Indholdsfortegnelse. Et partis livskraft beror på dets evne til at optage og tilegne sig nyt. Viggo Hørup

Transkript

1 Et partis livskraft beror på dets evne til at optage og tilegne sig nyt. Viggo Hørup Indholdsfortegnelse 1 Indledning Fremvæksten af det moderne demokrati Den borgerlige offentligheds form og indhold Principper for en rationel debat Habermas og Internet Borgerens mulighed for deltagelse Oligarkiets jernlov Socialdemokratiet i cyberspace Hjemmesidens struktur og indhold Information versus identitet Identitetssite Interaktion Høfligt design Grices maksimer for en høflig kommunikation Information i højsædet Konklusion Underskrift og dato Bibliografi Indholdsfortegnelse Side 1

2 1 Indledning Der findes mange forskellige holdninger til, hvad demokrati er, og ingen af dem er mere rigtige end andre. I Danmark vil mange nok mene, at det ikke er særlig "demokratisk", at George W. Bush, jr. blev valgt som præsident, selvom modkandidaten Al Gore fik flere stemmer end ham. Ligesom en nordmand vil synes, at det er forkert, at den danske statsminister kan udskrive folketingsvalg efter sit eget forgodtbefindende. Lige siden vi fik vores Grundlov i 1849, har vi haft politiske partier i Danmark. Selvom Grundloven egentlig ikke tillader dem, så kunne vi ikke forestille os, at de ikke var der; de udgør en af hovedhjørnestenene i det danske folkestyre. Partiernes funktion har ikke ændret sig synderligt i de sidste 150 år, men det har deres rolle i demokratiet. Frem til midten af det 20. århundrede var der fire store partier, som repræsenterede hver deres socioøkonomiske segment i befolkningen. Venstre var for landmænd, Socialdemokratiet for arbejdere osv. Denne opdeling holder ikke længere. Vi stemmer efter værdier, ikke efter socialklasser. Det betyder, at partierne ikke længere repræsenterer bestemte samfundsgrupper, men derimod nogle værdisæt. Partiernes rolle i et moderne demokrati er ikke enøjet at arbejde for at bedre en bestemt samfundsklasses forhold, men derimod at arbejde for nogle værdier, som deles af vælgere i flere samfundsklasser. Det betyder, at et parti skal kunne legitimere sin politik overfor dets vælgere. En arbejder stemmer ikke partout på Socialdemokratiet, men kan sagtens finde på at stemme på en konservativ, hvis hun mener, at det parti passer bedre sammen med hendes holdninger og værdier. Derfor bliver dialogen og kommunikationen mellem parti og vælgere essentiel for partiet - og for demokratiet som sådan. Denne opgave tager netop udgangspunkt i dette forhold. Med afsæt i en analyse af den demokratiske teoris historie samt Jürgen Habermas teorier om den borgerlige offentlighed, vil en række krav til det moderne parti blive formuleret. Analysen er særlig lagt an på Socialdemokratiet, og vil dermed se på, hvilke opgaver og pligter Socialdemokratiet som det største parti i Danmark har - specielt i forhold til vælgerne. Denne analyse bruges til at undersøge, hvordan partiet udfører sin rolle som "informator" med særligt henblik på dets hjemmeside. Hvis partiet skal kunne legitimere sin politik blandt vælgerne, må det først og fremmest informere om dets politik. Partiet har to hensyn at tage, når det handler om kommunikationen. For det første skal det fortælle, hvad det mener og hvorfor, og for det andet, skal dette budskab kommunikeres ud, så den størst mulige del af publikum forstår det og samtidig støtter såvel holdning som handling. Det er altså ikke nok, at partiet mener og gør det rigtige - vælgerbefolkningen skal også være enige i partiets dispositioner. Internettet giver enestående muligheder for netop at give den "almindelige vælger" den slags informationer. Derfor er det interessant at se på, hvordan Socialdemokratiet vælger at udnytte de muligheder, cyberspace giver det moderne parti. Bruger partiet nettet til at give vælgeren netop de informationer, hun har behov for og ønsker - eller er der lagt en anden strategi? Indledning Side 2

3 2 Fremvæksten af det moderne demokrati Den tyske filosof og sociolog, Jürgen Habermas (f. 1929), har i sin bog Strukturwandel der Öffentlichkeit. Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft undersøgt, hvorledes ideen om en "borgerlig offentlighed" med en "offentlig mening", der kunne fungere som legitimeringsgrundlag for statens beslutninger og handlinger, blev udviklet sideløbende med den borgerlige klasses fremvækst i England, Frankrig og Tyskland i løbet af tallet, og hvordan den siden har mistet sin legitimeringskraft. Er Internettet redskabet, vi kan bruge til at få skabt et nyt legitimt grundlag for den offentlige myndigheds udøvelse af magt, eller med andre ord, et nyt demokrati? Og i så fald, hvilke krav stiller det til demokratiet, samfundet, borgerne og især til magthaverne? I det feudale Europa var magten koncentreret hierarkisk omkring kongen (som var staten), adelen, herremanden osv. Habermas kalder de feudale magthavere for repræsentativ offentlighed; kongen og hoffet repræsenterede landet og magten, ikke i en stedfortræderbetydning - de var landet og magten. Således kan de store fester og parader, som altid foregik i fuld offentlighed, ses som forestillinger ikke for folket, men foran folket, som udstillinger af magthavernes herredømme. 1 Under den feudale samfundsformation eksisterede der naturligvis handel med varer, men der var ikke tale om kapitalisme i moderne forstand, idet laugene udøvede streng kontrol med handelen. Det var først fra og med det 13. århundrede, at der fra de norditalienske byer bredte sig en egentlig handels- og finanskapitalisme over Vest- og Nordeuropa. Denne kapitalisme indeholdt elementer til en ny samfundsordning, men integreredes i begyndelsen uden de store vanskeligheder i det feudale magthierarki. Men i denne tidlige kapitalisme finder vi allerede de elementer, som danner grundlag for opløsningen af det feudale samfund og for fremvæksten af det borgerlige kapitalistiske samfund: Vare- og nyhedssamkvemmet, som skyldes den tidligkapitalistiske fjernhandel. 2 Omtrent samtidig med at de første børser opstod (den første var Amsterdam, 1531) etableredes fast kontakt og kommunikation i form af institutionaliseret post og presse. I begyndelsen var pressen ikke offentlig, men fungerede som et informationssystem internt mellem købmændene; det var først i slutningen af 1600-talet, at der blev tale om offentlig presse - og dermed i streng forstand om presse. Indtil da kunne det nye kapitalistiske system fungere sideløbende med det feudale system. 3 Som konsekvens af den stadigt øgende internationale handel voksede et statsligt bureaukrati frem, som bygger på finansforvaltning (forvaltning af skatter). Denne statslige myndighed kalder Habermas sfæren for den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed, der gav sig udtryk i en permanent forvaltning og en stående hær, fungerede derigennem som et modstykke til den permanente kontakt i vare- og nyhedssamkvemmet. 4 De privatfolk, som ikke besad embede i det statslige bureaukrati, var udelukkede fra deltagelse i den offentlige myndighedsudøvelse. Det offentlige blev derfor synonymt med staten, som også kan kaldes "politi" efter det græske politeia: Statsforvaltning. Privatfolk, som altså var underordnet statens politi, kaldtes publikum, 1 Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit - Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft, s. 60f. 2 Ibid, s Ibid, s. 70f. 4 Ibid, s. 74. Konklusion Side 3

