Regionplan Jordbrugsanalyse

Regionplan 2001-2012 PLANLÆG LÆGNINGSDOK NGSDOKUMENT NT nr. 4 Jordbrugsanalyse December 2001

1 Regionplan 2001-2012 PLANLÆG LÆGNINGSDOK NGSDOKUMENT NT nr. 4 Jordbrugsanalyse December 2001

2 Indhold Indledning... 3 Resumé... 4 1. Naturgrundlaget... 6 2. Regulering af jordbruget... 10 3. Arealanvendelse... 14 3.1 Det dyrkede areal... 14 3.2 Skovareal... 14 4. Jordbrugsstrukturen... 16 4.1 Landbrug... 16 4.2 Skovbrug... 18 4.3 Gartneri... 19 5. Jordbrugserhverv... 20 5.1 Husdyrproduktion... 20 5.2 Planteavl... 26 5.3 Økologisk jordbrug... 31 5.4 Gartneri... 34 5.5 Skovbrug... 35 6. Beskæftigelse og følgeerhverv... 36 7. Planforhold... 38 Referencer... 40 Bilag 1. Husdyrhold 1989 og 1999... 41 Bilag 2. Antal arbejdssteder og beskæftigede i jordbruget og dets følgeerhverv i Vestsjællands Amt. 1998.... 43

3 Indledning Formålet med denne jordbrugsanalyse er at give en statusbeskrivelse af jordbruget i Vestsjællands Amt og at fremdrage udviklingstendenser for jordbruget. Det er hensigten at vise, hvor der kan opstå interessemodsætninger mellem landbrugets ønsker og amtets øvrige interesser. Ifølge bekendtgørelse nr. 129 af 22. februar 2000 om jordbrugsanalyser og landbrugsplanlægning skal amtsrådet udarbejde en analyse for jordbruget. Analysen skal indgå i redegørelsen for regionplanens forudsætninger og danne udgangspunkt for varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser ved fastlæggelsen af regionplanens retningslinier, herunder udpegning og sikring af de særligt værdifulde landbrugsområder. Analysen og regionplanens retningslinier skal således tilsammen udgøre landbrugsplanlægningen. Jordbrugsanalysen skal omfatte alle arealer, der udnyttes jordbrugsmæssigt til landbrug, skovbrug, frugtplantage, planteskole eller lignende jordbrugsvirksomhed samt indeholde en række konkrete oplysninger om jordbrugserhvervet og en beskrivelse af erhvervets regionale og lokale betydning. Jordbrugsanalysen er en opdatering af Vestsjællands Amts Forslag til landbrugsanalyse 1994. På grund af forsinkelse i udarbejdelsen af analysen har den ikke kunnet danne grundlag for udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder i forbindelse med Regionplan 2001-2012. Udpegningen af områderne er derfor sket som en revision af de områder, der er udpeget på baggrund af Forslag til landbrugsanalyse 1994. Ved revisionen er områder, der er inddraget til byudvikling, rekreative og tekniske anlæg m.v. taget ud af udpegningen. Endvidere er det valgt at tage lokaliseringen af store husdyrbrug og udpegningen af SFL-områder i betragtning. Dette har dog ikke givet anledning til ændringer i udpegningen. Denne jordbrugsanalyse adskiller sig i sit indhold ikke væsentligt fra landbrugsanalysen fra 1994. Det vurderes derfor, at analysen ikke giver anledning til en ændring i udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder. Analysen må således først og fremmest betragtes som en statusbeskrivelse af jordbruget i Vestsjællands Amt.

4 Resumé Udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder skal foretages med udgangspunkt i en jordbrugsanalyse. Denne jordbrugsanalyse er en opdatering af amtets Forslag til landbrugsanalyse fra 1994. På grund af forsinkelse i udarbejdelsen har den ikke kunnet danne grundlag for udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder i forbindelse med Regionplan 2001-2012. Udpegningen er derfor sket som en revision af de områder, der er udpeget på baggrund af Forslag til landbrugsanalyse fra 1994. Denne jordbrugsanalyse adskiller sig i sit indhold ikke væsentligt fra landbrugsanalysen fra 1994. Det vurderes derfor, at analysen ikke giver anledning til ændringer i udpegningen af de særligt værdifulde landbrugsområder. Analysen er således først og fremmest en statusbeskrivelse af jordbruget i Vestsjællands Amt. Landbrugsjorden i Vestsjællands Amt har gode naturgivne forudsætninger for landbrugsdrift. 72 % af de klassificerede jorder har stor vandholdende evne, og de er derfor generelt dyrkningssikre uden brug af markvanding. I Vestsjællands Amt udgør det dyrkede areal ca. 191.900 ha svarende til ca. 64 % af amtets samlede areal og 7,3 % af det dyrkede areal i Danmark. Heraf anvendes ca. 3.400 ha til gartneri (ca. 2 % af det samlede areal). Skovarealet er senest opgjort i 1990 og udgjorde da ca. 28.000 ha, svarende til ca. 9 % af amtets samlede areal. Skovarealet er givetvis blevet forøget siden 1990 p.g.a. skovrejsningsplanen. Ca. 60 % af Vestsjællands bevoksede skovareal bestod i 1990 af løvtræ, mens den tilsvarende andel på landsplan var 35 %. Strukturudviklingen i jordbrugserhvervene går mod færre og større bedrifter. Indenfor landbruget gælder det både arealstørrelsen og størrelsen af husdyrbesætningerne. Denne udvikling går langsommere i amterne nær hovedstaden end på landsplan, og en større del af bedrifterne i disse amter er fritidsbrug. Hvad angår strukturforholdene og -udviklingen i jordbrugserhvervene, ligger Vestsjællands Amt tættere på hovedstadsregionen end på Danmark som gennemsnit. Strukturudviklingen i Vestsjællands Amt bærer præg af den forholdsvis korte afstand til hovedstaden. Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i Vestsjællands Amt er ca. 41 ha mod ca. 46 ha på landsplan. Ejendomsforholdene for skovene i Vestsjælland adskiller sig fra landet som gennemsnit ved i langt højere grad at være i privat eje. Ca. 16 % af Danmarks gartneriareal er beliggende i Vestsjællands Amt. Landbruget i Vestsjællands Amt er præget af planteavlsbedrifter. Husdyrholdet i Vestsjællands Amt er af forholdsvis lille omfang i sammenligning med landet som helhed. Kun 3 % af Danmarks husdyrbestand (udregnet på baggrund af antal dyreenheder) findes i Vestsjællands Amt. Sammenlignet med Danmark som helhed er den gennemsnitlige besætningsstørrelse mindre i

