Basisgrupper: Omsorgsfuld aktivisme* som strategi rettet mod præstationskultur og konkurrencestat Tilde Potoker Teater- og performancestudier & Kønstudier, IKK * Beate Terkelaja præsenterer begrebet omsorgsfuld aktivisme i en artikel udgivet i antologien Nær bykritik bypolitisk organisering.
Inspiration Precarias a la Deriva: Et spansk forskningskollektiv En gruppe som på baggrund af deres oplevelse af at være gjort prekær forsøger at skabe fintfølende modstandspraksisser ved at orientere deres praksis i retning af omsorgsfuldhed. En omsorgsfuldhed som skal favne fælles usikkerhed. I dette tilfælde den usikkerhed studerende oplever som noget individuelt. Prekærheden eksisterer som et eksistentielt fælles vilkår, det er en logik som skaber en grundlæggende stemning af, at vi skal beskytte og skærme os mod usikkerheden mod det som truer os. Vi oplever således usikkerheden som noget individuelt fremfor noget fælles, og således er effekten af prekærhed, at den fungerer på et individuelt plan. Lige som Terkelaja, mener jeg, at en omsorgsfulde orientering rammer en nerve i dag i forhold til studieliv og mistrivsel.
værdier og vision I Fountain House
Bevægelser Borgerrettighedsbevægelsen: Kampen for frihed og lighed for racialiserede borgere i USA. Der kunne ikke længere opretholdes en adskillelse mellem det personlige og det politiske. (Rosa Parks) Studenterbevægelsen og Beat-generationen: Oprør mod brug og smid væk kulturen, der var opstået i forbindelse med højkonjunkturen. Kvindebevægelsen: Sproget som blev overtaget direkte fra borgerrettighedsbevægelsen. Ville skabe en modstrategi mod undertrykkelsen ved at forsøge at forandre kvindernes selvhad til selvfølelse,
Basisgruppe som politisk model? Kan 70érnes politiske organisering omkring basisgrupper udgøre en brugbar strategi imod prækarisering i dag? Kan denne tænkning fordre en dekonstruktion af dominante narrativer i uddannelsessystemet, og til hvilket formål? Kan vores evne til at vise skrøbelighed og yde omsorg i fællesskab rumme et transformativt politisk potentiale?
Basisgruppe Mødestrategi den danske basisgruppemodel 1 Hvordan har vi det? (Den ideelle støtte-enhed). 2 Hvorfor har vi det som vi har det? (Den ideelle analyse-enhed). 3 Hvad kan vi gøre ved det? (Den ideelle handle-enhed).
Oplevelsens politik 1 Kontinuerlighed At opdage at mine problemer ikke udelukkende er min egne private problemer At reflektere over egne ressourcer og potentialer: hvad vil jeg, hvad kan jeg bidrage med, hvad ønsker jeg for fremtiden? At få lov til at tale frit i et tryggere rum At arbejde med emner der har med egen eksistens at gøre 2 Bearbejdning Indsigt i egen livssituation muliggør ændret praksis Hvad er årsagen til, at jeg møder modstand på min vej? Erfaringsbase hvor vi i praksis bearbejder og systematiserer vores erfaringer Identificere årsag til begrænsninger og modstand At forstå sig selv i sammenhæng med det omgivende samfund At forbinde egne erfaringer med den omgivende virkelighed At reflektere over hvordan vores omgivelser påvirker os. 3 Handling (call in/call out) At handle i overensstemmelse med egne interesser Vi øver os sammen før vi ændrer praksis derude hvor vi har erfaring med utryghed og usikkerhed
Omsorgsfuldhed som aktivistisk praksis Er det voksende prakariat fanget i indbyrdes konkurrence, eller kan den fælles usikkerhed føre til en ny kollektiv politisk ånd og handlekraft? På uddannelserne ved vi studerende godt, at det er sådan landet ligger. At mange af os skal ud og navigere i et usikkert og for nogle et usikret Arbejdslandskab. Så skal vi behandle hinanden som konkurrenter eller kollegaer? Hvad gør vi? (Simone Sefland, debatindlæg i Information, 2. august 2016).
