Bachelor 2014 Maria Berg-Larsen Jette Lykou poulsen. anbragte børn Side 1 af 55

Transkript

1 anbragte børn Side 1 af 55

2 Resume Dette bachelor projekt handler om de sociale kompetencer hos anbragte børn, og hvordan de kan styrkes gennem pædagogisk praksis. Der bliver i opgaven belyst, ved hjælp af udviklingspsykologi og tilknytningsteori, flere forskellige årsager til, hvorfor omsorgssvigtede børn er i mangel af sociale kompetencer. Og ved hjælp af denne viden er både en praksisfortælling og et interview med en pædagog fra et opvækstmiljø blevet analyseret, så det giver en bedre forståelse for problematikken. Senere i opgaven kommer der nogle handleforslag til, hvordan man, ved hjælp af pædagogiske metode,r kan skabe udvikling af de sociale kompetencer hos anbragte børn. Side 2 af 55

3 Indholdsfortegnelse Resume Indledning Problemformulering Afgrænsning Metode Begrebsafklaring Omsorgssvigt Empiri Praksisfortælling legeaftale Daniel Stern Det emergente selv (0-8 uger) Kerneselvet (2-3 mdr.) Det subjektive selv (7-9 mdr) Det verbale selv (15 mdr.) Det narrative selv (30-36 mdr.) Delanalyse og diskussion af Stern John Bowlby og Mary Ainsworth Tilknytningsteori Delanalyse og Diskussion Bowlby og Ainsworth Mestrings- og overlevelsesstrategier Del analyse og diskussion i forhold til mestrings- og overlevelsesstrategier Social kompetence sociale færdighedsdimensioner Empati Samarbejde Selvhævdelse selvkontrol Ansvarlighed Del analyse og diskussion af de sociale kompetencer Sammenfattende analyse og diskussion handleforslag nærmiljø Forudsigeligt miljø Side 3 af 55

4 16.3. Affektregulering Praksis eksempel på spejling S.U.T. Metoden Genogram Konklusion Perspektivering Litteraturliste Bøger: Internetsider: Bilag Interviewguide Peter Bilag Side 4 af 55

5 1. Indledning Igennem begge vores 3.praktikperiode på henholdsvis en akutinstitution for anbragte børn og et opvækstmiljø for anbragte børn, har vi erfaret at sociale kompetencer er noget disse børn næsten generelt er i mangel af. Vi vil med denne opgave undersøge hvorfor børnene mangler de sociale kompetencer og hvordan vi fremadrettet kan arbejde med dette, og i den forbindelse har vi fundet det utrolig spændende at se på hvordan børn agerer i et nærmiljø, og hvordan vi kan bruge nærmiljøet som et redskab til at udvikle på børnenes sociale kompetencer. Vi har valgt et nærmiljø frem for en institution der ligger placeret ude på landet, da vi mener der meget mere at bygge på i nærmiljø. Vi har en forestilling om, at en institution der ligger på landet, har svært ved at udvikle disse børns sociale kompetencer nok til at de senere hen i livet kan klare sig socialt. Dette fordi de er blevet meget mere isoleret fra omverdenen end børn i et nærmiljø. De har ikke de samme muligheder for at danne relationer gennem skole og fritidsaktiviteter, og vil derfor kun kende meget lidt til verden uden for institutionen. Årsagen til at vi vælger at skrive netop om børns sociale kompetencer, er fordi vi ser en vigtighed i at udvikle på disse, da børnene jo engang skal ud og klare sig på egen hånd. For at kunne danne betydningsfulde relationer skal man have sociale kompetencer, og når børnene skal videre fra institutionen, har de ikke længere noget ordentligt netværk. Deres forældre er stadig lige dårlige, og institutionen er ikke længere en tryg base. De skal altså ud og klare sig selv, og har de ikke en vis portion sociale kompetencer, vil dette blive en meget svær opgave for dem. For at kunne begå sig i en voksenverden med alt der følger med, såsom uddannelse, arbejde, naboer osv. er det vigtigt at man har en god portion sociale kompetencer. 2. Problemformulering Hvordan kan vi som pædagoger på en døgninstitution være med til at styrke de anbragte børns sociale kompetencer i forhold til at kunne begå sig og etablere stabile sociale relationer i nærmiljøet? 3. Afgrænsning Vi har valgt at tage udgangspunkt i børn i alderen 6-12 år som er anbragt på en døgninstitution, som følge af svært omsorgssvigt, i et nærmiljø. Nærmiljø skal i opgaven Side 5 af 55

6 forstås som naboer, skole og fritidsaktiviteter. I forhold til etableringen af stabile sociale relationer, har vi valgt at have fokus på tilknytningens betydning for dannelsen af disse, og for at danne forståelse for hvilke sociale vanskeligheder disse børn har. Vi har valgt at tage udgangspunkt i hvilke metoder vi som pædagoger på døgninstitutionen kan gøre brug af i arbejdet med styrkelsen af de sociale kompetencer, og ikke hvordan f.eks. skolen gør deres arbejde. 4. Metode Som empiri i vores bachelor opgave, har vi valgt at lave et semistruktureret interview, som er en kvalitativ metode. Man forsøger i denne undersøgelsesform, at få nuancerede beskrivelser frem og samtidig forsøger man at sætte sig ind i interviewpersonens livsverden. I det kvalitative interview handler det også om at indhente ufortolkede beskrivelser, derfor har vi også forsøgt i vores interview at få ham til at komme med eksempler om de oplevelser han har haft om emnet, altså hvordan han arbejder med at styrke sociale kompetencer og dannelsen af sociale relationer. Et kvalitativt interview handler ikke om at komme frem til fastlagte kategoriseringer (sådan er det, sådan er det ikke). Dette er også en af grundene til vi har valgt denne form for undersøgelses metode, da vi så på den måde kan bruge vores teoretikere, til at fortolke meningen med hvorfor den interviewede handler og oplever tingende som han gør, og på den måde få endnu større forståelse for emnet og på denne måde lave os nogle hypoteser over hvorfor han handler på netop den måde. - formålet med dette er at få en forståelse for, hvordan han som pædagog arbejder med de sociale kompetencer og relationer i dagligdagen med de anbragte børn på stedet, og hvilke vanskeligheder han ser børnene har på dette område. Vi søger gennem vores interview at forstå interview personens livsverden i forhold til de temaer vi har valgt. Derfor Stillede vi i vores interview indimellem opfølgende spørgsmål på det interviewpersonen sagde, for at vi kunne få interviewpersonens mening og synspunkt så godt belyst som muligt. I et kvalitativt interview er der nogle overordnede spørgsmål, men intervieweren skal også være lydhør og nysgerrig omkring det der bliver sagt. Man kan på denne måde i interviewet undersøge de ting interviewpersonen siger yderligere, ved at stille opfølgende og nysgerrige spørgsmål, også selvom det ikke lige var det man havde i tankerne. Side 6 af 55

