R E P L I Q U E
Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen www.critique.ksaa.dk/replique ISSN: 2245-0165 Munch & Lorenzen
Bjørn Rasmussen ENDELØSE PENGE Hvis Jesu fader, Josef, i året for Jesu fødsel havde sat 10 kr. i banken til 7% i rente og hvert år havde hævet og givet renterne ud, ville han over de sidste 2014 år have kunnet bruge 1410 kr. Hvis Jesu fader derimod havde sat sine 10 kr. i banken til den samme rente, men havde ladet dem stå og yngle med renters renter, ville han i år 2014 have haft et krav mod banken tilsvarende prisen på 314 kvadrilliarder jordkloder af det pureste guld (fylde). Eksemplet viser ikke kun, hvor heftig eksponentialfunktionen er, men også hvilke vildfarelser og finansbobler et frit svævende finansvæsen kan skabe. Og faktisk må økonomerne i 2014 lære talrækken af astronomerne. Papirpenge og digitale penge forestiller man sig ofte som noget fysisk, man har. Men Josef ville jo ikke have haft kloderne af guld, men en abnorm fordring mod banken på nationalbankens lovlige betalingsmiddel, dvs. kroner. Lige som en check ikke er nationalbankens lovlige betalingsmiddel, er beløbene på netbanken det heller ikke. De er kronefordringer eller kronesurrogater, dvs. omløbsmidler skabt af forretningsbankerne, ikke nationalbanken. Bankerne er vor tids pengeskabere og pengeskabelsen sker, når bankerne indgår gensidige låneaftaler med kunderne. F.eks. går en bankkunde med god fast indkomst i banken for at låne 100.000 kr. til en ny bil. Banken kreditvurderer ham og fører så hans nye gæld til banken på 100.000 kr. til bogs på hans udlånskonto. Hans lønkonto, der måske stod 1.000 kr. på i forvejen, bliver så godskrevet yderligere 100.000 kr., som banken nu også skylder kunden. Den gensidige låneaftale skabte 100.000 nyindtastede kronesurrogater, dvs. kreditposter i bankernes regnskaber, klar til ompostering, dvs. elektronisk omløb. Når kunden så må betale bilforhandleren, går han ikke ned i banken og hæver kronerne, som banken skylder ham, dvs. lader fordringen på 101.000 kr. forfalde. Han kører derimod dankortet igennem terminalen, hvilket via interbankmarkedet udløser en ompostering af kreditposterne fra hans bankkonto til bilforhandlerens. Nationalbankens lovlige betalingsmiddel kommer slet ikke i omløb, kun kreditterne skabt af forretningsbankerne cirkulerer som betalingsmiddel. ALKYMI I Danmark er 94 % af penge- og kreditmængden skabt af forretningsbankerne, mens kun 6 % af omløbsmidlerne er nationalbankens lovlige betalingsmiddel. Sådan er det lykkedes bankerne at gøre, hvad alkymisterne har stræbt efter i tusind år: at skabe penge af ingenting. Det er ingen overraskelse, at bankerne har til huse i de pæneste palæer, når de låner 6 Side 93
kr. ind til 0,5% i indlånsrente og låner 94 kr. ud til 7% i udlånsrente. Dette bankprincip kaldes brøkreservebankvæsenet, fordi bankerne kun kan afregne en brøkdel af deres gæld. Lige som i eksemplet med Josef vokser nationalbankens pengemængde og de danske forretningsbankers kreditmængde i en pæn, men stadig lav eksponentiel kurve. Det er alle de kreditter, som bankerne sætter i omløb, der er inflationen, dvs. opblæsningen af købekraften, som skaber dyrtiderne, der bliver til overforgældning og som fører til enten lavkonjunktur, recession eller bratte krak, når afregningens time ankommer og gælden overraskende må afdrages og lån til fejlslagne lånefinansierede investeringer må skrives ned, så penge- og kreditmængden deflaterer, dvs. udblæses. Igennem årtier har det forretningshungrige bankvæsen rettet kreditgivningen mod investeringer i boliger, biler, samtalekøkkener, ferielejligheder sydpå, stilløse sommerhuse halvvejs oppe på Skamlingsbanken for at Kolding Kommune kan overholde sine vækstmål, og andet lånefinansieret, lystigt forbrug. Imens forfalder dansk industri. Forarbejdningsvirksomheder, kraftværker, selv landbrugets grovvareselskabers anlæg er ved at være nedslidte. Laissez fairekreditpolitikkens inflation skaber også økonomisk omfordeling, f.eks. husprisernes