Nete Tae Schou Poulsen, Enheden for medicinsk kvinde- og kønsforskning, KU

Transkript

1 Nete Tae Schou Poulsen, Enheden for medicinsk kvinde- og kønsforskning, KU Hvad adoption også er Seminar om roller, status og rettigheder i adoptionstriaden Adoptionens historiske udvikling - Fænomenet adoption - Hvad er en adoption? - Med kvinden og hendes rettigheder som udgangspunkt 1870 Kvindebevægelsen 1924 Mødrehjælpen 1939 Mødrehjælpsloven 1970 Transracial adoption, en ny familiekonstruktion 2010 Adoption i et internationale perspektiv - Forskning indenfor transraciale adopterede - afslutning. Fænomenet adoption Adskillige historikere og antropologer har studeret betydningen og strukturen af adoption i forskellige lande, civilisationer og epoker. Selve ordet adoption kan findes helt tilbage i romersk lov og betyder at antage i barnets sted. I den babylonske hammu-rabi (den ældste altomfattende skrevne lovsamling ca f.kr.), det gamle Kina, Grækenland og det antikke Rom fyldte adoptionsforholdet bemærkelsesværdigt meget. Fælles for disse samfund var, at forsyne adoptanterne med arvinger til videreførelse af slægt, formue og ejendom, hvilket desuden var samme praksis, som kendetegnede de tidlige plejeanbringelser i Europa. Fænomenet kendes i næsten alle samfund til alle tider ud fra forskellige ideologier, praksisser og motiver. Moderne adoption i den vestlige verden, som definerer barnets tarv som omdrejningspunkt, adskiller sig markant fra de gamle former. Adoption en juridisk og social handling Ved en adoption foregår der en retslig og en social handling, hvor den adopterede opnår nye, socialt defineret slægtsbånd, som delvist eller helt erstatter de biologiske slægtsbånd. Adoptionen gøres gyldig ved en juridisk sanktion. Der skelnes mellem to slags adoptioner i Danmark; fremmedadoption og familieadoption. Familieadoptioner er den mest udbredte adoptionsform i Danmark og betegnes når, adoptanten adopterer ægtefællens barn (stedbarnsadoption), sit barnebarn, søskendes barn eller barn af forældre, som adoptanten har haft et længerevarende og særligt bekendtskab til. 1

2 Det kaldes en fremmedadoption, når adoptanten og den adopterede ikke har en sådan tilknytning, at adoptionen betegnes som en familieadoption. Fremmedadoption kan atter opdeles ud fra graden af anonymitet i adoptionen. Anonym fremmedadoption defineres, når adoptanten og barnets biologiske ophav ikke har kendskab til hinandens identitet og at adoptionen formidles af et mellemled. Det er i dag den hyppigste form for fremmedadoption i Danmark. Åben fremmedadoption sker når, der er en vis kontakt mellem adoptant og barnets biologiske ophav og når adoptionen ellers ikke kan betegnes som en anonym fremmedadoption eller familieadoption. I nordisk litteratur kaldes den anonym fremmedadoption for udenlandsk eller international adoption, når der er tale om børn, som ikke er indenlandsk adopteret. International adoption har siden fænomenets begyndelse været den gængse betegnelse i lovtekster og videnskabelige undersøgelser. Internationalt er termen transracial adoption efterhånden vundet indpas i litteraturen og for de nyere forskere. Ved transracial adoption menes børn, som adopteres af forældre med en anden racemæssig oprindelsen end deres egen. Det er altovervejende hvide forældre, der adopterer sorte eller farvede børn. Adoption grundvilkår Ses adoption ud fra er grundvilkårligt perspektiv, er der 3 forhold, som gør sig gældende. Der må indgå et sæt biologiske forældre, en adoptant(er) og ikke mindst det adopteret barn. Disse forhold kan betegnes ud fra et triangulært konstruktion; Adoptionstrekanten, adoptionstrianglen eller som vi kalder det adoptionstriaden. Denne adoptionstriade symboliserer en basal men perspektivrig kontekst, hvori adoption sker med en historisk og social sammenhæng. Adoption er en form for familiekonstruktion, hvor staten og samfundet har afgørende indflydelse på familiedannelsen. De sociale myndigheders fortolkning af lovgivningen er i høj grad afgørende for, hvilke personer, der kan adoptere og hvilke børn, der kan adopteres. Samtidigt konstitueres adoptionsvirksomheden også af enkeltindividers valg i adoptionstriaden. På den måde kan adoption ses som en dannelse af nye familier gennem et samspil mellem officielle idealer, lokale praktikker og individuelle valg. Yderligere kan adoption forstås som en ikke-biologisk proces for familiedannelse og kan bidrage til forståelsen af de komplekse kulturelle betydninger og værdier, som knytter sig til slægtskab, forældreskab og reproduktion. 2

