Nyt Lys i Pæren. Projekt på 4. semester Humanistisk Informatik ved Aalborg Universitet Vejleder: Heidi Gylden

Transkript

1 Projekt på 4. semester Humanistisk Informatik ved Aalborg Universitet 2004 Vejleder: Heidi Gylden Nina Deleuran Jonas Sørensen Rasmus Andreasen Thomas Christensen Ann Bager Heidi Dich 1

2 2 Nyt Lys i Pæren

3 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...3 Indledning...5 Problemformulering...8 Baggrundsviden om casen...10 Opgavens metode Videoobservation som metode...12 Etik og videoobservation...12 Observationen i praksis...15 Afkodning af empiri...20 Teoriafsnit...21 Carl Rogers...21 Ekman og Friesen...27 Analyseramme...32 Hvad kan kommunikationsanalysen svare på?...32 Redskaber til analyse...34 Casebeskrivelse...38 Analyse af første sekvens...45 Situationsbeskrivelse...46 Lenes forholdemåde når Erik taler...46 Lenes forholdemåde når hun selv taler...48 Administration af ordet...53 Opsamling...56 Eriks forhold til problemet...59 Analyse af anden sekvens...64 Lenes perspektivtagen...64 Lene som hjælper...66 Opsamling...70 Eriks forhold til problemet...72 Opsamling på Rogers kriterier i samtalen...77 Sammenligning af Eriks forhold til problemet...79 Neuro Lingvistisk Programmering

4 Hvad er NLP Grundsyn...81 Baggrundshistorie...82 Grundforudsætninger...83 NLP teknikker redskaber i kommunikation...84 Analyse af NLP - Identifikation...87 NØGLE-modellen som metode...87 NØGLE-modellen i samtalen...88 Opsummering...91 De tre positioner som metode...92 De tre positioner i samtalen...93 Tidslinien som metode...94 Tidslinien i samtalen...95 Opsummering...96 Analyse af NLP - Indflydelse...97 Opsummering Kritisk refleksion Litteraturundersøgelse Konklusion Kildekritik Procesbeskrivelse Vores gruppeproces Ansvarsliste Temarammebeskrivelse Litteraturliste Bilag

5 Indledning Nyt Lys i Pæren er et udtryk for, det vi undersøger i dette projekt. Det er en populær måde at betegne det, der sker på, når man bliver i stand til at se problemstillinger i et andet perspektiv et andet lys. Dette kan ske, når man taler med en professionel hjælper om problemer, der vedrører ens arbejdsmæssige situation. Vi har indtryk af, at denne form for samtale føres flittigt rundt omkring. Måske fordi samfundet skaber og nærer et behov, som blandt andet hænger sammen med den kulturelle frisættelse, der sker i disse år 1. Med dette udtryk menes, at det enkelte individ sættes fri af en række normer, værdier og traditioner, der før har været dets faste holdepunkter, og samfundet kendetegnes ofte ved kaos, tilfældighed og ambivalens. Hermed må det moderne menneske iscenesætte sig selv på ny på en lang række forskellige arenaer, 2 og dets identitet kan bedst sammenlignes med kamæleonens evne til at skifte farve efter omgivelserne. Dette giver i høj grad øget fleksibilitet og større frihed men medfører også orienteringsbesvær og kaos på grund af de manglende holdepunkter, og som en logisk konsekvens heraf, har mange meget svært ved skabe sig en identitet, som de kan være tro imod og fastholde. Denne mangel på faste holdepunkter har medført en opprioritering af arbejdspladsens betydning i identitetsskabelsen, hvilket har gjort, at det i dag er vores arbejde, der er vores væsentligste identitetsgiver. Dette afspejles tydeligt i kommunikationen, når vi møder nye mennesker. Ofte indleder vi samtaler med: Nå, og hvad laver du så? sandsynligvis for at danne os et generaliserende billede af, hvem folk er. Man kan sige, at vi i stort omfang sætter lighedstegn mellem vores arbejde og vores identitet. Med arbejdets øgede betydning for den enkelte er det derfor blevet essentielt for vores trivsel, at vi fungerer godt på vores arbejdsplads. Samtidigt lever vi i dag i et meget effektiviseret samfund, hvor alt skal gå så hurtigt som overhovedet muligt. At have travlt i perioder kan være en positiv oplevelse, hvis det, man laver, lykkes. Hvis man derimod har travlt, ikke når det man skal, og det ikke lykkes for en, risikerer man at ende med at få stress, som er et af vor tids allerstørste arbejdsrelateret problemer. Denne kombination af at arbejdet fylder meget i vores liv, samtidig med at det kan gøre os syge, er én af grundene til, at der er opstået et marked for at hjælpe folk med at løse deres fagpersonlige problemer. At gå til en professionel for at få hjælp til personlige problemer er blevet mere accepteret i vores samfund, når formålet er, at blive bedre til sit arbejde, hvor det 1 Jf. Thomas Ziehe 2 Jf. Anthony Giddens 5

6 modsætningsvist stadig kan være tabubelagt at gå til psykiater. Forskellen ligger i, at hvis man går til en psykiater, så kan man meget let få prædikatet syg, hvorimod man sender det signal til sin omverden, at man gerne vil udvikle sig, hvis man får hjælp til sine fagpersonlige problemer. Man behøver heller ikke som udgangspunkt at have et specifikt problem for at have et ønske om at udvikle sig og blive bedre til sit arbejde, hvilket er med til eksplicitere forskellen. Dette samfundsperspektiv er grundlaget for, at vi interesserer os for udvikling gennem samtale, og at vi derfor har valgt at gøre det til genstand for vores projektundersøgelse. Projektets skrives indenfor temarammen, som er interpersonel kommunikation. Helle Alrø og Marianne Kristiansen, som begge har undervist på dette semester, definerer interpersonel kommunikation sådan her: Lidt flot formuleret kan interpersonel kommunikation siges at være kernen i den mellemmenneskelige aktivitet. Det er i samværet, samspillet, konfrontationen med andre, at vi danner vores selvbillede, vores identitet og vores forestilling om omverdenen. Den interpersonelle kommunikation spiller derfor en helt fundamental rolle for udviklingen af vores personlighed og social adfærd og handlen. (Alrø & Kristiansen, 14:2001) Vi læser definitionen som et udtryk for, at alle former for interpersonel kommunikation har betydning for menneskers udvikling. I denne undersøgelse ligger fokus på udvikling gennem samtale i en professionel kontekst, det vil sige den form for samtale, der har udvikling som formål. Dette aspekt af den interpersonelle kommunikation er vi blevet præsenteret for på semestrets kursus i Individ Roller og Kommunikation, som blandt andet handlede om forskellige psykologiske tilgange til at forstå interaktionen i den interpersonelle kommunikation. Det var især den humanistiske psykolog Carl Rogers ( ) teori om interaktion i hjælpersamtaler, der fangede vores interesse med henblik på projektet. Teorien er blevet til på baggrund af Rogers egen praksis som psykolog. Han har den opfattelse, at alle mennesker er i besiddelse af en indre kerne, hvori individets grundlag for personlig udvikling og vækst findes. Nøglen til forandringen findes i en særlig kvalitet i samtalen, som kan etableres via hjælperens måde at være til stede på, og Rogers taler i denne sammenhæng om nødvendige og tilstrækkelige kriterier. 6

7 Den forandring, der kan ske på baggrund af hjælpersamtalen, defineres nærmere hos Alrø og Kristiansen. De har bygget videre på Rogers teori og taler om dialogens betydning i dialogisk supervision. Denne form for hjælpersamtale er rettet mod klientens arbejdsmæssige situation, og dermed bringer Alrø og Kristiansen Rogers teori ind i en anden kontekst end den psykologiske, som var Rogers udgangspunkt. De betragter i denne sammenhæng dialogen som en samtale med særlige kvaliteter, som de præciserer ved hjælp af begrebet learning by talking, hvilket vil sige:...en dialogisk erkendelsesproces, hvor den lærende for mulighed for at undersøge og udvikle sit eget perspektiv (lære) i samspil gennem dialog ((Alrø og Kristiansen, 1998; 184). Dette citat peger på, at forandringen indebærer en undersøgelse og udvikling af perspektivet, og det er denne forståelse af forandring i hjælpersamtaler, som vi vil undersøge. For at gøre dette har vi skabt kontakt til en professionel hjælper, Lene, som gav os lov til at videofilme en samtale, hun havde med en kunde, Erik. Lene betegner sig selv som coach, hvilket ifølge vores research er en bred betegnelse, hvis definition der ikke eksisterer fuldstændig enighed om. Vi vil ikke gå nærmere ind i en kortlægning af begrebet coaching i denne undersøgelse, men vi vil undersøge, hvad der er på færde i den specifikke samtale, vi har fået lov til at undersøge. Eftersom samtalen er baseret på Eriks behov for hjælp i professionel sammenhæng, vil vi også betegne denne samtale som en hjælpersamtale. I forhold til den, rejser der sig en interessant problemstilling, som vedrører Lenes tilgang til samtalen, idet hun præsenterede os for NLP (Neuro Lingvistisk Programming), som et af de vigtigste redskaber i det, hun betegner som sin store værktøjskasse. Lene fortale os på et indledende møde, at NLP handler om at skabe Nyt Lys i Pæren. Det er en teknik som kan anvendes til at skabe forandring for mennesker, og den beskæftiger sig med iagttagelsen af egen og andres kommunikation. Metoden er baseret på den grundantagelse, at man ved at ændre individers opfattelse af verden, kan ændre deres handlemuligheder i positiv retning. Før samtalen mellem Lene og Erik havde vi en umiddelbar interesse for at undersøge, hvad denne del af hendes værktøjskasse bestod i. Interessen for NLP blev yderligere skærpet, da vi havde gennemset videobåndet med samtalen, idet vi kunne se at hun brugte nogen af de teknikker, vi havde læst om. Dette gav næring til en undren, som gik på hvad NLP kan gøre ved hjælpersamtalen. 7

