SOCIAL MOBILITET PÅ UNIVERSITETERNE

Transkript

1 SOCIAL MOBILITET PÅ UNIVERSITETERNE HVAD ER PROBLEMET? Mange undersøgelser viser, at universiteterne er den del af uddannelsessystemet, hvor den sociale mobilitet er mindst. Tabellen nedenfor viser 1980-årgangens uddannelsesniveau ved indgangen til 2013 fordelt på forældrenes uddannelsesbaggrund. Som det fremgår, er der en meget klar tendens til, at ens chane for at få en lang videregående uddannelse er mange gange større, hvis ens forældre har en lang videregående uddannelse, end hvis ens forældre er ufaglære eller faglærte. Kun 6,5 % af de unge, hvis forældre er ufaglærte har eller er i gang med en lang videregående uddannelse, mens det samme gælder for 57,8 % af de unge, hvis forældre selv har en lang videregående uddannelse. Grafen nedenfor viser udviklingen i fra e 1.. Det fremgår, at der har været stigende mobilitet for middelklassen (bl.a. folk med korte- og mellemlange videregående uddannelser), mens mobiliteten blandt børn af arbejderklassen og underklassen kun har været svagt stigende. Fælles for alle grupper er, at udviklingen mod slutningen af perioden stagnerer. 1Tabellen stammer fra Arbejdernes Erhvervsråd i en række analyser, der danner baggrund for bogen 'DetDanske Klassesamfund' fra 2012 af Jonas Schytz Juul, Lars Andersen, Lars Olsen, Niels Ploug. I analyserne og i bogen opereres med den opdeling i socialklasser, som anvendes i undersøgelsen, der bygger på en række faktorer, herunder uddannelsesniveau, lønindkomst, stillingstype mm.

2 Selvom der generelt er problemer med den social mobilitet til universiteterne, er der forskel på, hvor lille den sociale mobilitet er. Som det fremgår af tabellen nedenfor, er Københavns Universitet og DTU de universiteter, hvor den mindste andel af de studerende har forældre med grundskole eller en ungdomsuddannelse som uddannelsesbaggrund, mens Aalborg Universitet og Syddansk Universitet har flest. Tabellen viser dog, at der på alle universiteter kun er en meget lille andel af de studerende, der har forældre med grundskole som uddannelsesbaggrund. 2 2Tabellen er bragt i Jyllands Posten d. 31. oktober, 2012

3 HVORDAN SKABER MAN STØRRE SOCIAL MOBILITET PÅ UNIVERSITETERNE? Social mobilitet er naturligvis et meget komplekst fænomen, som bliver påvirket af forskellige faktorer i hele uddannelsessystemet og det øvrige samfund. Der kan dog gøres meget i selve universitetssystemet for at sikre bedre adgang til universitetet for alle samfundsgrupper. Indsatsområde 1: Optagelsessystemet Baggrund Flere undersøgelser af folkeskolen og gymnasierne viser, at unge fra uddannelsesfremmede hjem generelt får lavere karakterer end unge fra uddannelsesvante hjem. Undersøgelsen 'Betydningen af studenternes sociale baggrund før og efter reformen' foretaget af EVA i 2012 viste, at der på STX er en eget markant forskel på hele 2,9 i karaktersnit mellem elever med forældre med en lang videregående uddannelse og elever fra den såkaldte risikogruppe (elever medforældre med ufaglært baggrund, anden etnisk baggrund end danske, lav indkomst mm.) Forskellen kan først og fremmest forklares ved, at unge med forældre uden en længere uddannelse, har færre muligheder for at få støtte hjemmefra, og generelt har dårligere forudsætninger for at begå sig i uddannelsessystemet. Det primære optagelseskriterium på universiteterne i dag er karaktergennemsnittet fra de gymnasierne uddannelser. Derfor har studerende med en uddannelsesfremmed baggrund i gennemsnit markant dårligere muligheder for at opfylde karakterkravene, end studerende med højtuddannet baggrund.

