Bankpakkernes indflydelse på kreditformidlingen i Danmark

Transkript

1 Bachelorafhandling 2011 HA Int. Bankpakkernes indflydelse på kreditformidlingen i Danmark Forfattere: Runi Skov Jensen Eksamensnr: Jeppe Vestrup Skivild Eksamensnr: Vejleder: Anders Grosen Afleveringsdato: Aarhus School of Business and Social Sciences Erhvervsøkonomisk Institut

2 Abstract Denmark s economy was booming until The Danish bank sector had created a deposit loss for about 500 to 700 billion DKK. The bank loans had developed with over 20 % a year. The Danish banks hadn t made sure that their deposit had the same growth and therefore hadn t built up reserves for future recessions. That situation made the interbank market distrust the Danish bank sector, which set the Danish banks in danger of a credit crunch. The Danish government created a so-called bank package that would give the foreign banks with trust of their deposit in the Danish banks. This bank package was named Bank Package I and had the purpose of bringing back the trust to the Danish banks. Just about a year after the Danish National Bank expressed the need for a capital injection of about 70 billion DKK to ensure that no credit worthy citizen or company would be denied a bank loan. This created the next bank package, named the Credit Package, with the purpose of injecting 75 billion DKK to the banks and 25 billion DKK to the mortgage banks to avoid the risk of a credit crunch in the Danish economy. Later on in 2010 the Danish government agreed on a liquidation method for the Danish banks, which was named Bank package III. Amagerbanken was the first to be taken under liquidation with Bank package III. Amagerbankens crash came after the Danish Financial Supervisory Authority have made supervision and required a capital injection of 737 million DKK before the allocation of capital from Bank Package II. Just before Christmas Amagerbanken applied for government guarantee of 13.5 billion DKK from the government owed company Financial Stability. They demanded that Amagerbanken a capital increase of 750 million DKK and two directorships, before granting the government guarantee. This paper considers the consequences associated with the above mentioned Bank Packages. First it seeks to stats the purposes of the three bank packages, and then it analyzes the effect that the packages have on the provision of funds in Denmark. The paper discusses alternatives to Bank package II to bring a perspective to the analysis. Bank Package III and the Danish Financial Supervisory Authority and the government owed Financial Stability will be analysed in regards to the crash of Amagerbanken. The main conclusion of Bank Package I am that it helped to secure the trust of the interbank market to the Danish bank sector. It didn t on a larger scale affect neither the bank loan activity nor the deposits in a noticeable way. The interest spread on the interbank market between the secure and unsecure money markets rate was neither increased nor decreased by the bank package. Bank package II purpose was based on the assumption, that a capital injection was necessary, which the analysis shows was not actually the case.. The bank loans and deposit was not affect noticeable after the Side 2 af 80

3 agreement of Bank Package II, it is more likely that the effects on loans and deposits was caused by the Banks reaction to the recession in the Danish economy. During the time of the Bank package II the interest spread on the interbank market was reduced, which is seen as step forward. Bank Package III is the most debatable Package. It didn t manage to avoid the liquidation of Amagerbanken, so the distrust to the Danish bank sector returned and the credit rating company Moody s downgraded several Danish banks. It increased to interest spread on the money market rates. The Danish Financial Supervisory Authority s power was increased by the agreement of Bank package I and II. It set the highest demands to any bank before granting capital from Bank Package II. The supervisory didn t react after concluding that the Amagerbanken was highly risky. The Danish Financial Supervisory Authority had the adequate power to deal with Amagerbanken, but not the necessary power to prevent it from crashing. The conclusion also rounds up that government owed company Financial Stability went to the limp of its authorization with the demands to the Amagerbanken, therefore the conclusion is that the need to be granted higher power in the future to prevented a crash like Amagerbanken, but it s debatable if that is in the interest of the Bank sector as a whole. Side 3 af 80

4 Indholdsfortegnelse 1. Problemformulering Hovedspørgsmål Undersøgelsesspørgsmål Afgrænsning Definitioner Kildekritik Teori Disposition Asymmetrisk information Perspektivering til interbankmarkedet Perspektivering til forholdet mellem bank og kunde Forløbet op til bankkrisen Redegørelse af bankpakkerne Bankpakke I Bankpakke II Bankpakke III Analyse af bankpakkerne Analyse af Bankpakke I Analyse af indlån Analyse af udlån Analyse af pengeinstitutterne og pengemarkedet Bankernes nedskrivninger Delkonklusion om Bankpakke I Analyse af Bankpakke II Analyse af indlån Analyse af udlån Analyse af pengemarkedet Kapitalstruktur Alternativer til Bankpakke II Det første alternativ Det andet alternativ Det tredje alternativ Side 4 af 80

5 5.4 Delkonklusion for Bankpakke II Analyse af Bankpakke III Analyse af indlån Analyse af udlån Analyse af pengemarkedet Delkonklusion af Bankpakke III Casestudie af Amagerbanken Indledning Kort Historie Amagerbankens konkursforløb Finanstilsynets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs Finanstilsynets tilsynsdiamant Finansiel Stabilitets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs Delkonklusion Betydningen af Amagerbankens konkurs for den danske banksektor Banksektoren i forhold til udlandet Danske bankers udlån Danske bankers indlån Tabet på konkursen Finansiel Stabilitets og Finanstilsynets rolle Afviklingsmodellens konsekvens for banksektoren i lyset af Amagerbankens konkurs Delkonklusion Hovedkonklusion Konklusion: Hvilken effekt har bankpakkerne haft på den danske banksektor? Konklusion: Hvilken betydning har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet haft i Amagerbankens konkurs? Perspektivering til realkreditsektoren Litteraturliste Indledning Siden 1995 har dansk bankvæsen oplevet en periode med høj driftsindtjening, små tab og et højt afkast på egenkapitalen. Bankerne har haft en stærk ekspansion med en kraftig vækst i både indlån og udlån.... I 2008 vendte denne gunstige situation for danske banker. (Østrup, 2008) Side 5 af 80

6 I denne langvarige periode med højkonjunktur opbyggede de danske banker et indlånsunderskud på milliarder, som primært var finansieret ved korte kreditter fra udenlandske banker (Grosen & Raaballe, 2010). Fra har de danske bankers udlånsvækst været på over 20 % om året, hvor det tidligere har været antaget, at høj vækst var omkring 10 %. Lånegodkendelserne er fløjet ud af bankerne, men indlånsvæksten har ikke fulgt trop (Bechmann, Grosen, & Raaballe, 2009). Bankerne havde muligheden for at opbygge reserver til at modstå perioder med lavere vækst (Østrup, 2008). Denne konsolidering blev ikke foretaget af bankerne, hvorfor kernekapitalsprocenten fortsatte med at falde (Grosen & Raaballe, 2009). Den umiddelbare løsning i forbindelse med den internationale finanskrise, var statsgaranterede blancogarantier på udenlandske bankers indskud og dermed tilblivelsen af Bankpakke I (Grosen & Raaballe, 2010). Formålet var at sikre tilliden til danske banker, samt at give indskydere og simple kreditorer fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i de banker, der tog del i Bankpakke I. Den skabte ikke et incitament for bankerne til at låne penge ud til sunde projekter. Derfor blev der den 8. december 2008 præsenteret endnu en pakke, kaldet Kreditpakken eller Bankpakke II (Grosen, 2009). Denne blev vedtaget af den danske regering i januar 2009, hvor der blev indskudt 75 milliarder i hybrid kernekapital i bankerne og 25 mia. kr. til realkreditinstitutterne (ØEM, 2009b). Bankpakke II s formål var, at sikre virksomheder og borgere ikke kunne ende i en reel kreditklemme, hvor der ikke kunne lånes ud til sunde projekter (Raaballe, Grosen, & Bechmann, 2009). Under udformningen af Bankpakke II blev der rettet fokus på bankernes egenkapital. De banker, der havde et behov for et kapitalindskud, kunne tage imod tilbuddet om at få tilført hybridkapital, således at kernekapitalsprocenten blev minimum 12 %. Kravet for deltagelse i Bankpakke II var imidlertid en eksisterende egenkapitalprocent på minimum 6 % (Raaballe et al., 2009). Dette skulle være med til at polstre bankerne, så overlevelse gennem krisen kunne sikres. Senest oplevede banksektoren endnu et krak i form af Amagerbanken. Denne konkurs er interessant, fordi det er den første konkurs efter udløbet af de generelle garantier i Bankpakke I, og efter at Bankpakke III er trådt i kraft. Bankpakke III blev oprettet med det formål at skabe en kontrolleret afviklingsmodel for konkursramte banker. Amagerbankens konkurs efterlod et større tab i milliardklassen til indskydere, simple kreditorer og staten. Konkursen skete efter to omfattende aktieemissioner af Amagerbanken foretaget efter en vurdering af henholdsvis Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S, samt en individuel statsgaranti 13,5 mia. kr. stillet blot tre måneder før konkursen. Der stilles spørgsmål til, hvorvidt disse to offentlige instanser har opfyldt deres pligt, og betydning af denne konkurs i forhold til den danske banksektor. Side 6 af 80

7 1. Problemformulering På baggrund af ovenstående vil vi undersøge, om bankpakkerne har haft den tilsigtede effekt. Der foretages en indledende redegørelse af forløbet op til bankkrisen i Redegørelsen tager udgangspunkt i empirisk materiale, hvor fokus er på de ønskede formål med bankpakkerne fra forligspartiernes side. Det analyseres om disse formål er blevet opfyldt og hvilken effekt bankpakkerne har haft på kreditformidlingen. Under analysen af Bankpakke II diskuteres, om der var reelle alternativer til Bankpakke II. Endvidere vil den konkursramte Amagerbanken blive inddraget i analysen, hvor de to offentlige instanser Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S rolle analyseres i forhold til konkursen. Med hensyn til Bankpakke III fortolkes betydningen af Amagerbankens konkurs for banksektoren. Således har denne problemformulering ledt til følgende overordnede hovedspørgsmål, og dertilhørende undersøgelsesspørgsmål. 1.1 Hovedspørgsmål Hvilken effekt har bankpakkerne haft på den danske banksektor? Hvilken betydning har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S haft i Amagerbankens konkurs? Undersøgelsesspørgsmål Redegørelsen o Hvilke afgørende hændelser førte frem til bankkrisen i 2008? o Hvad var bankpakkernes tilsigtede effekt? Analyse o Hvordan har bankpakkerne påvirket kreditformidlingen i Danmark? o Hvorledes kan Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S rolle opfattes i forbindelse med Amagerbankens konkurs? Fortolkning/Diskussion o Hvilke reelle alternativer var der til Bankpakke II? o Hvilken betydning har det for banksektoren, at Amagerbanken er gået konkurs? Perspektivering o Eksisterer tilsvarende problemstilling i den danske realkreditsektor? Side 7 af 80

8 1.2 Afgrænsning Selvom bankpakkerne er udformet som en konsekvens af finanskrisen, skal det pointeres, at opgavens fokus ikke er på finanskrisen som helhed, men derimod på bankpakkerne og på krisen for den danske banksektor. Derfor vil udenlandske banksektorer kun blive inddraget, såfremt det er nødvendigt for opgaven. Som tidligere nævnt, er opgavens fokus et empirisk studie af bankpakkerne og deres betydning for den danske banksektors kreditformidling. Det betyder, at det kun er de officielt beskrevne mål for bankpakkerne, der vil blive undersøgt, og der afgrænses derfor fra at fokusere på forligspartiernes eventuelle skjulte intentioner med udformningen af bankpakkerne. Når bankpakkerne omtales i opgaven som helhed, refereres der til Bankpakke I, II og III. Amagerbanken vil delvist blive studeret sammen med Bankpakke III. Dette er nødvendigt for at kunne analysere effekten af Bankpakke III og konsekvenserne af Amagerbankens konkurs for banksektoren. I Bankpakke II er der vedtaget en eksportlåneordning, der skal sikre finansiering af danske virksomheders eksportforretning. Den antages ikke direkte at påvirke pengeinstitutterne, da opgavens fokus ikke er på virksomhederne, men på pengeinstitutternes kreditformidling, afgrænses der fra eksportlåneordningen. 1.3 Definitioner Grupperingen af pengeinstitutterne henvises til Finanstilsynets gruppeinddeling. Denne gruppeinddeling er vedlagt i Bilag 1. Bankerne fra gruppe 1 omtales også som store banker. Gruppe 2 og 3 refereres også som små og mellemstore banker. Formuleringen Bankpakke anvendes gennemgående i opgaven, frem for deres oprindelige betegnelse fra statens side. Bankpakke I henviser til L33, Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). Bankpakke II henviser til Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter (Folketinget, 2009). Bankpakke III henviser til Lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Folketinget, 2010). 1.4 Kildekritik Der er benyttet avisartikler og diverse presseudgivelser løbende igennem opgaven. Denne type litteratur indebærer en vis usikkerhed, da forfatteren kan have benyttet sig af sin journalistiske frihed. På baggrund af dette er der forsøgt at benytte kilderne til at udtrykke synspunkter og holdninger frem for decideret konkluderende fakta. Talmaterialet der er benyttet i opgaven er hentet fra Danmarks Nationalbank, da det anses for at være en pålidelig kilde til indsamling af data til nærmere analyse. Side 8 af 80

9 Enkelte kilder er forfattet på fremmedsprog og det kan derfor ikke udelukkes at der kan forekomme forskelligheder i forbindelse med oversættelse. Centrale begreber er derfor bevaret i det sprog de er skrevet i. 1.5 Teori Det teoretiske grundlag i opgaven er asymmetrisk information. Teorien kan belyse forskellige aspekter af kreditmarkedets ugennemskuelighed. Teorien vil blive introduceret overordnet i kapitel 2, hvor der redegøres for blandt andet begreberne Adverse Selection og Moral Hazard. Udgangspunktet for den teoretiske beskrivelse udspringer blandt andet af artiklerne skrevet af professorer George A. Akerlof (Akerlof, 1970), Joseph E. Stiglitz (Stiglitz & Weiss, 1981) og Michael Spence (Spence, 1973). Kvaliteten af deres studier om asymmetrisk information understreges af, at de i 2001 blev honoreret med Nobelprisen(Nobelprize.org, 2011)(Nobelprize.org, 2011). De beskriver enkeltvis forskellige aspekter af teorien. Afslutningsvis vil der blive beskrevet, hvordan bankerne potentielt kan anvende aspekter af asymmetrisk information, og hvordan teorien kan overføres til interbankmarkedet. Løbende gennem opgaven vil teorien blive anvendt til analyse af bankerne og deres kreditformidling. 1.6 Disposition Bacheloropgaven indeholder i alt 9 kapitler og indledes i kapitel 2 med et teoretisk afsnit, der anvender teorien omkring asymmetrisk information i forhold til banksektoren. Efterfølgende vil kapitel 3 redegøre for hændelserne, der førte frem til bankkrisen. I kapitel 4 beskrives bankpakkerne og deres tilsigtede effekt. I kapitel 5 vil bankpakkernes påvirkning af kreditformidlingen i Danmark blive analyseret. Desuden diskuteres alternativer til Bankpakke II. Kapitel 6 analyseres Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet A/S rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs. En fortolkning af konsekvenserne af Amagerbankens konkurs for banksektoren gennemføres i kapitel 7. Resultaterne samles i hovedkonklusionen i kapitel 8. Bankkrisens problemstilling videreføres i kapitel 9 med en kritisk perspektivering fra bankerne over til realkreditinstitutterne med henblik på at finde ud af, om der begås lignende fejl i realkreditsektoren. Side 9 af 80

10 2. Asymmetrisk information I 1970 skrev George A. Akerlof artiklen The Market for Lemons (Akerlof, 1970), hvilket skabte grundlaget for den finansielle teori om asymmetrisk information i forretningshenseende (Lofgren, Persson, & Weibull, 2002). I artiklen beskrives et eksempel om et fiktivt bilmarked, hvor der er 4 slags biler. Figur 1.1 Sælgerens skjulte information Figur 1.2 Køberens manglende information Sælgeren Ny bil Brugtbil Høj Kvalitet Lav Kvalitet Høj Kvalitet Lav Kvalitet Køberen Ny bil Brugtbil Kvalitet? Kvalitet? Kvalitet? Kvalitet? Bilerne kan være nye eller brugte, samt af høj henholdsvis lav kvalitet. Hvis bilerne er defekte betegnes de som Lemons (Akerlof, 1970). Sælgeren kender kvaliteten af sine biler. Køberen ønsker at købe en bil, men kender ikke til kvaliteten på de enkelte biler på købstidspunktet, men kun den gennemsnitlige kvalitet af alle bilerne på markedet. Dette bevirker, at en lavkvalitetsbil kan sælges til samme pris, som en højkvalitetsbil, idet kvaliteten er ukendt for køberen. Derfor er køberen kun villig til at betale en gennemsnitlig pris for en bil. Sælgeren af højkvalitetsbiler vil ikke acceptere den tilbudte pris af køberen, modsat sælgeren af lavkvalitetsbiler, som får mere for bilen end den reelt set er værd. Dette resulterer i, at markedet vil gå mod de biler af dårligst kvalitet, da kvalitetsbilerne vil blive skubbet ud af markedet af lavkvalitetsbiler med endnu lavere kvalitet. Køberen kendte den gennemsnitlige kvalitet af alle bilerne på markedet, men kvaliteten på markedet er nu blevet lavere, da højkvalitetsbilsælgeren har forladt markedet, og derfor er køberens gennemsnitlige pris blevet lavere endnu. Denne sekvens gentages indtil kvalitetsmarkedet ikke længere eksisterer, da vil der kun være Lemons tilbage. Ovenstående eksempel fra artiklen af Akerlof, viser at asymmetrisk information ikke skaber den mest optimale situation for sælgeren, da konsekvensen er, at bilmarkedet for kvalitetsbiler vil bryde sammen. Der vil ske en Adverse Selection af sælgere, som fremover kun vil være villige til at tilbyde en Lemons, grundet den gentagende forringelse af kvaliteten på markedet. Adverse Selection defineres som, når den informerede part (sælgeren) fortager sig en handling som er imod den uinformerede parts (køberens) Side 10 af 80

11 interesser ved aftalens indgåelse. I dette tilfælde vil det være at sælge en lavkvalitetsbil til en pris som er højere end hvad bilen er værd. For at modvirke denne Adverse Selection af sælgere, foreslår Akerlof, forskellige midler til dette formål. Sælgerne kan udstede garantier på deres biler. Der kan indføres specielle bilforhandlerkæder, der med opbygning af et godt ry kan skabe en sikkerhed for at køberen får en god kvalitetsbil. Der kan udstedes licenser fra staten, så køberen ved at en bestemt bilforhandler er autoriseret bilforhandler af kvalitetsbiler. Michael Spence argumenterede i sin artikel Job Market Signaling (Spence, 1973) for, at sælgeren kan bruge Signaling til at modvirke Adverse Selection, som Akerlof ligeledes foreslog i sin artikel. Spence undersøgte fænomenet Signaling. Følgende eksempel er fra artiklen, hvor en arbejdsgiver skal hyre en arbejder: Arbejdsgiveren optræder som køberen og arbejderen er sælgeren. Arbejdsgiveren kender ikke til produktionsniveauet hos vedkommende før efter ansættelsen. Endvidere kender arbejdsgiveren kun til gennemsnitsproduktiviteten af arbejderne, og derfor vil han kun give en gennemsnitsløn. Dette er næsten tilsvarende til ovenstående eksempel af Akerlof. Forskellen består i, at arbejderen kan tage en højere uddannelse og derved signalere, at vedkommende besidder en højere produktivitet end resten af ansøgerne. Arbejderens højere uddannelse koster tid og penge, og derfor er hans signaleringsomkostninger højere. Af denne grund vil arbejderen kun tage højere uddannelse, hvis arbejdsgiveren kan tilbyde en passende løn. Konklusionen på artiklen er, at med Signaling kan en arbejder fremvise sin højere uddannelse, derved opnå en ansættelse med højere løn, og derved afhjælpe problemet med Adverse Selection. Joseph Stiglitz præsenterede i sin artikel Equilibrium in competitive insurance markets: An Essay on the Economics of Imperfect Information (Rothschild & Stiglitz, 1976) begrebet hedder Pooling Equilibrium og Separating Equilibrium. De eksemplificerede en situation på et forsikringsmarked, hvor alle forsikringsselskaber ikke kendte til kundernes individuelle risiko for skader. Kunderne kendte bedst deres egen risiko for skader og om denne risiko var høj henholdsvis lav. Hvis forsikringsselskaberne tilbød samme forsikring til alle kunder, hvor præmien svarede til den gennemsnitlige risiko for skader, ville kunderne med lav risiko ikke tage imod tilbuddet, da det ikke ville kunne betale sig. Derimod ville højrisikokunderne tage imod tilbuddet. Da præmien ikke er fastsat svarende til en højere risiko, som forsikringsselskaberne påtager sig, vil det få negative konsekvenser. Dette er et eksempel på Pooling Equilibrium fra forsikringsselskaberne, da de ved at tilbyde alle den samme forsikring vil få overvægt af højrisikokunderne. Målet med at kunne skelne mellem lav- og højrisikokunderne er derfor ikke blevet opfyldt. Forsikringsselskaberne skal foretage Separating Equilibrium, hvor der tilbydes individuelle forsikringer til kunderne, så lavrisikokunderne betaler en mindre præmie end højrisikokunderne. Denne mulighed skaber et valg for kunden, da kunden selv Side 11 af 80

12 vælger sine forsikringer og derved afslører deres risiko for skader overfor forsikringsselskabet. Forsikringsselskabet kan via kundernes forsikringsvalg screene sig til hvilken risiko kunden besidder. Joseph Stiglitz arbejdede sammen Andrew Weiss omkring artiklen Credit Rationing in a Markets with Imperfect Information (Stiglitz & Weiss, 1981) om bankers kreditrationering 1 i et marked med asymmetrisk information. De beviste, at banken ikke kunne mindske sin risikoeksponering ved at hæve renten forbi et vist punkt. Dette kunne skabe effekt af Adverse Selection, hvor potentielle gode lånere fravalgte lånene på grund af den høje rente. Det ville tiltrække dårlige lånere, da disse ville være mere villige til at prøve projekter, hvor chancen for succes var lav, men hvor muligheden for fremtidig gevinst var høj. Det ville samtidig mindske chancerne for, at de kunne tilbagebetale deres lån til banken. Det blev endvidere bevist i artiklen, at samme problem ville opstå, hvis banken forlangte en større sikkerhed for udlånene. Et problem med Adverse Selection er, at det kan opstå som konsekvens af udefrakommende faktorer, i form af generelt rentestigningsniveau. Rentestigninger vil tiltrække låntagere med dårlige investeringsprojekter. Dette er bankerne opmærksomme på og vil blandt andet yde færre lån, når renten stiger (Dyberg, 2001). Det optimale for banken vil derfor være at sætte renten på et niveau, hvor det aktiverer låneren til at arbejde hårdt for at få sit projekt lykkes. Hvis renten eller sikkerhedskravet bliver sat for højt fra bankens side, kan det skabe Moral Hazard (Vestergaard, Frost, & Jensen, 1998). Moral Hazard er, når låneren efter at have optaget lånet kun tager hensyn til deres egne interesser. Et sådan lån vil ikke være i bankens interesse. Moral Hazard opstår på kreditmarkedet, når låntagere ikke har noget at miste ved at påtage sig ekstra risiko. Det kan eksemplificeres ved, at en kunde optager et lån til et byggeprojekt. Kunden stiller sikkerhed i aktier, hvor kursen på disse aktier er faldende. Kunden benytter lånet til en mere risikobetonet investering end aftalt med banken. Hvis den risikofyldte investering går godt, kan kunden betale både omkostninger og dække tab på sikkerhedsstillelsen. Går det derimod skidt, tilfører han blot banken et tab, da han ikke har yderligere at miste på sine faldende aktier (Dyberg, 2001). 2.1 Perspektivering til interbankmarkedet Teorien om asymmetrisk information kan overføres til interbankmarkedet, hvor asymmetrisk information kan påvirke ligevægten på et finansielt marked. Hos pengeinstitutter kan der opstå asymmetri i forholdet imellem långiveren og låntageren, hvor låntageren kan være en borger, virksomhed eller bank. Det opstår, hvis den ene part i et kontraktforhold ikke har alle de informationer om den anden part og dennes interesser, der er nødvendige for at kunne træffe de rette beslutninger. Asymmetrisk information kan i 1 Når et pengeinstitut mindsker sine udlån, selvom at potentielle udlån ikke er lig med potentielle lånere, hvilket betyder, at der ikke er ligevægt imellem efterspørgsel og udbud. Side 12 af 80

