Udstødte unge skolen som både problem og løsning

Transkript

1 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 91 Udstødte unge skolen som både problem og løsning Af Benny Lihme Frihed er det, du gør ved det, der er blevet gjort ved dig. Jean-Paul Sartre Det kan se modsætningsfyldt ud: på den ene side flere års kritik af skolen, på den anden et politisk ønske om at vi skal have mere af den. Hvad problemerne angår, er der tale om kritik af både det faglige niveau og manglende disciplin, og lærerne er blevet udpeget som syndebukke i en grad, som har medvirket til at dræne erhvervet for manpower. Undersøgelser har vist, at jobbet som skolelærer har lav prestige i befolkningen - at arten skolelærer er truet, viser rystende lave ansøgertal til læreruddannelsen. Rekrutteringsproblemet bliver endnu større set i lyset af Socialdemokraternes nye forslag om en fremtidig 13 års undervisningspligt. I forvejen har tanken om mere skole bredt sig nedefter i aldersgrupperne i form af læreplaner og skolificering af børns leg i børnehaverne, SFO-ordningers og lektiecafeers fortrængen af fritidshjemmene og disse institutioners betoning af en særlig fri fritidspædagogik omkring børnene, når de kom fra arbejde i skolerne, der er oprettet halvvejs totalitære skoler i form af heldagsog helhedsskoler osv. I Norge har avisen Dagbladet for nylig kåret sociologen Nils Christies bog Hvis skolen ikke fantes fra 1971 som én af efterkrigstidens vigtigste fagbøger i Norge. Den tanke der lå i Christies utopiske spørgsmål dengang, må siges at være om muligt mere relevant i dag: hvad skulle familierne og samfundet som helhed stille op, dårlige PISA målinger eller ej, hvis ikke denne gigant institution og opbevaringsmulighed fandtes til de udearbejdende forældres børn? Så vigtig er skolens funktion som en samfundsmæssig parkeringsplads, at den på trods af ringe status altså er tænkt at skulle ekspandere yderligere. Undervisningsminister Bertel Haarder er i øvrigt nervøs for, at skolens latente funktion som opbevaringssted skal blive for synlig. I hvert fald udtaler han til Politiken ( ), at han ikke er glad for udtrykket rummelighed. Det antyder, at børnene blot skal opbevares eller rummes. Selv om intentionerne med ordet rummelighed næppe skal forstås på denne måde, kan man godt dele Bertel Haarders bekymring. Den tænkte vertikale tidsmæssige udvidelse af undervisnings-

2 92 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Skolen før 1814 Sortering og udskillelse Folkeskolen Børneforsorgen pligten får da én til, på visse drenges vegne, at erindre en gammel budskabsgraffiti som Hvis skolen er for livet, så frygter jeg ikke døden. Når man ser på skolen sociologisk, ser man også dens latente funktioner og såkaldte skjulte læreplaner og ikke kun institutionens officielle kvalifikations formål som dette er udfoldet i love og bekendtgørelser udi lærdommens og de ædle fags (eksamens)verden. Et skolesystems latente funktioner bliver især konkret synlige, når man går historisk til værks. Lader vi således et kort øjeblik den sociologiske fantasi gå tilbage til tiden før enhedsskolen og folkeskolen, vil vi se, at skolen indtil ca bestod af et differentieret system af skoler, som hver især afspejlede samfundets forskellige sociale klasser: købmandsskoler for handelsborgerskabets børn, latinskoler for præste- og embedsstandens børn, skoler for bøndernes børn tilpasset høstsæsonen, skoler for arbejdernes børn, skulkeskoler for pjalteproletarernes pokkers unger osv. Det nye arbejdsdelte industrisamfund stillede imidlertid nogle krav til befolkningens generelle kvalifikations- og reproduktionsniveau, som det gamle opdelte skolesystem ikke kunne imødekomme. En statslig enhedsskole skulle tilpasse befolkningens kvalifikationsniveau til den nye europæiske industri- og handelskapitalisme gennem opsamling af landets intelligensreserver. I og med at de forskellige samfundsklassers børn tidligere på forhånd var adskilte skolemæssigt, var der heller ikke basis for et organiseret system beregnet til udskillelse af særlige børn. Forenklet fremstillet kan det siges, at vi historisk set er gået fra et standsopdelt opsplittet skolesyn, som stort set var ubekendt med fænomenet udstødning, til en enheds- og folkeskole hvor sortering/udskillelse er blevet et centralt og dilemmafyldt tema. Denne historiske proces er analyseret af Tove Stang Dahl i bogen Barnevern og samfunnsvern (1978). Forfatterens tilgang er sociologisk og kriminologisk, hvilket forklarer titlen på bogen. Den nye folkeskoles behov for segregation af elever, som på forskellig vis udgjorde en bremseklods for de egnedes undervisning (ifølge Dahl elever med aandelig eller legemlig Mangel, elever med saa slet Opførsel, at de øvrige Skolebørn derved udsættes for skadelig Paavirkning mv.) skulle udskilles til særlige forsorgsverdener. Folkeskolen som den var tænkt at skulle fungere, indses således fra starten ikke at kunne fungere, hvis der ikke er særlige skoler, rum og anstalter til disposition for de ikke egnede (hvormed de specialpædagogiske indsatser, skolehjem mm så småt er født). Når de børneværnssystemer som Norge og Danmark førte ud i livet i perioden officielt blev oprettet for at værne de svage og socialt udsatte børn, er dette ifølge Stang Dahl kun den