3 Adoption med udgangspunkt i kvindesamfundets udvikling Dansk Kvindesamfunds fortid Forfatter og kvindesagsforkæmper Gyrithe Lemche satte sig for i begyndelsen af det 20.århundrede, at redegøre for Dansk Kvindesamfunds virksomhed gennem 40 år, selvom hun ganske vist intet kendte til Dansk Kvindesamfunds fortid, tog hun alligevel udfordringen op og som hun selv udtrykker det, begyndte en opdagelsesrejse i en urskov; Dansk Kvindesamfunds mange Veje og Virksomheder lukkede sig om mig som et uigennemtrængelig Fletværk; jeg vidste hverken, hvor Skoven endte eller begyndte. Da var det, som gik op for mig, at her var kun ét at gøre: bruge Økse, hugge løs, skille ad, spalte Stoffet fra Begyndelse til Ende i Længdesnit med kun de nødvendigste, historiske Tværdelinger Det hjalp. - ( ) Jeg saa hele Dansk Kvindesamfunds Virksomhed ligge for mig som en Vandring ad forskellige sideløbende Veje i Retning af det samme Maal: Anerkendelse af Kvinden som Mandens ligestillede i Familie, Samfund og Stat. (Gyrithe Lemche i Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, forord, Lyngby d.18.februar 1912) Ved hendes anden udgave i 1939 påstås der, at håndbogen er den eneste kvindesaglige sammenslutning af kvindesagens udvikling. Det tager jeg som gode varer og kan ud fra Gyrithe Lemche nu redegøre for kvindens historiske udvikling med særlig henblik på hendes rettigheder som mor og som samfundsborger i det 19. og 20. århundrede. De store bølger af den internationale kvindebevægelsen i slutningen af 1800 tallet skabte genklang i den danske kvindebevægelse, som efterhånden organiserede sig ved en omdannelse af det Internationale Kvindesamfund. Ved medlemsmødet den 24. februar 1871 stiftede man Danske Kvindesamfund og den 15. December samme år blev skilsmissen fra det Internationale Kvindesamfund og Dansk Kvindesamfund en realitet. DK var nu en national selvstændig forening. Ved samme medlemsmøde i december 1871 bøjede den daværende formand, Matilde Bajer, sig loyalt for flertallet og gik af og i stedet valgte man ved formandsskiftet 5 personer, mænd som kvinder, som underskrivere af Dansk Kvindesamfunds forhandlingsprotokol. De skulle kæmpe for kvinders økonomiske og sociale frigørelse. Opgivet i protokollen i 1878 talte foreningen 149 medlemmer, men medlemslisten var ikke tilstrækkelig, da flere medlemmer havde trukket sig og andre ikke betalte. En ny styrelse i foreningen foretog en nytælling i 1879 og måtte sande at tilslutningen var drastisk faldet. Ved fællesmødet i oktober 1879 mødte 3 styremedlemmer op og 5 menige. Gyrithe Lemche skriver: 3