5 Vestsjællands Amt, og en mindre del af bedrifterne har husdyrhold. Det samlede antal dyreenheder er i de seneste 10 år steget med 2 % på landsplan, mens det i Vestsjællands Amt er faldet med 7,5 %. Udviklingen går både på landsplan og i Vestsjællands Amt mod en koncentration af dyrene på færre og større besætninger. Denne udvikling går dog langsommere i Vestsjællands Amt end på landsplan. Der er på landsplan de seneste 10 år sket en reduktion i kvægbestanden, mens svinebestanden er øget. I Vestsjællands Amt har svinebestanden i den samme periode været uændret, mens kvægbestanden er reduceret. Svin og kvæg udgør mere end 90 % af Danmarks husdyrbestand opgjort i dyreenheder. På landsplan udgør både svin og kvæg knap halvdelen af husdyrbestanden. Resten udgøres fortrinsvis af fjerkræ. I Vestsjællands Amt udgør svinebestanden ca. 2/3 af dyreenhederne mens kvægbestanden udgør ca. 1/3. Husdyrtætheden på husdyrbedrifter er på landsplan ca. 1,2 dyreenheder pr. ha og i Vestsjællands Amt ca. 0,8 dyreenheder pr. ha. Der er en betydelig lokal variation i husdyrtætheden i amtet. Husdyrtætheden er således størst i den nordvestlige del af amtet. Selvom husdyrtætheden ligger under gennemsnittet er 10 % af alle husdyrbrug disharmoniske. På landsplan er tallet 15 %. Afgrødesammensætningen i Vestsjællands Amt adskiller sig fra landet som gennemsnit ved en betydelig større andel af korn- og frøafgrøder og en væsentlig mindre andel af arealer med græs- og grøntfoder. Der har på landsplan de seneste 5-6 år været en betydelig stigning i antallet af økologiske bedrifter samt i økologisk dyrkede arealer. Denne udvikling har dog været væsentlig svagere på Sjælland. Gennemsnitsstørrelsen for økologiske bedrifter er på landsplan ca. 47 ha, mens den på Sjælland er ca. 24 ha. Omlægning til økologisk produktion er fortrinsvis sket på kvægbrug, som der i forvejen var forholdsvis få af på Sjælland. Beskæftigelsen i de primære jordbrugserhverv var i Vestsjællands Amt i 1998 4,3 % af amtets samlede antal jobs. Medregnes jordbrugets følgeerhverv var beskæftigelsen 8,1 % af det samlede antal jobs. Beskæftigelsen i det primære jordbrug var størst i Bjergsted, Høng, Hvidebæk, Gørlev, Hashøj og Fuglebjerg kommuner.

6 1. Naturgrundlaget Jordbundsforhold Den landbrugsstruktur, der i dag findes i Vestsjælland, er resultatet af en lang og intens kulturpåvirkning, hvor de naturgivne forhold som jordbundstype og nedbør har haft stor betydning. Jordbundens værdi som dyrkningsjord er først og fremmest betinget af dens evne til at holde på vand. Denne egenskab stiger med jordens indhold af ler, silt og humus og er nøje knyttet til de geologiske forhold, hvorunder landskabet er dannet. Morænelandskabet med lerede moræneaflejringer er dominerende i Vestsjælland. De udgør omkring 75 % af det samlede areal. Mere sandede aflejringer findes typisk dels langs istidens systemer af smeltevandsdale og -sletter, åse og tunneldale, dels i kystnære områder, der tidligere har været dækket af hav. Jordklassificeringen Landbrugsministeriets (nu Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri) landsdækkende jordklassificering inddeler på grundlag af teksturanalyse dyrkningsjorden i 8 dominerende jordtyper (farvekode 1-8). Disse kan grupperes i: sandjorder (JB 1 og 2) lerblandede sandjorder (JB 3) lerjorder (JB 4-6) humusjorder (JB 7) specielle jorder (JB 8) Sandjorder De grov- og finsandede jorder (jordklassificeringens jordtype 1 og 2), udgør kun 3,5 % af landbrugsarealerne i Vestsjællands Amt og er hovedsagelig knyttet til de nordvestlige egne, hvor resultatet af den landhævning, der er foregået efter istiden, har været størst. I hele den centrale og sydlige del af regionen udgør de egentlige sandjorder kun en ubetydelig andel. Til sammenligning udgør jordtype 1 og 2 tilsammen 34 % af det samlede landbrugsareal på landsplan. Lerblandede sandjorder De lerblandede sandjorder (jordtype 3) udgør 24 % af de samlede landbrugsarealer i Vestsjælland. Udbredelsen er igen typisk knyttet til de landhævede nordvestlige egne, men afspejler desuden hele smeltevandssystemet fra Tystrup sø igennem Åmosen til Saltbæk Vig, der under istiden afvandede det meste af Sjælland. Lerjorder Lerjorderne (jordtyperne 4, 5 og 6) omfatter både de sandblandede lerjorder, de svære og meget svære lerjorder og siltjorderne. De udgør i alt 2/3 af de samlede landbrugsarealer og har den største udbredelse, hvor morænelandskabet dominerer. På landsplan udgør jordtype 3, 4, 5, og 6 tilsammen 52 % af det samlede landbrugsareal. Humusjorder og specielle jorder Humusjorder og de specielle jorder er henholdsvis jordtype 7 og 8 i jordklassificeringen. Humusjorderne, som udgør 5,5 % af landbrugsarealerne, er knyttet til mose- og engarealer i de gamle smeltevandsdale fra istiden. Disse arealer vil sjældent kunne indgå på normal vis i den almindelige landbrugsdrift, idet jorden er meget sur og fordi der er afvandingsmæssige problemer.

7 De specielle jorder udgør knapt 1 % af de samlede landbrugsarealer og findes udelukkende på Lammefjorden i Odsherred. De består hovedsagelig af marine ler- og dyndaflejringer med indhold af kalkskaller. Jordboniteten i Vestsjællands Amt er således gennemsnitlig bedre end på landsplan, men der er store variationer indenfor amtet. Terrænhældning Jordklassificeringen omfatter også en analyse af terrænhældningen, der ud fra et dyrkningsmæssigt synspunkt spiller en rolle for anvendelsen af moderne landbrugsmaskiner og dermed for dyrkningsmulighederne. Der skelnes mellem 3 grupper af terrænhældninger: under 6 grader, hvor forholdene er gode for kørsel med maskiner 7-12 grader, hvor forholdene er mindre gode for kørsel med maskiner over 12 grader, hvor forholdene er vanskelige (umulige) for kørsel med maskiner Figur 1 på side 8 viser områder med lille og stor tæthed af hældninger 7-12 grader og over 12 grader. Nedbørsforhold Nedbørsmængden i Vestsjælland er blandt de mindste i landet med et årsgennemsnit på omkring 675 mm mod 800 mm for hele landet. Som det fremgår af figur 2 på side 9, er nedbøren mindst i de kystnære områder og størst i den centrale del af regionen. Fra april til september er fordampningen større end nedbøren. Dette medfører et nedbørsunderskud i hele vækstperioden, som enten må erstattes af naturgivent plantetilgængeligt vand i rodzonen, hvilket ofte vil være tilfældet på lerjorderne, eller gennem markvanding.

