Jakob på højskole Hvor længe varede det 19. århundrede?

Transkript

1 Jakob på højskole Hvis højskolen havde eksisteret, da Jakob blev gjort udødelig af Holberg, var han uden tvivl kommet på højskole. Han var kvik og opvakt, havde et godt hoved og ville gerne lære noget mere. Men han kunne ikke som sin bror tage til København og læse på universitetet. For hvem skulle så tage sig af gården og de gamle? Og da der ikke fandtes aftenskoler eller højskoler, var der ikke muligheder for videre skolegang for en person som Jakob. Der skulle gå knap 100 år, inden aftenskolen blev oprettet, og omkring 125 inden den første folkehøjskole så dagens lys. Men da muligheden kom, tog Jakob på højskole. Men hvorfor tog Jakob på højskole? Hvad var det, der fik ham til at forlade sin fædrene gård i 5 vintermåneder? Det ved vi i realiteten ikke særlig meget om. Det kan lyde overraskende i lyset af den uhyre omfattende litteratur, der findes om den danske folkehøjskole og dens historie. Men ikke meget af den litteratur er skrevet af Jakob og ej heller af folk, der ser højskolen ud fra Jakobs perspektiv. Hvad vi kender til, er forstanderens syn på højskolen og hans forklaring på, hvorfor Jakob tog på højskole. Om den forklaring stemmer overens med Jakobs egen, ved vi i realiteten forbavsende lidt om. Hvor længe varede det 19. århundrede? Hvorfor det forholder sig sådan, har historikeren H.P. Clausen, der senere blev kulturminister og Folketingets formand, et godt bud på. I 1973 offentliggjorde han en artikel med titlen: Hvor længe varede det 19. århundrede kulturelt? Da jeg læste den engang i halvfjerdserne hæftede jeg mig stort set kun ved det spørgsmål, der ligger i titlen, og det svar, der blev givet: at det nittende århundrede kulturelt set varede frem til omkring Først da jeg for nylig genlæste artiklen, blev jeg klar over, at den i virkeligheden er en af de bedste, der er skrevet om dansk historie i det 20. århundrede. Hvad han gør opmærksom på er, at kulturelle strømninger og mentalitetsmæssige ændringer ikke indretter sig efter den gregorianske kalenders inddeling af tid. Den kultur og den mentalitet, der blev skabt i løbet af det nittende århundrede, fortsatte langt op i det tyvende. Ifølge H.P. Clausen udvikles der i det nittende århundrede en national og folkelig ideologi, som bliver til en fælles, dansk referenceramme. Et kernebegreb i denne ideologi 1

2 er 'de folkelige bevægelser', der dog ifølge H.P. Clausen ikke skal forstås alt for bogstaveligt. Vi ved såre lidt om, hvor dybt ideerne trængte ud i befolkningen, og hvilken virkning de havde for det store flertal. Hvad vi kender til er koncentreret om en kulturbærende og derfor kildeproducerende elite (s.10). Synspunkterne hos lederne kender vi, men opinionen hos de førte kender vi ikke meget til. Med andre ord: Vi kender højskoleforstanderens synspunkter, men vi kender ikke Jakobs. Ganske vist - fortsætter H.P. Clausen - omtaltes det 19. århundrede ofte som massebevægelsernes århundrede, hvor helt nye samfundslag trækkes ind i samfundets funktioner. Men var der tale om bevægelser, der ramte dybt og bredt, eller var der tale om et sæt af forestillinger hos en kulturel elite? (s.10). Selv er H. P. Clausen ikke i tvivl: "I de folkelige bevægelser, i arbejderbevægelsen, i de politiske partier, og hvad der ellers kan nævnes, var det en elite, som formulerede de ideer, der styrede tilhængerne (s.11). H. P. Clausen gør en del ud af at forklare, at man ikke skal stole for meget på de gængse historiske fremstillinger af det 19. århundrede; heller ikke Politikens Danmarkshistorie, der blev udgivet i midten af 1960'erne. De går kun hen over overfladen af de problemer, vi her berører, og det må de næsten pr. definition gøre (s.11). Det hænger sammen med, at historieskrivningen i det nittende århundrede og helt frem til 1960 erne selv har været en del af historien. Den har været et integreret led i den nationale og folkelige identifikationsproces. Ved hjælp af den har man tolket fænomenerne på den måde, man gerne ville se dem, og således som man gerne ville have udviklingen til at gå videre (s.11). Mange historiske fremstillinger af højskolens historie må vurderes på samme måde. De har i høj grad været et integreret led i den folkelige og nationale identifikationsproces og er således selv en del af historien. Højskolens historie er blevet fortolket på den måde, man gerne ville se den, og således som man gerne ville have udviklingen til at gå videre. Det er der ikke noget galt i, hvis ellers forudsætningerne for at føre traditionen ubrudt videre er til stede. Og det var de frem til 1960'erne. Hvorfor tog Jakob på Højskole? Selv om vi ikke véd meget om, hvorfor Jakob tog på højskole, véd vi dog noget. Der er offentliggjort enkelte dagbøger og brevvekslinger, der giver et interessant indblik i 2