3 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 93 ene side af sagen. Den anden er, at den retspositivistiske kriminologi bredte sig fra det øvrige Europa til Norden for dér at blive en central del af børneforsorgen, hvor ikke mindst de statslige opdragelses- og ungdomshjem kom til at fungere som pønale substitutter, dvs. som alternativ til fængsling af børn/unge sammen med voksne kriminelle. Mens de gamle statsungdomshjem qua en arbejdspædagogisk socialisering af de anbragte på værksted, gartneri og landbrug var konkret orienteret mod den tids landbrugs- og håndværkersamfund, blev det senere abstrakt skolegang med henblik på at skulle kunne klare sig i uddannelsessamfundet, der kom i fokus. Det at lære skulle finde sted i rum, der var skarpt adskilte fra det samfund, hvor det lærte skulle praktiseres - livets skole blev underlagt den fagopdelte boglige abstraktion og senere princippet om skole hele livet (livslang læring). Børn, der mere end andre var impulsprægede øjeblikkets børn, fik og gav omgivelserne problemer, fordi skole blev ensbetydende med at skulle kunne udsætte behov og indse, at belønning var noget fremtidigt, som måske eller måske ikke ville vise sig for enden af tunnellen i form af en afgangsprøve eller en eksamineret ret til at fortsætte med at gå i skole på højere uddannelsessteder. Nogle sammensatte og komplekse samfundshistoriske processer som gennem mere end 100 år har produceret forskellige former for uddefinerede samspilsramte børn, der er blevet mødt med forskellige typer mix af specialpædagogik/socialpædagogik/behandling og straf. Kriminologien Opdragelse og socialisering Kriminologien som en videnskab om samfundets selvforsvar er baggrunden for påstanden, at børneværn samtidig med at det skal værne børnene mod samfundet og omsorgssvigtende forældre, også er et samfundsværn, der skal værne samfundet mod ikke mindst omstrejfende, skulkende antisociale og kriminelle børn. Det dynamiske forhold mellem enhedsskole og udskillelse blev mere udtalt, jo længere undervisningspligten var. Sagt med andre ord, skolens behov for at kunne udskille de ikke egnede vokser med skoletidens længde. En udskillelseslogik som yderligere forstærkes jo mere boglig og teoretisk skolen bliver samtidig med at princippet om ansvar for egen læring vinder frem (om problemer i forbindelse med den rummelige skole læs Mogens Hansen: Skolens rummelighed intelligenser, undervisning og læring. 2002). Forældreansvar Jo mere udtalt funktionstømningen af hjemmene, lokalmiljøerne og de civile samfund er blevet, jo mere er statskollektivistiske løsninger, uanset om der har været en socialdemokratisk eller liberal ledet regering, trådt i stedet. Her taler vi på skolens vegne ikke kun om indlæring og kvalificering af faglig karakter, men også i høj grad om opdragelse og socialisering i bredere forstand.

4 94 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Forældreansvaret It-samfundet Den samfundshistoriske dynamik i retning af en fuld udbygning af institutions Danmark eksploderede i erne og fuldendes i disse år, hvor de sidste kvinder (de muslimske) presses til at forlade de hjemlige rum og det samfundsmæssigt ringeagtede husarbejde dér til fordel for lignende lønarbejde i fortrinsvis plejeog rengøringssektoren. Et historisk paradoks er opstået, hvor vor tids politikere i debatten om børn, der overfalder deres lærere, sætter ild til biler og børnehaver, begår gaderøverier osv., gang på gang fastslår, at det er forældrenes ansvar, når deres børn opfører sig antisocialt og kriminelt uden for hjemmet. Hele familier sættes ud af deres lejligheder, fordi et af familiens børn har begået kriminalitet, i forvejen fattige familier skal gøres endnu fattigere gennem en fjernelse af børnechecken, hvis deres børn pjækker fra skole osv. Tove Stang Dahls kriminologiske analyse kan her suppleres med et nyt kapitel til retspositivismens samfundsværnende historie med baggrund i den mulighed der indførtes i serviceloven i 2006 med Lov om styrkelse af forældreansvaret (1), hvor der bl.a. gives mulighed for at tvinge forældre til at være ansvarlige forældre ved hjælp af økonomiske sanktioner i form af indgreb i børnefamilieydelsen. Paradokset i denne udvikling er, at den opdragelsesmæssige byrdeplacering, under den slidte overskrift det er forældrenes ansvar, så ensidigt er blevet placeret hos forældrene på et historisk tidspunkt, hvor politikerne har presset begge forældre fra hjemmet til fordel for en placering på arbejdsmarkedet. Forældrene gøres, evt. i forbindelse med det magiske ord kvalitetstid og krav til dem om at tage en forældreuddannelse, ansvarlige for opdragelsen af nogle børn, de ikke længere er sammen med i en form for naturlig hverdagspraksis. En aggressiv og ideologisk beskæftigelsespolitik har undermineret forældrenes og hjemmenes basis for udøvelse af forældreansvaret. Tidsanalyser viser, at allerede inden for det første leveår er børnene først og fremmest sammen med andre børn og fremmede professionelle voksne i dertil indrettede offentlige institutioner. Hertil kommer en voldsom udvikling af de elektroniske medier, hvad enten det er den for de voksne nogenlunde kontrollerbare TV- og spiludvikling eller de store børn og unges mere lukkede og hemmelige rum på internettet. En alt i alt uoverskueligt virkende anonym socialiseringsinstans ved siden af hjemmene, kammeratgrupperne og de offentlige institutioner. I den tilbagevendende diskussion om børnene er forældrenes eller statens, er det fristende at tilføje, at de er ingen af delene. Børn anno 2008 er deres egne hvis de er noget, er de tidens børn.

5 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 95 Fremtidens skole Nutidens skole Det frie skolevalg Brugerperspektivets skyggesider Skolen som opdrager Forestillingen om at skolen skal være en ren viden- og fagbaseret læreanstalt med universitetsuddannede lærere, har været fremført som ideal for fremtidens skole. Relationen mellem lærer og elev skal i denne utopi hverken være en dårlig imitation af forældre-barn relationen eller en moderne coach relation, hvor målet er udvikling af barnets personlige kompetencer, selvværd og identitet. I videnskolen er den gode undervisning baseret på lærerens engagement i og kendskab til sit fag; underviseren skal have et indlevet forhold til og omsorg for sit stof (Langager, 1992). Lærerens involvering skal således ikke være af personlig karakter han eller hun skal ikke være involveret i den enkelte elev (som heller ikke skal være involveret i læreren); projektet er en fælles involvering i det fag, der undervises i. I praksis ser verden i den danske folkeskole generelt noget anderledes ud, efter som lærerne, hvad enten de ønsker det eller ej, presses til at fungere både som forældre-erstatninger og coaches. Ser man således på de sidste tyve års udvikling og skoledebatter, er lærerne i praksis blevet forhindret i at udvikle en ideel videnbaseret faglig rolle, som skitseret ovenfor. Først og fremmest på grund af et stigende antal urolige elever, som ikke bare kan henføres til, at de kommer fra des-integrerede hjem på samfundets bund ( negativ social arv ) eller fra indvandrerfamilier. Også velstillede danske positiv social arv familier med bogreoler sender urolige og opmærksomhedskrævende jeg-børn i skole. Netop den kategori af forældre, som de fleste politikere i de senere år har adresseret deres skolepolitik til, og som i vid udstrækning opfatter skolen og det offentliges institutioner som del af en servicesektor, hvor brugerbegrebet let forveksles med forbrugerbegrebet (hvor kunden som bekendt altid har ret). Som i andre forbrugssammenhænge, hvor utilfredse kunder truer med at skifte forretning/leverandør, således også hvad det frie skolevalg angår. Et stigende antal forældre overvejer at vælge folkeskolen fra og sætte deres børn i privatskoler som følge af for mange urolige og vanskelige børn i folkeskolen. En trend der kan udvikle sig så dramatisk, at vi, ifølge den mand Ugebrevet Mandag Morgen (MM39, 13/ ) omtaler som Danmarks mest indflydelsesrige pædagogiske forsker, Niels Egelund, kan risikere at skabe en ny underklasse. Og altså historisk set gå i cirkel og ende op med en ny form for differentieret skolesystem tilpasset de forskellige sociale klassers børn, som det var før enhedsskolens indførelse. Det ellers velmenende bruger-perspektiv har vist sig at have nogle skyggesider, som kan komme til udtryk, når fx børn der føler sig uretfærdigt behandlet af tysklæreren ringer til faderen i skoleti-

6 96 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING den (som ringer til skolen, også i skoletiden, for at klage over den lærer, der har talt grimt til hans barn hvor meget har mobiltelefonen ændret præmisserne for pædagogiske forhold?), forældre er begyndt at anmelde skoleslagsmål i frikvartererne (hvor deres barn har fået tæv) til politiet, fordi de ikke finder at skolens ledelse tager denne vold alvorligt nok osv. En idealiseret klasserums situation hvor lærer og elever mødes i en fælles involvering i stoffet, og hvor en lærer som Robin Williams i filmen Døde Poeters Klub (1989), der opfattes hengivent af eleverne, når han lektion efter lektion præsenterer dem for fremmedhed i undervisningen, nok hører til undtagelserne. SSP Alkohol og stoffer Risikosamfundet Skolen som forebyggelse Når mange lærere må bruge så megen tid på socialpædagogiske opgaver og servicering af utilfredse forældre, har dette til dels at gøre med den udvikling, der finder sted uden for skolens mure. Fraværet af konsistente og entydige normer i familierne og på samfundets makroniveau gør, at børnene i skolen får problemer med at forholde sig til de normer, der rammesætter undervisningen og gruppens liv dér (enebørn er kun enebørn i hjemmet!). Gang på gang er der blevet udpeget problemer, hvis løsning eller forebyggelse skolen forventes at skulle stå for på såvel forældres som hele samfundets vegne. Sociologisk set kan disse forhold aflæses i den udvikling af risikosamfundet, som har kunnet iagttages. Frygten for at en eller anden samfundsmæssig anomali skal slå rod i ens egen Hassan, har således været baggrunden for, at en forebyggelsesinstitution som SSP (samarbejde mellem skole, socialvæsen og politi) for længst er blevet overskredet som det, det var tænkt som for 50 år siden, nemlig et kriminalpræventivt tiltag. I vor tid er det ikke kun risikoen for, at nogle børn skal blive kriminelle, der adresseres som noget, skolen og SSP skal forebygge. Den største frygt-præventionsopgave ved siden af kriminalitet er åbenlyst forebyggelse af alkohol- og stofmisbrug. For så vidt angår alkohol, er det paradoksalt at bemærke, at så godt som alle forebyggelseskampagner er rettet mod de unge og ikke forældregenerationen, som ellers ifølge pålidelige statistiske oplysninger, synligt for deres børn, tømmer op til flere flasker alkoholiske drikke i ugens løb. Dette forebyggelsesparadoks, at man ikke satser på ændret rollemodeladfærd hos forældrene, afstedkom på et tidspunkt en intelligent og ironisk graffiti på Nørrebro i København: alkoholisme er arveligt de voksne får det fra børnene. At risikosamfundet har udviklet sig i snart sagt alle livets mulige retninger, skal kort anskueliggøres med nedennævnte udvalgte eksempler, som på trods af deres ufuldstændige antal samlet set

7 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 97 tegner et billede af en folkeskole, der overbebyrdes med forventninger om at skulle klare opgaver, som ikke er egentlige skolemæssige opgaver: Fedme 1. Fedmeepidemien blandt danske børn er blevet et skrækscenario på linje med narkotika. Eksperter i børneernæring mener, at kakaomælk og cola skal forbydes i skolerne, og en speciallæge i socialmedicin foreslår de obligatoriske timeløse fag sundheds- og seksualundervisning samt familiekundskab og færdselslære samlet i ét skolefag, nemlig Sundhed og social udvikling. Emnerne her skal være mestring af stress, følelser, konfliktløsning, seksualitet, kost, spiseforstyrrelser, tobak osv. (Anne Nielsen: Sundhed skal på skoleskemaet, kronik i Sundhedsfremme Berlingske Tidende 14/2 2005). 2. Inden for den nye forskningsgren social kapital ses skolen som en del af børnenes sundshedsfremme; skolen skal som sundhedsfremmende setting være et indsatsområde, der udvikler børnenes handlekompetence, skolen skal samarbejde med forskellige lokale instanser, implementere sundhedsfremme osv. (Albeck, 2007). Porno 3. I 2005 hed socialministeren Eva Kjer Hansen. Fra FN s kvindekonference i New York udtalte hun (Information 5/6 2005), at porno er en del af det samfund, der omgiver os: Vi bør ruste unge til den sex og porno, de vil møde i film, reklamer og på internettet. Den daværende socialminister foreslog, at de voksne (herunder lærerne) skal i dialog med de unge for at lære dem at kunne håndtere de billeder, de møder. Sagt på en anden måde, læsning af billeder skal efter Venstre-politikerens opfattelse også omfatte læsning af pornografiske billeder for at kunne modstå pornoen skal eleverne se porno i skoletiden. Ludomani 4. Angsten for yderligere en form for narkomani er brudt igennem i risikosamfundet, nemlig spilleafhængighed. I gratisavisen Urban (16/9 2005) skrives det, at visse spillehaller frister skoleeleverne i det store frikvarter. Det anføres, at hver fjerde skole (i alt ca. 550 skoler) har en spilleautomat inden for en afstand af 300 meter. Center for Ludomani er bekymret. Terrorisme 5. Den britiske regering er så bekymret over terrortruslen, at den har lanceret en plan, der skal give skolebørn på mellem 5 og 11 år redskaber til at imødegå ekstremister og forsøg på at blive rekrutteret som terrorister. Herhjemme er forebyggelse af muslimsk radikalisering blandt børn allerede blevet til en opgave for SSP-samarbejdet. Hvad angår ekstremisme og radikalisering som fag på skoleskemaet, udtaler undervisningsministeren og Dansk Folkeparti, at de med stor interesse følger det engelske initiativ og er åbne overfor noget lignende i Danmark (Politiken 17/ ).