4 Social kvote 2 I et bredere uddannelsesperspektiv, bør den skæve karakterfordeling i både folkeskole og gymnasium naturligvis et selvstændigt fokusområde, men universiteterne kan også selv gøre noget for at modvirke skævhederne. Kvote 2 kan være et værktøj til at sikre et optag, der ikke er så socialt skævt, som tilfældet er i dag. Det forudsætter dog, at det sociale aspekt tænkes ind i de alternative optagelsesformer og at man ikke kun vælger former, der tilgodeser studerende med akademikerbaggrund. Optagelsesformer som optagelsessamtaler vil f.eks. kunne have en tendens til at favorisere de, der har lært et akademisk sprog og akademiske koder, og vil hermed ikke virker socialt mobiliserende ift. karaktergennemsnit muligvis tværtimod. Man bør derfor afsøge et bredt udsnit af metoder, med fokus på andre metoder, der fokuserer på realkompetencer (f.eks. optagelsesprøver) og eventuelt direkte på social baggrund. Indsatsområde 2: På selve uddannelsen Baggrund Undervisningen på universiteterne er traditionelt indrettet med meget stor vægt på selvstudium, der forudsætter, at studerende på forhånd er i stand til at tilrettelægge deres læringsproces. Forskning viser dog, at studerende med 'uddannelsesfremmed' baggrund ikke altid har de rette forudsætninger for undervisningen på universiteterne, fordi de ikke har lært dem hjemmefra. Dette kan føre til, at studerende med uddannelsesfremmed baggrund enten klarer sig dårligere på universitet, helt opgiver at tage en universitetsuddannelse eller falder fra deres uddannelse, fordi de ikke kan finde sig til rette i de akademiske miljøer. Nye tal fra uddannelsesministeriet viser en systematisk sammenhæng mellem frafald og forældres uddannelsesbaggrund. Således var frafaldet på universiteterne i ,5 % blandt studerende, hvis forældre var ufaglærte, mens det 'kun' var 15,3 % af studerede hvis forældre havde en lang videregående uddannelse. Sammenhængen er gældende de fleste steder på alle videregående uddannelser, men forskellene i frafaldet på de forskellige uddannelsesniveauer er størst på universiteterne.

5 Flere uddannelsesforskere har beskæftiget sig med, hvorfor studerende med uddannelsesfremmed baggrund, ofte har sværere ved at finde sig til rette i traditionelle akademiske miljøer og læringsformer. Den australske uddannelsespsykolog John Biggs har på baggrund af observationer og forskning opstillet to forskellige typer af studerende, der som udgangspunkt har to forskellige tilgange til læring repræsenteret ved 'Academic Susan' og 'Non-academic Robert'. Susan kommer fra en familie, hvor forældrene har været højtuddannede, og hvor hun igennem hele sin opvækst er blevet indført i klassisk dannelse og akademiske diskussioner og begreber. Allerede inden hun påbegynder sit studie er hun derfor akademisk engageret, hun har akademiske karriereplaner og er på forhånd meget interesseret i stoffet. Hun møder af sig selv op til forelæsningen med relevant baggrundsviden og spørgsmål, og til forelæsningen finder hun svaret på sine spørgsmål og bygger hermed videre på sin viden. 'Studerende som Susan underviser sig selv de behøver kun lidt hjælp fra os' siger Biggs 3. Robert kommer derimod fra en familie uden akademikere, hvor universitet og akademiske diskussioner har været en fjern verden, som han ikke har haft kontakt til. Roberts tilgang til læring er derfor anderledes end Susans. Han har ingen akademiske ambitioner, har ikke på forhånd en akademisk interesse for stoffet og har mindre relevant baggrundsviden. Han forbereder ikke spørgsmål til undervisningen og sætter ikke af sig selv det, som underviseren siger, ind i en bestemt kontekst, men forsøger at lære det udenad, så han kan bruge det til eksamen. Den traditionelle forelæsning, hvor de studerende passivt lytter til en underviser, er i udgangspunktet tilstrækkeligt for, at Susan kan lære i dybden, fordi hun selv har redskaberne til at bearbejde sin viden og anvende den. For Robert bliver forelæsningen derimod blot en øvelse i at skrive noter, som han skal huske, så han kan bestå næste eksamen. Herved er hans udbyte langt dårligere end Susans, samtidig med, at hans motivation bliver svækket i kraft af, at det er svært at se meningen med det, han skal lære. Ændres undervisningsformen derimod, så den involverer mere aktivitet, en tydeligere sammenhæng mellem undervisningens mål, undervisningsform og prøveform og løbende tilbagemeldinger på arbejdet, så ændres Roberts læring, så også han lærer i dybden og løbende motiveres til at lære mere. Andre forskningsprojekter og undersøgelser peger ligeledes på, at kulturen og studiemiljøet på uddannelsen spiller en stor rolle for at, at studerende med uddannelsesfremmed baggrund kan integreres og fastholdes på universitetet. F.eks. viste undersøgelsen 'Uddannelsesmæssige Rollemodellen' foretaget af Epinion Capacent for Dansk Industri i 2007, at en tredjedel af de adspurgte mønsterbrydere, der havde fuldført en universitetsuddannelse, påpegede, at 'en kultur man ikke er vant til/kender på uddannelsesinstitutionen', var den største barriere for at gennemføre uddannelsen. Ligeledes viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet fra 2002 blandt frafaldne studerende, at 31 % af de adspurgte angav 'utilfredshed med det sociale miljø', som en årsag til, at de var faldet fra. I samme undersøgelse angav 26 % et stærkere fagligt og socialt miljø som en faktor, der ville have forhindret deres frafald. Selvom denne undersøgelse ikke undersøger sammenhængen mellem frafaldsfaktorer og social baggrund, er det oplagt, at netop faktorer såsom et svagt studiemiljø, dårlig pædagogisk kvalitet osv. i særlig grad rammer studerende med uddannelsesfremmed baggrund. 3 Fra artiklen: What Students Does: Teaching for Enhanced Learning' fra Higher Education Research and Development', Vol.

