INDKOMSTSKATTEN FOR FULDTIDSBESKÆFTIGEDE

Transkript

1 9. august 2001 Af Martin Hornstrup Resumé: INDKOMSTSKATTEN FOR FULDTIDSBESKÆFTIGEDE Gennemsnitsskatten er steget for de fuldt beskæftigede til trods for et markant fald i marginalskatten siden Denne konklusion kan læses i den seneste Finansredegørelse fra Finansministeriet. Det ser altså ud til, at de erhvervsaktive igen har stået for skud. Vi ser nærmere på, hvad der har forårsaget de skatteændringer, der har fundet sted siden Den centrale forklaring på de øgede gennemsnitsskatter for de erhvervsaktive er det faldende renteniveau. Lavere rente betyder isoleret set mindre fradrag og dermed øget skat. Men lavere rente medfører også lavere udgifter for boligejere og dermed højere disponibel indkomst. Opdeler man den samlede skatteændring på effekten fra faldende rente og på alle øvrige effekter, viser beregninger, at skattestigningen alene kan forklares med faldende rente. Som eksempel for en LO-parfamilie har den samlede skattestigning været på 1,9 pct. point, heraf har faldende rente isoleret betydet stigning i skatten på 2,2 pct. point. Derimod har indkomstskat, ejendomsværdiskat og faldende værdi af rentefradraget tilsammen betydet et fald i skatten på 0,3 pct. point. Men den disponible indkomst er ikke blevet mindre for boligejere, tværtimod. Effekten af faldende rente overgår skattestigningen. For LO-parfamilien har perioden 1993 til 2001 samlet betydet en stigning i rådighedsbeløbet på 2,3 pct. point en. Man kan selvfølgelig være utilfreds med den stigende gennemsnitsskat. Det er dog tvivlsomt, om ret mange ville bytte rentefaldet med en uændret gennemsnitsskat. Alternativet ville have betydet lavere disponibel indkomst for stort set alle fuldtidsbeskæftigede sammenlignet med den nuværende situation. Samtidig ville de makroøkonomiske konsekvenser ikke have været lige så gunstige som tilfældet har været siden P:\GS\06-til ny hjemmeside\velfærd\2001\skat-a doc

2 2 INDKOMSTSKATTEN FOR FULDTIDSBESKÆFTIGEDE Gennemsnitsskatten er steget for de fuldt beskæftigede til trods for et markant fald i marginalskatten siden Denne konklusion kan læses i den seneste Finansredegørelse fra Finansministeriet. I Finansredegørelsen vurderer man virkningerne af de seneste skattereformer. Et af ønskerne med skattereformerne fra 1993 og 1998 har været lavere marginalskat på arbejdsindkomst. Den højeste marginalskat er siden 1993 faldet med 5,4 pct. point og den mellemste marginalskat er faldet med 8,5 pct. point. Det betyder, at til trods for, at der er flere personer, som betaler top og mellemskat, er den gennemsnitlige marginalskat faldet med 5 pct. Det fremgår af tabel 1. Men til trods for faldende marginalskat er gennemsnitsskatten steget for de erhvervsaktive fra 38,6 pct. i 1993 til 39,2 pct. i Det stemmer meget dårlig overens med regeringens ønske om lavere skat på indkomst. Ydermere ser det jo ud til, at de erhvervsaktive igen har stået for skud og igen må betale for stigningerne i de offentlige udgifter. Tabel 1. Udvikling i marginalskat og gennemsnitsskat for fuldt beskæftigede årige, Ændring i pct. point procent Gennemsnitlig marginalskat 59,3 54,3-5,0 Gennemsnitlig skatteprocent 38,6 39,2 +0,6 Kilde: Finansredegørelsen 2001, tabel Inden forargelsen over regeringens tyverier stiger en til hovedet, bør man dog lige undersøge, hvad der har forårsaget de skatteændringer, som har fundet sted siden Skattereformerne i 1993 og 1998 har betydet en udvidelse af skattebasen og derigennem givet mulighed for lavere marginalskatter. Man har udvidet skattebasen ved at reducere værdien af rentefradraget og reducere værdien af fradrag for fagforeningskontingent og transport. Desuden har man indført et arbejdsmarkedsbidrag, der betales af ens bruttoindkomst og hvor der ikke er mulighed for nogen former for fradrag. For familier med store renteudgifter og store udgifter til transport vil skattereformerne betyde, at de reducerede fradragsmuligheder øger skatten, hvil-

