Bankpakkernes indflydelse på kreditformidlingen i Danmark

Transkript

1 Bachelorafhandling 2011 HA Int. Bankpakkernes indflydelse på kreditformidlingen i Danmark Forfattere: Runi Skov Jensen Eksamensnr: Jeppe Vestrup Skivild Eksamensnr: Vejleder: Anders Grosen Afleveringsdato: Aarhus School of Business and Social Sciences Erhvervsøkonomisk Institut

2 Abstract Denmark s economy was booming until The Danish bank sector had created a deposit loss for about 500 to 700 billion DKK. The bank loans had developed with over 20 % a year. The Danish banks hadn t made sure that their deposit had the same growth and therefore hadn t built up reserves for future recessions. That situation made the interbank market distrust the Danish bank sector, which set the Danish banks in danger of a credit crunch. The Danish government created a so-called bank package that would give the foreign banks with trust of their deposit in the Danish banks. This bank package was named Bank Package I and had the purpose of bringing back the trust to the Danish banks. Just about a year after the Danish National Bank expressed the need for a capital injection of about 70 billion DKK to ensure that no credit worthy citizen or company would be denied a bank loan. This created the next bank package, named the Credit Package, with the purpose of injecting 75 billion DKK to the banks and 25 billion DKK to the mortgage banks to avoid the risk of a credit crunch in the Danish economy. Later on in 2010 the Danish government agreed on a liquidation method for the Danish banks, which was named Bank package III. Amagerbanken was the first to be taken under liquidation with Bank package III. Amagerbankens crash came after the Danish Financial Supervisory Authority have made supervision and required a capital injection of 737 million DKK before the allocation of capital from Bank Package II. Just before Christmas Amagerbanken applied for government guarantee of 13.5 billion DKK from the government owed company Financial Stability. They demanded that Amagerbanken a capital increase of 750 million DKK and two directorships, before granting the government guarantee. This paper considers the consequences associated with the above mentioned Bank Packages. First it seeks to stats the purposes of the three bank packages, and then it analyzes the effect that the packages have on the provision of funds in Denmark. The paper discusses alternatives to Bank package II to bring a perspective to the analysis. Bank Package III and the Danish Financial Supervisory Authority and the government owed Financial Stability will be analysed in regards to the crash of Amagerbanken. The main conclusion of Bank Package I am that it helped to secure the trust of the interbank market to the Danish bank sector. It didn t on a larger scale affect neither the bank loan activity nor the deposits in a noticeable way. The interest spread on the interbank market between the secure and unsecure money markets rate was neither increased nor decreased by the bank package. Bank package II purpose was based on the assumption, that a capital injection was necessary, which the analysis shows was not actually the case.. The bank loans and deposit was not affect noticeable after the Side 2 af 80

3 agreement of Bank Package II, it is more likely that the effects on loans and deposits was caused by the Banks reaction to the recession in the Danish economy. During the time of the Bank package II the interest spread on the interbank market was reduced, which is seen as step forward. Bank Package III is the most debatable Package. It didn t manage to avoid the liquidation of Amagerbanken, so the distrust to the Danish bank sector returned and the credit rating company Moody s downgraded several Danish banks. It increased to interest spread on the money market rates. The Danish Financial Supervisory Authority s power was increased by the agreement of Bank package I and II. It set the highest demands to any bank before granting capital from Bank Package II. The supervisory didn t react after concluding that the Amagerbanken was highly risky. The Danish Financial Supervisory Authority had the adequate power to deal with Amagerbanken, but not the necessary power to prevent it from crashing. The conclusion also rounds up that government owed company Financial Stability went to the limp of its authorization with the demands to the Amagerbanken, therefore the conclusion is that the need to be granted higher power in the future to prevented a crash like Amagerbanken, but it s debatable if that is in the interest of the Bank sector as a whole. Side 3 af 80

4 Indholdsfortegnelse 1. Problemformulering Hovedspørgsmål Undersøgelsesspørgsmål Afgrænsning Definitioner Kildekritik Teori Disposition Asymmetrisk information Perspektivering til interbankmarkedet Perspektivering til forholdet mellem bank og kunde Forløbet op til bankkrisen Redegørelse af bankpakkerne Bankpakke I Bankpakke II Bankpakke III Analyse af bankpakkerne Analyse af Bankpakke I Analyse af indlån Analyse af udlån Analyse af pengeinstitutterne og pengemarkedet Bankernes nedskrivninger Delkonklusion om Bankpakke I Analyse af Bankpakke II Analyse af indlån Analyse af udlån Analyse af pengemarkedet Kapitalstruktur Alternativer til Bankpakke II Det første alternativ Det andet alternativ Det tredje alternativ Side 4 af 80

5 5.4 Delkonklusion for Bankpakke II Analyse af Bankpakke III Analyse af indlån Analyse af udlån Analyse af pengemarkedet Delkonklusion af Bankpakke III Casestudie af Amagerbanken Indledning Kort Historie Amagerbankens konkursforløb Finanstilsynets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs Finanstilsynets tilsynsdiamant Finansiel Stabilitets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs Delkonklusion Betydningen af Amagerbankens konkurs for den danske banksektor Banksektoren i forhold til udlandet Danske bankers udlån Danske bankers indlån Tabet på konkursen Finansiel Stabilitets og Finanstilsynets rolle Afviklingsmodellens konsekvens for banksektoren i lyset af Amagerbankens konkurs Delkonklusion Hovedkonklusion Konklusion: Hvilken effekt har bankpakkerne haft på den danske banksektor? Konklusion: Hvilken betydning har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet haft i Amagerbankens konkurs? Perspektivering til realkreditsektoren Litteraturliste Indledning Siden 1995 har dansk bankvæsen oplevet en periode med høj driftsindtjening, små tab og et højt afkast på egenkapitalen. Bankerne har haft en stærk ekspansion med en kraftig vækst i både indlån og udlån.... I 2008 vendte denne gunstige situation for danske banker. (Østrup, 2008) Side 5 af 80