8 98 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Problembørn? Specialundervisningen Hvem er de hvorfor? Ser man på avisernes overskrifter mange af dem meget store forsideoverskrifter! tegner der sig på den ene side et ret entydigt billede af, hvem problembørnene er. På den anden side, graves der bare lidt under de store overskrifter, forsvinder denne entydighed. Problembørn defineres først og fremmest som urolige, udadreagerende og forstyrrende børn, ikke indadvendte børn, der måske nok kan være psykisk truede, men er det uden at forstyrre undervisningen og genere andre folks børn. Problembørnene indkredses som børn, der hænger i gardinerne og råber fuck dig! til læreren, børn med meget dårlig adfærd som er uden for pædagogisk rækkevidde osv. Et moralsk baseret fokus på adfærd passer fint ind i en gammeldags retspositivistisk opfattelse, som ser sådan adfærd, som noget børnene selv har valgt (evt. på baggrund af manglende eller forkert opdragelse i hjemmet). Svaret på de frit valgte forkerte adfærdsformer kan ifølge Bertel Haarder imødegås med gammelkendte midler. I en stor forsideartikel i Politiken med overskriften Minister gør op med den rummelige folkeskole ( ) beklager Haarder sig over, at stadig flere børn henvises til mere og dyrere specialundervisning alligevel er folkeskolen ved at bryde sammen under mængden af elever, der forstyrrer og ikke kan rummes. Bertel Haarder oplyser, at man i Undervisningsministeriet er i gang med at revidere bekendtgørelsen om lov og orden i skolen. Han vil give skolerne flere redskaber til at styre de urolige elever ud fra nøgleord som mere disciplin, flere eftersidninger, bortvisning og mere holddeling. Landets skoler behøver dog ikke vente på den, formodentlig, skærpede bekendtgørelse om lov og orden. Som Haarder udtaler til Politiken: Man kan faktisk allerede i dag bortvise elever i op til 2 uger, og det er en skrap sanktion. (hvor de bortviste elever skal opholde sig og hvad de skal foretage sig i bortvisningsperioden, siges der ikke noget om i interviewet). Undervisningsministeren annoncerer også i interviewet, at hele specialundervisningen, der udgør mindst 20 % af folkeskolens samlede udgifter, skal kulegraves. Hermed vil der automatisk blive sat fokus på den meget betydelige enkeltfaktor i forbindelse med de eksploderende udgifter, som kan henføres til neuropsykiatrisk diagnosticering af ukoncentrerede og hyperaktive børn med først og fremmest diagnosen ADHD/Attention Deficit Hyperactivity Disorder (tidligere DAMP/Deficits in Attention, Motor Control and Perception, tidligere igen MBD/Minimal Brain Damage). Også diagnoser inden for det såkaldte autismespektrum

9 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 99 DAMP og ADHD som Aspergers syndrom, atypisk autisme og gennemgribende udviklingsforstyrrelse har været i stærk stigning. På baggrund af et større forskningsprojekt om specialundervisningen herhjemme (2), konstateres det, at antallet af elever, der modtager almindelig specialundervisning, er steget med over 20 % i perioden 2001 til Professor Niels Egelund udtaler til Information (29/8 2008), at vi ekskluderer 3,8 % af eleverne, der bliver henvist til vidtgående specialundervisning uden for normalklasserne. Hvilket er det højeste antal siden 1950 erne. Folkeskolen har faktisk aldrig været mindre rummelig end i dag, udtaler Egelund (3). Samme Egelund har kritiseret brugen af diagnosen DAMP - han mener, at der i vid udstrækning er tale om fejldiagnosticering, idet det er forældrene, der får presset diagnosen igennem, så de kan dække over, at deres børns adfærdsvanskeligheder i virkeligheden skyldes dårlig opdragelse (Information januar 2004). Det er imidlertid ikke alle forældre, der har den kompetence at skaffe en diagnose til deres barn. Således udtaler flere fagfolk samstemmende til dagbladet Information ( Diagnosen er kun for danske børn, d ), at mens et stigende antal danske børn får stillet diagnosen ADHD, så får tosprogede børn det ikke, da disse børns uro ses som udtryk for deres kulturelle baggrund. En neuropsykiatrisk diagnose som ADHD indebærer en sygdomsforståelse, idet ADHD af børnepsykiaterne opfattes som en arveligt betinget lidelse indeni barnet. Sådanne syge børn passer ikke ind i Bertel Haarders retspositivistiske program, hvor børn opfattes som ansvarlige for deres handlinger og derfor, på baggrund af skolens bekendtgørelse om lov og orden, kan dømmes til eftersidning, bortvisning osv. Mens urolige børn uden diagnosen godt kan dømmes til eftersidning og bortvisning, kan de diagnosticerede det ikke, da de jo har papir på at være syge. En sådan forståelses logik lå bag den pjece, som ADHD-foreningen for nogle år siden udsendte til medlemmernes/forældrenes børn med diagnosen, så de i forbindelse med anholdelse af politiet kunne redegøre for deres sygdom og ad den vej gøre lov og orden håndhæverne opmærksomme på, at de ikke var ansvarlige for deres handlinger. Den ansvarlige for kriminalitet og hærvæk er således disse børns (syge) hjerner, som ikke skal straffes men behandles. Ifølge skoleforskeren Søren Langager, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, er ADHD nærmest eksponentielt voksende og forbruget af behandlingsmedikamentet Ritalin er steget med mere end % på 10 år (5). Under overskriften Den attraktive diagnose siger Langager i universitetstidsskriftet Asterisk, at hans og kollegaers forskningsrapport fra Danmarks Evalueringsinstitut viser, at diagno-

10 100 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING ser er blevet så attraktive, at det går ud over dem, der ikke har fået en diagnose: taberne i spillet om de specialpædagogiske midler er de ældste elever og elever med særlige behov men ingen diagnose, hedder det. Fra stigmatisering til retskrav Social ulighed De udiagnosticerede urolige Skolefiasko største risikofaktor Fra tidligere at være betragtet som en stigmatiserende dom, de fleste forældre ville undgå på deres børns vegne, er diagnoser nu blevet en ret til eller ligefrem adgangsbillet til særbehandling et barn der har fået en diagnose er sikret en (omkostningskrævende og for Haarder ubekvem) personlig specialpædagogisk støtte resten af skolegangen. Forskningen viser, at især veluddannede forældre har børn inden for det såkaldte ADHD-spektrum: De kender deres rettigheder og ved hvilke knapper, de skal trykke på, siger Langager. Hvilket ifølge ham betyder, at SOSU-assistenten fru Jensens barn bliver taberen - forældre som ikke har ressourcer til at gøre deres barns ret gældende får såkaldte gråzonebørn. Udover det etisk betænkelige ved den i disse processer frembragte sociale ulighed, er problemet også, at den gruppe elever, der ikke uden videre kan diagnosticeres, stadigvæk udgør de forskellige klasseværelsers urolige epicenter: De er på tværs og er ballademagere, mens de diagnosticerede stjæler de specialpædagogiske ressourcer. De urolige børn bliver ladt i stikken (Langager i Information, ). ADHD-foreningen, på deres børns side, mener, at der er en underdiagnosticering af hyperaktive børn (og voksne!), som dermed ikke får den behandling og de specialpædagogiske rammer, som de har krav på. Truet sammenhængskraft Denne artikels indledende henvisning til Nils Christie s 1970 er tanke om, hvad der ville ske samfundsmæssigt, hvis skolen ikke fandtes, dukker op i mange forklædninger og sammenhænge. Skolens betydning for den såkaldte sammenhængskraft i samfundet i relation til vrede unge mænd, er én af disse sammenhænge. På en høring om ungdomskriminalitet januar 2007 i Landstingssalen, Folketinget, fastslog Christies danske sociologkollega Flemming Balvig, at skolefiasko er den største enkeltstående risikofaktor set ud fra det enkelte barns livsperspektiv. At have fiasko i skolen, at være skoletaber, er med andre ord en større risikofaktor end negativ social arv og den omsorgssvigt i barnets tidlige liv, der er forbundet med dette begreb. Når flere, eller mange, med en afsporet livsbane finder sammen i grupper eller bander, blive denne sammenhobning af enkelte risikofaktorunge gjort til en samfundstrussel. Unge utilpassede mænd der ikke kan fastholdes i de dertil indrettede skole- og tidsrum, men som tvært