4 hvilket på latin betyder offentlig. Der var altså tale om en statslig offentlig myndighed og en privat offentlighed. I den private offentlighed udskilte sig efterhånden en gruppe af selvstændige ejendomsbesiddende borgere, den borgerlige offentlighed, som gjorde krav på at besidde en "offentlig mening". Den borgerlige offentlighed voksede frem, fordi de økonomiske betingelser for virksomheden lå uden for den enkelte husholdnings [økonomi kommer af det græske oikos, hus. Oikonomia betyder husholdning] grænser. Den private sfære fik med andre ord for første gang almen interesse. Og derfor fik de ejendomsbesiddende borgere stadig større interesse i at få indflydelse på den offentlige myndighed. 5 Udviklingen af den anden side af den tidlige kapitalistiske samkvemsorden, pressen, tog fart omkring midten af 1600-tallet, hvor de såkaldte politiske aviser begyndte at udkomme først ugentligt og snart dagligt. Aviserne havde til dels nyheder om handel, men de fleste af disse blev stadig udvekslet i de håndskrevne aviser internt mellem købmændene. Ellers bestod de af udlandsnyheder, hofnyheder og historier om mirakelkure, skybrud, mord osv. Snart fik den offentlige myndighed øje for muligheden for at bekendtgøre befalinger og forordninger, og det var først da, at den offentlige myndigheds adressater egentlig blev til "publikum". Indenfor dette publikum var de "dannede stænder" de egentlige adressater. De udgjordes af det lag af "borgerlige", som bestod af embedsmænd, især jurister, og af læger, præster, officerer og lærde. 6 Desuden var kapitalisterne, i form af handelsfolk, bankejere, forlæggere og manufakturejere en del af den borgerlige gruppe. 7 Det er disse mennesker, der begyndte at betragte sig selv og hinanden som publikum i den borgerlige offentlighed. De havde fælles interesse i, at den offentlige myndighed foretog dispositioner, der skabte bedst mulige betingelser for at markedet kunne udfolde sig frit, samtidig med at samfundet hævede det, der angik reproduktion af livet, op til et spørgsmål af offentlig interesse. Var der mangel på mad, var det den offentlige myndigheds opgave at finde en løsning. Overfor en sådan offentlig myndighed opstod nu en ræsonnerende kritisk offentlighed, den borgerlige offentlighed. Denne offentlighed udspandt sig i to fora. For det første i diskussioner i de fremspirende kaffehuse og i de borgerlige hjems saloner og stuer og for det andet i pressen. Den borgerlige gruppe var fra begyndelsen et læsepublikum, som diskuterede livets problemstillinger i saloner og offentliggjorde litterær kritik i tidsskrifter. Efterhånden som diskussionerne antog politisk karakter, gjorde artikler i aviser og tidsskrifter det også. For at have kontrol med, hvad der foregik, indførte kongerne rundt omkring i Europa censur fra begyndelsen af 1700-tallet. I dette spændingsfelt udviklede den borgerlige offentligheds selvforståelse som den rationelle offentlige mening sig. Den borgerlige offentlighed udgjorde i den borgerlige offentligheds selvforståelse et forum, hvor rigets interne og eksterne problemstillinger diskuteredes fordomsfrit og rationelt af ligemænd uden særinteresser, hvor meninger blev brudt for til sidst at udkrystallisere sig som rationelle løsninger på problemerne, løsninger der havde opnået konsensus i offentlig- 5 Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit - Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft, s Ibid, s. 79ff. 7 Begrebet borgerlig er i denne betydning defineret negativt som dem, der ikke var adelige, bønder eller af lavere bystand (det, der siden blev til arbejderklassen). Også præsten på landet og forvalteren på det fyrstelige slot var borgere i denne betydning. Se Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit - Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft, s. 81. Fremvæksten af det moderne demokrati Side 4

5 heden. De rationelle løsninger betød, i den borgerlige offentligheds selvforståelse, at den offentlige myndighed var tvunget til at finde sin legitimering i den offentlige mening Den borgerlige offentligheds form og indhold Den borgerlige offentlighed udviklede først i anden omgang en politisk offentlighed. Først voksede en litterær offentlighed frem, der kan betragtes som en udvidelse af den nye kernefamilies 9 intimsfære, hvor privatfolk (mænd og siden også kvinder) i en art selvoplysningsproces behandlede erfaringer fra kernefamiliens privathed litterært og diskuterede dem. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at den anden nye specifikt borgerlige videnskab, som opstod i 1700-tallet, udover den politiske økonomi, var psykologien. Den litterære (kulturelle) offentlighed byggede på, at kunsten antog varekarakter, blev til salg for et alment publikum. Den fandt sted i de læsesale, teatre, museer og koncertsale, som blev offentligt tilgængelige, og i de "salons", "Tischgesellschaften" og "coffeehouses" som i løbet af 1600-tallet skød op i de engelske, franske og tyske byer. I disse offentlige rum udviklede de borgerlige intellektuelle hoffets traditionelle selskabelige konversation til offentlig kritik, hvor idealet var, at argumentets autoritet hersker Principper for en rationel debat I de litterære offentligheder udvikledes tre af de principper, som blev så centrale for den politiske offentlighed og som den dag i dag ofte betragtes som ideale principper for en rationel debat. For det første: Alle mennesker kan udtale sig med lige god ret om det "blot menneskelige". Derfor fører kravet om argumentets autoritet til, at al status skal falde bort. Folk skal ikke være lige, men i diskussionen skal de se bort fra rangforskelle, ligesom økonomiske afhængighedsforhold bør være uvirksomme. For det andet kravet om, at alt principielt står til rationel debat. Og for det tredje at publikum principielt er uafsluttet. Der er altid andre i andre dele (andre kaffehuse) af det store borgerlige publikum, som muligvis kan bidrage med mere rationelle argumenter. 11 Den politiske offentlighed udviklede sig på baggrund af den selvforståelse, det borgerlige publikum havde udviklet i den litterære offentlighed. Der havde længe i Europa været kritik af de enevældige kongers magt, men med den politiske offentlighed voksede et alternativ til kongens herredømme over det umyndige folk frem. Det rationelle ræsonnement: ihrer Idee nach verlangt eine aus der Kraft des besseren Arguments geborene öffentliche Meinung jene moralisch prätentiöse Rationalität, die das Rechte und das Richtige in einem zu treffen sucht Ibid, s. 81ff. 9 Kernefamilien opstod sammen med den kapitalistiske samfundsformation. Dieser [kernefamilien] ist der Ort einer psychologischen Emanzipation, die der politisch-ökonomischen entspricht. Obschon die Sphäre des Familienkreises sich selbst als unabhängig, als von allen gesellschaftlichen Bezügen losgelöst, als Bereich der reinen Menschlichkeit wahrhaben möchte, steht sie mit der Sphäre der Arbeit und des Wahrenverkehrs in einem Verhältnis der Abhängigkeit noch das Bewußtsein der Unabhängigkeit läßt sich aus der tatsächlichen Abhängigkeit jenes intimen Bereichs von dem privaten des Marktes begreifen. Se Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit - Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft, s Ibid, s. 86ff. 11 Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit - Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft, s. 95ff. 12 Ibid, s. 119f. Fremvæksten af det moderne demokrati Side 5

