Afgørelse i sagen om ændring af status for 2 sommerhuse til helårshuse på 2 ejendomme i landzone i Skævinge Kommune

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: X.400: S=nkn; P=sdn; A=dk400; C=dk nkn@nkn.dk 20. august 2004 J.nr.: 03-31/ / TGA Afgørelse i sagen om ændring af status for 2 sommerhuse til helårshuse på 2 ejendomme i landzone i Skævinge Kommune Skævinge Kommune har den 6. februar 2004 efter planlovens 35 meddelt landzonetilladelse til at ændre status for et sommerhus til helårsbeboelse på henholdsvis ejendommen matr.nr. 20p Skævinge by, Skævinge, Mosestien 10 og ejendommen matr.nr. 20u Skævinge By, Skævinge, Mosestien 6 i Skævinge Kommune. Afgørelserne er påklaget til Naturklagenævnet af en omboende. Redegørelse for sagen Området ligger i landzone. Byudviklingsudvalget vedtog den 29. september 1964, at området måtte bebygges med sommerhuse på betingelse af, at de på ejendommen opførte bygninger kun må benyttes i tiden 1/5 til 30/9. Området består af 6 sommerhusejendomme og et fælles moseareal, hvoraf de 5 ejendomme er bebyggede med sommerhuse. På den ubebyggede sommerhusgrund har været opført et sommerhus, der nedbrændte i Bygningen på Mosestien 10 er opført i 1979 og har et bebygget areal på 95 m 2. Mosestien 6 har et bebygget areal på 116 m 2 hvoraf 28 m 2 udgøres af en overdækket terrasse. Bygningen er opført i 1964 og om-/tilbygget i I forbindelse med naboorienteringen over ansøgningerne om statusændring har ejerne af sommerhuset på Mosestien 2 anført, at en overgang til helårsbeboelse vil medføre øget trafik og dermed behov for øget vedligeholdelse af vejen. De forudsætter, at de ikke pålægges udgifter hertil. Endvidere har HUR bemærket, at det ansøgte ikke er i overensstem

2 2 melse med afsnit 1.1 i regionplanen for Frederiksborg Amt, hvorefter byudvikling skal finde sted i byzone. Til brug for sagens behandling har kommunens administration udarbejdet en liste over de femten resterende sommerhuse i landzone i Skævinge Kommune. Administrationen har anbefalet, at 5 sommerhusejendomme herunder Mosestien 6 og 10 egner sig til helårsbeboelse og efter konkret ansøgning vil kunne overgå til helårsbeboelse. Tilladelserne til Mosestien 6 og 10 er givet på betingelse af: at den til enhver tid værende ejer af ejendommen, som foreslået af ansøger, varetager vedligeholdelsen af Mosestien henholdsvis fra nr. 2-6 og fra Lindebjergvej til nr. 10 og 12, at ejendommen opfylder kravene i bygningsreglementet, og at der ikke ændres på opsætningen af postkasser og renovationsstativer ved Mosestiens begyndelse. Kommunen har i afgørelserne anført, at den ser positivt på ansøgninger om konvertering af sommerhuse til helårsbeboelse. De 2 ansøgninger strider ikke mod nogen beskyttelsesinteresser for området. På denne baggrund og på baggrund af oplysninger om beliggenhed, tilgængelighed og tilstand af sommerhusene, har kommunen vurderet, at de kan ændre status til helårsbeboelse. Hertil kommer, at husenes overgang til helårsbeboelse ikke vil få landskabelige konsekvenser på grund af beplantningen på ejendommene. Klagen og bemærkninger hertil Klageren ejeren af Lindebjergvej 8 har gjort gældende, 1. at han burde have været hørt af kommunen som part, 2. at ændret status er i strid med planlovens landzonebestemmelser, og 3. at der er uheldige miljømæssige aspekter ved at forøge belastningen af området. Ad 1. Vedrørende spørgsmålet om høring/part Klageren har gjort gældende, at han bortset fra ejerne af de andre sommerhuse på Mosestien er den nabo, der bor tættest på sommerhusene. Klagerens have ligger mindre end 100 m fra Mosestien 10 og lidt mere end 200 m fra Mosestien 6. Der er ikke matrikelgrænse imod Mosestien 6, men imellem klagerens marker og Mosestien 10 er der blot en få m bred grus