8 En anden årsag til denne undren udsprang af, at vi ikke havde fået undervisning i disse teknikker, hvilket vi fandt lidt mærkværdigt, idet vi, efterhånden som vi lavede mere research om NLP, fandt ud af, at det er et meget udbredt og alment brugt værktøj i hjælpersamtaler. Gennem vores research fandt vi også frem til, at NLP ikke synes at være et kendt værktøj indenfor den akademiske verden, hvilket yderligere styrkede vores interesse for det. Med NLP inde i billedet som en vægtig del af Lenes tilgang til samtalen, bliver vores egen indfaldsvinkel dobbelt: Vi har et kendskab til hjælpersamtaler fra kurserne på 4. semester, og vi har et kendskab til hjælpersamtaler ud fra vores case. Vi tænker på, hvordan vores forståelse af forandringsprocessen i hjælpersamtaler harmonerer med de værktøjer, Lene tager i brug. På den baggrund har vi følgende problemformulering: Problemformulering Hvordan skabes forandringsprocessen i samtalen, og hvilken indflydelse har NLP på denne proces? Besvarelsen af spørgsmålet fordeler sig på tre niveauer, hvor første niveau er en kommunikationsanalyse vedrørende muligheden for forandring. Her vil vi anskue samtalen i forhold til Rogers teori om interaktion. Vi er klar over, at Lene og Eriks samtale ikke kan betragtes som en psykologisk hjælpersamtale, men når vi henholder os til, at Alrø og Kristiansen betragter hans teori som en bredere teori om interaktion, giver det alligevel mening at bruge Rogers som optik på samtalen. Derfor vil vi tage udgangspunkt i følgende spørgsmål: Er Rogers betingelser for forandring til stede i samtalen? Sker der en forandring i samtalen? På andet niveau vil vi se på NLP s indflydelse for samtalen ved at undersøge følgende: Hvordan kan NLP identificeres i samtalen? Hvilken indflydelsen har inddragelsen af NLP? 8

9 På tredje niveau vil vi diskutere hvordan vi skal forstå NLP i forhold til den akademiske baggrund vi selv ønsker at arbejde indenfor. Vi tager udgangspunkt i disse to spørgsmål: Hvad er den videnskabelige baggrund for NLP? Hvordan stemmer denne overens med vores humanistiske tradition? Spørgsmålene skal samlet lede frem til besvarelsen af problemformuleringen og skal hjælpe os med at fastholde et fokus hele vejen igennem projektet. Med dette mener vi bedre at kunne bevare den røde tråd, som gerne løbende skulle komme til udtryk. 9

10 Baggrundsviden om casen Nærværende afsnit vil give et baggrundsmæssigt indblik i opgavens empiriske del, og vi vil her præsentere relevante kendsgerninger vedrørende vores kontakt med Lene og hendes professionelle forudsætninger. Yderligere vil vi kort beskrive relationen mellem Lene og den kunde, Erik, der indvilgede i at lade os videoobservere en af deres samtaler. Vi har af etiske grunde besluttet at anonymisere vores to empiriske hovedpersoner, og navnene Lene og Erik er således pseudonymer. Yderligere etiske overvejelser i forhold til vores samarbejde med og videoobservation af de to vil blive præsenteret i et senere empiriafsnit. Følgende oplysninger har vi indhentet fra et indledende møde med Lene samt fra vores løbende kommunikation. Vi har valgt at eksplicitere relevante facts, der har haft indflydelse på projektets undersøgelsesfase og på vores bestræbelse mod at udvide vores horisonter og opnå den hermeneutiske horisontsammensmeltning med opgavens elementer. Lene er selvstændig coach og har et tæt samarbejde med en kvindelig iværksættergruppe, hvor de aktivt bruger hinanden som netværk og promotion for den individuelle vare(kompetence), de hver især sælger. Indholdet i hendes værktøjskasse er blandet, idet hun har forskellige uddannelsesforløb og jobs bag sig. Hun har blandt andet en læreruddannelse og har været ansat på to skoler som skoleinspektør. Hun har derigennem praktisk erfaring som leder og underviser. Yderligere har hun en master-grad i NLP, hvorfra hun bruger adskillige teknikker. I hendes beskrivelse af NLP fortæller hun blandt andet, at hun deler denne diciplins positive menneskesyn, hvor individets kompetencer ligger i individet, og hvor det gælder om en bevidstgørelse og udvikling af egne kompetencer. Hun understreger, at de redskaber, hun bruger i hendes samtaler med kunder, er hentet fra et livslangt erfaringsforløb, og det er derfor ikke muligt at give en fast opskrift på, hvordan hun gør. Derforuden betegner hun hver kunde (og dennes problemstilling(er)) som værende unik, og det vil derfor variere fra individ til individ, hvilke teknikker hun finder passende at benytte sig af. Yderligere understreger hun, at hun har stor respekt for mennesket, og at hun derfor behandler den enkelte med loyalitet og fortrolighed. Derfor har Lene valgt at opbevare oplysninger om sine kunder i hukommelsen og ikke på skrift. For Lene er nogle af de grundlæggende præmisser for at en hjælpersamtale kan lykkedes, at kunden er åben for forandring, og at der er en gensidig tillid mellem hende og denne. Yderligere mener hun, at det er vigtigt at samtalen foregår på kundens præmisser, og at denne føler sig omgivet af trygge rammer i situationen. 10

11 Som tidligere nævnt vil vores empiriske grundlag for senere analyse være baseret på en videoobservation af en samtale mellem Lene og Erik, og vi vil her kort beskrive relationen mellem dem. Lene har hjulpet Erik i lidt over et år, og der er i denne periode, ifølge Lene, opbygget gensidig og professionel tillid mellem dem. Erik er i forløbet blevet bevidst om egne værdier og kompetencer og har siden erhvervet sig job som konstitueret skoleinspektør. Ifølge Lene er Erik en åben og fleksibel person, hvilket hun mener afspejler sig i hans accept af at lade sig videofilme. Yderligere motivationsfaktorer for deres hjælpsomhed overfor os beror på, at de begge er interesserede i at hjælpe studerende, idet de ved, hvor givtigt det er at blive hjulpet på vej. Vi har nu kort præsenteret nogle kontekstuelle aspekter ved vores case, som, vi mener, har været vigtige i forhold nogle af de procesrelaterede overvejelser, vi løbende har gjort os. 11

12 Opgavens metode I forhåndenværende afsnit vil vi redegøre for vores metodiske overvejelser i forhold til den kommunikationsanalyse, som vil fungere som opgavens fundament. Vi skelner her mellem to former for metode, som vi benævner henholdsvis fagenes metode 1 og opgavens metode. Nærværende afsnit, opgavens metode, vil kronologisk indeholde vores videnskabsteoretiske ramme i skikkelse af Den filosofiske hermeneutik, vores videnskabelighed og vores valg af teorier samt argumentation for disse valg. Yderligere vil vi eksplicitere projektets struktur, hvilket inddrager en grafisk illustration og en læsevejledning. Fagenes metode knytter sig til opgavens enkelte dele (fag), herunder hører de betænkninger, vi har gjort os, i forhold til hvordan vi vil anvende vores teorier i analytisk samspil samt praktiske og etiske refleksioner vedrørende vores empiriske metode - videoobservation. Af hensyn til læsevenligheden har vi valgt at præsentere fagenes metode løbende, efterhånden som fagene vil blive præsenteret. Filosofisk Hermeneutik Opgavens videnskabsteoretiske ramme er overensstemmende med den eksistentielle hermeneutiks erkendelseslære, der i 1900-tallet udvidede hermeneutikken til en filosofi om menneskets rolle i forhold til forståelsen og fortolkningen af dets egen tilværelse. Vi vil kort redegøre for de relevante aspekter af den filosofiske hermeneutik og efterfølgende forklare, hvordan vores videnskabelige arbejdsproces er enslydende med denne. De to tyske filosoffer Martin Heidegger ( ) og Hans-Georg Gadamer (1900- ), dannede i deres kritik af historismens opfattelse af fortolkning på baggrund af det forudsætnings-fri, grund for fornyelse. De anså ikke, som tidligere, fortolkeren som et passivt iagttagende væsen men netop som en aktiv del af fortolkningen. Heidegger mente at enhver der ønsker at fortolke bringer egne fordomme til fortolkningen, således den der skal forstå, og det der skal forstås bliver del og helhed i den hermeneutiske vekselvirkning Jf. den hermeneutiske cirkelmetafor 2. Gadamer arbejdede videre med denne opfattelse, og han mener faktisk, at det ikke er muligt at fortolke uden brug af egne fordomme. Gadamer interesserede sig ikke for metoder til fortolkning men nærmere for at finde en måde, hvorpå mennesket kan forstå sin 1 Fagenes metode knytter sig til vores metodeovervejelser i forhold til fagene videoobservation og kommunikationsanalyse. 2 Den hermeneutiske cirkel illustrerer den hermeneutiske fortolkningsproces, hvor man arbejder med en vekselvirkning mellem del og helhed, hvor man ved at forstå dele af tekster opnår større forståelse af helheden(kjørup 1996:270). Vi ser denne vekselvirkning som den indsigt man får i et emne eller en tekst ved at stille relevante spørgsmål til disse og veksle mellem svarerne og helhed)

13 tilværelse gennem den kultur, som er blevet det overleveret. Et kriterium, for at denne forståelse kan finde sted, er, ifølge Gadamer, at man må have en indsigt i, at der er noget om sagen, før man kan forstå den. Sagen, der skal forstås, skal med andre ord være fortolkeren vedkommende. Yderligere mener han at mennesket ufravigeligt er underlagt verden, idet noget er givet det, og idet vi altid befinder os i en faktisk situation, som vi er tvunget til at forholde os til. Han mener at man for at forholde sig til noget nyt nødvendigvis må forstå dette, og det opnås ved at tage den nye teksts fremmede forståelse af verden til sig. Med andre ord må man anvende det nye på sit eget liv og derigennem forstå det. Dette mener vi afspejler sig gennem hverdagens små aha-oplevelser. Et eksempel fra vores hverdag i forbindelse med vores studier er vores møde med teoretisk materiale, som vi først forstår fyldestgørende ved at anvende dette analytisk og praktisk og så at sige tage teoriernes fremmede forståelse af verden til os. Den eksistentielle hermeneutik byder, at en fortolker ikke kan sætte sig udenfor den forståelsestradition, som han eller hun lever i, men bestræbe sig på at gøre disse forudsætninger eksplicitte og prøve at gøre sig klart, hvorledes bestemte spørgsmål kan stilles til en tekst(føllesdal m.fl. 2001:96-98). Når man har taget det nyes fremmede forståelse af verden til sig, har man optaget det i, hvad Gadamer kalder for, ens forståelseshorisont. Forståelseshorisont = mængden af de meninger og holdninger bevidste og ubevidste, som vi har på et givet tidspunkt, og som vi ikke er opmærksomme på. (Føllesdal m.fl, 2001:91) Horisontsammensmeltning Gadamer opererede yderligere med begrebet horisontsammensmeltning, hvor fortolkeren optager tekstens forståelseshorisont i sin egen. En teksts forståelseshorisont er de problemstillinger, som det er muligt at fremsætte udfra de begreber, teksten indeholder(føllesdal m.fl., s ). En forudsætning for Gadamers horisontsammensmeltning er, at de to horisonter har noget til fælles, dette opnås ved at fortolkeren har en forståelse af sig selv samt en forståelse af teksten(kjørup, 1996, s. 196). Gadamers filosofiske hermeneutik tilfører herved endnu nye aspekter til den hermeneutiske vekselvirkning. Den komplette forståelse fremkommer ved at se på samspillet mellem tekstens forståelseshorisont, og den fortolkeren har af teksten. Der er således to horisonter, der betinger

