Krigen er slut konflikterne fortsætter

Transkript

1

2 Krigen er slut konflikterne fortsætter 1

3 Claus Kold Krigen er slut konflikterne fortsætter Frydenlund 3

4 Krigen er slut konflikterne fortsætter Frydenlund og forfatteren, 2006 ISBN: Grafisk tilrettelæggelse: forfatteren Grafisk produktion: Pozkal, Polen Kopiering fra denne bog eller dele deraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden form for kopiering er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag i anmeldelser. Frydenlund Hyskenstræde 10 DK-1207 København K Tlf Fax post@frydenlund.dk Til Ida, - må du blive klog og et rigere menneske af de konflikter, du vil møde i dit liv... 4

5 INDHOLDSFORTEGNELSE VELKOMST... 7 I. MILITÆR, DANNELSE OG INDIVID Mentalitetshistorie og modernisering Individet Krig, våben og manglende selvkontrol Mental kapacitet til abstrakt krig II. FORSKNING I FORSVARET Militærsociologi Opgavernes transformation begrebernes reaktualisering Fredsskabelse, fredsbevarelse og konfliktløsning Organisationsteori Feltmetode Forforståelse Forskningspositioner og forløb Feltbeskrivelsen III. KONFLIKT, MANDAT OG ORGANISATION Konflikt Mandat KFOR indrykning KFOR opgave KFOR opbygning KFOR/DANBAT ansvarsområde KFOR/DANBAT organisation IV. FELTSTUDIE AF KFOR/DANBAT Tur 1, rotation syd Konklusioner fra tur Tur 2, operation goodwill Konklusioner fra tur Tur 3, rotation nord Konklusioner fra tur

6 V. KONKLUSIONER Feltbaserede konklusioner Krigen er slut konflikterne fortsætter GRADER, BETEGNELSER OG FORKORTELSER LITTERATUR

7 VELKOMST Inden for samfundsvidenskaberne er det oplagt, at epistemologiske brud tit er sociale brud, det vil sige brud med en gruppes basale overbevisninger og trossætninger og nu og da med grundlæggende elementer i en faglig tradition eller de fælles grundsætninger, der danner grundlaget for communis doctorum opinio. Hvis man som sociolog føler det berettiget at give udtryk for en radikal tvivl, bliver man mere eller mindre fredløs. (Bourdieu, 1992: 221) Velkommen! Det er store kræfter der udfoldes i denne bog, og det er det, fordi det er store kræfter Forsvaret arbejder med. Det er handlinger, der kan afgøre den enkelte persons eller den sociale ordens liv eller død. En sådan bog rejser derfor nødvendigvis også store følelser: stolthed, engagement, medleven, krænkelse, afsky, vrede, afvisning eller benægtelse. Forsvarsdebatten bærer præg af ensidighed, forstået således, at enten er man for eller også er man imod den førte sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er ofte så store følelser, der præger debatten, at grundlæggende spørgsmål, rationelle analyser og argumenter opleves som truende, og ikke får megen plads. Dette hænger sammen med at fagområdets sidste argument er drabet på andre mennesker. Denne yderste handling er derfor omgærdet med en række tabuiseringer, som skal hindre tvivlen: for hvad nu hvis drabet ikke var retfærdigt, og at det måske ikke tjener hverken forsvaret af Danmark, demokratiets, sikkerhedens eller fredens sag? Det vil være en næsten ubærlig tanke og tvivl. En anden grund er, at Forsvaret og Danmark begge er så dybt funderede i mange menneskers selvforståelse og hele orientering i verden, at grundlæggende tvivl her bliver oplevet som eksistentielt truende. Forsvaret udgør, hvad jeg vil kalde en black-box, hvis indre liv og faglighed det ikke er let at få demokratisk adgang til. Bertel Heurlin beskriver Forsvarets position således: På informationsområdet er der tale om, at forsvaret i praksis, ikke mindst på grund af manglende militær ekspertise uden for forsvaret har et informationsmonopol. (2004: 158) Dette gælder i særdeleshed i forhold til den militære faglighed, og den særlige organisationskultur som forsvaret har, som er meget lukket. 7

