RUSLAND - VÆGT ELLER MODVÆGT?

Transkript

1 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT-II/L-STK 2003/04 Kaptajn G.A. Nielsen MARTS 2004 RUSLAND - VÆGT ELLER MODVÆGT? - En vurdering af Ruslands rolle i europæisk sikkerhedspolitik. SPECIALE

2 FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT-II/L-STK 2003/04 Kaptajn G.A. Nielsen Marts 2004 RUSLAND - VÆGT ELLER MODVÆGT? På baggrund af en diskussion/analyse af Rusland og den europæiske sikkerhedsarkitektur, fastlægges de styrende faktorer for russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik overfor - og den russiske placering i - den europæiske sikkerhedsarkitektur. Herefter gennemføres en vurdering af Ruslands fremtidige rolle i sikkerhedsarkitekturen. Speciale

3 INDHOLDFORTEGNELSE INDHOLDFORTEGNELSE... 2 RESUMÉ KAPITEL... 5 INDLEDNING OPGAVEFORMULERING INDLEDNING RUSLANDS HENSIGTER OG HANDLINGER OPGAVEDISKUSSION TEORI OG METODE INDHOLD, AFGRÆNSNINGER OG FORUDSÆTNINGER KILDER KAPITEL METODE OG TEORI GENERELT METODE TEORI ANALYSEMODELLEN KAPITEL RUSLAND GENERELT RUSSISKE HENSIGTER RUSSISKE HANDLINGER FØRSTE DELKONKLUSION KAPITEL RUSLAND OG FN GENERELT FN S ROLLE I EUROPÆISK SIKKERHEDSARKITEKTUR USA OG DE EUROPÆISKE STORMAGTERS ROLLE I FN RUSLANDS ROLLE I FN ANDEN DELKONKLUSION KAPITEL RUSLAND OG OSCE GENERELT OSCE S ROLLE I EUROPÆISK SIKKERHEDSARKITEKTUR USA OG DE EUROPÆISKE STORMAGTERS ROLLE I OSCE RUSLANDS ROLLE I OSCE TREDJE DELKONKLUSION KAPITEL RUSLAND OG EU GENERELT EU S ROLLE I EUROPÆISK SIKKERHEDSARKITEKTUR USA OG DE EUROPÆISKE STORMAGTERS ROLLE I EU RUSLAND OG EU FJERDE DELKONKLUSION

4 7. KAPITEL RUSLAND OG NATO GENERELT NATO S ROLLE I EUROPÆISK SIKKERHEDSARKITEKTUR USA OG DE EUROPÆISKE STORMAGTERS ROLLE I NATO RUSLAND OG NATO FEMTE DELKONKLUSION KAPITEL KONKLUSION OG VURDERING NUVÆRENDE PLACERING I DEN EUROPÆISKE SIKKERHEDSARKITEKTUR STYRENDE FAKTORER FOR RUSSISK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK VURDERING AF RUSLANDS FREMTIDIGE ROLLE KAPITEL PERSPEKTIVERING TILLÆG A. ANALYSEMODEL. B. BIBLIOGRAFI. BILAG 1. Den Europæiske sikkerhedstrekant (Korrigeret). 2. Kort over Rusland. 3. Definitioner, forkortelser og begreber. 3

5 RESUMÉ Rusland står traditionel overfor valget mellem tilnærmelser mod Europa eller Asien, og efter den kolde krigs ophør, tillige USA; Dette overordnede valg har stor indflydelse på Ruslands forhold til Europa. Specialets konklusioner viser, at Rusland befinder sig i en enestående situation, hvor man i mange situationer kan blive tungen på vægtskålen i forholdet mellem Europa, Asien og USA. For at kunne udnytte dette er Rusland nødt til at få opbygget den russiske stats ressourcer indenfor alle områder af det brede sikkerhedsbegreb, hvilket herved bliver den dominerende faktor i udformningen af udenrigs- og sikkerhedspolitikken - og sekundært også i forholdet til Europa. Denne rolle som afgørende lod på den globale scene, sikrer Rusland den stormagtsrolle, der historisk ligger så dybt i hele det russiske samfund. Denne stormagtsrolle er også en styrende faktor, ligesom den russiske stræben efter en multipolar verdensorden, der er et gennemgående russisk tema. Den sidste vigtige faktor er præsidentens rolle. For samfundet - og staten - har præsident Putin udviklet sig som en afgørende faktor for Ruslands fremtid. Den vigtigste erkendelse for Putin har været, at Rusland først bliver reel stormagt, når kontrollen er genoprettet internt. Derfor udbygger Rusland fortsat samarbejdet med EU og ser det som den vigtigste samarbejdspartner i Europa - Måske overhovedet. Det er specialets vurdering, at samarbejdet med EU fortsat vil udvikles, hvilket er i såvel Ruslands som EU s interesse. Samarbejdet kan nå et omfang, hvor der er tale om interdependens i en sådan grad, at der kan tales om et egentligt sikkerhedsregime. Rusland vil dog næppe blive medlem af EU. Det russiske forhold til NATO er blevet væsentligt bedre siden lavpunktet under Kosovokrisen i Forholdet er dog stadig præget af stor usikkerhed, fordi NATO s fremtidige rolle i den europæiske sikkerhedsarkitektur endnu ikke er sikker. Det anses dog for givet, at Rusland ikke længere betragter NATO som en fjende, og der er herved basis for øget samarbejde. Ruslands medlemskab af FN s sikkerhedsråd vægtes meget højt og specialet vurderer, at Rusland vil gå meget langt for at sikre FN s fortsatte rolle som den universelle normregulerende organisation. Forholdet til Europa kan afspejles i dette ved at Rusland, som en del af en modvægt mod USA s dominans, kan nærme sig Europa. Herved opnår Rusland, at det kollektive sikkerhedssystem igen kommer til at fungerer. Forholdet til OSCE vil næppe ændres i forhold til i dag. Rusland anerkender principperne i Helsinki final Act., men har ikke længere den store interesse i OSCE, som det tidligere var tilfældet. Det skyldes dels, at OSCE ikke længere virker som garanti mod en udvidelse af NATO, dels at OSCE ikke har vist sig som garanti for samling/kontrol med Ruslands nære udland - og endeligt, at OSCE i større og større udstrækning har rettet fokus på humanitære forhold i Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Rusland rolle i Europa bliver således større, men vil i endnu højere grad blive præget af Ruslands nye evne til at virke som vægt eller modvægt. 4

