TEKNIKKENS TIDSALDER FILOSOFIENS VENDING MOD TEKNOLOGIEN?

Transkript

1 [Albrechtslund, Anders: Teknikkens tidsalder filosofiens vending mod teknologien?. Foredrag d.19. februar 2004 på Institut for Videnskabshistorie] TEKNIKKENS TIDSALDER FILOSOFIENS VENDING MOD TEKNOLOGIEN? Foredrag på Institut for Videnskabshistorie, Århus Universitet d. 19. februar Indledning Jeg vil begynde med at forklare, hvordan jeg bruger ordene teknik og teknologi. Som bekendt skelner nogle mellem de to ord, mens andre ikke gør det. De der skelner, skelner ikke altid på samme måde, og det giver selvfølgelig nogle problemer, når man skal tale om dette emne. Men eftersom der ikke er nogen konsensus om brugen af de to ord, så plejer jeg ikke at skelne jeg bruger teknologi og teknik som to ord for det samme begreb. Mit foredrag er disponeret på den måde, at jeg vil begynde med at diskutere teknologifilosofiens grundlagsspørgsmål, det vil sige, hvorfor filosofien overhovedet skulle vende sig mod teknologien, og hvilke problemstillinger, der må være teknologifilosofiens udgangspunkt. Når det er gjort, vil jeg tage to konkrete, teknologifilosofiske problemstillinger og tale lidt mere om dem, og det vil samtidig være en introduktion af to centrale teknologifilosoffer. Teknologi + filosofi Når jeg i dag skal tale om teknologi, så er der måske særlig her på Videnskabshistorie ingen grund til at give noget særligt motiv for dette emne. Teknologien er allestedsnærværende ikke bare for os, der beskæftiger os akademisk med den. Teknologien er et af de få emner, som stort set alle betragter som noget helt afgørende i vores verden og i vores tid. Teknologien er knyttet til vores levestandard, til fremtidens levestandard, og eksempelvis til forbedringen af den tredje verdens livsvilkår. Den er mulighedsbetingelse for det moderne erhvervsliv, for sundhedssektoren, for underholdningsindustrien, og for uddannelsessystemet, som vi kender det i dag. Og når nu teknologien er så vigtig, så er den selvfølgelig også alibi for politiske forskningsinitiativer og dispositioner i uddannelsessystemet og i erhvervslivet. Ja, teknologien er overalt, så man kan bestemt sige, at vi lever i en teknologisk verden i en teknisk tidsalder, og det gør teknologien til et naturligt emne 1

2 for uddannelse, forskning og foredrag som dette. Men hvad med filosofien? Hvor kommer den ind i billedet? Titlen på dette foredrag er jo Teknikkens tidsalder filosofiens vending mod teknologien?". Jeg skal i dag tale om teknologiens filosofiske aspekter og filosofiens teknologiske aspekter for at sige det lidt fyndigt. Jeg skal med andre ord tale om teknologifilosofi, der jævnfør navnet er en filosofisk disciplin, som har teknologien som genstand. Der er god grund til at undre sig over, hvordan teknologien kan blive genstand for filosofisk refleksion. Teknologien forbindes ofte med fremtidens kategorier og identificeres med det, der driver fremskridtet. Og derfor forbindes teknologien sjældent med sin historie. Forstået på den måde, at teknologiens udvikling ikke har højdepunkter, ligesom for eksempel kunstens historie. Kunsthistorien opfattes almindeligvis som forskellige epoker med skiftende højdepunkter eller som Adam Oehlenschläger har udtrykt det, så stræbes der på kunstens område efter: Den strålende Top, hvorfra vi er sunkne og atter skal op. Teknologien derimod opfattes sædvanligvis som det historieløse, eftersom tegn på historie at modnes, ældes eller dø regnes for mangler ved teknologien. Tidligere tiders tekniske formåen betragtes ikke som historiske højdepunkter, der skal genbestiges, men som kuriøse, måske ligefrem ufrivilligt komiske, forudgående stadier for nutidens teknologiske højdepunkt. Man forestiller sig altså teknologiens