Embryonale stamceller

Transkript

1 Embryonale stamceller Høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 23. januar 2003 BIOSAM 2003

2 Embryonale stamceller - høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget den 23. januar 2003 Projektledelse i Teknologirådets sekretariat Laura Zurita, projektleder Projektmedarbejder: Jacob Skjødt Nielsen Projektsekretær: Jette Christensen Resumé Anne Birkelund, journalist Redigeret udskrift LanguageWire og Teknologirådet Omslag Bysted HQ A/S Tryk Vester Kopi A/S ISBN ISSN: Rapporten bestilles hos Teknologirådet Antonigade København K Telefon Fax tekno@tekno.dk Rapporten findes også på BIOSAMs hjemmeside Teknologirådets rapporter 2003/1

3 Indholdsfortegnelse FORORD...1 RESUMÉ...2 HVAD ER STAMCELLER?...2 TRE SKRIDT FREM OG TO TILBAGE...2 ANTALLET AF BEFRUGTEDE ÆG...3 VOKSNE ELLER EMBRYONALE STAMCELLER...3 INDIVIDUELT MENNESKELIGT LIV...4 TINGSLIGGØRELSE AF LIV...4 FORSKELLIGE LOV-MODELLER...5 INTERESSER OG RETTIGHEDER...5 DET FORSKNINGSMÆSSIGE POTENTIALE...6 BETACELLER TIL DIABETES...7 SPØRGSMÅL OM RISICI...7 DEBAT OM MENNESKELIGT LIV...8 DE ERHVERVSMÆSSIGE PERSPEKTIVER...8 PATENT PÅ CELLELINIER...9 GRUNDFORSKNING ELLER BEHANDLING...9 DE SUNDHEDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER...10 ET LANDSDÆKKENDE REGISTER...10 DEBAT OM RESSOURCER...11 DE SAMFUNDSMÆSSIGE RAMMER...12 UDVIDELSE AF ETIK-BEGREBET...12 BÅDE FOREBYGGELSE OG BEHANDLING...13 KILDEN TIL STAMCELLER...14 REDIGERET UDSKRIFT AF HØRING OM EMBRYONALE STAMCELLER VELKOMST...15 HELGE SANDER, MINISTER FOR VIDENSKAB, TEKNOLOGI OG UDVIKLING: VIDEN OM STAMCELLER...17 STEN EIRIK JACOBSEN, PROFESSOR, MD, PH.D, LUND UNIVERSITET:...17 PETER HOKLAND, OVERLÆGE, DR.MED., ÅRHUS AMTSSYGEHUS:...19 DE ETISKE OG REGULERINGSMÆSSIGE SPØRGSMÅL...29 SVEND ANDERSEN, PROFESSOR, DR.THEOL., CENTER FOR BIOETIK, AARHUS UNIVERSITET:...29 KERSTIN HOFFMAN, CAND.MED., LANDSSEKRETÆR FOR FORENINGEN RETTEN TIL LIV:...31 METTE HARTLEV, LEKTOR, PH.D., KØBENHAVNS UNIVERSITET, NÆSTFORMAND I DET ETISKE RÅD:...33 DET FORSKNINGSMÆSSIGE POTENTIALE...44 JENS ZIMMER RASMUSSEN, PROFESSOR DR.MED., DANSK CENTER FOR STAMCELLEFORSKNING:...44 OLE MADSEN, FORSKNINGSCHEF, PH.D., HAGEDORN RESEARCH INSTITUTE:...47 DE ERHVERVSMÆSSIGE PERSPEKTIVER...62 MADS KROGSGAARD THOMSEN, FORSKNINGSDIREKTØR, PROFESSOR, DR.MED.VET., NOVO NORDISK...62 METTE KIRSTINE AGGER, ADMINISTRERENDE DIREKTØR, 7TM PHARMA:...65

4 JESPER NORUS, INSTITUTLEDER, LEKTOR, COPENHAGEN BUSINESS SCHOOL:...68 DE SUNDHEDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER...77 OLE FÆRGEMAN, PROFESSOR, DR.MED., DEN CENTRALE VIDENSKABSETISKE KOMITÉ, ÅRHUS UNIVERSITETSHOSPITAL:...77 JENS-OTTO S. JEPPESEN, OMRÅDEDIREKTØR, ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL:...79 DE SAMFUNDSMÆSSIGE RAMMER...89 OLE HARTLING, OVERLÆGE, DR.MED., FORMAND FOR DET ETISKE RÅD FRA 2003:...89 PETER ØHRSTRØM, PROFESSOR, DR. SCIENT., MEDLEM AF DET ETISKE RÅD:...90 LENE KOCH, LEKTOR, DR. PHIL., INSTITUT FOR FOLKESUNDHEDSVIDENSKAB, KØBENHAVN UNIVERSITET:...91 LARS WAHLBERG, DIREKTØR, PH.D. M.D., NSGENE:...94 MOUSTAPHA KASSEM, AFDELINGSLÆGE, DR.MED., PH.D., ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL:...95 PRÆSENTATION AF OPLÆGSHOLDERE METTE KIRSTINE AGGER SVEND ANDERSEN OLE FÆRGEMAN METTE HARTLEV OLE J. HARTLING KERSTIN HOFFMANN PETER HOKLAND STEN EIRIK WÆLGAARD JACOBSEN JENS-OTTO SKOVGAARD JEPPESEN MOUSTAPHA KASSEM LENE KOCH OLE D. MADSEN JESPER NORUS JENS ZIMMER RASMUSSEN MADS KROGSGAARD THOMSEN LARS U. WAHLBERG PETER ØHRSTRØM ABSTRACT OF PRESENTATION AF STEN EIRIK JACOBSEN, PROFESSOR M.D., PH.D., DEPT OF STEM CELL BIOLOGY, LUND UNIVERSITETSHOSPITAL FORSKELLIGE KILDER TIL STAMCELLER FORSKELLIGE POLITISKE OG ETISKE OVERVEJELSER AF PETER HOKLAND, PROFESSOR, OVERLÆGE, DR. MED., ÅRHUS AMTSSYGEHUS DET MENNESKELIGE EMBRYONS ETISK-RETLIGE STATUS OM DET SÅKALDTE GRADUALISTISKE SYN AF SVEND ANDERSEN, PROFESSOR DR.THEOL., CENTER FOR BIOETIK, AARHUS UNIVERSITET FOSTERANLÆGGETS STATUS - ET SPØRGSMÅL OM RESPEKT AF LANDSSEKRETÆR, DR.MED., KERSTIN HOFFMANN, RETTEN TIL LIV. EMBRYONALE STAMCELLER OG LOVGIVNING AF METTE HARTLEV, LEKTOR PH.D., NÆSTFORMAND FOR DET ETISKE RÅD DET FORSKNINGSMÆSSIGE POTENTIALE I DANMARK AF JENS ZIMMER RASMUSSEN, PROFESSOR DR. MED., DANSK CENTER FOR STAMCELLEFORSKNING

5 DET FORSKNINGSMÆSSIGE POTENTIALE AF OLE D. MADSEN, PH.D., FORSKNINGSCHEF, HAGEDORN RESEARCH INSTITUTE EMBRYONALE STAMCELLER: DE ERHVERVSMÆSSIGE PERSPEKTIVER AF MADS KROGSGAARD THOMSEN, PROFESSOR DR.MED.VET., KONCERNDIREKTØR FOR FORSKNING & UDVIKLING, NOVO NORDISK A/S DE ERHVERVSMÆSSIGE PERSPEKTIVER AF METTE KIRSTINE AGGER, ADMINISTRERENDE DIREKTØR 7TM PHARMA, FORENINGEN AF BIOTEKNOLOGISKE INDUSTRIER I DANMARK DEN ERHVERVSMÆSSIGE UDFORDRING I FORBINDELSE MED UDVIKLING OG ANVENDELSE AF STAMCELLER HVAD KAN VI LÆRE FRA ANDRE BIOTEKNOLOGISKE OMRÅDER? AF JESPER NORUS, LEKTOR, INSTITUTLEDER, INSTITUT FOR ORGANISATION OG ARBEJDSSOCIOLOGI, HANDELSHØJSKOLEN I KØBENHAVN SUNDHEDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER AF OLE FÆRGEMAN, PROFESSOR, DR.MED., DEN CENTRALE VIDENSKABSETISKE KOMITÉ, ÅRHUS UNIVERSITETSHOSPITAL SUNDHEDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER AF STAMCELLEFORSKNINGEN AF JENS-OTTO S. JEPPESEN, OMRÅDEDIREKTØR, ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL VALG I ET DILEMMA AF OLE J. HARTLING, OVERLÆGE, DR.MED., FORMAND FOR DET ETISKE RÅD ETISKE PROBLEMER IFM. UDNYTTELSEN AF FOSTERANLÆG TIL FORSKNING OG UDVIKLING AF NY SYGDOMSBEHANDLING AF PETER ØHRSTRØM, PROFESSOR, DR. SCIENT., MEDLEM AF DET ETISKE RÅD OM STAMCELLEFORSKNING AF LENE KOCH, LEKTOR, DR. PHIL., INSTITUT FOR FOLKESUNDHEDSVIDENSKAB, KØBENHAVNS UNIVERSITET FORSKNING I HUMANE EMBRYONALE STAMCELLER: ER DET EN TRUSSEL FOR VORT SAMFUND? AF MOUSTAPHA KASSEM, AFDELINGSLÆGE, DR.MED., PH.D., ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL PROGRAM POLITISK SPØRGEPANEL PLANLÆGNINGSGRUPPEN DELTAGERLISTE BIOSAM - SAMARBEJDE OM BIOTEKNOLOGI BILAG 1: HUMAN STEM CELL RESEARCH: SCIENTIFIC UNCERTAINTIES AND ETHICAL DILEMMAS AF EUROPEAN SCIENCE FOUNDATION BILAG 2: UDTALELSE FRA LANDSFORENINGEN FOR UFRIVILLIGT BARNLØSE TOMAS THERKILDSEN, FORMAND, LANDSFORENINGEN FOR UFRIVILLIGT BARNLØSE

