VOLDSFOREBYGGELSE. HÅB vold. uden

Transkript

1 VOLDSFOREBYGGELSE fotos: scanpix/colourbox HÅB om vold et liv uden SIDE 6 PSYKOLOG NYT NR

2 Al forandring er svær, ikke mindst for dem, der sidder i et lukket fængsel med alle odds mod sig. Et voldsforebyggelsesprogram går ud på at give denne gruppe mennesker en mulighed for forandring. V i er i et lukket fængsel. Fire dage om ugen i seks måneder bliver de deltagende indsatte hentet af konsulenterne som er os: psykolog og psykoterapeut ved arbejdsdagens begyndelse og fulgt over i programlokalet. Her vil der de følgende to en halv time blive arbejdet intensivt med dem og deres historier. De bliver afkrævet at forholde sig til sig selv og deres voldelige handlinger. Både dem, der ligger langt tilbage, og dem, de står over for nu. Efterfølgende følges de tilbage på deres respektive arbejdspladser eller skolen, og deres dagligdag i fængslet fortsætter. Ikke nødvendigvis optimale vilkår for en forandringsproces, til gengæld er de en del af den hverdag, hvor de tidligere har reageret uhensigtsmæssigt, og de eksempler, de kommer med, er taget lige ud af det liv, de fører her og nu. De afkræves med andre ord at bruge det, de lærer i programmet, på det liv, de lever. Programmet er et intensivt behandlingsprogram i grupperegi, og vi har fået til opgave at omvende en af de hårdeste målgrupper at arbejde med: indsatte med en gennemgribende voldsproblematik og en stor risiko for recidiv. De i alt 83 sessioner er fordelt på ni moduler. Hvert modul arbejder med en tematik, man har fundet ligger bag voldelig kriminalitet og tilbagefald hertil. Der bliver arbejdet med alt fra følelser, over tanker, der understøtter vold, til problemløsning, målsætning, bekendtskabskreds, konfliktløsning og kommunikation. Deltagerne i programmet Som udgangspunkt får otte deltagere, efter en intensiv udvælgelsesproces, tilbudt en plads på holdet. De er blevet udredt for historie, ressourcer og motivation. Det kræver meget at skulle gennemgå et så intensivt program over så lang en periode, så det er PSYKOLOG NYT NR SIDE 7

3 vigtigt, at deltagerne er indstillet på det, og at konsulenterne har noget relevant at tilbyde. Når programmet afsluttes, udarbejder vi en rapport på deltageren, og der bliver afholdt et møde med deltagerens socialrådgiver for at overlevere informationer og viden, der kan understøtte forandringsprocessen. Kontakten fortsætter, i det omfang deltageren ønsker det og har behov for det. Det samme er tilfældet, hvis deltageren af forskellige grunde ikke kan fuldføre programmet. Det vil sige, at de får tilbudt støttende samtaler i en periode. Pointen De ønsker sig en tilværelse uden fængsel og straf. Om de er helt parate til at opgive det liv, de tidligere har levet, er en anden sag. er at støtte deltagerne i at komme til et punkt, hvor en afsked er naturlig og foregår på et modent grundlag. Deltagerne har alle mindst to domme bag sig, hvoraf i hvert fald den ene er en voldsdom. I dette regi betyder det domme for vold, røveri eller drab. Det vigtigste for os er dog en gennemgribende voldsproblematik. Dette kan indebære, at de sidder inde for andet end vold, men at det liv, de har ført, har involveret vold over flere områder. De er typisk den type indsatte, fængslerne ikke vil have. Nogle har diagnoser eller er udredt retspsykiatrisk. Diagnoser som sådan betyder dog mindre i vores arbejde. Vi mere interesseret i, hvordan det giver sig udslag i det enkelte tilfælde, og hvilke udfordringer det giver den enkelte. De laver ballade, truer, er opfarende, bliver flyttet rundt blandt institutionerne, og de er velkendte med strafceller og tillægsstraffe. Blandt gruppedeltagerne er der dem, der ikke evner empati. Der er også dem, der evner at forholde sig konstruktivt til andres følelser og bevæggrunde uden at behøve at skulle bruge det negativt. Der er dem, der kognitivt er så svage, at de træffer uheldige valg for sig selv. Der er de tilknytningsforstyrrede; dem, der ville kvalificere til en ADHD-diagnose; og så er der alt indimellem. De er besværlige, og samfundet ønsker sig af med dem enten ud af landet, eller at de forandrer sig. Det er ikke nødvendigvis et ønske, den enkelte deler. Eller rettere: de ønsker sig en tilværelse uden fængsel og straf. Om de er helt parate til at opgive det liv, de tidligere har levet, er en anden sag. Der er meget stor forskel på gruppedeltagerne. Nogle er helt parate til forandring. De har et bagland, typisk en familie, der lægger pres på. Der skal ske noget andet nu. De er også selv nået frem til, at det ikke er en god og værdig tilværelse, og at omkostningerne er for store. Det, programmet tilbyder dem, er støtte i processen og en større tydelighed om de udfordringer, de står over for, og hvad de selv kan gøre for at opnå en tilværelse uden vold. For andre er ønsket mere diffust. Ofte er det ydre motivationsfaktorer som ønsket om tilladelse til udgang, orlov eller prøveløs- SIDE 8 PSYKOLOG NYT NR

