LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 4/DECEMBER Polar fronten

Transkript

1 LØSSALGSPRIS 25 kr. UDGIVET AF DANSK POLARCENTER NR. 4/DECEMBER 2002 Polar fronten Voldsomme klimaændringer på vej i Nordøstgrønland. Læs s. 12 Klimaet styrer dyrebestandene. Læs s. 4 Polarsolens mørke gerninger. Læs s. 8

2 Dansk Polarcenter er en institution under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling og har til opgave at støtte og koordinere dansk polarforskning. Polarfronten udgives af: Dansk Polarcenter Strandgade 100H 1401 København K Tlf.: Fax: polarfronten@dpc.dk Internet: Udkommer 4 gange årligt Oplag: 6200 Deadline for bidrag til næste nummer: 17. februar Abonnement er gratis og tegnes gennem Dansk Polarcenter. Redaktionen: Hanne Petersen ansvarshavende redaktør Poul-Erik Philbert, redaktør, DJ Kirsten Caning Jens Jørgen Kjærgaard, DJ Irene Seiten, layout, DJ Henning Thing Henrik Elling Produktion og tryk: Datagraf Auning AS Forsidefoto: Søren Rysgaard: Færdsel på havisen Artikler i Polarfronten giver ikke nødvendigvis udtryk for Dansk Polarcenters holdning. Eftertryk er tilladt i uddrag med kildeangivelse. Indhold Selvstændighed a la carte Selvstændighedsspørgsmålet var det dominerende i valgkampen og har også fået en fremtrædende plads i Siumuts og IA s koalitionsaftale Klimaet styrer dyrebestandene For første gang er det lykkedes at dokumentere, at dyrebestandene følger klimaets svingninger En gul skygge over Vinlandskortet Britiske forskere sår ny tvivl om Vinlandskortet, et af beviserne på, at nordboerne var de første i Amerika Et fjeldskred målt og vejet Geologerne har nu et bud på, hvad der skete under det kolossale fjeldskred i Disko-området i Polarsolens mørke gerninger Polarsolens ankomst efter vinterens mørke betyder nyt liv, men frigør samtidig miljøgifte i naturen Uegnet for bønder Kulde og is, højvande og sandflugt gjorde livet surt for nordboerne, som opgav de grønlandske bygder engang i midten af 1400-tallet Voldsomme klimaændringer på vej i Nordøstgrønland Hvis modelberegninger holder stik, vil temperaturerne i Nordøstgrønland stige med 8 i løbet af de næste 100 år Vindere og tabere i klimalotteriet Kraftigt stigende temperaturer i Nordøstgrønland vil påvirke dyrelivet meget forskelligt Kommentar Videnskabelig kortlægning af klimaændringer i Arktis Ånder, spøgelser og hekseri i Grønland 14 ældre grønlændere fortæller underfundigt om før og nu i ny, storslået grønlandsfilm

3 Selvstændighed a la carte Det grønlandske valg skabte ikke de store forskydninger mellem de tre gamle partier, men gav et kanonvalg til det nye parti Demokraterne. Selvstændighedsspørgsmålet var det dominerende i valgkampen og har også fået en fremtrædende plads i Siumuts og IA s koalitionsaftale. Af Poul-Erik Philbert Kravet om selvstændighed var helt fremme i den grønlandske valgkamp. Venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), som går ind for løsrivelse fra Danmark, har krævet en folkeafstemning om Grønlands fremtid senest i Og Siumut, som har været det bærende regeringsparti hovedparten af perioden siden Hjemmestyret blev indført i 1979, har skærpet tonen, og vil oprette et særligt landsstyreområde (ministerium) for selvstyre. Selvstændighed en dag Da valgresultatet var gjort op natten mellem den 3. og 4. december havde de to partier samlet bevaret status quo bortset fra et mandat, som gik fra Siumut til IA. Valgets store vinder med fem medlemmer blev det nye parti Demokraterne, som ikke prioriterer selvstændighed, men vil have øget selvstyre inden for rigsfællesskabet. Det kan synes paradoksalt, men afspejler mest af alt, at den grønlandske befolknings holdning til selvstændighed er meget modsætningsfuldt. En opinionsmåling, som blev gennemført af HSanalyse i samarbejde med avisen Sermitsiaq viser, at der er et udbredt ønske om selvstændighed i den grønlandske befolkning. 74% går ind for fuld politisk selvstændighed, mens 18% stiller sig tilfreds med øgede beføjelser inden for Hjemmestyrets rammer. Men meget taler for, at befolkningen ser selvstændigheden som et langsigtet projekt, for spørger man om de økonomiske betingelser, er kun 6% interesseret i en ubetinget løsrivelse, mens ikke mindre end 61% kun vil have fuld politisk selvstændighed, hvis det ikke betyder nogen økonomisk forringelse. Henrik Skydsbjerg fra HS-Analyse sammenfatter i avisen Sermitsiaq befolkningens budskab til politikerne på følgende måde: - Vi ønsker selvstændighed på basis af en sund økonomi. Se at komme i gang med at indrette samfundet og dets institutioner således, at begge ønsker kan opfyldes. Siumut og IA sammen igen Regeringsforhandlingerne efter valget er endt med en landsstyrekoalition mellem Siumut og IA, som også delte landsstyreansvaret i den forrige valgperiode, indtil IA for lidt over et år siden trådte ud. Det skete bl.a. på grund af utilfredshed med den interne splittelse i Siumut, hvor Jonathan Motzfeldt-fløjen, som står for en satsning med fire vækstcentre og en liberalisering af økonomien, stod over for Hans Enoksen-fløjen, som går ind for at styrke bygderne, intensivere kampen for selvstændighed og opprioritere det grønlandske sprog. Siden har Hans Enoksen erobret formandsposten i Siumut IA Atassut Demokraterne partiet, og valget slog hans førerposition endeligt fast, eftersom han fik 2807 personlige stemmer mod Jonathan Motzfeldts 709. Det nye landsstyre med fire medlemmer fra Siumut og tre fra IA får Hans Enoksen som landsstyreformand og IAlederen Josef Motzfeldt som landsstyremedlem for økonomi. Koalitionsaftalen lægger vægt på at starte processen hen imod selvstyre omgående og peger konkret på oprettelsen af et landsstyreområde for selvstyre og afholdelse af en vejledende folkeafstemning. På det udenrigspolitiske område vil Landsstyret arbejde for øget indflydelse og for at sikre Grønlands interesser ved en ændring af forsvarsaftalen af Man vil styrke udviklingen i bygderne og yderdistrikterne, men har i øvrigt ikke afgørende, økonomiske strukturændringer på programmet. Det afgørende politiske spørgsmål for det nye landsstyre bliver så, om man med den skitserede politik vil kunne skabe den økonomiske fremgang og uafhængighed af det danske bloktilskud, som befolkningen kræver for at stemme for selvstændighed i fremtiden. Af interesse for forskningsområdet er det, at det er besluttet at gennemføre Universitetsparken i Nuuk. Det nye landsstyremedlem for uddannelse og forskning bliver Ruth Heilmann fra Siumut. 1 Kandidatforb. 3 Polarfronten 4 / 02