himmelflugt. Unge i dag må erlægge modsvarende 5-10 års standardårsløn for at få eget hjem. Men skal vi udblæse gælds- og pengeboblen for at bringe huspriserne ned fra deres eksponentielle vækst? Det ville koste forældrenes friværdi. Men jo længere tid penge må lægges til side for at danne formue, desto mindre er den sociale mobilitet. I en inflationær tid, hvor formue dannes af handel med inflationen, ikke af virkelig værdiskabelse, vil den sociale mobilitet være lav. FALDET Finanskrisen i 2008 er på ingen måde overstået, for siden da er kreditmængden blæst endnu kraftigere op. I Danmark har vi med kreditpolitikken holdt en begrænset jordforbindelse, men i det transatlantiske spekulationscirkus har investeringsbankerne og hedgefondene opblæst kreditmængden og boblen af finansielle aktiver til alle tiders største pyramidespil. Kasino-kapitalismen har sat for knap $2 billiarder kreditpenge i omløb, hvoraf 9/10 er finansderivater, resten er placeret i obligationer og aktier. Derivater er (u)værdipapirer, som afleder deres værdi af andre (u)værdipapirer i pyramidespillet. Derivatboblen er absolut værdiløs som storbanken AIG s bankerot viste, da den intet havde hensat til sine forpligtelser på derivaterne. Men spekulantbankerne skaber store indkomster til sig, som de virkeliggør, når de køber ydelser i den virkelige økonomi, såsom Maserati'er og butlere, for deres spekulative gevinster, men deres meningsløse krav har aldrig været og bliver aldrig en del af et rigdomsskabende forløb. Da boblen punkterede fulgte nationalbankerne trop med et kun i krigstider prøvet pengetrykkeri. Nogle år inde i penge- og kreditmængdeudvidelsen følger nu en mindre højkonjunktur, hvor erhvervsaktiviteten igen stiger. Opsvinget er dog ikke selvbærende, men bygger på et fundament af hæmningsløst pengetrykkeri og gældsstiftelse. Ved krakket stod vi ved en skillevej, og det gør vi snart igen. Vi kan reformere
finansvæsenet, ellers reformerer finansvæsenet nationerne. Efter Wall Street-banken Lehman Brothers og de europæiske velfærdsstaters bankerot, valgte rådvilde politikere at redde finansvæsenet ureformeret under slagordet too big to fail med brug af staternes ret til inddrivning af al indkomst og ejendom. De strammer skatteskruen og forøger brugerbetalingen. De gennemfører privatiserings- og spareforanstaltninger, som ødelægger den samfundsmæssige organisation, som generationer har frembragt. Offentlig ejendom, der kan trækkes en fast rente ud af, såsom infrastruktur og energi- og vandforsyning, er begærede aktiver, men også fredede øer og gamle slotte bortauktioneres under krisen. Pensionskassers rigdomme og forpligtelser overtages af finansministeriet som i Irland og Polen, og som Frankrig har forberedt. Disse foranstaltninger giver på ny de rådvilde politikere adgang til spekulantfinansmarkedet, så de kan låne flere penge til handlekraftigt at stimulere det skrumpende forbrug og holde spillet kørende lidt igen. Trods finanskrisen udvider investeringsbankerne og hedgefondene igen deres mængde af krav mod realøkonomien, som skrumper under sparediktaterne. Mange mister alt, og når de har mistet alt, vil de miste endnu mere. Mange kæmper allerede for overlevelse, sågar midt i en højkonjunktur. Imens parkeres flere og flere Maserati'er og Ferrari'er i finanscentrene. Men vi kan ikke støtte, at lande skal betale gæld som ødelægger landet, infrastrukturen, sundhedsvæsenet, skolevæsenet og folket for at opretholde omfordeling fra realøkonomien til pengeskaberne. Krisen er ikke en gældskrise, men valutasystemets krise, for papirpenge og gæld er et. Vil kommende tiders historikere beskrive vor tids finansvæsen og suverænitetsopslugende institutioner, som vi beskriver middelalderens feudalsamfund? ALTERNATIVET Laissez faire-kapitalismen er ikke determineret. BRIKS-landene med følge gør sig roligt uafhængige af det transatlantiske finansvæsen. Rusland gjorde det efter Putins embedsindtrædelse. De Londonfinansierede oligarkers råvarer-for- Dollar-udveksling for de få