Disarmament, Demobilization and Reintegration of Ex-Combattants

UKLASSIFICERET FORSVARSAKADEMIET VUT II/L STK 2001/2002 Major S. A. Hokstad Kaptajnløjtnant P. Lilholt Kaptajn A. Lundgaard APRIL 2002 Disarmament, Demobilization and Reintegration of Ex-Combattants Hvordan kan FN og NATO doktrinære grundlag for en fredsstøttende operation tilrettelægges, således at militære enheder på bedst mulig vis kan bidrage til afvæbning, demobilisering og reintegration af de tidligere stridende parter? Speciale UKLASSIFICERET

RESUME... 5 1 KAPITEL INDLEDNING... 6 1.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 6 1.2 EMNE... 6 1.3 AKTUALITET... 6 1.4 PROBLEMIDENTIFIKATION... 7 1.5 PROBLEMANALYSE... 8 1.6 MILITÆRE ENHEDERS BIDRAG TIL EN DD&R-PROCES... 9 1.7 FN OG NATO BIDRAG TIL EN DD&R-PROCES... 10 1.8 PROBLEMFORMULERING... 11 1.9 SPECIALETS HENSIGT... 11 1.10 SPECIALETS KUNDSKABSMÆSSIGE FORMÅL... 11 1.11 AFGRÆNSNING AF DET TEORETISKE RUM... 12 1.12 UNDERSØGELSESDESIGN... 13 1.13 AFGRÆNSNING AF DET EMPIRISKE RUM... 13 1.14 SPECIALETS STRUKTUR... 15 1.15 FORUDSÆTNINGER OG KENDSGERNINGER... 15 2 KAPITEL PRINCIPLES AND GUIDELINES FOR DISARMAMENT, DEMOBILIZATION AND REINTEGRATION OF EX-COMBATTANTS IN A PEACEKEEPING ENVIRONMENT.... 17 2.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 17 2.2 INDLEDNING... 17 2.3 GRUNDLAGET FOR DD&R-OPERATIONER... 17 2.4 POLITISKE PROCESSER... 17 2.5 DELTAGELSE I DD&R OPERATIONER... 17 2.6 FORHOLD VEDRØRENDE DEN FREDSBEVARENDE STYRKE... 18 2.7 FORHOLD VEDRØRENDE DE TIDLIGERE STRIDENDE PARTER... 18 2.8 TRINENE I DD&R-PROCESSEN... 18 2.8.1 Overordnet for alle trin... 19 2.8.2 Konflikt trinnet... 19 2.8.3 Våbenhvile... 19 2.8.4 Overvågning af processen... 19 2.8.5 Afvæbning... 19 2.8.6 Demobilisering... 20 2.8.7 Reintegrering... 21 3 KAPITEL REDEGØRELSE AF FN-DOKTRINER... 22 3.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 22 3.2 DE FORENEDE NATIONERS PAGT... 22 3.2.1 Kapitel I-IV... 22 3.2.2 Kapitel V... 22 3.2.3 Kapitel VI... 22 3.2.4 Kapitel VII... 22 3.2.5 Kapitel VIII... 22 3.3 PLANNING PROCESS FOR MILITARY OPERATIONS.... 23 3.3.1 Generelt... 23 2

3.3.2 Konceptuel tilnærming... 23 3.3.3 Planlægningsprocessen... 23 3.3.4 Formater... 25 3.4 GENERAL GUIDELINES FOR PEACEKEEPING OPERATIONS.... 25 3.4.1 Indledning... 25 3.4.2 Typer fredsstøttende operationer... 25 3.4.3 Principper for fredsbevaring... 25 3.5 BRAHIMI-RAPPORTEN... 26 3.5.1 Baggrund for selve rapporten... 26 3.5.2 Generelt... 26 3.5.3 Implikationer for forebyggende handling og fredsopbygning... 27 3.5.4 Implikationer for fredsbevaring... 27 3.5.5 Hurtig indsættelse... 27 4 KAPITEL ANALYSE AF FN-DOKTRINER... 28 4.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 28 4.2 FN-PAGTEN... 28 4.2.1 De forskellige operationstyper beskrevet i FN-pagten... 28 4.3 PLANNING PROCESS FOR MILITARY OPERATIONS.... 29 4.3.1 Konceptuel tilnærmelse... 29 4.3.2 Planprocessen... 29 4.4 GENERAL GUIDELINES FOR PEACEKEEPING OPERATIONS... 31 4.5 BRAHIMI-RAPPORTEN... 32 4.6 KONKLUSION... 32 5 KAPITEL REDEGØRELSE AF NATO-DOKTRINER... 34 5.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 34 5.2 INDLEDNING... 34 5.3 NATO STRATEGISKE KONCEPT... 34 5.4 AJP-3.4.1: PEACE SUPPORT OPERATIONS... 34 5.4.1 Succes for fredsstøttende operationer... 35 5.4.2 Grundelementer for fredsstøttende operationer... 35 5.4.3 Planlægning af fredsstøttende operationer... 35 5.4.4 Gennemførelse af fredsstøttende operationer... 36 5.4.5 Tilbagetrækning af militære styrker i f.m. fredsstøttende operationer... 37 5.5 AJP-1: ALLIED JOINT DOCTRINE... 37 5.5.1 Operationstyper... 38 5.6 AJP-3: ALLIED JOINT OPERATIONS... 38 5.7 AJP-3-10: ALLIED JOINT INFORMATION OPERATIONS DOCTRINE... 38 5.8 AJP-9: NATO CIMIC DOCTRINE... 39 5.8.1 Principper for CIMIC... 39 6 KAPITEL ANALYSE AF NATO-DOKTRINER... 40 6.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 40 6.2 NATO INVOLVERING I KONFLIKTER... 40 6.3 FREDSSTØTTENDE OPERATIONER... 40 6.3.1 Indgåelse af en fredsaftale mellem de tidligere stridende parter... 40 6.3.2 DD&R i f.m. planlægning af NATO fredsstøttende operationer... 41 6.3.3 DD&R i f.m. gennemførelse af NATO fredsstøttende operationer... 41 3

6.3.4 Militære opgaver i f.m. fredsstøttende operationer... 41 6.3.5 Tilbagetrækning af militære styrker i f.m. fredsstøttende operationer... 42 6.4 ALLIED JOINT DOCTRINE... 42 6.4.1 Militære operationstyper... 43 6.5 ALLIED JOINT OPERATIONS... 43 6.6 INFORMATION OPERATIONS... 44 6.7 CIMIC... 44 6.8 KONKLUSION... 44 7 KAPITEL CASE KOSOVO... 46 7.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 46 7.2 INDLEDNING... 46 7.3 FREDSAFTALEN... 47 7.4 INDSÆTTELSE AF UNMIK OG KFOR... 48 7.5 KFOR... 49 7.6 RULES OF ENGAGEMENT... 49 7.7 FORHINDRE FORNYEDE FJENDTLIGE AKTIONER... 49 7.8 PÅTVINGE OG VEDLIGEHOLDE EN VÅBENHVILE.... 49 7.9 DEMILITARISERE UCK OG ANDRE VÆBNEDE KOSOVO-ALBANSKE GRUPPERINGER... 50 7.9.1 Afvæbning og demobilisering... 50 7.9.2 Reintegration... 50 7.10 SIKRE RO OG ORDEN OG ADGANG FOR ALLE INTERNATIONALE ORGANISATIONER... 52 7.11 VARETAGE MINERYDNING INDTIL INTERNATIONALE CIVILE ORGANISATIONER KAN OVERTAGE... 54 7.12 STØTTE OG KOORDINERE MED INTERNATIONALE CIVILE ORGANISATIONER.... 54 7.13 ØVRIGE OPGAVER... 56 8 KAPITEL ANALYSE AF CASE KOSOVO... 57 8.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 57 8.2 FREDSFORHANDLINGER OG DEN POLITISKE PROCES... 57 8.3 FORUDSÆTNINGER FOR DEMILITARISERINGSPROCESSEN... 58 8.3.1 ROE... 58 8.3.2 Hindring af nye kamphandlinger... 58 8.3.3 Opretholdelse af lov og orden... 59 8.4 DD&R... 59 8.4.1 Afvæbning... 59 8.4.2 Demobilisering og reintegration af UCK... 60 8.4.3 Minerydning... 61 8.5 CIMIC... 61 8.6 ØVRIGE OPGAVER... 61 8.7 END-STATE... 62 8.8 KONKLUSION... 62 9 KAPITEL SAMMENSTILLET ANALYSE AF FN OG CASE KOSOVO... 64 9.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 64 9.2 INDLEDENDE DEL AF PLANPROCESSEN... 64 9.3 MANDATUDSTEDELSE... 64 9.4 DEPLOYERING OG INDSÆTTELSE AF STYRKER... 65 4

