1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: 3395 5700 Fax: 3395 5769 E-mail: nkn@nkn.dk Web: www.nkn.dk CVR: 18210932 13. marts 2008 J.nr.: NKN-33-01994 sni Afgørelse i sagen om opførelse af butiksprojekt på Løversysselvej i Vejle Kommune Vejle Kommune har den 13. december 2007 afslået at meddele dispensation fra lokalplan nr. 165 til opførelse af et butiksprojekt med ca. 9.500 m 2 butikker til møbler, køkkener m.m. på ejendommen matr.nr. 22 p Bredballe By, Bredballe, Løversysselvej 2, Vejle Ø. Afgørelsen er påklaget til Naturklagenævnet af ansøgerne Vecata A/S og Landmark Ejendomsudvikling. Den omhandlede ejendom ligger i et erhvervsområde på 131 ha omfattet af lokalplan nr. 165 For et område ved Horsensvej, Grundet Ringvej og Herredsvej, der blev vedtaget endeligt i maj 2003. Lokalplanområdet er opdelt i delområder, og den pågældende ejendom ligger i planens delområde E2. Lokalplanen fastlægger i 3 bestemmelser om områdets anvendelse, herunder om delområderne E1 og E2 bl.a. følgende: 3.1. Områderne må kun anvendes til erhvervsformål, som f.eks. fremstillingsvirksomhed, lager- og værkstedsvirksomhed, engroshandel, administration og arealkrævende service- og forretningsvirksomhed. ( ) I områderne E2 kan der placeres butikker med særligt pladskrævende varegrupper. Den enkelte butik må maksimalt have et bruttoetageareal på 5.000 m 2. Lokalplanen indeholder følgende note til bestemmelsen: Ad 3.1 Bestemmelsen for område E2 skal administreres efter den til enhver tid gældende lovgivning. Særlig pladskrævende varegrupper er grupper af varer, som i sig selv er store, eller som kræver store udstillingsarealer, som for eksempel biler, tømmer, byggematerialer, planter og havebrugsvarer, møbler og køkkenelementer. Det fremgår af sagen, at klagerne den 22. juni 2007 søgte kommunen om byggetilladelse til at opføre et butiksbyggeri på 9.500 m 2. Ifølge ansøgningen skulle bygningen bestå af i alt 6 lejemål med en størrelse på mellem 1.000 m 2 og 2.800 m 2, der skulle indrettes til særligt pladskrævende udvalgsvarer som møbler, køkken- og badindretning, senge og sengeudstyr, gulvbelægning/ tæpper samt pejsecenter/havemøbler.
2 Vejle Kommune besvarede ansøgningen med en tilkendegivelse af 29. juni 2007. Kommunen oplyste, at planlovens detailhandelsbestemmelser ville blive ændret pr. 1. juli 2007 med den virkning, at de ansøgte butikker ville falde uden for definitionen på særligt pladskrævende varegrupper. Kommunen oplyste endvidere, at det pågældende projekt skulle VVM-screenes med henblik på at undersøge, om der skulle udarbejdes en egentlig VVM-redegørelse, og at resultatet af screeningen skulle offentligt bekendtgøres med en 4 ugers klagefrist. Kommunen kunne derfor ikke nå at færdigbehandle ansøgningen om byggetilladelse inden den 1. juli 2007. Kommunen uddybede svaret den 13. august 2007 og redegjorde herunder for bestemmelserne i planlovens 5 n, stk. 1, nr. 3, og 11 e, stk. 7. Kommunen oplyste, at man var i gang med en revision af kommuneplanen, der skal træde i kraft med udgangen af 2008, og at lovændringerne om detailhandel i den forbindelse ville blive indarbejdet. Kommunen anførte endvidere, at det følger af de ny lovbestemmelser, at møbelbutikker som udgangspunkt ikke kan placeres uden for bymidterne, og først når alle andre muligheder er udtømt, vil der være mulighed for at placere møbelbutikker i erhvervsområdet ved Løversysselvej. Klagerne søgte på den baggrund den 6. december 2007 om dispensation fra lokalplanen til gennemførelse af det omhandlede byggeprojekt. Kommunen traf herefter den påklagede afgørelse af 13. december 2007. Ved afgørelsen afslog kommunen at meddele dispensation fra lokalplanens 3.1 under henvisning til, at det fremgår af noten til bestemmelsen, at