6 Forord Denne rapport er en redigeret udskrift af en åben høring om embryonale stamceller, som blev afholdt på Christiansborg den 23. januar Høringen blev afholdt for Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling af BIOSAM. Rapporten indledes med et resumé af høringen, som fremdrager de centrale problemstillinger, der blev diskuteret på høringen. Den komplette udskrift af høringen, der følger herefter, er opdelt i afsnit svarende til emneopdelingen i høringens program. Afsnittene indledes herefter med oplægsholdernes mundtlige indlæg, fulgt af den tilhørende spørge- og debatrunde med politikerpanelet og før frokost og som afslutning på høringen, en debat med salen. Derpå følger oplægsholdernes skriftlige indlæg som de fremstod i høringsmappen, der blev udleveret til deltagerne. Program og deltagerliste er trykt bagerst i rapporten. Denne høringsrapport kan også ses og downloades fra BIOSAMs hjemmeside eller bestilles ved henvendelse til Teknologirådet. BIOSAM vil gerne benytte lejligheden til at takke høringens oplægsholdere samt Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Teknologirådet, marts 2003 Laura Zurita, Projektleder 1

7 Resumé I hvilken grad og under hvilke betingelser skal det være tilladt at forske i embryonale stamceller i Danmark? Det var hovedemnet på høringen den 23. januar 2003 om anvendelse af stamceller i forskning og behandling. Minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander sagde indledningsvist, at spørgsmålet om stamceller er så komplekst, at politikerne har haft behov for at gå mere i dybden. Baggrunden for høringen var blandt andet de syv spørgsmål om stamcelleforskning, som Genteknologiudvalget har rejst i sin redegørelse fra 24. oktober 2002, og Folketingets forespørgselsdebat om stamceller fra befrugtede æg og fosteranlæg i november 2002, F19. Dagens høring var delt op i seks blokke med en række ekspertindlæg. De tre første blokke handlede om vores nuværende viden om stamceller, de etiske og reguleringsmæssige spørgsmål og det forskningsmæssige potentiale. De tre sidste blokke handlede om de erhvervsmæssige perspektiver, de sundhedsmæssige perspektiver og de samfundsmæssige rammer. Efter hver blok havde politikerne mulighed for at stille spørgsmål til eksperterne. Desuden var der 20 minutters åben debat i salen henholdsvis midt og sidst på dagen. Hvad er stamceller? Stamceller er celler med varierende potentiale til at danne forskellige typer af modne celler. De er samtidig selvfornyende, det vil sige, at de kan danne flere nye stamceller over længere tid. Sådan lød den korte definition på stamceller fra dagens første oplægsholder, professor, MD, ph.d., Sten Eirik Jacobsen, Lund Universitet, som redegjorde for vores nuværende viden om stamceller og deres kliniske potentiale. Man skelner mellem embryonale og voksne stamceller. De embryonale er pluripotente d.v.s at de kan i princippet danne alle typer celler i kroppen. De er imidlertid kun til stede meget tidligt i fosterudviklingen. Voksne stamceller, de såkaldte vævsstamceller eller organstamceller, dannes også på fosterstadiet, men eksisterer fortsat i voksenlivet, hvor de regenererer celletab i de færdige organer. Det kan fx være i knoglemarven, som danner de nødvendige blodceller hele livet igennem, og erfaringerne med knoglemarvstransplantation har her vist, at celleterapi er en vej at gå. Ifølge Sten Eirik Jacobsen vil der dog gå flere årtier, før vi ser et gennembrud for de virkelig store folkesygdomme med et potentiale for helbredelse. Samtidig understregede han vigtigheden af, at der forskes i både embryonale og voksne stamceller. I de seneste par år har der været publiceret undersøgelser om voksne stamcellers potentiale, men der er siden sat spørgsmålstegn ved dataene og ved effektiviteten af fx en bloddannende stamcelle. Ifølge Sten Eirik Ja cobsen er der ingen beviser for, at voksne stamceller kan lige så meget som de embryonale, og rent klinisk og videnskabeligt mener han ikke, at der er nogle argumenter for kun at forske i voksne stamceller. Kun forskning i begge typer stamceller kan vise deres kliniske potentiale, ligesom embryonale stamceller kan være et vigtigt redskab til at forstå menneskets biologiske udvikling og sygdomsprocesser. Tre skridt frem og to tilbage Overlæge, dr.med. Peter Hokland, Århus Amtssygehus, betegnede udviklingen inden for stamcelleforskning som tre skridt frem og to tilbage. Debatten har været sensationspræget, og det har været svært at reproducere resultaterne fra nogle af de første forsøgsrapporter, som blev publiceret for 4-5 år siden. I dag er der imidlertid en række kriterier, som skal være opfyldt. Stamcellerne skal være veldefinerede, så man 2

8 kan se, hvor de kommer fra. Desuden skal overførslen bidrage til funktionen af et organsystem, fx evnen til at afhjælpe blodmangel, og endelig skal stamcellerne være bæredygtige, altså virke på langt sigt. Peter Hokland var enig med Sten Eirik Jacobsen i, at de voksne stamceller har et potentiale, men at forskningen befinder sig på et meget tidligt stadium. Voksne stamceller forekommer meget sjældent og vil have utroligt svært ved at erstatte de embryonale stamceller - guldstandarden for stamceller. Den voksne stamcelle vil således ikke kunne udvikle sig til et komplet individ, som den embryonale kan. Men var voksne stamceller i stand til det samme som de embryonale, ville næsten alle stamforskere ifølge Peter Hokland vælge dem af rent etiske årsager. Peter Hokland advarede imod en delløsning som i USA, hvor man kun må forske i de embryonale stamcellelinier (et udviklingsforløb af celler, som fx er opdyrket på baggrund af en tidligere udtaget embryonal stamcelle, red.). Flere af disse cellelinier har siden vist sig ikke at eksistere eller at være så ustabile, at de ikke kan anvendes. Så hverken forskere eller politikere kan gemme sig bag de voksne stamceller, sagde han. Danmark har et stærkt forskningspotentiale inden for stamceller, men det kræver en politisk beslutning, hvis det skal kunne udnyttes. For at nyde skal man yde, ligesom det er tilfældet inden for organtransplantation, hvor vi skal kunne levere organer til andre lande for selv at få nogle. Antallet af befrugtede æg I den efterfølgende debat spurgte Hanne Severinsen (V) til de foreløbige resultater af embryonal stamcelleforskning i andre lande og behovet for eventuelt at afgrænse forskningen. I den forbindelse understregede Sten Eirik Jacobsen, at det først og fremmest handler om et potentiale. Kun grundig, langvarig forskning kan vise, om det kan realiseres. Han mente derfor, at grundforskningen er mindst lige så vigtig som den kliniske forskning. I forhold til udviklingen i andre lande sagde Peter Hokland, at det i USA er biotek-industrien, som er toneangivende inden for stamcelleforskning. Det skyldes, at den statslige forskning er stramt reguleret i modsætning til de private virksomheders forskning, hvor man har mulighed for at købe sig til embryonale stamceller. Sophie Hæstorp Andersen (S) rejste spørgsmålet om, hvorvidt der er nok overskydende befrugtede æg til at dække det forskningsmæssige behov. Hertil svarede Ole D. Madsen, Hagedorn Research Institute, at eftersom cellerne kan vokse i en uendelighed, er ét befrugtet æg i princippet nok til at dække al forskning og udvikling inden for den vævstype, som det pågældende foster måtte have. Begrænsningen ligger således i, hvor mange vævstyper man ønsker at dække, og her er 4000 blevet nævnt som et maksimum. Det kræver dog, at de efter dannelsen opfører sig stabilt og kan bevare deres pluripotente egenskaber. Hvad angår antallet af overskydende befrugtede æg, anslås der at være omkring alene i Australien, som har tilladt forskning i embryonale stamceller. Voksne eller embryonale stamceller På et spørgsmål fra Birthe Skaarup (DF) om de embryonale stamcellers bæredygtighed og evne til omprogrammering svarede Sten Eirik Jacobsen, at der allerede er bevis for, at celleterapi fungerer godt i forbindelse med Parkinsons sygdom og diabetes. Problemet er, at cellerne skal doneres fra afdøde fostre, og derfor er der kun et begrænset antal af dem tilgængeligt. Derfor er der behov for andre kilder til den type transplantation, og her er embryonale stamceller måske de mest lovende. Tove Videbæk (KRF) spurgte, hvorfor nogle forskere ville vælge de voksne stamceller, hvis de havde haft samme potentiale som embryonale. Peter Hokland sagde, at det ville han gøre dels ud fra et etisk synspunkt og dels på grund af risikoen for, at noget går galt. Hvad angår det etiske, satte Sten Eirik Jacobsen spørgsmålstegn ved, om det er mere forsvarligt at forske i embryonale stamceller i forbindelse med barnløshed som det er tilladt i Sverige - end en potentiel kurativ behandling for Parkinsons sygdom og diabetes. 3

