Livsstilsproblemer samfundets eller den enkeltes ansvar?

Transkript

1 1 Livsstilsproblemer samfundets eller den enkeltes ansvar? Det er i den enkelte borgees interesse at undgå livsstilsrelaterede sygdomme som følge af rygning, alkohol og fedme. Imidlertid har den samfundsøkonomiske debat en tendens til at overse, at borgerne i høj grad er informeret om cigaretters, alhohols og fed mads konsekvenser, men at borgerne alligevel ønsker at gøre brug af disse nærings- og nydelsesmidler. Den samfundsøkonomiske debat tager for lidt hensyn til den individuelle autonomi. Foto: Jens Honoré Eva Kjer Hansen Bac.polit. fra Københavns Universitet. Fødevareminister siden Før det Social- og ligestillingsminister fra MF siden Fra desuden medlem af Europa-Parlamentet. Indledning Diskussionen om livsstilssygdomme fylder meget i medierne, og det er godt. Det er med til at informere og bevidstgøre borgerne. Rygning, overvægt, alkohol og inaktivitet er årsag til en lang række folkesygdomme, som desværre koster mange gode leveår. At leve usundt er og bliver usundt. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at langt de fleste danskere ved, at det er usundt at ryge, drikke umådeholdent og spise for meget fedt og sukker. Det viser sig også i praksis. Langt de fleste danskere er ikke-rygere. Langt de fleste danskere drikker ansvarligt. Langt de fleste danskere holder måde med fedt og sukker. En ny undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet viser for eksempel, at danskerne gør sig umage for at spise sundt. I undersøgelsen blev 8385 mennesker interviewet om deres spisevaner, og de 78 procent siger, at de ofte eller meget ofte bestræber sig på at spise sundt. Tidligere var det kun seks ud af ti danskere, der gav udtryk for det. Resultaterne peger ifølge seniorforsker Margit Velsing Groth fra DTU Fødevareinstituttet på, at danskerne er blevet mere sundhedsbevidste i løbet af de sidste 10 år, se Groth m.f.(2009). Alligevel drikker nogle mennesker mere, end de kan tåle, ligesom nogle mennesker spiser mere, end de har godt af. Og nogle mennesker ryger, selvom de godt ved, at tobak er skadeligt for helbredet. Men al snak om epidemi i denne forbindelse er vildledende. 1 Vi har netop ikke at gøre med noget altomfattende, men med et problem hos en del af befolkningen. Nogle, fordi de kan lide cigaretter, alkohol og fed mad andre fordi de føler sig fanget i afhængighed af den ene eller anden grund. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, som apostelen Paulus skriver i Romerbrevet kapitel 7. Vi har kort sagt at gøre med det store filosofiske problem om den frie vilje. Kan mennesker, som i en eller anden forstand er afhængige, overhovedet siges at være frie? Og hvis disse mennesker ikke kan siges at være frie, skal staten så hjælpe dem ved at tvinge dem? Inden jeg besvarer dette spørgsmål, vil jeg gentage mine indledende pointer. Langt de fleste danskere lever sundt og stræber efter at leve sundt. Problemets omfang og karakter Politikere og læger kan derfor være nok så bekymrede over livsstilssygdomme. Men hvis et stort flertal af danskerne slet ikke er ramt af livsstilssygdomme, er de heller ikke tilbøjelige til at lade sig regulere. Og hvis en del af de mennesker, der lever usundt, netop føler, at de gør brug af deres frihed på eget ansvar, er politiske indgreb måske slet ikke acceptable overfor dem. Filosoffen John Stuart Mill formulerede det sådan her: Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, mod dennes vilje, er derfor hensigten om at afværge skade på andre. Hans eget vel, hvad enten det er fysisk eller moralsk, er ikke tilstrækkelig begrundelse. ( ) Samfundet kan med andre ord kun gribe ind over for de af vores handlinger, som berører andre. På alle andre punkter må vi være fuldkommen fri. Den enkelte borger er helt og holdent herre over sig selv, sin krop og sin bevidsthed. (Mill, 1859) I et liberalt demokrati som det danske er vores udgangspunkt altid det individuelle ansvar. Vi tager udgangspunkt i, at den enkelte borger har ret til at gøre, som han vil, så længe han ikke skader andre. Denne tanke om individuel autonomi er helt grundlæggende. Note 1 Vi er nødt til at gribe ind over for en epidemi, som hærger i de dårligst stillede samfundslag. (Niels Kærgaard & Thea Dam, 2008a) Den er grundlæggende i forhold til politiske processer, idet vi antager, at borgerne er oplyste nok til at kunne stemme. 32 Livsstilssygdommene samfundets eller den enkeltes ansvar?

2 2 Den er grundlæggende i forhold til økonomiske processer, idet vi antager, at borgerne er oplyste nok til at kunne disponere over deres egne penge. Og så er den selvfølgelig også grundlæggende i forhold til borgernes helbred, idet vi antager, at de er oplyste nok til at kunne gennemskue, at man bliver syg af at røg, druk og fed mad. Jeg er for mit eget vedkommende interesseret i at leve så lang tid som muligt. Derfor vælger jeg at leve så fornuftigt, som det nu kan lade sig gøre. Jeg spiser ost og drikker vin og motionerer til gengæld en hel del. Det er mit valg. Men jeg vil ikke fælde dom over, hvordan andre skal leve deres liv. Kun undtagelsesvis kan vi fratage borgerne deres individuelle ansvar. Og såfremt vi politisk skal acceptere sådanne undtagelser, skal de være særdeles velbegrundede. Her nytter det ikke noget, at læger og andre bliver fornærmede, fordi politikere og borgere betragter deres krav om forbud og regulering med skepsis. Det er kun naturligt, ja ligefrem sundt at vise skepsis, når nogle ønsker at begrænse vores individuelle frihed. Jeg har det på den måde, at min skepsis stiger i takt med, hvor skingre argumenterne bliver. Nogen mener, at politikere har blod på hænderne, når de ikke går ind for forbud. 