8 Dette styrkes af at indsigt i Forsvarets fag og faglige praksis stadig er lagt ind under et låg af hemmelighedsklassificeringer, retsforfølgelse af brud på denne videnmonopolisering, forfølgelse og intimidering af intern kritik og beskyldninger om illoyalitet i forhold til deltagere i den demokratiske forsvars- og sikkerhedspolitiske debat. Hvilke faglige vurderinger og hvilken faglig udvikling, der gemmer sig inde i black-box en, og hvorvidt denne faglighed er i overensstemmelse med Forsvarets nye opgaver, som det pålægges af Folketinget får befolkningen ikke megen indsigt i. Det store spørgsmål er, hvilken faglig kapacitet Forsvaret har til de nye opgaver? Skaber Forsvaret gennem sine handlinger sikkerhed for den danske befolkning og fred for de befolkningsgrupper, som lever i indsatsområderne? Forsvaret er af Folketinget pålagt den opgave at producere en militær faglighed, der kan håndtere konflikter lige fra forebyggelse og tillidsskabelse over fredsskabelse til direkte kamp. Sigtet hermed er at Forsvaret kan forsvare det danske demokrati. Befolkningen kan på sin side give sin mening til kende, hvad angår denne sikkerheds- og forsvarspolitik i valghandlingen. Dette valg fordrer imidlertid viden, som befolkningen ikke gives adgang til. Jeg taler ikke om indsigt i våbenteknologi eller om forestående operationer, men om de faglige forudsætninger til at afkode om konflikter er til stede, eller om Forsvaret vil eskalere konflikter, fordi denne faglighed ikke er udviklet? Våben er kun en lille del af konflikter, i sig selv er de ikke farlige. Konflikter er derimod farlige, hvis de bliver håndteret ukyndigt, især hvis denne ukyndighed suppleres med våben. Dette demokratiske underskud i sikkerheds- og forsvarspolitikken begrundes bl.a. med at indenrigspolitik beskæftiger sig med lovgivning i forbindelse med statens interne politiske autoritative fordeling af goderne, som hviler på et grundlag af demokratiske processer. Udenrigspolitikken derimod hviler på helt andre principper, som ikke er genstand for demokratiske processer, og som derfor er hævet over indenrigspolitikken. (Heurlin, 2004: 159) Spørgsmålet er, om dette er et argument for at opretholde denne adskillelse eller et argument for at ophæve denne skelnen, og begynde at overholde FN-pagten og folkeretten? Når desuden den førte sikkerheds- og forsvarspolitik tyder på at have den konsekvens at terrorangreb kan finde sted rettet mod befolkningen, er befolkningen under alle omstændigheder blevet en aktiv part 8

9 i konflikten. Og burde derfor rettelig gives indsigt og høres i disse spørgsmål. Ved at lukke af for indsigt i dette område spærres adgangen samtidig til den faglige viden, de paradokser og den dialog, som kunne være med til at udvikle både den folkelige, den politiske og den faglige forståelse af, hvilke opgaver det er Forsvaret er sat til at løse, hvilken faglig kompetence dette kræver, hvilken udrustning dette kræver, samt hvilken ledelses- og organisationsform, som kan dette. Denne bog forsøger at give et nyt indblik i Forsvarets organisationskultur, faglighed og dets nye opgaver. Bogen bygger på de feltdata, jeg som forskningsansat fik adgang til i det ph.d-studie, Forsvaret bad mig gennemføre af de internationale operationer. Sigtet med en sådan fremstilling var og er således ikke at skandalisere eller hænge enkelte soldater ud, men et demokratisk forpligtet - forsøg på at beskrive Forsvaret indefra og dermed skabe grundlag for en faglig kritik af organisationen, de forbundne roller og funktioner samt Forsvarets organisationskultur. Denne indsigt forsøger jeg at holde op mod Forsvarets opgaver. Derved konstruerer jeg en spænding mellem organisationens faglighed og de nye opgaver. En sådan kritik er det nødvendige grundlag for faglig udvikling og demokratisk debat og dialog. For at denne indsigt skal blive nyttig, er det nødvendigt at stifte bekendtskab med fag, der kan rejse faglig kritik og begrunde en sådan kritik. I læsningen af denne bog vil man derfor støde på flere fagområder, som beskæftiger sig indgående med konflikter, krig og fred, men som alligevel ikke fuldstændig deler forskningsspørgsmål og forskningsresultater. Det er fag som mentalitetshistorie, sociologi, militærsociologi og konflikt- og fredsforskning. Alle fag, der har produceret videnskabeligt velbegrundede forskningsresultater og konklusioner. Når jeg fører dem sammen, så hænger det sammen med, dels at de arbejder i samme faglige felt, og dels at de udvider forståelsen og perspektiverne for dette område. Således præsenteres man i flere af militærsociologiens, freds- og konfliktforskningens fremstillinger og analyser for et menneske, der til tider er næsten ahistorisk. Her kan mentalitetshistorien yde et væsentligt bidrag til en forståelse af det historiske menneskes udvikling. Ligeledes fremstilles i dele af militærsociologien og freds- og konfliktforskningen forholdet mellem mennesker og de historiske instrumenter, våben er, som et ahistorisk, adskilt, positivistisk forhold. Her kan sociologiens teorier bidrage væsentligt til beskrivelsen af sammenfletningen mellem 9