9.5 AFTALER... 65 9.6 MULTIFUNKTIONALITET... 66 9.7 ENHEDLIGHED...66 9.8 LEGITIMITET OG UPARTISKHED... 67 9.9 KONKLUSION... 67 10 KAPITEL SAMMENSTILLET ANALYSE AF NATO OG CASE KOSOVO... 69 10.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 69 10.2 INVOLVERING I KONFLIKTER... 69 10.3 UDARBEJDELSE AF EN FREDSAFTALE... 70 10.4 PLANLÆGNINGSPROCES... 70 10.5 INDSÆTTELSEN AF MILITÆRE STYRKER... 70 10.6 OPGAVEKOMPLEKS... 71 10.6.1 Forudsætningsskabende operationer i f.t. DD&R... 71 10.6.2 Overvågning af en våbenhvile... 71 10.6.3 Genoprettelse af lov og orden... 72 10.6.4 Afvæbning og demobilisering... 72 10.6.5 Reintegration... 72 10.6.6 Varetage minerydning... 73 10.6.7 Støtte og koordinere med internationale civile organisationer... 73 10.6.8 Øvrige opgaver... 73 10.7 TILBAGETRÆKNING AF MILITÆRE STYRKER... 74 10.8 KONKLUSION...74 11 KAPITEL VURDERING, ANBEFALING OG PERSPEKTIVERING... 76 11.1 FORMÅL OG OPBYGNING... 76 11.2 VURDERING...76 11.2.1 Beslutningsstrukturer... 76 11.2.2 Mandatets robusthed... 77 11.2.3 Kapitel VI vs kapitel VII for FN-mandater... 77 11.2.4 Multifunktionalitet... 77 11.2.5 Planproces... 78 11.2.6 Fredsaftaler... 79 11.2.7 Styrkesammensætning og ROE... 79 11.2.8 Det militære bidrag til gennemførelsen af en DD&R-proces... 79 11.3 ANBEFALING...80 11.3.1 Anbefalinger til FN-doktriner...80 11.3.2 Anbefalinger til NATO-doktriner... 81 11.4 PERSPEKTIVERING... 84 Tillæg BIBLIOGRAFI Bilag 1 DEFINITIONER Bilag 2 SKEMA OVER DD&R-PROCES Bilag 3 SKEMATISK ANALYSEMODEL Bilag 4 KORT OVER KOSOVO Bilag 5 FN-RESOLUTION 1244 5

RESUME FN Generalsekretær gav den 11. februar 2000 et såkaldt statement til FN Sikkerhedsråd, hvor aktualiteten af FN fredsstøttende opgaver i f.m. afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere stridende parter bringes på banen. Erfaringer viser manglende succes inden for dette forhold, som medfører, at konflikterne ikke udvikler sig i retning mod fred. Det påpeges, at FN rolle har ændret sig fra ikke bare at bidrage til stabilitet i konfliktområder, men til også at bidrage til at finde en løsning på konfliktens dybere-liggende årsager. Det fastslås, at anstrengelserne på det politiske plan må fornyes for at finde fredelige løsninger gennem håndhævelse af retningslinier og direktiver i den militære-, humanitæreog sikkerhedsmæssige sfære. Dette betyder, at der i et konflikt-område findes et vidt spekter af opgaver, som skal håndteres. Afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere stridende parter synes at være kernen i dette. På denne baggrund tages afsæt i de principelle retningslinier FN har lagt for afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere stridende parter. Disse sammenstilles med dels FN og NATO doktrinære grundlag og dels den virkelighed som doktrinerne skal indgå i, idet der redegøres for den fredsstøttende operation i Kosovo. Derved tages sigte på, hvordan FN og NATO doktrinære grundlag for en fredsstøttende operation tilrette-lægges, således at militære enheder på bedst mulig vis kan bidrage til afvæbning, demobilisering og reintegration af de tidligere stridende parter. Det påvises, at den kompromislinie, der søges i FN Sikkerhedsråd, medfører en manglende sammenhæng mellem mål og midler, som yderligere forværres af doktrinær utydelighed for både FN og NATO. Samtidig synes doktringrundlaget direkte mangelfuld for både militære forudsætningsskabende operationer og for deciderede afvæbnings-, demobiliserings- og reintegrationsopgaver. Dette fører operationen ind i en ond cirkel og man bringes i en håbløs udgangssituation. Dette betyder, at legitimiteten undergraves, hvilket indirekte svækker forudsætningerne for succes. Det indebærer tillige, at rolle-fordelingen mellem militære og civile tiltag ikke bliver tilstrækkelig synkroniseret, selvom doktrinerne giver et stærkt grundlag for militære beslutningstagere til at samarbejde med civile organisationer. Men realiteterne viser desværre, at området ikke prioriteres af militære chefer og kun i nogen grad opfattes positivt af civile organisationer. Samlet set medfører dette en fare for kollaps i overgangene mellem afvæbning, demobilisering og reintegration, som i værste fald fører til, at de tidligere stridende genoptager sin rolle som stridende eller rekrutteres til anden voldelig aktivitet Det vurderes, at både FN- og NATO-doktriner har potentiale for forbedringer. Helt overordnet fastslås det, at beslutningsstrukturerne må ændres sådan, at perifere forhold ikke tillægges betydning i f.m. mandaters udformning samt at afvæbning, demobilisering og reintegration må adresseres eksplicit. Såvel doktriner som formater for både mandater og missionsplaner må specifikt konkretiseres og dermed beskrive retnings-linier, målsætninger og det tilsigtede end-state for afvæbning, demobilisering og reintegration. Endvidere må beslutningstagerne involveres tidligere og gives nødvendige ressourcer, myndighed og handlefrihed til at forfølge doktrinernes intentioner. Herunder styrkedisponering, styrkesammensætning og Rules of Engagement. Information og åbenhed må vægtlægges, tillige med at NATO specifikt må tilslutte sig en række mere civilprægede opgaver. 5

KAPITEL INDLEDNING Formål og opbygning Formålet med nærværende kapitel er at redegøre for opgavens aktualitet og problemfelt samt definere opgavens rammer. Problemfeltet diskuteres indledningsvist i relation til det overordnede tema: Disarmament, Demobilization & Reintegration of Ex-Combattants (DD&R) 1. Herefter gennemføres en problemidentifikation og -analyse, som munder ud i en afgrænsning af problemfeltet således, at en overordnet problemformulering med uddybende underspørgsmål kan opstilles på en håndterbar måde. Herefter afgrænses og tydeliggøres det teoretiske og empiriske rum, hvilket leder frem til opstilling af en struktur for opgaven. Afslutningsvis formuleres forudsætninger og kendsgerninger for specialet. Emne Specialgruppen er tildelt emnet: Afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere stridende parter. Emnet behandles i f.t. Institut for Værnsfælles Operationer (IFO-VF) ved Forsvarsakademiet (FAK) og er givet følgende undertekst: Indenfor fredsstøttende operationer ses et nyt fokus på problemstillingen vedrørende overgangsfaserne i f.m. normaliseringen indenfor operationsområderne, hvor der gennemføres fredsstøttende operationer. Hvorledes genoprettes lov og orden indenfor operationsområdet, orden i den politiske administration og det dagligdags liv? Hvilke problemer og krav stilles deltagerne i en multifunktionel operation overfor, når der fokuseres på overgangsfaserne i DD&R og hvorledes ses ansvarsfordelingen i de forskellige faser? Specialeemnet kan fortolkes meget bredt, hvilket nødvendiggør en problemidentifikation og -analyse. Derfor behandles indledningsvis flere forskellige aspekter af emnet for at afdække det emneområde, som specialegruppen finder mest relevant. Den efterfølgende problemformulering vil således afspejle en bearbejdning af temaet og en undersøgelse af forskellige tilgange hertil samt argumentation for fravalg. Den valgte problemstilling, som specialegruppen finder mest relevant og aktuel, behandles efterfølgende for at præcisere specialets indhold. Emnets undertekst anvender begrebet fredsstøttende operation. Begrebet synes at være genstand for en del begrebsforvirring, idet selve ordet både kan opfattes og oversættes på forskellige måder. Det anses derfor nødvendigt at definere begrebet nærmere for det videre arbejde med specialet. Som eksempel anvender FN ordet Peace Operations og NATO Peace Support Operations. I NATO doktrin for fredsstøttende operationer anvendes ordet fredsstøttende operationer som fællesbetegnelse for alle typer af operationer, som ikke er krig 2. I resten af NATO doktrinkompleks anvendes termen: ikke-artikel 5 operationer. Begge begreber synes dog at dække over bestræbelser på at opretholde, etablere eller genetablere fred og stabilitet. Samtidig ses der i FN og NATO en rimelig enighed om de forskellige niveauer af fredsstøttende operationer. En uddybning af FN og NATO fortolkning af begrebet findes i bilag 1. I dette speciale anvendes begrebet fredsstøttende operationer, som et samlet og overordnet begreb, der beskriver en længere række af mulige tiltag i f.m. konfliktløsning. Begrebet henviser ikke til en særlig organisation. Aktualitet FN Generalsekretær gav den 11. februar 2000 et såkaldt statement til FN Sikkerhedsråd 3, hvor aktualiteten af FN fredsstøttende opgaver i f.m. DD&R bringes på banen. Erfaringer fra FN fredsstøttende arbejde viser, at der ikke opnås succes i f.t. at afvæbne, demobilisere og reintegrere de tidligere stridende i konflikter. Dette forhold medfører, at konflikterne ikke udvikler sig i retning mod fred. FN missioner bliver således stillestående og magter ikke på tilstrækkelig vis at bringe udviklingen i den rigtige retning i f.t. at 1 DD&R oversættes til Afvæbning, Demobilisering og Reintegration af tidligere stridende parter. Forkortelsen DD&R bruges i den resterende del af specialet. 2 AJP-3.4.1, p. 2-1, pkt. 0202. 3 UN press release;sg/sm/7337/sc/6831 6