6 I denne langvarige periode med højkonjunktur opbyggede de danske banker et indlånsunderskud på milliarder, som primært var finansieret ved korte kreditter fra udenlandske banker (Grosen & Raaballe, 2010). Fra har de danske bankers udlånsvækst været på over 20 % om året, hvor det tidligere har været antaget, at høj vækst var omkring 10 %. Lånegodkendelserne er fløjet ud af bankerne, men indlånsvæksten har ikke fulgt trop (Bechmann, Grosen, & Raaballe, 2009). Bankerne havde muligheden for at opbygge reserver til at modstå perioder med lavere vækst (Østrup, 2008). Denne konsolidering blev ikke foretaget af bankerne, hvorfor kernekapitalsprocenten fortsatte med at falde (Grosen & Raaballe, 2009). Den umiddelbare løsning i forbindelse med den internationale finanskrise, var statsgaranterede blancogarantier på udenlandske bankers indskud og dermed tilblivelsen af Bankpakke I (Grosen & Raaballe, 2010). Formålet var at sikre tilliden til danske banker, samt at give indskydere og simple kreditorer fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i de banker, der tog del i Bankpakke I. Den skabte ikke et incitament for bankerne til at låne penge ud til sunde projekter. Derfor blev der den 8. december 2008 præsenteret endnu en pakke, kaldet Kreditpakken eller Bankpakke II (Grosen, 2009). Denne blev vedtaget af den danske regering i januar 2009, hvor der blev indskudt 75 milliarder i hybrid kernekapital i bankerne og 25 mia. kr. til realkreditinstitutterne (ØEM, 2009b). Bankpakke II s formål var, at sikre virksomheder og borgere ikke kunne ende i en reel kreditklemme, hvor der ikke kunne lånes ud til sunde projekter (Raaballe, Grosen, & Bechmann, 2009). Under udformningen af Bankpakke II blev der rettet fokus på bankernes egenkapital. De banker, der havde et behov for et kapitalindskud, kunne tage imod tilbuddet om at få tilført hybridkapital, således at kernekapitalsprocenten blev minimum 12 %. Kravet for deltagelse i Bankpakke II var imidlertid en eksisterende egenkapitalprocent på minimum 6 % (Raaballe et al., 2009). Dette skulle være med til at polstre bankerne, så overlevelse gennem krisen kunne sikres. Senest oplevede banksektoren endnu et krak i form af Amagerbanken. Denne konkurs er interessant, fordi det er den første konkurs efter udløbet af de generelle garantier i Bankpakke I, og efter at Bankpakke III er trådt i kraft. Bankpakke III blev oprettet med det formål at skabe en kontrolleret afviklingsmodel for konkursramte banker. Amagerbankens konkurs efterlod et større tab i milliardklassen til indskydere, simple kreditorer og staten. Konkursen skete efter to omfattende aktieemissioner af Amagerbanken foretaget efter en vurdering af henholdsvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S, samt en individuel statsgaranti 13,5 mia. kr. stillet blot tre måneder før konkursen. Der stilles spørgsmål til, hvorvidt disse to offentlige instanser har opfyldt deres pligt, og betydning af denne konkurs i forhold til den danske banksektor. Side 6 af 80

7 1. Problemformulering På baggrund af ovenstående vil vi undersøge, om bankpakkerne har haft den tilsigtede effekt. Der foretages en indledende redegørelse af forløbet op til bankkrisen i Redegørelsen tager udgangspunkt i empirisk materiale, hvor fokus er på de ønskede formål med bankpakkerne fra forligspartiernes side. Det analyseres om disse formål er blevet opfyldt og hvilken effekt bankpakkerne har haft på kreditformidlingen. Under analysen af Bankpakke II diskuteres, om der var reelle alternativer til Bankpakke II. Endvidere vil den konkursramte Amagerbanken blive inddraget i analysen, hvor de to offentlige instanser Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S rolle analyseres i forhold til konkursen. Med hensyn til Bankpakke III fortolkes betydningen af Amagerbankens konkurs for banksektoren. Således har denne problemformulering ledt til følgende overordnede hovedspørgsmål, og dertilhørende undersøgelsesspørgsmål. 1.1 Hovedspørgsmål Hvilken effekt har bankpakkerne haft på den danske banksektor? Hvilken betydning har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S haft i Amagerbankens konkurs? Undersøgelsesspørgsmål Redegørelsen o Hvilke afgørende hændelser førte frem til bankkrisen i 2008? o Hvad var bankpakkernes tilsigtede effekt? Analyse o Hvordan har bankpakkerne påvirket kreditformidlingen i Danmark? o Hvorledes kan Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S rolle opfattes i forbindelse med Amagerbankens konkurs? Fortolkning/Diskussion o Hvilke reelle alternativer var der til Bankpakke II? o Hvilken betydning har det for banksektoren, at Amagerbanken er gået konkurs? Perspektivering o Eksisterer tilsvarende problemstilling i den danske realkreditsektor? Side 7 af 80

8 1.2 Afgrænsning Selvom bankpakkerne er udformet som en konsekvens af finanskrisen, skal det pointeres, at opgavens fokus ikke er på finanskrisen som helhed, men derimod på bankpakkerne og på krisen for den danske banksektor. Derfor vil udenlandske banksektorer kun blive inddraget, såfremt det er nødvendigt for opgaven. Som tidligere nævnt, er opgavens fokus et empirisk studie af bankpakkerne og deres betydning for den danske banksektors kreditformidling. Det betyder, at det kun er de officielt beskrevne mål for bankpakkerne, der vil blive undersøgt, og der afgrænses derfor fra at fokusere på forligspartiernes eventuelle skjulte intentioner med udformningen af bankpakkerne. Når bankpakkerne omtales i opgaven som helhed, refereres der til Bankpakke I, II og III. Amagerbanken vil delvist blive studeret sammen med Bankpakke III. Dette er nødvendigt for at kunne analysere effekten af Bankpakke III og konsekvenserne af Amagerbankens konkurs for banksektoren. I Bankpakke II er der vedtaget en eksportlåneordning, der skal sikre finansiering af danske virksomheders eksportforretning. Den antages ikke direkte at påvirke pengeinstitutterne, da opgavens fokus ikke er på virksomhederne, men på pengeinstitutternes kreditformidling, afgrænses der fra eksportlåneordningen. 1.3 Definitioner Grupperingen af pengeinstitutterne henvises til Finanstilsynets gruppeinddeling. Denne gruppeinddeling er vedlagt i Bilag 1. Bankerne fra gruppe 1 omtales også som store banker. Gruppe 2 og 3 refereres også som små og mellemstore banker. Formuleringen Bankpakke anvendes gennemgående i opgaven, frem for deres oprindelige betegnelse fra statens side. Bankpakke I henviser til L33, Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). Bankpakke II henviser til Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter (Folketinget, 2009). Bankpakke III henviser til Lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Folketinget, 2010). 1.4 Kildekritik Der er benyttet avisartikler og diverse presseudgivelser løbende igennem opgaven. Denne type litteratur indebærer en vis usikkerhed, da forfatteren kan have benyttet sig af sin journalistiske frihed. På baggrund af dette er der forsøgt at benytte kilderne til at udtrykke synspunkter og holdninger frem for decideret konkluderende fakta. Talmaterialet der er benyttet i opgaven er hentet fra Danmarks Nationalbank, da det anses for at være en pålidelig kilde til indsamling af data til nærmere analyse. Side 8 af 80