6 På baggrund af dette retfærdige og rigtige resultat af argumenternes kamp kan legitime beslutninger om, hvad der er legalt, træffes. I den politiske kamp, der efterhånden tog fart i de store europæiske lande, for at den borgerlige offentligheds offentlige mening skulle komme til at fungere som legitimeringsgrundlag for den offentlige myndigheds beslutninger, spillede pressen en væsentlig rolle. I England etablerede pressen sig som kritisk organ for den politiske offentlighed - især med tidsskriftet Craftsman (1735). Fra da af blev kravet om offentlighed i myndighedsudøvelsen et stadig stærkere krav: Parlamentsforhandlinger og -debat, politiske intriger, statens forvaltning osv. blev efterhånden beskrevet og kritiseret i pressen. England oplevede aldrig en borgerlig revolution som Frankrig og Tyskland, men gennemgik en langsom bevægelse frem mod, at parlamentet blev hjemsted for den politiske offentligheds diskussioner. Ved overgangen til det 19. århundrede var det politiske ræsonnement organiseret i så udstrakt grad, at den politiske offentlighed var parlamentets delegeredes officielle diskussionspartner. Både i Frankrig og Tyskland skulle man igennem en periode med streng censur af pressen og voldelige revolutioner, før en lignende status var opnået. Efter disse udviklinger og revolutioner står vi tilbage med et samfund med parlamentarisk regeringsform, hvor offentligheden spiller en central rolle. Franskmanden G. Guizot formulerer i 1851 den ideale offentlige menings herredømme: C'est le plus le caractère du système qui n'admet nulle part la légitimité du pouvoir absolu d'obliger tous les citoyens à chercher sans cesse, et dans chaque occasion, la vérité, la raison, la justice, qui doivent régler le pouvoir de fait. C'est ce que fait le système représentatif: 1. par la discussion qui oblige les pouvoirs à chercher en commun la vérité; 2. par la publicité qui met les pouvoirs occupés de cette recherche sous les yeux des citoyens; 3. par la liberté de la presse qui provoque les citoyens euxmêmes à chercher la vérité et à la dire au pouvoir. 13 Den borgerlige offentlighed hentede altså sin legitimering i, at de, der var medlem af borgerskabet og derfor havde position og evner til at deltage i den offentlige diskussion, også havde reel adgang til det. Den offentlige mening var en mening, der var konsensus om, og som var rationel. Den borgerlige offentlighed kunne altså fungere som legitimering af, hvad og hvordan det var legalt at dele. 2.3 Habermas og Internet Når Habermas teorier er interessante i en analyse af, hvordan politik medieres via Internet, skyldes det især, at idealerne for en fri og demokratisk debat ikke har ændret sig synderligt siden 1700-tallets saloner. Nutidens magthavere - politikerne - skal stadig legitimere deres magtudøvelse i folket. Det betyder, at vælgerne skal have position og evner til at deltage i den offentlige diskussion samt have reel adgang til det, jf. ovenfor. Det er altså nødvendigt at etablere et rationelt tillidsforhold mellem politikere og vælgere. I 1700-tallet hyldede man den rationelle konsensus, der var opnået gennem en fri og åben debat mellem ligemænd. 13 G. Guizot: Histoire des origines du gouvernement representatif en Europe. Bruxelles, 1851, II, s. 10f. Citeret efter Habermas, Jürgen: Strukturwandel der Öffentlichkeit - Untersuchungen zu einer Kategorie der bürgerlichen Gesellschaft,, s Fremvæksten af det moderne demokrati Side 6

7 Ofte bliver politikerne beskyldt for at være den indirekte årsag til den såkaldte "politikerlede". Der er færre og færre medlemmer af de politiske partier; når der dukker 20 mennesker op til et politisk debatmøde, er det en "succes", og det bliver sværere og sværere at finde egnede kandidater, fx ved lokalvalgene. Samtidig har udbredelsen af medierne gjort det langt lettere for vælgeren at fravælge at beskæftige sig med de politiske problemer. Hvor det i 1700-tallet var grundlæggende ting som fordelingen af mad, vand, tøj osv., der blev diskuteret, handler politik i dag om mere abstrakte og "virkelighedsfjerne" emner. Ikke at de er mindre relevante, det kræver blot et engagement ud over sin egen tilværelse. Der er således opstået en ny "borgerlig offentlighed" i det post-kapitalistiske videnssamfund. Videnssamfundet er strukturelt set ikke væsensforskelligt fra det industrisamfund, som det afløste. I modsætning til overgangen fra landbrugs- til industrisamfund, har overgangen fra industri- til videnssamfund ikke betydet en voldsom ændring i måden, vi har indrettet samfundet på. Selvom man taler om en "revolution" har der ikke været tale om en decideret omvæltning af samfundet. Det er således stadig det repræsentative demokrati, der er styreformen i såvel Danmark som i resten af den vestlige verden. Alligevel betyder opbygningen af et kapitalistisk samfund baseret på viden som handelsvare, at samfundsstrukturerne må ændres. Selvom der også findes "klasser" i marxistisk forstand i videnssamfundet, er det ikke klassekampen, der står i højsædet. Kampen kommer til at stå mellem dem, der har adgang til informationerne, og de, der ikke har adgang. Fremtidens fordelingspolitik kommer dermed - sat på spidsen - til at handle om, at man fra politisk hold tager stilling til, hvem der skal have adgang til hvilke informationer - og på hvilken måde. Videnssamfundets "borgerlige offentlighed" har altså adgang til de informationer, der er nødvendige for at træffe rationelle beslutninger. For at Habermas idealer (se ovenfor) er opnået, må borgeren desuden have evnerne og positionen samt mulighed for at deltage i debatten. Her er det især muligheden, der er interessant. 2.4 Borgerens mulighed for deltagelse For at forstå hvilke muligheder en borger har for at deltage i den demokratiske debat, er det nødvendigt at have et vist kendskab til den demokratiske teoris historie. Demokratiets grundlag er en lige og fair kommunikation mellem magthavere og borgere. For at realisere dette ideal, er det vigtigt, at der eksisterer en række velfungerende kanaler, hvorigennem borgernes krav og behov kan kommunikeres op til de styrende niveauer i samfundet. Den mest velkendte af disse kanaler benævnes den elektorale kanal. Denne kanal, som i et repræsentativt demokrati manifesteres gennem tilbagevendende valg, er selvsagt det repræsentative demokratis ultimative artikulation. I takt med det 19. århundredes borgerlige samfunds kompleksitet blev forøget som følge af den fremadskridende modernisering, skabtes et behov for at finde andre måder, hvorpå befolkningernes krav og behov kunne kommunikeres op til det politiske niveau. Det åbnede vejen for en anden kommunikationskanal, nemlig den korporative kanal. Denne udvikling skyldtes, at den elektorale kanal ikke sikrede en tilstrækkelig effektiv interessevaretagelse for de forskellige sam- Fremvæksten af det moderne demokrati Side 7