13 banksektoren føre til inoptimal ressourceallokering, i form af færre lån end hvis markedet havde været i ligevægt (Dyberg, 2001). Et Lemons-problem kan opstå på interbankmarkedet, når der er asymmetri i informationen mellem parterne. På interbankmarkedet optages der typisk kortsigtede lån, der skal refinansieres jævnligt. I højkonjunkturperioder er det ofte let og billigt at låne penge på interbankmarkedet. Det afhænger af bankernes risikoprofiler, der generelt er betegnet som sunde, da det antages at gå godt for bankerne og de oplever stor indtjening, selvom der måske er problemer i bankerne. Problemet med risikoprofiler opstår, hvis informationerne til at producere dem ikke er tilstrækkelige, da bankerne sætter deres krav til udlån ud fra risikoprofilerne. Asymmetrien i informationerne mellem parterne gør at risikoprofilerne forringes, og det bliver sværere at skelne mellem gode og dårlige banker. Den långivende bank kan ende med at stille de samme krav til en god bank, som en dårlig bank og derved skabe et Pooling Equilibrium, som vil tiltrække de dårlige banker. Asymmetri i informationerne kan medføre, at de udenlandske banker mindsker deres udlån, hæver renterne, samt stiller større krav til sikkerhedsstillelse og skaber dermed Adverse Selection. For sunde banker kan det betyde større fundingomkostninger og generelle problemer med at indhente lån på pengemarkedet. Derfor vil de sunde banker søge andre måder at skaffe likviditet på, som for eksempel ved salg af aktiver eller i form af en kapitaludvidelse. De usunde banker, der muligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale deres lån, vil stadigvæk være villige til at optage flere lån på trods af de forøgede fundingomkostninger, da de har mere at vinde end at tabe. I ekstreme tilfælde, vil usunde banker ty til Moral Hazard, og benytte lån til andre formål end aftalt for blot at overleve. Adverse Selection resulterer i, at den gennemsnitlige kvalitet af låntagere på interbankmarkedet falder, da de sunde banker er blevet presset ud af markedet af forhøjede fundingomkostninger og de usunde bankers risikovillighed. Ud fra denne proces opstår Lemons-problemet på interbankmarkedet. De banker, som beskytter sig selv mod dårligere låntagere, som følge af Adverse Selection, kan finde på at afvise flere udlån og refinansiering af de udlån andre banker allerede har optaget. Dermed opstår der en alvorlig fare for en likviditetskrise og flere banker kan bryde sammen. Et sammenbrud af denne kaliber vil have katastrofale følger for det involverede samfund. 2.2 Perspektivering til forholdet mellem bank og kunde En bank bruger forskellige midler for at undgå problemer med asymmetrisk information. Et af midlerne er en screeningproces af private kunder, hvor kundens kontohistorik, årsopgørelse, lønsedler og en personlig samtale bliver omdannet til et forbrugsmønster over kundens mulige fremtidige adfærd. Ved virksomheder Side 13 af 80

14 benyttes regnskaber, kreditnøgletal, budgetter, internettet, nyhedsmedier, fremtidsbudget og personlige samtaler til at afdække den mulige fremtidige adfærd hos virksomheden (Finansrådet, 2011b). En låntager kan bruge Signaling til at vise, at vedkommende har bedre egenskaber end sine konkurrenter. Låntageren ønsker, at opnå et Separating Equilibrium, hvor denne adskiller sig fra mængden. En virksomhed kan have et godt ry, et stærkt brand, store overskud eller positiv omtale i nyhedsmedier. Derudover kan en virksomhed betale for en uvildig kreditanalyse af deres forretning for at kunne fremvise den til markedet af mulige långivere. Efter lånets indgåelse er det vigtigt for långiveren, at pengene bliver brugt til det specifikke projekt for at undgå Moral Hazard. Derfor beder banken oftest om, at personer, der ejer anpartsselskaber eller aktieselskaber stiller personlig kaution. Ved virksomheder, der er ejet af holdingselskaber, kræves normalvis kaution af holdingselskabet, hvis denne har en væsentlig egenkapital. En bank har den fordel i forhold til investorer og øvrige kreditorer, at den kan følge med i afvikling af et lånefinansieret projekt ved dagligt at følge firmaets likviditet via dens driftskredit eller konto. Endvidere forlanger banken kvartalsbalancer og afholder samtaler med ledelsen for at følge med i udviklingen, for at sikre, at lånet bliver betalt tilbage, hvilket gør det lettere at undgå Moral Hazard (Dansk Erhverv, 2010). Teorien om asymmetrisk information vil blive videreført i forskellige dele af afhandlingen med henblik på at vise, hvordan asymmetrisk information har påvirket det finansielle marked og medvirket til udformningen af bankpakkerne, så der igen kan blive skabt ligevægt i informationerne og finansiel stabilitet. Side 14 af 80

15 3. Forløbet op til bankkrisen Der gives her en kort beskrivelse af relevante hændelser op til vedtagelsen Bankpakke I. Det gøres med henblik på, at forstå hændelserne, der resulterede i vedtagelsen af bankpakkerne. I højkonjunkturperioden fra 2003 til sommeren 2007 øgede pengeinstitutterne deres risikovillighed, og i denne periode blev banksektorens udlån mere end fordoblet. Indlånsunderskuddet på mere end 500 mia. var ikke finansieret ved almindelige lån, men derimod kortsigtede lån fra udenlandske banker og for de to store danske bankers vedkommende også ved udstedelse af kortvarige kreditpapirer (Bechmann et al., 2009). Højkonjunkturperioden sluttede i sommeren 2007, da uroen begyndte at præge de finansielle markeder rundt om i verden. For de danske pengeinstitutter betød det, at indtjeningsbilledet blev vendt i andet halvår 2007 på grund af nedskrivninger på udlån (Nationalbanken, 2008a). Uroen på de finansielle markeder blev udløst af faldende boligpriser og stigende misligholdelse af de uigennemskuelige subprimelån 2 i USA. Dette medførte en generel mistillid og tilbageholdenhed med formidling af likviditet imellem bankerne. I Danmark påvirkede uroen stort set kun de usikrede længere pengemarkedsrenter, hvor de danske bankers omsætning var mindre i forhold til det korte pengemarked. De danske banker fortsatte med at være villige til at låne penge ud til hinanden i den korte del af pengemarkedet (Nationalbanken, 2008a). I slutningen af 2007 kunne man dog som følge af uroen og de øgede finansieringsomkostninger se et fald i udlånsvæksten. Dette var især gældende for bankerne i gruppe 1 3 og tendenserne pegede på yderligere fald. Det skal bemærkes, at kun en af de 16 største banker havde et indlånsoverskud i 2007 (Nationalbanken, 2008a). Bankerne havde nu i gennemsnit formået at låne deres egenkapital ud 9 gange, hvilket ikke var set tidligere (Nationalbanken, 2008b). Bankernes stødpuder 4 blev reduceret i 2007 (Nationalbanken, 2009b). Disse blev i gennemsnit reduceret med 1 % i henholdsvis kernekapitals- og solvensprocent for gruppe 1 i forhold til Reduktionen i stødpuder var lavere for gruppe 2 5, hvilket skyldtes at bankerne havde udstedt supplerende kapital, samt at 2 Subprime-betegnelsen dækker over lån specielt designet til at give udlån til mindre kreditværdige låntagere. Mere information om dette er uden for opgavens omfang, men kan findes i artiklen (Gorton, 2008). 3 Gruppe 1: Pengeinstitutter med en arbejdende kapital på 50 mia.kr. og derover. (Banker i denne kategori; Danske Bank, FIH Erhvervsbank, Jyske Bank, Nordea og Sydbank) 4 Stødpuder er forskellen mellem en banks faktiske kapital og bankens kapitalkrav, og skal bruges til at dække negativ indtjening, som blandt andet tab på udlån. 5 Gruppe 2: Pengeinstitutter med en arbejdende kapital på 10 mia.kr. og op til 50 mia.kr Side 15 af 80

16 enkelte banker havde udvidet aktiekapitalen gennem en emission. Basel II kravene 6, som trådte i kraft fra 2007 med en overgangsordning frem til 2010, hvor de skulle være fuldt ud implementerede, har været med til at forstærke reduktionen af stødpuderne. Dette begrundes med, at de menes at være konjunkturmedløbende, hvilket betyder at i opgangsperioder vil kapitalkravet have en tendens til at falde, hvilket giver mulighed for at øge kreditgivningen hos bankerne (Nationalbanken, 2009b). To ud af seksten banker i gruppe 1 og 2 opgjorde i 2007 deres solvens på baggrund af Basel II, og resultatet blev en lettelse af kapitalkravet på 2 mia. kr. Ser man dette i forhold til det samlede skønnede kapitalkrav for gruppe 1 og 2 på 192 mia. kr. er det ikke en uvæsentligt ændring(nationalbanken, 2008a). Faldet i bankernes stødpuder skal også ses i lyset af overgangen til de internationale finansielle regnskabsstander (IFRS) 7 fra 2005, som har betydet, at den reelle opbygning af stødpudereserver overvurderes i forhold til årene før Her kunne bankerne førhen i gode år opbygge skjulte reserver, der kunne opløses i dårlige år (Grosen & Raaballe, 2009). Før IFRS blev indført var der en opdeling i A- og B-hensættelser, hvor A-hensættelserne var en sandsynliggjort risiko for tab og B-hensættelserne var anset for at være et uundgåeligt tab for banken. Denne opdeling menes, at have haft en forstærkende effekt på opbygning af stødpuder. Med de gældende regler må hensættelserne ikke længere opgøres efter forsigtighedsprincippet, som betyder at man ikke længere må lave A-hensættelser. Så den stødpude bankerne kunne skabe med A-hensættelserne er forsvundet.. Reduktionen af bankernes stødpuder betød, at bankerne var blevet mere følsomme overfor tab og en konjunkturnedgang, hvilket bestemt ikke var optimalt i et år hvor nedskrivningerne var sat til at udgøre 1,6 % af udlån og garantier. Det højeste niveau siden indførelsen af IFRS (Nationalbanken, 2009b). De finansielle problemer for danske banker blev for alvor synlige i januar 2008, da Bank Trelleborg måtte give efter og lade sig opkøbe af Sydbank. I marts 2008 bredte uroen sig til det sikrede pengemarked 8, på grund af forhold som mistillid til modparter, sikkerhedsstillelse for udlån, faldende boligpriser samt faldende aktiekurser. Sammenfaldende med denne uro skabte den årlige refinansiering af den ansvarlige lånekapital på ca. 10 mia. en øget risiko for en kreditklemme, hvilket betyder at borgere og virksomheder vil få sværere ved at låne kapital i bankerne til økonomisk fornuftige projekter. Det ville kunne få realøkonomiske konsekvenser, såsom lavere vækst, større ledighed og øget risiko for misligholdelse af lån. 6 Der findes 3 forskellige metoder til at opgøre kreditrisiko med stigende kompleksitet. Mere herom kan læses under på følgende side: 7 IFRS er internationale regnskabsstandarder udgivet af International Accounting Standard Board. Alle børsnoterede virksomheder skulle fra 2005 overgå til at føre regnskab ud fra disse gældende regler. Mere information og reglerne kan findes på denne side: 8 Det sikrede pengemarked refererer til de lån der er optaget i andre banker, mod sikkerhed i værdipapirer, der er længere end en måned. (Ejerskov, 2009) Side 16 af 80

17 (Nationalbanken, 2008a). Især udlånsvæksten for gruppe 2 bankerne faldt i løbet af 2008, hvilket tydede på problemer med at finansiere indlånsunderskuddet og dermed også en stærkt øget likviditetsrisiko for bankerne. Dette var dog ikke nok til at påvirke indlånsunderskuddet, da udlånene samlet set oversteg indlånene(nationalbanken, 2008b). I 2008 blev det også klart at de store pengeinstitutter fra gruppe 1 nu i væsentlig grad, ligesom gruppe 2, havde finansieret sig ved kortfristet gæld med løbetid på under 1 år (Bankerne fra gruppe 2 havde dog i perioden fra nedbragt andelen af kortfristede lån en smule) (Nationalbanken, 2008b). Bankernes likviditets- og finansieringsproblemer, der havde været eksplosivt stigende, kulminerede med at Nationalbanken stillede en likviditetsgaranti til Roskilde Bank A/S 10. juli 2008, hvorefter banken blev sat til salg. Den 24. august blev Roskilde Bank A/S officielt overtaget af Nationalbanken og Det Private Beredskab med henblik på afvikling. Det Private beredskab er en forening stiftet af Finansrådet hvor medlemmerne består af banker, sparekasser og andelskasser, samt udenlandske filialer i Danmark, der opfylder kravene for optagelse (Finansrådet, 2011a). I perioden op til vedtagelsen af Bankpakke I var der flere mindre banker, der blev opkøbt, fusionerede eller fik en kapitalindsprøjtning af Nationalbanken, så den daglige drift kunne opretholdes. De første konkursramte banker udviste typiske problemer med store udlån set i forhold til indlån, større udlån til ejendomssektoren og en meget høj udlånsvækst i forhold til banksektorens gennemsnit (Nationalbanken, 2008b). Dette afspejlede, at bankernes ledelse havde været for optimistiske og muligvis før en lempelig kreditpolitik. Bankkrisen blev af regeringen opfattet som meget voldsom og regeringen frygtede katastrofale følger, såsom en total nedsmeltning af den finansielle sektor, hvis ikke, der blev vedtaget en bankpakke, som kunne sikre finansiel stabilitet i sektoren og for resten af det danske samfund. 4. Redegørelse af bankpakkerne I nedenstående redegøres for hovedelementerne og de tilsigtede formål med bankpakkerne. Dette er med henblik på den efterfølgende analyse af bankpakkernes effekt og betydning for kreditformidlingen i Danmark. Der vil blive uddraget de essentielle dele ud fra de officielle opstillede love og udtrykte formål af Folketinget. Der kan derfor forekomme paragraffer i bankpakkernes love som ikke er nøjere beskrevet. 4.1 Bankpakke I I andet halvår af 2008 var den danske banksektor reelt i den situation, at de ikke længere var i stand til at låne penge på pengemarkedet. Regeringen havde været i dialog med pensions- og livsforsikringsselskaberne, om de kunne forsyne bankerne med indskud imod at få renter på op imod %. Dette faldt imidlertid til jorden, da markedet var umuligt at gennemskue for gode eller dårlige banker Side 17 af 80

18 (Raaballe & Bechmann, 2008). Der var et behov for en anden løsning på bankernes problem med manglende lån på pengemarkedet. Derfor indgik regeringen 5. oktober en aftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det radikale Venstre og den finansielle sektor, der skulle sikre fortsat finansiel stabilitet i Danmark (Grosen, 2008). Aftalen blev siden vedtaget ved lov 10. oktober med virkning fra 5. oktober Loven fik navnet Lov om finansiel stabilitet med 117 stemmer ud af 179 mulige stemmer (Folketinget, 2008). Formålet med denne lov var, ifølge det officielle resumé, at skabe et sikkerhedsnet for alle bankkunder og simple kreditorer 9. Indskyderne skulle have fuld sikkerhed for deres tilgodehavender i de pengeinstitutter, der havde banklicens i Danmark og samtidig deltog i Det Private Beredskab (ØEM, 2008). Dette skulle være med til at skabe stabilitet på markedet, da det blev sikret, at selvom en bank skulle gå konkurs, ville kreditorerne stadigvæk være sikret. Dette skulle efter hensigten hjælpe bankerne med at bibeholde deres kunder og sikre fortsatte indskud i bankerne fra udlandet. Hvert pengeinstitut skulle selv ansøge om lov til at være en del af Det Private Beredskab, og dermed kunne tage del i Bankpakke I. Med loven blev Finanstilsynets opsyn med den finansielle sektor styrket, og der ville blive tilført 10 mio. kr. årligt til denne styrkelse. Indenfor ordningens løbetid skulle der arbejdes imod en mere permanent løsning af rammerne for den finansielle sektor, med henblik på at skabe større gennemsigtighed i forhold til bankernes solvens og risikoprofil. Dette ses blandt andet ved, at der gives hjemmel til Finanstilsynet til, at fastsætte nærmere regler om forbud af short selling 10 af aktier i lov om værdipapirhandel i 19 (Folketinget, 2008). Derudover fik Finanstilsynet beføjelser til at udelukke pengeinstitutter, der ikke overholdt aftalerne om omfanget af risiko som bankerne måtte påtage sig jf. stk. 13 stk. 3. I stedet for at udelukke et pengeinstitut fra ordningen fik finanstilsynet beføjelser til at afsætte bestyrelsesmedlemmer eller påbyde pengeinstituttet at afsætte deres direktør jf. 13 stk. 6(Folketinget, 2008). For at undgå misbrug af garantien, var det ikke muligt for pengeinstitutterne at træde ud af aftalen, når de først var trådt ind i den. De udenlandske bankers danske filialer kunne også indgå en aftale med Det Private Beredskab og dermed være en del af garantiordningen Jf. 2 stk. 4 (Folketinget, 2010). De deltagende banker i Det Private Beredskab og garantiordningen forpligtede sig desuden til ikke at betale udbytte og 9 Simple kreditorer omfatter kerneindlån, lån fra andre banker, og virksomhedsobligationer 10 Short selling af aktier går ud på at banken optager et lån i et bestemt antal aktier imod et lånegebyr. Dernæst sælger banken aktierne og venter til kursen på aktierne falder. Herefter køber banken aktierne tilbage og aflevere dem tilbage til långiveren. Forskellen mellem hvad banken solgte aktierne til og hvad banken tilbagekøbte dem til er gevinst, når de har tilbagebetalt lånegebyret. Side 18 af 80

19 stoppe med at udforme nye aktieoptionsprogrammer i de følgende 2 år (Folketinget, 2008). Det var ikke tilladt at massemarkedsføre sig med denne garanti(det skal dog nævnes, at en beskrivelse af Bankpakke I på bankernes hjemmeside var tilladt.), eller at spekulere i ordningen ved at påtage sig øget risiko (Grosen, 2008). Loven om finansiel stabilitet indebar oprettelse af en statslig garantiordning, samt et statsejet afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet A/S (Finansiel Stabilitet), til de nødlidende banker. Garantiordningen betød, at staten skulle dække indskydernes tilgodehavender i tilfælde at en bank gik konkurs. På interbankmarkedet betød dette, at når et pengeinstitut lånte til et andet pengeinstitut, så ville det långivende pengeinstitut ikke have nogen kreditrisiko til det låntagende pengeinstitut, men kreditrisikoen ville ende hos Staten. Garantiordningen blev i princippet solgt af Staten via Finansiel Stabilitet til Det Private Beredskab, som en kollektiv forsikring for deltagende banker. Der blev givet fuld garanti til ovennævnte indskydere, imod at Det Private Beredskab løbende skulle betale op til 35 mia. kr. til Finansiel Stabilitet i perioden fra 5. oktober 2008 til og med 30. september 2010, dog med mulighed for forlængelse (Folketinget, 2008). I de 35 mia. kr. lå en garantiprovision på 15 mia. kr., svarende til 7,5 mia. kr. i årlig forsikringspræmie over den 2-årige løbetid. Ifølge aftalen ville garantiprovisionen blive opkrævet på månedlig basis efter 9 stk. 2 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). Derudover skulle Det Private Beredskab stille en kaution på 10 mia. kr., som kan opfattes som en selvrisiko (Grosen, 2008). I så fald at Finansiel Stabilitets tab på afvikling af nødlidende banker kom til at overstige kautionen og basisforsikringspræmien, havde deltagende banker bundet sig til at betale yderligere 10 mia. kr. Oversteg tabet mere end de 35 mia. ville Staten gå ind og dække resten. Et eventuelt overskud af aftalen ville tilfalde Staten (Grosen, 2008). Dette ville blive opgjort efter aftalens udløb af revisorer valgt af Finansiel Stabilitet efter 9 stk. 4 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008; Folketinget, 2010). Finansiel Stabilitet ville blive oprettet med en startkapital på kr. indskudt af Staten, som derfor var eneejer af selskabet, og skulle ledes af 7 bestyrelsesmedlemmer valgt på en generalforsamling. Udover at skulle garantere simple kreditorers tilgodehavender, havde det til opgave, at overtage nødlidende banker, der ikke opfylder lovens krav til basiskapital, der som minimum skulle udgøre 8 % af de risikovægtede poster og mindst 5 mio. euro jf. 124 stk. 2 i Lov om finansiel virksomhed. Der ville imidlertid først blive forsøgt fundet en privat overtagelsesløsning. Her ville der, som i 7 i Lov om finansiel stabilitet beskrevet, blive fastsat en frist for banken til at få tingene på rette køl igen jf. 225 stk. 1 i Lov om finansiel virksomhed. Hvis banken ikke kunne opfylde kapitalkravene inden fristens udløb, skulle de erklære, at de ønskede af blive overdraget til en køber anvist af Finansiel Stabilitet. Senest ved fristens udløb var Finansiel Stabilitet forpligtet til at have indgået en betinget aftale om, at banken skulle overdrage Side 19 af 80

20 sine aktiver og passiver til en køber anvist af Finansiel Stabilitet (Folketinget, 2008). Blev parterne ikke enige om overdragelsessummen, skulle den fastsættes af bankens eksterne revisor. Var der stadigvæk uenighed, kunne en af parterne efterfølgende anmode om, at overdragelsessummen blev fastsat af to vurderingsmænd udpeget af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer jf. 7 stk. 5 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). I tiden indtil der var fundet en ny køber, var Finansiel Stabilitet forpligtet til at sikre en fortsat drift af den nødlidende bank, så bankens kunder ikke lider last jf. 7 i Lov om finansiel stabilitet. Efter 8 i Lov om finansiel stabilitet kan Finansiel Stabilitet i stedet for at indgå en aftale med det nødlidende pengeinstitut vælge at tegne kapital i et nyt pengeinstitut, som så overtager aktiver og passiver fra det nødlidende pengeinstitut i forsøg på afvikling i overensstemmelse med Finansiel Stabilitets formål (Folketinget, 2008). Hvis et pengeinstitut erklæres konkurs, er Finansiel Stabilitet og pengeinstituttet forpligtet til at indgå aftale om at sælge aktiver og passiver til en køber anvist af Finansiel Stabilitet. Dette sker med øjeblikkelig virkning således, at den anviste køber overtager de fordringer mod pengeinstituttet, som ikke dækkes af garantifonden for at sikre, at de simple kreditorer ikke lider tab, jf. 8 i Lov om finansiel stabilitet (Folketinget, 2008). Sammenfattende skulle Bankpakke I give sikkerhed til alle simple kreditorer, så tilliden kunne genskabes til bankerne. Statsgarantierne blev givet ud fra et ønske om at skabe finansiel stabilitet, og var derfor samtidig en opfordring til bankerne om at konsolidere deres virksomhed de følgende to år. Bankpakke I skulle derudover være med til at få likviditeten til at flyde lettere bankerne imellem, ved at genskabe troen på og tilliden til aktørerne på det finansielle marked, så pengemarkedet og kreditformidlingen ikke frøs fast. 4.2 Bankpakke II Efter vedtagelsen af Bankpakke I var pengeinstitutterne fortsat under et hårdt pres for at opretholde deres solvenskrav. Det betød, at flere banker lukkede kassen i for nye kreditter, opsagde eller påbegyndte afviklingen af indestående kunders kreditter. Dette var ikke et enkeltstående tilfælde, men en generel bevægelse i den danske banksektor. Flere virksomhederne og borgere blev nægtet kreditter til deres daglige drift, hvilket resulterede i at disse virksomheder og private var tvunget til at opretholde en positiv likviditet dagligt, der gjorde besværliggjorde den daglige drift (Otkjær, 2009). Det er alment anerkendt, at det er vigtigt, at opretholde et dynamisk samfund med en velfungerende banksektor, hvor det er muligt at drive forretning, uden at ende i en kreditklemme. Nationalbanken påpegede i deres rapport om finansiel stabilitet fra andet halvår 2008, at banksektoren havde et behov for et kapitalindskud på 70 mia. kr. for at undgå en reel kreditklemme i fremtiden (Nationalbanken, 2009a). Ud fra dette grundlag om manglende kapital i banksektoren blev en ny bankpakke udformet. Side 20 af 80

21 Den 18. januar 2009 vedtog regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance en aftale om en kreditpakke til den danske finanssektor (ØEM, 2009a). Den er bedre kendt som, Bankpakke II. Hovedformålet med Bankpakke II var at sikre, at virksomhederne og borgere ikke kunne ende i en kreditklemme. En kreditklemme er et udtryk for at borgere og virksomheder ikke kan finde finansiering til økonomiske sunde 11 projekter (Raaballe et al., 2009). Bankpakke II skulle tilføre penge- og realkreditinstitutternes kapital, så de havde et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at fortsætte med at låne penge ud til sunde projekter(øem, 2009a). Man var fra partiernes side enige om, at denne kapitalindsprøjtning også var nødvendig for at sikre at penge- og realkreditinstitutterne blev polstret til fremtiden. I aftalen om Bankpakke II understregede de indgåede parter, at pengeinstitutterne havde ført en lempelig kredit- og udlånsstrategi, og derfor bar bankernes ledelse en del af skylden for den nuværende situation (ØEM, 2009a). Der var foretaget et for kraftig ekspansion af udlånene i forhold til samfundets økonomiske vækst og ledelserne havde været alt for optimistiske i forhold til risikoen for tab på udlån. Bankpakke II var en mulighed for penge- og realkreditinstitutterne for at få tilført statskapital jf. 1 i Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter(folketinget, 2009). Denne kapital ville blive hybrid kernekapital, hvilket grundlæggende er et lån, der vil blive forrentet og skal tilbagebetales jf. 1 stk. 2 i Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter (Folketinget, 2009). Denne hybridkapital ville være på 100 milliarder kroner, hvis alle kreditinstitutter valgte at tage imod ordningen (ØEM, 2009a). Pengeinstitutternes andel af tilbuddet ville være på 75 mia. kr. og den resterende andel på 25 mia. kr. var til realkreditinstitutterne (ØEM, 2009b). Det fremgik af aftalen, at statskapitalen var en enkeltstående og midlertidig ordning, samt at det ikke var et udtryk for, at Staten i fremtiden skulle stille kapital til rådighed for penge- og realkreditinstitutterne. Statskapitalen blev også givet for at sikre penge- og realkreditinstitutternes fremtid i forhold til tabene på deres udlån. Økonomi- og erhvervsministeren kunne tildele og fastsætte de nærmere vilkår for et ansøgende kreditinstitut jf. 2 i Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter. Hovedelementerne i Bankpakke II ud fra Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter (Folketinget, 2009) var: 11 Ved sunde projekter er det underforstået at nutidsværdien af investeringen er større end nul. Side 21 af 80

