Plan for Speciallægepraksis i Region Sjælland

Transkript

1 Plan for Speciallægepraksis i Region Sjælland 2008

2

3 Plan for Speciallægepraksis i Region Sjælland 2008

4 Plan for Speciallægepraksis i Region Sjælland Udarbejdet af sekretariat i Primær Sundhed i samarbejde med projektgruppe og styregruppe. Emneord: Praksisplan, praksisplanlægning, speciallægepraksis, rekruttering og fastholdelse. Version: 1,0 Udgivet af: Region Sjælland, december 2008 Omslag: Christina Lundgreen Tryk: Region Sjælland ISBN: For yderligere oplysninger rettes henvendelse til: Region Sjælland Primær Sundhed Alleén Sorø Telefon: E-post: primaersundhed@regionsjaelland.dk Hjemmeside: Rapporten kan downloades her

5 Forord Praksisplaner er en nyskabelse i Region Sjælland. Planerne er lavet i samarbejde med lokale aktører på sundhedsområdet og angiver både rammer og retning for udviklingsprocessen i de enkelte områder de kommende år. Samfundet er i konstant udvikling. Derfor må sundhedsvæsenet, lige som alle andre offentlige tilbud, udvikle sig for at matche nye vilkår og forventninger. Praksisplanerne beskriver nogle af de udviklingstendenser, som primærsektoren står overfor. Det drejer sig blandt andet om manglen på personale, om sammenhængende patientforløb, nye opgaver og teknologi samt ændrede organisationsformer. Praksisplanerne kommer med anbefalinger til, hvordan de udfordringer kan håndteres i Region Sjælland. Ideerne skal indgå i de videre drøftelser i samarbejdsudvalgene, så anbefalingerne kan følges op af handling. Almen praksis er borgernes primære indgang til sundhedsvæsenet og har derfor bred berøringsflade med befolkningen. Et af praksisplanens hovedtemaer er den generelle lægemangel, og planen indeholder derfor en række ideer til at mindske problemet. Ideer til at fastholde ældre læger og ideer til rekruttering af nye. Samtidig sætter planen nye organisationsformer og det sammenhængende patientforløb i fokus. Her er samarbejdet mellem almen praksis, sygehuse og den kommunale sundhedssektor afgørende for et bedre sammenhængende patientforløb. De samme udfordringer med rekruttering og fastholdelse af læger går igen inden for speciallægepraksis, og Region Sjælland har derfor, i samarbejde med repræsentanterne for Foreningen af Praktiserende Speciallæger, udarbejdet et idékatalog med forslag til, hvordan praksisopgaven fortsat gøres attraktiv for speciallægerne. Kiropraktorer er hovedsageligt beskæftiget i private klinikker i primærsektoren. Tidens krav inden for kiropraktikken handler om kiropraktorernes kompetencer i forhold til de øvrige tilbud i sundhedssektoren. Praksisplanen indeholder derfor en række forslag til indsatsområder, som peger i retning af fortsat at sikre udnyttelse af kiropraktorernes kompetencer inden for både det primære og sekundære sundhedsvæsen. Praksisplanerne var til høring blandt samarbejdspartnerne inden vedtagelsen i Regionsrådet den 6. november 2008, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke for de mange konstruktive bidrag. Efter min opfattelse udgør regionens praksisplaner et godt grundlag for en fortsat udvikling af praksissektoren. Kristian Ebbensgaard, Regionsrådsformand 5

6

7 Indholdsfortegnelse 1. Resumé 9 2. Speciallægepraksisplanen Overenskomstens krav 2.2 Delplan for specialerne 3. Den praktiserende speciallæge Henvisning 3.2. Praksis 3.3. Omsætningslimitering 3.4. Kvalitetssikring 3.5. IT og service til borgerne og 4-aftaler 4. Kapacitet, aktivitet og forbrug Kapacitet 4.2. Speciallægernes aktivitet 4.3. Borgernes forbrug af ydelser 5. Udfordringer Borgernes sundhed og speciallægernes kapacitet 5.2. Servicemål 6. Rekruttering og fastholdelse Delplan om rekruttering og fastholdelse 6.2. Spørgeskemaundersøgelse Spørgeskemaundersøgelse Løsningsmodeller Harmonisering og udvikling Regionsforskelle 7.2. Opgaveglidning fra sygehus 7.3. Styringsmuligheder 7.4. Kvalitetssikring 7.5. Indsatsområder generelt 7.6. Administrationens forslag til indsatsområder for de fire specialer Bilag Bilag 1. Knækgrænser Bilag 2. Prognose for speciallæger i Danmark 43 Bilag 3. Regionen i tal og fakta 44 Bilag 4. Spørgeskema 1 om anvendelse af klinikpersonale 49 Bilag 5. Spørgeskema 2 om fastholdelse i speciallægepraksis 50 Bilag 6. Opbygning af delplaner for specialerne 51 Bilag 7. Arbejdsgruppernes anbefalinger for øjen-, øre-, hud- og kirurgispecialerne 52

8

9 1. Resumé I Plan for Speciallægepraksis beskrives en række styringsmæssige forhold om speciallægepraksis i relation til sygehuse. Reglerne om henvisningssystemet, praksisformer og omsætningslimitering med knækgrænser gennemgås. Den nye overenskomst pr. 1. april 2008 indeholder en række tiltag for at understøtte den faglige udvikling i speciallægepraksis. For eksempel et kvalitetsudviklingsprojekt, KVIS II, som skal sikre, at speciallægepraksis kan dokumentere kvaliteten af det udførte arbejde og dermed en sammenlignelighed med kvaliteten i det øvrige sundhedsvæsen. Det har stor betydning ved udlægning af opgaver fra sygehusregi til speciallægepraksis og indgåelse af lokale aftaler og rammeaftaler. Indførelse af fælles IT giver mulighed for hurtigere kommunikation og en serviceforbedring for borgerne med mulighed for elektronisk tidsbestilling og oplysning om ventetider. Der er et stigende pres på sundhedsvæsenet, som medfører øget efterspørgsel efter flere behandlinger i praksissektoren. Der er derfor behov for mere fokus på de muligheder, der er i samarbejde og øget integration mellem praktiserende speciallæger og sygehusvæsenet, da behandlingerne i højere grad løses gennem samarbejde på tværs af sygehuse- og speciallægepraksis. Repræsentanter for øjen-, øre-, hud- og kirurgispecialerne ønsker et tættere samarbejde med sygehusene. For eksempel om IT-systemer, der kan kommunikere sammen, og uddannelse af nye speciallæger. Da regionen kun har eksisteret lidt over et år, er det ikke meningsfuldt at foretage en tidsserieanalyse af aktivitetsudviklingen over en række år. Aktivitet og forbrug er sammenlignet fra 2006 til 2007, og det kan konstateres, at begge dele er steget med cirka 5 %. Der har ikke været ændret på kapaciteten - 135,5 praktiserende speciallæger omregnet til fuldtidspraksis - men der har været ubesatte ydernumre. Derfor er det udtryk for en reel stigning i produktion og efterspørgsel. Der blev i 2007 undersøgt og behandlet cirka borgere i regionen af egne praktiserende speciallæger til et samlet honorar på 327 mio. kr. Øjen-, øre-, hud- og kirurgispecialerne tegner sig for 75 % af patienterne. Cirka borgere i regionen efterspurgte behandlinger. Dels i regionens speciallægepraksis og dels uden for regionen til en samlet udgift på 365 mio. kr. Af det totale antal ydelser blev 14 % ydet fra speciallægepraksis uden for regionen. Det er Regionsrådets overordnede mål for sundhedsområdet, at regionen er borgernes første valg i kraft af sine kvaliteter. Regionens langsigtede mål er, at 95 % af alle patienter vælger behandling i regionens eget sundhedsvæsen. Hvis dette mål overføres på speciallægepraksis under ét, søger cirka borgere behandling uden for regionen, svarende til 9,5 %. Regionens egne speciallægepraksis dækker under ét 90,5 %. For at opfylde målet skal aktiviteten således øges med 4,5 %. Speciallægerne har en høj gennemsnitsalder, så i de kommende år er det nødvendigt at sætte fokus på rekruttering og fastholdelse. De største udfordringer er for hud- og ørespecialet. 9