8 fundsinteresser - bønder, arbejdere, håndværkere, osv. - som efterhånden organiserede sig og stillede krav om at blive hørt i de fora, hvor de politiske beslutninger blev taget. I dag har begge disse kanaler fortsat stor betydning. Den elektorale kanal vedbliver at være ethvert repræsentativt demokratis definerende træk, men fagforeninger, arbejdsgiverforeninger, landbrugsorganisationer m.fl. minder os om, at den korporative kanal stadig fungerer. Disse to kanaler har udgjort kernen i det politiske system indtil moderne tid. Sideløbende med disse to kanaler, har også en tredje faktor haft afgørende indflydelse: Medierne, og i særdeleshed aviserne. Frem til midten af det 20. århundrede knyttede aviserne sig til de politiske partier. I hver dansk købstad kunne man abonnere på en konservativ, radikal, socialdemokratisk eller liberal avis. I de større byer fandtes også kommunistiske aviser, men det var primært 4-parti-pressen, der var herskende. Med ophøret af partipressen samt især udbredelsen af de elektroniske medier, kom en ny kommunikationskanal. Medierne er af mange blevet kaldt den fjerde statsmagt, men bør i denne sammenhæng snarere betragtes som en tredje kommunikationskanal mellem befolkning og det politiske system. Medierne er i dag ikke redigeret ud fra ideologiske eller politiske idéer, men derimod ud fra en række nyhedskriterier, som i bund og grund er ens for alle medier. Mange politikere har i dag et ambivalent forhold til medierne. På den ene side er man i dag fuldstændig afhængig af at blive omtalt i medierne, hvis man ønsker at blive (gen-)valgt. På den anden side er de politiske emner i dag ofte så komplekse, at de ikke egner sig til at blive forklaret på 3-4 linjer eller i et 30 sekunders indslag i Tv-avisen. Siden den berømte tv-duel mellem Nixon og Kennedy i 1962, har tv-mediet haft den afgørende indflydelse på ethvert valgresultat. Vi ser det i ekstrem grad ved netop de amerikanske valg, hvor kandidaterne bruger formuer på tv-reklamer. Det er et magtfuldt medie, som kan betyde knald eller fald for enhver politiker. Det samme gør sig - i mindre udstrækning - gældende i Danmark. I Danmark er det fx ikke tilladt at reklamere for politiske partier på tv, hvilket betyder, at politikerne ikke kan købe sig til tv-tid, men derimod skal gøre eller sige ting, der passer ind i tv-journalisternes nyhedskrav. Men medierne har ikke øget borgerens/vælgerens mulighed for at deltage i den offentlige debat. Aviserne optager stadig læserbreve, og noget af det nyeste journalistisk - den såkaldte "public journalism" arbejder netop med at inddrage læserne i de beslutninger, som magthaverne tager. Men ikke desto mindre, så bringer medierne ikke i nævneværdig grad borgerne direkte ind i beslutningerne. De er snarere - som ordet ganske præcist udtrykker det - et medierende led mellem borgere og magthavere. Problemet ligger i, at medieringen ikke er gensidig. Ideelt set burde medierne overbringe holdninger mellem "ligemænd", dvs. borgernes holdninger skulle "fylde" lige så meget som magthavernes og være af samme værdi. Medierne skulle altså udfylde det rum, som salonerne udfyldte i 1700-tallet, som det sted, hvor meningerne blev lagt frem og debatteret. Fremvæksten af det moderne demokrati Side 8

9 Det betyder, at borgerens mulighed for at deltage i den offentlige debat ikke tilfredsstiller de krav, som Habermas stiller (se ovenfor). Der er altså brug for en anden "kanal", der kan viderebringe borgernes behov og holdninger til magthaverne - og det er her, Internettet kommer ind i billedet. Fremvæksten af det moderne demokrati Side 9

10 3 Oligarkiets jernlov Den tyske sociolog og socialdemokrat, Robert Michels, har i sin bog Zur Soziologie des Parteiwesens in der Modernen Demokratie 14 fremsat tesen om "oligarkiets jernlov". Begrebet "oligarki" (af græsk oligos: få samt arkein: at styre) bruges om en styreform, hvor der er nogle få, som sidder på al magt. Der er to betingelser, som indgår i definitionen: for det første, at det er en fåtallig gruppe, der styrer, og for det andet, at denne gruppe ikke bliver holdt ansvarlig overfor "de mange". Michels "jernlov" definerer han selv i en kort opsummering: It is organization which gives birth to the dominion of the elected over the electors, of the mandataries over the mandators, of the delegates over the delegators. Who says organization, says oligarchy 15 Michels har skrevet sin bog på baggrund af en analyse af det tyske socialdemokrati i tiden op til 1. verdenskrig. Bogen udkom første gang i 1911, og kom således til at stå som en del af debatten omkring den revolutionære contra den demokratiske vej. Michels selv var revolutionær 16, og mente at en oligarkisk, demokratisk organisation var kontrarevolutionær. Der er ganske få eksempler på, at forskere har forsøgt empirisk at bevise "oligarkiets jernlov"; man har a priori antaget, at den eksisterede, og i særlig grad i de politiske partier - en tese, de få undersøgelser, der er foretaget, i en vis grad underbygger. Det er fra flere sider blevet påpeget, at især de socialistiske partier har en særlig forpligtelse for at bekæmpe oligarkiet - både i samfundet, men især internt i partiet. De socialdemokratiske arbejderbevægelser, der blev skabt i slutningen af det 19. århundrede, var netop demokratiske massebevægelser. Kravene om lighed og solidaritet skulle ikke bare gælde i samfundet, men også internt i organisationerne. V.L. Allen har studeret britiske fagforeninger, og påpeger, at det oligarkiske system har indbygget en mekanisme, som straffer den leder, der misbruger sin magt eller hvis meninger afviger stærkt fra medlemmernes. Det skyldes, at medlemskab af en fagforening er frivilligt. En leder, som stilles overfor en trussel om at miste sine medlemmer, må nødvendigvis søge at imødekomme medlemmernes ønsker i en eller anden udstrækning. En tilsvarende mekanisme findes i politiske partier. Stemmetallet på valgdagen er den bedste målestok for, hvor vellykket en given partiledelse er. Den må sikre sig tilslutning til valgkampsarbejdet blandt de aktive i partiorganisationen samtidig med, at den appellerer til vælgerne. Derfor kan partiledelsen næppe indtage standpunkter som afviger stærkt fra opfattelsen blandt såvel vælgere som medlemmer. Denne kontrolmekansime har imidlertid sine begrænsninger. For det første skal et parti have en holdning til en lang række forskellige spørgsmål. Der kan være god overensstemmelse i holdningerne på et område, men afvigelser på et andet. For det andet er det også et spørgsmål om, hvilke reelle alternativer som foreligger. 14 Michels bog er udgivet i mange oplag og oversat til flere sporg. Her citeres refereres til den engelske udgave med titlen Poltical Parties, New York, Dover Publications, Michels, Robert: "Political Parties", s Jf. Henry Valen "Om Oligarkiets jernlov i nyere samfunnsforskning", s Oligarkiets jernlov Side 10