4 Dansk Kvindesamfund var paa dette Tidspunkt nærmest at ligne ved en Hær af lutter Generaler, og Ordene ; enstemmig genvalgt og enstemmig vedtaget. Beretningerne fra Fællesmødet, giver en Forestilling om Interessen og Deltagelsen hos de menige. (Gyrithe Lemche i Dansk Kvindesamfunds Historie gennem 40 Aar, s.37) Derfor stod den nye styrelse for opgaven, at iværksætte en kraftig agitation og propaganda ikke kun i byen men også ude på landet, så man kunne puste til den døende gnist. På styrelsesmødet d.9.november 1883 foreslog således Astrid Stampe Feddersen et opråb for at skaffe en større tilgang af medlemmer, hvilket fik støtte fra flere sider. Opråbet indeholdte 5 punkter, for hvilke Dansk Kvindesamfund især ville arbejde for: 1) Kvindens adgang til selvstændig erhverv og ligestillelse i løn med manden 2) Hendes uddannelse til forskellige erhvervsgrene 3) Hustruens formueretlige ligestillelse med manden 4) Hendes del i myndigheden over børnene og 5) Opnåelse af fulde borgerlige rettigheder for kvinden, navnlig indflydelse på skole- og fattigvæsen Og det virkede. Dansk Kvindesamfund oplevede fremgang og et voksende liv indenfor foreningen. Dansk Kvindesamfund vedtog bl.a. at udgive et kvindesagsblad, Kvinden og Samfundet, som skulle udkomme med to formål, at virke overbevisende overfor sagens modstandere og give venner af sagen våben til forsvar. Men hvorfor er den her fortælling interessant for adoptionens historie. Jo, det er den, fordi Med grundlag i de 5 punkter, som Dansk Kvindesamfund særligt arbejdede for i 1880 erne resulterede i forhandlinger og lovændringer, som forberede kvindens stilling i familien som hustru og moder. Dette indbefattede samtidigt en forbedring af kvindens stilling som ugift moder og hendes varetagelse af sine børn. Det var ikke nemt for D.K. at forhandle om kvindens rettigheder og det blev da også i sidste ende, en børnelovgivningsændring, som særligt forbedrer kvindens position som ugift moder. Det udformede sig også således, da D.K. foreslog Landstinget, at faderen skulle bidrage til barnets underhold i sammenslutning med fattighjælpen til moderen og at faderens underholdningspligt og skulle vare indtil barnet fyldte 18 år. Med flertal 4

5 fra både højre og venstre afviste man blankt forslaget i Landstinget, dog med den tilkendegivelse af, at man, fra udvalgets venstrefløj, godt kunne forslå, at børn født udenfor ægteskabet skulle have ret til at bære sin faders navn og have samme arveret efter faderen som efter moderen. Samt foreslog man at fødselsstiftelsens ret til at skjule hvem der er fader til barnet også skulle gælde moderen. Men man afviste tydeligt, at faderen ikke skulle bære nogen af udgifterne ved moderens svangerskab. Denne modstand for reformforslaget fik D.K.s medlemsblad Kvinden og Samfundet til at skrive at: Den Rigsdag og den Stat, der ville gå i spidsen for alle civiliserede folk med en sådan reform, ville have indridset sit navn med uudslettelig skrift i menneskets historie. Den ville højest sandsynlig en gang blive nævnt ved siden af det parlament og den stat, som gik i spidsen med negerslaveriets afskaffelse. D.K. følte sig altså ikke opfordret til at gå i spidsen med en reform, som kunne forbedre den ugifte moder og hendes børns tilværelse. Der skulle gå helt op til ti fællesmøder, før der sad en styrelse, som ville arbejde for, at D.K. skulle tage førerstillingen for Kvindesagen igen og forbedre den nuværende lovgivning, særlig alimentationsloven, som omhandlede faderens ansvar for sit barn født udenfor ægteskabet. Alimentationsloven dikterede at faderen skulle udgøre det halve af, hvad barnets underhold kostede og blev i praksis vurderet til 7 kr. pr. mdr. I visse egne af landet skulle faderen kun bidrage med 40 kr. om året i underhold. Det svarede naturligvis ikke til, hvad barnets underhold kostede og moderen måtte derfor betale det manglende eller lade barnet lide nød. D.K. ønskede også at forbedre praksissen af faderens bidrag, som kunne undslippe at betale bidraget det første halve år efter barnets fødsel. Det halvår, hvor moderen ingen hjælp kunne få, blev flere gange i historien årsagen til, at hun greb til en fortvivlende handling og skaffede sig af med sit barn. De hyppige barnemord blev også årsagen til, at D.K. tog børnesagen op igen. Der skulle dog gå helt op til 2 årtier før, D.K. for alvor tog problemet op, da man i 1904 oplevede alt for mange barnemord. Man nedsatte et udvalg som skulle behandle alimentationsloven og se på hvilke ændringer af loven, der kunne løse de mange barnemord. Udvalget nåede frem til et lovforslag med 17 paragraffer, hvor de vigtigste indbefattede, at faderen skulle bidrage til udgifterne af moderens underhold en måned før fødslen, samt ved nedkomsten og ved barsellejet. Desuden skulle bidraget til barnets underhold fastlægges efter faderens og moderens økonomiske evne og den bedst stillet skulle betale mest. Ved anmeldelsen af fødsler 5