8 Fig. 1. Terrænhældninger, kan ikke gengives i elektronisk form.

9 Fig. 2. Årlig gennemsnitsnedbør, kan ikke gengives i elektronisk form.

10 2. Regulering af jordbruget Landbrugsloven Landbrugslovens formål er at værne dyrkningsjorderne og de tilknyttede landskabelige værdier, således at både landbrugserhvervets økonomiske interesser og hensynet til det omgivende miljø tilgodeses. Lovens bestemmelser administreres for størstedelens vedkommende af de regionale jordbrugskommissioner. Loven fastlægger bopælskrav, uddannelseskrav og krav til ejendommens størrelse, samt regler for arealoverførsel af jord mellem landbrugsejendomme og for samdrift og forpagtning. Landbrugets strukturudvikling reguleres med jævne mellemrum via ændringer i landbrugsloven. Ved den seneste ændring, den 1. september 1999, blev der fastlagt nye maksimale bedriftsstørrelser både hvad angår dyrehold og areal. Efter den nugældende lov må der etableres et husdyrhold på højst 750 dyreenheder pr. bedrift. Det er tilladt at samdrive højst 5 ejendomme eller i alt 375 ha. Endvidere kan en landbrugsejendom efter nugældende lov ikke udvides til mere end 125 ha. Landbrugsloven indeholder endvidere miljøpolitiske tiltag, bl.a. som følge af Vandmiljøplan II. Planloven Planovens formål er at sikre at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø. Loven indeholder regler for planlægningen, regler om inddeling af landet i by- og landzoner og sommerhusområder og regler om VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet). De jordbrugsmæssige interesser varetages ved, at amtet i regionplanen udpeger jordbrugsområder og sikrer, at disse områder fortsat anvendes til jordbrugsformål gennem retningslinier, der binder den amtslige administration og den kommunale planlægning. Gennem lansdzoneadministrationen skal amtet sikre, at der ikke i landzone opstår unødig bebyggelse og anvendelse, der forhindrer en fortsat jordbrugsmæssig udnyttelse. Landbruget er i vid udstrækning ikke underlagt landzonebestemmelserne, idet byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt for landbrugsdriften, kun kræver tilladelse ved opførelse uden tilknytning til eksisterende bebyggelse. Større staldanlæg til husdyrproduktion, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, er underlagt VVM-pligt (Vurdering af Virkninger på Miljøet). Amtsrådet skal fastlægge regionplanretningslinier for beliggenheden og udformningen af disse staldanlæg. Retningslinierne skal ledsages af en redegørelse, der indeholder en vurdering af de miljømæssige konsekvenser. Etablering eller udvidelse af anlæg til husdyrproduktion på 250 dyreenheder eller derover er altid VVM-pligtigt. For slagtekyllingeproduktion er grænsen dog 210 dyreenheder. Amtet kan tillige efter en konkret vurdering (screening) vælge at foretage VVM for staldanlæg under disse grænser. Det skal bemærkes at en bedrift med 250 dyreenheder eller derover ikke nødvendigvis vil være

11 VVM-pligtig, idet dyreenhederne kan være fordelt på forskellige ejendomme, og dermed forskellige staldanlæg, inden for bedriften. Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække Der er ud fra miljøhensyn fastsat regler om grønne marker, sædskifte- og gødningsplaner samt gødningsregnskaber. Miljøbeskyttelsesloven Miljøbeskyttelseslovens formål er at medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet. Etablering af svine- og fjerkræfarme på mere end 250 dyreenheder kræver miljøgodkendelse (såkaldt kapitel 5 godkendelse) af kommunen. I medfør af miljøbeskyttelsesloven er der fastsat regler om hvor stor en mængde husdyrgødning, der må produceres på den enkelte landbrugsbedrift eller tilføres fra andre bedrifter. For en landbrugsbedrift, der drives som svinebrug, må den samlede mængde husdyrgødning højst udgøre 1,7 dyreenheder pr. ha. For en landbrugsbedrift, der drives som kvægbrug, må den samlede mængde husdyrgødning højst udgøre enten 2,1 eller 2,3 dyreenheder pr. ha, afhængig af størrelsen af bedriftens grovfoderareal. Disse regler administreres af Plantedirektoratet. Reglerne sikrer, at den enkelte bedrift har tilstrækkeligt areal til udbringning af husdyrgødningen (harmonikravet). Hvis der produceres mere gødning end der kan bringes ud på den enkelte ejendom, skal der laves aftaler, der sikrer at gødningen afsættes til en anden landbrugsejendom, til et fællesanlæg eller lignende. Det er desuden fastsat på hvilke tidspunkter af året, der må udbringes husdyrgødning samt at husdyrgødning aldrig må udbringes, hvor der opstår fare for forurening af miljøet (f.eks. ved udbringning på arealer, der skråner ned mod et vandløb eller på frossen jord). Naturbeskyttelsesloven Naturbeskyttelseslovens formål er at styrke beskyttelsen af den danske natur, at forbedre, genoprette eller tilvejebringe betydningsfulde naturområder og at udvide offentlighedens adgang til naturen. Naturbeskyttelseslovens bestemmelser administreres overvejende af amterne. For jordbruget har især de beskyttede naturtyper (såkaldt 3-områder) betydning. Loven beskytter søer, vandløb, heder, moser, strandenge, ferske enge og overdrev. Desuden er sten- og jorddiger og fortidsminder beskyttet. Beskyttelsen betyder, at tilstanden ikke må ændres uden tilladelse fra myndighederne. Naturbeskyttelsesloven fastsætter bygge- og beskyttelseslinjer omkring skove, søer, kirker og fortidsminder samt langs strande og vandløb.

12 Vandløbsloven Vandløbslovens formål er at sikre vandløbenes afvandingsevne samt at sikre at vandløbene er i en miljømæssigt tilfredsstillende stand. Lovens bestemmelser administreres af amter og kommuner. Vandløbslovens formål var tidligere kun at tilgodese afvandingen. De miljøhensyn der nu ligger i loven medfører bl.a., at der bliver udført en mere miljøvenlig vedligeholdelse, at faunapassager retableres og, at tidligere udrettede vandløb igen bliver snoet. Vandløbsloven indeholder desuden en bestemmelse om, at der ikke må dyrkes indenfor en afstand af 2 meter fra vandløbene i landzone (2-meter bræmmer). Formålet er at begrænse jorderosion og overfladestrømning til vandløbene. Skovloven Formålet med skovloven er at bevare de danske skove, at medvirke til at forøge skovarealet og at forbedre skovdriften. Baggrunden for skovloven var i sin tid at imødegå rovdriften i de danske skove før 1805. Målet er senere udvidet til, at der desuden skal ske en fordobling af Danmarks skovareal i løbet af 80-100 år. Skovloven administreres af statsskovdistrikterne. Størstedelen af Vestsjællands Amt hører under Odsherred Statsskovdistrikt, mens den resterende del hører under Falster Statsskovdistrikt. I regionplanen udpeges der områder hvor skovrejsning er henholdsvis ønsket, mulig og uønsket. For at øge mængden af skov i Danmark gives der tilskud til at rejse skov i de udpegede skovrejsningsområder. En nærmere beskrivelse heraf findes i afsnit 3.2. MVJ-ordningerne De miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger har eksisteret siden 1993 og er en EU-medfinansieret tilskudsordning. Ordningen blev i begyndelsen administreret af Strukturdirektoratet under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, men siden 1996 har amterne stået for administrationen af ordningerne. Fra 2001 er det Fødevaredirektoratet, der står for udbetaling af tilskuddene. Der kan kun indgås aftale om tilskud på arealer, der er beliggende i Særligt følsomme landbrugsområder (SFL-områder). I Vestsjællands Amt er der udpeget 36.300 ha landbrugsjorder som SFL-områder. MVJ-ordningen omfatter en række forskellige foranstaltninger. Der kan indgås aftale på den enkelte mark eller på bedriften som helhed. Tilskudsordningerne er som udgangspunkt ens i alle amter, men idet amtsrådene kan udstikke regionale retningslinier, er der dog nogen variation mellem amterne. Det gælder især med hensyn til hvilke ordninger, der gælder i bestemte SFLområder, aftalearealets størrelse og regler omkring frivillig braklægning indenfor SFL-områder. I Vestsjællands Amt er alle tilskudsordninger gældende indenfor alle SFL-områder. Mindstearealet, der kan indgås aftale på, er 0,3 ha.