9 Enkelte kilder er forfattet på fremmedsprog og det kan derfor ikke udelukkes at der kan forekomme forskelligheder i forbindelse med oversættelse. Centrale begreber er derfor bevaret i det sprog de er skrevet i. 1.5 Teori Det teoretiske grundlag i opgaven er asymmetrisk information. Teorien kan belyse forskellige aspekter af kreditmarkedets ugennemskuelighed. Teorien vil blive introduceret overordnet i kapitel 2, hvor der redegøres for blandt andet begreberne Adverse Selection og Moral Hazard. Udgangspunktet for den teoretiske beskrivelse udspringer blandt andet af artiklerne skrevet af professorer George A. Akerlof (Akerlof, 1970), Joseph E. Stiglitz (Stiglitz & Weiss, 1981) og Michael Spence (Spence, 1973). Kvaliteten af deres studier om asymmetrisk information understreges af, at de i 2001 blev honoreret med Nobelprisen(Nobelprize.org, 2011)(Nobelprize.org, 2011). De beskriver enkeltvis forskellige aspekter af teorien. Afslutningsvis vil der blive beskrevet, hvordan bankerne potentielt kan anvende aspekter af asymmetrisk information, og hvordan teorien kan overføres til interbankmarkedet. Løbende gennem opgaven vil teorien blive anvendt til analyse af bankerne og deres kreditformidling. 1.6 Disposition Bacheloropgaven indeholder i alt 9 kapitler og indledes i kapitel 2 med et teoretisk afsnit, der anvender teorien omkring asymmetrisk information i forhold til banksektoren. Efterfølgende vil kapitel 3 redegøre for hændelserne, der førte frem til bankkrisen. I kapitel 4 beskrives bankpakkerne og deres tilsigtede effekt. I kapitel 5 vil bankpakkernes påvirkning af kreditformidlingen i Danmark blive analyseret. Desuden diskuteres alternativer til Bankpakke II. Kapitel 6 analyseres Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs. En fortolkning af konsekvenserne af Amagerbankens konkurs for banksektoren gennemføres i kapitel 7. Resultaterne samles i hovedkonklusionen i kapitel 8. Bankkrisens problemstilling videreføres i kapitel 9 med en kritisk perspektivering fra bankerne over til realkreditinstitutterne med henblik på at finde ud af, om der begås lignende fejl i realkreditsektoren. Side 9 af 80

10 2. Asymmetrisk information I 1970 skrev George A. Akerlof artiklen The Market for Lemons (Akerlof, 1970), hvilket skabte grundlaget for den finansielle teori om asymmetrisk information i forretningshenseende (Lofgren, Persson, & Weibull, 2002). I artiklen beskrives et eksempel om et fiktivt bilmarked, hvor der er 4 slags biler. Figur 1.1 Sælgerens skjulte information Figur 1.2 Køberens manglende information Sælgeren Ny bil Brugtbil Høj Kvalitet Lav Kvalitet Høj Kvalitet Lav Kvalitet Køberen Ny bil Brugtbil Kvalitet? Kvalitet? Kvalitet? Kvalitet? Bilerne kan være nye eller brugte, samt af høj henholdsvis lav kvalitet. Hvis bilerne er defekte betegnes de som Lemons (Akerlof, 1970). Sælgeren kender kvaliteten af sine biler. Køberen ønsker at købe en bil, men kender ikke til kvaliteten på de enkelte biler på købstidspunktet, men kun den gennemsnitlige kvalitet af alle bilerne på markedet. Dette bevirker, at en lavkvalitetsbil kan sælges til samme pris, som en højkvalitetsbil, idet kvaliteten er ukendt for køberen. Derfor er køberen kun villig til at betale en gennemsnitlig pris for en bil. Sælgeren af højkvalitetsbiler vil ikke acceptere den tilbudte pris af køberen, modsat sælgeren af lavkvalitetsbiler, som får mere for bilen end den reelt set er værd. Dette resulterer i, at markedet vil gå mod de biler af dårligst kvalitet, da kvalitetsbilerne vil blive skubbet ud af markedet af lavkvalitetsbiler med endnu lavere kvalitet. Køberen kendte den gennemsnitlige kvalitet af alle bilerne på markedet, men kvaliteten på markedet er nu blevet lavere, da højkvalitetsbilsælgeren har forladt markedet, og derfor er køberens gennemsnitlige pris blevet lavere endnu. Denne sekvens gentages indtil kvalitetsmarkedet ikke længere eksisterer, da vil der kun være Lemons tilbage. Ovenstående eksempel fra artiklen af Akerlof, viser at asymmetrisk information ikke skaber den mest optimale situation for sælgeren, da konsekvensen er, at bilmarkedet for kvalitetsbiler vil bryde sammen. Der vil ske en Adverse Selection af sælgere, som fremover kun vil være villige til at tilbyde en Lemons, grundet den gentagende forringelse af kvaliteten på markedet. Adverse Selection defineres som, når den informerede part (sælgeren) fortager sig en handling som er imod den uinformerede parts (køberens) Side 10 af 80