14 forståelsesprocessen, fortolkerens og tekstens(collin og Køppe 2001: ). I en mere konkret forstand kan det siges at være en vekslen mellem de spørgsmål, man stiller til teksten, og de svar teksten giver på disse spørgsmål. Før tolkningen er fortolker og tekst del af samme enhed, men ved at fortolkeren hæver sig over sin egen horisont og samtidig bringer teksten til dette højere niveau, er det muligt for de to at få en ny fælles og bredere horisont. (Collin og Køppe, 2001, s. 120). Gadamers hermeneutik omhandler et forståelsesbegreb, der kræver, at vi frigør os fra det klassiske videnskabelige objektivitetsbegreb forståelse opnås derfor ikke ved at objektivere verden, men snarere gennem ens væren i verden. Forståelse opstår gennem fællesskab med teksten, tingen eller coachen. Der findes ikke nogen endegyldige sandheder og svar, idet forståelse er en bestandig proces. Det skal til sidst tilføjes, at der i alle forsøg på at forstå kan opstå misforståelser, idet vi altid anvender vores for-forståelser(fordomme) i forståelsesprocessen. Vores forståelsesudkast, i forhold til nogen eller noget, bør derfor være objekt for løbende redigering, gennem fællesskab med det der skal forstås(føllesdal m.fl. 2001, s ). Dette er en præmis vi løbende vil diskutere. Vores hermeneutiske forståelsesproces I vores forståelse af udviklingssamtaler som fænomen er vores forståelseshorisont(er) de meninger og holdninger, vi har dannet os gennem livserfaring, hvilket blandt andet omfatter vores fordybelse i semestrets kursusudbud. Yderligere vil vores fortolkninger være farvet af samtiden og kontekstuelle aspekter. Det, vi vil søge, er at stille relevante og kritiske spørgsmål til emnet og se på de delsvar, vi derved får. Igen vil vi stille nye essentielle spørgsmål, der alle vil medvirke til en ny og ændret helhedsopfattelse, indtil vi når til en tilfredsstillende og ønsket horisontsammensmeltning eller syntese. Den filosofiske hermeneutik vil, med andre ord, fungere som vores videns-metodiske redskab til at stille kritiske spørgsmål til opgavens dele og veksle mellem disse og helheden. Derigennem opnår vi den ønskede selvrefleksion, indsigt i emnerne og ikke mindst den tilstræbte videnskabelige refleksion, hvor vi gennem analyse og udvidelse af vores horisonter finder frem til velbegrundede meninger. Vi er bevidste om, at vores fortolkning i denne opgave, i overensstemmelse med den filosofiske hermeneutik, ikke er universel, men at andre fortolkere vil kunne tilføre nyt. Derved er vores subjektive præg sat på denne opgave, formet af vores personlige bidrag fra vores individuelle

15 forståelseshorisonter. Vi tilhører med andre ord den hermeneutiske tradition, og vi vil i overensstemmelse med Alrø og Kristiansen beskrive os selv som erkendende forskersubjekter, som er en del af den undersøgte virkelighed(alrø og Kristiansen, 2001:44). Vi vil inddrage et citat af Alrø og Kristiansen, som beskriver deres videnskabelighed i forhold til deres arbejde med kommunikationstræning på Aalborg Universitet. Citatet er hentet fra bogen Kan du se hvad jeg sagde 3 : Sammenfattende kan vi sige, at en kommunikationsanalyse er videnskabelig, hvis: Den viser bevidsthed om egne subjektive valg og disses konsekvenser. Den tilstræber objektivitet gennem argumentation og dokumentation. Den reflekterer og metakommunikerer om det metodiske og teoretiske filter, som er lagt ned over teksten. Den viser bevidsthed om subjektive og mediebetingede fejlkilder og forsøger at minimere disse. (Alrø og Kristiansen,2001:45) Disse fire punkter vil afspejle sig gennem dette projekt, og vi vil her kort præsentere hvordan. I forhold til første punkt har vi udfra vores overordnede problemstilling valgt et teoretisk grundlag, som vi vil uddybe i det følgende. Valg af teori Vi vil følgende redegøre for vores subjektive valg, som, med udspring i vores problemstilling, danner opgavens teoretiske grundlag. Som nævnt i indledningen udsprang vores primære undren i forhold til konsulentvirksomhed generelt og i forhold til det fænomen, at det bliver stadig mere populært, at personer søger hjælp fra udenforstående professionelle for at løse konflikter på arbejdspladsen i forhold til fagpersonlige problemer. Vores umiddelbare horisont vedrørende dette emne blev fæstnet gennem kurset kommunikationsteori og analyse, hvor vi blandt andet blev introduceret for hjælperdisciplinen supervision 4. Herudover stiftede vi, gennem kurset, bekendtskab med adskillige værktøjer til analyse af interpersonel kommunikation. Yderligere indeholdte 3 Denne bog har fungeret som grundbog til kurset Kommunikationsteori- og analyse, og det er herfra, vi har hentet en del af den viden, der ligger til grund for kommunikationsanalysen 4 Her blev vi særligt interesseret i Alrø og Kristiansens Supervision, som præsenterer en begrebsramme i forhold til supervision i en træningskontekst på Aalborg Universitet.

16 semestrets udbud kurset Individ, roller og kommunikation hvor vi opnåede overfladisk indsigt i Rogers teori om produktive samtaler og hans kriterier for, hvordan rammer for vellykket kommunikation kan opnås. Gennem kurset nonverbal kommunikation blev vi yderligere præsenteret for Ekman og Friesens fem katagorier indenfor nonverbal kommunikation. I overensstemmelse med vores undren og traditionen på dette semester, hvor det er kutyme at arbejde med analytiske projekter med udgangspunkt i en empirisk case, opnåede vi, som tidligere nævnt, kontakt til en faglært coach. Vi var så privilegerede at opnå en aftale om at videofilme en session mellem coachen(lene) og en af hendes kunder(erik). Coachens værktøjskasse(horisont) indeholder livserfaring og NLP(som nævnt). Ved opgavens afsæt stod vi således overfor to horisonter; den ene var vores horisont og den anden den teksts horisont, som vi ønskede at forstå. Dette vil vi illustrere således: Horisontsammensmeltning fortolker tekst Hjælpersamtaler Rogers Ekman & Friesen NLP case Som modellen illustrerer har vi to horisonter: vores egen, der omfatter den viden vi har tilegnet os på semestret, og en anden der blandt andet omfatter vores case, og som samlet giver den tekst vi ønsker at forstå. For at opnå horisontsammensmeltning mellem de to horisonter, og for at svare på vores målsætning, har vi valgt at stille spørgsmål til emnerne i tre niveauer og veksle mellem dem og helheden.

17 I besvarelsen af vores problemstilling vil analysen således blive opdelt i tre. Den ene del vil være en kommunikationsanalyse, hvor vi, med udgangspunkt i Rogers teori om klientcentreret terapi, vil analysere vores empiri, for at finde frem til om de kriterier han opstiller for produktive samtaler er til stede. Her vil fokus ligge på Lenes kommunikative udtryk i hjælperrollen. Yderligere vil vi analysere Eriks kommunikation med henblik på at se, om der sker en forandring i hans nonverbale og verbale udtryksformer. Vores begrundelse for at anvende Rogers teori om klient centreret terapi i denne kontekst er, at vi finder dennes kriterier universelle i forhold til kvaliteten af relationen mellem hjælper og fokusperson i udviklingssamtaler generelt. Rogers giver ikke selv noget bud på en operationalisering af sine begreber. Dette gør Alrø og Kristiansen og Kristiansen og Bloch- Poulsen i henholdsvis Supervision og Kærlig rummelighed dialoger, og det er med afsæt i disse, vi vil opsætte en begrebsramme for kommunikationsanalysen. Yderligere vil vi understøtte med Ekmann og Friesens begreber i forhold til nonverbal kommunikation. Dette vil vi uddybe i en senere analyseramme. Dette teoretiske fundament afspejler vores subjektive valg og vi er bevidste om, at vi derved fravælger andre mulige teoretiske og metodiske fremgangsmuligheder. Konsekvenserne og kritikpunkter i forhold til vores valg, er en præmis, vi vil diskutere løbende. Andet niveau vil bestå af en NLP analyse, hvor vi vil udforske teorien bag, og på baggrund af denne undersøge hvordan NLP afspejler sig i samtalen. Dette valg har vi taget i henhold til den kendsgerning, at Lene anvender teknikker fra NLP i sin praksis. Yderligere vil vi i forening af analysen/fortolkningen via kommunikationsanalysen og NLP-analysen slutte hvilken indflydelse NLP har for samtalen. Tredje og sidste niveau vil afsløre en kritisk refleksion i forhold til den videnskabelige baggrund for NLP, hvor vi vil gå kritisk til værks i forhold til at søge primærlitteratur og -kilder. Ydermere vil vi diskutere NLP og dennes metodeovervejelser overfor vores humanistiske metodetradition. Dette vil afspejle sig i projektets opbygning, som vi her har valgt at illustrere:

18 Indledning; problemformulering Baggrundsviden; fakta om casens kontekst Opgavens metode Videoobservation som metode: Etik og praksis Filosofisk hermeneutik Valg af teori, struktur og læsevejledning Teoriafsnit: Carl Rogers, Ekman og Friesen Analyseramme Casebeskrivelse 1. Niveau Kommunikationsanalyse NLP teori 2. Niveau Analyse af NLP 3. Niveau Kritisk refleksion konklusion Kildekritik Procesbeskrivelse, litteraturliste og bilag

