9. november 2015 Nyhedsbrev Insolvens & Rekonstruktion Nedenfor følger referat af nyere trykt og utrykt retspraksis om insolvensretlige problemstillinger. Gorrissen Federspiels afdeling for Insolvens & Rekonstruktion kan kontaktes, såfremt dette nyhedsbrev giver anledning til bemærkninger eller uddybende spørgsmål. Kontaktoplysninger findes sidst i nyhedsbrevet. Konkursbegæring Skifteretten havde nægtet at fremme konkursbegæring fra SKAT, fordi bevisførelsen til afgørelse af fordringens klarhed gik ud over, hvad der kunne tillades i skifteretten. Vestre Landsret omgjorde beslutningen og hjemviste forholdet til fornyet behandling i skifteretten. SKAT indgav konkursbegæring mod et aktieselskab, idet SKAT mente at have et momskrav. Aktieselskabet havde drevet virksomhed med salg med tysk moms og bestred derfor kravet. SKAT havde i 2012 truffet afgørelse om, at selskabet i årene 2009 til 2011 skulle have betalt dansk moms, og sagen var under behandling i Landsskatteretten. Selskabet påstod konkursbegæringen nægtet fremme ud fra en argumentation om, at kravet ikke havde den fornødne klarhed, samt at skifterettens stillingtagen til konkursbegæringen ville forudsætte en omfattende bevisførelse, der oversteg den bevisførelse, der kan tillades i skifteretten. Skifteretten nægtede at fremme konkursbegæringen, idet skifteretten fandt, at den bevisførelse, som selskabet ønskede, var både relevant og nødvendig for, at skifteretten kunne afgøre, om SKATs fordring havde den fornødne klarhed. Bevisførelsen havde efter skifterrettens opfattelse et omfang, som gik langt ud over, hvad der kunne tillades ved sagens behandling i skifteretten, og fordringen havde derfor ikke den fornødne klarhed i konkursretlig henseende. Vestre Landsret udtalte i sin kendelse, at det ved vurderingen af, om fordringen kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret, var afgørende, om kravet i tilstrækkelig grad kunne sandsynliggøres, og at fordringen dermed havde den fornødne klarhed. Landsretten fandt derfor, at det måtte anses for tilstrækkeligt, at der var en vis sandsynlighed for, at kravet bestod, og det var således ikke en betingelse, at berettigelsen af kravet fuldt ud kunne anses for bevist. Landsretten fandt, at den påkrævede bevisførelse gik videre end, hvad der kunne tillades ved konkurssagens behandling. Landsretten udtalte dog i tilknytning hertil, at det forhold, at den af selskabet ønskede bevisførelse ikke i fuldt omfang kunne imødekommes, ikke kunne føre til, at der ikke skulle have været foretaget en prøvelse af, om konkursfordringen bestod med en sådan klarhed, at denne kunne danne grundlag for afsigelse af konkursdekret.
Side 2 Da skifteretten ikke havde taget stilling til, i hvilket omfang den ønskede bevisførelse kunne tillades, ophævede landsretten skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fortsat behandling af konkursbegæringen. (Vestre Landsret, den 26. maj 2015) Konkurskarantæne Konkurskarantæne afvist af Østre Landsret, da direktøren ikke havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. N havde oprindelig stiftet selskabet D S.M.B.A. uden vedtægtsmæssig indskudskapital. N var tillige registreret som direktør i selskabet, der havde til formål at sælge serviceydelser af forskellig art. Erhvervsstyrelsen iværksatte tvangsopløsning af selskabet, og skifteretten udpegede en likvidator, der senere også blev kurator for selskabet, da tvangsopløsningen overgik i konkursbehandling. Under konkursbehandlingen blev på baggrund af kurators indstilling indledt sag om konkurskarantæne mod N med påstand om, at konkurskarantæne skulle pålægges for en periode på 3 år. Skifteretten tog ikke påstanden om at pålægge N konkurskarantæne i 3 år til følge. Skifteretten lagde på baggrund af kurators oplysninger til grund, at N reelt havde drevet enkeltmandsvirksomhed under dække af, at der var tale om et selskab med begrænset ansvar, og at kurator ikke fra N havde fået adgang til bl.a. selskabets bogføring. Skifteretten fandt, at N havde udvist uforsvarlig forretningsførelse. Det fandtes dog ikke bevist, at N havde udvist en så groft uforsvarlig forretningsførelse, at han fremover ville være uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Skifteretten lagde i denne forbindelse vægt på, at der ikke var tale om straffelovsovertrædelser eller grove overtrædelser af særlovgivningen. Der blev endvidere lagt vægt på, at konkursen ikke havde medført betydelige tab for fordringshaverne. Der var i boet anmeldt tre fordringer for tilsammen cirka kr. 41.000., heraf cirka kr. 35.000 fra SKAT. Herefter var der ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge konkurskarantæne. Østre Landsret stadfæstede afgørelsen i henhold til grundene. (Østre Landsret, den 17. juni 2015) Ugyldighed og omstødelse Andelsboligforenings beslutning om at ophæve en tidligere vedtaget forhøjelse af boligafgiften var ikke ugyldig eller omstødelig. En andelsboligforening besluttede i april 2009 en forhøjelse af boligafgiften grundet økonomiske problemer. Forhøjelsen skete som led i en genopretningsplan indgået med andelsforeningens bank. I oktober 2010 var det imidlertid klart, at de økonomiske problemer ikke ville blive løst med genopretningsplanen. Andelsboligforeningen og banken udfærdigede derfor en ny genopretningsplan. Den nye plan blev dog forkastet på andelsboligforeningens efterfølgende generalforsamling. I forlængelse heraf besluttedes det på en ekstraordinær generalforsamling i december 2010 at ophæve de boligafgiftsforhøjelser, der var led i den oprindelige genopretningsplan.