6 skulle både faderens og moderens navn opgives, også ved de fødsler som foregik på hjem eller stiftelser for ugifte mødre. Sidst, men ikke mindst vigtigst, så kunne moderen, hvis det fastsatte bidrag ikke var betalt til rette tid, fordre bidraget for det løbende halve år udbetalt af det offentlige uden, at det kunne betragtes som fattighjælp. I 1908 blev to vigtige lovforslag afvist, da regeringen udelod tvunget opgivelse af faderens navn, samt at bidraget skulle fastsættes efter moderens livshold og ikke efter begge forældre. Alligevel forstod D.K. det som en god begyndelse på en epoke, som kunne ændre den ugifte moders position i samfundet. Det var gennemgående for denne tid, at kvindernes rettigheder lige så stille og roligt blev forberedt med en stor indsats fra D.K. Kvinderne opnåede eksempelvis valgret til kommunevalget i 1908 og samme år fik enlige mødre mulighed for underholdsbidrag af det offentlige. I 1915 fik kvinderne politisk valgret og valgbarhed. I 1937 får børn født udenfor ægteskabet samme arveret, som børn født i ægteskabet. I 1960 erne tog D.K. også abortspørgsmålet til behandling og man besluttede således ved landsmødet i 1969 at gå ind for fri abort, man vedtog loven om fri abort i Senere i det 20. århundrede kæmper D.K. mest for ligeløn, antidiskrimination af homoseksuelle. Og i det nyeste århundrede kæmper D.K. senest for en lang række initiativer for indvandrekvinder og deres ligestilling i både hjemmet og på arbejdsmarkedet. Ligeledes blev børnenes rettigheder og tilværelse forberedt ved hjælp af D.K. og det var også D.K. som foreslog flere plejehjem for børn og spædbørn, da behovet for hjem til hittebørn og forældreløse børn blev større, særligt efter 1.verdenskrig. Desuden stod D.K. også for det første forslag om at autorisere adoptionsvirksomheden i Men for at komme adoptionsloven nærmere, så skal vi kigge på en anden organisation, som har haft stor betydning for adoptionsloven. Mødrehjælpen. Mødrehjælpen og adoptionsloven Ved adoptionslovens vedtagelse i 1923 satte man barnets interesse i centrum og udvidede dermed defineringen af adoption til mere end en arveretslig praksis. Det betød, at alle som søgte om tilladelse til fremmedadoption, lovpligtigt skulle gennemgå en undersøgelse, som kunne påvise, at adoptionen ville være til gavn for barnet. 6

7 Som et led i en bredere familiepolitiskreform i 1930 erne blev Mødrehjælpen via Mødrehjælpsloven den største formidler af anonym bortadoption i Danmark fra 1940 erne. Mødrehjælpsloven og institutionaliseringen af adoptionsformidlingen blev de centrale aktører i administrationen af adoptionssager. Mødrehjælpen er en privat organisation, som er stiftet ved en sammenslutning af københavnske foreninger Foreningen til hjælp for ulykkeligt stillede mødre og Nødlidende kvinders forening i Før sammenslutningen var de to foreningers formål at yde bistand til enlige og ugifte gravide kvinder. Efter stiftelsen af Mødrehjælpen havde organisationen til formål at arbejde til fordel for enlige mødre i hele landet. I de tilfælde, hvor den enlige kvinde valgte at bortadoptere sit barn, var det Mødrehjælpens opfattelse, at foreningen var forpligtet til at undersøge såvel barn som adoptant inden adoptionen. Allerede inden 1950 erne definerede man det danske adoptionsområde som et offentligt reguleret felt. Det danske adoptionsområde var i 1950 erne styret af et normalbegreb, som indebar 3 aspekter; en værdibaseret, en statistisk baseret og en adfærdsrelateret normal. Mødrehjælpens godkendelsesregler i 1950 erne viser en vis grad af similaritet mellem den biologiske kernefamilie og adoptivfamilie. Blodsbåndet, som den absolutte relation, kunne adoptivfamilien ikke af gode grunde opnå, men kunne i en vis udstrækning opnås i et lignende styrkeforhold, hvis adoptivfamiliens udseende og statur mindede eller lignede hinanden. Den fysiske lighed i adoptivfamilien var centralt, men den mentale lighed blev betragtet som den altafgørende for adoptionsforholdets videre forløb. Mødrehjælpens godkendelseskriterier lænede sig op ad den fremherskende familieideal i 1950 erne, hvor kernefamilien var det ideelle familieliv. Kernefamiliekonstruktionen var i denne tid den hyppigste familieform. Mødrehjælpen betragtede derfor adoptivfamiliens idealform som et replikat af den biologiske kernefamilie og måtte i videste mulig omfang følge vilkårene for en ellers biologisk familiedannelse, hvis adoptionen skulle kunne siges at få det bedst mulige udfald. Ligeledes indførte man en psykologiskvidenskabelig indfaldsvinkel til at formidle adoption. Ansøgerne måtte helst ikke afvige fra en statistisk normal for social adfærd, hvilket diskvalificerede kriminelle og ansøgere, hvis livsstil adskilte sig fra Mødrehjælpens forståelse af en normal livsstilsform. Parallelt var antallet af børn til bortadoption faldende, mens antallet af ansøgere ikke aftog. I samme tid skærpede Mødrehjælpens godkendelseskravene for netop at imødekomme forholdet mellem udbud og efterspørgelse. Dette betød, at enlige blev afskåret fra at kunne 7