13 Figur 3 viser hvor stort et areal, der er givet støtte til i Vestsjællands Amt siden MVJ-ordningens start. 1600 1400 1200 1000 800 600 Ialt Areal 400 200 0 19 93-95 1996 1997 1998 1999 Figur 3. Areal (ha), der er givet støtte til gennem MVJ-ordningen i Vestsjællands Amt siden ordningens start i 1993. Figur 4 viser hvordan det samlede areal, hvortil der er givet støtte i perioden 1993-1999, er fordelt på de forskellige tilskudsordninger. 1200 1000 800 600 400 1999 1998 1997 1996 1993-95 200 0 Nedsat Kvælstoftilførsel Ingen brug af pesticider Pleje med afgræsning Pleje med høslet Etablering af våde enge 5 år Pleje af græs og naturarealer 20 år Etablering af våde enge 20 år Miljøvenlig drift af græs i 20 år Udtagning af agerjord i 20 år Miljøvenlig drift af græs i 5 år Udlæg af rajgræs i kornafgrøder Figur 4. Samlet areal (ha), hvortil der er givet støtte i Vestsjællands Amt i perioden 1993-1999, fordelt på de forskellige tilskudsordninger under MVJ-ordningen.

14 3. Arealanvendelse 3.1 Det dyrkede areal Ved det dyrkede areal forstås i statistisk sammenhæng landbrugsarealer, inklusive græsmarker udenfor omdrift, samt gartnerijord. Skovarealer, inklusive juletræer og pyntegrønt, er ikke omfattet. Det dyrkede areal i Vestsjællands Amt udgjorde i 1999 7,3 % af det dyrkede areal i Danmark. Det dyrkede areals andel af det samlede areal udgjorde på landsplan 61,4 %. I Vestsjællands Amt udgjorde det dyrkede areal 191.870 ha svarende til 64,3 % af det samlede areal i amtet. Heraf anvendtes 3.366 ha til gartneri, svarende til 1,8 % af amtets samlede areal. I 1989 udgjorde det dyrkede areal i amtet 199.461 ha svarende til 66,9 % af det samlede areal. I perioden 1989-1999 er der i Vestsjællands Amt således sket en reduktion af dyrkningsjorden på 3,8 %. Reduktionen på landsplan var i samme periode på 4,7 %. 3.2 Skovareal Skovarealets størrelse opgøres hvert tiende år, og det er sidst opgjort i 1990. Der er således endnu ikke nyere data tilgængelige end de, der blev refereret i amtets landbrugsanalyse fra 1994. Vestsjællands Amt havde i 1990 et skovareal på 28.029 ha, svarende til 9,4 % af det samlede areal i amtet. Til sammenligning var skovprocenten for hele landet 10,3. Skovrejsningsplanen I 1989 vedtog Folketinget en målsætning om at fordoble Danmarks skovareal over en periode på 80 til 100 år. Målet søges fremmet gennem statslig skovplantning og tilskud til privat skovplantning. For at nå målet skal der fremover plantes 4.000-5.000 ha ny skov om året, hvoraf den ene halvdel skal være statsskov og den anden halvdel privat skov. Det svarer til, at der i Vestsjællands Amt skal plantes 280-350 ha årligt for at opfylde målet. Som en konsekvens af dette mål blev landbrugsloven ændret således, at landbrugsarealer nu frit kan tilplantes med skov. I planloven blev der indføjet bestemmelser om, at der ved regionplanlægningen udpeges arealer hvor skovrejsning ønskes fremmet og områder hvor skovrejsning er uønsket. Det sidste med den begrundelse, at tilplantning i større stil kan komme til at ændre landskabet væsentligt, og at biologiske og kulturhistoriske interesser kan skades ved ureguleret tilplantning. I Vestsjællands Amt udgør områder hvor skovrejsning er ønsket ca. 10.500 ha, svarende til ca. 4 % af det åbne land. Samtidig er ca. 38 % af det åbne land i amtet udlagt som områder hvor skovrejsning er uønsket. Skovrejsning på landbrugsejendomme kan for landmændene være en mulighed for en anden an-

15 vendelse af jorden. Det kan dog samtidig være i konflikt med naboernes ønsker. De fremtidige muligheder for udvidelse af en landbrugsejendoms areal, og dermed muligheden for salg til yngre landmænd, vil forringes ved etablering af skov på en stor del af naboarealerne. Den offentlige skovrejsning varetages af statsskovdistrikterne, der opkøber arealer til skovplantning. Tilskudsmidlerne til privat skovrejsning administreres af Skov- og Naturstyrelsen. Inden for skovrejsningsområderne kan private ejere af landbrugsarealer få tilskud til skovtilplantning af arealer på mindst 2 ha. Det er frivilligt om man vil plante skov, og om man vil benytte muligheden for at få offentligt tilskud. Det er ligeledes frivilligt, om man vil sælge arealer til statslig skovrejsning. Skov- og Naturstyrelsen har i 1999 evalueret skovrejsningen for perioden 1989-1998. I gennemsnit har skovrejsningen udgjort ca. 1.800 ha årligt mod et mål på 4.000-5.000 ha årligt. Målet om at fordoble skovarealet over en 80-100-årig periode fra 1989 vil således ikke kunne lade sig gøre med det omfang, skovrejsningen har haft i de første 10 år. Den tilstræbte ligelige fordeling mellem offentlig og privat skovrejsning er ikke nået, idet den offentlige skovrejsning kun har udgjort ca. 1/4 af den samlede skovrejsning i perioden. Det konkluderes desuden, at skovrejsningen har haft en bred geografisk fordeling, dog med hovedparten af projekterne i Midt- og Vestjylland.

16 4. Jordbrugsstrukturen 4.1 Landbrug Betegnelsen bedrift benyttes om en driftsmæssig enhed. Den kan således bestå af én eller flere selvstændigt vurderede ejendomme. Tilforpagtede arealer medregnes under bedriften. En bedrift omfatter således både de ejede og lejede (tilforpagtede) arealer, der drives sammen. Det skal bemærkes, at bedrifter med mindre end 5 ha dyrket areal ikke er omfattet i det anvendte datamateriale fra Danmarks Statistik. På baggrund af data fra EU-direktoratets register over hektarstøtteordningen skønnes det, at der i 1999 var ca. 200 bedrifter med mindre end 5 ha dyrket areal i Vestsjællands Amt (ca. 4 % af det samlede antal bedrifter). Antal landbrugsbedrifter Antallet af landbrugsbedrifter i Vestsjællands Amt med mindst 5 ha dyrket areal var i 1999 4.731 stk. Siden 1989 er antallet af bedrifter reduceret med 1.570 stk., svarende til en nedgang på 25 %. På landsplan er den tilsvarende nedgang 29 %. På grund af Vestsjællands naboskab til hovedstadsområdet kan det være interessant at sammenligne med naboamterne. Tilsvarende gælder følgende procentvise reduktioner i antallet af bedrifter for Københavns Amt 29 %, Frederiksborg Amt 19 %, Roskilde Amt 24 % og Storstrøms Amt 31 %. Bedriftsstørrelse Reduktionen i antallet af landbrugsbedrifter skyldes kun for en mindre del nedlægning af bedrifter, hvor jorden går til anden anvendelse end landbrug. Reduktionen sker først og fremmest ved sammenlægning af ejendomme, idet det efterhånden bliver nødvendigt med større driftsenheder for at bevare rentabiliteten. Dette afspejles i den gennemsnitlige bedriftsstørrelse, der i Vestsjællands Amt er øget fra 31,7 ha i 1989 til 40,6 ha i 1999. I den samme periode var der på landsplan en ændring i bedriftsstørrelsen fra gennemsnitligt 34,1 ha til 45,7 ha. I Vestsjællands Amt er der således sket en stigning i den gennemsnitlige bedriftsstørrelse på 28 %, mens stigningen på landsplan i samme periode har været på 34 %. 100% 80% 60% 40% 100,0- ha 50,0-99,9 ha 20,0-49,9 ha 10,0-19,9 ha under 10,0 ha 20% 0% Københavns Amt Frederiksborg Amt Roskilde Amt Vestsjællands amt Storstrøms Amt Danmark Figur 5. Procentvis fordeling af landbrugsbedrifterne efter størrelse i de sjællandske amter 1989.