11 interesser ved aftalens indgåelse. I dette tilfælde vil det være at sælge en lavkvalitetsbil til en pris som er højere end hvad bilen er værd. For at modvirke denne Adverse Selection af sælgere, foreslår Akerlof, forskellige midler til dette formål. Sælgerne kan udstede garantier på deres biler. Der kan indføres specielle bilforhandlerkæder, der med opbygning af et godt ry kan skabe en sikkerhed for at køberen får en god kvalitetsbil. Der kan udstedes licenser fra staten, så køberen ved at en bestemt bilforhandler er autoriseret bilforhandler af kvalitetsbiler. Michael Spence argumenterede i sin artikel Job Market Signaling (Spence, 1973) for, at sælgeren kan bruge Signaling til at modvirke Adverse Selection, som Akerlof ligeledes foreslog i sin artikel. Spence undersøgte fænomenet Signaling. Følgende eksempel er fra artiklen, hvor en arbejdsgiver skal hyre en arbejder: Arbejdsgiveren optræder som køberen og arbejderen er sælgeren. Arbejdsgiveren kender ikke til produktionsniveauet hos vedkommende før efter ansættelsen. Endvidere kender arbejdsgiveren kun til gennemsnitsproduktiviteten af arbejderne, og derfor vil han kun give en gennemsnitsløn. Dette er næsten tilsvarende til ovenstående eksempel af Akerlof. Forskellen består i, at arbejderen kan tage en højere uddannelse og derved signalere, at vedkommende besidder en højere produktivitet end resten af ansøgerne. Arbejderens højere uddannelse koster tid og penge, og derfor er hans signaleringsomkostninger højere. Af denne grund vil arbejderen kun tage højere uddannelse, hvis arbejdsgiveren kan tilbyde en passende løn. Konklusionen på artiklen er, at med Signaling kan en arbejder fremvise sin højere uddannelse, derved opnå en ansættelse med højere løn, og derved afhjælpe problemet med Adverse Selection. Joseph Stiglitz præsenterede i sin artikel Equilibrium in competitive insurance markets: An Essay on the Economics of Imperfect Information (Rothschild & Stiglitz, 1976) begrebet hedder Pooling Equilibrium og Separating Equilibrium. De eksemplificerede en situation på et forsikringsmarked, hvor alle forsikringsselskaber ikke kendte til kundernes individuelle risiko for skader. Kunderne kendte bedst deres egen risiko for skader og om denne risiko var høj henholdsvis lav. Hvis forsikringsselskaberne tilbød samme forsikring til alle kunder, hvor præmien svarede til den gennemsnitlige risiko for skader, ville kunderne med lav risiko ikke tage imod tilbuddet, da det ikke ville kunne betale sig. Derimod ville højrisikokunderne tage imod tilbuddet. Da præmien ikke er fastsat svarende til en højere risiko, som forsikringsselskaberne påtager sig, vil det få negative konsekvenser. Dette er et eksempel på Pooling Equilibrium fra forsikringsselskaberne, da de ved at tilbyde alle den samme forsikring vil få overvægt af højrisikokunderne. Målet med at kunne skelne mellem lav- og højrisikokunderne er derfor ikke blevet opfyldt. Forsikringsselskaberne skal foretage Separating Equilibrium, hvor der tilbydes individuelle forsikringer til kunderne, så lavrisikokunderne betaler en mindre præmie end højrisikokunderne. Denne mulighed skaber et valg for kunden, da kunden selv Side 11 af 80

12 vælger sine forsikringer og derved afslører deres risiko for skader overfor forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet kan via kundernes forsikringsvalg screene sig til hvilken risiko kunden besidder. Joseph Stiglitz arbejdede sammen Andrew Weiss omkring artiklen Credit Rationing in a Markets with Imperfect Information (Stiglitz & Weiss, 1981) om bankers kreditrationering 1 i et marked med asymmetrisk information. De beviste, at banken ikke kunne mindske sin risikoeksponering ved at hæve renten forbi et vist punkt. Dette kunne skabe effekt af Adverse Selection, hvor potentielle gode lånere fravalgte lånene på grund af den høje rente. Det ville tiltrække dårlige lånere, da disse ville være mere villige til at prøve projekter, hvor chancen for succes var lav, men hvor muligheden for fremtidig gevinst var høj. Det ville samtidig mindske chancerne for, at de kunne tilbagebetale deres lån til banken. Det blev endvidere bevist i artiklen, at samme problem ville opstå, hvis banken forlangte en større sikkerhed for udlånene. Et problem med Adverse Selection er, at det kan opstå som konsekvens af udefrakommende faktorer, i form af generelt rentestigningsniveau. Rentestigninger vil tiltrække låntagere med dårlige investeringsprojekter. Dette er bankerne opmærksomme på og vil blandt andet yde færre lån, når renten stiger (Dyberg, 2001). Det optimale for banken vil derfor være at sætte renten på et niveau, hvor det aktiverer låneren til at arbejde hårdt for at få sit projekt lykkes. Hvis renten eller sikkerhedskravet bliver sat for højt fra bankens side, kan det skabe Moral Hazard (Vestergaard, Frost, & Jensen, 1998). Moral Hazard er, når låneren efter at have optaget lånet kun tager hensyn til deres egne interesser. Et sådan lån vil ikke være i bankens interesse. Moral Hazard opstår på kreditmarkedet, når låntagere ikke har noget at miste ved at påtage sig ekstra risiko. Det kan eksemplificeres ved, at en kunde optager et lån til et byggeprojekt. Kunden stiller sikkerhed i aktier, hvor kursen på disse aktier er faldende. Kunden benytter lånet til en mere risikobetonet investering end aftalt med banken. Hvis den risikofyldte investering går godt, kan kunden betale både omkostninger og dække tab på sikkerhedsstillelsen. Går det derimod skidt, tilfører han blot banken et tab, da han ikke har yderligere at miste på sine faldende aktier (Dyberg, 2001). 2.1 Perspektivering til interbankmarkedet Teorien om asymmetrisk information kan overføres til interbankmarkedet, hvor asymmetrisk information kan påvirke ligevægten på et finansielt marked. Hos pengeinstitutter kan der opstå asymmetri i forholdet imellem långiveren og låntageren, hvor låntageren kan være en borger, virksomhed eller bank. Det opstår, hvis den ene part i et kontraktforhold ikke har alle de informationer om den anden part og dennes interesser, der er nødvendige for at kunne træffe de rette beslutninger. Asymmetrisk information kan i 1 Når et pengeinstitut mindsker sine udlån, selvom at potentielle udlån ikke er lig med potentielle lånere, hvilket betyder, at der ikke er ligevægt imellem efterspørgsel og udbud. Side 12 af 80