7 Vi fandt under vores interview ud af, at vi i starten ikke var helt skarpe nok på hvad vi ville vide, og det blev meget overordnet, men undervejs blev interviewet mere flydende og vi blev mere skarpe i vores spørgsmål og omkring det vi ville vide, hvilket gav et rigtig godt resultat. Vi fik til slut rigtig mange gode eksempler med, som havde stor relevans for det vi gerne ville vide. Vi valgte bevidst at det var Maria der skulle interviewe Peter, da Jette tidligere har været i praktik på Jupitervænget, og derfor havde en relation til ham. Vi mente derfor det var bedst at det var en udefra stående der førte samtalen, så samtalen ikke gik hen og blev indforstået. Under interviewet og især i starten virkede vores interviewperson Peter meget nervøs for at skulle komme med konkrete eksempler. Dette kan have noget at gøre med at han er bange for at bryde sin tavshedspligt. Dette accepterede vi og lod ham vente til han selv viste mere tryghed ved at komme med eksempler. Vi var bevidste om at interviewet skulle foregå lidt som en samtale og forsøgte så vidt muligt at være nysgerrig på Peters udtalelser. 1 Grunden til at vi valgte at interviewe Peter, var fordi vi ville have et billede af hvordan pædagogerne på stedet arbejdede med styrkelsen af de sociale kompetencer og hvor børnene på Jupitervænget havde problemer i forhold til det sociale. Vi havde i starten overvejet at interviewe lederen for børnecenter døgn, men vi mente at en pædagog på "gulvet" var bedre. Dette mente vi da lederen for børnecenter døgn nok ikke ville kunne give os nogle konkrete eksempler, men nok mere overordnede og 2. hånds fortællinger. VI har også valgt at bruge en praksisfortælling fra Jettes 3. praktikperiode. Denne praksisfortælling er også fra Jupitervænget. Vi er i vores arbejde med opgaven bevidste om, at det at vi kun bruger empiri fra samme sted ikke vil give os et bredt billede af hvilke problemer anbragte børn har i forhold til de sociale kompetencer, og hvordan pædagoger på forskellige opvækstmiljøer arbejder med styrkelsen af dette. Dog har vi længere nede i vores opgave en lille praksis fortælling med omkring spejling. Denne praksisfortælling er fra Marias 3. praktikperiode som var på akut døgninstitutionen Nordstjernen. Til at begrebsafklare hvad omsorgssvigt indebærer vil vi tage udgangspunkt i Kari Killéns definition. Til at belyse det normale barns udvikling vil vi anvende Daniel Sterns 1 Kvale: 2004 Side 7 af 55

8 udviklingsmodel. Dette vil vi gøre fordi vi mener det er et godt udgangspunkt til at få øje på hvor vi skal styrke de omsorgssvigtede børn. Herefter vil vi bruge John Bowlby og Mary Ainsworths tilknytningsteori, som vi finder oplagt at bruge, for at se på hvilke konsekvenser det kan få hvis spædbarnet bliver omsorgssvigtet og ikke opnår en ordentlig tilknytning til sin primære omsorgsperson. Vi vil se på mestrings og overlevelsesstrategier som Karri Killén og Jytte Birk Sørensen beskriver. Vi vil også se på Terje Ogdens definition af sociale kompetencer og sociale færdigheder. Vi vil løbende efter hvert afsnit lave en del analyse og diskussion af hvert emne inden for vores teori, hvorefter vi vil lave en sammenfattende analyse og diskussion af alle vores teoretikere. Efterfølgende vil vi lave nogle handleforslag til hvad vi som pædagoger kan gøre for at styrke børnenes sociale kompetencer og færdigheder i nærmiljøet. Vi vil her komme ind på Spejling af Kirstine Christy Lindgaard, S.U.T. Metoden fra børnecenter døgns hjemmeside og vores interview og genogrammer fra en artikel om netværksanbringelser udarbejdet af Peter Brügge, Birgitte R. Lydolf, Annette Bærnholdt, Dorte Broberg, Lone Munksgaard, Sylvia Mortensen og Eva Kloster. Vi vil herefter lave en konklusion hvor vi vil forsøge at svare så grunddigt som muligt på vores problemformulering. Til slut vil vi lave en perspektivering. 5. Begrebsafklaring 5.1. Omsorgssvigt For at forstå hvad omsorgssvigt indebærer har vi valgt at tage udgangspunkt i Kari Killéns definition af omsorgssvigt som lyder således: Med omsorgssvigt forstår vi, at forældre og de personer, der har omsorgen for barnet, påfører det fysisk eller psykisk skade eller forsømmer det så alvorligt, at barnets fysiske og/eller psykiske sundhed og udvikling er i fare. 2 Kari Killén skelner mellem fire former for omsorgssvigt. Disse fire former for omsorgssvigt er henholdsvis vanrøgt, fysiske overgreb, psykiske overgreb og seksuelle overgreb. Dog udelukker disse kategorier ikke gensidigt hinanden, da børn der udsættes for omsorgssvigt ofte udsættes for flere forskellige former for omsorgssvigt på en gang. 3 2 Killén: 2009 S. 32 linje Killén: 2009 Side 8 af 55

9 6. Empiri Vores empiri til opgaven, har vi fra både en praksisfortælling og et interview. Praksisfortællingen kommer fra Jettes 3. praktikperiode, som foregik på Jupitervænget, der er en døgninstitution, også kaldet et opvækstmiljø for anbragte børn. Interviewet foregår med Peter, som er ansat på Jupitervænget. Jupitervænget hører under Børnecenter-døgn i Esbjerg kommune. Et opvækstmiljø som Jupitervænget, er et behandlingshjem for 6 anbragte børn i alderen 6-16 år, og det ligger placeret i et villakvarter. Et opvækstmiljø skal forstås, som et varigt hjem for børn, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme. Dette hjem skal ligne, så meget som muligt, et gennemsnitlig dansk hjem, der indeholder en daglig struktur med skolegang, huslige pligter, fritidsinteresser, traditioner osv. Praksisfortællingen kommer herunder og en transskription af interviewet er vedlagt opgaven som bilag nr Praksisfortælling legeaftale Morten, som jeg vælger at kalde drengen i denne praksisfortælling, er 6 år gammel og går i børnehave. Morten har fået en rigtig god legekammerat i børnehaven, en pige på 5 år. De fungerer super godt sammen, og har nogle rigtige gode lege sammen i børnehaven. Morten omtaler hende som sin lille prinsesse. Han er god til at trøste hende, hvis hun falder og slår sig. Og han kan fortælle mange ting, hvor man kan høre, han har noget empati overfor pigen.en dag da jeg skal hente Morten i børnehaven, kommer begge børn hen til mig med et ønske om en legeaftale. Dette får jeg sat i stand til en lørdag fra hjemme på institutionen, og hvor jeg selv er på arbejde. Morten glæder sig helt vildt, og vi snakker meget med ham på forhånd omkring hvordan sådan en legeaftale skal foregå, og jeg vurderer, han er godt forberedt til denne dag. Pigen bliver afleveret af sin far, som kommer med ind og ser huset, og hilser på begge de voksne, der er på arbejde. Morten hilser pænt pigen velkommen, hvorefter han sætter sig ind til fjernsynet og vil kun se en film. Han er slet ikke interesseret i at lege med pigen, og han vil heller ikke vise hende sit værelse. Pigen har ikke helt ro til at sidde stille foran fjernsynet. Jeg finder noget lego frem og stiller på gulvet i stuen, da jeg ved, at Morten elsker at lege med lego, og er utrolig god til at lege rollelege med legofigurer. Min bagtanke er, at hvis nu jeg leger med pigen, at så vil Morten måske lige så langsomt komme med i legen. Dette sker ikke. Morten bliver siddende foran fjernsynet. Lidt efter kommer Mortens storebror og spørger om han må være med. Jeg lader ham lege med pigen, medens jeg sætter mig i en stol og observerer. Morten bliver stadig siddende foran fjernsynet, og virker slet ikke Side 9 af 55