6 1. KAPITEL INDLEDNING 1.1. OPGAVEFORMULERING Specialet er en del af et emne, hvorfra der skal udledes et hovedspørgsmål, der herefter skal virke som fællespunktet for specialegruppens medlemmer. 1 Jævnfør specialekatalog for VUT-II/L STK 2003/2004 angives specialegruppens hovedemne, at være: Verden set fra Kreml. Som en del af dette emne har jeg valgt at fokusere på Ruslands forhold til Europa. Under overskriften: Rusland - Vægt eller modvægt, diskuteres Ruslands indflydelse og rolle i europæisk sikkerhedsarkitektur. Specialets overordnede spørgsmål formuleres således: Hvad er Ruslands nuværende og fremtidige rolle i europæisk sikkerhedsarkitektur? - og hvorfor? 1.2. INDLEDNING Det er ikke let at spå om fremtiden. Derfor holder den fornuftige iagttager sig til at spille nogle ræsonnementer igennem. Det er lettere at tænke på den forgangne tid, hvori jo også må ligge forudsætningerne for de ideer og tankesæt, der præger samtiden - den åndelige bagage man har med sig som grundlag for at reagere på livets tilskikkelser og forholde sig til eksistensen. Det drejer sig om kernen i samfundets værdier, som bringer os ind i fremtiden. 2 Ovenstående er et udtryk for den grundlæggende ide med dette speciale. Jeg vil så at sige anvende erfaringerne fra den forgangne tid til at finde de forudsætninger, der indvirker på samtiden. Herved får jeg samtidig et solidt grundlag for at kunne spå om fremtiden. Om end dette selvfølgelig ikke er let. Det jeg vil søge at spå om, er Ruslands fremtidige rolle i forhold til den europæiske sikkerhedsarkitektur. Vejen dertil går gennem en forståelse af det russiske verdensbillede og en diskussion af udviklingen i forholdet mellem Rusland og sikkerhedens aktører i Europa. På den måde kommer jeg frem til en forståelse af det nuværende forhold - og de perspektiver der ligger for en fortsat udvikling i forholdet. En vigtig indikator for forståelsen af det nuværende russisk-europæiske forhold, set med russiske øjne, er naturligvis det russiske motiv for samarbejdet. Er samarbejdet med Europa blot en midlertidig handling, der primært har til formål, at skabe et økonomisk fundament for en reel fastholdelse/udvidelse af Ruslands stormagtsrolle i en multipolar verdensorden, eller er der tale om reelle hensigter, hvor Rusland har valgt den europæiske approach - og har et oprigtigt ønske om at blive en del af Europa. Det kan være Rusland er kommet så vidt, at man har set muligheden for, på lang sigt, at blive det lod, der skiftevis kan støtte de tre magtcentre, USA, EU og Kina (Asien). Rusland bliver herved en meget magtfuld stormagt, der til fulde kan udnytte sin geografiske placering og støtte det center, der bedst fremmer russiske interesser. Overordnet set betyder det, at Rusland i forholdet til Europa kommer til at virke som Vægt eller modvægt og den fortsatte udvikling i Europa-Rusland forholdet forekommer aldeles interessant at diskutere. 1 FSMOVEJSAM, DEL IV, pkt. 3.2 og 8. 2 Kommitteret Henning Gottlieb; Sikkerhedens Aktører; p. 52 (Lettere omskrevet) 5

7 1.3. RUSLANDS HENSIGTER OG HANDLINGER. For at finde ind til de faktorer, der bestemmer den russiske kurs er det nødvendigt at diskutere og analysere såvel russiske hensigter som russiske handlinger, og ikke mindst de uoverensstemmelser og divergenser, der er mellem disse. De russiske hensigter kan findes i form af formulerede koncepter og politiske statements. Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik tager udgangspunkt i Det russiske nationale sikkerhedskoncept og Koncept for russisk udenrigspolitik 3, der begge er udkommet i år 2000, kort tid efter Putins magtovertagelse. Begge koncepter er præget af verdensbilledet før 11. september 2001 (nine-eleven), men er ikke senere justeret og fremstår derfor stadig som Ruslands officielle målsætning i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Specialet vil derfor i særlig grad diskutere disse koncepter. Specialet vil tillige anvende politiske statements, der er med til at angive den langsigtede hovedretning for russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Da dette speciale udelukkende beskæftiger sig med forhold, der direkte, eller indirekte, har indflydelse på Ruslands forhold til den europæiske sikkerhedsarkitektur, vil kun langsigtede mål for politikker indenfor dette område blive behandlet. Svagheden ved dette er naturligvis, at der i de interne dele af koncepterne kan skjule sig emner med indflydelse på russisk placering i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Svagheden vurderes dog at blive udlignet ved den dybdegående analyse af de russiske handlinger, hvor resultaterne af de langsigtede mål kommer til udtryk. De russiske handlinger anskueliggøres ved de beslutninger, der træffes, som har direkte eller indirekte indflydelse i forholdet til den europæiske sikkerhedsarkitektur. Beslutningerne kan dels ses i form af direkte handlinger i konkrete situationer, dels aflæses i tilkendegivelser fra den russiske ledelse. Specialet vil derfor diskutere på baggrund af dette. Som konkrete situationer er valgt Kosovo-krisen 1999, angrebet på USA 11. september 2001 og Irak-krigen. Kosovo-krisen er valgt af flere årsager. Dels ligger den tidsmæssigt i perioden op til Putins magtovertagelse fra Jeltsin, dels markerer den et gennembrud i form af at være en operation gennemført af en sikkerhedsorganisation (NATO), uden et FN-mandat. Samtidig har Kosovo-krisen stor indflydelse på Ruslands opfattelse af verden i almindelighed og Vesten i særdeleshed i perioden omkring årtusindskiftet. På trods af en opblødning siden den kolde krig, bekræftede Kosovo for russerne, at Vesten (Primært i form af NATO) var en direkte trussel mod Rusland. Krisen havde derfor stor indflydelse på den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik i Putins første regeringsperiode. 11. september er en skelsættende begivenhed i verdenshistorien, der ikke alene havde stor indflydelse på amerikansk sikkerhedspolitik, men også kom til at betyde en ændret russisk rolle i forholdet til Europa og USA. 11. september markerer endnu et skifte i russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og er derfor egnet til eksemplificering af de russiske handlinger. Det sidste eksempel er Irak-krigen, hvor Rusland efter en næsten ubrydelig kamp mod terror-alliance med USA, vælger et skifte og sammen med flere af de europæiske stormagter går imod krigen. Begivenheden ses derfor, at have stor betydning for den russiske rolle i europæisk sikkerhedsarkitektur. Diskussionen af Ruslands hensigter og handlinger vil vise, at der er en vis uoverensstemmelse mellem disse. Årsagerne til uoverensstemmelserne vil derfor blive afdækket. Dette skaber forudsætningen for, at analysere den hidtidige udvikling i forhold 3 Forfatterens oversættelse 6