opnå effekterne af DD&R. Generalsekretæren påpeger i den forbindelse, at FN rolle derfor har ændret sig fra ikke bare at bidrage til stabilitet i konfliktområder, men til også at bidrage til at finde en løsning på konfliktens dybereliggende årsager. Det fastslås videre, at anstrengelserne på det politiske plan må fornyes for at finde fredelige løsninger gennem håndhævelse af retningslinier og direktiver i den militære-, humanitære- og sikkerhedsmæssige sfære. Det understreges yderligere, at det er nødvendigt, at væbnede grupper hjælpes til at transformere sig til politiske- og civile organisationer. Dette betyder, at der i et konfliktområde findes et vidt spekter af opgaver, som skal håndteres. Disse strækker sig fra politiske via militære til sociale og økonomiske opgaver. I mange konflikter anses DD&R derfor at være kernen i det nye opgavespekter. FN har i forbindelse med fokuseringen på DD&R udgivet Principles and Guidelines for DD&R (PG DD&R). Dokumentet er udarbejdet på baggrund af erfaringer fra ca. 15 tidligere missioner i FN regi og der tages udgangspunkt i, hvor svært det er at opnå en varig fred. Der angives principper, retningslinier og procedurer for DD&R, som menes at kunne danne grundlag for en stabilisering af et givet operationsområde efter indgåelse af en fredsaftale. Herved kan en genopbygning af landet iværksættes. Problemidentifikation Specialeemnet omhandler problemstillingen vedrørende normalisering indenfor operationsområder, hvor fredsstøttende operationer gennemføres. Emnets undertekst giver følgende eksempler til en nærmere identifikation af problemstillingen: Hvorledes genoprettes lov og orden i den politiske administration og det dagligdags liv. Hvilke problemer og krav stilles deltagerne i en multifunktionel operation overfor i relation til overgangsfaserne mellem DD&R af tidligere stridende. Hvorledes fordeles ansvaret i en sådan multifunktionel operation i relation til såvel overgangsfaserne som til DD&R. En normalisering af et operationsområde synes at adressere den overordnede målsætning om reintegration af tidligere stridende parter. Genopretning af lov og orden i den politiske administration synes at rette sig mod det politiske niveau. Området er yderst vigtigt i f.m. DD&R, da en velfungerende politisk administration er grundlaget for, at et konfliktområde kan normaliseres og videreføre området uden involvering af tredjepart. Genopretningen af lov og orden i f.t. det dagligdags liv synes at kunne involvere såvel militære- som civile enheder og har en direkte forbindelse til de tidligere stridende, da de jo skal reintegreres ind i det eksisterende lokalsamfund. Genopretningen af lov og orden skaber først og fremmest en grad af stabilitet og tryghed i konfliktområdet, således at en DD&R-proces kan iværksættes. Derudover ses det som en forudsætning for, at de tidligere stridende parter overhovedet tør påbegynde en DD&R-proces. Hvilke problemer og krav deltagerne i en multifunktionel operation stilles overfor i relation til overgangsfaserne mellem DD&R synes relevant for både militære- og civile enheders bidrag til en DD&Rproces. Dette begrundes i, at hverken civile eller militære enheder kan forvente at operere alene i et konfliktområde. I f.m. en fredsaftale mellem tidligere stridende parter vil der - udover militære kapaciteter - også skulle indsættes civile organisationer, herunder f.eks. FN, OSCE, EU og mange forskellige humanitære organisationer. Den samlede succes af DD&R-processen vil i høj grad afhænge af, hvorledes samarbejdet mellem militære og civile enheder foregår og samtidig vil overgangsfaserne mellem DD&R elementerne også afhænge af, hvorledes de forskellige tilhørende opgaver i f.t. de enkelte delelementer i DD&R-processen overdrages mellem forskellige organisationer. Ansvarsfordelingen i en multifunktionel styrke i f.t. opgaver relateret til DD&R synes også vigtig i f.t. bidrag til en DD&R-proces. Såfremt de civile og militære enheder ikke får klarlagt, hvilke opgaver i DD&R-processen de hver især skal gennemføre, samt opgavernes kvalitetskrav, synes det ikke muligt at opnå succes. Der er samtidig fare for, at enkelte opgaver løses af flere forskellige organisationer på samme tid - med ressourcespild til følge -, ligesom der foreligger mulighed for, at opgaver slet ikke løses. Der ses dog flere eksempler på mulige indgangsvinkler til emnet. De er som følger: DD&R synes at være et forholdsvis nyt begreb, som er opstået, fordi FN har set, at deres missioner ofte ikke opnår at skabe en varig fred i konfliktområder. Begrebet er beskrevet og analyseret, men endnu ikke blevet et alment anvendt begreb, som hverken FN eller andre civile eller militære organisationer automatisk følger i deres arbejde med at løse konflikter. Der er identificeret et ønske hos FN om at anvende DD&R i f.m. løsning af konflikter, for at øge interessen for emnet. Genoprettelsen af lov og orden synes kun at være et enkelt element af de forudsætninger, som skal være opfyldt for, at en DD&R-proces kan iværksættes. Der ses også et behov for f.eks. at beskytte mindretal i 7

operationsområdet samt hindre at konflikten genopblusser. Der synes altså, at findes en række forudsætningsskabende opgaver, som er nødvendige for, at en normalisering af et konfliktområde kan påbegyndes. Selve den samlede DD&R-proces synes også interessant i modsætning til de i underteksten nævnte overgangsfaser. FN påpeger, at processen vil kunne løse konflikter, men har ikke implementeret opgaverne i tidligere missioner. Selve processen synes derfor overordentlig væsentlig og det betyder, at DD&R må inddrages i f.m. kommende konflikter. Det er i den forbindelse nødvendigt at finde ud af, hvorledes processen tilrettelægges bedst muligt og hvorledes opgaverne fordeles mellem civile og militære organisationer. Delkonklusion En normalisering af et konfliktområde synes at bestå af en række forudsætningsskabende opgaver samt den egentlige DD&R-proces. I f.m. selve DD&R-processen kan der yderligere opstå problemer i f.t. overgangsfaserne samt ansvarsfordelingen mellem de forskellige militære og civile organisationer, som deltager i processen. Det synes som en absolut nødvendighed, at DD&R-processen tilrettelægges under hensyntagen til at undgå misforståelser i f.t. rollefordelingen i en operation, hvor både civile og militære organisationer er bidragsydere. Større inter-statslige organisationer, der optræder som mandatgiver, fredsmæglere og deltagere i fredsprocesser i diverse konflikter, synes at kunne bidrage til DD&Rprocessen. Disse kan sørge for, at DD&R inddrages så tidligt som muligt i løsningen af konflikten samt at fokus på DD&R ikke mistes i f.m. gennemførelsen af selve operationen. Militære enheder synes umiddelbart at kunne bidrage til at skabe gode forudsætninger for iværksættelsen af en DD&R-proces. Militære enheder kan ved deres blotte tilstedeværelse skabe en overordnet stabilitet og tryghed i et område. Militære enheder er dog i høj grad afhængige af de civile organisationer, som også befinder sig i området og et samarbejde synes nødvendigt. Problemanalyse FN giver i sine retningslinier for DD&R en skematisk fremstilling af DD&R i f.m. gennemførelsen af en fredsproces 4 (se bilag 2). Denne fremstilling tager udgangspunkt i ophøret af stridigheder mellem parterne i et konfliktområde og faseinddeler herefter den videre proces fra en Emergency Stabilization Phase til indgåelsen af en fredsaftale og videre til en Peacekeeping Operation. Peacekeeping Operation afsluttes og munder ud i en fredsbyggende- og udviklingsfase. Emergency Stabilization Phase anslås at få en varighed på op til flere måneder og den samlede DD&R-proces at kunne vare op til flere år. Langs dette forløb beskrives hovedelementerne af DD&R. Indledningsvis starter afvæbnings- og demobiliseringsopgaverne og afslutningsvis fuldføres reintegrationen. FN Sikkerhedsråd har slået fast, at afvæbning og demobilisering af de stridende parter hovedsageligt ses som en militær opgave, som danner baggrund for den videre reintegration af de stridende parter og dermed normalisering af operationsområdet. Reintegration anses derimod som en civil opgave, som hovedsageligt gennemføres af civile organisationer 5. Der kan imidlertid også opstå en række opgaver, der skal eller bør løses, som har en indirekte effekt på alle tre DD&R-elementer. Disse indirekte opgaver kan være af mere overordnet karakter, som f.eks. koordinering og finansiering af DD&R-processen, beskæftigelsesmuligheder for de tidligere stridende parter og den videre politiske proces i konfliktområdet. En indirekte opgave kunne også være afledte humanitære katastrofer eller øget kriminalitet i konfliktområdet. Effekten af dette samspil mellem de enkelte elementer vil kunne påvirke den overordnede reintegrationseffekt. Det synes i den forbindelse muligt, at militære styrker påtager sig opgaver af civil karakter. Enten pga. direkte militære krav, som viser sig at harmonere med civile opgaver eller almindelig medmenneskelig hjælp i f.m. humanitære katastrofer. De militære styrker får herved mulighed for at påvirke reintegrationsprocessen. Hovedelementerne i en DD&R-proces beskriver specifikke delelementer. Disse delelementer synes dog ikke at være isolerede eller afgrænsede elementer, da den indbyrdes sammenhæng er stærkt integreret og sammenvævet. Der vil ej heller i et operationsområde nødvendigvis være en lineær overgang mellem de enkelte elementer. I f.m. nogle missioner vil man hurtigt kunne opnå de ønskede mål, medens man andre steder opnår mindre succes. Dette betyder, at man hele tiden må sætte fokus på alle elementer af DD&Rprocessen. 4 Disarmament, Demobilzation and Reintegration of Ex-Combattants in a Peacekeeping Environment; Principles and Guidelines (PG DD&R), p. 17. 5 UN press release; SC 6830. 8

