Synopsis udarbejdet af: Eksamensgruppe 30 Roskilde Pædagogseminarium oktober 2007 Antal anslag i opgaven, eksklusiv forside, indholdsfortegnelse og litteraturliste, i alt: 16.750 = 7 sider
Indholdsfortegnelse 1. Indledning...3 1.1 Problemstillinger...3 1.2 Problemformulering...4 1.3 Afgrænsning...4 1.4 Metode...4 2....5 3. Forebyggelse...5 4. Fattigdom...6 5. Kan daginstitutioner gøre en forskel? Erfaringer fra forskningen...7 6. Børnehaven som forebyggende tilbud...7 7. Konklusion...8 8. Litteraturliste... 10 Side 2
1. Indledning I Danmark har ca. 85-90 % af børn mellem 0 og 18 år det godt. De trives og fungerer i familien, institutionen og blandt kammerater. Desværre findes der også en del børn som ikke har det godt, som har en opvækst der vækker bekymring, det er de børn som Per Schultz Jørgensen (1993) kalder for risikobørn. Det er børn som har brug for ekstra omsorg og støtte, eller dissideret hjælp eller behandling, for at de belastninger de har været udsat for, eller stadig er udsat for, ikke giver dem varige skader. 96 % af børn i alderen 3-5 år bliver passet i en daginstitution (Danmark statistik, 2007) mange timer hver dag, og derfor har daginstitutionerne en central rolle i det forebyggende arbejde af risikobørn. Pædagogerne skal kunne se når barnet sender signaler der fortæller det ikke har det godt, og pædagogen skal vide hvordan det bør handle. Jeg mener at forebyggende arbejde er vigtigt i forhold til risikobørn. På det politiske plan omkring de udsatte børn og unge er der sket en udvikling de seneste 10-15 år, der er bl.a. sket en stramning af børneparagrafferne i serviceloven, og der har været puljer til støtte af projekter og forskning. Så det er et problem der er fokus på, men alligevel er der kommet flere risikobørn inden for de senest 10-15 år (Schultz Jørgensen, 2002). Årsagen til at jeg gerne vil arbejde med dette emne er, at jeg i mit fremtidige arbejde som pædagog ikke vil kunne undgå at møde risikobørn. Jeg vil gerne tilegne mig en viden om emnet, så jeg i mødet med barnet har kompetence til at se, når noget er galt, og til at handle på den ene eller anden måde, og sikre at barnet får den nødvendige hjælp. 1.1 Problemstillinger Der er flere ting jeg kommer til at tænke på i forhold til forebyggende arbejde af risikobørn: - Hvilken rolle har pædagogen i det tværfaglige samarbejde? Hvornår skal hun nøjes med at observere, hvornår skal hun tale med forældrene, og hvornår skal hun sætte større instanser i gang fx støtte eller indberetninger? - Hvad kan pædagogen gøre og hvad skal pædagogen gøre i forhold risikobørn? - Jeg kan se et dilemma mellem kontrol og hjælp. Hvornår er det kontrol og hvornår er det hjælp? Der vil altid være lidt af begge dele, men jeg forestiller mig at forældrene godt kan gå hen og føle sig overvåget og føle det mere som kontrol end som hjælp, og det vil måske gå ud over samarbejdet, og i sidste ende barnet. - Et andet dilemma er, hvor det forebyggende arbejde skal foregå, skal det være hjemme i institutionen eller skal barnet have hjælp ude i byen eller måske helt flyttes? Integration versus segration. Side 3
Der er mange måder at belyse emnet på, og jeg har valgt at arbejde videre med følgende problemformulering. 1.2 Problemformulering Hvordan kan pædagogen håndtere sin kontrol opgave jfr. Lov om social service i forebyggende arbejde i forhold til risikobørn, på en måde der støtter barnets udvikling og trivsel og opretholder og udbygger samarbejdet med forældrene. 