4 Klimaet styrer dyrebestandene For første gang er det lykkedes at påvise, at dyrebestandene følger klimaets svingninger. Nøglen til beviset fandt en dansk forsker og hans amerikanske kollega i Grønland. Foto: Henning Thing /Polar Photos Af Poul-Erik Philbert Blandt biologer har det været et hedt diskussionsemne, hvor meget dyrebestandenes svingninger er bestemt af de store klimasystemer. Der har de seneste årtier været enighed om, at både biologiske forhold og de mere overordnede, klimatiske forhold spiller ind. Men ingen har kunnet præsentere en ordentlig dokumentation. Den er nu kommet fra en dansk biolog. Sammen med sin amerikanske kollega har han nået spalterne i det meget anerkendte forskningstidsskrift Nature med en artikel, som fører et opsigtsvækkende, videnskabeligt bevis for, at klimaet har en afgørende og selvstændig effekt på dyrebestande, og at det kan synkronisere udviklingen i dyretallet over store afstande. Klimaet på banen Mads C. Forchhammer fra Zoologisk Institut på Københavns Universitet og Eric Post fra Pennsylvania State University fik færten af klimaforbindelsen, mens de arbejdede sammen på Oslo Universitet. De sammenlignede data for forskellige bestande af kronhjorte og kunne se, at der var et fælles mønster i bestandenes udvikling. Længere nede ad gangen på instituttet sad en fransk kollega, som var i gang med havbiologiske studier i Nordatlanten. Han gennemgik datarækkerne og udbrød: But of course, it s the NAO! NAO er en af de mange forkortelser, som svirrer gennem luften, når forskere taler sammen om klima, og den dækker over det mere tungevridende begreb: den nordatlantiske oscillation. Der er tale om et klimasystem, som påvirker regionale vejrforhold på den nordlige halvkugle på tværs af Canada, Grønland, Europa og Rusland, en slags nordlig pendant til den bedre kendte El Nino (se boks). - Vi var meget i tvivl i starten, fortæller Mads Forchhammer, for som gode zoologer er vi opdraget til kun at se på effekter i meget velafgrænsede områder. Men vi blev fanget af ideen om at finde Antallet af moskusokser i Østgrønland og rensdyr i Vestgrønland er synkroniseret af den nordlige halvkugles største klimasystem NAO en. Mads Forchhammer fra Zoologisk Institut på KU har sammen med sin amerikanske kollega som de første dokumenteret denne sammenhæng videnskabeligt. den store sammenhæng mellem det globale klimasystem og udviklingen i dyrebestandene. Adskilt af 1000 kilometer Tidligere forsøg på at vise, at klimaet er med til at synkronisere udviklingen af forskellige dyrebestande, er ofte strandet på, at biologiske forhold som f.eks. vandringer mellem bestandene, konkurrence om samme føde eller trussel fra de samme rovdyr har forplumret billedet. Det har ikke været til at se, om det var biologiske eller klimatiske forhold, som skabte ensartetheden. For at undgå den fælde valgte Forchhammer og Post at sammenligne rensdyrbestandene i Vestgrønland og moskusoksebestandene i Nordøstgrønland. Og her ligger en afgørende pointe. - Ved at sammenligne rensdyr i Vestgrønland og moskusokser i Østgrønland fik vi neutraliseret disse forstyrrelser, forklarer Mads Forchhammer. Der er tale om bestande, som er effektivt adskilt af 1000 kilometer indlandsis. Der er ingen biologisk kontakt overhovedet. Så da de tilgængelige data var blevet bearbejdet og analyseret, og der tegnede sig en nydelig sammenhæng mellem den nordatlantiske oscillation og bestandenes udvikling, vidste Mads Forchhammer og Eric Post, at de stod med den første, videnskabelige dokumentation af, at et regionalt klimasystem synkroniserer dyretallet over meget store afstande. Man kan se, at selvom der er mere end 1000 kilometer mellem rensdyrene og moskusokserne, så har antallet af dyr de to steder udviklet sig i overensstem- Foto: Magnus Elander 4 Polarfronten 4 / 02

5 melse med klimasystemets svingninger. Derfor må det være styret og synkroniseret af den nordatlantiske oscillation. Faktisk viste det sig, at en moskusoksebestand i Nordøstgrønland svingede mere ens med en rensdyrbestand i Vestgrønland end med en anden moskusoksebestand i Nordøstgrønland. Man kunne have forventet, at moskusoksebestandene lignede hinanden mere, men det er ikke tilfældet, for klimasystemet påvirker moskusbestandene op langs Østgrønlands kyst meget forskelligt. De to forskere har fået så fast grund under fødderne, at de har turdet sætte tørre tal på, hvor stor en del af bestandenes udsving, der skyldes klimaet. For moskusokserne er det op til 24%, og for rensdyrene er det op til 16%, lyder deres bud. Tak til Sirius Mads Forchhammer og Eric Post kunne kun sammenligne rensdyr- og moskusoksebestandene, fordi de havde de nødvendige data. For rensdyrene ligger der jagtstatistikker helt tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet. Men mere overraskende er det, at der også er brugbare optællinger for det øde Nordøstgrønland. For helt mennesketomt er Grønlands nordøstkyst ikke. Hver vinter gennemfører Sirius-patruljen sine lange ture med hundeslæde, og de har siden 1960 systematisk registreret alt, hvad de ser af dyreliv. Alle observationerne bliver indtegnet på et kort, og de seneste ti år er patruljens data gået direkte videre til forskningsinstitutionerne, hvor de år for år bliver lagret i en database. - Vi har ofte fortalt dem, hvor godt deres materiale er, siger Mads Forchhammer, og vi havde simpelthen ikke kunnet gennemføre dette projekt, hvis vi ikke havde haft Sirius data. Så de vil selvfølgelig få nogle eksemplarer af Nature-artiklen. En ringe tak for deres store indsats. Klimaet bestemmer op til 24% af svingningerne i antallet af moskusokser i Nordøstgrønland. En foregangsmand Det er ikke første gang, at en dansk forsker tager livtag med spørgsmålet om forholdet mellem klima og dyrebestande. Den kontroversielle zoolog Christian Vibe tumlede fra 1950 erne og fremefter med at bevise, at de større klimasystemer påvirker dyrearterne. Han interesserede sig især for havisens betydning og sammenlignede svingningerne i ismængden over tid med svingninger i dyrebestandenes størrelse. - Vibe fandt en næsten for klar sammenhæng, som ikke overbeviste det videnskabelige samfund. Hans statistiske metode var for dårlig, men grundlæggende var hans tanker 40 år forud for sin tid, slutter Mads Forchhammer. Han mødte Christian Vibe en enkelt gang, kort før foregangsmandens død i Kontakt: Mads C. Forchhammer, Zoologisk Institut, KU, tlf , mcforchhammer@zi.ku.dk NAO Den nordatlantiske oscillation Klimaforskerne forklarer den nordatlantiske oscillation med udgangspunkt i trykforskelle mellem det subtropiske højtryk over Azorerne og lavtrykkene over Island, som har været registreret siden midten af 1800-tallet. Gennem de seneste år har vi i vinterhalvåret overvejende oplevet en fase med meget markante højtryk over Azorerne og dybe lavtryk over Island, og det har presset fronterne nordpå og givet en stærk, nordlig luftstrøm. Resultatet har for Danmarks vedkommende været en vejrtype, vi kun kender alt for godt, med milde og fugtige vintre og flere voldsomme storme. For Grønland har disse trykforhold givet plads til, at der strømmer kold, tør luft fra polområdet ned over Vestgrønland og Nordøstcanada. Det er forklaringen på, at middeltemperaturerne i Vestgrønland de seneste år er faldet med op til 1º. I Østgrønland - beskyttet mod vestkystens polarvinde af Indlandsisen - er klimaet derimod præget af de mange nordgående, fugtige og tempererede luftstrømme, og målinger ved Tasiilaq og Danmarkshavn viser svagt stigende middeltemperatur siden midten af 1970 erne. Grafik: Mads Forchhammer Foto: Poul-Erik Philbert 5 Polarfronten 4 / 02