udvalgte indskrænkede Putin indledningsvist og påbegyndte så genindustrialiseringen. Rusland fulgte økonomen Sergei Glazyevs teorier om at bringe kreditvæsenet under statslig kontrol og rette kreditlinjen mod realøkonomien, dvs. til råvareudvinding og forarbejdning, apparat- og maskinbygning, kommunikationsteknik, infrastruktur, luft- og rumfart og energiforsyning. Ruslands økonomiske politik er inspirerende, trods den unødigt negative pressedækning. CIA s $5 mia. dyre og svært blodige statskup(-forsøg) i Ukraine under mottoet Fuck the EU er en skæbnesvanger begivenhed det transatlantiske imperiums Waterloo for det har fået BRIKS til at tage historiske skridt og sætte skub i bevægelsen mod en ny økonomisk orden. På sigt vil det bringe dollarsystemet til fald. Efter VM i Brasilien udvidede BRIKSlandene Brasiliens udviklingsbank, der Side 95
finansierede stadionbyggerierne, til en udviklingsbank i BRIKS-skala som konkurrent til verdensbanken og valutafonden. For det første kan den skabe den finansielle infrastruktur, som BRIKSlandene mangler imellem sig, fordi de hidtil har benyttet dollaren og de transatlantiske banker. For det andet kan den gøre dem til en økonomisk magt ved f.eks. at finansiere en Nicaragua-kanal, internetforbindelser uden om USA, en Beijing-Sevastopol-Duisburg-jernbane, en Nil-Kongoflods-vandvej, højhastighedsbaner fra Kairo til Kapstaden osv. Den får hovedsæde i Shanghai, direktøren bliver indisk, formanden russisk og den er skabt af ligeberettigede parter. I Argentina udtalte præsident Christina Fernandez de Kirchner under Putins besøg oprøret mod Dollar-Imperiet så ligefremt: En ny finansiel orden er uundgåelig Vi skaber en ny global finansiel orden, som ikke blot er rimelig og ligeberettigende, men også absolut nødvendig (Alle lande) er kaldet til at forene kræfterne i dette virkelige korstog for en ny global, økonomisk og finansiel organisation, som har opbyggelige politiske, sociale og kulturelle virkninger for alle nationer. Argentina gør for tiden op med rovfondene Elliott Management og NML Capital, som i 2008 købte gældssaneret argentinsk statsgæld for 4 cent pr. oprindeligt dollarkrav, men som så ved den amerikanske højesteret fik medhold i, at fordringens oprindelige krav skulle betales fuldt ud. Sagen burde interessere hver nationalstat, for det ligger i suverænitetsprincippet, at en stat dikterer kreditpolitikken som Island, der under finanskollapset dikterede islændingenes eurobaserede flekslån tvangsskiftet til islandske kroner, da den styrtede i kurs. Islands selvstændigt dikterede gældssanering og kriseløsning viser, hvordan suveræne lande, udenfor de overnationale institutioner, succesfuldt kan løse en bred vifte af indre problemer. Den amerikanske højesterets dom er et frontalangreb på nationalstaternes suverænitet endda de, som ingen suverænitet har afgivet og et forsøg på at underkaste hele verden den transatlantiske jurisdiktion. Efter det mislykkede rov i Argentina trækker Elliottdirektør Paul Singers gribbe sig nu sammen om Europa, hvor de for tiden i stor stil opkøber billige og usikre spanske, italienske, portugisiske og franske gældsbreve af nødlidende banker. Men vil EU som Argentina støtte almenvellet eller tjene feudalherrerne? ØKONOMI OG OPBYGGELIGHED Med erkendelsen af ildens gåde tog mennesket det første mægtige spring mod civilisationen. Med magten over ilden havde vi lært os at forvandle veddets kulbrinteforbindelser til produkter og energi, og i forløbet anvende den frigivne varme til vor fordel: at forædle den rå føde til kogt. Vi havde for første gang taget magten over molekylernes kemisk bundne kræfter, og lært os den første bitte smule af skabelsens tryllekunst. Arbejdets væsen består i at fravriste naturen dens materialer og anrette dem til at tæmme og forvandle de overmenneskelige kræfter, så vi i forløbet bliver kræfternes herre. Moderne apparater har en kvalitativt og kvantitativt radikalt højere energistrømstæthed end ildstedet, men de tæmmer også blot naturens kræfter.
