Rejsebrev 1 Changzhou, Kina

Transkript

1 Rejsebrev 1 Changzhou, Kina Studerendes navn: Studienummer: .: Praktikperiode: 2. el. 3. Praktik fra til: dd.mm.år: Institutionens navn: Line Bragenholt HS12010 linebragenholt@hotmail.com 3. praktikperiode Dadi Kindergarten Institutionens adresse: Institutionens kontakt e- mail og evt. www: Institutions type: Dag institution: x Døgninstitution: Målgruppe og aldersgruppe: Børn/unge: x Mennesker med sociale problemer: Mennesker med nedsat

2 funktionsevne: Ansatte antal og uddannelsesmæssige baggrund: Fysiske rammer: Åbningstider: Alder: 4-5 år Alder: Alder: Jeg ved ikke hvor mange der er ansat. Der arbejder to i hver klasse, som består af 25 elever. Der er ni klasser på skolen. Underviserne er uddannet preschool-teachers. Foruden dem, er der rengøring, køkkenpersonale, sundhedspersonale samt en daglig leder og en rektor. Børnehaven består af én stor bygning i tre etager. Der er tre klasser på hver etage. Klasseværelserne forekommer, ved første øjekast, virkeligt æstetiske. Børnenes tegninger og andre værker hænger overalt. Der er to skolegårde. En stor og en lille. Der er lagt gummi overalt på fliserne, for at beskytte børnene bedst muligt. Legepladserne er i farverigt plastisk, og forestiller forskellige dyr. Der er masser af beplantning, med alt fra buske og træer, til blomster og krydderurter. Der er et to meter højt hegn hele vejen omkring børnehaven, og der står to vagter foran indgangen. Børnehaven åbner klokken otte, og børnene har fri 16:40. Det er dog muligt at hente sine børn klokken 15:40 og klokken 16 også. Fredag lukker børnehaven 15:40. Børnehaven fungerer også som døgninstitution, og der er således muligt at have børnene til at bo på skolen. Den mest anvendte løsning er, at børnene bor på skolen mandag-fredag, og så er hjemme ved forældrene i weekenden. I min klasse er der ét barn der bor på skolen i hverdagen.

3 Velkommen til Kina Jeg har nu været i Kina i halvanden måned, og er dermed 1/3 igennem mit ophold herovre. Kina har allerede nu budt på mange skøre, anderledes, og spændende oplevelser. Vi er på nuværende tidspunkt fem danske studerende, og i aften kommer der endnu en. Vi laver forskellige ting sammen i weekenderne, og det har været trygt og rart, at der allerede var to danskere hernede, da vi ankom. De har været gode til at vise os rundt, og fortælle do s and dont s. Vi var her i lidt under en uge, før vi mødte de andre danskere, så det betød, at vi til at starte med, var overladt til os selv. Og selvom det er dejligt, at være under nogens vingefang, så kan jeg godt anbefale, at man gør sig sine egne erfaringer først. Vi undersøgte byen, sprang for livet i trafikken, og spiste underligt mad. Det, der til at starte med, virkede fuldstændigt uoverskueligt, og som ét stort kaos, er med tiden blevet en del af vores egen hverdag. Uden vi selv har været opmærksomme på det. Vi har sagt ting som jeg kunne godt tænke mig ar komme på ferie, eller det her er næsten som at være syd på. Vi er altså allerede blevet en del af den kinesiske kultur. I hvert fald for det meste. Jeg kan små gloser på kinesisk: tælle til 100, sige hej, godmorgen, god eftermiddag, farvel, tak, undskyld, og andre små ord, som er en hjælp i hverdagen. Men lad mig bare sige det som det er: Kinesisk er virkeligt svært! Og kineserne taler stort set ikke engelsk. Heller ikke dem i min børnehave. At de andre i børnehaven ikke taler engelsk betyder, at jeg i høj grad er overladt til mig selv. Vejledning er en by i Rusland. Jeg har en følelse af, at mine kolleger ikke fortæller, hvis jeg gør noget forkert. Det er som om, at de ikke vil irettesætte mig. Men jeg er stadig i en fremmed kultur, og jeg kan umuligt kende alle deres skikke og normer, og uden en rettesnor, må jeg prøve mig frem. Således fandt jeg ud af, at sandaler ikke er noget man bruger på arbejdet i Kina. En hel naturlig del af den danske kultur, er ikke en del af den kinesiske. Pædagog nu som engelsklærer. Min dagligdag i børnehaven består i høj grad af at observere. Min egentlige opgave i Kina bestod af, at arrangere aktiviteter med børnene. Men fordi min vejleder har en noget problemfyldt graviditet, og dermed tit er syg, har jeg i stedet overtaget engelskundervisningen. Fra den ene dag til den anden. Og sådan er Kina. Fuldstændigt uforudsigeligt.