6 En gul skygge over Vinlandskortet Britiske forskere sår ny tvivl om ægtheden af Vinlandskortet, som er et af beviserne på, at nordboerne nåede Amerika før Christoffer Columbus. Af Poul-Erik Philbert Det omstridte Vinlandskort, som påstås at stamme fra 1400-tallet, er atter kommet i modvind. Kortet dukkede op i 1957 og viser Europa, Nordafrika, Grønland og mest bemærkelsesværdigt et lille område vest for Grønland, som angiveligt er nordboernes Vinland. Det blev købt af finansmanden Paul Mellon for $ og senere doneret til Yale University. Striden blusset op Gennem alle årene har forskerne krydset klinger over kortet og leveret bidrag og undersøgelser, som har talt for eller imod dets ægthed. Langt de fleste mener, at der er tale om en forfalskning, og tvivlerne har nu fået styrket deres mistro af en ny, britisk undersøgelse. Kemikerne Robin Clark og Katherine Brown fra University College London har med laserlysteknik analyseret blækkets sammensætning og fundet ud af, at kortets streger ser ud til at bestå af to komponenter: en sort hovedstreg af kul og en gullig kant, der indeholder stoffet anatas. Robin Clark mener ifølge tidsskriftet Nature, at den gule skygge er lagt på for at få det til at ligne et gammelt kort. Sorte streger med gullige kanter er nemlig karakteristisk for gamle dokumenter, fordi jernsulfatet i blækket gulner med årene. Imidlertid viser de kemiske analyser, at blækket på Vinlandskortet slet ikke indeholder jern. Clark siger videre, at der ikke burde være anatas på et kort fra 1400-tallet, eftersom stoffet først er blevet brugt i blæk fra omkring 1920, hvilket tidligere undersøgelser også har påpeget. Forskere, som forsvarer Vinlandskortet, har kritiseret metoden bag den engelske undersøgelse og mener desuden, at det er usandsynligt, at en forfalsker har lagt en gul skygge bag kortets streger. Samtidig har en kulstof14-datering bekræftet, at pergamentet stammer fra mellem 1423 og Det svarer helt til forsvarernes opfattelse af, hvornår kortet er tegnet. Det siger intet om korttegningens alder, svarer skeptikerne. Kun at der er tale om en professionel forfalskning, hvor der er valgt et pergament, som skal styrke kortets autencitet. Nordboerne kom først Hvis striden om Vinlandskortet skal afgøres definitivt, kan en kulstofdatering af blækket være nøglen. Desværre bliver det ikke i den nærmeste fremtid, for de nuværende dateringsteknikker kræver betydeligt mere materiale, end blækket på kortet giver. Men skulle debatten - som flere forskere mener - aldrig blive lukket endegyldigt, ændrer det ikke længere på den kendsgerning, at nordboerne nåede Amerika før Columbus. Da kortet dukkede op i 1957, indeholdt det for alvor historisk sprængstof. En inskription på kortet: Øen Vinland opdaget af Bjarni og Leif i fællesskab, underbyggede teorien om, at Leif den lykkelige havde fundet Amerika omkring år år før Columbus. Og hvis kortet var tegnet i 1400-tallet, havde Columbus måske oven i købet kendt det. Nu ved vi fra arkæologiske udgravninger på L anse aux Meadows på New Foundlands nordspids, at nordboerne nåede frem til Amerika lige efter årtusindskiftet, så kortet er ikke længere en afgørende kilde. Så Vinlandskortet har stadig kulturhistorisk værdi, men det er nok et spørgsmål, om det på lidt længere sigt holder sin mere jordbundne værdi, som menes at ligge omkring 200 millioner kr. Vinlandskortet stammer fra mellem 1423 og 1445, siger tilhængerne. Det er et falsum, siger skeptikerne. Vinland og Grønland ses i øverste, venstre hjørne. 6 Polarfronten 4 / 02

7 Et fjeldskred målt og vejet Geologerne har nu et bud på, hvad der skete under det kolossale fjeldskred i Disko-området i De vurderer den efterfølgende flodbølge til at være en af de større i moderne tid. Af Jane Tolstrup Alt var kaos, da et fjeldskred ved Paatuut på Nuussuaq-halvøen den 21. november 2000 forårsagede en enorm flodbølge i Saqqaq længere mod syd. I tre kvarter væltede høje bølger ind over de lavest liggende dele af bygden og vaskede kysterne rene for sne i op til 50 meters højde. Mens huse blev skyllet bort og en stor kran væltede i havet i den nedlagte mineby Qullissat på nordsiden af Diskoøen, begrænsede skaderne i Saqqaq sig til at omfatte sønderrevne joller og speedbåde, som blev kastet op på land under flodbølgens hærgen. Ingen mennesker eller hunde kom dog alvorligt til skade. De 90 millioner kubikmeter klippe og sten, som forskerne anslog var styrtet i havet med op til 200 km i timen, resulterede i en rystelse, der blev målt til 2,3 på Richterskalaen. Kiler i klipperne I de to år, der er gået, siden naturkatastrofen indtraf, har geologer fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) beskæftiget sig med at finde årsagen til fjeldskreddet. Selvom fjeldskred ikke er et ualmindeligt fænomen i Grønland, er et så voldsomt skred, Foto: Asger Ken Pedersen som det, der fandt sted i november 2000, sjældent set. Grundfjeldets gnejser og granitter sikrer normalt stabilitet, men lige netop området fra Disko over Nuusuaq til Svartenhuk er præget af fjelde, der består af forholdsvis bløde sand- og lerbjergarter med tunge, massive lag af den vulkanske bjergart basalt ovenpå. Denne kombination af tunge bjergarter oven på bløde bjergarter giver en ustabilitet, der yderligere forværres, når der opstår sprækker i jorden. Ifølge geologer er det netop sådanne sprækker, der i kombination med vejret kan siges at have udløst det voldsomme stenskred ved Paatuut. Et par dage inden skreddet havde det været tøvejr, og smeltevandet fra sneen var løbet ned i revner i fjeldet. Da det senere igen blev frostvejr, kom vandet i kontakt med permafrosten og frøs til is. Isen har virket som kiler, der blev sat ned i klippens revner, og dette har været nok til at løsne stenmasserne og sætte gang i skreddet. Foto: Lotte Melchior Larsen Værkstedsbygninger i Qullissat før og efter flodbølgen i En flodbølge af format Selvom fjeldskreddet ved Paatuut var bemærkelsesværdig, kan det dog ikke måle sig med den største, kendte lavine, som er forhistorisk og fandt sted i Iran. Her mener man, at 20 milliarder kubikmeter blev sat i bevægelse. Flodbølgen, der opstod som følge af lavinen, viste sig til gengæld at høre til de større i moderne tid. For at finde flodbølger af tilsvarende størrelse må man vende sig mod Alaska, der i 1957 og 1964 oplevede flere flodbølgers hærgen med store ødelæggelser til følge. Til sammenligning slap bygderne i Disko-området nådigt fra vandets hærgen, hvilket især skyldes, at de ligger placeret bag vige, der splittede bølgen op i mange mindre bølger. Flodbølger ses ofte i forbindelse med hurtige stenskred, der pludselig forskubber vandmasserne i havet. Den enorme bølge dannes ved, at havbunden bevæger sig. Herved skabes en bule på vandoverfladen, der i kraft af forstyrrelserne breder sig hastigt i alle retninger. Når flodbølgen nærmer sig kysten, hvor vanddybden er forholdsvis lav, ophobes vandet til en meget høj bølge, som skyller ind over land og skaber kaotiske tilstande. Generelt kan flodbølger brede sig langt og med en hastighed på flere hundreder kilometer i timen. Naturkatastrofen har sået bekymring blandt indbyggerne i området for, at noget lignende skal ske i fremtiden. GEUS vurderer dog, at risikoen for et snarligt, nyt stenskred med en flodbølge er minimal. Selvom vurderingen er behæftet med stor usikkerhed, er det geologernes bud, at de store, farlige skred i gennemsnit sker et par gange hvert årtusinde. Kontakt: Trine Dahl-Jensen, tlf , tdj@geus.dk 7 Polarfronten 4 / 02

