28. AUGUST 2012 DOM OM WHIPLASHSKADE VED LAVENERGITRAUME Passageren i en bil, der med en hastighed af ca. 3,5 km/t bakkede ind i en betonsøjle, gjorde gældende, at efterfølgende gener i form af bl.a. nakkesmerter var forårsaget af denne hændelse. Dette synspunkt delte Arbejdsskadestyrelsen; men på baggrund af en udtalelse fra Retslægerådet som parterne udlagde forskelligt fandt retten, at skadelidte ikke havde løftet bevisbyrden for årsagsforbindelse. Som bekendt verserer der ganske mange sager vedrørende spørgsmålet, om en person ved bilsammenstød eller lignende påkørsel med meget lav hastighed et såkaldt lavenergitraume kan pådrage sig en varig lidelse i form af whiplash (piskesmældslæsion). En sådan sag er for nylig blevet afgjort ved retten i Glostrup, efter at der var indhentet sagkyndige udtalelser fra Retslægerådet, en skønsmand (DanCrash) samt Arbejdsskadestyrelsen. A sad som passager i en bil ført af B, da B med lav hastighed bakkede ind i en betonsøjle. Det måtte på baggrund af tekniske undersøgelser lægges til grund, at hastigheden var 3,5 km/t. A oplevede efterfølgende angiveligt stivhed og smerter i nakken, svimmelhed, utilpashed, balanceproblemer, hovedpine, træthed, gangusikkerhed og lydoverfølsomhed. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der var årsagssammenhæng mellem denne hændelse og nakkegenerne, som A havde haft siden ulykken. Denne lidelse svarede til en méngrad på 5% og et erhvervsevnetab på 15%. A krævede derfor erstatning af forsikringsselskabet F, der havde tegnet ansvarsforsikring for B s bil. F fandt det ikke sandsynligt, at en påvirkning med så lav hastighed kunne medføre en sådan varig lidelse hos A. F bestred, at A havde løftet bevisbyrden for årsagsforbindelse. Under retssagen blev spørgsmålet om årsagsforbindelse forelagt for Retslægerådet. Til et spørgsmål om, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang
2/3 28. AUGUST 2012 A s lidelser kunne henføres til hændelsen, udtalte Retslægerådet bl.a., at der har i november 2001 været en episode med svimmelhed og almen utilpashed. De øvrige symptomer i form af hovedpine, nakkesmerter optræder i efterforløbet af ulykkestilfældet den 06.04.02 og egen læge påviser 09.04. ømhed svarende til nakkefæster. Der er i de efterfølgende måneder klager over nakkesmerter og indskrænket bevægelighed i nakken. Senere tilkommer gener med almen træthed, yderligere svimmelhed, kæbesmerter og lydoverfølsomhed. Disse gener er i sig selv uspecifikke og ikke nødvendigvis en følge af ulykken. Muskuloskeletale spændinger er hyppige og kan bl.a. være påvirkelige af psykosociale faktorer. På spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende lidelser kunne henføres til andre årsager end færdselsuheldet og i bekræftende fald hvilke årsager, henviste Retslægerådet til den netop citerede besvarelse af det første spørgsmål, og tilføjede symptombilledet i form af hovedpine, svimmelhed, nakkesmerter, træthed og kæbesmerter er uspecifikke fænomener, der ses ved en række tilstande jf. svar på [det ovenfor citerede svar]. ser, gjorde F gældende, at A ikke havde løftet sin bevisbyrde for årsagsforbindelse. Omvendt fandt A, at Retslægerådets svar måtte forstås således, at der var årsagsforbindelse mellem hændelsen og nakkegenerne; mens det var uafklaret, hvad der havde forårsaget de andre, efterfølgende gener. A gjorde derfor gældende, at Retslægerådets udtalelse var i overensstemmelse med Arbejdsskadestyrelsens vurdering af, at nakkegenerne (men ikke andre gener) var forårsaget af bilens sammenstød med betonpillen. Retten i Glostrup har afgjort denne tvist ved dom af 16. juli 2012, der vedhæftes. Retten var enig med F i, at Retslægerådets besvarelse af de ovenfor citerede spørgsmål om årsagsforbindelse førte til, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var årsagsforbindelse mellem generne og færdselsuheldet. Retten tilføjede, at det efter fast retspraksis ikke kunne føre til andet resultat, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende havde vurderet, at der var årsagsforbindelse. I anden sammenhæng udtalte Retslægerådet, at det kunne ikke afgøres, hvor stor en del af patientens gener, der skyldtes det ene eller det andet. I relation til et generelt spørgsmål om, hvorvidt en så lav hastighed i påkørselsøjeblikket kan bevirke en varig whiplashskade, udtalte Retslægerådet: Der er ikke videnskabelig evidens for fastsættelse af en nedre grænseværdi for personskade baseret på materiel skade eller hastighedsændring ved trafikulykker med lav hastighed. Det er således, baseret alene på disse parametre, ikke muligt at forudsige, hvem der vil komme til skade i en given ulykke, og ej heller det efterfølgende kliniske forløb. På baggrund af Retslægerådets ovenfor citerede svar på spørgsmålene om, hvilken årsag eller hvilke årsager der måtte antages at være til A s lidel- F blev herefter frifundet for A s erstatningskrav. A var under retssagen repræsenteret af advokat Bjarne Skøtt Jensen, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Kommentar: Selv om dommen er konkret, kan den siges at støtte antagelsen om, at der skal noget særligt til, før sammenstød med meget lav hastighed kan forvolde en varig whiplashskade. I denne sag fandt Retslægerådet ikke en sådan årsagsforbindelse sandsynlig, selv om nakkesmerterne angiveligt havde været til stede lige fra uheldsøjeblikket. Dette stemmer overens med Højesterets præmisser i UfR 2011.128 H om en lignende tilskadekomst. I denne doms præmisser udtalte Højesteret, at der ved vurderingen af, om skadelidte havde bevist årsagsforbindelse, skulle tages hensyn
3/3 28. AUGUST 2012 til, at der var tale om et færdselsuheld med lav påkørselshastighed og dermed en beskeden kraftpåvirkning. Det kan bemærkes, at Højesteret i den sag tilføjede, at det nævnte forhold skulle sammenholdes med, at skadelidtes helbredsmæssige forhold kom til udtryk ved symptomer, der var uspecifikke og hyppigt forekommende i den almindelige befolkning. Endelig lagde Højesteret vægt på, at der kunne være mange årsager til den pågældende lidelse, og at Retslægerådet ikke med sikkerhed kunne fastslå en årsagssammenhæng mellem den lave hastighed og den lidelse, skadelidte krævede erstatning for. I overensstemmelse med denne højesteretsdom fastslår også den nye byretsdom, at erstatningspligt i en sådan sag som udgangspunkt må forudsætte, at Retslægerådet med sikkerhed kan fastslå en årsagssammenhæng mellem sammenstødet og den pågældende lidelse. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye dom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Tilmeld dig nyhedsbrevet her: For at scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone. DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER.