Værdikonflikter i sundhedssektoren

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Værdikonflikter i sundhedssektoren Skrevet af: Majbrit Larsen Offentliggjort: 15. september 2005 Verden af i dag er karakteriseret ved stadige liberaliseringer indenfor en lang række områder og sundhedssektoren er ingen undtagelse. Mantraet er frit valg og konkurrence som primus motor for udviklingen og troen hos mange politikere er, at markedet vil formå at generere den bedste og mest effektive løsning for alle [1]. Vi er således vidner til en sundhedssektor, der udvikler sig under kraftig forandring i forhold til, hvordan vi kender den i dag, hvor sektoren i høj grad er styret gennem politisk-administrative praksisser. I erkendelse af at sygepleje er baseret på at yde omsorg til det hele menneske, herunder de fysiske, psykiske, sociale og åndelige dimensioner, kan der således være god grund til at kigge nærmere på, om omstruktureringerne af sundhedssektoren har betydning for de rammer indenfor hvilke sygeplejen skal udføres. Formålet med denne artikel er således at klarlægge visse grundlæggende værdier for sygeplejen, for derefter at analysere hvilke værdipåvirkninger liberaliseringerne i sundhedssektoren kan medføre. En sygeplejefaglig referenceramme Dette afsnit tager sigte på at skitsere en normativ sygeplejefaglig referenceramme for derigennem at synliggøre nogle værdier og normer, som jeg mener god sygepleje bør indeholde ud fra en faglig tilgang. Formålet med dette greb er at demonstrere sygeplejerskens virkeområde, for derefter at sætte det ind i konteksten "liberalisering af sundhedssektoren". Ved udformningen af det kvalitative indhold i referencerammen lader jeg mig inspirere af den norske sygeplejerske Kari Martinsen med magistergrad i filosofi, idet hendes omsorgsfilosofi formår at inkorporere nogle centrale værdimæssige begreber, som, efter min opfattelse, karakteriserer den gode sygepleje. Martinsens omsorgsfilosofi er inspireret af den danske filosof og teolog Knud Ejler Løgstrups ( ) fænomenologiske tanker. Det er i denne inspiration, at Martinsens fænomenologiske tilgang til sygeplejen kommer til syne, idet hun bl.a. skriver, at sygeplejersken bør tage udgangspunkt i den andens situation og engagere sig i denne. Sygeplejersken skal derfor bruge sine sanser til at se det konkrete i situationen. Sygeplejersken skal endvidere udvise respekt for den livsverden patienten lever i [2]. Martinsen har et relationelt menneskesyn, hvilket tydeligst ses i hendes vægtning af menneskelige relationers betydning for, hvad der karakteriserer den gode sygepleje. Det er i de menneskelige relationer den etiske fordring om at tage vare på den anden bliver rejst. Der ligger nemlig en appel om at tage vare på den anden i de indtryk der gives. Martinsen fremhæver således, at mennesket skal forstås ud fra fællesskabet, idet livsverdensmæssige forhold som lidelse, livsmod, døden og livsytringerne binder mennesker sammen [3]. Man kan forstå Martinsen således, at mennesket i en solotilstand har et uudnyttet potentiale og at dette potentiale kun kan komme til udtryk i kraft af medmennesket. Når det hele menneske således fordrer en relation til medmennesket, må man derfor turde være åben og vise tillid til hinanden. Når Martinsen siger, at tillid er fundamental og derfor ikke skal begrundes, kan man med Martin Heidegger forstå det således, at tillid er et menneskeligt eksistentiale. Med det menneskelige 1 / 8