3 3 vej. Endvidere er det således, at beboere og besøgende til sommerhusene skal benytte Mosestien, der over ca. 100 m går parallelt med hans have i en afstand af ca. 40 m fra denne. Endvidere er ejeren af Lindebjergvej 6 hørt, selvom han bor længere væk. Klageren mener, at han som nærmeste helårsnabo har en væsentlig interesse i, at sommerhusområdet vedbliver at være sommerhusområde. Klageren har bl.a. henvist til, at trafikken på Mosestien vil ændre karakter fra at være noget benyttet i 3-4 sommermåneder til at være en egentlig vej, der benyttes flere gange dagligt igennem hele året. Kommunen har hertil bemærket, at det er kommunens opfattelse, at udtrykket naboer i planlovens forstand omfatter de ejere og brugere af ejendomme, hvis ejendomsskel støder op til den pågældende ejendoms matrikelskel, hvor der søges om tilladelse. Dette er tilfældet for Lindebjervej 6, der derfor er hørt, mens dette ikke er tilfældet for klagerens ejendom. Herudover kan der være tale om, at personer skal høres efter forvaltningslovens regler om partshøring. Kommunen har imidlertid vurderet, at da klagerens ejendom ikke grænser op til ansøgernes ejendom, og da afstanden mellem ansøgernes og klagers stuehus er på ca. 280 m, havde klageren ikke en så væsentlig interesse i sagens udfald, at han efter forvaltningslovens regler om partshøring skulle have haft lejlighed til at udtale sig. Ejerne af Mosestien 6 og 10 har tilsluttet sig kommunens opfattelse af, at klageren ikke er part. Ad 2. Spørgsmålet om modstrid med planlovens landzonebestemmelser Klageren har bl.a. anført, at området siden det blev udstykket i 1960 erne altid har været sommerhusområde. Ejerne af sommerhusene har flere gange ansøgt om helårsstatus, men det er hidtil hver gang blevet afvist af landzonemyndigheden. Klageren har endvidere henvist til, at landzonebestemmelserne skal modvirke byspredning ved at hindre uplanlagt bebyggelse i det åbne land og sørge for, at byudvikling sker, hvor der i planlægningen er åbnet mulighed herfor. I den forbindelse har klageren henvist til, at der i udkanten af Skævinge by - halvanden kilometer borte - netop er givet tilladelse til at bygge 120 nye huse. Klageren frygter endvidere præcedensvirkning med hensyn til de øvrige sommerhuse på Mosestien, da kommunens begrundelse for tilladelse er, at sommerhusene er i god stand. De øvrige sommerhuse vil således også gennem om-/tilbygning kunne opgraders til helårsstatus. Klageren har endelig henvist til, at de eneste helårsboliger i området er gårdene, der

4 4 typisk ligger med nogle hundrede meters afstand. Ved at give tilladelse til helårsstatus vil der ske en urbanisering af området med øgede trafikgener til følge. Klageren finder sammenfattende ikke, at betingelserne for ændring til helårsstatus er til stede. Kommunen har nærmere redegjort for, at beslutningen om at meddele tilladelse er truffet på baggrund af en revision af en i 1989 udarbejdet oversigtsplan over eksisterende sommerhuse i landzone, hvoraf det fremgik, hvilke huse den daværende landzonemyndighed (HUR) var sindet at give tilladelse til. På denne liste var de to ansøgte sommerhuse ikke medtaget som mulige helårshuse. Kommunen har imidlertid ud fra de nu opstillede kriterier fundet, at de to sommerhuse kunne medtages, mens 2 andre ikke længere er medtaget. Af kriterier, der ved revisionen blev lagt væsentlig vægt på var, spildevandsforhold, husets generelle tilstand, beliggenhed, herunder tilgængelighed, samt beliggenhed i forhold til regionplanens beskyttelsesområder. Ejerne af Mosestien 6 og 10 er ikke enig i, at en ændring til helårsstatus vil åbne op for en øget urbanisering af området. Med hensyn til øgede trafikgener, er det ejernes opfattelse, at den eneste forskel fra i dag, da husene bliver brugt dagligt i sommerhalvåret, er den daglige trafik til og fra jobbet i vinterhalvåret. Endvidere er klageren den af beboerne på Lindebjergvej, der har trafikken længst væk fra sin ejendom. Ad 3. Øgede miljøproblemer Klageren har bl.a. anført, at sommerhusområdet ligger i kanten af en mose, der benyttes af områdets dyr som refugium og i øvrigt bl.a. er udpeget som 3 naturbeskyttelsesområde for sø og mose, særligt følsomt landbrugsområde samt oplevelsesrigt landskab. Moseområdet er endvidere indvandingsplads, kildepladszone samt område med særlig drikkevandsinteresse. Klageren tvivler på, at disse kategoriseringer hænger særligt godt sammen med, at en helårsstatus vil forstærke udledningen af spildevand ud i moseområdet, hvilket vil ske så længe, der ikke er tilknyttet et egentligt spildevandsanlæg. Endvidere finder klageren det uheldigt, hvis den menneskelige belastning af moseområdet stiger, da mosen benyttes af alle områdets dyr som refugium. Kommunen har hertil oplyst, at ejendommene har afløb til samletank, som er tilsluttet kommunal tømningsordning, og dermed ikke bidrager med spildevand i moseområdet. Endvidere finder kommunen, at den menneskeli