4 Jeg måtte pludselig pakke alle mine stafetter sammen, til fordel for kæft, trit og retning i undervisningen. For det er det. Jeg vil ikke sige, at den kinesiske skole kan sammenlignes med den sorte skole. For lærerene er kærlige, krammene og glade. Men den har helt sikkert elementer fra den sorte skole. Børnene bliver skubbet til, hevet i og får kastet ting efter sig. De får skældud hvis de græder, bliver udstillet foran hele klassen hvis de ikke er stille, bliver råbt af, ydmyget og sparket efter. Og det er altså ret voldsomt at opleve, når man er en pædagogstuderende fra Danmark, som godt ved hvor lidt der skal til, før der skal indberettes en magtanvendelse på en dansk institution! Men på en eller anden måde, rammer det mig mindre og mindre. For det første fordi, at hjernen er nødt til at sortere noget af det fra, for at kunne være i det. For det andet fordi, at børnene ikke er små soldater. De er glade og fri børn det meste af tiden. De er dygtige, arbejdssomme og disciplinerede. Jeg ser ikke kuede børn. Verdens bedste pædagogik? Denne oplevelse gør, at jeg sætter spørgsmålstegn ved den danske pædagogik. Er den verdens bedste? En hurtig rundspørge til stressniveauet i en dansk børnehave, vil nok give et negativt resultat. I Danmark arbejder vi med børns selvfølelse, NUZO og anderkendende pædagogik. I Kina arbejder de på, at skabe så dygtige og selvstændige børn som muligt. Og på mange måder giver det faktisk god mening. For børnene ER dygtigere, end de danske børn. Og ikke kun i PISA-undersøgelser. De er gode kammerater, de passer på hinanden, hjælper hinanden og rydder op efter hinanden. De sætter hinandens stole op, tørrer deres spildte madrester op, og henter papir til at tørre øjnene, hvis et barn græder. Når et barn gør det i Danmark, siger vi, at det er fordi det spejler sig i det, det ser den voksne gør. Men de voksne tørrer ikke børnenes øjne hernede. Så hvorfor gør børnene det ved hinanden? Måske fordi at barnet gør det, som barnet selv synes er rart. Måske er det sådan kinesiske børn er: jeg behandler andre, som jeg gerne selv vil behandles. Ovenstående beskrivelse, er en beskrivelse af meget søde og dygtige børn. Og det ER de. Men jeg har kun min danske pædagogik i bagagen, og den efterlader fuldstændigt blank overfor spørgsmålet om, hvordan de er blevet sådan! For de bliver ikke mødt og set, og deres NUZO er den der står i pensum, at de skal være nået til. Jeg føler ikke, at de bliver respekteret. Men de er så utroligt respektfulde overfor hinanden og overfor deres undervisere. Dansk pædagogik, i en kinesisk børnehave. Nå, tilbage til min typiske dagligdag. Jeg møder klokken 8, og leger med børnene indtil halv 9. Herefter går vi i samlet flok ned og danser. Vi danser de samme danse hver dag,

5 og de er blevet lært på den benhårde måde. Kan du ikke dansen, må du stå og danse den foran hele klassen, til du kan. 15, 30, 45 minutter. Dans til du kan den. Og det er ikke lette motoriske danse. Den høje hvide står nede bagved, og der ser bestemt ikke kønt ud, og det på trods af, at min motorik er forholdsvis alderssvarende. På en eller anden måde, så lærer børnene det alligevel. Igen siger min pædagogik mig jo det modsatte: ydmygelse og straf udvikler ikke børn. I starten havde jeg svært ved at finde børnenes motivation. For hvordan motiverer man børn, når man ikke anderkender dem i det de gør? Men det gør de måske også alligevel. Om ikke andet, så skaber man en ydre motivation for dem, nemlig i form af klistermærker. De dygtigste børn, naturligvis målt på nøje udregnede parametre, får klistermærker i panden. Det handler om at spilde mindst, være først færdig med maden, danse bedst, sidde mest stille og være mindst beskidt. Men de børn, som ikke lever op til dette, men måske bare er en rigtig god ven, dygtige til at spille bold, eller virkelig bruger sine sanser under et måltid, og dermed ikke bare sluger maden, deres kvaliteter bliver ikke anderkendt som en kvalitet, og de får dermed ikke noget klistermærke. Og jeg forstår godt, at anderkendelsen i klistermærket er motiverende. Men hvad med de børn, som aldrig får et? Hvordan bibeholdes deres motivation? Er det straf? Hvis jeg spiser lidt hurtigere, så får jeg i det mindste ikke skældud! Formiddag. Endnu et sidespor, men bestemt ikke et uden betydning. Tilbage til dagligdagen i en kinesisk børnehave: Når vi kommer tilbage til klassen, fortæller børnene på skift om deres forrige dag. De piller ved lommer, fingre og ærmer, og man kan næsten ikke høre hvad de siger. Andre stiller sig gladelig op og synger en hel sang, uden så meget som at trække en mine. En enkelt dreng siger ikke en lyd på trods af, at de hver især skal stå foran alle de andre børn, når de fortæller. Han kan simpelthen ikke. Det er den samme dreng, som bor på skolen, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at han måske ikke HAR noget at fortælle. Når de andre fortæller om deres tur på McDonalds med familien, eller en tur i den lokale park, så kan han ikke fortælle noget der ligner. Han har været på skolen hele tiden jo. Men det tager man ikke højde for i den kinesiske pædagogik fortæl eller bliv skældt ud. Og så får han skæld ud, kigger ned i jorden, og indtager igen sin plads. Engelskundervisning. Efter dette er det tid til min engelskundervisning. Og den er der ingen sort skole over. Vi synger, danser og leger. Vendespil med kroppen, sang med fagter, frugtsalat og flaskehalsen peger på. Tiden flyver afsted, og det er de bedste 30 minutter på hele dagen. Jeg så ikke umiddelbart mig selv som en med lærerpotentiale. Jeg har gået i to år på læreruddannelsen og jeg blev aldrig lykkelig der. Men efter to dage som engelsklærer i Kina, var jeg solgt. Jeg elsker, at opleve hvordan de lærer mere og mere, for hver dag der går. Men selvom jeg fryder mig, så er det ikke uden problemer. Jeg er ikke den første danske studerende børnene har haft, og på den måde var min rolle defineret på forhånd danskerne er sådan nogle der leger med os. Og på den