13 banksektoren føre til inoptimal ressourceallokering, i form af færre lån end hvis markedet havde været i ligevægt (Dyberg, 2001). Et Lemons-problem kan opstå på interbankmarkedet, når der er asymmetri i informationen mellem parterne. På interbankmarkedet optages der typisk kortsigtede lån, der skal refinansieres jævnligt. I højkonjunkturperioder er det ofte let og billigt at låne penge på interbankmarkedet. Det afhænger af bankernes risikoprofiler, der generelt er betegnet som sunde, da det antages at gå godt for bankerne og de oplever stor indtjening, selvom der måske er problemer i bankerne. Problemet med risikoprofiler opstår, hvis informationerne til at producere dem ikke er tilstrækkelige, da bankerne sætter deres krav til udlån ud fra risikoprofilerne. Asymmetrien i informationerne mellem parterne gør at risikoprofilerne forringes, og det bliver sværere at skelne mellem gode og dårlige banker. Den långivende bank kan ende med at stille de samme krav til en god bank, som en dårlig bank og derved skabe et Pooling Equilibrium, som vil tiltrække de dårlige banker. Asymmetri i informationerne kan medføre, at de udenlandske banker mindsker deres udlån, hæver renterne, samt stiller større krav til sikkerhedsstillelse og skaber dermed Adverse Selection. For sunde banker kan det betyde større fundingomkostninger og generelle problemer med at indhente lån på pengemarkedet. Derfor vil de sunde banker søge andre måder at skaffe likviditet på, som for eksempel ved salg af aktiver eller i form af en kapitaludvidelse. De usunde banker, der muligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale deres lån, vil stadigvæk være villige til at optage flere lån på trods af de forøgede fundingomkostninger, da de har mere at vinde end at tabe. I ekstreme tilfælde, vil usunde banker ty til Moral Hazard, og benytte lån til andre formål end aftalt for blot at overleve. Adverse Selection resulterer i, at den gennemsnitlige kvalitet af låntagere på interbankmarkedet falder, da de sunde banker er blevet presset ud af markedet af forhøjede fundingomkostninger og de usunde bankers risikovillighed. Ud fra denne proces opstår Lemons-problemet på interbankmarkedet. De banker, som beskytter sig selv mod dårligere låntagere, som følge af Adverse Selection, kan finde på at afvise flere udlån og refinansiering af de udlån andre banker allerede har optaget. Dermed opstår der en alvorlig fare for en likviditetskrise og flere banker kan bryde sammen. Et sammenbrud af denne kaliber vil have katastrofale følger for det involverede samfund. 2.2 Perspektivering til forholdet mellem bank og kunde En bank bruger forskellige midler for at undgå problemer med asymmetrisk information. Et af midlerne er en screeningproces af private kunder, hvor kundens kontohistorik, årsopgørelse, lønsedler og en personlig samtale bliver omdannet til et forbrugsmønster over kundens mulige fremtidige adfærd. Ved virksomheder Side 13 af 80

14 benyttes regnskaber, kreditnøgletal, budgetter, internettet, nyhedsmedier, fremtidsbudget og personlige samtaler til at afdække den mulige fremtidige adfærd hos virksomheden (Finansrådet, 2011b). En låntager kan bruge Signaling til at vise, at vedkommende har bedre egenskaber end sine konkurrenter. Låntageren ønsker, at opnå et Separating Equilibrium, hvor denne adskiller sig fra mængden. En virksomhed kan have et godt ry, et stærkt brand, store overskud eller positiv omtale i nyhedsmedier. Derudover kan en virksomhed betale for en uvildig kreditanalyse af deres forretning for at kunne fremvise den til markedet af mulige långivere. Efter lånets indgåelse er det vigtigt for långiveren, at pengene bliver brugt til det specifikke projekt for at undgå Moral Hazard. Derfor beder banken oftest om, at personer, der ejer anpartsselskaber eller aktieselskaber stiller personlig kaution. Ved virksomheder, der er ejet af holdingselskaber, kræves normalvis kaution af holdingselskabet, hvis denne har en væsentlig egenkapital. En bank har den fordel i forhold til investorer og øvrige kreditorer, at den kan følge med i afvikling af et lånefinansieret projekt ved dagligt at følge firmaets likviditet via dens driftskredit eller konto. Endvidere forlanger banken kvartalsbalancer og afholder samtaler med ledelsen for at følge med i udviklingen, for at sikre, at lånet bliver betalt tilbage, hvilket gør det lettere at undgå Moral Hazard (Dansk Erhverv, 2010). Teorien om asymmetrisk information vil blive videreført i forskellige dele af afhandlingen med henblik på at vise, hvordan asymmetrisk information har påvirket det finansielle marked og medvirket til udformningen af bankpakkerne, så der igen kan blive skabt ligevægt i informationerne og finansiel stabilitet. Side 14 af 80