2 eksistentiale mener jeg, at der altid vil være en eller anden grad af tillid til stede i relationen. Denne tillid kan så enten styrkes eller svækkes. Martinsen skriver, "at tillid skaber tillid hos den man viser tillid. Sandfærdighed gør den anden åben. Tillid og sandfærdighed skaber et rum omkring os. Et rum, hvor vi er trygge. Mistillid er tillidens fravær" [4]. Martinsen kan forstås således, at mistilliden kun eksisterer i kraft af sin modsætning, hvorfor der altså altid må være en grad af tillid til stede i relationen og derfor må tillid netop være et menneskeligt eksistentiale [5]. I sammenspillet mellem patient og sygeplejerske bygger tilliden på to grundforudsætninger; den ene er, at der må accepteres en autoritetsstruktur i samspillet mellem patient og sygeplejerske, der kommer til udtryk som svag paternalisme, mens den anden er, at sygeplejersken må udvise et sygeplejefagligt skøn. Martinsen beskriver autoritetsstrukturen som en form for magt, som sygeplejersken benytter sig af. Denne magt må accepteres, idet sygeplejersken er i besiddelse af en faglig viden, som patienten ikke har, og magten anvendes derfor til at handle til patientens bedste. Denne handling kommer til udtryk gennem svag paternalisme. Når sygeplejersken handler gennem svag paternalisme, har hun en lyttende holdning, der også tillader patienten at komme til orde [6]. Det sygeplejefaglige skøn har en afgørende betydning, når der skal ydes svag paternalistisk omsorg. Ifølge Martinsen består det sygeplejefaglige skøn af to komponenter. Den ene er, at sygeplejersken, ud fra en følsom åbenhed, skal kunne se anmodningen om livsmod hos patienten, mens den anden er, at sygeplejersken bruger sin faglige viden til såvel at forstå patienten som til at handle til patientens bedste. Endvidere beskriver Martinsen, at det faglige skøn er en kundskab vundet ud fra sanselig og begrebslig forståelse og dets fundamentale udtryksform er vore naturlige sanser og den daglige tale. Den sanselige forståelse beskriver Martinsen som det at være nærværende og engageret i situationen samtidig med, at sygeplejersken bruger sine naturlige sanser til at se det konkrete i situationen, mens hun om den begrebslige forståelse skriver, at ordene er låst fast i begrebssystemer, og at de har en afgrænset og fastlagt betydning. Sygeplejersken må, for at kunne se flere sider af patienten og dermed også få de livsbekræftende erfaringer og livsmodet frem hos patienten, være åben og fantasifuld [7]. I Martinsens omsorgsfilosofi har vi således set, at omsorgen kommer til syne i livsytringerne og at tillid derfor er et uundværligt fænomen i professionel omsorg. I samspillet mellem patient og sygeplejerske er det derfor vigtigt, at der er et gensidigt tillidsforhold, da det ellers ikke vil være muligt for sygeplejersken at yde en svag paternalistisk omsorg. Sygeplejersken opnår, ved at gøre brug af sit sygeplejefaglige skøn, at patienten ser, at sygeplejersken handler ud fra patientens bedste, hvorfor sygeplejersken på den måde bliver patientens tillid værdig og tilliden vil i dette patient-sygeplejerske-samspil derfor styrkes. Jeg ser derfor, at der er en synergisk sammenhæng mellem den svage paternalistiske omsorg og sygeplejerskens faglige skøn og effekten af disse er et styrket tillidsforhold i relationen mellem patient og sygeplejerske. Omsorgens udførelse i praksis Spørgsmålet er nu om denne tilgang til omsorgsudøvelse lader sig opføre i den samfundsmæssige virkelighed? Til at undersøge dette nærmere vil jeg inddrage den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, idet jeg vil præsentere de dele af Habermas' teori om den kommunikative handlen, der er relevante i forhold til dette spørgsmål. Det essentielle for mit fokus på teorien bliver derfor sygeplejerskens mulighed for at realisere en etisk forsvarlig omsorg, når hun står i spændingsfeltet mellem system - og livsverden. Et afgørende forhold i den forbindelse er etableringen af en kommunikativ handlen, hvilket kan vanskeliggøres, når sygeplejersken i forhold til patienten i udgangspunktet repræsenterer systemverden, hvorfor patienten på den baggrund kan opfatte hende som modspiller, idet systemverdenens logik er inkommensurabel med patientens livsverden. 2 / 8

