1 Grindsted Kirke. Søndag d. 23. august 2015 kl. 10.00 Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 12. søndag efter trinitatis, Mark. 7,31-37, 1. tekstrække. Salmer. DDS 325 Jeg ved et lille Himmerig. Dåb: DDS 441,1-3 Alle mine kilder skal være hos dig. DDS 441,4-6 Alle mine kilder skal være hos dig. DDS 160 Jeg tror det, min genløser. - - - DDS 582 At tro er at komme. Altergang: DDS 321 O kristelighed!. DDS 2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære! Tekstlæsninger. Sl. 115,1-9; 2. Kor. 3,4-9; Mark. 7,31-37.
2 Evangelietekst. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham:»effatha!«det betyder:»luk dig op!«og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde:»han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«mark 7,31-37 Prædiken. I mandags forsøgte en mand at stikke ild til Islamisk Trossamfunds bygning i København. Forsøget virkede ret spontant og i hvert fald uprofessionelt. Lige inden ildspåsættelsen købte gerningsmanden to liter benzin på en tankstation lige over for trossamfundets bygning, forsøgte at bryde et metalgitter foran et vindue op, men opgav og hældte derefter benzinen ud over metalgitteret, hvorpå han antændte brændstoffet og forlod stedet. Gerningsmanden viste sig da også efter al sandsynlighed at være en psykisk syg mand, der hurtigt blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hvor uprofessionelt forsøget end var, kunne det være gået grueligt galt. Trossamfundet oplyser, at bygningen var fuld af børn, da branden brød ud, men et
3 hvilket som helst tab af menneskeliv ville have været tragisk. Derfor er det ekstra fortvivlende, at de sociale medier siden hen blev fyldt af rosende ord til den sindsforvirrede gerningsmand, der - muligvis uden selv at være sig det bevidst - havde gjort sig til terrorist. I hvert fald er der risiko for, at han bliver dømt som en sådan. Sagen er dybt ulykkelig og afslører, at der luer et had lige under overfladen; et had, der meget let kan blusse op i visse subkulturer, som har travlt med at give andre grupperinger skylden for alskens ulykker. Man kan mene, hvad man vil om Islamisk Trossamfund, der naturligvis kan kritiseres for mangt og meget. Men at gribe til vold er ikke nogen brugbar løsning. Volden skaber flere problemer, end den løser, fordi vold nu engang avler modvold. Er det en eskalerende konflikt man ønsker, er ildspåsættelse og efterfølgende offentlig heltedyrkelse af gerningsmanden en effektiv metode. Men det er ikke til gavn for nogen; end ikke én selv. Når man angriber en bygning, der tilhører et trossamfund, må det være, fordi man har noget imod dets repræsentanter. Det er imidlertid ikke kun muslimer, der udsættes for den slags. Vel snart sagt alle troende risikerer at få deres bygninger skændet eller selv blive overfaldet. Nogle steder i verden sker det dog langt oftere end her til lands. Man kan godt få det indtryk, at religion generelt påkalder sig vrede. Det er lidt sært, for der er kolossal forskel på de forskellige religioner og tilmed også inden for den enkelte religion. Selv de tre monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam er vidt forskellige, omend de har nogle gammeltestamentlige fortællinger til fælles. Desuden er både jødedom og islam lovreligioner. Ifølge dem skal man altså leve på en bestemt måde efter fastsatte regler for at sikre Guds velvilje. Når det gælder islam og kristendom har de - i modsætning til jødedom - missionen til fælles, idet det ligger latent i dem begge, at deres budskab skal udbredes til flest mulige mennesker. Dette har ført særdeles uheldige eksempler med sig, hvor folk er blevet tvunget til at bekende sig til enten islam eller kristendom. Disse hændelser beror på fejlfortolkninger af både