15 3. Forløbet op til bankkrisen Der gives her en kort beskrivelse af relevante hændelser op til vedtagelsen Bankpakke I. Det gøres med henblik på, at forstå hændelserne, der resulterede i vedtagelsen af bankpakkerne. I højkonjunkturperioden fra 2003 til sommeren 2007 øgede pengeinstitutterne deres risikovillighed, og i denne periode blev banksektorens udlån mere end fordoblet. Indlånsunderskuddet på mere end 500 mia. var ikke finansieret ved almindelige lån, men derimod kortsigtede lån fra udenlandske banker og for de to store danske bankers vedkommende også ved udstedelse af kortvarige kreditpapirer (Bechmann et al., 2009). Højkonjunkturperioden sluttede i sommeren 2007, da uroen begyndte at præge de finansielle markeder rundt om i verden. For de danske pengeinstitutter betød det, at indtjeningsbilledet blev vendt i andet halvår 2007 på grund af nedskrivninger på udlån (Nationalbanken, 2008a). Uroen på de finansielle markeder blev udløst af faldende boligpriser og stigende misligholdelse af de uigennemskuelige subprimelån 2 i USA. Dette medførte en generel mistillid og tilbageholdenhed med formidling af likviditet imellem bankerne. I Danmark påvirkede uroen stort set kun de usikrede længere pengemarkedsrenter, hvor de danske bankers omsætning var mindre i forhold til det korte pengemarked. De danske banker fortsatte med at være villige til at låne penge ud til hinanden i den korte del af pengemarkedet (Nationalbanken, 2008a). I slutningen af 2007 kunne man dog som følge af uroen og de øgede finansieringsomkostninger se et fald i udlånsvæksten. Dette var især gældende for bankerne i gruppe 1 3 og tendenserne pegede på yderligere fald. Det skal bemærkes, at kun en af de 16 største banker havde et indlånsoverskud i 2007 (Nationalbanken, 2008a). Bankerne havde nu i gennemsnit formået at låne deres egenkapital ud 9 gange, hvilket ikke var set tidligere (Nationalbanken, 2008b). Bankernes stødpuder 4 blev reduceret i 2007 (Nationalbanken, 2009b). Disse blev i gennemsnit reduceret med 1 % i henholdsvis kernekapitals- og solvensprocent for gruppe 1 i forhold til Reduktionen i stødpuder var lavere for gruppe 2 5, hvilket skyldtes at bankerne havde udstedt supplerende kapital, samt at 2 Subprime-betegnelsen dækker over lån specielt designet til at give udlån til mindre kreditværdige låntagere. Mere information om dette er uden for opgavens omfang, men kan findes i artiklen (Gorton, 2008). 3 Gruppe 1: Pengeinstitutter med en arbejdende kapital på 50 mia.kr. og derover. (Banker i denne kategori; Danske Bank, FIH Erhvervsbank, Jyske Bank, Nordea og Sydbank) 4 Stødpuder er forskellen mellem en banks faktiske kapital og bankens kapitalkrav, og skal bruges til at dække negativ indtjening, som blandt andet tab på udlån. 5 Gruppe 2: Pengeinstitutter med en arbejdende kapital på 10 mia.kr. og op til 50 mia.kr Side 15 af 80

16 enkelte banker havde udvidet aktiekapitalen gennem en emission. Basel II kravene 6, som trådte i kraft fra 2007 med en overgangsordning frem til 2010, hvor de skulle være fuldt ud implementerede, har været med til at forstærke reduktionen af stødpuderne. Dette begrundes med, at de menes at være konjunkturmedløbende, hvilket betyder at i opgangsperioder vil kapitalkravet have en tendens til at falde, hvilket giver mulighed for at øge kreditgivningen hos bankerne (Nationalbanken, 2009b). To ud af seksten banker i gruppe 1 og 2 opgjorde i 2007 deres solvens på baggrund af Basel II, og resultatet blev en lettelse af kapitalkravet på 2 mia. kr. Ser man dette i forhold til det samlede skønnede kapitalkrav for gruppe 1 og 2 på 192 mia. kr. er det ikke en uvæsentligt ændring(nationalbanken, 2008a). Faldet i bankernes stødpuder skal også ses i lyset af overgangen til de internationale finansielle regnskabsstander (IFRS) 7 fra 2005, som har betydet, at den reelle opbygning af stødpudereserver overvurderes i forhold til årene før Her kunne bankerne førhen i gode år opbygge skjulte reserver, der kunne opløses i dårlige år (Grosen & Raaballe, 2009). Før IFRS blev indført var der en opdeling i A- og B-hensættelser, hvor A-hensættelserne var en sandsynliggjort risiko for tab og B-hensættelserne var anset for at være et uundgåeligt tab for banken. Denne opdeling menes, at have haft en forstærkende effekt på opbygning af stødpuder. Med de gældende regler må hensættelserne ikke længere opgøres efter forsigtighedsprincippet, som betyder at man ikke længere må lave A-hensættelser. Så den stødpude bankerne kunne skabe med A-hensættelserne er forsvundet.. Reduktionen af bankernes stødpuder betød, at bankerne var blevet mere følsomme overfor tab og en konjunkturnedgang, hvilket bestemt ikke var optimalt i et år hvor nedskrivningerne var sat til at udgøre 1,6 % af udlån og garantier. Det højeste niveau siden indførelsen af IFRS (Nationalbanken, 2009b). De finansielle problemer for danske banker blev for alvor synlige i januar 2008, da Bank Trelleborg måtte give efter og lade sig opkøbe af Sydbank. I marts 2008 bredte uroen sig til det sikrede pengemarked 8, på grund af forhold som mistillid til modparter, sikkerhedsstillelse for udlån, faldende boligpriser samt faldende aktiekurser. Sammenfaldende med denne uro skabte den årlige refinansiering af den ansvarlige lånekapital på ca. 10 mia. en øget risiko for en kreditklemme, hvilket betyder at borgere og virksomheder vil få sværere ved at låne kapital i bankerne til økonomisk fornuftige projekter. Det ville kunne få realøkonomiske konsekvenser, såsom lavere vækst, større ledighed og øget risiko for misligholdelse af lån. 6 Der findes 3 forskellige metoder til at opgøre kreditrisiko med stigende kompleksitet. Mere herom kan læses under på følgende side: 7 IFRS er internationale regnskabsstandarder udgivet af International Accounting Standard Board. Alle børsnoterede virksomheder skulle fra 2005 overgå til at føre regnskab ud fra disse gældende regler. Mere information og reglerne kan findes på denne side: 8 Det sikrede pengemarked refererer til de lån der er optaget i andre banker, mod sikkerhed i værdipapirer, der er længere end en måned. (Ejerskov, 2009) Side 16 af 80