2 Desværre er argumenterne til fordel for forbud og regulering af tobak, alkohol og fødevarer ofte meget unuancerede. Man sammenligner æbler og bananer eller i nogle tilfælde kloakker og sodavand. Da man i sin tid indførte kloakering, vakte det voldsom harme og forargelse. Skulle statsmagten bestemme, hvor man skulle forrette sin nødtørft? I dag ville de fleste nok betakke sig for datidens latriner, og på samme måde kan man forestille sig, at man om nogle år vil tænke tilbage på de uhyggelige tider, hvor det var helt normalt, at børn drak en halv liter sodavand om dagen, (Klarlund Pedersen, 2008a) En ting er at sprede afføring i gaderne. Det rammer alle. Noget andet er at indtage sodavand. Det rammer den enkelte. Tredjeparts-effekter hvor omfattende er de? Jeg har mødt mange argumenter for indgreb i borgernes ryge-, drikkeog madvaner. Et af de bedre argumenter handler om tredjeparts-effekter. Hvis en ryger f.eks. skader andres lunger, er der vel tale om et overgreb? Det er i hvert fald tilfældet, hvis rygeren pulser løs i et område, hvor hans medmennesker er nødt til at opholde sig. For eksempel i et skolelokale eller et sygehus. Når vi har at gøre med tredjepartseffekter, er jeg derfor meget tilbøjelig til at ønske regulering. Reguleringen tjener i dette tilfælde til at beskytte andres rettigheder. rimelighed, at man kan tale om ægte tredjeparts-effekter. Ikke-rygeren har i disse tilfælde selv valgt ulempen ved røgen for til gengæld at opnå noget andet i form af nogle fornøjelige oplevelser på baren eller cafeen. Uanset om man bryder sig om det eller ej, findes der en særlig værtshuskultur i Danmark, hvor rygning er en del af samværet. Det mindretal af danskerne, som ønsker at være del af den kultur, skal ikke forfølges med forbud. De skal have deres åndehuller, hvor de frivilligt kan træde ind i de røgfyldte lokaler, som andre skyer som pesten. Ud fra det perspektiv mener jeg, at regeringen har fundet et nogenlunde fornuftigt kompromis. Rygning er forbudt i større restauranter og cafeer, men tilladt i de mindre, hvor indehaveren også tit står bag disken. I sidstnævnte er det på egen risiko at være gæst og medarbejder. Og er man utilfreds med røgen har man altid muligheden for at vælge blandt det store flertal af etablissementer, hvor rygning er forbudt. I forhold til alkohol og usund mad er det meget tvivlsomt overhovedet at tale om tredjeparts-effekter i den egentlige betydning af begrebet. Hvis vi lige her ser bort fra børn opvokset i misbrugsfamilier. Det er rigtigt, at indtagelse af alkohol kan spille sammen med asocial adfærd, vold, hærværk og meget mere. Men det er ikke en nødvendig sammenhæng. Navnlig ikke, når vi kan konstatere, at langt de fleste danskere er i stand til at indtage alkohol forsvarligt. Det er også rigtigt, at umådeholdent indtag af sukker og fedt kan føre til en belastning af sundhedsvæsenet. Men den belastning er ikke en ægte tredjeparts-effekt. Heller ikke hér er der en nødvendig sammenhæng. Nogle mener ganske vist, at rygning, alkohol og fed mad medfører så mange skatteyderbetalte sundhedsudgifter, at man kan tale om en klar tredjeparts-effekt. Men denne belastning af sundhedsvæsenet er faktisk en følge af et politisk valg, ikke et privat. Et stort flertal i Folketinget har i årenes løb valgt, at borgerne skal have fri og lige adgang til sundhedsvæsenet uanset om de selv har påført sig deres dårligdomme. Derfor er der ikke tale om en tredjeparts-effekt, men om et bevidst politisk valg. Uanset hvor utilfredse vi er med de udgifter, som rygere, alkoholikere eller overvægtige afstedkommer, har vi valgt at sikre dem behandling. En helt særlig slags tredjeparts-effekter vedrører de børn, som lider under deres forældres alkoholmisbrug eller voldelige adfærd. Mange dårlige vaner går desværre i arv hos børnene. Skal spædbørn have en forringet livskvalitet, fordi deres forældre er storrygere? Skal børn i det Men diskussionen om tredjeparts-effekter er ikke klokkeklar. Nogle ikkerygere kan jo ønske at opholde sig i røgfyldte lokaler af egen fri vilje, måske på en bar eller en cafe. I sådanne tilfælde mener jeg ikke med Note 2 Klarlund Pedersen, ( 2008). Livsstilssygdommene samfundets eller den enkeltes ansvar? 33

3 3 hele taget have en forringet livskvalitet, fordi de får alt for meget fed og sukkerholdig mad af deres forældre? Dette er nok det mest relevante problem overhovedet i forebyggelsesdiskussionen. I modsætning til voksne kan børn ikke siges at have den information og den frihed, som skal til, for at vi kan betragte livsstil og sundhed som et personligt ansvar. Skal man så forbyde rygning i private hjem, hvor der er mindreårige børn? Skal man stille krav om, at forældre skal fodre deres poder med godkendt mad? Det ville være at gå for vidt både af praktiske og af principielle grunde. I forhold til børn gives der ingen nemme forbudsog reguleringsløsninger. Børn er forældrenes ansvar, indtil myndighederne må skride ind. Lighed i sundhed har de dårligst stillede ingen fri vilje? Man må erkende, at livsstilsproblemerne vedrører en mindre del af befolkningen, og man må erkende, at en del af dette mindretal ligefrem ønsker en bestemt livsførelse. Det efterlader en gruppe af livsstilsramte, som ønsker hjælp til at lægge vanerne om. Dem skal vi hjælpe, når de misbruger tobak, alkohol og mad. Alle ved, at der skal mobiliseres selvdisciplin, hvis man skal motionere hver dag, kvitte smøgerne, drikke mådeholdent og spise sundt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det også er langt mere overkommeligt at mobilisere selvkontrol til at efterleve sundhedsbudskaberne, hvis man har fysisk og psykisk overskud, hvis man tilhører de såkaldte ressourcestærke. Man må altså sætte spørgsmål ved, om valg af livsstil er et helt frit valg? (Klarlund Pedersen, 2008) Jeg er enig i, at det kan være vanskeligt at vælge sundt, hvis det er en daglig kamp. Men jeg nægter på forhånd at stemple de socialt dårligt stillede som mennesker med en mindre grad af fri vilje end alle andre. Midlet mod dårlige vaner kunne selvfølgelig være forbud. Nogle peger på, at befolkningen ligefrem efterspørger forbud. Politikere og organisationer er i hvert fald altid klar med nye ideer. Forbud mod gratis genopfyldning af sodavand på restauranter, forbud mod slik ved kassen i supermarkedet, forbud mod alkoholreklamer og så videre. De få undersøgelser, der er lavet