Rettevejledning Økonomisk Kandidateksamen Makro 1, 2. årsprøve, efterårssemestret 2006

Transkript

1 Rettevejledning Økonomisk Kandidateksamen Makro 1, 2. årsprøve, efterårssemestret 2006 Alle spørgsmål ønskes besvaret. Ved vurderingen vægter alle delspørgsmål lige meget. Opgave Der er ikke mulighed for at anvende egentlig statistisk metode; man må klare sig med inspektion af figurerne. I den for Danmark kan der ikke ses nogen klar tendens til, at punkterne skulle placerer sig på en voksende kurve eller på en faldende. Punkterne placerer sig nærmest i en uklar sky. Der kan således ikke konstateres nogen klar positiv eller negativ korrelation for Danmark: Om noget synes reallønnen at være acyklisk. Hvis man (noget ad hoc, men måske ud fra en oliekrisebegrundelse ) betragter punkterne for 1973, 1974, 1975 som atypiske, kan man måske tale om en svag tendens til en medcyklisk realløn, men under alle omstændigheder kun en svag tendens, og i hvert fald spores der ikke nogen tendens til en modcyklisk realløn. 1.2 Også for USA ligger punkterne i en ikke særlig struktureret sky, men der ses dog en tendens til, at reallønnen stiger, når BNP stiger, altså en vis, men ikke nogen stærk tendens til en medcyklisk realløn. Billedet for Danmark og det for USA ligner hinanden ved ikke meget klart at pege på en bestemt cyklikalitet, men dog med en vis indikation af medcykliskhed i USA. Havde man forventet en meget klar mod- eller medcykliskhed i reallønnen, finder dette ikke støtte, og i særlig grad synes en formodning om modcykliskhed at afkræftes. 1.3 Ifølge det såkaldte sticky-wage -grundlag for udbudskurven = Ȳ + α (P P e ) sættes den nominelle løn før hver periode, men er stiv i perioden, og sættes højere jo højere det på forhånd forventede prisniveau i perioden er (P e er således proxy for periodens nominelle løn i udbudskurven ovenfor). Et højere faktisk prisniveau betyder så lavere realløn i perioden og dermed, da virksomhederne antages at ligge på deres arbejdskraftefterspørgselskurver, et større udbud af produktion. Derfor går højere produktion hånd i hånd med lavere realløn, og så længe der ikke forekommer udbudsstød, kræver en større stigning i produktionen et større fald i reallønnen. Dette er i modstrid med empirien ovenfor, hvor det netop ikke kunne konstateres, at reallønnen skulle være systematisk modcyklisk.

2 Et andet teorigrundlag for udbudskurven ligger i sticky-price -idéen (skal ikke opstilles i detaljen). Ifølge dette sættes varepriserne under ufuldkommen konkurence, så prisen (den optimale) som udgangspunkt er en mark-up over grænseomkostningerne. For i hvert fald nogle virksomheder gælder, at prisen skal sættes inden perioden og er stiv inden for denne. Hvis der kommer et positivt efterspørgselsstødstød til økonomien, vil disse virksomheder, inden de kan nå at tilpasse priserne, faktisk ønske at imødekomme den øgede efterspørgsel ved uændret pris og løn og endda ved uændret pris og en højere løn, forsi der er en positiv margin at tage af i udgangspunktet. Derfor kan der forekomme produktionsstigninger, uden at reallønnen falder, hvilket er i bedre overensstemmelse med empirien. Opgave Fra ligevægtsbetingelsen, = C + I + G, og de anførte adfærdsrelationer og definitioner gælder: = a + b( T )+c dr + G Når denne bruges sammen med definitionen af den naturlige realrente, r, fås: Ȳ =ā + b(ȳ T )+ c d r + Ḡ Den anden trækkes fra den første: Ȳ =(a ā)+(c c)+b Ȳ + G Ḡ b T T d (r r) Heri isoleres Ȳ : Ȳ = (a ā)+(c c) 1 b + 1 G Ḡ b T T d (r r) 1 b 1 b Når man så netop definerer (som anført i opgaven): z = φ = δ = (a ā)+(c c), 1 b 1 1 b, f =(G bt ) (Ḡ b T ), og d 1 b, kan ligningen skrives: Ȳ = z + φf δ (r r), (IS) 2.2 Fra (RR) er i = r + e +1, som indsættes på pladsen for i i (PP): r + e +1 = r + e +1 + h ( ). Dette reducerer netop til: r = r + h ( ), som altså siger, 2

