Social- og sundhedssektoren 2001 profil2001 Vores sundhed fælles ansvar fælles indsats
KOLOFON Vores Sundhed er udgivet af FOA/Social- og sundhedssektoren september 2001 Redaktion: Sektorformand Lene B. Hansen Sektorkonsulent Svend-Erik Simonsen Indhold: Marianne Schjøtt Arestrup (DJ) Illustrationer: Mette Marcussen Layout: Joe Anderson Tryk: FOA Oplag: 1.000 eksemplarer ISBN NR: 87-90418-11-5 Pjecen kan hentes på: www.foa.dk eller bestilles ved henvendelse til Forbundet af Offentligt Ansatte Staunings Plads Tlf. 3343 4756 Redaktionen er sluttet i september 2001 2
Indhold Hvad er: sundhed?................................4 Vores sundhed: Et fælles ansvar...........................6 Velfærdssamfundet: Sundheden skranter.......................9 Folkesundhedsprogrammet: Længere liv af bedre kvalitet...............11 Den enkelte og samfundet: Sundhed i samspil........................13 Social- og sundhedssektoren: Sundhed under pres......................15 De ældre medborgere: Sund og rask længst muligt................17 Uddannelse: Sundhedens væksthus....................20 Arbejdspladsen: Sundhedens arena........................23 Social- og sundhedssektorens medarbejdere: De gode ambassadører....................29 3
Hvad er: Sundhed Det er den hjælp, jeg får i ordbogen. Forklaringen er skuffende enkel. Fordi sundhed er en del af en langt bredere og mere kompleks livsopfattelse og afspejler trivsel på mange områder fysisk, psykisk, åndeligt og socialt. Det gode liv kan som betegnelse også dække, men gør os vel ikke klogere, fordi opfattelsen af det gode liv har sit udspring i det enkelte menneske formet af hans eller hendes historie, kulturelle baggrund, sociale muligheder, personlighedstræk, familieforhold. Denne cocktail er vidt forskellig fra menneske til menneske og skal igen kombineres med de rammer, vi i velfærdssamfundets fællesskab beslutter os for. Eller som det hedder i regeringens Folkesundhedsprogram: Det er summen af påvirkninger, der giver udslaget. Sundhed er et begreb med mange facetter. Og vi må derfor hver især som udgangspunkt gøre os klart, hvad sundhed er for mig og for os. 4
Denne overvejelse kan bane vejen for en forståelse af det sunde liv både når man skal tage vare på sig selv og andre. Sundhed er en fælles sag, og hvert medlem i Social- og sundhedssektoren repræsenterer en ring i vandet, der kan få budskabet om sundhedsfremme og forebyggelse til at brede sig indenfor egne kredse og i forhold til de mennesker, du kommer i kontakt med gennem dit arbejde. Der er derfor også vigtigt, at du stiller dig selv spørgsmålet Hvad er sundhed for mig? God læselyst! Sektorformand 5
Vores sundhed: Et fælles ansvar Sundhedstilstanden og sundhedsadfæren i Danmark står slet ikke mål med de forestillinger om det sunde og velfungerende danske velfærdssamfund, som vi gør os. Og selvom middellevetiden stiger, er der fortsat langt til de ønsker, vi kan have for et liv i det danske velfærdssamfund. Vi dør for tidligt. Vi har en ringere livskvalitet, end vi kunne have. Der er store sociale forskelle på, hvor sunde vi er. For at rette op på tallene har ti ministerier sammen formuleret et tiårigt handlingsprogram. Folkesundhedsprogrammet er mangesidigt, dets succes forudsætter indsatser på mange forskellige områder og afhænger af samarbejde på kryds og tværs mellem sektorer, organisationer og faggrupper. Der skal handles både på det overordnede og på det individuelle plan. For medlemmer i Social- og sundhedssektoren har handlingsprogrammet især betydning på to måder: Dels er det Social- og sundhedssektorens faggrupper, der er med til at trække statistikkerne ned, og der er behov for bedring af disse faggruppers egen sundhed, hvis Folkesundhedsprogrammets ambitioner skal fuldendes. Hjemmehjælpere, social- og sundhedshjælpere, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter inden for ældreområdet er blandt de ti faggrupper, Arbejdsministeriet har udnævnt som mest belastede. 6