1.3 Afgrænsning Jeg vil koncentrere mig om børn i alderen 3-6 år, altså børn i børnehave, på normalområdet. Det har jeg valgt dels pga. det er den aldersgruppe jeg senere vil arbejde med, og dels fordi det er i den aldersgruppe der er flest børn i daginstitution (96 %). Jeg vil arbejde med forebyggelse. Her tænker jeg på, at der bliver iværksat nogle tiltag der kan hjælpe, lige så snart at problemet er opdaget. Jeg vil også komme ind på samarbejdet mellem institutionen og forældre, da jeg mener det er her, at det kan gå enten godt eller skidt for barnet, hvis samarbejdet ikke virker bliver barnet i værste fald svigtet. Jeg vil ikke komme ind på hvilke tiltag der kan gøres i forhold til de forskellige grupper af risikobørn, da det er meget individuelt alt efter hvad og hvor stort problemet er. 1.4 Metode For at belyse mit emne, vil jeg tage udgangspunkt i diverse litteratur og lovsamlinger. Jeg vil bruge Per Schultz Jørgensens teori om risikobørn. Bente Jensens sociologiske gennemgang af nationale og internationale undersøgelser om udsatte børn, pædagogik og læring i daginstitutioner. Jeg vil inddrage SFI s nye rapport om Socialt udsatte børn, som er en rapport baseret på fire analyser. De fire analyser er baseret på eksisterende teoretisk og empirisk forskning om hvilke signaler udsatte børn udsender; gennemgang af pædagoguddannelsernes pensumlister; ministerielle og kommunale handlevejledninger i identifikationen af socialt udsatte børn; empirisk undersøgelse af hvordan pædagoger i deres daglige arbejde identificerer socialt udsatte børn. Derudover vil jeg inddrage de socialretslige forpligtelser pædagogen har. Jeg vil inddrage begrebet fattigdom, hvordan ser fattigdommen ud i Danmark, og hvilken rolle spiller den i forhold til risikobørn. Side 4
2. er børn som ikke trives, og som har en opvækst der vækker bekymring. Det er børn som har risiko for at udvikle et handicap af medicinsk, neurologisk, psykologisk og/eller af en social art (Hansen, 1997, s. 332). Dvs. det er børn som har brug for ekstra omsorg og støtte, eller dissideret hjælp eller behandling, for at de belastninger de har været udsat for eller stadig er udsat for, ikke giver dem varige skader. Per Schultz Jørgensen (1993) deler risikobørn op i 3 grupper: Børn med særlige behov, truede børn og problembørn. Jeg vil kort gøre rede for de 3 grupper. Børn med særlige behov Det er børn som bliver udsat for enkelte forbigående belastninger, de bliver påvirket psykisk og/eller socialt, uden at de er i stand til at reagere hensigtsmæssigt over for belastningerne. De fleste børn udvikler dog en tilstrækkelig modstandskraft til at de kommer over krisen, med støtte fra de sociale omgivelser. Truede børn Det er børn som bliver udsat for en eller flere belastninger gennem længere tid, som gør at de ændrer adfærd og får trivsels- og tilpasningsvanskeligheder, men hvor en hjælp kan være med til at udbedre skaderne og dermed ændre udviklingen. Problembørn Det er børn som tidligt og massivt bliver udsat for en række af belastninger og mangel på tilfredsstillelse af de grundlæggende behov, eller børn med forskellige funktionsnedsættelser. Børnene udviser en afvigende adfærd, og de har brug for langvarig og/eller permanent behandling, hvis der skal være udsigt til og mulighed for at vende udvikling. Antallet af risikobørn ser ud til at være stigende. Det er svært at vurdere hvor mange børn det præcist drejer sig om, da begrebet er meget bredt og rummer mange forskellige grader af risiko. Dog skønner Per Schultz Jørgensen (2002) at det er steget fra 15-17 % i 1993 til 15-20 % i 2002, med mindst 5 % i gruppen af problembørn, omkring 5 % i gruppen af truede børn og resten i gruppen af børn med særlige behov. 3. Forebyggelse Flere og flere børn kommer i dagens Danmark i daginstitution, og Danmarks statistik (2007) skriver at 96 % af børn i alderen 3-5 år bliver passet i en daginstitution, dvs. det er de fleste børn i denne alder. Derfor er det også vigtigt at institutionerne er en del af den primære forebyggelse. Side 5
