Tidsskrift for Socialpolitisk Forening. Nr. 1 / 2013 TEMA. Rehabilitering

Transkript

1 Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Nr. 1 / 2013 TEMA Rehabilitering

2 Indholdsfortegnelse Tidsskrift for Socialpolitisk Forening Formand: Robert Olsen Landssekretær: Allan Bærentzen Social Politik udkommer seks gange årligt og sendes automatisk til alle medlemmer Redaktion: Matilde Høybye-Mortensen (Ansv.) Peter Bundesen Tine Gomard Margit Lotz Preben Etwil Morten Frederiksen Nina Særkjær Olsen Line Askgaard Dette nummer er redigeret af: Matilde Høybye-Mortensen, Tanja Dall og Dorte Caswell Redaktionssekretær: Line Askgaard ISSN Artikler fra Social Politik kan citeres med tydelig kildeangivelse. Redaktionen gør opmærksom på, at artikler i Social Politik ikke nødvendigvis dækker redaktionens eller Socialpolitisk Forenings synspunkter. Socialpolitisk Forening Strandgade 6, st København K Tlf.: (dagligt 10-15) post@socialpolitisk-forening.dk Merkur Bank: Tryk: Eks-Skolens Trykkeri ApS TEMA Rehabilitering: Fortid og fremtid Matilde Høybye-Mortensen, Tanja Dall og Dorte Caswell: Rehabilitering: fortid og fremtid... 3 Inge Storgaard Bonfils: Rehabilitering Ét begreb, mange meninger... 6 Søren Peter Olesen & Sophie Danneris Jensen: Fra revalidering til rehabilitering. Hvor blev revalideringsbegrebet af?...12 Dorte Caswell & Tanja Dall: Team, tværfaglighed og timing kan rehabiliteringsteamene leve op til forventningerne?...17 Mischa Rasted Andersson: Ingen rehabilitering uden borgerinddragelse...22 Mette Skou Rasmussen: Succes for rehabiliteringsteamene kommer ikke af sig selv...27 Åse Munk Mortensen: Er de fagprofessionelle en del af løsningen, eller en del af problemet?...32 Klumme Torben Holm: SU er god, social politik...37 Internationalt Bjørn Christensen: Stockholm 2012 Internationalt samarbejde...38 Lokalt...40 Landsforeningen...41

3 3 Rehabilitering: Fortid og fremtid Af Matilde Høybye-Mortensen, Tanja Dall og Dorte Caswell Rehabilitering har både som begreb og indsats været genstand for stigende fokus i de seneste år på både politisk, organisatorisk og praksisniveau. Interessen er særligt rettet mod koordinering af indsatser på tværs af sundheds- og socialsektorer og har derfor taget et sundhedsog socialpolitisk udgangspunkt, men beskæftigelsespolitikken inddrages nu også mere eksplicit. Fra januar 2013 er en større reform af førtidspension og fleksjob trådt i kraft, og med reformen etableres rehabilitering som både mål og middel i beskæftigelsesindsatsen. Borgere på kanten af arbejdsmarkedet skal fremadrettet have deres sager vurderet i et tværprofessionelt rehabiliteringsteam, der giver anbefalinger til indsatser på tværs af beskæftigelses-, uddannelses og sundhedssystemet med henblik på at (gen)etablere borgerne på arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamet får blandt andet til opgave at vurdere, hvorvidt det er relevant at iværksætte et andet af reformens nytænkninger: ressourceforløbet. Ressourceforløbet er tænkt som et længerevarende indsatsforløb af mellem et til fem års varighed, der skal samle de forskellige borgerrettede indsatser til ét koordineret og fokuseret forløb. Rehabiliteringsbegrebet bindes i denne sammenhæng sammen med et beskæftigelsesmål, men begrebet har oprindeligt rødder i sundhedssystemets mere overordnede mål om (gen)etablering af borgernes funktionsevne. Med dette temanummer af Social Politik ønsker vi at sætte fokus på rehabiliteringsbegrebets udbredelse og udfyldelse, og de konsekvenser de aktuelle social- og beskæftigelsespolitiske tendenser kan have for den konkrete rehabiliteringsindsats i praksis. Reform af førtidspension og fleksjob træder i kraft 1. januar 2013 Reformen har til hensigt at mindske tilgangen til førtidspension og fleksjob, og den skærper vilkårene for at få tilkendt førtidspension og omformer fleksjobordningens tilskud. Rehabiliteringsteam indføres som en ny instans i beskæftigelsesindsatsen, og ressourceforløb introduceres som en ny form for beskæftigelsestilbud, der skal give en ekstra indsats til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

4 4 Temanummeret indledes af Inge Storgaard Bonfils, ph.d. cand. scient.pol. og forsknings- og udviklingskonsulent ved Professionshøjskolen Metropol, som præsenterer rehabiliteringsbegrebet, og de forskellige definitioner og meninger det tillægges. Det er væsentligt at være opmærksom på, hvilke betydninger begrebet tillægges, da det får betydning for udførelsen af den rehabiliterende indsats i forskellige sammenhænge. Søren Peter Olesen og Sophie Danneris Jensen, begge ansat ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet som hhv. lektor og videnskabelig assistent, ser nærmere på de historiske linjer, der leder frem til introduktionen af rehabiliteringsbegrebet i en socialpolitisk kontekst. Artiklen peger på, at de nye tendenser har rødder tilbage i en revaliderings-tankegang. Det betyder, at der kan være mulighed for at trække på socialfaglige ressourcer i udformningen af rehabiliteringsteam og ressourceforløb. Dorte Caswell, lektor ved Aalborg Universitet, og Tanja Dall, adjunkt ved Professionshøjskolen Metropol, skriver om de nye rehabiliteringsteams, der har potentiale til at styrke jobcentrenes arbejde omkring de borgere, der er i særlig risiko for helt eller delvist at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Reformen adresserer nogle yderst relevante temaer i den konkrete indsats, men den indeholder i sin udformning en række barrierer for til fulde at udmønte de gode intentioner i praksis. Mischa Rasted Andersson, ergoterapeut og kandidatstuderende ved Aalborg Universitet, diskuterer med afsæt i et borgerperspektiv, hvordan rehabiliteringsbegrebet udfyldes i en beskæftigelseskontekst. Forskellige tolkninger af hvad rehabilitering betyder i den nye reform, sætter det borgerrettede fokus under pres og leder frem til et spørgsmål om, der overhovedet er tale om rehabilitering. Mette Skou Rasmussen, socialrådgiver og seniorkonsulent ved Cabi, kigger på de mere praksisnære udfordringer, der kan være forbundet med etableringen af tværfaglige rehabiliteringsteam i jobcentrene. Rehabiliteringsteamenes succes afhænger af, hvorvidt det lykkedes at udvikle og integrere arbejdsformer og metoder, der understøtter teamenes opdrag. Rehabiliteringsteam har til formål at sikre koordinering og en helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger og sektorer. Teamet skal give indstillinger til kommunens videre indsats på baggrund af en rehabiliteringsplan, som er udarbejdet af borgerens sagsbehandler. Teamet består af repræsentanter fra beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet, regionen i form af en sundhedskoordinator, og en repræsentant fra uddannelsesområdet i sager vedr. borgere under 30 år.