9 Peter Øhrstrøm, medlem af Det Etiske Råd, spurgte om, man ikke kunne anvende forsigtighedsprincippet som i Tyskland og starte med at udforske potentialet i de eksisterende cellelinier. Ifølge Peter Hokland vil det imidlertid være utilstrækkeligt, fordi nogle af de embryonale cellelinier er dannet for mange år siden og under andre omstændigheder. Som svar på et spørgsmål fra Anne Grethe Holmsgaard (SF) sagde han, at man godt kunne stille krav til, hvordan de embryonale stamceller er dannet. Men han var mere skeptisk over for en begrænsning i selve anvendelsen, da regenerativ medicin er et meget stort og bredt område. Sten Eirik Jacobsen mente ligefrem, at det vil være farligt, hvis man fra centralt hold begynder skelne mellem klinisk brug og grundforskning. Individuelt menneskeligt liv Næste blok handlede om de etiske og reguleringsmæssige spørgsmål. Professor, dr.theol. Svend Andersen, Institut for systematisk teologi, Aarhus Universitet, gjorde rede for det såkaldte gradualistiske synspunkt i forhold til embryoets etiske og retslige status. Han sagde, at det er vigtigt at skelne mellem to former for etiske overvejelser: den personlige eller private på den ene side, og på den anden side den samfundsetiske eller politisk etiske, som var emnet på dagens høring. Samtidig tog han afstand fra, hvad han kaldte de to ekstreme opfattelser af, hvad det etisk set vil sige, at et fosteranlæg går til grunde. Ifølge den ene opfattelse er der blot tale om en celleklump, ifølge den anden er det et menneske, som slås ihjel. Svend Andersen mente dog også, at Det Etiske Råds definition menneskeligt liv er for upræcis, og anvendte i stedet begrebet individuelt menneskeligt liv. Der er ingen markant grænse eller et bestemt punkt i udviklingen fra fosteranlæg til barn, hvor man kan sige, at nu er der tale om en person. Udviklingen er graduel, og der findes ingen klare løsninger på problemstillingen. Svend Andersen mente, at det er misvisende at tale om, at fosteranlæg har rettigheder på samme måde som fødte mennesker. Her henviste han til argumentet om retten til liv: Når man forbyder mord, er det for at beskytte den ret, som fødte mennesker har til at leve. Det er en ret, der forudsætter, at man har en interesse i at leve, som igen forudsætter, at man er en person i en eller anden forstand. Svend Andersen sagde, at enhver form for individuelt menneskeligt liv er værdifuldt, fordi det er udtryk for en biologisk og en menneskelig kreativitet. Uenigheden handler om, hvordan man vægter de to former for kreativitet og værdifuldhed. De, som mener, at livet skal beskyttes allerede fra befrugtningen, lægger hele vægten på den biologiske værdifuldhed. Ifølge Svend Andersen ligger der som regel et religiøst moment bag den tankegang, og det bør man åbent erkende af hensyn til debatten - i stedet for at lade som om, at det er indlysende. Ligesom i den tidligere debat om fri abort er det afgørende, at samfundet ikke gennemtvinger én bestemt fortolkning af et menneskelivs status, hvilket et forbud vil være udtryk for. Endelig opfordrede han politikerne til at gøre lovgivningen på området mere logisk og sammenhængende for der er forskellige normer i forskellige love der omhandler embryoner og fostre. fx loven om kunstig befrugtning, tillader forskning i embryoer, hvis det kan forbedre befrugtningsteknikken, men s andre love forbyder forskning i de samme embryoner. Tingsliggørelse af liv Næste oplægsholder var cand.med. Kerstin Hoffman, som er landssekretær i foreningen Retten til liv. Hun tog ligeledes udgangspunkt i Det Etiske Råds definition af, at menneskeligt liv begynder ved befrugtningen. Ifølge hende er den naturlige konsekvens af dette, at fosteranlægget har samme status som ethvert andet menneskeligt liv og samme krav på beskyttelse som ethvert andet menneske. Værdien består alene i det at være et menneske. Desuden henviste hun til Geneve-deklarationen fra 1948 om, at man skal nære den højeste respekt for menneskets liv fra dets undfangelse selv under trusler. Kerstin Hoffmann afviste argumentet om, at fosteranlægget først ved indvæksten i livmoderen har fuld moralsk status, eller at det skal kunne ønske livet for at have ret til det. Hun mente, at det er farligt at opstille grænser for, hvornår fostret har kvalificeret sig til liv, og kaldte det en ny og skræmmende etik, 4

10 der kan få vide konsekvenser for andre svage grupper i samfundet. Hvis fosteranlægget gøres til et objekt i forskningen og et potentielt middel for behandling, starter vi ifølge hende en farlig tingsliggørelse og krænkelse af mennesket. Ingen mennesker skal ufrivilligt udsættes for indgreb, der ikke kommer dem selv til gode. Kerstin Hoffmann mener derfor ikke, at forskning i embryonale stamceller kan forenes med hensynet til fosteranlægget. Hun har forståelse for forskernes interesser og handicappedes håb, men forskningen involverer også en tredje part fosteranlægget som ikke kan tale sin egen sag. Hvis det skal gøres til forskningsobjekt eller et medikament, ringeagter det vores egen oprindelse og vil få uoverskuelige konsekvenser for vores syn på de svageste grupper. Hvad angår de overskydende fosteranlæg, mente Kerstin Hoffmann, at man bør standse den praksis inden for kunstig befrugtning, der resulterer i overskudslagre. Forskellige lov-modeller Lektor, ph.d. Mette Hartlev, Københavns Universitet, er næstformand i Det Etiske Råd, og hun fortalte om de lovgivningsmæssige aspekter af embryonal stamcelleforskning. I dag er det forbudt at forske i befrugtede æg medmindre formålet er at forbedre befrugtningsbehandling eller præimplantationsdiagnostik. Reglerne omfatter også æg, som er befrugtet via kernetransplantation (overførsel af kernen fra en kropscelle til et ubefrugtet æg, hvor cellekernen er fjernet, red.). I andre lande er der opstået uenighed om, hvorvidt der her er tale om befrugtning, så det bør gøres mere klart i en kommende dansk lovgivning. Det samme gælder reglerne for importerede embryonale stamceller, som i dag falder uden for befrugtningsloven. I forhold til den fremtidige lovgivning er det vigtigt at få identificeret de forskellige hensyn og interesser inden for området. Udover de forskellige interesser fra industri, forskere og patienter er der også fra en samfundsmæssig synsvinkel en interesse i at vise respekt for de befrugtede æg og værne om nogle af de grundværdier, som vores samfund er baseret på. Ifølge Mette Hartlev kan det ikke reduceres til en individuel, religiøs interesse. Endelig skal den kommende lovgivning også afspejle respekten for den personlige autonomi i forhold til de personer, som donerer æggene. Lovgivningsmæssigt er der en række forskellige tilgange og modeller. Den mest restriktive er forbudsmodellen, der beskriver de ting, som er forbudt. Det er befrugtningsloven et eksempel på. En anden model er tilladelsesmodellen, som det videnskabsetiske komitésystem bygger på, og hvor man skal ansøge om tilladelse til de forskellige forskningsprojekter. Spørgsmålet er så, hvilket organ og hvem, der er kvalificeret til at foretage sådanne vurderinger. En mere fleksibel tilgang er at opstille nogle kriterier, som forskningen skal opfylde, men uden forbud eller krav om tilladelser. Kriterierne kan være præcise som fx alderskravet i befrugtningsloven eller rummelige som begrebet alvorlige sygdomme, som i vidt omfang er op til lægerne at definere. I nogle landes lovgivning lægges der fx vægt på, at det kun må dreje sig om sygdomme, hvor forskning i embryonale stamceller er den eneste mulighed for at udvikle en behandling. Endelig er der revisionsmodellen, hvor man efter et par år tager lovgivningen op til revision. Under alle omstændigheder vil en kommende lov inden for dette området kun have en tidsbegrænset holdbarhed. Folketinget må derfor været parat til at revidere den i en mere restriktiv eller lempelig retning, hvis der er behov for det, sagde Mette Hartlev. Hun gjorde desuden opmærksom på Bioetikkonventionens artikel 18, der forbyder frembringelse af embryoner alene med henblik på forskning, og på at loven skal være så gennemskuelig som overhovedet muligt. Interesser og rettigheder Tove Videbæk (KRF) kom med en række kritiske spørgsmål til især Svend Andersens indlæg herunder om retten til liv skal afhænge af, om væsenet har en interesse i at leve. Desuden mente hun, at det gra- 5