22 Jf. 4 kan alle penge- og realkreditinstitutter ansøge om statsligt indskud af hybridkapital, hvis de opfylder lovens krav til et solvensbehov på minimum 8 % og et eventuelt højere fastsat krav af Finanstilsynet jf. 124 i Lov om Finansiel virksomhed. Jf. 3 skal størrelsen af lånet være bestemt passende til at pengeinstituttet opnår en kernekapitalsprocent på mindst 12 % efter kapitalindskuddet, dog vurderet efter hvilken kernekapitalsprocent kreditinstituttet har før tildelingen. Finansiering af kapital vil være hybridkapital, hvilket er et stående ansvarligt obligationslån uden udløbsdato, jf. 1, stk. 2. Forrentningen af lånet vil i gennemsnit blive 10 %, men det fastsættes individuelt for de deltagende penge- og realkreditinstitutterne jf. 8, stk. 2 i Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter. Det statslige kapitalindskud er midlertidigt og der ydes økonomisk tilskyndelse til afvikling af lånet efter 3 år, da det ikke er muligt at indfri før tid og en indfrielse efter det 5 år er dyrere end indenfor det tredje til det femte år (ØEM, 2009c). Jf. 8, stk. 2, Såfremt et penge- eller realkreditinstitut vælger at indgå en aftale om kapitaltilførsel, pålægges de at aflægge halvårlig rapport om deres udvikling i udlånene og deres udlånspolitik. Endvidere skal kapitalen skabe luft i kreditinstituttets udlånspolitik. Jf. 12, stk. 2, Økonomi- og Erhvervsministeriet aflægger halvårligt en samlet redegørelse for udviklingen om kreditmulighederne. Hvis den tildelte hybride kernekapital overstiger mere end 35 % af den samlede kernekapital kan Finanstilsynet kræve den omdannet til aktiekapital jf. 8 stk. 6. Der indføres et forbud for sikring af finansiel stabilitet imod udbyttebetalinger, nye aktieoptionsprogrammer og tilbagekøbsprogrammer, dette vil være gældende indtil 1. oktober 2010 (ØEM, 2009a). Økonomi- og erhvervsministeren godkender og besidder beføjelser til at fremsætte yderligere vilkår i forbindelse med aftalen til det enkelte pengeinstitut, jf. 2 i Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutterne. I aftalen om Bankpakke II indgik justeringer af lov om finansiel stabilitet, der blev vedtaget i 2008, den såkaldte Bankpakke I. Hovedjusteringer af Lov om finansiel stabilitet (ØEM, 2009a): Penge- og realkreditinstitutterne sikres samme mulighed for at udstede mellemlange obligationer frem til Side 22 af 80

23 Sikkerhedsnettet under pengeinstitutterne skal forlænges, da disse skal have de samme muligheder for at udstede lån, som udenlandske konkurrenter. Dette gøres ved at foretage en 3-årig overgangordning for statsgarantien, som udløber den 30. september 2010 (ØEM, 2009d). Indskydergarantifonden dækker fra 1. oktober 2010 indskud op til kr. Kapital- og ratepensioner er dækket fuldt ud. Finansiel Stabilitet tildeles retten til at betale et kontant beløb til et pengeinstitut for at de overtager et nødlidende pengeinstitut. 4.3 Bankpakke III 30. september 2010 udløb Bankpakke I og det var nu et frivilligt valg for pengeinstitutterne at blive afviklet under Finansiel Stabilitet eller blive afviklet ifølge konkursloven. Ud fra regeringens synspunkt var der behov for en afviklingsmodel, som konkursramte banker kunne vælge at blive afviklet under. Denne afviklingsmodel blev af medierne døbt, Bankpakke III, og vedtaget i juni 2010 (Folketinget, 2010). Formålet med Bankpakke III var at skabe en kontrolleret og rolig afviklingsmodel for nødlidende pengeinstitutter efter udløbet af den generelle statsgaranti i oktober 2010 (Folketinget, 2010). Med den frivillige afviklingsordning i Bankpakke III menes, at når et pengeinstitut modtager en frist for, hvornår det senest skal overholde de fastsatte solvenskrav, så skal pengeinstituttet træffe en beslutning, om det vil gå konkurs på ordinær vis (jf. konkursloven) eller om det skal være via Bankpakke III s ordning. Vælger et pengeinstitut Bankpakke III, stifter Finansiel stabilitet et nyt datterselskab, der overtager det nødlidendes pengeinstituts aktiver og en del af gælden (ØEM, 2010a). Det nye datterselskabet, for eksempel Ny Bank, er udelukkende oprettet med henblik på at blive afviklet i samarbejde med Finansiel stabilitet. Det er målet, at det nye datterselskab skal hjælpe kunderne med at finde nye pengeinstitutter og yde den nødvendige service for kunderne. Hvis der fremkommer et overskud i afviklingen af datterselskabet, vil dette gå tilbage til kreditorerne i den nødlidende bank (ØEM, 2010b). Overskuddet vil først tilfalde simple kreditorer, derefter den ansvarlige kapital og til sidst aktionærerne. De økonomiske risici, der er forbundet med afviklingen i denne ordning, dækkes først og fremmest gennem Indskydergarantifonden, i form af kroner pr. indskyder 12 (ØEM, 2010b). 12 Denne indskydergaranti på kr. er en justering fra Bankpakke II, men den findes mest relevant at redegøre og analysere under Bankpakke III, da det er her der gøres brug af denne garanti, samt det er Finansiel Stabilitet der udbetaler garantien. Side 23 af 80

24 I tilfælde af at simple kreditorer og indskydere har et positivt nettokrav, der er større end de fastsatte euro jf. 9 Lov om en garantifond for indskydere og investorer, vil der ske procentvis nedregulering i forhold til den procentvise overtagelse. Det resterende beløb vil blive overladt som et krav mod konkursboet efter det nødlidende pengeinstitut (ØEM, 2010b). Det forventedes, at den øgede risiko for virksomhederne ved at have større tilgodehavender i bankerne vil gøre dem opmærksomme på deres banks risici, derfor vil virksomheder med større likviditet flytte deres midler til sunde banker og usunde banker vil opleve et fald i indlånene (ØEM, 2010b). Dette er i hvert fald en forhåbning fra statens side, men at det reelt er muligt for virksomhederne at gennemskue deres bank virker urealistisk, når banksektoren er præget af stor uigennemsigtighed, som selv gør det svært for eksterne bankanalytikere at gennemskue. Dette ses ud fra et uddrag fra notat om en afviklingsmodel: Desuden må det forventes, at indskydere overvejer alternativer til placering af midler, fx gennem obligationskøb eller ved sikkerhed for indskud i pengeinstitutter. Det kan give højere finansieringsomkostninger for mere usikre pengeinstitutter. Pengeinstitutterne vil derfor have et incitament til at begrænse deres risikoadfærd til et acceptabelt niveau, hvilket ud fra et samfundsmæssigt synspunkt er ønskeligt. (ØEM, 2010b) Regeringen regnede med, at denne afviklingsmodel også vil kunne mindske bankernes risikoadfærd i fremtiden, og gøre bankerne mere sunde. Side 24 af 80

25 5. Analyse af bankpakkerne Bankpakkerne analyseres kronologisk ud fra deres beskrevne formål, og hvordan de har formået at påvirke kreditformidlingen. Der vil være fokus på ind- og udlån fra/til erhverv og husholdninger, samt renteudviklingen på pengemarkedet. Derudover er bankernes kapitaloverdækning, solvens- og kernekapitalsprocent også i fokus for analysen. Dette vil tilsammen give en indikation af, hvordan bankpakkerne har påvirket kreditformidlingen i Danmark jf. afhandlingens problemformulering. 5.1 Analyse af Bankpakke I Bankpakke I bliver analyseret ud fra formålet beskrevet i det tidligere afsnit om denne, samt hvilken effekt den har haft på kreditformidlingen. For at kunne analysere, hvorledes Bankpakke I har påvirket den finansielle stabilitet, opdeles efter hvilke dele (indlån, udlån og pengemarkedet), der påvirker den finansielle sektor. Overordnet analyseres pengeinstitutionernes ageren. Herunder den ikke-finansielle sektor og det private, idet en stor del af den finansielle sektors risici er forbundet med ind- og udlån i den ikke-finansielle sektor, samt det private. Derudover analyseres det danske og det internationale pengemarked, da de ligeledes har betydning for den finansielle sektor. Alle disse elementer er centrale i en analyse af finansiel stabilitet ud fra nationalbankens vurdering(nationalbanken, 2000). Tidsmæssigt er analysen afgrænset til kort før indførelsen af Bankpakke I i foråret 2008 og frem til udløbet af den generelle statsgaranti i oktober Analyse af indlån I 2008 før indførelsen af Bankpakke I oplevede bankerne for alvor den finansielle krise, hvor indlånene begyndte at aftage i foråret Dette skete på trods af, at bankerne tilbød højere renter på indlånene (Nationalbanken, 2010a). I Figur 2 nedenfor ses, at husholdningernes indlån i løbet af maj 2008 begyndte at aftage og generelt var faldende i 2008, dog med en lille stigning omkring oktober måned, der muligvis kan tilskrives omtalen af garantiordningen over for indskydere og simple kreditorer. Det yderligere fald igennem 2008 skyldes sandsynligvis den fortsatte usikkerhed og frygt for flere konkurser i banksektoren. Flere banker udtrykte i denne periode et behov for en bankpakke med direkte kapitalindsprøjtning og forlængelse af garantierne, som det var sket i mange andre lande. Herunder kan nævnes lande som USA, Storbritannien, Tyskland og Sverige (Rechnagel, 2008). Dette kan have været med til at forstærke usikkerheden og tilbageholdenheden med indlån i bankerne. I løbet af 2009, hvor Bankpakke II også var blevet vedtaget, begyndte indlånene at stige kraftigt igen. Dette skyldtes sandsynligvis, at frygten for alvorlige konkurser havde lagt sig, og at husholdningerne i konjunkturnedgange i større grad vælger at spare penge op i stedet for at forbruge dem, samt at SP- Side 25 af 80

26 Mia. kr. midlerne 13 blev frigivet i juni 2009 (Nationalbanken, 2010e). Bankpakke I havde med sin statsgaranti også gjort sit til at husholdninger igen turde sætte deres penge i banken. Ud fra stigningen i kurven i Figur 2 kan der argumenteres for at bankerne med Bankpakke I formåede at holde på de private kunders indlån og et bankrun var undveget, og derved underforstået at husholdninger fortsat havde tillid til deres bank. At indlånene sidst i perioden begyndte at flade ud skyldtes primært, at husholdningerne ikke længere havde råd til at spare op på grund af stigende arbejdsløshed i denne lavkonjunkturperiode. Ud fra bankernes synspunkt var det positivt, at husholdningerne sparede mere op, idet at bankerne manglede kapital. I perioden fra juli 2008 til oktober 2010, var der jf. Figur 2 tale om en stigning i indlån på ca. 62 mia. kr., hvilket ikke kan siges at ændre det store forhold til bankernes enorme mangel på likviditet set ud fra indlånsunderskuddet på over 500 mia. kr Figur 2 Husholdninger, Indlån, Beholdning i Mia. kr. 62 mia. Perioden ultimo Kilde: Danmarks Nationalbank. Se vedlagte Bilag 5 Indlånene fra erhverv har siden den finansielle krises indtræden i Danmark været stødt faldende. Siden juli 2008 hvor indlånene toppede med 324 mia. kr. og frem til udløbet af garantiordningen i oktober 2010 er indlånene faldet til et niveau på 277 mia. kr., hvilket fremgår af nedenstående Figur 3. Dette skyldes blandt andet, at husholdningerne i større grad sparede op i stedet for at forbruge. Dette var med til at mindske efterspørgslen af varer og tjenesteydelser, og dermed virksomhedernes indtjening. Uden indtjening har virksomhederne ikke samme mulighed for at spare op. Desuden benytter virksomheder i nedgangsperioder ofte deres opsparede kapital til investeringer eller til at fastholde driften frem for at optage nye lån. Det 13 Udbetaling af den Særlige Pensionsopsparing (Beder, 2009) Side 26 af 80

27 april-07 juni-07 august-07 oktober-07 december-07 februar-08 april-08 juni-08 august-08 oktober-08 december-08 februar-09 april-09 juni-09 august-09 oktober-09 december-09 februar-10 april-10 juni-10 august-10 oktober-10 Mia. kr. danske erhvervsliv så derfor ikke ud til i større grad at være direkte påvirket af Bankpakke I og II, men fulgte i større grad konjunkturnedgangen, der påvirkede virksomhedernes likviditet negativt (Nationalbanken, 2010e). Det skal dog nævnes, at et fald i indlånsmængden skyldes at bankerne strammede kravene til udlån i 4. kvartal 2008 og 1. kvartal 2009, hvilket kan have gjort det dyrere og sværere for virksomhederne at optage lån. Derfor kan virksomhederne være tvunget til at benytte deres opsparede kapital i stedet for et banklån. For bankerne var det problematisk, at skulle foretage kreditstramninger overfor virksomhederne, da det fik virksomhederne til at bruge af deres opsparede kapital, som mindskede indlånsmængden i bankerne. Indlånene fra husholdninger var stagneret, samt indlånene fra virksomheder var faldende, derfor var det ikke muligt for bankerne at hente kapital til at mindske indlånsunderskuddet fra hverken husholdninger eller erhvervslivet. Det var nødvendigt, at tilliden på pengemarkedet blev genskabt overfor bankerne, så de kunne hente kapital til at mindske indlånsunderskuddet. 330 Figur 3 Indlån, Ikke-finansielle virksomheder, beholdning i Mia. kr Perioden Ultimo Kilde: Danmarks Nationalbank, Se vedlagte Bilag 5 Side 27 af 80

28 5.1.1 Analyse af udlån Gennem andet halvår af 2008 faldt udlånsvæksten kraftigt. I 4. kvartal af 2008, selv efter statsgarantiordningen ikrafttræden, faldt udlånsvæksten yderligere og tendensen fortsatte (Finanstilsynet, 2009b). Væksten lå i gennemsnit tæt på 8 % i 2008, hvilket ud fra Finanstilsynets synspunkt indikerer, at der ikke er tegn på spekulation og udnyttelse af den statslige garantiordning. Der hentydes til reglerne i aftalen mellem regeringen og Det Private Beredskab om, at der ikke må ske en væsentlig udvidelse af bankernes aktiviteter, som kan begrundes med at bankerne har fået statsgaranti. Desuden skal bankerne ifølge aftalen angive hinanden, hvis de oplever at banker udviser en ekstraordinær adfærd, som må anses at være markant anderledes end de almindelige forretningsaktiviteter(øem, 2008). Samlet set kan dette have haft en hæmmende effekt på udlånet, da de fleste banker ønskede at være med i statsgarantiordningen på grund af den manglende likviditet. På den måde har Bankpakke I haft sin indvirkning, da den har lagt vægt på at bankerne udviste tilbageholdenhed og de skulle bruge de næste to år på konsolidering(nationalbanken, 2008d). Faldet i udlån skal også ses i lyset af et bredere konkurrenceperspektiv. De danske banker kunne ikke konkurrere med resten af Europa, da de udenlandske banker med direkte statsstøtte var bedre stillet end de danske. Den øgede konkurrence opstod, som følge af den internationale markedsstandard for kapitaloverdækningen steg til 11 % (Nationalbanken, 2008d). Dette satte bankerne under pres for at øge deres kapitaloverdækning, hvilket hæmmede udlånene yderligere. Den store vækst i udlånene i højkunjunkturperioden gjorde danskerne til nogen af de mest forgældede i den vestlige verden med en gæld på næsten 110 % af landets BNP (Madelaire, 2007). Det er samtidig et udtryk for, at ledelserne i bankerne havde øget deres risikovillighed ekstremt og accepterede udlån til folk, der i realiteten ikke var kreditværdige (Madelaire, 2007). Dette var et problem, da konjunkturnedturen gjorde at boligpriserne faldt og nedskrivningerne på bankernes udlån voksede. Dette tyder på dårlig dømmekraft i ledelsen, der har bevirket at udlån til mindre kreditværdige kunder har været tilladt. Det er også særdeles dårligt kredithåndværk at strikke udlån sammen uden at foretage en ordentlig Screeningprocess af kunderne og deres fremtidsudsigter. Fokuseres der på udlånene til husholdninger, har disse været støt stigende til september 2008, hvor udlånene toppede med 593 mia. kr.. En stigning i udlånene til husholdninger svarende til 103 mia. kr. siden april 2007 jf. Figur 4. Herefter opleves der et fald i udlånene til et niveau på ca. 560 Mia. kr. jf. Figur 4. Faldet i udlån til husholdninger kan først og fremmest tilskrives fald i udlån til forbrugerkredit mv., men også udlån til boligformål er faldet. Den samlede udlånstilvækst i 2008, holdes primært oppe af væksten fra det første halvår af 2008, selvom udlånene faldt i andet halvår af 2008 (Nationalbanken, 2010c). Dette kan Side 28 af 80

29 april-07 juni-07 august-07 oktober-07 december-07 februar-08 april-08 juni-08 august-08 oktober-08 december-08 februar-09 april-09 juni-09 august-09 oktober-09 december-09 februar-10 april-10 juni-10 august-10 oktober-10 Mia. kr. begrundes i væsentlige stramninger i kreditpolitikken, som giver udslag i priserne på udlån, kravene til sikkerhedsstillelse og belåningsprocenten. Det var i høj grad mellemstore pengeinstitutter, der angav stramninger, hvilket ifølge de mellemstore banker skyldtes ændringer i risikobedømmelsen og boligmarkedets fremtidsudsigter. De mindre banker erkendte mere eller mindre at risikobedømmelsen ikke har været korrekt i forhold til fremtidsudsigterne, og strammede op på forholdene. For de store banker var begrundelsen for deres egne stramninger, de konkurrerendes pengeinstitutters stramninger (Nationalbanken, 2009f). Bankpakke I kan have haft en effekt, da den opfordrede bankerne til at konsolidere og ikke udvide engagementerne mere end der kunne begrundes med almindelig drift, hvilket kan ses i Figur 4 hvor udlånskurven knækker efter vedtagelsen af Bankpakke I. Figur 4 Husholdninger, Udlån, Beholdning i Mia. kr Perioden, Ultimo Kilde: Danmarks Nationalbank, se vedlagte Bilag 5 Pengeinstitutterne strammede også op for udlån til erhverv. Der var især tale om et fald i udlån til fremstillingsvirksomhed, bygge- og anlægssektoren, samt transportsektoren. Derudover bidrog branchen engros- og detailhandel også forholdsvis meget til faldet i erhvervsudlån fra bankerne (Nationalbanken, 2011c). Alle banker angav, at de havde foretaget stramninger med hensyn til udlån til erhvervslivet i 4. kvartal Dette indebar stramninger i forhold sikkerhedsstillelse i form af højere krav til kaution, ejerpant og virksomhedspant. Stramningerne var især foretaget af bankgruppe 2. Disse stramninger fortsatte i det følgende kvartal, hvilket tydeligt kan aflæses ud fra Figur 5 nedenfor. Der sker et fald i udlån i det følgende kvartal fra en udlånsmængde på ca. 603 mia. kr. til ca. 573 mia. kr. i marts 2009, som følge af stramningerne. Som begrundelse for de faldende udlån til erhvervslivet angav de store pengeinstitutter fra Side 29 af 80

30 april-07 juni-07 august-07 oktober-07 december-07 februar-08 april-08 juni-08 august-08 oktober-08 december-08 februar-09 april-09 juni-09 august-09 oktober-09 december-09 februar-10 april-10 juni-10 august-10 oktober-10 december-10 Mia. kr. gruppe 1, at ændringerne i kreditpolitikken fra konkurrerende pengeinstitutter havde ført til stramninger, hvorimod bankgruppe 2 udover risikovillighed og risikobedømmelse, især angav de øgede finansieringsomkostninger som begrundelse for stramningerne (Nationalbanken, 2009f). Dette har resulteret i, at prisen for udlån til erhverv er hævet i form af renter og gebyrer, dette er især gældende for de store pengeinstitutter i gruppe 1. Samlet set for udlånene til husholdninger og erhvervslivet er det præget af bankernes konsolidering. Bankpakke I har formået at opfordre til denne konsolidering, hvilket kan ses at være blevet taget stilling til i bankerne, men konsolidering er en ofte naturlig en naturlig følge af konjunkturnedgang. Figur 5 Ikke-finansielle virksomheder, Udlån, Beholdning i Mia. kr Prioden, Ultimo Kilde: Danmarks Nationalbank, se vedlagte Bilag Analyse af pengeinstitutterne og pengemarkedet Traditionelt har bankerne finansieret udlån ved kerneindlån, men under denne krise har bankledelserne øget deres risikoappetit, og foretaget finansieringerne ved at foretage kortsigtet finansiering på pengemarkedet. Lånene var primært kort gæld til andre kreditinstitutter og baseret på tillid til systemet. Dette skabte en utroligt stor skævhed mellem lange illikvide udlån og korte likvide indlån, hvilket ifølge Side 30 af 80

31 Finansrådets formand Peter Schützte har været med til at forstærke effekten, når tilliden ikke længere var eksisterende og konjunkturen var nedadgående (Grosen, 2008)(Grosen & Raaballe, 2009). Frem til september 2008 modtog de danske banker fortsat stigende indlån fra udenlandske banker, hvilket i slutningen af 3. kvartal 2008 var et beløb på mia. kr., hvilket var 28 % mere end det tilsvarende indlån året før. Indlånsunderskuddet var nu på 617 mia. kr. Det skal dog nævnes, at indlånene havde været aftagende i styrke gennem 2007 og Der var især tale om de store banker der havde modtaget 90 % af indlånene fra udenlandske banker(nationalbanken, 2010d). De danske banker blev derfor særdeles afhængige af udenlandske bankers villighed til at skyde penge i den finansielle sektor, samt langt mere følsomme overfor rentestigninger. Dette undersøges derfor nærmere. Efter den finansielle uro brød ud i 2007, gav det anledning til, at forskellen mellem de usikrede og sikrede pengemarkedsrenter generelt bevægede sig op på et højere niveau, se vedlagte Bilag 4. Det betød, at finansieringsmulighederne blev mindre for især små og mellemstore banker, hvilket førte til aftagende indlån fra udenlandske banker og dermed blev der gjort større brug af Nationalbankens pengepolitiske instrumenter 14 ved at optage lån i Nationalbanken (Nationalbanken, 2008c). I løbet af september og oktober 2008 spredte nervøsiteten sig på pengemarkedet og mistilliden mellem bankerne blev forstærket. Dette resulterede i, at forskellen mellem de usikrede og de sikrede pengemarkedsrenter steg (Nationalbanken, 2008d). Nervøsiteten skyldtes i høj grad uigennemskueligheden af markedet i kombination med at tidligere realkredit- og pengeinstitutter i udlandet begyndte at kollapse, hvilket fik markedet til at fryse fast (Finanstilsynet, 2009b). Markedet var i forvejen usikkert på grund af udsving i konjunkturerne og blev endnu mere skrøbeligt, da de udenlandske banker ikke længere kunne skelne imellem sunde og usunde danske banker. Dette skyldes den manglende indsigt i bankernes aktivers kvalitet. Dette kan også aflæses ud fra faldet i udenlandske investorer i små og mellemstore danske banker, der gik fra 50 % i begyndelsen af 2008 til blot 35 % i 4. kvartal. Ifølge European Central Banks (ECB) Money Market Study begrundede de udenlandske banker dette med den bedre information om deres hjemlige bankers finansielle styrke, og derfor var de mere tilbageholdende med udlån til udenlandske banker end eksempelvis indenlandske (Ejerskov, 2009). Dette gjorde, at de danske banker var i endt i en kreditklemme. Derfor var det nødvendigt, at staten indgik en aftale om at garantere for de udenlandske indlån i bankerne, ellers ville det kunne få store samfundsmæssige konsekvenser (Raaballe & Grosen, 2010). Nogle af de 14 Nationalbanken kan hæve og sænke de pengepolitiske renter for at øge eller mindske interessen for indlån i bankerne, samt at bankerne kan optage lån i Nationalbanken (Nationalbanken, 2008e). Side 31 af 80

32 udenlandske pensionskasser solgte deres aktiver i de danske banker, idet de ikke måtte eje aktiver i selskaber, der ikke giver udbytte, hvilket de danske banker jo ikke måtte i 2 år. Når udlånsrenten kommer forbi et vist niveau, vil de sunde banker vurdere, at det ikke kan betale sig at finde finansiering igennem pengemarkedet. De sunde banker vil derfor mindske deres finansieringsbehov og sælge ud af deres aktiver. De banker med mere risikable aktiver vil være mere villige til at acceptere den højere rente, og vil derfor forsat være på pengemarkedet (Ejerskov, 2009). Resultatet er Adverse Selection. Denne mekanisme resulterer i et yderligere fald i den gennemsnitlige kreditværdighed på markedet, og konsekvensen vil i værste fald være et sammenbrud af det finansielle marked. Faldet i kreditværdigheden hos bankerne betyder, at bankerne reducerer deres kredit- og likviditetsrisiko, samt øger efterspørgslen efter likviditet, især på det korte pengemarked. Alt i alt betyder det, at de der har likvide midler holder fast på dem, mens de der mangler desperat søger likviditet, hvilket får renten til at stige voldsomt, som også oplevedes i oktober Det blev på dette tidspunkt uoverskueligt at finde en pris der kunne balancere udbud og efterspørgsel (Ejerskov, 2009). Når bankerne fik sværere ved at skaffe likviditet påvirkede det kreditformidlingen, idet bankerne ikke længere var i stand til at yde den samme mængde lån til virksomhederne og dette forstærkede derfor konjunkturnedgangen (Ejerskov, 2009). Ifølge vicedirektør i Finanstilsynet Flemming Nytoft Rasmussen har Bankpakke I dog taget toppen af presset hos bankerne i og med at likviditeten flød lettere imellem bankerne og andre kreditorer. Det resulterede dermed i, at bankerne kom ud af den kreditklemme, de var blevet udsat for. Det løste imidlertid ikke problemet med de engagementer, som bankerne havde hvor de måtte tage store konjunkturafhængige nedskrivninger (Dyrekilde, 2008). Derfor anbefalede Nationalbanken, ud fra deres stressscenarioanalyser at der blev foretaget et kapitalindskud i den finansielle sektor af staten (Nationalbanken, 2008b). Til trods for Bankpakke I og flere tiltag fra Nationalbankens side, hvor Nationalbanken havde reduceret nøglerenterne for at undgå en nedkøling af pengemarkedet, skete der ikke væsentlige forbedringer på pengemarkedet med hensyn til opbygning af kreditværdighed hos bankerne på den korte bane. Dette så ud til, at være en længerevarende proces, og frygten for konkurser blandt bankerne ansås for at være stor, da kreditrammerne ikke var lempet, selv efter indførelsen af statsgarantien. I vurderingen af kreditrammerne for kreditformidlingen vejede statsgarantierne tilsyneladende ikke tungt. Kreditrammerne blev i større grad dannet ud fra kriterier som bankernes balancestruktur, forretningsmodel, markedsposition og de langsigtede indtjeningsforventninger (Ejerskov, 2009). Derfor var der også et stort ansvar på ledelsen hvor at få bragt deres bankers balancestruktur i orden, så de igen kunne fremstå kreditværdige og sunde. Side 32 af 80

