1 Nollund Kirke. Søndag d. 30. december 2012 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til julesøndag, 1. tekstrække. Luk. 2,25,40. Salmer. DDS 110 Nu vil vi sjunge og være glad. DDS 117 En rose så jeg skyde. DDS 114 Hjerte, løft din glædes vinger!. - - - DDS 108 Lovet være du, Jesus Krist!. Altergang: DDS 102 Et lidet barn så lysteligt (gerne Balles mel.). DDS 712 Vær velkommen, Herrens år. Tekstlæsninger. Es. 63,7-9; Gal. 4,4-7;Luk. 2,25-40.
2 Prædiken. Året går på hæld. Vi skal lægge endnu et kalenderår til den årrække, vi har oplevet. Tiden går, og vi må følge med, som et gammelt familiemedlem ofte sukkede i min barndom. Måske ligger der en hentydning til tidens gang i, at evangelieteksten omhandler to personer, der har mange år bag sig. Simeon og Anna er to mennesker, der befinder sig i slutningen af deres livs efterår. Noget tyder på, at de ligefrem er så gamle, at de længes efter at dø. Er man ikke så højt oppe i alderen som Simeon og Anna, virker døden skræmmende på de fleste. Vi taler om, at man kan dø for tidligt. Det gælder børn, unge og voksne, der ikke er blevet gamle endnu. Det er, som om deres liv bliver taget fra dem før tid. Selvom ethvert liv er en gave, vi ikke selv kan bestemme holdbarheden af, virker det urimeligt, når nogle pludselig rives med af døden. Da bliver man ikke alene ked af det, men også skræmt, for selvom kristendommen taler om et evigt liv på den anden side af døden, er der jo ingen, der med sikkerhed ved, hvad den fører med sig. Vi ved kun, at legemet tømmes for liv, hvorefter det fysiske forfald sætter ind. Det er de barske realiteter, som troen må bevæge sig ud over, hvis den skal trøste os i sorgen over, at livet rinder ud. Døden kan fylde meget, men der er som bekendt også et liv før døden; et liv, man skal have noget godt ud af. I sidste ende hjælper det levede liv os med at affinde os med døden. Kan man være nogenlunde tilfreds med det liv, man har levet, kan det være lettere end ellers at overgive sig til livets modsætning. Har livet givet mening, har man meget at være taknemmelig over. En af mine gamle lærere på universitetet har fortalt om sin onkel Willy. 1 Onklen stammede fra Alsace. Som ung havde hans store interesse været sang. Han var en talentfuld tenor og havde blandt andet været med til at opføre Bachs 1 Eberhard Harbsmeier i http://www.grundtvig.dk/files/manager/soendagslaesning-2012-2013/julesoendag.pdf
3 Matthæuspassion med selveste Albert Schweitzer ved orglet. Schweitzer var en alsidig mand, som ikke kun kunne betjene et orgel, men også var præst. Sidenhen besluttede han sig for at drive et missionshospital i Centralafrika. Derfor læste han medicin nogle år inden sin udsendelse, så han var forberedt på de opgaver, der ventede ham. Mange år efter - i 1952 - modtog han Nobels fredspris for sin indsats i de franske kolonier i Afrika. Det var altså ikke hvem som helst, der havde spillet orgel til Willys korsang. Selvom det i hans ungdom var Willys store ønske at blive professionel sanger, endte han som skatteinspektør. Hans forældre bestemte nemlig, at han skulle satse på en sikker karriere og det gjorde han så med en vis succes, men også med en vis skuffelse over ikke at kunne udleve sin drøm. Nu sad han som gammel og tænkte tilbage på sit liv; på glæder, men også på skuffelser. Hans familie opfordrede ham til at skrive til Albert Schweitzer, og takke ham for den oplevelse, det havde været at være med til at opføre det store korværk med ham som solist på orglet. Willy skrev et brev, der faktisk blev besvaret af den kendte nobelprisvinder. Albert Schweitzer kunne huske både ham og koncerten. Det var blot et af mange gode minder, han bar med sig med taknemmelighed, men nu var han så gammel og mæt af dage, at han ikke havde behov for flere oplevelser og deraf følgende minder. Da familien igen var samlet og hørte om brevet fra Schweitzer, sluttede Willy med at fastslå, at han også havde levet længe nok. Han så fremad mod døden i den overbevisning, at han skulle gense sin kone, som han havde mistet nogle år forinden. Hans nevø slutter beretningen med disse ord: Jeg husker det som noget meget smukt, første gang et menneske talte livsbekræftende om sin egen død. At tale livsbekræftende om døden er en selvmodsigelse, for døden kan jo ikke bekræfte livet. Og dog er der noget sandt i den livsbekræftende tale om døden. I hvert fald hvis døden udgør en lykkelig slutning på et godt liv; hvis døden markerer, at den, hvis liv nu er slut, har fået i overflod og hverken vil eller kan gøre krav på mere. At