10 2. Speciallægepraksisplanen 2.1 Overenskomstens krav Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningen af Speciallæger (FAS) har indgået aftale om en ny overenskomst for praktiserende speciallæger for en treårig periode fra 1. april I en tid med mangel på lægelig arbejdskraft og nedbringelse af ventetider øger overenskomstaftalen muligheden for meraktivitet til gavn for patienterne. En anden meget væsentlig del af aftalen omhandler, at der gives betydelige midler til opdatering af de enkelte specialer, således at øget kvalitet og mulighed for brug af ny teknologi i højere grad matcher den specialiserede udvikling i sygehusvæsenet. Aftalen indebærer også, at der for alvor sættes fokus på øget samarbejde og integration mellem praktiserende speciallæger og sygehusvæsenet via et udvalgsarbejde. Den gældende speciallægeoverenskomst afgrænser de praktiserende speciallægers behandlingsmuligheder og regulerer praksisplanlægningen. Regionen foretager en samlet planlægning for tilrettelæggelsen af den ambulante speciallægebetjening i regionen som grundlag for beslutning om de overenskomstmæssige speciallægepraksisforhold. I Landsoverenskomsten om Speciallægehjælp mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Foreningens af Speciallæger (FAS) af april 2008 er det præciseret, at hver region med udgangspunkt i de enkelte specialer skal foretage en samlet planlægning for tilrettelæggelsen af den ambulante speciallægebetjening i regionen med henblik på at etablere en systematisk, gensidig tilpasning af funktioner og kapacitet mellem sygehusene og praksissektoren. Praksisplanen behandles i henhold til 206 i Sundhedsloven èn gang i hver kommunal valgperiode. Speciallægepraksisplanlægningen skal ud fra hensynet til effektivitet og kvalitet sikre koordinering og samordning af den ambulante speciallægebetjening inden for sygehusvæsenet og i speciallægepraksis samt sikre samordning med almen praksis og andre sundhedsmæssige og sociale forhold. Planlægningsforpligtelsen indebærer for regionen frihed til at fastlægge kapaciteten og det lokale serviceniveau i speciallægepraksis. Dog skal regionerne respektere, at hovedmålsætningen med overenskomsten er at sikre befolkningen adgang til speciallægehjælp efter Sundhedslovens bestemmelser ved hovedsagelig fuldtidspraksis. Nynedsættelser og nedlæggelser skal være i overensstemmelse med hovedmålsætningen. Samarbejdsudvalget og planen Ifølge overenskomstens 6 nedsættes et samarbejdsudvalg vedrørende overenskomst om speciallægehjælp. Samarbejdsudvalget består i Region Sjælland af otte medlemmer. De fire FAPS-gruppemedlemmer udpeges af Lægekredsforeningen, og de øvrige fire politiske medlemmer er udpeget af Regionsrådet. Samarbejdsudvalgets opgaver og beføjelser er at vejlede med hensyn til forståelse og praktisering af overenskomstens enkelte bestemmelser. Afgørelser kan kun træffes i enighed. I relation til udkast til speciallægepraksisplanen kan samarbejdsudvalget meddele bemærkninger, som forelægges Regionsrådet. De lægelige medlemmer af samarbejdsudvalget kan i givet fald fremsætte selvstændige bemærkninger til udkastet. Den vedtagne praksisplan fremsendes til samarbejdsudvalget til orientering. Hvis en praksisplans forudsætninger om oprettelse af ydernumre ikke kan opfyldes på grund af manglende ansøgninger, er samarbejdsudvalget forpligtet til at drøfte mulige bidrag til en løsning af problemerne. Både i relation til opgavevaretagelsen og i relation til de øvrige praktiserende speciallæger i Regionen. I disse drøftelser skal indgå overvejelser om mulige ændrede samarbejdsrelationer mellem sygehus- og praksissektor, afskaffelse eller forhøjelse af specialets knæk- og omsætningsgrænser samt mulighed for ansættelse af assisterende speciallæge. Såfremt det konstateres, at behovet for ambulant speciallægebetjening overstiger den samlede kapacitet inden for specialet, har samarbejdsudvalget samme forpligtigelse til at drøfte mulige løsninger som ovenfor. 10

11 2.2 Delplaner for specialerne Den teknologiske og faglige udvikling inden for speciallægeområdet ændrer sig løbende, og også politiske beslutninger spiller ind. Det medfører, at speciallægepraksisplanlægningen er en dynamisk proces, blandt andet med hensyn til den fremtidige opgavefordeling mellem regionens sygehuse og de praktiserende speciallæger. Specialerne kan opdeles i 4 kategorier: 1. Klart praksisrelevante specialer 2. Specialer med et akut behov for udvidet kapacitet 3. Specialer, hvor muligheden for kapacitetsudvidelse afklares nærmere 4. Specialer, som i dag ikke er relevante i speciallægepraksis i Region Sjælland Ovenstående kan først endeligt opdeles for regionen, når alle specialer er udredt, men de store specialer, som historisk har været og er praksisrelevante, er øjen-, øre-, hud- og psykiatrispecialet. Planlægningen foregår i 3 faser. Fase 1 blev præsenteret i Forum for Primær Sundhed ultimo 2007 og består af specialerne øjen-, øre-, hud- og kirurgispecialet. Kommissorium De enkelte arbejdsgrupper har til opgave at: Afgrænse specialeområdet og beskrive den eksisterende ambulante speciallægebetjening i praksis og i på sygehusvæsenet Vurdere den eksisterende ambulante speciallægebetjening i praksis og i sygehusvæsenet Udarbejde forslag til den fremtidige ambulante speciallægebetjening i speciallægepraksis under hensyn til den øvrige virksomhed såvel i sygehusvæsenet som i almen praksis. Konsekvenserne af arbejdsgruppernes forslag skal belyses i relation til organisatorisk tilrettelæggelse opgavefordeling, visitation og samarbejdsrelationerne mellem almen lægepraksis, speciallægepraksis og sygehusvæsenet. Kapacitetsmæssige konsekvenser relateres til forventet aktivitet. Uddannelsesmæssige konsekvenser relateres til videreuddannelsen af yngre læger. Arbejdsgrupperne skal også overveje de økonomiske konsekvenser af forslagene. Anbefalingerne i delplanerne for øjen-, øre-, hudog kirurgispecialerne kan læses i bilag 7. Opbygningen af delplanerne kan læses i bilag 6. Fase 2 omfatter specialerne psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, gynækologi, intern medicin og ortopædkirurgi. Fase 3 omfatter specialerne neurologi, reumatologi, pædiatri, anæstesi og plastikkirurgi. Mål for planerne i praksissektoren Regionsharmonisere de eksisterende amtslige praksisplaner på de enkelte yderområder Opnå en ensartet god kvalitet og service for alle borgere i regionen Skabe sammenhæng mellem ydelser fra praksis og ydelser fra sygehuse og kommuner Opnå den bedst mulige økonomi vedrørende regionens samlede udgifter til sundhedsvæsenet 11