8 til årsagerne, hvilket i sidste ende skaber forudsætningen for en egentlig vurdering af den fremtidige udvikling OPGAVEDISKUSSION Analyse af emneformulering. Med baggrund i de formelle kriterier og tidligere analyser af det overordnede emnes indhold 4, har jeg valgt, at diskutere, analysere og perspektivere Ruslands forhold til Europa jf. titelbladet. Da det overordnede emne: Verden set fra Kreml indikerer, at det er den russiske opfattelse, der er relevant for specialet, vil dette forhold være styrende for specialet. En del af problemstillingen indikerer dog, at Ruslands opfattelse i et vist omfang har rod i relationerne med andre aktører og det forekommer derfor relevant, at specialet tillige behandler de forskellige opfattelser af Ruslands rolle, der er styrende for relationerne mellem aktørerne og Rusland. For at analysere Ruslands nuværende placering i den europæiske sikkerhedsarkitektur tages udgangspunkt den europæiske sikkerhedstrekant 5, idet denne tilpasses den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa. Ved at vælge denne model er det samtidigt fastlagt, at de for analysen interessante aktører er Rusland, FN, OSCE, EU og NATO. Udgangspunktet er herefter at, Ruslands bevægelse i trekanten bestemmes af relationer med hjørnerne og interne russiske forhold. De styrende faktorer findes derfor ved analyser af relationer mellem aktørerne og Rusland, samt ved en analyse af russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik overfor Europa. Argumenter for valg af aktører og tilpasning af modellen er uddybet i 2. Kapitel Aktørniveau. Med baggrund i ovenstående betragtninger samt det teoretiske grundlag kan aktørniveauet fastlægges. Der kan som udgangspunkt analyseres på tre niveauer: Aktørerne findes på intrastatsligt niveau 6 og der analyseres m.h.p. at finde de faktorer, der har indflydelse på den udenrigs- og sikkerhedspolitik der gennemføres fra Kreml. Aktørerne findes på det regionale niveau og der analyseres m.h.p. at finde de faktorer i det russiske nærområde, der har indflydelse på den russiske opfattelse af situationerne og dermed styrer/har betydning for beslutningsprocesserne og den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til Europa. Aktørerne findes på et internationalt/globalt niveau 7 og der analyseres m.h.p. at finde de aspekter i den internationale orden, der har indflydelse på den russiske opfattelse af verdensordenen og de beslutninger, der tages ud fra denne opfattelse. Det intrastatslige niveau kommer til udtryk i form af formulerede målsætninger, samt den aktuelle førte russiske politik. Her er det interessant at vurdere præsidentens rolle. 4 Specialegruppe 3 s emnediskussion af 20. oktober 2003 med efterfølgende seminar 22. oktober. 5 Ole Wæver: Magter og mønstre, Militært Tidsskrift 1994/5. Teorien med tilhørende justeringer er behandlet i 2. kapitel. 6 Af Barry Buzan karakteriseret som: The individual level (People, States & Fear, p. 363) 7 Af Barry Buzan karakteriseret som: The system level (People, States & Fear, p. 363) 7

9 Ruslands præsident fører udenrigspolitikken. Udenrigs- og forsvarsministeren refererer direkte til præsidenten udenom premierministeren. Præsidenten kan, ved udstedelse af dekreter, tillige lovgive udenom parlamentet. 8 På den baggrund virker det legalt at sidestille det russiske intrastatslige niveau med præsident Putin. Der arbejdes derfor i analysen udelukkende med udgangspunkt i præsidentens opfattelse af verden, hvilket indsnævrer den intrastatslige analyse til at omfatte sikkerheds- og udenrigspolitiske faktorer, der har indflydelse på præsidentens beslutningsgrundlag. Ud fra samme argumenter kan Putins handlinger og holdninger tages som udtryk for russiske handlinger og holdninger. Forhold vedr. præsidentens rolle i almindelighed og Vladimir Putin i særdeleshed diskuteres i 3. kapitel. Hensigter sidestilles i specialet med koncepter og politiker, der i skrift og tale formulerer fremtidige russiske målsætninger indenfor det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Handlinger sidestilles i specialet med præsident Putins taler, artikler, dekreter og lignende, udsendt som handlinger eller holdninger i relation til konkrete situationer, og som viser den faktiske førte russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. For at understøtte analysen af handlingerne, og gøre den bredere, anvendes tillige tre konkrete situationer. Det regionale niveau er defineret som det russiske nærområde i form af det tidligere Sovjetunionen. Det regionale aspekt spiller en stor rolle i de formulerede russiske koncepter og strategier og vurderes derfor at have en tilsvarende indflydelse på Ruslands opfattelse af egen rolle i europæisk sikkerhedsarkitektur. En selvstændig analyse af Ruslands forhold til nærområdet vurderes dog ikke at kunne afdække væsentlige aspekter i forhold til den overordnede problemformulering. Det regionale niveau inddrages derfor i specialets øvrige analyser, i det omfang det vurderes, at have indflydelse på specialets konklusioner. 9 Det internationale/globale niveau har en naturligt fremherskende rolle i specialet, idet den overvejende del af analyserne behandler aktører i det internationale miljø. Specialets udgangspunkt i den europæiske sikkerhedsarkitektur må dog nødvendigvis være styrende for omfanget af analyserne på dette niveau. Kun aspekter med direkte indflydelse på europæisk sikkerhedsarkitektur behandles derfor i specialet. Da Ruslands formulerede strategier tager udgangspunkt i et bredt sikkerhedspolitisk spektrum, hvor der udover snævre faktorer som forsvars- og alliancepolitik, tillige anføres politisk sikkerhed, økonomisk sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed og miljømæssig sikkerhed 10, skal en analyse af Ruslands relationer på internationalt/globalt niveau også omfatte disse faktorer. Faktorerne er i stort identisk med: Sikkerhedspolitikkens fem dimensioner som formuleret i starten af 90 erne 11. Dette er samtidig en indikator af den teoretiske indfaldsvinkel Sammenfatning af opgaveanalysen. Den europæiske sikkerhedsarkitektur symboliseres ved en korrigeret sikkerhedstrekant, der tager udgangspunkt i Ruslands perspektiv og udover Rusland omfatter FN, OSCE, NATO og EU. 8 UM tema nr. 19 af december 1999, Rusland. ( 9 Det videre arbejde vil afgøre, hvilke områder der har indflydelse. Baltikum er oplagt, men det kan endnu ikke fastslås i hvilket omfang Kaukasus, Vestmagterne og Centralasien indvirker på analysens konklusioner Russian National Security Concept, dateret 14. januar 2000, afsnit I, dot Buzan m. fl.: The European Security Order Recast. Hentet fra Hans Branner, det ny Europa, Columbus 4. udgave 2002, pp