3 højskolen, set fra Jakobs perspektiv. Niels Hansen fra Stevns er en sådan Jakob, der har skrevet om sit ophold på Vallekilde Højskole i 1885/86, altså midt under provisorietiden. Når højskolens historie fortælles i dag, får man ofte indtryk af, at højskole tidligere var et veldefineret begreb. At højskole simpelthen bare var højskole. Men det er langt fra tilfældet. Da Niels Hansen var elev på Vallekilde Højskole - i den klassiske højskoles storhedstid - var skolen i virkeligheden et konglomerat af forskellige afdelinger. Der var en håndværkerafdeling, en sømandsafdeling og en højskoleafdeling; den sidste blev dog ikke kaldt en afdeling, idet den ideologisk fungerede som paraply over de to andre afdelinger. Og dét selv om håndværkerafdelingen i en længere årrække var større end højskoleafdelingen. På vinterholdet 1885/86 var der på de tre afdelinger i alt omkring 200 elever. Niels Hansen, der var tømrer, var elev på håndværkerafdelingen, hvor man ifølge Ernst Triers indberetning til ministeriet havde følgende fag og timetal: Retskrivning 3 Skønskrivning 3 Regning/matematik 5 Tegning 21 Naturlære 2 Bygningslære 2 Det giver i alt 37 timer, hvilket er langt flere timer end de 24 timer ugentlige timer, de fleste højskoleelever har i dag. Ud over de 37 timer havde eleverne på håndværkerafdelingen fælles foredrag sammen med de øvrige elever på højskolen. Om vinteren havde eleverne 48 timer om ugen, om sommeren 51. På sømandsafdelingen blev der om formiddagen undervist i Danmarks natur- og folkeliv, husflid, retskrivning, fiskeriloven og vedtægter; om eftermiddagen i regning og geometri, herunder beregning af skibes position på havet, samt forberedelse til fiskeri-eksamen. Desuden havde eleverne på sømandsafdelingen gymnastik sammen med håndværkereleverne og foredrag fælles med de øvrige elever. 3