11 dualistiske syn i forhold til fosteranlæg lige så vel kan anvendes på et menneske ved afslutningen af livet, der således skulle miste retten til beskyttelse. Sven Andersen sagde, at en del af forklaringen på forskellen mellem et to dage gammelt befrugtet æg og et nyfødt barn er, at væsenet har en interesse i liv. Det betyder ikke, at samfundet ikke skal beskytte og respektere begyndende liv. Spørgsmålet er, om det skal være på samme måde, som det respekterer og beskytter fødte mennesker. Han afviser, at han skulle gå ind for, at funktionerne i fosterudviklingen er tiltagende og dermed, at menneskets beskyttelsesværdi aftager, når det bliver gammelt. I den forbindelse er det gradualistiske et dårligt udtryk, for der kan ikke sættes et tidspunkt for, hvornår der er tale om et fuldt beskyttelsesværdigt menneske. Udviklingen er glidende, og man må i stedet skelne mellem menneskelivets værdifuldhed og de rettigheder, der skal beskyttes, sagde Svend Andersen. Desuden gjorde han det klart, at han gik ind for informeret samtykke fra kvinden, hvis fosteranlægget skulle anvendes til forskning. Og at det i øvrigt kun bør ske, hvis embryonet er placeret i en sammenhæng, hvor det på forhånd er udelukket, at det udvikler sig til et menneske. Hanne Severinsen (V) spurgte, om det videnskabsetiske komitésystem ville være et velegnet organ til at behandle ansøgninger om forskning i embryonale stamceller, hvis man fx vælger samtykkemodellen. Mette Hartlev svarede, at det kommer an på, hvilke kriterier der skal ligge til grund for godkendelserne. Hvis der også skal indgå mere vidtløftige etiske hensyn i overvejelserne, mente hun ikke, at komitéerne med deres nuværende sammensætning er i stand til at reflektere sådanne hensyn. Desuden var hun enig med Hanne Severinsen i, at en besvarelse af de syv spørgsmål fra Genteknologiudvalget ville være et godt udgangspunkt for en lovgivning, som reflekterer de nødvendige kriterier og hensyn. Det er samtidig vigtigt at få rammerne for forskningen klart præciseret. Som svar på et spørgsmål fra Naser Khader (RV) sagde Kerstin Hoffmann, at det faktisk er muligt kun at befrugte det antal æg, som kvinden ønsker at føde. Svend Andersen tilføjede, at ifølge den tyske embryobeskyttelseslov må ingen befrugtede æg gå til grunde eller anvendes til forskning. Det forskningsmæssige potentiale Dagens tredje blok handlede om potentialerne i dansk stamcelleforskning. Om det fortalte professor, dr. med. Jens Zimmer Rasmussen, leder af Dansk Center for Stamcelleforskning. Udgangspunktet for de danske forskere er typisk den normale biologi, hvor der indgår stamceller, eller situationer med beskadigelse eller sygdom i vævene, hvor stamceller spiller en naturlig rolle for reparation. Det kan fx være celleerstatningsterapi efter et stort blodtab, eller hudtransplantation efter en forbrænding, hvor huden ikke af sig selv kan dække og regenerere. En stor del af forskningen sker i regi af Dansk Center for Stamcelleforskning. Det blev etableret i april 2002 af ni forskergrupper fra hele landet, der sammen med yderligere syv grupper har oprettet en forskerskole i stamcelleforskning, hvor der er tilknyttet 30 ph.d.-studerende. Centret forsker i voksne stamceller fra en række vævs- og organsystemer, herunder fra fostre og navlesnorsblod. Desuden forskes der i embryonale stamceller fra mus. Selve arbejdet består bl.a. i at isolere cellerne, at opformere dem, at lave cellelinier, styre dem i retning af mere modne celler og teste deres evne til at erstatte andre beskadigede celler. Udover centret findes der en række andre grupper rundt om i landet fx på hospitalerne, der ligeledes arbejder med stamceller. Ifølge Jens Zimmer Rasmussen gør den danske stamcelleforskning sig også gældende internationalt. Man har fx fået mange positive tilkendegivelser fra prominente forskere i udlandet, da man oprettede et internationalt panel ved forskerskolen. Den internationale forskning befinder sig i begyndelsesfasen, men ifølge Jens Zimmer Rasmussen er toget så småt begyndt at køre. Hvis man i Danmark ønsker et løft og en hurtig anvendelse af de foreløbige resultater, kræver det en forskningspolitik, der sikrer yderligere støtte til de initiativer, der allerede er sat i gang. Han mener desuden, at det bør følges op af en tilladelse til også at forske i embryonale stamceller under regulerede former. Det vil styrke dansk forskning og med et slag sælge danske forskergrupper bedre i konkurrencen om internationale og private forskningsmidler og 6

12 dermed hurtigere skabe resultater. Hvad angår reguleringen, foreslog han en ordning, der svarer til det videnskabsetiske komitésystem. I forhold til spørgsmålet om sikker behandling henviste han til nogle af de erfaringer og regelsæt, der findes i forbindelse med de eksisterende transplantations- og transfusionsbehandlinger. Betaceller til diabetes Næste oplægsholder var forskningschef, ph.d. Ole D. Madsen, Hagedorn Research Institute, der fortalte om det forskningsmæssige potentiale inden for især diabetesforskningen. Instituttet ejes af Novo Nordisk og har til formål at udvikle en insulinproducerende betacelle, der kan anvendes til transplantationsbehandling af patienter med type 1 diabetes. Man har allerede behandlet patienter med betaceller, som var udtaget fra organdonorer. Som resultat bliver patienterne fri for den daglige insulininjektion, deres blodsukker normaliseres, og formentlig forsvinder risikoen for de sendiabetiske komplikationer, som udgør op til 80% af de samlede omkostninger til behandling af en gennemsnitlig diabetespatient. Det er dog kun de embryonale stamceller, som man i dag med sikkerhed ved har evnen til at blive til insulinproducerende betaceller. Hagedorn er en del af Center for Beta Cell Therapy i Europa og deltager desuden i et projekt under det amerikanske forskningsråd, der også har til formål at udvikle stamcelleafledte betaceller til at behandle diabetes. Ole D. Madsen anbefalede ligesom Jens Zimmer Rasmussen en lovgivning, der tillader forskning i embryonale stamceller og sikrer, at danske forskere fortsat kan gøre sig gældende inden for stamcelleforskningen. Ifølge ham kan det blive et så vigtigt forskningsfelt, at der er behov for en selvstændig lovgivning og en styring som fx i England, hvor området reguleres af det etiske og videnskabelige organ Human Fertilisation Embryology Authority. Fra centralt hold bør der gives forskningsmidler til at forske i etablering af nye humane embryonale stamcellelinier, sygdomsrelaterede udviklingsbiologiske forskningsprojekter og endelig til forskning i udvikling af dyrkningsprotokoller til frembringelse af terapeutiske celler. Han understregede ligesom flere af de øvrige oplægsholdere vigtigheden af at forske i både voksne og embryonale stamceller, da de vil kunne anvendes forskelligt. Spørgsmål om risici Tove Videbæk (KRF) spurgte om risikoen ved behandling med stamceller i form af fx kræft og afstødelse. Jens Zimmer Rasmussen fortalte, at der findes eksempler på, at transplanterede celler har lagt sig i klumper og er blevet til en form for kræft. Det skyldtes imidlertid, at de ikke forinden var uddifferentieret i en bestemt retning, men blot sat direkte ind i fx rottehjerner. Det kan undgås ved at opformere cellerne i en bestemt retning før transplantationen, og derfor kan man ifølge Jens Zimmer Rasmussen ikke tale om uforudsete ulemper ved embryonale stamceller i dag. Som svar på Tove Videbæks spørgsmål om behovet for nye fosteranlæg svarede Ole D. Madsen, at en lov også bør gælde for fremtidige donorer. Det er ikke tilstrækkeligt med de eksisterende lagre, og de rigtigt gode celler, der skulle være dynamoen i den nye forskning rundt om i verden, er i dag en mangelvare. Anne Grethe Holmsgaard (SF) tog afstand fra sammenligningen af den embryonale stamcelleforskning med et tog, der er ved at køre fra os, og vil køre uanset om man vil det eller ej. Hun mener, at det langsigtede mål må være at bruge så mange kræfter som muligt på de voksne stamceller, men at det ikke udelukker brugen af embryonale stamceller til forskningsformål. Dog er det vigtigt at gøre sig klart, hvilke formål man vil acceptere, og hvor de embryonale stamceller skal komme fra. De formål bør politikerne definere og ikke det videnskabsetiske komitésystem. Hvad angår prioriteringen, fastslog Ole D. Madsen, at den viden der er høstet fra forskning i embryonale stamceller, også vil gavne forskningen i voksne stamceller. Peter Hokland sagde desuden, at fordelingen af forskningsmidler til forskning i enten voksne eller embryonale stamceller kommer an på kvaliteten af ansøgningerne. Ifølge Anne Grethe Holmsgaard vil det dog også være et spørgsmål om økonomi og fordelingen af private midler. 7