19 Objektivitet Selv om vi som hermeneutikere ser os selv som forskersubjekter, der er en del af den undersøgte virkelighed, er vores videnskabelige stræben immervæk objektivitet. Denne hermeneutiske objektivitet vil vi opnå gennem argumentation og dokumentation, og derved vil vi opfylde Alrø og Kristiansens andet kriterium for en kommunikationsanalyses videnskabelighed. Hvor hermeneutikken vil fungere som vores abstrakte metode til erkendelse af emnerne iboende projektet, vil Alrøs 7-trins analysemodel virke som et mere konkret værktøj. Denne model vil være vores håndgribelige redskab til at tilstræbe objektivitet. Her er især vores argumenter og dokumentation 5 vigtige for opgavens videnskabelige karakter, idet det er gennem dem, vi begrunder, hvordan vi kræsent når fra intuition til fortolkning og videre til konklusion. Vores anvendelse af analysemodellen vil vi uddybe i en senere analyseramme. I forhold til de sidste to kriterier som Alrø og Kristiansen opstillede i henhold til en kommunikationsanalyses videnskabelighed, vil vi løbende reflektere og metakommunikere om det teoretiske og metodiske filter, vi tidligere har defineret, og som vi vil ligge ned over vores tekst. Den akademiske refleksion vil vi yderligere tilstræbe ved løbende at reflektere over mulige fejlkilder i tilknytning til fagenes metode og yderligere via etiske overvejelser, i henhold til hvordan vi fortroligt og forsvarligt vil behandle vores empiriske hovedpersoner. Denne opgave vil derved afspejle vores hermeneutiske proces, hvor vi gennem vekselvirkning ønsker at udvide vores horisonter, således den hermeneutiske horisontsammensmeltning opnås. I vores proces har vi med stort udbytte opstillet arbejdsspørgsmål, som vi gennem projektet vil besvare. For at bevare den røde tråd vil vi i indledningen til hvert afsnit forklare de arbejdsspørgsmål, som dette vil præsentere svaret på 5 Vigtigheden af vores videnskabelige argumentation og velbegrundede meninger har vi dels erfaret gennem afvikling af kurset videnskabsteori og dels gennem vores tidligere projektforløb.

20 Videoobservation som metode Følgende afsnit vil fungere som optakten til vores empiriske metode videoobservation. Herunder hører alle de overvejelser, vi har gjort os vedrørende denne. Det første vi beskæftigede os med i forhold til casen, var de etiske aspekter af det at anvende videoobservation som grundlag for en videnskabelig undersøgelse. Disse overvejelser vil vi præsentere herunder, hvorefter vi går videre til en præsentation af videoobservation som metode, og til sidst vil vi beskrive, hvordan vi har afkodet videoen. Følgende overvejelser tager udgangspunkt i dette semesters kursus i videoobservation samt i kursets grundbog Videoobservation 3, som indeholder artikler, der diskuterer videoobservation som metode. Vi har primært anvendt artiklerne af Ellen Christiansens, Tove Arendt Rasmussen og Peter Kofoed. Etik og videoobservation Til dette afsnit har vi især fundet stof i Ellen Christiansens artikel, Hvad sker der egentlig på gangene? et kritisk kig på arbejdsplads-video (Christiansen, 1997: 9-25). Christiansen peger på, at vi må tage særlige etiske hensyn, når vi bruger videoobservation i en empirisk undersøgelse. Vi har selv tænkt på, at der også er etiske overvejelser i forhold til vores undersøgelse, som ikke direkte relaterer sig til videoobservationen, men som egentlig omfatter alt, hvad vi oplever i forbindelse med casen. Det drejer sig for eksempel om vores forhold til Lene, hvis tillid og velvilje er forudsætningen for, at vi får empirisk materiale til projektet. Vi holdt et møde med hende, for at finde ud af, hvordan hun arbejdede, og hvad hun eventuelt kunne tilbyde os i sammenhæng med projektet. Bagefter vidste vi, at mødet selvfølgelig også havde givet Lene en mulighed for at danne sig et indtryk af os. Det var i forbindelse med mødet, at hun nævnte muligheden for, at vi kunne få lov til at videooptage en samtale. Vi tror, at der opstod en tillid mellem os, som var afgørende for, at Lene gav os lov til at kigge hende over skulderen. 3 Videoobservation, redigeret af Helle Alrø og Lone Dirckinck-Holmfeldt, Aalborg Universitetsforlag

21 Denne tillid forpligter os ikke kun i forhold til videoobservationen men i alt arbejdet med casen. Man kan sige, at vi må overveje de etiske aspekter i at gøre andre mennesker(s kommunikation) til genstand for forskning allerede før vi bringer kameraet på banen. I forhold til selve casen betyder det blandt andet, at vi behandler alle oplysninger fortroligt, og at vi internt i gruppen forholder os loyalt, når vi taler om Lene. Videoobservation er lig indtrængen på privat grund I forhold til selve videooptagelsen er vi i endnu højere grad forpligtet på den tillid, deltagerne viser os. Dette skyldes flere aspekter, som blandt andet omtales af Christiansen, som beskriver videooptagelsens betydning sådan her: En videooptagelse er i endnu højere grad end et fysisk tilstedeværende medmenneske et indgreb i tabu og i frirum, fordi der er tale om en for-evigelse. Min privathed, mit øjeblik, bliver til et stykke flytbar offentlighed. (Christiansen, 1997: 22). Det skal nævnes, at citatet herover knytter an til en anden kontekst end vores videooptagelse. Ellen Christiansens artikel har undertitlen et kritisk kig på arbejdspladsvideo og belyser blandt andet problemerne ved at videooptage medarbejdere, når de befinder sig på gangene og i frokoststuen. Hun argumenterer for, at medarbejderne opfatter disse steder som frirum, og derfor ser hun videooptagelsen som en indtrængen i sin privathed. Til trods for at deltagerne i vores videoobservation ikke befinder sig i et fysisk frirum under optagelserne, betragter vi vores videooptagelse som en indtrængen på privat grund. Det gør vi af to årsager. Den første årsag er, at vi kan karakterisere samtalens indhold som privat, idet kommunikationen kredser om problemstillinger, der er knyttet til Eriks arbejdsmæssige situation samtidig med at den foregår i en anden og mere tilbagetrukket kontekst. Den anden årsag til, at vi betragter videooptagelsen som en indtrængen på privat grund er, at videoen uanset kommunikationens indhold vil fastholde deltagernes personlige fremtræden, som kan gøres til genstand for analyse og vurdering. Derved kan hidtil skjulte aspekter ved deres kommunikation blive blottet, og videooptagelsen bærer i sig en mulighed for at afsløre ting om deltagerne, som de selv anser for private. 13

22 Videomediets forførelse Når forskeren trænger ind på privat grund bringes deltagerne i en sårbar position, som det er forskerens opgave at administrere. Når Lene og Erik stiller sig til rådighed for vores undersøgelse, gør de det i tillid til, at vi behandler optagelsen loyalt. Dette indebærer ifølge Christiansen, at vi gør alt for at beskytte deres værdighed (Christiansen, 1997: 15). Et af de steder, hvor loyaliteten kommer på prøve, er i forhold til den forførelse, der ligger i videoen. Ellen Christiansen ser forførelse på den måde, at vi har tendens til at betragte videooptagelsen som objektive data. Det vi ser på video har større overbevisningskraft end andre medier, og som tilskuere kan vi derfor glemme, at det, vi ser, er en redigeret version af virkeligheden. Men hvis vi betragter videoen som sandheden om deltagernes kommunikation, yder vi dem ingen retfærdighed. Videomediets forførelse ligger også i fristelsen til at tage videooptagelsen som underholdning. Christiansen beskriver forholdet som seerens lyst til at afsløre deltagerne og til at se masken falde. Forskellige forhold er afgørende for, om vi giver efter for vores lyst men det hænger også altid sammen med den omsorg og forpligtelse, vi føler i forhold til den, der bærer masken. (Christiansen, 1997: 20). Når Christiansen her taler om omsorg og forpligtelse, hænger det sammen, med det hun kalder en pagtsetik, som hun mener, man bør arbejde ud fra. Forholdet mellem forskere og aktører må ses i et bredere perspektiv end det, der rummes i en kontrakt-relation, hvor de formelle rammer specificeres. I pagt-relationen udveksles der løfter, som også vedrører fremtiden: Et vigtigt aspekt i pagtsymboliseringen er understregningen af, at man står i gæld til hinanden, og at relationen derfor omfatter taknemmelighed, troskab, hengivenhed og omsorg (Christiansen, 1997: 17) Christiansen er selv inde på, at disse ord kan virke malplacerede i sammenhængen, men hun fastholder, at det er bedst at bruge denne tilgang til videoobservation på arbejdspladsen. Vi synes også den har relevans i forhold til vores videoobservation, for uanset kontekst kommer vi i besiddelse af et videobånd, som forvandler Lenes og Erik privathed til et stykke flytbar offentlighed, og dermed mener vi, at vi har den samme etiske forpligtelse. På baggrund af disse overvejelser har vi udarbejdet en samarbejdsaftale, som vi præsenterede for deltagerne, inden vi gik 14

23 i gang med observationen. 4 Den indeholder både formelle og pagt-etiske elementer, og den fungerer som en hjælp til at etablere tillid mellem deltagerne og os. Udover denne funktion har vi også brug for samarbejdsaftalen for fastholde os selv i en etisk forsvarlig omgang med videobåndet. Forud for videoobservationen gjorde vi os nogle overvejelser om, hvordan det skulle foregå i praksis. Disse tanker vil vi præsentere herunder og derefter reflektere over hvordan det gik i selve observationssituationen. Observationen i praksis Alrø og Kristiansen påpeger, at kommunikationen forsvinder i samme nu, som den finder sted (Alrø og Kristiansen, 1998: 75). For at gennemføre kommunikationsanalysen må vi fastholde kommunikationen, så vi har mulighed for at vende tilbage til teksten flere gange for at afdække det, der ikke er umiddelbart tilgængeligt. Der er forskellige muligheder for fastholdelse af samtalen. Det kan være personlig observation, der nedskrives eller interviews eller video. Vi har valgt at bruge videoobservation, fordi det er den sikreste metode til at fastholde kommunikationen både auditivt og visuelt, og samtidig udgør videoobservationen en slagfærdig dokumentation. (Arendt Rasmussen, 1997: 59) Valget af video som medie medfører praktiske overvejelser i forhold til opstillingen og antallet af kameraer. Først og fremmest er det et problem, at vi har to personer, der er placeret overfor hinanden. Det er det fordi, man ikke vil kunne finde en vinkel at filme fra, som vil give et tilfredsstillende billede af begge de involveredes kropssprog og mimik. I stedet kunne man forestille sig, at man nøjedes med at filme personen, der har ordet, men dette ville medføre, at man ikke er i stand til at analysere deres gensidige nonverbale kommunikation. Derfor har vi vurderet, at det vil være hensigtsmæssigt at optage samtalen med to videokameraer. Det andet problem, som en videooptagelse bringer med sig, er, at tilstedeværelsen af kameraer, der ifølge Tove Arendt Rasmussen, helt sikkert har en indflydelse på kommunikationen mellem de observerede. (Arendt Rasmussen, 1997: 65) For de fleste mennesker vil det være en uvant situation at blive filmet, da det ikke er noget, der normalt sker i ens hverdag. Vi er derfor opmærksomme på, at situationen kan virke uvant for de implicerede, men vi er ikke i stand til at vurdere hvor stor en 4 Samarbejdsaftalen ligger som bilag til projektrapporten 15