12 3. Den praktiserende speciallæge En praktiserende speciallæge er uddannet speciallæge i et af de lægelige specialer, som Sundhedsstyrelsen har anerkendt. Som praktiserende er speciallægen at betragte som en selvstændig erhvervsdrivende, som på vegne af regionen og efter overenskomst leverer sundhedsydelser til borgerne. Der foreligger således ikke et ansættelsesforhold i forhold til regionen, og regionen har som følge heraf heller ikke instruktionsbeføjelser over for speciallægen. Som selvstændig erhvervsdrivende er de praktiserende speciallæger selv ansvarlige for drift og økonomi af praksis. For at den praktiserende speciallæge kan udføre sit virke med behandling af patienter efter overenskomsten og få udbetalt honorar af sygesikringen, skal lægen tildeles et»ydernummer«af regionen, som er udtryk for den kapacitet, vedkommende har. Kun ved læger med et tildelt ydernummer kan patienterne behandles vederlagsfrit. Søger patienten en speciallæge uden ydernummer, betales et af speciallægen fastsat honorar for ydelsen. Speciallægernes virke bliver reguleret af lovgrundlaget og af de overenskomster, som Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) på vegne af regionerne indgår med Foreningen af Speciallæger (FAS). Den praktiserende speciallæge honoreres efter de i overenskomsten aftalte honorarer for de enkelte ydelser. Ydelsesmønstret kan i praksis være meget varierende og er ofte afhængig af den enkelte speciallæges uddannelse og interesse. Der kan også være forskel på ydelsesmønstret mellem fuldtidsog deltidspraksis, især for den operative aktivitet, hvilket hænger naturligt sammen med omkostninger og investeringer. De praktiserende speciallæger skal hvert år ifølge overenskomsten have deres ydelsesmønster kontrolleret af regionen, som skal sammenholde ydelsesmønsteret med gennemsnittet inden for specialet. Sygesikringsudgifter til speciallægepraksis varierer og følger ydelsesmængde og -type, og det er en væsentlig forskel fra sygehusene, hvor udgifterne næsten udelukkende er fastlagt ved et budget. Det er vanskeligt direkte at sammenligne produktivitet og omkostninger på sygehuse og i speciallægepraksis, da vilkårene for aktiviteten er forskellige, og der som det vil fremgå af delrapporterne - er forskel i praksissammensætning og tyngde. 3.1 Henvisning Der er en række karakteristiske forhold vedrørende henvisning til praktiserende speciallæge, som er relevante at opsummere, fordi de giver et indtryk af vilkårene for speciallægepraksis. Og for at belyse nogle af de forskelle, der eksisterer i forhold til sygehusvæsenet. Speciallægepraksis fungerer på grundlag af et henvisningssystem fra almen praksis. Henvisningssystemet udgør en barriere, som er med til at begrænse patienternes forbrug af speciallægeydelser. Det danske sundhedsvæsen har sin egen særlige opbygning på dette område. Med den historiske udvikling in mente kan forskelle i udviklingen for specialerne forklares. Sygehusene her i landet er med få undtagelser opstået som sygestuer, der blev betjent af alment praktiserende læger, som senere blev ansat heltids ved disse sygehuse med titel af overlæger. Denne udvikling er sket omkring århundredets begyndelse. Samarbejdet mellem almen praksis og sygehusene har derfor fra begyndelsen været uden problemer. Den alment praktiserende læge indlagde så at sige sin egen patient på et sygehus, hvor han selv var læge. En undtagelse fra dette system var allerede fra begyndelsen af dette århundrede øre- og øjenlægerne, idet patienter med lidelser i disse organer henvendte sig direkte til den læge, som kunne behandle lidelserne. Muligheden for behandling på sygehusene var meget ringe. En lignende placering fik senere hudlægerne. Der var således på et tidligt tidspunkt i historien for disse specialer ikke noget egentligt samarbejde mellem praktiserende speciallæge og almen praksis eller sygehusene, idet disse speciallæger stod temmelig isoleret i systemet. Efter at sygekasserne i 1960 og 1965 indgik overenskomster om andre specialer end de tre nævnte, fik speciallægepraksis en anden placering i det dan- 12

