handler for vindings skyld. 228, stk. 1, nr. 3, angiver ikke nærmere, hvad der skal forstås ved at»holde bordel«. Begrebet synes at volde problemer i retspraksis. Den i U H oplyste retsbelæring indeholder en forholdsvis kort angivelse:»for at forholdet kan betegnes som bordelvirksomhed, må prostitutionen og udnyttelsen deraf have et vist omfang og være forretningsmæssigt organiseret og ledet af den eller de tiltalte.«i den pågældende sag var der 8-10 kvinder, der gav seksuelle ydelser. Det er imidlertid svært at fastslå, hvor omfattende aktiviteten skal være, for at der i praksis anses at foreligge et bordel. Således henfører DIK (a) 0 én kvindes aktivitet til bordeldrift. Når det i den citerede retsbelæring anføres, at den tiltalte skal have en form for ledelse, giver dette problemer i to relationer. Driver 3 kvinder i fællesskab prostitution på samme adresse i et ligeværdigt samarbejde, er forholdet efter definitionen ikke omfattet af bordeldrift. Om der var tale om et sådant forhold eller en slags ansættelse, forelå i U H, hvor flertallet fandt forholdet omfattet af bestemmelsen med den begrundelse, at aktiviteten foregik i tiltaltes villa, hvor hun tidligere alene havde drevet massageklinik, og at de to andre kvinders deltagelse i virksomheden havde været a f økonomisk betydning for tiltalte. Mindretallet fandt, at der var tale om et samvirke, hvor den nye»medarbejder«betalte tiltalte en 1/3 af indtægterne til dækning a f fælles driftsudgifter. Flertallet synes således ikke at opstille noget krav om en egentlig ledelsesfunktion for den bordeldrivende. Tilsvarende statueres i DIK bordeldrift for 2 kvinder, der havde lejet deres lejlighed ud til andre kvinder, der selvstændigt drev prostitution i ejendommen (dissens for frifindelse). Omvendt skete i TFK Ø frifindelse (3-3), hvor tiltalte i 3 år havde ladet 7 kvinder drive kønslig usædelighed fra sin lejlighed mod at give tiltalte 250 kr. pr. vagt. Det blev lagt til grund, at tiltalte selv havde været aktiv som prostitueret, og at hun havde administreret driften. Det var ikke bevist, at tiltalte havde haft nogen fortjeneste ved»udlejningen«, og 3 dommere fandt i øvrigt ikke, at indbetalingerne havde haft så væsentlig betydning for tiltaltes økonomi, at der forelå bordeldrift. I TFK V havde tiltalte ikke alene udlejet 6 ejendomme til prostituerede, men møbleret dem, forsynet dem med telefon og fluesmækker, leveret kondomer og glidecreme m.v. og blev dømt for bordeldrift. IU V blev statueret bordeldrift for tiltalte, der drev en natklub og i denne forbindelse havde annonceret og fået»værtinder«, der gav seksuelle ydelser i værelser over restauranten. Disse

4 værelser var lejet for en fast dags(over)pris. Byretten frifandt for bordeldrift, men landsretten dømte. I den ovenfor nævnte DIK (a) 0 havde tiltalte alene udlejet sin lejlighed til en kraftig overpris til en kvinde, og tiltalte benyttede stort set ikke selv lejligheden, men blev dømt for bordeldrift. Se også U H om intim massage ydet af to kvinder med fast tilknytning til pomobiograf. Forholdet blev anset for bordeldrift i modsætning til TFK , hvor tiltalte havde udlejet rum i sin pomobiograf til erhvervsmæssig utugt til kunder ledsaget af en prostitueret. 229, stk. 2, indeholder selvstændig kriminalisering med betydelig lavere strafferamme for udlejning af værelse i hotel og gæstgiveri til erhvervsmæssig utugt. Bestemmelsen synes med den vide fortolkning a f bordeldrift at have stærkt begrænset anvendelse, men i den nævnte TFK anførte landsretten, at tiltalte blev frifundet, da der ikke var rejst tiltale efter 229, stk. 2. I U H blev T2 og T3 dømt for omfattende bordeldrift. TI var lønnet dørmand for firmaet. Han blev dømt for hæleri ved at have modtaget lønnen i penge fra bordeldriften. Han var ikke tiltalt for medvirken til at holde bordel. Tiltalen synes udformet ud fra en forestilling om, at»menige funktionærer«ikke kan straffes for medvirken til at drive bordel. Ved disse overtrædelser anvendes ofte udbyttekonfiskation efter 75, stk. 1, jf. DIK (a) Ø og (b) Ø og 174(a) V. I alle 3 afgørelser var der tvivl om, hvorledes udbyttet skulle beregnes. I TFK konfiskerede retten 4 mio. kr. og undlod at idømme tillægsbøde. I U V blev konfiskeret 5 mio. kr. I U H drev T2 og T3 bordelvirksomhed sammen. Landsretten konfiskerede kr. in solidum. Højesteret ophævede den solidariske konfiskation og konfiskerede halvdelen hos hver af de tiltalte. Det ses ikke berørt, om virksomheden kunne betragtes som et I/S, hos hvilket der kunne konfiskeres med solidarisk hæftelse til følge. 228, stk. 2, sidestiller med rufferi enhver form for medvirken, dels til at unge under 21 år søger at ernære sig ved prostitution, dels til såkaldt»hvid slavehandel«for så vidt angår unge under 21 år (og under visse betingelser også personer over denne alder, jf. stk. 2 in fine). Den sidstnævnte 21 årsgrænse er ifølge mot. (strl.bet. 1923, mot. 327, og RT 1924/25 A.3375) begrundet i hensynet til at bringe den i overensstemmelse med konventionen angående bekæmpelse af hvid slavehandel (Lovtidende B nr ), som knytter den strafferetlige beskyttelse sammen med myndighedsalderen. I overensstemmelse hermed har Folketinget i forbindelse med nedsættelse af myndighedsalderen (i strid med Straffelovrådets og Justitsministeriets indstilling) ønsket aldersgrænsen i 228, stk. 2, nedsat, hvilket imidlertid ikke hidtil er sket, jf. FT 1969/70 B.63 sammenholdt med samme sted sp. 79 f.