udvikling som en proces af lutter fremskridt i modsætning til kunsthistoriens skiftende højdepunkter. Filosofien derimod, forbindes ofte med fortidens kategorier. Det hænger selvfølgelig sammen med, at filosofien hører til den vestlige civilisations første beskæftigelser. Det var filosofisk refleksion, der påbegyndte bevægelsen fra mythos til logos, som er grundlaget for den rationalitet vi kender fra moderne videnskabelighed. Dertil kommer naturligvis, at navne som Sokrates, Platon og Aristoteles ofte forbindes med det at være filosof. Og de var selvfølgelig filosoffer og endda meget store filosoffer men filosofien findes altså stadig (hvis nogen skulle være i tvivl om det), ligesom teknologien også fandtes i antikken. Filosofien forbindes med fortid og fordybelse, og teknologien forbindes med fremtid og fremskridt, men de to emner kan altså også forbindes med hinanden. For mig at se, samles de to domæner i spørgsmålet: hvad er teknologi?. Dette spørgsmål er i mine øjne teknologifilosofiens grundspørgsmål, som al videre beskæftigelse med emnet må forholde sig til enten ved at 2

3 problematisere det eller ved at forudsætte det besvaret. Spørgsmålet angår teknologiens væsen eller essens, det vil sige det, der er fælles for det tekniske. Transcendental og empirisk teknologifilosofi Den mest kendte filosof, der har beskæftiget sig med spørgsmålet om teknologiens væsen, er uden tvivl Martin Heidegger. I sit berømte foredrag, der apropos hedder spørgsmålet til teknikken, spørger Heidegger til det, der gennemtrænger alt teknisk. Det der gennemtrænger og bestemmer teknikken, det vil sige teknikkens væsen, er ikke selv noget teknisk. Heideggers illustration er, at hvis vi for eksempel søger træets væsen, så må man indse, at det, der gennemtrænger og bestemmer ethvert træ som træ, ikke selv er et træ, der lader sig antræffe mellem de øvrige træer, som Heidegger formulerer det med sin særlige stil. Det er mig bekendt heller ikke et synspunkt, som forsvares af nogen, men man kan ikke komme udenom, at der indenfor teknologifilosofien, såvel som filosofien generelt, er en livlig diskussion om emnet væsen : På den ene side har vi det, vi kan kalde essentialisterne, som mener, det er muligt at bestemme et sådant fælles væsen. På den anden side står så non-essentialisterne, der ikke mener, man kan tale om teknologien (med stort T), det vil som en abstrakt fællesbetegnelse man kan kun tale om teknologier. Diskussionen om essentialisme eller non-essentialisme, væsen eller ikke væsen, er for mig at se også en diskussion mellem generationer af teknologifilosoffer. Spørgsmålet om teknikkens væsen knytter an til teorierne om vores tid, det vil sige teknikkens tidsalder, som en tidsånd eller filosofisk samtidsdiagnose, som vi kender fra Heidegger, og filosofferne tilknyttet den såkaldte Frankfurterskole det vil sige Adorno og Horkheimer og en række andre kulturteoretikere fra første del af det tyvende århundrede. På det tidspunkt opdagede man, at teknikkens landvindinger med stor gennemslagskraft havde forandret menneskets vilkår og skabt problemstillinger, der var uforenelige med forestillingen om det tekniske som et kontrollerbart redskab. Derfor betragtede man ikke teknologien som kun redskaber, instrumenter og maskiner, men også som noget, der infiltrerer vores tænkning. Teknologien er blevet vores forståelseshorisont eller referenceramme og er således noget, 3