17 Udviklingen i bedriftsstørrelse fremgår af figurerne 5 og 6. Som det ses, er faldet i antallet af bedrifter sket på bekostning af bedrifter i størrelsesgrupperne under 50 ha. Bedrifter i størrelsesgrupperne på 50 ha eller derover har været stigende i antal. 100% 90% 80% 70% 60% 50% 100,0- ha 50,0-99,9 ha 20,0-49,9 ha 40% 10,0-19,9 ha 30% under 10,0 ha 20% 10% 0% Københavns Amt Frederiksborg Amt Roskilde Amt Vestsjællands amt Storstrøms Amt Danmark Figur 6. Procentvis fordeling af landbrugsbedrifterne efter størrelse i de sjællandske amter 1999. I amterne nær hovedstaden er der en anderledes fordeling end gennemsnitligt for Danmark. Der er flere små bedrifter og færre større. Det kan skyldes, at de erhvervsmæssige interesser i jordbruget i disse områder bliver mere trængt af andre interesser. På grund af den større befolkning kan der være større efterspørgsel efter ejendomme med et lille jordtilliggende som fritidsbrug. Reduktionen i det samlede antal bedrifter er nogenlunde ens over hele landet, men reduktionen i antallet af heltidsbedrifter har været relativt størst i de mest bynære regioner. Det fremgår af figurerne 5 og 6, at landbrugets strukturforhold i Vestsjællands Amt og Roskilde Amt er meget ens. Storstrøms Amt ligner derimod mere landsgennemsnittet. Strukturforholdene i Vestsjællands Amt bærer således præg af den forholdsvis korte afstand til hovedstaden samt af tilstedeværelsen af de to hovedfærdselsårer, vestmotorvejen og jernbanen, gennem amtet. Deltidslandbrug I denne analyse defineres deltidsbrug som en bedrift, hvor brugeren har arbejde udenfor bedriften som bierhverv, mens fritidsbrug defineres som en bedrift, hvor brugeren har arbejde udenfor bedriften som hovederhverv. Deltidsbrugene udgjorde ved den seneste optælling (1997) på landsplan 7 % af samtlige bedrifter, og fritidsbrugene udgjorde 28 %. I Vestsjællands Amt udgjorde deltidsbrugene samme år 7 % af samtlige bedrifter, mens fritidsbrug udgjorde 35 %. Antallet af deltidsbrug og fritidsbrug i hele landet er stigende, samtidig med at det samlede antal bedrifter er faldende. Denne tendens er også gældende i Vestsjællands Amt.

18 I hovedstadsregionen (Københavns, Frederiksborg og Roskilde amter) udgjorde henholdsvis deltids- og fritidsbrug i 1997 10 og 40 % og i Storstrøms Amt tilsvarende 11 og 25 %. Som det ses, ligger tallene for Vestsjællands Amt tættere på tallene for hovedstadsregionen end på tallene for landet som helhed. Forpagtninger Ved forpagtning forstås en et- eller flerårig aftale om leje af jord. I 1998 drev 1.862 bedrifter i Vestsjællands Amt tilforpagtet jord. Disse udgjorde 38 % af alle bedrifter i amtet, og det forpagtede areal udgjorde 48.943 ha eller 25 % af det dyrkede areal i amtet. På landsplan tilforpagtede 47 % af landbrugsbedrifterne i 1998 jord, og den forpagtede jord udgjorde på landsplan 25 % af landbrugsarealet. Der er altså ingen forskel mellem Vestsjælland og landet som helhed i hvor stor en andel af jorden, der drives som forpagtning. Til gengæld er det forpagtede areal i Vestsjællands Amt spredt ud på færre forpagtere end på landsplan. Arealet af den enkelte forpagtningsaftale i Vestsjællands Amt er således gennemsnitligt større end på landsplan. I hovedstadsregionen (Københavns, Fredriksborg og Roskilde amter) tilforpagtede 35 % af bedrifterne 34 % af det dyrkede areal, og i Storstrøms Amt forpagtede 45 % af bedrifterne 23 % af det dyrkede areal. Tendensen til at Vestsjælland ligner hovedstadsregionen mere end Danmark som helhed gør sig gældende her, tilsvarende antallet af bedrifter og bedriftsstørrelser. Generelt er der fra 1994 til 1998 sket en stigning i andelen af bedrifter med tilforpagtning, samt en stigning i det tilforpagtede areal. En mulig årsag til at arealet af de enkelte forpagtninger er gennemsnitligt større i Vestsjælland end på landsplan, kan være at store forpagtninger i Vestsjællands Amt i nogen grad har erstattet ejendomssammenlægninger. Som det vil fremgå af afsnit 5, er Vestsjællands Amt mindre præget af bedrifter med husdyrproduktion end landet som helhed. Bedrifter med husdyr er afhængige af, at have adgang til et tilstrækkeligt stort areal til udbringning af husdyrgødning. Der vil formodentlig derfor ved husdyrproduktion være en større tilskyndelse til at eje jord frem for at forpagte, idet der da vil være større sikkerhed for den fremtidige adgang til udbringningsarealer. 4.2 Skovbrug De seneste data stammer fra 1990, idet der kun foretages skovtælling hvert tiende år. Der er således endnu ikke nyere data tilgængelige end de, der blev refereret i amtets Forslag til landbrugsanalyse 1994. Skovstørrelse Strukturen i skovdistrikterne er atypisk i Vestsjællands Amt. Således udgjorde de små skove på mindre end 50 ha i 1990 arealmæssigt kun 2.178 ha eller 8% af det samlede skovareal i amtet. Derimod udgjorde denne skovstørrelse på landsplan 24% af skovarealet. Samtidig udgjorde

