Kl. 9.00 Burkal Kirke Kl. 10.30 Bjolderup Kirke Tema: Guds tålmodighed med os Salmer: 547, 308, 493, 332 547, 661, 308; 493, 522 Evangelium: Luk. 13,1-9 "Nu får du en sidste chance." Sådan kan vi nogle gange sige til vores børn. Når vi synes at nu kan det være nok. Når de flere gange har gjort noget de ikke måtte, selv om det godt vidste det. På den ene side synes vi at vi er nødt til at være strenge og retfærdige over for dem, men på den anden side vil vi også gerne strække os langt for at de skal lære at opføre sig ordentligt. Derfor giver vi dem som regel en sidste chance. Gud giver også os en sidste chance. Det er det glædelige budskab til os i dag. På den ene side så synes Vor Herre at nu er det nok. Nu må vi stå til regnskab for at vi så længe har levet et liv uden at bære frugt. Sådan ser Gud på det i sin retfærdighed. 1
På den anden side så ønsker Gud i sin kærlighed at forbarme sig over os, og han siger derfor: Mon ikke et års ekstra pleje kunne få træet til at bære frugt? Jesus er som gartneren ivrig efter at vi skal omvende os og følge ham, sådan at vi kan bære den frugt som Gud venter af os. Vi hører i teksten til i dag hvordan folk forarget kom og fortalte Jesus om Pilatus' grusomme handling mod nogle jøder i templet i Jerusalem. Han havde myrdet dem, da de var ved at ofre til Gud. Men Jesus reagerede ikke som forventet. For tilhørerne havde fortalt historien for at Jesus skulle holde med dem i hvor uretfærdig og grusom Pilatus var. Efter deres mening burde Jesus have udtalt sig om Pilatus' skyld, men Jesus vender det i stedet til et spørgsmål om ofrenes skyld. Han ser på denne massakre som en begivenhed der kan tjene som en advarsel. Det der var sket kunne minde alle andre om at de selv risikerede at blive ramt af Guds dom. Derved udfordrede Jesus sine tilhørere til at vende blikket indad mod sig selv, så de kunne indse at de var skyldige over for Gud og risikerede at få hans straf. På samme måde hører vi i vore dage jævnligt i medierne om blodige massakrer. Og vi undrer os over hvorfor der sker den slags forfærdelige ting. Eller vi taler stadig meget om 11. september, selv om det nu er over 13 år siden. Og vi kunne spørge: De der døde i New York, var de værre end alle andre, siden det gik dem sådan? Hvorfor skulle det ske? Vi synes der må være en grund. Det kan da ikke være tilfældigt? Eller når vi selv bliver syge eller mister en kær slægtning, så spekulerer vi på hvad vi har gjort, siden det skulle ramme os? De samme spekulationer havde jøderne også. Det ser vi meget tydeligt i Jobs Bog i Det Gamle Testamente. Gud havde givet Satan lov til at berøve Job alle hans børn og al hans ejendom, og til sidst også hans sundhed. Det endte med at Job sad på møddingen og skrabede sine sår. Så kom hans venner kom for at trøste ham. De sad først helt tavse omkring ham i syv dage, lammet af rædsel over den forfærdelige ulykke der havde ramt ham. Derefter følger en lang række taler, hvor vennerne prøver at få Job til at indse at at der må være uopgjort synd i hans liv, siden det er gået ham sådan. Fx siger hans ven Elifaz til ham: "Tænk dig om! Hvem er gået uskyldig til grunde, hvor blev retskafne udslettet? Dette har jeg set: De, der pløjer med ondskab og sår ulykke, høster det selv." (Job 4,7-8) Men Job véd med sig selv at der ikke er uopgjort synd i hans liv. Så han lader sig ikke overbevise af sine venner. Tværtimod bliver han stædigt ved med at hævde sin uskyld: "Jeg giver jer aldrig ret, til min død fastholder jeg min uskyld; jeg står fast på 2