10 til at lade sig røre af, at hans storebror leger med hans legekammerat. Imens alt dette foregår, har min kollega forberedt en lækker frokost til os alle sammen. Pigen er sulten, og sætter sig glad ud til bordet. Morten kommer også med ud, men nægter at spise noget. Han rejser sig flere gange og går hvileløst rundt. Da min kollega siger til ham i en bestemt tone, at nu skal han blive siddende på sin plads, og tage et stykke brød, bliver Morten vred. Han reagere ved at kaste et glas mælk i gulvet, og løber ind i stuen, hvor han smækker med døren. Han råber at vi skal være stille, så han kan høre fjernsynet, og at han aldrig nogensinde kommer ud i køkkenet igen. Min kollega går efter lidt tid ind til ham, og spejler ham i, at det ikke altid er nemt at have gæster, og tilbyder ham at smøre et stykke brød til, og at han gerne må spise det i stuen. Dette får Morten til at falde til ro, og han spiser sit brød. Efter måltidet, tager min kollega en beslutning om, at de to legekammerater og Mortens storebror skal cykle en tur på multibanen, og at det er en "skal-tur". Dette går rigtig fint, og de hygger sig rigtig meget på denne tur, dog havde der været en lille konflikt, som munder ud i noget jalousi mellem brødrene. Da de kommer hjem, igen tilbyder jeg Morten og pigen, at de må spille sammen på I-paden indtil pigen skal hentes, og dette fungerer rigtig fint, og legeaftalen slutter på en god måde. 7. Daniel Stern Daniel Stern er uddannet psykoanalytiker og arbejder med spædbarnsforskning. I hans forskning har han skabt en udviklingsmodel, som handler om, hvordan barnet oplever sig selv og sin omverden i samspil med andre. Denne model udgør grundlaget for udviklingen og dannelsen af barnets selv. 4 Modellen er ikke bygget op som faser, der har et startpunkt og et slutpunkt, men viser derimod fem områder inden for selvets dannelse som linjer, der fortsætter hele livet igennem. 5 4 Brodin, Marianne og Hylander, Ingrid (1999). Daniel Sterns teori og børns selvudvikling side I: At blive sig selv. Hans Reitzels forlag 5 Guldbrandsen: 2009 Side 10 af 55

11 6 Ovenstående billede viser Sterns udviklingsmodel, og i det følgende afsnit vil dette blive beskrevet nærmere Det emergente selv (0-8 uger) Nyfødte har en medfødt evne til, at danne sig et samlet billede af omverdenen, igennem alle de sanseindtryk de får, og på den måde får de den første selvoplevelse. Allerede meget få dage efter fødslen kan de genkende moderens ansigt. Det kan de gennem den række af sanseindtryk, de får i form af lugt, stemme, bevægelse og den intensitet moderen viser. Barnet har altså en kapacitet til at synkronisere mange sanseindtryk til ét samlet billede, og dette kalder Stern for amodal perception. Et andet begreb Stern bruger i sin beskrivelse af det emergente selv, er vitalitetsaffekter. Dvs. den måde barnet oplever de følelsesmæssige aspekter på i samspillet med sine omsorgspersoner. Det kan f.eks. være, den måde barnet bliver trøstet på og varigheden og intensiteten i dette, eller at det bliver pludret med, når barnet har et behov for dette og igen intensiteten i det. I det hele taget handler det om den måde, omsorgspersonen viser sine følelser overfor barnet, og hvordan denne regulerer disse i forhold til situationen. På denne måde får barnet også en oplevelse af sig selv i dette, og 6 Guldbrandsen: 2009 s. 188 Side 11 af 55

12 erfarer hvordan det skal begå sig i alle de følelsesmæssige aspekter, og det er her omsorgspersonen kan være med til at regulere barnets vitalitetsaffekter Kerneselvet (2-3 mdr.) Barnet har nu nået et stadie, hvor det har fået en bevidsthed om sammenhængen mellem adfærd og den reaktion som det får tilbage fra sine omgivelser. Altså det kan nu bevidst deltage aktivt i samspillet med sine omsorgspersoner. Barnet oplever nu sig selv som aktør i verden. Det bunder i den erfaring, barnet har gennem gentagelser af handlinger, fortaget både af sig selv og andre. Barnet er nu også meget socialt, og lærer hurtigt at kommunikere med sine omgivelser. Man kan føre en dialog med det lille barn. Barnet har fundet ud af, at den anden svarer på f.eks. dens pludren og holder derefter en lille pause, hvorefter barnet så igen svarer tilbage. Ved dette lærer barnet at dets handling i form af pludren, giver en reaktion fra den anden, og efterligner denne reaktion igen ved at svare tilbage, og på denne måde kan man få sat en hel dialog i gang med barnet. Det efterligner også smil og andre ansigtsudtryk, og lærer reaktionen at kende på de forskellige udtryk, samtidig med at det lærer følelsen at kende, der er forbundet med disse forskellige udtryk. Disse erfaringer bliver, hos barnet, generaliserende og danner en række indre repræsentationer, som Stern kalder for en RIG (Representation of Interactions that have been Generalized). Altså, repræsentationer af interaktioner som er blevet generaliseret. Det betyder, at barnet har lagret i sin hukommelse, at når det handler på en bestemt måde over for sin omsorgsperson, får det en bestemt reaktion tilbage. Det vil med andre ord sige, at det i store træk er i denne udviklingslinje, barnet lærer en måde at være sammen med andre på, gennem dannelsen af dets RIG'er Det subjektive selv (7-9 mdr) Nu hvor barnet er omkring et halvt års tid gammelt, har det udvidet sin kommunikationskompetence, til ikke længere kun at være imellem omsorgsperson og barnet selv. Det kan nu inddrage ydre genstande i denne kommunikation, og være sammen med omsorgspersonen om noget tredje. F.eks. når det peger på noget og viser sin nysgerrighed, og dialogen mellem barn og den anden handler om den tredje genstand. Barnet udvikler her også evnen til at se sig selv udefra i denne sammenhæng mellem dialog og genstand, og kan se hvilken effekt genstanden har i dialogen. Ved hjælp af affektiv afstemning fra 7 Guldbrandsen: Guldbrandsen: 2009 Side 12 af 55

