1 Grindsted Kirke. Søndag d. 1. juni 2014 kl. 11.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til 6. søndag efter påske, Joh. 17,20-26. 2. tekstrække. Salmer. DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg. Dåb: DDS 450,1-2 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 450,3 Du kommer, Jesus, i vor dåb. DDS 666 Den grund, hvorpå jeg bygger. - - - DDS 333 Almindelig er Kristi kirke. Altergang: Pigekoret synger. DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs. Tekstlæsninger. Joel 3,1-5; Rom. 8,31b-39; Joh. 17,20-26.
2 Prædiken. Sidste søndag var jeg til gudstjeneste hos min kollega, Bodil Raakjær Jensen. Undervejs i sin prædiken refererede hun en samtale, hun havde haft med en konfirmand. Den vender jeg tilbage til om lidt, men forud for samtalen havde Bodil åbenbart fortalt, at vi i Den Danske Folkekirke er protestanter. Vi har en forståelse af kristendommen, der henholder sig til de indsigter, Martin Luther fik i første halvdel af 1500-tallet. Luther var en forbløffende sammensat person; på samme tid grovkornet og dybt intellektuel; både autoritetstro og oprørsk. I sine unge år frygtede han Gud næsten lige så meget, som han frygtede Djævelen. Den sidste var dødsensfarlig, men hvis den viste sig, kunne den trods alt skræmmes væk. Man skulle vende ryggen til den, trække bukserne ned og vise den sin bare bagdel. Var det ikke tilstrækkeligt, måtte man bogstaveligt talt lave på den. 1 En sådan disrespekt kunne den ikke holde til. Djævelen ansås altså for at være en konkret fjende, der når som helst kunne angribe en. Når man tænker på de dårligt oplyste rum med små vinduer og svage olielamper, man boede i dengang, er det ikke så underligt, at de mørke hjørner og sære skygger har kunnet sætte gang i fantasien. Da Luther befandt sig på slottet Wartburg, hvor han oversatte Det Nye Testamente til tysk, kastede han sit blækhus efter Djævelen. Det fik den onde selv til lynhurtigt at forføje sig, så blækhuset ramte væggen, hvor det splintredes og efterlod en mørk klat. 2 Mens man kunne tage kampen op med Djævelen, forholdt det sig anderledes med Gud. Gud kunne straffe menneskene for deres synder. Den ultimative straf var fortabelsen i Helvede, men Skærsilden var også værd at frygte. Skær betyder ren, så 1 Jan Lindhardt: Mellem Djævel og Gud. Martin Luther, G.E.C. Gad 1991, s. 21. 2 Ibid., s. 20.
3 Skærsilden var et sted, hvor de afdøde blev renset af ild, hvilket naturligvis var særdeles pinefuldt. Hvor længe man skulle befinde sig i dette kæmpemæssige underjordiske torturkammer afhang af, hvor mange og hvilke synder man havde begået. Jo flere og værre synder, des længere tid i Skærsilden. Luther var derfor hunderæd for at gøre noget forkert. Selvom han begrundede det med noget andet, var det sikkert denne skræk for Gud, der fik ham til at søge i kloster for at blive munk. Her ville han leve et gudvelbehageligt liv. Men hverken han eller de andre munke i klosteret vidste, hvornår de havde udført tilstrækkelig mange gode gerninger til at behage Gud. Derfor straffede de sig selv for at vise deres ydmyghed. De gik for eksempel i særligt kradsende uldundertøj og undlod at opvarme størstedelen af klosteret om vinteren. I visse munkeordener var det almindeligt, at munkene piskede sig selv. Luther gik så meget op i sin egen syndighed og skræk for den deraf følgende straf, at han brugte mange timer på at bekende sine synder. Det fik hans skriftefar til lidt utålmodigt at forsikre ham, at de synder, Luther havde begået, var dukkesynder; altså ikke noget, Gud kunne tage sig af. Selvom Luther var dybt optaget af sin skræk for Gud, kunne han ikke skjule, at han var en dygtig mand. Derfor blev han først udlært som præst og fik siden befaling om at studere teologi. Dette medførte, at han blev tilknyttet