13 ske sundhedsvæsen. Til at begynde med var alene tilmeldt overlæger med deltidspraksis til sygekasseoverenskomst. Det var en service, som sygekasserne ønskede udbygget for befolkningen, og mange overlæger følte det som en pligt at deltage heri. Alt dette ændrede sig med sygesikringens fremkomst i Samtidig oparbejdedes efterhånden et overskud af speciallæger til speciallægepraksis. En større interesse blandt speciallægerne for at nedsætte sig i speciallægepraksis var ligeledes medvirkende til, at man i løbet af 70 erne fik en udbygning af speciallægepraksis. Fremkomsten af praktiserende speciallæger uden for sygehusene med andre specialer end øre- øjen og hudsygdomme betød, at de alment praktiserende læger nu fik et valg mellem henvisning til sygehus eller henvisning til praktiserende speciallæge, ligesom det blev muligt for sygehusene at omvisitere en patient. Der kræves i dag henvisning fra den praktiserende læge til speciallægepraksis, bortset fra øjen- og ørelæger. Patienten har frit valg til praktiserende speciallæger med ydernummer i hele Danmark. Speciallægen selv kan viderehenvise direkte til sygehuset, til sygehusenes røntgenafdelinger samt patologiske institutter og laboratorier eller til andre speciallægepraksis. Hvilke praksis fremgår af overenskomsten for det enkelte speciale. 3.2 Praksis En speciallæge kan praktisere enten fuldtids-, deltidseller i en overlægepraksis. Desuden er det muligt at få tilladelse til delepraksis, som er en praksis, hvor to eller flere speciallæger får tilladelse til at dele en fuldtidspraksis. Omsætningen reguleres som ved fuldtidspraksis. Speciallægen har også mulighed for at få tilladelse til at ansætte assisterende speciallæger efter bestemte kriterier, for eksempel til aflastning ved høj alder og sygdom. I de tilfælde skal speciallægen selv omsætte for mindst 50 % af den samlede omsætning. Der er mulighed for lempelige generationsskifteordninger. I overenskomsten for speciallægehjælp er der forskellige økonomiske bestemmelser forbundet med de forskellige ydernummertyper: En fuldtidspraksis indebærer, at speciallægen ikke samtidig kan have fuldtidsstilling i andet regi, og at den årlige omsætning overstiger omsætningsgrænsen for deltidspraksis inden for det pågældende speciale En deltidspraksis har en fastsat omsætningslimitering, også opdelt efter specialer, som ikke må overstiges Overlægepraksis indebærer mulighed for tre timers ugentlig praksis på sygehus i henhold til overlægeaftalerne. Der er en fastsat omsætningslimitering på en overlægepraksis. Overlægepraksis med tre timers praksis kan i henhold til overenskomsten ikke overdrages. Tilrettelæggelse af praksis Speciallægepraksis kan tilrettelægges som enkelmandspraksis, kompagniskabspraksis eller anpartselskab. Alle praksisformer kan fungere i samarbejdspraksis. Ved enkeltmandspraksis forstås: Speciallægegerning, udøvet af enkeltperson uden fællesskab med andre speciallæger om økonomi. Ved kompagniskabspraksis forstås: Praksis, der drives af to eller flere speciallæger, der har fælles økonomi, lokaler og personale. Der tildeles ét ydernummer pr. praksis, idet kompagniskabspraksis eksempelvis udgør ét ydernummer, hvilket blandt andet betyder, at sygesikringen ikke kan se forskel på den enkelte læges produktion inden for en kompagniskabspraksis. Ved anpartselskab forstås: Praksis, der drives af en eller flere speciallæger ansat i et anpartselskab. Anparterne kan ejes af et holdingselskab. En speciallæge, der ansættes i et anpartsselskab, der har til formål at udøve speciallægevirksomhed, og hvis vedtægter er godkendt af FAS, kan tiltræde overenskomsten. Speciallæger, der udøver speciallægevirksomhed i selskabsform, er personligt forpligtet efter overenskomstens almindelige bestemmelser. 13

14 Ved samarbejdspraksis forstås: Praksis, der drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og/eller kompagniskabspraksis og/eller anpartsselskaber med fællesskab om lokaler og helt eller delvis om personale. Honorarer Ydelseslimitering Informationspligt Henvisningsretten Specielle aftaler og rammeaftaler For alle praksisformer gælder, at de udøves i forbindelse med ét konsultationssted. Der kan af samme speciallæge praktiseres inden for flere specialer. Nedsættelse som speciallæge Såfremt der i regionen er vedtaget en praksisplan og afsat økonomi til at gennemføre den, kan regionen efter drøftelse i samarbejdsudvalget udbyde et såkaldt 0-ydernummer. Forinden skal samarbejdsudvalget vurdere, om der er tilstrækkelig patientunderlag, som giver grundlag for en omsætning, svarende til gennemsnittet for en fuldtidspraksis inden for specialet. Overenskomstens parter er enige om, at nyetablering skal ske gennem fuldtidspraksis, medmindre der foreligger konkrete forhold, som kan begrunde en udvidelse af kapaciteten gennem deltidspraksis. En speciallæge, der tiltræder overenskomsten, har pligt til at udføre speciallægegerning efter den i overenskomsten fastsatte betaling og på de ifølge overenskomsten i øvrigt gældende betingelser. Speciallægen har også pligt til at holde sig orienteret om bestemmelserne vedrørende overenskomstens administration. Overenskomsten kan tiltrædes i forbindelse med nynedsættelse eller i forbindelse med overtagelse af praksis. Regionen kan i forbindelse med opslag stille krav om, at speciallægen nedsætter sig i praksis, hvortil der er handicapvenlig adgang. 3.3 Omsætningslimitering Styringsparametre Der ligger i overenskomsten flere styringsparametre, hvoraf kun omsætningslimitering uddybes her, da de øvrige har været nævnt i tidligere afsnit. Omsætningslimitering Ydernummertildeling Regulering af antal praksis Knækgrænser 2008 For at sikre en vis stabilitet i sygesikringens udgifter til speciallægehjælp er aftalt et honoreringssystem i form af»knækgrænser«som, når et vist omsætningsloft er nået, sætter ind med omsætningsbegrænsning. Fra at have haft tre knækgrænseniveauer, er der nu en 40 % knækgrænse tilbage for fuldtidsydernumre, opdelt efter specialer. Nogle specialer er mere udgiftstunge end andre og har derfor en højere knækgrænse. Speciallægen bliver trukket 40 % i omsætning af det beløb, som omsætningen overstiger den for specialet fastsatte knækgrænse. Knækgrænserne har været under langsom afvikling, og det er muligt for samarbejdsudvalget ved en lokal aftale at afvige fra knækgrænsen ved enten at forhøje den eller ophæve den for et speciale eller for en enkelt praksis. Da der i dag er mangel på speciallæger, har knækgrænserne i nogle tilfælde en uønsket effekt. For eksempel når en praktiserende speciallæge med stort patientpres drosler sin aktivitet ned sidst på året for ikke at»blive knækket«og derved forårsager en yderligere øgning af ventetiden for patienterne og forøger presset på kollegerne i området. Den nyeste knækgrænse har, udover at et knæk er faldet væk, fået hævet loftet, før knækket nås. Knækgrænsen spænder fra 2,657 mio. kr. for neurologi og børnepsykiatri til 4,028 mio. kr. for kirurgi. Knækgrænsen for 2008 kan ses i bilag 1. Omsætningslofter 2008 I henhold til overenskomsten skal der hvert år ske en regulering af omsætningsbegrænsning i deltidspraksis de såkaldte omsætningslofter. Det drejer sig om følgende omsætningslofter: Kr kr. for 3-timers praksis Kr kr. for deltidspraksis inden for specia- 14