Delkonklusion Den skematiske model af et DD&R forløb indikerer, at implementeringen af DD&R ses som en mulig løsningsmodel til opnåelse af varig fred i et hvilket som helst konfliktområde straks efter indgåelsen af en fredsaftale. Det udledes heraf, at såvel civile organisationer som militære enheder må inddrages i en DD&R-proces, da begge parter ofte inddrages i et konfliktområde i f.m. implementeringen af en fredsaftale. De militære styrker har via civile opgaver mulighed for at påvirke reintegrationsprocessen parallelt med, at de militære opgaver som afvæbning og demobilisering pågår. Samtidig ses reintegration af tidligere stridende parter som et af de overordnede mål for en fredsstøttende operation. Dette mål må derfor inddrages så tidligt som muligt i operationen. Problemfeltet giver en række muligheder i f.t. udarbejdelse af specialet. Det overordnede emne åbner mulighed for, at emnet kan gives såvel en politisk som en militær drejning. Specialet skal dog udarbejdes indenfor rammerne af FAK IFO-VF, som har et militært sigte, hvorfor det findes mest relevant at behandle militære styrkers muligheder i f.t. en DD&R-proces. Med dette udelukkes ikke de forhold på strategisk niveau, som har direkte indflydelse på, hvordan det udøvende niveau har mulighed for at håndtere processerne. Samtidig ses hovedelementerne i en DD&R-proces stærkt integrerede og sammenvævede, hvorfor det ikke synes hensigtsmæssigt at behandle et enkelt element. Det vil efter vores opfattelse give et for unuanceret og overfladisk billede af den samlede proces. Militære enheders bidrag til en DD&R-proces Da FN står bag fokuseringen på DD&R, synes det oplagt, at specialet behandler det militære bidrag til en DD&R-proces i f.m. militære styrker udsendt af FN. Der ses imidlertid det problem, at hver enkelt fredsstøttende operation med FN-mandat har en unik sammensætning af forskellige landes militære styrker. Problemet underbygges af, at hver enkelt operation også er unik, idet verdens konflikter har et forskelligt grundlag og forskellige forudsætninger. FN konstaterer samtidig i Brahimi-rapporten 6, at FN for nærværende ikke selv besidder en brugbar og effektiv organisation til planlægning og gennemførelse af fredsstøttende operationer. FN anses dog som en legitim ramme, som verdens lande generelt set anser som alment menneskelig og upartisk, hvilket er en styrke for FN. Det anses derfor som interessant, at specialet behandler en afgrænset militær alliance eller enkelte nationers involvering i det fredsstøttende arbejde under FN-mandat. NATO anses som eneste militær alliance, som for nærværende påtager sig fredsstøttende opgaver. NATO valgte i 1992, at alliancens ressourcer og ekspertise kunne stilles til rådighed for fredsstøttende operationer 7. NATO har siden involveret sig i fredsstøttende operationer i Europa under FN-mandat. Det forventes, at NATO også fremover vil påtage sig fredsstøttende opgaver og man har i NATO ikke afvist, at dette også kunne forgå Out of Area. NATO har dog ikke optrådt som eneste leverandør af militære enheder i f.m. fredsstøttende operationer under FN-mandat. NATO militære bidrag i f.m. fredsstøttende operationer er - som hovedregel - sammensat af både medlemslande og flere forskellige ikke-nato lande. Sådanne sammensatte militære bidrag kaldes ofte Coalition of the Willing. NATO optræden i fredsstøttende operationer ses som en platform eller et ledelsesforum, som påtager sig rollen som entreprenør for FN. EU har via sin ambition om et tættere militært samarbejde også ytret ønske om på sigt at påtage sig rollen som militær entreprenør for FN. Det militære samarbejde i EU synes dog stadig spinkelt og i høj grad også stadig forbundet til NATO. Det har indtil for nylig virket mindre sandsynligt, at en enkelt nation ville påtage sig fredsstøttende opgaver alene. I f.m. USA s operation i Afghanistan ses dog en FN-sanktioneret operation, som er amerikansk ledet, selvom NATO artikel 5 er iværksat. Denne operation er dog heller ikke en fredsstøttende operation endnu, men det udelukkes ikke, at der fremover vil være muligt for enkelte nationer eller diverse inter-statslige organisationer at opnå et FN-mandat og herefter optræde som ledere af fredsstøttende operationer. Delkonklusion FN har jf. Brahimi-rapporten erkendt, at fredsstøttende operationer opnår mest mulig succes, såfremt operationen planlægges og gennemføres af en effektiv organisation. For nærværende ses kun NATO og USA at besidde de nødvendige kapaciteter til at lede og gennemføre det militære bidrag til en 6 Report of the Panel on UN Peace Operations, Brahimi-report, 2000. 7 NATO Håndbogen p. 113. 9

fredsstøttende operation og dermed som mulige militære entreprenører for FN. Det kan ikke udelukkes, at det er en generel tendens, at USA fremover ønsker at optræde som leder af FN-sanktionerede operationer og derved opnå en uafhængighed af NATO. Operationen i Afghanistan peger dog på, at USA i lighed med Golfkrigen ønsker ledelsen i krigslignende operationer, men ikke nødvendigvis i f.m. fredsstøttende operationer. På baggrund af NATO positive indstilling til at deltage i fredsstøttende operationer har specialegruppen valgt at behandle NATO mulighed for at bidrage til en DD&R-proces. NATO har yderligere udviklet en doktrin og organisation, som planlægger og gennemfører fredsstøttende operationer. For at fastholde DD&R-processens overordnede mål om reintegration af de tidligere stridende parter og dette elements umiddelbare civile aspekt, må interaktionen med øvrige civile organisationer også behandles. Det synes ligeledes interessant at behandle FN rolle som sandsynlig mandatgiver for NATO og dermed indirekte med- eller modspiller i f.m. det militære bidrag til en DD&R-proces. FN og NATO bidrag til en DD&R-proces På baggrund af, at FN og NATO er valgt som undersøgelsesobjekt, er det nødvendigt med en nærmere identifikation af nøjagtig, hvilke områder indenfor disse organisationer, som specialegruppen skal undersøge. Krigsførelsens kredsløb er en model, som viser sammenhængen mellem Organisation Teknologi Doktriner samt disses indbyrdes afhængighed. Hvis der f.eks. ændres i doktrinen vil det få indflydelse på organisationen og den anvendte teknologi. Krigsførelsens kredsløb er derfor nærliggende at tage udgangspunkt i for såvel valg som fravalg. En undersøgelse af FN og NATO i organisationsteoretiske sammenhænge synes på den ene side at være interessant, da det muligvis kan være strukturelle eller organisationskulturelle forhold, som har indvirkning på emnet. På den anden side synes en sådan tilnærmelse at høre hjemme under Institut for Organisation og Styring. Foruden naturligt at sortere under et andet institut end for operationer, synes også en teknologisk vinkling mindre relevant pga., at DD&R kun i mindre grad synes at være begrundet i teknologiske problemstillinger. Derimod synes doktriner at have et naturligt tilhørsforhold til operationer. Doktriner anses at være de overordnede retningslinier, som både FN og NATO baserer udførelsen af sine aktiviteter på. I denne sammenhæng gives doktrinbegrebet en bred fortolkning således, at det inkluderer såvel overordnede dokumenter af militær-strategisk og politiskstrategisk karakter som eksplicitte doktrindokumenter på operativt- og taktisk niveau. FN arbejder som mandatgiver på politisk-strategisk niveau, men man har via Brahimi-rapporten indrømmet, at organisationen ikke har magtet at løse verdens konflikter på tilfredsstillende vis. Det er i den forbindelse svært at give et entydigt svar på, hvorledes mandater reelt set udformes og hvorfor de åbenbart ikke fungerer. En bred vifte af parametre i form af f.eks. stormagtspolitiske hensyn, vetoret, særlige interesser pga. nødvendige ressourcer m.v. synes at spille ind på FN formåen. Et fast holdepunkt er dog det doktrinære grundlag, som forventes i en vis udstrækning at blive brugt som værktøj eller baggrund for FN arbejde. Det synes derfor relevant at analysere doktrinerne op mod de teoretiske retningslinier, som opstilles i f.m. en DD&R-proces. En sådan analyse vil kunne give svar på, hvorvidt der er overensstemmelse mellem de doktrinære retningslinier og den ideelle tilstand som teorien beskriver. Da FN-doktrinerne hovedsageligt ligger på de strategiske niveau, vil konklusionerne dermed også blive af overordnet karakter. NATO er som organisation af den opfattelse, at erfaringer fra fredsstøttende operationer ikke kun skal identificeres, men også medvirke til justering af procedurer og doktriner for herigennem at institutionalisere de lærte erfaringer 8. Det forventes også, at doktriner danner basis for planlægning og gennemførelse af fredsstøttende operationer i NATO-stabe. Forventningen om den aktive brug af doktriner i NATO er grundlagt i forordet til NATO grundlæggende doktrin AJP-01. Her understreges det, at en succesfuld planlægning, gennemførelse og støtte til en operation, som ledes af en multinational styrke, opnås gennem klare og bredt acceptable doktriner 9. NATO doktrin for fredsstøttende operationer er løbende blevet justeret siden NATO involvering i eksterne konflikter. NATO større eller mindre succes i f.m. fredsstøttende operationer synes ikke officielt at være genstand for kritik i lighed med Brahimi-rapporten. Men NATO løbende revidering af samtlige doktriner synes at give rig mulighed for at forbedre doktrinerne. En analyse af NATO-doktrinerne vil derfor også have som formål at se på mere konkrete og detaljerede forhold. 8 Shape Kosovo Lessons Learned Report af 2000-05-04. 9 AJP-01, pkt. 0001. 10