3 Habermas problemperspektiv er vilkårene for en fri og demokratisk dialog i moderne samfund. Derfor bindes Habermas' filosofiske produktion sammen af en idé om at skabe etisk totalitet, der defineres som samfundsmæssige forhold, under hvilke alle medlemmer kommer til deres ret og får tilfredsstillet deres behov, uden at gøre vold på andres interesser. Til at skabe en sådan etisk totalitet opererer Habermas med begreber som system - og livsverden, kommunikativ handlen og herredømmefri kommunikation. Disse begreber vil blive præciseret i det efterfølgende. Systemverden Systemverdenen repræsenterer ifølge Habermas økonomi, politisk administration og bureaukrati, hvor styringsmedierne er penge og magt ud fra det konstante krav om øget funktionsevne og effektivitet. Systemverdenen er derfor præget af en rationel fornuft (også kaldet strategisk rationel logik), hvor relationerne er upersonlige og ingen gensidige forståelser bliver etableret. Systemverdenen er således styret af markedsmekanismerne samt formelle - og bureaukratiske regler og derfor opererer systemverdenen typisk i formelle organisationer i både statsligt - og privat regi [8]. Sundhedsvæsnet repræsenterer således en sådan statslig organisation, hvilket eksempelvis ses ud fra rammerne bag organisationen. Jeg tænker her på linieorganisation med top-down-ledelse. Denne statslige organisation ser jeg eksempelvis tydeligt i sygehusområdet, hvor rutiner og standarder præger dagligdagen og hvor afdelingerne er højt specialiserede samt professionsdelt, hvorfor plejepersonalet arbejder under bestemte kompetenceområder. For at anskueliggøre, hvorledes systemtænkning kommer til udtryk indenfor sundhedssektoren, vil jeg henlede opmærksomheden på det forhold, at økonomiske hensyn bestemmer mere og mere i sundhedssektoren ud fra et konstant krav om øget effektivitet, hvilket i denne logik vil sige økonomisk rentabilitet. I den forbindelse kan det være nyttigt, at påpege, at "effektivitet" ikke i sig selv har noget med økonomi at gøre. Definitionen på effektivitet er ifølge nudansk ordbog "noget virkningsfuldt". Der sættes alligevel i den moderne forståelse af "effektivitet" lighedstegn mellem effektivitet og økonomisk rentabilitet. I f.eks. en følelsesmæssig logik kunne effektivitet lige så vel være synonymt med veluddannet og velmotiveret sundhedspersonale, der yder en effektiv sundhedsfaglig indsats. Denne økonomiske tænkning illustrerer et godt eksempel på systemtænkning, hvor der ikke levnes plads til kommunikativ handlen, idet relationerne i systemverdenen, som tidligere omtalt, er anonyme og upersonlige. Livsverden Livsverdenen er ifølge Habermas defineret ud fra menneskets personlige identitet, der er bestemt ud fra bl.a. kultur, sociale normer, rolleforventninger, værdier og moral. Livsverdenen indeholder en følelsesmæssig fornuft, der er styret af en kommunikativ handlen. Ifølge Habermas opponerer livsverdenen mod systemverdenen i erkendelse af at mening, solidaritet og personlig identitet ikke kan frembringes kommercielt eller administrativt, men kun gennem sproglig kommunikation indenfor en livsverden [9]. Livsverdenen er endvidere ifølge Habermas kendetegnet ved, at der er en fælles forståelseshorisont mellem mennesker, som følge af fælles kultur, sociale normer og menneskelig identitet [10]. Denne fælles forståelseshorisont fører til en kommunikativ handlen, der er styret af en fælles livsverdensforståelse. Livsverdenen er derfor et fællesskab, som den enkelte føler sig knyttet til og som ideelt set giver mulighed for, at den enkelte kan opretholde sin individuelle identitet i samspillet med andre [11]. Jeg vil gerne uddybe nogle af de værdier, der hersker inden for en livsverdensmæssig 3 / 8