Angst og stress: en offentlig hemmelighed At det private er politisk, er det stærkeste argument til at forstå, hvordan neoliberalismens arbejdspolitik manifesterer sig i vores kroppe. At vi får myoser, angst, stress og depressioner ikke på grund af vores egen dovenskab og uduelighed, men fordi vi er tilfangetagne i et udbytterisk system, som har flettet arbejdet så tæt ind i vores identiteter, at vi slet ikke kan finde os selv uden for det. Miriam Wistreich Center for Prekære Liv. Grundplan for en solidarisk institution
Enten- eller vs. Både- og Enten- eller perspektivet pålægger: uddannelsesinstitutionen ELLER de studerende de fulde ansvar for mistrivsel. Både- og perspektivet fastholder: at løsningen på mistrivsel hverken kan eller skal findes ENTEN hos de studerende selv eller uddannelsesinstitutionen alene, men at man må imødegå problemet strukturelt, institutionelt og via formelle og uformelle fællesskaber og initiativer.
Præstationskultur er perfektionismekultur Undervisningsministeren foreslår, at man med ordet præstationskultur, lægger ord i munden på de studerende, og at det i stedet handler om en perfektionskultur, som de studerende selv har individuelt og personligt ansvar for, og som de selv kan skrue op og ned for. Jeg mener, at Ministeren bidrager til, at de studerendes usikkerhed forbliver en offentlig hemmelighed. Den Offentlig Hemmelighed: Studerende ved godt på et rationelt plan, at deres præstationer ikke kan eller skal overføres direkte på deres værdi som mennesker, men statens logik dominerer alligevel forestillingen om, hvad man burde og ikke burde kunne. Når den enkelte ikke oplever at kunne leve op til den normaliserede standart, Så kan de jo bare (!!) skrue ned for deres perfektionisme. Ministeren repræsenterer i sit udsagn en strukturel og politiserende logik; Nemlig den at regeringens styringsteknologi ingen effekt har på de studerendes Trivsel. Således kan regeringen gennemføre omprioriteringsbidrag, positiv særbehandling, fremdriftsreformer og uddannelsesloft uden at koble effekten af disse tiltag som havende nogen som helst indflydelse på mistrivsel blandt studerende. Denne logik undertrykker en potentiel kollektiv ånd, som måske kunne være en del af svaret på spørgsmålet om mistrivsel.
Individualistisk ånd, der tager over kropsligt.. Den offentlige hemmelighed :..Det kan godt være at rationalet fortæller, at faglig præstation ikke kan overføres direkte som udtryk for menneskelig værdi.. men individuel adfærd afspejler det alligevel med udgangspunkt i en Kropslig (ureflekteret) motivation. Frygten sidder i kroppen den overtager og dominerer adfærd på trods af rationale. Defensiv præstationsorientering Tavshedskultur Individualiserende kultur selvpromovering. Individuel og kollektiv angst.
Prekarisering Dominans forvandler eksistentiel prekærhed til en ængstelighed imod andre, som gør fortræd, som er nødt til præventivt at blive holdt på afstand og ikke sjældent tilintetgjort, for at beskytte dem, der er truet. Prekærheden, som er delt med andre, er hierarkiseret og bedømt, og prekære liv er segmenteret. Denne segmentering producerer, i samme øjeblik, den differentielle distribution af symbolske og materielle usikkerheder, med andre ord prekaritet. (Lorey, 2015, s. 21, min oversættelse)
Individualiserende / kollektiv Kapitalismens logik sniger sig ind i relationer, og påvirker studerendes selvopfattelse både på et individuelt og kollektivt niveau. Basisgruppe/fokusgruppe: Maskine, Tog, Robot, Imposter : Robust Det er færre faste fuldtidsstillinger og arbejdsmarkedet rummer en strukturel usikkerhed, som medfører en eksistentiel usikkerhed, og det gør de studerende sårbare. Men i en tid, hvor resiliens bruges som et superlativ, kan ingen italesætte den sårbarhed af frygt for at blive nedprioriteret eller fyret.
Opsamling - forslag 1) Mere forskning på området: Studielivsprojektet! 2) Bryd forestilling om personlig trivsel som modsætning til faglighed. Det hænger sammen. 3) Giv undervisere 5 minutter før første undervisningsgang til at informere studerende om deres rettigheder i tilfælde af sygdom. Lad alle studerende blive informeret om tilbud og rettigheder minimum én gang under deres uddannelse. 4) Samarbejde mellem institution, ansatte, vejledere og studerende gennem åbne formelle og uformelle fællesskaber og netværker. Tak for tiden - organiser jer!