4 der bestemmer mennesket. Mennesket får derfor sværere ved at forstå sig selv, og det fremmedgøres over for sine bevæggrunde. Disse tænkere mente derfor, at det er nødvendigt at spørge, hvad der gennemtrænger og bestemmer det tekniske. Der skal med andre ord spørges til teknikkens væsen, som en slags modsvar til teknologiens rolle i vores verden og vores tid. Det andet synspunkt, non-essentialisterne, kan knyttes til en nyere generation af teknologifilosoffer, og her tænker jeg eksempelvis på Don Ihde og mange af de tænkere, som kendes fra STS-studier, det vil sige Science- Technology-Society-studier. Uden at generalisere for meget kan man sige, at der i de senere årtier indenfor teknologifilosofien har været fokuseret på teknologiens konkrete manifestationer i stedet for at lede efter teknikkens væsen. Her skal teknologien ikke forstås som en særlig tidsånd, men som redskaber, instrumenter, maskiner, computere og så videre. Et kendetegn for denne teknologifilosofi er derfor dens empiriske forankring og tværvidenskabelige tilgang. Ja, man kan diskutere, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at bruge ordet teknologifilosofi om denne forskning, og der er da også en vis forvirring om, hvilke ord, der bedst dækker dette forskningsfelt. Nogle foretrækker ordet technoscience, fordi det handler meget om forholdet mellem teknologi og naturvidenskab. Andre bruger betegnelsen STS-studier, fordi det også handler om forholdet mellem teknologien, naturvidenskaben og samfundet. Der er ingen tvivl om, at der bag disse forskellige etiketter er nogle nuance-forskelle, og selvom ordene ikke betegner et identisk forskningsområde, så er der i hvert fald tale om discipliner, der overlapper hinanden betydeligt. Jeg vælger at bruge ordet teknologifilosofi, dels fordi det om ikke andet kan fungere som en slags paraply -betegnelse, og dels fordi jeg mener, det er vigtigt at signalere en forbindelse til den førstnævnte, det vil sige til den mere essentialistiske teknologifilosofi. Vi har altså to tilgange til teknologien: På den ene side en essentialisme, som beskæftiger sig med de bagvedliggende kendetegn ved og betingelser for teknologien. Denne indgang kaldes derfor også nogle gange for transcendental teknologifilosofi. På den anden side har vi en non-essentialistisk tilgang, og her tager undersøgelserne udgangspunkt i den konkrete teknologi og de problemer, den må afstedkomme. Derfor navnet empirisk teknologifilosofi. 4

5 Teknologifilosofien må være både transcendental og empirisk Som I måske kan fornemme på denne fremstilling af tingenes tilstand, så mener jeg, at man må sondre mellem to niveauer eller aspekter, og at teknologifilosofien skal have disse to niveauer eller aspekter. Teknologifilosofien er både transcendental og empirisk. Teknologifilosofien er altså en disciplin, som søger at præcisere teknologiens væsen samtidig med, at teknologiens manifestationer tematiseres. For mig at se er disse to niveauer uadskillelige: En ren transcendental bestemmelse af teknologiens væsen kan blive spekulativ, ligesom beskæftigelsen med det transcendentale niveau alene synes bundet til et mere generelt filosofisk projekt. En ren empirisk teknologifilosofi er dog ligeledes utilstrækkelig. En sådan vil overvejende være pragmatisk, hvilket kan være hensigtsmæssigt i forbindelse med teknologivurderinger, men ikke i undersøgelser, der reflekterer over de problemer, som teknologien afstedkommer, men som ikke har en teknisk løsning. Med andre ord kræver filosofisk refleksion over problemer skabt af teknologiens manifestationer, at der også reflekteres over, hvad teknologi er for noget og omvendt. Jeg betragter altså forholdet mellem de to som gensidigt betingende og i høj grad gensidigt belysende. At man ikke kan bedrive teknologifilosofi uden at inddrage både det transcendentale og det empiriske niveau betyder naturligvis ikke, at man nødvendigvis må forholde sig eksplicit til samtlige teknologiens mulige manifestationer i forsøget på at bestemme det, som er fælles for det teknologiske. Og jeg tvivler