5 Fuldbyrdelsen af 228 er efter stk. 1, nr. 1, knyttet til den forledtes forsøg på at prostituere sig, og efter stk. 1, nr. 2 og 3, til selve prostitutionen, medens ansvar for fuldbyrdet forbrydelse efter stk. 2, 1. led, indtræder, når gerningsmanden blot har ydet sin medvirken, uden hensyn til om den har båret frugt. For så vidt angår stk. 2, 2. led, bør det formentlig til fuldbyrdelse kræves, at den pågældende er befordret ud af landet, for derved at holde muligheden for straffrihed ved tilbagetræden fra forsøg efter 22 åben længst muligt. Om strafansvar for»import«af kvinder til prostitution, se 125 a og 262 a. Subjektivt kræver 228 forsæt, hvorved bemærkes, at 226 ikke finder anvendelse i relation til de her fastsatte aldersgrænser. Specielt vedrørende stk. 1, nr. 3, bemærkes, at det afgørende ikke er, om den tiltalte opfatter forholdet som bordeldrift, men alene om han har kendskab til de forhold, der bevirker, at forholdet betragtes som sådant. Om forholdet mellem 262 a om menneskehandel og 228 og 229, se Lise Ravn: Det strafferetlige værn mod handel med kvinder til prostitution, Justitia 2007, nr. 6, s. 3 ff., særligt s. 21 ff. U H: Tilskyndet 13-årig dreng til kønslig omgang med adskillige mænd i Holland, hvor T tog drengen med i dennes ferier. T modtog den ikke ubetydelige fortjeneste. 229 Den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Stk. 2. Den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt, straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Ældre lovbestemmelser og forarbejder: Lov , 3, stk. 2. Strl.till. 1911, 4. Strl.bet , mot Strl.bet , mot Strl.bet , mot RT 1924/25 A ( 231). RT 1927/28 A.5376 ( 229). Ændret ved Betænkning nr. 139/1955 om foranstaltninger til bekæmpelse af prostitutionen s. 27 og 69 ff. FT 1960/61 A.583 ff. Ændret ved FT 1964/65 A.970 og B. 801 ff.

6 Se også Kriminalforsorgsudvalgets betænkning (nr. 678/1973) om prostitution, kap. VIII. Ændret ved (Ophævelse af stk. 3-5). FT 1998/99 A.930. Ændret ved (Afskaffelse af hæftestraf, jf. 31). Litteratur: Krabbe s. 523 ff. Hurwitz: Sp. D. s. 508 f. Waaben: Sp. D. s. 68 ff. L. Nordskov Nielsen J f. og J f. Ved I indsattes som en ny bestemmelse reglen i 229, stk. 2. Samtidig ændredes 229, stk. 1, på to punkter: (a) 1. led ændredes fra alene at omfatte den erhvervsmæssige fremme af kønslig usædelighed ved optræden som mellemmand til at omfatte optræden som mellemmand for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde, (b) Strafferammen udvidedes med hæfte og bøde. Ved I indsattes 229, stk. 4, 2. pkt. Ligesom 228 er 229 vendt mod prostitutionens bagmænd. Anvendelse af 229 forudsætter i almindelighed, at forholdet ikke kan henføres under , stk. 1 og 2, omfatter bagmandsvirksomhed i relation til såvel heteroseksuel som homoseksuel prostitution. For så vidt angår stk. l s mulige anvendelse på virksomhed uden karakter af prostitution i traditionel forstand henvises til kommentaren til 228 (fortolkningen af begrebet»kønslig usædelighed«). Stk. 1,1. led, kan anvendes over for den hotelportier, bartender, restaurationstjener el.lign., som i oftere gentagne tilfælde har anvist prostituerede uden hensyn til, om det er sket mod betaling eller ikke, ligesom bestemmelsen vil kunne anvendes over for den, der for vindings skyld optræder som mellemmand, selv om det kun er sket i et enkelt tilfælde. Anvendelse af 229, stk. 1, 2. led, forudsætter, at gerningsmanden har»udnyttet«den prostituerede, hvilket ifølge mot. indebærer, at»bestemmelsen kun kommer til Anvendelse, hvor der er Tale om Forhold af en vis varigere Karakter, og hvor det drejer sig om økonomisk Fordel, som Modtageren ikke har retligt eller naturligt Krav paa at modtage«(strl.bet. 1923, mot. 328). Udlejning af værelser til prostituerede er således kun strafbar efter stk. 1, hvis der ikke alene er tale om udlejning til en prostitueret ved en enkeltstående lejlighed, og hvis lejen er ublu, jf. U og U I TFK lejede tiltalte kabiner i sin ponrobiograf ud til kunder ledsaget af en prostitueret. Der var i landsretten rejst tiltale efter stk. 1,2. led, og retten frifandt, fordi der ikke var rejst tiltale efter stk , stk. 1, 2. led, er normalt uanvendelig på personer, over for hvem den prostituerede har en egentlig forsørgelsespligt, og det samme vil i reglen være tilfældet, hvor