11 Det kan selvsagt forekomme, at medlemmerne er uenige med lederne i en given sag uden at en alternativ holdning er blevet formuleret og uden, at der findes potentielle ledere, som kan forfægte et afvigende syn. 17 Spørgsmålet er altså ikke, om oligarkiets jernlov eksisterer i et politisk parti, men derimod i hvilken grad trekantforholdet leder-medlem-vælger rejser et problem for en demokratisk (funderet) politik. Problemet melder sig først, når der påviseligt foreligger uenighed mellem to eller tre af de berørte parter. 17 Særligt S.M. Lipset har været optaget af denne problemstilling. Han peger på, at netop manglen på klare alternativer som medlemmerne kan tage stilling til, skaber forvirring i spørgsmålet om, hvor effektivt ledelsen repræsenterer medlemmernes interesser. Fraværet af fraktioner indenfor en organisation hindrer medlemmerne i at vælge en leder, som deler deres synspunkter. Se fx S.M. Lipset, M. Trow og J. Coleman: "Union Democracy", Glencoe, Ill. The Free Press, Oligarkiets jernlov Side 11

12 4 Socialdemokratiet i cyberspace Socialdemokratiet har siden midten af 1990 erne været repræsenteret på Internettet på Endvidere er partiet en del af det såkaldte NET-Dialog ( som er arbejderbevægelsens e-post og konference-system. Dette bruges primært til at diskutere politiske emner internt samt informere om møder, aktiviteter osv. Systemet 18 bruges i dag af mere end tillidsfolk fra fagbevægelse, parti samt forskellige ungdomsorganisationer, og det er gratis for alle medlemmer at blive koblet på. Netop fordi man fra partiets side tilbyder medlemmerne at komme gratis på NET-Dialog, har man nedprioriteret medlemsdelen af hjemmesiden. Alle lokale afdelinger og kandidater har godt nok tilbud om at få serverplads til en hjemmeside, men det er ene og alene op til den enkelte lokalafdeling at oprette og administrere en sådan. Resursemæssigt har man altså valgt at prioritere partiets hovedside højest. Samtidig har man ladet det være op til det enkelte folketingsmedlem at udforme og designe sin egen hjemmeside. Det betyder, at der ikke er et gennemgående tema på de socialdemokratiske hjemmesider. Der er således stor forskel på udseendet af Henrik Sass Larsens hjemmeside ( og Socialdemokratiets hovedside. Går man til Socialdemokratiets primære "konkurrent", Venstre, kan man se, at der i langt højere grad er ensartethed i sidernes udseende. Dette kan have en fordel i form af genkendelse. Det ensartede udseende vidner om, at alle personerne tilhører det samme parti. På den anden side, så er det ikke muligt at give sin egen side et særligt præg og dermed "skille sig ud fra mængden" gennem designet. Ifølge web-master, Kim Larsen, er formålet med Socialdemokratiets hjemmeside delt i to: Formålet med Socialdemokratiets website kan deles op i 2 dele (i prioriteret rækkefølge): 1. Pressen samt div. samarbejdspartnere. Formålet er her primært at levere baggrundsmateriale. 2. Befolkningen. Formålet er her at give vælgerne den rene vare. Her kan man få Socialdemokratiets holdninger og politik præsenteret uden censur i modsætning til pressen, som fortolker, forstår, vinkler og lægger vægt på udvalgte dele. 19 Ifølge undersøgelser, som Kim Larsen har foretaget, fordeler de besøgende på hjemmesiden sig i tre grupper: 1. Professionelle brugere. Journalister, bibliotekarer, diverse sekretariater (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Fagligt Politisk Sekretariat, o.l.), faglige og politiske grupperinger (LO, DA og ansatte i de øvrige partier). Denne gruppe udgør godt og vel 1/3. 2. Skoler. Det er lige fra folkeskoler over erhvervs skoler og universiteterne. Udgør ca. 1/3. 3. Befolkningen i al almindelighed. Denne gruppe udgør knapt 1/3. 20 Der er altså en sammenhæng mellem typen af brugere og den linje, man fra partiets side har valgt at lægge 18 NET-Dialog er baseret på Centrinity s First Class-klient ( og dermed en slags BBS. NET-Dialog er bygget op omkring en række åbne og lukkede konferencer. De åbne konferencer har alle adgang til fra Internettet. Det drejer sig for eksempel om konferencen "Politik Generelt", som der også fungerer som debatforum på Socialdemokratiets hjemmeside. De lukkede konferencer kan kun bestemte brugere på NET-Dialog læse og skrive i. Det er for eksempel Socialdemokratiets interne medlemskonference, "Medlemsdialog", som kun de brugere, der er tilmeldt gennem Socialdemokratiet, har adgang til. Der er stor forskel på to typer konferencers indhold, og især på "tonen" i debatterne. 19 E-post fra Kim Larsen, kim_larsen@socialdemokratiet.dk. Alle oplysninger fra Kim Larsen er som udgangspunkt fortrolige, og må ikke videregives uden dennes skriftlige tilladelse. 20 Ibid. Fagligt Politisk Sekretariat henviser til Arbejderbevægelsens Faglige Politisk Sekretariat, Socialdemokratiet i cyberspace Side 12