den skal administreres efter den til enhver tid gældende lovgivning. Da butikker til møbler og køkkener m.m. ikke er omfattet af den nu gældende lovgivning, er det kommunens vurdering, at der ikke er hjemmel til at give en dispensation fra lokalplanen, jf. planlovens 19, til opførelse af butikker til møbler, køkkener m.m. Klagen Klagerne har principalt gjort gældende, at kommunens foreløbige afgørelser af 29. juni og 13. august 2007 skal hjemvises til fortsat behandling i kommunen efter de regler, der var gældende på tidspunktet for indgivelse af byggeansøgningen. Subsidiært har klagerne gjort gældende, at kommunens afgørelse af 13. december 2007 skal hjemvises til kommunen til fornyet behandling under henvisning til, at der er den fornødne hjemmel til at meddele dispensation. Til støtte for sin principale påstand har klagerne anført, at projektet på det tidspunkt, hvor der blev søgt om byggetilladelse, umiddelbart kunne gennemføres. Det var således ikke fornødent at søge om dispensation fra lokalplanen. Kommunen kunne og burde have færdigbehandlet ansøgningen efter de dagældende regler for butikker, der forhandler særligt pladskrævende udvalgsva-
3 rer. Det relevante tidspunkt må efter klagernes opfattelse være tidspunktet for ansøgningens indlevering og ikke tidspunktet for udstedelse af byggetilladelse. Klagerne har henvist til, at det ansøgte som udgangspunkt er i overensstemmelse med bestemmelsen i lokalplanens 3.1, hvorefter der i delområde E2 kan placeres særligt pladskrævende varegrupper. Det fremgår af den præciserende note til bestemmelsen, at særligt pladskrævende varegrupper bl.a. er møbler og køkkenelementer. Det ansøgte er således direkte nævnt i opremsningen af eksempler på særligt pladskrævende udvalgsvarer. Det fremgår imidlertid også af den præciserende note, at bestemmelsen skal administreres efter den til enhver tid gældende lovgivning på området. At anvendelsesbestemmelsen kan ændres uden, at lokalplanen ændres, forekommer efter klagernes opfattelse ikke hensigtsmæssigt. Det ansøgte projekt er således i fuld overensstemmelse med intentionerne bag lokalplan nr. 165, som offentligheden har forholdt sig til i forbindelse med høringen. Endvidere har klagerne henvist til, at der ikke er taget stilling til problemstillingen i forbindelse med vedtagelsen af ændringsforslaget til planloven. Bemærkningerne til lovforslaget forholder sig udelukkende til spørgsmålet om ny kommune- og lokalplanlægning, mens der ikke er nævnt noget om lovforslagets betydning for fortolkningen af allerede vedtagne lokalplaner. Klagerne finder, at en lokalplan, der har umiddelbar retsvirkning for borgerne, bør have klare anvendelsesbestemmelser, der kan forstås umiddelbart, og som ikke ændrer indhold i takt med lovgivningen, med mindre dette undtagelsesvist eksplicit fremgår af selve lovændringen, som det f.eks. er tilfældet med planlovens 5 r om ældre lokalplaner uden angivelse af maksimal butiksstørrelse. Klagerne har herudover anført, at der ved en række andre lovændringer er taget direkte stilling til spørgsmålet om, hvorvidt ansøgninger skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Der er i den forbindelse henvist til bekendtgørelse nr. 1335 af 6. juni 2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM-bekendtgørelsen). Det fremgår af bekendtgørelsens 15, stk. 3, at verserende sager efter samlebekendtgørelsen, der er indsendt til godkendelsesmyndigheden inden den 1. januar 2007 skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Af bekendtgørelsens 16, stk. 1, fremgår, at klager over afgørelser, som er truffet før den 1. januar 2007, men som efter den 1. januar 2007 og inden klagefristens udløb indbringes for Naturklagenævnet, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. En analog anvendelse af disse bestemmelser fører til, at ansøgninger om byggetilladelse, indgivet inden ændringerne af planloven trådte i kraft, skal færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Til støtte for den subsidiære påstand har klagerne henvist til planlovens 19, hvorefter der kan dispenseres fra samtlige bestemmelser i en lokalplan, bortset fra planens principper. Klagerne har anført, at lokalplan nr. 165 ikke direkte angiver muligheden for etablering af butikker med