7 der er tale om nært beslægtede ældre, syge og børn, som ikke er i stand til at forsørge sig selv, idet modtagelsen af økonomisk understøttelse for så vidt angår disse personer i reglen ikke kan anses som udnyttelse. L 141 af ophævede strafansvaret for såkaldt»passivt«alfonseri i det tidligere stk. 3. Udnyttelsen må herefter antages at skulle have en vis aktiv karakter. Efter de udtrykkelige motivudtalelser til de i 1961 foretagne ændringer af 229 (FT 1960/61 A.584 ff.) angående forståelsen af udtrykket»erhvervsmæssigt«i den dagældende regel i stk. 1 synes anvendelse af stk. 2, ligesom stk. 1, 2. led, at måtte forudsætte, at der - hvad enten der er tale om et enkeltstående eller flere tilfælde af udlejning - er tale om udlejning til professionelle prostituerede (og at gerningsmanden har været klar derover), hvorimod udlejning til enkeltstående tilfælde af prostitution falder uden for bestemmelsen. Om afgrænsningen over for 228, stk. 1, nr. 3, om bordeldrift, se kommentaren til denne. Tilsvarende vedrørende fortolkning af udtrykket»erhverv«. Fra trykt retspraksis kan som eksempel på anvendelse af stk. 2 nævnes U (hotelportier). Ved overtrædelse af 229, stk. 1 og 2, vil der evt. kunne blive tale om rettighedsfrakendelse, jf. U V (frakendelse af retten til erhvervsmæssig personbefordring). Om konfiskation se kommentaren til 228. Efter restaurationslovens 31, stk. 2, kan politiet forbyde prostituerede at opholde sig i bestemte virksomheder. Restauratører kan forbydes at modtage de pågældende. Subjektivt er ansvar efter 229 i det hele betinget af forsæt. 230 Den, der optager utugtige fotografier, film eller lignende af en person under 18 år med forsæt til at sælge eller på anden måde at udbrede materialet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om optagelser af mere systematisk eller organiseret karakter. 226 finder tilsvarende anvendelse. Forarbejder: Tidligere bestemmelse om homoseksuel prostitution, ophævet ved Indsatved FT 1999/2000 A.7784 ff. Bet. nr. 1377/1999 om børnepornografi - ITefterforskning. Ændret ved (Afskaffelse af hæftestraf, jf. 31). Ændret ved

8 FT 2002/03 A.2618 ff. og Ændret ved (Indsættelse af reglen om 6 års fængsel). (Forenkling af strafferammer). Bestemmelsen gør det strafbart at anvende børn og unge under 18 år som pornomodeller. ILO-konvention nr. 182 om forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde omfatter personer under 18 år, optrykt FT 1999/2000 A.7824 ff. Efter art. 3, litra b, er»brug af, formidling af eller tilbud om børn til prostitution, fremstilling af pornografi eller pornografiske forestillinger«omfattet af»de værste former for børnearbejde«, som alle tiltrædende lande efter art. 7 er forpligtet at forsøge at forhindre, herunder ved anvendelse af strafferetlige sanktioner eller eventuelle andre sanktioner. Lovforslagets vedtagelse indebar Folketingets samtykke til ratifikation a f konventionen, jf. FT 1999/2000 A Bestemmelsen omfatter personer under 18 år. Anvendelse af personer under 15 år som pornomodeller vil ofte være omfattet af 222 (samleje med et barn under 15 år), 224 (anden kønslig omgængelse end samleje) eller 225 (homoseksuelle forhold). I andre tilfælde vil optagelserne være omfattet af 232 (blufærdighedskrænkelse), fordi børn under 15 år ikke antages at kunne give gyldigt samtykke i disse tilfælde. Den, der medvirker til disse overtrædelser som producent, instruktør eller fotograf, vil eventuelt kunne straffes efter 23, jf. FT 1999/2000 A Ved brug af børn under 15 år straffes efter 230 i sammenstød med de ovenfor nævnte bestemmelser. I motiverne til den oprindelige bestemmelse er nævnt, at bestemmelsen forudsætter, at den unge er klar over, at forholdet optages. Skjult fotografering eller optagelse hører under 232 (blufærdighedskrænkelse) og/eller 264 a (fotografering af person på ikke frit tilgængeligt sted). I de tilfælde, hvor der nu er hjemmel for at idømme 6 års fængsel, kan dette næppe opretholdes. I så fald ville det være mindre groft at foretage skjult optagelse end en almindelig optagelse. Foruden optagelse af fotografier og film omfatter bestemmelsen eller lignende. Dette omfatter andre billedoptagelser, f.eks. til direkte transmission, uden at der sker en lagring af billederne. Billederne skal være utugtige. Typisk vil der være tale om samleje eller samlejelignende forhold med en eller flere partnere, også selv om alle er under 18 år. I øvrigt omfattes optagelse af en ung, der deltager i et kønsligt forhold, eller over for hvem der i øvrigt i forbindelse med optagelsen må antages at være foretaget en groft krænkende handling, f.eks. ved at barnet er blevet anvendt som model for fotografering af kønsdele eller af seksuelt prægede berøringer. Derimod er ikke alle forhold omfattet af 232 om blufærdighedskrænkelse omfattet af ordet utugtigt. Almindelig nøgenfotografering er ikke omfattet, jf. FT

9 1999/2000 A Afgrænsningen af utugtig er den samme som i 235. Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor den unge medvirker gratis, ligesom det er ligegyldigt, om den unge medvirker helt frivilligt. Forbrydelsen fuldbyrdes ved optagelsen, dog kræves et vidererækkende forsæt. Et eventuelt medvirkensansvar omfatter f.eks. den, der har skaffet modellerne eller bestilt optagelserne. Om ansvaret for en eventuel anden model, der fungerer som partner for den unge, anføres i bemærkningerne til forslaget, at denne model kan straffes»i det omfang den pågældende samtidig står for optagelsen eller medvirker hertil«. En model, der under optagelsen optræder som seksualpartner til den unge, synes umiddelbart omfattet af 23. Selv om det ikke anføres, er den unge under 18 år ikke omfattet af strafansvaret. Hvis to 17-årige gennemfører et samleje under optagelsen, må det antages, at ingen af dem kan straffes for medvirken til krænkelse af den anden. Muligvis skal medvirkensansvaret også begrænses for modeller over 18 år. Indføjelse af strafferammen for særligt skærpende omstændigheder skete for at opfylde forslaget til EUs rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi art. 5, stk. 1, litra c (bilag 2 til lovforslaget). Opregningen anses ikke for udtømmende, f.eks. vil barnets unge alder i sig selv kunne medføre, at der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Ved samtidig overtrædelse af 230 og af 245, 249 eller 252, stk. 1, kan der straffes både for en af disse og for overtrædelse af 230. På optagelsestidspunktet skal foreligge forsæt til at sælge eller på anden måde udbrede det optagne. En privats forsæt til at gøre optagelserne gratis tilgængelige på internettet er omfattet, også selv om det sker i lukkede kredse, herunder i foreninger med et begrænset antal medlemmer. Der er ingen trykt praksis til belysning af, om optagelse fra og af et samleje med mobiltelefon er omfattet, hvis formålet er at vise billederne til vennerne. Optagelse til egen brug er ikke omfattet. Men formålet er vel her at have billederne. Efter 235, stk. 2, er det strafbart at besidde billederne, jf. TFK V, hvor T øjensynligt blev straffet for at have besiddet billeder, han selv havde optaget. Forurettede var ved optagelsen år og kunne derfor ikke gyldigt have samtykket til besiddelsen, jf. 235, stk. 3. Er forsættet til udbredelse først opstået efter optagelsen, er forholdet ikke omfattet af 230, men eventuelt af 264 d. Ifølge motiverne vil der efter en udbredelse være en formodning for, at forsæt hertil forelå ved optagelsen, medmindre der er særlige holdepunkter for noget andet, jf. FT 1999/2000 A Der kræves også forsæt vedrørende den unge alder. Efter 226 kan en forholdsmæssigt mindre straf dog anvendes, hvis gerningsmanden burde have indset, at modellen var under 18 år. Efter motiverne er dette tilfældet, hvis den unge er under 18 år, og fotografen eller instruktøren ikke har undersøgt spørgsmålet om alder.