Delkonklusion Specialgruppen er af den overbevisning, at såvel FN som NATO bidrag til en DD&R-proces kan implementeres gennem justerede doktriner. Doktriner er grundlaget for planlægning samt arbejdsprocesser i operationsområder. Herved får opgaverne i f.m. DD&R-processen en direkte indvirkning på de stridende parter. Samtidig er en justering af doktriner et skridt på vejen til bedre løsninger af konflikter eller de vil kunne danne baggrund for videre reformer indenfor de respektive organisationer. En ændring af doktriner anses selvfølgelig ikke som den endegyldig løsning på at indføre DD&R i f.m. konfliktløsning. Det kræver yderligere en holdningsændring blandt det personel, som anvender doktrinerne. Specialet ses derfor ikke som den endelige løsningsmodel for implementering af DD&R i FN og NATO, men som et springbræt til en større ændring af såvel doktriner, intern kultur og individuelle holdninger i f.t. kommende fredsstøttende operationer. På denne baggrund ønsker specialegruppen at undersøge FN- og NATO-doktriner som præmisleverandør i f.m. en DD&R-proces. Problemformulering Med udgangspunkt i de tidligere delkonklusioner formuleres følgende hovedspørgsmål: Hvordan kan FN og NATO doktrinære grundlag for en fredsstøttende operation tilrettelægges, således at militære enheder på bedst mulig vis kan bidrage til en DD&R-proces? Med afsæt i diskussionen af problemfeltet kan der formuleres en række hjælpespørgsmål, som bidrager til besvarelsen af hovedspørgsmålet: I hvor høj grad efterlever FN-doktriner PG DD&R? I hvor høj grad efterlever NATO-doktriner PG DD&R? Hvordan gennemføres en fredsstøttende operation reelt set og hvorledes efterleves PG DD&R i relation hertil? Hvorledes er samspillet og påvirkningen mellem FN-doktriner og det faktiske hændelsesforløb for en DD&R-proces i relation til militære enheders bidrag? Hvorledes harmonerer NATO-doktriner for fredsstøttende operationer med den virkelighed de anvendes i set i relation til en DD&R-proces? Specialets hensigt Formålet med specialet er at besvare de identificerede underspørgsmål, som herefter leder til besvarelsen af hovedspørgsmålet. Overvejelser omkring besvarelse af specialets spørgsmål medfører en række afgrænsninger samt et valg mellem forskellige undersøgelsesdesign. Disse forhold munder ud i den endelige disponering af specialet. Specialets kundskabsmæssige formål Specialets formål kan i h.t. metodelæren karakteriseres som en opgave med dels et eksplorativt og problemidentificerende formål og dels et problemløsende/normativt formål 10. En problemidentificerende undersøgelse har til formål at frembringe interessante spørgsmål til nærmere undersøgelse og en problemløsende undersøgelse søger på basis af nogle identificerede symptomer at anvise løsningsforslag. Specialets hovedspørgsmål antager indledningsvis karakter af en problemidentificerende undersøgelse, da det er nødvendigt at udforske FN- og NATO-doktriners forhold til DD&R og via konkrete erfaringer med en fredsstøttende operation at bidrage til kendskabet om militære styrkers muligheder og begrænsninger for at bidrage til en DD&R-proces. Problemområderne for militære enheder i f.t. DD&R beskrives og præciseres herved og symptomer på, hvorfor en DD&R-proces i højere eller mindre grad lykkedes, klarlægges. På baggrund af de identificerede muligheder og mangler for militære enheders bidrag til en DD&R-proces forsøger specialet at analysere sig frem til, hvorledes det givne doktringrundlag påvirkes for at øge bidraget fra militære enheder til DD&R. Delkonklusion Specialet skal indledningsvis redegøre for det doktrinære grundlag for FN og NATO samt erfaringer fra fredsstøttende operationer i f.t. DD&R for at øge kendskabet hertil. Den videre analyse vil kunne give svar på, hvorledes det doktrinære grundlag harmonerer med den virkelighed, de anvendes i samt hvorledes dette stemmer overens med en DD&R-proces. 10 Den skinbarlige virkelighed, pp. 23-29. 11

Afgrænsning af det teoretiske rum Specialet er tidligere afgrænset i f.t. anvendelse af krigsførelsens kredsløb 11. Det er derfor uaktuelt at anvende denne teori som grundlag. Specialets fokus på PG DD&R og doktriner peger på, at det teoretiske rum afgrænses til brug af normativ teori. Normer defineres i bred forstand som en fælles forståelse af adfærdsmønstre samt et produkt af gensidige interesser, som muligvis er konstruerede eller pålagte 12. Den realistiske tilgang er, at de fremherskende normer reflekterer stormagters interesser eller indenrigspolitiske værdier. Det liberalistiske syn på normer er, at de genereres af samspillet mellem forskellige aktører og den fortolkende skole anser normer som udtryk for ændringer i sociale institutioner 13. NATO definerer en doktrin som Fundamental principles by which the military forces guide their actions in support of objectives. It is authoritative but requires judgement in application 14. Specialegruppen har valgt at anse direktiver, principper og doktriner som normative teorier, da de opstår og udvikles i en cyklus med udgangspunkt i andre teorier, historiske erfaringer, studier og analyser samt under indflydelse af de strategiske, teknologiske og organisatoriske forudsætninger, muligheder og krav. En doktrin eller anden form for retningsgivende direktiv ses således som en formalisering af det empiriske grundlag, samtidens behov og krav samt de øjeblikkelige og forudseelige muligheder udtrykt som en række principper og procedurer. Doktrinen afspejler dermed opfattelsen af de politiske mål og interesser, den trussel man står over for, egne såvel som modstanderens potentiel, de modforanstaltninger man finder behov for samt den deraf afledte sammensætning af styrker og svagheder. FN- og NATO-doktriner samt PG DD&R anses som normative teorier. FN- og NATO doktriner for fredsstøttende operationer angiver procedurer, som under de rette betingelser burde føre til fred i operationsområdet og PG DD&R angiver en ideel tilnærmelse til afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere stridende parter, som også forventes at lede til opnåelse af en varig fred. Det anses derfor ikke som relevant at behandle, hvorledes doktriner og PG DD&R tolkes i f.t. en realistisk eller liberalistisk skole, men derimod, hvorledes normerne for en DD&R-proces bliver en integreret del af en fredsstøttende operation. Specialet får herved også et militært fokus i stedet for et samfundsvidenskabeligt. Det interessante i f.t. dette speciale er militære enheders mulighed for at bidrage til en DD&R-proces og herved medvirke til at skabe varig fred i et konfliktområde. Specialets hensigt om at fremkomme med anbefalinger til ændring af FN- og NATO-doktriner peger på, at disse ikke anvendes som det primære teorigrundlag. Specialets fokus på DD&R angiver derimod PG DD&R som en anvendelig normativ teori. Dette begrundes i, at DD&R har været det centrale fokuseringsredskab i f.m. udarbejdelsen af PG DD&R, hvorimod det er nødvendigt at tage mange forskellige hensyn ud over DD&R i f.m. udarbejdelsen af doktriner. PG DD&R anses derfor som idealløsningen i f.t. implementering af DD&R. PG DD&R benævnes herefter DD&R-teorien. I f.m. dette speciale sammenstilles FN- og NATO-doktriner med DD&R-teorien for at identificere uoverensstemmelser. Det er herved muligt at identificere områder, hvor DD&R kan indgå i doktrinen. I f.m. erfaringer fra aktuelle konfliktområder er det ligeledes relevant at sammenstille denne viden med DD&Rteorien, da man herved ser uoverensstemmelser i f.t., hvorledes DD&R reelt set planlægges og gennemføres. Det særligt interessante for dette speciale er, at sammenstille såvel doktrin og reelle erfaringer med DD&R-teorien. Herved bliver det muligt at udlede forslag til justering af doktrinen i f.t. både DD&R-teorien og indhøstede erfaringer. Doktrinen bliver i den forbindelse indarbejdet som en sekundær normativ teori i f.t. virkeligheden. Delkonklusion Det teoretiske grundlag for dette speciale er primært PG DD&R, som herefter anses som idealløsningen for implementeringen af DD&R. Herved er det muligt at identificere områder, hvor DD&R-processen ikke er optimal i f.t såvel doktriner som aktuelle handlinger i et operationsområde. FN og NATO doktriner for 11 Se pkt. 1.7. 12 Norms in International Relations Theory, p. 14. 13 Norms in International Relations Theory, pp. 21-22. 14 Forsvarsakademiet, Faggruppe operationer og logistik: Håndbog om doktrin for værnfælles operationer, 3. udkast pkt. 101. 12