5 5 Ressourceforløb er en ny beskæftigelsesordning, der giver mulighed for længerevarende forløb (1-5 år) sammensat af foranstaltninger, aktiviteter og behandling koordineret på tværs af forvaltninger og sektorer. Under et ressourceforløb modtager borgeren ressourceforløbsydelse på enten kontanthjælps- eller sygedagpengeniveau, alt efter hvilken ydelse man tidligere har modtaget. Forløbet er tiltænkt personer der i fravær af en indsats ville blive tilkendt førtidspension. Temanummeret afsluttes med en artikel af Åse Munk Mortensen, regionsformand i Ergoterapeutforeningen Region Øst og bestyrelsesmedlem i FTF Region Sjælland, der fra en fagforeningsformands position fokuserer på, hvilke forudsætninger og udfordringer der kan være for vellykket rehabilitering i praksis. Samspillet mellem lovgivning, organisering og praktikerne udgør kernen i de forskellige indsatser, der kan være i gang i en rehabiliteringsproces, og artiklen ser blandt andet nærmere på de fagprofessionelles rolle i at få rehabiliteringsindsatserne til at fungere. Vi håber, temanummeret kan sætte en debat i gang om rehabiliteringsbegrebets nye aktualitet og den betydning fokusset på rehabilitering kan få for fremtidens tværfaglige indsats overfor udsatte borgere, hvad enten de befinder sig i et jobcenter eller andre steder i den danske velfærdsstat.

6 6 Rehabilitering Ét begreb, mange meninger Denne artikel sætter fokus på selve begrebet rehabilitering med reference til den måde, begrebet er blevet defineret i en dansk sammenhæng og de lovgivningsmæssige rammer for rehabilitering. Artiklen beskæftiger sig bredt med rehabiliteringsbegrebet med afsæt i WHO og FN s definitioner heraf, og jeg vil reflektere over forskellige tilgange i den aktuelle brug af rehabiliteringsbegrebet. Af Inge Storgaard Bonfils Rehabilitering er et forholdsvist nyt begreb, men som i dag kobles til reformens midler Rehabilitering betyder at give anseelse, ære og position tilbage og er koblet til begreberne funktionsevne og funktionsevnenedsættelse Begrebet rehabilitering er i de senere år blevet lidt af et buzz word, som anvendes og kobles til en lang række indsatser, der sættes i værk over for mennesker med nedsat funktionsevne. For eksempel taler vi i dag om hverdagsrehabilitering, arbejdsrehabilitering, kræftrehabilitering og hjerneskaderehabilitering i både politiske og faglige sammenhænge. Der eksisterer ikke én officiel dansk definition af rehabilitering, og begrebet er også først med førtidspensions- og fleksjobreformen blevet et begreb, som indgår i dansk lovgivning. Nu indgår begrebet i bestemmelserne om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteam, hvor det kobles til to af de midler, der skal fremme en helhedsorienteret og tværfaglig beskæftigelsesindsats. Går vi blot et par år tilbage, var rehabiliteringsbegrebet ikke videre udbredt i Danmark. Som eksempel er rehabiliteringsbegrebet kun nævnt en enkelt gang i Strukturkommissionens betænkning, og her kobles begrebet snævert til genoptræning af ældre borgere i kommunerne. Historie og definitioner Rehabilitering går tilbage til latin habilitas, som betyder en veludviklet evne, dygtighed eller duelighed. Re habilitering betyder at give anseelse, ære og position tilbage. Rehabiliteringsbegrebet er historisk

7 7 set koblet til de indsatser, der blev sat i værk over for krigsveteraner omkring og efter 1. verdenskrig. Dengang handlede det om at hjælpe de skadede og sårede soldater til at genvinde en plads i samfundet. I et nutidigt perspektiv er målgruppen for rehabilitering alle borgere med en nedsat funktionsevne, uanset om denne skyldes sygdom, skade eller sociale begivenheder. Rehabiliteringsbegrebet er koblet til begreberne funktionsevne og funktionsevnenedsættelse. Ofte refereres til WHO s (World Health Organization) klassifikation af funktionsevne i ICF, Den Internationale Klassifikation af Funktionsevne, Funktionsevnenedsættelse og Helbredstilstand. ICF er et klassifikationssystem, som er udviklet med det formål at beskrive det komplekse samspil mellem kroppens funktioner og anatomi, aktivitet og deltagelse, og den indflydelse som omgivelsesmæssige og personlige faktorer har for en persons funktionsevne. Personer med samme type nedsatte funktionsevne, fx personer som er blinde, kan opleve vidt forskellige muligheder for at deltage og være aktive i samfundet, afhængigt af de fysiske og sociale omgivelser de lever i, ligesom personens karakteregenskaber, mestringsevne m.v. kan spille en rolle herfor. ICF skaber en begrebsmæssig ramme til forståelse af dette komplekse samspil. Når vi i det daglige taler om mennesker, som har en nedsat funktionsevne anvender, vi ofte betegnelser som fysisk handicap, blinde, døve, hørehæmmede, hjerneskadede, udviklingshæmmede m.v. Vi kan have bestemte forestillinger om, hvad mennesker med disse handicaps kan og ikke kan. Men skal det undgås, at mennesker med handicap på forhånd sættes i bås, bør man undersøge og gå i dialog med personen om, hvilken betydning en skade, sygdom, medfødt lidelse eller social begivenhed har for personens funktionsevne og dermed personens rehabiliteringsbehov. I Danmark refereres der typisk til to forskellige definitioner af rehabilitering. Den ene er en oversættelse af WHO s definition af rehabilitering. Den anden er Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, udgivet af MarselisborgCentret i samarbejde med Rehabiliteringsforum Danmark. WHO definerer rehabilitering således: Rehabilitering af mennesker med nedsat funktionsevne er en række af indsatser, som har til formål at sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde den bedst mulige fysiske, sansemæssige, intellektuelle, psykologiske og sociale funktionsevne. Rehabilitering giver mennesker med nedsat funktionsevne de redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse. I Danmark refereres der typisk til to forskellige definitioner af rehabilitering, der skal fremme den enkeltes selvbestemmelse og selvstændighed