10 Analysen omfatter, med de tidligere nævnte begrænsninger, det intrastatslige og det internationale niveau. Det regionale niveau analyseres som en del af analysen af de øvrige to niveauer. Formålet med analysen er at afdække styrende faktorer og divergens i den russiske/øvrige aktørers opfattelse. Herved skabes forudsætningen for en konklusion og vurdering af den hidtidige og fremtidige russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik TEORI OG METODE Med baggrund i opgaveanalysen ses specialet i bredden, at skulle omfatte en analyse af russiske hensigter og handlinger, analyser af Ruslands relationer med FN, OSCE, NATO og EU, samt en analyse af Ruslands placering i arkitekturen i russisk og de europæiske sikkerhedsorganisationers perspektiv. I dybden ses specialet at skulle omfatte alle fem dimensioner i Det brede sikkerhedsbegreb, samt en diskussion af de europæiske stormagter- og USA s indflydelse i/på de enkelte sikkerhedsorganisationer. Analysen i bredden vurderes med fordel at kunne tage udgangspunkt i Ole Wævers sikkerhedstrekant fra Idet denne naturligt skal justeres m.h.p. tilpasning til den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa/Rusland. Analysen i dybden har som udgangspunkt grundlag i en neo-realistisk indgangsvinkel, idet det i specialet gøres til genstand for diskussion, hvorvidt den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik reelt er udtryk for realisme eller liberalisme - og hvilken indflydelse dette har på Ruslands placering i europæisk sikkerhedsarkitektur. En uddybende diskussion af det teoretiske og metodemæssige grundlag fremgår af 2. kapitel INDHOLD, AFGRÆNSNINGER OG FORUDSÆTNINGER Disposition Specialet disponeres overordnet således 12 : 1. og 2. kapitel fastlægger de teoretiske og metodemæssige rammer for diskussion, analyse og perspektivering. 3. kapitel diskuterer og analyserer Ruslands hensigter og handlinger i forhold til Europa kapitel diskuterer og analyserer Ruslands forhold til de vigtigste sikkerhedsorganisationer i den europæiske sikkerhedsarkitektur. 8. og 9. kapitel omfatter specialets hovedkonklusion og perspektivering Afgrænsninger og forudsætninger Specialet afgrænses umiddelbart således: Russisk hensigter i udenrigs- og sikkerhedspolitik sidestilles i analysen med hensigter i form af formulerede koncepter og politiker. Kun de dele af strategier og koncepter, der direkte eller indirekte har indflydelse på russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik analyseres. Under analyse af internationale faktorer, behandles kun emner med direkte indflydelse på europæisk sikkerhedsarkitektur. Interne forhold vedr. de internationale organisationer behandles ikke i analysen Analysen af interne russiske forhold beskæftiger sig udelukkende med de konkrete forhold ved formulerede hensigter, ikke med årsagen til disse. Analysen behandler udelukkende faktorer med relevans i forhold til den europæiske sikkerhedsarkitektur. 12 En detaljeret disposition med angivelse af hver enkelt kapitels formål er vedlagt som underbilag til tillæg A. 9

11 Forudsætninger opstilles således: Det forudsættes at FN s, OSCE s, EU s og NATO s adfærd er et resultat af konkrete handlinger og et forventet adfærdsmønster, som sikkerhedens aktører. Det forudsættes, at Præsident Putins handlinger og holdninger, som udtrykt i beslutninger og på skrift og tale, er identisk med russiske handlinger og holdninger KILDER Udviklingen siden afslutningen af den kolde krig har været genstand for stor mediedækning og analyse, hvilket betyder at kildematerialet såvel kvantitativt som kvalitativt virker dækkende. Kildeindhentningen er indledningsvis orienteret i bredden, for at opnå så bredt kendskab til emnet som muligt. Heraf kommer det forholdsvis store antal kilder, der er anvendt som baggrundslæsning, men ikke direkte har nogen indflydelse på specialets konklusioner. En stor del af dette speciales diskussioner har baggrund i perioden efter Putins magtovertagelse i Rusland. Som følge heraf er den overvejende del af kilderne udgivet efter år Men som specialet også vil vise, ligger en stor del af den russiske forståelse af verdensordenen i det historiske perspektiv, hvorfor også en del kildemateriale af ældre dato er anvendt som grundlag for diskussion. Den kommenterede og vurderede bibliografi fremgår af tillæg B. Kildeindhentningen, der danner grundlag for specialets diskussioner og konklusioner er i princippet afsluttet MEDIO februar Moniteringen af de russiske handlinger er dog fortsat helt frem til PRIMO marts, således at de russiske handlinger fremstår forholdsvis aktuelt i forhold til specialet. 10

12 2. KAPITEL METODE OG TEORI Dette kapitel har til formål, at fastlægge specialets analytiske ramme, ved diskussion af teori og metode GENERELT For at finde en model, der kan anvendes som grundlag for analysen om Ruslands forhold til den europæiske sikkerhedsarkitektur, skal flere ting tages i betragtning. Først og fremmest skal modellen omfatte de relevante aktører, deres indbyrdes relationer og Ruslands relationer i forhold til disse METODE Som udgangspunkt for diskussionen af den europæiske sikkerhedsarkitektur - og Ruslands relationer til dette, er valgt Den europæiske sikkerhedstrekant, der første gang blev introduceret af Ole Wæver i militært tidsskrift i Modellen er god fordi den beskriver den europæiske sikkerhedsstruktur i en logisk sammenhængende form, der dels beskriver de forskellige organisationers indbyrdes roller, dels gør det nemt at relatere den russiske indflydelse/placering i arkitekturen. Fordelen ved modellen er altså først og fremmest den strukturelle fremstilling, der muliggøres ved anvendelsen af denne. Når man anvender denne model er der imidlertid en række problemområder man skal gøre sig klart - og på en række områder justere overfor. Det første problemområde er modellens alder. Modellen er som tidligere nævnt konstrueret i Baggrunden er det uoverskuelige kludetæppe af organisationer, der dukkede op som sikkerhedspolitiske aktører i Europa i den første tid efter murens fald. Modellen er bygget over de tre vigtigste sikkerhedspolitiske opgaver: De Normregulerende (Universelle) organisationer, den Politisk-økonomiske orden og den Militære evne. Opgaverne varetages i princippet af de tre vigtigste organisationer OSCE, EU og NATO, der fremstår som henholdsvis normregulerende organisation (OSCE), politisk-økonomisk orden (EU) og militær evne (NATO). Trekantens sider består af henholdsvis Den europæiske stabilitetspagt, WEU og PFP, der alle er med til at forbinde hjørnerne i trekanten på en hensigtsmæssig måde. For at kunne anvende modellen i dag er det nødvendigt at diskutere trekantens bestanddele m.h.p. at få dem samlet på en hensigtsmæssig måde, der dels tager højde for de ændrede vilkår, men samtidig fastholder trekantens strukturelle fordele. OSCE kan stadig regnes som en normregulerende organisation i et al-europæisk perspektiv. Selv om organisationen ikke har fået den rolle som fordeler af sikkerhed, der blev lagt op til i midten af 90 erne, har organisationen beslutninger stadig stor accept blandt medlemslandende og OSCE fremstår som et vigtigt redskab for konfliktforebyggelse og udvikling af sikkerheden på de bløde områder såsom menneskerettigheder mv. Organisationens al-europæiske tilsnit, der bl.a. indebærer, at Rusland og de øvrige europæiske stater er medlem af samme organisation, kan give organisationen en særlig rolle, hvilket betyder at en Europa-Rusland analyse også bør omfatte OSCE. 11