fredsstøttende operationer anvendes som sekundære normative teorier, som understøtter DD&R teorien. Herved vil anbefalingen til justeringer af doktrinerne bygge på både DD&R teorien samt indhøstede erfaringer fra aktuelle operationer. Undersøgelsesdesign Specialet behandler vilkår for militære enheders bidrag til en DD&R-proces i f.t. FN- og NATO doktrinære grundlag. Undersøgelsen af doktriner må karakteriseres som en passiv observation, idet disse data er eksisterende dokumentariske kilder. Undersøgelsen af doktriner vil yderligere blive en tilnærmelsesvis totalundersøgelse, da samtlige doktriner vedrørende fredsstøttende operationer forventes at blive inddraget. Specialegruppen ønsker ud over doktriner at behandle, hvorledes en aktuel fredsstøttende operation gennemføres i relation til DD&R. Dette forventes at afspejle den virkelighed, hvori doktrinerne virker. Hver enkelt fredsstøttende operation synes dog at være unik. Det kan derfor konstateres, at enhver mission indeholder elementer af meget specifik karakter for den givne konflikt og geografiske område samt generelle elementer, som synes at kunne henføres til alle typer af fredsstøttende operationer. Specialgruppen har derfor valgt at basere empirien på et single-case studie, fordi det giver mulighed for induktivt at slutte sig til generel viden 15. På baggrund af erfaringer og lessons learned fra casen kan der således udledes såvel generelle betragtninger vedrørende DD&R som specifikke elementer i DD&Rprocessen for den givne case. Da specialets formål er af generel karakter, er det kun de generelle elementer i analysen, som videreføres i opgaven. Single-case studiet kræver valg af én case. DD&R-teorien er udarbejdet på baggrund af erfaringer fra fredsstøttende operationer fra ca. 15 givne operationer og anses som et multiple-case studie 16, hvor mange informationskilder fra en række fredsstøttende operationer giver mulighed for at belyse DD&R. Der et derfor specialgruppens opfattelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at behandle én af de cases, som allerede indgår i arbejdet med DD&Rteorien. Det synes ligeledes uhensigtsmæssigt at behandle missioner, som ikke er gennemført for nylig, da arbejdet med doktriner pågår løbende, og derfor til en vis grad allerede må være blevet opdateret i f.m. operationer af ældre dato. Et valg af en forholdsvis ny mission synes derfor mest interessant og vil samtidig også kunne give svar på, om der er sket en udvikling siden udgivelsen af DD&R-teorien samt Brahimi-rapporten. De nyeste og mest aktuelle missioner synes at være Kosovo og Øst-Timor. Missionen i Kosovo er en NATO-ledet operation under FN-mandat, medens missionen på Øst-Timor er en ren FNmission. Da specialet ønsker at give forslag til justering af såvel FN- som NATO-dokumenter vælges missionen i Kosovo. Da specialets hovedspørgsmål retter sig mod militære styrkers bidrag til en DD&Rproces, sættes Kosovo Force (KFOR) samt optakten til indsættelsen af den militære styrke i fokus. Delkonklusion Specialet får karakter af en totalundersøgelse af FN- og NATO-doktriner for fredsstøttende operationer samt et single-case studie af operationen i Kosovo. Case studiet giver anledning til at udlede generelle aspekter af konflikten i Kosovo, som kan videreføres i det videre arbejde med justering af doktrinerne. Afgrænsning af det empiriske rum FN-pagten lægger først og fremmest grundlaget for FN virke og myndighedsområde. Dette dokument anses derfor som en central doktrin for FN. FN retningslinier for fredsbevarende operationer uddyber FNpagtens mere overordnede doktrinære beskrivelser af, hvordan FN planlægger og gennemfører fredsstøttende operationer. Dette dokument bliver således også centralt i f.m. udredningen af FN-doktriner. Videre er FN planlægningsproces for militære operationer det dokument, som beskriver det doktrinære grundlag for, hvordan FN planlægger fredsstøttende operationer set fra en militær synsvinkel. Ovennævnte tre dokumenter danner således en naturlig indsnævring fra det overordnede og politiske niveau mod det specifikt militære i f.m. fredsstøttende operationer. Brahimi-rapporten anses ikke som et doktrinært dokument i egentlig forstand, men den er imidlertid et bestillingsarbejde fra FN Generalsekretær på baggrund af FN manglende succes i en række operationer. Rapporten udgør en anvisning om udviklingsbehov og svagheder i FN-doktriner. Derfor synes Brahimi-rapporten at kunne bibringe specialet information i f.t. FN doktrinære grundlag. 15 Den skinbarlige virkelighed, pp. 167-168. 16 Den skinbarlige virkelighed, p. 165. 13

NATO opererer i f.m. doktriner både med begrebet fredsstøttende operationer samt Non-Article 5 Crisis Response Operations 17. Ikke-artikel 5 operationer består af alle typer af operationer, hvor medlemslandene ikke er blevet direkte angrebet. Ikke-artikel 5 operationer defineres af NATO som fredsstøttende- og humanitære operationer samt redningsoperationer på land eller til søs, evakuering af civile fra konfliktområder, støtte til civile myndigheder og håndhævelse af embargo. DD&R anses kun aktuel i fredsstøttende- og humanitære operationer og ikke i de øvrige ikke-artikel 5 operationer. Humanitære operationer gennemføres hovedsageligt jf. principper for en fredsstøttende operation 18. Der tages derfor i f.m. NATO doktriner udgangspunkt i AJP-3.4.1: Peace Support Operations, som yderligere henviser til følgende andre doktriner: AJP-01: Allied Joint Doctrine AJP-3: Allied Joint Operations AJP-3-10: Allied Joint Information Operations Doctrine AJP-4: Allied Joint Logistic Doctrine AJP-9: NATO CIMIC Doctrine AJP-01 og AJP-3 er overordnede doktriner, som anvendes i f.m. samtlige typer af operationer, som NATO deltager i. Disse to doktriner inddrages for at skabe et overblik over NATO generelle tankegang i f.m. planlægning og gennemførelse af operationer. AJP-3-10, AJP-4 og AJP-9 er selvstændige doktriner, som anvendes i såvel krig som i fredsstøttende operationer. AJP-3-10 og AJP-9 har begge en direkte forbindelse til DD&R, da begge operationstyper kan berøre de tidligere stridende parter. AJP-4 derimod retter sig mod at støtte militære enheder i en given operation 19. Logistiske operationer synes derfor ikke at bidrage direkte til en DD&R-proces ud over at støtte de enheder, som skal udføre DD&R opgaverne. AJP-4 inddrages derfor ikke i specialet. Samtlige ovennævnte doktriner er udarbejdet på baggrund af NATO strategiske koncept, som blev revideret i f.m. NATO topmødet i Washington i 1999 20. Derfor redegøres for dette koncept i relation til fredsstøttende operationer. I f.m. casen inddrages empiri, som har relevans for KFOR s indsats for DD&R-processen i området, herunder mandat, planer og lessons learned. Selvom fokus er det militære aspekt inddrages også empiri vedrørende samarbejde og koordinering med civile myndigheder og organisationer. Da missionen er forholdsvis ny og stadig pågår, vurderes det ikke tilstrækkeligt at hente empiri fra FN og NATO, men det vil også være nødvendigt at hente empiri fra åbne kilder. Herved åbnes også for muligheden af at indsamle empiri, som forholder sig kritisk til de to organisationer. Det vil i f.m. åbne kilder være nødvendigt at forholde sig kritisk til data med et subjektivt præg. Subjektive holdninger til FN eller NATO arbejde i Kosovo anvendes dog i nødvendigt omfang, da sådanne holdninger anses som relevante. De repræsenterer en oplevelse, som har betydet noget for enkelte personer. Disse oplevelser påvirker disse personers videre arbejde og samspil med FN og NATO, hvorfor de udgør en værdi for begge organisationer. Det tilstræbes dog, at subjektive holdninger underbygges af andre kilder. Såfremt dette ikke har været muligt vil det fremgå af teksten. Der vil kun blive anvendt sekundære kilder, da primære kilder som f.eks. interview i f.t. specialets emne kun vil bidrage yderligere til subjektive holdninger. Empirien vil i en vis udstrækning være stimulidata, fordi det må forventes, at flere af kilderne har været udsat for tilsigtet påvirkning. Dette kan f.eks være af politisk eller økonomisk art. Herved forstås, at en skreven artikel enten kan være farvet af forfatterens politiske overbevisning eller at f.eks. humanitære organisationer forsøger at skabe en stemning i et bestemt konfliktområde for at opnå økonomisk vinding. Yderligere kan nævnes, at såvel FN som NATO må forventes at påvirke deres data i en for dem positiv eller politisk acceptabel retning. For kildekritik henvises til bibliografien. FN-doktriner er hentet ved FN kontor i København. NATO-doktriner er indhentet ved Forsvarskommandoen (FKO). I enkelte tilfælde har FKO anbefalet at anvende Ratification Draft i stedet 17 AJP-01, pkt. 2201. 18 AJP-01, pkt. 2220. 19 AJP-4, pkt. 0101. 20 www.nato.int/docu/pr/1999/p99-065e.html. 14