13 omsorgspersonens side, bliver barnets nysgerrighed også udviklet. Det gør den fordi, omsorgspersonen viser barnet interesse i at deltage i dialogen om det tredje, og der er en intensitet i denne dialog, men hvor det nonverbale er det centrale, altså de fysiske udtryk. Et eksempel kan være, hvis barnet peger på en fugl, og omsorgspersonen udbryder med glæde og smil, samtidig med der bliver peget i samme retning som barnet "jaa der er en fugl lige der". Med denne afstemning tilbage fra omsorgspersonen, lærer barnet at dele følelser med andre, og igen den vej lærer barnet at have empati med andre, samtidig får det også en nonverbal information, om hvad der er farligt, og hvad der er trygt. Barnet oplever nu sig selv som en del af den verden, der omgiver den, og er kommet videre fra, at det selv er verdenen. Selektiv afstemning er ifølge Stern, at omsorgspersonen har et valg, i hvordan det vil afstemme barnets følelser, dog behøver det ikke at være et bevidst valg omsorgspersonen tager. Men disse bevidste valg i hvordan barnets følelser bliver afstemt, har en stor betydning for, hvordan barnet senere hen vil vise sine følelser. Det lærer ret hurtigt hvilke følelser, det kan vise og hvilke det ikke kan Det verbale selv (15 mdr.) På dette tidspunkt i barnets liv, er det begyndt at udvikle et verbalt sprog. Her åbnes en helt ny verden for barnet. Det har lært den følelsesmæssige kommunikation, men kan nu også begynde at sætte ord på disse følelser og kommunikere i en sammenhæng med både ord, følelser og symboler. Det er med til at udvikle barnets fantasi og evnen til at lege. Det er altså med til at skabe nye former for relationer. Barnet kan begynde at genfortælle oplevelser, det har haft, dog med en fare for at blive misforstået, så den sprogligt mere erfarne person får oplevelsen gjort usand, og barnets erindring om oplevelsen bliver manipuleret. Dette kan resultere i, at der bliver skabt en afstand mellem den interpersonelle oplevelse og præsentationen, og på den måde skabe et "falsk selv" hos barnet. Dvs. at barnets sproglige evner endnu ikke er udviklet nok til at beskrive de følelsesmæssige aspekter i oplevelsen, og netop disse kan så blive enten underkendt eller overkendt, hvorved det skaber en forvirring for barnet i dets evne til at dele følelser med andre Guldbrandsen: Guldbrandsen: 2009 Side 13 af 55

14 7.5. Det narrative selv (30-36 mdr.) Barnets sproglige evner har nu udviklet sig så meget, at det kan begynde at fortælle om sig selv, og om de følelser det har i forbindelse med oplevelser. Det kan nu skabe sammenhængen mellem alt det følelsesmæssige og det verbale, og derved skaber det en evne til at forstå andres følelser og intentioner i deres handlinger. Barnet skaber historier med både sig selv og andre som aktører i historien, hvor det fortolker psykologisk på handlingerne i historien. 11 "Stern understreger, at den historiefortællende eller narrative form er en identitetsskabende proces, idet den giver form og substans til det store spørgsmål: 'hvem er jeg i en verden sammen med andre?' Delanalyse og diskussion af Stern I interviewet med Peter fra Jupitervænget, har Peter forklaret at de generelt står med børn, som har svært ved at mærke og føle dem selv, samt at kunne se dem selv i en sammenhæng. "Det der med at mærke og føle sig selv, se sig selv i en sammenhæng, det kan være rigtig svært." 13 I følge Stern, så er det allerede inden for barnets første leveår, det udvikler denne evne, igennem omsorgspersonens måde at regulere barnets vitalitetsaffekter på. Når så omsorgspersonen ikke har formået at være tilstrækkelig til rådighed for barnet, så er det at børnene får svært ved at mærke sig selv, og se sig selv i en sammenhæng med andre. "Generelt for dem alle sammen så det der med at aflæse kropssprog, det kan være rigtig svært. Følelser og ironi, humor generelt,..." 14 Dvs. at det er ikke kun dem selv, de har svært at mærke, de har også svært ved at mærke andre. Man kan samtidig også forstille sig, at når den følelsesmæssige udvikling ikke er på plads, så vil den sproglige udvikling heller ikke være på plads, og det kan derfor også være svært for dem at sætte ord på deres frustrationer og stille forståelige spørgsmål til, hvad de har af oplevelser i deres kommunikation med andre. Peter siger også at disse børn er bagud på point i forhold til deres jævnaldrene "hvorimod de på rigtig mange andre parametre har været bagud på point, i den forstand, jamen de ikke er blevet set, hørt og forstået. De er ikke blevet stimuleret i tilpas omfang, så der er nogle børn vi skal helt ned og hente i 3-års alderen, på trods af de er 12 i nogle henseender." 15 Ved at 11 Guldbrandsen: Guldbransen: 2009 s. 200 linje bilag 2, s.15 linje bilag 2, s.15 linje bilag 2, s.12 linje Side 14 af 55