8 8 I 2004 udgav MarselisborgCentret i samarbejde med Rehabiliteringsforum Danmark en Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet. Hvidbogens begrebsdefinition og forståelse af rehabilitering er i dag bredt anerkendt og indgår bl.a. i lærebøger om rehabilitering. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet var et resultat af tænketanksarbejde bestående af fagfolk fra rehabiliteringsområdet og handicaporganisationer. Formålet var at skabe en fælles forståelse og et afsæt for at udvikle rehabiliteringsindsatserne i Danmark. I Hvidbogen defineres rehabilitering således: Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats. men definitionerne peger i retning af to forskellige rehabiliteringsprocesser Begge definitioner har fokus på det enkelte menneskes funktionsevne og indsatser, som har til formål at mindske betydningen af nedsat funktionsevne, hvad enten denne er relateret til fysiske, psykiske, kognitive eller sociale forhold. Formålet er at fremme den enkeltes selvbestemmelse og selvstændighed. I Hvidbogens definition forstås rehabilitering som en samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk, hvor WHO s definition taler om, at rehabilitering giver borgeren redskaber, der er nødvendige for at opnå uafhængighed og selvbestemmelse. Denne forskel peger i retningen af to forskellige rehabiliteringsprocesser. Hvidbogens definition lægger op til, at der er tale om en udviklings- og samarbejdsproces mellem borgeren og de professionelle, hvor WHO s definition lægger op til, at de professionelle udstyrer og overdrager redskaber til borgeren. Det kan fremhæves, at Hvidbogens definition fastslår, at rehabilitering skal baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger. I denne forståelse er det borgeren, som bliver den styrende i at træffe beslutninger i en samarbejdsproces med de professionelle og pårørende, og der er således lagt vægt på borgeres deltagelse og formulering af mål med rehabiliteringsindsatsen. En anden forskel er, at Hvidbogen taler om rehabilitering som en tidsbestemt og målrettet samarbejdsproces, hvor der i WHO s definition ikke er lagt op til, at indsatsen er afgrænset hverken i tid eller i forhold til mål, udover at indsatserne skal sætte den enkelte i stand til at opnå og vedligeholde bedst mulig funktionsevne. Der er således både lighedspunkter og forskelle på de to definitioner, som kan få betydning for den måde, hvorpå rehabilitering forstås og fortolkes i en praktisk sammenhæng.

9 9 De lovgivningsmæssige rammer for rehabilitering Dansk lovgivning indeholder ikke specifikke bestemmelser om rehabilitering. Derimod kan vi tolke de indsatser, som generelt tilbydes mennesker med nedsat funktionsevne efter den sociale lovgivning, lovgivning på beskæftigelsesområdet samt lovgivning på uddannelsesog sundhedsområdet som indsatser, der har et rehabiliterende sigte. Lovbestemte ydelser som genoptræning, socialpædagogisk bistand, revalidering og specialundervisning er eksempler på ydelser, der har et rehabiliterende sigte. Historisk set har man i FN regi anvendt betegnelsen rehabilitering i mange år, men dette begreb blev i Danmark oversat til revalidering og dermed forbundet med en snæver erhvervsmæssig indsats. Det var tilfældet i den danske oversættelse af FN s Standardregler om Lige muligheder for handicappede fra Med Danmarks ratifikation af FN s Handicapkonvention blev rehabiliteringsbegrebet en del af den danske juridiske terminologi og anses således som en menneskeret. I Konventionens artikel 26 står: 1. Deltagerstaterne skal træffe effektive og passende foranstaltninger, herunder gennem støtte fra ligestillede, for at gøre det muligt for personer med handicap at opnå og opretholde den størst mulige uafhængighed, fuld fysisk, psykisk, social og erhvervsmæssig formåen samt fuld inkludering og deltagelse i alle livets forhold. Med henblik herpå skal deltagerstaterne arrangere, styrke og udbygge omfattende habiliterings- og rehabiliteringstilbud og -ordninger, i særdeleshed inden for sundhed, beskæftigelse, uddannelse og det sociale område, således at disse tilbud og ordninger: Med Danmarks ratifikation af FN s Handicapkonvention blev rehabiliteringsbegrebet en del af den danske juridiske terminologi og anses således som en menneskeret a) iværksættes på det tidligst mulige stadium og baseres på en tværfaglig bedømmelse af individuelle behov og stærke sider, b) støtter deltagelse og inkludering i samfundet og på alle samfundsområder, er frivillige og stilles til rådighed for personer med handicap så tæt som muligt på deres lokalsamfund, herunder i landdistrikter. Konventionens artikel 26 vedrører både rehabilitering og habilitering. Habiliteringsbegrebet er ikke et begreb, der (endnu) er særligt udbredt i en dansk sammenhæng. I Norge og Sverige har man i en længere periode skelnet mellem habilitering og rehabilitering. Habiliteringsbegrebet refererer til indsatser for mennesker med medfødte eller tid-

10 10 ligt erhvervede funktionsnedsættelser og anvendes ofte om indsatser over for børn og unge med medfødt nedsat funktionsevne. Habilitering handler om en proces, hvor barnet udvikler nye evner. Processen vil ofte ikke være tidsafgrænset, da barnet har behov for støtte til at udvikle sig under hele opvæksten og i alle sfærer af livet i hjemmet, skolen, fritiden m.v. Som anført indledningsvis har rehabiliteringsbegrebet vundet større udbredelse som en samlebetegnelse for en række af de indsatser, der tilbydes mennesker med nedsat funktionsevne. I 2011 har Indenrigsog Sundhedsministeriet, Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet udsendt en vejledning om kommunal rehabilitering, som giver en oversigt over en række af de indsatser, der kan tilbydes mennesker med nedsat funktionsevne. Vejledningen har bl.a. til formål at sikre samarbejde og koordination mellem de fag- og forvaltningsområder, der har ansvaret for, at der er sammenhæng og kvalitet i den enkelte borgers forløb. Vejledningen retter sig primært mod indsatser over for personer med erhvervet nedsat funktionsevne, men fremhæver at flere af de tilbud og ydelser, der beskrives, kan være relevante for mennesker med medfødt, nedsat funktionsevne. Rehabiliteringsbegrebet ses ofte koblet til andre begreber og refererer til forskellige forståelser og praksis Rehabiliteringsbegrebets betydning kan gå hen og blive uklart, især når det anvendes på forskellige måder og i forskellige sammenhænge Begrebslige koblinger og bagvedliggende forståelser Rehabiliteringsbegrebet ses ofte koblet til andre begreber så som hverdags-rehabilitering, arbejds-rehabilitering, kræft-rehabilitering, KOL- rehabilitering. I de første to eksempler bliver rehabiliteringsbegrebet koblet til et aktivitetsperspektiv, hvor rehabiliteringen retter sig mod en særlig aktivitet, så som arbejde / beskæftigelse. Betegnelsen hverdags-rehabilitering peger på hverdagens aktiviteter som mål for rehabiliteringen. Aktuelt anvendes betegnelsen hverdagsrehabilitering dog ofte om de indsatser, som kommunerne tilbyder via hjemmeplejen i form af rehabilitering til personlig pleje og praktiske gøremål i hjemmet. Der er således nok snarere tale om rehabilitering til at varetage aktiviteter i hjemmet, hvorfor betegnelsen hjemmerehabilitering som også anvendes i Sverige måske vil være mere sigende. Betegnelser som kræft-rehabilitering og KOL-rehabilitering retter sig mod en mere sygdomsorienteret tænkning, hvor rehabiliteringen tilbydes de mennesker, som er diagnosticeret med den givne sygdom. Endelig ser vi, at rehabiliteringsbegrebet kobles til bestemte midler/metoder, som det ses i bekendtgørelsen om rehabiliterings-plan og rehabiliterings-team. Ligesom de forskellige definitioner kan danne afsæt for forskellig praksis, kan disse forskellige perspektiver på rehabilitering få konsekvenser for den måde, som rehabilitering udøves på. En sygdomsspecifik, diagnostisk tænkning kan være koblet tættere til behandling i sundhedsvæsenet og dermed borgerens helbredsmæssige tilstand end