4 Koranen og Bibelen, idet man har sammenblandet tro og aggressiv invasionspolitik. Men selvom den slags med god grund er med til at tegne religionernes skyggesider, som det er vigtigt at være sig bevidst, bør det ikke skjule, at troende mennesker ikke er mere blodtørstige end andre. Den gennemsnitlige jøde, muslim og kristne ønsker ikke fjendskab og krig. De ønsker derimod et liv i fred og fordragelighed med hver deres religiøse praksis, der bibringer dem styrke til at løse hverdagens problemer, så de kan glæde sig over livet. Når særligt muslimer i vore dage profileres som primitive og blodtørstige er det kun en del af sandheden. Størstedelen af verdens muslimer ønsker ikke middelalderlige tilstande, sådan som for eksempel medlemmer af Isis gør det. En vittighed beskriver egentlig dette forhold ganske udmærket: Et kristent par blev stoppet på gaden af en Isis-kriger. Citér et skriftsted fra Koranen, så jeg kan være sikker på, at I er rettroende muslimer, sagde han. Det skal jeg nok, svarede den kristne mand og citerede et vers fra Bibelen. Fint! I kan passere, sagde krigeren. Da de var kommet på afstand, spurgte konen sin mand, hvordan i al verden han havde vovet at citere fra Bibelen. Du ved da lige så godt som jeg, svarede manden, at en Isis-kriger ikke har det fjerneste begreb om, hvad der står i Koranen. Denne historie afslører, at der ikke alene er forskel på troende og ikke-troende, på forskellige religioner, men også på forståelsen af den enkelte religion. Religioner er livstydninger, der tager deres udgangspunkt i et helligskrift eller overleverede, betydningsmættede ritualer, og som sådan er de ikke entydige. Der findes således kun én kristendom, men utallige måder at være kristen på. Nogle af disse bevæger sig så langt væk fra deres udgangspunkt, at de er tæt på eller helt har mistet forbindelsen dertil. Selvom de ikke nødvendigvis er militaristiske, kan de sammenlignes med Isiskrigerens forhold til islam. Den fortolkningsrummelighed, der ligger i enhver religion, er både en styrke og en svaghed. En styrke, fordi tro uden rummelighed kan kvæle alt
5 i en fastlagt rettroenhed, hvor kun de korrekt troende er velkomne; men samtidig en svaghed, fordi troens kerne kan blive for udflydende og meningstom, hvorved religionen risikerer at blive spændt for en hvilken som helst vogn. Selvom kristne har en hel anden forklaring, vil jøder og muslimer mene, at kristendommen er udtryk for en jødedom, der netop er blevet spændt for en sekterisk vogn. Datidens jødiske magtelite gjorde alt for at lukke munden på Jesus, der påstod, at han repræsenterede Gud. I kraft af at folk troede på ham, udgjorde han en politisk trussel, idet han fratog de religiøse magthavere deres troværdighed. Ikke mindst derfor havde de interesse i at mistænkeliggøre ham og dømme kristendommen som en sekt, der i rasende fart var på vej bort fra sit jødiske udgangspunkt. Det ville da også have været tilfældet, hvis Jesus ikke havde talt sandt; men det fastholder kristne altså, at han gjorde. Det er ganske vist ikke noget, vi kan bevise. At Jesus ikke bare fantaserede, når han sagde, at han talte og handlede på Guds vegne, er en sandhed, der alene kan rummes i tro. Denne tro besværliggøres betragteligt af, at Jesu fysiske tilstedeværelse for længst er ophørt. Derfor er det måske lettere at forkaste dagens evangelietekst som ammestuesnak og opspind end at tage den alvorligt, for hvor troværdigt er det lige, at en mand, der vandrede rundt i Israel for 2000 år siden, kunne helbrede døvstumme og andre handicappede? Det er kun troværdigt, hvis man finder det værd at tro, og det gør man kun, hvis nærer tillid til Det Nye Testamentes budskab. Tillid og tro er nemlig beslægtede begreber, der hører det ubeviselige