på, at det overhovedet skulle være en mulig vej at gå. På samme måde skal refleksionen over de filosofiske spørgsmål, som teknologiens manifestationer afstedkommer, medtænke spørgsmålet om, hvad der kendetegner det teknologisk, uden dog at forpligte sig på en udtrykkelig undersøgelse af problemstillingen. Et teknologifilosofisk problemfelt vil derfor spænde over flere niveauer, og teknologifilosoffernes arbejde vil principielt aldrig blive bragt til ende, da en stadig præcisering af teknologiens væsen og en stadig tematisering af teknologiens manifestationer er nødvendig. De problemstillinger, som teknologifilosofien beskæftiger sig med, vil forandres, i takt med at teknologien udvikler og manifesterer sig på forskellig vis. Selve denne forandringsproces er en væsentlig del af det teknologifilosofiske problemfelt, eftersom teknologiens udvikling giver anledning til at stille en række spørgsmål, der både relaterer til teknologiens væsen og dens manifestationer. Jeg vil nu vende blikket mod to problemstillinger, der falder indenfor tekno- 5

6 logifilosofiens genstandsområde, som jeg har defineret det her. De er samtidig meget forskellige og illustrerer derfor ganske godt, at denne disciplin favner bredt. Med de to emner vil jeg også introducere to teknologifilosoffer, der må betegnes som centrale personer indenfor moderne teknologifilosofi. Det er for det første Don Ihde, som har beskæftiget sig meget med forholdet mellem menneske og teknologi i erfaringssituationen, herunder forskellige videnskabsteoretiske problemstillinger. For det andet vil jeg tale om Hans Jonas, som beskæftigede sig med teknologiens etiske problemstillinger. Jeg kunne for så vidt have valgt mange andre emner for eksempel teknologi i medicinsk sammenhæng eller sammenhængen mellem den politisk-samfundsmæssige udvikling og den teknologiske udvikling. Teknologifilosofien favner som sagt bredt lige så bredt som teknologien favner, kan man sige! Menneske, teknologi og videnskabsteori (Don Ihde) Men først skal det handle om Don Ihde, der er professor i filosofi på Stony Brook-universitetet i New York. Don Ihde har siden 1970 erne skrevet en række værker, der sætter fokus på det, der kan kaldes den teknologiske erfaring eller perception. Det er den situation, hvor mennesket står i et forhold til verden ved hjælp af teknologien. Det kaldes en teknologisk erfaring, fordi menneskets erfaring formidles af teknologien eller mere præcist teknologiens manifestationer. For Don Ihde er det karakteristiske ved sådanne teknologier, at de kan bruges til noget, og de defineres således som følge af deres funktionalitet. Både almindelige redskaber som skovle, stokke og tavlekridt er altså eksempler på teknologi, ligesom mere komplicerede hjælpemidler som computersoftware og videnskabeligt laboratorieudstyr er det. Når teknologi defineres qua dens funktionalitet, så betyder det selvfølgelig også, at den ikke nødvendigvis er forarbejdet. En kæp fungere jo udmærket som hammer eller måske som våben, ligesom solen og stjernehimlen kan bruges som både kompas og ur. Det fundamentale træk ved teknologien er blot, at den konstitueres i en erfaring eller perception. Spørgsmålet er nu, hvordan en sådan teknologisk erfaring adskiller sig fra en ikke-teknologisk formidlet erfaring. Don Ihde når i sine bøger frem til, at teknologisk formidlede erfaringer har det til fælles, at menneskets erfaring transformeres i kraft af den teknologiske formidling. Det vil sige, at visse aspekter ved erfaringen forstærkes, mens an- 6