15 bruge Sterns udviklingsmodel til at belyse det ovenstående citat med, så er det tydeligt at udviklingen foregår i linjer og ikke i faser, der bliver afsluttet. Børnene som Peter fortæller om er blevet understimuleret på nogle af punkterne, og da linjerne kører sideløbende med hinanden livet igennem, vil det derfor også komme til syne at børnene ikke er i balance i deres udvikling. På nogle områder vil de reagere med en adfærd som en 3-årig og på andre områder som en lille voksen. Og som Peter også siger, så er det pædagogens ansvar at hente barnet nede i 3-års alderen. Hvilket er tegn på at vi kan gå tilbage i linjerne da de jo ikke er afsluttende faser, og på den måde stimulere børnene på de linjer de befinder sig på inden for hvert område. Peter beskriver bl.a. også at det at lege en leg med et andet barn kan være svært. "I forhold til det at lege, jamen det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad er rammen for den leg vi skal i gang med. Hvad er fantasi, hvad er virkelighed, hvor er grænserne overfor modparten i den leg vi leger, det kan være rigtig svært og finde de der balancegange som jo er meget svævende. Og der opleves det at de ofte kan få problemer." 16 Igen kan vi se, at de ikke er blevet stimuleret nok i deres udvikling. Barnets evne til at skelne mellem fantasi og virkelighed, samtidig med at det har en oplevelse af sig selv som aktør i verden, bliver udviklet sammen deres sproglige egenskaber altså i udviklingslinjen, det narrative selv. I interviewet med Peter hører vi også om situationer, hvor børnene med åbne arme tager imod alle voksne på Jupitervænget også dem de ikke kender f.eks. nye vikarer. "Fordi der er også nogen af børnene de vader ind i folk med træsko på, og har ikke filteret. Fordi at jamen de har fundet tryghed, de ved jamen, her på Jupitervænget det er mit hjem. Dem der kommer her de vil mig det godt alle sammen." 17 Dette tyder på at, børnene har dannet sig en RIG ud fra en erfaring at alle voksne omkring deres anbringelse vil dem noget godt, i hvert fald alle dem som har skulle tage sig af den daglige omsorg. Det, syntes vi på en måde, er meget godt, at børnene viser pædagogerne tillid, og at det ikke er et problem at anvende vikarer. Men et sundhedstegn fra et barn ville dog være, at de ville udvise en vis form for påpasselighed overfor fremmede. Inden for institutionens rammer kan vi også næsten med sikkerhed påstå, at alle voksne vil dem det godt, men desværre ser verden udenfor ikke helt ligesådan ud, og hvis børnene stoler blindt på alle voksne mennesker, kan de risikere at komme i farlige situationer og igen blive udsat for overgreb eller lignende. Samtidig kommer børnene også ubevidst til at overskride andres grænser ved ikke at have det filter der gør at 16 bilag 2, s.13 linje 27 - s. 14 linje 2 17 bilag 2. s.6 linje Side 15 af 55

16 man er i stand til at vurdere hvor tæt man kan være med andre mennesker, som man ikke har en relation til. 9. John Bowlby og Mary Ainsworth Tilknytningsteori Tilknytning er de nære følelsesmæssige bånd et individ har til et andet. Den første tilknytning er mellem det nyfødte barn og dets primære omsorgsperson, altså moderen. Denne tilknytning er den der danner barnets personlighed og dets indre mentale strukturer og er grundstenene til barnets senere måde at kommunikere med omverdenen på. 18 Det er igennem tilknytningsadfærden barnet skaber den tætte relation til sin omsorgsperson. Man ser adfærden tydeligt når barnet eksempelvis er træt, sulten eller utilpas af en eller anden årsag. Barnet udviser en tryghed i moderens tilstedeværelse og handlinger, det ved altså at hun er der til at afhjælpe et evt. problem, og hun kan give barnet den form for nærvær det har behov for. Igennem tilknytningsadfærden danner barnet indre repræsentationer af interaktionen med sin primære omsorgsperson og den vej videre udvikler en varig og stabil relation. Barnets og moderens tætte relation betyder at barnet har en sikker base til at udvikle sig ud fra. I takt med at barnet udvikler sin tilknytning danner det sig nogle indre arbejdsmodeller. Disse indre arbejdsmodeller er skabt ud fra barnets følelsesmæssige erfaringer, og det er modellerne der bestemmer barnets forventninger til sin omverden og giver barnet de redskaber det skal bruge for at kunne planlægge sine egne handlinger. Det er også de indre arbejdsmodeller der bestemmer hvem der er tilknytningspersoner, og hvad barnet kan forvente af disse. Hvis barnets tilknytningsadfærd ofte bliver afvist eller negligeres af omsorgspersonen, vil barnet udvikle selvet i en negativ retning. Dvs. at barnet får en følelse af ikke at være værdig til omsorg fra tilknytningspersonen, hvor konsekvensen kan være at det stopper med at søge trøst og omsorg. Omvendt kan en overdreven omsorg også være med til at give barnet et lavt selvværd. Et eksempel kan være at det lille barn ikke får lov til selv at drikke af koppen, med beskeden om at det ikke kan finde ud af det, fordi det spilder. Det kan også være hvis omsorgspersonen vogter for over barnet, så det bliver til omklamring. Barnet kan som konsekvens af dette have svært ved at skelne mellem farlige og trygge situationer, og tør ikke selv udforske sine omgivelser. 19 Bowlby har hentet inspiration fra Mary Ainsworths studier omkring forskellige tilknytningstyper, til at forstå børns udvikling og adfærd, ud fra 18 Hart og Swartz: Broberg: 2008 Side 16 af 55

17 hvilken form for tilknytning de har haft til deres primære omsorgsperson. Det startede med tre tilknytningstyper, et trygt og to utrygge. Den trygge tilknytningstype er den hvor barnet har en sikker base i sin omsorgsperson og man gennem tilknytningsadfærden kan se at barnet har fuld adgang til omsorgspersonen nærvær og selv beder om omsorgen ved behov. De to utrygge kalder Ainsworth henholdsvis for den ængstelige - undgående tilknytning og den ængstelige - modstræbende tilknytning 20. Den ængstelig - undgående tilknytning viser sig ved at barnet ikke søger trøst og undlader at vise sine behov. Disse børn med dette tilknytningsmønster kommer ofte fra hjem, med forældre der ikke har været emotionelt til rådighed over for barnet. ved den ængstelige - modstræbende tilknytning, også kaldet den ambivalente, viser barnet en adfærd hvor det aldrig er i ro i forhold til at orientere omkring sin omsorgsperson. Det søger konstant nærvær, men uden at blive tilfredsstillet og har utrolig svært ved at kontrollere sine følelser. Omsorgspersonerne til dette barn er ustabile i deres rådighed over for barnet. Det ene øjeblik er de fuldt til stede, og næste øjeblik er de afvisende. Altså barnet ved aldrig hvor det har sin omsorgsperson henne. Udover de tre ovenstående mønstre kom man frem til et fjerde mønster der betegnes som det desorganiserede mønster. Det adskiller sig fra de andre tre ved, at der ikke er noget mønster i barnets adfærd. Barnets adfærd er uforudsigeligt og barnet har ikke nogle stabile indre arbejdsmodeller. Dette mønster udspringer fra forældre med uforudsigelig adfærd. Barnet har ikke kunne forudsige forældrenes handlinger. Forældrene har ofte selv været udsat for svær omsorgsvigt i form af fysisk mishandling og yder den samme omsorgsvigt mod deres børn Delanalyse og Diskussion Bowlby og Ainsworth I praksisfortællingen om Morten ser vi en dreng, der ikke har de redskaber der skal til for at planlægge sine egne handlinger. Det ser vi i det faktum at han virker til at fungere fint i børnehaven sammen med pigen, men kan ikke overskue at lege med hende hjemme hos sig selv. I børnehaven er der fastlagt en struktur omkring hvordan man leger og hvad man leger, men hjemme i hjemmet er strukturen væk, og det er en ny situation for drengen. Ifølge Bowlby danner barnet sine følelsesmæssige erfaringer gennem sin tilknytning til moderen. Gennem disse følelsesmæssige erfaringer opbygger barnet sine indre arbejdsmodeller, hvilket giver barnet de redskaber der skal til, for at kunne planlægge sine egne handlinger. Det vil 20 Hart og Swartz: Hart og Swartz: 2008 Side 17 af 55

