Det værste er at alting kan ske. Det bedste er at alting kan ske. Prædiken til 1. søndag i advent, Jægersborg kirke 2015 EVANGELIELÆSNING Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse." Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?" Han svarede dem: "I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!" Men han sagde: "Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman." Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Luk. 4,16-30 Det er nytår i dag. 1. søndag i advent træder vi ind i det nye kirkeår. Nu venter der os søndage, højtidsdage, jul og påske og pinse. Og der venter os ind i mellem hverdage af alle slags, travle og tomme, lyse og mørke, besværlige og lette. Ja endnu ved vi jo slet ikke hvordan vores dage bliver. Hvilket jo på én gang er foruroligende og opløftende - at fremtiden er så åben som den er. Søren Ulrik Thomsen viser det
så fint i digtsamlingen Det værste og det bedste, der veksler mellem at beskrive hvad der er det værste, og hvad der er det bedste. Det værste er at alting stadig kan ske, læser man. Men når man så blader om på næste side, så står der: Det bedste er at alting stadig kan ske. Der er ikke noget at sige til at fremtidens åbenhed anfægter os. Vi vil gerne have styr på den. Have noget at holde os til. Noget som står fast. Og enten flygter vi tilbage til en tid som var. Vi holder fast i de gamle værdier, fra den gang hvor verden endnu ikke var gået af lave. Det er den ene tendens i vores tid. Eller også tænker vi frem til et mål vi har sat, som vi ihærdigt stræber efter at nå frem til engang. Vi laver målsætninger og udviklingsplaner og tester og coacher som aldrig nogensinde før. Vi vil gerne selv forme fremtiden, frem for at se hvad den bringer. Vi vil selv udkaste den drøm, vi ønsker at realisere engang. Det er den anden tendens i vores tid. Men der er nu noget klaustrofobisk ved hele denne tankegang for livet er forhåbentlig større end de minder og drømme vi har lige nu. Forhåbentlig har livet noget i vente, vi slet ikke havde tænkt på og endnu ikke set. Forhåbentlig er livet ikke bare vores projekt, men noget som kommer til os, overraskende, overvældende, underfuldt, og sådan at vi må sige at det bedste er at alting stadig kan ske. Men vi vægrer os sikkert ved det. For vi vil gerne have livet i en ganske bestemt form. Vi vil gerne mærke Guds kraft, Guds nærvær og hjælp, men måske er det sådan at Gud viser sig på måder og på steder vi slet ikke havde tænkt. Det handler evangeliet til 1. søndag i advent om. Jesus er vendt tilbage til sin hjemby. Nu sidder han til gudstjeneste i synagogen. Der er allerede blevet læst op af Mosebøgerne. Synagogeforstanderen har haft forskellige mænd kaldt frem for at læse. Og nu træder også Jesus frem, som enhver jødisk mand har ret til det, for at læse et stykke fra profeterne og derefter udlægge det. Det er en Esajas-rulle de rækker ham. Han fortsætter dér hvor man ved sidste gudstjeneste slap. Og Jesus læser da ordene som vi har hørt. Ord som de alle i synagogen
kender så godt, som billeder fra en ældgammel drøm. Herren har sendt mig for at gå med glædesbud til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår for Herren.. De ser det for sig, de ser det som drømmebilleder, som noget der måske vil kunne ske engang. De ser hvordan den fortrykte, slaven, den fangne retter sig op som et menneske der er blevet frit, de ser Guds herlighed som giver mennesker klare øjne til at se hvad de ikke før har kunnet se, de ser for sig et nådeår, hvor alle tavler vaskes rene, og ny begyndelse kan ske. Og de ved at sådan en kærlighed, sådan en gavmildhed er der i det liv Gud engang vil møde os med. Så er det Jesus lægger bogen, og deres øjne retter sig imod ham. Hvad vil han sige? I dag er de ord som lød i jeres ører, gået i opfyldelse!, siger han. I dag! Det er altså ikke bare en fjern drøm, det begynder nu. Det er ved at ske. Det sker lige her. Det tænder dem, de bliver begejstrede. Lukas skriver at de gav ham deres bifald og undrede sig over hans nådefulde ord. Og en af dem råber endda begejstret: Jamen, er det ikke Josefs søn? Ham kender vi da, og han taler så opløftende og så smukt. Men efterhånden som Jesus bliver ved med at tale, og det går op for dem, hvad det egentlig er han siger, stilner bifaldet af, og deres undren vendes til forargelse og vrede. Hvorfor? Jo det går op for dem, at nok sker det vidunderlige lige her, men det sker alligevel på en helt anden måde end de havde tænkt det skulle ske. Det går op for dem at Guds liv er større end vores forestillinger og forudsigelige drømme. Det er langt mere levende, langt mere pågående, sprælskt og uhåndterligt, end i en smuk og behagelig drøm. Ja det bliver klart for dem at Guds rige ikke bare er en lykke vi hver især kan sidde med. For i Guds rige indfinder lykken sig hos mennesker og på steder, vi slet ikke havde regnet med. Hvilket Jesus minder dem om ved at fortælle om dengang i profeten Elias dage, da der var hungersnød i landet, og hvor mange, ikke mindst mange enker, som ingen forsørgere havde,