Et rigt samfund bruger megen energi, for det er en naturlov, at det kræver tilførsel af 335 kj/kg at varme vand fra 20 til 100 grader, og tilførsel af yderligere 2257 kj/kg for at omforme det 100 grader varme vand til damp. Ligeledes kræver det bare megen kraft at køre bil pga. den store mængde luft, der skal bevæges, hvorved bilens slipstrøm varmes op, ligesom gummi mod asfalt giver stor rullemodstand og et godt vejgreb så asfalten varmes op. Derfor har alle opadstræbende magter et kernekraftprogram, og i tillæg til udviklingsbanken stiftede BRIKS-landene også et energiteknologiinstitut. Rusland prøvekører netop nu højvarmereaktoren BN- 800 som spalter uran-238 og ikke, som hidtil, det sjældne og let spaltelige uran- 235. Så nu kan atomaffaldet fra affaldslagrene sendes til Rusland, som kan lave strøm af det. Dertil arbejder BRIKS på thoriumspaltning, helium-3-forsmeltning, månefarter mv. Denne skaberkraft gør bankredninger og velfærdsprogrammer til skamme. Danmark bør allerede nu overveje, hvordan vi vil bygge land op efter det transatlantiske systems uundgåelige bankerot. Vil vi hævde suverænitet som Island, selvstændigt regere vort land og skabe en teknologi- og handelsalliance med BRIKS, som sætter nye spilleregler og udsigter op? Eller vil vi, som i går, elske at underkaste os vore hjælpeløst bankerotte og stadig mere totalitære nærmeste allierede, som har standset opfindelsernes tid med den tilintetgørende finansielle og institutionelle arkitektur? For at gendanne erhvervenes skaberkraft, må vi gennemføre en kreditvæsensreform, for at komme af med produktionshindrende krav og rette kreditlinjen mod opbyggelig brug. Dertil må vi skabe en renæssance, der bringer den rige ånd tilbage fra sit asyl og betragte ånden som rigdommens kilde. Ellers vil vi, som Friedrich List påviste, fejlagtigt slutte at den, som opdrætter svin, er produktiv, mens den, som opdrager mennesker, er et uproduktivt medlem af samfundet. Kreditvæsenreformen må omforme brøkreservebankvæsenet til et fuldreservebankvæsen, hvor pengeskabelsen kun foregår i nationalbankerne, for at bringe penge- og kreditmængden under statslig kontrol, så inflation, deflation, gælds- og finanskriser undgås. Kreditgivningen i forretningsbankerne må kun være formidling af lovligt betalingsmiddel, nemlig kroner, og lån skal rettes mod fremme af virkelig rigdomstilvirkning. VEJEN FREM Kasinokapitalismen må bortskaffes ved adskillelse af kreditinstitutter og investeringsbanker. Under bobehandlingen holder staten bankfilialerne åbne for borgere og virksomheder, mens regnskabsbøgerne minutiøst gennemgås for kasinokapitalismens ikke-produktionsfremmende krav, som erstatningsløst streges. Disse uproduktive krav mod den virkelige økonomi kan afskrives og ingen vil savne dem. Hvis ikke vi henviser den ugudelige kasinokapitalisme til historien, vil vi blive et objekt for kinesiske antropologer, som vil studere den mærkelige kultur, hvor folk Side 97
tror, at papir og tal på skærme er rigdomme. Med det transatlantiske imperium umiddelbart før dets opløsning, bliver der ingen bedre tid til at gennemføre forandringer end de næste 10 20 år, så lad forberedelsen begynde nu! Bjørn Rasmussen er civiløkonom.