10 mentalitet, instrument og de handlinger, som bliver til konflikter og krige. Inden for militærsociologien får analyserne af staten, forsvaret og krigen til tider form af accept af vold og krig, så forskningsresultaterne næsten ligner effektivisering. Her kan freds- og konfliktforskningens resultater om krigens etiske, historiske og samfundsmæssige konsekvenser, bidrage med forskningsresultater og begreber, der bringer voldens og krigens effektivitet ind i et nyt lys. Og endelig kan fredsforskningen producere effektive og holdbare alternativer til krig som konflikthåndteringsmiddel. Det har derfor krævet uhyre meget energi fra min side at skrive på en så afbalanceret måde som muligt, hvor jeg hele tiden har skullet rumme og nuancere min forståelse af historie, teori og Forsvarets praksis. Ligeså er min fremstilling og forklaring gennem forløbet blevet mistænkeliggjort og tilskrevet positioner, jeg ikke har. Det har jeg forsøgt at rumme. Om mit projekt er lykkedes, må være op til læseren, men jeg har bestræbt mig, personligt og fagligt. Det har jeg, fordi det lige netop er en kvalificeret, nuanceret og afbalanceret debat og stillingtagen til disse alle kræfter, som er så påkrævet af den danske befolkning, landets politikere, såvel regering som opposition, Forsvarets ledere, officererne, og ikke mindst den unge, som står foran sin værnepligt eller overvejer en karriere i Forsvaret. Forsvarets transformation Denne bog handler om at Forsvaret i dag står i den største transformationsproces nogensinde. Opgaven hedder globalisering og de konflikter, som denne globalisering afleder. For Forsvaret ser det i hovedtræk således ud: Dagens sikkerhedspolitiske situation er for tiden kendetegnet ved, at Det danske Forsvar sættes til at opsøge konflikter, hvor det før 1989 var konflikten, der opsøgte Forsvaret. Denne opsøgen begrundes i dag med værdier, hvor den før 1989 blev begrundet territorialt. Eller man kunne beskrive udviklingen som en vending fra at være negativt defineret til i dag at være positivt defineret, fra forsvar til menneskerettigheder. Forsvarets arbejdsområde er krigen. Krigens formål er opløsningen og skabelsen af stater. Forestillingen bag er etableringen af sikkerhed og stabile sociale ordener. Det er den klassiske forståelse. I dag ser denne opløsning og skabelse af stater ud til at bevæge sig i retning af at ville skabe rettighedsbaserede demokratiske stater. Hyppigheden af krige reguleres af flere forhold, men styrkeforholdet mellem forsvar og angreb 10