24 eventuel fejlkilde, dette kan udgøre. Vi er også opmærksomme på, at situationen, som vi optager på video, ikke kan betegnes som en hverdagssituation. Der er tværtimod tale om en forholdsvis intim samtale, der kræver, at de to involverede er fortrolige med hinanden. Derfor vil snurrende kameraer måske i endnu højere grad kunne have en effekt på kommunikation. Af samme grund har vi fravalgt at have observanter til stede under optagelsen. For selvom vi ønsker en så fyldig dækning af samtalen som muligt, så har vi vurderet, at menneskelig tilstedeværelse under seancen vil virke hæmmende for kommunikationen. Derfor har vi valgt at placere de to videokameraer på hvert sit stativ og selv forlade rummet, når samtalen mellem de to går i gang. Dermed bliver de stadig observeret, men det er af en såkaldt stille observatør. Dette er et kompromis mellem at få de bedst mulige observationer i kassen og at holde hele situationen ægte. Sagt på en anden måde kunne vi godt gøre observationen mere fyldestgørende, men vi er bange for at gøre situationen yderligere kunstig. Vi har altså vægtet højt, at vores egen indflydelse på samtalen skal holdes til et minimum a la fluen på væggen. Det, vi dermed fravælger, er, at kunne observere og analysere på det kinæstetiske. Således vil vi ikke kunne bruge vores føle- og lugtesans, og stemninger i lokalet vil også gå tabt. Det har samtidig været et ønske fra vores kontaktperson, Lene, at vi ikke er fysisk til stede under seancen. Hendes vurdering er, ligesom vores, at det vil være til gene med andre mennesker i lokalet. Derimod opfatter hun ikke et videokamera som et forstyrrende element, og hun mener ikke, at samtalen vil komme til at ændre nævneværdig karakter, fordi den bliver overvåget. Evaluering Efter at videoobservationen har fundet sted har vi taget ovennævnte overvejelser op til revision, for at belyse hvilken betydning metoden har for undersøgelsens validitet. For Tove Arendt Rasmussen er validiteten et spørgsmål, om hvorvidt vores metode giver os mulighed for, at undersøge det vi vil undersøge (Rasmussen, 1997: 55). I det følgende vil vi diskutere, om det er det, vi gør. Som det fremgår af ovenstående, havde vi en vision om, at produktet af vores videooptagelse skulle ligge så tæt på virkeligheden som muligt ved at skabe rammerne for en tilnærmelsesvis autentisk situation, hvor videomediet har så lille indvirkning som muligt. Peter Kofoed siger om dette spørgsmål: 16

25 Man kan selvfølgelig kun forholde sig til indvirkningens omfang og betydning i tolkningen af observationsmaterialet, hvis man har kendskab til situationen og deltagerne i en dagligdag uden videokameraer, mikrofoner og fotografer. Det vil sige, at man må bruge virkeligheden som kontrol på observationsmaterialets spejlingskvaliteter (Kofoed, 1997: 41) Den situation, vi observerer, er eksklusiv på den måde, at den dels er privat og dels ikke er en del af deltagernes hverdag. Vi har ikke noget kendskab til, hvordan virkeligheden tager sig ud, når Lene og Erik ellers mødes. Derfor har vi ikke noget sammenligningsgrundlag, i forhold til det Peter Kofoed betegner som observationsmaterialets spejlingskvaliteter. Alligevel mener vi, at det er muligt at vurdere validiteten af vores undersøgelse. Vi husker, at det, vi vil undersøge, er hvordan, forandringsprocessen skabes i samtalen mellem Lene og Erik. Senere i projektrapporten vil vi redegøre grundigt for, hvad teorierne siger om disse forudsætninger, og den diskussion vil vi ikke foregribe her. Men ud fra egen hverdagserfaring og sund fornuft kan vi sige at tryghed og tillid er er en forudsætning, for at en samtale i det hele taget bliver frugtbar. Vi må vurdere, om videoobservationen står i vejen for den tryghed og tillid, der må være til stede. Dette vil vi gøre i det følgende, ved at diskutere om observationen ødelægger mulighederne for tryghed og tillid i situationen. Ifølge Kofoed kan man ikke sige noget generelt om observationens indvirkning, men vi kan vurdere den i forhold til den enkelte observationssituation: Observatørens evne til indlevelse og empati må efter min mening være en basal forudsætning for både at reetablere virkeligheden, forholde sig til indvirkningen, vurdere de praktiske og tekniske løsninger og endelig at foretage en valid tolkning (Kofoed, 1997: 41) Vi læser citatet som et udtryk for, at der ikke er nogen faste regler, men at vores egne oplevelser i forbindelse med videoobservationen kan bruges i vurderingen af undersøgelsens validitet. Vurderingen bygger dels på observationer på videobåndet og dels på vores egne observationer i situationen. I forhold til vores empiri er der flere faktorer, der har indvirkning på situationen. Optagelsen fandt sted hjemme hos Ann fra gruppen, sådan som Lene havde ønsket det, og på den måde har deltagerne flyttet sig ud af deres normale miljø for at lade sig videoobservere. De nye omgivelser må derfor medtænkes, idet de, sammen med kameraet, danner samtalens kontekst. 17

26 Den dag vi skulle optage, var vi tre gruppemedlemmer til stede for at kontrollere videokameraerne. Optagelserne fandt sted fredag eftermiddag, og hele forløbet varede to timer. De to kameraer og én båndoptager, havde vi opstillet inden deltagerne ankom. Rummet, vi var i, er på ca. 18 m2 og hyggeligt - det er Anns dagligstue med bøger i reolen og blomster i vindueskarmen. Af hensyn til lysets indflydelse på optagelserne blev vi nødt til at trække gardinerne for, så der var en ret søvnig belysning. På skitsen herunder kan man se, hvordan kameraer stod i forhold til stolene: Hvis man betragter skitsen over opstillingen i rummet, kan man se, at teknikken rent fysisk fylder meget, og at der er risiko for, at hele scenariet virker kunstigt og fremmedgørende på deltagerne. I denne situation skønner vi, at de hjemlige omgivelser var med til at nedtone den association, så deltagernes samlede indtryk var, at de befandt sig i et nyt og iscenesat men dog venligt miljø. I den forbindelse er det vigtig at nævne, at det fysiske miljø kun udgør en del af samtalens kontekst. De tilstedeværende personer har selvfølgelig også betydning for situationen. Lene og Erik kender hinanden godt, de gav hinanden et knus da de mødtes og sludrede indledningsvist om hverdagsting, og det vores indtryk, at de føler sig godt tilpas i hinandens selskab. Interaktionen med de gruppemedlemmer, som var til stede, forløb efter vores mening afslappet. Vi havde et ønske om at afdramatisere kameraets tilstedeværelse i rummet, for på den måde at tilnærme os en autentisk situation. men det lykkedes ikke. Materialet og vores egne observationer rummer adskillige eksempler på, at deltagerne er bevidste om, at de bliver filmet. For eksempel kommer Lene to gange i løbet af samtalen med informationer til os vedrørende Eriks arbejde (Jævnfør bilag): 11 L: ( ) 18

27 og det vi nok lige skal sige det er at sidder som konstitueret skoleinspektør i øjeblikket så det er jo en stor betroet stilling( ), 154 L: Ja og så er det ikke sikkert at alle ved hvem mødeudvalget er så det kan være at du skal fortælle hvad det er. I forhold til det tekniske set-up blev deltagerne direkte involveret i overvejelserne. Det skete for eksempel, da Lene og Erik ankom. Stolene stod nemlig forkert i forhold til den måde, hvorpå Lene havde tænkt sig det. Inden vi kunne gå i gang, måtte vi derfor omrokkere både stole og kameraer. Desuden måtte vi sidst i samtalens forløb tilpasse situationen af hensyn til kameraerne. Deltagerne bad om en pause og fortalte os, at de skulle til at lave en øvelse, der, under normale omstændigheder, vil betyde, at begge aktører rejser sig op. Vi gennemgik de tekniske konsekvenser sammen med dem og endte med at beslutte i fællesskab, at de skulle gennemføre øvelsen siddende af hensyn til teknikken. Ifølge Peter Kofoed bør det altid være teknikken, der tilpasses situationen (Kofoed, 1997: 36), så denne situation er selvsagt ikke optimal i forhold til observationsmaterialets autenticitet. Men i forhold til valideringen behøver det ikke at være så fatalt. Vi tror nemlig, at disse to tilfælde kan have haft en positiv betydning for deltagernes opfattelse af deres egne roller i situationen. Lene og Erik var meget engagerede i forbindelse med forberedelserne og omrokeringen af stolene, og de kom selv med forslag til, hvordan det kunne fungere bedst. Derfor vurderer vi, at det var med til at afdramatisere situationen og give deltagerne en oplevelse af at have medindflydelse, frem for at være passive deltagere i vores projekt. Dette aspekt er positivt i forhold til spørgsmålet om deltagernes oplevelse af tryghed og tillid. Samlet mener vi om observationens indvirkning på forløbet, at den var meget stor men dog ikke ødelæggende i forhold til observationens formål. Vi fik næppe genskabt en autentisk situation - dertil er samtalekonteksten ganske enkelt alt for præget af vores og teknikkens tilstedeværelse. I forhold til undersøgelsens validitet er vi alligevel tilfredse med videoobservation som metode. Peter Kofoed siger at: Det er observationens formålsbestemmelse, der er afgørende for, hvilke dele af virkeligheden, der er behov for at reetablere i forbindelse med observationsforløbet. (Kofoed, 1997: 41). Den del af virkeligheden, som vi havde behov for at reetablere, var den, der vedrører deltagernes tryghed og tillid, og den blev nok udfordret af observationssituationen men ikke ødelagt. Det er vores umiddelbare vurdering, at deltagerne var stand til at koncentrere sig om samtalen og følte sig trygge. Hermed mener vi, at det er godtgjort, at undersøgelsen er valid, i forhold til det vi vil undersøge, fordi Lene og Erik finder sig så meget til rette i situationen, at 19