for gældende doktrin pga. ændringer, som man forventer en snarlig accept af. Empiri til case Kosovo er hentet ved FKO, på internettet, i bøger, magasiner og tidsskrifter. Det har i f.m. indhentning af empiri om Kosovo været yderst besværligt at få adgang til lessons learned og lignende fra NATO side. Det har dog været muligt at anvende KFOR s operationsplan samt en enkelt rapport, som beskriver visse erfaringer fra Kosovo. Disse to dokumenter er klassificeret NATO Restricted. Da der kun er hentet brudstykker fra dokumenterne, som er taget ud af sammenhæng, har den oprindelige klassifikation af de to NATO dokumenter ikke givet anledning til at klassificere nærværende speciale. Det betyder dog, at der i f.m. kildehenvisning ikke angives sidetal for disse to dokumenter. Casen er dog hovedsageligt opbygget på baggrund af empiri fra åbne kilder. Delkonklusion Empiri i f.m. FN- og NATO-doktriner er baseret på nyeste udgave af de angivne doktriner. Casen er hovedsageligt baseret på empiri fra åbne kilder med et islæt af officielle planer og erfaringsindhentning fra NATO side. Specialets struktur Med udgangspunkt i de tidligere delkonklusioner struktureres specialet som følger: Specialet indledes med en redegørelse af DD&R-teorien som det teoretiske grundlag for specialet. Herefter redegøres for FN- og NATO-doktriner tilknyttet fredsstøttende operationer, således at der skabes en forståelse for det gældende doktringrundlag, som specialet ønsker justeret. Redegørelsen af begge organisationers doktriner prioriteres i relation til afvæbning, demobilisering og reintegration af tidligere stridende parter. Redegørelsen af FN-doktriner prioriteres yderligere i f.t. en direkte eller indirekte påvirkning på militære styrkers opgaver og handlinger. Redegørelsen for såvel FN- som NATO doktriner fører frem til en analyse af det doktrinære grundlag for de processer, som lægger til grund for planlægning og gennemførelse af en fredsstøttende operation i relation til DD&R. Der redegøres herefter for casen. Casen prioriteres i f.t. inddragelsen af en DD&R-proces under beslutningen om indsættelse af militære enheder samt de militære enheders arbejde med DD&R i Kosovo i samarbejde med civile organisationer. Casen analyseres i f.t. DD&R-teorien for at finde indsatsområder i f.t. DD&R og evt. også områder, hvor virkeligheden overgår forventningerne i DD&R-teorien. Herefter udledes de generelle aspekter fra casen. Efterfølgende sammenstilles casen med såvel FN- som NATOdoktriner for at identificere de forhold, som er interessante i f.m. en optimering af doktrinerne jf. DD&Rteorien. Den afsluttende vurdering af styrker og svagheder i doktrinerne i f.t. DD&R-teorien samt erfaringer fra casen leder frem til en anbefaling af, hvorledes doktrinerne tilrettelægges, således at militære enheder på bedst mulig vis bidrager til en DD&R-proces. Den beskrevne disponering af problemformulering, redegørelse og analyse sammenfattes og fremstilles skematisk i bilag 3. Forudsætninger og kendsgerninger Der opstilles følgende forudsætninger for specialet: Specialegruppen består af to danskere og en nordmand. Dette betyder, at dele af specialet er skrevet på norsk. Der vil dog ikke forekomme sammenblanding af dansk og norsk indenfor enkelte afsnit. Specialgruppen har dog valgt, at samtlige overskrifter er skrevet på dansk. Dette valg er truffet pga. det visuelle billede af indholdsfortegnelsen, som genereres af samtlige overskrifter. Der er tilstræbt en vis overensstemmelse mellem danske og norske retningslinier for opstilling. Bl. a. er orddeling udeladt. Et overordnet kendskab til FN og NATO forudsættes. Redegørelsen af FN- og NATO-doktriner samt casen prioriteres i f.t. DD&R. FN og NATO organisationer er givet og anfægtes ikke. De behandles ej heller i f.m. doktriner. I f.m. casestudiet fokuseres kun på UCK, som en tidligere part i konflikten. Øvrige fraktioner af kosovoalbanere behandles kun perifert, ligesom personer fra militæret fra det tidligere Jugoslavien ikke inddrages. OSCE behandles kun kort i f.m. casen, da organisationen i Kosovo arbejder under FN ledelse. Specialet behandler kun indsættelsen af landstyrker, da det generelt set er disse enheder, som skal bidrage til en DD&R-proces. 15

Financiering af en DD&R-proces behandles ikke, da dette forhold ikke har direkte indflydelse på doktrinudvikling. Kildeindhentningen er afsluttet 1. april 2002. 16

KAPITEL PRINCIPLES AND GUIDELINES FOR DISARMAMENT, DEMOBILIZATION AND REINTEGRATION OF EX-COMBATTANTS IN A PEACEKEEPING ENVIRONMENT. (DD&R-TEORIEN) Formål og opbygning Kapitlets formål er å redegøre for DD&R-teorien for å sikre kjennskab til det primære teoretiske grunnlaget. Indledning Disarmament, Demobilization and Reintegration of Ex-Combattants har etter opphøret av Den Kalde krigen oppstått som et aktuelt militært tema. FNs generalsekretær henvendte seg til Sikkerhetsrådet den 11. februar 2000 21, hvor aktualiteten av DD&R i forbindelse med FNs fredsstøttende oppgave aktualiseres. I denne forbindelsen ble DD&R-teorien introdusert. Dokumentet er utarbeidet på bakgrunn av en analyse av ca. 15 tidligere FN-operasjoner, samt erfaringer vedrørende DD&R fra flere forskjellige nasjonale konflikthåndteringer 22. DD&R-teorien utgjør det teoretiske grunnlaget som NATOs- og FNs doktriner, som case-kosovo skal måles opp i mot. Generalsekretæren påpeker at FNs rolle har endret seg fra ikke bare å bidra til stabilitet i områder med konflikt, men også til å bidra til at en løsning på konfliktens årsaker blir avdekket. Han fastslår videre at anstrengelsene på det politiske plan må fornyes for å finne fredelige løsninger gjennom håndhevelse av lovverket i den militære- og sikkerhetsmessige sfære. Videre påpeker han at væpnede fraksjoner må hjelpes til å omvandle seg til politiske- og sivile organisasjoner. Et annet vesentlig aspekt ligger innen den humanitære sfære 23. Dette betyr at et vidt spekter av oppgaver skal håndteres, fra politisk, sosialt til økonomisk. I mange konflikter er DD&R kjernen i det nye oppgavespekteret. Grundlaget for DD&R-operationer Det fastholdes at viljen til å finne en løsning mellom partene i konfliktens er det mest sentrale for å komme til den ønskede sluttilstand. Videre er det erfart at selv om det foreligger en fredsavtale mellom partene, forekommer det fortsatt kamphandlinger. En av de vesentligste faktorene til slike kamphandlinger har ofte vært tilgangen til store mengder våpen i området. FNs rolle er således å betrakte som en tungtveiende støtte, særlig med tanke på å skape egnede omgivelser for å kunne oppnå den ønskede sluttilstand. Selv om DD&R faller utenfor ansvarsområdet for fredsbevaring, er støtten vesentlig for å oppnå DD&R som grunnelementet i gjenoppbyggingen. Det slås fast at dersom fredsbevarende operasjoner skal støtte DD&R-prosesser effektivt, er det vesentlig at forutsetninger og faktorer vedrørende DD&R integreres i enhver fredsavtale som oppnåes. I fredsforhandlinger bør forhold vedrørende avvæpning og avhending av våpen og ammunisjon eksplisitt tas med for å unngå at dette seinere blir en kritisk svakhet i prosessen 24. Videre fastslås det at det opprettes en overordnet instans for DD&R-prosessen. En slik overordnet instans kan være en FN-ledet fredsstøttende misjon. Politiske processer Fredsbevarende operasjoner kan i DD&R sammenheng bidra til å sikre at alle fraksjoner i konflikten oppfatter at de på rettferdig vis kan forvente å få delta i de politiske prosessene i gjenoppbyggingen. For FN betyr dette at det er nødvendig å utvikle og utvide de verktøyer som trengs for på effektivt og troverdig vis kunne fylle disse nye oppgavene innen fredsbevaring. Deltagelse i DD&R operationer Dagens fredsbevarende operasjoner engasjerer et vidt spekter av elementer og organisasjoner under FNsystemet. Det viser seg imidlertid at dette ikke er fullgodt. Man må derfor se utover rekken av FN-aktører for å finne både aktuelle regionale aktører og lokale og internasjonale NGOer (Non Governmental 21 UN letter dated 11. february 2000 from UNSG to UNSC. 22 DD&R-teorien, p. 2, pkt. 14. 23 UN letter dated 11. february 2000 from UNSG to UNSC. 24 DD&R-teorien, p. 18, pkt. 60. 17