af den slags forbud, tyder på, at de ikke virker. Forbud mod alkoholreklamer vil således ikke øge sundhedstilstanden i Danmark nævneværdigt. Forebyggelseskommissionens egen rapport viser, at det blot vil øge en danskers levealder 0,02 år, svarende til knap 1/3 måned. Jeg vil ikke benægte, at forbud i princippet kunne tænkes at virke. Voldsomme omvæltninger virker jo tydeligvis. Note 3 Niels Kærgård & Thea Dam, Mens den vestlige verden har oplevet en fedmeepidemi med stigende forekomst af type-2-diabetes, har udviklingen været stik modsat i Cuba, der som følge af Sovjetunionens fald og manglende støtte, oplevede en økonomisk krise i Der var mindre råd til benzin og mad. Krisen medførte et reduceret gennemsnitligt kalorieindtag fra kalorier til kalorier per dag. Antallet af fysisk aktive blev øget fra 30 procent til 67 procent. I gennemsnit havde den enkelte borger et vægttab på 5 kilo, og forekomsten af fedme faldt fra 14 procent til 7 procent. Antallet af personer med type-2-diabetes blev mere end halveret, og antallet af personer med hjertesygdom faldt med en tredjedel. (Klarlund Pedersen, 2009) Man kan således glæde sig over, at de stakkels cubanere trods alt fik lidt ud af sammenbruddet i deres økonomi. Men jeg er ikke overbevist om, at voldsomme omvæltninger er tilrådelige. Målet helliger bestemt ikke midlet. Hvis man f.eks. forbyder alkoholreklamer, bliver næste naturlige skridt at forbyde reklamer for burger-kæder, for sodavand, for chokolade osv. Det bliver skruen uden ende. Afgifter en hjælp til forebyggelsen? I stedet for deciderede forbud, giver det i teorien mening at regulere ved hjælp af afgifter. Det gør man også i vid udstrækning i forhold til tobak og alkohol. Til gengæld er det en langt vanskeligere sag i forhold til fødevarer i øvrigt. Nogle økonomer argumenterer for, at man kunne indregne alle de negative konsekvenser af bestemte fødevarer i en afgift. 3 Og de argumenterer for, at højere afgifter på usunde fødevarer har en effekt. Det sikkert også ville have en effekt på folks forbrug af chips og saftevand, hvis prisen steg astronomisk. Det har de nok ret i. Men hvordan beregner man den rette afgift? Sagen er jo den, at selv fedtholdige og sukkerholdige fødevarer spiller en vigtig rolle i vores kost. Appelsinjuice indeholder sukker, men er sundt i en vis udstrækning. Mælk indeholder fedt, men er sundt i en vis udstrækning. Det er altså umådelig svært at definere en usund fødevare, idet ernæringen skal ses i en sammenhæng. Fedt er for eksempel godt for de ældre. Vin er sundt i moderate mængder. Men i det hele taget handler det om at spise varieret. Hvis vi kun levede af gulerødder, ville vi dø. Og hvorfor egentlig regulere folks indtag af fødevarer? Indtaget af fedt og sukker? Er det ikke mere præcist at regulere direkte på deres overvægt? Nogle mennesker spiser meget, men slider jo kiloene af med fysisk træning. Hvis økonomerne virkelig tager økonomiske incitamenter alvorligt, burde de stille et forslag om, at alle danskere med jævne mellemrum blev målt, vejet og fik fastsat om de er overvægtige. Hvorefter de så skulle betale en strafafgift for hvert eneste kilos overvægt. Se, det ville sandelig være at rette prisinstrumentet mod det rigtige mål, hvis man var tosset nok til at bruge prissystemet som undertrykkelsesinstrument. Så tossede er økonomerne heldigvis ikke. Endnu. Sand frihed består ikke i, at staten manipulerer med prissystemet. Hele ideen med prissystemet er netop, at priserne danner sig selv som følge af menneskers handlinger. 34 Livsstilssygdommene samfundets eller den enkeltes ansvar?

4 4 Nogle økonomer påpeger, at det koster penge at leve sundt. Og de nævner som eksempel, at det er dyrere at fylde børnenes madpakke med groft rugbrød end med hvidt toastbrød. Men det er ikke korrekt. Et kilo groft rugbrød koster cirka 20 kroner, mens toastbrød koster knap 30 kroner kiloet. Og for eksempel er det altid billigere at drikke vand end saftevand, minimælk i stedet for sodavand og spise gulerodssnacks i stedet for vingummi. De store udfordringer for almindelige mennesker er ikke at finde gode billige og sunde fødevarer, men at komme af med de dårlige vaner og de nemme løsninger såsom at købe en (dyr) burger i stedet for at lave maden selv. På et tidspunkt var mange også medlemmer af Forebyggelseskommissionen interesseret i tanken om differentieret moms. Både af politiske og af faglige grunde. Politisk har jeg altid været bekymret for, at differentieret moms ville betyde, at alle og enhver kom rendende med deres lille Hassan, der skulle støttes via momssystemet fordi det var sundere end alternativet. Salg af postevand på flaske. Chokolade med et lavt indhold af sukker. Og så videre, bare for at nævne et par eksempler. Efter offentliggørelsen af Forebyggelseskommissionens rapport er tanken om differentieret moms på fødevarer heldigvis stendød. Kommissionen har analyseret en momsnedsættelse på frugt og grønt. Men kommissionen har valgt ikke at anbefale at gå videre med ideen, da effekten er minimal og omkostninger meget høje. Gode, sunde tilbud I stedet for et Forbuds-Danmark er jeg med på at fremme, hvad professor Bente Klarlund Pedersen har kaldt et Tilbudsdanmark. Jeg mener, at langt de fleste mennesker godt kan tage vare på deres eget liv og tage konsekvenserne af deres egne valg. Vi har netop set betydelige fremskridt i danskernes sundhedstilstand, uden overdrevne forbud men i kraft af oplysning. Oplysning virker. Både i den forstand, at borgerne ved, hvad der er sundt og usundt. Og i den forstand, at de handler derefter. Men det første er faktisk det vigtigste i et demokratisk samfund. Politikerne skal ikke betragte borgerne som brikker, de kan rykke rundt med efter forgodtbefindende. Oplysning fremmer selvbestemmelse Nogen vil sige, at vi til hudløshed har hørt, at vi bliver overvægtige, hvis vi spiser for megen fed mad. Men kampagner kan faktisk flytte forbruget. 