4 forståelsesramme. Det lader sig eksempelvis være fænomener som tillid, næstekærlighed, empati og personlig autonomi. Der er også andre medvirkende fænomener til, at der i livsverdenen etableres en fælles forståelse for hinanden - dette lader sig eksempelvis være eksistentielle fænomener som livet, lidelsen og døden, som er fænomener, der binder os alle sammen. Systemets kolonisering af livsverden Habermas ser tendenser til, at systemverdenen til stadighed søger at kolonisere livsverdenen, idet systemverdenen har en ekspansiv mekanisme indbygget, der søger at udvide det økonomiske - og magtmæssige rationale. I den forbindelse har Habermas diagnosticeret patologier i samfundet, som kan eksemplificeres ved en svækkelse af institutioners legitimitet, svækket solidaritet og personlige identitetskriser. Kendetegnet ved disse patologier er, at de er forårsaget af styringsmedier, der virker efter den strategiske rationalitets logik og dermed suspenderer den kommunikative rationalitet og resultatet bliver krisetendenser i livsverdensdefinerede omgivelser. Krisetendenserne kan vise sig ved meningstab, svækket tiltro, svækket solidaritet og usikkerhed om personlig identitet. Ifølge Habermas bør denne systemverdenens kolonisering af livsverdenens domæne ophøre, idet den uvægerligt fører til objektgørelse af mennesket, hvilket udelukker kommunikativ handlen mellem aktører [12]. Konsekvensen af systemverdenens kolonisering af livsverdenen set ud fra et sygeplejefagligt perspektiv kan være et til stadighed øget fokus på målbar omsorg med en deraf følgende forsømmelse af åndelig omsorg. Endvidere er systemverdenens logik kendetegnet ved en bestemt opfattelse af mennesket som en strategisk og målrationel aktør, hvilket uvægerligt smitter af på sundhedssektorens opfattelse af patienter og vice versa. Dermed er der skabt betydelig risiko for, at såvel patienter som sundhedspersonale bliver fremmedgjort grundet den indskrænkende strategiske rationalitet, der ikke levner plads til andre rationalitetsformer og det fundamentale menneskelige eksistentiale, tillid. I stedet indebærer det af systemverdenen udbredende konkurrenceperspektiv risiko for at menneskelige relationer bliver kendetegnet ved mistillid, fordi det andet menneske anskues som en konkurrent og ikke et medmenneske. Den foreløbige konklusion på dette må være, at det er nødvendigt at skabe en bevidsthed blandt sundhedspersonale om de dikotomiske størrelser system - og livsverden. Det er for mig at se den eneste udvej i forhold til at dæmme op for systemverdenens kolonisering af livsverdenen. I forlængelse heraf er det nødvendigt at være opmærksom på, at systemverdenen i sin tænkning også kan indeholde positive faktorer, idet den er med til at skabe rum for retssikkerhed og personlig autonomi [13]. Vi må derfor erkende, at vi ikke kan være foruden systemverdenen, men at system - og livsverden må indgå i et afbalanceret samspil med hinanden baseret på respekt og gensidig forståelse. Samtidig er det også klart, at en politisk-administrativ systemverden lettere vil kunne levne plads til livsverdensmæssige hensyn, idet der her er tale om demokratiske beslutninger taget ud fra menneskelige hensyn. Beslutninger om liberalisering og markedsstyring tages derimod med udgangspunkt i en bagvedliggende logik med en nærmest irreversibel tendens til at gennemsyre alt. Her er det ikke menneskelige hensyn, der tæller, men derimod hensynet til bundlinjen, hvorfor livsverdensmæssige hensyn ingenlunde lader sig indpasse i en rendyrket markedslogik. Kommunikativ handlen I samspillet mellem system - og livsverden er det essentielle for Habermas en herredømmefri kommunikation mellem aktører, hvor selve evnen til at kommunikere sprogligt indebærer 4 / 8