universitetet. Den akademiske tilgang til kristendommen ændrede alt for Luther. Han opdagede, at der stod noget helt andet i Bibelen, end det han havde lært. Særligt slog det ham, at apostlen Paulus lagde vægt på, at det ikke var gerninger, men tro, der afgjorde, om Gud ville have noget med én at gøre. Luther kunne altså pine sig selv nok så meget til ære for Gud, men det ændrede ikke noget som helst. Det afgørende var, om han troede på Gud, hvilket indebar en tillid til, at Gud havde ladet sig føde som mennesket Jesus for siden at lade sig uskyldigt henrette og dermed tage straffen for andre menneskers synder på sig. Det var dette budskab, vi hørte før, da jeg læste det lille stykke fra Paulus brev til romerne: Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke
4 med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd?. Paulus retoriske spørgsmål skal besvares med et ingen. Hverken nød, angst, forfølgelse, sult, nøgenhed, fare eller sværd kan skille os fra Kristi kærlighed. Da det gik op for Luther, forstod han, at Gud er nådig og tilgivende. Det var troen på dette, der sikrede forholdet til Gud; ikke alle mulige bodsøvelser. I erkendelse heraf kunne Luther lægge sin frygt for både Djævelen og Gud til side. Det var netop, hvad vi - med hans egne ord - sang i begyndelsen af gudstjenesten: Og myldred djævle frem på jord og os opsluge ville, vi frygter dog ej fare stor, de deres trusler spilde; lad rase mørkets drot med løgn og mord og spot, han har dog få t sin dom, da Krist til jorden kom, et ord ham nu kan fælde. 3 Luthers indsigt i, at Gud ønskede fællesskab med menneskene, åbnede hans øjne for et udbredt misbrug, der forsøgte at holde den kærlige Gud borte fra menneskene; et misbrug, der var vokset ud af læren om Skærsilden. Den katolske kirke med paven i spidsen tilbød køb af såkaldte afladsbreve. Når man købte dem, betalte man sig selv eller sine nærmeste fri for en kortere eller længere periode i Skærsilden. Problemet var bare, at man ikke kunne vide, hvor lang tid den enkelte skulle tilbringe på det 3 DDS 336,3.
5 pinefulde renselsessted. Man kunne derfor købe sig fattig af skræk for den kommende straf. Og var man allerede fattig, kunne man blive så forskræmt, at man brugte de få midler, man havde, på afladsbreve i stedet for på mad. Det blev man dog ikke mere lykkelig af, for man vidste jo stadig ikke, om den smule aflad, man havde investeret i, var tilstrækkelig til, at man kunne undgå Skærsilden. På den måde fastholdt afladshandlen folk i en frygt for Gud. Endnu værre blev sagen af, at størstedelen af indtægterne gik til et kolossalt prestigebyggeri, nemlig Peterskirken i Rom. Man sagde, at paven var apostlen Peters efterfølger. Derfor var det på sin plads at bygge en kirke med hans navn oven på det sted, hvor man mente, at apostlen var begravet. Den enorme og prangende bygning skulle stå som et bevis på, at den katolske kirke var Guds kirke. Peterskirken ville altså give paven og hans mænd autoritet. Det kunne de bestemt også bruge, for paven og hans rådgivere levede et uhyre overdådigt og ødselt liv, der stod i skarp kontrast til det slidsomme og ofte fattige liv, størstedelen af de troende levede. Dette problem gjorde Luther opmærksom på. Som det autoritetstro menneske han var, gjorde han det i første omgang i overbevisning om, at paven var blevet vildledt af sine rådgivere. Men da paven reagerede meget voldsomt og derved afslørede, at han stod 100 procent inde for misbruget, skabte Luther og hans tilhængere en folkelig opstand mod pavedømmet. De afslørede pavedømmet som en jordisk ordning, der mod Guds vilje holdt mennesker nede. Hele den romersk-katolske kirke stod for et kirkeligt misbrug; et religiøst tankepoliti, der ikke gavnede Gud, men kun paven og hans luksusafhængige mænd. Luther gik så vidt, at han kaldte paven for Antikrist, hvilket vil sige, at paven repræsenterede Djævelen. På denne baggrund er det ikke så sært, at Bodils konfirmand undrede sig over forholdet mellem vores evangelisk-lutherske kirke og den romersk-katolske pavekirke. Konfirmanden spurgte ganske fornuftigt sådan her: Når vi er kristne, hvad er katolikkerne så? I sin prædiken undskyldte Bodil det svar, hun havde givet