11 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 101 imod strejfer rundt på pladser og gader i skræmmende grupper/bander, anses således som en trussel mod sammenhængskraften. En trussel som i stigende grad bliver politisk beordret at skulle imødegås med nul tolerance og kriminalisering. Strategier for social inklusion Skolesocialrådgivere Uoverskuelig knopskydning Mere milde forebyggende strategier beregnet til inklusion af ekskluderede unge, er dog heldigvis også med i politikernes planer for, hvad der skal gøres for at løse disse problemer. Strategier for social inklusion som indbefatter skolen i dens forskellige afskygninger, dvs. skolen som almen folkeskole, den vidtgående specialundervisning, helhedsskoler, skole i forbindelse med opholdssteder og døgninstitutioner, sikrede institutioner osv. Hertil nogle få steder den logiske konsekvens det kan være at ansætte socialrådgivere på skolerne for at styrke den forebyggende indsats (januar 2007 ansatte Københavns Kommune fx 10 socialrådgivere på kommunens folkeskoler). En sociologisk agenda om utilpassede unges sociale inklusion eller rummelighed i normalsystemerne, tilsat et uoverskueligt netværk af knopskydninger bestående af særlige skoleformer for de ikke-boglige, dukker tilbagevendende op. For eksempel for nogle år siden da Danmark havde formandskabet i EU, og hvor der i december måned 2002 blev afviklet en stor EU-konference på Københavns Rådhus under overskriften Social Inclusion Through Education. Baggrunden for konferencen var dels en profilering af det danske formandskab, dels de bekymringer man i EU gennem nogle år forud for konferencen havde gjort sig omkring ikke mindst utilpassede unge mænds sociale eksklusion. Som daværende skoleog undervisningsborgmester i København, Per Bregengaard, skrev i forordet til konferencerapporten (6), betragtede politikerne i de europæiske lande marginalisering og social eksklusion som en trussel mod velfærdssamfundet og den sociale stabilitet, hvorfor dagsordenen education som forudsætning og betingelse for social inklusion havde fået en fremtrædende plads i EU s politik. Socialisering og behandling på bekostning af fag? En ting er skolens sammenhængsbevarende og forebyggende funktioner, en anden hvilken form for konkret pædagogik, der skal praktiseres i skolen og i nicherne i det special- og socialpædagogiske udenforskab bestående af specialklasser, heldags- og helhedsskoler, dagbehandlingstilbud samt ikke mindst opholdssteder og døgninstitutioner (inkluderet det voksende antal sikrede sociale institutioner). I det følgende skal de skolemæssige forhold i forbindelse med døgnanbragte børn og unge berøres.

12 102 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Fra forsørgelse til socialpædagogik Skolepsykologer Anbragte børn mangler undervisning Gennembrudspædagogik Som man kan læse i Poul W. Perch s Træk af de danske børne- og ungdomshjems historie (1985), trådte institutionsanbringelse af rent forsørgelsesmæssige grunde mere og mere i baggrunden efter anden verdenskrig til fordel for de såkaldte socialpædagogiske anbringelser, hvis opgave det var at ændre på de anbragte børns adfærd, holdninger og personlighed. De første skolepsykologiske kontorer var åbnet i 1930 erne. Sammen med udviklingen inden for psykiatri og psykologi blev de skolepsykologiske kontorer en del af baggrunden for det Perch betegner behandlingspædagogik (skrevet med citationstegn for at tilkendegive at der var tale om det mindre entydige begreb behandling ). I forbindelse med denne nye noget diffuse behandlings faglighed, er et bestemt punkt dukket op igen og igen som genstand for kritiske overvejelser, nemlig skoleundervisningen på børne- og ungdomshjemmene. I princippet og ifølge loven skulle anbragte børns undervisning stå mål med folkeskolens, hvad den ikke har gjort. Ifølge Perch var der forskellige grunde hertil, bl.a. at flere lærere på døgninstitutionerne ikke havde en læreruddannelse. Og at lærerne i øvrigt havde pligt til at deltage i beskæftigelsen af børnene uden for skoletiden og derfor havde mindre tid til forberedelse. Disse problemer er langt fra et overstået kapitel af historisk karakter. Således konkluderer et forskerhold fra Danmarks Pædagogiske Universitet i 2002, på baggrund af 150 personer og ni institutioner, at anbragte børn ikke får den undervisning, de har krav på (Bryderup m.fl., 2002). Bryderup fremhæver som forklaring herpå, at der generelt er mere fokus på børnene og de unges personlige problemer og mangler end på deres indlæringsmæssige vanskeligheder I institutionerne er der en tendens til at gøre undervisningen til behandlingsredskaber eller omvendt at gøre den socialpædagogiske indsats til selve undervisningen (Nyhedsbrev, Bryderup 2002). I en diskussion af forholdet mellem undervisning, socialpædagogik og terapi fremhæver Langager (1992), at undervisning kan have vanskeligt ved at markere en grænsedragning over for forestillingen om en socialpædagogisk helhedsindsats, hvor man arbejder med det hele barn i en form for miljøterapi, hvor skolen som rum blot er en del af miljøterapien og ikke et særligt didaktisk målrettet skolerum. Det bliver ganske enkelt svært at skelne undervisning fra socialpædagogik. Samme problemstilling ses i forbindelse med den såkaldte gennembrudspædagogik, en metode som praktiseres på det socialpædagogiske skole- og behandlingstilbud Sputnik i København. På trods af at begge forfattere til Sputnik bogen Gennmbrudspæ-

