Prædiken 25. s.e. Trinitatis

Transkript

1 Prædiken 25. s.e. Trinitatis Salmer: DDS 675: Gud, vi er i gode hænder DDS 276. Dommer over levende og døde DDS 536: Udrust dig helt fra Golgata // DDS 289: Nu bede vi den Helligånd DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå DDS 544: Som dug på slagne enge Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Korsvar Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han:»guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«men han sagde til disciplene:»der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle. På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Luk 17,20-33 Amen! Vi bliver ikke strøget med hårene af dagens evangelium. Der er en hårdhed i dets sprog. En uafvendelighed i dets budskab, som er ubehageligt for os at lytte til. Billeder af fortabelse og undergang går os i møde. Stillet op på stribe. Menneskesønnen, Noa, Lot og da ikke mindst hans hustru, der efter sigende skulle være endt sine dage som en saltstøtte i ørkenen. Til sidst får vi at vide, at den, der vil frelse det helt basale hér i tilværelsen, sit liv, skal ende med at tabe det hele på gulvet. Hvorimod den, der mister det, underforstået for Gudsrigets skyld, skal vinde det. Det er hård og barsk tale. Det er evangeliet i sin kortform. Kristus, der vender op og ned på det hele. Guds komme til os, der gør alting nyt. Gudsriget, der viser sig midt iblandt os eller, sådan kan den græske tekst også forstås, i os, gør op med det hele. Guds nye virkelighed gør vores logik alt det, vi går og forestiller os er rigtigt og forkert til intet. Det er også en realistisk tale. Hvad betyder det andet end det, der er at sige om vores menneskeliv: At alt i virkeligheden er Guds, og at vi alene lever af hans nåde. At vores eksistens er en løgn, hvis vi mener, at vi er selvberoende væsner, der kan klare alting selv. Det er den fundamentale menneskelige fejltagelse. For vores liv afhænger af noget andet end os selv. Det bliver til i mødet. Med den anden. Med Gud. Når vi så oplever, at vi mislykkes i vores misforståede forsøg på at klare alting selv. Når vi stedet at klare os gang på gang rammer ved siden af i vores liv, så ser vi - i hvert fald i et glimt - løgnen i øjnene og må lade det, vi ville, falde. Og så kan noget nyt ske. Opstandelsen. Gud kan lade noget nyt opstå i os. For os. Opstandelsen. Det er egentlig to ting og på samme tid dele af den samme gave, vi bliver skænket. Opstandelsen er både anelsen af den opstandelse, vi venter i Gud. Og de små opstandelser, vi kan erfare i vores liv. Dér, hvor vi erfarer, at hver dag kan være en ny opstandelse. At noget bedre kan 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 vokse frem i mødet med den anden. Opstandelsen forudsætter, at noget i os må bringes til fald, knuses og dø. For ud af det sønderknuste vokser det nye. Jeg vil fortælle jer to små historier, der kan illustrere dette. Den første handler om Martin Luther. Det er jo meget aktuelt nu, hvor vi har taget hul på det såkaldte reformations-år, der markerer 500 året for reformationens begyndelse, og som vi for kort tid siden har kunnet se markeret i Lund, hvor ingen ringere end selveste paven havde fået lyst til at kigge forbi. Men tilbage til ham, som det begyndte med: Martin Luther. Han var som ganske ung på en rejse, hvor han kom i fare på grund af et voldsomt tordenvejr. I sin voldsomme frygt og ubetingede dødsangst aflagde han dér, midt på vejen, hvor jord og himmel stod i ét, et løfte til Gud. Han lovede, at han ville gå i kloster, hvis blot han overlevede. Dette var grunden til, at Luther i 1505 forlod universitetet for at blive munk. I den første tid som munk mente Luther, at mennesket selv skulle gøre sig fortjent til frelsen. Ligesom vi i dag kan mene, at et menneske er selvberoende og skal klare alting selv. At det er os, der bærer alting og derfor også skal sørge for alt her i tilværelsen. Forandringen i Luthers liv kom ikke, fordi han efter lang tids anstrengelser følte, at han nu var lykkedes. At han nu endelig havde gjort sig fortjent til frelsen. Den kom tværtimod, da han sønderknust måtte erfare, at vi hverken kan eller skal sætte vores lid til vores egne anstrengelser. Da han gav slip på forfængeligheden og den urealistiske tiltro til egne evner. Da han opgav sig selv for at give plads til Gud. For det er Gud alene, der skænker os vores liv. Det er ham alene, der bærer os, og det er ham alene, der frelser os. Det er ham, der giver os alt godt: Livet, kærligheden, troen. Intet af det kan vi tage selv. Vi kan kun have det, som det i mødet. Altid som det, vi bliver givet. Det er ud af denne grundindsigt om det rette forhold mellem Gud og menneske, at reformationen og den evangelisk-lutherske kirke vokser. Luthers grunderfaring af, at vi hverken kan leve ud af vort eget eller frelse os selv, vendte op og ned på ganske meget både samfundsmæssigt og kirkeligt. Salmesang på modersmålet var f.eks. en stor del af den lutherske reformation. 