7 dre reduceres. Det er imidlertid ikke noget, man normalt lægger mærke til, fordi reduktionen skjuler sig i den dramatiske forstærkning. Lad os se på et klassisk eksempel: telefonsamtalen, som vi kender den i dag. Den er et simpelt eksempel på en teknologisk formidlet erfaring eller perception, hvor erfaringen transformeres i forhold til en umedieret samtale ansigt til ansigt. Men hvad vil det sige, at den transformeres? Jo, en samtale ansigt til ansigt gøres med flere sanser man kan se hinanden direkte, man oplever en særlig nærhed, osv. Alt det reduceres af telefonen af teknologien til det auditive. Det vil sige, at en polysensorisk erfaring reduceres til en monosensorisk. Men ikke nok med det Don Ihde påpeger, at det tilmed er en reduktion af det auditive, fordi stemmen i telefonen ikke har samme fylde eller nærhed som i den direkte samtale. Dette reduktive aspekt ved den teknologiske erfaring er umiddelbart ikke så iøjnefaldende og synes nærmest at skjule sig i erfaringens forstærkende aspekt. Det forstærkende aspekt er nemlig, at telefonsamtalen ophæver kroppen og det nære rum som perceptionens grænse, fordi den muliggør, at to personer kan tale sammen på stor afstand. Denne mulighed, at to personer så at sige taler med hinanden og ikke med to forskellige telefonrør, skjuler teknologiens reduktive aspekt. Teknologien er altså et manipulerende moment i erfaringen. Erfaringen transformeres mere eller mindre ubemærket, når den formidles af teknologien, og det har naturligvis en række konsekvenser for den dagligdags omgang med teknologi. Lige så vigtige er selvfølgelig de generelle videnskabsteoretiske konsekvenser, som følger af, at vor tids sundheds- og naturvidenskab er indlejret i en teknologisk praksis. En anden vigtig konklusion er, at mennesket også ændres i den teknologiske erfaring. Godt nok bruger mennesket teknologien, men teknologien bruger også mennesket, som den franske filosof Bruno Latour udtrykker det. Lad os tage et eksempel, som både Don Ihde og Bruno Latour forholder sig til: Hvis en person har en revolver i hånden, så ændrer denne erfaringsrelation både personen og revolveren. Personen er et andet subjekt, fordi han har revolveren klar og dermed har et nyt (og farligt) felt af mulige handlinger, der er åbnet som følge af den teknologiske transformation. Revolveren er ligeledes et andet objekt, fordi den indgår i en relation med en person, der så at sige kan aktivere dens indlejrede felt af mulige handlinger. Mange af jer kender sikkert den amerikanske National Rifle Association (NRA), der med sloganet Guns don t kill people; people kill people argumen- 7

8 terer for legitimiteten af privatpersoners ret til at bære våben. Men spørgsmålet er, om sloganet udtrykker hele sandheden. Det er rigtigt, at revolvere ikke slår mennesker ihjel, og det er rigtigt, at mennesker slår mennesker ihjel, men deraf kan ikke sluttes, at revolveren ingen rolle spiller i et skuddrab. Relationen er symmetrisk: Personen bruger revolveren, og revolveren bruger personen til at dræbe. Hermed skulle en sejlivet og ret naiv forestilling om teknologien være aflivet. Jeg tænker her på opfattelsen af mennesket og teknologien som klart adskillelige størrelser, hvor teknologien er menneskets fromme assistent. Denne antagelse afslører en forestilling, hvor mennesket behersker verden ved hjælp af teknologien, og hvor forholdet har tre akter: Først beslutter mennesket sig for et gøremål. Dernæst lægges en plan for, hvordan gøremålet kan implementeres. Endelig udvælges den teknologi, som kan bruges til at realisere gøremålet. Et teknologifilosofisk syn på sagen viser imidlertid, forholdet mellem mennesket og teknologien er et andet. Mennesket har ikke den situeringsfrihed, som den naive teknologiopfattelse må forudsætte, for teknologien er allerede tilstede i første akt, det vil sige i bestemmelsen af gøremålet. Mennesket befinder sig i praksis altid i en relation til teknologien. Derfor