5 5 ge belastning af moseområdet vil være af mindre betydning, da det kun er i vinterhalvåret - hovedsageligt uden for ynglesæsonen at belastningen kan forventes at blive en anelse større end i dag. Ejerne af Mosestien 6 og 10 har anført, at dyrelivet på trods af sommerhusbebyggelsen er steget betragteligt de seneste år. Ejerne mener derfor ikke, at en ændring af status vil få en negativ indflydelse på dyrelivet i området. Naturklagenævnets afgørelse I Naturklagenævnets afgørelse har deltaget 9 ud af nævnets 10 medlemmer: Lars Busck (formand), Ole Pilgaard Andersen, Marie-Louise Andreasen, Marin Glerup, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Anders Stenild, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Naturklagenævnet udtaler: Planlovens 35, stk. 1, bestemmer, at ny bebyggelse og ændret anvendelse af bebyggelse eller arealer i landzone kræver tilladelse fra landzonemyndigheden. Den konkrete afgørelse skal træffes navnlig på grundlag af de planlægningsmæssige og landskabelige hensyn, som ifølge lovens formål skal varetages ved administrationen af landzonebestemmelserne. I vurderingen indgår overvejelser om, hvilken betydning afgørelsen kan få for fremtidige lignende afgørelser. Med hensyn til spørgsmålet om klageren burde have været hørt, inden Skævinge Kommune traf afgørelse i sagen, bemærkes, at ifølge planlovens 35, stk. 5, kan tilladelse efter stk. 1 først meddeles, når der er forløbet 2 uger efter, at kommunen har givet skriftlig orientering om ansøgningen til naboerne til den omhandlede ejendom. Naboer omfatter, jf. Miljøministeriets vejledning om landzoneadministration, side 26 ejere og brugere af de ejendomme hvis ejendomsskel grænser op til den ejendom, hvor der søges om landzonetilladelse. Denne betingelse er ikke opfyldt i den foreliggende sag, og nævnet finder, at bestemmelsen i planlovens 35, stk. 5, er overholdt. Efter forvaltningsloven 19 skal en part høres, inden der træffes afgørelse i sagen. Efter forarbejderne til forvaltningsloven samt administrativ praksis omfatter partsbegrebet navnlig ansøgere og klagere. Men også andre, herunder naboer som efter en konkret vurdering findes at have en individuel interesse i sagens udfald, må efter omstændighederne

6 6 anses for parter. Det er imidlertid en betingelse, at resultatet er mere vigtigt for pågældende end for en større, mere ubestemt kreds af borgere. En person kan endvidere kun anses for part, hvis dennes interesse er væsentlig. Det vil sige, at afgørelsens udfald skal angå den pågældendes forhold med en vis styrke og intensitet. Under henvisning til beliggenheden af klagerens ejendom, herunder havens beliggenhed i forhold til vejen til de omhandlede ejendomme, finder nævnet ikke, at der bl.a. trafikalt vil ske en så væsentlig påvirkning af klagerens interesser ved en ændret anvendelse til helårsstatus, at klageren af den grund kan betragtes som part. Klageren kan derfor ikke gives medhold heri. Det følger af planlovens formål, at der som hovedregel ikke bør gives tilladelse til opførelse af helårsboliger i landzone, som ikke er nødvendig for enten landbrug-, skovbrug- eller fiskerierhvervet. Landzonebestemmelserne skal modvirke en udvikling i strid med planlægningen for området. Etablering af nye helårsboliger skal så vidt muligt ske i områder, der gennem planlægning er udlagt hertil. Ifølge Miljøministeriets vejledning om landzoneadministration, side 55, bør en ansøgning om anvendelse af et sommerhus til helårsbolig som udgangspunkt behandles som en ansøgning om nyopførsel af helårshus, idet helårsbeboelse i højere grad end fritidsbeboelse påvirker omgivelserne. Har sommerhuset oprindeligt været et helårshus, kan der dog efter omstændighederne meddeles tilladelse til igen at tage huset i anvendelse til helårsbeboelse. Der bør ved afvejningen lægges afgørende vægt på længden af den periode, hvor huset har været anvendt til helårsbeboelse, og på hvor mange helårshuse, der ligger i nærheden. Endvidere bør husets kvalitet indgå i bedømmelsen. Der er således udgangspunktet, at der i landzone ikke skal meddeles tilladelse til at ændre anvendelsen af et fritidshus til helårsbeboelse. Efter vejledningen og hidtidig praksis forudsætter en tilladelse til ændret anvendelse af et sommerhus, at der foreligger særlige omstændigheder. I de foreliggende sager drejer det sig om ændret anvendelse af to sommerhuse, der aldrig har haft status som helårsboliger. Endvidere findes der kun landbrugsejendomme i området ud over de øvrige sommerhuse i området, som de to sommerhuse udgør en integreret del af. Området grænser op til 3-område. Risikoen for afsmittende virkning på de øvrige som

7 7 merhuses status er nærliggende. Endvidere er der kun halvanden kilometer til byzonearealer i Skævinge By. Nævnet finder ikke, at der bør lægges afgørende vægt på sommerhusenes bygningsmæssige tilstand, da det i givet fald altid vil være muligt gennem istandsættelse og udvidelser som der normalt gives tilladelse til at tilvejebringe helårsstatus. Herefter og da nævnet finder, at de planlægningsmæssige forhold afgørende taler mod, at der meddeles tilladelse til at ændre status til helårsbeboelse, ændres Skævinge Kommunes landzonetilladelser af 6. februar 2004 til afslag. På Naturklagenævnets vegne Tom Galsøe fuldmægtig Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.