Organisations), som kan bidra til såvel DD&R-prosessen som rekonstruksjon av sosiale- og politiske infrastrukturer. DD&R operasjoner må heller betraktes som et samlebegrep hvor en rekke karakteristika gjør seg gjeldende, enn en entydig definert beskrivelse av en fast tilstand. DD&R vil være forskjellig fra operasjon til operasjon, og må derfor behandles forskjellig fra tilfelle til tilfelle 25. Forhold vedrørende den fredsbevarende styrke Det påpekes at fredsbevarende styrker må ha den nødvendige styrkesammensetning til å avskrekke parter fra å bryte fredsavtalen. Erfaringer viser fraksjoner og grupper ofte væpner seg på nytt og gjenopptar kamphandlinger. Særlig tidlig i prosessen er det vesentlig at de fredsbevarende styrker har den fornødne handlekraft og evne. Konflikter har ofte innflytelse også på områder utenfor det egentlige området for konflikten. Det er således vesentlig at konfliktene blir behandlet i en regional kontekst. Forutsetninger for en slik regional tilnærming er et bilateralt samarbeide med tanke på å dele etterretninger og støtte fra såvel regionale som globale organisasjoner. Særlig er det vesentlig med støtte fra Sikkerhetsrådet gjennom hele prosessen. Et vesentlig moment er Standard Operating Procedures (SOP) innen misjonen slik at de forskjellige nasjoner i styrken opptrer enhetlig 26. Den fredsbevarende styrken må ha den nødvendige kompetanse for å utføre alle de typer tiltak som er nødvendige i en DD&R-operasjon. Særlig er det vesentlig at det personell som besitter særlig verdifull kompetanse innen emnet blir aktivisert. På grunn av oppgavespekteret og at fasene i en DD&R-operasjon stiller forskjellige krav til utførelse, må den fredsstøttende styrken både være i stand til å løse et uttall av skiftende oppgaver samt sikre en glatt overgang fra fredsbevaring til fredsbygging. Mandatet og betingelsene for DD&R-operasjonen må være entydig og robust, for å sikre nødvendig operasjonsmessig handlefrihet. Det stilles følgelig meget store krav til hvordan en slik misjon skal sammensettes, trenes og utrustes. Forhold vedrørende de tidligere stridende parter De tidligere stridende er en sårbar gruppe med særlige behov. Særlige behov må derfor adresseres i alle fasene av DD&R-operasjoner. For at fredsavtalen skal ha en reell sjanse for å bli effektiv er det vesentlig at de stridende fraksjoner blir avvæpnet og demobilisert for å redusere faren for at kamphandlingene blusser opp igjen. Effektiv avvæpning er en vesentlig indikator på om utviklingen går den riktige vei mot postconflikt fredsbygging og en normalisering av situasjonen. Demobilisering er bare mulig etter at en viss avvæpning har funnet sted. Videre er det av helt avgjørende betydning at de tidligere stridende blir integrert i samfunnet. Erfaringer viser at mangel på suksess når det gjelder reintegrering, ofte fører til at de bevæpner seg på nytt og at bruk av vold igjen blusser opp. Slik vold kan være en direkte videreføring av den opprinnelige konflikten, men også opposisjon mot manglende integreringsstøtte eller ren bandittvirksomhet. Helt avgjørende er det at avvæpning og demobilisering kan skje i et trygt og sikkert miljø. Uten at de basale trygghetsbehov er tilfredsstilt vil ikke de tidligere stridende i nødvendig utstrekning la seg avvæpne. Det har vist seg at store mengder av de nyeste og mest brukbare våpen har blitt holdt skjult som sikkerhetsforanstaltninger og at bare en mindre del av gamle og til dels ubrukelige våpen blir innlevert. Som nevnt under DD&R-prosessens trinn har de tidligere stridende også et grunnleggende behov for å tilegne seg nødvendige kunnskaper og holdninger for å kunne bli integrert. Et annet aspekt er at det ofte er et problem at sivilbefolkningen som de tidligere stridende skal integreres sammen med viser stor motvilje mot slik integrasjon. Trinene i DD&R-processen DD&R-prosessen kan deles inn i trinn. Selv om det er en viss linearitet hvor man beveger seg fra avvæpning, via demobilisering til reintegrering, er det ikke entydig klare skiller mellom trinnene i prosessen. Alle elementer må i større eller mindre grad være aktive gjennom hele prosessen, da det erfaringsmessig vil være lokale og fraksjonsvise forskjeller i hvor langt prosessen har kommet. I det påfølgende vil elementene i DD&R-prosessen kort bli beskrevet. 25 DD&R-teorien, p. 3, pkt. 10. 26 DD&R-teorien, p. 66, pkt. 129. 18

Overordnet for alle trin Informasjonsprogrammer vedrørende DD&R-programmet må startes så tidlig som overhodet mulig 27. Målgruppe for DD&R inkluderer regjeringsstyrker, opposisjonsstyrker, sivile forsvarsstyrker, irregulære væpnede styrker og bevæpnede enkeltindivider 28. Konflikt trinnet Mens en konflikt er pågående bør det forutses og planlegges hva man skal gjøre med de tidligere stridende så snart konflikten tar slutt. Erfaringer viser at selv om fredsforhandlinger har pågått over tid, er hverken de stridende eller de forskjellige former for myndigheter og støtteorganisasjoner forberedt på hvordan man skal takle fraværet av beskjeftigelse. De tidligere stridendes sosiale, profesjonelle og politiske liv etter konflikten må ivaretas. Våbenhvile Under fredsforhandlingene må demobiliseringen behandles i detalj. Mangel på dette kan føre til såvel forvirring som forsinkelser og utsettelser som i sterk grad bidrar til å høyne spenninger blant de tidligere stridende. Overvågning af processen Det må opprettes funksjoner som overvåker prosessen og sikrer at brudd på avtalen avdekkes og verifiseres. Tilsvarende må det være funksjoner som mekler og fungerer som bindeledd mellom partene 29. Afvæbning Tiltag før afvæbning starter En våpenembargo under FN-mandat bør være i effekt før en DD&R-prosess innledes, slik at strømmen av våpen inn i området avskjæres. Samarbeidstiltak med nabostater og våpenhandlere bør også være utarbeidet mtp å stanse tilstrømningen av våpen til området. En våpenhvile som følger en fastlagt tidsplan bør være i effekt. Innenfor ledelsen av den fredsstøttende operasjonen bør det være etablert et DD&Relement, slik at prinsipper og reguleringer kan kommuniseres. Et videre trinn er å etablere Joint Commisions for å overvåke implementeringen av fredsplanen. FN-personell bør snarest opprette kontakt med sjefer for de elementer som skal demobiliseres for tidligst mulig å bygge et tillitsforhold. Regler for hvordan våpen skal oppbevares og eventuelt skal bæres må publiseres 30. Behovet for afvæbning Utilstrekkelig avvæpning føre til at de tidligere stridende lett kan bevæpne seg igjen. Erfaringer viser at de øvrige trinn i prosessen avhenger av suksess på dette området og at eventuelle tilbakeslag kan være svært vanskelig og tidkrevende å reversere. Ukomplett avvæpning kan videre føre til fornyede fiendtligheter, samt at konflikten kan spre seg 31. Plan for afvæbning Avvæpningens suksess er avhengig av god planlegging og vel utarbeidde prosedyrer. Planen må inneholde såvel elementer for hvem som skal avvæpnes som detaljer vedrørende innsamling, destruksjon og avhending av våpen og ammunisjon, som plan for sikkerhet og overgang til de kommende trinn i prosessen. Det er videre av betydning at det i planen framgår at manglende oppfølging fra partenes side vil medføre ettersøkningsoperasjoner med påfølgende inndragning av ulovlige våpen. En skikkelig avvæpningsplan må inneholde et element om trussel for den som ikke følger avtalen og at frivillig avvæpning innebærer amnesti 32. 27 DD&R-teorien, p. 47, pkt. 43-45, 74. 28 DD&R-teorien, p. 39, pkt. 65 og p. 53, pkt. 91. 29 DD&R-teorien, p. 40, pkt. 68-73. 30 DD&R-teorien, p. 47, pkt. 74. 31 DD&R-teorien, p. 54, pkt.94-96. 32 DD&R-teorien, pp. 33-34, pkt. 50-54 og p. 64, pkt. 125-128. 19