90 ernes kampagner mod fedt Let sovsen Jensen og Skrab smørret har virket. De fik danskerne til at tænke over tandsmørret på brødet og den daglige fløde i sovsen. Man kan se et tydeligt fald i danskernes indtag af fedt i kostundersøgelserne på baggrund af disse kampagner. Kampagner skaber opmærksomhed og giver måske det skub der skal til, hvis folk altså har lyst til at lægge deres livsstil om. En undersøgelse fra Mandag Morgen og Tryg Fonden viser, at mange efterspørger hjælp til at lægge vanerne om (Mandag Morgen & Tryg Fonden, 2008). Jeg mener, at vi skal målrette indsatsen for at hjælpe de svagest stillede, frem for at hale forbud og regulering ned over hovedet på hele samfundet. Man hjælper ikke mennesker ved at binde dem og begrænse dem. Det er blot umyndiggørelse. Jeg ønsker ikke at leve i et gyldent bur, i et 'Regeldanmark', hvor individet fritages for at tænke selv og tage stilling til det liv, det fører. Lovgivning, forbud, restriktioner og afgifter er ikke løsningen på alle problemer hverken på statsligt eller på mere lokalt niveau. Nøglen ligger i vores holdning til vores kost. Jeg hørte engang om en mor, der skældte ud til et forældremøde, fordi pædagogerne ikke begrænsede fejringen af børnefødselsdage med kage og flødeboller. Det var såmænd ikke fordi den pågældende mor var puritansk. Nej, hun syntes bare, at det var så svært at sige nej til børnene derhjemme, når de krævede slik og kage. Og derfor skulle børnehaven ikke servere den slags, børnene fik nok derhjemme. Men hvad nytter det at kræve sund mad i børnenes institutioner og på arbejdspladserne, hvis man derhjemme fortsætter den usunde livsstil med chips, sodavand og slik? Og hvad hjælper det, at slikket i supermarkedet placeres på øverste hylde bagerst i butikken, hvis det ligger i nederste skuffe hjemme i køkkenet? Jeg vil gerne advare mod troen på, at børns kostvaner først og fremmest grundlægges i daginstitutionerne. Børns kostvaner grundlægges i hjemmet. Og det er forældrenes ansvar at sørge for, at de selv og deres børn lærer, hvad der er sundt og usundt. Forældrene må gå forrest som rollemodeller for deres børn. Det går f.eks. ikke, at far rynker på næsen over 'kaninfoderet', når salaten sættes på spisebordet. Eller at det foretrukne transportmiddel til og fra skole er bilen. På den måde lærer børnene kun, at sund mad er kedeligt, og at motion er lig med at rulle vinduet op og ned i bilen. Det er i hjemmet, at de sunde kost- og motionsvaner skal forankres. Og det er forældrene, der må sætte grænser og tage stilling til, hvad der er i orden at spise og drikke. Er det eksempelvis mælk, vand eller sodavand, der skal stå på spisebordet om aftenen? Skal slik være en del af hverdagen eller gemmes til særlige lejligheder? Og er det cyklen, bilen eller benene, der skal bruges til og fra skole? Det handler om, at man som forældre må have en holdning og mod til at sige fra. Som minister skal jeg ikke blande mig i, hvad folk vælger at spise. Det er ikke min opgave hver dag kl. 17 at stå i landets supermarkeder og lægge 'de rigtige' fødevarer ned i familiernes indkøbsvogne. De fleste ved også godt selv, når de falder for fristelsen til at putte noget fedende eller direkte usundt i indkøbskurven. Men de gør det alligevel. Vi har alle - både børn og voksne - brug for et lille frirum eller for at synde engang imellem. Og den frihed vil jeg ikke fratage familierne. Min opgave er derimod at sikre, at familierne ved, hvad de spiser, og kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Mit mål er derfor at skabe sunde rammer, så familierne har mulighed for nemt at vælge den sunde livsstil og fravælge den usunde. Det behøver ikke kræve yderligere restriktioner. Livsstilssygdommene samfundets eller den enkeltes ansvar? 35

5 5 Jeg har netop lanceret et nyt nordisk ernæringsmærke, Nøglehulsmærket. Nøglehulsmærket skal gøre det nemmere for forbrugeren at træffe et sundt valg i indkøbssituationen. I en travl hverdag kan man hurtigt miste overblikket, når man tager en vare op af køledisken og skal forsøge at gennemskue, om den er sund eller ej. Det er ikke altid lige let. Men er der et Nøglehulsmærke på en vare, så har vi, som COOP s reklamer siger: læst varedeklarationen for dig og godkendt den. Nøglehulsmærket kan sættes på fødevarer, der opfylder særlige krav til lavere indhold af sukker, salt, fedt, samt højere indhold af kostfibre, end andre produkter i samme kategori. For brød og brødblandinger er der desuden krav til indholdet af fuldkorn. Tiltag som nøglehulsmærket er med til at gøre det nemmere at tage det sunde valg. Det er godt, men ikke nok i sig selv. Det er også vigtigt, at vi hele tiden oplyser om, hvordan en sund kost sammensættes. Fra statens side skal vi tage hånd om de familier, der har svært ved at klare hverdagen, og vi skal skabe rammerne for, at alle familier har mulighed for at vælge en sund livsstil. Dårlige vaner kan være svære at ændre. Men det kan godt lade sig gøre med information, frivillighed, flere sunde fristelser og ikke mindst bevidstheden om, at vi hver især må påtage os et personligt ansvar for vores egen sundhed. Referencer Groth M.V., Sørensen M.R., Biltoft-Jensen A, Matthiessen J, Kørup K, Fagt S Danskernes måltidsvaner, holdninger, motivation og barrierer for at spise sundt DTU Fødevareinstituttet Klarlund Pedersen, Bente Med lov skal sundhed fremmes, Politikens kronik d. 22. april. Klarlund Pedersen, Bente. 2008a. Sundhed ved lov, FoodCulture nr.15 side 8 Klarlund Pedersen, Bente Hjælp danskerne, Weekendavisen Ideer, d. 9. januar. Kærgård, Niels & Thea Dam Økonomi, moralisme og fedme, Berlinske Tidendes kronik d. 5. november. Kærgård, Niels & Thea Dam.2008a. Hellere rig og rask end fed og fattig, Berlinske Tidendes kronik d. 19. December. Mandag Morgen & Tryg Fonden Fremtidens forebyggelse ifølge danskerne, København. Mill. John Stuart On Liberty. Penguin Books Ltd, London & New York 1982 Jeg mener, at mennesker selv har et ansvar for, hvad de spiser, og dermed for deres egen sundhed. Og jeg mener, at staten skal lade være med at tage friheden fra os gennem forbud, regulering og uigennemtænkte afgifter. 36 Livsstilssygdommene samfundets eller den enkeltes ansvar?