10 Det forudsættes, at bødestraf ikke anvendes ved optagelser som led i erhvervsmæssig virksomhed, FT 1999/2000 A Bestemmelsen omfatter også optagelser i udlandet. Om der i givet fald er dansk straffemyndighed, afgøres ud fra Hvis udbredelsen skal ske i Danmark, vil 9, stk. 2, om virkningsstedet muligvis kunne anvendes. I øvrigt vil dansk straffemyndighed typisk være betinget af dobbelt strafbarhed, jf. 7, stk. 1, nr. 1. Det forhold, at optagelserne planlægges i Danmark og f.eks. aftales med den unge her, medfører, at forholdet omfattes af 6, stk. 1, nr. 1, jf. 9, stk. 3 og Har den, som skal dømmes efter 228 eller 229, tidligere været dømt for nogen i disse bestemmelser omhandlet forbrydelse, eller har han for en berigelsesforbrydelse været dømt til fængsel, kan straffen forhøjes med indtil det halve. Forarbejder: Strl.bet , mot Strl.bet mot Strl.bet mot RT 1924/25 A.3376 ( 233). RT 1927/28 A.5377 ( 231). RT 1928/29 B.2195 ( 231). Ændret ved (henvisning til den tidligere ophævede 230 ophævet). Ændret ved (Løsgængeri udgået) FT 2000/01 A Litteratur: Krabbe s Se i øvrigt henvisninger ved 84. Om betingelserne for gentagelsesvirkningens indtræden henvises til 84. Berigelsesforbrydelserne var tidligere hele kap. 28, men er nu , jf. FT 2000/01 A Den, som ved uterligt forhold krænker blufærdigheden eller giver offentlig forargelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år. Ældre lovbestemmelser og forarbejder: Strl.bet , mot Strl Strl.bet , mot Strl.bet , mot RT 1924/25 A.3377 ( 234).

11 RT 1927/28 A Ændret ved ( Afskaffelse af hæftestraf, jf. 31). Ændret ved (Forenkling af strafferammer). Strl.bet III s. 130 ff. Litteratur: Krabbe s Hurwitz: Sp. D. s. 205 ff. Waaben: Sp. D. s. 60 ff. Waaben: Forsæt s Bestemmelsen beskriver ikke nærmere, hvilken adfærd den skal bringes i anvendelse på, men angiver blot, at adfærden skal vurderes som»uterlig«og være blufærdighedskrænkende eller forargelsesvækkende. Bestemmelsen omfatter forhold mellem personer både af samme og af forskelligt køn. Udtrykket»uterligt forhold«, der med en lidt antikveret sprogbrug i overensstemmelse med overskriften til kap. 24 kan omskrives som»kønsusædeligt«forhold, og som kan sættes i modsætning til den adfærd, der skønt»usædelig«dog blot kan karakteriseres som»uanstændig«, angiver, at kun handlinger, som har relation til seksuelle forhold og er af en vis grovhed, kan begrunde straf efter 232, jf. strl.bet mot. 196 f. I TFK SK havde T bagfra grebet en pige og sagt, at hun skulle tage med ham hjem, da han var ensom. Klageretten udtalte, at der ikke havde været bevis for,»at han [T] havde forsæt til at begå en handling med en sådan seksuel prægning eller intention og af en sådan grovhed, at forholdet kan karakteriseres som et uterligt forhold omfattet af straffelovens 232.«I den efterfølgende sag blev T frifundet. I TFK V havde F s tidligere arbejdsgiver givet F valget mellem en rigtig politianmeldelse eller en endefuld. F havde herefter trukket sine bukser og underbukser ned og liggende på arbejdsgiverens knæ med enden i vejret fik hun adskillige slag. Arbejdsgiveren straffet efter 260, nr. 2, og 232. Med den heri liggende begrænsning fungerer udtrykket»uterligt forhold«og dermed bestemmelsen som helhed med henblik på seksuelle forhold som en generalklausul, der kan bringes i anvendelse på næsten ethvert forhold, som ikke omfattes af de foregående bestemmelser i kap. 24, men som dog af domstolene findes at burde mødes med straf. For så vidt angår handlinger, der vurderes som mindre forkastelige end angivet med udtrykket»uterligt forhold«, vil der højst kunne blive tale om ansvar efter ordensbkg. 3, stk. 2, om»at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.«bestemmelsen finder kun anvendelse på offentlige steder, jf. dens 2. Medens strl.bet knyttede strafansvar til foretagelse af noget,»der er egnet til at krænke blufærdigheden«, synes 232,1. led, at betinge strafansvar af en faktisk krænkelse af nogens blufærdighed som følge af det uterlige forhold. Et sådant krav stilles imidlertid ikke i praksis, hvor bestemmelsen endog er anvendt i tilfælde, hvor en sådan (umiddelbar) effekt må