19 skove større end 250 ha 74% eller 20.655 ha i Vestsjællands Amt. For landet som helhed udgjorde de 60%. Den gennemsnitlige skovstørrelse i Vestsjællands Amt var 42 ha mod 22 ha på landsplan. Ejerformer I 1990 var i alt 58% af skovarealet i Vestsjællands Amt i privat eje, 18% ejedes af fonde, 14% af selskaber og foreninger, 8 % ejedes af staten, mens 3% ejedes af amt og kommuner. Til sammenligning var 45% af skovarealet på landsplan i privat eje, 6% ejedes af fonde, 17% ejedes af selskaber og foreninger, mens 31% var i offentlig eje. Andelen af offentlige skove er således meget mindre i Vestsjællands Amt end gennemsnitligt for hele landet. 4.3 Gartneri Arealanvendelsen til gartneri er fra 1989 til 1999 i Vestsjællands Amt steget fra 3.019 ha til 3.366 ha. Det vil sige en stigning fra at udgøre 1,5 % af det samlede dyrkede areal til at udgøre 1,8 %. På landsplan er der derimod sket en reduktion fra 1,0 % af det dyrkede areal til 0,8 %. Det dyrkede areal i Vestsjællands Amt udgjorde i 1999 ca. 7,3 % af landets samlede dyrkede areal. Til sammenligning var 15,9 % af landets samlede gartneriareal beliggende i Vestsjællands Amt. Kommunerne Dragsholm, Fuglebjerg og Skælskør skiller sig ud ved tilsammen at have mere end halvdelen af amtets samlede gartneriareal (56 %) i 1999. Gartneriproduktionen er fordelt på 364 bedrifter i Vestsjællands Amt og det gennemsnitlige areal anvendt til gartneri pr. bedrift var i 1999 henholdsvis 9,2 ha i Vestsjællands Amt mod 8,1 ha på landsplan. I 1989 var de tilsvarende tal henholdsvis 6,2 ha for Vestsjællands Amt mod 6,6 ha på landsplan. Det skal bemærkes, at disse arealer ikke nødvendigvis er det samme som bedriftsstørrelser, da nogle gartneriafgrøder, f.eks. frilandsgrønsager, ofte dyrkes på bedrifter, hvor der også drives landbrug.

20 5. Jordbrugserhverv 5.1 Husdyrproduktion Husdyrbestand og besætnings- størrelser Husdyrholdet i Vestsjællands Amt er af forholdsvis lille omfang i sammenligning med landet som helhed. I 1999 fandtes kun 3 % af Danmarks samlede husdyrbestand i Vestsjællands Amt (udregnet på baggrund af antal dyreenheder). Denne andel skal ses i forhold til, at amtet omfattede 7,3 % af hele landets dyrkede areal. Der er indsamlet data for antallet af dyreenheder af henholdsvis kvæg, svin, fjerkræ, heste og får på hver bedrift. En dyreenhed er en omregningsfaktor, der beregnes udfra gødningsproduktionen fra en malkeko af stor race uden opdræt, under hensyntagen til gødningens indhold af plantenæringsstoffer. Danmarks Statistik anvender ordet besætning om det samlede antal dyr af hver slags (f.eks. svin eller kvæg) på en bedrift. En bedrift med 250 dyreenheder eller derover ville dog ikke nødvendigvis være VVM-pligtig efter de gældende regler, idet dyrene kan være fordelt på flere ejendomme inden for bedriften, og der vil således ikke være tale om ét enkelt staldanlæg til intensiv husdyrproduktion. Den gennemsnitlige besætningsstørrelse i Vestsjællands Amt er væsentlig mindre end landsgennemsnittet, og udviklingen mod en større gennemsnitlig besætningsstørrelse er tillige langsommere end på landsplan. Bilag 1 giver en oversigt over antallet af landbrugsbedrifter med husdyr samt husdyrbestandens størrelse i både Vestsjællands Amt og Danmark som helhed. Desuden vises fordelingen af bedrifter efter antal dyreenheder for henholdsvis Vestsjællands Amt og Danmark som helhed. Der vises kun data for kvæg, svin og fjerkræ. Pelsdyr er ikke med i denne opgørelse fra Danmarks Statistik, selvom de udgør omtrent 2,4 % af Danmarks samlede husdyrbestand, idet pelsdyravl sædvanligvis betragtes som en specialproduktion, der ikke er direkte knyttet til jordbrug. Andre typer af husdyr som f.eks. heste og får er udeladt, idet deres erhvervsmæssige betydning er lille i forhold til kvæg, svin og fjerkræ. Fra 1989 til 1999 er antallet af bedrifter med husdyr i Danmark reduceret yderligere med 35 %. I Vestsjællands Amt er antal husdyrbedrifter i samme periode reduceret fra 4.150 til 2.909, altså et fald på 30 %. I 1999 fandtes der husdyr på 70 % af alle landets bedrifter, mod 74 % i 1989. I Vestsjællands Amt var de tilsvarende andele 61 % i 1999 og 66 % i 1989. Til gengæld er det gennemsnitlige dyrehold pr. bedrift øget. På landsplan er antal dyreenheder steget med 2 %, og der er således sket en koncentration af dyrene på færre bedrifter. Det fremgår af bilag 1, at antal dyreenheder pr. husdyrbedrift på landsplan er øget fra 40 til 60, altså en forøgelse på 50 %. I Vestsjællands Amt er antallet af dyreenheder faldet med 7,5 % i samme periode. Denne reduktion har dog ikke opvejet faldet i antal bedrifter med husdyr, så også i Vestsjælland er der sket en stigning i antal dyreenheder pr. bedrift, nemlig fra 26 til 35, hvilket er en stigning på 35 %.

21 Som det fremgår af figur 7, er der i Vestsjællands Amt sammenlignet med landet som helhed procentvis flere bedrifter, der har under 80 dyreenheder, og færre der har 80 dyreenheder eller derover. Det fremgår endvidere, at der både i Vestsjællands Amt og på landsplan fra 1989 til 1999 er blevet færre bedrifter med mindre end 120 dyreenheder, mens antallet af bedrifter med 120 dyreenheder eller derover er forøget. 100% 90% 80% 70% 60% 50% 40% 30% 20% 10% 0% Danmark 1989 Danmark 1999 Vestsjællands Amt 1989 Vestsjællands Amt 1999 > 120 DE 80 - < 120 DE 40 - < 80 DE < 40 DE Figur 7. Husdyrbedrifter fordelt efter antallet af dyreenheder pr. bedrift. I Vestsjællands Amt var der i 1989 mindst 120 dyreenheder på 1,8 % af alle bedrifter, mens det i 1999 var på 4,8 % af alle bedrifter. Tilsvarende gælder for hele landet 4,0 % i 1989 og 11,2 % i 1999. Betragter man bedrifter med mindst 250 dyreenheder, udgjorde de på landsplan i 1999 2,4 % af alle bedrifter mod 0,5 % i 1989. De tilsvarende andele for Vestsjællands Amt var henholdsvis 0,9 % og 0,2 %. 5,0-9,9 procent Mindre end 5,0 procent Mindst 10,0 procent Figur 8. Procentdel af husdyrbedrifterne, der har et husdyrhold på 120 dyreenheder eller derover opgjort på kommuneniveau.