6 Flere timer, varierede undervisningsformer, mere feedback og stærkere studiemiljøer For at sikre at alle studerende, uanset baggrund opnår et tilfredsstillende udbytte af uddannelsen og fastholdes på uddannelsen foreslår DSF en række initiativer, der både understøtter kvalitet og social mobilitet. Universiteterne bør i langt højere grad end i dag arbejde med at nedbringe graden af selvstudium på uddannelserne ved at hæve timetallet samtidig med, at langt mere undervisning foregår på mindre hold i stedet for ved forelæsninger. Der bør sikres løbende tilbagemeldinger på den studerendes arbejde ved at give ret til feedback på alle opgaver, og den pædagogiske kvalitet bør hæves ved, at alle undervisere i udgangspunktet opkvalificeres en gang om året. Samtidig bør de sociale og faglige studiemiljøer styrkes, blandt andet ved at sikre studenterstyrede 'hjemstavnslokaler' til alle studerende og ved at forsknings- og uddannelsesaktiviteter placeres i samme områder. Forslagene er beskrevet nærmere i DSF's kvalitetsudspil 'Vores uddannelser Vores løsninger'. Udspillet kan findes her: Bedre studievejledning, mentorprogrammer, tutorordninger mv. Ændringer i selve uddannelsen og studiemiljøerne er afgørende for at skabe et inkluderende miljø, der modvirker det generelle frafald, og som giver mulighed for at studerende med uddannelsesfremmed baggrund får mulighed at dygtiggøre gøre sig på samme niveau som unge med akademikerbaggrund. Der kan dog i tillæg til disse ændringer iværksættes en række initiativer, der retter sig direkte mod fastholdelse af studerende i den første del af studiet. Dette drejer sig f.eks. om opsøgende studievejledning, mentorprogrammer, tutorordninger, bedre facilitering og understøttelse af gruppearbejde, selvstudium mv.. Sådanne tiltag kan understøtte en tryg start på uddannelsen, hvor særligt studerende uden akademisk baggrund risikerer at blive fremmedgjort og ensomme i et miljø, der er markant anderledes ned noget de har oplevet tidligere. Den tidligere regerings 'Idégruppe for at bryde den sociale arv på universitetsuddannelserne' har foreslået lignende initiativer i en rapport fra Social taxameter Som et incitament til at få universiteter til at prioritere arbejdet med social mobilitet i såvel optagelses som undervisningsformer, foreslår DSF, at en dele af uddannelsesmidlerne til universiteterne omlægges til et socialt taxameter. Det sociale taxameteret fordeler 10 % af den maksimale sats, som universiteterne kan få pr. studerende, på baggrund af den sociale profil for de studerende målt på forældrenes uddannelsesbaggrund. Ud over at give universiteterne incitament til at prioritere social mobilitet, sikrer et socialt taxameter, at de universiteter, der tager et stort socialt ansvar, får tilført flere midler, der kan understøtte arbejdet. Læs mere om vores taxameterforslag i DSF's kvalitetsudspil 'Vores uddannelser Vores løsninger' s Indsatsområde 3: Sammenhæng i uddannelsessystemet Baggrund Sammenhæng og fleksibilitet i uddannelsessystemet, kan understøtte at flere studerende med f.eks. en erhvervsuddannelse, en erhvervsakademiuddannelse eller en professionsuddannelse kan tage en overbygning på universitetet og kan samtidig sikre, at flere universitetsstuderende kan bygge oven på deres uddannelse med et mere praksisorienterede elementer fra andre dele af uddannelsessystemet. Da der, som vist ovenfor, er større social mobilitet på erhvervsuddannelserne, og de korte- og mellemlange videregående uddannelser,