12 anses for udelukket, f.eks. ved handlinger foretaget over for ganske små børn, jf. U H (3-årig pige), U (3- og 4-årige børn) og U (4-årig pige), men cf. VLT (2-årige børn), eller uden at den person, over for hvem handlingen foretages, er bekendt med handlingen, som det typisk er tilfældet med beluring, jf. nedenfor under d). I kravet om, at handlingen skal være blufærdighedskrænkende, ligger derfor alene en angivelse, dels af at den pågældende adfærd skal være foretaget over for en eller flere personer, hvis interesse man ved at pålægge strafansvar søger at beskytte (cf. 232, 2. led: giver offentlig forargelse), dels af at (gyldigt) samtykke fra den eller dem, over for hvem handlingen er foretaget, udelukker ansvar, j f strl. bet mot Hvad det sidste angår, disculperende samtykke, knytter der sig nogen tvivl til spørgsmålet om, i hvilket omfang et sådant samtykke kan anses for gyldigt, navnlig for så vidt angår habilitetsbetingelseme. Med udgangspunkt i er det i teorien - til dels med støtte i retspraksis - antaget, at samtykke er uden betydning (ugyldigt), når det gives af en person under 15 år. Hvis samtykket afgives af årige, vil det i dag være svært at opretholde, at det er ugyldigt, hvis samtykket vedrører adfærd, som mange i den aldersgruppe praktiserer. Jf. Waaben: Sp. D. s. 64 og Greve: Ansvar s Det gælder særligt, da samtykket her vedrører adfærd, der ikke er omfattet af 222, jf. 224 eller 225. Spørgsmålet ses ikke behandlet i nyere praksis, selv om situationen kunne give anledning til det. Se f.eks. U , hvor pigerne dog alene var år, og hvor T var 32 år. Retten bemærker dog, at den omstændighed, at»t evt. har svaret ja på pigernes spørgsmål af seksuelt indhold«ikke er omfattet af 232. T var af den ene pige spurgt, om han kunne finde på at gå i seng med den anden pige. Efter 232, 2. led, er ansvar betinget af, at der ved uterligt forhold er givet offentlig forargelse. Der er herved tænkt på forhold, hvorved uterlige forhold»påtvinges«en større og mere ubestemt kreds' umiddelbare iagttagelse, som ikke på forhånd har samtykket deri, jf. stribet. 1917, mot. 197, og Krabbe s Dette led i bestemmelsen anvendes næppe mere i praksis. Subjektivt er ansvar efter 232 betinget af forsæt, hvilket navnlig har betydning i relation til spørgsmålet, om der foreligger disculperende samtykke. Bestemmelsens anvendelse forudsætter ikke, at gerningsmanden selv har opfattet sin adfærd som uterlig, jf. Hurwitz: Alm. D. s. 261 f. og kommentaren til 19 vedr. forsættets omfang. Spørgsmålet er dog på dette område mere kompliceret end på andre, da opfordring til samleje, beføling o.s.v. naturligvis ofte foretages, uden at den aktive tror, at den anden har givet samtykke. Hvis man vil formulere disse forhold i strafferetlige termer, synes forholdet snarere at ligne troen på et hypotetisk samtykke end på et egentligt,

13 jf. U V, der bruger vendingen: om tiltalte kunne gå ud fra, at pigen var indforstået med hans handling over for hende, jf. Toftegaard Nielsen: Ansvaret s Se også TFK V, hvor det bl.a. på grund af aldersforskellen mellem tiltalte og ofret siges, at der»ikke er grundlag for at statuere, at F har samtykket i krænkelserne, eller at tiltalte kan have troet dette«. Vagn Greve afviser i Ansvar s. 287 n. 44, at et hypotetisk samtykke kan tillægges betydning i disse situationer. Til belysning af den anvendelse, der i praksis er gjort af 232, kan de foreliggende trykte afgørelser grupperes således (jf. Hurwitz: Sp. D. s. 206 ff.): a) Befølinger o.lign., som ikke er omfattede af 224 eller 225, jf. herved kommentaren til 224 og J f. (H. Olafsson), se U V, hvor beføling på indersiden af lår uden på bukserne ikke blev anset for overtrædelse af 232. Omvendt blev beføling af 13-årig pige på bagdelen uden på tøjet i U H henført under 232, mens TFK V ikke finder et slag i enden omfattet. Tilsvarende DIK (a) 0, hvor tiltalte lagde sig på trappen bag en 14-årig pige på vej op, kiggede op under hendes nederdel og befølte hende på bagsiden af lårene under nederdelen. Efterfølgende greb han fat i hende med begge hænder. Dømt efter 232. TFK V: nusset/kildret 10-årig pige under blusen på maveskind og begyndende bryster henført under 232. Beføling af bryst og på kønsdele uden på tøjet er omfattet af 232, jf. DIK (b og d) 0. Kys er i flere tilfælde anset som overtrædelse af 232: DIK (a) V (T havde tidligere samme dag talt om seksuelle emner) og DIK (d) V (T havde lokket 12-årig ind i sin bil, kysset eller i hvert fald med sine læber berørt hende på kinden). Om krænkelse under massage se TFK V og TFK b) Ekshibitionistiske handlinger, fortrinsvis foretaget af mænd over for piger eller kvinder, jf. TFK V samt samleje i andres overværelse uden ekshibitionistisk præg. c) Verbal uterlighed, ligeledes fortrinsvis foretaget af mænd over for mindreårige piger eller i forbindelse med andre former for overtrædelse af 232 eller af nogen af de foranstående bestemmelser i kap. 24, jf. som eksempler fra praksis U V og U H (forhold 3). I DIK (e) V havde køreprøvesagkyndig sagt til kvinde, der havde det varmt, at hun kunne tage noget af tøjet af, og at de kunne standse og købe en bikini. Desuden lagt hånd på hendes lår. I U ikke anset for blufærdighedskrænkelse, at tiltalte havde sagt til en fremmed kvinde:»skal det være os to.«se også den ovenfor refererede TFK SK.