13 Da OSCE imidlertid ikke kan stå alene som normregulerende organisation, skal FN tillige indgå som en del af analysen. FN er interessant, fordi Rusland til stadighed taler for FN som den højeste universelle normregulerende institution, der skal fungere som det legaliserende udgangspunkt for alle sikkerhedspolitiske handlinger 13. NATO s aktioner i Kosovo udenom FN, samt FN s manglende legitimering af indsatsen i Irak i 2003 bekræfter, at der er uoverensstemmelser vedr. FN s rolle - og en Rusland-Europa analyse kan derfor ikke gennemføres uden at inddrage FN. NATO har i tiden efter den kolde krig udviklet sig fra udelukkende at være en alliance, til at være en egentlig sikkerhedspolitisk organisation. Allerede etableringen af PfPsamarbejdet indikerede, at sikkerhed ikke kun var hård anvendelse af det militære voldsapparat, men også kunne ske ved etablering af gensidigt tillidsforhold. I første omgang ved integration på det militære område, efterfølgende på flere områder af det sikkerhedspolitiske spektrum. NATO s rolle i den europæiske sikkerhedsarkitektur er altså udvidet fra udelukkende at være en militær evne, til også at være et redskab for udbredelse af sikkerhed. Organisationen kan udover det sikkerhedspolitiske perspektiv også ses som den vigtigste transatlantiske forbindelse mellem Europa og USA. Efter at USA i perioden efter nine-eleven i højere grad er begyndt at tilgodeses egne interesser, i eget tempo og gerne uden direkte støtte fra NATO, står Europa delvist splittet mellem de fraktioner, der ønsker et mere selvstændigt Europa og dem der ønsker at fastholde et forsat tæt bånd over Atlanten. Den nye europæiske identitet har primært fæste i EU, hvilket i højere grad får NATO til at fremstå som det vigtigste forum for dialogen på tværs af Atlanten. På trods af vedvarende ambitioner om etablering af en militær struktur indenfor EU, der på sigt skal virke som egentlig europæisk militær identitet, fremstår EU derfor stadig primært som det politisk-økonomiske hjørne i den europæiske sikkerhedstrekant. Det andet overordnede problem med modellen er, at den udelukkende beskæftiger sig med sikkerhedspolitiske organisationer som aktører. Når der skal analyseres på Ruslands forhold til Europa er det også nødvendigt at involvere Ruslands bilaterale forbindelser med de europæiske stormagter. De vigtigste stormagter er Tyskland og Frankrig, der er historisk relaterede til Rusland og som i kraft af deres europæiske rolle er vigtige forbindelser for den russiske ledelse. UK er interessant, fordi UK trods alt stadig er en europæisk stormagt med stor indflydelse i de sikkerhedspolitiske organisationer. UK s traditionelle tætte samarbejde med USA betyder også, at deres rolle i den europæiske del af vægtskålen ikke bør ignoreres. Ud fra ovennævnte argumenter bør de nævnte europæiske stater være en del af en analyse i kraft af deres bilaterale forbindelser til Rusland og deres særlige rolle i europæisk sikkerhedspolitik. Dette kan overordnet ske på to måder. Der kan laves en separat analyse af hver af de nævnte stater, der ud over at afdække relationerne til Rusland, også skal afdække staternes indflydelse på de vigtigste sikkerhedspolitiske organisationer, eller de europæiske staters rolle kan involveres i analysen af de sikkerhedspolitiske organisationer. Da det vurderes, at de europæiske staters indflydelse - og de særlige aspekter af bilaterale forhold mellem Rusland og de enkelte stater kan afdækkes som en del af analysen af de sikkerhedspolitiske organisationer, tilrettes analysen så den tilgodeser dette forhold. Fordelen ved dette er desuden, at analysen skærpes direkte mod de sikkerhedspolitiske forhold. 13 Foreign policy Concept of the Russian federation, p. 1 12

14 Det kan ikke ignoreres, at den amerikanske indflydelse i Europa stadig er markant, og ikke mindst har USA jo en vis indflydelse i alle de fremhævede sikkerhedspolitiske organisationer, på nær EU. Den amerikanske indflydelse skal derfor også være en del af analysen, hvilket sker ved at inddrage det amerikanske aspekt i analysen på samme måde som de europæiske staters. Sammenfattende konkluderes det, at Ole Wævers sikkerhedspolitiske trekant anvendes som hovedmodel for analysen. Modellens svagheder afhjælpes ved at justere hjørnerne således: Det normregulerende hjørne suppleres til udover OSCE også at omfatte FN. Det politisk-økonomiske hjørne omfatter stadig EU. EU s militære aspekt inddrages i fornødent omfang. Det militære hjørne omfatter NATO. Dette hjørne inddrager udover de militære kapaciteter også NATO s øvrige sikkerhedspolitiske aspekter - og NATO s rolle som transatlantisk forbindelse fremhæves i særlig grad. Analysen af Rusland overfor de enkelte hjørner i trekanten skal omfatte de vigtigste europæiske og USA s indflydelse på den enkelte sikkerhedspolitiske organisation, samt betydningen af eksisterende bilaterale forbindelser mellem Rusland og de nævnte stater - i relation til den konkrete sikkerhedspolitiske organisation TEORI Udgangspunktet for enhver IP-teoretisk diskussion er de to hovedretninger realisme og liberalisme. Udgangspunktet for denne diskussion vil også i et vist omfang inddrage begge hovedretninger. Baggrunden for dette er, at russiske hensigter og handlinger har tilsnit af såvel realisme som liberalisme. Det er således afgørende, at det teoretiske grundlag gøres så bredt som muligt. Kun herved kan alle aspekter af den russiske politik analyseres - og der kan gives en plausibel vurdering af de fremtidige perspektiver for russisk tilknytning til den europæiske sikkerhedsarkitektur. I den rene realisme som formuleret af Hans Morgenthau m.fl. 14, er staten enhedsaktør og statsmanden tilskrives en central rolle som ordensskaber gennem magtbalance. Det internationale system er statisk. Nøglebegreberne er magtbalance, magt, politik som autonom sfære, anarki og rationel sikkerhed/suverænitet. Interdependens er, hvis den findes, uheldig og bør undgås. Overordnet ses drives statens handlinger af frygt/trusler fra omverdenen. De fleste Ruslandseksperter placerer Rusland indenfor en realistisk magtbalancetænkning og ser den udenrigspolitiske kursændring efter 11. september som uomgængelig efter en cost/benefit-betragtning. Nogle taler om et omsving fra geostrategi til geoøkonomi og dermed den internationale politiske økonomis logik. 15 Samtidig kan man godt se Putin som statsmanden, der reagerer ud fra statens interesser, med forøgelse af magt og indflydelse som den primære motivator. Formuleringen af de russiske koncepter, de russiske handlinger og ikke mindst Putins statements indikerer dog, at Ruslands interesser er bredere end som så og ikke entydigt realistiske. Putins argumenter for en overnational universel normregulerende 14 Hans J. Morgenthau The difference between the Politican and the statesman. Taget fra Introduktion til studiet af International Politik k, pp Mette Skak: Rusland; 11. September. Internationale konsekvenser og perspektiver,, pp