33 5.1.3 Bankernes nedskrivninger Nedskrivningerne på udlån var i 2008 rekordhøje med et beløb på næsten 28 mia. kr.(finanstilsynet, 2009b). De store nedskrivninger og bankernes yderliggående gearing, skabte behov for mere likviditet. Disse forhold ramte de små og mellemstore banker hårdt, da disse havde betalt højere renter for lån end de store banker. Selv efter indførelsen af Bankpakke I blev denne situation forværret. Volatiliteten af disse finansieringsrenter steg og spredningen mellem renterne for de små og mellemstore banker blev større. Set i lyset af Bankpakke I er dette bemærkelsesværdigt, da størstedelen af disse indskud var dækket af garantien (Ejerskov, 2009). Formålet var at skabe finansielt stabilitet, men de små og mellemstore banker så ud til fortsat at være i problemer. Dette kan tolkes som et tegn på den endnu store frygt for flere konkurser, og tøven overfor mindre kapitalstærke pengeinstitutter på grund af de konjunkturmæssige nedskrivninger. Tabene på bankernes engagementer var med til at forstærke bankernes hamstring af likviditet, mens de få banker, der havde overskud af likviditet har haft mulighed for at udnytte markedet og tage en merpris for at låne penge til de andre banker(ejerskov, 2009) Delkonklusion om Bankpakke I Bankpakke I har hjulpet med at få bankerne til at konsolidere deres virksomhed. Bankerne strammede op på kravene til udlån, så de stemte overens med en mere markedsrigtig risikobedømmelse. Dette kan tyde på, at der er sket en erkendelse fra bankernes side af at udlånspolitikken har været for lempelig. Indlånene fra husholdninger og erhverv udlignes i vis grad af hinanden på grund af lavkonjunkturen, hvilket betyder at husholdninger sparer op, derfor nedsættes virksomhedernes omsætning. Udviklingen i indlån skyldes ikke direkte Bankpakke I, men mere en generel krisebevidsthed fra virksomhederne og borgerne. Bankpakke I har taget toppen af presset hos bankerne, da flere af bankerne melder om lettere adgang til likviditet, trods større finansieringsomkostninger. Bankpakke I har ikke formået, at mindske rentespændet mellem det sikrede og usikrede pengemarked, men den har heller ikke forøget det. Et lille rentespænd er kendetegnende for et stabilt pengemarked, og derved en del af den finansielle stabilitet. Rentespændet har været med til at forøge de finansieringsomkostninger bankerne har oplevet. Genskabelsen af tillid bankerne imellem lader til at være længerevarende proces, som Bankpakke I kun i meget lille grad formåede at påvirke på kort sigt (Nationalbanken, 2008d). Her konkluderes det, at bankernes ledelse bærer et ansvar, da kreditrammerne i højere grad er sat efter bankernes balancestruktur, forretningsmodel, markedsposition og langsigtede indtjeningsforventninger end en statsgaranti. De små og mellemstore banker var stadig i problemer, da de var mindre kapitalstærke, og dermed en dårligere markedsposition. Selvom Bankpakke I skabte grundlaget for, at sætte gang i kreditformidlingen i Danmark, så var dette ikke nok til at løse alle bankernes problemer. En kapitaltilførsel syntes stadigvæk nødvendig ud fra Nationalbankens synspunkt. Det skyldtes at de danske banker havde store nedskrivninger i 2008 på grund Side 33 af 80

34 af store konjukturafhængige engagementer i et pengemarked der var frosset fast. Det udtrykkes af Anders Grosen, professor i finansiering ved Handelshøjskolen i Aarhus (ASB), og Johannes Raaballe, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet (AU), at Bankpakke I var nødvendig, fordi uanset hvor høj en rente de danske banker tilbød, ville ingen låne ud til dem, derfor var Bankpakke I uomgængelig for at trække bankerne ud af den kreditklemme de var blevet udsat for (Raaballe & Grosen, 2010). 5.2 Analyse af Bankpakke II Hovedformålet med Bankpakke II var at tilføre kapital til bankerne, så de fortsat kunne låne penge ud til sunde engagementer. Før Bankpakke II s vedtagelse var der en del skepsis. Det skyldtes blandt andet, at erfaringerne fra England havde vist, at bankerne strammede op på almindelig kreditgivningen til trods for kapitalindskud fra staten. Kritikken kom blandt andet fra Finn Østrup, professor i finansiering på Handelshøjskolen i København (CBS), og hovedvægten lå på, at man med Bankpakke II kunne man risikere blot at skubbe til den store udlånsboble, som bankerne havde opbygget. Så på den måde ville man blot flytte problemet frem i tiden ved at holde udlånene kunstigt oppe og derved boligpriserne. Østrup mente ikke, at der var nogen grund til med lov at holde udlånene kunstigt oppe i fremtiden. Desuden var det slet ikke sikkert, at Bankpakke II vil have den ønskede effekt, da alle banker, ifølge Østrup, var nødt til at trimme deres udlånsporteføljer for at overleve. Derudover mente Østrup ikke, at skatteborgerne skulle opretholde bankernes udlån i lande som Irland, Estland og Finland (Rechnagel, 2009c). Med hensyn til Bankpakke II undersøges det større kapitalindskud har haft indflydelse på ind- og udlån til husholdninger og erhverv. Endvidere analyseres hvordan udviklingen af rentespændet på pengemarkedet har været efter vedtagelsen. Vi vil afslutningsvist give et indblik i hvilken påvirkning Bankpakke II har haft på kreditformidlingen, samt om denne har opfyldt sit hovedformål om at undgå en kreditklemme i Danmark og polstre bankerne mod fremtidige tab Analyse af indlån I ovenstående analyseafsnit af indlån efter Bankpakke I, fremgår det at virksomhedernes indlån fortsat er meget svagt faldende, selv efter vedtagelsen af Bankpakke II. Niveauet har ligget mellem 250 til 300 mia. kr. siden indførelsen af Bankpakke II jf. Figur 3. Det ses ikke, at Bankpakke II har haft en større indflydelse på indlånene fra erhverv. Fokuseres der på husholdninger ses en lille stigning fra 700 til 775 mia. kr. jf. Figur 2. Dette kan kombineres med det beskrevne om indlån i Bankpakke I, at husholdninger sparer op i nedgangsperioder. Bankpakke II havde heller ikke til formål at sikre indlånene i bankerne, men med kapitalindskydelsen, må det have givet en form for tryghed til indlånerne at bankerne blev bedre polstret, så derved kan Bankpakke II have haft en indirekte effekt på øget indlån fra husholdningerne. Side 34 af 80

35 5.2.1 Analyse af udlån I perioden op til vedtagelsen af Bankpakke II udførte Nationalbanken en udlånsundersøgelse og i denne konkluderede de, at bankerne og realkreditinstitutterne havde indført stramninger på udlånene. Erhvervslivet havde oplevet hårdere stramninger i forhold til husholdninger. Disse stramninger indebar rentestigninger og skærpede sikkerhedsstillelse (Nationalbanken, 2009f). Dette var ifølge Nationalbankens direktør Nils Bernstein en normal udvikling i en nedgangsperiode, men man skulle blot passe på, at det ikke udviklede sig en kreditklemme (Grünbaum, 2009). Raaballe bakker op om Nationalbankens direktørs udtalelse og supplerer med, at virksomhederne kan overleve en rentestigning, men ikke et reelt afslag på deres lån (Grünbaum, 2009). Bankerne strammede op på deres udlån, hvilket var anset som en normal adfærd under en nedgangsperiode og ikke et udtryk for, at bankerne manglede kapital, som kunne føre til en reel kreditklemme, hvilket var grundlaget til Bankpakke II. Derfor analyseres udlånene nærmere i perioden op til Bankpakke II og derefter. Siden medio 2008 og frem til sommeren 2009 er pengeinstitutternes udlån, korrigeret for sæsonudsving, til husholdninger og erhverv faldet, dog med en udjævning i udlånene til erhverv ved omkring 550 mia. kr. jf. Figur 6 (Nationalbanken, 2009c). Figur 6 Kilde: Nationalbanken Kvartalsoversigt 3. Kvartal 2009 Side 35 af 80

36 Siden sommeren 2009 har udlån fra pengeinstitutter til husholdninger ligget stabilt omkring 560 mia. kr., mens udlån til erhverv er faldet yderligere til 525 mia. kr. ved udgangen af oktober. Derimod er der for realkreditinstitutterne sket en stigning indenfor udlån til både husholdninger og erhverv jf. Figur 6. Dette har medført en forskydning fra banklån til realkreditlån, hvilket til dels skyldes pengeinstitutternes større krav til sikkerhedsstillelse, som har været gennemgående i 4. kvartal 2008 og 1. kvartal 2009 (Nationalbanken, 2009e; Nationalbanken, 2009f). Derudover er renten på korte realkreditlån faldet med cirka 1 procentpoint i 2008 i forhold til pengeinstitutternes udlånsrenter for såvel husholdninger som for erhverv. Banklån er desuden mere risikable end realkreditlån, da banklån i større udstrækning er uden sikkerhed, mens realkreditlån udelukkende optages med sikkerhed. Under hele finanskrisen er risikopræmierne for banklån steget, og er derfor blevet dyrere end realkreditlån (Nationalbanken, 2009d). Da pengeinstitutternes udlån er faldet siden indførelsen af Bankpakke II, er spørgsmålet, om den ønskede effekt er opnået. Har bankerne lukket mere af for udlån end der kan begrundes med konjunkturnedturen? I så fald har Bankpakke II ikke forhindret en kreditklemme. Derfor må faldet i udlånene undersøges nærmere. Størstedelen af faldet i erhvervslån kan tilskrives trukne kassekreditter, der udgør 40 % af udestående udlån til erhverv, som er faldet 48 mia. kr. siden ultimo 2008, hvilket højst sandsynligt skyldes en kombination af kreditstramninger og faldende efterspørgsel. Derudover fik erhvervslivet forlænget kredittiden for Moms, A-skat og AM-bidrag med virkning fra februar 2008, hvilket skønnes at have haft en kreditvirkning på 50 mia. kr. (Nationalbanken, 2009c). Udviklingen i bruttonationalproduktet (BNP) er også et indikator for finansieringsbehovet for økonomien. BNP har været faldende siden medio 2008 til 1. kvartal 2009, jf. Figur 6. Tages BNP-udviklingen i betragtning har kredit til erhvervslivet ikke udviklet sig så der er nogen grund til at mistænke bankerne for at holde igen med udlånene (Nationalbanken, 2009c). Østrup mener på dette punkt, at Bankpakke II har været en succes i det omfang, at udlånene har holdt niveau med konjunkturudviklingen. Udlån i alt var faldet fra mia. kr. til mia. kr. i perioden fra årsskiftet i 2008/2009 til maj 2009, hvilket var et fald på 1,3 %. Sammenlignes det med BNP, som faldt 1,1 % i samme periode var dette et udtryk for at udlånene ikke var faldet nævneværdigt, og Bankpakke II kan siges at være en succes (Iversen, 2009). Han bakkes op af Finansrådets formand Peter Schütze, der mener at, bankerne havde været nødt til at stramme deres kreditter yderligere, hvis ikke Bankpakke II var blevet vedtaget, hvilket kunne have været til stor skade for mange bankkunder. Schütze mener endvidere, at banksektoren og politikerne har udvist rettidig omhu ved at vedtage Bankpakke II (Iversen, 2009). Dog frygter Østrup, at der kan komme større konsekvenser i fremtiden, da han er uforstående overfor at ville opretholde udlånene, når disse netop var en af grundene til bankkrisen (Iversen, 2009). Kritiske røster har påpeget, at politikerne muligvis tog beslutningen om Bankpakke II på et forkert grundlag i forhold til at hovedformålet var at undgå en kreditklemme overfor borgere og virksomheder. Hvis der Side 36 af 80

37 fokuseres på udviklingen i udlån til borgere i perioden 2004 til januar 2008 voksede bankernes udlån med 105 % medens udlånene i perioden fra januar 2008 til maj 2010 var forholdsvist uændret. Realkreditinstitutterne oplevede en stigning i udlån til borgere på 168,8 mia. kr., hvilket var en vækst på 11 % i perioden januar 2008 til maj 2010 (Raaballe & Grosen, 2010). Dette viser ikke tegn på en kreditklemme har været en realitet for borgerne, så argumentet for at lave Bankpakke II på det grundlag virker uholdbart. Bankerne var stadigvæk været villige til at låne ud til borgerne, der er i stedet tale om en stramning af kreditrammerne for udlån, så de passede til markedsforholdene og konjunkturudviklingen. Erhvervslivet har i perioden januar 2004 til januar 2008 haft en udlånsvækst på 94 %. Efterfølgende har de haft en udlånsvækst, der var nogenlunde uændret i perioden januar 2008 til maj I denne periode voksede realkreditinstitutternes udlån til erhvervssektoren med 112,5 mia. kr., hvilket svarer til 27 % i vækst. Det skyldes et fald i BNP i denne periode, hvor virksomhederne i nedgangsperiode ikke har samme behov for at udvide og derfor ikke søger om yderligere kapital (Raaballe & Grosen, 2010). På den baggrund er begrundelsen for Bankpakke II, om at virksomheder skulle have været udsat for en kreditklemme ikke eksisterende. Det kan begrunde ud fra at bankernes udlån ikke faldt mere end der kunne forklares med konjunkturudvikling og en forskydning af lån over til realkreditinstitutterne, da deres udlån var stigende. Det stiller derfor det spørgsmål til politikerne, hvorfor hovedformålet i Bankpakke II var at undgå en kreditklemme, når den var ikke-eksisterende? Behovet for likvide midler til at polstre bankerne mod tab på nedskrivninger, synes at være en mere reel begrundelse for at indskyde kapital i bankerne, samt presset fra udlandet, da der var foretaget lignende tiltag. I den nyeste udlånsundersøgelse fra Nationalbanken, beskrives der i konklusionen dette: Det kan ikke på grundlag af udlånsundersøgelsen konkluderes, at låntagere, der anses for kreditværdige under lavkonjunkturens skærpede målestok, i noget betydende omfang får afslag på lån på grund af kapitalmangel i penge- og real-kreditinstitutter. (T. Nielsen, 2010). Det kan derfor uddrages af konklusionen i undersøgelsen, at heller ikke efter vedtagelsen af Bankpakke II har der vist sig tegn på at en kreditklemme er en realitet for det danske samfund. Det kan ikke siges med sikkerhed, om en kreditklemme vil vise sig i fremtiden, men indtil videre har der ikke været tegn på en reel kreditklemme overfor borgere eller virksomheder Analyse af pengemarkedet Som tidligere beskrevet er det vigtigt, at være bevidst om det forhold, at andre stater greb ind for at skubbe gang i det stillestående pengemarked. Dette gjordes ved at tilføre kapital til bankerne. Behovet var opstået, fordi bankerne havde ført en lempelig kredit- og udlånsstrategi. For bankgruppe 1 og 2 var udlånsvæksten på sit højeste i 2005, hvor den var på ca. 24 % for gruppe 1 og 30 % for gruppe 2 (Nationalbanken, 2008b). Side 37 af 80

38 På det danske pengemarked er der sket en markant mindskelse af spændet mellem det sikrede og usikrede pengemarkedsrente siden indførelsen af Bankpakke II. Dette kan ses i Figur 7 nedenfor hvor man er gået fra omkring 175 basispunkter midt i januar til omkring 100 basispunkter i slutningen af maj Derudover er de korte markedsrenter begyndt at følge Nationalbankens officielle satser igen (Nationalbanken, 2009b). Ser vi nærmere på tabellen er det muligt at se, at Bankpakke I ikke formåede at mindske spændet på den korte bane, men alt andet lige forhindrede en væsentlig forøgelse. I mellemperioden var der nogle voldsomme udsving indtil kapitalindskuddet kom som følge af Bankpakke II. Efter Bankpakke II oplevede man, til trods for nogle større udsving, et generelt fald i rentespændet og nervøsiteten var på vej ud af markedet, dog uden at markedsforholdene er normaliserede(nationalbanken, 2009b). At forholdene endnu ikke var normaliserede ses blandt andet af, at spændet mellem 3-måneders pengemarkedsrenter forsat var betragtelige og det til trods for at usikrede lån var statsgaranterede frem til 30. september Når spændet mellem sikrede og usikrede pengemarkedsrenter formindskes, er det et tegn på at markedet er ved at stabilisere sig. Bankpakke II har formået at løse det som Bankpakke I ikke umiddelbart løste. Det skyldtes højst sandsynligt, at bankerne ved hjælp af kapitalindskuddet fra staten ikke har været nødsaget til at hamstre likviditet på pengemarkedet på samme måde som tidligere. Det giver ro på pengemarkedet og rentespændet vil derfor falde. Figur 7 Kilde: Finansiel Stabilitets Rapport 1. Halvår 2009 Side 38 af 80

39 5.2.3 Kapitalstruktur Bankerne skulle overholde Statens krav til økonomisk polstring i form at solvenskravet jf. 124 i Lov om Finansiel virksomhed, for at kunne være med i Bankpakke II. Dette var et krav på minimum 8 % af de risikovægtede poster. Derudover kunne der blive fastsat et individuelt solvenskrav af Finanstilsynet, som afhang af hvor store risici Finanstilsynet vurderede af bankerne havde påtaget sig (Rechnagel, 2009a). Solvenskravene var noget slørede i 2008 med overgangen til de nye Basel II krav. Dette skyldes, at den nye risikoberegning lægger lavere vægt på detailkunder, samt små og mindre virksomheder, hvilket betød at med den nye indberegningsmetode, som blev brugt specielt af bankerne i gruppe 1, kunne de få højere solvens- og kernekapitalsprocenter uden at forøge deres kapital. Metoden er den interne rating-baserede modeller (IRB), som bruges til opgørelse af kreditrisici. Der skete et mindre fald i solvens- og kernekapitalsprocenterne for gruppe 2 bankerne, hvilket hovedsageligt skyldes en stigning i repoudlån 15 og derved en stigning i risikovægtede poster (Nationalbanken, 2009b). De danske bankers kapitalgrundlag blev overordnet styrket ved tilførslen af statslig hybrid kernekapital for henholdsvis gruppe 1 og 2. Denne tilførsel af kapital kombineret med et fald i de risikovægtede poster har forbedret kernekapital- og solvensprocenterne (Nationalbanken, 2010b). Et vægtet gennemsnit viser, at de risikovægtede poster faldt med 10 % i 2009, hvilket afspejler et fald i udlån og garantier fra bankernes side (Nationalbanken, 2010b). Da kernekapital- og solvensprocenterne er steget bevirker det at bankernes balancestruktur fremstår sundere, og på den måde kan de lettere skaffe likvide midler, da balancestrukturen er en af de afgørende faktorer for hvordan kreditrammerne bliver sat. Alligevel forventer Finanstilsynet, at pengeinstitutterne fortsat har en betydelig kreditrisiko i og med at der stadig er sårbare engagementer i bankernes udlånsporteføljer, og derfor vil bankernes solvensbehov stadigvæk ligge højt. Dette kan begrundes med det rekordhøje nedskrivningsbeløb i 2009 på 59 mia. kr., hvilket fortsatte ind i 2010, dog med aftagende styrke(finanstilsynet, 2009c). 5.3 Alternativer til Bankpakke II I dette afsnit diskuteres det hvorvidt, der var reelle alternativer til Bankpakke II. Tidligere i opgaven blev indholdet og det ønskede formål med pakken beskrevet. Der herskede en større uenighed blandt professorer om hvad indholdet skulle have været i Bankpakke II. Det er disse holdninger og mulige alternativer, der søges diskuteret i nedenstående afsnit. 15 Et repoudlån er, når en bank køber et værdipapir og aftaler et tilbagesalg på et senere tidspunkt. Betalingen for værdipapiret optages som repoudlån med sikkerhed i værdipapirer (Nationalbanken, 2010i). Side 39 af 80

40 I Finansiel Stabilitets rapport 2008 fra 2. halvår vises nogle stressscenarioer, hvor disse udfald henleder til, at den danske banksektor har brug for et kapitalindskud på 70 mia. kr. for at kunne modstå kraftige økonomiske chok, samt sikre sunde borgere og virksomheder imod en kreditklemme (Nationalbanken, 2008b). Dette skulle vises sig at være den første byggesten til fundamentet for den senere vedtaget Bankpakke II Det første alternativ Tre professorer foreslog en alternativ bankpakke til regeringens Bankpakke II. Det var professorerne Ken L. Bechmann fra CBS, Anders Grosen fra ASB og Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet. I artiklen Den danske bankkrise fastslog de, at udlånsvæksten var støt stigende over de sidste to år, og derfor var der ikke et akut behov for et kapitalindskud, som der var ifølge daværende Erhvervs- og Økonomiminister Lene Espersen (Bechmann et al., 2009). Endvidere stillede de spørgsmålstegn ved statsministerens udtalelse om, at sunde og veldrevne banker skulle have tilført statskapital, da det var svært, at skelne sunde og veldrevne banker fra de usunde grundet den store ugennemsigtighed i bankmarkedet. Afslutningsvis argumenterede de for, at der ikke er en reel mulighed for en kreditklemme i fremtiden, som det var udtrykt fra Nationalbankens side (Bechmann et al., 2009). Efter deres kritik af både Nationalbanken samt Erhvervs- og Økonomiministeriet anbefalede de en model ud fra nedenstående problemstilling. Problemstillinger, der søges løst (Bechmann et al., 2009): Fjerne dårlige ledelser. Disciplinerer ledelser, der ikke er disciplinerende. Sikre, at banker også i svære tider kan låne af udenlandske banker. Sikre, at sunde virksomheder og kreditværdige borgere fortsat kan låne og, at alle andre ikke længere kan låne. Deres hovedforslag er en større egenkapitalfinansiering for alle banker. Efter forslaget skal de pengeinstitutter, der har lånt mere ud end de har indlån til polstre sig med yderligere 20 %, svarende til cirka 60 mia. kr. i egenkapitalsudvidelse for hele den danske banksektor. Dette skulle give fire fordele. 1. Danske banker sikres, at udenlandske banker vil låne ud til dem efter Bankpakke I s udløb. 2. Bankerne bliver polstret til at stå imod fremtidige tab. 3. Det vil sikre, at økonomisk sunde borgere og virksomheder ikke vil ende i en reel kreditklemme. 4. Det vil være en prøve for de danske banker at skaffe sig kapital, da det vil afsløre, hvilke banker der er sunde og veldrevne. Side 40 af 80

41 I den foreslående bankpakke nævnes, at garantierne skal forlænges til den 1. juli 2010, og at bankerne inden den 1. september 2009 skal have annonceret en aktieemission sammen med information om fremtidige udlånsporteføljer og ledelsesforhold. For at dette kan lykkes for bankerne, er der behov for storaktionærers indskud, da disse ifølge professorerne vil sætte sig ind i tingene. Samtidig understreges det, at stemme- og ejerbegrænsninger fjernes, da ingen storaktionærer er interesserede i at investere uden at få indflydelse i det investerede. De foreslår, at der skal være et gode ved at opfylde denne aktieemission, da banken slipper for at betale til Bankpakke I. Det foreslås, at indskyderes og simple kreditorers tilgodehavender i banken skal beskyttes af en garanti på 2,5 mio. kr. efter udløbet af Bankpakke I. Dette forslag ville give bankerne 2 ½ år til at opnå den fornødne kapital. I deres opfattelse vil dette scenario udspille sig i banksektoren, hvor Nordea og Danske Bank hurtigt vil annoncere en aktieemission og derefter vil 2/3 dele af problemet være løst. De resterende banker vil følge efter og cirka 5-10 % vil blive afviklet på samme måde som Roskilde Bank. De beskriver, at den ansvarlige lånekapital på ca. 10 mia. kr. i hvert af årene 2009 og 2010 ikke vil forfalde, da de mener, at under de nuværende markedsforhold vil de ikke blive opsagt. De mener, at højst nogle få hundrede mio. kr. vil forfalde. En yderligere fordel ved dette forslag er, at det vil spare borgerne for 100 mia. kr., som er den samlede kapital der var indeholdte i Bankpakke II (Bechmann et al., 2009). Forslaget er blevet problematiseret af Professor Jesper Rangvid ved CBS, der stiller spørgsmål ved, om markedet er villigt eller har mulighed for at give 60 mia. kr. til bankerne. Endvidere mener han ikke, at det er godt for bankerne at vente 1-2½ år med at foretage en aktieemission Hvis der er en reel kreditklemme og en recession, er det ikke godt for en bank at vente lang tid med en kapital udvidelse (Jyllandsposten, 2009). Et af kritikpunkterne af den foreslåede bankpakke er, at en aktieemission vil udtynde de nuværende aktionærers aktier. Dette afvises af Grosen. Han påstår, at bankledelserne er tilbageholdende af frygt for at blive udskiftet, da en aktieemission vil flytte magten fra ledelsen til aktionærerne. Derfor kan eventuelle nye aktionærer forlange, at ledelsen går af før, de ønsker at skyde penge i banken (Grosen & Raaballe, 2009). Nationalbanken valgte, at komme med et svar på de tre tidligere omtalte professorers udtalelser om, at bankerne ikke havde brug for et kapitalindskud. Ifølge Nationalbanken ville den ansvarlige lånekapital på i alt 20 mia. kr. for de danske banker forfalde i 2012 og 2013, og dette ville skabe en nødvendighed for en refinansiering af denne kapital. Normalt har den ansvarlige lånekapital kunne medregnes i basiskapitalen, men ifølge 136 stk. 4 i Lov om Finansiel virksomhed udfases indregningen af ansvarlig lånekapital i basiskapitalen. Dette ville ske allerede i 2009 og 2010 ifølge Nationalbanken (Rechnagel, 2009b). Side 41 af 80