15 lerne anæstesiologi, børnepsykiatri, klinisk biokemi, neurologi, plastikkirurgi, psykiatri, pædiatri og reumatologi Kr kr. for deltidspraksis inden for specialerne dermato-venerologi, gynækologi-obstetrik, intern medicin, kirurgi, ortopædisk kirurgi, øjenlægehjælp og ørelægehjælp Der gøres opmærksom på, at omsætningsloftet for deltidspraktiserende speciallæger, som afregner via sundhedsdatanettet, forøges med kr (2005 prisniveau) Omsætningsgrænser og bibeskæftigelse Overenskomstens parter er enige om, at speciallægens beskæftigelse ved siden af overenskomstopgaverne ikke bør have hverken tidsmæssige eller indholdsmæssige konsekvenser for udøvelsen af opgaver under praksisoverenskomsten. Under henvisning til de Etiske Retningslinier skal det understreges, at fuldtidspraktiserende speciallæger har deres primære beskæftigelse inden for praksisoverenskomsten. Desuden præciseres det, at en fuldtidspraktiserende speciallæge skal levere en mængde og bredde i antallet af ydelser i praksisregi, der sikrer optimal speciallægebetjening og forhindrer en uhensigtsmæssig subspecialisering samt sikrer, at speciallægen lever op til normal praksisomsætning. Det defineres som en omsætning, der mindst svarer til det dobbelte af omsætningsloftet for deltidspraktiserende speciallæger. 3.4 Kvalitetssikring Den nye overenskomst fra april 2008 indeholder en række tiltag, hvoraf nogle skal nævnes her. For at understøtte den faglige udvikling og arbejdet med kvalitetssikring og udvikling i speciallægepraksis har overenskomstparterne nedsat et rådgivende udvalg kaldet Moderniseringsudvalget på Speciallægeområdet. Udvalgets opgaver er efter anmodning fra parterne at analysere og belyse faglige områder med henblik på at levere ydelser af høj kvalitet i speciallægepraksis. I grundlaget for udvalgets arbejde er indgået nye forskningsresultater, kvalitetssikringsresultater, kliniske vejledninger, medicinsk teknologivurdering, ændring af arbejdsfordeling mellem praksissektoren og sygehussektoren, mellem almen lægepraksis og speciallægepraksis samt overvejelser om behov for ændring af arbejdsdelingen mellem praktiserende speciallæger og deres hjælpepersonale. Modernisering Der skal fremover etableres en hurtigere modernisering af specialerne. Det indebærer, at der kun vil gå to til tre år mellem hver modernisering. Der er afsat 38 mio. kr. på landsplan, som skal fordels over tre år fra 2008 til Rekvisition Overenskomstparterne er enige om at nedsætte et udvalg under moderniseringsudvalget, der videre skal undersøge og konkretisere, om der er andre og mere hensigtsmæssige rekvisitionsordninger, som kan etableres til gavn for begge parter. Kvalitetsudviklingsprojekt (KVIS II) Overenskomstparterne har iværksat et kvalitetsprojekt (KVIS II) for at skabe en model for kvalitetsudvikling i speciallægepraksis. Den skal sikre, at speciallægepraksis kan dokumentere, at kvaliteten i det udførte arbejde er fuldt på højde og dermed sammenlignelig med kvaliteten i det øvrige sundhedsvæsen. De enkelte tiltag i KVIS II er i overensstemmelse med Den Danske Kvalitetsmodel og er inddelt i en række delprojekter, der hver for sig bidrager til en samlet kvalitetsmodel for speciallægepraksis. KVIS II er et 3- årigt projekt, løbende fra til , og finansieres af Fonden for Faglig Udvikling i Speciallægepraksis. Resultater fra kvalitetsprojektet søges implementeret i overenskomstperioden frem til 2011, hvor det er relevant og hensigtsmæssigt. Der tages hul på diagnoseregistrering på lige fod med sygehusvæsenet, og samtidig sættes et stort kvalitetsprojekt i gang, der sikrer, at praktiserende speciallæger er klar til den danske kvalitetsmodel. 15

16 3.5 IT og service til borgerne Som udgangspunkt opfylder alle praktiserende speciallæger i 2008 kravene til elektronisk afregning, men enkelte speciallæger har dog fået dispensation på grund af alder. Speciallægen skal anvende et system, som kan håndtere MedComs meddelelser og skal være tilsluttet det internetbaserede sundhedsdatanet. Overenskomstparterne er enige om, at sundhed.dk er en portal, som vil understøtte speciallægernes service til borgerne. Der er enighed om gennem en fælles indsats at sikre, at praksisdeklarationerne med de informationer, som er aftalt i den gældende overenskomst bliver tilgængelige for borgerne på sundhed. dk så hurtigt som muligt. Parterne er også enige om, at speciallægernes praksisdeklarationer er tilgængelige på sundhed.dk senest den 1. september De praktiserende speciallæger får mulighed for at supplere deres praksisdeklaration på sundhed.dk med oplysninger om særlige kompetenceområder. Fra 2009 har speciallægen pligt til i et dækkende omfang og med rimelig mellemrum at vedligeholde praksisdeklarationens aktuelle oplysninger om ferie, fravær, kurser, sygdom med videre. E-ydelser Borgerne får med aftalen øget mulighed for elektronisk kommunikation med den praktiserende speciallæge i løbet af 2009, hvor der for eksempel bliver mulighed for elektronisk tidsbestilling. Endvidere får borgerne bedre serviceoplysninger via sundhed.dk, da der fra 2009 blandt andet vil blive oplyst ventetider til første konsultation samt ventetid til behandling af udvalgte diagnoser. IT-puljen IT-puljens formål er redefineret og udvidet pr. 31. december Et af de oprindelige formål var at dække speciallægernes udgifter til anskaffelse af IT. Overenskomstparterne vil primo 2008 etablere et elektronisk henvisningshotel. Når henvisningshotellet er i drift, vil speciallægen ikke længere modtage elektroniske henvisninger direkte fra praktiserende læge, men er forpligtet til at kunne afhente den elektroniske henvisning på hotellet, når speciallægen har været i kontakt med patienten - 41 stk.2 i overenskomsten. Det vil i en overgangsperiode frem til 31. december 2008 være muligt for de speciallæger, der har en dispensation vedrørende anskaffelse af IT, at modtage henvisninger i papirformat og 4 aftaler Overenskomsten om speciallægehjælp giver mulighed for, at de lokale samarbejdsudvalg i regionen kan indgå 3- og 4-aftaler, som vedrører forhold, der ikke er reguleret i overenskomsten. Eksempelvis afvigelser fra: Omsætningsregulering Honorering af ydelser Honorering af opgaver Afregning Rekrutterings- og fastholdelsestiltag Vikaraftaler Generationsskifteperiode Gældende knækgrænser for generationsskifteperioden Fravigelse af omsætningsloft i generationsskifteperioden Disse aftaler kan komme i stand på initiativ af regionen eller på initiativ af de praktiserende speciallæger, som eksempelvis kunne have et ønske om at udføre bestemte ikke overenskomstfastsatte undersøgelser og behandlinger. Da alle praktiserende speciallæger begynder deres karriere i sygehusvæsenet, har nogle et ønske om at vedligeholde deres kunnen. For andre spiller det økonomiske en større rolle for virksomheden. Eksempelvis har 3-aftaler en relativ stor økonomisk betydning for nystartede praktiserende speciallæger. Indenfor øjenområdet er det for eksempel aftaler om operation for grå stær. Desuden giver overenskomsten i protokollat af 11. oktober 2001 mulighed for, at regionerne kan indgå aftaler om at udlægge sygehusopgaver til praktiserende speciallæger om behandling af patienter, der har ret til vederlagsfri behandling efter 81 i Sundheds- 16