min ret, jeg slipper den ikke, mit hjerte laster mig ikke for en eneste af mine dage." (Job 27,5-6) Til sidst forstår Job imidlertid at Gud har ret til at gøre hvad han vil med et menneske. Gud skylder ikke os noget, men vi skylder ham alt. Og vi har ikke krav på at vide hvorfor Gud gør som han gør. Så når vi ser nogen der bliver ramt af en ulykke eller en alvorlig sygdom, skal vi ikke tænke: Hvad har han gjort, siden det skulle ramme ham? Men det skal få os til at tænke på vores egen skæbne. For død og elendighed er så almindeligt i verden, og det er en følge af menneskers ulydighed mod Gud. Det skal derfor få os til at vende os til Gud og søge tilgivelse for vore synder. Al elendighed i verden kan kun sjældent sættes i forbindelse med enkelte menneskers skyld. Som regel er der ikke nogen direkte sammenhæng mellem skyld og skæbne. De der bliver ramt af terror, sygdom eller ulykker er ikke større syndere end alle andre. Men selv om Jesus afviser at der er en særlig, personlig skyld hos dem der blev ramt af ulykke, så ser han alligevel ikke på dem som uskyldige stakler, der er blevet ramt af en urimelig ond og blind skæbne. For de er alle syndere, og hvis de ikke tager det alvorligt og omvender sig, så venter der dem en tilsvarende forfærdelig skæbne på grund af deres synd. Vi skal altså ikke undre os over at så mange mennesker rammes af ulykker i denne verden. Men vi skal snarere undre os over at vi bliver sparet. Vi skal glæde os over at Gud trods alt holder så meget af os, at vi må vende om til ham og dermed blive friet fra den kommende dom! At vi overhovedet er i live i dag, i dette øjeblik, skyldes kun Guds store nåde og barmhjertighed. For hvis Gud skulle straffe nogen for deres skyld, så er der ikke nogen der går fri. Gud har jo allerede én gang, i tidernes morgen, udslettet næsten hele menneskeheden for deres synders skyld, fordi han blev så bedrøvet over at se hvor onde de var. Alt hvad de ville og planlagde dagen lang var kun ondt. Derfor fortrød Herren at han havde skabt menneskene på jorden. Kun Noa og hans familie blev skånet. Om Noa står der i 1. Mosebog at han var "en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud" (6,9). Men da Noa efter syndfloden kom ud af arken, efter at alt vandet havde trukket sig tilbage, var situationen ikke anderledes end før. Herren lovede at han aldrig mere ville forbande jorden på grund af menneskene, "som kun vil det onde fra ungdommen af" (1. Mos. 8,21). Det var stadig sådan på jorden, at det onde var det der lå menneskene nærmest. Derfor gav det ikke nogen mening at udrydde det onde på jorden en gang til. 3
I stedet valgte Gud at oprette en pagt med menneskeheden om at han aldrig mere ville udslette dem på grund af deres synd; og han satte regnbuen på himlen som et tegn på sin pagt. Siden syndfloden har det altid været sådan at mennesker ikke får den straf, som de egentlig fortjener, men at Gud bærer over med vores ondskab og uretfærdighed. Vi er jo alle syndere, der dagligt gør meget forkert, som vi fortjener straf for. Vi må til stadighed omvende os, dvs. vende os bort fra vor egen lyst til det onde og vende os til Gud. Vi har hele tiden brug for at komme til Gud for at blive renset for vore synder ved at få hans tilgivelse. At Gud er tålmodig og bærer over med os, når vi synder imod ham, det var det Jesus ville gøre klart for sit folk ved at fortælle dem den lille lignelse om figentræet i vingården. Normalt bar et figentræ frugt hvert eneste år. Når det så i hele tre år ikke havde båret frugt, burde det fældes. Der var ikke udsigt til at det nogensinde ville komme til at bære frugt, og det tog blot lys og næring fra de andre planter. Figentræet er et symbol på det jødiske folk. Dette træ havde Gud dyrket og plejet i mange hundrede år i håb om at det ville bære frugt. Men Guds folk havde ikke levet