4 særligt pladskrævende udvalgsvarer som et af sine formål i planens 1, hvorfor etablering af møbelbutikker ikke strider mod planens formålsbestemmelse. Endvidere har klagerne henvist til, at der i lokalplanens 3.1 fastlægges anvendelsesbestemmer, herunder at det pågældende område kan anvendes til butikker med særligt pladskrævende varegrupper. Møbler defineres såvel efter den hidtil gældende 5 d, stk. 3, som den gældende 5 n, stk. 1, nr. 3, som en særligt pladskrævende varegruppe. Der er dog den forskel, at butikker, der forhandler møbler, ikke længere automatisk må placeres uden for bymidten, men kun efter en særlig redegørelse, jf. 11 e, stk. 7. Tilladelse til etablering af møbelbutikker vil således heller ikke stride mod lokalplanens anvendelsesbestemmelse. Vedrørende andet led i noten til lokalplanens 3.1 har klagerne anført, at møbler og køkkenelementer direkte er nævnt som et eksempel på en særligt pladskrævende varegruppe, hvorfor tilladelse til etablering af møbelbutikker ikke vil stride mod denne del af anvendelsesbestemmelsen. Derimod vil en tilladelse umiddelbart stride mod notens første led. Der er således modstrid mellem indholdet af notens første og andet led. Klagerne har herudover anført, at såfremt lokalplanen alene havde åbnet adgang for butikker, der forhandler særligt pladskrævende udvalgsvarer, uden at eksemplificere dette begreb, ville begrebet skulle defineres ud fra den definition, der var gældende på det tidspunkt, hvor lokalplanen blev vedtaget. Klagerne finder, at dette følger af en højesteretsdom (refereret i U 2006.1302 H), hvorefter begrebet udstykning i en lokalplan må fortolkes i overensstemmelse med den forståelse af udstykningsbegrebet, der var gældende på tidspunktet for planernes tilvejebringelse. Lokalplan nr. 165 ville således give mulighed for etablering af køkken- og møbelbutikker uden hensyn til senere ændringer af planloven og kommuneplanen, hvilket også ville være bedst stemmende med planlovens grundlæggende synspunkt om, at offentligheden skal inddrages i planlægningen og skal have mulighed for at forholde sig til et konkret indhold af en lokalplan. Vedrørende spørgsmålet om dispensation har klagerne anført, at en dispensation som hovedregel vil medføre, at der gives tilladelse til noget andet end det, der fremgår af lokalplanen. I denne sag vil en dispensation medføre det omvendte, nemlig at der gives tilladelse til at opføre det, der fremgik af lokalplanen på det tidspunkt, hvor den blev vedtaget af kommunalbestyrelsen og debatteret i offentligheden. Dette taler for at meddele dispensation til det ansøgte projekt. Klagerne har henvist til, at der ikke foreligger retspraksis vedrørende dispensation til opførelse af møbelbutikker, men at der på andre områder er en del trykt praksis. Afgørelserne er konkrete og formuleringerne i de respektive lokalplaner er ikke direkte sammenlignelige. Klagerne finder, at det kan udledes af praksis, at planens principper primært er planens formål, og hvis formålet er