3 at centralbanken kan styre realrenten via sin kontrol med den nominelle rente i og sit kendskab til inflationsforventningen e +1. Dette hænger naturligvis på antagelsen om, at centralbanken kender til aktørernes inflationsforventning e +1, eller deler denne med aktørerne, hvilket ikke virker helt urimeligt. Nu indsættes det fundne udtryk for r på pladsen for r i (IS), hvilket giver Ȳ = z + φf δ ( r + h ( ) r) eller: Ȳ = z + φf ( ). (AD) Et højere giver et lavere, fordi centralbanken reagerer med at sætte realrenten op, hvilket dæmper efterspørgslen via investeringernes rentefølsomhed. For z = f =0,vil =,betyde = Ȳ, så AD-kurven skal altså passere igennem punktet (Ȳ, ) i --diagrammet uanset h, nårz = f =0. For varierende h skal den derfor rotere omkring dette punkt. Figuren illustrerer AD-kurven og dens afhængighed af h. AD - lille h Større h AD - stort h For relativt små h bliver AD-kurven relativt stejl: Hvis h er lille reagerer centralbanken kun med en lille rentestigning på et højere, hvorfor det efterspørgselsbestemte kun falder lidt. Jo større h er, jo fladere bliver AD-kurven, for jo stærkere reagerer centralbanken på en given inflationsændring. 3

4 Som (AD) viser, betyder et z>0, at bliver z større, uanset hvad er.dvs.adkurven rykker stykket z mod højre, og det gælder uanset om den er stejl (lille h) eller flad (stort h). Et negativt stød sender AD-kurven tilsvarende mod venstre. Figuren nedenfor illustrerer. AD z < 0 z > Da z = f =0skal AD-kurven i udgangspunktet passere gennem (Ȳ, ).Af(AS) ses, at da e = og v =0, skal AS-kurven gøre det samme, og at AS-kurvens hældning i øvrigt er lig med 1/α og dermed positv. Den initiale ligevægt er illustreret nedenfor. 4

5 AS AD Den næste figur illustrerer effekten på kortsigtsligevægten af efterspørgselsstød z 6= 0, idet to alternative initiale AD-kurver betragtes, den relativt stejle AD-lille h svarende til en relativt lav værdi af h og den relativt flade AD-stort h svarende til en relativt høj værdi af h. Forz>0forskydes AD-kurven z mod højre uanset om der er tale om den stejle eller den flade. Frem til den ny ligevægt, E-stort h eller E-lille h, stiger både og, hhv.opoverȳ og. Den øgede efterspørgsel betyder ved uændret inflation, at der opstår overefterspørgsel. Man kan forestille sig, at denne trækker priserne og dermed også inflationen fra forrige til denne periode opad. Dette betyder, at udbuddet vokser samtidig med at efterspørgslen falder, hvilket gælder frem til den ny ligevægt. 5

6 AS E - stort h E - lille h z AD - lille h AD - stort h Figuren viser direkte, at ved den flade AD-kurve svarende til det store h fås en mindre påvirkning (opad) af såvel som. Forklaringen er, at centralbankens reaktion virker som et negativt efterspørgselsstød, der modgår og delvist ophæver virkningen af det første stød, og dette skere mere, jo større h er. Udbudsstød v skubber AS-kurven v ilodretretning,ogeffekten heraf er illustreret i næste figur igen under to alternative AD-kurver. 6