28 samtalens fundament er i orden, idet der er kontakt, tryghed og tillid mellem dem. Dette stemmer i øvrigt overens med Lenes egen bedømmelse af deres indbyrdes forhold(baggrundsviden). Afkodning af empiri Vi vil i dette afsnit redegøre for vores fremgangsmåder med hensyn til transskriberingen af vores videoobservation. Vi vil herunder beskrive nærmere, hvordan vi transskriberede hele forløbet samt hvilke overvejelser, der ligger bag vores verbale og nonverbale transskriptioner. Vi valgte at transskribere hele samtalens verbale udtryk, idet vi på denne måde mente bedre at kunne skabe os et overblik over samtalen. Her var båndoptageren en stor hjælp, idet det stort set var den, vi transskriberede udfra. Undtagelsen var, når vi var i tvivl om, hvad de sagde. Her gjorde vi så brug af selve videooptagelsen, for at blive være på det sagte. Da vi skulle transskribere de nonverbale udtryk, fungerede det således, at vi, efter at have udvalgt to sekvenser, satte den verbale transskription ind i et skema som nedenstående: Verbalt Nonverbalt Lene Nonverbalt Erik Hvem taler? Hvad siger de? Hvad gør Lene? Hvad gør Erik? Til dette skema knytter sig en læsevejledning: - BASIS henviser til udgangspositionen for de to personer - ØK betyder, at der bliver skabt øjenkontakt - a,b,c viser i det verbale hvor præcist Lene gør noget nonverbalt, hvis dette er relevant for forståelsen - 1,2,3 viser i det verbale hvor præcist Erik gør noget nonverbalt, hvis dette er relevant for forståelsen Herefter delte vi os i to, hvor hver minigruppe fik en sekvens, som de så skulle transskribere udfra det nonverbale. Vi satte os ned og så sekvensen igennem indtil flere gange, med fokus på det nonverbale, samtidig med at vi prøvede at bestemme, hvor i samtalen dette præcist foregik. Dette blev herefter skrevet rent og skrevet ind i et skema som ovenstående, som herefter blev brugt som hjælp til analyserne. 20

29 Teoriafsnit Efter at have belyst vores metodiske overvejelser i det empiriske afsnit, vil vi i dette afsnit redegøre for opgavens teoretiske grundlag. Vi har valgt at basere vores analyse på henholdsvis Carl Rogers samt Paul Ekman og Wallace V. Friesen. De to efterfølgende afsnit vil indeholde en lille præsentation af teoretikerne, hvorefter vi så nærmere beskriver deres respektive teorier. Carl Rogers Vi vil her præsentere Carl Rogers ( ), idet han er en fremtrædende person indenfor den interpersonelle kommunikation. Han er blevet introduceret for os igennem forelæsninger 5, hvor hans teori danner grundlag for nærmere undersøgelser af kommunikationen mellem hjælper og klient. Helle Alrø og Marianne Kristiansen er blevet inspireret af Rogers i deres arbejde med interpersonelle kommunikation, idet han opstiller nogle grundlæggende betingelser, som han mener skal være til stede, for at der kan ske en forandring eller en vækst ved klienten. Vi har valgt at præsentere Rogers ud fra primærlitteratur, her hovedsageligt en artikel i Harvard Educational Review The Core of Guidance fra 1962, hvor Rogers præsenterer de fundamentale betingelser for mødet/relationen. Samtidig har vi arbejdet med materiale fra Helle Alrø Supervision og M. Kristiansen og J. Bloch Poulsen Kærlig rummelighed i dialoger. Heri giver de et bud på en videreudvikling og en operationalisering af betingelserne. Som et nuanceret syn på Rogers, har vi arbejdet med Waldemar Rognes Carl Rogers, som giver et nuanceret billede af Rogers placering indenfor terapi og psykologi. Carl Rogers betragtes som en fremstående person indenfor den humanistiske psykologi i USA herunder for eksempel Maslow 6, der havde sit gennembrud i 1950 erne,. Indenfor denne psykologi er vægten lagt på menneskets selvaktualisering og selvoverskridelse med fokus på nogle emner såsom valg, ansvar og kreativitet. Rogers siger, at det er i kvaliteten af mødet, at vi skal finde mulighederne for vækst og forandring: ( ) the quality of the personal encounter is probably, in 5 Forelæsningen i Pædagogik og Læring, Kommunikations teori og analyse og i Individ, Roller og kommunikation. 6 Abraham Maslow ( ) er specielt kendt for motivationsteorien herunder Behovspyramiden 21

30 the long run, the element which determines the extent to which this is an experience which releases or promotes development and growth. (Rogers 1962: 195) Trods det at Rogers ikke har baseret sin teori på kommunikation i en hjælpersamtale, er der mange lighedspunkter. Vi mener, at det er muligt at overføre nogle af hans begreber på denne samtalesituation, som vores empiri handler om. Med vores fokus for øje er der helt klart nogle punkter, som er relevante for vores opfattelse af samtalen og de betingelser, der skal være til stede for at skabe en samtale med mulighed for udvikling eller vækst. Disse er empati, kongruens, positiv regard og aktiv lytning som er de basale værensmåder for en hjælper, der i samspil danner en atmosfære, som er ideel, for at klienten kan udvikle sig og blive sig selv bevidst. Vi tilslutter os mange af de synspunkter, som Rogers har på samtalen, og de kriterier der skal være opfyldt for at opnå forandringen. Vi er dog også opmærksomme på, at teorien ikke er fyldestgørende, 7 idet Rogers blandt andet ikke taler om betydningen af konteksten. Vi mener, at konteksten er en del af samtalen, som man ikke kan se bort fra. Vi mener at den har en stor betydning for forståelsen af perspektivet og indlevelsen i overensstemmelse med vores humanistiske forståelse. Konteksten anskueliggør hvordan, hvor og hvorfor kommunikationen foregår og bestemmer derfor kommunikationens konkrete funktion. Hvor lang tid går der, fra teksten produceres, til den modtages? Hvor befinder kommunikatorerne sig i forhold til hinanden? Hvordan er deres roller og relationer til hinanden? (Alrø,2001:21) Carl Rogers baggrund Carl Rogers er ophavsmanden til den klient-centrede terapi, som er kendetegnet ved en dyb eller stor respekt for mennesket. Samtidig vil han gerne understrege, at det er klientens evne til forståelse, indsigt og forandring, der er i centrum, og at det er klienten selv, der er kilden til hvilken retning samtalen skal gå. Den klient-centrede terapi har som udgangspunkt fokus på personen, og det problem som bliver præsenteret. Dette gør, at hjælperen har en anden funktion end tidligere i terapisessioner, hvor terapeuten kunne komme med råd, vejledning og fortolkninger. Med fokus på 7 Det er vi blandt andet blevet gjort opmærksomme på i forelæsningen med Marianne Kristiansen : Individ, roller og kommunikation. 22

31 personen skal hjælperen ikke komme med råd og vejledning, men gennem aktiv lytning, empati og samtale få personen til selv at finde ind til kernen og de ressourcer, der skal til for at løse op for problemet. Rogers mener, at det er gennem denne indre kerne, at vi mennesker finder grundlaget for udvikling og forandring, og at vi skal finde ind til denne kerne, før vi kan opleve vækst. Derudover har han den opfattelse, at vi mennesker er i besiddelse af en grundlæggende positiv og social natur, som er fremadskridende, rationel og realistisk, derforuden har mennesket evnen til at vælge og forandre sig selv.(rognes, 1979:11) Dette positive menneskesyn står i skarp kontrast til for eksempel Freud, som mener, at mennesket dybest set er irrationelt, og at det vil ødelægge sig selv, hvis ikke selvet bliver tæmmet. Rogers tager også afstand fra Behaviorismen, idet han mener, at mennesket kan blive opfattet, som om det har en mekanisk adfærd, og at mennesket på nogle punkter kan sidestilles med en kompliceret maskine.(rognes, 1979:13-14) Rogers bevæger sig en anelse over i eksistentialismen, idet han er af den opfattelse, at vi mennesker har en frihed til selv at vælge vores liv. Samtidig har han en mere essentiel tilgang til terapi, idet han mener, at mennesket indeholder en indre kerne, der afspejler, hvem vi er, og hvad vi bliver til. Rogers tager nogle begreber til sig fra begge retninger blandt andet vægten af nærhed til andre mennesker, individet og nutiden. Betingelserne for forandring. Den klient-centrede teori er baseret på årevis af terapisessioner, hvor han i mange situationer fandt ud af, at klienten selv ved bedst'. Han erfarede at terapi ofte lykkedes bedre, hvis han ikke gav råd, tolkede eller gav vejledning undervejs, men derimod lyttede og støttede klienten til selv at finde en løsning. Det var gennem disse observationer, at han fandt frem til, at parterne medbringer nogle nødvendige elementer, der danner grundlag for, at forholdet mellem hjælper og klient kan lykkedes. Rogers oplevede blandt andet, at det at lytte aktivt i sig selv var en meget vigtig funktion. Aktiv lytning kunne, når det blev praktiseret, føre en samhørighed med sig, som han mener giver relationen en ny dimension. Ved at lytte kan man give klienten følelsen af at blive hørt og 23