er metaforen om en teknosfære mere beskrivende for forholdet end den værktøjskassemetafor, som den naive teknologiopfattelse synes at bygge på. Forestillingen om situeringsfrihed, hvor mennesket ikke står i et permanent forhold til teknologien, men hvor den blot kan tages frem og lægges til side efter behov, kan derfor ikke opretholdes. Når det er sagt, så er det klart, at teknologien spiller en afgørende rolle for den videnskabelige erkendelse, som tilvejebringes ved hjælp af teknologi. Hvis de videnskabelige erkendelser bliver til i en erfaring, hvor videnskabsmanden bruger teknologien, og teknologien bruger videnskabsmanden, så har det naturligvis videnskabsteoretiske konsekvenser. Bruno Latour mener eksempelvis, at videnskabelig teknologi altid er teori-ladet, det vil sige at teknologien medfører bestemte teoridannelser. Ihde taler om, at teknologien måske ikke ligefrem foreskriver en bestemt videnskabelig udvikling, men at teknologien anticiperer visse teoridannelser. I begge tilfælde må man opgive den form for instrumentelle realisme, ifølge hvilken teknologien er en neu- 8

9 tral og gennemsigtig hjælper for videnskabsmanden. Teknologien spiller derimod en aktiv rolle i produktion af videnskabelige resultater og i dannelsen af videnskabelige teorier. Teknologi og etik (Jonas) Nu vil jeg vende blikket mod de etiske problemstillinger, som følger i kølvandet på teknologien. Når teknologien er manipulerende, så medfører det selvfølgelig nye omstændigheder for menneskets handlingsliv, som må undersøges. Radikaliseringen af teknologiens muligheder, som vores tid jo er et udtryk for, stiller mennesket i en helt ny situation. Teknologien muliggør som bekendt radikale forandringer af naturen herunder menneskets egen. Teknologien muliggør også vellignende imitationer af mennesket i form af robotter og andre forsøg på at udvikle intelligent teknologi. At vi lever i en teknologisk tidsalder må derfor give anledning til en fornyet debat om etikkens grundlag, gyldighed og udstrækning. For normalt opfatter man jo etik som noget, der angår universelle forhold omkring menneskets handlingsliv. Og hvis det er tilfældet, så skulle der jo ikke være behov for en særlig etik i anledning af den moderne teknologi. Spørgsmålet er imidlertid, om det rent faktisk forholder sig sådan på etikkens område. Det mener den tysk-amerikanske etiker Hans Jonas ( ) og en række andre tænkere i hvert fald ikke. De har påpeget, at den traditionelle etik hviler på utematiserede forudsætninger. Med andre ord hviler al hidtidig etik på en række betingelser, som slet ikke undersøges. Kritikken kan sammenfattes i tre punkter: For det første er den traditionelle etik antropocentrisk. Det betyder, at etikken udelukkende har at gøre med mennesker og menneskelige relationer, og at alt ikke-menneskeligt er etisk neutralt. For det andet udgør kategorien menneske en konstans i traditionel etik. Mennesket forudsættes dermed at have et vedvarende væsen, som ikke selv kan være genstand for omformning. For det tredje begrænser traditionel etik sig til det nærværende og det nutidige. Det forudsættes, at etiske handlinger blot angår situationer nu og her at det gode og det onde kun har at gøre med det nære i tidslig og rumlig forstand og dermed negligeres handlingers egentlige kompleksitet og rækkevidde. 9