13 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 103 dagogik (2007) er læreruddannede, er det så godt som umuligt at finde afsnit eller bare passager i deres bog, som vedrører egentlig undervisning. I bogens stikordsregister findes der således ikke ord som afgangsprøve, didaktik, eksamen, fag (!!), lektiestøtte, læsefærdigheder osv. De terapeutiske overbygningsuddannelser de læreruddannede forfattere har erhvervet sig siden seminarietiden, overskygger i de såkaldte udvidede undervisningsrum (dog ikke miljøterapi ) helt de didaktiske overvejelser, der normalt forbindes med skoleundervisning. Hvad denne form for behandlingsskole angår, er der, som på Perch s tid i 1950 erne, uklarhed omkring, hvad der egentlig ligger i behandlingsbegrebet. På den ene side har gennembrudspædagogik store ligheder med den af Jens Bay udformede konsekvenspædagogik, dvs. det at børnene lærer at vælge og tage ansvar for egne handlinger og efterfølgende konsekvenser er den afgørende tilgang: Denne bog handler derfor om at lære børn og unge at tage ansvar for deres egne handlinger og konsekvenserne heraf. De skal opleve at have den fulde frihed (min fremhævelse, BL) til at vælge og dermed også til at ændre handlinger Vi mener, at det at tage ansvar for egne handlinger og den følgende konsekvens af disse handlinger er en vigtig læremester (s. 57). Samtidig fremgår det af bogen, at nogle af Sputnik skolens elever er ADHD diagnosticerede, og dermed organisk forhindret i at kunne leve op til den eksistenspsykologiske lyksalighed det er, at kunne vælge frit her i livet og lære af den konflikt som det fx er, når en elev har valgt at skrive sig selv ud af skolen (s. 88). Måske er det gennembrudspædagogikkens manglende egnethed over for sådanne diagnosticerede børn, der gør, at der smugles en helt anden form for behandling ind ad bagdøren på Skolen Sputnik. Lærerne har således mulighed for at anvende Ritalin som et i bogen ikke fagligt defineret supplement til frit-valg-ansvar-erfaring pædagogikken: man har mulighed for at anvende Ritalin og har derfor et antal Ritalintabletter liggende, som lærerne kan give, hvis de vurderer, at der er behov for det. (s. 106). Hvilken fagforening? Ikke overraskende afspejler uklarhed og manglende grænsedragning mellem behandling, socialpædagogik og undervisning sig også i de ansattes faglige organisering. Lærerne på opholdssteder og døgninstitutioners interne skoler er således ikke organiseret i Danmarks Lærerforening men i Socialpædagogernes Landsforbund. Med bl.a. den noget barokke konsekvens, at lærerne ikke modtager fagbladene Folkeskolen og Specialpædagogik. At det lærerfaglige ikke kun er klemt, men glemt i den socialpædagogiske sammenhæng, kan man desuden overbevise sig om ved at gennemlæse de sidste ti års numre af den socialpædagogiske fagfor-

14 104 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING enings blad Socialpædagogen, hvor det stort set er umuligt at få øje på skolefaglige artikler. I samme fagblad har der inden for det sidste års tid udspillet sig debat, hvor især lærere ansat ved sikrede institutioner har besværet sig over deres medlemskab hos socialpædagogerne. Om det er denne utilfredshed, der har fået fagforeningens ledelse til at opprioritere skolespørgsmålet på døgninstitutionerne, er ikke til at vide. Påfaldende er det i hvert fald, at Socialpædagogerne i august måned 2007 pludselig sendte en pressemeddelelse ud med overskriften Drabsdømts historie peger på uddannelsesproblem. Den dømte for mordet på en italiensk rygsækturist i København angives at have fået lov til i mange år at sejle sin egen sø. Hvilket er korrekt, men hvordan de gennemgribende undladelsessynder fra Københavns kommunes side over for den pågældende pludselig kan udmeldes som først og fremmest mangel på ordentlig, sammenhængende undervisning er gådefuldt (for de sociale myndigheders almene omsorgssvigt se Jesper Dehn Møller og Aydin Soei: Skyld. Historien bag mordet på Antonio Curra). Vridningen af en ung drabsdømts historie i retning af at være symptom på manglende undervisning fandt sted samtidig med, at SL havde iværksat en undersøgelse af de skolemæssige kvalifikationer hos unge anbragte på landets sikrede institutioner. Formanden for den fagforening som i årtier ikke har beskæftiget sig med de anbragtes skolegang i nogen særlig grad, Kirsten Nissen, meldte ud, at hun var chokeret over, at der ikke tidligere er grebet ind over for de unges manglende undervisning ( Unge uden kundskaber, Jyllands-Posten d ). Kriminalforsorgen Skolegangens normaliserende virkning Skole som udtryk for normalitet Noget kunne tyde på, at fraværet af behandlingstænkning i kriminalforsorgens institutioner gør det lettere dér at profilere et rent skole perspektiv for de indsatte, end tilfældet er i det sociale systems behandlingsinstitutioner. Således trådte socialrådgiver John Hatting, landsformand for Kriminalforsorgsforeningen (pædagoger, socialrådgivere og lærere i Kriminalforsorgen), på et tidspunkt frem med en dagsorden om undervisning som nytænkning i det firkantede danske fængselssystem (Information, d ). Hatting, som i en anden sammenhæng har givet udtryk for, at Kriminalforsorgen burde overtage de sikrede sociale institutioner og de ungdomssanktionsdømte, ønsker undervisningsgaranti og systematiske studievejledninger. Muligvis undervurderer behandlingspædagogikken de muligheder, der kan være i almindelig skolegang og den normalisering, der er forbundet med rollen som skoleelever og elementære sko-