14 d) Mænds beluring af kvinder under afklædning eller nøgne, eller af andres seksuelle forhold (»vindueskiggeri«), uden hensyn om de iagttagne måtte være bekendt med forholdet, jf. den ovenfor omtalte afgørelse i U H (alene straf for forsøg, da tiltalte ikke havde opnået at iagttage noget). TFK Ø : T havde beluret kvinder, der solbadede på Assistens Kirkegård, og samtidig gnedet sig i skridtet. Dømt efter 232. Tilsvarende TFK V, hvor tiltalte havde iagttaget en kvinde i brusebad. I TFK Ø havde T opsat overvågningskamera i 14-årig steddatters værelse. Kameraet var vendt mod hendes seng og tilkoblet udstyr, så T kunne iagttage hende. Alene straffet for forsøg på krænkelse, da ikke bevis for, at T havde set noget i de godt 5 måneder, kameraet var monteret. e) Forevisning og optagelse a f utugtige billeder og forevisning a f utugtige tekster, jf. eksempelvis U H og U Ø. Se også FT 1968/69 A.3055 og B.2043 ff. samt J ff. (H.H. Brydensholt), hvoraf det fremgår, at Justitsministeriet - med tvivlsom føje - som et led i argumentationen for den i 1969 gennemførte ophævelse af det almindelige forbud mod billedpornografi er gået ind for en vidtstrakt anvendelse af 232 i relation til pornografiske billeder. DIK V: vist årig pige pornoblade og pornofilm, anset for overtrædelse af TFK V havde T som svar på en kontaktannonce sendt et brev, hvor han udgav sig for Karin og vedlagde 2 billeder af kvindelige kønsorganer. Dømt efter U H sendte tiltalte et brev til A, hvor K blev angivet som afsender, og hvor hun inviterede A til sex, hvorefter A ringede til hende. Tiltalte blev dømt efter 232, jf. nedenfor om intemettet. f) Samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje (og forsøg herpå), som ikke er fundet omfattet a f andre bestemmelser i kap. 24, jf. U H, U H og DIK (a) 0 : 3 mænd fik 12-årig dreng til at tage sine bukser af og indføre fingre i endetarmen, medens de onanerede. Byretten fandt forholdet omfattet af 225, landsretten alene af 232. g) Krænkelser på intemettet. På en hjemmeside indlagt annonce i en kvindes navn, således at hun annoncerede efter mænd til sex. Dømt for medvirken til overtrædelse af 232 begået af de mænd, der reagerede på annoncen, U Tilsvarende TFK Ø, men her direkte domfældelse uden citering af 23. TFK Ø tilsvarende vedr. chatforum og i U Ø om sms-beskeder. I U V havde T lagt nøgenfotos af sin tidligere hustru på intemettet. Flere af billederne viste hendes kønsdel. Tiltalen omfattede alene offentliggørelsen af fotografierne med oplysning om hendes navn og telefonnummer. Da fotografierne var

15 optaget med kvindens samtykke, var offentliggørelsen ikke omfattet af 232, men alene af 264 d. Se nu også 235 vedrørende piger under 18 år. Afgørelsen kan nok diskuteres. Det forhold, at en mand lader kammerater belure sit samleje med en kvinde, er omfattet af 232. Tilsvarende kan diskuteres, om samtykke til bl.a. nøgenfotos af kvinden indebærer disculperende samtykke til at vise optagelse af billederne til andre. Om alle de her omtalte tilfælde gælder det, at de (typisk) enten (mere eller mindre direkte) udspringer af gerningsmandens egne seksuelle behov eller er et udslag af økonomisk spekulation i andres seksuelle behov (f.eks. optagelse af utugtige billeder med henblik på salg). I praksis er 232 imidlertid også anvendt på ydmygende handlinger, som udspringer af moralsk forargelse eller skadelyst, jf. U Ø og DIK (f) Ø. Se også NRT H (omtalt af Waaben: Forsæt, s. 121), hvor handlingen foretoges for at spotte den pågældende kvinde. Tilsvarende U V. Efter bkg , nr. 1, kan politidirektøren frafalde tiltale efter 232, hvis der er tale om et bødeforhold, og det er af ringe strafværdighed. 233 Den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år. Ældre lovbestemmelser og forarbejder: Lov , 2. stk. 1, jf. strl Stribet , mot Strl.bet , mot Stribet , mot RT 1924/25 A.3377 ( 235). RT 1928/29 B ( 233) og Ændret ved FT 1960/61 A.585 f. Ændret ved (Afskaffelse af hæftestraf, jf. 31). Ændret ved (Forenkling af strafferammer). Litteratur: Krabbe s. 530 f. Hurwitz: Sp. D. s. 506 f. Se også betænkning nr. 139/1955 om foranstaltninger til bekæmpelse af prostitution (prostitutionsbetænkning I) s. 27 f., og Kriminalforsorgsudvalgets betænkning (nr. 678/ 1973) om prostitution, kap. VIII (prostitutionsbetænkning II). Ved omformuleredes 233 noget.

16 233, der ikke ses anvendt i trykt praksis, er som især vendt mod fremme a f den seksuelle prostitution, idet bestemmelsen kriminaliserer enhver opfordring eller indbydelse til»utugt«, som er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Herved er ifølge mot. især tænkt på prostitueredes åbne henvendelse til dem ubekendte personer på gader o.lign., samt annonceringer i offentlige blade (f.eks. med tilbud om»massage«o.lign.), som findes at indeholde en (kun svagt) tilsløret opfordring til utugt. Om sådanne annonceringer stadig kan anses som offentligt forargende, kan med føje betvivles, jf. den i prostitutionsbetænkning II, s. 33, omtalte utrykte praksis. Den i 1961 foretagne ændring af bestemmelsen tilsigtede at præcisere, at bestemmelsens anvendelse ikke kræver, at nogen faktisk er blevet forulempet eller forarget, blot den pågældende adfærd har været egnet til at forulempe eller forarge. Med udtrykket»stiller usædelig levevis til skue«er ifølge strl.bet. 1912, mot , oprindeligt sigtet til enhver form for forargelsesvækkende uægteskabeligt samliv, ikke blot prostitution. Senere motivudtalelser tyder på, at udtrykket skal tjene til at udtrykke, at ikke blot prostituerede, men også prostitutionskunder e.o. pådrager sig ansvar, hvis deres adfærd er forargelsesvækkende, jf. RT 1928/29 B sammenholdt med 2239 ff. Der tilkommer imidlertid næppe længere dette led nogen selvstændig betydning. 233 suppleres af ordensbekendtgørelsens 3, stk. 2. I forslaget til lov om afkriminalisering af prostitution m.v. bemærkede Justitsministeriet, at det ikke kunne udelukkes, at der fortsat vil være behov for et strafferetligt værn mod groft anstødelig reklamering med salg af seksuelle ydelser. Bestemmelser blev derfor ikke foreslået ophævet, FT 1998/99 A Den, som sælger utugtige billeder eller genstande til en person under 16 år, straffes med bøde. Ældre lovbestemmelser og forarbejder: Strl og strl Strl.bet , mot Strl.bet , mot Strl.bet , mot FT 1924/25 A Indsat ved Straffelovrådets betænkning (nr. 435/1966) om pornografi. FT 1966/67 A.2470 f. FT 1968/69 A Litteratur: Krabbe s. 531 ff. Hurwitz: Sp. D. 209 ff. Waaben: Sp. D. s. 64 ff. H.H. Brydensholt J ff.