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Luther skrev en række salmer, på tysk, hvilket var helt nyt. Man plejede at synge på latin. Og det satte selvsagt sine begrænsninger for, hvor mange der kunne synge med. Latin var et sprog, kun de lærde forstod. En del af Luthers salmer blev oversat til dansk, så også vi i Danmark kunne takke Gud på vores modersmål, og i salmernes toner og poesi forstå det under, at Gud selv kommer til os. Og at vi derfor slet ikke anstrenge os på det umulige: At vi skal komme til ham. Og nu kommer vi til den anden lille fortælling, jeg har lovet jer: Sjællands første biskop efter reformationen, Peder Palladius, fortæller i sin visitatsbog om en begivenhed, som fandt sted i 1542 eller måske Årstallet er lidt uklart. Det er datoen derimod ikke. Kyndelmisseaften, altså den 1. februar, var omkring 80 fiskere gået ud på isen mellem Amager og Saltholm for at stange ål. Ud på natten brød isen op, og fiskerne kom i havsnød. Nogle faldt igennem isen, andre drev af sted til havs på store isflager. 29 fiskere druknede den nat, resten kom i land enten på Amager, på Saltholm eller ved Malmø. Mens de drev ude på havet, råbte en af fiskerne til de mænd, der nu var fanget på andre isflager, at nu, hvor de stod over for døden, måtte de ikke miste håbet. Nu skulle det vise sig, om de havde hørt Guds ord. Og så begyndte han at synge en af de salmer, som Luther havde skrevet få år før, og som nu var blevet oversat til dansk. Og snart genlød luften over det mørke sund af Nu bede vi den Helligånd. Københavnerne kunne høre sangen inde i byen, og stod stille på gaderne og torvene for at lytte. Begivenheden gjorde et dybt indtryk på dem, og blev en stærk forkyndelse. Det var for dem en fastholdelse af det nye ligefremme gudsforhold, som reformationen havde båret med sig: At mennesker, sønderknuste, helt ude på kanten af deres liv, klamrende sig til en isflage i en kold vinternat, af hjertet synger en salme og beder en bøn til Gud. Det er vel det, de gamle kaldte for gudsfrygt. Men det er et ord, der ganske er gået af mode, og som ingen hverken regner med eller ved, hvad betyder. Gudsfrygt? I dag er det vist sådan, at enten regner man overhovedet ikke med Gud eller kristendommen og gør man endelig det, så er det ofte en Gud, der er lig med kærlighed. Ja, måske oveni købet også omvendt, ikke bare er Gud kærlighed, men kærlighed er også Gud. At Gud er kærlighed er også sandt. Men ikke omvendt. For alt, hvad vi kan finde 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 på at beskrive som kærlighed, er bestemt ikke Gud. Og så er der nok også mere at sige om ham. Det vidste Luther. Også selvom han jo om nogen var den, der forkyndte Guds nådige og kærlige væsen for os. Det er værd at bemærke hvordan Luther alligevel betoner gudsfrygten på den måde, at vi skal elske og ære Gud som det hedder i hans udlægning af det første af de ti bud. Vi skal give Gud æren. Og når vi gør det, så giver vi automatisk slip på selvforherligelsen i os selv. Så sætter vi, for et øjeblik i hvert fald, parentes om alt det, der ikke vil vide af Gud. Og først når alt det i os, der skiller os fra Gud er blevet sønderknust, da kan vi ydmyge tage imod hans kærlighed og leve af den. Om lidt skal vi synge den salme, Nu bede vi den Helligånd, som de fortabte fiskere sang den nat for så mange år siden. Deres situation er ikke vores. Vi er ikke fanget derude på isen. Ikke i bogstavelig forstand i hvert fald. Men i en anden forstand er vi fanget præcis, som de var. Vi kan ikke klare os selv. Vi kan ikke leve, som om vi selv er ophav til det. Livet er aldrig noget, vi kan tage, men altid kun det, vi kan have som det, vi bliver skænket. Vores liv afhænger af den anden. Vi er udleveret til hinanden. Vi skal ikke bilde os ind, at vi kan løfte livet selv. Alt det, der betyder noget hér i tilværelsen, kan vi ikke tage selv. Det er alt sammen noget, vi kun kan blive givet. Af næsten. Af Gud. Amen! 13/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5