32 respekteret, denne følelse kan smitte af på samtalen og tilgangen til problemet. (Active listening, se fodnote 4) People who have been listened to in this new and special way become more emotionally mature, more open to their experiences, less defensive, more democratic, and less authoritarian. When people are listened to sensitively, they tend to listen to themselves with more care and to make clear exactly what they are feeling and thinking. 8 Formålet med den aktive lytning er, at det er vigtigt at møde klienten, der hvor klienten er og have det som udgangspunkt for samtalen. Rogers ser det at blive lyttet til som en udviklende oplevelse for personen selv. At lytte aktivt er også en del af relationen mellem hjælper og klient, som er med til at skabe de i følge Rogers ideelle betingelser for forandring. For at bidrage til kvaliteten af relationen mellem mennesker er der ifølge Rogers nogle betingelser, som kan være med til at få mødet til at lykkedes og derigennem skabe forandring og udvikling. Disse betingelser, som Rogers påpeger, er foruden aktiv lytning også kontakt, kongruens, empati, positiv accept, klientens behov for hjælp og hvordan at klienten oplever hjælperens empati, accept og kongruens. Det er ikke nødvendigvis til at observere disse betingelser, men man kan få nogle indikationer der tyder på, at betingelserne er til stede både verbalt og nonverbalt. Rogers mener, at når disse betingelser er til stede, vil klienten have mulighed for at få en større indsigt i sig selv og sit problem, og på baggrund af det kan klienten vokse. Det er ifølge Rogers en nødvendighed, at hjælperen bidrager til forholdet med kvaliteterne kongruens, empati og positiv accept for, at der kan ske forandring. Det er hjælperens personlighed, der har den største betydning og ikke de teknikker, der bliver brugt. 8 Artikel Active listening by Carl R. Rogers and Richard E. Farson Exerpt from Communicating in Business Today R.G. Newman, M.A. Danzinger, M. Cohen (eds) D.C. Heath & Company, 1987, set på den

33 Betingelserne Kontakt: Med kontakt menes, at der findes et fælles ståsted eller udgangspunkt for mødet. Hjælperen og klienten starter med at danne de rammer, der skal være til stede, og påvirke hvordan mødet vil forløbe, eller afklare hvad problemet helt konkret går ud på. Denne kontakt gør, at relationen mellem hjælper og klient etableres. Kongruens: At hjælperen er kongruent, viser sig ved, at hjælperen er den, han/hun udgiver sig for at være, ved at der er overensstemmelse mellem hjælperens oplevelser og bevidsthed, tanker og handlinger. Termen What you see, is what you get passer meget godt på, hvordan klienten gerne skal opfatte hjælperen. Det er vigtigt, for hvordan mødet udvikler sig, at der opstår tillid mellem hjælper og klient. Det er af stor vigtighed for hjælperen, at han/hun kender sig selv og sine grænser til bunds, for at hjælperen fremstår som en ægte person. Denne ægthed eller gennemsigtighed har stor betydning for, hvordan klienten vil åbne op for sit problem og sig selv. Hjælperen kan i nogle situationer, hvis det er relevant, give udtryk for sine egne følelser overfor klienten. Dermed kan klienten vise hjælperen, at han/hun også er et menneske, med alt hvad det indebærer (Rogers; 1962: ). Det kan være vigtigt, at hjælperen udviser overensstemmelse i sin indre - og ydre dialog, med det menes der, at tanker og handlinger skal stemme overens. På denne måde kan det eventuelt være med til at åbne op for klienten og skabe tillid til hjælperens ægthed. Empati: Her kommer indlevelsen ind i relationen eller mødet, med det menes der, at det er vigtigt, at hjælperen kan leve sig ind i klientens verden og derigennem stille nogle spørgsmål, som kan få klienten til at lede efter svaret i sig selv. Hjælperen skal dog kunne indleve sig i klientens verden og bevæge sig rundt, samtidig skal han/hun være forankret i sig selv. Denne forankring skal bevirke, at hjælperen er opmærksom på, at der stadig skal opretholdes en professionel distance, så empatien ikke bliver en identifikation. Her kan der for eksempel tales om, at hjælperen kan tage klientens perspektiv og samtidig bibeholde sit eget og derved gennem samtalen skifte mellem perspektiver. Denne indlevelse eller vekslen mellem perspektiver kan lede hjælperen hen til en større forståelse for klientens problem og for klienten selv uden at være dømmende overfor klienten. Hjælperen har gennem denne indlevelse mulighed for at blive opmærksom på noget i klienten, som klienten ikke selv er klar over, og derfor være med til at gøre det bevidst for klienten. Det er af stor vigtighed, at 25

34 hjælperen ikke analyserer og måler klientens indre verden efter sine egne værdier, men lader klientens perspektiv få plads til forandring og vækst. Gennem empati kan der skabes en form for samhørighed, og herigennem kan både klienten og hjælperen opnå en forandring i sig selv. Med det menes der, at det ikke nødvendigvis kun er klienten, der kan forandre og udvikle sig ved at se nye sider af en selv, men at hjælperen også vil kunne opleve noget lignende (Rogers, 1962:419). Begreberne aktiv lytning og empati kan være meget svære at adskille, idet de begge handler om at være lydhør og engageret. Positiv regard: Et af grundlagene for, at mennesket kan udvikle og forandre sig, er en betingelsesløs accept. Denne accept kan hjælperen give ved være en ikke dømmende part, som respekterer og betingelsesløst accepterer klienten. Klienten skal mødes med en varme, forståelse og respekt. Det handler grundlæggende om, at jo mere man accepterer sig selv, jo mere kan man forandre sig. Her kan hjælperen gennem sin accept og respekt tilskynde klienten til også at få en større accept af sig selv. It respects the other person as a separate individual, and does not possess him. It is a kind of liking which has strength, and which is not demanding. (Rogers, 1962: 420) Klientens behov for hjælp: Klienten kommer til hjælperen med et reelt problem, og i denne situation kan man sige, at klienten er inkongruent, idet at der er uoverensstemmelser i klienten i forhold til oplevelse og bevidsthed, hvilket kan gøre klienten sårbar. Hvordan klienten oplever hjælperens empati, positiv regard og kongruens.: Hjælperen kan gennem nogle afsluttende spørgsmål få en fornemmelse af, hvordan mødet er blevet opfattet af klienten. Det er vigtigt at klienten føler sig mødt, at der er blevet skabt en positiv relation og at klienten føler at have fået en større indsigt i sig selv. Det er kvaliteten af relationen eller mødet, det vil sige sammenspillet mellem disse betingelser, der har den afgørende betydning for, hvordan klienten føler sig mødt, og om betingelserne for udvikling er etableret. Tanker i forhold til Rogers Rogers udtaler sig om, at det ikke er alle mennesker, der kan udfylde den rolle, som hjælperen har i en samtale. Det er ikke nemt at tilegne sig disse evner som hjælper udfra den betragtning, at hjælperen skal være ægte og kongruent. Han mener, at det er en medfødt evne at kunne for 26

35 eksempel lytte uden at drage sig selv ind i det. At føle empati og indlevelse er også en evne, som vil være svær at tilegne sig, uden at virke som om man bruger en mekanisk spørgeteknik. Hans empatibegreb er også blevet kaldt for at Wooden Technique of pseudo-understanding, som går ud på, at hjælperen bare gentager, hvad klienten siger (også kaldt papegøjesprog) og på den måde kamuflere en ikke-empatisk relation.(rogers, 1962:420) og (Rognes,1979: 53-57) Idet hans teori er baseret på mange observationer af andre terapeuter, sine egne oplevelser med klienter og hans fænomenologiske tilgang til relationer, er det svært at lave videnskabelige undersøgelser, af hvad der præcis sker i disse relationer. Hans observationer af relationerne er blevet omtalt, som om de kun er brugbare på personer med meget lette problemer og ikke møntet på personer med svære problemer. Her er det til hans fordel, at han har arbejdet med schizofrene, alkoholikere og kriminelle, som jo må siges at have nogle svære problemer. Hans arbejde med disse klienter har alle givet nogle resultater, som ikke kan defineres på anden måde end som værende succesfyldte.(rognes 1979: 53-57) Ekman og Friesen I vores projekt har vi valgt at inddrage teori opstillet af de to teoretikere Paul Ekman og Wallace V. Friesen til at analysere på de nonverbale træk ved vores fokuspersoner i vores videoobservation. Inddragelsen af disse to teoretikere har til formål at hjælpe os med at besvare vores andet hjælpespørgsmål, som går på, hvordan rammerne for forandring etableres i vores case. Ekman og Friesen mener, at der er fem kategorier indenfor nonverbal kommunikation. Disse er; emblemer, illustratorer, regulatorer, adaptorer og affektive tilstande, og de vil alle blive beskrevet nærmere i det følgende. Emblemer Ekman og Friesen bruger udtrykket emblemer (Ekman & Friesen, 1969; 63-68) om de nonverbale træk, der har en direkte verbal oversættelse, eller en ordbogsdefinition, som normalt består af et ord eller to eller måske en hel frase. Emblemer er derfor arbitrære, da de som sagt direkte kan oversættes til ord samt nogle gange helt erstatte dem. Et eksempel herpå kunne være en rysten på hovedet, der i vores kultur betyder nej. Denne verbale definition eller oversættelse af emblemet er 27

36 godt kendt af alle medlemmer i en gruppe, en klasse eller endda en kultur. Dermed kan de samme emblemer også variere fra kultur til kultur altså betyde noget stik modsat. Et andet kendetegn ved emblemer er, at de næsten altid er bevidste. Dvs. at man ved, hvornår man bruger dem, men der er dog undtagelser. Ekman og Friesen påpeger, at emblemets værdi afhænger af den fælles afkodning og den mening, de involverede i situationen danner sig. Emblemer forekommer oftest, hvor verbal kommunikation ikke er muligt pga. fx: larm, andre omstændigheder (fx en fodboldkamp), afstand (fx mellem jægere), ved aftale (fx i skuespil eller ordsprogslege), eller ved organisk skade (fx en døvstum). I sådanne tilfælde bærer emblemerne størstedelen af de informationer, som normalt ville være blevet udtrykt gennem tale. Emblemer er også de nemmeste at forstå af de nonverbale træk. Dette betyder, at de er dem, der giver mindst personlig information, idet de er intenderede og bliver derfor brugt med en større forsigtighed og årvågenhed end nogle af de andre nonverbale træk. Illustratorer Disse er kropslige udtryk, som er direkte forbundet med den verbale kommunikation. De har til formål at, som navnet også antyder, illustrere, hvad der bliver sagt rent verbalt. Der eksisterer seks typer illustratorer (Ekman & Friesen, 1969; 68-70). Disse er batons, ideografer, deiktiske bevægelser, spatiale bevægelser, kinetograf og pictograf. Illustratorer er ret lig emblemer, hvad angår både at være vidende om brugen af dem samt intentionen med dem. Personen, som bruger en illustrator, er måske mindre opmærksom på, hvad han gør, og hans brug af dem er måske en smule mindre intenderet. De er desuden også socialt indlært. Primært gennem imitation til barnet fra dem han/hun ønsker at identificere sig med eller efterligne. De ledsager og er tæt forbundet med talen og det verbale indhold. Regulatorer Disse træk (Ekman & Friesen, 1969; 82-84) regulerer og vedligeholder flowet i en samtale. De fortæller taleren, at vedkommende enten skal; fortsætte, gentage, skynde sig, blive mere interessant, mindre slibrig, give en anden chancen for at snakke, osv. Regulatorer er altså relateret til samtalens flow og dens hastighed i forhold til udvekslingen. De kan også fortælle lytteren, at vedkommende skal; høre godt efter, vente et minut eller to, tale, osv. Regulatorer er, ligesom illustratorer, tæt forbundet med samtalen, mens illustratorerne konkret er sammenflettet med moment to moment variationer i talen, er regulatorerne i stedet relateret til samtaleflowet. Den mest 28