til, men som ikke desto mindre kan rumme store sandheder. Om Jesus lige nøjagtig bar sig ad på den lettere uappetitlige måde med fingre i den døvstummes ører og mund, som teksten beskriver, så ligger budskabet dog fast: Jesus handlede på Guds vegne og var derfor i stand til at udføre handlinger, ingen andre var eller er i stand til. Dette er et provokerende udsagn, fordi det vækker logisk tænkende menneskers mishag eller forundring. Hvordan kan nogen være så tankemæssigt indskrænket, at man dels tror på, at noget så uhåndgribeligt som Gud findes, dels nærer tillid til, at han har vist sig i mennesket Jesus fra Nazaret, hvorved han kunne udføre
6 gerninger, der hverken er set før eller siden? Denne reaktion er fuldt ud forståelig og kan ikke besvares rationelt, for troen unddrager sig fornuften. Den er der bare - på trods af det logisk anfægtelige i selve dens væsen. Det er det særlige ved troen, at den befinder sig midt i det utroværdige og alligevel gør krav på at være sand. Og sand er altså, hvad man som troende anser troen for at være også selvom dens budskab ikke kan bevises. Det er klart, at troen har konsekvenser. Ikke kun negative, idet man udsætter sig for andres forundring, latterliggørelse, hån og i grelle tilfælde forfølgelse og overgreb. Troens konsekvenser er bestemt også positive, idet den bibringer vished om, at Gud har valgt os til. Han kunne sagtens lade alle mennesker sejle deres egen sø, men han valgte at lade sig føde som en af os. Han valgte at leve et liv som vort på godt og ondt. Han valgte at følge livet helt ind i døden, for det var alene derved, at han også kunne binde os til sig efter døden. Det bånd, han knyttede til os ved at indskrænke dødens rækkevidde, er det, der leder os fra døden og ind til det evige liv i hans rige. Det er ligeledes et rige, hvis eksistens vi ikke har noget som helst bevis på eksisterer. Vi har kun troen, men den er også tilstrækkelig. Den kan nemlig gøre det samme ved os, som Jesus gjorde ved den døvstumme. Troen kan åbne vore ører, så vi hører Guds kærlighedserklæring i det kristne budskab som talt til hver enkelt af os; og troen kan løsne vore tungebånd, så vi frimodigt taler om det, der ikke kan bevises, men som vi har tillid til er sandt alligevel. Derved minder vi om vidnerne til det under, Jesus udfører i dagens tekst; dem, der var overvældede af forundring og sagde: Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale. Den tillidsfulde tro på, at Gud har givet os indsigt i sin kærlighed ved at åbenbare sig i Jesus Kristus, er grund nok for nogle til at overfalde kristne rundt omkring i verden, ligesom nogle danskere finder muslimers tro tilstrækkelig til at angribe dem, sådan som det skete i den forgangne uge. For muslimer er kristendommens forståelse af Jesus skudt langt over målet, fordi han inden for islam kun fungerer som profet. For jøder er
7 Jesus en falsk messias. Men selvom det forholder sig sådan, er det langt fra alle muslimer og kun ganske få jøder - om overhovedet nogen - der angriber kristne. Derfor er der heller ingen grund til, at vi her til lands angriber dem, der har en anden tro end os. Langt bedre er det at spørge nysgerrigt til hinandens overbevisning og tro, så man kan finde lighedspunkter og forskelle og samtidig finde ud af, at det er et menneske af kød og blod, fornuft og følelser, der sidder over for en; også selvom man kan blive uenig med eller måske ligefrem irriteret på ham. Har man først øje for, at modparten er et menneske som en selv, er det ikke længere oplagt at forsøge at antænde den bygning, hans trossamfund mødes i; for da ved man, at det er en forkastelig handling for både muslimer, jøder og kristne såvel som for enhver anden, troende eller ikketroende. Amen.