HØJESTERETSDOM OM TILBAGEBETALING AF UBERETTI- GET ERSTATNING

Transkript

1 14. MAJ 2012 HØJESTERETSDOM OM TILBAGEBETALING AF UBERETTI- GET ERSTATNING Højesteret har i en ny dom taget stilling til, hvorvidt skadelidte, der uretmæssigt havde fået udbetalt erstatning fra arbejdsskadeforsikringen i henhold til afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, der senere blev ændret, skulle tilbagebetale erstatningen til forsikringsselskabet. Trods ændringer i skadelidtes forklaringer om hændelsen fandt Højesteret det ikke godtgjort, at skadelidte bevidst havde afgivet urigtige oplysninger og ved modtagelsen af erstatningen vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget hertil. Selv om tilbagebetalingspligt også kan foreligge, når den som uretmæssigt har modtaget beløbet var i god tro, fandt Højesteret efter den konkrete sags omstændigheder, at forsikringsselskabet ikke havde krav på tilbagebetaling. Stilladsarbejderen A var i juni 1999 ude for en hændelse på arbejdspladsen, der medførte smerter i lænden. Forsikringsselskabet F havde tegnet såvel arbejdsskadeforsikring som erhvervsansvarsforsikring for arbejdsgiveren, og skulle derfor - hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt - udbetale erstatning efter såvel arbejdsskadesikringsloven (ASL) som erstatningsansvarsloven (EAL). Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i marts 2000 det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade omfattet af ASL. Méngraden blev fastsat til 8% og erhvervsevnetabet til 45%, hvorefter F i alt udbetalte over 1,2 mio. kr. i ASL-erstatning til A. A krævede imidlertid også EAL-erstatning, hvilket førte til en retssag. I januar 2007 traf Østre Landsret endelig afgørelse i EAL-sagen. Under henvisning til en række skiftende forklaringer fra A's side sammenholdt med de parts- og vidneforklaringer, der blev afgivet under retssagen, fandt landsretten det ikke godtgjort, at A havde været udsat for en erstatningsberettiget arbejdsulykke.

2 2/5 14. MAJ 2012 På baggrund af landsrettens dom bad F Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage ASL-sagen. I marts 2007 traf Arbejdsskadestyrelsen en ny afgørelse, idet styrelsen nu fandt, at hændelsen i 1999 ikke kunne anerkendes som en arbejdsulykke. Arbejdsskadestyrelsen henviste til den uklarhed om selve hændelsesforløbet, herunder de mange forskellige forklaringer, som landsretten havde lagt vægt på i EAL-sagen. Arbejdsskadestyrelsen var ikke blevet bedt om at tage stilling til spørgsmålet om evt. tilbagebetaling; men udtalte alligevel sidst i afgørelsen: "Vi skal bemærke, at det er vores opfattelse, at der ikke for nuværende er grundlag for at tro, at A ikke har været i god tro i forhold til den udbetalte godtgørelse og erstatning ". A bestred at have været i ond tro, og gjorde gældende, at der i tilfælde af god tro ikke kunne bestå et tilbagebetalingskrav. Der var endvidere uenighed om, hvorvidt der - som hævdet af A - var truffet egentlig afgørelse om F's tilbagebetalingskrav ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fra marts 2007, og om F af den grund ikke nu kunne indtale et tilbagesøgningskrav over for A. Østre Landsret fastslog i dom af 16. december 2010 for det første, at hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen havde afgjort spørgsmålet om tilbagebetaling af de udbetalte beløb, og at landsretten ikke var bundet af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse i marts 2007 om A's gode tro. Arbejdsskadestyrelsens nye afgørelse i ASL-sagen blev indbragt for Ankestyrelsen, der i en afgørelse fra maj 2008 ligeledes fandt, at hændelsen ikke kunne anerkendes som et ulykkestilfælde. Styrelsen lagde vægt på, at A ikke med den fornødne sikkerhed havde dokumenteret, at der i 1999 skete et ulykkestilfælde i lovens forstand. Det indgik i vurderingen, at A's forklaringer var i modstrid med hinanden, og tillige var modsagt af et direkte øjenvidne. Ankestyrelsen udtalte sig ikke om, hvorvidt A havde været i god eller ond tro. Efter at ASL-sagen nu var endt med, at hændelsen i 1999 ikke var en dækningsberettiget arbejdsulykke, krævede F, at A tilbagebetalte den udbetalte erstatning på godt 1,2 mio. kr. Da A afviste dette, anlagde F en retssag, som pga. sagens principielle spørgsmål blev henvist til behandling i Østre Landsret. Dernæst fastslog landsretten, at A ikke var berettiget til de omhandlede erstatningsbeløb, efter at Ankestyrelsen ved endelig afgørelse af maj der ikke blev indbragt for domstolene - havde fastslået, at hændelsen i juli 1999 ikke var en erstatningsberettigende arbejdsulykke. Landsretten udtalte, at udgangspunktet herefter var, at A efter principperne om condictio indebiti skulle tilbagebetale det modtagne beløb - medmindre det under de foreliggende omstændigheder var urimeligt eller særligt byrdefuldt at pålægge A sådan tilbagebetaling. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at A bevidst havde afgivet urigtige eller fejlagtige oplysninger med henblik på at formå F til at udbetale ham erstatning. Landsretten fandt derfor, at A var i god tro med hensyn til ASLsagens behandling og den efterfølgende udbetaling af erstatning. F gjorde navnlig gældende, at A efter reglerne om condictio indebiti var forpligtet til at tilbagebetale det beløb, han med urette havde modtaget. F var af den opfattelse, at A havde været i ond tro. F gjorde dog gældende, at uanset om A var i god tro eller ond tro, måtte han som udgangspunkt tilbagebetale det uretmæssigt modtagne beløb. Så langt var landsrettens tre dommere enige, men herefter delte dommerne sig i to vota. Landsrettens flertal lagde vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen havde været bekendt med uoverensstemmelserne i de afgivne oplysninger og alligevel (i først omgang) havde vurderet, at hændelsen var en arbejdsskade efter ASL. F havde adgang til alle