18 altså sige at hvis barnet har et trygt tilknytningsmønster vil det sagtens kunne lege med et andet barn uanset hvilken arena det befinder sig på, og vil ikke have det samme behov for udefra styring. Vi ser i praksisfortællingen at det fungerer fint for Morten, da de cykler en tur på multibanen. Her er strukturen også sat for Morten udefra, og det er ikke længere ham der skal være med til at planlægge legen. I interviewet med Peter fra Jupitervænget kommer Peter med et lignende eksempel: "Haft nogle fantastiske rollelege, og er beskrevet som velfungerende social, men med det samme vi så tager initiativ til at invitere de her kammerater ind eller hjem til leg, jamen så oplever v noget helt andet. Der er det ikke så nemt at finde ud af, for nu er jeg lige pludselig på hjemmebane. Hvordan er det man leger, er det mig der bestemmer det hele og hvad er tidsrammerne. Der har vi været helt nede og starte i at, jamen en times tide det er nok til en legeaftale, fordi at barnet ikke har kunnet overkomme mere." 22 Dette tyder igen på utrygt tilknytningsmønster, da barnet har et stort behov for struktur og faste rammer at bevæge sig ud fra. Hvis vi skal kategorisere Morten i hvilken tilknytningstype han har, så vil vi sige den desorganiserede. Han reagerer både ved at trække sig tilbage og være indelukket, men senere reagerer han ved at blive vred og kaster med sit glas. Og som beskrevet i praksisfortællingen, så var det forud for legeaftalen vurderet at Morten var godt forberedt til dagen, og Morten glædede sig også, så hele situationen kom uventet. Det vil altså sige at hele hans adfærd er meget uforudsigelig, og hans indre arbejdsmodeller er langt fra stabile. Ifølge Peter fra Jupiter så lyder det næsten generelt at børnene på Jupiter ikke har nogle stabile indre arbejdsmodeller "Hvorimod skal man indgå i en diskussion, så skal man være godt klædt på, fordi at de har argumenterne og forsvarsmekanismerne parate. Så du skal hele tiden være indstillet på, jamen hvad næste træk det bliver, det er uforudsigeligt." 23 Peter fortæller flere gange i interviewet uden at gå i detaljer, at de har med børn at gøre på Jupiter, som kommer fra meget forskellige former for omsorgsvigt, og generelt så er de alle skadede på deres udvikling og har alle problemer i forhold til tilknytning. I forhold til nærmiljøet på Jupiter, så kan vi høre i interviewet at de gør en del ud af børn, forældre, lærere og pædagoger ude i nærmiljøet får lov til at komme ind og se og høre om hvad Jupitervænget er for en form for institution. Hvis vi tager børnene ud i nærmiljøet, så formoder vi at langt de fleste af disse børn har et trygt tilknytningsmønster, og at de derfor har gjort sig nogle skeptiske forestillinger om hvad et børnehjem er. De stiller 22 bilag 2, s. 11 linje bilag 2, s. 12 linje Side 18 af 55

19 spørgsmålstegn til det ukendte, hvilket er et godt tegn. "Når børnene de har gået hjem og sagt, vi har fået en, der ikke bor hos sin mor og far, så har forældrene også haft svært ved det der med, hvad er det reelt vi har med at gøre. Der har været skrækhistorier om at det er børn der bor på en sovesal og jamen uvidenhed, som vi har meget for at afmystificeret." Mestrings- og overlevelsesstrategier Når et barn bliver udsat for diverse former for omsorgssvigt udvikler barnet nogle mestrings og overlevelsesstrategier, som hjælper barnet igennem det kaos barnet oplever. Disse vil vi nu komme nærmere ind på. "Mestringsstrategier vil sige, at barnet udvikler forskellige måder at problemløse på i vanskelige situationer, og overlevelsesstrategier handler om et forsøg på at opnå beskyttelse, når livet bliver for smertefuldt, og angst og kaos truer med at underminere selvet" 25 Når børn udsættes for omsorgssvigt af den ene eller anden type så forsøger jeg'et at beskytte sig mod den magtesløshed og angst barnet oplever. Barnet bruger rigtig meget energi på at mestre og beherske den situation de befinder sig i. Måden deres strategier kommer til udtryk på, afhænger af både den alder de har haft, hvor omsorgssvigtet finder sted, men også i meget høj grad af hvordan deres tilknytning til deres primæromsorgspersoner er, eller om de har nogle andre meget tætte tilknyttede relationer. Et eksempel på en overlevelsesmekanisme er f.eks. at nogle børn bliver en "lille voksen" meget tidligt og ikke får lov til at være barn. Dette sker ifølge af, at barnet er nødt til at klare sig selv og lærer derfor i en meget tidlig alder selv at gå, finde mad og klæde sig på, da de er nødt til det for at overleve. De børn der hurtigt lærer disse ting har som oftest en relation uden for familien som har været udviklingsskabende for barnet. Det overdreven tilpassede barn forsøger at skjule hvor dårligt det har det og deres overlevelsesmekanismer går ud på at barnet forsøger at lave afledningsmanøvre i ukontrollerede situationer eller direkte fremprovokere en træls situation, så det uforudsigelige bliver forudsigeligt for barnet. Disse børn vil også i mange tilfælde lave en rolleombytning hvor barnet går ind og påtager sig omsorgsrollen for f.eks. deres mor. De holder deres følelser tilbage og sætter deres egne behov til side for at tilfredsstille f.eks. deres mor, og barnet viser en adfærd der er langt mere fremmelig, end hvad man ellers ville forvente af et barn i den 24 bilag 2, s. 9 linje 28 - s.10 linje 3 25 Sørensen: 2007 S. 60 linje 4-7 Side 19 af 55