4 På højskoleafdelingen blev eleverne undervist i dansk (retskrivning, skønskrivning, litteraturhistorie og oplæsning) og i historie (bibelhistorie, kirkehistorie, danmarkshistorie og verdenshistorie). Dansk og historie udgjorde således de to store fag med et samlet timetal på 27. Desuden havde eleverne regning, tegning, landmåling samt gymnastik og landbrugslære, i alt 48 timer. I sin dagbog fortæller Niels Hansen ikke meget om undervisningen på håndværkerafdelingen, som blev ledet af Andreas Bentsen, (der året forinden havde opført det berømte øvelseshus på stedet). Derimod er der mange beretninger om gymnastik, hvilket hænger sammen med, at han fungerede som hjælpelærer i dette fag. Ligeledes har Niels Hansen en række meget interessante kommentarer til Ernst Triers foredrag, de fleste af dem er positive. Dagbogen afspejler klart et sind, der er modtagelig for nye indtryk, og som gerne vil begejstres uden dog at slippe jordforbindelsen. Karakteristisk er således en bemærkning om Triers fordrag den 17. december 1885: "Dette med åndens ledelse af menneske- og folkelivet kan jeg ikke rigtig klare mig, og jeg skal dog engang have talt med Trier om det". Niels Hansen forarges tit over kammeraternes materialisme, men er ikke mindre på vagt over for tendenser i højskolen til idealisme. Han vejer bestandig sine indtryk på en vægt, der balancerer mellem idealisme og realisme. Jakob før 1968 I dag beskrives højskolens historie ofte ved hjælp af begrebspar som dannelse og uddannelse, og dermed placeres højskolen i et kampfelt med en klar front. Højskolens opgave er dannelse, ikke uddannelse. Beskæftiger en højskole sig med indlæring af faglige færdigheder, er der ikke tale om en 'ren' højskole, men en 'uren'. En sådan fortolkning af højskolens historie siger imidlertid mere om nutiden end om fortiden. I hvert fald har et sådant billede af højskolen ikke meget at gøre med den faktisk eksisterende højskole frem til 1960'erne. Hvorfor tog Jakob på højskole? Det formuleres ikke eksplicit af Niels Hansen. Men det er tydeligt, at hans front ikke går mellem dannelse og uddannelse. Et sådan opdeling vil slet ikke passe ind i hans verdensbillede. Han tog på Vallekilde Højskole for at uddanne sig som tømrer og dannede sig som menneske. I dagens sprog kunne man sige, at Niels Hansen fik realkompetence på håndværkerafdelingen og livskompetence i foredragssalen. 4

5 Ville vores Jakob være taget på Vallekilde Højskole, hvis ikke skolen tilbød en undervisning, der gav ham muligheder for at erhverve sig faglige færdigheder? Det tvivler jeg stærkt på. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at han var lykkelig over, at han kunne erhverve sig mere end faglige færdigheder inden for tømmerfaget. Såvel gymnastikken som foredragene var for ham en vældig inspiration, der uden tvivl fik betydning for hans videre virke og syn på livet. Men hvis man på Vallekilde havde gjort dette mere til det hele, var Jakob sikkert aldrig taget på højskole. Desværre har højskolens uddannelsesmæssige funktion aldrig været gjort til genstand for systematiske undersøgelser. Men graver man bare lidt i historien, vælder det frem med såvel erhvervsfaglig som studieforberedende undervisning af forskellig art. Her skal kun nævnes spredte eksempler på højskolernes uddannelsestilbud. Fra Rødding Højskole i 1844 og frem til 1960'erne underviste alle højskoler i fag som skrivning og regning; og næsten alle havde landbrugsfaglig undervisning, alene omfanget varierede. På landet manglede der imidlertid ikke kun uddannelsesmuligheder for vordende landmænd, men også for landhåndværkere. Det førte til oprettelse af en række håndværkerafdelinger. I fandtes der sådanne afdelinger på en tredjedel af alle højskoler. Og som sagt var håndværkerafdelingen på Vallekilde Højskole i en årrække den største afdeling på højskolen. Som eksempel på højskolens uddannelsesmæssige betydning kan også nævnes, at i 1901 startede Askov Højskole elektricitetskurser for møllere og mejerister. Fra 1904 til 1918 blev der på forsøgsmøllen på Askov Højskole afholdt tre måneders kurser, hvor elektrikere fik en uddannelse som en slags landlige installatører. Her underviste den daværende forstander Jacob Appel i kemi og fysik og den senere forstander J. Th. Arnfred i elektroteknik, maskinlære, mekanisk fysik, matematik og regning. Folkehøjskolens erhvervsfaglige og studieforberedende undervisning har haft varierende indhold og omfang gennem historien. Men i takt med at landhåndværkerne blev stillet over for de samme uddannelsesmæssig krav som byhåndværkerne, blev de stærke bånd mellem folkehøjskolen og håndværkerne sprængt i mellemkrigstiden. I perioden blev håndværkerundervisningen udskilt fra højskolerne i selvstændige håndværkerskoler, som f.eks. i Haslev og Ollerup. I 1936 blev håndværkerafdelingen nedlagt på Vallekilde Højskole. Den landbrugsfaglige undervisning fortsatte derimod frem til Mens 5