Forebyggelse er når man indsætter hjælp eller støtte for at forhindre udviklingen af vanskeligheder, i at udvikle sig, og med tiden kræve langvarig behandling. Forebyggelse kan deles op i primær, sekundær og tertiær forebyggelse (Iversen, 2004). Primær forebyggelse Det er indsatser der har som formål at forhindre at diverse opvækstproblemer overhovedet opstår, dvs. en generel forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Målgruppen er i denne sammenhæng alle børn og deres familier, og forebyggelsen består bl.a. af jordmoder, sundhedsplejerske, børnecheck og daginstitution. Sekundær forebyggelse Det er indsatser der har som formål at opspore de første tegn og derefter gribe ind med henblik på at stoppe den negative udvikling. Nogle af de hjælpeforanstaltninger som kan nævnes er talepædagog, støttepædagog eller familierådgivning. Tertiær forebyggelse Det er indsatser der har som formål at forebygge forværringer, dvs. at man går ind og behandler barnet for at undgå en forværring af problemet, i svære tilfælde vil en anbringelse af barnet komme på tale. 4. Fattigdom I Danmark har vi to slags fattigdom. Absolut fattigdom hvor man ikke har penge nok til at indfri de grundlæggende behov for mad, bolig, tøj m.m. og relativ fattigdom, hvor man har nok til at dække de grundlæggende behov, men hvor det ikke er muligt, at indfri de sociale forventninger som er i samfundet, og hvor ressourcerne er så små at man udelukkes fra deltagelse i aktiviteter, og fra at have de levekår og behageligheder som er normale i samfundet (Skytte, 2007). Mange mennesker bliver på et tidspunkt i livet ramt af relativ fattigdom, men det er et fåtal som er ramt gennem flere år. Der er dog nogle grupper som er ramt mere end andre, det er børnefamilier, specielt enlige forsørgere, familier hvor den ene eller begge forældre er uden arbejde, og indvandrefamilier (Skytte, 2007). Undersøgelser viser at fattigdom har betydning for børns selvopfattelse. Børn sammenligner sig selv med andre børn, og når de ikke har samme muligheder som andre børn, kan de komme til at føle sig socialt ekskluderede. Det betyder ikke nødvendigvis at fattigdom fører til social eksklusion, men risikoen er større, når der ikke er så mange ressourcer (Skytte, 2007). Børn der lever under fattigdom har altså en større risiko for at opleve social ulighed i forhold til andre. Per Schultz Jørgensen (1993) siger, at en af årsagsfaktorerne for risikobørn er de sociokulturelle forhold og herunder fattigdom. Side 6
Pædagogerne har ikke direkte indflydelse på udviklingen af fattigdom, og de kan ikke gå ind og ændre på familiernes økonomiske forhold, men de har mulighed for gøre en indsats, for at fattige børn og deres forældre ikke marginaliseres og udstødes i de institutionelle sammenhænge. Pædagogerne har mulighed for at bruge en pædagogik, hvor målet er at alle børn får samme muligheder for at klare sig uanset deres sociale og kulturelle baggrund og uanset køn og handicap, men det kræver respekt og anerkendelse af det enkelte fattige barn og dets forældre (Skytte, 2007). 5. Kan daginstitutioner gøre en forskel? Erfaringer fra forskningen International forskning viser at daginstitutioners målrettede indsatser i barnets tidlige alder, har en positiv effekt, og at det formodes at deres livschancer og kompetencer øges på længere sigt. Danske undersøgelser viser det modsatte, nemlig at risikobørn risikerer at blive mere udsatte i daginstitutionerne (Jensen, 2007). To store internationale undersøgelser (Perry Preschool-studiet og Abecedarain-projektet) foretaget på familier med ringe socialøkonomiske forhold og hvor børnene blev fulgt til de var henholdsvis 21 og 27 år, viste at det havde langsigtede effekter, at børnene gik i daginstitutioner af høj kvalitet med god personalenormering og med gode læringsmuligheder. Testgruppen var som voksne bedre stillet i forhold til kontrolgruppen på områder som uddannelsesniveau, beskæftigelsesgrad og