6 6 Sundhedsinformation: Oplysning eller en kamp om det rigtige liv? Information om sammenhængen mellem kost og livsstilssygdomme lyder som noget entydigt godt, men det er ikke så entydigt. I artiklen diskuteres informationsformidling og livsstilssygdomme. Formålet med og mulige virkninger af det offentliges informationspolitik beskrives, og der gives et bud på, hvor vi står og hvilke udfordringer, der står foran os på dette område. Laura M. Andersen Cand.scient.oecon. 2002, ph.d. 2008, forskningsassistent ved AKF 2008, adjunkt ved Fødevareøkonomisk Institut, KU siden Lars Gårn Hansen Cand.polit. 1986, ph.d. 1997, forsker, seniorforsker, docent, forskningsleder ved AKF , seniorforsker ved Fødevareøkonomisk Institut, KU siden Allan Jakobsen M.Sc. International Marketing 2006, Analysekonsulent ved GfK ConsumerScan , Senior Analysekonsulent ved GfK Consumer Tracking Scandinavia siden 2009 Sinne Smed Cand.agro. 2001, ph.d. 2008, forskningsassistent ved AKF 2008, adjunkt ved Fødevareøkonomisk Institut, KU siden Information om sammenhængen mellem kost og livsstilssygdomme lyder som noget entydigt godt, og det forekommer forholdsvis ukontroversielt at lade det offentlige bidrage til informationsformidling. Men det er hverken så enkelt eller så entydigt. Det skyldes dels at information er andet og mere end videreformidling af objektive faktuelle oplysninger, dels at borgernes brug af information er mere kompleks end som så. Disse forhold vil blive diskuteret i denne artikel med fokus på den offentlige forebyggelsespolitik. Offentlig informationspolitik og regulering En klassisk begrundelse for offentlig regulering er markedsfejl. Imperfekt information er et eksempel på en markedsfejl der kan kræve regulering. Eksempelvis hvis en forbruger, på grund af manglende eller forkert information om et produkt, ikke har mulighed for at vælge den sammensætning af sit forbrug, der er optimal i forhold til hans præferencer. Et eksempel herpå kunne være, hvis forbrug af et produkt medfører en betydelig sundhedsrisiko, som forbrugeren ikke informeres om. Uden denne information kan forbrugeren forledes til at vælge et større forbrug af varen end han ville have gjort, hvis han havde været klar over sundhedsrisikoen. Særligt i forhold til livsstilssygdomme er der en betydelig risiko for, at markedet ikke genererer den relevante information. Livsstilssygdomme viser sig ofte lang tid efter risikoadfærd, og har ofte sammensatte årsager, som det er vanskeligt eller umuligt for den enkelte forbruger at gennemskue. Her kan det offentlige have en afgørende rolle i at garantere, at information om det man kalder ikke verificerbare sundhedsegenskaber, er troværdig. Det offentlige kan også have en vigtig rolle i at regulere producenternes informationsformidling og selv producere og formidle tværgående information om fx kostråd, som den enkelte producent ikke har en afgørende interesse i at formidle. I forhold til dette rationale er den offentlige informationsindsats et svar på en markedsfejl. Det offentlige træder til med information der, hvor markedet ikke selv genererer den information, der er relevant for forbrugerne og regulerer producenternes informationsindsats, der hvor der er risiko for at denne kan blive fordrejet. Dette rationale for offentlig regulering har det klassiske ideal med borgeren som den suveræne forbruger, der har ret til og selv evner at beslutte, hvad det rigtige liv er. Eksempelvis har han ret og evner til, at afveje den umiddelbare glæde ved at ryge eller spise usundt mod de langsigtede sundhedsrisici. Den offentlige informationspolitiks rolle er at sikre, at forbrugeren har den relevante information, når han fortager dette valg mens man gennem afgifter og regler sikrer, at markedspriserne afspejler eventuelle eksterne effekter. 1 Hvor skatter og regler har velfærdsomkostninger for dem, der rammes (der ideelt modsvares af forbedringer andre steder i samfundet, hvor de eksterne effekter begrænses), er det umiddelbart en entydig velfærdsforbedring, når det offentlige sikrer relevant og troværdig information til forbrugerne. 2 Men virkeligheden er mere sammensat, og det er den offentlige regulerings- og informationspolitiks rolle også. Brugen af information er ikke omkostningsfri. Det at forstå og forholde sig til information om sundhedsrisici og veje dem mod en umiddelbar forbrugsglæde kræver en indsats. Størrelsen af denne indsats afhænger bl.a. af, hvor gode forudsætninger man har for at forstå og bruge den information, man får, og hvilken type information man udsættes for. Forbrugere foretager hele tiden hurtige afvejninger af, hvilke informationer, det er værd at overveje nærmere, og hvilke man skal ignorere. 3 Note 1 Det kan være de ekstra sundhedsudgifter, som borgere der ryger og spiser usundt påfører andre borgere gennem det offentlige sundhedssystem, eller eksempelvis gener som påføres passive rygere. Note 2 Der dog skal sammenholdes med de eventuelle offentlige omkostninger ved indsatsen. Note 3 Denne måde at orientere sig på i forhold til information kaldes også den rationelle ignorante forbruger. Det er beskrevet nærmere i Verbeke (2005). 37

7 7 Den offentlige informations-politik spiller derfor ind i et benhårdt informationsmarked, der bugner af mange andre typer af information, som eksempelvis nyhedsmedier og reklamer. Det forhold, at der er stærk konkurrence om forbrugerens opmærksomhed, stiller teknisk/ faglige udfordringer til den offentlige informationspolitik og betyder blandt andet, at mere information ikke altid er en velfærdsforbedring. Mere information om en egenskab ved varerne kan betyde, at forbrugeren bliver mindre opmærksom på information om andre egenskaber ved varerne. Endvidere er det ofte et eksplicit mål for de offentlige informationskampagner at ændre holdninger, eller det økonomer kalder præferencer. Her er rygning et godt eksempel. Når man i kampagner og på cigaretpakker malende illustrerer risici ved rygning, er der givetvis et håb om, udover at få opmærksomhed på informationsmarkedet, at ændre rygernes grundlæggende afvejning til fordel for de langsigtede sundhedsrisici. Størst gennemslag opnås, hvis det tillige lykkes at ændre normerne for god adfærd i befolkningen. Fundamentet for normer udgøres af det forhold, at vi har holdninger til andres adfærd (også selv om den ikke påvirker os direkte) og lægger vægt på, hvordan andre opfatter os når vi fastlægger vores egen adfærd. 