10 Ifølge Hans Jonas er der ingen forskel på konsekvensetik, sindelagsetik eller anden etik med hensyn til disse tavse forudsætninger. Fælles for al traditionel etik er, at den vedrører typiske og tilbagevendende situationer, der opstår mellem mennesker, og at længere begivenhedsforløb hører til skæbnen, forsynet eller måske tilfældet. Alle begrænser de sig således til det umiddelbare og det nære, hvad angår forudseenhed og planlægning, ligesom den etiske ansvarlighed er kortsigtet. Derfor er den traditionelle etik en nærhedsetik. Med den moderne teknologis opståen kan disse forudsætninger imidlertid ikke længere bevares. Hans Jonas påpeger, at etikkens vilkår med den moderne teknologi er grundlæggende forandret. Rammerne for den etiske tænkning har ændret sig fundamentalt, og handlinger, som er kollektive og som strækker sig over et længere tidsspand, må inddrages i etikken. En etik for den moderne teknologi synes dermed at være underlagt tre nye vilkår: For det første er rækkevidden af de menneskelige handlinger blevet forlænget med den moderne teknologi, og de har i sidste instans et apokalyptisk potentiale. For det andet er viden en påtrængende etisk pligt, al den stund det menneskelige handlingsliv kan have så vidtrækkende konsekvenser. Det etiske er derfor ikke et anliggende for selv den jævneste forstand, som den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant ( ) mente, men en forpligtigelse til at skaffe sig så stor viden som muligt om følgerne af ens handlinger. Omvendt må vi gøre den sokratiske erkendelse, at vores viden er utilstrækkelig, og i vores handlingsliv må vi medregne en notorisk fejlbarlighed og ufuldkommenhed. For det tredje må den antropocentriske begrænsning forkastes, eftersom det ikke-menneskelige er underlagt mennesket i absolut forstand. Menneskeheden kan ikke længere hylle sig i den illusion, at naturen er en statisk og ubegrænset omgivelse, men må derimod påtage sig ansvaret for sine handlingers rækkevidde og derfor betragte verden som et kostbart gode. Hans Jonas etiske tænkning rejser nogle spørgsmål, som vi må forholde os til, da der er tale om en fundamental problematisering af etikkens grundlag. Hvis etikken ikke længere kan være antropocentrisk, det vil sige have sit udgangspunkt og sin begrænsning i mennesket, så må nærhedsetikken suppleres 10

11 af en afstandsetik, og det giver Hans Jonas sit bud på i bogen Ansvarets princip (1979). Et dansk eksempel på en teknologietik kan være Peter Kemps bog Det uerstattelige (1991). I stedet for at komme nærmere ind på disse etiske teorier, vil jeg tage et konkret eksempel på en etisk problemstilling foranlediget af teknologien, nemlig forsøget på at udvikle kunstig intelligens. Man må her spørge, om en form for kunstig intelligens hvis den udvikles tilfredsstillende falder under menneskets ansvarsområde, ligesom det må belyses, om man kan tænke sig en ikke-menneskelig etisk handling. Altså kan man forestille sig en teknologi, for eksempel en robot, der har etiske rettigheder og som dermed må indgå i etiske relationer med os? Denne etiske problemstilling er blevet stadigt mere påtrængende, efterhånden som forskningen i kunstig intelligens har udviklet sig. Den klassiske forskning på området var præget af en vis naivitet i forhold til sit hverv, blandt andet fordi opgaven blot blev betragtet som en teknologisk vanskelighed, og ikke også som et kompliceret filosofisk problem og endnu mindre som et etisk problem. Den moderne forskning er kommet betydeligt længere ved at nuancere problemstillingen, og dette skyldes ikke mindst, at forskningen har taget kritikken fra humanistisk side til efterretning. Den moderne forskning i kunstig intelligens har altså inddraget humanistiske problemstillinger, hvis de altså har kunnet medvirke konstruktivt i udviklingen. De etiske problemstillinger synes dog sjældent at blive inddraget, selvom der kan spores en vis interesse for emnet i dag. Man kan selvfølgelig sige, at forskningen i kunstig intelligens endnu ikke har formået at give troværdige indikationer på, at menneskelignende intelligens skulle være lige om hjørnet. Omvendt foreligger der ingen