5 angivet præcist og detaljeret, vil dette være bindende for kommunalbestyrelsens dispensationskompetence. Som udgangspunkt hører også planens anvendelsesbestemmelser til planens principper, men det er ikke udelukket at dispensere fra anvendelsesbestemmelserne, hvis den ønskede anvendelse ligger tæt på lokalplanens anvendelsesbestemmelser og/eller anvendelsen ligger tæt på den anvendelse, der i forvejen er i området. Ved afgørelsen af, om en dispensation ligger uden for dispensationskompetencen, er det væsentligt at vurdere, om det pågældende projekt er af en væsentlig anden karakter end det projekt, som offentligheden forholdt sig til i forbindelse med lokalplanens vedtagelse. I den forbindelse har klagerne henvist til dels et par konkrete domme og dels nogle afgørelser fra den tidligere planstyrelse. På den baggrund konkluderer klagerne, at der ikke er noget i formålsbestemmelsen i lokalplan nr. 165, der skulle gøre en dispensation ulovlig. Der vil skulle dispenseres fra lokalplanens anvendelsesbestemmelser, men kun fra notens første led. Der er hjemmel til en sådan dispensation, idet møbel- og køkkenbutikker er butikker der - efter planens ordlyd og praksis på tidspunktet for planens vedtagelse - forhandler særligt pladskrævende udvalgsvarer. Anvendelsen er således meget tæt på den pågældende anvendelsesbestemmelse, og der findes i forvejen tæt på lokalplanområdet en række butikker, der er mage til de ansøgte. Det afgørende må være, at en dispensation vil muliggøre en virkeliggørelse af lokalplanen med det indhold og de muligheder, som offentligheden forholdt sig til i forbindelse med vedtagelsen, og som kommunalbestyrelsen vedtog. Uden en dispensation indskrænkes lokalplanens anvendelsesbestemmelser i forhold til forholdene på vedtagelsestidspunktet til skade for grundejeren, og byrådets intentioner bag lokalplanen vil ikke kunne virkeliggøres. Det er således klagernes opfattelse, at ændringen i anvendelsen er så begrænset, at en sådan dispensation klart vil falde inden for kommunalbestyrelsens dispensationskompetence. Naturklagenævnets afgørelse I sagens behandling har deltaget 9 af Naturklagenævnets medlemmer: Lars Busk (formand), Marie-Louise Andreasen, Martin Glerup, John Harpøth, Mogens Mikkelsen, Anders Stenild, Inger Støjberg, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Efter planlovens 58, stk. 1, nr. 4, kan Naturklagenævnet alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelser efter planloven. Det er et retligt spørgsmål, om opførelse af det ønskede byggeri er umiddelbart tilladt efter lokalplanens bestemmelser, eller om revisionen af planlovens detailhandelsbestemmelser medfører, at projektet er i strid med bestemmelserne. I givet fald er det et retligt spørgsmål, om Vejle Kommune har kompetence til at dispensere fra bestemmelserne.
6 Lokalplan nr. 165 fastsætter i 3.1 bestemmelse om, at delområde E2, hvor det omhandlede byggeri ønskes opført, skal anvendes til særligt pladskrævende varegrupper. Lokalplan nr. 165 blev vedtaget i maj 2003. På det tidspunkt indeholdt planloven i 5 d følgende bestemmelse: Stk. 3. Særlig pladskrævende varegrupper er grupper af varer, som i sig selv er store, eller som kræver store udstillingsarealer, som for eksempel biler, tømmer, byggematerialer, planter og havebrugsvarer, møbler og køkkenelementer. Loven om revision af planlovens detailhandelsbestemmelser (lov nr. 535 af 6. juni 2007) trådte i kraft den 1. juli 2007. Samtidig ophævedes planlovens kapitel 2 b om planlægning til butiksformål, herunder ovennævnte 5 d, stk. 3, med definitionen af særlig pladskrævende varegrupper. Loven indeholder nu bl.a. følgende bestemmelser: 5 n. Uden for bymidter og bydelscentre kan der ( ) 3) udlægges arealer til butikker, der alene forhandler biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler (særlig pladskrævende varer), jf. dog 11 e, stk. 7, og ( ) 11 e. Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder om ( ) Stk. 7. Redegørelsen for den del af kommuneplanen, der indeholder rammer for etablering af møbelbutikker uden for bymidten, jf. 5 n stk. 1, nr. 3, skal indeholde en beskrivelse af, hvorfor placering i bymidten ikke kan lade sig gøre. Redegørelsen skal endvidere indeholde en beskrivelse af mulighederne for placering i et bydelscenter og, hvis denne placering ikke viser sig mulig, for placering i et aflastningsområde med overskydende rummelighed og, hvis denne ikke viser sig mulig, for placering i et område udlagt til brug for særlig pladskrævende varegrupper. I beskrivelsen skal indgå en vurdering af alternative placeringsmuligheder, herunder ved udvidelse af bymidten, ved ændring af projektets størrelse og udformning og ved forskellige trafikale løsninger. I vurderingen af de alternative placeringsmuligheder skal indgå overvejelser om konsekvenser for bymiljøet og tilgængeligheden for forskellige trafikarter og parkeringsmuligheder. I bemærkningerne til forslaget til revision af planlovens detailhandelsbestemmelser er det bl.a. anført:
7 Efter forslaget til 5 n, stk. 1, nr. 3, er der fortsat mulighed for, at arealer til brug for butikker, der alene sælger varer, der enten i sig selv er store, eller som kræver store udstillingsarealer, kan placeres uden for de arealer, der er udlagt til butiksformål i bymidten og bydelscentrene. Det foreslås som noget nyt, at gruppen af særlig pladskrævende varer beskrives udtømmende i loven. Efter forslaget er alene biler, lystbåde, campingvogne, planter, havebrugsvarer, tømmer, byggematerialer, grus, sten- og betonvarer samt møbler omfattet af bestemmelsen om særlig pladskrævende varer. Selve gruppen af varer indskrænkes således i forhold til de gældende regler, idet køkkenelementer, der kom ind i bestemmelsen ved lov nr. 383 af 6. juni 2002, ikke længere omfattes. Butikker, der forhandler køkkenelementer, har en anden karakter end de øvrige butikker, der er opregnet i bestemmelsen. De er gennemsnitligt små og passer bedre ind i bymidten, hvor de giver et positivt bidrag til bymiljøet. Møbelbutikker opretholdes som særlig pladskrævende, men muligheden for at etablere sig i områder omfattet af stk. 1, nr. 3, er betinget af, at der er tale om en butik, der alene sælger møbler, og at der forinden i kommuneplanen er redegjort for mulighederne for placering af en butik, der alene forhandler møbler, i henholdsvis bymidten, bydelscentre eller aflastningsområder - prioriteret i den nævnte rækkefølge, jf. forslaget til 11, e, stk. 7. Butikker, der sælger de varer, der er omfattet af bestemmelsen om butikker, der alene forhandler særlig pladskrævende varegrupper, må ikke sælge andre varetyper, når bortses fra ubetydelige mængder af varer med en nær tilknytning til de af bestemmelsen omfattede varer. Det er kommunalbestemmelsen, der skal sikre, at bestemmelsen overholdes. ( ) Møbelbutikker kan foruden møbler fx sælge forskellige produkter til møbelpleje, herunder betræk og lignende til de møbler, de forhandler. Hvilke lovbestemmelser skal lægges til grund? Klagerne har anført, at det ved vurdering af ansøgning om byggetilladelse er ansøgningstidspunktet den 22. juni 2007 og ikke afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund. Som nævnt blev bestemmelsen i planlovens 5 d, stk. 3, med definition af særlig pladskrævende varegrupper ophævet ved lovændringen den 1. juli 2007. Med mindre andet er udtrykkeligt bestemt i lovgivningen - således som det er tilfældet i den af klageren nævnte VVM-bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1335 af 6. juni 2006) - skal myndighederne lægge den lovgivning, der er gældende på afgørelsestidspunktet, til grund ved afgørelser efter planloven. De nævnte bestemmelser i VVM-bekendtgørelsen kan ikke anvendes analogt.