Dels er det på den anden side Folkesundhedsprogrammets forventning, at det især er disse faggrupper, der på grund af deres særlige ekspertise og kontaktnet skal fungere som sundhedens ambassadører, der kan bringe sundheden ud til især de svageste og mest udsatte borgere. Medarbejderne i social- og sundhedssektoren kan selvfølgelig ikke alene vende kurver og forbedre statistikker, blot fordi ti ministerier synes, det er en god ide. 7
En målrettet indsats med et målbart udbytte kræver: Holdningsændringer både blandt medarbejdere, brugere af de offentlige ydelser, deres ledere og arbejdsgivere. Faglig opkvalificering af budbringerne er en forudsætning for en professionel indsats. Arbejdsopgaven, der skal løses for, at Folkesundhedsprogrammet kan virke efter hensigten, er derfor ret omfangsrig og nuanceret. For den enkelte medarbejder i pleje- og omsorgssektoren kan programmet foruden et bedre helbred og en højere livskvalitet også give nye og spændende arbejdsperspektiver. Brug denne pjece som udgangspunkt for diskussioner med kolleger, andre faggrupper, brugere, de lokale arbejdsgivere, politikere samt hjemme i familien. Danskernes sundhed kan kun blive bedre ved en fælles indsats 8
Velfærdssamfundet: Sundheden skranter Middellevetiden for en dansker er siden 70 erne og frem til midten af 90érne sakket bagud i forhold til de lande, vi ellers gerne vil sammenligne os med. Ganske vist stiger den levetid, vi som gennemsnit har til rådighed, og væksten i den danske middellevetid har siden 1995 været blandt de største i Europa. Men danskerne har stadigvæk en middellevetid, der set i europæisk sammenhæng langt fra er god nok. Hvis den danske middellevetid fortsat skal stige hurtigere end i andre lande, så vi om nogle år lever lige så længe, som man gør i de lande vi sammenligner os med, skal de mange tidlige dødsfald stoppes. Det er ikke de gamle danskere, der trækker statistikkerne ned, men de mange tusinde mænd og kvinder der dør for tidligt ofte før de når pensionsalderen. Den danske overdødelighed er i størst i aldersgrupperne 35-65 år. Samtidig har de danske tal alvorlig social slagside. Uddannelse, beskæftigelse, indkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtige faktorer, der er med til at bestemme, hvor godt helbredet er, og hvor langt livet bliver. Dårlig uddannelse eller arbejdsløshed påvirker sundhedstilstanden i negativ retning. Dødeligheden er således 50% større for den mand, der er ufaglært end for ham, der er funktionær, ligesom overdødeligheden er større i visse grupper med en anden etnisk baggrund end dansk, og generelt er den stor i socialt udsatte grupper. 9
10 Sundhedstilstanden er ikke kun en størrelse, der kan tælles eller måles i antallet af leveår. Også den livskvalitet, vi går gennem livet med, farver sundhedsbilledet. Kroniske lidelser, nedslidning, ensomhed eller social udstødelse er livsvilkår, der nedsætter kvaliteten af vores liv. Og også antallet af leveår med godt helbred er ifølge statistikkerne blevet mindre. Det gælder ikke kun her i landet med også i de øvrige europæiske lande. Som et eksempel kan det nævnes, at mens en 16-årig pige i 1987 kunne forvente at leve 35,9 pct. af sit resterende liv med langvarig sygdom, var denne andel i 1994 steget til 42,4 pct. Årsagen til denne forringelse af livskvaliteten er flere kvindelige rygere.