17 Berl Kutchinsky: Pornografi och sexual- Crime, Oslo, forbrytelser, 1972, og Law, Pomography and I modsætning til strl , stk. 1, nr. 1, omfatter 234 nu alene salg til mindreårige under 16 år af utugtige billeder eller genstande. Bestemmelsen kan således ikke, hverken direkte eller analogt, anvendes på andre former for overladelse. Sådanne forhold vil dog e.o. kunne være omfattede af 232, jf. kommentaren til denne bestemmelse. Det følger af 21, stk. 3, at bestemmelsen kun kan anvendes, hvor salg virkelig har fundet sted, jf. herved U H, hvor udbydelse til salg ved anbringelse i automater ikke blev anset for salg (kommenteret af Paul Høyrup i U 1971 B.258 f). Hvad angår forståelsen af udtrykket»utugtige«billeder og genstande, der ligesom udtrykket»uterligt forhold«i 232 blot angiver, hvorledes de pågældende billeder og genstande skal vurderes for at gøre bestemmelsen anvendelig, kan henvises til U H (kommenteret af J. Trolle i U 1968 B.346 ff.) og U H. For så vidt angår billeder blev vægten her især lagt på, om billederne gengav kønsdelene, når afbildningen ikke legitimeredes af dens kunstneriske værdi eller dens videnskabelige eller pædagogiske fonnål. Netop på dette område må der udvises en vis forsigtighed med at anvende ældre afgørelser. I U V i sag om overtrædelse af politivedtægtens forbud mod udstillinger af»anstødelig karakter«udtalte landsretten:»under hensyn til den liberalisering, der i de senere år har fundet sted vedrørende seksuelle spørgsmål, findes den i sagen omhandlede udstilling, som vel omfatter attrapper af kvindelige og mandlige kønsorganer, men hvori der ikke indgår skildringer af samlejer eller samlejelignende situationer, ikke at være omfattet af forbudet...«. Endnu videregående Kamov, der finder reglen begrænset til»homofile kønslige forhold«og billeder af sadistisk eller perverst indhold. 235 Den, som udbreder utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. Som særligt skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor barnets liv udsættes for fare, hvor der anvendes grov vold, hvor der forvoldes barnet alvorlig skade, eller hvor der er tale om udbredelse af mere systematisk eller organiseret karakter. Stk. 2. Den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller

18 lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke besiddelse af utugtige billeder af en person, der er fyldt 15 år, hvis den pågældende har givet sit samtykke til besiddelsen. Forarbejder: Indsat ved FT 1979/80 2. samling A.1761 ff. (med optryk af Straffelovrådets udtalelse om lovforslaget og af Berl Kutchinsky: Børnepornografi) og B.833 ff. Æ ndret strafferamme ved FT 1988/89 A.2858 f. og B.1059 med udtalelser af Berl Kutchinsky. Stk. 2 indsat ved FT 1994/95 A.467 ff B.181 ff. og B.226 f. Ændret ved (Højere strafferammer og udvidet område). Betænkning nr. 1377/1999 om børnepornografi - IT-efterforskning. FT 1999/2000 A Ændret ved (Afskaffelse af hæftestraf, jf. 31). Ændret ved (Udvidet med»fiktiv«børnepornografi, området for stk. 2 udvidet og stk. 3 indføjet. De beskyttede ændret fra»børn«til»personer under 18 år«). Ændret ved (Forenkling af strafferammer). Litteratur: Waaben Sp. D. s kriminaliserer, at unge under 18 år bruges som pornomodeller. Formålet med 235 er at give et yderligere værn mod, at disse personer misbruges til børnepornografi. Dette sker ved at kriminalisere handlinger efter optagelsen for på denne måde at mindske efterspørgslen efter unge under 18 år. Den nuværende formulering af 235 er i betydelig grad betinget af tillægsprotokollen til FNs konvention om barnets rettigheder, om salg af børn, børneprostitution og børnepornografi og forslaget til EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn samt børnepornografi. Begge er optrykt som bilag i 2004-lovforslaget. Endvidere har Europarådets konvention om IT-kriminalitet som vedtaget af Ministerkomitéen den haft betydning for formuleringen. Både 230 og 235 beskytter som nævnt personer under 18 år. Ved overtrædelse af 230 er gerningsmanden i kontakt med offeret og har derfor mulighed for at fastslå dettes alder. I 235-tilfældene er der ikke en tilsvarende kontakt. Ofte vil det heller ikke under efterforskningen være muligt at fastslå offerets alder. Det gælder klart i tilfælde, hvor den afbildede person ikke eksisterer, jf. nedenfor, men vil også i øvrigt være tilfældet, hvis det ikke er muligt at identificere den pågældende. I disse tilfælde er det iflg. motiverne tilstrækkeligt til domfældelse, at»den pågældende fremtræder som yngre end