8 Ikrafttrædelsesbestemmelserne til planlovsændringen indeholder ikke udtrykkelige bestemmelser om, at de hidtil gældende lovbestemmelser fortsat skal finde anvendelse ved bedømmelse af ansøgninger indgivet før lovens ikrafttræden. Kommunens afgørelse blev truffet efter den 1. juli 2007, og det er således den gældende lovs bestemmelser, der skal lægges til grund. Hvilken betydning har de nye lovbestemmelser for gældende lokalplaner? Som udgangspunkt vedrører planlovens detailhandelsbestemmelser efter deres indhold kravene til den kommune- og lokalplanlægning, der tilvejebringes, efter at lovændringen er trådt i kraft. Det gælder for så vidt også bestemmelsen i 5 n, stk. 1, nr. 3, om udlæg af arealer til butikker, der alene forhandler særligt pladskrævende varer. Bestemmelsen indeholder imidlertid samtidig en beskrivelse af hvilke varetyper, der er særligt pladskrævende. Beskrivelsen erstatter definitionen i den ophævede lovbestemmelse. Ifølge lovbemærkningerne er beskrivelsen udtømmende. Det følger af planlovens 18, at bestemmelserne i en lokalplan er umiddelbart bindende for borgerne, således at foranstaltninger, der er i overensstemmelse med bestemmelserne, er umiddelbart tilladt, mens omvendt foranstaltninger, der er i strid hermed, ikke kan etableres medmindre kommunen kan og vil dispensere fra lokalplanbestemmelserne i medfør af planlovens 19. Som nævnt fastsætter lokalplan nr. 165 i de bindende bestemmelser i planens 3.1, at der i det omhandlede område E2 kan placeres butikker med særligt pladskrævende varegrupper. Efter lovændringen skal bestemmelsen fortolkes i overensstemmelse med planlovens 5 n, stk. 1, nr. 3. Klagerne har søgt om byggetilladelse til etablering af udvalgsvarebutikker med møbler, køkkenog badindretning, senge og sengeudstyr, gulvbelægning/tæpper og pejsecenter/havemøbler. Af de ønskede varetyper, er det kun møbler (og herunder senge og visse typer havemøbler), der er omfattet af bestemmelsen i 5 n stk. 1, nr. 3. På den pågældende ejendom vil det således være umiddelbart tilladt, jf. planlovens 18, at etablere butikker, der alene forhandler møbler. Derimod vil det ikke være i overensstemmelse med lokalplanen at etablere de øvrige butikstyper, der er søgt om byggetilladelse til. Det er i den forbindelse uden betydning, at der i 5 n, stk. 1, nr. 3, er henvist til 11 e, stk. 7. Denne bestemmelse vedrører alene kravene til kommuneplanens indhold, såfremt der udlægges
9 nye arealer til brug for møbelbutikker udenfor bymidten. Bestemmelsen har derimod ingen betydning for administrationen af gældende lokalplaner, hvor der allerede er udlagt arealer til særligt pladskrævende varer, herunder møbler. Naturklagenævnet finder ikke, at den af klagerne nævnte dom refereret i U 2006.1302 H (se bilag 7) kan føre til, at det er den definition af særligt pladskrævende varer, der var gældende ved lokalplanens vedtagelse i 2003, der skal lægges til grund. Sagen drejede sig om en ansøgning om godkendelse af en omdeling mellem to ejendomme, hvorved en ubebygget grund, som det omhandlede areal skulle overføres til, ville blive forøget til ca. 550 m 2. Kommunen havde afslået ansøgningen under henvisning til, at det ansøgte forudsatte en dispensation fra byplanvedtægtens bestemmelse om mindste grundstørrelse. Ansøgerne påklagede afgørelsen til Naturklagenævnet, der stadfæstede afgørelsen. Ansøgerne indbragte herefter sagen for domstolene. Landsretten og Højesteret udtalte, at efter byplanvedtægten og lokalplanen måtte ingen grund udstykkes mindre end 700 m 2. Begrebet udstykning var ikke defineret i planlovgivningen og var uden nærmere beskrivelse anvendt i byplanvedtægten og lokalplanen. Bestemmelserne måtte derfor fortolkes i overensstemmelse med den forståelse af udstykningsbegrebet, der var gældende på tidspunktet for planernes tilvejebringelse, samt under hensyn til