4 En adfærdsnorm er en fælles opfattelse af, hvad der er det rigtige at gøre for en gruppe af mennesker, og det kan være en ganske stærk adfærdsregulerende faktor også for borgere som ikke deler de præferencer, som normen afspejler. At normer kan påvirkes er velkendt blandt marketingfolk og noget de fleste forældre til teenagere har oplevet. Et nærliggende og ganske tankevækkende eksempel er rygevaner. I forbindelse med indførslen af rygeforbud i lokaler med offentlig adgang, synes der at være sket et generelt skred i normen omkring rygeadfærd. Retten til luften synes at være flyttet fra rygere til ikke-rygere, ikke kun der hvor lovgivningen har påbudt det, men i høj grad også i den private sfære. Da man for nogle år siden gennemførte en tilsvarende lovgivning i Norge skete det samme (see Nyborg og Rege, 2003). Rygeforbuddet har givetvis spillet en afgørende rolle i dette holdningsog normskred, men spørgsmålet er, om rygeforbuddet var blevet en realitet uden en forudgående langvarig og massiv informationsindsats. Uanset sammenhængen mellem disse to elementer så illustrerer det idealet for, hvordan en holdningspåvirkende informationspolitik virker. Hvis det lykkes at flytte adfærdsnormer, er budskabet trængt igennem, og folk har taget det til sig som en del af den rigtige måde at leve på. Normskredet i forhold til rygning handler selvfølgelig i høj grad om de umiddelbare gener for ikke rygere, som rygning er skyld i og så det forhold at ikke-rygerne er motiverede for at håndhæve de ændrede normer i det daglige. Men dette skred er også uløseligt forbundet med en stigmatisering af rygning som sådan: Generne fra rygning er blevet mere uacceptable, fordi rygning er blevet degraderet i vores billede af Note 4 Dette er veldokumenteret i mange psykologiske og økonomiske eksperimenter. Se fx Fehr og Fishbacher (2004a; 2004b), Rege, M. og K. Telle (2004). det rigtige liv. Dette illustrerer hvor effektive normændringer kan være men også at offentligt initierede normændringer netop derfor ikke er ukontroversielle eller entydigt velfærdsforbedrende. En effektiv ændring af adfærdsnormer indebærer, at bestemte typer af adfærd ændrer status fra at være en del af det rigtige liv til at være forkert. Dette kan skabe en gruppe af tabere, der enten ikke ønsker at ændre adfærd og så må lide under stigmatisering eller som ændrer adfærd uden at have ændret præferencer, fordi de føler et socialt pres. Nogle borgere risikerer altså at lide et reelt og måske ganske stort velfærdstab. Hvis regulerings- og informationspolitikken i forhold til livsstilssygdomme skal blive rigtig effektiv, kan det i højere grad end hidtil komme til at handle om aktivt at ændre definitionen af det rigtige liv. Debatten om hvorvidt det offentlige skal forsøge at gøre det, er i allerhøjeste grad etisk og politisk og den må ikke sendes til hjørnespark som en teknisk diskussion for fagfolk. Denne debat har dog også en teknisk dimension, som handler om hvordan man påvirker gennem information og denne dimension er - når der er tale om holdningspåvirkning, uløseligt viklet ind i den politiske og etiske debat, fordi den jo egentlig handler om, hvordan man manipulerer. Hvis man politisk beslutter sig for at holdnings- og normpåvirke, så har man også besluttet sig for, hvad det rigtige liv er og at det offentlige har ret til at få nogen til at ændre deres forkerte billede af det rigtige liv. Det er den tekniske dimension af denne debat vi forholder os til i det følgende ikke den politisk/etiske. Men netop det forhold at nogen søger at pådutte andre en bestemt opfattelse af det rigtige liv er muligvis også en af de afgørende tekniske udfordringer for informationspolitikken på dette område. Information, viden om kost og troværdighed På kostområdet har informationspolitikken primært omhandlet regler for varedeklarationer og mærkning (eksempelvis minimumskrav til indholdsdeklaration), brede generelle informationskampagner (eksempelvis 6-om-dagen ) samt særlige begrænsninger af markedsføring (eksempelvis forbud mod tobaksreklamer). Informationspolitikken ser ud til at have en vis effekt, idet der de senere år har været en positiv udvikling på flere områder. Eksempelvis spiser vi mere frugt og grønt og andelen af mættet fedt i kosten er faldet kraftigt. Trods dette, er det dog endnu kun en lille del af den danske befolkning, der lever i forhold til de officielle danske kostråd (Smed, 2008), og forbruget af tobak, sukker og alkohol er blandt det højeste i OECD landene (Forebyggelseskommissionen, 2009). Derudover er der flere og flere danskere, der har et stillesiddende job. Det betyder, at selvom andelen af voksne danskere, der er fysisk aktive i fritiden, er steget, er manglende fysisk aktivitet stadig en af de væsentligste årsager til, at danskerne dør for tidligt (Forebyggelseskommissionen, 2009). Sammenligner man kosten mellem forskellige befolkningsgrupper, er det tydeligt at uddannelse og alder har stor betydning for, hvor tæt man er på at opfylde de officielle kostråd. Vigtigst er nok, at der ikke observeres den samme positive udvikling i kostens sammensætning for yngre kort uddannede, som observeres for 38

8 8 Figur 1: Andel der opfylder alle kostrådene i en måned 3,5% 3,0% 2,5% 2,0% 1,5% 1,0% 0,5% 0,0% < 50 år 50 år og over < 50 år 50 år og over < 50 år 50 år og over Ingen eller faglært Kort videregående Mellem til lang uddannelse Videregående uddannelse Kilde: Beregninger fra Smed (2008) på basis af data fra GfK-Danmark resten af befolkningen (Smed, 2008). Dette illustreres tydeligt i figur 1, hvor andelen af befolkningen, der opfylder alle kostrådene, når kosten betragtes gennem en given måned, er vist i hhv og Figur 2 viser andelen af populationen, der opfylder de enkelte kostråd gennem en given måned. Der tegner sig et billede af, at det især er kostrådene for fisk, sukker og fibre, hvor de yngres kost er blevet forringet i det pågældende tidsrum. Det er ikke kun på kostområdet, at der ses en ulighed i sundheden, også inden for rygning og motion er der væsentlige sociale forskelle. De mange kampagner mod rygning har reduceret antallet af rygere i middelklassen, mens antallet af rygere stort set er uændret i de lavere sociale klasser (Zimmermann et al., 2005). De lavere sociale klasser motionerer også langt mindre end middelklassen. Ligesom med kosten observeres ikke den samme positive adfærdsændring over tid for de lavere sociale klasser, som for resten af befolkningen (Zimmermann et al., 2005). Det centrale spørgsmål er her, om det skyldes mangel på information, forskelle i forståelsen af informationen eller måske, at der er forskelle på hvad man opfatter som det rigtige liv i forskellige grupper af befolkningen. Et nærliggende spørgsmål kan være hvordan det rigtige liv harmonerer med de offentlige budskaber om det sunde liv i forskelle samfundsgrupper. I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af FØI/AKF i 2008 i samarbejde med GfK-Danmark 5 (CONCEPTS spørgeskemaet, se Andersen, 2009) til omkring 2000 repræsentative forbrugere svarer 86 % rigtigt på spørgsmålet om, hvor meget frugt og grønt en voksen bør spise om dagen. Hele 71 % ved ydermere at kartofler ikke regnes med. Dette varierer ikke nok over uddannelsesgrupper til at forklare den store observerede forskel i aktuel sundhedsadfærd. Eksempelvis er der 80 % af de kort eller ikke uddannede og 90 % af de mellem eller langt uddannede der svarer rigtigt på spørgsmålet og 63 % hhv. 76 % når det gælder spørgsmålet om kartofler er inkluderet, som det ses i Figur 3. For fisk er forskellen endnu mindre. For alkohol kender næsten 80 procent af befolkningen sundhedsstyrelsens anbefalede maksimum indtagelse af alkohol og hele 60 % ved at det er usundt at drikke mere end 5 genstande ad gangen. Figur 2: Ændring fra 1999 til 2004 i andel der opfylder de enkelte kostråd i en måned Ændring i procent point 15% 10% 5% 0% -5% -10% < 50 år 50 år <50 år 50 år < 50 år 50 år <50 år 50 år < 50 år 50 år <50 år 50 år < 50 år 50 år <50 år 50 år < 50 år 50 år og over og over og over og over og over og over og over og over og over Ingen/faglært Kort vid. udd. Mel/lang vid udd. Ingen/faglært Kort vid. udd. Mel/lang vid udd. Ingen/faglært Kort vid. udd. Mel/lang vid udd. Kostråd vedr. fisk Kostråd vedr. fibre Kostråd vedr. sukker Kilde: Beregninger fra Smed (2008) på basis af data fra GfK-Danmark Note 5 Projektet er finansieret af Forskningscentret for Økologisk Jordbrug, FØJO 39