15 organisation - og ønsket om etablering af interdependens, taler direkte imod en ren anvendelse af denne teori. I modsætning til den rene realisme, mener liberalisterne, at det internationale system er aktivt og der derfor kan finde forandring sted. International politik er præget af interdependens og regimedannelse og at staten ikke nødvendigvis er hovedaktør. Der er intet tydeligt magthierarki mellem staterne og den største motivator for aktørerne er at se muligheder. 16 De russiske målsætninger har afgjort en tilsnit af den rene liberalismes interdependens og respekt for regimer. Det slås dog helt fast, at det er den russiske stat, der er den primære aktør. samtidig tager den russiske politik i allerhøjeste grad udgangspunkt i nogle meget detaljerede trusler, delvis på bekostning af muligheder. Derfor kan den russiske politik ikke udelukkede forklares ud fra liberalisme. Sandheden må altså ligger et sted mellem de to yderpunkter Da de russiske hensigter generelt har et liberalistisk tilsnit, men samtidig tager udgangspunkt i staten som den primære aktør - og tillige har udgangspunkt i truslerne mod Rusland, skal specialets teoretiske indgangsvinkel tage højde for begge grundteoriers særlige egenskaber. Som udgangspunkt tager specialet derfor udgangspunkt i den Strukturelle realisme, som formuleret af Barry Buzan 17. Buzan hævder, at alternativet til et anarkistisk system er dannelsen af et internationalt samfund med en række fælles værdier, idet dette skaber sikkerhed for den enkelte stat. Dette decimerer usikkerheden ved at have svage stater ved international understøttelse af disse. Buzan taler tillige om det brede sikkerhedsbegreb og fremhæver dette frem for magtbegrebet. Dette betyder, at Buzan anerkender interdependensteorien, ikke som sænker af konfliktniveauet, men som sænker af sandsynligheden for krig. Koblingen til de russiske koncepter/strategier kan ses ved den russiske prioritering af FN og OSCE, den konkrete anerkendelse af det brede sikkerhedsbegreb som udgangspunkt for russisk sikkerhedspolitik, samt den aktive indflydelse på regional og subregional integration. Teorien har et naturligt realistisk udgangspunkt, hvor staten er den primære aktør, men Buzan accepterer ikke at se bort fra staternes interne karakteristika. Som konsekvens af dette skal den i specialet anvendte analysemodel tage udgangspunkt i staterne som den primære aktør, men Ruslands interne karakteristika kan ikke ignoreres. Med specialets formål i mente defineres de aktuelle internationale organisationer som aktører. Dette kan i denne sammenhæng forsvares med, at der analyseres relationer i forhold til en konkret stat - nemlig Rusland. Analysen afdækker kun forhold internt i Rusland i form af formuleret og gennemført politik. De øvrige aktørers bidrag er et resultat af konkrete handlinger og et forventet adfærdsmønster, som enhedsaktør. Valget af strukturel realisme som teoretisk indfaldsvinkel har både fordele og ulemper. Det anses som en fordel, at den strukturelle realisme har grundlag i det brede sikkerhedsbegreb og samtidig har staten som enhedsaktør. Ved at tage udgangspunkt i etablering af sikkerhedspolitiske sikre miljøer ved samarbejde på alle niveauer og understøttelse af svage stater 18 som garanti for sikkerhed, samtidig med en 16 Det ny Europa, pp Ole Wæver, Introduktion til studier af International Politik, p Det engelske udtryk fail states anvendes oftest. Jeg har valgt at oversætte det til dansk. (Egen oversættelse) 14

16 anerkendelse af regimernes betydning, dækker teorien alle aspekter af de russiske strategier og hjælper herved til at afdække så mange aspekter af disse som muligt. Ulempen ved teoriens anvendelse i dette speciale, er at der her analyseres for forhold mellem staten Rusland og sikkerhedsaktørerne FN, OSCE, NATO og EU. Herved gås på kompromis med de øvrige europæiske staters indflydelse på den russiske rolle i europæisk sikkerhedsarkitektur. Denne ulempe imødegås imidlertid ved, at der udelukkende analyseres i forhold til organisationernes hensigter og handlinger som aktører. De politiske spil, der internt har ført frem til disse, har således ikke indflydelse på specialets konklusioner. Inddragelsen af de europæiske stormagters og USA s indflydelse i modellen, som en del af hver enkelt aktøranalyse jf. pkt. 2.2., skal yderligere tilsikre en fuldstændig udjævning af den afdækkede svaghed ANALYSEMODELLEN Sammenfattende kan kravene til analysemodellen opsummeres således: Der skal analyseres på det internationale/globale niveau, hvor FN, OSCE, EU og NATO placeres som aktører i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Analysen skal omfatte relationer til Rusland i et bredt sikkerhedspolitisk spektrum. Analysen skal tillige omfatte relevante forhold på det regionale niveau. Der skal analyseres på det intrastatslige niveau i form af russiske hensigter og handlinger. Denne analyse omfatter Rusland i et bredt sikkerhedspolitisk aspekt. Den intrastatslige analyse skal udelukkende beskæftiger sig med de konkrete forhold i form af formulerede hensigter, ikke med årsagen til disse. Analysen behandler udelukkende faktorer med relevans i forhold til den europæiske sikkerhedsarkitektur. Analysen skal tillige omfatte relevante forhold på det regionale niveau. Den russiske præsident fremtræder i analysen som eksponent for de russiske handlinger og hensigter. Det brede sikkerhedspolitiske aspekt omfatter: militær sikkerhed, økonomisk sikkerhed, politisk sikkerhed, samfundsmæssig sikkerhed og miljømæssig sikkerhed. Da der ikke umiddelbart ses at kunne anvendes eksisterende analysemodeller har jeg ud fra de ovenstående krav konstrueret en analysemodel, der efterfølgende danner rammen om analysen. Analysemodellen er vedlagt som Tillæg A. 15