11 er et af de mest centrale, og det udgøres af den teknologiske, taktiske og strategiske kapacitet. Ofte udtrykt i begreberne vilje og kapacitet. Efter den kolde krigs ophør, ser det ud til at krigen igen er blevet et politisk accepteret middel i udenrigspolitikken. Dette ser ud til at være et sammenfald af flere udviklinger. For det første den kolde krigs ophør, FN s svaghed, NATO s manglende beslutsomhed, USA s politiske utålmodighed og militærteknologiske overlegenhed, der medfører en situation, hvor angrebet ser ud til at være forsvaret overlegent. Men ikke mindst skyldes det et presserende behov for regulering af aktuelle globale konflikter samt de manglende redskaber hertil. I fraværet af egnede og accepterede globale redskaber til konfliktregulering og konfliktløsning gør verdens regeringer og FN brug af de nationale redskaber, de trods alt har. Stillet overfor igangværende og blodige konflikter har FN tidligere i Brahimi-rapporten (2000) peget på behovet for såkaldt robuste indsættelser. Hvilket efterfølgende har bevirket, at FN har gjort brug af lokale staters traditionelle forsvarssystemer i en række nye og varierende sikkerhedspolitiske scenarier. Denne udvikling afspejles i Danmark bl.a. i det lovkompleks Forsvaret i dag virker under, hvor dets opgaver beskrives som spændende fra tillidsskabelse og forebyggelse over konfliktløsning til kamp. De internationale opgaver Forsvaret i dag stilles overfor, er således dybest set de konflikter, som følger i kølvandet på globalisering og modernisering. Og disse opgaver ser ud til at bringe såvel krigen som begreb, de statslige forsvarssystemer og det internationale samfund ud i dybe vanskeligheder, fordi der ikke er etableret global legitimitet for operationerne. Der er desuden udenrigs- og sikkerhedspolitisk forskning, der peger på, at moderniteten og globaliseringen i dag har den konsekvens, at krige ikke længere kan skabe stater. Det efterlader det traditionelle forsvar med en svær, måske umulig opgave. Problemet er at det klassiske statslige redskab krig ikke virker overfor globaliseringens konflikter. Eller som Zygmunt Bauman siger: globale problemer skal løses med globale midler. Problemet er at sådanne globale redskaber ikke findes, og at det internationale samfund ikke forstår, at det globale samfund er noget helt andet end det internationale. Måske virker krig som redskab ikke mere, og måske kommer Forsvaret til at afspejle dette? 11

12 Et generelt billede er således, at Forsvaret står over for nye globale opgaver med nye belastningstyper, der kræver udvikling af nye begreber, nye redskaber og nye organisationsformer. Samtidig baserer Forsvaret løsningen af disse opgaver på de nye unge, hvis motivationsstrukturer og belastningsevner, det ikke helt har føling med, og hvis reaktioner i form af fx fratrædelser eller uddannelsesovervejelser kan være overraskende. Det, denne bog søger at beskrive og analysere, er altså en militær transformation, der udfolder sig i spændingsfeltet mellem krigen som middel og freden som mål; mellem Forsvarets organisation og de nye opgaver; mellem Forsvarets ledelse og organisation og de nye unges mentalitet. Denne bog er bygget op omkring min ph.d. afhandling og mit feltstudie af dansk KFOR, de danske styrker, som er udstationeret i Mitrovica i Kosovo. Desuden danner min 7 år lange ansættelse ved Forsvarets Center for Lederskab også grundlag for bogen. Bogens opbygning Bogen bevæger sig gennem flere kapitler og afsnit før den når feltbeskrivelsen. Først (i kapitel 1) beskriver jeg den mentalitetshistoriske forståelse af den militære udvikling i Europa, som danner grund for den måde Det danske Forsvar ser ud i dag. Denne forståelse peger i retning af en række problemstillinger, som militærsociologien (kapitel 2) mere indgående har belyst, under men især efter 2. verdenskrig. Militærsociologien giver således et signalement af officeren som rolle og af militæret som organisation. Med udgangspunkt i officerens rolle og militærets organisation tager jeg hul på belysningen af, hvilke nye faglige opgaver og udfordringer som Forsvaret står overfor, når det ikke længere kun skal producere krig, men også skal producere fredsskabelse og fredsbevarelse. I denne faglige diskussion tager jeg udgangspunkt i freds- og konfliktforskningens teorier og forskning. Det centrale spørgsmål bliver således, hvordan officeren som rolle og Forsvaret som organisation tager de nye opgaver, roller og organisation til sig. Så radikale forandringer af opgave må påvirke Forsvaret, officerernes selvforståelse, den faglige stolthed og organisationskulturen. For at kunne få øje på det under feltstudiet vil jeg gøre brug af de sociologiske teorier, der er stærkest til lige netop at se på og analysere kulturforandringer i organisationer. Jeg gennemgår derfor kort hhv. Norbert Elias og Pierre Bourdieus teorier, og bruger dem i mine analy- 12