8 Polarsolens mørke gerninger Når polarsolen viser sig første gang og gennembryder vinterens langstrakte tusmørke, vækker dens stråler naturen til nyt liv. Men samtidig sætter lyset gang i en række kemiske processer, som frigør giftige tungmetaller i miljøet. Hermed har forskerne fundet en vigtig kilde til kviksølvsforureningen i Arktis. Af Poul-Erik Philbert Man har i mange år vidst, at tungmetaller fra især kulforbrændingen i den industrialiserede verden er blevet ført til de arktiske egne med vinden. Det har også længe været kendt, at kviksølv og de øvrige tungmetaller trænger ind i fødekæden og forgifter især de øverste led i kæden: sæler, isbjørne og mennesker. Men det er først i løbet af de senere år, at forskerne har fået taget hul på at afdække mysteriet om, hvordan kviksølvet finder vej ind i fødekæden. Et overraskende gennembrud Gennembruddet fandt sted ved et tilfælde i 1995 på målestationen i Alert i arktisk Canada. Den amerikanske videnskabsmand Bill Schroeder var i færd med at måle kviksølv i atmosfæren og oplevede i forårsmånederne, at mængden af kviksølv og ozon helt uforklarligt pludselig faldt. Kviksølvet forsvandt øjensynligt ud af atmosfæren. Overraskelsen var så stor, at måleinstrumenterne blev sendt til eftersyn, men de fejlede intet. Næste års målinger viste samme mønster: når polarsolen dukkede op, begyndte koncentrationerne af kviksølv og ozon Foto: Henrik Skov i atmosfæren igen at svinge og falde kraftigt, og det fortsatte frem til, snesmeltningen satte ind. Det viste sig også, at faldet dagligt var størst omkring middagstid, hvor sollyset er stærkest. Polarsolen som katalysator Siden er forskerne kommet tættere på at forstå, hvad det er, der sker, når polarsolen viser sig. Blandt dem er atmosfærekemikeren Henrik Skov fra Afdeling for Atmosfærisk Miljø på Danmarks Miljøundersøgelser, som står i spidsen for den danske indsats på området. - Vi er langtfra kommet helt til bunds i mysteriet, fortæller Henrik Skov. Det har været meget overraskende at se, at kviksølv, som normalt har en levetid på et-to år, pludselig forsvinder i atmosfæren i løbet af ti timer. Og i virkeligheden forsvinder kviksølvet ikke, men fjernes blot fra atmosfæren og oplagres i sneen i en anden form. Fænomenet finder sted ved havet, og meget tyder foreløbig på at det er stoffet brom, der udløser de kemiske processer. Brom findes i havisen og frigøres først, når sollyset kommer. I atmosfæren går brom i forbindelse med ozon med det resultat, at ozonen destrueres, og kviksølvet går fra en meget langsomt nedbrydelig form til en såkaldt reaktiv form med ekstremt kort levetid. Det aflæses af måleinstrumenterne som et kraftigt fald af kviksølv i atmosfæren. En stor del af det nye, reaktive kviksølv oplagres derpå i sneen og omdannes samtidig til en biologisk optagelig form. Det er dokumenteret gennem målinger, som viser, at den samlede mængde kviksølv i snedækket stiger voldsomt, fra polarsolen viser sig, frem til snesmeltningen sætter ind. - Når sneen smelter, har den en utrolig høj koncentration af kviksølv, og det falder uheldigvis sammen med det tidspunkt, hvor alle primære organismer skriger efter næring i havet, siger Henrik Skov. Vi regner derfor med, at det er i denne periode, en stor del af det meget giftige kviksølv trænger ind i havets fødekæde, og at vi derfor har fundet den mekanisme, som spreder det giftige stof i det arktiske. Store krav til præcision Der er tale om meget små koncentrationer af kviksølv, så det stiller uhyre store krav til præcision af målinger og dermed til måleudstyret. Henrik Skov og hans forskergruppe er meget langt fremme på dette felt og er Målinger af kviksølv i atmosfæren viser markante fald i koncentrationerne i forårsmånederne frem til det begynder at tø. Kviksølv, ng/m J F M A M J J A S O N D 8 Polarfronten 4 / 02 Grafik: AMAP

9 sammen med en gruppe på NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration i Tennesee, de eneste, som gennemfører denne type målinger i Arktis. Adjunkt Mike Goodsite fra Syddansk Universitet har stået bag meget af udviklingen af måleudstyret og har gennemført målinger på Station Nord i Nordgrønland og i Barrow i Alaska. Det ser foreløbig ud til, at det ikke er alt kviksølv, som bliver overført til sneen, for de senere års målinger tyder på, at en del øjensynlig vender tilbage til atmosfæren. Det har endnu ikke været muligt at få et nøjagtigt mål for, hvor meget det drejer sig om, men man anslår, at det er omkring 1 / 3. For øjeblikket er Mike Goodsite i gang med at udvikle måleapparaturet, så planlagte målinger i Barrow i 2003 og 2004 vil måske kunne give et mere præcist mål for hvor meget kviksølv, der oplagres i sneen og hvor meget, der vender tilbage til atmosfæren. En fordobling af kviksølv i miljøet Ud fra den viden, der i dag findes om fænomenet, har forskerne på DMU udviklet en model, som kan beregne hvor meget kviksølv, der udledes i naturen. Det er Jesper Christensen, som har udviklet modellen, der går under betegnelsen DEHM-modellen. Beregningerne viser, at den nye teori om kviksølvoplagring giver dobbelt så meget kviksølv i miljøet, som man hidtil har troet. Der udledes årligt 2300 tons kviksølv på verdensplan pga. menneskelig aktivitet, og modellen viser, at uden kviksølvoplagringen vil 100 tons finde ud i det arktiske miljø, mens det drejer sig om 200 tons, hvis man regner oplagringen om foråret med. - En model er dum i den forstand, at den kun afspejler den viden, vi har, siger Henrik Skov. Men vi har allerede nu fat i hovedfænomenerne, og finder vi de kommende år ud af præcist hvor meget kviksølv, der bliver tilbage i sneen, er vi kommet et godt stykke videre. Et tæt internationalt samarbejde Både Henrik Skov og Mike Goodsite understreger igen og igen, at en vigtig forklaring på gennembruddet i forskningen i kviksølv har været et tæt internationalt samarbejde. Der er i dag en 6-7 forskergrupper, som tæller amerikanske, canadiske, franske, schweiziske, norske, svenske, tyske og danske forskere, og det er herfra, en fuld forståelse af mekanismerne bag kviksølvsforureningen i Arktis skal komme. I Danmark er der indgået et samarbejde mellem tre projekter. Forskergruppen på Afdeling for Atmosfærisk Miljø fortsætter sine analyser af kviksølvoplagringen, mens to andre grupper vil undersøge, hvor meget kviksølv, der kommer ind i fødekæden, og hvordan kviksølvforureningen har udviklet sig i forskellige dele af den øvre fødekæde. Atmosfæreforskningen er blevet finansieret af Miljøstyrelsens ordning for Miljøstøtte til Arktis. Kontakt: Henrik Skov, DMU, tlf , hsk@dmu.dk Kviksølvsforureningen fortsætter Kviksølvforureningen i Arktis bliver fulgt nøje, fordi kviksølvet trænger ind i fødekæden og er mistænkt for at udgøre en helbredsrisiko for bl.a. mennesker. Senest har en færøsk undersøgelse påvist, at man kan spore en effekt på børns mentale udvikling. Kviksølv er et forholdsvis almindeligt metal, som findes i klipper, sedimenter og organisk materiale. Omkring halvdelen af det udledte kviksølv stammer fra naturen, den anden halvdel er menneskeskabt. Den menneskeskabte del var i 1995 på omkring 2300 tons, og heraf stammer to tredjedele fra kulafbrænding. Mere miljøvenlige kraftværker og anvendelse af alternative brændstoffer har i Vesteuropa og Nordamerika halveret udledningen siden begyndelsen af 1980 erne. Der er imidlertid frygt for, at udledningerne på verdensplan alligevel er stigende i disse år. Det skyldes først og fremmest stærkt voksende udledninger i Asien, som nu står for halvdelen af Jordens samlede udledninger. Især Kina bidrager kraftigt fra landets fremvoksende industri, kraftværker og kulfyring i husstandene. 25% af den menneskeskabte udledning af kviksølv menes at stamme herfra. Læs mere i Arctic Pollution 2002, rapport fra Arctic Monitoring and Assessment Programme, Oslo Solens lys får brom til at stige op fra havisen og gå i forbindelse med bl.a. ozon. Det omdanner atmosfærisk kviksølv til reaktivt kviksølv, som finder vej ind i fødekæden eller vender tilbage til atmosfæren. kviksølv Hg 0 kviksølv Hg 0 Brom indgår forbindelse med ozon og atmosfærisk kviksølv kviksølv brom reaktivt kviksølv brom kviksølv Grafik: AMAP 9 Polarfronten 4 / 02