13 for hjemmesiden. 2/3 af brugerne henhører til den gruppe, som hjemmesiden primært henvender sig til. Tallene underbygges endvidere af nedenstående to grafer, som viser fordelingen af besøgende på en tilfældigt udvalgt dag/uge: Kilde: Kim Larsen, Socialdemokratiets web-master (se også bilag 1) Graferne viser, at det især er i dagtimerne på hverdage, at der er besøgende på hjemmesiden. De dage og tidspunkter (især weekender samt aftentimerne), hvor almindelige vælgere primært bruger tid på nettet, har de laveste værdier. Med andre ord er der flest brugere, der besøger siden i almindelig arbejdstid. 4.1 Hjemmesidens struktur og indhold Partiets hjemmeside er struktureret med to menuer og et stort tekstfelt Figur I: Socialdemokratiets hjemmeside, den 18. december 2000 Endvidere er det særlige logo placeret på den øverste del af flere af siderne. Fra forsiden er der tre overordnede måder at navigere på: Man kan enten klikke på et punkt i en af de to menuer eller ved at klikke på et af de fremhævede hyperlinks i brødteksten. Socialdemokratiet i cyberspace Side 13

14 Figur II: Menuer fra socialdemokratiet.dk Øverst på siden er placeret en sort kasse med seks statiske menupunkter. Denne menu ændres ikke, og er at finde på alle siderne. Den giver adgang til nogle grundlæggende funktioner på siden. Punkterne "Skriv til os", "Indmeldelse" og "Webmaster" giver alle adgang til hver deres formular, hvori man kan skrive en besked med forskelligt indhold. Punktet "Søg" giver adgang til en simpel søgefunktion, hvorfra man kan komme videre til en mere avanceret søgefunktion. "Links" sender brugeren til en side med relevante, eksterne hyperlinks til andre dele af arbejderbevægelsen samt den politiske verden. Endelig giver menuen "Publikationer" adgang til en oversigt over de rapporter, bøger, oplæg, pjecer mv., som man har lagt ud på siden. Hovedmenuen er placeret til venstre i billedet i en separat ramme, og udvides med undermenuer, når menupunkternes hyperlinks aktiveres. Dette gør navigationen simpel og giver samtidig brugeren et klart billede af, hvor på siden, hun er, samtidig med, at det er let at finde tilbage samt springe til helt andre dele af siden. Navigationen på siden fungerer altså relativt let og ubesværet. Det er let at komme tilbage til forsiden og topmenuen gør det let at finde nogle af de mest centrale dele af sitet uden at skulle klikke meget. Det interessante er i og for sig heller ikke hverken navigation, design eller teknik, men derimod indholdet, strukturen og målgruppen. Jeg vil i nedenstående analyse arbejde ud fra en tese, der er baseret på de forhold, som jeg nævnte i det indledende afsnit om Habermas og "oligarkiets jernlov", og udfra dette påvise, at Socialdemokratiet med den nuværende hjemmeside, ikke formår at udnytte de muligheder, som nettet giver for at leve op til den forpligtelse partiet har - især overfor sine vælgere, men også overfor demokratiet som sådan. En forudsætning for dette er, at partiet hænger fast i en oligarkisk position, men da det vil føre for vidt - og desuden ligger uden for opgavens rammer - at påvise dette, vil jeg a priori antage, at dette er sandt. 4.2 Information versus identitet Der er overordnet set to strategier, man kan følge, når man designer en hjemmeside, hvis formål er at skabe tillid mellem bruger og afsender. Jakob Nielsen behandler netop den tillidsskabende net-kommunikation indgående, og skriver bl.a., at der er fire ting, der designmæssigt skal være opfyldt for at skabe tillid 21 : kvalitetsdesign gennemsigtighed forståeligt, korrekt og opdateret indhold eksterne links 21 Nielsen, Jakob: Trust or bust: Communicating Trustworthiness in Web Design, useit.com. Socialdemokratiet i cyberspace Side 14

15 Disse ting er i stor udstrækning opfyldt på Sitet bliver ofte opdateret og fungerer samtidig som et arkiv, hvor man også kan finde ældre materiale. Designet er gennemgående og ændres ikke, hvilket giver en troværdig ramme omkring indholdet, og store dele af teksten underbygges af eksterne links, fx til rapporter fra ministerier, styrelser mv. Gennemsigtigheden er det eneste punkt, hvor man kan sige, at det fra tid til anden halter lidt. Det kan være svært for en almindelig bruger at skelne mellem de forskellige teksttyper. Hvad betyder begrebet "aftale", som benyttes to gange på forsiden den 18. december? Er indholdet af et "debat-oplæg" dækkende for partiets holdning til en konkret sag, eller forsøger man blot at skitsere nogle forskellige holdninger til et bestemt emne? Den professionelle bruger vil umiddelbart kunne afkode denne slags begreber, da de indgår i den sædvanlige politiske terminologi, hvorimod den almindelige vælger ikke anvender begreberne i den samme kontekst i hverdagen. Som nævnt tidligere forsøger partiet at "ramme" to vidt forskellige målgrupper med sitet: Både den professionelle bruger og den almindelige vælger. Den professionelle bruger har brug for et informationssite, der giver let adgang til alle oplysninger. Den almindelige vælger har brug for at få en præsentation af partiets politik, og kun sekundært et behov for uddybende informationer, som kan ligge i rapporter mv. Vælgerne har behov for at danne sig et overblik over partiets holdninger for derigennem at stykke dem sammen til et indtryk af den identitet, som hun vil forbinde partiet med. Der er tale om to forskellige strategier, der skal følges for at skabe tillid for hhv. et informations- og et identitetssite Identitetssite Et identitetssite skal opfylde brugerens behov og leve op til hendes forventninger. Det handler primært om at skabe tillid og samtidig "brande" partiets identitet. Rent designmæssigt kan det gøres ved at overholde nogle grundlæggende regler, der handler om: Respons, fleksibilitet, vejledning, hastighed, kvalitet, relevans, klarhed og høflighed. Især responsen er vigtig. Respons handler i cyberspace om muligheden for interaktion. Brugeren skal have mulighed for at komme af med sine holdninger til partiet. I modsætning til traditionelle medier, der kommunikerer envejs, forudsætter Internettet, at brugeren foretager selvstændige handlinger. Den mest grundlæggende er at klikke på et hyperlink med musen, men det kan også være at sende en , deltage i en afstemning, udfylde et spørgeskema, deltage i en quiz, deltage i en debat mv. På Socialdemokratiets hjemmeside har man ikke udnyttet alle disse muligheder for at inddrage brugeren. Man har mulighed for at sende en direkte fra siden. Endvidere har man mulighed for at deltage i en række politiske debat-fora. Men her ophører interaktiviteten. Hvis man ønsker at give sit besyv med, må man selv formulere sig - på skrift. Fordelen ved fx et spørgeskema eller en afstemning er, at brugeren kan tage stilling til nogle bestemte, prædefinerede svarmuligheder og erklære sig enig eller uenig i dem. Det er da også langt fra alle brugere, der gør brug af de interaktive muligheder på siden. Socialdemokratiet i cyberspace Side 15