11 11 en beskæftigelsesrettet rehabilitering, som vil have personens erhvervsmæssige kompetencer og muligheder i sigte. Rehabiliteringsbegrebets betydning kan gå hen og blive uklart, især når det anvendes på forskellige måder og i forskellige sammenhænge. Samtidig kan man jo som sådan ikke»tage patent«på brugen af begrebet, men nok forholde sig kritisk og reflekteret til måden begrebet anvendes på. Inge Storgaard Bonfils er Forsknings- og udviklingskonsulent, Ph.d. cand.scient.pol., ved Institut for Rehabilitering og Ernæring, Professionshøjskolen Metropol.

12 12 Fra revalidering til rehabilitering. Hvor blev revaliderings - begrebet af? I denne artikel søger vi tilbage i den danske socialhistorie og til den danske revalideringstradition, for at spore nogle af de elementer, der er gået tabt ved, at investeringssynsvinklen, revalideringsbegrebet og revalideringstænkningen er gledet i baggrunden. Et sådant tilbageblik viser, at der er store samfundsmæssige udfordringer og forpligtelser forbundet med investeringssynsvinklen og med en vellykket rehabiliterings-/ revalideringsindsats, uafhængigt af ordvalget. Af Sophie Danneris Jensen og Søren Peter Olesen Rehabilitering har nu fået en fremtrædende plads i det social- og arbejdsmarkedspolitiske ordforråd. Det sker med indførelsen af de rehabiliteringsteam, der tillægges en central rolle i den seneste førtidspensionsreform (jf. senere artikler om rehabiliteringsbegrebet). Reformen kan ses som en forlængelse af social- og arbejdsmarkedspolitiske reformer gennem de seneste årtier herunder bl.a. den beskæftigelsespolitiske drejning af socialpolitikken og indførelsen af arbejdsevnemetode og ressourceprofil. I denne artikel rejses den overvejelse, at det i en dansk tradition kunne have forekommet naturligt at tale om revalidering frem for rehabilitering i forbindelse med førtidspensionsreformen. En forklaring på at revalideringsbegrebet er gledet i baggrunden og rehabiliteringsbegrebet er kommet i forgrunden vil imidlertid kræve en større analyse. I denne artikel gøres blot to nøje sammenhængende iagttagelser. Den første er, at den socialpolitiske investeringssynsvinkel, der synes at stikke næsen frem blandt andet i forbindelse med rehabiliteringsbegrebets nye status, har lange rødder i dansk socialpolitisk tænkning. Den anden iagttagelse går ud på, at den socialfaglige metodik og de

13 13 professionsfaglige udfordringer, der knytter sig til begrebet, inviterer til at revitalisere revalideringsbegrebet og at rekapitulere revalidering som socialfagligt felt. Sigtet med denne artikel er at fremhæve, at de nyere intentioner om også at integrere udsatte grupper i arbejdslivet ikke er så nye endda, samt at der er en socialfaglig ressource at trække på i udformningen af ressourceforløb og i rehabiliteringsteamenes arbejde. Historik Mindst et par gange i den danske socialhistorie forekommer det, at der under relativt gode økonomiske konjunkturer, som er præget af en progressiv politisk ånd, gennemføres socialpolitiske reformer med baggrund i forebyggelses- og investeringstankegangen. Det er tilfældet under senmerkantilismen i slutningen af 1700-tallet og under udbygningen af den universelle velfærdsstat med bl.a. opbygningen af et revalideringsapparat i 1960 erne og 1970 ernes socialreform. Mens merkantilisterne i 1700-tallet og gammelliberalisterne i 1800-tallet, ligesom neoliberalisterne i vor tid, havde en sejlivet opfattelse af, at socialpolitikken repræsenterer omkostninger og virker væksthæmmende, så var der i slutningen af 1700-tallet tilløb til en progressiv socialpolitisk tankegang, og i 1970 ernes reform byggede de gennemgående principper på forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel. Et af de synspunkter, der blev fremført i en socialpolitisk kommission nedsat i 1787 gik ud på, at når det ikke drejede sig om ældre og uhelbredeligt syge, var det vigtigt at undgå, at borgere: bestandig falder de offentlige Foranstaltninger til last ved at sørge for, at de: formedelst Hielp i den rette Tid fremdeles have ved Arbeide ernæret dem og deres Familie. Senmerkantilismen kan således delvis karakteriseres ved en avanceret socialpolitisk tankegang. Det var vigtigt, at: den Andeel, borgerne kan bidrage med til den almindelige Velstand, ikke tabes. 1 Hvad 1960 ernes og 1970 ernes sociale reformer angår, kan det i denne sammenhæng minde om, at de bærende principper var, at sociale problemer blev betragtet som samfundsmæssigt betingede og som et samfundsmæssigt ansvar. Hvis et socialt problem meldte sig i et menneskes liv, så blev det for det første anset for socialpolitisk vigtigt at forholde sig til og gøre noget for at afbøde og afhjælpe individets sociale nød snarere end at skubbe denne nød fra sig eller søge at undgå at forholde sig til den. For det andet ansås det for samfundsøkonomisk rentabelt at investere i at løse problemet for dels at sikre de menneskelige ressourcer (herunder arbejdskraft), dels at undgå fremtidige eventuelt livsvarige udgifter til de pågældendes og deres pårørendes forsørgelse. Hvis et individ af den ene eller anden grund kom ud for et Historisk set, gennemføres socialpolitiske reformer med baggrund i forebyggelses- og investeringstankegangen under relativt gode økonomiske konjunkturer I slutningen af 1700-tallet og i 1970 erne var socialpolitik indtænkt i et samlet vækstfremmende perspektiv