6 konfirmanden, fordi det var inspireret af aktuelle spekulationer omkring udskiftning af hjemmets køretøj, men jeg synes egentlig, at det var ganske godt fundet på. Det er i hvert fald let at forholde sig til. Bodil svarede, at der er mange forskellige bilmærker, for eksempel Volkswagen. Men hvert bilmærke har flere modeller, der er designet efter forskellige gruppers behov. Nogle lægger vægt på komfort, andre på billigst mulig eller miljøvenlig kørsel. En tredje gruppe vil først og fremmest kunne køre hurtigt, mens en fjerde interessegruppe bare vil have den dyreste bil, fordi de har råd til det og gerne vil vise det. Volkswagen kan derfor tilbyde forskellige modeller med så forskellige navne som Up!, Polo, Golf, Passat, Touran og Beetle. Som det er tilfældet med Volkswagen, er det det også med den verdensomspændende kristne kirke, der - i stedet for modeller - tilbyder vidt forskellige kirkesamfund, såsom den russisk-ortodokse, den græsk-ortodokse, den romersk-katolske og den evangelisk-lutherske, for bare at nævne et fåtal. Hvert af disse kirkesamfund rummer desuden et væld af retninger. Indenfor Folkekirken alene findes der retninger som Indre Mission, grundtvigianisme og Tidehverv. Hver især er de enkelte grupperinger overbevidste om, at de repræsenterer det tætteste, man kommer på den sande kristendom. Et møde mellem talsmænd for de forskellige grupperinger kan derfor let føre til debat og nogle gange til fjendskab. Så længe debatten foregår på et fornuftigt plan, kan den være frugtbar, men det kræver, at den enkelte er parat til at reflektere over den andens holdninger, ligesom man må tage de indvendinger, refleksionen kan medføre, til efterretning. På den måde kan det hænde, at man bliver klogere; og det er vel i bund og grund meningen med enhver debat - også den kirkelige. Dermed er det indirekte sagt, at ikke alle kristne kirkesamfund og kirkelige retninger befinder sig lige tæt på sandheden. Var det tilfældet, kunne man lige så godt lade debatten ligge. Drøftelsen af kristendommens indhold er derimod med til at holde liv i kirken - et liv, Jesus selv skabte, da han gav sit budskab videre; dels til disciplene, dels til deres efterfølgere. I evangelieteksten siger Jesus jo, at han ikke alene beder for disciplene, men også for dem, som ved disciplenes ord tror på ham. Jesu budskab
7 blev altså givet videre til disciplene, som igen gav det videre til andre. Sådan er det fortsat gennem mangfoldige generationer. Derfor er vi blandt dem, Jesus beder for. Vi er blandt dem, der tror på baggrund af hans og disciplenes ord. Den tro har i dag samlet os til den evangelisk-lutherske gudstjeneste, vi lige nu er i færd med at fejre. Andre steder i verden samler troen andre kristne til romersk-katolske, græskortodokse, russisk-ortodokse eller andre kristne messer og gudstjenester. Alle kristne rundt om på kloden har altså troen på den samme Gud til fælles. I evangeliet formulerer Jesus, at det drejer sig om en tro, der binder Gud og mennesker til hinanden med et bånd af kærlighed: Retfærdige far, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem. Dette fællesskab med Gud har alle kristne tilfælles, men den nøjagtige forståelse af kristendommen forbliver en udfordring, hver generation må tage op og forsøge at blive klogere på, sådan som min kollegas konfirmand gjorde det, da hun stillede sit gode spørgsmål. Amen.