17 loven. Der er her tale om meraktivitet tidligere den såkaldte Løkkepose - og speciallægens aftale tæller med i base-line for sygehusaktiviteten og indberettes særskilt. Eksempler på tidligere aftaler er grå stær operationer og forundersøgelse og høreapparatstilpasning af viderehenviste patienter fra sygehusenes høreklinikker. Opfyldelse af servicemål At speciallægeområdet på praksissiden nøje må koordineres med specialeplanlægningen på sygehusområdet Overdragelse fra tidligere amter Roskilde-, Storstrøms- og Vestsjællands amter havde indgået både 3- og 4-aftaler. De blev forlænget til at gælde i hele 2007 under hensyn til»sikker drift«, men blev opsagt pr. 31. december 2007 for at harmonisere aftalerne. Formålet med en stor del af dem havde været at rekruttere og fastholde speciallæger både i praksis og på sygehusene ved at tildele deltidsydernumre og aftaler om udvalgte operationer. Aftalerne var geografisk præget af problemerne med rekruttering og fastholdelse især i Storstrøms Amt. Nye aftaler fra 2008 Når der fremover skal indgås nye aftaler, skal principperne i udbudsreglerne anvendes, hvis aftalen overstiger kr. Udbud af sundhedsydelser er alene omfattet af nogle få regler og almindelige principper om gennemsigtighed, ikke-diskrimination, ligebehandling og proportionalitet. Det skal være offentligt, at der indgås aftale, og tydeligt, hvad den udbudte opgave består i, og hvilke vilkår der konkurreres på. Aftaler, der overstiger kr , skal offentliggøres. Formålet med at harmonisere de tidligere aftaler er, at der fremover sikres en ensartet kvalitet og service for alle borgere i regionen. Selve offentliggørelsen giver alle interesserede speciallæger lige adgang til at byde ind på en aftale. Principperne, der lægges til grund ved indgåelse af nye aftaler fremover er: Ens adgang til ydelser i speciallægepraksis for borgerne i hele regionen Opfyldelse af kvalitetskrav Rekruttering og fastholdelse af praktiserende speciallæger i Region Sjælland Harmonisering af pris for aftalte ydelser 17

18 4. Kapacitet, aktivitet og forbrug Dette kapitel handler om kapacitet, aktivitet og forbrug i speciallægepraksis. Kapaciteten er her defineret som antallet af praktiserende speciallæger med ydernummer i Region Sjælland i Der skelnes mellem kapaciteten for praktiserende speciallæger i regionen og borgernes samlede efterspørgsel fra både egne praktiserende speciallæger og speciallæger uden for regionen. 4.1 Kapacitet Det er Regionsrådets mål,»at der er en ensartet god kvalitet og service for alle borgere i regionen. Og at der er en servicedækning, der svarer til, hvad indbyggertallet giver grundlag for«. I relation til den centralisering, som kontinuerligt finder sted i sygehussektoren også i Region Sjælland, er det vigtigt, at udbuddet af speciallægeydelser tager højde for dette, og at der sikres en samordning af opgaverne med sygehusvæsenet. Der er 151 praksis i Region Sjælland, som, omregnet til fuldtidsydernumre, udgør en kapacitet på 135,5. Flere fuldtidspraksis har fået tilladelse til at dele praksis, så der i 2007 var 21 praksis, hvor to Tabel Speciallæger januar 2008, fordelt efter speciale og praksistype, med angivelse af gennemsnitsalder. læger delte et ydernummer. Andre fuldtidspraksis har en eller flere assisterende speciallæger ansat. Da disse praksis regnes som ét fuldtidsydernummer, er nedenstående tabel ikke udtryk for antallet af speciallæger tilknyttet praksis, men for antallet af ydernumre. Omregnet til fuldtidspraksis, er der i regionen en kapacitet på 135,5 fuldtidspraksis, fordelt på 13 specialer. Den geografiske placering af speciallægepraksis for øjen-, øre-, hud- og kirurgispecialerne kan ses i bilag 7. Det ses af tabellen, at der kun er fem overlægeydernumre tilbage i hele regionen. Da overlægen ikke kan sælge sin praksis, som er knyttet til ansættelsen på et sygehus, ophører overlægeydernummeret senest, når overlægen fylder 70 år, hvor ansættelsesforholdet på sygehuset ophører. De 22 deltidsydernumre i Region Sjælland indehaves for størstedelen af overlæger, som har fået tildelt et deltidsydernummer og derved kan fortsætte deres praksis, så længe de selv ønsker det - til forskel fra et overlægeydernummer. Eller det kan være tildelt som et rekrutterings- eller fastholdelsestiltag i et område, hvor det er svært at få speciallæger til at nedsætte sig, for eksempel det tidligere Storstrøms Amt. Der er 124 speciallægepraksis, som har et fuldtids- Speciale: Antal praksis Deltidspraksis Fuldtidspraksis Overlægepraksis Omregnet Fuldtids yd.nr. Gennemsnitsalder Anæstesiologi ,5 58,7 Dermatovenerologi ,0 57,6 Reumatologi ,5 59,9 Gynækologi/obstetrik ,6 59,3 Intern medicin ,7 66,3 Kirurgi ,5 57,4 Neuromedicin 5 5 5,0 52,8 Øjenlægehjælp ,0 59,7 Ortopædisk kirurgi ,0 57,2 Ørelægehjælp ,0 56,1 Psykiatri ,7 58,9 Pædiatri 5 5 5,0 47,6 Børnepsykiatri 3 3 3,0 55,0 I alt ,5 57,9 Omregning: Deltidspraksis = 0,5, overlægepraksis = 0,1 18