19 18 år i det pornografiske materiale,«ft 2002/03 A Hvis det derimod er bevist, at den pågældende er fyldt 18 år, er forholdet ikke omfattet af 235. Der er ved de nævnte bemærkninger sket en klar fravigelse af almindelige bevisregler i straffesager. Det pornografiske materiale, der er beskrevet, er utugtige fotografier eller film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende. Udtrykket omfatter f.eks. også optagelse med direkte udsendelse, uden at der er produceret en film. Med indføjelsen af udtrykket»visuelle gengivelser«i 2004 er det gjort strafbart også at udbrede fiktiv børneporno. Det har primært været meningen at ramme computergenererede billeder, der bortset fra det fiktive har fuld lighed med et fotografi. A f udtrykket»gengivelse«følger, at bestemmelsen alene omfatter fiktive fremstillinger, der fremtræder på samme eller tilnærmelsesvis samme måde som fotografier og lignende. Malerier og håndtegninger vil således typisk ikke være omfattet. Efter konkret vurdering kan et materiale være legitimeret ved sin kunstneriske værdi. I udtrykket»visuelle«ligger en begrænsning i forhold til pornografi i skriftform. Om udtrykket»utugtigt«henvises til kommentaren til 230. Den strafbare handling er efter stk. 1 at udbrede det nævnte materiale. Efter 2004 er det ikke noget krav, at udbredelsen er erhvervsmæssig, ligesom det ikke kræves, at udbredelsen sker til en videre kreds. Vedrørende udbredelse ved hjælp af internettet bemærkes, at ansvaret primært omfatter den, der lægger børnepornografi ud på nettet, men det fremhæves i forslaget til 2000-ændringen, at indehaveren af en hjemmeside vil kunne ifalde ansvar efter 23 for udbredelse af materiale, som andre har lagt ind på hans hjemmeside, hvis indehaveren efter at have faet kendskab til materialet ikke griber ind og fjerner det. Der er ikke nogen undersøgelsespligt for udbyderen af nettet. I bet. 1377/1999 s findes en indgående behandling af spørgsmålet om dansk straffemyndighed efter 6-12 vedrørende udbredelse af pornografi via intemettet. Se også bet. nr. 1488/2007 om Dansk straffemyndighed s og FT 2007/08, 2. saml., L 16 pkt Produktionen af det relevante materiale vil typisk være strafbar efter 230. Dette gælder imidlertid ikke produktionen af fiktiv børnepornografi. Ifølge motiverne omfatter»udbreder«derfor også fremstillingen af dette materiale med forsæt til udbredelse, FT 2002/03 A Uanset denne bemærkning i bemærkningerne til lovforslaget kan fremstilling med henblik på udbredelse næppe straffes som fuldbyrdet overtrædelse af stk. 1, men alene som forsøg herpå. Om besiddelse, se nedenfor. De særligt skærpende omstændigheder, der nævnes i 2. pkt., er de samme som fremgår a f 230, jf. kommentaren til denne bestemmelse.

20 Stk. 2 kriminaliserer besiddelse af det i stk. 1 nævnte materiale. Besiddelse omfatter naturligt papir, film, video m.v., som brugeren kan være i fysisk faktisk besiddelse af. Det kan i disse tilfælde volde bevisproblemer, hvem i en husstand der er besidderen. Den ene ægtefælles kendskab til, at den anden ægtefælle har videobånd med børneporno, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til ansvar for førstnævnte ægtefælle. Der findes ikke i forarbejderne vejledning vedrørende dette spørgsmål. Den blotte betragtning af børnepornografi på tv eller computerskærm er ikke besiddelse. Besiddelse forudsætter, at det modtagne lagres. Nonnalt vil en sådan lagring være konkret besluttet. I visse tilfælde sker dog en automatisk lagring af hjemmesider, som har været besøgt. I disse tilfælde vil der kun være»tale om besiddelse, hvis den pågældende har udnyttet eller vil udnytte denne lagringsform til at genfremkalde cachens (eller et tilsvarende mellemlagers) indhold af bømepornografisk materiale«, jf. bet. 1377/1999 s. 58. I tilfælde hvor flere personer i en husstand benytter samme computer, kan opstå bevisproblemer svarende til de ovenfor omtalte. Ved 2000-ændringen udvidedes det strafbare område efter stk. 2 til at omfatte den, der mod vederlag ser det særligt nævnte børnepomografiske materiale. Vederlag omfatter ikke blot betaling, men enhver modydelse, herunder at der byttes med andre ydelser. Ansvaret pådrages, uanset om vederlaget betales direkte til indehaveren af hjemmesiden eller via udbyderen. Som skærpende omstændighed nævnes, at den pågældende har betalt betydelige beløb eller har set et meget stort antal af de omfattede børnepomografiske fremstillinger. Overtrædelsen fuldbyrdes ikke ved betalingen, men ved, at den pågældende gør sig bekendt med materialet, altså ser dette. I TFK V vedrørte tiltalen»at have købt sig til«, og landsretten frifandt i fh. 1, da beskrivelsen hverken omfattede»besiddelse af, eller at tiltalte har gjort sig bekendt med...«cf. TFK V, hvor formuleringen»ved at have købt sig adgang til...«ikke ses at have voldt problemer. Det fremgår ikke af de trykte afgørelser, om efterforskningen har vist, at pc-brugeren har set billederne, men betalingen tages sandsynligvis som bevis for, at han har set det, som han har betalt for. Men det kan vel tænkes, at han er blevet forstyrret. I så fald foreligger alene forsøg. I hvert fald findes adskillige domme ud fra formulering svarende til sidstnævnte. I retspraksis angives typisk ikke omfanget af det sete materiale, modsat omfanget af det downloadede materiale. Her medregnes ved opgørelsen af antal billeder alle billeder i en serie, uanset om en del af disse ikke er utugtige, jf. TFK I betænkning nr. 1377/1999 s. 100 var foreslået indføjelse af ordet»retsstridig«i stk. 2 for at præcisere, at f.eks. politiets efterforskningsaktiviteter ikke er omfattet. Justitsministeriet undlod dette ord som overflødigt, FT 1999/2000 A I