13 ser. Jeg skal imidlertid ud på et feltstudie med KFOR soldater, og feltstudier er anderledes end teoretiske studier bag et skrivebord. Jeg gennemgår derfor mit valg og min brug af grounded theory. Inden jeg beskriver mit feltstudie, trækker jeg (kapitel 3) rammerne op for denne operation, i form af konflikten, FN-mandatet og hvilken organisation, det er, som sættes til at løse denne opgave. Dernæst tager jeg (kapitel 4) læseren med til KFOR/DANBAT, i Camp Olaf Rye, hvor jeg opholdt mig ca. 100 dage. Det gjorde jeg af 4 omgange. Jeg beskriver opgaverne, feltet, sproget, attituderne, rutinerne og giver mine analyser undervejs. Konklusionerne (kapitel 5) har jeg har derfor valgt at dele op i to: feltnære konklusioner og endelige konklusioner. God læsning! 13

14 Militær, dannelse og individ I. MILITÆR, DANNELSE OG INDIVID "Second only to prayer, the exercise of arms was accorded the highest respect among all human activities by the societies of the ancien regime. This was not only the results of the actual situation - for in fact weapons were the instrument of power for rulers and all who were a part of the ruling society, like the feudal overlords, it was also the expression of a moral setting in which violence and respect for force characterized relationships among individuals. For this reason, an evolution in social attitudes and conceptions of life was to bring about a change in the status and role of arms in society." (Corvisier, 1979: 3) For at forstå soldaten må vi forstå Forsvaret, og for at forstå Forsvaret må vi forstå de omfattende historiske forandringer, som det europæiske enkeltmenneske, samfund, stat og Forsvar har gennemgået de seneste små 500 år. Først da kan vi forstå og afdække de nuværende transformationsprocessers dybde, som de militære institutioner er en central del af og vi kan måske ane, hvor det peger hen. Som det fremgår af ovenstående citat, var vold og aggressionsudladninger almindelige i den feudale hverdag. Dette var bl.a. en følge af en lav eller fraværende evne til selvkontrol. Konsekvenserne af denne mangel på selvkontrol i den militære organisation, og hvordan den bliver skabt, er det jeg vil skrive om i dette kapitel. Det vil jeg, fordi det er et nødvendigt grundlag for at kunne forstå, hvor grundlæggende en transformationsproces Forsvaret er i gang med. Jeg vil derfor søge at trække centrale militære begreber og udviklinger frem, belyse og diskutere disse i et mentalitetshistorisk lys. Det er begreber som: individ, behov, motivation, loyalitet, legitimitet, ret, vold, etc. som i forbindelse med nutidige beskrivelser af den dybe militære transformation, stort set er fraværende. Dette kapitel beskriver i korte træk de mentalitetsforandringer, som mennesket har gennemgået de seneste omkring 500 år i Europa, og desuden beskriver og forbinder det disse mentalitetsforandringer med den historisk fremvoksende stats monopolisering af voldsudøvelse og øvrige samfundsmæssige og materielle udvikling. Det er denne udvikling, som har ændret grundlæggende på det europæiske menneskes evne 14