19 ydernummer. De kan indehaves af én speciallæge, eller det kan være to speciallæger, som deler et ydernummer. Det betragtes som et fuldtidsydernummer i forhold til omsætningsbegrænsningerne og knækgrænserne. Kriterierne for at dele et fuldtidsydernummer er nævnt i kap Den gennemsnitlige alder er 58 år for alle specialer, samlet set. Alle specialer på nær et har en gennemsnitsalder på over 52 år. Pædiatri har en gennemsnitsalder på 47,6 år, og de øvrige specialer har et interval fra 52,8 til 66,3. Den yngste speciallæge er 39 år, og den ældste er 77 år. Flere af specialerne har en gennemsnitsalder i nærheden af de 60 år. Der vil derfor ligge en stor udfordring i at rekruttere speciallæger til praksis i de kommende år. På den baggrund er der i 2007 udarbejdet en delplan for rekruttering og fastholdelse af praktiserende speciallæger i Region Sjælland. Der er i Region Sjælland 1,7 praktiserende speciallæge pr indbyggere. Det har desværre ikke været muligt på nuværende tidspunkt at få valide data for antallet af praktiserende speciallæger for de øvrige regioner for at kunne sammenligne. Sundhedsstyrelsens prognose for speciallæger i Danmark fra estimerer, at den forventede gennemsnitlige årlige vækst af uddannede læger i perioden forventes indtil 2010 at ligge på 1,4%. Derefter forventes væksten af læger at ville falde med 0,9% årligt. Der vil over de næste 10 år ske en betydelig reduktion af uddannede speciallæger. I bekendtgørelse nr. 660 af 10/07/2003 er der nu åbnet mulighed for, at et halvt år af uddannelsen til speciallæge kan foregå i speciallægepraksis inden for øjen-, øre- og hudspecialet. Det vil formentlig medvirke til at øge rekrutteringen af speciallæger. I skrivende stund er denne mulighed endnu ikke implementeret. Speciallægernes aktivitet I det følgende er»sikrede«defineret som patienter. Betegnelsen ydere er fra sygesikringens afregningssystem og defineres som speciallæger med ydernumre. Nedenstående tabel viser udviklingen i de praktiserende speciallægers totale aktivitet af ydelser i regionen fra 2006 til 2007, opdelt på specialer er en sammentælling fra de daværende Roskilde-, Storstrøms- og Vestsjællands amter. Tabel Speciallægernes aktivitet, fordelt efter speciale i Ændring fra Speciale Antal Ydelser Antal Ydelser 2006 til 2007 i % Anæstesiologi ,8 Dermatovenerologi ,8 Reumatologi (Fysiurgi) ,1 Gynækologi/ obstetrik ,3 Intern medicin ,7 Kirurgi ,0 Neuromedicin ,7 Øjenlægehjælp ,6 Ortopædisk kirurgi ,1 Ørelægehjælp ,3 Psykiatri ,5 Pædiatri ,6 Børnepsykiatri ,9 I alt ,1 Det fremgår af tabellen, at aktiviteten er steget for alle specialer med undtagelse af intern medicin, neurologi, ortopædkirurgi og børnepsykiatri. Der har i 2007 været et ubesat ydernummer i neurologi i Næstved, som besættes fra 1. oktober 2008, og i børnepsykiatrien har der været sygdom. Da der er få ydernumre, påvirkes aktiviteten mærkbart. De tre højeste stigninger er inden for anæstesi 21 % (ny overenskomst har øget muligheden for at assistere ved større operationer i forhold til tidligere), kirurgi 17 % og pædiatri 19 %. Mod tidligere to pædiatere med aftale om voksenbehandling for allergi uden for knækgrænserne fik yderligere en pædiater en aftale i Totalt set har der været en aktivitetsstigning på 5,1 % i regionen. Svarende til flere patienter i

20 Nedenstående tabel viser ydelserne konverteret til patienter og honorarer. I nedenstående tabel er speciallægernes totale aktivitet opdelt på ydelser til egne- og udenregionsborgere. Tabel Egne speciallægers aktivitet i bruttohonorar og patienter 2007 Andel af det Speciale: Bruttohonorar kr Antal Patienter totale bruttohonorar i Regionen i procent Anæstesiologi ,4 Dermatovenerologi ,0 Reumatologi (Fysiurgi) ,7 Gynækologi/ obstetrik ,9 Intern medicin ,1 Kirurgi ,7 Neuromedicin ,2 Øjenlægehjælp ,1 Ortopædisk kirurgi ,8 Ørelægehjælp ,0 Psykiatri ,5 Pædiatri ,0 Børnepsykiatri ,5 I alt ,0 Tabel Egne speciallægers ydelser til egne og udenregionsborgere i 2007 Sikredes tilhørsforhold 2007 Antal ydelser Anden region Region Sjælland TOTAL Anæstesiologi Dermatovenerologi Reumatologi Gynækologi/obs Intern medicin Kirurgi Neuromedicin Øjenlægehjælp Ortopædisk kirurgi Ørelægehjælp Psykiatri Pædiatri Børnepsykiatri I alt Note: Dataudtræk udviser en mindre afvigelse fra udtræk (Tabel 4.2.1) Det fremgår af ovenstående tabel, at øjen-, øre, hud- og kirugispecialerne tilsammen udgør 65 % af bruttohonoraret på 327 mio. kr., mens antallet af patienter udgør 75 %. Gennemsnitsudgiften pr. patient er kr. for alle specialer under ét ydelser til andre regioners borgere svarer til cirka 3,5 % af det totale antal ydelser. Det svarer til knap patienter, forudsat at hver patient i gennemsnit får 4,6 ydelse Borgernes forbrug af ydelser Det samlede forbrug udtrykkes ved borgernes indenog udenregions forbrug af ydelser i speciallægepraksis og har dermed direkte sammenhæng med regionens udgifter til speciallægepraksis. Det er sammenfattet i nedenstående tabel Forbruget af ydelser uden for regionen cleares med de øvrige regioner, så det sparede honorar for behandling af en borger fra Region Sjælland uden for regionen skal betales tilbage til den region, hvor borgeren er blevet behandlet. 20

21 Tabel Egne borgeres forbrug af ydelser, fordelt efter speciale i Ændring fra Speciale: Antal ydelser Antal ydelser 2006 til 2007 i % Anæstesiologi ,5 Diagnostisk radiologi, København ,6 Dermatovenerologi ,1 Reumatologi (Fysiurgi) ,5 Gynækologi/obstetrik ,0 Intern medicin ,9 Kirurgi ,0 Klinisk kemi 4-100,0 Neuromedicin ,1 Øjenlægehjælp ,0 Ortopædisk kirurgi ,6 Ørelægehjælp ,6 Patologi ,5 Plastikkirurgi ,2 Psykiatri ,2 Pædiatri ,7 Børnepsykiatri ,8 Tropemedicin ,7 Speciallægehjælp ,2 Det fremgår af tabellen, at forbruget er steget for alle specialer med undtagelse af klinisk kemi, neurologi, ortopædkirurgi, børne- og ungdomspsykiatri. Totalt set har der været en stigning i efterspørgslen på 5,2 % i regionen, svarende til flere patienter i Specialerne anæstesi og pædiatri med hver 17 % og kirurgi med 12 % tegner sig for de relativt største stigninger. Tabel Egne borgeres forbrug i bruttohonorar og patienter 2007 Bruttohonorar Antal Speciale: 1000 kr. patienter Anæstesiologi Diagnostisk radiologi, KBH Dermato-venerologi Reumatologi (Fysiurgi) Gynækologi/obstetrik Intern medicin Kirurgi Klinisk kemi Neuromedicin Øjenlægehjælp Ortopædisk kirurgi Ørelægehjælp Patologi Plastikkirurgi Psykiatri Pædiatri Børnepsykiatri Tropemedicin Speciallægehjælp Kr Ovenstående tabel viser, at der i 2007 blev behandlet cirka patienter i speciallægepraksis i- og uden for regionen til en udgift på ca. 365 mio. kr. 21