15 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 105 Solhaven lekundskaber som oplæsning, diktat, referat, matematik osv. En tankevækkende reportage fra skolen i Statsfængslet i Vridsløselille peger på, at netop potentialet i forbindelse med elementære skolekundskaber i hvert fald for nogle af de indsatte er betydeligt (kun 25 % af de indsatte i Statsfængslet i Vridsløselille går i skole). I reportagen fra Vridsløselille terper lærer Henriette Hvid dansk med 7 elever og ser ikke noget problem i, at hendes elever har kronragede hoveder, muskuløse kroppe, tatoveringer og blå bukser med påskriften Københavns Fængsler, så længe de sammen med hende kan finde ud af at optræde i rollen som skoleelever (på 7. og 8. klasses niveau, tidsskriftet Samvirke marts 2007). På det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Farsø (Lihme, 1999) har skole en fremtrædende plads i det samlede tilbud til de anbragte unge. Man tilstræber bevidst en arbejdsdeling mellem opdragelsen/socialpædagogikken på opholdsstedets 3 afdelinger og en skole, der drives så fagligt som muligt af 5 seminarieuddannede lærere, som ønsker at arbejde med deres fag så klart afgrænset som muligt fra, hvad der ellers foregår på institutionen. Der foreligger over en 20-årig periode mange cases på Solhaven, hvor ellers erklærede u-underviselige elever ikke kun har taget folkeskolens afgangsprøver, men også er gået videre i uddannelsessystemet (én er blevet arkitekt, en anden pædagog, nogle er blevet kokke, andre handelsuddannede osv). Der foreligger desværre ingen samlede nye statistiske oplysninger om de unges skoleresultater på Solhaven. I en KABU-rapport (2005) er der dog nogle interessante statistiske oplysninger om karakterniveauet for Solhavens elever sammenlignet med elever fra Farsø skole og hele landet. Tallene fra Solhavens skole er baseret på oplysninger om karakterniveauet for 12 elever, der har taget folkeskolens afgangsprøve i perioden fra 2001 til Mens karakterniveauet i mundtlig dansk fx lå på 8,5 for hele landet, 8,1 for Farsø skole, lå det på 8,0 for Solhavens elever. Hvad gælder skriftlig dansk, var landsgennemsnittet 8,0 med Farsø skole på 7,9 og Solhavens skole på 7,0. Tages mundtlig matematik var landsgennemsnittet 8,3, et gennemsnit som også Farsø skole lå på, mens Solhavens elever lå under dette med 7,3. Hvad skriftlig matematik angår, var landsgennemsnittet 7,8 og Farsø skole 7,6 - det enkeltfag hvor Solhavens elever lå dårligst med et gennemsnit på 6,5. Sammenligningen af karakterniveauet med landsgennemsnittet og gennemsnittet for Farsø skole viste altså for dansk og matematik, at Solhavens elever opnåede et niveau, der samlet set lå lidt under sammenligningsgrundlaget.

16 106 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Anbragte børn: Specialundervisning - som socialiseringsproces Den traditionelle skoles værdi Hvad mundtlig engelsk derimod angår, viste det sig, at Solhavens resultater lå over både Farsø skole og landsgennemsnittet. For mundtlig engelsk var landsgennemsnittet 8,4 mod Farsø skoles 8,1, hvorimod gennemsnittet for de 12 elever på Solhaven var på 8,9. For at sikre at børn og unge der er anbragt uden for hjemmet får en undervisning, der opfylder kravene til Folkeskoleloven, vedtog Folketinget i 1998 lov nr. 412, hvor undervisningen på døgninstitutioner, opholdssteder og dagbehandlingstilbud defineres og betegnes som specialundervisning. Det specielle forstået i lovgivningen på en sådan måde, at der gives plads for en vis fleksibilitet, hvad angår undervisernes kvalifikationer. I bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning ligger der således, at specialundervisning på anbringelsessteder er begrundet i den særlige karakter, der ligger i børnenes personligheder og afvigelser. Hvorfor undervisningen også kan varetages af andre end uddannede lærere, såkaldt andet personale med forudsætninger for opgaven. I bemærkningerne til lov nr. 412 fremgår det, ifølge Inge Bryderup med fleres bog Specialundervisning på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud (DPU 2002), at en del af specialundervisningen kan forstås mere som en socialiseringsproces end som egentlig undervisning i fag. En socialiseringsproces som er af en karakter, som dels forudsætter kvalifikationer, der er anderledes end dem, der opnås ved en formel lærer-/pædagoguddannelse, og at ikke alle forskriftsmæssigt uddannede lærere og pædagoger nødvendigvis behøver besidde sådanne egenskaber. Som eksempler på anderledes kvalifikationer nævnes evne til indlevelse, entusiasme, vilje til at beskæftige sig med og søge barnets problemer løst, samt vilje og evne til at støtte elevens sociale og faglige udvikling (Vejledning nr. 83, Undervisningsministeriet 1999, jf. Bryderup m.fl. s. 27). Sådanne anderledes kvalifikationer er også af betydning for lærerne på Solhaven, uden at dette dog kan influere på det princip, at skole er skole og dér er det uddannede lærere, der forestår undervisningen. Den faglige strategi for lærerne på Solhaven er at normalisere undervisningen så meget som muligt eller omvendt at gøre den så lidt behandlingspræget og specialpædagogisk som muligt. Denne normaliserende og ret traditionelle form for skole har gennem årene vist sig at give resultater. Man skal med impulsprægede u-underviselige elever undgå princippet om ansvar for egen læring og gruppearbejde til fordel for små enheder med en fast voksens opmærksomhed, styring og anerkendelse over for eleven. Inden for en tydelig struktur og med overskuelige mål og

17 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 107 delmål kan der opnås pæne skoleresultater med elever, der ellers er erklæret uden for pædagogisk rækkevidde. Politisk uenighed Behandlingsog socialpædagogik Normaliteten Skole fra not til hot? Det har været vanskeligt at opdrive positive fortællinger om unges skolegang på de sociale sikrede institutioner tilsyneladende er de unge på disse afdelinger klemt i en regulær sandwich mellem straf/disciplinering på den ene side og socialpædagogisk behandling på den anden. At ikke kun regulær skolegang men også den socialpædagogiske behandling er i defensiven på grund af et politisk ønske om mere straf og disciplinering, vidner en uenighed mellem tidligere justitsminister Lene Espersen og velfærdsminister Karen Jespersen om. Espersen ønsker således, at socialpædagogerne på de sikrede unge institutioner skal erstattes med fængselsbetjente. Hvilket velfærdsministeren har afvist og oven i købet fremholdt, at de unge på de sikrede institutioner skal have en garanti for, at de modtager skole/undervisning under deres ophold, hvad enten disse ophold er af kortere eller længere varighed. At lærerarbejde og skolegang i forbindelse med frasorterede børn og unge mange steder er druknet i behandlingspædagogik og socialpædagogik har naturligvis en tungtvejende empirisk baggrund. De udskilte børns adfærd og personlighed er udredt som værende af en sådan karakter, at almindelig undervisning ikke er mulig. Fagundervisningens nedprioritering anses at ligge i sagens natur, som er børnenes forstyrrede adfærd og personligheder. Til fordel for behandlingspædagogikken taler det også, at presser man for meget på med skolegang over for truede børn og unge, risikerer man at tilføje dem nye (skole)nederlag og dermed bidrage til en afvigerkarriere. Den socialpædagogiske tankegangs frygt for at fortsætte en traditionel skoleundervisning, da det kan fastholde en nederlagsfølelse hos børnene, sætter specialpædagogisk ind med en form for skole, eventuelt efter miljøterapiens principper, som er rig på oplevelser og som tager udgangspunkt i elevernes egen erfaringsverden og hvor der skal være rart at være. Over for denne tilgang står, at barnet/den unge jo skal forberedes til en ny social sammenhæng uden for miljøterapiens og institutionens beskyttende rammer, hvor uddannelse er alfa og omega og, ikke mindst, hvor skole for såvel forældre som børn repræsenterer normalitet. På baggrund af statistiske data har Flemming Balvig fremholdt, at den største enkelte risikofaktor, når det drejer sig om kriminalitet, er nederlag i skolen. Kobler vi dette forhold med indledningscitatet til denne artikel Sartre s udsagn om at frihed er det, de unge vælger at gøre ved det, der blevet gjort ved dem har