tungtvejende argumenter imod, at det skulle kunne lade sig gøre at udvikle menneskelignende intelligens. Skulle det lykkes, så er spørgsmålet, om bevidsthedens lys om man så må sige tændes i maskinen, for med en sådan illuminering vil følge en række etiske spørgsmål. Man må for eksempel spørge, om kravet til den kunstige intelligens om dels selvmotivation og dels selvkorrektion betyder, at en sådan intelligens er selvbevidst og har en fri vilje. For mig at se er det en vigtig opgave i en moderne, teknologisk kultur at forholde sig til denne kultur ved at formulere en ny og tidssvarende etik. Det er eksempelvis et presserende spørgsmål, om en form for kunstig, menneskelignende intelligens kan handle, hvor handlingen er etisk og udtryk for en 11

12 egen vilje, eller om den blot kan gøre noget, hvor gøremålet udtrykker en andens vilje (i dette tilfælde en programmeret vilje). Problemet kan også formuleres som et grundlagsspørgsmål om, hvorvidt tænkning og etik er noget specifikt menneskeligt, eller om man kan forestille sig en teknologi, der tænker og handler. Den etiske problemstilling angående teknologien berører derfor ikke blot udstrækningen af det menneskelige ansvarsområde. I en fremtidig teknologisk verden er det også et tankevækkende spørgsmål, om mennesket i teknologien kan møde en Anden, det vil sige én, som må handle under etisk ansvar. Afslutning filosofiens vending mod teknologien? Hvis jeg her til sidst skal samle trådene og besvare det spørgsmål, som er titlen på mit foredrag, så må jeg give to svar: For det første må det konstateres, at teknologifilosofien som disciplin ikke nyder særlig stor opmærksomhed i det filosofiske miljø. Så svaret er nej, filosofien har ikke vendt sig mod teknologien i hvert fald ikke endnu. Mit andet svar er imidlertid ja filosofien skal vende sig mod teknologien. Dette svar er ikke beskrivende, men foreskrivende, det er altså mit bud på et fremtidigt filosofisk terræn. Ingen tvivl om, at teknologifilosofien findes og har stor udbredelse i tværvidenskabelige og pragmatiske kredse. Men de rene filosoffer har for mig at se også noget at byde på. Jeg vil derfor gøre mig til talsmand for en teknologifilosofisk oprustning, og jeg vil slutte af med at karakterisere nogle af de problemer, som teknologifilosofien står over for i dag. På baggrund af det, som jeg har talt om i dag, så kan det konkluderes, at teknologifilosofferne må sætte ind på i hvert fald to områder: For det første må det undersøges nærmere, hvilken rolle teknologien spiller i dannelsen af videnskabelige teorier. Der er behov for et kvalificeret modsvar til teknologien, og jeg mener, at dette svar må findes i udviklingen af teknologiens manifestationer: Det er nødvendigt at deltage aktivt i udviklingen af ny teknologi, og på den måde undgå teknologivurderingens notoriske problem, som er, at den kommer efter teknologien. For det andet må der udvikles en tidssvarende etik, eftersom mennesket 12

13 handler, og fordi disse handlinger i teknikkens tidsalder har fået en rækkevidde, som kan have et apokalyptisk potentiale. Disse udfordringer lukker imidlertid ikke teknologifilosofiens problemfelt en sådan udtømning er principielt umulig, da teknologiens udvikling til stadighed afstedkommer nye udfordringer. Det er afgørende for besvarelsen af de udfordringer, som teknologien bringer, at vi ikke bare lader os beruse af teknologiens muligheder, men også bliver i stand til at fremhæve de betingelser, under hvilke den virker. Jeg vil derfor slutte af med ønsket om, at filosofien vil samle den handske op, som teknologien har kastet, og at samfundet vil ruste teknologifilosofferne til at komme i arbejdstøjet, så vi alle kan finde os endnu bedre til rette i teknikkens tidsalder. 13