22 Nedenstående tabel viser forbruget opdelt på borgere, som har søgt behandling i eller udenfor Region Sjælland. Tabel Borgernes forbrug af ydelser, fordelt efter hjemkommune Ydelser Alle specialer totalt Kommuner Region Sjælland Anden region Antal ydelser i alt Mangler Greve Køge Roskilde Solrød Odsherred Holbæk Faxe Kalundborg Ringsted Slagelse Stevns Sorø Lejre Lolland Næstved Guldborgsund Vordingborg Region Sjælland i alt I alt i procent 86,2% 13,8% Tabel Det totale forbrug af ydelser i 2007 fordelt på hjemkommuner Anden region Region Sjælland Greve Køge Roskilde Solrød Odsherred Holbæk Faxe Kalundborg Ringsted Slagelse Stevns Sorø Lejre Lolland Næstved Guldborgsund Vordingborg Kommuner med forbrug af mere end ydelser uden for regionen er Greve, Køge, Roskilde, Solrød, Holbæk og Lejre kommuner. Regionens udgifter til speciallægepraksis er afhængig af borgeres forbrug, idet et større forbrug medfører øgede udgifter. I tabellen på side 23 sammenlignes Region Sjællands udgifter til praktiserende speciallæger med landets andre regioner. Fremover er det en udfordring at få flere af regionens borgere til at vælge en speciallægepraksis i Region Sjælland. Det kræver, at kapaciteten tilpasses efterspørgslen. Men der vil altid være borgere, som på grund af deres arbejde eller familie vil vælge at søge en praktiserende speciallæge uden for regionen. For at få et overblik over, hvilke kommuner der har det største udenregionsforbrug, vises næste tabel. Den svarer til tabel 4.3.3, hvor forbruget udenfor regionen svarer til toppen af søjlerne. 22

23 Tabel Totale udgifter til speciallægehjælp pr. indbygger i regionerne 2007 Region: Antal indbyggere (1. jan 2007) Brutto Honorar kr. Gns. udgift pr. indbygger Sjælland kr 447,1 Hovedstaden kr 644,2 Nordjylland kr 316,5 Midtjylland kr 356,9 Syddanmark kr 344,0 Hele landet kr 449,6 Det fremgår af tabellen, at den gennemsnitlige udgift pr. indbygger i hele landet er knap 450 kr. I forhold til dette nøgletal bruger Region Sjælland 447 kr. Regionens udgift til speciallægeydelser ligger således 2,50 kr. under udgiften på landsplan. Region Sjælland ligger næsthøjest efter Region Hovedstaden, som bruger 644 kr. pr. indbygger. Disse nøgletal skal tages med det forbehold, at udgiften også skal ses i forhold til, hvorledes den ambulante aktivitet er planlagt på sygehusenes ambulatorier i de forskellige regioner. En lav gennemsnitsudgift pr. indbygger i speciallægepraksis kan betyde, at der anvendes en større andel af udgifterne i ambulatorierne på sygehusene. 23

24 5. Udfordringer 5.1 Borgernes sundhed og speciallægernes kapacitet Ved at sammenholde diverse demografiske forhold for Region Sjælland fremgår det, at andelen af ældre borgere er højere i regionen i forhold til landet som helhed. For hele landet er den demografiske forsørgerbyrde på 87,0 %, mens den for Region Sjælland er 94,4 %. Forsørgerbyrden er et simpelt mål for forholdet mellem borgere i den erhvervsaktive alder fra år, og de børn og ældre, der skal forsørges. I befolkningsfremskrivningen frem til år 2028 forventes andelen af ældre fortsat at stige i forhold til øvrige aldersgrupper. I dag lever cirka hver fjerde borger med en kronisk sygdom. På den baggrund kan det alt andet lige forventes, at sygeligheden og dermed behovet for sundhedsvæsenets ydelser vil stige. Uddannelsesniveau, indkomst og boligforhold er faktorer, som har betydning for efterspørgslen efter sundhedsydelser, og disse faktorer trækker yderligere i retning af stigende efterspørgsel efter sundhedsydelser i regionen totalt og især i udkantsområderne, som præges af, at ældre og lavindkomstgrupper er overrepræsenteret. I regionen har befolkningen som helhed lavere uddannelsesniveau og lavere indkomstniveau, målt ved den skattepligtige indkomst, i forhold til niveauet på landsplan. Region Sjælland har en langstrakt geografi, og med den øgede specialisering og centralisering i sygehusvæsenet stiller det krav om, at der eksisterer et relevant tilbud til den enkelte borger om at få behandlet de mest almindelige lidelser i praksis eller speciallægepraksis i relativ nærhed af, hvor borgeren bor. Regionen er derfor allerede på nuværende tidspunkt stillet over for særlige udfordringer med hensyn til fastholdelse og rekruttering af speciallæger til speciallægepraksis, set i lyset af regionens geografi og demografi med videre. Og set i lyset af, at efterspørgslen er større end udbuddet af speciallæger. Ændringer i specialeplanlægningen på sygehusområdet og sygehusstrukturen har betydning for, hvorledes det øvrige sundhedsvæsen skal organiseres, hvis udbuddet af sundhedstilbud på anden vis skal sikres i lokalområderne. Opgaveglidning ses såvel inden for samme sektor fra lægen til sygeplejersken som mellem sektorerne fra sygehuset til den praktiserede speciallæge. Det betyder, at flere og flere opgaver løses uden for sygehusvæsenet, hvilket stiller nye krav til primærsektoren. Desuden er manglen på læger og speciallæger med til at forskyde opgaver internt i den enkelte praksis fra lægen til andet klinikpersonale. Hertil kommer, at den teknologiske udvikling også gør det muligt at lægge stadig flere opgaver ud fra sygehusene til primærsektoren. Brugerperspektivet i sundhedssektoren må forventes at blive mere fremtrædende i de kommende år. Der vil blive stillet krav om, at brugernes ønsker og vurderinger inddrages mere direkte i kvalitetsudviklingsarbejdet, og der vil være patienter, der inddrages som aktive behandlere i en række behandlingsforløb. Udsigterne til et stigende antal kroniske patienter kræver fokus på det sammenhængende patientforløb. Dette har medvirket til, at der nu er fokus på sammenhængende patientforløb mellem de enkelte sektorer og fagområder. Det må være et mål, at praksissektoren får mulighed for at løfte sin del af det samlede sundhedstilbud til borgerne i regionen på en sådan måde, at borgerne oplever sammenhæng mellem praksissektorens tilbud, det kommunale tilbud og sygehusenes tilbud. Nutidens patient vil og skal have mulighed for at være medaktør og bringe sine egne kræfter i spil for at understøtte det offentlige sundhedstilbud. Udfordringen for speciallægepraksissektoren er, at den bidrager til, at borgerne opfatter det samlede sundhedsvæsen sammenhængende og samordnet i forhold til kvalitet og patientforløb. Yderligere udfordringer for regionen er fremtidig rekruttering af speciallæger og de nuværende speciallægers alder. Den gennemsnitlige alder er relativ høj i speciallægepraksis (58 år), og i alle specialer på nær èt har speciallægen en gennemsnitsalder på over 52 år. I pædiatri er gennemsnitsalderen på 47,6 år, og i de øvrige specialer spænder den fra 52,8 til 66,3. Der ligger derfor en stor udfordring i at rekruttere speciallæger til praksis i de kommende år. I regionens sygehussektor forventer man, at indenfor de næste ti år pensioneres 53 % af speciallægerne, 24