Folkesundhedsprogrammet: Længere liv af bedre kvalitet Udviklingen i danskernes sundhed bekymrer politikerne. Både fordi høj livskvalitet og lang levetid må være naturlige mål i et velfærdssamfund, og fordi mangel på samme øger omkostningerne i de offentlige budgetter. Det er dyrt såvel menneskeligt som økonomisk, at mange har det skidt. Denne bekymring er baggrunden for, at regeringen allerede ved regeringsdannelsen i marts 1998 besluttede at gøre en indsats, der rækker lidt videre end enkeltstående kampagner og sporadiske enkeltprojekter. Folkesundhedsprogrammet er et resultatet af ti ministeriers bekymringer og ønsker om at ændre ved tingenes tilstand og programmet er både ambitiøst og med sit tiårige perspektiv langsigtet. Samarbejdet på tværs af ministerier er et udtryk for, at indsatsen skal spille på mange strenge, hvis udviklingen skal vendes. Programmet rummer mange livsområder og involverer mange forskellige aktører og ikke mindst spiller de mennesker, der beskæftiger sig med befolkningens sundhed og trivsel i deres faglige virke, en stor rolle i opfyldelsen af de mål, der er sat. Helt overordnet har Folkesundhedsprogrammet som mål at give danskerne: Længere liv med højere livskvalitet & Social lighed i sundhed 11
I sin helhed ser programmet således ud: Folkesundhedsprogrammet 1999-2008 Overordnede mål Mål 1: Længere liv med højere livskvalitet Mål 2: Social lighed i sundhed. Mål for en forstærket indsats Risikofaktorer: Mål 3: Tobak Mål 4: Alkohol Mål 5: Kost og motion Mål 6: Svær overvægt Mål 7: Trafikulykker. Aldersgrupper: Mål 8: Børn Mål 9: Unge Mål 10: Ældre. Forebyggelsesmiljøer: Mål 11: Grundskolen Mål 12: Arbejdspladsen Mål 13: Lokalsamfundet Mål 14: Sundhedsvæsenet. Strukturmål: Mål 15: Samarbejde mellem stat/amt/kommune Mål 16: Forskning Mål 17: Uddannelse. Alle 17 mål i Folkesundhedsprogrammet er beskrevet indgående på programmets egen hjemmeside www.folkesundhed.dk Her kan man også følge med i de aktiviteter, der er knyttet til programmet og finde den litteratur, der er om de forskellige emner. Siden bliver løbende opdateret. 12
Den enkelte og samfundet: Sundhed i samspil Sundhed skabes i et samspil mellem det enkelte menneske og samfundet. De væsentligste forudsætninger for den enkeltes sundhed er: Viden om, hvad der er sundhedsskadeligt, og hvad der fremmer sundheden. Færdigheder i og rammer for at omsætte denne viden til praktisk handling i hverdagen. Er samspillet mellem disse forudsætninger dårligt enten fordi den enkelte ikke kan omsætte sin viden til handling, eller fordi rammerne ikke tillader det, kan intentionerne om forebyggelse og sundhedsfremme ikke virke på den rigtige måde. Så kommer selv gode initiativer let til at virke moraliserende eller til at give skyldfølelse hos den enkelte og effekten udebliver. Sundhedsvaner og -adfærd bliver til i et komplekst samspil mellem: Det enkelte menneskes egne valg. Omgivelsernes normer, kulturelle og sociale struktur samt traditioner. Alle disse mange faktorer betyder naturligvis, at sundhedstilstanden i et samfund ikke kan ændres fra den ene dag til den næste. Folkesundhedsprogrammet har da heller ikke som sit mål at give alle danskere optimal sundhed i løbet af ti år. 13
Det kan ikke lade sig gøre af mange andre grunde. Det er langt fra alle sygdomme og ulykker, der kan forebygges. Mange årsager til sygdomme kendes slet ikke, og en effektiv forebyggelse afhænger af forskning og udvikling af nye forebyggelsesmetoder. En lang række sygdomme ligger helt uden for den enkeltes kontrol. Det gælder f.eks. smitsomme sygdomme og miljøpåvirkninger. Her afhænger risikoen for at blive syg af samfundets indsats. Folkesundhedsprogrammet fokuserer da også kun på sundhedsforhold, hvor problemerne er kendte, og det er muligt at gøre en forskel. Og der er en lang række kendte sammenhænge, som vi godt kan gøre noget ved både på det