10 Uegnet for bønder Kulde og is, højvande og sandflugt gjorde livet surt for nordboerne, som opgav de grønlandske bygder engang i midten af 1400-tallet. Af Jens J. Kjærgaard, Naja Mikkelsen og Antoon Kuijpers Vi ved, at nordboerne forsvandt. Men hvor blev de af? Det er fortsat en gåde. En del af forklaringen får vi forhåbentlig, når geologer i de kommende år får analyseret bundprøver, som i dette efterår blev hentet i fjordområdet omkring Nuuk og på det lave vand helt inde ved Sandnes i Ameralikfjorden. Endnu en brik Med andre ord er der sat fokus på det område, hvor Vesterbygden blev anlagt og havde gode kår, indtil bygden uddøde - måske som følge af en klimaforværring, Da kolonisationen var på sit højeste, levede nordboer af landbrug i Grønland. I dag er landbruget i det store og hele begrænset til fårehold som f.eks. i Qorlortoq-dalen over for Narsarsuaq. der satte ind i 1300-tallet. Når ekspeditionens resultater føjes til de resultater, som blev hentet ved lignende maringeologiske undersøgelser i Østerbygden i Sydgrønland , føjes der endnu en brik til den norrøne historie i Grønland. Nordboerne forsvandt efter 500 års eksistens fra landet, men det er endnu ikke klarlagt, hvorfor og præcis hvornår de forsvandt. Mange undersøgelser er foretaget på land, og de maringeologiske undersøgelser skal supplere disse, bl.a. med information om isforholdene i fjordene. Sidste sikre melding fra det norrøne Grønland kan læses i et islandsk håndskrift, der lakonisk beretter, at Sigrid Bjørnsdatter giftede sig med Thorstein Olofsøn på Hvalsøy første søndag efter korsmesse den 14. september Stærk vind og sandflugt Fagfolk vil nu tolke de skjulte budskaber i mudderet, som blev indsamlet under togtet i Nuuk-området i år. De forskellige arter af det kiselskallede bitteliv, som kaldes diatomeer, er meget følsomme og pålidelige indikatorer for udsving i miljøets udbud af næringsstoffer, og de fortæller om isforhold og skift i vandets saltholdighed og temperatur. Vi får med andre ord viden om overordnede klimaændringer og disses indflydelse på fjordområderne. Undersøgelser på land foretaget i nordboernes Østerbygd har afsløret heftig sandflugt i visse dele af disse nordboområder. Flyvesandet var en plage for nordboerne, men skyldes næppe alene rovdrift på naturen, som tidligere antaget. Undersøgelser af sedimentkerner indsamlet ved Østerbygden i 1998 viser således, at vinden var markant kraftigere mellem ca. 900 og 1300, hvilket selvsagt kunne forårsage kraftig sandflugt. Foto: Steffen Stummann Hansen 10 Polarfronten 4 / 02

11 Erosionen medvirkede således til at vanskeliggøre de nordiske bønders markarbejde. Det er helt sikkert, at havet også voldte bekymring. Bønderne kunne se, at græsgange og kirkegårde blev slugt af bølgerne. Det blev værre og værre fra slægtled til slægtled. Borekerner fra havbunden Undersøgelserne blev udført og ledet af Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) i samarbejde med instituttet GEOMAR ved Christian-Albrechts Universität i Kiel, Institute for Baltic Sea Research ved Rostock Universitet, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv samt Nationalmuseet i København. Det tyske forskningsråd stillede skibet Alexander von Humboldt - opkaldt efter den tyske naturforsker ( ), som grundlagde plantegeografien og den fysiske jordbeskrivelse - til rådighed for ekspeditionen. Ekspeditionen knytter an til maringeologiske undersøgelser ledet af GEUS og udført i 1998 med det tyske fartøj Poseidon ved Østerbygden i det sydvestlige Grønland. Før Poseidon sejlede til Grønland, havde Farvandsdirektoratet sørget for at lodde dybder i fjorde og vige; opmålingen ved Tunulliarfik og Igaliku var nødvendig, thi der var risiko for grundstødning og tab af det kostbare sonarudstyr, som blev slæbt over havbunden. Foto: GEUS Aflejringerne i borekernerne taget med Poseidon viser, hvordan havstrømme og klima skiftede på det tidspunkt, da efterkommerne af Erik den Røde og hans ledsagere forsvandt fra Grønland, alt imens inuitter kom ind i Nordbo-området fra nord. På grænsen til det mulige Mennesker i Arktis har altid levet på grænsen til det mulige, men ved det forrige årtusindeskifte, hvor nordboerne kom til Grønland, var klimaforholdene forholdsvis gunstige takket være det fænomen, som kaldes Middelaldervarmen. Da kolonisationen var på sit højeste, levede der nordboer i Grønland. Det svarer så nogenlunde til indbyggertallet i samtidens København. Nordboerne var bofaste til forskel fra inuitterne, der levede af jagt. Ved gårdene kunne der ikke dyrkes korn, idet klimaet ikke var varmt nok, men nordboerne havde kvæg og får, som græssede på sætere i fjeldene i sommertiden og blev fodret med hø, når vinteren satte ind. Græsset blev hentet på overrislede marker tæt ved gårdene, et sindrigt vandingssystem sikrede et optimalt udbytte. En kamp for overlevelse Men med den tiltagende kulde blev opretholdelsen af dette gårdbrug vanskeliggjort, samtidig med at de lavere liggende Borekerner fra fjordområderne omkring Nuuk kan give informationer om klima og miljø i nordbotiden. Måske kan det kaste nyt lys over, hvorfor nordboerne forlod Grønland i 1400-tallet. og kystnære græsarealer i løbet af generationer langsomt, men sikkert blev overskyllet. Kystlinjen er således helt forandret over de sidste 1000 år, idet der er sket en relativ hævning af havniveauet på to til tre meter. Ja, det er sådan set forkert at tale om vandets stigning, faktisk er det landet, som sænkes grundet ændringer i Indlandsisen. Anderledes er det i Nordgrønland. Her hæver landet sig, og bopladser afdækket af bl.a. Eigil Knuth ligger mange meter over nuværende havniveau. Samtidig med at nordboerne fik spoleret deres græsgange, fik de problemer med landets oprindelige befolkning, inuitterne, som vendte tilbage til den sydvestlige kyst efter flere århundreders fravær. I takt med den tiltagende kulde fulgte inuitterne deres byttedyr sydover og kom ind i de områder, hvor nordboerne havde anlagt deres gårde og forsøgte at videreføre deres europæiske livsstil. Borekerner fra Østerbygdens fjorde viser, at storisen tiltog ud for indsejlingen til Østerbygdens fjordsystemer fra omkring Da arkæologerne omkring 1930 begyndte at grave i nordboernes kirkegårde, havde de en teori om, at den magre jord gemte kummerformer, skeletter præget af sult og engelsk syge, men sådan forholder det sig ikke. Da agrene ikke kunne give nordboerne føden, intensiverede de deres jagt og fiskeri. Isotopundersøgelser viser, at i den sidste periode af nordboernes ophold i Grønland udgjorde føde fra havet 80 procent af deres kost (se artikel i Polarfronten nr. 2/2002). De hidtidige undersøgelser af marine kerner har bidraget til de arkæologiske undersøgelser med ny viden om klimaog miljøforhold i nordboernes fjordområder. Men endnu er gåden om nordboernes forsvinden ikke løst. Jens Jørgen Kjærgaard er freelancejournalist, Antoon Kuijpers og Naja Mikkelsen er geologer ved GEUS og tilknyttet nordboprojektet. Kontakt: Antoon Kuijpers, GEUS, tlf.: , aku@geus.dk 11 Polarfronten 4 / 02