22 Kvæg, svin og fjerkræ De dominerende husdyrarter i landbruget er kvæg og svin, idet de tilsammen udgør mere end 90 % af Danmarks husdyrbestand målt i dyreenheder. Dernæst kommer fjerkræ, der udgør ca. 3 %, hvoraf størstedelen er høns. Andet husdyrhold er af mindre omfang. Figur 9 viser fordelingen af kvæg, svin, fjerkræ i hele landet og Vestsjællands Amt i 1989 og 1999. Danmark 1989 Fjerkræ Danmark 1999 Fjerkræ Svin Kvæg Svin Kvæg Vestsjællands Amt 1989 Fjerkræ Vestsjællands Amt 1999 Fjerkræ Kvæg Kvæg Svin Svin Figur 9. Fordeling af kvæg, svin og fjerkræ efter antal dyreenheder henholdsvis på landsplan og i Vestsjællands Amt i 1999 og 1989. Svinebestanden er øget betydeligt på landsplan fra 1989 til 1999 (med 23 %), mens den i Vestsjælland har været uændret. Derimod er kvægbestanden reduceret med 14 % på landsplan og 21 % i Vestsjællands Amt. Fjerkræbestanden er på landsplan øget med 12 % fra 1989 til 1999, og i Vestsjællands Amt med 42 %. Bilag 1 viser de faktiske antal dyreenheder. Det gælder for både kvæg, svin og fjerkræ, at bestandene på landsplan er blevet koncentreret på færre bedrifter. Således er der sket en stigning fra 30 dyreenheder pr. svinebesætning i 1989 til 74 dyreenheder pr. besætning i 1999. For kvæg var stigningen fra 37 til 49 dyreenheder.

23 I Vestsjællands Amt er koncentrationen hovedsagelig sket for svinebesætningerne, der er øget fra 27 dyreenheder pr. besætning i 1989 til 51 dyreenheder pr. besætning i 1999. Hvad angår kvæg, er der kun sket en mindre forøgelse fra 23 til 26 dyreenheder. Der er på landsplan sket en stigning i antallet af dyreenheder pr. fjerkræbedrift fra 5 dyreenheder pr. bedrift i 1989 til 12 dyreenheder pr. bedrift i 1999. I Vestsjællands Amt er der sket en stigning fra 1 dyreenhed pr. besætning i 1989 til 3 dyreenheder pr. besætning i 1999. Fra 1989 til 1999 er antallet af bedrifter med kvæg i Vestsjællands Amt faldet fra 1.901 til 1.309, dvs. et fald på 31 %. På landsplan var faldet på 35 %. Der er i de statistiske oplysninger ikke skelnet mellem malkekvæg og kødkvæg. Den altovervejende del af Danmarks kvægbestand består dog af malkekvæg. I Vestsjællands Amt var der i 1999 kun kvæg på 28 % af alle bedrifter, mod 42 % på landsplan. Andelen er siden 1989 faldet lidt, fra henholdsvis 30 % og 46 %. Kun i Storstrøms Amt og Hovedstadsregionen er der en lavere andel af kvægbrug. Antallet af svinebedrifter i Vestsjællands Amt er i perioden 1989-1999 faldet fra 2.329 til 1.239, det vil sige en reduktion på 47 %. På landsplan var den tilsvarende reduktion 50 %. I Vestsjællands Amt var der i 1999 svin på 26 % af alle amtets bedrifter mod 37 % i 1989. På landsplan var de tilsvarende tal henholdsvis 27 % for 1999 og 38 % for 1989, det vil sige en fordeling svarende til fordelingen på landsplan. Antallet af fjerkræbedrifter er i perioden 1989-1999 faldet fra 1.298 til 747, det vil sige en reduktion på 42 %. På landsplan var den tilsvarende reduktion 53 %. I Vestsjællands Amt var der i 1999 fjerkræ på 16 % af alle amtets bedrifter mod 21 % i 1989. På landsplan var de tilsvarende tal henholdsvis 12 % for 1999 og 18 % for 1989. Pelsdyr Pelsdyr henregnes almindeligvis under specialproduktion. Årsagen hertil er, at der ikke er tale om en jordbrugsmæssig produktion. Den altovervejende del (99 %) af pelsdyrbestanden består af mink, og der anvendes således ikke jord til dyrkning af foder. Pelsdyrproduktion er dog beslægtet med jordbrugserhverv. Produktionen finder sted på landet, ofte på landbrugsejendomme, men også på ejendomme uden landbrugspligt. Reglerne for henholdsvis harmonikrav og arealkrav gælder dog også for husdyrproduktion på ejendomme uden landbrugspligt. Pelsdyrproduktionen er af betydeligt større omfang her i landet end andre specialproduktioner som strudseavl, hjorteavl m.m., der må karakteriseres som nicheproduktioner. Pelsdyrbestanden i Danmark udgjorde i 1998 ca. 2,4 % af det samlede antal dyreenheder.

24 Danmarks pelsdyrbestand bestod i 1999 af 52.845 dyreenheder, fordelt på 2.553 farme. Det vil sige, at det gennemsnitlige antal dyreenheder pr. farm var ca. 21. I Vestsjællands Amt var der i 1999 111 pelsdyrfarme med gennemsnitligt ca. 20 dyreenheder. I følge Dansk Pelsdyravlerforening sker der også i pelsdyrbranchen en koncentration af dyrene på færre bedrifter. Foreningen oplyser endvidere, at der i Danmark findes under 10 farme med 250 dyreenheder eller derover. Ingen af disse er beliggende i Vestsjællands Amt. Amtets største pelsdyrfarm har ca. 125 dyreenheder. De fleste af de vestsjællandske farme er beliggende i Odsherred samt omkring fjordene ved Holbæk. Harmoniforhold I medfør af miljøbeskyttelsesloven er der fastsat regler om, hvor stor en mængde husdyrgødning, der må produceres på den enkelte landbrugsbedrift eller tilføres fra andre bedrifter. For en landbrugsbedrift, der drives som svinebrug må den samlede mængde husdyrgødning højst udgøre 1,7 dyreenheder pr. ha. For en landbrugsbedrift, der drives som kvægbrug må den samlede mængde husdyrgødning højst udgøre enten 2,1 eller 2,3 dyreenheder pr. ha, afhængig af størrelsen af bedriftens grovfoderareal. For andre husdyr gælder tilsvarende 2,0 dyreenheder pr. ha. Disse faktorer ændres fra og med 1. august 2002 til 1,7 eller 2,3 ha for kvægbrug og 1,4 dyreenheder pr. ha for svinebrug og øvrige husdyrbrug. Kvægbrug og svinebrug er defineret som bedrifter, hvor mindst 2/3 af bedriftens dyreenheder kommer fra henholdsvis kvæg eller svin, og hvor antal dyreenheder pr. ha (husdyrtætheden) er mindst 0,5. Det areal, der som minimum skal være til rådighed for udspredning af husdyrgødning fra en husdyrbedrift af en given størrelse, betegnes harmoniarealet. Hvis husdyrproduktionen på en bedrift kræver et større udbringningsareal, end der er jord til bedriften, betegnes bedriften som disharmonisk. De disharmoniske bedrifter er således karakteriseret ved en overskudsproduktion af husdyrgødning, som landmanden er forpligtet til at afsætte til andre bedrifter. Ved husdyrtæthed forstås antal dyreenheder pr. ha jord. Inden for den enkelte bedrift beregnes husdyrtætheden på grundlag af det gødskningsegnede areal. Ved gødskningsegnet areal forstås det faktiske areal fraregnet braklagte arealer. Braklagte arealer med non-food afgrøder er dog medregnet, idet de må gødskes. Husdyrtætheden på husdyrbedrifter er i Danmark steget fra gennemsnitlig 1,10 dyreenheder pr. ha i 1989 til 1,21 dyreenheder pr. ha i 1999. I Vestsjællands Amt er husdyrtætheden på husdyrbedrifter i samme periode uændret 0,81 dyreenheder pr. ha. Husdyrtætheden kan dog alternativt beregnes som antal dyreenheder i forhold til det samlede