7 kan man øge antallet af studerende med 'uddannelsesfremmed baggrund', der får en kandidatgrad ved at øge fleksibiliteten. Man skal dog være opmærksom på, at dette ikke direkte skaber mere social mobilitet, da der er betydelig forskel i hvilke muligheder det giver at have en fuld universitetsuddannelse og at have f.eks. en professionsuddannelse med en universitetsoverbygning. Mens en 'hel' universitetsuddannelse giver direkte adgang til f.eks. stillinger som embedsmand, læge, ingeniør, gymnasielærer osv., vil en kandidatoverbygning ofte give mulighed for videreudvikling indenfor nogle helt specifikke fagområder, f.eks. for sygeplejersker, lærer osv. Dette kan ofte være særdeles værdifuldt for den enkelte studerende og samfundet, men kan altså ikke ses som en 'erstatning' for at øge den sociale mobilitet til de 'hele' universitetsuddannelser. Genindfør suppleringskurser Der kan dog gøre mere for at styrke fleksibiliteten og sammenhængen i uddannelsessystemet. Med SU- og studiefremdriftsreformen fra 2013 blev muligheden for at studerende kan tage suppleringskurser for at opfylde adgangskravene for optag på en kandidatuddannelse afskaffet. I stedet kan universiteterne nu kun udbyde supplering efter at studerende er optaget på en kandidatuddannelse, som skal tages samtidig med, at de studerende læser fuld tid. Selvom kravene til supplering nogle steder har været overdrevne, er det vores vurdering, at ændringerne vil have stærkt negative konsekvenser for sammenhængen i uddannelsessystemet. Konsekvenserne vil enten være, at universiteterne opgiver at give studerende fra andre uddannelsesinstitutioner, der via supplering tidligere havde adgang til kandidatuddannelser, adgang - eller også må de sænke de faglige krav på kandidatuddannelserne og professionsuddannelserne. Hvis universitetet vælger at udbyde supplering, efter at de studerende er optagede på kandidatuddannelsen, vil de studerende skulle tage 45 ECTS-point på ét semester, hvilket er en meget stærk belastning, særligt for studerende fra andre typer uddannelsesinstitutioner end universitetet, der starter i et markant anderledes uddannelsesmiljø. For at styrke fleksibiliteten og sammenhængen i uddannelsessystemet, foreslår vi, at muligheden for supplering uden brugerbetaling genindføres, dog med større fokus på så vidt muligt at samle aktiviteten på så få kurser som muligt, så længe det er tilstrækkeligt til at sikre det faglige niveau i alle dele af uddannelsesinstitutionerne. For spørgsmål eller uddybninger, kontakt Rasmus Markussen, næstformand og uddannelsespolitisk ordfører i DSF, tlf , [email protected]