13 Debat om menneskeligt liv Første indlæg i den åbne debat var fra en far til en 6-årig dreng med type 1 diabetes. Han sagde, at han i forhold til et fosteranlæg på to dage ville vælge til fordel for sin dreng, der risikerer at få synskomplikationer, amputationer og et kortere liv end sine jævnaldrende. Kerstin Hoffman svarede, at denne situation netop viser behovet for, at det er samfundet, der sætter rammerne, og ikke den enkelte person, som er direkte involveret. Louis Montana, Forebyggelses- og Patientrådet, spurgte, hvorfor der overhovedet skal forskes i embryonale stamceller, når sygdomme forebygges og helbredes langt bedre med naturmedicin og fornuftige næringsmidler. Til det sagde Ole D. Madsen, at der ham bekendt ikke er reddet en eneste patient med type 1 insulinkrævende diabetes med andre former for behandling end celletransplantation. Hvad angår risikoen ved anvendelse af stamcelleterapi, drog Peter Hokland en parallel til genterapien. Efter 1999 er det blevet bevist, at genterapi helbredte såkaldte boblebørn, der har svære immundefekter, men to af børnene har siden udviklet noget, der ligner en kræfttilstand. Nogle af børnene ville imidlertid have været døde uden behandling, så man skal altså afveje risiko og gavn. Den samme afvejning mener Peter Hokland skal foretages i forhold til behandlingen med stamceller.ifølge Nina Tuxen fra Kontaktudvalget for mindre sygdoms- og handikapforeninger, KMS, en paraplyorganisation for 30 mindre sygdomsforeninger, er stamcelleterapi det eneste håb for mange af disse grupper. Hun spurgte Hanne Severinsen, om patienterne vil kunne få behandling i udlandet, hvis det forbydes i Danmark. Mette Hartlev advarede mod, at debatten bliver for polariseret. Ifølge hende er det muligt at tilgodese både hensynet til forskning, udvikling og sygdomsbehandling og hensynet til at vise respekt for det befrugtede æg. Det kan ske ved at sætte en grænse for, hvad der må forskes i, så det kun er alvorlige, uhelbredelige sygdomme. Hvad angår behovet for nye befrugtede æg, sagde Christian Grøndahl, Novo Nordisk, at der finder behandlinger sted om året. Han mente derfor, at der med informeret samtykke vil være nok befrugtede æg til forskningen. Han lagde desuden vægt på, at den nye lovgivning tager afsæt i stammecelleproblematikken og ikke bliver en lappeløsning på befrugtningslovgivningen. Claus Yding Andersen, Rigshospitalet, satte imidlertid spørgsmålstegn ved, om de overskydende embryoner i Danmark er nok til uden videre at udvikle stamcellelinier. Ifølge ham er metoden til at fremskaffe stamceller endnu ikke særligt effektiv, og de overskydende embryoer hører ofte til den dårligste del. Claus Yding Andersen opfordrede derfor politikerne til ikke at lave en restriktiv lovgivning, der forhindrer brugen af andre embryoner end de overskydende. De erhvervsmæssige perspektiver Fjerde blok satte fokus på den danske medicinalvareindustris interesser i stamcelleforskning. Forskningsdirektør, professor Mads Krogsgaard Thomsen, Novo Nordisk, fortalte om, hvordan en dansk innovationspolitik kan styrke forskningen i stamceller. Det er en tværdisciplinær forskning, og derfor mener han, at der er behov for øgede bevillinger ikke kun til de sundhedsvidenskabelige, men også til de tekniskvidenskabelige og naturvidenskabelige fakulteter. Universiteterne skal i den forbindelse være grundforskningsrettede, så det fremmer interaktionen med det private, forskningsbaserede erhvervsliv. Han lagde også vægt på, at forskningen kræver internationalt samarbejde, og at Danmark har alle de nødvendige elementer til at gøre dansk erhvervsliv konkurrencedygtigt og rekruttere kvalificerede forskere inden for området. Tidsmæssigt mente Mads Krogsgaard Thomsen, at der nok vil gå år før en eventuel stamcellebaseret behandling af diabetes vil være på markedet. Det kræver, at man ultimativt forstår, hvordan stamcellen følger én bestemt rute frem for 230 andre ruter, så den bliver til en insulindannende celle. Først 8

14 derefter kan der gennemføres kliniske afprøvninger, der dokumenterer en effekt og sikkerhed for patienterne. Alene det tager 7-8 år. Samtidig kræves der et forskningsmæssigt gennembrud inden for immunologien for at undgå, at cellerne afstødes. Novo Nordisk vil ifølge Mads Krogsgaard Thomsen være et af de firmaer, som har forudsætningerne for engang at kunne fremstille disse celler. Det vil koste et milliardbeløb at udvikle en sådan kur, der kan helbrede diabetes, så det bliver kuren, der skal sælges i stedet for lægemidlerne. Patent på cellelinier I dag anvendes stamceller i private danske firmaer kun i begrænset omfang, fortalte Mette Kirstine Agger, bestyrelsesmedlem i Foreningen af Bioteknologiske Industrier i Danmark og direktør for 7TM Pharma. Det sker for at undersøge geners funktion fx i forbindelse med det humane genomprojekt, eller de anvendes på mus til screening af nye lægemidler, som på sigt kan spare en række dyreforsøg. I forhold til den fremtidige behandling pegede Mette Kirstine Agger på, at man udover de helt enkle forløb også vil få nogle mere patient-intensive forløb. Det vil kræve et endnu tættere samarbejde mellem det offentlige og private og dermed nogle andre erhvervsmæssige strukturer end de nuværende. Hun foreslog desuden, at der tidligt i forløbet bliver oprettet og uddannet en myndighed, som kan godkende og hjælpe med at tilrettelægge de kliniske forløb, og at der udarbejdes guidelines. Mette Kirstine Agger gjorde desuden opmærksom på behovet for at få afklaret spørgsmålet om rettigheder, eftersom der vil være tale om meget store investeringer fra industriens side. Hun foreslog, at der gives patentrettigheder ikke til den initiale stamcelle, men til de protokoller eller cellelinier, som bliver resultatet. Ligesom Mads Krogsgaard Thomsen mente hun også, at dansk erhvervsliv vil være konkurrencedygtigt på grund af forskningstraditionerne inden for diabetes og sygdomme i centralnervesystemet, hvor stamcelleterapi netop vil være relevant. Lektor Jesper Norus fra Handelshøjskolen i København drog en parallel til debatten om genmodificerede planter. Den har ifølge ham været kendetegnet ved, at reguleringen kom alt for sent på grund af usikkerhed og manglende stillingtagen. Resultatet er, at der i dag dyrkes genmodificerede afgrøder i Europa, blot ikke i den regulerede del. Jesper Norus pointerede, at bioteknologiske virksomheder udvikler sig i et globaliseret netværk. Spørgsmålet er, om Danmark alene kan regulere dette område, eller om vi skal ud i større sammenhænge for at få indflydelse. I tråd med de tidligere indlæg fremhævede han desuden det tværdisciplinære ved stamcelleforskningen, der uvægerligt vil flette de offentlige og private forskningsmiljøer tættere sammen. Endelig rejste Jesper Norus spørgsmålet om, hvorvidt man lovgivningsmæssigt skal opstille rammer eller regulere indholdet fx ved at støtte forskningen i bestemte sygdomme. Grundforskning eller behandling Flere politikere spurgte, hvad industrien vil synes om, at der kun gives tilladelse til at anvende stamceller i grundforskningsøjemed. Til det sagde Mads Krogsgaard Thomsen, at hvis grundforskningen viser, hvordan man fx kan genetablere nervefunktionen hos en Alzheimerpatient, ville det efter hans mening ikke være etisk forsvarligt at afskære patienten fra behandlingen. Samtidig afviste han at forske i kernetransplantation og terapeutisk kloning, som han ikke mener er relevant i forhold til sygdomme som Alzheimers og Parkinsons sygdom. Hvad angår lovgivningen, sagde Jesper Norus, at både viden og kapital vil gå udenom Danmark, hvis det ikke bliver tilladt at forske i embryonale stamceller. På spørgsmålet om behovet for embryonale stamceller i den fremtidige behandling, svarede Mads Krogsgaard Thomsen, at der i opstartsfasen vil være behov for at arbejde med forskellige embryonale stamcellelinier, fordi folk har forskellige vævstyper. Men når de linier først er etableret, vil der være en uudtømmelig kilde til samtlige de 4-5 mio. patienter verden 9