25 antal bedrifters areal i et område. Herved fås et bedre udtryk for husdyrbestandens størrelse i forhold til det samlede dyrkede areal i et område. Når beregningen af husdyrtæthed foretages ud fra det samlede dyrkede areal, var den i 1989 0,86 på landsplan og 0,55 i Vestsjællands Amt. I 1999 var den steget til 0,92 på landsplan og faldet til 0,53 i Vestsjællands Amt. Husdyrtætheden i Vestsjællands Amt er lavere end gennemsnitligt for Danmark. Amtet som helhed har ikke harmoniproblemer, idet der samlet er et betydelig større udspredningsareal, end den producerede mængde af husdyrgødning kræver. Der er, som det fremgår af figur 10, en betydelig variation i husdyrtætheden indenfor amtet. Husdyrtætheden er således størst i den nordvestlige del af amtet. 0,50-0,99 Mindre end 0,50 Mindst 1,00 Figur 10. Husdyrtæthed på husdyrbedrifter opgjort på kommuneniveau i Vestsjællands Amt. 1999. Bedrifter, hvor der produceres mere husdyrgødning end der må udbringes på bedriftens egne jorder, betegnes som tidligere nævnt disharmoniske. Når gødningsproduktionen således er større end den mængde, der må udbringes på egen og tilforpagtet jord, skal der indgås en aftale om udbringning på en anden bedrift (naboaftale, gylleaftale). Gødningen må ikke transporteres i en afstand af mere end 10 km.

26 I 1998 var 15 % af alle husdyrbrug i Danmark disharmoniske. I Vestsjællands Amt var den tilsvarende andel 10 %. I 1992 var 13 % af hele landets husdyrbrug disharmoniske, mens det i Vestsjællands Amt gjaldt for 11 % af brugene. En betydelig større del af svinebrugene er disharmoniske end kvægbrugene. På landsplan er knap halvdelen af svinebrugene disharmoniske, mens det i Vestsjællands Amt er 1/3. De disharmoniske kvægbrug udgør henholdsvis 10 og 11 % af alle kvægbrug i Danmark og Vestsjællands Amt. I 1994 blev der i medfør af landbrugsloven indført regler om krav om andel af egen jord i forhold til størrelsen af husdyrholdet. I følge disse regler skal en vis procentdel af harmoniarealet være beliggende på den ejendom, hvor husdyrholdet er etableret. For husdyrhold etableret før disse reglers ikrafttræden skal reglerne være opfyldt senest den 1. september 2019, forudsat at dyreholdet ikke udvides væsentligt. 5.2 Planteavl Afgrødesammensætning Afgrødesammensætningen i Vestsjællands Amt og Danmark som helhed for henholdsvis 1989 og 1999 er vist på figur 11 på side 27. Afgrødesammensætningen i Vestsjællands Amt adskiller sig fra landet som gennemsnit ved en betydelig større andel af korn- og frøafgrøder i Vestsjællands Amt og en væsentlig mindre andel af arealer med græs- og grøntfoder i omdrift samt græs udenfor omdrift. Den lavere andel af græs og grøntfoder i Vestsjællands Amt hænger sammen med, at der ikke er særlig meget kvæg i amtet. Den tydeligste ændring i anvendelsen af dyrkningsjorden fra 1989 til 1999 er, at der i 1999 er braklagt 8 % af det samlede dyrkningsareal. Det skyldes, at landbrugsstøtten siden vedtagelsen af EF s landbrugsreform i 1992 har været kombineret med en braklægningsforpligtelse. For at få udbetalt hektarstøtte er landmanden forpligtet til at braklægge en fastlagt procentdel af sin jord. Andelen ændrer sig fra år til år afhængig af verdensmarkedet og omfanget af fællesmarkedets overskudsproduktion. Andelen har varieret mellem 5 og 15 %. I 2000 er den på 10 %. Det er desuden muligt at få støtte til at braklægge yderligere op til 50 %, hvis disse arealer er beliggende indenfor et SFL-område. På landsplan er der sket en stigning i arealet med græs og grøntfoder i omdriften, mens andelen anvendt hertil i Vestsjællands Amt har været konstant. Årsagen hertil er formodentlig en kombination af større vægt på grovfoder i foderforsyningen til malkekvæg, og at reduktionen i kvægbestanden har været større i Vestsjælland end på landsplan. I Vestsjællands Amt anvendes en større andel af landbrugsarealet til typiske salgsafgrøder som korn og frø, og en mindre del til græs, roer og grøntfoder end på landsplan. Vestsjælland er såle-

27 des mere præget af planteavlssædskifter og mindre af husdyrbrugssædskifter. Landbruget på Sjælland er i det hele taget mere præget af specialiserede planteavlsbedrifter end Danmark som gennemsnit. Danmark 1989 Vestsjællands Amt 1989 Gartneriprodukter 1% Græs uden for omdriften 8% Gartneriprodukter 2% Græs uden for omdriften 5% Frø 11% Frø 15% Græs og grøntfoder i omdriften 12% Græs og grøntfoder i omdriften 5% Rodfrugt 8% Korn 60% Rodfrugt 7% Korn 66% Danmark 1999 Vestsjællands Amt 1999 Braklægning 9% Gartneri 1% Græs og grøntfoder i omdriften 16% Frø, ej non food 8% Rodfrugt 5% Græs uden for omdriften 5% Bælgsæd 2% Græs og grøntfoder i omdrift 6% Braklægning 9% Gartneri 2% Frø, ej non food Korn 54% 13% Korn 61% Rodfrugt 5% Bælgsæd 1% Græs uden for omdrift 3% Figur 11. Afgrødesammensætningen på landsplan og i Vestsjællands Amt 1989 og 1999.

28 Gødning, affaldsprodukter Handelsgødning på landbrugsjord og pesticider For forbruget af handelsgødning findes der kun data på landsplan. Som det fremgår af figur 12 er der på landsplan siden 1960 sket en kraftig forøgelse i anvendelsen af handelsgødning. Forbruget toppede i 1980 erne, og siden 1990 er der sket et jævnt fald i forbruget. 160 140 120 Kg pr. ha 100 80 60 40 20 0 Kv lstof Fosfor Kalium 1960/61 1970/71 1980/81 1986/87 1987/88 1988/89 1989/90 1990/91 1991/92 1992/93 1993/94 1994/95 1995/96 1996/97 1997/98 Figur 12. Forbrug af handelsgødning pr. ha dyrket areal i Danmark. Opgørelsen omfatter det samlede handelsgødningsforbrug i Danmark til landbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, offentlige anlæg og privat havebrug. Husdyrgødning Også for tilførslen af husdyrgødning findes der kun data på landsplan. Som det fremgår af figur 13 har den gennemsnitlige tilførsel af husdyrgødning pr. ha dyrket areal i Danmark været stigende i de senere år. 120 100 Kg pr. ha 80 60 40 20 0 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 Kv lstof Fosfor Kalium Figur 13. Tilførsel af husdyrgødning i kg næringsstof pr. ha dyrket areal i Danmark 1988-1998.