17 (Nationalbanken, 2008a). Især udlånsvæksten for gruppe 2 bankerne faldt i løbet af 2008, hvilket tydede på problemer med at finansiere indlånsunderskuddet og dermed også en stærkt øget likviditetsrisiko for bankerne. Dette var dog ikke nok til at påvirke indlånsunderskuddet, da udlånene samlet set oversteg indlånene(nationalbanken, 2008b). I 2008 blev det også klart at de store pengeinstitutter fra gruppe 1 nu i væsentlig grad, ligesom gruppe 2, havde finansieret sig ved kortfristet gæld med løbetid på under 1 år (Bankerne fra gruppe 2 havde dog i perioden fra nedbragt andelen af kortfristede lån en smule) (Nationalbanken, 2008b). Bankernes likviditets- og finansieringsproblemer, der havde været eksplosivt stigende, kulminerede med at Nationalbanken stillede en likviditetsgaranti til Roskilde Bank A/S 10. juli 2008, hvorefter banken blev sat til salg. Den 24. august blev Roskilde Bank A/S officielt overtaget af Nationalbanken og Det Private Beredskab med henblik på afvikling. Det Private beredskab er en forening stiftet af Finansrådet hvor medlemmerne består af banker, sparekasser og andelskasser, samt udenlandske filialer i Danmark, der opfylder kravene for optagelse (Finansrådet, 2011a). I perioden op til vedtagelsen af Bankpakke I var der flere mindre banker, der blev opkøbt, fusionerede eller fik en kapitalindsprøjtning af Nationalbanken, så den daglige drift kunne opretholdes. De første konkursramte banker udviste typiske problemer med store udlån set i forhold til indlån, større udlån til ejendomssektoren og en meget høj udlånsvækst i forhold til banksektorens gennemsnit (Nationalbanken, 2008b). Dette afspejlede, at bankernes ledelse havde været for optimistiske og muligvis før en lempelig kreditpolitik. Bankkrisen blev af regeringen opfattet som meget voldsom og regeringen frygtede katastrofale følger, såsom en total nedsmeltning af den finansielle sektor, hvis ikke, der blev vedtaget en bankpakke, som kunne sikre finansiel stabilitet i sektoren og for resten af det danske samfund. 4. Redegørelse af bankpakkerne I nedenstående redegøres for hovedelementerne og de tilsigtede formål med bankpakkerne. Dette er med henblik på den efterfølgende analyse af bankpakkernes effekt og betydning for kreditformidlingen i Danmark. Der vil blive uddraget de essentielle dele ud fra de officielle opstillede love og udtrykte formål af Folketinget. Der kan derfor forekomme paragraffer i bankpakkernes love som ikke er nøjere beskrevet. 4.1 Bankpakke I I andet halvår af 2008 var den danske banksektor reelt i den situation, at de ikke længere var i stand til at låne penge på pengemarkedet. Regeringen havde været i dialog med pensions- og livsforsikringsselskaberne, om de kunne forsyne bankerne med indskud imod at få renter på op imod %. Dette faldt imidlertid til jorden, da markedet var umuligt at gennemskue for gode eller dårlige banker Side 17 af 80

18 (Raaballe & Bechmann, 2008). Der var et behov for en anden løsning på bankernes problem med manglende lån på pengemarkedet. Derfor indgik regeringen 5. oktober en aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det radikale Venstre og den finansielle sektor, der skulle sikre fortsat finansiel stabilitet i Danmark (Grosen, 2008). Aftalen blev siden vedtaget ved lov 10. oktober med virkning fra 5. oktober Loven fik navnet Lov om finansiel stabilitet med 117 stemmer ud af 179 mulige stemmer (Folketinget, 2008). Formålet med denne lov var, ifølge det officielle resumé, at skabe et sikkerhedsnet for alle bankkunder og simple kreditorer 9. Indskyderne skulle have fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i de pengeinstitutter, der havde banklicens i Danmark og samtidig deltog i Det Private Beredskab (ØEM, 2008). Dette skulle være med til at skabe stabilitet på markedet, da det blev sikret, at selvom en bank skulle gå konkurs, ville kreditorerne stadigvæk være sikret. Dette skulle efter hensigten hjælpe bankerne med at bibeholde deres kunder og sikre fortsatte indskud i bankerne fra udlandet. Hvert pengeinstitut skulle selv ansøge om lov til at være en del af Det Private Beredskab, og dermed kunne tage del i Bankpakke I. Med loven blev Finanstilsynets opsyn med den finansielle sektor styrket, og der ville blive tilført 10 mio. kr. årligt til denne styrkelse. Indenfor ordningens løbetid skulle der arbejdes imod en mere permanent løsning af rammerne for den finansielle sektor, med henblik på at skabe større gennemsigtighed i forhold til bankernes solvens og risikoprofil. Dette ses blandt andet ved, at der gives hjemmel til Finanstilsynet til, at fastsætte nærmere regler om forbud af short selling 10 af aktier i lov om værdipapirhandel i 19 (Folketinget, 2008). Derudover fik Finanstilsynet beføjelser til at udelukke pengeinstitutter, der ikke overholdt aftalerne om omfanget af risiko som bankerne måtte påtage sig jf. stk. 13 stk. 3. I stedet for at udelukke et pengeinstitut fra ordningen fik finanstilsynet beføjelser til at afsætte bestyrelsesmedlemmer eller påbyde pengeinstituttet at afsætte deres direktør jf. 13 stk. 6(Folketinget, 2008). For at undgå misbrug af garantien, var det ikke muligt for pengeinstitutterne at træde ud af aftalen, når de først var trådt ind i den. De udenlandske bankers danske filialer kunne også indgå en aftale med Det Private Beredskab og dermed være en del af garantiordningen Jf. 2 stk. 4 (Folketinget, 2010). De deltagende banker i Det Private Beredskab og garantiordningen forpligtede sig desuden til ikke at betale udbytte og 9 Simple kreditorer omfatter kerneindlån, lån fra andre banker, og virksomhedsobligationer 10 Short selling af aktier går ud på at banken optager et lån i et bestemt antal aktier imod et lånegebyr. Dernæst sælger banken aktierne og venter til kursen på aktierne falder. Herefter køber banken aktierne tilbage og aflevere dem tilbage til långiveren. Forskellen mellem hvad banken solgte aktierne til og hvad banken tilbagekøbte dem til er gevinst, når de har tilbagebetalt lånegebyret. Side 18 af 80