15 over, der har behov for behandlingen. Det vil sige, at der i selve behandlingsfasen ikke vil være behov for flere nye befrugtede æg. Ifølge Mads Krogsgaard Thomsen tilhører Hagedorn den gruppe, som i dag har størst chance for et forskningsgennembrud inden for embryonale stamceller i forhold til diabetes. Forskningen vil dog ikke ske på bekostning af den øvrige forskning i det tidligere nævnte forskningssamarbejde i USA, der omfatter nogle af verdens førende forskere inden for voksne stamceller, så alle spor forfølges. Embryonale stamceller er imidlertid den eneste celletype, der ifølge Ole D. Madsen har et dokumenteret potentiale til at blive en betacelle, og det er grunden til, at Hagedorn fokuserer på dem. Tove Videbæk (KRF) spurgte, om industrien vil kunne leve med kun at måtte forske i voksne stamceller og stamcellelinier, der er udtaget før en given dato. Hun gjorde desuden opmærksom på, at de patienter, som har modtaget celleterapi, har behov for anden medicin resten af livet. Det sker i form af immundæmpende behandling, der øger risikoen for infektioner og kræft. Til det svarede Mads Krogsgaard Thomsen, at der er et reelt behov for nye embryonale cellelinier. Man er efterhånden nået frem til en erkendelse af, at man ikke kan løse gåden bag mange af de omtalte sygdomme alene ved hjælp af de meget få højkvalitets-cellelinier, der eksisterer i dag. Han gav Tove Videbæk ret i, at de patienter, som i dag har fået celletransplantation i form af en doneret bugspytkirtel, skal have kraftigt immundæmpende medicin. Det er netop derfor, at man sideløbende med stamcelleforskningen også forsker i, hvordan man får immunsystemet til at acceptere de nye betaceller. Så der kræves et forskningsmæssigt gennembrud inden for begge områder. Også Mette Kirstine Agger sagde, at de eksisterende stamceller nok ikke er de bedst egnede til at lave de cellelinier, som man vil arbejde med i behandlingsmæssig sammenhæng. De sundhedsmæssige perspektiver Dagens femte blok handlede om de sundhedsmæssige perspektiver af stamcelleforskning. Professor, dr. med. Ole Færgeman, Århus Universitetshospital, er medlem af Den Centrale Videnskabsetiske Komite, og han redegjorde for nogle af de sygdomme, hvor stamcellebaseret behandling kan komme på tale. Udover Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom og type 1 diabetes nævnte han hjertesvigt, som rammer omkring 4000 danskere årligt. Sidste år blev der således publiceret to undersøgelser om anvendelse af stamceller til behandling af hjertesvigt i det ansete tidsskrift Circulation, men ifølge Ole Færgeman kan der sættes spørgsmålstegn ved dem begge. Eksemplet viser nødvendigheden af afprøvninger med ordentlig kontrol for at fastslå, om den nye behandling nu også er bedre end de eksisterende behandlinger. Derudover bør der efter afprøvningen foretages en medicinsk teknologivurdering (MTV). På den måde kan man vurdere om behandlingen med dens omkostninger er værd at indføre -eventuelt på bekostning af noget andet i sundhedsvæsenet. Hjertesygdomme skyldes dog ofte også andre faktorer i samfundet, og det kan derfor blive en konfrontation mellem en avanceret bioteknologisk behandlingsmulighed og de langt mere jordnære, politisk bestemte tiltag. I Finland lykkedes det således for 30 år siden at nedbringe forekomsten af hjertesygdomme ved at omlægge subsidieordninger fra kød, mælk og tobak til frugt og grønt. Ole Færgeman gjorde også opmærksom på det nye lovforslag om det videnskabsetiske komitésystem et forslag han ikke mener tager nok hensyn til perspektiverne omkring stamcelleforskning. En mulighed var i stedet at behandle disse i et særligt udvalg, fx under Den Centrale Videnskabsetiske Komité og Det Etiske Råd, eller i en selvstændig institution i stil med den engelske Fertilisation Embryology Authority. Et landsdækkende register Områdedirektør Jens-Otto S. Jeppesen, Odense Universitetshospital, deltog på vegne af Amtsrådsforeningen. Han understregede, at der med hensyn til de fremtidige behandlingsmuligheder er tale om tro og ikke præcis viden, og at dette felt adskiller sig fra andre ved at dreje sig om ikke mindre end grundcellen 10

16 ved livets begyndelse. Han anbefalede derfor, at man fortsat anvender det videnskabsetiske komitésystem for at fastholde den etiske dimension. Han mente desuden, at det kan være vanskeligt at adskille grundforskningsfasen og fasen med kliniske forsøg skarpt. En del af den nødvendige vidensudvikling vil således også foregå gennem den medicinske eksperimentelle forskning. Derfor er det vigtigt at følge de gyldne standarder vedrørende kontrollerede forsøg. Jens-Otto S. Jeppesen foreslog samtidig et landsdækkende register, hvor man samler al eksperimentel, opdyrket viden om emnet. Som tovholder nævnte han Sundhedsstyrelsen eller en central instans herunder. Hvad angår økonomien, kan man gøre forskningsudgifterne op nogle steder. Men man kan ifølge Jens- Otto S. Jeppesen ikke opgøre, hvor meget det reelt koster det offentlige sundhedsvæsen, mens en del af forskningen finder sted. Hvis det fx koster kr. at behandle komplikationerne hos en patient med diabetes, kunne man i princippet bruge de penge til at gøre godt med inden for dette område. Problemet er, at vi endnu ikke har den viden, som skal til for at erstatte den eksisterende behandling. I stedet mente han, at man bør give et budgettilskud i en periode og så efter nogle år forsøge at vurdere, om det kan svare sig at ændre behandlingen. Jens-Otto S. Jeppesen gjorde desuden opmærksom på, at også det offentlige sygehusvæsen vil være i stand til at forsyne andre med stamcelleprodukter. Der er mulighed for at give doseringer til enkeltpatienter i eksperimentelt øjemed, og man vil formentlig have en langt større viden allerede om 5-6 år. Debat om ressourcer Den efterfølgende debat handlede især om sundhedsvæsenets prioriteringer. Tove Videbæk (KRF) lagde vægt på de sikre og ukontroversielle løsninger, og spurgte om det ikke også ud fra en økonomisk synsvinkel ville være bedre at satse på forskning i voksne stamceller, når man nu allerede har investeret en del økonomi i den. Til det sagde Jens-Otto S. Jeppesen, at arbejdet med embryonale stamceller er økonomien værd, hvis det giver en viden, som man ikke kan få på anden vis. En ansøgning om støtte til embryonal stamcelleforskning vil ligesom enhver anden ansøgning blive vurderet ud fra, om det er rigtigt og hensigtsmæssigt at prioritere midler til dette område frem for andre. Anne Grethe Holmsgaard (SF) mente, at det kan virke bagvendt at diskutere det kommende videnskabsetiske komitésystems rolle i forhold til stamcelleforskning, når der endnu ikke er udarbejdet en lovgivning for den type forskning. Samtidig forudså hun, at en meget åben lovgivning vil overlade hele vurderingen til komitésystemet i stedet for til politikerne. Til det sagde Ole Færgeman, at mange protokoller om cellebaseret terapi vil ligne dem, som komitésystemet i forvejen arbejder med. Dog forudså han også spørgsmål, som rejser mere principielle og alment etiske problemstillinger, som hidtil har ligget i det Etiske Råd. Den problematik berøres i det nye lovforslag om det videnskabsetiske komitésystem, men Ole Færgeman så gerne, at det blev behandlet centralt og dermed mere ensartet frem for i de forskellige regionale komitéer. Han mente samtidig, at det folkelige element fortsat skal bevares i stedet for, at der oprettes en rent teknokratisk, central godkendelsesmyndighed i stil med Lægemiddelstyrelsen. Mette Hartlev sagde, at Folketinget godt kunne vedtage en lov, der tillader forskning i embryonale stamceller, hvis der er tale om alvorlige, uhelbredelige sygdomme. Men det bør være en anden instans, som vurderer hvilke sygdomme, det konkret drejer sig om. Det er i høj grad en etisk vurdering i forhold til et befrugtet æg og kræver ifølge hende nogle andre kompetencer end dem, som komitésystemet hidtil har været baseret på. Sophie Hæstorp Andersen (S) rejste spørgsmålet om anvendelse af stamcelleterapi til andre og mindre udbredte sygdomme som fx cystisk fibrose. Der findes omkring forskellige monogene (skyldes ændring i et enkelt gen, red.) sygdomme, og mange af dem egner sig både til genterapi og stamcelleterapi. Ikke desto mindre er der også ifølge Ole Færgeman en fare for, at de bliver glemt, fordi de hver især udgør et så lille marked. Jens Zimmer Rasmussen efterlyste ligeledes nogle principper for, hvornår celleterapi er relevant. Det kunne være i tilfælde af celletab, som organismen ikke selv kan reparere eller gøre det hurtigt nok og 11