42 5.3.2 Det andet alternativ Østrup kom med et alternativt forslag. Han mente, at staten skulle opkøbe en bank, for eksempel FIH Erhvervsbank, da denne var til salg på daværende tidspunkt. Igennem denne bank skulle staten give lån direkte ud til erhvervslivet for at sikre, at udlånene gik til det ønskede formål udformet i Bankpakke II. Formålet med hans pakkeløsning var, at danskerne skulle nedbringe deres gæld og spare mere op (Østrup, 2009). Endvidere mente han, at den daværende statsgaranti fra Bankpakke I gradvist skulle nedfases over en længere periode end den fastsatte. Argumenterne for denne model var, at beløbsrammen kunne justeres efter behovet i erhvervslivet og eksisterende banker ville blive påført konkurrence, så de ikke udnyttede bankkrisen til at skabe et større spænd imellem renten på ind- og udlån. Hovedargumentet imod denne plan var, at staten fra tidligere erfaring viste sig, dårlig til bankdrift og ville føre en alt for lempelig kredithåndtering (Jyllandsposten, 2009). Østrup forsvarer sig imod argumentet om at Staten er dårlig til at drive en bank med, at man allerede med indførelsen af Bankpakke I spillede rollen som bank. Derfor skulle Staten spille den fuldt ud og være fuldt involveret i en eller to banker for på denne måde at kunne styre, hvad Statens penge blev brugt til (Østrup, 2009) Det tredje alternativ Rangvid foreslog en model lignende den vedtagne Bankpakke II. Modellen bygger på, at bankerne får muligheden for at søge om ansvarlig lånekapital og renten fastsættes efter en kreditvurdering af den låntagende bank. Endvidere skulle det være muligt konvertere denne kapital til aktier i tilfælde af en stigning i aktiekurserne. Argumenterne for denne model var, at det meget svært at rejse kapital på daværende tidspunkt. Tidligere erfaringer fra USA og Japan viser, at det kan have katastrofale følger ikke at hjælpe bankerne, men lade dem krakke. Formålet med denne model, og den vedtagende Bankpakke II var, at øge udlånene, men dette stiller Østrup spørgsmål ved, da udlånsvækst har været meget høj i en længere periode og var en af grundene til bankkrisen. Samtidig mente Østrup, at kapitalindskuddene ikke nødvendigvis ville blive brugt til at fastholde eller øge udlånene. Både Østrup og Raaballe udtrykte derfor tvivl ved behovet for et kapitalindskud til den danske banksektor (Jyllandsposten, 2009). Østrup nævner i anden artikel Ekspert: Politikere holder bobleøkonomien i live, at erfaringer fra England og USA, hvor der er blevet indført store kapitalindskud, ikke nævneværdigt har øget bankernes udlån til virksomheder og private (Østrup, 2009). 5.4 Delkonklusion for Bankpakke II Succeskriteriet for Bankpakke II var, at der blev undgået en reel kreditklemme. Dette kriterium stilles der store spørgsmål ved, da en kreditklemme jf. ovenstående analyse ikke synes at være en realitet, hverken før eller efter. Indtil videre kan det ikke vides om en kreditklemme opstår i fremtiden. Specielt er det svært Side 42 af 80

43 i en nedgangsperiode, at fastlægge om en kreditklemme er eksisterende, da bankerne i denne periode vil give færre kreditter, grundet skærpede kreditvilkår og større sikkerhedsstillelse fra låntagerens side, som det ses af analysen af henholdsvis Bankpakke I og II. Det betegnes, som normalt for en lavkonjunktur, og ikke som en kreditklemme overfor borgere og virksomheder. Bankpakke II bevirkede at bankernes kapitaldækningskrav blev styrket og for bankerne steg kernekapitalsog solvensprocenterne, hvilket styrkede bankernes balancer, og hamstringen af kapital mindskedes. Basel II-kravene og IFRS har været medvirkende til at sløre dette billede noget, men overordnet har kapitalindskuddet haft en positiv effekt på bankernes kapitalstruktur. Selvom Bankpakke II tilførte kapital til bankerne, foretog de kreditstramninger. Det skyldes konjunkturudviklingen og ikke en effekt af Bankpakke II. Bankpakke II formåede med kapitaltilførslen at holde udlånene oppe i et niveau svarende til faldet i BNP, hvilket betød at udlånene i større grad flugte med konjunkturudviklingen. Som følge af den lettere adgang til likviditet skete der en konkret mindskelse af rentespændet mellem sikrede og usikrede pengemarkedsrenter med 3 måneders løbetid. Denne mindskelse kan i et vist omfang henføres til Bankpakke II, da der ikke længere har været den samme hamstring af likviditet på pengemarkedet. Denne mindskelse af spændet er også et tegn på bedre finansiel stabilitet og løsning af et problem som Bankpakke I i første omgang ikke fik løst. Bankpakke II styrkede kapitalstrukturen i flere banker, samt steg kernekapital- og solvensprocenter i bankerne, hvilket er en positiv effekt for banksektoren. Den hjalp til også til at mindske rentespændet på pengemarkedet, det muligvis ikke en direkte effekt, men ikke desto mindre er det positiv for kreditformidlingen i Danmark. Bankpakke II har haft en indirekte effekt på indlånene efter dens vedtagelse. Det skyldes, at bankerne er blevet bedre polsteret og derfor har indskydere muligvis haft en større tillid til at banken ikke ville gå konkurs. I de tre beskrevne forslag til en alternativ bankpakke ville det første forslag eventuelt være en mulighed. Hovedkritikken af dette forslag var, aktieemissioner på daværende tidspunkt for omkring 60 mia. kr. virkede urealistisk. Som et eksempel kan nævnes, Danske Bank, der forsøgte at foretage en aktieudvidelse før deltagelsen i Bankpakke II, men det var umuligt for dem at skaffe kapital. Set i forhold til den uigennemsigtighed der er i banksektoren, hvilke investorer ville turde investere i danske banker kort tid efter at udenlandske banker havde trukket deres kreditter tilbage og tilliden blot var begyndt at vende tilbage til det danske marked? Det andet forslag af Østrup vurderes til muligvis at kunne ødelægge konkurrence i banksektoren, fordi en statsstyret bank ikke ville blive tilladt at gå konkurs og en indgreb af denne type ville ikke stemme overens Side 43 af 80

44 med den almene tro på et frit marked. Derudover konkluderes det at være et risikabelt projekt, da Staten tidligere har vist sig at være dårlige til bankdrift, samt at det vil være svært for Staten at trække sig ud af banksektoren igen. Derfor menes det tredje forslag af Rangvid, der ligner den vedtaget Bankpakke II at have været den mest fordelsagtige løsning på daværende tidspunkt. Bankpakke II havde muligvis et forkert formuleret hovedformål, men banksektoren havde brug for kapital til at polstre sig mod fremtidige tab på udlån. 5.1 Analyse af Bankpakke III Bankpakke III skulle skabe en kontrolleret afviklingsordning af nødlidende banker efter udløbet af den generelle statsgaranti. Den blev gennemført som et led i en større udfasningsmodel, hvor Staten ikke længere skal være nær så meget involveret i banksektoren som tidligere. Bankpakke III har alt andet lige haft en signalværdi for banksektoren, og derfor undersøges om den har haft indflydelse på ind- og udlån til husholdninger og erhverv. Der vil også blive set på udviklingen i pengemarkedet, da det tilsammen vil give et overblik over kreditformidlingen efter vedtagelsen af Bankpakke III Analyse af indlån Pengeinstitutternes indlånsunderskud steg i det første halvår af 2010, efter et større fald igennem hele Indlånene dækkes i større grad af lån fra den individuelle statsgaranti på bankernes midlertidige obligationsudstedelser, og i langt mindre grad fra udenlandske banker(nationalbanken, 2010f). Fokuserer vi på indlån fra husholdninger, har den årlige stigningstakt i indlån generelt været faldende i perioden op til indførelsen af Bankpakke III fra 8 % til 5 % jf. Figur 8. I perioden fra november 2010 og efter, hvor Amagerbankens krise for alvor blev diskuteret og den første anvendelse af Bankpakke III fandt sted faldt stigningstakten yderligere ned til blot 2 %. Dette kan tyde på, at folk er blevet opmærksomme på, at den generelle statsgaranti er ophørt, men samtidig muligheden for opsparing mindskes, da flere har mistet deres job under den finansielle krise. Det skal dog nævnes at stigningstakten generelt er positiv, så indlånene er stigende i forhold til året før. Side 44 af 80

45 Årlig stigningstakt Figur 8 9 Husholdninger, Indlån, Årlig stigningsakt Perioden, ultimo Kilde: Danmarks Nationalbank, se vedlagte Bilag 5 I Figur 9 ses det, at indlånene fra erhverv har haft en negativ stigningstakt igennem hele perioden. Hertil hører, at der har været et fald i perioden efter vedtagelsen af Bankpakke III i juni 2010 fra -4 % til -9 % i september. Lige efter udløbet at indskydergarantien fra Bankpakke I i september 2010 ses det i Figur 9 at stigningstakten i indlånene falder fra -1 % til -11 %, hvilket må tilskrives bevidstheden om, at indskyderne nu kun er dækket i begrænset omfang ifølge Bankpakke III. At Indlånene fra erhverv ikke er stigende i denne periode stemmer overens med den generelle forventning til konjunkturudviklingen. Virksomheder har i nedgangsperioder og tidlige opsvingsperioder, som oftest overskudskapacitet og derfor ikke et behov for at udvide kapitalapparatet. Derudover viser mange undersøgelser at virksomheder tidligt i opsvingsperioder er i stand til at udvide deres kapacitet via deres opsparede indskud(nationalbanken, 2010f). Dette kan være en begrundelse for, at indlånene har været faldende i forhold til året før. Side 45 af 80

46 årlig stigningstakt Figur 9 Indlån, Ikke-finansielle selskaber, Årlig stigningsakt Perioden udltime Kilde: Danmarks Nationalbank, se vedlagte Bilag Analyse af udlån Udviklingen i kreditpolitikken over for erhverv har ikke givet anledning til nogen ændringer i kreditpolitikken hverken før eller efter indførelsen af Bankpakke III (Nationalbanken, 2010g; Nationalbanken, 2010h). Efterspørgslen på erhvervslån fra nye kunder var svagt stigende, mens efterspørgslen fra eksisterende kunder var på samme niveau som lige før indførelsen af Bankpakke III (Nationalbanken, 2010h). Sammenlignes de danske udlån til erhverv i forhold til BNP med andre lande i Norden, så ligger de i den høje ende. Der har dog været en tendens til afbøjning i og med at BNP i perioden har været stigende (Nationalbanken, 2010f). Kreditpolitikken over for private er i den samme periode også uændret, og bankerne forventer at forsætte den politik fremover (Nationalbanken, 2010h). Samtidig oplevede bankerne en stigende efterspørgsel hos både eksisterende og nye privatkunder. Derimod falder interessen for at optage lån i realkreditinstitutterne en smule, så forskydningen fra banklån mod realkreditlån mindskes en smule (Nationalbanken, 2010h). Det skal nævnes, at det er de store pengeinstitutter der oplevede vækst på udlåns siden, medens de små og mellemstore pengeinstitutter oplevede et mindre fald (Nationalbanken, 2010f). Ud fra dette kan der drages, at vedtagelsen af Bankpakke III ikke umiddelbart har givet anledning til ændring i formidlingen af udlån. Side 46 af 80

47 5.1.3 Analyse af pengemarkedet De danske pengeinstitutter har i perioden fra oktober 2008 frem til juni 2010, hvor Bankpakke III blev vedtaget, forstærket deres kapitaloverdækning i forhold til deres individuelle solvensbehov, som i høj grad skyldes kapitalindskuddet fra Bankpakke II. Derfor var der ikke tegn på, at bortfaldet af den generelle statsgaranti skulle give anledning til problemer for den finansielle sektor(nationalbanken, 2010f). Efter Amagerbankens konkurs og Bankpakke III s anvendelse, kom dette til at præge pengemarkedet. De udenlandske banker ville ikke længere låne ud til banker, der havde fået dårlig rating af Moody s 16 (Thomasen, 2011). Dette har haft negative konsekvenser for kreditformidlingen, da de danske banker kom i hårdere konkurrence om den tilgængelige likviditet igen. Dette fik renten til at stige. Derfor blev det dyrere for pengeinstitutterne at skaffe likviditet, hvilket kan få bankerne til at holde igen med udlån. Netop på dette punkt har Bankpakke III oplevet megen kritik fra førende topchefer i banksektoren, blandt andet fra Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, der mener, at danske banker er blevet forsøgskaniner med Bankpakke III. Ifølge Dam, fører denne politiske enegang blot til højere fundingomkostninger for bankerne (Heering, 2011). Otte måneder efter Bankpakke III s vedtagelse er det kun i Tyskland, der har gennemført lignende tiltag i Europa, hvilket tyder på at de andre lande er tilbageholdende med at anvende en banklukningsmodel (Jeppesen, 2011e). EU-kommissionen har dog arbejdet med en skitse til en EUbanklukningsmodel, men den er endnu lang fra færdiggjort. Modellen i EU er som udgangspunkt langt mere lempelig med gradvis implementering (Langer W., 2011). Dette tyder på, at den danske model muligvis er for hård for bankerne set i forhold til den position de danske banker kommer til at stå i forhold til de andre Europæiske banker (Langer W., 2011). Økonomi og Erhvervsminister, Brian Mikkelsen forsvarer dog alligevel Bankpakke III. Mikkelsen mener, at Folketinget viste ansvar og handlekraft ved at indføre Bankpakke III, da alternativet ville være reelle bankkonkurser, som ville gå hårdere udover bankkunderne og andre simple kreditorer (Jeppesen, 2011e) Delkonklusion af Bankpakke III Bankpakke III s formål var forskelligt fra de tidligere bankpakker. Dens tilsigtede formål var enkeltstående kontrolleret afvikling af krakkede banker, der valgte at blive afviklet under Finansiel Stabilitet. Samtidig sender den et kraftigt signal til bankerne om, at de skal konsolidere deres virksomhed og ikke længere være afhængige af statsstøtte. De to tidligere bankpakkers formål var begge støtte til hele sektoren. Derfor konkluderes der ud fra, hvilken effekt det har at have en afviklingsmodel af denne type. 16 Moody s Corporation er et kreditratingbureau, der foretager undersøgelser og analyser af finansielle virksomheder. Mere information herom på Side 47 af 80

48 Indlånene i denne periode har været faldende for både husholdninger og virksomheder ved vedtagelsen af Bankpakke III og yderligere faldende da Bankpakke I s indskydergaranti udløb og blev erstattet af den indskydergaranti på kr. i Bankpakke III. Kravene til udlån fra de danske banker, samt herunder udlånene til husholdninger og virksomheder, er fortsat uændrede, så indførslen af Bankpakke III ikke ændret noget for formidlingen af udlån. Efter udløbet af statsgarantien har de store banker oplevet en vækst af nye kunder, mens de små og mellemstore banker har mistet kunder. Dette kan bedre henledes til udløbet af Bankpakke I, end en påvirkning af Bankpakke III. Hovedvægten af Bankpakke III s kritik stammer fra bankerne. Det skyldtes at, Bankpakke III har strengere regler end de der er gældende i størstedelen af Europa, hvilket kan betyde at danske banker vil stå sidst i køen til likviditet. Bankerne frygter, at det kommer til at påvirke omkostningerne for lån på pengemarkedet, da det ses at indskydere mistede deres tilgodehavender efter konkursen af Amagerbanken. Dette tab for indskydere sætter hele den danske banksektor i et dårligt lys. Hvis en bank ikke besidder den højeste rating af Moody s kan det blive meget svært at opnå likviditet på pengemarkedet for bankerne i fremtiden. Samlet set ud fra kreditformidlingen i Danmark har Bankpakke III ikke påvirket udlån eller indlån i en særlig grad, men det er konsekvenser af afvikling af Amagerbanken, der kan få indflydelse på at hente kapital på pengemarkedet for bankerne. En mere dybdegående analyse af konsekvenser af konkursen gennemgås senere i afhandlingen. Side 48 af 80

49 6. Casestudie af Amagerbanken 6.1 Indledning Mandag den 7. februar 2011 blev den sidste bankdag for Amagerbanken. Den nyindsatte direktør Steen Hove gik i skifteretten klokken 7 og begærede Amagerbanken konkurs (Høberg & Johnsen, 2011). Konkursen var speciel i forhold til tidligere bankkonkurser, da det var den første, der skulle afvikles under Bankpakke III s afviklingsmodel for nødlidende pengeinstitutter. Det medførte en stor debat omkring Finansiel Stabilitets rolle, da de blot tre måneder før konkursen havde godkendt, at der blev stillet en statsgaranti på 13,5 mia. kr. Der vil også blive analyseret på Finanstilsynets rolle i forbindelse med tildelingen af hybrid kernekapital fra Bankpakke II, og hvorvidt deres løbende tilsyn har været fyldestgørende. Før analysen gives der et kort historisk oprids af Amagerbanken, der skal danne grundlag for analysen. Der gives en ydermere en beskrivelse af hændelsesforløbet op til Amagerbankens krak, for bedre at kunne analysere Finanstilsynet og Finansiel Stabilitets rolle i konkursen. I det fundne empiriske materiale refereres ofte til den gamle ledelse henholdsvis den nye ledelse. Den gamle ledelse bestod af bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen (N.E.) og direktør Knud Christensen. Efter hans død i 2008 overtog Jørgen Brændstrup direktørposten. Den nye ledelse bestod af bestyrelsesformand Niels Heering og direktør Steen Hove (Aagaard, 2011). Denne ledelsessammensætning vil blive anvendt i den videre analyse. 6.2 Kort Historie Amagerbanken blev stiftet i Visionen var, at pengene skulle gøre nytte på Amager i stedet for i København. Banken hed i starten Kastrup Bank, men skiftede navn til Amagerbanken, da der blev foretaget en kapitaludvidelse på kroner i 1906 (Amagerbanken A/S, 2011). Det startede godt for Amagerbanken. De opnåede at blive Danmarks niendestørste bank, men det gik galt selv efter at have foretaget en aktieemission på først 737 mio. kr. (Finanstilsynet, 2009a), hvilket var et krav der var stillet af Finanstilsynet, og derefter endnu en emission på 750 mio. kr., hvilket var et krav stillet af Finansiel Stabilitet før Amagerbanken blev tildelt en individuel statsgaranti på 13,5 mia. kr. blot tre måneder før konkursen (Finansiel Stabilitet, 2011a). 6.3 Amagerbankens konkursforløb I 1996 blev N.E. valgt som bestyrelsesformand for Amagerbanken. Der blev indkaldt til et strategimøde, hvor der blev lagt en ny strategi om at investere i Ørestaden, hvilket var en bar mark på daværende tidspunkt. Den skulle omdannes til dyre luksus ejendomme (Otkjær & Lund, 2011). Det var første skridt til Amagerbankens store engagementer i ejendomssektoren, som senere skulle føre til bankens konkurs. N.E. Nielsen havde en klar vision om, at banken skulle følge med udviklingen af Københavns havneområde. I det nye årtusind foretog banken i større grad store udlån til flere byggerier og ejendomme, hvilket forøgede Side 49 af 80

50 udlånsoverskuddet med op til 9 milliarder kroner, hvor 47 % lå i ejendomssektoren (Otkjær & Lund, 2011). Denne porteføljesammensætning var meget risikobetonet, i og med at en stor procentdel af udlånene var placeret indenfor en sektor, og båret af forholdsvis få låntagere. Almen kendt økonomisk teori siger, at en portefølje skal være diversificeret for at minimere risikoen for tab. Den høje risiko blev tilsidesat på grund af de store afkast, som banken opnåede i perioden 2006 til 2007, hvor ejendomspriserne steg i Danmark. Risikoen voksede yderligere, da flere pantebrevsspekulanter og farverige ejendomsudviklere blev en del af kundeskaren. Dette på trods af, at strategien fra midt 1990 erne var at undgå denne type kunder efter en lærestreg i starten af 1990 erne, hvor udlånsoverskuddet var for højt og boligpriserne dykkede. Lærestregen var for længst glemt, og Amagerbankens fortsatte sine meget store engagementer i byggerier og ejendomme, hvilket må tilskrives Amagerbankens direktion og bestyrelse (Otkjær & Lund, 2011). Direktøren for banken Knud Christensen var kendt som en karismatisk person. Ifølge udtalelser fra N.E. drev Christensen enevældigt banken og tog beslutninger uden om ledelsen og bestyrelsen, beslutninger som kunne komme meget bag på dem, men N.E. mente, at Christensen var en intelligent mand og hans formåen var en drivende faktor i forhold til udviklingen i udlånene i perioden 2006 til 2007, hvilket ifølge N.E. var både begejstrende og bekymrende (Otkjær & Lund, 2011)(Otkjær & Lund, 2011) (Otkjær & Lund, 2011) I efteråret 2007 valgte Amagerbankens ledelse at få foretaget en vurdering af kreditvurderingsinstituttet Moody s. Resultatet af vurderingen endte på en gennemsnitlig rating. En uge efter denne vurdering gik Roskilde Bank konkurs, hvilket fik mange udenlandske banker til at stoppe refinansieringen af de kortfristede lån (Otkjær & Lund, 2011). Amagerbanken stod derfor i en krisesituation, hvor flere analytikere rettede skarp kritik af banken og specielt på porteføljesammensætning af udlånene, hvor cirka 20 kunder havde et samlet udlån på 12 milliarder og 40 % af udlånene var i ejendomssektoren. Nogle af disse kunder var Hans-Henrik Palm, Henrik Ørbekker og Olav Demkjær-Classen, der alle var partnere i det store byggeprojekt Østerfælled i København og endvidere storaktionærer i det kriseramte Mols-Linien (Otkjær & Lund, 2011). Et eksempel på en af Amagerbankens 20 største kunder var eksbokseren Hans-Henrik Palm. Han opbyggede og udviklede fitnesskæden Fitnessdk, som senere blev solgt til Parken Sport & Entertainment for 300 mio. kr.. Han arrangerede boksestævner og foretog investeringer på ejendomsmarkedet. Han opbyggede en gæld i sin koncern på 337 mio. kr. til Amagerbanken og fik et lån til en af Danmarks dyreste boliger i Hellerup på 75 mio. kr. (Hall, 2010). Da Palms likviditet slap op, og han gik konkurs, skabte det store problemer for Amagerbanken, da banken blev nødt til at nedskrive deres sikkerheder betydeligt, og derved Side 50 af 80

51 kom han til at koste banken et større millionbeløb. Hans-Henrik Palm begik en række relativt indlysende fejl, når han investerede i forskellige brancher og projekter. At kunder som Hans-Henrik Palm fik lov til at låne i banken, kunne tyde på at bankens screeningsprocess ikke har været tilstrækkelig, da de ikke har vurderet vedkommendes risiko for at gå konkurs højt nok, hvilket har været med til at øge bankens tab. Der er også klare tegn på rigtig dårlig ledelsesstil, når Christensen foretager enerådige beslutninger udenom ledelsen og bestyrelsen. Dette stiller også en tvivl til resten af ledelse, at de ikke foretager sig noget og acceptere Christensens adfærd. Krisesituationen optrappedes i og omkring Amagerbanken, men i en artikel forsvarede daværende direktør Knud Christensen dette: Vi har ingen krise. Hvis der er en krise, så er der alene tale om en tillidskrise, og den er skabt af jer, pressen. Vi har en supersund forretning, styr på omkostningerne, styr på hele butikken. (Hansen, 2008). Dette blev den sidste medieudtalelse fra Christensen, da han senere døde af et ildebefindende. Hans udtalelse beroligede på ingen måde analytikerne og banksektoren, men gjorde dem derimod endnu mere opmærksomme på Amagerbanken. Moody s understregede dette ved at sænke bankens rating yderligere (Hansen, 2008). Flere usunde lån afsløredes efter Christensens død, hvor Amagerbanken den 3. oktober 2008 blev tildelt et ekstraordinært kortfristet lån før vedtagelsen af Bankpakke I. Jørgen Brændstrup, tidligere kreditchef i banken, tiltrådte som direktør og sammen med N.E. Nielsen gennemgik man bankens udlån, hvoraf flere viste sig at være usunde. Krisesituationen kulminerede, da Amagerbanken offentliggjorde deres kvartalsregnskab den 3. november Regnskabet indeholdte nedskrivninger for en halv milliard, hvilket var langt værre end forventet. Aktiekursen og Moody s rating styrtdykkede efter offentliggørelsen (Otkjær & Lund, 2011). Dette viste sig at være den første af mange store nedskrivninger for Amagerbanken frem til deres konkurs. Efter vedtagelsen af Bankpakke II, søgte Amagerbanken om kapitaltilførsel fra staten i form af hybrid kernekapital. Finanstilsynet skulle gennemgå bankens engagementer og risikoprofil før tildelingen af lånet. Anders Fogh Rasmussen udtalte i sin nytårstale fra 2009, at en bank skulle være sund og veldreven for at kunne tildeles kapital (Rasmussen, 2009). På daværende tidspunkt var Amagerbanken og deres bankdrift ikke sund. Derfor stillede Finanstilsynet et større krav på 737 mio. kr. for at få solvensen op på 13,6 % ellers skulle banken lukkes indenfor 4 uger (Otkjær & Lund, 2011). Afgørelsen fra Finanstilsynet indeholdt flere punkter, som Amagerbanken skulle rette op på før en mulig tildeling af hybrid kernekapital kunne komme på tale. Dette var blandt andet et individuelt solvenskrav på 13,6 %. Dette krav var fastsat ud fra, at Amagerbanken havde store og svage engagementer i ejendomssektoren, hvilket indebar en betydelig risiko for banken(finanstilsynet, 2009a). I Finanstilsynets afgørelsesrapport er et meget sigende citat omkring Amagerbanken: Det er tilsynets sammenfattende Side 51 af 80

