Indholdsfortegnelse Indledning...1 Problemformulering...1 Metode...1 Institutionslivets samfundsperspektiv...2 Sterns teori om de fem relateringsdomæner...2 De sociale kompetencer og relationens betydning for barnet...3 Pædagogens rolle...5 Konklusion...6 Litteraturliste...7
Indledning Børn i nutidens samfund tilbringer en stor del af deres hverdagsliv i daginstitutioner. Dette er et resultat af vores fragmenterede postmoderne samfund i konstant forandring og med en stigende kompleksitet, hvor familiemønstret har ændret sig radikalt. Den postmoderne familie er i stadig udvikling, og det er derfor vores tese, at de nye familiemønstre i det postmoderne samfund betyder nye, og om ikke mere krævende dannelser af relationer mellem pædagog og det enkelte barn og samtidig højere forventninger til den institutionelle hverdag. Ifølge Tom Ritchie, pædagog, cand.mag., pæd. konsulent og seminarielærer (Ritchie 2004), er relationer en grundlæggende forudsætning for vores liv og udvikling. Vi mener derved, at relationer mellem barn og pædagog er et voksende anliggende i pædagogisk praksis. Vi vælger at kalde disse relationer mellem barnet og pædagogen for relationsdannelse. På baggrund af ovenstående ønsker vi ud fra et pædagogisk perspektiv at undersøge følgende problemformulering. Problemformulering Hvordan kan vi som pædagoger bidrage til det 3-6 årige institutionsbarns relationsdannelse pædagog/barn imellem, og hvad betyder det for barnets udvikling af de sociale kompetencer? Metode Fremgangsmåden til at belyse ovennævnte problemformulering er for det første at få et kort indblik i den samfundsmæssige udvikling. Dernæst vil vi rette vores fokus på Daniel Stern, amerikansk psykoanalytiker og spædbarnsforskers, teori om de fem relateringsdomæner. Vi vil dog have vores fokus rettet imod samspillets domæne, da vi ser en vis sammenhæng i barnets relationsdannelse og udvikling af de sociale kompetencer. Herefter vil vi reflektere over relationsdannelsens betydning og bestræbe os på, at redegøre for betydningen af barnets sociale kompetencer i forhold til relationsdannelser barn/pædagog imellem. Efterfølgende vil vi forholde os til pædagogens rolle i forhold til vores problemfelt. Afslutningsvis vil vi reflektere og pointere opgavens indhold i en sammenfattet konklusion. 1
Institutionslivets samfundsperspektiv Pædagogik. I dette afsnit ønsker vi, at belyse nærmere hvilken betydning den postmoderne samfundsudvikling har for barnet. Vi lever i dag i et postmoderne samfund, hvor kvinderne er kommet på arbejdsmarkedet, og hvor behovet for børnepasning og socialisering i institutioner er kulmineret. Danmark er det land, der har rekord i antallet af timer, børn tilbringer i institutioner, inden de kommer i skole (Clausen 2001s 105). Dette har lagt et pres på pædagogerne i institutionerne, da pædagogerne og forældrene i højere grad end tidligere er fælles om ansvaret for børnenes trivsel og udvikling. I den sammenhæng er der også tale om pædagogens medansvar i at udvikle det sociale samspil pædagog/barn imellem. Sigmund Freud, østrigsk psykolog, mente før i tiden, at børn ikke fødes med de sociale kompetencer, men at disse kompetencer faktisk er nogle der skal dannes igennem livet. Men Daniel Stern har åbnet øjnene for, at børn fødes med sociale kompetencer, så derfor er det væsentlig at videreudvikle disse, hvilket blandt andet sker i interaktionen mellem barnet og pædagogen og derved relationsdannelsen i den sociale udvikling. Sterns teori om de fem relateringsdomæner Stern mener, at vi fødes som ensomme individer og udvikler os hen imod en dybere kontakt og samhørighed med andre mennesker. I Sterns teori fokuserer han på selvet. Igennem samspil med andre bliver individet sig selv, så det er tydeligt for individet selv og for andre. Selvom man forandres og udvikles livet igennem, har man en tydelig personlighed, nemlig sig selv (se Bodin og Hylander 2003). Denne personlighed, mener Stern, opbygges i og med, at barnet har et samspil eller en interaktion