5 muligheden for fornuftig argumentation. Det er således evident, at livsverdenen normativt skal være den dominerende faktor i samfundet, idet det er i denne den sproglige kommunikation etableres. Habermas ser civilsamfundets kerne og frigørelsens mulighed i fornuftig argumentation, som ejes af ingen, men er fælles for alle. Habermas diskursetik går derfor ud på at skabe en herredømmefri kommunikation, som er en idealiseret forestilling om en situation, hvor der ingen handlingstvang er. Samtalen vil derfor være det styrende element, hvorfor Habermas vælger at kalde det for en kommunikativ handlen, fordi samtalen samtidig bliver en handling - en sproghandling. Når samtaleparterne lytter til hinanden, skulle de gerne nå frem til en fælles forståelse, hvilket Habermas kalder for en kommunikativ rationalitet. I den kommunikative rationalitet anvender samtaleparterne sproget til at forstå hinanden samtidigt med, at de møder hinanden med tillid, hvilket er forudsætningen for hele den kommunikative rationalitet. I forlængelse af ovenstående referenceramme med udgangspunkt i Kari Martinsen, er det rimeligt at hævde, at sygeplejersken nødvendigvis må møde patienten i dennes livsverden. Jeg finder således der er god overensstemmelse mellem referencerammen og Habermas' tanker om kommunikativ handlen, dog med den tilføjelse, at Habermas naturligt ikke inddrager elementet om det faglige skøn. Til gengæld bibringer Habermas' diagnose nogle nyttige redskaber til at begribe udviklingen i retning af øget liberalisering indenfor sundhedssektoren, nemlig dikotomien system- og livsverden. Liberaliseringstendensernes kausale problemfelter På baggrund af ovenstående står det klart, at sygeplejersken står i et spændingsfelt mellem system - og livsverden i udførelsen af sygeplejen og det er netop her problemerne opstår i forhold til at realisere de sygeplejefaglige idealer. Systemet har svært ved at levne plads til en optimal kommunikativ handlen og i den forbindelse vil fænomenet tillid vanskeligt kunne realiseres. Som det fremgår af ovenstående er markedstænkningen forankret i udbredelsen af et liberalistisk menneskesyn, hvor mennesket anses som en rationel størrelse, der altid selv ved, hvad der tjener dets interesser bedst. Det er ud fra dette menneskesyn vanskeligt at finde plads til sygeplejerskens faglige skøn og vejledning. En kritik af et sådant menneskesyn kan være, at det er en abstraktion at tale om et individ uafhængigt af en social situation, idet individet dermed frigøres fra dets egne værdier. Det liberalistiske menneskesyn forudsætter således, at menneskets identitet er givet uafhængig af dets interesser og forhold til andre mennesker, og samtidig at dette selvberoende menneske ikke desto mindre er i stand til at vælge bestemte værdier og vælge at indgå i bestemte relationer til andre mennesker. Herimod kan det hævdes, at et sådant menneske ikke findes. Et menneske er derimod konstitueret af karaktertræk forbundet af arbejde, kultur, køn, tradition mm. Det er således de fælles værdier, der bestemmer, hvad et menneske er og hvad der udgør et menneskes identitet [14]. Med dette in mente er det min vurdering, at de sygeplejefaglige værdier, som bl.a. findes i Martinsens omsorgsfilosofi, vil blive knægtet og udmarvet i et markedsstyret sundhedsvæsen. Jeg mener derfor bevidstheden om de forskellige rationalitetsformer, samt ikke mindst nødvendigheden af at dokumentere sin sygepleje for at skabe rum til livsverdensmæssige hensyn, er af afgørende betydning for at imødegå denne udvikling. For at illustrere problemstillingen kan man med fordel inddrage forskellige måder at anskue mennesket på i relation til sundhedssektoren. I Martinsens og Habermas' optik er det centrale element hos patienten livsverdenen. I en markedsstyret sundhedssektor er patienten derimod en 5 / 8