op til hans forventninger. De havde aldrig båret frugt. De havde ikke vist den lydighed mod Gud som han med rette kunne forvente af dem. Hele den jødiske historie handler om Guds folks ulydighed og oprør mod ham. Gang på gang krænkede de ham ved at overtræde hans lov, selv om Guds profeter altid prøvede at få dem tilbage på den rette vej. Derfor har Gud da også nogle gange i historiens løb haft lyst til at gøre ende på sit folk. Det hører vi om under ørkenvandringen, da israelitterne ude i Sinai-ørkenen dansede om guldkalven. Dengang havde Gud sagt til Moses: "Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk." (2. Mos. 32,9-10) De var blevet trætte af at vente på Moses. For han var gået op på bjerget og havde været væk i mere end en måned. Så havde de lavet deres egen gud ved at smelte deres guldsmykker og støbe en guldkalv. Da Moses endelig kom ned fra bjerget, blev han forfærdet over at se deres afgudsdyrkelse, og i sin store frustration smadrede han de to tavler med de 10 bud, som Gud havde givet ham deroppe. Men næste dag gik Moses alligevel igen op på bjerget og bad om at Gud ville tilgive folket. Den begivenhed fra Israels historie viser hvor tæt Gud var på at gøre en ende på sit folk. Derfor ville det i den lille lignelse om figentræet også have været det mest naturlige og mest rimelige at fælde træet, når det nu i flere år ikke havde båret frugt. På 4
linje med det som Johannes Døberen sagde i sin alvorlige prædiken ude i ørkenen ved Jordan-floden: "Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden." (Matt. 3,10) På dén baggrund er Jesu lignelse en anelse mindre hård, for her får man da en sidste chance for at besinde sig og omvende sig. Figentræet fik endnu et år. Men alligevel er lignelsen er en alvorlig advarsel til jøderne om at nu var det sidste udkald! Gud havde allerede vist dem stor tålmodighed, og nu fik de altså en sidste chance. Ganske vist er Gud tålmodig, men der er alligevel en grænse for hans tålmodighed. Det kan blive for sent. I kraft af at Jesus kom til verden som frelser for os fortabte mennesker, har vi fået en sidste chance. Vi ved ikke hvornår fristen udløber, men det er ikke klogt at udsætte afgørelsen. Som Brorson siger i salmen "I dag er nådens tid, i dag er Gud at vinde, nu kan alvorlig flid hans milde hjerte finde." (D.S. 592,1) Ejeren af vingården repræsenterer Guds strenghed, og gartneren viser os Guds tålmodighed. Gud går rundt i sin vingård og renser, beskærer og vander træerne for at gøre dem frugtbare. Men figentræet bærer ingen frugt. 'Hug det om!' siger ejeren. Men gartneren siger 'Lad det stå lidt endnu, så vil jeg pleje og passe det, måske kommer der så frugt!' Det er er som om de to sider af Guds væsen kæmper om mennesket. På den ene side hans retfærdighed. På den anden side hans kærlighed. Ifølge Guds retfærdighed fortjener mennesket at dø pga. sin synd og sit oprør mod Gud. Men pga. Guds kærlighed får mennesket alligevel en sidste chance. Gud giver os endnu en chance, fordi han ikke ønsker nogens død. Det står så klart og tydeligt i profeten Ezekiels Bog: "Jeg ønsker ikke nogens død, siger Gud Herren. Vend om, så skal I leve!" (Ez. 18,32) Lignelsen om figentræet er et fint billede på Guds tålmodighed med os. Selv om vi ikke har båret frugt, sådan som han havde ventet af os, så opgiver han os ikke bare uden videre. Han er tålmodig og giver os endnu en frist. I sin store kærlighed vil han tilmed grave omkring træet og give det gødning. Med andre ord vil Gud som en kærlig og udholdende gartner give os de bedste betingelser for at bære frugt. Han vil hjælpe os til at leve som rette kristne, hvor vi viser kærlighed til ham og til vor næste. Amen. 5