6 folkehøjskolens og den faglige håndværkerundervisnings veje endelig skiltes omkring 1940, skete det samme først med den landbrugsfaglige undervisning omkring I samme periode blev en række 'forskoler' på højskoler nedlagt, for eksempel forskoler for sygeplejersker og forskoler for læreraspiranter. Den forskole for sygeplejerske, der i 1927 var blevet oprettet på Testrup Højskole, blev således nedlagt i Det samme skete med tilsvarende forskoler på andre højskoler. Med indførelse af HF blev de præparandklasser, der fandtes på en række højskoler, ligeledes nedlagt. Disse klasser havde fungeret på den måde, at den prøveforberedende undervisning fandt sted på højskolerne, hvorimod selve optagelsesprøven blev afholdt på et seminarium. Såvel den erhvervsfaglige som studieforberedende undervisning gik således endelig i opløsning omkring Den form for undervisning blev overtaget af nye uddannelsesinstitutioner som f.eks. HF, VUC og AMU. Fra at de private højskoler gennem årtier stort set havde været eneste mulighed for 'opkvalificering', blev folkehøjskolen nu i stigende grad 'omringet' af offentlige uddannelsesinstitutioner, der hver tog deres del af den kompetencegivende undervisning, der tidligere havde fundet sted på højskoler. Dog med den afgørende forskel, at de nye offentlige uddannelsesinstitutioner gav formel kompetence efter bestået eksamen. Min konklusion er ikke, at uddannelsesdimensionen har udgjort den primære drivkraft, og at dannelsesdimension kun har haft minimal betydning for Jakobs motiver til at tage på højskole. Min konklusion er derimod, at begge dimensioner har spillet en rolle siden oprettelsen af den første højskole. De fleste højskoleforstandere fastholdt en klar rangorden mellem fag af vital betydning for de unges dannelse, og fag med et mere instrumentelt sigte. Men de vidste også, at højskolens hovedsigte kun kunne fastholdes, hvis der kom brød på bordet. Noget af brødet fik man ved at tilbyde Jakob erhvervsfaglig og prøveforberedende undervisning af forskellig slags. Som private skoler kunne højskoleforstandere ikke uden stor økonomisk risiko se bort fra de unge karle og pigers behov for flere elementære faglige færdigheder. Måske forholder det sig i virkeligheden sådan, at folkehøjskolen aldrig ville have opnået den store succes og betydning, som skoleformen vitterlig opnåede, uden at imødekomme landbefolkningens behov for realkompetence. Det var i hvert fald en væsentlig grund til at Jakob tog på højskole. Men ikke den eneste. Der var også hos Jakob en længsel efter at 6

7 få kendskab til en større verden, både den ydre og indre, og blive løftet ud af den almuekultur, han kom fra, og blive en del af den folkelige kultur, som forstanderen holdt frem som en vision. Jeg tror, at Niels Hansen er tæt på at udgøre prototypen på den Jakob, der fra 1844 og frem til 1960'erne tog på højskole. Efter 1968 blev Jakob en anden. Men det er en anden historie. Ove Korsgaard 7