6 kunde eller en forbruger, der er kendetegnet ved at foretage rationelle valg. Dette kommer blandt andet tydeligt til udtryk i forestillingen om det frie sygehusvalg og idéen om indførelsen af smileys på sygehusene. Man kan med rette spørge, hvor der er plads til det faglige skøn, når patienten ses som en rationel aktør, der frit vælger sine sundhedsydelser? Selvom vi lever i et såkaldt informationssamfund, så kan det være forbundet med overordentligt store vanskeligheder at træffe gode beslutninger om sundhedsfaglige spørgsmål. Kan mennesket vide, hvad der er bedst for det selv, når det er sygt? Fortalere for liberalisering af sundhedssektoren vil givetvis fremhæve, at den enkeltes beslutninger om sundhedsfaglige spørgsmål, under et markedsstyret regime, ikke nødvendigvis skal tages uden råd og vejledning fra fagpersonale. Til denne indvending kan det være rimeligt at henlede opmærksomheden på problemet i at patienten under et regime med uigennemskuelige ejerforhold, hvor sundhedssektorens aktører tilmed har en økonomisk interesse i at maksimere omsætningen, kun vanskeligt vil kunne fæstne lid til denne rådgivning. Et andet problemfelt opstår som følge af kvantificering ud fra ønsket om sammenlignelighed. Kvantificering må således siges at være en forudsætning for at en markedsstyret sundhedssektor kan realiseres og den afstedkommer uvægerligt standardiseringer, hvilket kan afføde problemer med hensynet til den enkelte patients særlige behov. Det er således paradoksalt at liberalistisk tænkning på den måde kan få som konsekvens, at hensynet til den enkelte minimeres. Problemet er her, at væsentlige aspekter ved den menneskelige eksistens trædes under fode. Jeg tænker her bl.a. på psykiske, sociale og åndelige problemer. Disse lader sig for det første vanskeligt kvantificere med henblik på smileyordningen og for det andet vanskeliggøres sygeplejerskens muligheder for at realisere en forsvarlig sygepleje indenfor rammerne af et system, der har økonomisk effektivitet som højeste princip, idet disse aspekter i deres umålelighed underprioriteres. Et tredje problemfelt ved markedstænkningen er, at den medvirker til at relativere værdier. Årsagen er, at kriterier for god sygepleje relativeres i forhold til den udførte sygepleje på andre sygehuse og i andre landes sundhedsvæsener, idet det er konkurrencen, der skal generere normen for den gode sygepleje og således ikke bestemte alment accepterede etiske retningslinjer og værdier. Professor i filosofi, Uffe Juul Jensen, påpeger imidlertid også andre fundamentale problemer med en liberaliseret sundhedssektor. Han fremhæver først og fremmest den grundlæggende ændring i tankemåde som en øget markedsliggørelse medfører, hvilket bl.a. betyder, at idealet om sundhedsydelser som et fælles gode kommer under pres, idet sundhedsydelser, som nævnt, bliver anset som en vare. Dette ses bl.a. i den snigende markedsliggørelse af relationerne i sundhedssektoren, der påvirker den daglige måde at tænke på; der skal sættes pris på alt, der skal til stadighed foretages evalueringer og effektivitet i kroner øre ophøjes til en almengyldig målestok. Derudover ser vi tendenser til at flere organisationer og enkeltindivider tegner forskellige forsikringsordninger for at sikre sig at deres medlemmer eller de selv kan blive opereret hurtigere eller bedre. Dermed er der overordentlig stor risiko for at ligheden og faktisk