bestemmelsernes formål. På daværende tidspunkter blev begrebet udstykning foruden i udstykningslovens forstand anvendt som et overgreb for forskellige matrikulære ændringer, herunder omdelinger, og også i daglig tale var begrebet blevet anvendt i en anden betydning end i udstykningsloven. Efter den dengang almindelige sproglige forståelse af bestemmelserne var der derfor ikke grundlag for at antage, at reguleringen alene omfattede udstykning i snæver forstand. Retten lagde også vægt på, at omdeling også under hensyn til formålet med planbestemmelserne var omfattet af udstykningsbegrebet. Omstændighederne i dommen var således anderledes end i det konkret foreliggende tilfælde. Dels fordi planloven indeholder en udtrykkelig og udtømmende definition af, hvad der skal forstås ved særligt pladskrævende varer, og dels fordi der i den foreliggende sag ikke er holdepunkter for at antage, at en forståelse af begrebet særligt pladskrævende varer i overensstemmelse med den nu gældende lovs definition vil være i strid med lokalplanens formål, jvf. tværtimod notens 1. led, der udtrykkeligt henviser til, at bestemmelsen for det pågældende område, skal administreres efter den til enhver tid gældende lovgivning. På denne baggrund finder Naturklagenævnet, at den ansøgte anvendelse af ejendommen til butikker, der alene forhandler møbler, er umiddelbart tilladt ifølge lokalplanens 3.1, hvorimod de øvrige ansøgte anvendelser er i strid med planen. Kan der dispenseres fra lokalplanens anvendelsesbestemmelse? Klagerne har anført, at såfremt den ansøgte anvendelse ikke er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, vil det ligge inden for kommunens kompetence at dispensere fra planen, jf. planlovens 19.
10 Kommunen har ved den påklagede afgørelse lagt til grund, at der ikke er hjemmel i planloven til at meddele den ansøgte dispensation. Efter planlovens 19, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen dispensere fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Ved en lokalplans principper forstås ifølge forarbejderne til 19, planens formålsbestemmelser og de anvendelsesbestemmelser, der er fastsat ud fra formålet med planen. Der kan kun i meget begrænset omfang dispenseres fra en lokalplans anvendelsesbestemmelser. Bestemmelsen i lokalplanens 3.1, er en del af lokalplanens anvendelsesbestemmelser. Det er efter lovændringen udtømmende fastlagt hvilke butikstyper, der kan placeres i området. Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne til 5 n, stk. 1, nr. 3, at de omfattede butikker til særlig pladskrævende varegrupper ikke må sælge andre varetyper, bortset fra ubetydelige mængder af varer med en nær tilknytning til de varer, der er omfattet af lovbestemmelsen. Det nævnes, at møbelbutikker foruden møbler kan sælge produkter til møbelpleje, herunder betræk og lignende til de møbler, de forhandler. Lovbestemmelsen og bemærkningerne må føre til, at der er en endnu snævrere adgang end normalt til at dispensere fra anvendelsesbestemmelserne i en lokalplan, der udlægger et område til særligt pladskrævende varegrupper. Naturklagenævnet er på den baggrund enig med Vejle Kommune i, at der ikke er hjemmel i planlovens 19 til at meddele dispensation til den ansøgte anvendelse. Sammenfattende finder Naturklagenævnet, at anvendelsen af den pågældende ejendom til butikker, der alene forhandler møbler (og herunder senge og visse typer havemøbler), er umiddelbart tilladt efter lokalplanens 3.1, og at de øvrige ansøgte butikstyper er i strid med bestemmelsen samt, at der ikke er hjemmel i planlovens 19 til at meddele dispensation fra lokalplanens 3.1 til etablering af disse butikstyper. På Naturklagenævnets vegne Signe Andersen Fuldmægtig Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. planlovens 58, stk. 4. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. planlovens 62, stk. 1.