52 indtryk fra undersøgelsen, at bankens udlånsportefølje er præget af mange meget store engagementer med dårlig kreditkvalitet. Banken har indtil medio 2008 haft en betydelig risikoappetit, og kreditkvaliteten i de store engagementer er markant ringere end ved tilsynets seneste undersøgelse af banken i efteråret (Finanstilsynet, 2009a). Finanstilsynet understregede, at disse store engagementer skabte en skæv udlånsportefølje for Amagerbanken og opfordrede til at minimere deres risikospredning. Finanstilsynet nævnte, at Amagerbanken havde reageret sent i forhold til at nedskrive på deres ejendomsengagementer, selvom problemerne i ejendomssektoren havde været alment kendt i længere tid. I afgørelse nævntes tidligere underretninger fra Finanstilsynet til Amagerbanken i 2006, 2007 og 2008, hvor Finanstilsynet havde skrevet til banken omkring deres store udlånsvækst og betydelige indlånsunderskud (Finanstilsynet, 2009a). Det diskuteredes i rapporten, hvilken opgørelsesmetode, der var mest fordelsagtig for Amagerbanken, da Finanstilsynet og Amagerbankens metoder var forskellige (Finanstilsynet, 2009a). Dette, i øvrigt meget interessante område, vil vi dog ikke komme nærmere ind på i denne sammenhæng, da det vil føre for vidt, og i vores vurdering heller ikke have væsentlig betydning for besvarelsen af opgavens centrale problemformulering. Banken forsøgte at anke afgørelsen, men blev afvist og stod tilbage med et meget stort kapitalkrav før det var muligt at blive tildelt statslig kernekapital. Amagerbanken havde brug for en redningsmand, hvilket endte med at blive milliardæren Karsten Ree, tidligere ejer af Den Blå Avis. Han indskød over en halv milliard kroner, og med denne investering fulgte andre større investorer med. Dette sikrede i alt banken en kapitaltilførsel på lidt under en milliard kroner. Herefter blev banken tildelt hybrid kernekapital af staten på 1,1 mia. kr. (Brændstrup & Nielsen, 2009) og fremtiden for Amagerbanken lysnede (Otkjær & Lund, 2011). I februar 2010 offentliggjordes Amagerbankens regnskab, der viste et underskud på 469 millioner, samt nedskrivninger for over en milliard kroner (Otkjær & Lund, 2011). Amagerbankens fremtid var igen i fare. Banken var tvunget til at bede Staten om hjælp til at garantere for deres udlån. Før det var muligt, at få tildelt en statsgaranti skulle banken opfylde Finanstilsynets solvenskrav. Finanstilsynet udførte deres sidste tilsyn med Amagerbanken i april/maj Der blev ført tilsyn med solvensbehovet, samt bankens største og mest risikobetonede engagementer. Der blev gennemgået 53 udlånsengagementer. Finanstilsynet vurderede, at Amagerbankens solvensbehov skulle øges. De mente, at nedskrivningerne var for lave, samt at banken skulle forvente, at nedskrivningerne skulle øges på visse engagementer, begrundet med at en stigning i renten ville betyde en stigning i de individuelle nedskrivninger. Amagerbankens nedskrivningsstrategi vurderedes af Finanstilsynet, som værende meget langsigtede i forhold til andre pengeinstitutter. Ved dette tilsyn kommenteredes der igen på Amagerbankens store ejendomsengagementer, samt at banken bevilgede kreditter til deres engagementer med negativ likviditet Side 52 af 80

53 frem for at lade dem gå konkurs. Bankens kreditrisici ville som tidligere nævnt stige, hvis renten steg. Der kommenteredes også på, at flere af engagementerne var personafhængige og med personsammenfald (Finanstilsynet, 2010). Dette tilsyn viste endnu en gang et negativ billede af Amagerbanken, men ikke desto mindre lykkedes det for Amagerbanken at få opfyldt solvenskravet og derved kvalificere sig til at kunne ansøge om en individuel statsgaranti. Denne statsgaranti blev givet af Finansiel Stabilitet og de udførte en analyse af Amagerbanken før de tillod den individuelle statsgaranti. Finansiel Stabilitet krævede at Amagerbanken blev polstret med yderligere 750 millioner i kapital for at sikre en kapitaloverdækning til 50 % (Finansiel Stabilitet, 2011a). De krævede yderligere 2 bestyrelsesposter, som Finansiel Stabilitet selv måtte besætte. Disse krav fra Finansiel Stabilitet var de skrappeste stillet til nogen dansk bank (Finansiel Stabilitet, 2011a). I efteråret 2010 på Amagerbankens generalforsamling krævede storaktionæren og tidligere redningsmand Karsten Ree at få afsat bestyrelsen og ledelsen, hvis han skulle skyde yderligere 300 millioner ind i banken. I november 2010 trak N.E. Nielsen sig fra posten som bestyrelsesformand og Jørgen Brændstrup trak sig fra sin post som direktør (Hansen, 2010). Finansiel Stabilitet offentliggjorde i en pressemeddelelse at Steen Hove og Steen Hemmingsen ville indtage bestyrelsesposterne på vegne af Finansiel Stabilitet (Finansiel Stabilitet, 2010). Der forelå en meget stor og kompliceret opgave for den nye ledelse. Den nye bestyrelsesformand blev Niels Heering og den nye direktør blev Steen Hove. De skulle sammen gennemgå bankens engagementer og aflægge et helårsregnskab i starten af februar(hansen, 2010). Niels Heering var kendt fra sit oprydningsarbejde i Roskilde Bank og Steen Hove var kendt som en snusfornuftig bankmand (Otkjær & Lund, 2011). Den nye ledelse var nødt til at rydde op i bankens ejendomsengagementer. Dette blev gjort ved at starte et ejendomsselskab via Amagerbanken og færdigbygge ejendommene med henblik på videresalg til pensionskasser. Det var specielt de store investeringer i nybyggeriet i København, der som tidligere nævnt nær havde kostet Amagerbanken livet op til flere gange. Niels Heering meddelte, at udsigterne til at sælge ejendommene lå op til 12 år ud i fremtiden (Dyrekilde & Johnsen, 2010). Byggeprojekterne var blevet handlet imellem kunderne i Amagerbanken, hvilket havde hævet prisen til en væsentlig overpris. Det medførte at opgaven for Niels Heering blev endnu mere kompliceret. Han skulle foretage nye ejendomsvurderinger, som kunne afsløre om salgsprisen afspejlede den reelle værdi af ejendommene. Det første blik på Amagerbankens engagementer blev foretaget af Niels Heering i november 2010, og han fandt dem på det tidspunkt ganske fornuftige og han tilkendegav, at der ikke var de samme problemer, som han oplevede i Roskilde Bank (Dyrekilde & Johnsen, 2010). Problemerne afsløredes dog over julen 2010, da Niels Heering og Steen Hove fandt flere eksempler på dårligt kredithåndværk hos de 169 største kunder. Side 53 af 80

54 Det viste sig, at der var behov for en større nedskrivning på 3,1 milliarder, hvilket gjorde at Amagerbankens egenkapital på 2,4 milliarder var væk. Finanstilsynet stillede en frist til den 6. februar 2011 til at få bragt tingene i orden, hvorefter storaktionærerne kontaktedes i et desperat håb om at skaffe yderligere kapital til banken. Dette bar ikke frugt, hvorfor Steen Hove mandag morgen den 7. februar kl. 7 så sig nødsaget til at begære Amagerbanken konkurs. Amagerbanken valgte derefter, at blive afviklet under Finansiel Stabilitet, hvilket var et muligt valg for bankerne at gøre efter indførelsen af Bankpakke III. 6.4 Finanstilsynets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs I nedenstående analyseres hvilken rolle Finanstilsynet spillede i forhold til Amagerbanken, for at de kunne godkende en bank til at være sund og veldreven før tildelingen af hybrid kernekapital igennem Bankpakke II ville kunne finde sted. Endvidere skulle de agere som opsynsinstans og burde derfor muligvis kunne have forudset Amagerbankens dårlige bankdrift og høje risikoeksponering. Det vil i nedenstående blive analyseret hvorvidt denne rolle har været fyldestgørende. Set i lyset af Amagerbankens konkurs synes Finanstilsynets indsats umiddelbart at have været mangelfuld, men i forsvar af Finanstilsynet kan nævnes den manglende gennemsigtighed, når et tilsyn skal udføres på en bank. Finanstilsynet har ikke midlerne til at føre tilsyn med samtlige engagementer i banken. Derfor udvælges visse engagementer efter deres størrelse. Der foretages en stikprøvekontrol af de resterende engagementer. Set i forhold til denne opgaves teoretiske aspekt har Amagerbanken haft problemet med Pooling Equilibrium 17, hvor banken har tiltrukket risikovillige låntagere til risikable projekter, ved at være alt for risikovillige og tilbyde lån til projekter uden at vurdere risikoen for tabt tilstrækkeligt. Dette skabte en portefølje af usunde kunder, der lagde grundlaget til bankens konkurs. Det kan endvidere diskuteres om den tildelte hybridkapital blev brugt fornuftig i forhold til formålet med Bankpakke II. Der kan være tale om en situation med Moral Hazard 18, hvor låntageren, Amagerbanken, brugte lånet anderledes end forventet. Raaballe mener, at kapitalen fra Bankpakke II blev brugt til at opfylde solvenskravet og sikre banken imod tvangslukning. Han mener ikke, at kapitalen fra Bankpakke II blev brugt til at sikre sunde virksomheder og borgere imod en reel kreditklemme jf. Bilag 2. Der har været asymmetriske problemer forbundet med Amagerbankens konkurs. Ud fra den tidligere beskrevne tilbageholdenhed med at nedskrive på bankens engagementer og opkøb af bankkundernes gæld i andre banker forstærker mistanken om Moral Hazard, da der er blevet brugt flere desperate midler til at få banken til at se sund ud, så der kunne opnås statsstøtte. Et eksempel på en af de måder, hvorpå banken forsøgte at undgå nedskrivninger på deres ejendomme var 17 Se afsnittet om Asymmetrisk information 18 Se afsnittet om Asymmetrisk information Side 54 af 80

55 sagen om Hans-Henrik Palms søn, Marc Palm. Amagerbanken tilbød at låne Marc Palm 15 millioner, så han kunne starte et større fitnesscenter i en af bankens ejendomme, der lå i hjertet af København. De havde overtaget ejendommen efter en konkurs af storkunden Tonny Skarup og hans selskab MG Gruppen. Dette blev gjort for at undgå en større nedskrivning af ejendommen (Johnsen & Sandøe, 2011). Ideen og udførslen af denne lappeløsning på nedskrivningsproblemet blev foretaget af tidligere direktør Jørgen Brændstrup, men kom først frem i lyset efter at den nye ledelse tiltrådte. At banken allerede havde fået tildelt et ekstraordinært lån af staten i 2008, gør dog samtidig, at den danske stat nærmest medvirker til Moral Hazard ved gentagne gange at komme banken til undsætning, selvom banken fortsat har massive problemer med deres udlånsportefølje, hvilket bliver belyst i tilsynsrapporterne fra Finanstilsynet. Dette ses blandt andet ud fra at Amagerbanken opkøbte fordringer mod deres storkunder, der havde udlån i ejendomssektoren, hvilket er anført af direktør Jørgen Brændstrup og bestyrelsesformand N.E. Nielsen (Kirketerp, 2011). Denne utraditionelle metode viser endnu en af de yderst kritisable måder, hvorpå den gamle ledelse drev banken. I Bankpakke II blev det vedtaget, at sunde og veldrevne banker kunne få tilført statslig kernekapital, hvis Finanstilsynet vurderede, at banken havde et tilstrækkeligt solvensbehov. Finanstilsynets rolle i denne opgave var vigtig, da deres afgørelse om hvorvidt Amagerbanken kunne tildeles hybrid kernekapital var afgjort ud fra resultatet af deres rapport om Amagerbanken. Finanstilsynet blev tildelt 10 mio. kr. i Bankpakke I til at forbedre opsynet med pengeinstitutterne, og de blev tildelt yderligere 15 mio. kr. i Bankpakke II, grundet, at de skulle gennemgå samtlige pengeinstitutters solvensbehov i Danmark med undtagelse af de allermindste pengeinstitutter. Det blev indskrevet i Bankpakke I, at Finanstilsynet skulle have flere beføjelser. I Bankpakke II blev det vedtaget, at Finanstilsynet skulle offentliggøre deres rapport af de danske pengeinstitutter. Der blev oprettet en særlig indsatsenhed til at analysere pengeinstitutterne kreditrisici. Det blev igen understreget i Bankpakke II, ligesom i Bankpakke I, at Finanstilsynet skulle styrkes (ØEM, 2009a). I en opgørelse på Finanstilsynets hjemmeside, hvor der tages udgangspunkt i 2008 og fremefter, ses nogle af Finanstilsynets afgørelser i forbindelse med pengeinstitutter. Disse afgørelser viser, de beføjelser Finanstilsynet har benyttet sig af. Blandt andet bruges beføjelserne til at undgå vildledende markedsføring, sørge for en ordentlig bankdrift overfor kunderne og at give forskellige dispensationer til bankerne. Den hyppigste afgørelse fra Finanstilsynet er påkrav om opfyldelse af solvenskravet og en forlængelse af fristen for solvenskravet, hvor konsekvensen, hvis ikke kravet opfyldes, er tvangslukning. Herudover har Finanstilsynet fået styrket beføjelserne til at afsætte ledelser i finansielle virksomheder, hvor det tidligere var påkrævet, at der var mere objektive omstændigheder tilstede, som for eksempel manglende kompetence eller decideret ulovlige Side 55 af 80

56 handlinger(børsen, 2011). Som et led i de flere beføjelser til Finanstilsynet har de i marts 2011 også haft mulighed for at indkræve handlingsplaner fra en række banker omkring tilpasningen inden af udløbet af statsobligationerne i 2013(Okeanos, 2011). Den 4. februar 2011 indberettede Amagerbanken, at de ikke længere opfyldte Lov om finansiel virksomheds solvenskrav (Finanstilsynet, 2011). Finanstilsynet gennemgik Amagerbanken med henblik på en fastsættelse af en frist for hvornår, Amagerbanken skulle have opfyldt solvenskravet. I denne undersøgelse viste der sig igen nogle af de samme problemer, der blev konstateret i forbindelse med tilsynet i april/maj Bankens store engagementer i ejendomssektoren var ikke blevet nedbragt. Der var tab indenfor bankens engagementer i byggeri, ejendomssektoren, vindmøllesektoren og transportsektoren. Udlån til svage kunder var steget, uden yderligere sikkerhedsstillelse for engagementerne (Finanstilsynet, 2011). Der var blevet skiftet regnskabsmæssige skøn, hvilket skabte en mere forsigtig tilgang til engagementerne (Nødgaard & Madsen, 2011). Redegørelsen viste altså et meget kritisk billede af Amagerbanken. Der nævntes ikke nogen styrkelse af Amagerbanken med undtagelse af skiftet i deres regnskabsmæssige skøn. det kan undre, hvorfor Finanstilsynet ikke brugte nogle af sine beføjelser til at ændre på Amagerbankens udlånsportefølje, da de allerede var klar over problemerne i 2006 i forhold til udlånsvæksten og indlånsunderskuddet, samt specielt efter tilsynet i april/maj 2010, hvor flere kritiske problemer nævntes. I forsvaret af Finanstilsynet kan det nævnes, at kravene, der blev stillet til Amagerbanken, var de højest stillede til en dansk bank, som ansøgte om hybrid kernekapital igennem Bankpakke II. Finanstilsynet krævede en aktieudvidelse på 765 millioner, før de kunne blive tildelt 1,1 mia. kr. i hybrid kernekapital. I meddelelsen fra Amagerbanken om tilførsel af statslig kernekapital, beskrives hvordan Amagerbanken påtog sig at udarbejde en redegørelse om bankens fremtidige forretningsgrundlag og rentabilitet (Brændstrup & Nielsen, 2009). Denne vurdering burde være foretaget af eksterne parter, såsom Finanstilsynet, da en vurdering foretaget af banken selv kunne pynte på redegørelsen til fordel for Amagerbanken. Den tidligere nævnte inspektion i april/maj 2010 af Finanstilsynet førte til en samlet nedskrivning på 130 mio. kr., hvilket ifølge Østrup kom som en lettelse for alle. Han er meget uforstående over for, at der ikke blev ført løbende tilsyn med banken. Østrup kritiserer, Finanstilsynets redegørelse efter Amagerbankens konkurs, hvor de i perioden fra deres sidste tilsyn i april/maj 2010 frem til konkursen af Amagerbanken i februar 2011 beskriver, at flere af ejendomsengagementer var blevet forværret, og der var brug for yderligere nedskrivninger fra bankens side, men Østrup pointerer, at erhvervsejendomsmarkedet i samme periode var steget med 0,3 % ud fra tal for Ejendomsforeningen Danmark (Nyholm & Sandøe, 2011). Derfor Side 56 af 80

57 er der grund til mistanke til kvaliteten af Finanstilsynets redegørelse om Amagerbanken, da en selv mindre værdistigning på erhvervsejendomsmarkedet ikke ville påvirke en bank, som Amagerbanken negativt, da den havde en meget stor andel i erhvervsejendomme. Raaballe forsvarer Finanstilsynet med, at de ikke havde de nødvendige værktøjer til at presse Amagerbanken på deres nedskrivninger, da Amagerbanken havde muligheden for at anke kravet fra Finanstilsynet og dermed forlænge sagsforløbet, hvilket ville forøge tabene i sidste ende. Han mener, at lovgrundlaget var for svagt til at Finanstilsynet kunne få gennemført deres vurderingsmæssige skøn af en banks udlån. Specielt understreger han, at lovgrundlaget skulle have været på plads, når Staten tilfører bankerne kapital på et tidspunkt hvor ingen andre ønsker det. Endvidere mener Raaballe, at Bankpakke II aldrig skulle have tilført statslig hybrid kernekapital til Amagerbanken, da den ikke var sund og veldreven, så den skulle være lukket (Jeppesen, 2011b). 6.5 Finanstilsynets tilsynsdiamant Finanstilsynet har i juni 2010 indført en strategi i forhold til pengeinstitutter med høj risiko, der kaldes tilsynsdiamanten, se vedlagte Bilag 3. Denne strategi indebærer fem hovedpunkter. Første hovedpunkt er, at summen af store engagementer skal være under 125 procent af basiskapitalen, hvilket set i forhold til Amagerbanken ikke var opfyldt i hverken 2009 eller 2008, se vedlagte Bilag 4. Det andet punkt er, at udlånsvæksten skal være mindre end 20 % om året, hvilket i mange år lå meget højere for Amagerbankens vedkommende. Det tredje punkt er, at ejendomseksponeringen skal være mindre end 25 %, hvilket for Amagerbanken var langt højere. Det fjerde punkt er, at der skal være stabil funding, hvor udlånenes størrelse delt med arbejdende kapital skal være mindre end 1, hvilket vil sige at udlånene skal være mindre end indlån, udstedte obligationer og egenkapital. Ud fra Amagerbankens Prospekt 2010 Aktieemission, at de vil forsøge at opnå en fundingratio på 1,33 (Amagerbanken A/S, 17. august 2010), hvilket må betyde at den har ligget over det anbefalede niveau fra Finanstilsynet. Det sidste punkt er, at likviditetsoverdækningen skal være større end 50 %, hvilket var opfyldt, fordi Finansiel Stabilitet krævede det i forbindelse med statsgarantien. Finanstilsynet har disse retningslinjer med det formål at sikre imod overdreven risikopåtagning, samt sikre imod en kreditklemme for sunde virksomheder og borgere. Finanstilsynets tre ud af fem hovedpunkter var i væsentlig grad overtrådt af Amagerbanken. Dette er kritisabelt, at Finanstilsynets pejlemærker i Tilsynsdiamanten ikke er overholdt. Tilsynsdiamanten skulle dog først indfases løbende frem til 2012, hvorefter der vil være en systematisk overvågning ud fra denne model. Modellen lader til at være en stærk indikator på, hvilke banker der har en overdreven risikopåtagning, og kunne være brugt til at argumentere for at Amagerbanken ikke skulle have tildelt støtte. Side 57 af 80

58 Ud fra dette lader det til at Finanstilsynet har fundet et bedre redskab til at overvåge bankernes risikopåtagning i fremtiden, så lignende banktilfælde ikke vil opstå. 6.6 Finansiel Stabilitets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs Der har været stor debat omkring Finansiel Stabilitet, der blot tre måneder før konkursen stillede en statsgaranti på 13,5 mia. kr. til Amagerbanken, hvorefter den gik konkurs i starten af februar 2011, hvorefter Staten står til at lide et tab i milliardklassen. Derfor analyseres hvilken rolle Finansiel Stabilitet har haft, samt hvorvidt denne rolle har været fyldestgørende. Finansiel Stabilitet, trådte til ligesom beskrevet i Bankpakke III efter krakket af Amagerbanken. Finansiel Stabilitet overtog banken, da den valgte at blive afviklet under dem. Derefter har de forsøgt, at sælge de sunde dele af banken medens resten vil blive afviklet af Finansiel Stabilitet.. Hovedformålet er, at sikre finansiel stabilitet i Danmark ved at afvikle nødlidende banker på en kontrolleret og rolig måde. Direktøren for Finansiel Stabilitet er Henrik Bjerre Nielsen (Finansiel Stabilitet, 2011b). Herudover er formålet med finansiel stabilitet, at indgå aftaler omkring udstedelse af individuel statsgaranti for eksisterende og ny ikkeefterstillet, usikret gæld samt for et SDO-udstedende instituts supplerende sikkerhedsstillelse med en løbetid på op til tre år(finansiel Stabilitet, 2011b). Nielsen mener, at de danske banker burde have en mulighed for at hjælpe hinanden, hvis en bank er konkurstruet. Lovgrundlaget i Bankpakke III giver ikke mulighed for at Finansiel Stabilitet kan hjælpe en konkurstruet bank med at undgå tab i milliardklassen til staten, hvis den som i Amagerbankens tilfælde både har lånt og fået stillet en garanti af staten. I denne situation har kreditorerne tabt deres indestående, som er over kr., hvilket henleder finansnedsmeltningssituationen på Island, hvor kreditorerne også led tab, som fik store samfundsmæssige konsekvenser for borgerne på Island. Bankpakke III bevirker derfor, at man får et mere kritisk billede af den danske banksektor. Dette diskuteres senere i opgaven, hvor der undersøges hvordan Amagerbankens konkurs har påvirket den danske banksektor. Endvidere fortryder direktøren Nielsen ikke at have stillet en statsgaranti til Amagerbanken, da han understreger de ekstra hårde krav der blev stillet til banken i forhold til andre banker, samt at Finansiel Stabilitet krævede to bestyrelsesposter. Slutteligt forventer han, at de sunde dele i banken vil blive solgt indenfor 3 måneder (Nyholm, 2011). Tidligere nævnte Raaballe mener, at Finansiel Stabilitet forsøgte at skærpe kravene til Amagerbanken med deres krav på 750 mio. kr., da Amagerbanken søgte om en individuel statsgaranti på 13,5 mia. kr. Han mener ikke, at Finansiel Stabilitet eller Finanstilsynet havde mandat til mere end det, selvom kravet burde have været på 2 mia. kr. ifølge Raaballe (Jeppesen, 2011b). Side 58 af 80

59 Bankpakke III s afviklingsmodel gør, at en bank, der afvikles under Finansiel Stabilitet skal opgøres efter princippet non going, hvilket betyder at aktiverne i banken skal opgøres til en værdi, hvor disse kan sælges her og nu, ifølge direktør Ulrik Nødgaard fra Finanstilsynet (Jeppesen, 2011c). Derfor vil en opgørelse af en krakket banks aktiver, hvor det opgøres til non going være mindre end en bank der opgøres til going concern. Tabene i Amagerbanken er løbet op i omegnen af 13,2 mia. kr. ud fra beregninger foretaget af Finansiel Stabilitet. De overtog Amagerbankens aktiver for 15,2 mia. kr., hvilket svarer til 59 % af bankens økonomiske forpligtelser. De resterende 41 % på 13,2 mia. kr. er det tab kreditorerne i Amagerbanken vil lide. Staten vil tabe 7 mia. kr. ud af 13,2 mia. kr., på grund af den statsgaranti de gav nogle måneder før Amagerbanken gik konkurs (Jeppesen, 2011c). Det er svært, at forstå hvordan Amagerbanken kan få stillet en statsgaranti på 13,5 mia. kr., og derefter gå konkurs blot få måneder efter. Det har også skabt en stor debat om en uvildig undersøgelse af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitets ageren i denne sag (Jessen & Skovgaard, 2011). 6.7 Delkonklusion Finanstilsynet har en kompliceret opgave med at føre tilsyn med de danske banker. Denne opgave indeholder en større del asymmetrisk information, da en banks regnskab er meget uigennemskueligt at analysere og fortolke. Derfor kan det konkluderes, at Finanstilsynets opsyn aldrig kan være helt fyldestgørende. Ved tildelingen af hybrid kernekapital stillede Finanstilsynet, de højeste krav til Amagerbanken i forhold til andre danske banker. Det lykkes Amagerbanken at opfylde disse krav og derved gjorde de sig berettigede til den statslige kernekapital. Der er delte meninger hvorvidt Amagerbanken skulle være tildelt hybrid kernekapital fra staten, da banken ikke kan siges, at have været en sund og veldreven bank. I Amagerbankens tilfælde blev kapitalen fra Bankpakke II formodentligt ikke brugt til sunde projekter, men blev brugt til allerede usunde projekter i et håb om at ejendomsmarkedet ville vende. Det er diskutabelt om Finanstilsynet kunne have gjort mere for at Amagerbanken ikke skulle få tildelt kernekapitalen, selvom Raaballe mener, at banken aldrig skulle være tildelt hybrid kernekapital. Finanstilsynets tilsyn af Amagerbanken i april/maj 2010 konkluderede en meget høj risiko i rapporten, men Finanstilsynet førte ikke yderligere opsyn med banken eller brugte nogle af sine beføjelser til at fremme nedbringelse den høje risiko. Det er kritisabelt, at Finanstilsynet ikke tvang Amagerbanken til at foretage større ændringer for at nedbringe risikoen, specielt når Amagerbanken var finansieret ved hjælp af statens penge igennem Bankpakke II. Finanstilsynets direktør og Raaballe forsvarede Finanstilsynet med, at deres beføjelser var for svage. Det kan konkluderes, at Finanstilsynets har de nødvendige beføjelser til revision af Side 59 af 80