17 med udgangspunkt i fx svært blodtab og svær forbrænding. I forhold til sjældne sygdomme kan der oprettes et verdensomspændende netværk af cellebanker, hvor der er mulighed for at finde de relevante celler. De samfundsmæssige rammer Dagens sidste blok handlede om de samfundsmæssige rammer og etiske udfordringer med udgangspunkt i Genteknologiudvalgets syv spørgsmål om stamcelleforskning. Første oplægsholder var formanden for Det Etiske Råd, overlæge, dr.med. Ole Hartling. Han skelnede mellem to opfattelser af fosteranlæggets etiske status: den absolutte, der siger, at menneskelivet er begyndt, og den relative eller gradualistiske, der siger, at kimen til et menneske er lagt eller der er skabt mulighed for et menneskeliv. Selvom han mente, at abortloven har karakter af force majeure, har han hæftet sig ved princippet om, at årsagerne til svangerskabsafbrydelsen skal være mere tungtvejende jo længere henne i graviditeten, kvinden er. Det dækker over den opfattelse, at fosteranlæggets etiske status er stigende fra befrugtningstidspunktet. Selvom livet begynder ved befrugtningen, betyder det ikke, at det er virkeliggjort. Efter den almindelige opfattelse knytter fosteranlæggets etiske status sig til graviditet og moderskab og i mindre grad til det befrugtede æg alene, mente Ole Hartling. Spørgsmålet er, om det gode, der kan opnås gennem erkendelse af sygdomsmekanismer og mulig behandling, kan opveje det onde, som det er at destruere et fosteranlæg. Hvis det optages i en livmoder, kan det blive til et menneske, men det betyder ikke, at det er det. Derfor mente Ole Hartling ikke, at anvendelse af et befrugtet æg til stamcelleforskning er en tingsliggørelse eller et overgreb mod et menneske. Professor, dr. scient. Peter Øhrstrøm tilhører det mindretal i Det Etiske Råd, som er imod anvendelsen af befrugtede æg i stamcelleforskning. Hans udgangspunkt er, at menneskeligt liv begynder ved befrugtningen, og at ethvert menneskeligt liv har beskyttelsesværdi. Det betyder ifølge ham, at ingen har ret til at tage dets celler for at udnytte dem til andre formål. Der er i Det Etiske Råd enighed om, at det vil være uetisk at fremstille befrugtede æg alene for at anvende dem til stamcelleforskning. Peter Øhrstrøm mener imidlertid, at der er tale om den samme tingsliggørelse ved at anvende de overskydende befrugtede æg. Det er ifølge ham ikke mere legitimt at destruere æggene med henblik på forskning, blot fordi de alligevel er til overs. Selvom det gælder menneskers helbredelse, helliger målet ikke midlet. I stedet bør man efter Peter Øhrstrøms mening prioritere forskning i stamceller fra allerede fødte mennesker, dvs. i voksne stamceller. Udvidelse af etik-begrebet Lektor, dr. phil. Lene Koch, Institut for Folkesundhedsvidenskab, København Universitet, lagde op til en udvidelse af etik-begrebet. Hun mener, at det er vigtigt også at inddrage overvejelser af mere socialetisk karakter og se kritisk på forskernes sundhedsløfter, som ifølge hende er overdrevne. Flere af de omtalte sygdomme kan forebygges, og spørgsmålet er, om vi skal undlade at forebygge disse sygdomme samtidig med, at vi investerer milliarder i at udvikle nye behandlinger. Ifølge Lene Koch er argumentet om forbedrede behandlingsmuligheder blevet så rituelt, at det er vanskeligt at tale for tilbageholdenhed på visse forskningsområder - uden at blive beskyldt for at være hensynsløs. Hun pegede på, at problemet for mange alvorligt syge i dag ikke er manglen på nye behandlingsmetoder, men at behandlingssystemet mangler økonomiske ressourcer. I den forbindelse efterlyste Lene Koch også nogle økonomiske beregninger for, hvad den omtalte forskning egentlig vil koste. Set i lyset af de senere års uindfriede løfter inden for den bioteknologiske forskning mente hun desuden, at tiden er inde til at standse op og igangsætte en samlet evaluering af de praktiske behandlingsmæssige resultater af hele denne forskning. Ph.d., MD, Lars Wahlberg er direktør i firmaet NsGene, der forsker i embryonale stamceller til behandling af bl.a. Parkinsons sygdom. Han understregede, at der er et stort behov for at skabe nogle cellelinier som 12

18 udgangspunkt for forskningen. Over halvdelen af patienterne på plejehjem har Alzheimers sygdom, og mange af dem har behov for en anden behandling end med de kemiske lægemidler, der findes i dag. Derfor mente han, at det ville være uetisk ikke at anvende de overskydende befrugtede æg, som i dag destrueres. Lars Wahlberg lagde desuden vægt på, at stammecelleforskningen ikke kun skal bruges i forhold til celletransplantation, men også vil være til gavn for behandlingen af nye sygdomme. Dagens sidste oplæg var fra afdelingslæge, dr.med., ph.d. Moustapha Saad Kassem, Odense Universitetshospital. Ifølge ham er paradokset i debatten, at man skal kende anvendelsesmulighederne for de embryonale stamceller for at kunne overskue fordele og ulemper ved forskningen. Forskningen er imidlertid på et så tidligt stadie, at man ikke kan forudse, hvornår det kan anvendes til behandling. Moustapha Saad Kassem mener, at det er vores pligt at generere ny viden om stamcellernes biologi og mulige anvendelse. Og det kræver, at vi aktivt deltager i forskningen i embryonale stamceller, og ikke blot læser om, hvad andre har gjort. Hvad angår de etiske spørgsmål, mener han, at det er misvisende at tale om det tidlige fosteranlæg som et potentielt menneske. I så fald har enhver celle principielt potentiale til at udvikle sig til et helt menneske ved hjælp af kloning. I stedet betegnede han det tidlige fosteranlæg som en gruppe af celler med en specifik funktion, hvis moralske værdi er baseret på, hvad de er, og ikke på, hvad de kunne blive. Således tillader vi fx spiral som antikonception og skabelse af flere befrugtede æg for derefter at destruere de overskydende, uden at det betragtes som drab på mennesker. Desuden støttede han ideen om et nationalt register for humane, embryonale stamceller. Både forebyggelse og behandling I den afsluttende debat uddybede Moustapha Saad Kassem fordelene ved også at forske i embryonale stamceller ved kernetransplantation. Ifølge ham ville den optimale behandling være, at man bliver i stand til at styre de stamceller, der findes i kroppen, til at udføre funktionerne. Hvad angår de videre fremtidsperspektiver for embryonale stamceller, nævnte Lars Wahlberg skabelsen af mere komplekse strukturer som fx væv til en hjertemuskel og en større forståelse af den immunologiske del. Hvad angår det etiske, spurgte Naser Khader (RV), hvorfor et tidligt fosteranlæg skal regnes for et menneske. Peter Øhrstrøm henviste her til Det Etiske Råds formulering om, at menneskeligt liv begynder ved befrugtningen. Tove Videbæk (KRF) spurgte Ole Hartling, om det ikke er en farlig form for nytteetik at opfatte fosteranlæggets etiske status som stigende. Ifølge Ole Hartling er det imidlertid en folkelig, almindelig opfattelse af, hvad et ventet barn og et fosteranlæg på cellestadiet er. Derimod er det ikke en almindelig opfattelse, at et menneske i koma ikke skulle være et menneske af den grund. Desuden vendte han tilbage til tanken om, at hvis man på verdensplan kan nøjes med befrugtede æg, vil det for Danmarks vedkommende svare til fem æg. Svend Andersen kritiserede både Ole Hartling og Peter Øhrstrøm for at anvende begrebet man mener. Han tilsluttede sig Naser Khaders spørgsmål om, hvem man er, og om ethvert menneskeligt liv har en beskyttelsesværdi. Til det sagde Peter Øhrstrøm, at princippet om beskyttelse er så væsentligt og basalt for vores kultur, at det ikke bør forkastes, med mindre der er meget gode grunde. Hanne Severinsen (V) spurgte, om de grunde netop ikke kunne være en 6-årig dreng, der har mulighed for at blive helbredt. Hun var desuden uenig i, at det enten handler om forebyggelse eller behandling, eftersom de nye behandlingsmetoder både kan vise sig at gøre det billigere og måske også være forebyggende. Moustapha Kassem var enig og mente på den baggrund, at det er for tidligt at diskutere prioriteringsspørgsmål og medicinsk teknologivurdering. Lene Koch tvivlede på, at det ville blive billigere, når Novo Nordisk regner med at få dækket sin milliardudgift ved at sælge kuren til diabetes. I stedet for at betale for behandlingen vil sundhedsvæsenet komme til at betale for kuren. Sundhedsvæsenets udgifter er steget drastisk i takt med den nye behandlingsmæssige og teknologiske udvikling, og spørgsmålet er ifølge Lene Koch, hvor stor en andel af vores bruttonationalprodukt vi fremover skal bruge på sundhedsydelser. 13