4 tale livsbekræftende om døden er heller ikke selvmodsigende, hvis livet finder en ny begyndelse i det evige liv hos Gud. Da tales der evighedslivsbekræftende om døden. De to gamle i evangelieteksten, Simeon og Anna, taler også livsbekræftende om døden. Evangelisten oplyser blot, at Anna priste Gud, men Simeons lovprisning sætter han ord på: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. Simeon skuer hen over sin egen død, fordi det spædbarn, han står med i hænderne, ikke kun har betydning for ham, men også skal få det for utallige andre. Simeon ser fremad i den kæde af liv, hvoraf hans eget kun udgør en lille del, der snart skal finde sin ende. Han lukker sig ikke som visse ældre mennesker - om sig selv i en smågnaven tilfredshed over, at livet snart er slut, så han bliver fri for at være vidne til den fordærvede ungdoms forkastelige livsførelse og sædernes forfald. Simeon er langt mere udadvendt og takker ikke alene Gud for de oplevelser, livet har givet ham. Han takker også for den forbedring af menneskelivet generelt, som Jesu fødsel bringer med sig. Mine øjne har set din frelse, siger han. Dette er grunden til, at han med taknemmelighed kan give slip på livet. Simeons liv har næppe været en konstant dans på roser. I så fald har han i hvert fald fået en torn i foden ind imellem. Intet menneskeliv er perfekt. Det var det heller ikke for den gamle Willy, der med taknemmelighed så tilbage på sit liv. Ikke fordi han havde været forskånet for skuffelser, men fordi det - trods skuffelser - havde været
5 godt. At han ikke var blevet professionel sanger var et vilkår, han havde affundet sig med; en skuffelse, han ikke havde ladet gennemsyre og ødelægge livet. Han havde da også meget andet at takke for; blandt andet et lykkeligt ægteskab. På samme måde havde Simoen sikkert også haft et liv, han kunne være taknemmelig over. Et liv, der ikke var perfekt, men alligevel godt nok. Både Simeon og Willy havde oplevet nederlag, havde begået fejl, havde pådraget sig skyld. Og dog kunne de takke for livet. Det kunne i hvert fald Simeon og sikkert også Willy fordi de havde set Guds frelse. Simeon stod med denne frelse i hænderne. Den nyfødte Jesus var frelseren, der siden gik i døden for at udjævne uoverensstemmelserne mellem Gud og mennesker. Han var den, der kunne få enhver til at se på sit eget og andres liv med Guds overbærende øjne. Han var den, der kunne slå en streg over den enkeltes nederlag, fejl og skyld, hvorved livet fremstod som smukt og godt. Han var den, der kunne lade den gamle og mætte af dage gå i døden med taknemmelighed. Jesus kunne få Simeon til at gå i døden med et afklaret og taknemmeligt tilbageblik på sit liv. Ligeledes kan han få os til at gøre det samme. Men han kan også få både os og Simeon til at se fremad ind i det evige liv i Guds rige. Når Gud har tilgivet os de fejl, vi har begået, og den skyld, vi har pådraget os, er det oplagt, at han også i døden vil fastholde sin tilknytning til os. Beviser eller ej kan vi altså sætte vores lid til, at døden fører os ind i det evige liv hos Gud; et evigt liv, der begynder inden døden i troen på, at Gud ser på os som fulde af fejl, men ikke desto mindre værd at elske. Den måde, Gud anskuer os på, blev indledt ved Jesu fødsel, som vi lige har fejret. Den selvsamme anskuelse blev fuldendt i påsken, da Jesus gik i døden for at påtage sig straffen for alt det, der kunne forstyrre den kærlighed, Gud omfatter os med. Derfor er det ikke så sært, at den gamle Simeon lovpriste Gud, da han stod med det lille barn i sine arme. Amen.