17 3. KAPITEL RUSLAND I dette kapitel diskuteres/analyseres Ruslands interne forhold, hensigter og handlinger. Formålet er, at fastlægge faktorer der har indflydelse på russisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i forhold til den europæiske sikkerhedsarkitektur, fastlægge det nuværende russiske forhold til Europa - og danne grundlag for en vurdering af det fremtidige forhold GENERELT Historie, tradition og selvopfattelse. En vigtig kilde til forståelse af russiske hensigter og handlinger i udenrigs- og sikkerhedspolitikken skal findes i den russiske selvopfattelse. Rusland har i nyere tid altid været en stormagt. I Zartiden en markant medspiller i Europa, der skulle tages alvorligt, og som søgte, og fik indflydelse. Herefter Sovjettiden, hvor Rusland som den dominerende del af Sovjetunionen var en af de to supermagter i det bipolare system. Rusland er med andre ord en stat med en lang historisk tradition for indflydelse, med den heraf følgende respekt fra omverdenen. Denne tradition har afsmitning til alle kroge af samfundet, hvor stoltheden og selvbevidstheden i forhold til eget værd har overlevet århundredes undertrykkelse og fattigdom. Rusland har på trods af at have form som diktatur og militærmagt, som det eks. var tilfældet under Sovjettiden, altid haft et reelt eksisterende fællesskab, som millioner holdt på fode om ikke andet, så med tavs accept. Det er også denne tavse accept, der i dag kræver sin legitimation, og som præsident Putin er indbegrebet af. 19 Kan det virkelig passe, at en historisk tradition og et folks selvopfattelse kan have direkte indflydelse på forholdet til omverdenen - og i dette tilfælde altså til Europa. I Ruslands tilfælde er svaret ubetinget ja, og begrundelserne kan findes over et bredt spektrum. Jeg vil senere mere detaljeret diskutere præsident Putins rolle i dagens Rusland. Her vil jeg nøjes med at konstatere, at præsidenten på trods af en generel mistillid til de vigtigste dele af hans politik nyder stor folkelig opbakning. 20 Den vigtigste årsag til dette kan være, at Putin fremstår som den traditionelt stærke mand, der er i stand til at samle nationen - og som udadtil kan være garanten for, at Rusland fremstår stærkt - og ikke lader sig kue af andre. Hårdt sat op kan man på den baggrund påstå, at en leder indadtil godt kan tillade sig endog meget store fejltagelser i sin politik, bare han fremstår stærk og handlekraftig på vegne af staten udadtil. Om den russiske stolthed, tradition og selvopfattelse har afgørende indflydelse på udenrigs- og sikkerhedspolitikken kan diskuteres. Givet er det, at det virker som om den russiske higen efter respekt, også har en afsmittende effekt på såvel hensigter som handlinger. Eksempler på dette kan findes i såvel koncepter, hvor det understreges, at Rusland er en stormagt, som i gennemført politik, hvor konkrete handlinger i visse tilfælde kan ses som en understregning af russiske særstillinger. Den generelle russiske isolation gennem den sidste halvdel af 90 erne og den russiske attitude overfor den sidste Irak-krig kan givet tolkes som resultater af dette. 19 Rusland i stykker, p I de efterfølgende afsnit vedr. personen Putin, er der detaljeret redegjort for opbakningen til hans politik. 16

18 Præsident Vladimir Putin og det institutionelle system. Vladimir Vladimirovitj Putin blev præsident i Rusland, da Boris Jeltsin overraskende trak sig tilbage nytårsaften Forinden havde han bl.a. været direktør for FSB 21, hvor han effektivt sørgede for en udrensning af prokommunistiske officerer til fordel for egne tidligere kolleger fra Putins fortid i efterretningstjenesten. 22 I august 1999 blev Putin den sidste i rækken af ministerpræsidenter, indsat af Boris Jeltsin. Jeltsins efterfølgende kåring af Putin som præsident var overraskende for mange, men Putin viste fra starten, at han var i stand til at udnytte den næsten ubegrænsede præsidentmagt, der var skabt ved forfatningen af december Således lykkedes det i sommeren 2000 for Putin, at tæmme guvernørerne, bekæmpe oligarkerne, likvidere Føderationsrådets uafhængighed, få dumaen i sin lomme, svække alle andre politiske institutioner og underkue pressen. 24 Som en cementering af sin magt lagde Putin Ruslands 89 regioner ind under syv superregioner og indsatte sine tidligere kollegaer fra efterretningstjenesten på de vigtigste guvernørposter. Putins magt kan herved ses som en fortsættelse af det traditionelle russiske institutionelle system. Samling af en elitær magtbase, med loyale støtter i en form for elite- og en meget direkte form for styring af samfundet i form af direkte midler såsom dekreter. 25 Den demokratiske proces i Rusland er med andre ord ikke nået forbi den traditionelle accept af systemets evne og vilje til at bestemme hele vejen ned i samfundet. Putins magtbase er altså ikke udelukkende rodfæstet i de forfatningsmæssige forhold. Den reelle magt ligger formentlig i det forhold, at den menige russer ser Putin som den stærke mand, der er i stand til, at rydde op. Samtidig er det lykkedes for Putin at blive et ikon på en russisk tro på tilbagevenden til tidligere tider, hvor omverdenen respekterede Rusland. Det er med andre ord Putin som symbol, snarere end hans politik, der hyldes. Det russiske analyseinstitut VTsIOM 26 påviste i november 2002, at 80 % af den russiske befolkning bakkede op om præsidenten. Samtidig mente 73 % at den russiske politik i Tjetjenien var forfejlet 27, kun 33 % mente den økonomiske politik var en succes og hele 62 % mente Putin havde fejlet i forhold til den økonomiske politik. 28 Putin har altså til fulde udnyttet den forfatningsmæssige magt i præsidentembedet og endda udbygget dette ved en centralisering af magten og indsættelse af egne allierede på de vigtigste poster. Putin har tillige formået at skabe sig en symbolværdi i det russiske samfund, der giver ham accept i næsten alle forhold. Han fremstår derfor, mere end nogen anden, som den endegyldige magtfaktor i Rusland. Kombinerer man Putins generelle magtbase med den russiske forfatnings artikel 86, virker det legalt i et vist omfang at sidestille Ruslands hensigter og handlinger på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, med præsidentens hensigter og handlinger. 29 Dette udsagn underbygges af russiske iagttagere, der påpeger at: The questions about the driving force of Russia s policy mostly boils down to Putin s personal motivation and purposes. 30 Et eksempel på dette er, at beslutningen om, at Rusland 21 FSB afløste sovjettidens kendte KGB. 22 Rusland i stykker, pp Jf. Den russiske forfatning, kapitel 4, artikel 80-93, har præsidenten meget vidtgående magtbeføjelser. (Kilde: 24 Lilia Svetsova, russisk politisk kommentator. Citeret i Rusland i stykker, p Den russiske forfatning, kapitel 4, artikel (Kilde: 26 VTsIOM er en forkortelse for Det Alrussiske Center for Forskning i den offentlige Opinion. 27 Dette var kort tid efter gidseltagningen i Dubrovka-teatret i Moskva. 28 Rusland i stykker, pp og Russernes syn på NATO, Kaliningrad og Tjetjenien, der skriver at 83% af befolkningen bakker op om Putin (Med reference til samme undersøgelse). Sandheden ligger altså et sted mellem 80 og 83 %, men tendensen er tydelig. 29 Den russiske forfatning, artikel 86, stk. a - d (Kilde: 30 Dmítry Glinsky-Vaslíyev IMEMO. (Citatet er taget ud af Russia Faces Europe, p. 22). 17