4 ladelse, der ligger bag deres tilmelding til programmet. For dem er forandringen ofte større. Den indsigt, de opnår i sig selv, er betydelig. De oplever, at de mål, de har, er så vage, at de ikke får betydning. Eller at de eventuelt slet ikke har nogen. De får indsigter i deres egen rolle i de situationer, de havner i, der hidtil har virket som uforklarlige eller tilfældige. Derudover bliver de også mere klar over, at det ikke bare er en beslutning, der kan træffes og eksekveres uden problemer, men at en volds- og kriminalitetsfri tilværelse har omkostninger og kræver hårdt arbejde. Det ruster dem til at træffe nogle kvalificerede valg i fremtiden, og et af programmets forcer er bestemt træningen af konsekvenstænkningen. Den daglige udfordring Programmet er bygget op om træning af færdigheder, der strækker sig over de helt basale, som for eksempel Stop og Tænk eller Time-Out, der virker som logik, men som ofte ikke er det i situationen. I den anden ende af spektret er de lidt mere avancerede, der omhandler en vurdering af konsekvenserne af handlemuligheder eller en vurdering af, om en bestemt type tænkning lever op til de personlige standarder, den enkelte har, eller hvordan disse standarder kunne være er i konflikt med hinanden (fx Man skal være en god far og derfor ikke være i fængsel kontra En rigtig mand vender aldrig den anden kind til ). Programmet præsenterer også gruppedeltagerne for afspændingsøvelser og meditation. Der bliver taget højde for både tanker, følelser og krop ud over de handlinger, det hele skal ændre på. Selv om programmet er det samme for alle, bliver der lagt vægt på forskellige ting for den enkelte, så hver enkelt får støtte i de områder, der er mest relevante for ham. At forandre sig rummer ofte store udfordringer, da der skal gøres op med et livs vaner, tænkning og handlemønstre. På vejen til dette punkt i deres liv er der ofte sået mange frø til ufred, og der er mange uopgjorte regnskaber. Og det øjeblik, man vælger at ændre sig, er der mange, der står i kø for at gøre dem op. Det er også svært ikke at handle, som man plejer; det kender alle, der selv har undergået en forandring eller arbejder med forandringsprocesser. Samtidig er et lukket fængsel i sig selv en udfordring. Man kan ikke vælge, hvem man sidder sammen med. Man har ikke det valg at gå sin vej, skifte arbejdsplads, flytte eller melde sig ud. Konsekvenserne kan være hårde, og skal man sidde i endnu mange år, er det ikke nødvendigvis et valg at gå i frivillig isolation. Man bliver dagligt udfordret. Derfor er ambitionen også at give den enkelte mulighed for at lave nogle hensigtsmæssige vurderinger af situationen, og nogle gange er spørgsmålet ikke, om den enkelte ønsker at handle, men hvordan. Arbejdets rammer Vores oplevelse af, hvad der gør dette program virkningsfuldt er, at der arbejdes på to planer: Der er programmet og dets indhold, der rent metodisk arbejder kognitivt med de enkelte deltagere. Det virker. De får lært en masse om sig selv, og om hvordan deres tanker har en enorm indflydelse på den måde, de handler på og forholder sig til sig selv og andre. Derudover arbejder vi under overfladen. Her er relationsarbejdet det primære: den spæde oplevelse af tillid til et andet men- PwSYKOLOG NYT NR SIDE 9