12 Voldsomme klimaændringer på Af Poul-Erik Philbert Foto: Søren Rysgaard Hvis modelberegninger holder stik, vil temperaturerne i Nordøstgrønland stige med 8º i løbet af de næste 100 år. Det vil øge den biologiske produktion i vandet og dermed fødemængden til bl.a. fisk. De forventede temperaturstigninger i Nordøstgrønland på 8 vil fjerne havisen i sommerperioden og give havet fri adgang til at erodere kysten. Billedet viser Mynstedhus ved Hochstetter Forland og er taget denne sommer, som bød på helt exceptionelle klimaforhold i det nordøstlige. Det var helt usædvanlige isforhold, der mødte seniorforsker Søren Rysgaard fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), da han i september tog turen fra Kap Tobin til Nordostrundingen med søværnets inspektionsskib Vædderen. Hvor der normalt er drivis, var der hele vejen op langs nordøstkysten åbent vand. Og havet havde fået fri adgang til at gnave af kysten, som over store strækninger havde tydelige mærker efter erosion og jordskred. Nu skal man ikke råbe klimaforandring, fordi der et enkelt år viser sig helt exceptionelle vejrforhold. Det ved alle, der beskæftiger sig med det omskiftelige klima. Men det forbløffende syn kan alligevel godt blive dagligdag i Nordøstgrønland i slutningen af århundredet. Temperaturer på himmelflugt Helt nye beregninger peger nemlig på, at Nordøstgrønland kan se frem til betydeligt mere varme de næste år. Ikke mindre end 8º forventes middeltemperaturerne at være steget i slutningen af dette århundrede i forhold til i dag. Med varmen vil følge 20% mere nedbør, den isfrie periode vil fordobles, og isens tykkelse halveres. Det er Søren Rysgaard og hans kolleger fra forskningsprojektet CAMP, der i Foto: Søren Rysgaard samarbejde med forskere fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) står bag de opsigtsvækkende tal. Modelberegningerne indgår i et større forskningsprojekt, som med base i Young Sund ved Daneborg i Nordøstgrønland er i gang med at undersøge, hvordan ændringerne i klimaet påvirker produktionen og livet i arktiske fjorde (se Polarfronten 1/2001). Bedre fødegrundlag Med en fordobling af den isfrie periode regner Søren Rysgaard med, at der vil trænge 60% mere lys ned i havet om år. I dag er planterne i havet først og fremmest begrænset af mangel på lys, så længere perioder med åbent vand vil sætte gang i produktionen i de østgrønlandske fjorde og kystområder og vil nemt kunne fordoble produktionen af f.eks. planktonalger frem til år Omsætningen i Young Sund vil også stige, fordi det varmere klima vil give mere smeltevand fra Indlandsisen og mere nedbør. Det vil øge vandudskiftningen i fjorden og bringe flere næringssalte og mere næringsrigt vand ind ude fra polarvandet. - Samlet vil det give et langt bedre fødegrundlag end i dag, siger Søren Rysgaard. Holder forudsigelserne, vil klimaet omkring Young Sund komme til at ligne det klima, som man i dag har mellem Ammassalik og Kap Tobin flere hundrede kilometer længere sydpå. Det betyder, at der sandsynligvis vil blive bedre forhold for en lang række fisk. Men som altid, når det økologiske grundlag ændrer sig radikalt, vil konsekvenserne ikke være de samme for alle dyrearter. I Nordøstgrønland vil det antagelig være bedre at være hvalros end isbjørn, hvis varmen breder sig (se artiklen s. 14). Undersøgelser viser, at hvalrosserne kun udnytter en lille procentdel af de muslinger, som findes på bankerne ud for Young Sund, så med længere perioder med åbent vand og en større produktion af muslinger må det give plads til en væsentlig større hvalrosbestand end i dag. 12 Polarfronten 4 / 02

13 vej i Nordøstgrønland HIRHAM4 ( ) ( ) scb2 HIRHAM-modellen forudsiger stigninger i middeltemperaturen i Grønland, når man sammenligner gennemsnittet for perioderne og Temperaturstigningernes omfang kan aflæses på søjlen til højre, som viser en stigning for Nordøstgrønland på 8. Havisen trækker sig tilbage Meget tyder på, at havisen allerede er begyndt at trække sig tilbage. Claire Parkinson fra NASA s Goddard Space Flight Center har på grundlag af NASA s satellitdata beregnet, at perioden med åbent vand er blevet øget med 1-2 uger i årene fra 1978 til Beregningerne viser også, at havisen i denne periode i gennemsnit er svundet ind med km 2 om året, hvilket svarer til 3% pr. tiår. For Young Sund viser observationer gennem de sidste 50 år en lignende tendens. Målingerne startede i 1950 erne på vejrstationen i Daneborg og er siden blevet fulgt op af observationer fra slædepatruljen Sirius og de senere år af DMU. Det samlede billede de seneste 50 år er, at den isfrie periode nær kysten er blevet øget med to uger. Registreringerne peger også på, at de senere år har oplevet større variationer i isdækket end tidligere. For dårligt I arbejdet med at udvikle klima- og økosystemmodeller har forskerne været handicappet af, at der findes så få data. Over en strækning på 2000 kilometer som fra København til Firenze er der kun en lille håndfuld målestationer, som indsamler atmosfæredata. Og havdata begrænser sig til enkeltobservationer i forbindelse med diverse forskningsprojekter Ammassalik Søren Rysgaard har konkret manglet lange dataserier, som kunne give informationer om saltholdighed, vandtemperaturer og strømforhold, og han efterlyser en mere aktiv, dansk indsats med at indsamle klimadata i Nord- og Østgrønland. Området har også stor indflydelse på klimaet i Europa, fordi det påvirker de globale havstrømme, herunder Golfstrømmen. - Både svenske, norske og tyske forskningsskibe gennemfører med mellemrum målinger ud for den grønlandske østkyst. Selv japanere og canadiere er repræsenteret. Men vi er ikke særligt synlige, når det gælder målinger i Grønlandshavet, og det er simpelthen for dårligt i lyset af vores rigsfællesskab med Grønland, lyder det fra Rysgaard. Med moniteringsprogrammet på Zackenbergstationen har vi de seneste år skabt et forbillede. Men det er ikke tilstrækkeligt. Der mangler stadig en registrering af en række havdata. Han mener, at behovet for målinger kan klares med automatiske loggere, som kan tjekke f.eks. saltholdighed, temperaturer, strømforhold og sammensætningen og udsynkning af plankton. Man vil så kunne supplere med mere detaljerede målinger, når man kommer forbi for at tappe de automatisk indsamlede data. En langsigtet indsamling af data er ikke kun interessant i en forskningssammenhæng. Slår de forventede klimaændringer igennem, kan der hurtigt vise sig kommercielle interesser i at have et ordentligt datagrundlag til f.eks. at vurdere de fremtidige muligheder for fiskeri. Kontakt: Søren Rysgaard, DMU, tlf , sr@dmu.dk En modelleret klimaforudsigelse Young Sund Kap Tobin Klimaforudsigelser bygger på computerstyrede modeller af de komplicerede, fysiske sammenhænge i klimasystemet. Forskerne arbejder hele tiden på at optimere modellerne ved at opdatere deres viden om systemets indre sammenhænge og oversætte disse til en matematisk formulering, som kan indgå i computermodellen. Klimamodellen bag forudsigelserne om de stigende temperaturer i Nordøstgrønland går under navnet HIRHAM og er en regional atmosfæremodel udviklet i et samarbejde mellem forskere ved DMI (v. Jens Hesselbjerg Christensen) og Max Planck Instituttet for Meteorologi i Hamborg. Den har så høj en opløselighed, at den kan bruges for områder helt ned til 50 x 50 kilometer, og er derfor anvendelig i projektet i Young Sund. Den beskriver bl.a. samspillet mellem de fysiske processer i solstråling, skydannelse, havis, vandets kredsløb og de fysiske processer ved jordoverfladen samt is- og havoverflader. Modelleringen for det fremtidige klima bygger på FN s internationale klimapanels (IPCC) scenarier for, hvordan den menneskeskabte forandring i atmosfærens indhold af drivhusgasser vil udvikle sig i det 21. århundrede. Forskerne har valgt at arbejde med to af scenarierne: et konservativt, som forudsætter, at det menneskeskabte CO 2 -udslip globalt kommer nogenlunde under kontrol, og et mere vildtvoksende og yderligtgående, hvor industrialiseringen fortsætter, og CO 2 -koncentrationern i atmosfæren øges kraftigt gennem hele århundredet. Forudsigelserne for Nordøstgrønlands fremtidige klima bygger på det konservative scenario. 13 Polarfronten 4 / 02