boligforhold. Resultaterne viser dog at det var de mest sårbare og udsatte børn, som havde det største udbytte af den intensive indsats i daginstitutionerne (Jensen, 2007). Danske undersøgelser har vist at udsatte børn har svært ved at udnytte daginstitutionstilbud optimalt, fordi institutionerne ikke er rustet nok til at påtage sig opgaven omkring risikobørn. Der er en tendens til at børnene opfattes som børn der ikke kan tage i mod og lære, og at daginstitutionerne fastholder eller forstærker børnenes vanskeligheder. Muligvis fordi fordelingen af risikobørn er meget skævt fordelt. I en dansk undersøgelse om hvorvidt daginstitutioner kan gøre en forskel, vidste det sig at 50 % af institutionerne havde relativt få risikobørn, mens 13 % havde relativt mange risikobørn, nogle steder helt op til halvdelen af børnene. Det giver problemer, når der er mange risikobørn i samme institution, fordi normeringerne ikke følger med og der derfor ikke er pædagoger nok til at varetage det enkelte barns problemer (Jensen, 2007). 6. Børnehaven som forebyggende tilbud Daginstitutionen er ikke længere kun et pasningstilbud, der er også nogle lovmæssige krav til hvad den skal med børnene. I dagtilbudsloven 7, stk. 2 står der " Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst". Dvs. at ansvaret for børnenes trivsel og udvikling både er forældrenes og daginstitutions ansvar. Side 7
Ligeledes står der i sundhedsloven at kommunen skal bidrage til at sikre børn og unge en sund opvækst. Kommunen skal tilrettelægge nogle tilbud hvor der ydes alle tre former for forebyggende indsats (Laigaard og Leunback, 2007). Daginstitutionen kan være med til at forebygge ved at have et godt samarbejde med forældrene, og i sværere tilfælde også et godt samarbejde mellem forældre, institution og sagsbehandler, støttepædagog mv. Det er vigtigt at få et godt samarbejde allerede tidligt i forløbet, for der vil familien formentligt have flere ressourcer, end hvis man venter til det er nødvendigt at underrette, da en underretning kan virke som en trussel på familien (Laigaard og Leunback, 2007). Det er pædagogens opgave at forholde sig spørgende, nysgerrig og undersøgende, og på den måde skabe en åben dialog med barnet og forældrene. Pædagogen skal ikke brug en masse energi på at finde forklaringer på barnets opførsel og udvikling, før hun taler med forældrene om sine observationer, det er nemlig misforstået hensyn og det gavner ikke samarbejdet (Socialministeriet, 2004). For at daginstitutionen kan leve op til deres forebyggende rolle i det sociale arbejde, er det vigtigt at pædagogen ved hvilket hjælpesystem institutionen er en del af, og hvordan man trækker på det for at få hjælp. Desværre viser en undersøgelse (Ploug, 2007) at pædagoger tit oplever samarbejdet med socialforvaltningen som tungt og besværligt, og at pædagogerne har svært ved at formidle deres viden om risikobarnet på en teoretisk måde, som sikrer barnet den rette hjælp. Generelt er det et problem at der mangler ressourcer og normering i institutionerne, både når risikobørn skal identificeres og ved de efterfølgende handlemuligheder. I henhold til lov om social service og bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen, så er pædagogen forpligtiget til at underrette kommune, når hun er bekendt med forhold, der må give formodning om, at barnet har særlig behov for støtte. Og kun hvis der ikke er rimelig mulighed for at institutionen selv i tide at kan afhjælpe vanskelighederne gennem vejledning, dialog og samarbejde og evt. hjælp som støtte fra talepædagog, støttepædagog, psykolog etc. 7. Konklusion Min problemformulering var: Hvordan kan pædagogen håndtere sin kontrol opgave jfr. Lov om social service i forebyggende arbejde i forhold til risikobørn, på en måde der støtter barnets udvikling og trivsel og opretholder og udbygger