8 adoptere, hvilket var en direkte konsekvens af det mindre antal børn til bortadoption og det stigende antal ansøgere sammenlagt med en bestemt normativ forståelse af familieidealet. I 1970 erne var anonym fremmedadoption siden hen blevet domineret af transracial adoption. Dette forandrede Mødrehjælpens princip om lighed mellem barn og adoptant. Endvidere medførte de internationale adoptioner fremvækst og enlige måtte igen adoptere fra Dette medførte også, at kernefamilien fik en mere indskrænket position som familieideal mellem 1950 erne og 1990 erne. I 1990 erne var adoptionsområdet præget af to konkrete punkter. Enlige kunne adoptere igen og international fremmedadoption var det altdominerende form for adoption i Danmark. I et internationalt perspektiv er udviklingen af adoption på mange områder ensartede. Socioøkonomiske parameter ligger grund til den internationale udvikling. Den fremherskende fattigdom i begyndelsen af det 20. århundrede og den økonomiske fremgang efter 2. Verdenskrig afstedkom demografiske og strukturelle ligheder og nye sociale handlemuligheder. Endvidere er den ensartede udvikling funderet i en fælles adoptionsdiskurs, som er udkrystalliseret af en fælles anvendelse af videnskabelige metoder i adoptionsformidlingen. International adoption i et globalt perspektiv Ligeså længe som international adoption har været muligt og hørt sig til i den danske adoptionsudvikling, ligeledes har det også foregået i andre vestlige lande. De sidste år har international adoptionspraksis foregået verden over og indbefatter afgiverlande såvel som modtagerlande. Krig og sociale udfordringer, fattigdom og arbejdsløshed, overbefolkning, kønsdiskriminering, mangel på et socialt- og velfærdssystem, en samfundsholdning til graviditet udenfor ægteskab, enlige forældre og forældreløse børn er eksempler på nogle af de sociale, økonomiske og politiske problemer, som afgiverlande oftest kæmper med. Ligeledes har afgiverlandenes tilstand en betydelig indflydelse for politikken og praksissen for den internationale adoption. Listen af afgiverlande har igennem tiderne forandret sig i takt med afgiverlandenes udviklingstilstand. De internationale bortadopteret børn har oftest haft en svære begyndelse i livet og kommer fra forældre og et samfund, som kæmper mod fattigdom og de adskillige konsekvenser heraf. Utilstrækkelig ernæring, fejlernæring, børn af stof- og alkoholmisbrugere, forældreløse og forladte børn, forsømte, vanrøgte og/eller misbrugte børn er blot eksempler på de mest almindelige oplevelser de internationale bortadopteret børn har med sig. Det er et faktum at flere og flere internationale adoptivbørn kommer med biologiske og/eller sociale udfordringer. 8