16 4.2.2 Interaktion Donald A. Norman behandler i The Designs of Everyday Things netop spørgsmålet om feedback fra bruger til afsender, og understreger vigtigheden af, at brugeren på intet tidspunkt må få følelsen af at være "ladt i stikken". Det er vigtigt, at sitet viser, at det har "forstået" brugerens handlinger og ordrer. 22 Samtidig er det vigtigt, at brugeren har umiddelbar mulighed for at koble de informationer, hun læser, sammen med handling. Det bør altså være muligt umiddelbart at kunne reagere på et budskab. Internettets hypertekstualitet giver de optimale forhold for denne type respons. Hvis man fx læser et indlæg i en avis af en socialdemokratisk politiker, er det omstændeligt for vælgeren at give respons. Den traditionelle metode er at skrive et svar-indlæg til avisens debatredaktion, sekundært at skrive et brev til politikeren. Dette er en meget besværlig proces, og det er da også de færreste avis-læsere, der gør det jævnligt. Top-historien på den 18. december 2000 handler om den førtidspensionsreform, som netop var blevet lavet. På forsiden er placeret en kort tekst og til slut er der et link. Efter at have læst om reformen har brugeren naturligvis mulighed for at bruge en af de sædvanlige interaktive muligheder, og debatfora, som kan nås gennem menuerne. Det kræver dog, at brugeren ændrer fokus. Siden vejleder ikke brugeren om denne mulighed eksplicit. Det ville være oplagt, om man gav direkte mulighed for at kommentere teksten, fx med et link til den socialdemokratiske ordførers -adresse eller til det relevante debatforum. I stedet for at lægge vægt på at få brugerens respons, har man placeret informative links, der underbygger indholdet. I dette tilfælde linkes der til den fulde aftaletekst. Dette øger naturligvis tekstens tillid, men brugeren har ikke direkte mulighed for at kommentere på indholdet. De få interaktive muligheder er altså i høj grad tiltænkt den professionelle bruger, der har behov for at sende en samt sekundært deltage i en debat Høfligt design Et andet vigtigt element, når man skal designe et tillidsvækkende site handler som nævnt om høflighed. We don t all carry an etiquette handbook, but everyone seems to know good manners 23 Ovenstående citat illustrerer ganske godt fordelen ved at anvende en henvendelsesform, en tone, der har en høflig appel. Overalt, hvor vi kommer, uanset hvilken baggrund, vi har, er det gængs opfattelse, at en høflig tone er en positiv kommunikationsform. Hvordan den konkret udmønter sig, afhænger af det miljø, man befinder sig i, men under alle omstændigheder, er det en klar fordel at kommunikere i en personlig, høflig henvendelsesform. De signaler, en person eller en hjemmeside udsender, er vigtige i identifikationen af den afsender, der står bag et givent budskab. Reeves og Nass har udført en række brugerundersøgelser, der indikerer, at den høflighed, der er gængs i den interpersonelle kommunikationsform, også er dækkende i forholdet mellem menneske og computer, human- 22 Hovedmenuen på er konstrueret således, at den "foldes ud", når man klikker på et menupunkt. Dette giver både brugeren respons og er samtidig med til at vejlede brugeren om, hvor på sitet hun befinder sig p.t. 23 Reeves, B. og Nass, C.: The Media Equation, s. 19. Socialdemokratiet i cyberspace Side 16

17 computer interaction. De mener dermed at kunne dokumentere, at computere er så tæt på mennesker, at de genererer "social responses", og i forlængelse heraf udfærdiger de nogle grundlæggende "politeness rules". 24 Baggrunden for disse regler er antagelsen om, at brugeren vil reagere på en social kontekst så længe, der er tiltag, der peger i retning af social tilstedeværelse. Reaktionsmønstret er dog ikke udtryk for et bevidst valg, men for en ubevidst menneskeliggørelse, antropomorfisering, af computeren i den forstand, at kommunikationsformen er den samme som den, der foregår på både bevidst og ubevidst plan i mellemmenneskelig kommunikation. Den form for indlejret antropomofisering, Reeves og Nass hermed påstår findes i interaktionen mellem menneske og computer, er altså uomgængelig, fordi den ligger i selve kommunikationen og ikke i det medie, som transporterer budskabet. Man kan altså umiddelbart overføre det høfligheds-kodeks, der ligger til grund for høflig kommunikation mellem mennesker, til et høfligheds-kodeks for menneske-computer kommunikation: When a media violate social norms, such as by being impolite, the media are not viewed as technologically deficient, a problem to be resolved with a better central processing unit. Rather, when a technology (or a person) violates a politeness rule, the violation is viewed as social incompetence and it is offensive. This is why we think that the most important implication of the politeness studies is that media themselves need to be polite. It s not just a matter of being nice; it s a matter of social survival Grices maksimer for en høflig kommunikation Det handler altså om at undgå det uhøflige design. Grice opererer ifølge Reeves og Nass med fire maksimer, der kan generere en høflig kommunikationsform: kvalitet/sandhed kvantitet/økonomi relevans/interesse entydighed/klarhed Især det første punkt, kvalitet/sandhed, er vigtigt i forbindelse med skabelsen af tillid på nettet, idet sandhedsværdien er afgørende for den enkelte bruger i den tillidsvækkende fase. Forholdet mellem kvalitet og sandhed går begge veje, eftersom sandhedsværdien er med til at give et site kvalitet, og omvendt giver en høj kvalitet en fornemmelse af seriøsitet og dermed en øget sandhedsværdi. Dette forhold gælder såvel grafisk som tekstligt. I politik er sandhed en svær størrelse. Det handler om holdninger, og i den politiske verden er alle holdninger principielt lige valide, lige sande. En høj sandhedsværdi opnås derfor primært ved at undgå det usande, og ved at underbygge sine holdninger med troværdige argumenter og henvisninger. Det kan fx gøres ved at linke til undersøgelser, ministerier, styrelser mv. Eller ved at henvise til facts mv. Kvaliteten af politisk kommunikation på nettet hænger i høj grad sammen med konteksten. På Socialdemokratiets hjemmeside vægtes dette forhold særdeles højt. Man understøtter fx partiets holdninger med links til relevante ministeri- 24 Ibid, s Reeves, B. og Nass, C.: The Media Equation, s Socialdemokratiet i cyberspace Side 17