19 skulle følge USA umiddelbart efter angrebet 11. september, var taget af Putin personligt. 31 Men er Putin en diktator i svøb, eller en fremsynet leder med fremragende evne til at rydde op i korruption og økonomisk rod. Som eksempel på det første har været nævnt fængslingen af YuKos 32 -direktøren Mikhaik Khodorkovskij. Visse iagttagere mener at denne fængsling er en del af en plan, hvis mål er at etablere et regime, der hverken står til ansvar for den russiske befolkning, eller er begrænset af selvstændige politiske aktører. 33 Omvendt mener andre, at Putin er en fremsynet leder, der lyser op i kredsen af inkompetente autokrater og diktatorer. 34 Man kan kun gisne om Putins reelle hensigter, men givet er det, at Putin fremstår en meget stærk leder, der udover evnen til at placere egen støtter på vigtige poster også er i stand til at bibeholde en markant opbakning i befolkningen. Putin har kontrol over alle de væsentlige russiske hensigter og handlinger, og er uden tvivl opmærksom på den ubalance, der hidtil har eksisteret mellem Ruslands internationale ambitioner og det image Rusland har haft internationalt. En stor del af Putins politik er derfor rettet mod, i første omgang at bygge Rusland op indefra og herved igen få Ruslands internationale image til at være i balance med den rolle alle russere mener Rusland skal spille på den internationale scene. En realistisk forståelse af Putins nyfortolkning af russisk udenrigspolitik vil formentlig anvende udtrykket intern magtbalancering som forklaring på de ændrede prioriteringer i russisk udenrigspolitik. 35 Man skal altså, efter Putins opfattelse, have kontrol med udfordringerne indadtil, før man kan udfordre udadtil. Derfor sætter Rusland ind overfor EU-landene og Vesten generelt, mens Kina og andre tredjeverdenslande i nogen grad skubbes i baggrunden som en erkendelse af Ruslands dybtgående og langvarige reformbehov. Det betyder, at hovedparten af Ruslands hensigter og de handlinger der kommer til udtryk, dybest set primært bunder i den vigtigste russiske strategi; At genopbygge landet indefra for igen af navn og gavn at kunne fungere som stormagt Globaliseringens påvirkninger. Globaliseringen som udtryk kan være svært at definere. I dag anvendes udtrykket ofte som de økonomiske relationer mellem verdens nationer, der finder sted gennem handel med varer og tjenesteydelser, investeringer og kommunikation over grænserne samt kulturel udveksling. Men globalisering omfatter også internationale sikkerhedspolitiske problemstillinger. Dette er bl.a. kommet til udtryk ved, at Vesten har gjort andre landes sikkerhedsproblemer til deres egne. Den vestlige indgriben i Kosovo ses af nogle som et eksempel på den sikkerhedspolitiske globalisering. 36 Frem til 1989 eksisterede Sovjetunionen og det øvrige Østeuropa som en afsondret blok i verden og globaliseringen skete stort set uden deres deltagelse. Sovjetunionens sammenbrud skabte en ny situation for Rusland, der i egen selvopfattelse stadig er stormagt, da det herefter befandt sig i en økonomisk, politisk og militær svækket position i forhold til USA. For Rusland har det betydet, at det langsomt har placeret sig strategisk som et samarbejdsvenligt land i forhold til USA og Vesten. Samarbejdet med de europæiske organisationer understreger dette. Globaliseringen i det 21. århundrede er 31 Russia faces Europe, p YoKos er bygget på stumperne af det tidligere statsejede olieselskab og er Ruslands største. 33 Putin: Diktator eller reformator; Flemming Rose i Jyllandsposten, 12. november Artiklens citat hentet fra seniorforsker Michael McFaul ved Hoover Institution i USA. 34 Putin: Diktator eller reformator; Flemming Rose i Jyllandsposten, 12. november Artiklens citat hentet fra Eric Krauss (Franskmand), chefanalytiker for Sovlink Securities i Moskva 35 Mette Skak: Rusland; 11. September. Internationale konsekvenser og perspektiver,, pp Rusland og Østeuropa, pp

20 reelt verdensomspændende, ingen større lande eller grupper kan holde sig udenfor udviklingen. I denne situation er det op til det enkelte land, hvilken strategi det vil følge. Slutresultatet kan derfor blive en ny og uforudsigelig verden. 37 Rusland var i år 2000 isoleret og placeret på sidelinien i det internationale samfund. RMA 38, økonomisk og finansiel globalisering foregik uden Rusland som deltager. 39 Rusland var med andre ord ikke kommet med da toget gik. I deres år strategi efterlyste høgene i den russiske udenrigspolitiske tænketank SVOP derfor en ændret udenrigspolitisk kurs. Ruslands politik under krigene i eks-jugoslavien - kulminerende med krisen i Kosovo, samt spørgsmålet om NATO s udvidelse, ansås som fejlslagen politik fra Ruslands side. På grund af økonomisk svaghed og afhængighed af Vesten kunne Rusland intet stille op og kom derfor til at udstille sin magtesløshed. 40 Erkendelsen af ikke, at være blevet kontrollerende for egen rolle i globaliseringen er faktor, der er med til at sætte kursen for russisk udenrigspolitik. Det bedste eksempel på dette er erkendelsen af, at økonomisk svaghed, er den vigtigste årsag til manglende international pondus og evne til at kontrollere egen udvikling. Herunder også egen rolle i globaliseringen. Globaliseringen underbygger således den erkendelse for økonomisk prioritering, der kommer til udtryk i det nationale sikkerhedskoncept RUSSISKE HENSIGTER Ruslands udenrigspolitiske prioriteter Samtidig med at Rusland står midt i en samfundsmæssig omdannelse, skal Rusland også prøve at finde sin rolle på den internationale scene. Det har vist sig at være en vanskelig proces. Det tab af indflydelse, der fulgte med tabet af status som supermagt, og de heraf følgende betingelser for Rusland som udenrigspolitisk aktør er blevet forvaltet med vekslende hjælp. Umiddelbart efter Sovjetunionens opløsning, var den russiske regering meget indstillet på et tæt samarbejde med det internationale samfund, efter præmisser, der lå nært de traditionelt vestlige. Siden har der vist sig en stigende tendens til at forfølge nationale særinteresser. Det er indtrykket, at Rusland mangler at skabe sammenhæng mellem sin nye internationale placering og de udenrigspolitiske mål og midler, der hører hertil. 41 Samarbejdet i CIS 42 har traditionelt en høj prioritet for Rusland, men på grund af den store russiske dominans fremstår CIS ikke som noget regionalt forum med ligeberettiget deltagelse. CIS har vist sig at være uden dynamik og dynamik til at gennemføre beslutninger. CIS har endda ikke vist sig som et brugbart instrument til at fastholde russisk indflydelse i de gamle sovjetiske områder. Som følge af en russisk erkendelse heraf, er der løbende blevet indgået en række bilaterale særaftaler mellem Rusland og flere af de øvrige CIS-lande. Herefter står Rusland traditionelt i et valg mellem et samarbejde mellem Indien-Kina, som kan virke tillokkende af historiske årsager - og som modvægt mod USA s dominans i centralasien. Og et valg mod Europa, der primært kan virke tillokkende af økonomiske årsager. Det vurderes, at Rusland vælger at prioritere samarbejdet mod Europa. Det er i denne kreds, man ser behov for at få sine synspunkter fremmet. Det er tillige herfra de 37 Rusland og Østeuropa i det 21. århundrede, pp RMA = Revolution i Military Affairs. (Se også bilag 3 for yderligere forklaring/definition) 39 Russia Faces Europe, p Mette Skak: Rusland; 11. September. Internationale konsekvenser og perspektiver,, pp (Udenrigsministeriets hjemmeside) 42 Forkortelse af: Commonwealth of Independent States. På Russisk SNG: Sodruzjestvo Nezavisimych Gosudarstv 19