14 14 indkomstbortfald, kunne det være indledningen til en social deroute, som både forsørgelsesmæssigt og i form af udgifter til følgevirkninger kunne blive meget belastende for de offentlige kasser. Socialpolitikken skulle derfor ikke ensidigt opfattes som omkostning, men indrettes således at den bragte folk på ret køl for at de kunne klare sig selv igen. Dermed blev den grundlæggende synsvinkel på socialpolitikken ikke omkostning, men investering, og socialpolitikken kunne indtænkes i et samlet vækstfremmende perspektiv. Hvis borgerens værdi som menneske (og arbejdskraft) var truet, lønnede det sig at gengive borgeren den tabte værdi at revalidere. Det var såvel menneskeligt nyttigt og rationelt som rentabelt. Den professionsfaglige tænkning om revalideringsbegrebet fandt sted med etableringen af revalideringsinstitutionerne Forståelsen af revalidering var møntet på genindtræden på arbejdsmarkedet og dermed baseret på et økonomisk rationale En socialpædagogisk tilgang baseret på et humanistisk rationale vinder frem Revalidering og 70 ernes reform er de uløseligt forbundne Med investeringssynsvinklen i ryggen, understøttet af den højkonjunktur der prægede det meste af 1960 erne og første halvdel af 1970 erne, opbyggedes således et net af revalideringsinstitutioner og en professionel forståelse af mulighederne i dette felt, herunder et sæt af metoder. Udviklingen af de metodiske principper bag- og den professionsfaglige tænkning om revalideringsbegrebet fandt sted med etableringen af revalideringsinstitutionerne (her både forstået som revalideringsvirksomheder og -klinikker) i 1960 erne. Gennem afprøvning af forskellige metoder og tilgange gjorde man sig en række erfaringer med revalideringsindsatsen. Disse erfaringer beror jf. ovenstående på den forståelse, der eksisterede af formålet med revalideringen. I udgangspunktet blev formålet forstået ud fra et overvejende økonomisk rationale. Den forståelse af revalidering, der var fremtrædende, var møntet på genindtræden på arbejdsmarkedet (i dag måske svarende til arbejdsevne). Denne forståelse, og den senere udvikling heraf, kan illustreres ved et blik på den type af medarbejdere, der var ansat på revalideringsinstitutionerne og virksomhederne. Således var revalideringsinstitutionerne i de første år bemandet med medarbejdere med en håndværksfaglig baggrund, da fokus netop var på genoptræne de af borgernes fysiske færdigheder, som afholdt dem fra at varetage et arbejde. Op gennem 1970 erne blev der imidlertid efterspurgt en mere socialpædagogisk tilgang på institutionerne og blandt medarbejderne. Man gik i denne periode væk fra at fokusere på de fysiske svagheder hos borgerne til i højere grad at betragte arbejdsløshed som beroende på åndelige problemer. Det vil sige, at der skete en bevægelse fra et økonomisk rationale til et mere humanistisk rationale, hvor formålet med revalidering i højere grad kom til at handle om øget livskvalitet blandt borgerne (hvad man i dag måske kan kalde funktionsevne).

15 15 Herfra hoppede revalideringsbegrebet i 1980 erne ind i SUM-programmet 2, hvor det udfolder sig fra at være mere diagnostisk fagligt betinget til at bero på en mere dynamisk og eksperimenterende faglighed. I kraft af de sociale udviklingsprojekter (SUM) får revalideringsbegrebet i denne periode en mere flydende karakter, hvor de metodiske principper afhænger af lokale forhold, forskellige projekters formål samt de tildelte midler for udviklingsarbejdet. Det er i denne forbindelse vores påstand, at revalideringstankegangen, og den udvikling begrebet har undergået, drukner undervejs i SUM-programmet og det kommunale sociale arbejde. Den revalidering der opkvalificerer kompetencer og har uddannelsesfokus er ressourcekrævende. Formodentlig derfor vælger man i kommunalt regi primært at revalidere til lignende arbejdsfunktioner, som borgeren tidligere var i, selvom lovgivningen egentlig på det tidspunkt stadig gav mulighed for at opkvalificere kompetencer og tænke i nye retninger for den enkelte borger. Dermed risikeres i mange tilfælde, at revalidering, når den overhovedet kommer på tale, ikke kommer til at fungere i overensstemmelse med den oprindelige intention om at gengive en (tabt forsørgelsesmæssig) værdi. Således mister revalideringsbegrebet undervejs sin gyldighed. Både indefra i forhold til en særlig metodefaglighed og udefra i forhold til omverdenens blik på begrebets anvendelse. Revalideringsområdet som socialfagligt metodefelt Til trods for denne dystre karakteristik af revalideringsbegrebet er det dog også vores påstand, at der med erfaringerne fra revalideringsindsatsen eksisterer en socialfaglig ressource, som der kan trækkes på i udformningen af de nye ressourceforløb og i rehabiliteringsteamenes arbejde, jf. den nye reform af førtidspension og fleksjob. Eksempelvis kan man betragte den helhedsmodel for revalideringsindsatsen, som blandt andet beskrives i Socialstyrelsens En ulykke kommer sjældent alene 3, som et parallelt perspektiv på fremgangsmåden i ressourceforløbene. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at erfaringerne og den fremkomne viden fra brugen af helhedsmodellen ikke er videreudviklet, men at man i stedet for, med den nye reform, forsøger at opfinde nye termer, en ny indsats og nye metoder. Noget af den viden som det kommunale revalideringsarbejdet har bidraget med er, at det er en meget kompleks indsats, som udover den socialfaglige indsigt kræver kendskab til både arbejdsmarkedet og de kompetencer, der bliver efterspurgt, samt uddannelsesinstitutionerne og de muligheder der findes for efter-/videreuddannelse. Eksempelvis tyder det historiske tilbageblik på, at sagsbehandlerne i revalideringsarbejdet ikke havde blik for, at revalidering også handler om at se på, Revalideringens formål kommer derfor til at handle om øget livskvalitet blandt borgerne Revalideringsbegrebet mister sin gyldighed Erfaringerne fra revalideringsindsatsens helhedsmodel kan videreudvikles