7 AS v E - lille h E - stort h AD lille h AD - stort h Ved z<0stiger,mens falder, som figuren illustrerer: Ved uændret og et nyt lavere svarende til den ny lavere AS-kurve ville der være overefterspørgsel, fordi centralbanken vil sænke r som følge af den lavere inflation. Man kan forestille sig, at overefterspørgselen ville presse priser og inflation opad (ift. det tænkte lave udgangspunkt), så udbuddet ville stige og efterspørgslen falde frem mod den ny ligevægt. Figuren viser direkte, at for et givet v<0, vildenfladead-kurvesvarendetildetstoreh give et mindre fald i, men en større stigning i, altså mere dæmpning af, menmindreaf. Forklaringen er, at ved et større h, reagerer centralbanken kraftigere på det initiale fald iinflationen, altså med en større rentesænkning, som giver en større efterspørgselsstigning, der sender mere opad og samtidig bringer indflationen mere tilbage mod det udgangspunkt, den faldt fra. 2.4 Der bedes ikke her om en udledning af (1) og (2). Hvis nogen skulle finde på det alligevel, er det naturligvis OK, og kan foregå helt ligesom i Spørgsmål 2.6 nedenfor, men der bedes altså ikke om det. Ligningerne anført i opgaveteksten er: = Ȳ + α α + z α α + v (1) = + 1 α + z + α α + v (2) 7

8 Disse udtryk viser direkte, at efterspørgselsstød z trækker og i samme retning, og at udsvingene i begge bliver mindre, jo større h er, idet begge koefficienter til z ovenfor er aftagende i h (nævneren α + vokser med h). Faktisk kan man ifm. efterspørgselsstød sikre, at begge typer af udsving bliver vilkårligt små ved at vælge h meget stor, idet begge de nævnte koefficienter går mod nul for h gående mod uendelig. Udbudsstød v trækker og i modsatte retninger, og et relativt stort h virker relativt dæmpende på inflationsudsvingene og relativt lidet dæmpende (forstærkende) på udsvingene i, idetkoefficienten til v i (1) bliver større numerisk, jo større h er, mens dén i (2) aftager med h. For h gående mod uendelig vil den første koeficient vokse op mod α, mens den anden går mod nul, svarende til maksimale udsving i og vilkårligt små udsving i. Dissse konklusioner svarer til konklusionerne fra Spørgsmål Det er jo allerede vist, at (IS), (RR), (PP) fører til (AD) ovenfor. Når man heri på pladsen for f indsætter uftrykket fra (FP) fås: Ȳ = z φq Ȳ ( ) hvoraf følger: Ȳ = z 1+φq 1+φq ( ). (AD ) For z =0passerer AD-kurven igennem (Ȳ, ),oghøjere fører til lavere som illustreret nedenfor. Et højere vil som før få centralbanken til at sætte renten op, hvilket dæmper efterspørgslen. Det heraf følgende lavere (efterspørgselsbestemte) får imidlertid nu staten til at lempe finanspolitikken, hvilket giver en modgående virkning på den efterspørgselsdæmpende pengepolitiske effekt. Jo større q er, jo kraftigere er denne modgående effekt, hvorfor det nu er sådan, at jo større h/(1 + φq) er, jo fladere bliver AD-kurven. 8

9 h Større 1+ φq z AD - stor h 1+ φq h AD - lille1+ φq Som også illustreret skifter efterspørgselsstød z AD-kurven vandret, men finanspolitikken virker, som (AD ) viser, direkte dæmpende på efterspørgselsstød, så jo større q er, jo mindre skifter AD-kurven for et givet z. Dette skyldes, at den finanpolitiske reaktion direkte modgår støddet og er som et modsat rettet efterspørgselsstød. 2.6 Indsæt (AS) i (AD ): Ȳ = z 1+φq 1+φq µ Ȳ 1+ 1 = z α 1+φq 1+φq Ȳ µ α + αφq + = z α (1 + φq) 1+φq µ e + 1 Ȳ + v α 1+φq v 1+φq v = Ȳ + α α + αφq + z α α + αφq + v Udtrykket for Ȳ herfra indsættes i (AS): = e + 1 µ α α α + αφq + z α α + αφq + v = 1 α + αφq + z + α + αφq α + αφq + v + 1+φq (e ) 1+φq (e ) α α + αφq + (e ) (3) α α + αφq + (e ) + v α + αφq α + αφq + e + α + αφq + (4) 9