19 stoppe med at udforme nye aktieoptionsprogrammer i de følgende 2 år (Folketinget, 2008). Det var ikke tilladt at massemarkedsføre sig med denne garanti(det skal dog nævnes, at en beskrivelse af Bankpakke I på bankernes hjemmeside var tilladt.), eller at spekulere i ordningen ved at påtage sig øget risiko (Grosen, 2008). Loven om finansiel stabilitet indebar oprettelse af en statslig garantiordning, samt et statsejet afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet A/S (Finansiel Stabilitet), til de nødlidende banker. Garantiordningen betød, at staten skulle dække indskydernes tilgodehavender i tilfælde at en bank gik konkurs. På interbankmarkedet betød dette, at når et pengeinstitut lånte til et andet pengeinstitut, så ville det långivende pengeinstitut ikke have nogen kreditrisiko til det låntagende pengeinstitut, men kreditrisikoen ville ende hos Staten. Garantiordningen blev i princippet solgt af Staten via Finansiel Stabilitet til Det Private Beredskab, som en kollektiv forsikring for deltagende banker. Der blev givet fuld garanti til ovennævnte indskydere, imod at Det Private Beredskab løbende skulle betale op til 35 mia. kr. til Finansiel Stabilitet i perioden fra 5. oktober 2008 til og med 30. september 2010, dog med mulighed for forlængelse (Folketinget, 2008). I de 35 mia. kr. lå en garantiprovision på 15 mia. kr., svarende til 7,5 mia. kr. i årlig forsikringspræmie over den 2-årige løbetid. Ifølge aftalen ville garantiprovisionen blive opkrævet på månedlig basis efter 9 stk. 2 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). Derudover skulle Det Private Beredskab stille en kaution på 10 mia. kr., som kan opfattes som en selvrisiko (Grosen, 2008). I så fald at Finansiel Stabilitets tab på afvikling af nødlidende banker kom til at overstige kautionen og basisforsikringspræmien, havde deltagende banker bundet sig til at betale yderligere 10 mia. kr. Oversteg tabet mere end de 35 mia. ville Staten gå ind og dække resten. Et eventuelt overskud af aftalen ville tilfalde Staten (Grosen, 2008). Dette ville blive opgjort efter aftalens udløb af revisorer valgt af Finansiel Stabilitet efter 9 stk. 4 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008; Folketinget, 2010). Finansiel Stabilitet ville blive oprettet med en startkapital på kr. indskudt af Staten, som derfor var eneejer af selskabet, og skulle ledes af 7 bestyrelsesmedlemmer valgt på en generalforsamling. Udover at skulle garantere simple kreditorers tilgodehavender, havde det til opgave, at overtage nødlidende banker, der ikke opfylder lovens krav til basiskapital, der som minimum skulle udgøre 8 % af de risikovægtede poster og mindst 5 mio. euro jf. 124 stk. 2 i Lov om finansiel virksomhed. Der ville imidlertid først blive forsøgt fundet en privat overtagelsesløsning. Her ville der, som i 7 i Lov om finansiel stabilitet beskrevet, blive fastsat en frist for banken til at få tingene på rette køl igen jf. 225 stk. 1 i Lov om finansiel virksomhed. Hvis banken ikke kunne opfylde kapitalkravene inden fristens udløb, skulle de erklære, at de ønskede af blive overdraget til en køber anvist af Finansiel Stabilitet. Senest ved fristens udløb var Finansiel Stabilitet forpligtet til at have indgået en betinget aftale om, at banken skulle overdrage Side 19 af 80

20 sine aktiver og passiver til en køber anvist af Finansiel Stabilitet (Folketinget, 2008). Blev parterne ikke enige om overdragelsessummen, skulle den fastsættes af bankens eksterne revisor. Var der stadigvæk uenighed, kunne en af parterne efterfølgende anmode om, at overdragelsessummen blev fastsat af to vurderingsmænd udpeget af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer jf. 7 stk. 5 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). I tiden indtil der var fundet en ny køber, var Finansiel Stabilitet forpligtet til at sikre en fortsat drift af den nødlidende bank, så bankens kunder ikke lider last jf. 7 i Lov om finansiel stabilitet. Efter 8 i Lov om finansiel stabilitet kan Finansiel Stabilitet i stedet for at indgå en aftale med det nødlidende pengeinstitut vælge at tegne kapital i et nyt pengeinstitut, som så overtager aktiver og passiver fra det nødlidende pengeinstitut i forsøg på afvikling i overensstemmelse med Finansiel Stabilitets formål (Folketinget, 2008). Hvis et pengeinstitut erklæres konkurs, er Finansiel Stabilitet og pengeinstituttet forpligtet til at indgå aftale om at sælge aktiver og passiver til en køber anvist af Finansiel Stabilitet. Dette sker med øjeblikkelig virkning således, at den anviste køber overtager de fordringer mod pengeinstituttet, som ikke dækkes af garantifonden for at sikre, at de simple kreditorer ikke lider tab, jf. 8 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). Sammenfattende skulle Bankpakke I give sikkerhed til alle simple kreditorer, så tilliden kunne genskabes til bankerne. Statsgarantierne blev givet ud fra et ønske om at skabe finansiel stabilitet, og var derfor samtidig en opfordring til bankerne om at konsolidere deres virksomhed de følgende to år. Bankpakke I skulle derudover være med til at få likviditeten til at flyde lettere bankerne imellem, ved at genskabe troen på og tilliden til aktørerne på det finansielle marked, så pengemarkedet og kreditformidlingen ikke frøs fast. 4.2 Bankpakke II Efter vedtagelsen af Bankpakke I var pengeinstitutterne fortsat under et hårdt pres for at opretholde deres solvenskrav. Det betød, at flere banker lukkede kassen i for nye kreditter, opsagde eller påbegyndte afviklingen af indestående kunders kreditter. Dette var ikke et enkeltstående tilfælde, men en generel bevægelse i den danske banksektor. Flere virksomhederne og borgere blev nægtet kreditter til deres daglige drift, hvilket resulterede i at disse virksomheder og private var tvunget til at opretholde en positiv likviditet dagligt, der gjorde besværliggjorde den daglige drift (Otkjær, 2009). Det er alment anerkendt, at det er vigtigt, at opretholde et dynamisk samfund med en velfungerende banksektor, hvor det er muligt at drive forretning, uden at ende i en kreditklemme. Nationalbanken påpegede i deres rapport om finansiel stabilitet fra andet halvår 2008, at banksektoren havde et behov for et kapitalindskud på 70 mia. kr. for at undgå en reel kreditklemme i fremtiden (Nationalbanken, 2009a). Ud fra dette grundlag om manglende kapital i banksektoren blev en ny bankpakke udformet. Side 20 af 80