samarbejdet med forældrene. Pædagogen har en kontrolopgave i og med at hun skal observere barnet, og være med til at sikre dets udvikling og trivsel. Det står der lov om social service/dagtilbudsloven. Jeg mener, at det først og fremmest er vigtigt, at pædagogen er opmærksom på barnets udvikling og trivsel, og at pædagogen opfanger de signaler som barnet sender så eventuelle problemer opdages så tidligt som muligt. Det forudsætter at pædagogen har en faglig viden om børns udvikling og sundhed, for uden denne viden vil det være svært at opdage, når noget er galt. Side 8
Jeg mener, det er vigtig at der etableres et godt samarbejde med forældrene, da det er afgørende for at kunne give barnet den bedste hjælp. Pædagogen skal sørge for at tale med forældrene løbene i og ikke venter til problemet bliver stort. Pædagoger må ikke skyde problemet væk, eller at vente fordi de frygter forældrenes reaktion, eller fordi de er bange for at de observationer de har lavet, ikke er rigtige eller gode nok. De fleste forældre vil gerne vide, hvis der er noget bekymrende vedr. deres barn, og mange gange er der en forklaring på barnets ændrede adfærd som er til at forstå, og hvor man vil kunne hjælpe barnet i institutionen, når man har den viden som forældrene kan give. er et samfundsmæssigt problem, som jeg mener at institutionerne skal være med til at forebygge, netop fordi der er så mange børn i daginstitutionerne i dag. Det er pædagogens pligt at sørge for at barnet får den hjælp det har brug for, og hvis det ikke er muligt at hjælpe barnet i institutionen, så skal pædagogen indberette, så barnet kan hjælpes bedst muligt. Det er vigtigt at pædagogen ikke er bange for at underrette, men ser det som en del af forebyggelsen, for når man underretter nogle forhold, er det jo netop for at barnet og familien får hjælp fra socialforvaltningen i tide, så man undgår en mere alvorlig indgriben i familien forhold. Side 9
8. Litteraturliste Danmark Statistik Statistisk årbog 2007 Danmark statistik, juni 2007, 111. Årgang, ISBN 978-87-501-1612-7 Hansen, Mogens m.fl. Psykologisk pædagogisk ordbog Nordisk forlag, 11. udgave, 1. oplag, 1997, ISBN 87-00-28778-4 Iversen, Lars m.fl. Medicinsk sociologi Kapitel 12 Forebyggelse s. 275-281 Munksgaard Danmark, 1. Udgave, 3. Oplag, 2004, ISBN 87-628-0181-3 Jensen, Bente Social arv, pædagogik og læring i daginstitutioner Hans Reitzels forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2007, ISBN 87-412-0355-0 Laigaard, Anette og Leunback, Jo Hvad med børnene? Kapitel 5 Hjælpeforanstaltninger til børnefamilier Socialpolitisk forlag, 17. Udgave, 1. oplag, 2007, ISBN 978-87-7504-105-3 Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) LOV nr. 501 af 06/06/2007 Ploug, Niels Socialt udsatte børn. Identifikation, viden og handlemuligheder i daginstitutioner SFI, 07:25, 2007, ISBN 978-87-7487-870-4 Schultz Jørgensen, Per (red.) m.fl. Børn og familie i det postmoderne samfund Kapitel: Barnet i risikofamilien af Per Schultz Jørgensen Hans Reitzels forlag, 1. udgave, 1. oplag, 1999, ISBN 87-7913-205-7 Schultz Jørgensen, Per m.fl. Hvem er de hvad gør vi? Det Tværministerielle Børneudvalg, 1. udgave, 1. oplag, 1993, ISBN 87-601-3984-6 Side 10
Schultz Jørgensen, Per i Danmark Social Kritik nr. 84, 14. årgang, 2002 Skytte, Marianne Schou, Carsten og Pedersen, Carsten (red.) Samfundet i pædagogisk arbejde Kapitel 10 Fattigdom og Velfærd Akademisk forlag, 1. Udgave, 3 oplag, 2007, ISBN 87-500-3889-3 Socialministeriet Bekendtgørelse af lov om social service LBK nr. 1117 af 26/09/2007 Socialministeriet Håndbog om hjælp til børn og unge gennem dialog og samarbejde med forældrene Kapitel 3 Det pædagogiske personale i dagtilbud Kapitel 7- Tværfagligt samarbejde og tværfaglige grupper Socialministeriet, 1. udgave, 1. oplag, 2004, ISBN 87-7546-257-5 Side 11