3 3 ket modsvarer de skattelettelser, der har været på indkomstskatten. Men det er ikke entydigt, at skatten vil stige for en familie, blot fordi fradragsmulighederne er reduceret. Ej heller kan udvidelsen af skattebasen forklare stigningen i gennemsnitsskatten for de fuldtidsbeskæftigede årige. Den centrale forklaring på de øgede gennemsnitsskatter er det faldende renteniveau. Alene af de personer, som er registreret som beskæftigede mellem år, bor knap 70 pct. i ejerbolig. Konvertering af realkreditlån har betydet væsentligt lavere boligudgifter for boligejere. Derfor spiller den faldende rente i høj grad ind på økonomien for de fuldtidsbeskæftigede. Den gennemsnitlige effektive obligationsrente er faldet fra knap 9 pct. i 1993 til godt 6 pct. i dag. Lavere rente betyder isoleret set mindre fradrag og dermed øget skat. Men lavere rente medfører også lavere udgifter for boligejere og dermed højere disponibel indkomst. I det følgende vil der blive givet eksempler på ændring i skat og ændring i disponible indkomster fra 1993 til i dag for fuldtidsbeskæftigede parfamilier i ejerbolig. Tabel 2 viser ændringen i skatten for tre forskellige familietyper fra 1993 til Den samlede skatteændring er delt op på effekten fra faldende rente og på alle øvrige effekter såsom indkomstskat, fradrag og ejendomsværdiskat. Som det fremgår af tabellen, kan skattestigningen alene forklares med faldende rente for alle tre familietyper. Tabel 2. Ændring i skat og renteudgifter i procent for parfamilier i ejerbolig, 1993 til 2001 LO-par Tjenestemandspar Funktionærpar procent point Skatteændring hvis uændret -0,3-1,1-1,5 rente som i 1993 Skatteændring som følge af 2,2 1,9 1,8 rentefaldet Samlet skatteændring i procent 1,9 0,8 0,3 Anm.: De tre husstande har samme udgifter til ejerbolig. LO-parfamilien har den laveste indkomst og derfor er skatteeffekten af rentefaldet størst for LO-familien. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger. For LO-parfamilien har den samlede skattestigning været på 1,9 pct. point, men alene skattestigningen som følge af faldende rente har isoleret betydet stigning i skatten på 2,2 pct. point. Derimod har indkomstskat, ejendoms-

4 4 værdiskat og faldende værdi af rentefradraget til sammen betydet et fald i skatten på 0,3 pct. point. For tjenestemandsparret har den samlede skattestigning været på 0,8 pct. point. Heraf skyldes en stigning på 1,9 pct. point i skatten, at renten er faldet, mens indkomstskat, ejendomsværdiskat og faldende værdi af rentefradraget tilsammen betyder et fald i skatten med 1,1 pct. point. Den faldende rente har altså ført til stigende skatter i de tre eksempler. Men den disponible indkomst er ikke blevet mindre for boligejere, tværtimod. Det fremgår af tabel 3. Siden 1993 er rådighedsbeløbet for LO-parfamilien i ejerbolig steget med 2,3 pct. en. Denne stigning skyldes, at renten er faldet med, hvad der svarer til en stigning i rådighedsbeløbet på 4,2 pct. point. Hertil kommer så skattestigningen, der betyder et fald i rådighedsbeløbet på 1,9 pct. point. Samlet giver det altså en stigning i rådighedsbeløbet på 2,3 pct. point en. Tjenestemandsparret har øget deres rådighedsbeløb med 2,8 pct. point af bruttoindkomsten og funktionærparret med 3,1 pct. point. Tabel 3. Ændring i rådighedsbeløbet i procent for parfamilier i ejerbolig, 1993 til 2001 LO-par Tjenestemandspar Funktionærpar procent point Skatteændringens effekt i procent -1,9-0,8-0,3 Renteudgifternes effekt i procent 4,2 3,6 3,4 Samlet ændring i rådighedsbeløbet i procent 2,3 2,8 3,1 Anm.: Se tabel 2. Kilde: Økonomiministeriets Lovmodel og egne beregninger. Stigningerne er kun målt relativt i forhold til bruttoindkomsten. Der er altså ikke taget hensyn til, at der i perioden fra 1993 ligeledes har været en indkomstfremgang, der yderligere har øget den disponible indkomst for parfamilierne i ejerbolig. Disse tre eksempler kan selvfølgelig ikke forklare udviklingen for alle de fuldtidsbeskæftigede. Men eftersom størsteparten af de fuldtidsbeskæftigede er boligejere, spiller den faldende rente en meget central rolle.

5 5 Man kan selvfølgelig være utilfreds med den stigende gennemsnitsskat. Det er dog tvivlsomt, om ret mange ville bytte rentefaldet med en uændret gennemsnitsskat. Alternativet ville have betydet lavere disponibel indkomst for stort set alle fuldtidsbeskæftigede sammenlignet med den nuværende situation. Samtidig ville de makroøkonomiske konsekvenser ikke have været lige så gunstige, som tilfældet har været siden Med uændret rente ville opsvinget ikke have været så kraftigt, arbejdsløsheden ville have været højere og den offentlige gæld ville ikke kunne nedbringes i samme takt, som vi har set.