3 3/5 14. MAJ 2012 oplysninger og mulighed for at gøre sine synspunkter gældende, herunder ved klage til Ankestyrelsen. På denne baggrund fandt flertallet det "nærliggende at lade F bære risikoen for, at beløbene blev udbetalt med urette". Endvidere fandt flertallet det "særdeles byrdefuldt for A at skulle tilbagebetale et så stort beløb, der er modtaget i god tro og efter det oplyste forbrugt". 1 Med den begrundelse fandt flertallet, at A skulle frifindes for F's påstand om tilbagebetaling. Landsrettens mindretal bemærkede, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i alt væsentligt var baseret på oplysninger fra A, herunder oplysninger og lægejournaler m.v., som A måtte antages at have været bekendt med. F udbetalte erstatning i overensstemmelse med afgørelserne, og F havde på udbetalingstidspunkterne ikke anledning til at betvivle afgørelsernes rigtighed. Under disse omstændigheder fandt denne landsdommer ikke grundlag for at frifinde A for tilbagesøgningskravet. Oplysningerne om A's personlige forhold og det formål, hvortil det udbetalte beløb var anvendt, kunne ikke føre til et andet resultat. Denne dommer ville derfor stemme for, at A skulle tilbagebetale den uretmæssigt modtagne erstatning til F. Efter flertallets votum blev A herefter frifundet. 2 F ankede dommen til Højesteret, som traf endelig afgørelse i sagen ved dom af 25. april Højesteret tiltrådte, at hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om A s eventuelle tilbagebetalingspligt. Den dagældende arbejdsskadesikringslov indeholdt ingen regler om tilbagesøgningskrav, og selv om Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen efter praksis kunne tage stilling hertil, var anlæggelse af retssag herom ikke betinget af, at dette var sket. Hø- 1 Om A's forbrug af den modtagne erstatning på over 1,2 mio. kr. blev under hovedforhandlingen alene oplyst, at A "brugte pengene på at genoprette sit hjem, fordi han ikke tjente penge efter ulykken". 2 Se om landsrettens dom Nielsen Nørager Nyhedsbrev af 8. februar jesteret tiltrådte herefter, at F var berettiget til at anlægge retssag med tilbagesøgningskrav direkte mod skadelidte ved domstolene. A s principale påstand om afvisning blev derfor afvist. Højesteret fandt herefter, at A s senere beskrivelser af hændelsesforløbet ikke var uforenelige med de oprindeligt afgivne oplysninger, samt at A s forklaringer afgivet under EAL-retssagen ikke afveg fra oplysninger afgivet til Arbejdsskadestyrelsen på en måde, som var afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt der forelå et ulykkestilfælde. På denne baggrund tiltrådte Højesteret, at det ikke var godtgjort, at A bevidst havde afgivet urigtige oplysninger, eller at han ved modtagelsen af erstatningsbeløbene vidste eller burde have vidst, at han ikke var berettiget til beløbene. Herefter samt af de grunde, der var anført af landsrettens flertal, tiltrådte Højesteret, at der ikke var grundlag for at pålægge A at tilbagebetale de uretmæssigt modtagne erstatningsbeløb til F. A var for Højesteret repræsenteret af advokat Henrik Juel Halberg, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Kommentar: Efter dansk rets regler om condictio indebiti er det ikke en nødvendig forudsætning for pligten til at tilbagebetale et uretmæssigt modtaget beløb, at modtageren har været i ond tro. En sådan tilbagebetalingspligt kan også foreligge, selv om modtageren har været i god tro. Dette fremgår af såvel den juridiske litteratur som flere domme. I denne sag udtalte Østre Landsret da også i den indankede dom, at udgangspunktet var, at A efter principperne om condictio indebiti skulle tilbagebetale det modtagne beløb, medmindre det under de foreliggende omstændigheder var urimeligt eller særligt byrdefuldt at pålægge ham at tilbagebetale beløbet. Højesteret henviser i den endelige dom udtrykkeligt til landsrettens præmisser, og der er derfor ikke grundlag for at antage, at Højesteret med

4 4/5 14. MAJ 2012 dommen har tilsidesat det hidtil gældende princip om, at tilbagesøgningspligt også kan bestå, når modtageren er i god tro. Men henvisningen til landsrettens præmisser viser, at Højesteret for det første var enig med landsretten i den generelle betragtning om, at såfremt det er urimeligt eller særligt byrdefuldt at pålægge modtageren at tilbagebetale beløbet, bortfalder tilbagebetalingspligten. For det andet er Højesteret enig med landsrettens flertal i den konkrete vurdering af, at når F trods kendskab til A s oplysninger under ASL-sagen om hændelsesforløbet ikke bestred, at der var tale om en dækningsberettiget ASL-skade, herunder ved klage til Ankestyrelsen, måtte F i den konkrete sag bære risikoen for, at beløbene blev udbetalt med urette til A. I den forbindelse blev det anset for særligt byrdefuldt for A at skulle tilbagebetale et så stort beløb, der var modtaget i god tro og efterfølgende forbrugt. Højesteretsdommen synes herefter at vise følgende. Selv om A ved første lægebesøg efter det, der angiveligt var en arbejdsulykke, havde undladt at fortælle lægen om hændelsen, og selv om der var betydelige ændringer i A s efterfølgende forklaringer om hændelsesforløbet (jf. også landsrettens dom i EAL-sagen), var dette ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at A ikke var i god tro om sin ret til at modtage ASL-erstatning. Selv om der under sagens forløb kom væsentlige tilføjelser til A s oprindelige forklaring, var det tilsyneladende afgørende, at disse nye oplysninger ikke var uforenelige med de oprindeligt afgivne forklaringer. Højesteretsdommen illustrerer derfor, at der skal en del til, før forsikringsselskabet (eller en anden part, der har udbetalt et beløb, som modtageren ikke var berettiget) har godtgjort, at modtageren ikke var i god tro. Som udgangspunkt skal ændringer i/tilføjelser til den oprindelige forklaring være uforenelig med denne, før ond tro er godtgjort. Højesterets formulering bevidst har afgivet urigtige oplysninger indicerer også, at der stilles betydelige krav til godtgørelsen af, at modtageren har været i ond tro. Endvidere viser Højesteretsdommen, at domstolene trods dansk rets udgangspunkt om, at uretmæssigt modtagne beløb skal tilbagebetales, i en erstatningssag som denne vil fravige udgangspunktet og lade forsikringsselskabet bære risikoen for, at skadelidte uberettiget (men i god tro) har modtaget erstatning, såfremt selskabet ikke aktivt under sagens forløb har forholdt sig kritisk til skadelidtes (ændrede) forklaringer og gjort indsigelse, herunder udnyttet evt. klagemulighed. I den konkrete sag har man således lagt stor vægt på forsikringsselskabets mulighed for at påvirke ASLsagen, mens denne verserede ved Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen. Det er ikke helt usædvanligt, at der i erstatningssager, arbejdsskadesager eller andre forsikringssager udbetales betydelige erstatningsbeløb på et tidligt tidspunkt i sagen, hvorefter sagen på et senere tidspunkt tager en sådan ny drejning, at det må konstateres, at skadelidte alligevel ikke var berettiget til erstatning. Højesteretsdommen illustrerer, at forsikringsselskaberne i sådanne sager bør reagere hurtigst muligt, når der efterfølgende opstår tvivl om skadelidtes ret til erstatning, hvis selskabet vil bevare muligheden for at kræve et uretmæssigt udbetalt beløb tilbagebetalt. I givet fald bør selskabet hurtigst muligt gøre indsigelse eller i hvert fald tage forbehold, ligesom eventuelle klagemuligheder (ASL-sager) bør udnyttes. Særligt for så vidt angår ASL-sager følger det som bekendt af den nugældende arbejdsskadesikringslovs 40 a, at spørgsmål om tilbagesøgningskrav for ASL-ydelser nu afgøres af Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen i tilfælde, hvor skadelidte mod bedre vidende uretmæssigt har modtaget erstatning og godtgørelse; med sædvanlig mulighed for at indbringe Ankestyrelsens afgørelse for domstolene. Spørgsmål om tilbagesøgningskrav i EAL-sager og andre erstat-

5 5/5 14. MAJ 2012 ningsretlige og forsikringsretlige sager kan selvsagt fortsat indbringes direkte for domstolene. Såvel Højesterets dom som den indankede landsretsdom (FED Ø) vedhæftes. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål vedrørende dommen. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) Frederiksberggade København K Tel Fax DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER.

6

7

8

9

10

11

12

13