Side 3 Retssagen, der var anlagt af andelsboligforeningens bank, angik om denne beslutning, der var blevet truffet på et tidspunkt, hvor det stod klart, at andelsboligforeningen som følge af beslutningen ville gå konkurs, var ugyldig eller omstødelig. Højesteret anførte i sagen, at en andelsboligforenings beslutning om at fastsætte boligafgiften til et niveau, der ikke er tilstrækkeligt til at dække foreningens udgifter, som udgangspunkt er ikke ugyldig. Retten fandt endvidere, at banken ikke havde påvist omstændigheder, der gav grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Højesteret afviste derfor, at generalforsamlingsbeslutningen skulle være ugyldig. Højesteret lagde herved vægt på, at andelsboligforeningens beslutning ikke var i strid med almindelige andelsboligretlige regler om minoritetsbeskyttelse. Endvidere blev der lagt på, at den fremtidige boligafgift fortsat var 10 % højere end det, der lå til grund for bankens finansiering ved stiftelsen af andelsboligforeningen. Beslutningen om at ophæve den tidligere vedtagelse om forhøjelse af boligafgiften var heller ikke omstødelig efter konkurslovens 64, idet den savnede de egenskaber, der er karakteristisk for gaver. Højesteret lagde i denne forbindelse vægt på, at beslutningen angik den fremtidige boligafgift, og på det anførte om budgetteringen, låneoptagelsen og genopretningsplanerne, herunder at det på beslutningstidspunktet stod klart, at formålet med den med banken indgåede genopretningsplan ikke ville blive opnået. Af de samme grunde, herunder navnlig det anførte om, at formålet med genopretningsplanen ikke kunne opnås, fandt Højesteret, at der heller ikke var tale om en utilbørlig disposition, som kunne omstødes efter konkurslovens 74. På denne baggrund fandt Højesteret ikke grundlag for, at dispositionen kunne anfægtes eller omgøres. (Højesteret, den 29. september 2015) Betaling til underentreprenør kort før konkurs var ikke omstødelig efter konkurslovens 67, 72 eller 74 i en entreprenørs senere konkursbo, fordi betalingen havde været nødvendig for, at en væsentlig entrepriseaftale ikke var blevet ophævet. En entreprenør havde en entreprise for Vejdirektoratet vedrørende bygning af en vej. I denne forbindelse var der gjort brug af underentreprenører, og der var opbygget en gæld til en konkret underentreprenør som følge af økonomiske problemer hos entreprenøren. Kreditorerne var orienteret om de økonomiske problemer. Som følge af dette forhold indstillede underentreprenøren arbejdet. Vejdirektoratet meddelte på et tidspunkt, hvor underentreprenøren havde indstillet arbejdet, at kontrakten med entreprenøren ville blive ophævet, hvis ikke arbejdet blev genoptaget med fuld arbejdsstyrke. Entreprenøren skrev dagen efter til kreditorerne, at der nu var indgået aftale med finansielle samarbejdspartnere, og at aftalen forudsatte, at kreditorerne bidrog ved en frivillig aftale om betalingsudskydelse samt akkord. Underentreprenøren svarede ikke herpå. Sideløbende hermed genoptog underentreprenøren arbejdet. Der blev i denne forbindelse betalt kr. 250.000 til underentreprenøren, hvorved hans tilgodehavende blev nedbragt til cirka kr. 193.000. I entreprenørens bogholderi blev beløbet posteret som betaling af gammel gæld, og det samme var
Side 4 tilfældet i underentreprenørens bogholderi. I de efterfølgende uger udførte underentreprenøren arbejde for entreprenøren for i alt godt kr. 251.000. Under entreprenørens efterfølgende konkurs anlagde konkursboet retssag mod underentreprenøren, da kurator var af den opfattelse, at den nævnte betaling på kr. 250.000 var omstødelig ifølge konkurslovens 67, 72 og 74. Underentreprenøren blev frifundet i såvel by- som landsret, idet det kunne lægges til grund, at underentreprenøren ikke havde tiltrådt betalingsordningen, ligesom underentreprenøren havde betinget sig betaling for at genoptage