med andre individer, altså selvet skal forstås som den totale personlighed (Møhl & Schack 2004 kap 2). Der arbejdes i Sterns teori med fem relateringsdomæner, disse domæner skal ikke ses som en rød tråd, som skal følges i udvikling, men ses som en interaktion gennem livet, hvor man springer frem og tilbage i domænerne. Samværets domæne, som også kaldes det gryende selv, er bl.a. den kontakt der dannes mellem mor og barn fra første møde. Moderen vil mærke barnets egen evne til at klare sig selv og derved opnås et gensidigt samspil. Barnet afspejler sig i den voksne og lærer hurtigt, hvad der er fornuftigt, og hvad der er det modsatte. 2
Samspillets domæne, er det domæne, hvor de sociale kompetencer i høj grad udvikles. Barnet er her deltagende i samspillet med forældrene eller andre individer igennem deres engagement. Det er her, at forældrene oplever at barnets sanser udvikles. Børnene efterligner, det de ser, og dermed udfoldes det sociale samspil. Gennem hele livet udvikles denne form for samspil. I børnehaven kan et enkelt barn få resten af gruppen til, at hoppe og danse ved selv at starte. Denne afspejling af samspillets domæne kan man i den grad overføre til pædagogens rolle i barnets udvikling af socialt samspil. Viser pædagogen engagement og indlevelse i en aktivitet, vil børnene automatisk føle sig trygge og engagerede i aktiviteten. Dermed dannes et samspil mellem pædagogen og børnene. Børn efterligner hinanden og rollemodellerne og dermed vil pædagogens nonverbale sprog, kropsudtryk og indlevelse smitte af på børnene (se Bodin og Hylander 2003). Relationen og samspillet mellem pædagogen og barnet er derfor vigtig for barnets udvikling og læring. Det tredje domæne kaldes for samforståelsens domæne. Modsat samspillets domæne handler det her om at finde et fælles fokus eller interesseområde, altså barnet fanger interessen for noget, og derefter retter pædagogen eller forælderen også fokusset derpå. Domænerne for samtale og sammenhæng kommer til udtryk, når børnene begynder at sætte ord og udtryk på de ting, de føler. Hvor det i samspillets domæne var en ubevidst efterligning af imitation, er de her mere bevidste om imitationen mening (se Bodin og Hylander 2003). Det er i dette domæne, at børnene begynder at forstå empatiske handlinger, altså imitere trøst for andre ligesom barnet selv er blevet trøstet. Som afslutning på Sterns teori kan det hævdes, at selvet skabes igennem gensidig kommunikation og samspil. Overført til pædagogisk praksis er grundlaget for samspillet med børnene, at der er en gensidig kontakt og kommunikation pædagog/barn imellem. Dette leder os videre til at beskrive og diskuterer relationsdannelsens betydning for barnet. De sociale kompetencer og relationens betydning for barnet Det sociale kompetenceaspekt handler, ifølge Jesper Juul, familieterapeut og forfatter (Juul og Jensen 2002 s.4), om individets evne til at samarbejde, tage hensyn og vise empati, altså en del af et konstruktivt fællesskab. Det vil sige, at de sociale kompetencer basalt set handler om at kunne indgå i konstruktive relationer og kontakter med andre mennesker, og om at kunne udtrykke egne, aflæse og forstå andre menneskers følelser. 3
Vi mener ikke, at man bør skille de to begreber relation og social kompetence. For at danne relationer til andre individer, hvad enten det er pædagoger, forældre eller andre børn, kræver det et socialt samspil mellem de integrerede parter. Bl.a. ved hjælp af dette samspil udvikles de sociale færdigheder. Lene Lind, forfatter og pædagog, giver et udmærket eksempel i hendes fortælling om to drenge på tur med en pædagog. Pædagogen støtter børnene i deres balanceleg og opmuntre den ene lidt usikre dreng ved at vise, at hun tror på hans evner. Efterfølgende deltager pædagogen i drengenes leg, hvor de lægger hovederne på nogle sten og leger at de sover. Her rykker den ene dreng tæt på pædagogen, og de kigger hinanden i øjnene, hvorefter de lukkes. (Ritchie 2004 s. 9-10) Dette eksempel viser, hvordan det sociale