16 16 Rehabilitering handler om noget andet end at afklare borgerne og det gør man ikke bare ved at finde på nogle nye termer hvordan arbejdsmarkedet er sat sammen, og hvilke potentielle job der findes, men som i stedet havde fokus på at afklare begrænsninger og barrierer hos den enkelte. Men det forpligter også at arbejde videre med revalidering som begreb, fordi vi dermed også bliver bundet op af at skulle håndtere de begrænsninger, som erfaringerne peger på, at der har været med dette begreb. Når man i dag taler om rehabilitering og ressourceforløb, skal man overkomme de samme barrierer som dengang dvs. at rehabilitering handler om noget andet end at afklare borgerne og det gør man ikke bare ved at finde på nogle nye termer. Det handler derimod om investering, hvis der for alvor skal komme noget ud af de nye ressourceforløb. Det er vores påstand, at vi er nødt til at investere i borgernes ressourcer frem for at afklare deres begrænsninger. Og for at det lykkedes, er der behov for stærke ressourcer bag indsatsen. Afrunding Det er tankevækkende, at et tidligere veletableret socialfagligt metodebegreb glider ud og bliver erstattet af et andet nærliggende begreb, uden at erfaringerne med det bliver bearbejdet systematisk. Det synes derfor relevant at spørge: Kunne rehabiliteringsbegrebet have været kvalificeret gennem inddragelse af erfaringerne med revalidering? Og risikerer rehabiliteringsbegrebet og den praksis, der kommer til at blive udviklet i forlængelse af det at lide en lige så krank skæbne som revalideringsbegrebet? Sophie Danneris Jensen er cand.scient.soc. og videnskabelig assistent ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Hun beskæftiger sig bl.a. med styring og effektmåling inden for beskæftigelsesområdet samt evalueringer og analyser af beskæftigelsesindsatser. Søren Peter Olesen er lektor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet. Han beskæftiger sig særlig med diskurs- og narrativ analytiske tilgange til socialt arbejde samt med socialt arbejde på beskæftigelsesområdet. Noter 1 Citeret efter Petersen, J.H. (1972): Socialpolitisk teori I. Studies in History and social Sciences Vol. 5, Syddansk Universitet. 2 Det sociale udviklingsprogram, afgivet af Folketingets Socialudvalg i 1988, med det formål at styrke det lokale initiativ og fremme omstillingen og den forebyggende indsats inde for det sociale område. 3 En publikation, der samler op på et projekt i Aarhus Kommune, som omhandlede indsatser for fremme af handicappedes sociale og økonomiske integration (Socialstyrelsen 1988).

17 17 Team, tværfaglighed og timing kan rehabiliteringsteamene leve op til forventningerne? Med førtidspensionsreformen skal alle kommuner etablere et rehabiliteringsteam, der skal sikre koordination og tværfaglighed i beskæftigelsesindsatsen. Gennem artiklen argumenteres der for, at konstruktionen af rehabiliteringsteamene og timingen af den efterfølgende indsats begrænser teamenes mulighed for at understøtte en positiv udvikling hos borgerne. Af Dorte Caswell og Tanja Dall 1. januar 2013 trådte en reform af førtidspension og fleksjob i kraft, som skal mindske antallet af borgere på de varige forsørgelsesydelser. Reformen trækker et rehabiliteringsperspektiv ind i den beskæftigelsesrettede indsats overfor borgere på vej mod hhv. førtidspension og fleksjob, og den er politisk begrundet med et ønske om en tidligere og mere tværfaglig koordinerende indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Tværfaglighed og koordinerede indsatser er to af kerneelementerne i rehabiliteringsperspektivet, og undersøgelser som eksempelvis»veje til førtidspension«(caswell et al. 2012) illustrerer betydningen af disse elementer i beskæftigelsesindsatsen over for borgere med problemer udover ledighed. Vi vil i denne artikel kigge nærmere på de rehabiliteringsteam, reformen indfører som første led i den nye indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamene indeholder både en række potentialer og udfordringer for en virkningsfuld beskæftigelsesindsats,

18 18 og vi vil i artiklen se på nogle af de udfordringer, der relaterer sig til hhv. timing og tværfaglighed. Forskning har vist, at der i mange tilfælde er behov for en tidligere, koordineret og målrettet indsats Kommer rehabiliteringsindsatsen for sent? Som følge af førtidspensionsreformen skal alle kommuner senest den 1. juli 2013 etablere et rehabiliteringsteam bestående af repræsentanter fra kommunens beskæftigelses-, social-, sundheds- og undervisningsområde samt en sundhedskoordinator fra regionen. Teamet skal vurdere alle sager, inden der træffes beslutning om tilkendelse af bl.a. fleksjob og førtidspension og skal afgive en indstilling til kommunens videre indsats i sagen, herunder hvorvidt det vurderes relevant at iværksætte et af de nye ressourceforløb. På papiret udgør rehabiliteringsteamet en mulighed for en (tvær)faglig styrkelse af beskæftigelsesindsatsen. På samme tid er der risiko for, at teamet fungerer som stopklods i sager, der ellers kunne være på vej mod fleksjob og førtidspension, uden at borgerne af den grund kommer nærmere arbejdsmarkedet. Forskningsprojektet»Veje til Førtidspension«har sammen med anden forskning vist, at der i mange tilfælde er behov for netop en tidligere, koordineret og målrettet indsats, der også kigger udover et snævert beskæftigelsesperspektiv, hvis borgere med problemer udover ledighed skal fastholdes på arbejdsmarkedet. Reformen synes således umiddelbart at indeholde nogle yderst relevante tanker i forhold til at styrke den samlede indsats for disse borgere. Reformens investeringstankegang, i forhold til at iværksætte langsigtede og koordinerede indsatser, undergraves dog blandt andet af timingen af rehabiliteringsteamenes inddragelse og ressourceforløbenes iværksættelse. Rehabiliteringsteamene skal inddrages i en sag, inden der kan træffes afgørelse om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Det vil sige, at inddragelsen sker, når det er dokumenteret, at borgeren har væsentlige problemer udover ledighed, der ikke kan løses i den almene beskæftigelsesindsats. At nå frem til en sådan konklusion, og ikke mindst at skaffe dokumentation herfor, er ofte en længerevarende proces, som bl.a. består af indhentning af lægefaglige vurderinger samt afprøvninger og aktiveringer i diverse beskæftigelsestilbud. Forskning på området peger entydigt på vigtigheden af tidlige indsatser, da det giver mulighed for at igangsætte en udvikling, der kan understøtte den enkelte borgers arbejdsevne. Men set i lyset af reformens afgrænsning af, hvornår rehabiliteringsteamene kan inddrages og den efterfølgende særligt tilrettelagte indsats, der kan iværksættes, er der en væsentlig risiko for, at rehabiliteringsindsatsen simpelthen misser disse borgere.