14 Vindere og tabere i klimalotteriet Hvis Nordøstgrønland bliver ramt af kraftige temperaturstigninger, vil det påvirke dyrelivet meget forskelligt. Af Poul-Erik Philbert Temperaturstigninger i Østgrønland på op til 8 i løbet af det 21. århundrede kan få alarmklokkerne til at ringe hos mange. Havisen smelter bort, og isbjørne, hvalrosser og sæler vil miste deres naturlige miljø. Måske vil bestandene blive drastisk mindre, måske vil de blive presset væk, eller måske vil de helt uddø? Biologen Erik Born fra Grønlands Naturinstitut har studeret isbjørne og hvalrosser i mange år og har de senere år udført sit feltarbejde i Østgrønland. Han mener ikke, at der findes et enkelt svar på det spørgsmål. Det kan let vise sig, at isbjørne og hvalrosser kommer til at stå med meget forskellige odds i klimalotteriet. Isbjørnene tvinges væk Isbjørnene vil være på Herrens mark, hvis store dele af havisen ud for Nordøstgrønlands kyst forsvinder. Bjørnene lever i dag størsteparten af deres liv på isen. Sammen med forskere fra Oslo Universitet og Norsk Polarinstitut udstyrede Erik Born i 1994 to isbjørne i Østgrønland med radiosendere og har kunnet følge dem i henholdsvis to og fire år. Hvis man ser bort fra perioderne i hi, tilbragte bjørnene langt størstedelen af tiden på havisen ude i Grønlandshavet langt fra kysten. Ja, for den ene var det næsten hele tiden, og den dækkede i løbet af fire år et jagtområde på km 2, hvilket svarer til omkring 2 / 3 af Norge og Sveriges samlede areal. Den utrættelige aktivitet skyldes, at bjørnene jager deres foretrukne føde, sælerne, på havisen. Det drejer sig om ringsæler, grønlandssæler og klapmyds. Forsvinder havisen, vil bjørnene ikke alene blive presset i land, men de vil også miste deres fødegrundlag. Sælerne, der er knyttet til isen, vil gå tilbage i antal, og isbjørne har svært ved at jage sæler i vandet. I Hudson Bugten, hvor isbjørnene hver sommer må gå på land, har man set tegn på, at mindre is det vil sige længere tid med åbent vand medfører, at bjørnene bliver tyndere og føder færre unger. Erik Born mener heller ikke, at den grønlandske bjørn kan finde føden på land: - Det vil være svært for isbjørnen at lægge sin jagtstrategi om og finde nok mad på landjorden. Den er snigdræber og er i virkeligheden stor og tung og kan ikke løbe moskusokserne op. Derfor vil stigende temperaturer formentlig hurtigt gøre et indhug i isbjørnebestanden og muligvis også presse den nordpå. Flere hvalrosser Nogle forskere mener, at den samme skæbne vil ramme hvalrosserne. Den almindelige opfattelse har været, at især hvalroshunnerne og deres unger er afhængige af at ligge på havisen over muslingebankerne. Men Erik Born siger, at f.eks. i Canada ligger hunner og unger meget på land. Det samme gælder hvalrosserne i Østgrønland. Det afgørende er ikke, om de er på isen eller på land, men at de er i nærheden af de muslingebanker, hvor de henter hovedparten af deres føde. Og hvalrosserne henter muslingerne på ca. 30 meters dybde tæt på kysten eller i fjordområder Mindre is over muslingebankerne vil tværtimod nok bevirke, at hvalrosbestanden i Østgrønland vil vokse. De vil få lettere adgang til muslingerne, hvis der bliver længere perioder med åbent vand, ligesom der vil komme flere muslinger, fordi stigende temperaturer vil øge omsætningen og produktionen i havet. Heller ikke argumentet om, at hvalrosserne på længere sigt vil blive truet af sultne isbjørne, tror Erik Born på. Bjørnene har i forvejen stor respekt for hvalrosserne, som de har svært ved at nedlægge. Kontakt: Erik Born, Grønlands Naturinstitut, p.t. tlf , ewb@dpc.dk 14 Polarfronten 4 / 02 Foto: Magnus Elander

15 Kommentar Videnskabelig kortlægning af klimaændringer i Arktis En omfattende kortlægning af klimaændringerne i det arktiske område er nu gået i gang under bogstavkombinationen ACIA, som står for Arctic Climate Impact Assessment. Her forklarer formanden for ACIA om baggrunden for og indholdet i initiativet. Af Robert W. Corell Gennem de seneste årtier er klimasvingninger og -ændringer og den mærkbare forøgelse af UVstrålingen blevet vigtige spørgsmål i det arktiske område. Det er de spørgsmål, der dominerer dagsordenen, når videnskabsfolk og politikere mødes internationalt, og når der udformes traktater, aftaler og konventioner. Resultater fra forskning og viden hentet fra de oprindelige folk i Arktis har i stigende omfang dokumenteret ændringer, ofte dramatiske, i klimaet. Der er tale om ændringer, der tit er mere udtalte end andre steder i verden. Det gælder f.eks: I gennemsnit for Arktis er det blevet 4-5 varmere om vinteren og 3 på årsbasis siden 1960 erne, mens det er blevet lidt koldere i det sydlige Grønland, Davis Strædet og det østlige Canada gennem de seneste årtier. Historiske data og oprindelige folks viden viser, at arktiske dyr, planter og mikroorganismer er vandret nordpå i takt med det varmere klima og de stigende nedbørsmængder. Beboere i landsbyer i det nordlige Alaska har oplyst, at tidligere permafrost-områder er begyndt at tø. Disse observationer er blevet bekræftet af utallige målinger i Alaska og andre dele af Arktis. Havisen er skrumpet med omkring 2,9% pr. tiår i Arktis siden 1979 (en ny videnskabelig undersøgelse viser, at der kan være tale om helt op til 9% pr. tiår de senere år) og istykkelsen om sommeren er skrumpet med så meget som 40% siden 1950 erne. Havisens tykkelse er også blevet reduceret med mellem en og to meter de fleste steder i Det Arktiske Hav og andre arktiske havområder. Der er færre havpattedyr til fangst pga. oceanografiske ændringer og havisforhold, og et lunere klima med milde vintre og mindre (eller ustabil) havis har også påvirket sikkerheden under jagten på havpattedyr. Ozonudtyndingen på de nordlige breddegrader og de heraf følgende ændringer i ultraviolet (UV) stråling er øget betydeligt gennem de seneste årtier, så nogle dele af Arktis midlertidigt oplever op til 20% reduktion af ozon og mere end 40% stigning i UV-stråling. De første resultater af IPCC s (Intergovernmental Panel on Climate Change) computersimuleringer viser, at den arktiske region i dette århundrede vil opleve temperaturstigninger på mellem 3,5 og 5 med vigtige forskelle, som går fra en betydelig opvarmning i Alaska til ingen opvarmning i Grønland. Denne opvarmning er mere end 2,5 gange forudsigelserne for hele kloden i den samme periode. Man hører ofte de oprindelige folk sige: Vi kan ikke forudsige noget mere. Vi ved ikke, om vandet vil fryse eller ej. Tidligere vidste vi, hvad der ville ske, når årstiderne skiftede, men med alle ændringerne i klimaet og de forskellige vandkvaliteter, kan vi ikke forudsige noget mere. Det er blevet klart, at en detaljeret analyse af disse observationer og studier bør gennemføres for mere præcist at kunne fastslå i hvilket omfang, der er tale om naturlige svingninger, og i hvilket omfang, det skyldes menneskelige aktiviteter. Uanset årsagen er det nødvendigt at sammenfatte og vurdere de nuværende og fremtidige konsekvenser af disse ændringer socialt, kulturelt og helbredsmæssigt for indbyggerne i Arktis og for naturen i området. I foråret 1999 diskuterede AMAP (Arctic Monitoring and Assessment Programme), CAFF (Working Group on the Conservation of Arctic Flora and Fauna), IASC (International Arctic Science Committee) og WCRP (World Climate Robert Corell er formand for Arctic Climate Impacts Assessment (ACIA) og forsker fra Kennedy School of Governmentpå Harvard Universitet. Kan kontaktes på global@dmv.com Research Programme) muligheden for en sådan kortlægning med repræsentanter fra forskning, regeringer og andre interesserede parter. Sonderingerne førte til et formelt forslag, som blev vedtaget af Arktisk Råd i oktober 2000, om at planlægge og gennemføre en Arctic Climate Impact Assessment (ACIA), der også omfatter effekterne af den øgede UV-stråling. ACIA s mål er: At evaluere og sammenfatte viden om klimasvingninger, klimaændringer og UV-stråling og at dokumentere deres konsekvenser. At forsyne regeringer, organisationer og arktiske folk med nyttige og troværdige informationer for at støtte politiske beslutninger gennem et sæt politiske anbefalinger til Arktisk Råd. Kortlægningen vil omfatte fysiske, miljømæssige, sundhedsmæssige, sociale og økonomiske konsekvenser og vil anbefale politiske løsninger. Klimaændringerne skal undersøges som en del af den øvrige udvikling i det arktiske miljø, dets økonomi, regionale ressourcer og folk. Kortlægningen gennemføres af omkring 180 internationale forskere og eksperter fra de oprindelige samfund. ACIA rapporterer til Arktisk Råd flere gange hvert år og vil aflevere sin samlede afrappportering og anbefalinger til politiske løsninger til Arktisk Råds ministermøde i Island i slutningen af Yderligere oplysninger kan findes på ACIA s hjemmeside: 15 Polarfronten 4 / 02