arbejdet. Efter forklaringerne kunne det ikke lægges til grund, at betalingen var en a conto-forudbetaling. Ved frifindelsen blev det endvidere lagt til grund, at det havde været af afgørende for muligheden for at videreføre entreprenørens virksomhed, at arbejdet omgående blev genoptaget, idet Vejdirektoratet ellers havde ophævet entrepriseaftalen. Der blev tillige lagt vægt på, at det ikke ville have været muligt for entreprenøren med så kort varsel at få nye entreprenører til at udføre arbejdet. Det havde derfor været af væsentlig betydning for entreprenørens mulighed for at fortsætte virksomheden, at underentreprenøren havde genoptaget arbejdet. Betalingen til entreprenøren havde derfor ikke medført tab for entreprenøren, der i oktober 2011 havde fået udbetalt et acontobeløb fra Vejdirektoratet. Der blev angående konkurslovens 67 lagt vægt på, at betalingen under de beskrevne omstændigheder ikke afgørende havde forringet entreprenørens betalingsevne, ligesom beløbet udgjorde mindre end 3 % af likviditeten på betalingsdagen. Endelig bemærkedes det vedrørende 74, at dispositionen ikke kunne anses for at have begunstiget underentreprenøren på en utilbørlig måde. Under disse omstændigheder var betalingen ikke omstødelig efter hverken konkurslovens 67, 72 eller 74. (Vestre Landsret, den 21. april 2015) Ikke-privilegeret lønkrav Ikke fortrinsret efter konkurslovens 95 for lønkrav fra ægtefælle til et konkursramt selskabs hovedanpartshaver, da ægtefællen trods en ophævelse af samliv og økonomisk fællesskab var nærtstående i forhold til såvel hovedanpartshaveren som selskabet. En kvinde var i 2007 blevet ansat i selskab, hvor hendes ægtemand var direktør og hovedanpartshaver. Hustruen arbejdede med forskelligt forefaldende arbejde, såsom oprydning og rengøring. I marts 2010 flyttede ægtefællerne fra hinanden, og fra november 2010 havde ægtefællerne adskilt økonomi. Hustruen blev opsagt i februar 2011, og der blev indgivet konkursbegæring mod selskabet i slutningen af marts 2011. Ægtefællerne blev separeret i august 2011. Hustruen påstod konkursboet dømt til at anerkende, at hendes krav på løn og feriepenge var et privilegeret lønmodtagerkrav ifølge konkurslovens 95. Konkursboet påstod frifindelse under henvisning til, at hustruen var nærtstående i konkurslovens forstand og dermed ikke havde en lønmodtagers fortrinsstilling efter konkurslovens 95, da hun som tidligere ægtefælle til hovedanpartshaveren havde haft en væsentlig interesse i selskabets drift. Hun havde i øvrigt været ansat i selskabet på grund af ægteskabet med hovedanpartshaveren.
Side 5 Hustruen bestred at være nærtstående i forhold til ejeren og til selskabet, da der i længere tid forud for konkursen ikke havde bestået et begunstigelsesmiljø mellem hende og hovedanpartshaveren. Konkursboet fik medhold, idet hustruen havde været nærtstående med hovedanpartshaveren, fordi ægteskabet fortsat bestod på tidspunktet for konkursbegæringen. Dette var tilfældet på trods af, at ægtefællerne fra sommeren 2010 ikke længere var samlevende. Da ægtefællen havde ejet 75 % af anpartskapitalen, havde hustruen også i forhold til selskabet været nærtstående. Det var derfor udgangspunktet, at hustruen som ægtefælle havde en sådan økonomisk interesse i virksomhedens drift, at det ikke var rimeligt at lade hendes krav få fortrinsret frem for almindelige kreditorer. Ophævelsen af ægtefællernes samliv kunne ikke føre til et andet resultat. Vestre Landsret afviste derfor, at hun havde lønprivilegium efter konkurslovens 95. (Vestre Landsret, den 10. april 2015) John Sommer Schmidt D + 45 86 20 74 40 M + 45 24 28 69 10 jss@gorrissenfederspiel.com Morten L. Jakobsen D + 45 33 41 41 71 M + 45 23 60 98 79 mj@gorrissenfederspiel.com Lars Grøngaard D + 45 86 20 74 06 M + 45 23 32 85 12 lg@gorrissenfederspiel.com Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.