5 Øvelsen i tålmod virker, uanset om de er opmærksomme på det eller ej. De opfører sig anderledes over for deres nære relationer, kan lytte og være til stede i nuet. neske, som ikke er familie eller en del af miljøet; der repræsenterer systemet, og som samtidig er noget andet. Denne dualitet går igen i rammerne: På den ene side gruppebehandlingen, der er så vigtig for øvelsen i at lytte til andre og rumme dem, med alt hvad det indebærer af goder og udfordringer. Og på den anden side de individuelle samtaler, der støtter, udfordrer og hjælper med de områder, der er for sårbare at bringe ind i gruppen. Realiteten er jo fortsat, at de skal være sammen med deres medindsatte i lang tid, og i denne kontekst er det ikke altid sikkert, at man kan stole på de andre. Dualiteten er også gennemgående i arbejdet: De frustreres, men de får også støtte til at udholde frustrationen. Frustrationen skal de opbygge tolerance over for, så de kan træffe hensigtsmæssige valg for sig selv. Dette gøres blandt andet ved stædigt fastholdende at gentage de budskaber, rammer og ikke mindst spørgsmål, de stilles. De bliver afkrævet at stoppe op og mærke sig selv og vurdere og forholde sig til alt. De frustreres af disse gentagelser, men samtidig oplever de efterhånden, at de holder til det. Gentagelserne giver ro til at mærke sig selv. Øvelsen i tålmod virker, uanset om de er opmærksomme på det eller ej. Det ses på, at de opfører sig anderledes over for deres nære relationer, kan lytte og være til stede i nuet uden at reagere med afvisning eller cutte af. Deres nærmeste kommenterer på deres større rummelighed og nærvær. De hører færre anklager i samtalerne og magter større intimitet. Deres grænser rykkes for, hvad der er muligt i de nære relationer. I arbejdet er konsulenterne rollemodeller med den opgave at vise deltagerne, hvordan man kan forholde sig til andre på en positiv måde. De mødes med anerkendelse af selv de mindste fremskridt, og det primære er altid hensigten. Det arkæologiske arbejde med at finde dén bag facaden og modstanden kan til tider kræve en del, men når det lykkes, er gevinsten uvurderlig. De føler sig set og hørt og tør gradvis åbne mere og mere op og indgå i en arbejdsalliance, der kan bære udfordringer fra begge sider og små kig i det spejl, der bliver holdt op. En vigtig pointe er, at de får øvet sig i tillid til personer, der ikke er så tæt på, og som magter at forvalte både relationen og deres utrættelige testning af den. Gennem tilliden til et andet menneske opbygger de tillid til sig selv, og gradvis formår de at mærke sider af sig selv, som de før har fortrængt og begynder at turde stole på, at de kan gennemføre forandringen på trods. Liv Søchting, cand.psych., autoriseret Kis Kartholm, psykoterapeut Kontakt: & SIDE 10 PSYKOLOG NYT NR