19 19 Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har i P1 den 27. november 2011 udtalt, at der alligevel ikke bliver tale om den tidlige indsats, som reformen først blev begrundet med. Hun mener dog, at der stadig er tale om en forebyggende indsats, idet rehabiliteringsteam m.m. indføres, når borgere ellers ville være blevet tilkendt førtidspension. Den længerevarende periode uden for arbejdsmarkedet, inden der kan iværksættes en rehabiliteringsfokuseret indsats, betyder dog, at reformens ændringer snarere vil medføre, at førtidspensionstilkendelserne udskydes frem for forebygges. Herved fastholdes borgere på fx kontanthjælp i flere år, inden der kan opnås en varig afklaring af deres situation. Reformen opretholder et vist fortolkningsrum hos kommunerne i forhold til at vurdere, hvornår en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at den er på vej mod ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension og dermed skal forelægges rehabiliteringsteamet. Der kan være en væsentlig forskel på, om man benytter ressourceforløbet, når man tidligere ville have visiteret til førtidspension. Der er forskel på en omfattende udredning og afprøvning af arbejdsevnen og på, om andre ordinære tilbud blot skal vurderes utilstrækkelige, uden at disse nødvendigvis skal være afprøvet i praksis. Som udgangspunkt er målgruppen for indsatsen de borgere, der før reformen ville have fået førtidspension. Dog giver selve lovteksten mulighed for en vis fortolkning, der kan udvide målgruppen til at inkludere alle borgere med komplekse problemstillinger, der har behov for en længerevarende indsats. Spørgsmålet bliver i denne forbindelse, hvor meget og hvilken dokumentation der er behov for, før sagsbehandlerne kan vurdere, at en sag bør forelægges rehabiliteringsteamet med henblik på en mere koordineret og rehabiliterende indsats. Kommunernes fortolkning af dette bliver afgørende for, hvor lange afklarings- og afprøvningsforløb en borger skal igennem, inden der kan indstilles til en særligt tilpasset og sammenhængende indsats. En rehabiliterende, koordineret og målrettet indsats synes ud fra den eksisterende viden på området at være yderst relevant, hvis borgere med komplekse problemstillinger skal fastholdes på arbejdsmarkedet. Timingen af rehabiliteringsteamets inddragelse og eventuelt efterfølgende ressourceforløb betyder dog, at der er en væsentlig risiko for, at indsatsen kommer for sent. Kan et rehabiliteringsteam sikre tværfaglig koordinering og samarbejde? Rehabiliteringsteamene har ifølge reformens lovtekst til formål at»sikre en tværfaglig koordinering og en helhedsorienteret indsats på tværs af forvaltninger og myndigheder og med fokus på beskæftigelse og uddannelse«. Tværfaglighed, koordinering og helhedsorientering er cen- Der bliver alligevel ikke tale om den tidlige indsats, reformen først blev begrundet med Kommunernes fortolkning og implementering bliver afgørende Potentielt udbytterigt, at der med reformen sættes fokus på tværfaglig koordinering

20 20 Paradoksalt, at man forsøger at øge samarbejde og koordinering uden at inddrage de professionelle trale elementer i rehabiliteringsbegrebet, og da forskning som»veje til førtidspension«har synliggjort en række udfordringer i det tværfaglige samarbejde i jobcentrene, forekommer det potentielt udbytterigt, at der med reformen sættes fokus herpå. Rehabiliteringsteamenes stærke forankring i beskæftigelsesindsatsen, som blandt andet ses ved det på forhånd definerede mål om beskæftigelse, kan dog udgøre en begrænsning i arbejdet med at styrke det tværfaglige samarbejde. Ud fra et hverdagsrehabiliterende perspektiv (se Rehabilitering Ét begreb, mange meninger i dette nummer) bygger det tværfaglige samarbejde på en forestilling om etablering af et fælles mål forankret i borgerens ønsker som afsæt for en koordineret og fælles plan for den rehabiliterende indsats.»veje til førtidspension«peger samtidig på, at netop etableringen af et fælles mål kan være en udfordring, når forskellige fagligheder skal arbejde sammen, og reformen ændrer ikke nødvendigvis herpå. Rehabiliteringsteamene kan være med til at koordinere og prioritere de mange indsatser, der kan være i gang omkring borgere med komplekse problemstillinger, men teamene er samtidig en kommunal funktion, hvis vurderinger foretages ud fra et mål om beskæftigelse. Da teamet desuden består af repræsentanter, der ikke har del i den rent praktiske udformning og udførelse af indsatserne omkring borgeren, er det usikkert, hvordan rehabiliteringsteamenes anbefalinger vil blive modtaget og efterlevet i praksis særligt i de sektorer, der ikke arbejder ud fra jobcentrenes beskæftigelsesmål. Det forekommer en smule paradoksalt, at man forsøger at øge samarbejde og koordinering mellem professionelle praktikere ved centralt at formulere målsætning, indsats og prioritering heraf uden at inddrage de professionelle, der i praksis skal udføre planen. Det er muligt, at rehabiliteringsteamets anbefalinger kan fungere retningsgivende for det rehabiliterende arbejde. Dog er det et åbent spørgsmål, hvilket incitament til samarbejde og efterlevelse af rehabiliteringsplanen en sådan struktur skaber hos den enkelte professionelle, der ud fra dennes faglige standpunkt og kendskab til borgeren er uenig i prioriteringen og planen, og som ikke er blevet hørt i formuleringen heraf. Også her bliver kommunernes implementering af reformen afgørende, og to mulige retninger for reformens konsekvenser for praksis tegner sig. Tager rehabiliteringsteamenes medlemmer afsæt i et egentlig rehabiliteringsfokus og kigger bredt på borgerens samlede situation og udviklingspotentiale? I så fald er der potentiale for, at teamets argumenter og anbefalinger kan vinde genhør hos de praktikere, der efterfølgende skal føre en eventuel rehabiliteringsplan ud i livet. Tager teamets anbefalinger derimod afsæt i et snævert beskæftigelsesmål, el-