37 almindelige regulator er hovednikken, der svarer til mm-hmm. Andre regulatorer inkluderer øjenkontakt, små fremadrettede bevægelser, små attitudeskift, øjenbrynsløft samt en hel masse andre små nonverbale træk. Regulatorer ligger i periferien af vores bevidsthed; en person kan udføre en regulativ handling uden at ane, at vedkommende udfører den. Men hvis vedkommende så bliver spurgt, kan denne sagtens huske og gentage denne handling. Ligeledes er den anden interaktant yderst følsom overfor regulatorerne, hvis disse bliver fjernet. Modsat så vil personen knap nok lægge mærke til dem, hvis de konstant er til stede. Regulatorer er ikke ligeså intentionelle som fx emblemer og illustratorer. Mennesker udfører dem ikke med vilje for at styre kommunikationssystemet. De er som regel ikke bevidste men snarere ufrivillige og overlærte vaner. Eksempler på regulatorer er for eksempel: nik, gestik, ændring af blikretning, ændring af kropsholdning, pauser, intonation og så videre. De bærer altså ikke indhold, men de er rettet mod udvekslingen. De er interaktivt informerende via tilbagekanalisering og turtagning. Adaptorer Disse er den kategori af nonverbal kommunikation, som vi finder sværest at definere, idet de udsender megen personlig information, men ikke modtager megen feedback fra de øvrige interaktanter, netop på grund af deres grad af personlig information. Samtidig er denne kategori meget ofte ubevidst, hvorfor interaktanterne ikke selv er klar over brugen af dem. Dette gør endvidere fortolkningen af dem sværere og mere kompliceret. Der findes tre typer af adaptorer (Ekman og Friesen, 1969; 84-92): 1. Selv adaptorer: Disse er lært for at håndtere mange forskellige problemer og behov: Lette eller blokere for sanseinput høre, se, lugte, smage, røre. Udføre spise eller udtømningsfunktioner. Udføre autoerotisk aktivitet. Pleje, rense eller ændre ansigtet og kroppen, så den er attraktiv. Lette eller blokere lyd og tale. 29

38 De fleste af disse selvadaptorer er lært gennem barnetræningsøvelserne og derved gennem forældrene og er formet igennem socialiseringsprocessen. Det vil altså sige, at de er vanemæssige og tidligt indlært, og kun et fragment af den oprindelige selvadaptor vises. Eksempler på selvadaptorer er blandt andet at røre ved sig selv klø, kradse, bide, kærtegne sig selv og så videre. Man kan hermed også sige, at selvadaptorerne ikke har nogen relation til talen, men udelukkende giver oplysninger om personen selv. 2. Andre adaptorer: Disse oprinder fra tidlig prototypisk interpersonel kontakt og de inkluderer bevægelser nødvendige for at: Give/tage fra andre personer Angribe eller afværge angreb fra andre Skabe intimitet eller flugt Flirt Skabe en seksuel relation Ligesom selvadaptorerne så vises disse nødvendigvis ikke i total eller komplet facon, når de optræder i en voksen-samtale, selvom det dog godt kan være tilfældet i mindre offentlige settings eller i mere pressede eller intime samtaler. Eksempler herpå kunne være at sparke, røre, kysse, bide den anden, vride hænder (flugt). Andre adaptorer er kendetegnet ved, at der sker et skift i hele kropsholdningen/positionen, og så er en spatial distance er typisk. Det hele sker som regel ubevidst og er derfor ikke intentionel. Og ligesom med selvadaptorerne, er det utroligt svært og vanskeligt at fortolke på sådanne. 3. Objekt adaptorer: Den sidste form af disse adaptorer er objektadaptorerne, som er en bevægelse oprindelig lært i udførelsen af noget instrumentelt, såsom at køre en bil, ryge en smøg, håndteringen af værktøj og så videre. Disse er oftere bevidste og intenderede og mindre tabulagte end de øvrige. Eksempler på disse er for eksempel at røre ved blyanter, kridt, nøgler og så videre. Også her er tolkningen meget svær, idet det kun er fragmenter, der vises. Affektive tilstande Disse ses primært i ansigtet og hænger sammen med, hvordan en person vil håndtere den i ansigtet viste følelse. Dog er nogle ansigtsbevægelser, såsom mundbevægelser som opstår på grund af snak, bid i læben og lukning af øje, bedre at kategorisere som adaptorer. Nogle kropsbevægelser kan dog 30

39 også betegnes under denne kategori, og disse er blandt andet forskrækkelse og, måske, skælven eller rysten. Men generelt optræder kropsbevægelser som reaktion på affekter og er relevante i forhold til, hvordan personen vil klare den i ansigtet viste affekt; de er altså en opførselskonsekvens af affekten, frem for en visning af affekten selv. Ekman og Friesen opstiller seks universelle følelser (Ekman & Friesen, 1969; 70-81), altså de primære affekter, og disse er: glæde, overraskelse, frygt, sorg, vrede og lede. Disse kommer til udtryk på følgende måde: A) Vrede: Mund lukket - lodrette rynker i panden - sænkede øjenbryn. B) Overraskelse: Åben mund - øjenbryn hævet kinder - mund. C) Lede: Skubbe tungen ud - sænkede og sammentrukne øjenbryn. D) Frygt: Løftede øjenbryn - opspilede øjne - åben mund. E) Glæde: Mundvige op - sammenknebne øjne. F) Sorg: Mundvige nedad - rynker omkring pande - øjenbryn. De affektive tilstande vil vi bruge til at se, hvordan interaktanternes verbale udsagn hænger sammen med deres nonverbale udtryk, samt til at se på, hvorvidt den følelse, de viser i ansigtet, efter vores tolkning, er i overensstemmelse med det, som affektvisningen er en reaktion på. Endvidere vil vi under denne kategori også tolke, hvorvidt der er kongruens mellem de verbale og de nonverbale niveauer. 31

40 Analyseramme I det foregående kapitel har vi præsenteret Rogers teori om interpersonel kommunikation samt Ekman og Friesens begrebsdannelse indenfor nonverbal kommunikation. Dermed har vi etableret en teoretisk baggrund for analysen. I det næste kapitel vil vi belyse, hvordan teorierne bruges i praksis, og vi har derfor opstillet en analyseramme som skal belyse hvad kommunikationsanalysen kan svare på og derefter beskrive de redskaber vi har, til brug for analysen. Hvad kan kommunikationsanalysen svare på? I det følgende vil vi belyse, hvad vi forstår ved en kommunikationsanalyse. I Helle Alrøs kursus i kommunikationsteori er vi blevet præsenteret for en forståelse af interpersonel kommunikation ud fra en isbjergmetafor. Samtalen betragtes som et isbjerg, der er karakteriseret ved, at kun cirka 10 procent er synlig. Det kaldes det manifeste plan og omfatter det, der kan iagttages direkte i samtalen. Under overfladen findes det latente plan, som har to niveauer: det usagte og førbevidste og det ubevidste og usigelige. Det usagte er det, der kan læses mellem linierne, og som kan fremanalyseres ved hjælp af kommunikationsanalysen. 9 Det ubevidste niveau ligger uden for rammerne af denne analyse. For at begribe, hvad der sker på dette niveau, må vi for eksempel inddrage psykoanalyse, hvilket ligger uden for vores kompetencer. Vi placerer overordnet vores analysemetode indenfor feltet sprogbrugsanalyse, der udspringer af de lingvistiske grene; semiotik og pragmatik. Begge videnskaber forsøger at forklare, hvordan betydning og mening opstår og udveksles via kommunikation mellem mennesker. Helle Alrø og Marianne Kristiansen fremhæver i den forbindelse: ( ) at betydningsdannelsen studeres i samspillet mellem sproget, dem der bruger sproget, og den kontekst hvori sproget bruges. (Alrø og Kristiansen, 2001: 29) Både semiotikken og pragmatikken arbejder med forholdet mellem kommunikationens sproglige udtryk, den indholdsmæssige betydning og kommunikationens kontekst. I vores analyse vil vi 9 Isbjergmetaforen finder vi blandt andet beskrevet i Alrø og Kristiansen, 1998:

41 veksle mellem en semiotisk tilgang, hvor vi fokuserer på sprogsystemet, og ud fra pragmatikken, hvor vi undersøger kommunikatorernes sprogbrug. Forståelsen af kommunikationsanalysens funktion kan illustreres i en kommunikationsmodel, som denne: Den giver os et overblik over analysens enkelte elementer og kan med Alrø og Kristiansens ord hjælpe os med at organisere vore iagttagelser af den aktuelle kommunikationssituation. (Alrø og Kristiansen, 2001; 19) Modellen er hentet fra Alrø og Kristiansens bog Supervision som dialogisk læreproces (Alrø & Kristiansen, 1998; 179). Den bygger på en forståelse af interpersonel kommunikation som en cirkulær proces, hvor deltagerne producerer indhold i fællesskab. Indholdet er lig med selve samtalen, som figurerer i midten af kommunikationsmodellen. I kommunikationsanalysen er samtalen repræsenteret i form af båndene med videooptagelserne. I modellens midte finder vi også to grundlæggende forudsætninger for samtalen. Den ene er det fælles sprog, som giver kommunikatorerne mulighed for at forstå hinandens verbale og nonverbale ytringer. Den anden forudsætning kaldes kontakt, og har to sider: Kommunikatorerne må have fysisk kontakt via luft, lys og lyd i samtalerummet, og der må være en psykisk kontakt mellem dem. 10 Disse basale forudsætninger er til stede i kommunikationen og vil ikke blive gjort til genstand for analyse. Det vi finder mest interessant ved kommunikationsmodellen, er, at den illustrerer, hvordan Konteksten ligger som en ramme om hele kommunikationssituationen. For at 10 Begrebet kontakt er i betydningen psykisk kontakt én af Rogers 6 nødvendige betingelser i hjælpersamtaler 33