15 Militær, dannelse og individ til at indgå i kollektive handlinger som krig og konflikt, og som følgelig er helt central i forståelsen af den militære institutions udvikling. Mentalitetshistorie og modernisering Mentalitetsudviklingen er dybt integreret i moderniteten, som igen er et markant og grundlæggende opgør med og opbrud fra det traditionelle samfund. Dette opbrud har frem til i dag været omkring år undervejs, og er derved svært for det enkelte moderne individ selv at få øje på. Det er paradoksalt nok opbruddets omfang, varighed og dybde, der gør det svært at opfatte dette opbruds historisk enestående karakter. Det moderne opbrud rummer således opgør med bl.a. religiøse, videnskabelige, politiske, sociale, filosofiske dimensioner: mod Gud, mod tradition og irrationalitet, mod sygdom og fattigdom, etc. Befolkningerne i Europa levede før meget anderledes end i dag. Den indrepsykiske strukturering og dermed hele det menneskelige motivations- og handlingsregister var markant anderledes. Europas befolkninger var før og under den tidlige statsdannelse (o ) således stort set ikke til stede, hverken som arbejdskraft eller destruktionskraft. Vi taler om befolkninger, der havde en anderledes og svagere personlig identitet og en anderledes svag og lokal identitetsdannelse; en befolkning med lav gennemsnitlig levealder, der for store deles vedkommende ikke kunne læse eller skrive, kun besværligt kunne forstå hinandens fremmede dialekter, kun havde en svagt udviklet evne eller vane til behovsstyring, som fungerede motorisk og sprogligt ringe, osv. Befolkningernes handlinger var ikke i så høj grad som i dag forudsigelige; de forstod ikke de begyndende moderne livsformers abstrakte krav, og havde en lav eller ingen interesse i eller holdning til dem, og de var derfor ikke tilgængelige eller loyale overfor de abstrakte politiske og økonomiske kampe og udviklinger. Hverdagen var præget af, hvad det moderne menneske ville opleve som råhed og vilkårlighed (Se bl.a. Elias, 1976; Ariès, 1982; Olsén, 1978). De tidlige ansatser ind i moderniteten var et oprør mod dette liv. Derfor datidens megen snak om civilisation, dannelse og disciplin (Schanz, 1980). Udviklingen af moderniteten medfører en gradvis konstruktion af radikalt anderledes indrepsykiske strukturer, som samtidig blev flettet sammen med en række lige så nye nationalstatslige institutioner, nye økonomiske bytteforhold og nye teknologier, som dermed tilsammen var med til at etablere, støtte og fastholde dannelsen af det moderne europæiske menneske. En sammenfletning og en konstruktion, det moderne 15

16 Militær, dannelse og individ europæiske menneske i dag opfatter som så selvfølgelig, at det let bliver blinde for det historiske i konstruktionen, hvilket igen medfører at udviklingen fremstilles som natur slet og ret historien ontologiseres. Denne ontologisering sammenflettes med nationalstatens magtstrukturer, som på den måde fremstår som natur, praksis og ordløs. Etableringen af en moderne indrepsykisk struktur hænger nært sammen med Forsvaret som institution og med organisationskulturen i Forsvaret. Det gør den, fordi Forsvaret er en afgørende central institution i den nationalstatslige magtkonstruktion, og fordi denne institution ud over forsvaret af nationalstaten samtidig har til opgave at fungere som disciplinerings- og dannelsesinstitution. Ud over evnen til det ydre forsvar, er det nødvendigt at skabe en indre konsensus, som samfund, stat og Forsvaret kan forudsætte i krig og kamp: mao. hvad lader soldaten sig lede og motivere af, og hvor ligger hans loyalitet i religionen, politikken, i det lokale, nationale eller i det globale? Forsvarets internationale operationer sætter derfor meget på spil i dag: Der er nye legitimitetsformer på spil, den danske selvforståelse er på spil, der er nye udfoldelser af krig og fred på spil, der er nye fagligheder på spil, nye opgaver, nye unge, nye teknologier, etc. og ikke mindst er der liv på spil. Hvor peger alt dette hen, og hvordan udfolder det sig i praksis? Den sociale organisationsform under feudalismen Den basale enhed under feudalismen var huset, hvor en stand af direkte producenter levede. I dette hus indgik alle livets aktiviteter, tilstande og faser: søvn, produktion af fornødenheder, afstraffelse, madlavning, vold, sex, børnefødsler, sygdom og død. Dette synligt åbne forhold havde afgørende indflydelse på socialiseringen af det enkelte menneske, der ikke under sin opvækst oplevede livet som inddelt i særlige pinligheds-, privatheds-, eller blufærdighedssfærer. Dette medførte et meget direkte, uhæmmet forhold mellem behov og behovsopfyldelse med en kun svagt udviklet pinlighed, blufærdighed og selvrefleksion som mellemliggende og adfærdsregulerende led. Denne indlejrethed i naturen, den lave teknologiske udvikling af produktion, den høje isolation og lokalitet af små selvforsynende huse, medførte en meget konkret daglig aktivitetsstruktur, som var domineret af naturens rytmer : produktionsaktivitet, læring, konsumtion, leg, etc., som udgjorde et sammenhængende hele, som alle lokalt deltog i, 16