20 pågældende alder. Denne overlevelsesmekanismer er en måde hvorpå barnet igen kan undgå de ukontrollerede situationer. En anden overlevelsesstrategi er den udagerende. Denne overlevelsesstrategi kommer til udtryk ved vrede, aggressioner og destruktiv adfærd. Det er også denne overlevelsesstrategi der kommer mest til syne og nemmest opdages. Disse børn har svært ved at læse andre børn og voksnes signaler, hvilket gør at barnet ofte tillægger dem truende adfærd og reagerer på dette ved at angribe for at beskytte sig selv. Disse børn fylder meget i en institution, skole og i nabolaget, da de ofte ødelægger legen eller læringssituationen for de andre børn ved at skabe uro, være destruktive og aggressive i deres adfærd. 26 andre måder at overleve på for disse omsorgssvigtede børn, kan være isolation fra sociale aktiviteter. Der er også børn uden filter for hvordan man er sammen med andre på, hvor de hungrer efter omsorg og opmærksomhed og forsøger helt ukritisk at få det fra alle mennesker, selv vildt fremmede personer. 27 Fælles for disse overlevelsesstrategier, er at børnene lige meget hvilken strategi de bruger, har samme følelser af angst, skyldfølelse, forvirring, aggression, tomhed og hjælpeløshed. Disse strategier er barnets måde at forsvare sig mod egne følelser og mod omverdenen, da de oplever at have en vis kontrol over sin egen situation. Børn der udsættes for omsorgssvigt vil også i høj graf have svært ved at etablere og vedligeholde gensidige og positive relationer til andre og de vil derfor som tidligere beskrevet ofte isolere sig fra det sociale fællesskab Del analyse og diskussion i forhold til mestrings- og overlevelsesstrategier De børn der bliver anbragt på døgninstitution Jupitervænget, er børn der kommer fra mange forskellige hjem. Som Peter beskriver det i vores interview: "Vi har en bred palet af skadede børn, som vi plejer at sige, så er det som sådan ikke børnene der er noget galt med, det er børn af umulige forældre der har nogle forskellige problematikker..." 29 Som vi forstår det, har børnene der bliver anbragt på Jupitervænget altså været udsat for flere forskellige typer af omsorgssvigt. Peter giver også udtryk for, at det ikke er børnene der er noget galt med, men at 26 Killén: Killén: Killén: Bilag 2, s. 5 linje Side 20 af 55

21 det er forældrene til børnene der har diverse problematikker. De børn der bor på Jupitervænget har forskellige overlevelses og mestringsstrategier, da de kommer fra forskellige hjem med forskellige former for omsorgssvigt. Peter beskriver i interviewet hvordan nogle børn "vader ind i folk med træsko på, og har ikke filtret" 30 Han beskriver dette som værende fordi de enten vil opnå et eller andet fra personen, eller fordi barnet har fundet tryghed ved at Jupitervænget er deres hjem. Hvis vi tager vores teori omkring overlevelses og mestringsstrategier kan vi diskutere om det er fordi at de har fundet tryghed ved at Jupiter er deres hjem, eller om det simpelthen er fordi de hungrer efter omsorg og tryghed. En omsorg og tryghed de har været i mangel af på hjemmefronten. De hungrer efter at få noget opmærksomhed og ved måske at man ved at reagere sådan kan få den opmærksomhed man ønsker. Dog skal vi som pædagoger hele tiden være bevidste om, at det er os der sætter de etiske grænser for hvad der er okay og ikke okay, da børnene ikke selv kan sætte grænser for sig selv. Det har aldrig lært hvad der er trygt og hvad der er farligt. Som Peter beskriver det i interviewet omkring en badesituation: "...er det okay at en vikar på første dag skal ud og hjælpe dig, det er det faktisk ikke..." 31 Peter siger også: "Det er derfor os som personale, der er med til at give børnene nogle normative værdier med i forhold til, hvad skal jeg være åben overfor og hvad skal jeg være lidt mere påpasselig overfor" 32. Peter beskriver også hvordan nogle af de børn der bor på Jupitervænget er utrolig gode til at tilpasse sig f.eks. en ny skole, men at de har været rigtig meget på overarbejde i deres mestring af dette. Peter beskriver også hvordan mange af børnene også har skullet agere små voksne "...der har de jo tit og ofte været de små voksne og fået hjemmet til at fungere. Ud ad til har de fingeret normalt som man så vil sige. Men det er fordi de har været uendeligt meget på overarbejde. De har ikke haft den tid og plads til at være børn, som de her børn har behov for" 33. Denne form for adfærd ses typisk ved den overdreven tilpassede overlevelsesstrategi. Barnet har altså fundet ud af at det virker at holde sine egne følelser og ønsker tilbage for at behage den voksne. Peter beskriver hvordan barnet især mestre at være i skolen og at man oftest ser deres frustrationer og overlevelsesstrategier i hjemmet "...Børnene formår at være på oppe i skolen og præstere deroppe og så kommer reaktionen gerne i hjemmet, altså herhjemme på Jupitervænget hvor 30 bilag 2, s. 6 linje bilag 2, s. 6 linje bilag 2, s. 6 linje bilag 2, s 8 linje Side 21 af 55

22 det trygge og det kendte er til stede" 34 "Det kan være udad reagerende, det kan være indelukkethed, vi ser et bredt spekter. Det kan være psykosomatisk i form af, i forhold til overførsler af mavesmerter, uduelighed, rigid adfærd..." 35. Altså børnene vil som oftest gøre brug af deres mestringsstrategier i skolen, hvor de så vidt det er muligt forsøger at tilpasse sig de voksnes krav, men når de først kommer hjem har de været så meget på overarbejde da de ikke ved hvor de har de voksne og de andre børn på skolen, og derfor tilpasser sig efter hvad de tror der bliver forventet af dem. Men når de så kommer hjem til de trygge omgivelser hvor de kender pædagogerne, har de mulighed for at afreagere eller lukke af for deres følelser. I forhold til vores praksisfortælling kan vi se at Morten også benytter sig af mestrings og overlevelsesstrategier. Morten fungerer rigtig godt med pigen i børnehaven, fordi der er struktur omkring ham og han kan føle sig tryg i den struktur. Da Morten pludselig skal finde ud af at lege med pigen hjemme på Jupitervænget bliver det rigtig svært for ham at finde ud af hvordan man skal opføre sig. Dette tror vi er fordi at det fremkalder en angst og forvirring omkring den nye arena og legesituationer, hvilket føre til at Morten trækker sig og faktisk slet ikke viser interesse for legekammeraten. Dette er Mortens måde at takle den ukontrollerede situation og han vælger simpelthen at isolere sig fra den sociale kontakt med pigen. Men da en kollega vælger at Morten og legekammeraten skal med ud og cykle, og at det er en "skal tur" vender Morten rundt og det går rigtig fint mellem dem igen. Dette mener vi er fordi Morten her får lagt en struktur omkring hvad der skal ske, hvilket er rigtig vigtigt for at modvirke den angst der opstår i ham, når han føler at en situation er ude af kontrol. 13. Social kompetence sociale færdighedsdimensioner Ogden har belyst Gresham og Elliotts forsøg på at skelne mellem social kompetence og sociale færdigheder. Dette skelner de mellem på følgende måde: "Social kompetence defineres som et evaluerende begreb, baseret på vurderinger af, at personen har udført noget på en adækvat måde og sociale færdigheder som specifik adfærd, som et individ udviser for at udføre en opgave kompetent" bilag 2, s. 9 linje bilag 2, s.9 linje Ogden: 2004, s.224 linje 9-12 Side 22 af 55