9 Modtagerlande deler sig op i to vestlige geografområder; Nordamerikanske og Vesteuropæiske lande, hvilket i den internationale adoptions historie nærmest ikke har forandret sig. Motivationen for at modtage børn fra afgivelandene havde efter 2.verdenskrig og op igennem 70 erne et meget humanistisk incitament, man ønskede at redde børn fra social- og politisk hæmmede lande. Motivationen udviklede sig senere, da modtagerlandenes demografiske forandringer gik mod infertilitet og en mangel på nationale børn til bortadoption, som grunder i tilgængeligheden for beskyttelse mod graviditet og abort og reduktionen af stigmatiseringen af gravide udenfor ægteskabet og enlige forældre. De førnævnte grunde skabte et voksende antal barnløse par i en udvidet middelklasse og man begyndte derfor at kigge udover landets grænser for at imødekomme den øget efterspørgelse på børn. Internationale facts I de år, hvor international adoption har været mulig, har USA, som et eksempel, tredoblet antallet af internationale adoptioner og toppede antallet i 2004/2005 med adoptioner, hvor antallet siden er faldet drastisk. Amerikanske forældre modtog sidste år lidt over internationale bortadopteret børn. Antallet forventes lavere i dette år Bølgerne i den amerikanske internationale adoptionsudvikling genkendes for de andre modtagerlande i Vesteuropa. Alligevel er vores naboland Sverige, det land som har flest internationale adopteret per indbygger end resten af de vestlige modtagerlande. I dag forandres udviklingsparametrene sig ligeledes for afgiverlandende. De kinesiske myndigheder skærpede reglerne i 2007 og bevidner at forholdet mellem udbuddet, antallet af børn til bortadoption til Vesten og efterspørgelsen, ansøgere, på ny vil blive forskudt, på grund af at antallet af ansøgere er større end antallet af børn til bortadoption. Nationale parameter kan også vise sig at spille ind, hvis socialministeriet øger muligheden for flere tvangsadoptioner, så antallet af danske adoptivbørn udvides. Stadig er det altafgørende barnets tarv, hvilket legitimerer den historiske varierende praksis. Danmark og adoption i facts Der findes ca udenlandske fødte adoptivbørn i Danmark, derudover skønnes der at findes ca indenlandske fødte adoptivbørn. 9

10 Behovet for international adoption kom som tidligere nævnt af, at efterspørgelsen af indenlandske adoptivbørn ikke svarede til udbuddet. Antallet af anonymt adopterede danske børn født udenfor ægteskabet er faldet fra ca.1100 børn i 1948 til 121 i 1974, året efter fri abort i Danmark. Som følge af den socialpolitiske udvikling i Danmark blev antallet af danske børn til bortadoption stadigt mindre. Samtidigt er antallet af barnløse par steget, hvilket yderligere øger efterspørgelsen. Efterspørgelsen af adoptivbørn blev simpelthen for stort for Danmark og man måtte, som andre vestlige lande, søger udover landets grænser. Af de ca internationalt adopterede i Danmark er næsten halvdelen fra Korea. Størstedelen af den anden halvdel er fra det øvrige Asien; Indien, Sri Lanka, Vietnam, Thailand, og Latinamerika; Colombia, Ecuador, Chile. De største afgiverlande er i nyere tid, udover de førnævnte, Kina og Etiopien. Indenfor de sidste år er der ankommet mellem adoptivbørn til Danmark om året. Det er mellem ½-1 pct. af en fødselsårgang. Der er 2 organisationer, som i dag formidler adoption af udenlandske børn. Adoption Center, AC, og Dan Adopt. En 3. formidlende organisation Terre des Hommes lukkede i foråret 1999 efter mange års formidling af adoptivbørn til Danmark. Disse 3 organisationer har i perioden formidlet børn fra over 44 forskellige lande. I dag har AC og Dan Adopt kontaktnet til ca. 30 forskellige afgiverlande. Opfattelsen af de transraciale adopterede Adoptionsforskningen som et diskursivt felt, siger ikke kun noget om adoptionsvirkeligheden, men går aktivt ind og medkonstruere den kulturelle forestillinger om objektet de adopterede. Størstedelen af den internationale, videnskabelige adoptionsforskning er udført indenfor psykiatrien og psykologien fra 1940 erne og opefter. Forskningsfeltet favner undersøgelser af forbindelse mellem adoption og følelses- og personlighedsmæssige forstyrrelser og undersøgelser for patologiske symptomer blandt adopteret. Forskningen indenfor transracial adoption tog først for alvor fart i 1970 erne og har derfor et mindre begrænset omfang af forskning. Både i skandinavisk og international sammenhæng er forskningen meget koncentreret om, i hvilken grad adopterede udvikler negative personlighedstræk eller personlighedsforstyrrelser. Forskningen viser også, at adopterede klarer sig ligeså godt som en fra undersøgelsens kontrolgruppe eller i forhold til indenlandsk fødte børn i nogle tilfælde endda bedre. 10

11 Adoptionsforskningens modstridende resultater skyldes ikke mindst dens sammenkobling med forskellige kontekster i tid og rum og at alle lande ikke er komparative mulige, grundet deres kulturs historiske og socialpolitiske udvikling. Som oplægsholder, på dette seminar, er det mig en stor fornøjelse, at åbne ballet for et spændende og på mange områder nyere viden om adoptionsfeltet. En måske anderledes indgangsvinkel til den gængse forskning af adoption med indslag af kunstnere, som på en mere kreativ måde fortolker hvad adoption også er. 11