60 bankerne i almindelighed, men at disse beføjelser ikke var tilstrækkelige til at afhjælpe en konkurs af Amagerbanken. For at styrke Finanstilsynets rolle burde de have mandat til at kunne gennemgå flere store enkeltengagementer. Endvidere skulle de kunne gennemgå større engagementer, hvor disse er fordelt i flere forskellige banker. Finanstilsynet skulle have yderligere beføjelser til at indskrænke kreditter eller skærpe vilkårene for dårlige betalere og spekulanter i bankerne. I forhold til Finansiel Stabilitets rolle i konkursen af Amagerbanken, har de også stillet de højeste krav til Amagerbanken set i forhold til andre danske banker. Det viste sig igen, at Amagerbanken kunne få opfyldt kravet og derved var berettede til en statsgaranti på 13,5 mia. kr. Det understreges af Raaballe, at Finansiel Stabilitet gik til grænsen af deres mandat i forhold til de 750 mio. kr. i krævede kapitaludvidelse. Det kan konkluderes, at Finansiel Stabilitets rolle i forbindelse med Amagerbankens konkurs var at skabe ro omkring krakket af banken. Bankpakke III og Finansiel Stabilitets overtagelse fik den modsatte effekt i forhold til det forventede, som var en kontrolleret og rolig afvikling. Dette kan ses ved, at Staten indskyder kapital og stillede en garanti, der alligevel endte med en konkurs af banken og alle indlånsindskud over kr. ikke blev dækket. Dette vakte opsigt i udlandet, som efterfølgende fik konsekvenser for lånene til danske banker. Det er ikke muligt, at se bort fra den lempelige ledelsesform, der er blevet ført af henholdsvis N.E., Brændstrup og Christensen. Det er indbegrebet af dårlig kredithåndværk og ledelse. Deres forkælelse af usunde storkunder er meget kritisabel. Endvidere var andelen i byggeri og ejendomssektoren alt for stor, og dette skabte en meget stor risiko for banken. Det er uvist om endnu højere krav fra Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet kunne have undgået Amagerbanken s dramatiske konkurs eller om det blot havde ført til en tidligere konkurs. Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har muligvis ikke opfyldt deres pligt til punkt og prikke, men det må kunne konkluderes, at størstedelen af skylden for denne konkursbehandling ligger hos den gamle ledelse Side 60 af 80

61 7. Betydningen af Amagerbankens konkurs for den danske banksektor I dette afsnit tolkes der på den indflydelse Amagerbankens konkurs har haft for den danske banksektor, og vil kunne have i den nærmeste fremtid. Det vil være under hensyn til banksektorens ageren med ind- og udlån samt i indland og udland. Derudover er fokus også på de andre bankers direkte og indirekte tab, som følge af Amagerbankens konkurs. Dette kunne for eksempel være yderligere krav om garanti for lån fra udenlandske investorer, eller tab på lån direkte til Amagerbanken. Samtidig tolkes der på hvilken signalværdi det har haft, at den danske stat nu lader en bank gå konkurs frem for at redde den ved kapitalindskydelser og garantier. I forlængelse af tidligere analyse vil der blive set kritisk på Finanstilsynets og Finansiel Stabilitet s rolle med hensyn til overtagelse og afvikling af Amagerbanken har påvirket banksektoren. Hermed drages der også konklusioner om, hvorvidt Bankpakke III har haft indflydelse på den danske banksektor, da lovgivningens fulde effekt blev illustreret ved Amagerbankens konkurs. Få dage efter Amagerbankens konkurs udtalte Bernstein sig forsvarende overfor konkursen og lovgivningen i Bankpakke III. Bernstein lagde vægt på, at Amagerbanken havde været under stress flere gange i de senere år, og at aktiverne blev overtaget på en tilfredsstillende måde, der ikke generede bankens kunder. Bernstein vurderede desuden, at Amagerbankens langstrakte sårbare situation og konkurs ikke ville ændre noget ved den generelle opfattelse af det finansielle systems styrke, som han mente havde tilstrækkelig kapital og likviditet set ud fra udviklingen i dansk økonomi (Nationalbanken, 2011a). Formueforvalter og bankekspert Thomas Berngruber fra Formuepleje, mener ligesom Bernstein, at Amagerbankens konkurs er ubetydelig ud fra et nationaløkonomisk perspektiv. Berngruber bemærker, at nogle vil tabe på Amagerbankens krak. Aktionærer og obligationsejere, som selv har påtaget sig denne risiko, vil lide tab, men ud fra et bredere perspektiv, er det en lille begivenhed. Da artiklen blev udgivet forventede man et endeligt tab på Amagerbanken på 21 mia., hvilket knap nok er 1 % af BNP i Danmark. Set i forhold til restruktureringen af de irske banker forventedes dette at løbe op i omegnen af 50 mia. euro, svarende til en tredjedel af Irlands BNP. Til sidst kommenterer Berngruber, at krakket ikke er helt uden omkostninger for den danske banksektor, hvilket undersøges nærmere (Pedersen, 2011). 7.1 Banksektoren i forhold til udlandet Som vi tidligere har erfaret var Amagerbankens lån i boligsektoren yderst risikable og forholdsvis få ejendomsmatadorer bar store dele af udlånene. I den sidste del af bankens levetid erfarede vi anvendelse af mere desperate metoder for at holde lånerne i live og minimere nedskrivningerne. At banken krakker efter at have fået statsstøtte, vakte opsigt i både indland og udland. Som eksempel herpå, kan nævnes Side 61 af 80

62 European Trader, hvor Amagerbankens konkurs bliver omtalt. Simon Adamson, senior analytiker hos Creditsights i London udtaler, at Danmark har valgt en hård linje overfor Amagerbanken. Han mener, at dette kun er muligt, da den danske økonomi til trods for højere arbejdsløshed er stærkere end mange andre europæiske lande, og fordi Amagerbanken ikke er en af de helt store banker i landet. Dette tilsammen mindsker effekten i det bredere perspektiv. Det centrale i artiklen er, at banken til trods for sine finansielle problemer var en Tier 1 ratio 19 med 13,8 % og Core Tier 1 ratio 20 på 8,8 %, hvilket er i overensstemmelse med de nye Basel III krav. Problemet er, at disse regler der skulle indfases fra 2013, skulle være med til at genskabe tilliden og troen på banksektoren (Buck, 2011). Dette kan være med til at udenlandske banker og andre simple kreditorer holder sig tilbage med at låne penge til de danske banker. Derudover skaber det en debat omkring, om man overhovedet kan stole på de krav, der er i Basel-kravene. En mere direkte aflæselig konsekvens af Amagerbankens krak ses ud fra Moody s nedgradering af Danske Bank og fire andre institutter. Dette sker som en konsekvens af konkursen, da det nu er klart at den danske stat i større grad er villig til at lade indskydere og simple kreditorer tage del i tabet ved et bankkrak (Ward, 2011). Dette er med til at sætte et negativt fokus på den danske banksektor, hvilket fører til tilbageholdenhed fra indskydere. Som eksempel kan Spar Nord bank nævnes. På grund af Amagerbankens konkurs den 7. februar og Moody s nedgradering af banken, var det ikke muligt for Spar Nord at gennemføre et obligationssalg, der skulle skaffe banken op imod 4 mia. kr., umiddelbart efter fremlæggelsen af årsregnskabet den 9. februar(mortensen, 2011). Det vurderes, at bankkrakket vil resultere i større omkostninger for den banksektor, når de skal have funding i udlandet (Sixhøj, 2011). Hvis fundingomkostningerne stiger kan mange mindre banker komme i klemme i juni måned 2013, når Bankpakke II udløber. Dette skyldes, at den hybride kernekapital skal tilbagebetales og mange banker er derfor nødsaget til at styrke kapitalgrundlaget, hvilket kan blive dyrt, når tilliden til bankerne har fået et tilbageslag. Selv om bankerne måske i dag driver sund udlånsvirksomhed, kan de risikere krak, da de er meget afhængige af omkostningerne på lån fra udlandet (Kirketerp, 2011). I dagene efter bankkrakket oplevede den finansielle sektor også kraftige fald på en række bankaktier. Det var især banker, der på samme måde som Amagerbanken, havde fået stillet yderligere individuelle solvenskrav af Finansiel Stabilitet for at opnå statsgaranti. Markedet har rettet fokus på at undgå disse banker af frygt for konkurs, hvilket er logisk idet der var et begrundet eksempel på, at en bank kunne 19 Krav til primær kapitaldækningsgrad Tier 1 ratio er i Basel III forøget fra 4 % i basel II til 6 % 20 Kernekapitalskrav Core Tier 1 ratio er skal ifølge Basel III forøges til 4,5 % senest ved udgangen af 2015 Side 62 af 80

63 krakke, selvom Finansiel Stabilitet stillede disse ekstra krav til solvensen. Heriblandt kan nævnes Alm. Brand bank, men flere af de mindre banker har oplevet kursfald, som kan henføres til usikkerheden, som Amagerbankens krak har skabt (H. Nielsen & Jeppesen, 2011). 7.2 Danske bankers udlån Det skal nævnes, at Nationalbankens online database endnu ikke indeholder nyere statistikker omkring udlån op til Amagerbankens konkurs i februar 2011, hvilket begrænser analysen af udlånene efter konkursen. Ifølge bankanalytiker i Handelsbanken, Jacob Brink, vil den øgede mistillid fra udenlandske investorer, presse bankerne og dermed øge konsolideringen i den danske banksektor (Bach, 2011). Det er positivt, hvis bankerne fortsætter med konsolidering for at styrke deres kapitalstruktur. Når indskydere fra udlandet er tilbageholdende, kan de danske banker blive nødt til at holde tilbage med udlån og derved bremse udlån til vækstsskabende projekter. Derfor er det interessant at se på, om der er færre udlån i perioden efter Amagerbankens konkurs. I udlånsundersøgelsen fra første kvartal 2011 fremgår det, at der ikke er foretaget nogen stramninger i kreditpolitikken overfor erhverv eller private. Med hensyn til udlånene er der oplevet fald i efterspørgslen både fra erhverv og det private, hvilket primært begrundes med udviklingen i realkreditinstitutterne (Nationalbanken, 2011b). Dette resulterer, i stort set uændrede renter på udlån til erhverv og det private. Ud fra dette er der ikke tegn på at Amagerbankens konkurs har skabt en forstærkende trang til konsolidering fra bankernes side. Bankanalytiker Bjørn Schwartz fra Sydbank, mener ikke at krakket i Amagerbanken nødvendigvis sætter skub i konsolideringen af, da mange aktører i finanssektoren længe har været klar over hvordan det stod til i Amagerbanken (Bach, 2011). 7.3 Danske bankers indlån Der har været en stigende tendens til korte indlån på pengemarkedet i 4. kvartal Det er dog ikke muligt at få tal fra udviklingen i indlån fra pengemarkedet i Nationalbankens database umiddelbart efter Amagerbankens konkurs, men ifølge John Norden er reaktionen efter Amagerbankens konkurs klar; Den udenlandske finansielle sektor er ikke villige til at yde funding til danske pengeinstitutter, der ikke har A- rating (Thomasen, 2011). Dermed er der øget pres på bankerne frem til 2013, hvor statens obligationslån udløber. Konsekvensen heraf er, at bankerne skal fremlægge en plan for, hvordan de vil sikre sig, når statsgarantien på bankobligationerne udløber. Dette gælder de pengeinstitutter, der ikke har en god sammenhæng mellem ind- og udlån. Alt dette bunder i, at med den nye afviklingsmodel i Bankpakke III, kan bankerne gå konkurs henover weekenden, hvorefter indskyderne taber en del af deres penge, som det var set med Amagerbanken. Det har fået udenlandske pengeinstitutter og andre simple kreditorer til at se den danske banksektor med nye øjne. Betydningen af dette er, at bankerne har sværere ved at finde funding, og enten må håbe på, at Staten griber ind med endnu en bankpakke, eller også må bankerne mindske deres Side 63 af 80

64 engagementer, hvilket kan føre til en kreditklemme. Meget tyder på, at Nationalbanken har undervurderet udenlandske bankers og simple kreditorers reaktion på Amagerbankens konkurs. Ud fra Økonomisk Ugebrevs vurderinger har de udenlandske banker set til med stor undren og utilfredshed. Det kan få bankerne til igen at slås om indskud, som vil være med til at presse renterne i vejret. Man forventer at ECB vil hæve renten løbende hen over 2011 med 0,75 til 1 %, hvorefter Nationalbanken vil følge trop og trække renten yderligere op (Thomasen, 2011). 7.4 Tabet på konkursen I januar i år regnede Finansrådet ud, at Staten stod til en indtægt på godt 11 mia. kr. fra Bankpakke I og II. I februar 2011 krakkede Amagerbanken og kort tid efter opgjorde Økonomi- og Erhvervsministeriet en samlet økonomisk opgørelse, der viste at statens nettooverskud på bankpakkerne ville være ca. 4.5 mia. kr. Danske Bank har udvidet deres aktiekapital og vil med denne saltvandsindsprøjtning indfri det statslige lån på 24 mia. kr. før tid. Den danske statskasse risikerer derfor at miste 3 mia. kr. i renteindtægter på dette. Det betyder, at der kun skal et nyt bankkrak til før bankpakkerne giver et negativt resultat(jeppesen, 2011a). Dette kan derfor, sammen med Amagerbankens krak, få Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet til at holde skærpet opsyn med den danske banksektor, da det så fremover vil være skatteyderne, der hænger på nye banktab, hvilket kan skabe yderligere mistro til bankerne fra kunder og kreditorer. 7.5 Finansiel Stabilitets og Finanstilsynets rolle Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet har spillet en væsentlig rolle. Finansiel Stabilitet har overtaget banken og afvikler den i overensstemmelse med Bankpakke III. Det væsentlige, i forhold til banksektoren fremadrettet, er, hvordan Finanstilsynets har formået at kontrollere situationen, så tilliden og troen på banksektoren kunne bevares. Som tidligere nævnt krævede Finanstilsynet en større kapitaludvidelse, for at få Amagerbankens solvens op på 13,8 %, da det blev vurderet at bankens engagementer var ekstra risikobetonede. Det lykkedes for banken, og de fik tildelt hybrid kernekapital i en størrelsesorden af 1,1 mia. kr. af Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet stillede garantier for 13,5 mia. kr.. Problemet opstod, da banken gik konkurs, til trods for at Finanstilsynet havde vurderet banken som rustet til at modtage hybridkapital og Finansiel Stabilitet godkendte en statsgaranti til banken. Ifølge Østrup, kan Finanstilsynets manglende årvågenhed skabe store problemer for banksektoren i fremtiden. Han mener, at sagen er pinlig for Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet, og vil betyde at udlandet begynder at tvivle på den danske banksektor (Henriksen et al., 2011). De udenlandske investorer kan ikke stole på den danske banksektor, når de ikke længere kan stole på tilsynets vurderinger af bankerne. Kritikken er især rettet mod Finanstilsynets solvensberegninger, der tilsyneladende ikke fungerer og er alt for optimistiske. Formanden for Finansiel Stabilitet, Henning Kruse Side 64 af 80

65 Petersen, havde i næsten et år forsøgt at advare Brian Mikkelsen og andre embedsmænd om netop dette problem uden at blive hørt (Jeppesen, 2011d). Alt denne ballade og negative omtale af behandlingen af Amagerbankens krak er med til at give udenlandske investorer grund til mistanke. Mistanken falder tilbage på de eksisterende banker på det danske marked, som vil få sværere ved at skaffe likviditet. Dette har samtidig ført til, at der nu skal foretages en uvildig advokatundersøgelse af sagen om Amagerbanken. Forholdene mellem Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet undersøges også nærmere af rigsrevisionen(jeppesen, 2011d). 7.6 Afviklingsmodellens konsekvens for banksektoren i lyset af Amagerbankens konkurs Indskydergarantien blev vedtaget som en justering i Bankpakke II, men kom først rigtig frem i lyset af Bankpakke III. Indskydergarantien med en begrænsning på kr. skulle første gang i brug efter krakket af Amagerbanken. De kreditorer, der havde indlån over kr. eller havde bankobligationer, led et tab efter konkursen. Det var skadeligt for kreditorerne og den danske banksektors image. Som det ser ud nu, må folk, der fremover vil købe bankaktier være nødt til at danne sig et dybere billede af banken de investerer i, og vil sandsynligvis kræve større risikopræmier. Hvis de store investorer gør dette, vil det blive dyrere for bankerne at udstede obligationer og/eller udvide aktiekapitalen og skaffe likviditet af den vej (Langer, 2011). Derfor mener Østrup, at politikerne skulle have foretaget en ændring af Bankpakke III, så vilkårene var og er ens med andre europæiske lande, hvor indskydergarantien er større end i Danmark (Vibjerg, 2011). Østrup mener desuden, at det havde været en billigere løsning for Staten, hvis banken havde fået lov til at fortsætte, ved at man lod noget af tilgodehavendet i banken konvertere til aktiekapital(nyholm & Sandøe, 2011). Flere af de politiske partier har efterfølgende diskuteret ændringer af lovgivningen i Bankpakke III, så lovgivningen bliver lig med det der er gældende i de andres europæiske lande. Dette sker i lyset af Amagerbankens konkurs, hvor resultatet af Bankpakke III bliver tydeligere. Østrup mener, at afviklingsmodellen skaber mistillid til de danske banker, når kreditorerne kan lide tab. Derfor kunne man argumentere for at Bankpakke III ødelægger den sikkerhed som Bankpakke I og II har forsøgt at opbygge de seneste år. Alligevel fastholder Økonomi- og erhvervsminister de gældende regler i Bankpakke III (Vibjerg, 2011). 7.7 Delkonklusion Amagerbankens konkurs har ikke haft nogen direkte indflydelse på bankernes udlån til hverken husholdninger eller erhverv, bankerne har ikke foretaget nogen stramninger i kreditpolitikken og udlånene har været faldet som følge af stigning i udlån i realkreditinstitutterne. Det er dog vigtigt, at pointere at tal fra marts og april 2011 ikke har været mulige at fremskaffe. Umiddelbart har banksektoren mærket Side 65 af 80

66 Amagerbankens konkurs ud fra større mistillid til den danske banksektor. Dette er især gældende for udenlandske pengeinstitutter, der ikke længere er villige til at sætte deres penge i danske pengeinstitutter medmindre de har en meget god rating fra Moody s. Dette har påvirket banksektoren negativt og øget omkostningerne for at skaffe likviditet hos bankerne. Statens afviklingsordning har på ingen måde hjulpet bankerne til lettere at få øget deres kapitalapparat, og det presser derfor bankerne yderligere i forsøget på at skaffe likvide midler til 2013, hvor de statsgaranterede bankobligationer udløber. Med dette i mente kan en kreditklemme komme på tale i fremtiden, medmindre bankerne mindsker deres engagementer mere end de har gjort de seneste par år, eller Staten yder en eller anden for form støtte til banksektoren. Derfor kan der argumenteres for at Bankpakke III skaber så stor usikkerhed på det finansielle marked i Danmark at den er skadelig for hele sektoren. Der skulle med Bankpakke III skabes en kontrolleret afviklingsmodel, men Amagerbankens konkurs antyder, at der ikke er nok kontrol over en bankafvikling. Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har ikke haft midlerne og beføjelserne til den rette indgriben i Amagerbanken og dette har sendt bølger af usikkerhed gennem hele banksektoren. Spørgsmålet er om mere kontrol og flere beføjelser vil gavne sektoren. Flere beføjelser vil også sende det modsatte signal af hvad Bankpakke III signalerer. Den danske stat forsøger at involvere sig mindre i den danske banksektor og ønsker ikke længere at holde hånden under sektoren. Afviklingen skulle formentlig være foretaget før tildelingen af støtte for at have virket mere kontrolleret, da Amagerbanken set i forhold til samfundets økonomi ikke var too big to fail. Netop dette begreb bliver kritisk med hensyn til afviklingsmodellen i Bankpakke III, og der kan rejses begrundet tvivl om denne lovgivning ville blive anvendt på landets største banker, da det lader til at have store omkostninger selv ved afvikling af mindre banker. Side 66 af 80

67 8. Hovedkonklusion Konklusion: Hvilken effekt har bankpakkerne haft på den danske banksektor? Bankpakke I skulle sikre indskydere og simple kreditorer mod tab og derved mindske mistilliden til de danske banker. Tilliden til bankerne skulle genskabes, så at pengemarkedet ikke frøs fast. Det skulle sikre finansiel stabilitet i Danmark. I Bankpakke I blev Finanstilsynets beføjelser styrket, så der kunne foretages en øget kontrol med bankernes kreditformidling. Endvidere blev bankerne opfordret til at konsolidere deres virksomhed. Ud fra analysen ses det, at garantistillelsen i Bankpakke I formåede at hjælpe bankerne ud af en reel kreditklemme, hvor indskyderne (specielt udenlandske banker) var tilbageholdende til trods for at bankerne tilbød en høj rente på indlån. Garantistillelsen genskabte tilliden indtil udløbet af Bankpakke I, hvilket gjorde det lettere for dem at opnå likviditet på pengemarkedet til trods for større finansieringsomkostninger. Bankpakke I mindskede ikke rentespændet mellem sikrede og usikrede pengemarkedsrenter, men det blev ikke yderligere forværret. Rentespændet betød at den finansielle stabilitet ikke var fuldstændig. Genskabelse af tillid er en længere varende proces, hvor de danske pengeinstitutters ledelse og risikostyring er afgørende. Bankerne konsoliderede deres virksomhed ved at foretage kreditstramninger, hvilket gjorde at udlånene tilpassede sig lavkonjunkturen. Konsolideringen mindskede bankernes risiko på deres udlånsporteføljer, hvilket skabte en bedre balance i den danske banksektor. Det konkluderes at Bankpakke I har afhjulpet nogle af banksektorens ovenstående problemer, men der var stadigvæk et behov for kapitaltilførsel for at mindske det store indlånsunderskud. Derudover havde flere lande givet direkte kapitalindskud til deres banker, hvilket øgede presset på danske banker, fordi de blev dårligere stillet. Nationalbanken indledte debatten til udformning af endnu en bankpakke, da de postulerede, at der var behov for et kapitalindskud på 70 mia. kr.. Bankpakke II s formål var at sikre sunde borgere og virksomheder imod en kreditklemme, samt polstre bankerne imod fremtidige tab på deres udlån ved at indskyde statslig kapital. Det blev endvidere muligt at sikre udlån ved hjælp at en individuel statsgaranti. I Bankpakke II blev Finanstilsynets beføjelser yderligere styrket. Analysen viste, at borgere og virksomheder ikke var blevet udsat for en kreditklemme, hverken før eller efter Bankpakke II s vedtagelse ud fra den begrundelse, at udlånene ikke var faldet mere end hvad der kunne forklares med konjunkturnedturen. Det kan ikke vides om en kreditklemme vil fremkomme i fremtiden. Når en kreditklemme ikke har været en realitet, er det derfor ikke muligt, at konkludere om Bankpakke II opfyldte sit hovedformål. Begrundelsen for at indføre Bankpakke II var derfor misvisende. Side 67 af 80

68 Den tilførte statslige hybride kernekapital har overordnet forbedret kernekapital- og solvensprocenter, når der ses bort fra Basel II-kravene og IFRS. Bankerne er blevet styrket i forhold til at kunne modstå tab på udlån i fremtiden. Hamstringen af kapital mindskedes, hvilket resulterede i at rentespændet på pengemarkedet blev mindre efter vedtagelsen af Bankpakke II. Faldet i rentespændet var med til at løse en af problemstillingerne med finansiel stabilitet, som Bankpakke I ikke løste. Det var en positiv effekt for den danske banksektor, da det blev billigere for bankerne at låne. Den lettere adgang til kapital har medført at bankerne ikke har holdt mere igen med udlån end der kan forklares ud fra lavkonjunkturen, til trods for kreditstramninger overfor både virksomheder og husholdninger. Bankpakke II s fokus var ikke på at sikre indlån i bankerne, men vurderes indirekte til at have haft en positiv effekt, da det har givet indskyderne tryghed at bankernes balancer blev væsentligt forbedret. Der kan derfor i et vist omfang argumenteres for at Bankpakke II har været en succes, da den har haft flere positive effekter end negative for den danske banksektor. I diskussionen om alternative til Bankpakke II konkluderes det at første forslag ikke virker sandsynligt at gennemføre. Det skyldes, at en kapitaludvidelse fra andre investorer end staten ikke vurderes som muligt, da banksektoren var svær at gennemskue for sunde og usunde banker. Det andet alternativ, der byggede på en statsejet bank, vurderes ikke hensigtsmæssigt, da Staten tidligere har vist sig dårlig til bankdrift. Derudover kan det ødelægge konkurrencen i banksektoren at have en statsstyret bank og Staten vil kunne have problemer med at trække sig ud, når den først har involveret sig. Det tredje alternativ, der tilnærmelsesvis ligner den vedtagne Bankpakke II, konkluderes at være den bedste løsning på daværende tidspunkt. Det skyldes, at banksektoren havde brug for et større kapitalindskud og især i disse tider, hvor det diskuteres, om pengeinstitutter der har modtaget kapitalindskud fra staten kan ændres til aktiekapital, for at sikre at de ikke går konkurs. Bankpakke III blev oprettet som en kontrolleret afviklingsmodel for nødlidende banker. Den tilsigtede effekt var, at skabe en afviklingsmodel, der effektiv kunne håndtere et nødlidende pengeinstitut. Ændringen i Indskyderegarantien til kom derudover til udtryk i Bankpakke III. Kreditformidlingen har ikke ændret sig i væsentlig grad siden indførslen af Bankpakke III. De ændringer der har været i perioden efter indførslen kan bedre henledes til udløbet af Bankpakke I. Bankerne kritiserede Bankpakke III, af frygt for, at det ville resultere i øget mistillid, større omkostninger og tilbageholdenhed fra udenlandske investorer. Selve indførslen af Bankpakke III har derfor ikke haft nogen nævneværdig påvirkning af den danske banksektor. Side 68 af 80