23 De sociale færdigheder er altså den adfærd barnet udviser i bestemte situationer i forhold til, f.eks. at dele med andre, etablere sociale kontakter mm.. At de kan indgå i samspil med andre uden at komme i konflikter. De sociale færdigheder er delkomponenter i den social kompetence. Der er fem sociale færdighedsdimensioner, som er vigtigt i forhold til at udvikle social kompetence. disse fem færdighedsdimensioner dækker de vigtigste grupper af sociale færdigheder, som børn benytter sig af i mødet med andre. Disse fem er empati, samarbejde, selvhævdelse, selvkontrol og ansvarlighed. Disse fem vil vi uddybe nedenfor Empati "Empati er at udvise omtanke og have respekt for andres følelser og synspunkter." 38 Empati er altså evnen til at kunne leve sig ind i, hvordan andre har det og at kunne se noget fra en andens synspunkt. Det handler om at kunne tage hensyn til andre og give plads til andres problemer. Empati viser sig også i ros og i anerkendelse af andre og når man evner at sætte ord på egne og andres følelser. Når f.eks. et barn giver udtryk for at være glad, fordi et andet barn er glad, eller ked af det hvis et andet barn har det dårligt. Empati er vigtig i forhold til at danne gode venskaber og relationer til andre. De gode og forpligtende venskaber kendetegnes, ved at man kan leve sig ind i og forstå den andens livsverden. Empati handler om at være opmærksom på den anden og det kommer til udtryk gennem respekt og omtanke for andres holdninger, synspunkter og følelser. Et ord der er beslægtet med empati er social sensitivitet som dækker over en række færdigheder som handler om at kunne læse og fortolke de sociale signaler andre viser i deres adfærd. At man er opmærksom på sociale regler og gruppenormer, og at man kan påtage sig forskellige roller alt efter hvilket miljø man befinder sig i Samarbejde "Samarbejde omfatter at dele med andre, hjælpe andre samt følge regler og beskeder." Ogden: Ogden: 2004 S. 227 linje Ogden: Ogden: 2004 S. 228 linje Side 23 af 55

24 Det er vigtigt at kunne samarbejde, da vi igennem livet skal arbejde sammen i mange forskellige sammenhænge. Barnet skal kunne samarbejde med både børn og voksne. Samarbejdsfærdigheder skal især bruges i skolen, da man her ofte bliver sat sammen til gruppearbejde og projektarbejde for at træne evnen til at samarbejde. Samarbejde i forhold til de voksne handler om at barnet kan følge de beskeder der bliver givet, og følge de regler der er derhjemme og i skolen, altså kort sagt handler det om lydighed. Derfor vil et barn der har svært ved at samarbejde ofte få et meget konfliktfyldt samspil med de voksne omkring dem. Samarbejde med andre børn handler om at give plads til forskellige meninger og holdninger og kunne gå på kompromis Selvhævdelse "Selvhævdelse omfatter at bede andre om information, præsentere sig samt reagere på andres handlinger" 42 Selvhævdelse handler om at børnene har evnen til at give udtryk for sine meninger og standpunkter også selvom de har andre meninger end de andre børn har. Det handler om at børnene kan tage initiativ til social kontakt til de andre børn, ved f.eks. at invitere andre til leg eller uopfodret deltage i gruppeaktiviteter. Det handler om at have let ved at danne venskaber og at kunne omtale sig selv positivt. Selvhævdelse handler også om at man tør sige fra hvis man føler sig uretfærdigt behandlet, eller hvis man synes der er nogle krav der ikke er retfærdige. manglende selvhævdelse kan føre til social isolation og tilbagetrækning fra fællesskabet, da man så ikke har troen på egne holdninger og meninger. Man kan også hævde sig selv på en negativ måde, dette ses ofte ved at de er opmærksomhedskrævende, dominerende og konfronterende i deres adfærd. Men når vi taler selvhævdelse i forbindelse med sociale færdigheder skal det forstås som adfærd der vurderes positivt af andre. Det er altså at børnene skaber gode relationer med de andre børn og invitere dem til lege og fællesskaber. Disse børn kan sige fra og lader sig ikke udnytte af andre børn, hvis de andre børn f.eks. laver noget som det pågældende barn mener er forkert Ogden: Ogden: 2004 S. 228 Linje Ogden: 2004 Side 24 af 55

25 selvkontrol "selvkontrol handler om at kunne vente på sin tur, indgå kompromisser og reagere hensigtsmæssigt på drilleri" 44 Selvkontrol er altså barnets evne til at kunne kontrollere og være bevidst om egne følelser i situationer hvor barnet udsættes for fristelser, frustrationer og eller nederlag. Det kan være rigtig svært at tabe i et spil og man kan blive rigtig vred. Men har man selvkontrol har man evnen til at kunne regulere sine følelser og tilpasse sin adfærd til den specifikke situation. Altså hvis man taber i spil og bliver vred kaster man ikke rundt med tingene, men holder følelsen tilbage og vælger måske bare at gå. barnet kan altså regulere forholdet mellem følelser og adfærd. Dette gøres ved at barnet kontrollere sin impulsivitet og tænker sig om før det handler på denne. Det handler også, som der står ovenover, om at kunne vente på tur, være villig til at indgå kompromisser og kunne indrømme at man tog fejl, eller kunne sætte sine egne følelser til side og acceptere flertalsbeslutninger, altså impulskontrol. Dog skal man ikke se selvkontrol som en evne til at undertrykke eller tilbageholde sine følelser. Man skal nærmere se det som en evne til at styre hvornår og hvordan følelserne skal udtrykkes. Børn med manglende selvkontrol ses ofte som udagerende, da de ikke har denne impulskontrol og derfor ikke kan regulere sine følelser på situationstilpassede måder Ansvarlighed "Ansvarlighed handler om at kunne kommunikere med voksne og vise respekt for ejendele og arbejde" 46 Ansvarlighed er evnen til at kunne passe på sine egne og andres ting. At man ikke ødelægger dem eller beskadiger dem med vilje. For at barnet skal få mulighed for at udvise ansvarlig adfærd, er det vigtigt at den voksne har tillid til barnet. Dette kan gøres ved at barnet for lov til at organisere sin egen tid, lave legeaftaler og tage ansvar for de ting de gerne vil. Hvis ikke den voksne giver barnet mulighed for at få ansvar i forskellige ting, såsom at planlægge legeaftaler osv. så vil barnet få meget få muligheder for at udvikle ansvarlighed, da det så aldrig vil opleve hvad det vil sige at tage ansvar for egne handlinger og hvilke konsekvenser 44 Ogden: 2004 S. 229 Linje Ogden: Ogden: 2004 S. 230 linje Side 25 af 55