døde af sult. Men det var hos en hedningeenke i Sarepta, som Gud bød sin profet at tage ophold hos, at melet og olien ikke slap op. Og ligesådan på Elisas tid, da spedalskheden ramte mange israelitter, og ingen af dem blev helbredt, bortset fra én, og det var en hedning fra Syrien. Så budskabet er: Guds rige kan vi slet ikke inddæmme og lægge fast. Guds rige er aldrig bare vores, det er også de andres. Og vil vi sidde med det for os selv, indpasse det i vores små verdener, så er det der ikke mere, men et helt andet sted. Det er her og dér, det er nærmere end vi tror, og det er, hvor vi mindst af alt havde tænkt det ville være. Og Jesu egne bysbørn, de som lige har ladet sig begejstre i synagogen, de bliver nu ude af sig selv af raseri. De jager ham ud af byen, ud på kanten af et bjerg, for at styrte ham ned. Kan de ikke få Guds rige, få selve livet, som de tænker sig at det skal være, så kan de da i det mindste gør det af med ham som kommer med det. Men Jesus, hører vi også, baner sig vej imellem dem, og uden at de kan fange ham og holde ham fast, går han sin vej. Vi kan altså tænke tilbage på den gyldne tid som var engang. Og vi kan forsøge at forme vores liv, så det lægger sig til rette efter vores drømme og mål. Jesus gør noget andet end at vende tilbage til det der var eller tænke frem til det som kommer engang. Jesus siger: Se jer nu omkring. Det er her det forunderlige sker i det liv som sikkert er ramponeret og slet ikke perfekt. I dette skrøbelige liv - det er her I skal møde Gud. Her I kan finde mulighed, dybde, mening og frihed på ny men sikkert på en helt anden måde end I havde tænkt jer det skulle være. Lykken er ikke bare at det lykkes, men jeres lykke er i det I kommer ud for. Men det kræver at vi kan se bort fra den forestilling vi havde om hvordan livet skal være. Det kræver at den gamle historie om os skiftes ud, for at vi kan finde os selv i en ny historie en historie om livet som det blev, det liv Gud skænkede os, og som trods uro og frygt og nederlag og skuffelse måske alligevel blev det bedste af alt.
Det vil jeg gerne til sidst fortælle en dejlig historie om det burde måske have været en historie fra den virkelige verden. For den slags historier sker. Men det bliver gennem et fint, lille eventyr af H. C. Andersen. Eventyret om tepotten. Der var en stolt tepotte. Den var stolt af sit porcelæn, stolt af sin lange tud og brede hank. Den havde noget både forud og bagud, tuden for og hanken bag, og det talte den om. At låget var knækket og klinket, det var til gengæld en mangel som den bestemt ikke talte om. Ikke for det, de vidste det alle sammen, både kopperne og sukkerskålen og flødekanden, men det var tepotten som var dronningen på bordet. Det måtte enhver da kunne se. Det var i den velsmagen fra de kinesiske teblade i kogende vand blev til. Jeg er den givende, jeg udbreder velsignelsen blandt den tørstende menneskehed, tænkte den. Men så skete det, at tepotten blev løftet op af en fin, men kejtet hånd, og så lå den der slået i stykker på gulvet, uden tud og uden hank, mens det kogende vand løb ud. Den så skrækkelig ud, den blev hånet og kaldt for en invalid og blevet givet væk til en tiggerkone. Sådan sank den i armod, men, fortæller tepotten, her begyndte mit bedre liv. Man er et og bliver noget ganske andet. Der blev lagt jord i mig; det er for en tepotte at begraves, men i jorden blev lagt et blomsterløg; hvem der lagde det, hvem der gav det, ved jeg ikke, men det blev en erstatning for de kinesiske blade og det kogende vand, en erstatning for den knækkede hank og tud. Og løget lå i jorden, løget lå i mig, det blev mit hjerte, mit levende hjerte, et sådant havde jeg aldrig før haft. Der var liv i mig. Der var kraft og kræfter; Pulsen slog, løget slog spirer, og spirerene brød ud i blomst. Jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre! Det kan godt være livet gik os imod, og vi blev slået ud af kurs. Det kan godt være at vi er ramt, så noget i os gik i stykker, og det kan ikke bare klinkes igen. Og det kan godt være vi frygtsomt tænker: Det værste er at alting kan ske. Men og det er det gode budskab, evangeliet - i dette liv er han som var og som kommer engang, virksom og levende iblandt os lige nu. I dette liv kan undere ske. Nyt liv spire frem. En ny mening vise sig. Og vi overvældes og inddrages og oplever
hvilken velsignelse det er at glemme sig selv, glemme sig selv i de andre. Og det bedste er alligevel at alting stadig kan ske. Må den erfaring fylde det nye kirkeår. Amen. Salmer: 74 En morgenstund med sne 78 // 76 84 v. 6-7 80