69 8.1.2 Konklusion: Hvilken betydning har Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet haft i Amagerbankens konkurs? Finanstilsynets beføjelser er blevet styrket i både Bankpakke I og II, som skulle gøre dem i stand til at føre opsyn med bankerne og hjælpe med at sikre finansiel stabilitet i banksektoren. Finanstilsynet stillede de højeste krav til Amagerbanken set i forhold til andre ansøgende banker til hybrid kernekapital på grund af bankens høje risici. Amagerbanken formåede at dog opfylde disse krav. Det kan konkluderes, at Amagerbankens ledelse sandsynligvis begik Moral Hazard, ved at benytte den tildelte hybridkapital til at holde solvensen oppe og sikre sig imod tvangslukning, uden at Finanstilsynet formåede at ændre noget ved det. Finanstilsynets sidste tilsyn af Amagerbanken i april/maj 2010 viste en meget risikobetonet udlånsportefølje. Finanstilsynet burde have krævet større nedskrivninger af Amagerbankens ejendomsengagementer, specielt da Amagerbanken var blevet tildelt hybrid kernekapital fra staten, hvilket betød at en konkurs ville medbringe et tab for staten. I et forsvar af kritikken af Finanstilsynets beføjelser i Amagerbankens konkurs vurderes det, ud fra flere eksperter at disse var for svage til at afhjælpe konkursen. Finanstilsynet vurderes til at have de nødvendige beføjelser til at føre tilsyn med almindelig bankdrift, men de har ikke de tilstrækkelige beføjelser til at stoppe den risikovillige ledelse Amagerbanken. Det konkluderes, at en større tildeling af mandater og ressourcer til Finanstilsynet ville være positivt for at undgå fremtidige konkurser og sikre at bankerne ikke påtager for risikable projekter. Finanstilsynet skal have mandat til at gennemgå store enkeltengagementer, engagementer fordelt over flere banker og engagementer med dårlige betalere eller spekulanter. Finansiel Stabilitet gik til grænsen af deres mandat med et krav på 750 mio. kr. og to bestyrelsesposter i Amagerbanken før tildelingen af en individuel statsgaranti. Det lykkedes for Amagerbanken, at opfylde kravet, hvilket sikre dem retten til statsgarantien. Ud fra analysen af deres rolle ses det ikke at de kunne have foretaget yderligere krav, derfor konkluderes Finansiel Stabilitet rolle at være forsvarlig i forbindelse med Amagerbankens konkurs. Side 69 af 80

70 Amagerbankens konkurs har ikke fået bankerne til at foretage stramninger i kreditpolitikken. Deres konkurs har skabt en større mistillid til den danske banksektor, idet at investorer ikke er villige til at indskyde kapital i de danske banker, medmindre de besidder en meget høj rating fra Moody s. Dette var efter at Bankpakke I havde skabt en vis del tillid tilbage til banksektoren efter bankkrisen i Moody s pointerede denne mistillid ved at sænke deres rating på flere danske banker, hvilket har gjort det svært for den danske banksektor at skaffe likviditet på pengemarkedet og de øgede fundingomkostninger. Dette er endvidere meget kritisabelt, da bankerne selv skal ud og skaffe kapital før 2013, hvor statsgaranterede bankobligationer udløber. Håndteringen af Amagerbanken skulle ifølge Bankpakke III være kontrolleret og rolig, men har i stedet skabt en uro i sektoren. Derfor konkluderes det, at Amagerbankens konkurs har haft en negativ påvirkning på den danske banksektor. Side 70 af 80

71 9. Perspektivering til realkreditsektoren Det traditionelle danske realkreditsystem bliver ofte omtalt som verdens ældste og bedste system til at finansiere boliglån. Det har taget udgangspunktet i balanceprincippet med en-til-en sammenhæng. Lånene er obligationsfinansierede, det vil sige ydelse af lån med sikkerhed i fast ejendom gennem udstedelse af obligationer. Typisk har der været tale om udstedelse af årige fastforrentede konverterbare obligationslån. Dermed er det lykkedes at skabe et system, der er sikret mod renterisici. Denne sikkerhed har i høj grad været med til at sikre likviditet til det danske obligationsmarked. Systemet er dog ikke sikret mod kreditrisici, så hvis boligpriserne falder og låntager ikke kan betale ydelsen, vil huset gå på tvangsauktion. Er lånet indfriet i forbindelse med tvangsauktionen hæfter låntageren for det resterende beløb (Grosen & Jakobsen, 2009). Sikkerheden og den store gennemskuelighed medfører desuden at investorer ikke behøver at foretage en kreditvurdering inden en handel(østrup, 2011). Dette har i nyere tid ændret sig, da realkreditinstitutterne har udviklet nye produkter for låneoptagelse. Det drejer sig om rentetilpasningslån og afdragsfrie lån. Disse typer af lån er langt mere følsomme overfor rentestigninger og udsving i boligpriserne, hvilket svækker hele det robuste system. Nu er det muligt for banker at udstede obligationslån med en varighed på 1 år. Dermed er realkreditudlånene begyndt at ligne bankernes udlån, da de skal genfinansieres efter en kort periode. Det er tidligere beskrevet i opgaven, at den korte finansiering var en faktor der medvirkede til at forstærke den negative effekt af bankkrisen. Realkreditinstitutterne låner nu penge ud på lang sigt, ved hjælp af udstedelse af kortsigtede gældspapirer. Denne udvikling kommer på baggrund af nyere lovgivning, hvor realkreditinstitutterne har fået mulighed for at udstede særligt dækkede obligationer (SDO er), hvilket har resulteret i, at der siden 2008 næsten kun er blevet udstedt denne type at obligationer(grosen & Jakobsen, 2009). Forskellen på disse obligationer og traditionelle obligationer er, at man kan udstede dem til fra 1 år til uendelig løbetid, der er mulighed for ubegrænset afdragsfrihed. Med SDO er skal lånegrænsen være dækket i hele perioden, hvilket kan betyde, at en låntager skal stille med ekstra sikkerhed, hvis huspriserne begynder at falde. SDO er har samtidigt været med til at fjerne gennemskueligheden af det danske kreditmarked. Ud fra afhandlingen fremgår det, at der er sket en forskydning af udlånene i Danmark, således at flere optager realkreditlån frem for et almindeligt banklån. Dette skyldes den lavere rente på realkreditlånene og bankernes strammere krav til sikkerhedsstillelse. De omtalte lånetyper er blevet så populære, at 43 % af alle realkreditlån er af denne type, og det kan undre, hvorfor det lader til, at ingen har lært af bankkrisens problemer. Renten har især i den senere tid været i fokus, netop fordi de kunder, der har optaget et variabelt forrentet lån, er blevet godkendt til lånet ud fra en historisk lav rente på omkring 4-5 %. Dette er ifølge Østrup med til at øge usikkerheden i det danske realkreditmarked. Han mener desuden, at Side 71 af 80

72 realkreditinstitutterne bør finde deres kunders smertegrænse i stedet for at teste dem op imod fastforrentede lån med denne lave rente. Dette vil give realkreditinstitutterne og kunderne en indikation af, hvilke rentestigninger deres økonomi kan klare. Dette kan give et problem, i og med at renten i den senere tid har været opadgående. Vi skal blot tilbage til starten af 1990 erne hvor renten var på næsten 18 % (Iversen, 2011). Renten er i foråret steget for første gang siden oktober For de korte flekslån (F1) betyder det at lånene bliver ca. 100 kr. dyrere om måneden per lånte million. Forventningerne er at ECB vil sætte renten yderligere op med 0,75 % i løbet af året og at Nationalbanken gør det ligeså. Dette resulterer i månedlige omkostningsstigninger på 265 kr. per lånte million for rentetilpasningslånene og 625 kr. om måneden for etårige afdragsfrie lån. Dette er imidlertid kun en lille del af det man kan frygte ved F1-lånene. I løbet af året skal der refinansieres for godt 1300 mia. kr., hvilket er meget mere end tidligere. Dette kan være med til at gøre, at låntagerne ikke kan betale og dermed ikke får deres lån refinansieret, obligationsejerne får ikke deres penge, og så vil realkreditinstitutterne gå konkurs (Karker, 2011). Refinansieringen kan blive et problem i lighed med det beskrevne i denne afhandling, hvor bankerne oplevede, at det ikke var muligt at skaffe likviditet til at finansiere udlånene. Dette kan få alvorlige konsekvenser og kan føre til store samfundsøkonomiske problemer, som dem Irland og Grækenland oplever. Disse kriser forværres, fordi landene ikke længere formår at sælge deres statsobligationer. Mekanikken er således, at en eventuel rentestigning vil føre til et højere tab på realkreditobligationerne, da flere låntagere ikke kan betale lånet. Dette vil blive indkalkuleret i obligationerne og resulterer i højere obligationsrenter. De bedste låntagere vil relativt hurtigt finde anden måde at finansiere deres gæld på, enten ved salg af formuegode eller optagelse af lån andetsteds. Dette vil resultere i endnu en forværring for låntagerne og en yderligere stigning i obligationsrenten(grosen & Raaballe, 2011). Der er dermed en reel mulighed for at der opstår et Lemons problem i realkreditsektoren, på samme måde, som vi oplevede det under bankkrisen. Tillid spiller igen en meget vigtig rolle, når lånene skal genfinansieres. Får de danske realkreditinstitutter ikke skabt tillid af omverdenen, risikerer vi, at obligationerne ikke kan sælges, og der vil for alvor være frygt en nedsmeltning. Derfor er det relevant at spørge, om vi indenfor den finansielle sektor reelt set har taget krisen alvorligt og lært af de fejl der blev begået. Som det ser ud nu lader det til, at realkreditinstitutterne er ved at begå nøjagtigt de samme fejltrin, som blev begået før bankkrisen. Dermed kan de finansielle krisetider være langt fra overstået. Side 72 af 80

73 10. Litteraturliste DOI numrene, der er angivet i kilderne henviser til Infomedias kildenummering. Akerlof, G. A. (1970). The market for "lemons": Quality uncertainty and the market mechanism. Quarterly Journal of Economics, Vol. 84(Issue. 3), pp Amagerbanken A/S. (17. august 2010). Amagerbankens prospekt til aktieemission Amagerbanken A/S,, pp Amagerbanken A/S. (2011). Amagerbankens historie. Retrieved 28.03, 2011, from Bach, D. (2011, 09.04). Bankkrak kan sætte skub konsolidering. Børsen, pp Bechmann, K. L., Grosen, A., & Raaballe, J. (2009). Den danske bankkrise In Strategi og driftsøkonomi (pp ) Beder, C. (2009, 29.04). Vi må vente 3 uger på SP-pengene. Jyllands Posten, pp Brændstrup, J., & Nielsen, N. E. (2009). Selskabsmeddelelse : Amagerbanken indgår aftale om statsligt kapitalindskud. Finanstilsynet, Meddelse nr. 45 Buck, J. (2011, 14.02). Danish bank's collapse sends a warning. Barron's, Børsen. (2011). Finanstilsynet: Styrkede beføjelser virker. Retrieved 28.04, 2011, from Dansk Erhverv. (2010). Bankrelationer og finansiel styring i krisetider. Dyberg, A. (2001). Indikatorer for finansiel ustabilitet. Danmarks Nationalbank, 1. kvartalsoversigt 2001, Dyrekilde, B. (2008). Bernstein: Bankpakke virker - vist. Børsen, 1-1. Dyrekilde, B., & Johnsen, M. (2010, 24.11). Amagerbanken satser på eget ejendomsselskab. Jyllands Posten, pp. 4. Ejerskov, S. (2009). Danmarks Nationalbank,, Retrieved from le/pengemarked_kvo1_09.pdf Finansiel Stabilitet. (2010). Finansiel stabilitet A/S foreslår steen hove og steen hemmingsen som nye bestyrelsesmedlemmer i amagerbanken. Finansiel Stabilitet A/S, Side 73 af 80

74 Finansiel Stabilitet. (2011a). Finansiel stabilitets udstedelse af individuel statsgaranti for amagerbanken A/S udstedelse af obligationer for DKK 13, 5 mia. Finansiel Stabilitet A/S, Finansiel Stabilitet. (2011b). Kort om selskabet. Retrieved 04.04, 2011, from Finansrådet. (2011a). Det private beredskab. Retrieved 28.04, 2011, from Finansrådet. (2011b). Information og rådgivning. Retrieved 23.04, 2011, from Finanstilsynet. (2009a). Afgørelse vedrørende fastsættelse af frist til opfyldelse af det af finanstilsynet fastsatte individuelle solvenskrav. Finanstilsynet Finanstilsynet. (2009b). Markedsudviklingen i 2008 for pengeinstitutter. Finanstilsynet,, pp Retrieved from Finanstilsynet. (2009c). Markedsudviklingen i 2009 for pengeinstitutter. Finanstilsynet,, pp Finanstilsynet. (2010). Redegørelse om inspektion i amagerbanken A/S. Finanstilsynet, Finanstilsynet. (2011). Lov om finansiel virksomhed frist for opfyldelse af solvenskrav Amagerbanken.Retrieved 25.04, 2011, from Folketinget. (2008). L 33 forslag til lov om finansiel stabilitet. Retrieved 01.03, 2011, from Folketinget. (2009). Bekendtgørelse af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter. Retsinformation, Folketinget. (2010). L 207 forslag til lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lom om garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen. Retrieved 01.03, 2010, from Gorton, G. (2008). The subprime panic. Yale ICF, Working Paper No , pp Grosen, A. (2008). To-års hjælpepakke til en dansk banksektor med stor risikoappetit. FINANS/INVEST, Issue 7, pp Grosen, A. (2009). Bankpakke-lovgivning - åben eller lukket informationsstrategi? FINANS/INVEST, Issue 1, pp Side 74 af 80

75 Grosen, A., & Jakobsen, S. (2009). Det danske realkreditsystem og SDO-lovgivningen. FINANS/INVEST, Issue 6, pp Grosen, A., & Raaballe, J. (2009). Danske bankers forfejlede kapitalstyring. FINANS/INVEST, Issue 2, pp Grosen, A., & Raaballe, J. (2010). Bankkrise og kreditformidling. FINANS/INVEST, Issue 7, pp Grosen, A., & Raaballe, J. (2011). Dansk realkredit med systemisk risiko. FINANS/INVEST, Issue 1, pp Grünbaum, B. (2009, 14.01). Kreditklemme udskudt. Jyllands Posten, pp. 5. doi:e15ce7e5 Hall, O. (2010, 18.11). Fighterens økonomiske knockout. Berlingske Tidende, pp. pp. 28. doi:e24c5367 Hansen, J. C. (2008, 25.09). Det er de andres skyld: Bankchef på amager:»det er de andres skyld«. Berlingske Tidende, pp. 6. doi:e13be68e Hansen, J. C. (2010, 11.11). Berlinske: Amagerbanken nu statens ansvar. Berlingske Tidende, pp. 7. doi:e2493e7d Heering, A. (2011). Anders dam: Vi er forsøgskaniner., 17.02, from Henriksen, T., Nielsen, H., Bach, D., Kirketerp, S., Dyrskjøt, M., & Johannesson, T. (2011, 08.02). Svigtende kontrol skaber mistillid til små banker. Børsen, pp Høberg, J., & Johnsen, M. (2011, 12.02). BANKEN VAR HANS: Jeg har ét barn: Amagerbanken. Jyllands- Posten, pp. 6. doi:e27bca83 Iversen, C. (2009, 01.07). Bankpakke 2 sikrer udlån. Erhvervsbladet, pp. 11. doi:e1943df8 Iversen, C. (2011, 16.04). Boligejere på vej i rentefælden. Jyllands Posten, pp Jeppesen, M. (2011a, 30.03). Ekspert forudser underskud. Børsen, pp Jeppesen, M. (2011b, 11.03). Ekspert: Politikere skyld i bankkrak. Børsen, pp. 7. doi:e28926a4 Jeppesen, M. (2011c, 11.03). Krateret på amagerbanken er på 13.2 mia. kr. Børsen, pp. 6. doi:e289264a Jeppesen, M. (2011d, 03.03). Omfattende kulegravning af amager-krak. Børsen, pp Jeppesen, M. (2011e, 03.03). Politikere fastholder bankpakke III. Børsen, pp Jessen, C. K., & Skovgaard, L. E. (2011, 10.02). Finanstilsyn og finansiel stabilitet skal kulegraves. Berlingske Tidende, pp. 11. doi:e27ac328 Side 75 af 80

76 Johnsen, M., & Sandøe, N. (2011, 15.02). Fitness-finte blev dyr for amagerbanken. Jyllands-Posten, pp. 7. doi:e27ca10b Jyllandsposten. (2009). Er der brug for en bankpakke II. Retrieved 28.04, 2011, from Karker, A. (2011, 02.03). Flekslån er en tikkende bombe. pp Kirketerp, S. (2011, 16.02). Amagerbanken købte gæld for at overleve. Børsen, pp. 22. doi:e27d2931 Langer W., M. (2011, 21.02). Nationalbank misledte om ny afviklingsmodel. Økonomisk Ugebrev, pp Langer, M. (2011, 14.02). Ny banklukningsmodel er samfundsskadelig. Økonomisk Ugebrev, pp Lofgren, K., Persson, T., & Weibull, J. W. (2002). Markets with asymmetric information: The contributions of george akerlof, michael spence and joseph stiglitz. Scandinavian Journal of Economics, Vol. 104(Issue 2), pp Madelaire, C. (2007). Dansker er de mest forgældede. Retrieved 04.04, 2011, from Mortensen, S. (2011, 12.02). Banker frygter ny kreditklemme. Børsen, pp Retrieved from Nationalbanken. (2000). Finansiel stabilitet. Retrieved 04.04, 2011, from Nationalbanken. (2008a). Finansiel stabilitet halvår. Danmarks Nationalbank, 1, pp Nationalbanken. (2008b). Finansiel stabilitets rapport 2. halvår Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2008c). Kvartalsoversigt 3. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2008d). Kvartalsoversigt 4. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2008e). Nationalbankens opgaver. Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2009a). Finansiel stabilitet halvår. Danmarks Nationalbank, Nationalbanken. (2009b). Finansiel stabilitet rapport halvår. Danmarks Nationalbank,, pp Retrieved from nt Nationalbanken. (2009c). Kvartalsoversigt 3. kvatal Danmarks Nationalbank,, pp Side 76 af 80

77 Nationalbanken. (2009d). Kvartalsoversigt 4. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2009e). Nationalbankens udlånsundersøgelse 1. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2009f). Nationalbankens udlånsundersøgelse 4. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2010a). Fald i pengeinstitutternes indlånsvækst. Retrieved 04/03, 2011, from Nationalbanken. (2010b). Finansiel stabilitets rapport Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2010c). Forsat aftagende vækst i pengeinstitutternes udlån til private og erhverv. Retrieved 04.04, 2011, from Nationalbanken. (2010d). Fortsat stigning i indlån fra udlandet. Retrieved 04.03, 2011, from Nationalbanken. (2010e). Indlån stiger for det private og falder for erhverv. Retrieved 04.03, 2011, from Nationalbanken. (2010f). Nationalbankens kvartalsoversigt 3. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2010g). Nationalbankens udlånsundersøgelse 2. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2010h). Nationalbankens udlånsundersøgelse 3. kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2010i). Stresstest 2. halvår., 15.11, from e/stress_2010_dk_web.pdf Nationalbanken. (2011a). Kvartalsoversigt 1. kvartal del 1. Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2011b). Nationalbankens udlånsundersøgelse 1 kvartal Danmarks Nationalbank,, pp Nationalbanken. (2011c). Udlån til erhverv falder. Retrieved 04.04, 2011, from Nielsen, H., & Jeppesen, M. (2011, 14.02). Frygt for nye krak presser banker. Børsen, pp Side 77 af 80

78 Nielsen, T. (2010). Nationalbankens udlånsundersøgelse de første resultater. FINANS/INVEST, Issue 2, pp Nobelprize.org. (2011). All prizes in economic sciences. Retrieved 09.03, 2011, from Nyholm, P. (2011, 09.02). FINANSIEL STABILITET: Bankerne kunne have reddet Amagerbanken. Jyllands Posten, pp. 6. doi:e27a4885 Nyholm, P., & Sandøe, N. (2011, 16.03). Minister får kritik efter bankkollaps. Jyllands Posten, pp. pp. 4. doi:e28c3c70 Nødgaard, U., & Madsen, K. V. (2011). Lov om finansiel virksomhed frist til opfyldelse af solvenskrav - amagerbanken. Retrieved 01.04, 2011, from Okeanos. (2011). Strategiske valg og stretegiske udfordringer efter finanskrisen. Retrieved 28.04, 2011, from Otkjær, T. (2009, Den nødvendige bankpakke. Berlingske Nyhedsmagasin, pp. pp. 13. doi:e15b2264 Otkjær, T., & Lund, M. (2011, 13.02). Vilde lån fik amagerbanken til at gå ned. Politiken, doi:e27c0a2e Pedersen, T. (2011, 09.02). Ekspert: Amagerbankens konkurs ubetydelig. Børsen, pp. pp Rasmussen, A. F. (2009). Statsminister anders fogh rasmussens nytårstale 1. januar Retrieved 28.03, 2011, from Rechnagel, U. (2008, ATP: Bankpakke bør revurderes. Børsen, pp. pp Rechnagel, U. (2009a, 07.01). Bankers solvens adgangsbillet til kapital. Børsen, pp. pp Rechnagel, U. (2009b, 08.01). Bankpakker: Nationalbanken til modangreb på professorer. Børsen, pp. 19. doi:e15aec9a Rechnagel, U. (2009c, 07.01). Tvivl om effekt af ny bankpakke. Børsen, pp. pp Rothschild, M., & Stiglitz, J. (1976). Equilibrium in competitive insurance markets: An essay on the economics of imperfect information. Quarterly Journal of Economics, Vol. 90(Issue 4), pp Raaballe, J., & Bechmann, K. (2008). Danske banker og finanskrisen. FINANS/INVEST, Issue 8, pp Side 78 af 80

79 Raaballe, J., & Grosen, A. (2010, 12.08). Erhvervskronik: Kreditklemme? nej pengemangel? ja. Jyllands Posten, pp doi:e22222e0 Raaballe, J., Grosen, A., & Bechmann, K. L. (2009, 22.01). ERHVERVSKRONIK: Bankpakke II under lup. Jyllands Posten, pp Sixhøj, M. (2011, 08.02). Amagerbankens krak vækker opsigt i udlandet. Børsen, pp Spence, M. (1973). Job market signaling. Quarterly Journal of Economics, Vol. 87(Issue 3), pp Stiglitz, J. E., & Weiss, A. (1981). Credit rationing in markets with imperfect information. American Economic Review, Vol. 71(Issue 3), pp Thomasen, E. (2011, 28.03). Aftalemarkedet hårdt ramt af amagerbanken. Økonomisk Ugebrev, pp Vestergaard, N., Frost, H., & Jensen, F. (1998). In Fiskeriøkonomisk Institut (Ed.), En introduktion til asymmetrisk information. Esbjerg: South Jutland University Press. Vibjerg, T. (2011, 03.03). Bankpakke III står urokkelig fast. Jyllands Posten, pp doi:e285e0fe Ward, A. (2011, 17.02). Moody's downgrades five danish lenders amid loss fears. Financial Times, pp ØEM. (2008). Aftale mellem regeringen og det private beredskab om sikring af finansiel stabilitet. Økonomi- Og Erhvervsministeriet, Retrieved from ØEM. (2009a). Aftale mellem regeringen (venstre og det konservative folkeparti), socialdemokraterne, dansk folkeparti, socialistisk folkeparti, radikale venstre og liberal alliance om en kreditpakke. Økonomi- Og Erhvervsministeriet,, pp ØEM. (2009b). Bilag 1. afgrænsning af erhvervsstøtte og dokumentation af statistik. Økonomi- Og Erhvervsministeriet,, pp ØEM. (2009c). Bilag 2.3: Incitamenter til exit og restriktioner på udbytte. Økonomi- Og Erhvervsministeriet,, pp ØEM. (2009d). Bilag 4. begrundelser for at give erhvervsstøtte. Økonomi- Og Erhvervsministeriet,, pp ØEM. (2010a). Forslag til lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten. Økonomi- Og Erhvervsministeriet,, pp Side 79 af 80

80 ØEM. (2010b). Indholdsmæssig beskrivelse af forslag til lov om håndtering af nødlidende pengeinstitutter. Økonomi- Og Erhvervsministeriet,, pp.1-2. Østrup, F. (2008). De danske bankkriser i FINANS/INVEST, Issue 6, 4-8. Østrup, F. (2009, 07.01). Ekspert: Politikere holder bobleøkonomien i live. Politiken, doi:e15ac962 Østrup, F. (2011). Problemer i dansk realkredit. FINANS/INVEST, Issue 1, pp Aagaard, J. (2011, 16.02). Ny banktop: Gammel ledelse var skyld i Amagerkrak. Berlingske, pp doi:e27d0efc Side 80 af 80