6 måde, har jeg en dobbeltrolle. For den studerende der var der før mig, stod kun for aktiviteter. Og dermed behøvedes han ikke at være den helt store autoritet. Men når jeg pludselig har ansvaret for undervisningen, så kræver det altså, at de respekterer mig, og ikke kun synes jeg er en man leger med. Det kan vi gøre, når jeg ikke er i rollen som underviser. Og det har taget tid. Både fordi jeg havnede i en foruddefineret rolle, som ikke passede med den rolle jeg egentlig har, og også fordi jeg ikke råber, ydmyger eller skubber til børnene. Og det ved de udmærket godt. Og jeg vil så gerne bruge min pædagogik. Den hjælper mig bare ikke, når det ikke er det de er vant til. De er vant til, at der skal råbes, før det er alvorligt. Og det nægter jeg at gøre. Jeg vil respekteres for det jeg kan, og for den relation jeg har med børnene, og ikke fordi de er bange for mig. Så jeg måtte finde en løsning. Hvis man ikke kan finde ud af at være stille, sidde stille eller at være stille, så kommer man op og sidde ved siden af mig. Uden råb, uden skrig, og først efter flere advarsler. Og så bliver der ro i flokken. Første gang jeg gjorde det, kunne jeg næsten mærke pigen tænke HEY, sådan noget gør du ikke! Og det gør jeg heller ikke. Men det gør jeg jo så alligevel. Når aktiviteten er slut, kommer barnet ned på sin plads igen, og kan deltage på lige fod med de andre børn. Og efter at jeg er begyndt at bruge denne straf, for det er det jo reelt, så har jeg børnene på en helt anden måde. Jeg føler i meget højere grad, at jeg er en autoritet, men af de rigtige årsager. Bagefter spiser, vi og så er der fri leg. Her kan børnene læse, lege eller sætte hår på hinanden. Mit hår er et kæmpe hit hernede, og jeg har næsten altid en sjov frisure når jeg går til pause. Min pause er fra I den periode sover børnene. Jeg bor to minutter fra min børnehave, så jeg går hjem, slapper af eller forbereder mig, eller tager ud og køber ind i min pause. Min roommate, Mette, kommer også hjem i sin pause. Når jeg kommer tilbage bliver børnene undervist i kinesisk og matematik, og bagefter laver de et eller andet æstetisk produkt. Og hvorfor nu æstetisk i situationstegn? Jo, æstetik er ikke helt det rette ord. De tegner, klipper og klistrer, laver figurer eller laver urtepotteskjulere. Alt sammen fuldstændigt forklaret og beskrevet ned til mindste detalje. Således står vi bagefter med 25 tegninger, som alle ligner hinanden, og uden noget personligt præg. Og hvis ikke tingene skal være ens, er børnene nøje instrueret i, præcist hvilket mønster netop de skal lave. Hvis børnene ikke er dygtige nok, eller hurtige nok, gør underviserne det for dem. Lad os kalde det en æstetisk proces, uden fokus på det vigtigste nemlig processen. Jeg kan næsten høre min DKK-underviser hive sig i håret.

7 Klokken 16 har jeg fri, og børnene er der efterfølgende i endnu 40 minutter. Her bruger de mest tiden på at øve dansene, eller på at gå en tur rundt på skolen. Afrunding. Jeg tror, at det er en nogenlunde gennemgang af min dagligdag. Min tur til Kina har været præget af både opture og nedture. Det tror jeg er er helt naturligt, når man er i et fremmed land, med fremmede normer, sammen med fremmede mennesker. Jeg er rejst med en god veninde, og det har helt klart været et plus for mig. Det har betydet, at jeg ikke kun har skullet reflektere selv, men har brugt hende rigtigt meget under forløbet. Min overordnede følelser er uden tvivl positiv. Jeg får hjemve, og savner mand, venner og familie, men i det store billede, er det det hele værd. Kina er forunderlig, fantastisk og fuldstændigt modsat fra alt jeg før har oplevet.