10 2.7 Den forventede inflationsrate, e, skal nu svare til den model-genererede inflationsrate,, i henhold til (4), idet de faktiske værdier af z og v ikke kendes, når e dannes, og det bedste bud på dem på det tidspunkt er, z = v =0. Dette betyder ganske enkelt, at man kan skrive e for på venstresiden af (4) og heri endvidere sætte z = v =0: e = α + αφq α + αφq + e + α + αφq + µ 1 α + αφq α + αφq + α + αφq + e = Når dette indsættes i (3) og (4) fås: = Ȳ + = + e = α + αφq + α + αφq + e = α α + αφq + z α α + αφq + v (5) 1 α + αφq + z + α + αφq α + αφq + v (6) 2.8 Hvis der kun forekommer efterspørgselsstød (v =0), kan staten ikke opnå noget ved at supplere en pengepolitik ført befter reglen (PP) med en stabiliserende finanspolitik som udtrykt ved (FP): Dæmpningsgraden afhænger alene af summen αφq + som optræder ens i nævnerne på koefficienterne til z ovenfor. Hvis denne sum sættes meget stor ved at vælge enten h eller q meget stor opnås vilkårlig megen dæmpning af både output- og inflationsudsving. Om en given størrelse for summen opnås alene ved passende valg af h og q =0,ellervedenkombinationafpositiveh og q betyder ikke noget for dæmpningen. Forklaringen er naturligvis, at både penge- og finanspolitik virker som efterspørgselsstød og derfor hver for sig kan modvirke og endda neutralisere sådanne. Hvis der kun forekommer udbudsstød (z =0), stiller sagen sig anderledes. Summen αφq + indgår igen i begge nævnere på koefficienterne til v, menforengiven værdi af denne sum, betyder den kombination af h og q, som danner summen, noget for, hvor kraftig dæmpningen af output- og inflationsudsving bliver ift. hinanden. For en given værdi af summen vil et relativt lille h i kombination med et relativt stort q betyde relativt megen afdæmpning af outputudsvingene og relativt liden afdæmpning af inflationsudsvingene som forårsaget af udbudsstød. Man kan også sige det sådan, at for en given værdi af h, da vil et større q ifm efterspørgselsstød blot betyde mere afdæmpning af såvel output- som inflationsudsving, 10

11 men ifm. udbudsstød vil det betyde mere afdæmpning af outputudsving og mindre afdæmpning af inflationsudsving (koefficienten til v i(6)ervoksende iq). Hvis der forekommer en blanding af efterspørgsels- og udbudsstød vil mixet af pengeog finanspolitik i stabiliseringspolitikken fortsat betyde noget for den relative afdæmpning af output- vs. inflationsudsving, mere jo mere hyppige udbudsstød er relativt til efterspørgseslstød. Det er altså af hensyn til denne relative afdæmpning (fx for at få relativt mere dæmpning af outputudsving), man kan finde på at supplere en pengepolitik ført efter (PP) med en finanspolitik ført efter (FP). Det er imidlertid klart, at det samme ville kunne opnås ved pengepolitik alene, hvis outputgabet indgik i politikreglen, fx som i = r + e +1 + h ( )+s Ȳ, s > 0, fordi penge- og finanspolitik grundlæggende påvirker økonomien på samme måde, nemlig som efterspørgselsstød. En interessant samlet konklusion kunne være: Hvis man af hensyn til troværdighed og gennemsigtighed af en pengepolitik orienteret mod at sikre prisstabilitet alene ønsker at forpligte centralbanken på en skarp inflationsmålsætning, svarende til reglen (PP) med et passende stort h, så kan det være en grund til at supplere denne med en finanspolitik ført efter (FP), at man herved kan opnå et mere acceptabelt mix af output- og inflationsafdæmpning i det omfang udbudsstød er relevante. 11