hele velfærdssamfundet sættes over styr. Uligheden fremkommer ved en løbende udskillelse og klassedeling, der er funderet i økonomiske og sociale ressourcer [15]. Problemet med denne udvikling forværres, efter min opfattelse, af det forhold, at det oftest er de underprivilegerede, der har de største sundhedsproblemer. Uffe Juul påpeger endvidere, at øget frihed for nogle begrænser friheden for andre [16]. I den forbindelse finder jeg det relevant, at spørge, hvad det nærmere bestemt er for en frihed, der her er tale om? Jeg mener grundlæggende det drejer sig om en frihed fra noget, nærmere bestemt fra fællesskabet repræsenteret ved staten, hvilket står i kontrast til frihed til noget. Det kunne f.eks. 6 / 8

7 være frihed til at indgå i fællesskabet på lige fod med andre borgere. I denne "frihed fra"-optik ses staten altså ikke længere som en instans, der er til for at realisere goder i fællesskab, men snarere ses staten og fællesskabet som noget negativt, der søger at udsætte individet for handlingstvang [17]. Uffe Juul mener, at konsekvensen for sundhedssektoren bliver at markedet kommer til at udgøre rygraden, idet den enkelte står overfor et frit valg mellem forskellige professionelle behandlingstilbud [18]. I forhold til de menneskelige relationer fremhæver Uffe Juul, at disse ødelægges af denne fremdyrkelse af det individualistiske og atomistiske menneske, idet relationerne bliver karakteriseret ved mistro og en opfattelse af andre mennesker som konkurrenter og dermed som modspillere [19]. Afslutningsvis kan det være interessant at betragte denne patientdiskurs, der er ved at vinde indpas i vores sundhedssektor; patienter bliver til forbrugere, der vælger efter smileyordninger på samme måde som de vælger spisesteder, behandling anses som ydelser og borgerne i primærsektor omtales som 'brugere'. Udbredelsen af denne markedsfundamentalistiske tankegang vinder mere og mere indpas og det er klart, at en sådan diskurs er med til at forme virkeligheden i retning af mere marked, idet den medvirker til at udbrede og legitimere markedstænkningen som livsopfattelse til skade for en etisk forsvarlig sygepleje, der tager hensyn til den enkeltes behov. NOTER Martinsen, Kari "Fra Marx til Løgstrup", Munksgaard 2000, p. 19, 26 og Ibid. p. 24 og Ibid. p. 16 og Løgstrup argumenterer for at tillid er mere fundamental end mistillid, se Løgstrup, K.E. "Den etiske fordring" Gyldendal 1991, p. 27f. note 1 6. Martinsen, Kari "Fra Marx til Løgstrup", Munksgaard 2000, p Ibid. p. 146ff. 8. Andersen, Heine red. "Klassisk og Moderne Samfundsteori" Hans Reitzels Forlag 2001, p. 370f. 9. Ibid. p Ibid. p. 318f 11. Ibid. p Ibid. p. 377 og Loftager, Jørn "sygeplejen mellem system- og livsverden", I. Jensen, Torben K. "Grundlagsproblemer i sygeplejen" Philosophia 1990, p Loftager, Jørn "sygeplejen mellem system- og livsverden", I. Jensen, Torben K. "Grundlagsproblemer i sygeplejen" Philosophia 1990, p Lübcke, Poul "Politikens bog om politiske ideer" Politikens Forlag 1998, p. 181f 15. Jensen, Uffe Juul "Sundhed som vare", Radioudsendelse 23/ på P1, 7 / 8

8 16. Ibid. 17. For en nærmere redegørelse for disse betragtninger omkring 'frihed fra' contra 'frihed til', se Jørgensen, Dorthe "Mere af det samme", Kritisk Debat, februar Jensen, Uffe Juul "Sundhed som vare", Radioudsendelse 23/ på P1, Ibid. LITTERATUR Andersen, Heine red. "Klassisk og Moderne Samfundsteori" Hans Reitzels Forlag 2001 Loftager, Jørn "sygeplejen mellem system- og livsverden", I. Jensen, Torben K. "Grundlagsproblemer i sygeplejen" Philosophia 1990 Lübcke, Poul "Politikens bog om politiske ideer" Politikens Forlag 1998 Løgstrup, K.E. "Den etiske fordring" Gyldendal 1991 Martinsen, Kari "Fra Marx til Løgstrup", Munksgaard / 8