18 ers hjemmesider, og samtidig lægger man ofte de "rå" dokumenter ud på siden, så man fx kan finde hele teksten fra den politiske aftale om finansloven direkte på hjemmesiden. Sådanne links og dokumenter har en høj sandhedsværdi, og er dermed med til at understøtte sidens kvalitet. Det andet punkt, kvantitet/økonomi, er ligeledes vigtigt for partiet. Grices begreb skal forstås på et overordnet plan, som en slags "ressourcemæssig kapital". Den store mængde information, man kan finde på partiets hjemmeside udgør denne kapital. Samtidig er de hyppige opdateringer med til at give et positivt indtryk af partiet som en dynamisk organisation, der udvikler sig. De to sidste maksimer, relevans/interesse samt entydighed/klarhed, er også prioriteret højt på sitet. Man har forsøgt at skabe forskellige "rum", som den enkelte bruger kan benytte sig af. Dermed har man opdelt informationerne; fx er debat-sektionen adskilt fra publikationerne. Denne separation har både fordele og ulemper. Fordelene er primært, at en bruger, der ved, hvad hun leder efter, hurtigt kan finde det. Ønsker man fx at finde partiets holdning til et bestemt område, er det logisk at man skal benytte sig af menupunktet "Politik". Det er primært de professionelle brugere, der har denne tilgang til siden. Den almindelige bruger vil derimod ikke besøge siden med et enkelt eller flere adskilte formål, men derimod for en helhedsoplevelse. En almindelig bruger kan ønske at finde oplysninger om partiets holdning til kræftbehandling, men samtidig ønske at kommentere denne holdning og måske finde ud af, hvem der tegner partiet i denne sag. Som siden er økonomiseret nu, kræver det, at brugeren benytter sig af tre forskellige indgange, en til at finde oplysninger om partiets politik, "Politik", en til "Debat" og en til "Lidt om os", hvor den sundhedspolitiske ordførers hjemmeside mv. kan findes. Den høflige kommunikationsform er en integreret del af mellemmenneskelig kommunikation. I designprocessen bliver den et redskab til at opnå brugerens tillid ved at det genererer troværdighed. Grices maksimer benyttes af Reeves og Nass til at belyse vigtigheden af den høflige appel, der får kommunikation mellem computer og menneske til at ligne almindelige mellemmenneskelig kommunikation. Den form betyder dog også, at man må acceptere en vis antropomorfisering i designet, men den ligger i højere grad på det overordnede niveau end direkte på siderne. Det er vigtigt, at antropomorfiseringen holdes på det overordnede niveau, og ikke flyttes til fx det tekstuelle niveau. Ben Schneiderman påpeger fx i sin Designing the User Interface, at en henvendelsesform i første person, som er et udpræget antropomorft tegn, ikke virker tillidsvækkende hos brugeren. Tværtimod virker det som en barnliggørelse, der er direkte uhøflig og utroværdig. I tilfældet vil det derfor være forfejlet at skrive vi mener. En sådan formulering vil lægge vægten på mediet og fjerne fokus fra den egentlige afsender. 4.3 Information i højsædet Partiet har altså lagt stor vægt på at opbygge et informations-site frem for at forsøge at skabe et image hos vælgeren ved fx at opbygge et site, der kunne "brande" partiets identitet. Socialdemokratiet i cyberspace Side 18

19 Det er primært den professionelle gruppe, som benytter hjemmesiden til at finde informationer som rapporter, pressemeddelelser, talemanuskripter, -adresser osv. På den måde følger fordelingen af brugere det formål, som Kim Larsen definerer: Siden henvender sig primært til netop den professionelle gruppe, og kun sekundært til vælgerbefolkningen. Denne nedprioritering af den "ikke-professionelle" gruppe viser sig også tydeligt i sidens design og indhold. Man er tydeligvis klar over, at der findes forskellige typer brugere med hver deres behov og forudsætninger, men har kun valgt at prioritere to grupper: De professionelle samt (folke)-skoleelever, der skriver projektopgaver om partiet. Når man har at gøre med to veldefinerede målgrupper, og man har et udbredt kendskab til netop deres behov og ønsker, ville det være oplagt at dele informationerne op i to dele, der henvendte sig til hver af grupperne. Partiet har netop gjort dette i forhold til skoleleverne. Man har i navigationsmenuen indføjet et menupunkt, der hedder "Skole-web" ( der både i indhold og udformning adskiller sig væsentligt fra det øvrige site. Ligeledes kunne man have valgt at lave en særlig indgang alt efter, om man er "professionel bruger" eller almindelig vælger. Det betyder, at den opdeling i to målgrupper, som ligger til grund for redaktionen af siden, ikke genspejler sig i hverken design, navigation eller på andre - for brugeren - synlige måder. Den findes så at sige kun i konstruktørens og redaktørernes hoveder. Forsiden af hjemmesiden den 18. december 2000 giver et meget godt indblik i dette forhold. Top-historien om den ny førtidspensionsreform lyder: Løft til fremtidens førtidspensionister Man skal fokusere på, hvad folk kan fremfor, hvad de ikke kan. Det er grundtanken i den reform af førtidspensionen, som regeringen netop har forhandlet på plads. Reformen træder i kraft i 2003 og vil give fremtidens førtidspensionister større økonomisk tryghed, øget retssikkerhed og mere medindflydelse. Læs mere om aftalen her. 26 Klikker man på linket til slut i teksten skulle man forvente at komme til en side, hvor aftalens indhold blev forklaret. Men i stedet åbnes en side med den fulde, juridiske aftaletekst ( main/politik/pension/). Denne tekst indledes med: Der er indgået en aftale om en førtidspensionsreform og det rummelige arbejdsmarked mellem regeringen (Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre), Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Aftalepartierne ønsker at sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet også reelt får mulighed for at bruge ressourcerne gennem et arbejde Der er altså ikke tale om en forklarende artikel, der kort anskueliggjorde det politiske indhold, men derimod et dokument på hen ved 10 sider, som kun de færreste kan og vil læse. Endvidere følges dokumentet ikke af links til andre artikler, personer eller lignende. 26 Citat fra den 18. december Ibid. Socialdemokratiet i cyberspace Side 19

20 Noget lignende gør sig gældende for punktet nedenfor: Velfærdsløft til børn, unge og ældre. Dette punkt handler om finansloven for 2001: Med finanslovsaftalerne for 2001 gennemfører regeringen nu mærkbare velfærdsløft for de, som trænger allermest. Der er forbedringer i vente for børn og deres forældre, unge under uddannelse og ældre. Læs om aftalerne her. 28 Klikker man på linket, åbnes en side, hvor man har mulighed for at vælge mellem at læse partiets finanspolitiske ordfører Jan Petersens ordførertaler samt et link til aftaleteksten på Finansministeriets hjemmeside. Et godt eksempel på, at det et de "hårde" informationer, der står i højeste kurs. Et andet eksempel er kontakt-siden, ( Her kommer man til en side, der spejler den interne organisering af partiet. Brugeren stilles overfor fire forskellige instanser med hver deres e-post-adresse: "Partikontoret", "Folketingsgruppen", "Politisk-Økonomisk afdeling" samt "Socialdemokratiets NyhedsTjeneste (SNT) ". For den professionelle bruger kan denne opdeling virke logisk, men en vælger, der ønsker mere information om Socialdemokratiets politik vil efter alt at dømme være i tvivl om, hvad de forskellige betegnelser og afdelinger dækker over. 28 Ibid. Socialdemokratiet i cyberspace Side 20