samspil udvikles og hvordan der i den positive relationsdannelse mellem de to børn og pædagogen udvises tillid, empati og samarbejde, jævnfør Sterns teori om samspillets domæne. Samspillet lærer altså ikke kun barnet at indgå i relationer, men også at blive sig selv (Bodin og Hylander 2003 kap. 2). Da pædagogerne i institutionsregi har ansvaret for barnets trivsel, kræver barnet en vis relationsdannelse til pædagogen. Relationsdannelsen til andre individer har betydning for barnets personlige udvikling (Ritchie 2004 kap.1). Barnet skal have en sikker base for ikke at blive utryg på sig selv Derfor udgør pædagogerne en væsentlig faktor i børnehaverne. Man kan beskrive det således, at pædagogen er den sikre base. Her ud fra udforsker barnet omgivelserne. Opstår der utryghed, har barnet altid en base at vende tilbage til, altså pædagogen (Bowlby 1994 s.19). Når barnet er trygt og føler sig opmuntret, vil det søge nye udfordringer og dermed udvikle sig personligt. Barnet vil være mere tryg ved at gå i dialog og leg med andre, og derved udvikle de sociale kompetencer. Hvis vi igen ser på vores foranderlige progressive samfund, ligger vigtigheden af børns relationsdannelser til andre individer i at kunne lære at begå sig i voksenlivet. Trods det at vores livsstil er blevet mere individualiseret, og en selvstændighed og egocentrisk personlighed (Jerlang 2003 kap 9) er blevet en større samfundstendens, kan vi ikke se bort fra individets behov og krav om det sociale. "Vi lever i et individualiseret samfund. Netop derfor er vi nødt til at betone det sociale endnu mere end tidligere. For i skolens sociale rum får eleverne den allervigtigste lærdom, at høre til fællesskabet, i samfundet eller den triste: At de ikke hører til. Vi lever i et opbrudssamfund, 4
hvor de sociale sammenhænge ikke er givet på samme måde som tidligere. Der er svagere fælles normer og værdier. Derfor er det vigtigt at arbejde bevidst med værdierne." Per Schultz Jørgensen (Høiby 2002). Dette citat mener vi, giver os et rigtig godt indblik i, hvad vi som pædagoger bør have implicit i vores tanker i den pædagogisk praksis. Vi skal arbejde med værdier og normer i social sammenhæng, hvilket leder os videre til at reflekterer over pædagogens rolle. Pædagogens rolle Det sted, barnet har mulighed for at etablere en relation uden for familien, er i høj grad i institutionen. Derfor har pædagogerne også stor betydning for barnets relationsdannelse og mulighed for social udvikling (Bayer 1996 kap.9). I den pædagogiske praksis taler vi om to forskellige processer; samværsprocesser og pædagogiske processer. Samværsprocesser er lysten til at ville lave noget sammen, her kan pædagogen og barnet finde noget fælles tredje at fordybe sig i. Hvis pædagogen formår at fange børnenes interesse, vil der næsten altid være succes. Pædagogiske processer udspiller sig i pædagogiske overvejelser om mål, metode og redskaber. Det kræver en kompetent pædagog at kunne føje ovenstående processer sammen. Ud over at pædagogen skal tænke sin pædagogik i processer, skal vedkommende også have evnen til at have en individualiseret og differentieret indstilling til børnene (Cecchin 1996 kap.12). Altså skal aktiviteterne tilrettelægges ud fra det enkelte barns udviklingsniveau. Pædagogens rolle kan, ifølge Ida Schwartz, socialpædagog og cand. psych., artikel Den professionelle rolle også kaldes en dynamisk omsorgsrolle. I denne omsorgsrolle veksles der mellem overinvolvering og underinvolvering (Schwarts 2000 s. 105). Det vil sige, at børnene ind i mellem gives den støtte, at man engagerer sig i deres aktiviteter, og andre gange er det mest hensigtsmæssigt at forholde sig passivt. Vi mener, at dette er en hårfin balance, og at det handler om at engagere sig i det enkelte barn og reflektere over både egne holdninger og barnets holdninger. Som pædagog er det ikke muligt kun at handle ud fra en professionel tankegang. Pædagogen skal kunne bruge sine egne følelsesmæssige sider til at forstå barnet (Schwarts 2000 s. 108). Søs Bayer, Cand.mag. i dansk og pædagogik, opstiller tre kompetencer, som hun mener, at det er væsentligt at pædagogen evner. Den første kompetence handler om at indgå i relationer til børnene. Den næste kompetence handler om at tiltage sig betydning i børnenes liv, også selv om 5