17 Militær, dannelse og individ og var fortrolige med. Den daglige aktivitet var begrænset, blev lagt efter dagens længde og efter årstidernes skiften. Disse perioder var af den grund regelmæssige, hvilket medførte en oplevelse af cyklisk tid i modsætning til modernitetens abstrakte arbejde og abstrakte tidsopgørelse. Tiden var således endnu ikke blevet en løsrevet, selvstændig, abstrakt og lineær realitet, og der eksisterede ikke i hverdagens praksis et begreb om lineær tid, endimensional tid. Der eksisterede sandsynligvis heller ikke nogen abstrakt idé om udvikling. Den almindelige hverdagsbevidsthed og aktivitetsstruktur var således indlejret i og behersket af en cyklisk tid, af direkte, naturgroede og konkrete livspraktiske krav. Arbejde i den moderne opfattelse af begrebet havde således ikke udskilt sig fra andre aktivitetstyper i denne sammenhængende aktivitetsstruktur. Der var derfor ingen regulering efter et abstrakt tidsskema og ure, og arbejde var derfor ikke adskilt fra fritid - hverken i tid eller rum. Forholdet mellem hverdag og økonomi var ikke endnu opdelt som i dag, men de to sfærer fungerede sammenhængende. De skulle først dele sig med hverdagens opdeling i arbejde og fritid, offentlig og privat. (Ariès, 1982; Clausen, 1981; Elias, 1976; Olsén, 1978) Individet I denne fælles aktivitetsstruktur uden private rum, uden pinligheder og skam, med alle aktiviteter blottet, indgik alle. Det var selvfølgelig en vis aktivitetsdeling, men der var ingen generelle samfundsmæssige institutioner, som f.eks. den nutidige opdeling i forskellige aldersperioder, som kunne etablere sig som selvstændiggjorte med tilhørende professioner som f.eks. børneinstitutioner, skoler, højere uddannelse, militær, osv. Individet eksisterede ikke endnu, som vi kender det i dag, og den enkelte skulle ikke - og kunne sandsynligvis heller ikke - tage selvstændige beslutninger i forhold til eget selvstændige liv og livsførelse. Det enkelte menneske indgik på forhånd, traditions- og slægtsbegrundet eller indlejret i en ordens- og normkonstituerende kosmologi, i et aktivitetsfællesskab. Den enkelte skulle ikke udføre en abstrakt aktivitet, arbejde for at forsørge sin familie, men indgik i huset, som rummede den aktivitetsstruktur, som fællesskabet levede af. Barnet, som indgik aktivt i denne kollektivitet, socialiseredes således ikke til at han eller hun var et selvstændigt individ med eget ansvar for udvikling, læring og personlighed. Således var de følelsesrelationer, vi i dag opfatter som naturlige, hørende til barndom og familieliv, og som er med til at skabe en egen selvstændig individualitet, svage, måske helt fraværende. Betegnelsen, 17

18 Militær, dannelse og individ individ og barndom blev således først udbredt omkring 1700-tallet i det daglige sprog, hvilket i øvrigt skete samtidig med markedets, offentlighedens, statens og institutionernes udbredelse. (Olsén, 1978: 54) Seksualitet At huset kun havde ét rum, havde en afgørende indflydelse på at seksualiteten ikke kunne være privat eller pinlig. Det var almindeligt, at man sov flere i samme seng: børn, forældre og overnattende gæster, og det var endvidere almindeligt at sove nøgen, hvilket sandsynligvis ledte til et fravær af blufærdighed, en kropslig tæthed og en åbenhed i forhold til seksuelle aktiviteter allerede tidligt i livet. Der var dog ikke tale om en fri seksualitet, for seksualiteten blev socialt reguleret gennem direkte, åbenlys ydrekontrol og sanktioner. (Ariès, 1982; Clausen, 1981; Elias, 1976; Olsen, 1978: 40) Aggressivitet Ved siden af denne åbenlyse kropslighed var den affektive side af den daglige adfærd også langt mere fremtrædende end i dag. Dette kom især til udtryk omkring aggressivitet og seksualitet. Den spontanitet og mangel på hæmninger, som gjorde sig gældende på det seksuelle område, ser ud til at være meget mere fremtrædende, hvad angår direkte og åben fysisk vold og aggression. Hvor seksualiteten var strengt socialt reguleret, var vold og aggression ikke, hvilket hænger sammen med, at den enkeltes liv, modsat i dag, ikke opfattedes, som noget enestående, ukrænkeligt, uerstatteligt - noget i sig selv, individuelt. (Olsen, 1978: 45) Betoningen af det aggressive kommer sandsynligvis af, at det feudale samfund var et krigersamfund, hvilket især kom til udtryk i højmiddelalderen eller riddertiden (ca ca. 1240), hvor de øverste stænder udøvede krigskunsten som en af sine vigtigste opgaver. Dette fokus medførte at et bestemt menneskeideal kom til at dominere. Et ideal som definerede tidens forståelse af tapperhed, styrke, våbenduelighed, og som bestod af åbenlys glæde ved kamp, vold, ødelæggelse og lemlæstelse. Denne aggressivitet blev ikke institutionaliseret og socialiseret ind i mere samfundsregulerede og -accepterede omgangsformer og strukturer. En sådan socialisering begynder først at etablere sig i tiden op til absolutismen, hvor den først spirede i de øverste samfundslag. Blandt andet leves den ud af officerskorpset i dueller om ære. Hvad angår de 18

19 Militær, dannelse og individ lavere klasser var det den daglige vilkårlige og åbenlyse vold, som kendetegnede dagens orden (Olsén, 1978, Ariès 1982). Denne aggression ser ikke ud til at være standsspecifik, og indgik heller ikke i en uformuleret modstand mod den stærke standsmæssige undertrykkelse, men var temmelig diffus og kunne udløses tilfældigt, som et selvfølgeligt træk ved hverdagen. I det feudale samfunds hverdag indgik således åbenlys aggression og vold som almindeligt accepteret og endog værdsat adfærdsform. Aggressionen var ikke belagt med indrepsykisk hæmning eller socialt forbudt som i dag, men ser snarere ud til at være den almindelige reguleringsform, som fastholdt den sociale orden gennem den direkte, åbenlyse og brutale magtudøvelse, hvor det var husherrens fysiske autoritet og tilrettevisning, der regulerede den sociale orden. (Olsén, 1978) Denne orden kunne dog på grund af sin vilkårlighed og tågede begrundelse være temmelig svær at forudsige, og havde derfor kun en ringe adfærdsregulerende kraft. Krig, våben og manglende selvkontrol Der er således en nær sammenhæng mellem usikre ydre statslige strukturer og en fraværende individkategori. Tilsvarende er der en sammenhæng mellem det indre fravær af en individkategori og de svage eller fraværende evner til at styre behov og affekter: "At the beginning of modern times, self-control was an unreliable element... we see evidence, particularly in eastern Europe, of an emotionalism which some times led to violent reactions and which the Christian religion could only partly control. Recourse to force was common among the peasants and city dwellers, in spite of social and moral pressures; among the nobility despite the codes of chivalry; and even on occasion among clerics. A new social order based on greater self-control did not begin to take shape until the Renaissance, when it was given expression in Italy by Balthazar Castiglione in the Courtier." (Corvisier, 1979: 3) Fraværet af selvkontrol var et betydeligt problem for militæret, som jo var den institution, hvor voldsudøvelseskapaciteten dels blev forstærket gennem effektive redskaber og dels den institution, som skulle rette denne vilkårlighed ind mod statens fjender. Deserteringer, manglende affektbeherskelse var således almindelige og daglige problemer i forhold til den menige soldat. Dette problem forstærkedes af, at menige soldater 19