Afgørelse i sagen om til- og ombygning af hus i Åshøj Landsby i Køge Kommune

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk nkn@nkn.dk 20. december 2006 J.nr.: NKN (tidligere 03-33/ ) JP Afgørelse i sagen om til- og ombygning af hus i Åshøj Landsby i Køge Kommune Køge Kommune har den 31. august 2006 afslået at meddele tilladelse til udvidelse og ombygning af ejendommen Åshøjvej 26 med henvisning til, at ansøgningen er i strid med den for området gældende lokalplan. Ansøgeren har påklaget afgørelsen til Naturklagenævnet. Ejendommen er omfattet af Køge Kommunes Lokalplan 4-23 Åshøj Landsby, der er tilvejebragt i Lokalplanen har efter 1 følgende formål: at skabe et fælles administrativt grundlag for den fremtidige arealanvendelse og bebyggelse af landsbyens ejendomme, at landsbymiljøets bebyggelse, ejendoms- og bebyggelsesmønster, gadenet og karakteristisk beplantning bevares, at ny bebyggelse får en placering, udformning og ydre fremtræden, som er i overensstemmelse med det eksisterende miljø og den lokale bevaringsværdige byggetradition, Af lokalplanens redegørelse fremgår, at den karakteristiske boligbebyggelse i landsbyen er længehuse fra før år 1900 og de næsten kvadratiske Bedre byggeskik huse i 1½ etage fra perioden omkring år Der er i redegørelsen vist eksempler på de pågældende hustyper. Ligeledes indeholder redegørelsen en beskrivelse af landsbyens bevaringsværdige huse. Det nævnes i redegørelsen, at ny bebyggelse skal opføres som længehuse i op til 1½ etage, med nærmere angivelse af mål for højde, længde mv.

2 2 Lokalplanredegørelsen indeholder på siderne en byggevejledning, der angiver at være tænkt som et arbejdsredskab for landsbyens beboere, når de ønsker at ændre den nuværende bebyggelse eller at opføre ny bebyggelse. Det bemærkes, at vejledningen ikke er en håndbog i almindelig forstand, men tager udgangspunkt i Åshøj Landsbys lokale forhold. Af byggevejledningen fremgår om bebyggelsens udformning bl.a.: at en ny bebyggelse ikke skal tilpasses den eksisterende ældre bebyggelse ved at blive opført som en kopi af denne bebyggelse, fx med bindingsværk, stråtag og sprosse vinduer. Det drejer sig om at anvende tidssvarende materialer med omtanke og med dette udgangspunkt at indpasse den nye bebyggelse. En landsby venlig bebyggelse bør således udformes som længehuse i en bredde (dybde) på højst 8,0 m og i en længde af mindst 1,5 gange husdybden eller som Bedre byggeskik huset med en lidt større husdybde på højst 8,3 m og i en længde af 1,0-1,2 gange husdybden. Facadehøjden, dvs. afstanden fra terræn til facadens skæring med taget bør ikke overstige 3,5 m og taget, der udformes som symmetrisk sadeltag, bør have en hældning på grader. Ved eventuel anvendelse af kviste, bør disse udføres i en begrænset størrelse og i det hele taget så enkelt og diskret som muligt. Omhandlede ejendom ligger i lokalplanens område A. Lokalplanens bindende del indeholder bl.a. følgende bestemmelser: 7.2 Ny bebyggelse inden for område A må ikke opføres med mere end 1 etage med udnyttet tagetage. Bygningshøjden for boligbebyggelse må ikke overstige 7,5 m og facadehøjden må ikke overstige 3,5 m. Beboelsesbygninger skal udføres enten som længehuse eller som Bedre byggeskik huse. Længehuse må ikke gives en større husdybde end 8,0 m og hovedbygningens længde skal min. være 1,5 x husdybden. 7.4 Tage i område A skal være symmetriske sadeltage og tagfladernes vinkel med det vandrette plan skal være mellem 40 og 55 grader 8.1 I område A skal ny bebyggelse fremtræde som længehuse eller som Bedre byggeskik huse. Omhandlede hus er opført i Klageren søgte om tilladelse til ombygning af huset, således at det ville blive forøget med ca. 65 m 2 boligareal, ved forlængelse af bygningen og etablering af en

3 3 karnap/frontispice med en facadehøjde på 6,35 m. Køge Kommunes afgørelse var begrundet med, at karnappen oversteg den tilladte facadehøjde på 3,5 m, jf. lokalplanens 7.2, samt at projektet ikke var i overensstemmelse med planens bestemmelser for længehuse. Ansøgeren har klaget over afgørelsen og primært anført, at afgørelsen synes at have baggrund i en tolkning af lokalplanens afsnit om tilladte bygningstyper. Da bygningstyperne længehuse og bedre byggeskik ikke er entydigt defineret i lokalplanen, mener klageren ikke, der kan meddeles afslag på denne baggrund. Klageren finder, kommunen bør komme med præciserende definitioner og afgrænsninger af længehuse og bedre byggeskikhuse, samt oplyse i hvilket omfang der kan opføres resalitter, frontispicer og karnapper. Klageren har til brug for sagen indhentet en vejledende udtalelse fra Arkitektskolen i Århus, Institut for Den Arkitektoniske Kulturarv. Af udtalelsen fremgår, at ordet længehus arkitektturhistorisk knytter sig til to meget modsatrettede bygningstyper, idet den ene er betegnelsen for landbrugets avlsbygninger og senere også beboelseshus, der betegnes som længer. Den anden anvendelse knytter sig til byhusets sammenbygninger til længer. Typisk anvendes betegnelsen om en flerhed af små boligenheder, de såkaldte boder, jf. Nyboder. I en bredere sammenhæng blev ordet længehus aktuel med det store parcelhusbyggeri, især i 60 erne, hvor ordet blot betegner en bygning med en entydig længderetning i modsætning til eksempelvis et vinkelhus eller et kernehus. Et længehus er i henhold til udtalelsen kort sagt et hus, hvor hovedintentionerne er én lang bygningskrop, men der findes talrige eksempler på, at et længehus kan være påført forskellige former for påbygninger, lige fra udskud, verandaer og tårne til fx de for stuehuse på landet ofte forekommende fremspringende gavlkviste til markering af indgangen eller mod haven. Som eksempler henvises til bebyggelsen til Gudhjem Station (nu museum) og Østermarie Station, begge af Kay Fisker og Aage Rafn. Det fremgår af udtalelsen, at omhandlede bygning er et længehus. Det bemærkes i den forbindelse, at et længehus ikke bliver et vinkelhus på grund af en udbygning eller en gavlkvist, såfremt hovedintentionerne i forslaget er et hus, hvor kroppen er længere (fx 1,5 gange) end bredden. Naturklagenævnets afgørelse

4 4 I sagens afgørelse har deltaget 9 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Bent Hindrup Andersen, Ole Pilgaard Andersen, Marie-Louise Andreasen, Martin Glerup, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Naturklagenævnet skal udtale: Efter planlovens 58, stk. 1, nr. 4, kan der klages til Naturklagenævnet over retlige spørgsmål i forbindelse med kommunalbestyrelsers afgørelser efter planloven. Det er et retligt spørgsmål, om Køge Kommune har haft hjemmel til den trufne afgørelse, det vil sige, om det ansøgte forudsætter dispensation fra Lokalplan Det er ikke et retligt spørgsmål, om kommunen ønsker at meddele en påkrævet dispensation, idet dette afgøres ud fra vurderinger af ikke-retlig karakter. Klagen er koncentreret om den del af kommunens begrundelse, der henviser til det ansøgtes strid med lokalplanens bestemmelser for længehuse. Naturklagenævnet skal bemærke, at allerede fordi det ansøgte byggeri forudsætter Køge Kommunes dispensation til den del af facadehøjden, der overstiger den i lokalplanens 7.2 fastsatte højde på 3,5 m, har kommunen hjemmel til at afslå at meddele tilladelse til det ansøgte. Som sagen foreligger, har Naturklagenævnet imidlertid fundet også at burde vurdere kommunens begrundelse om modstrid med lokalplanens krav om længehuse. Der er ingen helt præcis opfattelse af begrebet længehus, og begrebet er ikke defineret i lokalplanen. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, har udarbejdet en Lokalplanordbog, hvori længehus defineres således: Hus hvis grundplan er et rektangel. Det traditionelle danske længehus er på 1½ etage med symmetrisk tag og udnyttelig tagetage og er højst 8 m bredt. Naturklagenævnet finder, at der ved forståelse af begrebet længehus i en bevarende lokalplan, der ikke nærmere definerer, hvad der konkret skal forstås ved begrebet, må tages udgangspunkt i det traditionelle danske længehus som beskrevet i lokalplanordbogen. Formuleringen af bestemmelserne i den foreliggende lokalplan, der er udarbejdet i 2002, og de eksempler, der vises i lokalplanredegørelsen, synes at være i overensstemmelse hermed.

5 5 Dette er ikke ensbetydende med, at enhver ændring af det helt traditionelle længehus, som defineret i lokalplanordbogen og vist på lokalplanens bilag, bevirker, at huset ikke er et længehus. Det er Naturklagenævnets opfattelse, at afgørende for, om et hus er tilladt i medfør af en lokalplan, der stiller krav om en bestemt hustype, er, hvilken hustype husets mest dominerende træk peger på. For at afgøre om et hus er et længehus, må der således foretages en konkret vurdering af samtlige elementer i projektet i forhold til det traditionelle, definerede længehus, og på denne baggrund må det besluttes, om det pågældende projekt er omfattet af lokalplanens krav. I den foreliggende sag finder nævnet herefter, at Køge Kommune må gives medhold i, at huset ikke er et længehus efter lokalplanen. Der lægges herved navnlig vægt på lokalplanens øvrige bestemmelser, om bl.a. højde og tagudformning samt de i lokalplanen viste eksempler, der er traditionelle længehuse. Naturklagenævnets afgørelse går således ud på, at Køge Kommune har haft hjemmel til at afslå ansøgningen, idet kommunen må gives medhold i, at det ansøgte projekt ikke er i overensstemmelse med lokalplanen, herunder navnlig at huset ikke er et længehus. Naturklagenævnets afgørelse er enstemmig for så vidt angår konklusionen om, at det ansøgte hus ikke er i overensstemmelse med lokalplanen. Et mindretal (Bent Hindrup Andersen) har imidlertid tilkendegivet, at han ikke er enig i flertallets generelle opfattelse af længehusbegrebet. Mindretallet kan således tilslutte sig udtalelsen fra Arkitektskolen i Århus om dette begreb. På Naturklagenævnets vegne Jytte Petersen Specialkonsulent Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.