18 108 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Uddannelse er løsningen vi indrammet skolens altafgørende betydning for unges senere livsbaner. Det kan være nok så rigtigt, at der er blevet gjort grimme ting ved de unge, mens de var små at de er blevet svigtet og at det måske ligefrem er samfundets skyld, at det er gået dem så galt. Denne artikels pointe skulle over for dette så være, at noget af det, de unge kan gøre ved det, der er blevet gjort ved dem, er at arbejde målrettet på at få en uddannelse. Er dette fokus til stede hos de svigtede og udstødte unge, er det samfundssystemets opgave at imødekomme det ved at tilbyde relevant skole til de unge, uanset hvorhen de måtte være blevet ekspederet efter at være blevet sorteret fra i folkeskolen. (1) Se Tine Egelunds kritiske analyse af tankerne bag den nye lov om styrkelse af forældreansvaret i Social Kritik 103/2006, s (2) Søren Langager m.fl.: Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Perspektiver på den rummelige skole. Danmarks Evalueringsinstitut, (3) Pladshensyn gør det umuligt her at gengive de mange forskellige syn, der er på spørgsmålet om den rummelige skole. På trods af de uafviselige tal, som Niels Egelund fremlægger, viser bl.a. en undersøgelse, som ugebrevet A4 har foretaget blandt københavnske skoleledere, at disse mener, at der fortsat er for mange forstyrrende børn i folkeskolen. Andre undersøgelser erklærer sig enig her drejer det sig om især veluddannede forældre, der mener, at der er for mange forstyrrende børn i folkeskolens klasser. Over for den udtalte enighed, som forekommer omkring dette at folkeskolen altså skal sortere endnu flere børn fra står der modstridende data og holdninger. Således kan man i gratisavisen Urban (20/ ) læse overskriften Problembørn klarer sig godt i skolen baseret på en amerikansk undersøgelse, hvor børn er blevet analyseret. De amerikanske forskere konkluderer, at selv om børn er urolige og antisociale i børnehaven, går det ikke ud over deres akademiske resultater senere hen i folkeskolen. I en anden stor avisoverskrift kan man læse, at Skolerne kan rumme flere problembørn (Berlingske Tidende, 9/ ). Hvis lærerne bliver bedre til at samarbejde om problembørn og mere åbne for at ændre undervisningen, så den passer til denne børnegruppe, er det ikke nødvendigt at sortere flere børn fra skolerne kan oven i købet rumme flere end nu. Udtaler Bjarne Nielsen, der er formand for Pædagogiske Psykologers Forening og som netop har udgivet bogen Problemadfærd i skolen. (4) Den amerikanske neurolog Elliot S. Valenstein har i 1998 kritisk sammenfattet dette hjerne spin med den kritiske bog Bla-

19 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING 109 ming the Brain (dansk oversættelse Hjernen som syndebuk, 2002). (5) Søren Langager: Socialt udsatte børn og unge og inklusionsog eksklusionsprocesser i skolen. Social Politik 4, s (6) Copenhagen City Education and Youth Administration: Proceedings from the International Conference on Social Inclusion through Education. Dec (7) Brydelund-undersøgelsen blev mødt med voldsom kritik fra LOS (Landsforeningen af Opholdssteder og Skolebehandlingstilbud), som foranstaltede deres egen undersøgelse af undervisning af anbragte børn. En undersøgelse, som ifølge opdragsgiverne selv, dokumenterer, at undervisningen på dagbehandlingstilbud og interne skoler tvært imod at være en udskældt fiasko er en succes. Pladsen her tillader ikke en nærmere analyse af, hvilken undersøgelse der er mest pålidelig. Bemærkes skal det dog, at man i Region Sjælland har anset undervisningsområdet som værende i en problematisk forfatning. Som baggrund for et fremtidigt indsatsområde på de sikrede institutioner anføres det således som følger (Notat, Region Sjælland, Socialafdelingen, 14/ ): En række undersøgelser foretaget af bl.a. Socialforskningsinstituttet og Teori og Metodecentret har peget på, at børn, der er anbragt uden for hjemmet dvs ikke specifikt børn anbragt på sikrede døgninstitutioner i uforholdsmæssig høj grad klarer sig dårligt i skolesystemet såvel faglig, som socialt. Med denne viden er der et åbenlyst behov for at sætte fokus på børns og unges skolegang og beskæftigelse under anbringelse uden for hjemmet. Hvad det fagforeningsmæssige tilhørsforhold angår, er lærerne tvunget til at forblive i Socialpædagogernes Landsforbund, hvor debatten om det fagligt relevante heri er endt med, at lærerne på de interne skoler på døgninstitutioner har fået deres eget faglige netværk i SL (Socialpædagogen nr. 20, 3/ ). Litteraturliste Albeck, Klyhs Christina: Social kapital og sundhedsfremme i skolen. I: Paul Hegedahl og Sara Lea Rosenmeier (red.): Social kapital som teori og praksis. S Bryderup, Inge M., Madsen, Bent og Perthou, Anette Sejer: Specialundervisning på anbringelsessteder og i dagbehandlingstilbud. DPU Bryderup, Inge M. og Andsager, Gry: Skolegang for anbragte børn og unge. DPU Christie, Nils: Hvis skolen ikke fantes Dahl, Tove Stang: Barnevern og samfunnsvern Egelund, Niels: Udfordringer for skolen Hansen, Mogens: Skolens rummelighed

20 110 UDSTØDTE UNGE SKOLEN SOM BÅDE PROBLEM OG LØSNING Langager, Søren: Undervisning, socialpædagogik og terapi. Dansk Pædagogisk Tidsskrift 5/1992. s Langager, Søren m.fl.: Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Perspektiver på den rummelige skole. Danmarks Evalueringsinstitut Langager, Søren: Den attraktive diagnose. Asterisk nr. 41, Langager, Søren: Socialt udsatte børn og unge og inklusions- og eksklusionsprocesser i skolen. Social Politik nr. 4, s Lihme, Benny: det er så fucking træls! Solhaven og de unge Møller, Dehn Jesper og Soei, Aydin: Skyld. Historien bag mordet på Antonio Curra Perch, Poul W.: Træk af de danske børne- og ungdomshjems historie Simonsen, Allan (under medvirken af Allan Laursen): Gennembrudspædagogik Benny Lihme er redaktør af tidsskriftet Social Kritik og forfatter til flere bøger om unge, unges subkulturer og bandedannelser, socialpædagogik og socialpsykiatri. Sidder i bestyrelsen ved det socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Farsø og Skolen for Musik og Teater i Hillerød.