16 125 år med Amundsen, Cook og Rasmussen Copyright: Arktisk Institut Det Kongelige Danske Geografiske Selskab har i december afholdt sit 125-års jubilæum. Af Jane Tolstrup Opdagelsesrejser til verdens fjerne egne var i slutningen af det 19. århundrede et prestigiøst foretagende. Ligeledes var det på mode at oprette geografiske selskaber, hvor interesserede kunne følge opdagelsesrejserne og diskutere de resultater, som videnskabsmændene kom hjem med i bagagen. Det var derfor helt i tråd med tidens tendenser, da Det Kongelige Danske Geografiske Selskab blev stiftet for 125 år siden. Og selskabet har siden da udgjort et kvalificeret forum, hvis rolle det bl.a. har været at bidrage til, at periodens mange opdagelsesrejser blev ført ud i livet. I denne sammenhæng har det været af stor betydning, at selskabet meget tidligt støttede dygtige og lovende grønlandsog polarforskere. Af de mange opdagelsesrejser, som seskabet har støttet gennem årene, er ikke så få gået til de arktiske områder. Der kan nævnes Den Litterære Grønlands- Medlemmer i Den Litterære Grønlandsekspedition fotograferet i mandskabshuset i Jakobshavn. Ekspeditionen blev bl.a. støttet af Det Kongelige Danske Geografiske Selskab. ekspedition med bl.a. Knud Rasmussen i og Danmarkekspeditionen i , der var ledet af I. P. Koch. Fornemme opdagelsesrejsende som Roald Amundsen og Frithjof Nansen har i tidens løb gæstet selskabet, der endvidere har stået for uddeling af medaljer til banebrydende polarforskere. Blandt adskillige medaljetagere blev Fr. Cook tildelt en guldmedalje for i 1908 at have nået Nordpolen som den første. Sagen var noget prekær, idet Robert Peary året efter hævdede, at han var den første, der havde stået på Nordpolen, og at Cook var en svindler! Den dag i dag er det stadig uklart, om nogen af dem var på Nordpolen. Selvom de store opdagelsesrejsers tidsalder er forbi, kan Det Kongelige Danske Geografiske Selskab stadig siges at være med fremme i front, når det gælder videnskabelig udforskning af Jordens polare områder. Således iværksattes sidste år ekspeditionen Midgård 2001, der har til formål at undersøge livsvilkår og klimavariationer i Nordøstgrønland gennem Holocæn. Herudover afholder selskabet møder og foredrag om geografiske emner, ligesom det udgiver tidsskriftet Geografisk Tidsskrift samt diverse skriftserier. Læs mere om ekspeditionen og selskabets aktiviteter på selskabets hjemmeside: Billeder fra Grønland før og nu - ISBN Kr. 122,50 (incl. moms) Fangeren Jakob Danielsens fantastiske billedserier og beretninger fra svundne tiders Nordgrønland. Den nye udgave er redigeret af Birger Rosendahl, søn af tidligere landsfoged Ph. Rosendahl. Tekst på grønlandsk, dansk og engelsk og med tilhørende arbejdshæfte til skolebrug. Naturen er Kîstat Lunds store inspirationskilde, og alligevel er hun bestemt ikke nogen traditionel landskabsmaler. Endnu en smuk kunstbog føjer sig til serien om personligheder i grønlandsk billedkunst. Tekst på grønlandsk, dansk og engelsk. ISBN Kr. 247,50 (incl. moms) Atuakkiorfik Grønlands Forlag Telefon Fax Postboks Nuuk 16 Polarfronten 4 / 02

17

18 I Restaurant ULO er der udsigt til såvel nye som velkendte smagsoplevelser. Kokkene bag menukortet byder på oplevelser fra det franske og danske køkken, og lækre "Nassaariuminaallunilu.. qimakkuminaatsoq." Når du først har fundet os er det vanskeligt at rejse igen 250 km nord for Polarcirklen, beliggende lige ovenfor Ilulissat, Vestgrønlands travleste handelsby, med en panoramaudsigt direkte mod Isfjorden hvor kæmpemæssige iskolosser forlader verdens mest producerende isbræ, finder du Hotel Arctic. Et 4-stjernet konference- og turisthotel, der sin geografiske placering til trods har stor succes med at levere 1.ste klasses oplevelser til både erhvervsfolk og turister. Hotel Arctic er gennem de seneste år blevet et skattet opholdssted for virksomheder, der gennemfører uddannelsesforløb og teambuilding, konferencer eller lignende. Både hotel og konferencefaciliteter er klassificeret med 4 stjerner. Den overvældende naturs positive indflydelse på fantasi og koncentration, betragtes som en værdiful sidegevinst, når hotellet vælges som base for møder, og konferencer. specialiteter fra det grønlandske. Under måltidet, kan man lade blikket gå på vandring i det fantastiske panorama, der udspiller sig gennem restaurantens store glaspartier. Hotel Arctics respekt for natur og miljø, er siden år 2000 anerkendt gennem... Postboks 1501, DK-3952 Ilulissat Grønland Tlf.: Fax: reservations@hotel-arctic.gl conference@hotel-arctic.gl G R E E N L A N D At least once in a lifetime

19 Guy Mary-Rousselière: QILLARASUAG - Beretningen om en arktisk folkevandring "Qillarsuaq" er den fantastiske beretning om dén Qillarsuaq, som i 1850erne sammen med sine bopladsfæller vandrede fra Baffin Island til det allernordligste Grønland. Det tog fem år at nå frem - fem år fyldt med kulde, sult og helt umenneskelige strabadser. Efter en del gode år blandt polareskimoerne fik Qillarsuaq og hans gruppe hjemve og startede en ny migration - hjemover mod Baffin Island. Knap nåede de over havet, før sygdom sendte Qillarsuaq til den næste verden. Hans gruppe vandrede videre hovedkuls ind i misfangst og sult, og for at overleve begyndte de levende at æde de døde. Sulten gjorde dem vanvittige. Endelig foreligger dette hovedværk i eskimoisk historie på dansk og grønlandsk. ISBN: sider kr. BOX NUUK GRØNLAND TLF. (00299) FAX (00299) atuagkat@greennet.gl A partnership between: Greenland Resources A/S MT Højgaard a/s GC is a company in Greenland with substantial arctic know-how within: Service & Supply Operations & Maintenance Facility Management Environmental Management, Clean-Up Work and Safety IT and Communications Systems Maintenance Engineering and Construction Work with focus on the customer and Quality of Work. GC is a DNV certified ISO 9002, ISO 14001, and OHSAS company. GREENLAND CONTRACTORS Helseholmen 1 DK-2650 Hvidovre Phone Fax gc@greencont.dk GREENLAND CONTRACTORS 3970 Pituffik Phone Fax gc.cc@gc.gl GREENLAND CONTRACTORS 3910 Kangerlussuaq Phone Fax Company type: Joint Venture

20