19 Kilden til stamceller Karen Schousboe, tidl. medlem af Det Etiske Råd, gjorde opmærksom på, at når kvinder i dag donerer æg til forskningsformål, sker det af hensyn til andre pars muligheder for at få kunstigt befrugtede børn. Mange ønsker at få forlænget nedfrysningstiden, og når det sker, vil kun få vælge at donere deres æg til embryonal stamcelleforskning ifølge Karen Schousboe. Hun mente derfor, at vi om ganske få år skal tage stilling til, om det skal være tilladt at lave kunstigt befrugtede æg til forskning. Ester Larsen spurgte ligeledes, om vi vil være parate til at skabe liv udelukkende med henblik på forskning, når der ikke længere er et overskudlager af befrugtede æg. Ole Hartling mente dog ikke, at der bliver mangel, hvis det lykkes at danne embryonale stamcellelinier, som kan regenerere sig uendeligt, og hvis det i Danmark er tilstrækkeligt med kun fem befrugtede æg ud af 5000 på verdensplan. Hvad angår kernetransplantation, sagde Ole D. Madsen, at det stadig kun er en rent teoretisk måde at få stamceller på. Og hvis man vælger at gå den vej, fordi vævet skal være fuldstændigt forligeligt med patienten, vil det komme til at dreje sig om langt flere æg. Det vil dog ikke være befrugtede æg, som Naser Khader senere gjorde opmærksom på. Ifølge Sven Asger Sørensen, Institut for Medicinsk Genetik, Panum Instituttet, vil problemerne ved at lave stamceller ud fra terapeutisk kloning imidlertid ikke være større, end de er ved den øvrige stamcelleforskning. Han går selv ind for anvendelse af embryonale stamceller, men tror, at det vil være mere acceptabelt at anvende celler, som er udviklet fra terapeutisk kloning. Finn Kamper-Jørgensen, formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité, oplyste, at der indtil videre har været to ansøgninger om forskning i humane, embryonale stamceller. Begge blev afslået ud fra det eksisterende lovgrundlag. Han fastslog, at tiden nu er moden til en beslutning fra politikernes side, eftersom det er dem, der skal sætte grænserne for, hvad der må forskes i. Han mente godt, at det videnskabsetiske komitésystem er i stand til at håndtere disse sager, hvis forskningsudvalget under 2. og 3. behandling af det kommende forslag om komitésystemet bliver mere præcis. Af hensyn til politikernes muligheder for at følge med i udviklingen kunne man eventuelt tilføje en formulering om, at forskningsudvalget via ministeren orienteres, hvis der tages principielle nye skridt inden for stamcelleforskningen. Finn Kamper-Jørgensen mente således ikke, at der er behov for at lave en helt ny separat lov inden for dette område. Ifølge Christian Grøndahl, Novo Nordisk, ville det i princippet være nok at komme med en enkelt tilføjelse i den nuværende lovgivning, så der efter med undtagelse af forskning rettet mod barnløshed og mod præimplantationsdiagnostik også står eller stamcelleterapi. Det håbede han dog ikke bliver tilfældet. Han foreslog i stedet, at den kommende lovgivning giver klare anvisninger på alle de syv spørgsmål om rammerne for stamcelleforskning, som Genteknologiudvalget har rejst. 14

20 Redigeret udskrift af høring om embryonale stamceller Velkomst Helge Sander, Minister for Videnskab, Teknologi og Udvikling: Ja, god morgen, god morgen og hjertelig velkommen til denne dag her på Christiansborg. Jeg ved godt, at der er stadigvæk nogen, der kommer, men det kan være uforskyldt, for tilstrømningen har været så voldsom, at det næsten har knebet med at få folk registreret. Men tiden er nu så fremskreden, at jeg gerne vil sige velkommen til jer alle sammen, og velkommen til en meget, meget stor kreds, som jo er her i dag takket være BIOSAM, som har stået for det meget, meget store forarbejde, der er gjort, inden vi kunne byde velkommen til arrangementet. Et arrangement, hvor der står stamceller på dagsordenen, stamceller i forskning og i behandling i dag og i fremtiden. Og når man kigger ned på deltagerkredsen, så må jeg sige, at jeg synes, det er en spændende deltagerkreds. Mange vidt forskellige er samlet, videnskabsmænd og kvinder, erhvervsfolk og politikere, embedsmænd og administratorer. Og det er alle folk som er vidende hver på deres felt, og det tror jeg er meget væsentligt, når vi skal diskutere et så kompleks spørgsmål, som vi har på dagsordenen i dag. Da vi i folketingssalen i november måned havde diskussionen omkring forespørgslen F19 (Forespørgsel til indenrigs- og sundhedsministeren og videnskabsministeren om stamceller fra befrugtede æg og fosteranlæg., red), synes jeg i hvert fald, det afslørede, at vi i den politiske kreds har behov for at gå endnu mere i dybden, også endnu mere i dybden end der ellers så smukt blev gjort i genteknologiudvalgets rapport, der jo stillede syv spørgsmål, som vi formentlig får en del svar på i dag, men sikkert også mange, mange andre spørgsmål vil blive stillet, som vi forhåbentlig også kan få svar på. Jeg vil gerne tilstå, at min kalender tillader desværre ikke, at jeg er så stabil, som jeg gerne ville, men alle de væsentlige personer, som deltager i det her arbejde, er her i hvert fald hele dagen, således at vi får samling på tingene sådan, at regeringen kan komme med sit endelig udspil, som vi har lovet her i løbet af foråret. Men jeg vil også sige, at når jeg ikke kan være her, så går det jo nok endda, dels fordi der er så mange, dels fordi deltagerkredsen er så spredt, og så fordi vi har fået en kyndig leder og styrmand til at klare det hele, og jeg må jo sige, når vi taler i denne her kreds, så er det ikke en styrmand, så er det en styrkvinde. Men det er helt typisk, for hvis vi ser på - og nu er Naser Khader kommet for ellers i politikerkredse, når vi taler om etik, forskning og universiteter, så er det et rent kvindeanliggende, og det har jeg ikke spor imod. Men sådan er det også her i dag, da vi skulle finde den, som vi havde indtryk af allerbedst kunne styre begivenhederne. Derfor vil jeg gerne give ordet til en journalist, som har prøvet utrolig meget, nemlig Synne Garff. Vær så god, dagen er din, og i øvrigt endnu engang hjertelig velkommen. Ja tak til forskningsminister Helge Sander. Jeg har fået hvervet som ordstyrer, og der vil jo i løbet af dagen være en række, mere end tyve, ekspertindlæg, oplæg, som vil ske herfra. Undervejs er I meget velkomne - også eksperter til at kommentere, men vi holder det sådan, at der er to til tre ekspertindlæg, og de må være uden kommentarer. Umiddelbart efter vil vi så have et spørgepanel, et politisk spørgepanel, som jeg også lige vil introducere. Der mangler en enkelt, som kommer, og det vil jeg også sige, I har andre forpligtelser i løbet af dagen, så går I til og fra, er det ikke af manglende interesse, vil jeg sige. Det er: 15