man ikke er deres forældre, og den sidste kompetencen handler om at udholde, at den pædagogiske virkelighed ligner livet (Bayer 1996 kap.9). Vi tilslutter os Søs Bayers mening om disse tre kompetenceområder en pædagog bør besidde, og mener ligeledes, at børnenes relationsdannelse til pædagogen ydermere handler om det sociale samspil, jævnfør Sterns teori om samspillets domæne. Konklusion Vores intension har i denne synopsis været at belyse, hvordan pædagogen kan bidrage til relationsdannelse mellem pædagogen og barnet, og hvad dette betyder for barnets sociale kompetenceudvikling. Historisk set har vores samfund ændret sig drastisk, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, behovet for børnepasning er kulmineret, som derved har krævet en udvikling indenfor den institutionelle verden. Pædagogerne har fået et medansvar i barnets trivsel og udvikling. Sterns teori om de fem relateringsdomæner, og for denne opgaves vedkommende, specielt samspillets domæne, viser os vigtigheden af gensidig kommunikation og samspil mellem barnet og pædagogen. Denne interaktion tilstræber en udvikling af de sociale færdigheder hos barnet, så det tilegner sig evnen og læringen til at begå sig i voksenlivet. Barnet udforsker sine omgivelser, når det føler sig tryg, og her spiller pædagogen en væsentlig rolle i institutionen. Pædagogen er den sikre base, og derfra kan barnet undersøge og forsøge at skabe nye venskaber for derefter at vende tilbage til den sikre base, altså pædagogen. Pædagogen skal kunne se barnet individuelt og differentieret, da det vil være barnets individuelle behov for støtte, der har betydning. Her skal man være bevidst om det enkelte barns udviklingsniveau. I pædagogisk praksis skal der skelnes mellem overinvolvering og underinvolvering, hvilket har betydning for pædagogens engagement i børnenes aktiviteter i hverdagen. Samtidig er det væsentligt for pædagogen at kunne handle både professionelt og med egen følelsesmæssige involvering. Vi ser det sociale samspil og relationsdannelsen pædagog/barn imellem som en af pædagogens væsentligste roller i daginstitutionen. Vi vil i vores fremlæggelse beskrive Bowlbys tilknytningsteori, da vi mener at denne teori ligesom Sterns teori om de fem relateringsdomæner har indflydelse på barnets relationsdannelse og udviklingen af de sociale kompetencer. 6
Litteraturliste Bayer, Søs (1996) Relationer - en pædagogisk kompetence I: Cecchin, Daniela og Sander, Else. Pædagogens kompetencer. Pædagogisk Bogklub Bowlby, John (1994) En sikker base, Det Lille Forlag. 3. oplag Brodin Marianne og Ingrid Hylander (2003) At blive sig selv, Hans Reitzels Forlag, 6. oplag, Cecchin, Daniela (1996) Den kompetente pædagog. I: Cecchin, Daniela og Sander, Else. Pædagogens kompetencer. Pædagogisk Bogklub Clausen, Peter og Brogaard Clausen, Sigrid (2001) Børn og børneliv i nutidssamfundet. Børn og unge/pædagogisk centrum. 1. udgave, 1. oplag Høiby, Helle (2002) Ikke mere mobning værktøjer for lærere og pædagoger. Kroghs Forlag http://www.social.dk/netpublikationer/2002/p1mob071002/hele.htm 27 sep 2006 Jerlang, Esben og Jerlang, Jesper (2003) Socialisering og habitus. Socialpædagogisk bibliotek. 2. udgave, 1.oplag Juul, Jesper og Jensen, Helle (2003) Pædagogisk relationskompetence. Pædagogisk bogklub Lind, Lene (2004) Relationernes betydning i vuggestue og børnehave. I: Ritchie, Tom. Relationer i teori og praksis. Billesø og Baltzer. 1. udgave, 1. oplag Møhl, Bo og Schack, May (2004) Barndommen som personlighedens fundament. I: Brørup, Hauge og Lyager Thomsen. Den nye psykologihåndbog. Nordisk Forlag A/S. 2. udgave, 7.oplag Schwartz Ida (2000) Den professionelle rolle I: Holm, Per. Job med vold. Socialt Udviklingscenter, SUS. 7