9 9 Figur 3: Kendskab til kostrådene for forskellige uddannelsesgrupper % af gruppen der svarede rigtigt 100% 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% Figur 5: Tillid til eksperterne Hvor enig? Eksperterne anbefaler altid noget nyt, så jeg er holdt op med at høre efter % der svarer 50% 45% 40% 35% 30% 25% 20% 15% 10% 5% 0% Hvor mange Tæller kartofler Hvor mange gram Hvor mange Hvor mange stykker frugt og med i mængden fisk skal man genstande bør genstande bør grønt skal man af frugt og grønt- spise om ugen? kvinder højst mænd højst spise om dagen? i fødevarestyrel- drikke om ugen? drikke om ugen? sens anbefalinger? 0% Ingen Faglært Kort Mellemlang eller videregående videregående lang videregående uddannelse uddannelse uddannelse Helt eller delvist uenig Hverken enig eller uenig Delvist eller helt enig Ingen videregående uddannelse Faglært Kort videregående uddannelse Mellemlang eller lang videregående uddannelse Kilde: Egne beregninger på basis af CONCEPTS spørgeskemaet, 2009 Kilde: Egne beregninger på basis af CONCEPTS spørgeskemaet, 2009 Figur 4: Interesse for og forståelse af information % af gruppen der svarer 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Ja, noget Næsten aldrig Ofte eller næsten aldrig Ofte eller eller meget næsten altid næsten altid Interesserer Hvor ofte læser du varedeklaration- Har du svært ved at forstå du dig for en på en ny vare? varedeklarationen? information om sund kost? Ingen videregående uddannelse Faglært Kilde: Egne beregninger på basis af CONCEPTS spørgeskemaet, 2009 Kort videregående uddannelse Mellemlang eller lang videregående uddannelse Og det er ikke så underligt, at folk kender til kostrådene. I forbindelse med et PhD projekt (Smed, 2008) blev der indsamlet avisartikler i danske medier, der omtaler en sammenhæng mellem eksempelvis sundhed og indtaget af frugt og grønt, eller en sammenhæng mellem eksempelvis indtaget af sukker og sundhed. For mange af disse sammenhænge er antallet af artikler steget voldsomt fra 1997 til i Så umiddelbart ser de store forskellige i sundhedsadfærd ikke ud til at skyldes mangel på information. Men måske skyldes forskellen i adfærd, at der er forskel på, hvor motiveret man er til at omsætte informationen til brugbar viden,eller hvor vanskeligt den er at bruge i forhold til de daglige beslutninger man tager. Hvis man i CONCEPTS spørgeskemaerne fra 2007 og 2008 kigger på, hvor mange der interesser sig noget eller meget for information om sund kost, er der ikke megen forskel uddannelsesgrupperne imellem (figur 4). Heller ikke den andel, der altid eller næsten altid læser varedeklarationen på en ny vare, varierer meget mellem uddannelsesgrupperne. Derimod er der lidt større forskel på hvor mange, der siger de ofte eller næsten altid har svært ved at forstå, hvad der står på varedeklarationen. Forskellen i sundhedsadfærd kan måske til dels skyldes, at uddannelse gør det nemmere at forstå og bruge eksempelvis varedeklarationer i forbindelse med de mange daglige indkøbsbeslutninger hvilket gør 40

10 10 Figur 6: Reaktion på kiksekagesagen for forskellige uddannelsesgrupper 0,035 0,030 0,025 0,020 0,015 0,010 0,005 0,000 Budgetandel Pasteuriserende æg Lang Mellem Kort jul aug sep okt nov dec jan feb mar apr maj jun jul aug sep okt nov Kilde: Simulerede budgetandele for pasteuriserede æg baseret på estimater fra Smed og Jensen (2005) som tillod fleksible ændringer i niveau og trend. det nemmere at efterleve de generelle kostråd. Men der syntes at være en endnu mere markant forskel i tilliden til eksperternes råd, som det ses i figur 5. Adspurgt herom i CONCEPTS spørgeskemaet, erklærer 45 % af respondenterne uden videregående uddannelse sig helt eller delvist enig i, at de er holdt op med at høre efter eksperterne, mens dette kun gælder for 30 % af de mellem eller langt-uddannede. Hele 50 % af disse er helt eller delvist uenige i udsagnet. Eksperternes troværdighed kan måske være en mindst lige så afgørende forklaring på forskellene i sundhedsadfærd, som modtagerens evne til at omsætte den formidlede information til praktisk handling. Et tankevækkende eksempel på, hvordan grupper med forskellig uddannelse reagerer på information, der handler om det samme, men har forskellig indpakning og afsender, er kiksekagesagen i januar Denne henviser til en sag, hvor en far og hans mentalt handikappede søn døde som følge af at have indtaget en kiksekage med salmonella. Analyser af disse nyheders betydning for indkøbet af pasteuriserede æg (Smed og Jensen, 2005) viser, at folk med mellemlange eller lange uddannelser i forvejen havde et støt stigende forbrug af pasteuriserede æg, og ikke reagerede på hændelsen. Figur 6 viser et stiliseret billede af de estimerede resultater fra analysen af forløbet for forskellige uddannelsesgrupper. Kort uddannede reager tydeligt på nyheden ved fra den ene uge til den anden at fordoble andelen af æg købt som pasteuriserede. Måske ser denne gruppe historien om far og søn, der døde af en salmonella-forgiftning, som en mere gennemskuelig og mere troværdig indikation af faren for salmonella-forgiftning end ekspertudsagn. Længere uddannede reagerer ikke på denne sag, men synes at reagere på den almindelige baggrundsinformation (typisk ekspert udtalelser) om risikoen for salmonella fra æg, der i stigende grad blev refereret i forskellige medier i perioden. Meget tyder altså på, at kendskabet til kostrådene og lysten til at læse varedeklarationer ikke varierer ret meget mellem forskellige uddannelsesniveauer. Til gengæld har højtuddannede større tillid til eksperter, og nemmere ved at forstå varedeklarationerne, når de læser dem. Samtidig viser undersøgelser, at højtuddannede generelt spiser sundere end folk med lavere uddannelsesniveau. Det ser altså ud til, at de signaler, der sendes ud om kost, modtages og huskes lige godt af alle, men at bearbejdningen og måske påvirkningen af kostvaner varierer mellem forskellige segmenter af befolkningen. Kendskabet til de dybereliggende sammenhænge og årsager til de markante forskelle i sundhedsadfærd og reaktioner på forskellige typer af information er fortsat ganske mangelfuld. Men det syntes klart, at både afsenderen af informationen og indpakningen er vigtig for gennemslagskraften. Det er formodentligt ganske vigtigt, hvis informationen skal bruges aktivt, at den kobler til og harmonere med de forudsætninger, begreber og årsagsmodeller, som folk har i forvejen. Alene af denne grund, er der givetvis brug for differentiering og målretning af informationen, når der kommunikeres med forskellige grupper i samfundet. Dette gælder i høj grad, når der kommunikeres omkring madvaner, da den mad vi spiser er et centralt element i den menneskelige identitet. Mad bruges til at bekræfte tilhørsforholdet til en bestemt gruppe, og det kan i høj grad også bruges til at markere, hvilken gruppe man i hvert fald IKKE tilhører. Eksempelvis viser flere både danske og udenlandske undersøgelser (Jensen og Holm, 1999; Buus et. al., 1995; Marshall et al., 1995; Anderson et al., 1996 og GfK-Danmark, 1998) at der forskel på, hvordan forskellige typer af mad betragtes blandt kvinder og mænd, (kvinder får højere status når de spiser kylling og salat, mænd får højere status når de spiser røde bøffer og sovs lavet på fløde), men uddannelsesniveauet og social klasse spiller også en rolle. Det er formodentligt vigtigt, at ny information er i overensstemmelse med den madkultur, som en målgruppen har, hvis informationen skal have nogen effekt. Endelig er spørgsmålet om tillid central, fordi mad er noget meget personligt og næsten intimt. Tillid til eksperterne kan handle om identifikation. De sundhedsforskere og ernæringseksperter der udtaler sig, og dermed definerer den rigtige måde at spise på, tilhører typisk den veluddannede klasse. Mange af budskabsmodtagerne tilhører mindre veluddannede klasser, og dette kan skabe et modsætningsforhold mellem dem og os og dermed mindre tilbøjelighed til at følge de råd der bliver givet. Konklusion Hvis informationspolitikken fremover skal rykke ved udviklingen omkring livsstilssygdomme, handler det næppe om at give forbrugerne mere objektiv viden om de relevante sammenhænge mellem kost og sundhed. Formodentligt handler det om at informere målrettet med det formål at ændre de gældende normer for det rigtige liv i forskellige befolkningsgrupper (muligvis i samspil med andre former for regulering). Dette indebærer nogle betydelige tekniske udfordringer. I første omgang skal vi, langt bedre end vi gør i dag forstå, hvordan information med forskelligt indhold, indpakning og afsender bruges og spiller sammen med gældende normer inden for forskellige målgrupper. Dette er 41

11 11 nødvendigt for at kunne designe en effektiv informationspolitik og påvirke gruppens præferencer. Det er også nødvendigt for at kunne forstå og få et overblik over de velfærdsomkostninger, en sådan politik kan medføre for nogle grupper, og om muligt designe politikken, så disse omkostninger minimeres. I et samfund med ytringsfrihed er det et grundvilkår, at mange agenter med forskellige dagsordener, forsøger at påvirke definitionen af det rigtige liv (virksomheder gennem reklamer, religiøse grupper, folkelige og politiske bevægelser osv.). Det er imidlertid ikke meget debatteret, hvor meget eller hvordan det offentlige kan tillade sig at påvirke. Selv om der syntes at være en folkelig accept af et større offentlige engagement på kostområdet 6, er der også protesterer mod den mere paternalistiske drejning, regulerings og informationspolitikken har taget. Som eksempler kan nævnes De tykkes befrielsesfront med sloganet Forskellighed er en ideel kropsstørrelse, Kim Larsens antirygelovskampagne under sloganet Tillykke med rygeforbudet - gesundheit macht frei og den liberale tænketank CEPOS, der angriber forebyggelseskommissions kommissorium for at mangle en debat om rimeligheden i, at staten påtager sig en forældrerolle over for dens borgere. Igangsættelsen af en mere målrettet holdnings- og normpåvirkende regulerings- og informationspolitik indebærer nogle vigtigte etiske og politiske problemstillinger, og der er givet behov for en politisk afklaring af, hvor grænserne går for det offentliges rolle på området. Litteratur Andersen, L M (2009): Documentation of CONCEPT questionnaires. Working Paper, Institute of Food and Resource Economics. Available at Anderson AS, McKellar S, Reynolds J, Lean MEJ, Mela DJ. (1996): Vegetables and fruits: Barriers and opportunities for greater consumption. Nutrition and Food Science vol. 5, pp Buus H, Haastrup L, Marosi K. (1995): Kan man spise flere kulhydrater? Resultater fra spørgeskemaundersøgelse af 725 kvinders madvaner i børnefamilier. Kræftens Bekæmpelse og Levnedsmiddelstyrelsen, København. Kahan, D.M., D.Braman, J. Gastil, P. Slovic og C.K. Mertz (2007) Cultural and Identity- Protective Cognition: Explaining White-Male Effect in Risk Perception. Journal of Empirical Legal Studies vol 4 (3) pp Fehr, E og U. Fishbacher (2004a), Social norms and Human cooperation, Trends in cognitive Science vol 8, no 4. Fehr, E og U. Fishbacher (2004b), Third-party punishment and social norms, Evolution and Human Behaviour, 25, pp Forebyggelseskommissionen (2009): Vi kan leve længere og sundere Forebyggelseskommissionens anbefalinger til en styrket forebyggende indsats, April 2009 GfK Danmark A/S (1998): Brug af opskrifter i danske hjem. En kvalitativ undersøgelse gennemført for Danske Slagterier og interessegruppen omkring opskriftprojektet. Jensen K.O og L. Holm (1999): Review: Preferences, quantities and concerns: Socio-cultural perspectives on the gendered consumption of food, European Journal of Clinical Nutrition, Vol. 53 pp Marshall D, Anderson A, Lean M, Foster A.: (1995): Eat your greens: The Scottish consumer s perspective on fruit and vegetables. Health Education Journal Vol. 54 pp Nielsen, J S og M Linding (2008): Sikkerhed og sundhed bag rattet, TSU Simulatorcenter, tilgængelig på Nyborg, K. and M. Rege (2003), On social norms: the evolution of considerate smoking behavior, Journal of Economic behavior and organization vol 52, pp Rege, M. og K. Telle (2004), The impact of social approval and framing on cooperation in public good games, Journal of Public Economics, 88, pp Smed S. (2008): Emirical studies on Health, information and consumer behavior. PhD thesis, PhD series no University of Copenhagen. Smed, S. og J.D. Jensen (2005): Food Safety Information and Food Demand. British Food Journal, 107(3): Verbeke W. (2005): Agriculture and the food industry in the information age, European Review of Agriculture Economics, Vol. 32(3), pp Zimmermann E., O. Ekholm og T. Curtis (2005): Arbejdsnotat om udviklingen i social ulighed i selvvurderet helbred og sundhedsadfærd i Danmark, Statens Institut for Folkesundhed, København. Note 6 Eksempelvis mener 55 % af den danske befolkning, ifølge ugebrevet A4 (23. marts 2009 /nr. 11), at fedme påfører samfundet så store omkostninger, at samfundet har ret til at blande sig i den enkelte borgers vægt. 42