21 21 ler fokuserer på dokumentation og korrekt sagsbehandling, som nogle af de aktuelle (ikke-tværfaglige) vurderingsteam i kommunerne? I dette tilfælde er der risiko for, at rehabiliteringsteamene i stedet begrænser, og måske direkte belaster, det tværfaglige samarbejde blandt praktikerne, som har den direkte kontakt til borgeren. Rehabiliteringsteamenes faktiske potentiale for det tværfaglige samarbejde omkring borgere på kanten af arbejdsmarkedet er således på nuværende tidspunkt usikker. Ideerne om tværfaglighed, koordinering og helhedsorientering har høj relevans i struktureringen af samarbejdet. Men udformningen af teamene, deres placering på relativt stor afstand til både borger og praktikere samt et på forhånd defineret beskæftigelsesmål betyder samtidig, at det faktiske udbytte for den tværfaglige koordinering på praksis-niveau kan blive begrænset. Sammen med den sene timing af rehabiliteringsindsatsens iværksættelse i den øvrige beskæftigelsesindsats kan man i den helt tidlige implementeringsperiode have nogen skepsis omkring mulighederne for at føre de yderst relevante ideer ud i livet. Ambitionen om en tidligere indsats er trukket tilbage: den særlige rehabiliteringsindsats introduceres længe efter, de mest udsatte borgere kunne have brug for den, og den tværfaglige koordinering sker langt fra de praktikere, der skal føre planerne ud i livet. Vi mangler endnu at se de faktiske konsekvenser af reformen, og selvom kommunerne har et vist handlerum i forhold til at foretage en meningsfuld udmøntning af reformen i praksis, sker implementeringsarbejdet under en klar målsætning om at spare millioner på området. Der er derfor god grund til at følge implementeringen af reformen og ikke mindst konsekvenserne for nogle af de mest udsatte borgere i samfundet. Det faktiske udbytte på praksisniveau risikerer at blive begrænset Dorte Caswell er lektor på Aalborg Universitet, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde og beskæftiger sig med, hvordan beskæftigelsespolitikken udmøntes og oversættes til professionel praksis i jobcentrene samt de implikationer, dette har for borgerne. Tanja Dall er adjunkt på Professionshøjskolen Metropol, Socialrådgiveruddannelsen, og beskæftiger sig med socialt arbejde på beskæftigelsesområdet, herunder med det tværprofessionelle samarbejde i jobcentrene. Litteratur Caswell, Dorte; Helle Bendix Kleif; Sille Lundfos Thuesen & Tanja Dall 2012: Veje til førtidspension. En undersøgelse af fire kommuner i Region Midt. AKF

22 22 Ingen rehabilitering uden borgerinddragelse I den kommende tid skal landets kommuner nedsætte rehabiliteringsteams for at leve op til den netop vedtagne førtidspensionsreform. Der er dog fortsat stor usikkerhed omkring, hvad begrebet rehabilitering betyder i den nye reform. Forskellige fortolkninger af begrebet vil betyde, at det borgerrettede fokus kommer under pres. Af Mischa Rastad Andersson Man tager én borger, én sagsbehandler, én repræsentant fra beskæftigelsesområdet, én fra socialområdet, én fra sundhedsområdet, én fra uddannelsesområdet og én sundhedskoordinator fra regionen. Man beder dem mødes i det samme rum, og så har man ifølge den nye førtidspensionsreform et rehabiliteringsteam (for yderligere info se Team, tværfaglighed og timing dette nummer). De nye tværgående rehabiliteringsteams er et af de helt centrale elementer i den nye førtidspensionsreform, der blev vedtaget i december Ifølge Inge Storgaard Bonfils ( Rehabilitering Ét begreb, mange meninger, dette nummer) kan begrebet rehabilitering forstås ud fra mange perspektiver afhængigt af, hvilken faggruppe man tilhører, og hvilken behandling der iværksættes. At et fagbegreb, med forskellige definitioner, anvendes så konkret i en reform, kan let skabe udfordringer for det tværfaglige arbejde. For hvilke perspektiver og definitioner er gældende, når et rehabiliteringsteam bestående af fem forskellige faggrupper, som repræsenterer fem forskellige myndigheder skal blive enige om, hvad der er det centrale for en rehabiliteringsindsats? Og hvilken forståelsesramme ligger der allerede i loven? Fokus på borgeren Som ergoterapeut og med flere års praksiserfaring fra arbejde med langtidsledige og sygemeldte ser jeg fire væsentlige fokusområder, der skal være til stede, før der er tale om rehabilitering.

23 23 Mit perspektiv og min forståelse af begrebet rehabilitering udspringer af det, som Inge Storgaard Bonfils kalder hverdagsrehabilitering, hvor det borgerrettede fokus i høj grad er styrende for forløbet. De fire fokusområder, som, jeg mener, skal være til stede er: Målsætning for forløbet Afklaring af dilemmaet: Sanktion vs. tillidsforhold Kontinuitet i mødet mellem borgerne og behandlerne Inddragelse af de pårørende Mit perspektiv på rehabiliteringsbegrebet udspringer af hverdagsrehabilitering, hvor fire fokusområder skal være til stede i forløbet Det er med afsæt i denne forståelse, at jeg i det følgende vil diskutere førtidspensionsreformens brug af rehabiliteringsbegrebet. Borgeren skal sætte mål En helt central del af det at arbejde med hverdagsrehabilitering er, at borgeren selv er ansvarlig for at definere og sætte mål for den indsats, der skal iværksættes. Som oftest er disse målsætninger baseret på borgerens egne ønsker og behov (hvis borgeren er i stand til at give udtryk for disse). Det er altafgørende, at målet skal nås inden for en tidsafgrænset periode, da det højner borgerens motivation for at nå sit mål. Der er således en tæt sammenhæng mellem borgerens ønske om at nå det definerede mål, borgerens motivation for at arbejde hen imod målet og den tidsafgrænsede indsats, som skal iværksættes. I førtidspensionsreformen er målet for indsatsen i rehabiliteringsteamet imidlertid sat på forhånd. Målet er, at borgeren skal i beskæftigelse. Her opstår det første dilemma i forståelsen rehabiliteringsbegrebet. Hvor der inden for hverdagsrehabilitering er lagt stor vægt på, at borgeren selv bidrager til fastsættelsen af mål såvel korte som langsigtede mål ligger der i førtidspensionsreformen et langsigtet mål om beskæftigelse, som borgeren ikke selv har haft indflydelse på. Ved at fastlægge kravet om beskæftigelse i førtidspensionsreformen afviger man fra dét, som ellers har indflydelse på borgerens motivation, nemlig at have fokus på de mål som for borgeren giver mening. I stedet tilstræbes det, at borgeren skal inddrages i tilrettelæggelsen af forløbet, så de føler sig anerkendt og er medejere af den indsats, som de bliver tilbudt. Der er således lagt op til, at borgerens motivation skal opstå via inddragelse i tilrettelæggelsen af indsatsen, men ikke i kraft af, hvad indsatsen skal resultere i. Hvordan det borgerrettede fokus skal komme til udtryk i inddragelsen af tilrettelæggelsen af indsatsen fremgår dog I førtidspensionsreformen har borgeren ikke selv indflydelse på det langsigtede mål: Beskæftigelse Reformen lægger op, at borgerens motivation skal opstå via inddragelse i tilrettelæggelsen af indsatsen