individuelle og på samfundsplan. Den alt for tidlige død blandt midaldrende er bl.a. udtryk for uhensigtsmæssig livsstil med for megen tobak, alkohol, for fed mad og for lidt motion. Alle risikofaktorer, der kan elimineres. Det er også muligt at skabe bedre rammer og dermed bedre forudsætninger for den enkeltes sundhed der, hvor vi arbejder og bor. Den sociale ulighed i sundheden kan mindskes ved at være opmærksom på de faktorer, der skaber den og ved at målrette forebyggelsen til praktiske livssituationer. Forudsætningen for at forbedre folkesundheden er ændrede adfærdsmønstre. Ændringerne behøver ikke nødvendigvis at være revolutionerende store set i det enkelte menneskes perspektiv. 14
Social- og sundhedssektoren: Sundhed under pres Blandt de befolkningsgrupper, der er med til at misfarve de danske helbreds- og livsstilsstatistikker, er medarbejderne i social- og sundhedssektoren. De dør tidligere og har oftere nedsat livskvalitet på grund af kroniske lidelser, der ikke sjældent skyldes en kombination af personlig livsstil og arbejdsbetingede belastninger. Både når det gælder de fysiske og psykiske belastninger, der følge med arbejdet med mennesker, tegner social- og sundhedshjælpere, hjemmehjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og plejere sig for en større andel end den øvrige befolkning. Problemer med bevægeapparat er udtalte for det pleje- og omsorgspersonale, der arbejder på sygehusene, plejehjem og i hjemmeplejen. På ranglisten over psykisk udbrændthed rangerer hjemmehjælpere ansat i Storkøbenhavn, sygehjælpere og plejere højt. De høje psykiske krav, der stilles til social- og sundhedsassistenter og sygehjælpere, forudsætter, at de er i stand til at håndtere deres egne følelser. Det kan være vanskeligt under de arbejdsvilkår, disse faggrupper tilbydes. Tiden er knap i det offentlige, og mange ansatte i pleje- og omsorgssektoren og især i hjemmeplejen arbejder under et konstant tidspres, og der stilles meget store krav til dem. Det er problematisk set i lyset af, at de ikke har den store indflydelse på deres eget arbejde og deres arbejdsvilkår. De mange belastninger kommer bl.a. til udtryk i arbejdsevne, der blandt mange grupper opfattes som nedsat, og konsekvenserne 15
kan aflæses direkte i sygefraværet, der er højt hos de samme grupper. Men også de personlige livsstilsfaktorer, som er med til at forringe befolkningens sundhed, trivsel og leveår er i højere grad til stede i mange pleje- og omsorgsgrupper. Ansatte i hjemmeplejen ryger f.eks. mere end andre faggrupper. Manglende motion og overvægt er andre livsstilsproblemer, der er karakteristiske for flere faggrupper inden for pleje- og omsorgssektoren. Der er således tale om sammenhænge, der alle peger på et behov for sundhedsfremme i pleje- og omsorgssektoren. I pleje- og omsorgssektoren er der presserende behov for: Individuelle livsstilsændringer og sundere og mere sikre arbejdsbetingelser 16
De ældre medborgere: Sunde og raske længst muligt Mens medarbejderne i pleje- og omsorgssektoren er en af de faggrupper, der har behov for særlig opmærksomhed, er de ældre en af de aldersgrupper, der skal fokuseres på, hvis man skal leve op til det overordnede mål for livskvalitet, livslængde og social lighed. 17
I Folkesundhedsprogrammet er der følgende mål for de ældre: Andelen af fysisk inaktive over 66 år skal reduceres. De ældres fysiske færdigheder skal bevares og genopbygges. Andelen af socialt isolerede ældre medborgere skal nedbringes. Social isolation skal forebygges og brydes. Antallet af danskere over 65 år vil i løbet af de næste ti år stige med 8 %. Om tyve år vil der være næsten en tredjedel flere end nu. I samme tidsrum stiger antallet af borgere over 80 år med henholdsvis 2% og 6% Ældre er ikke en homogen masse, men en gruppe med mange vidt forskellige forudsætninger og behov for forebyggelse og sundhedsfremme. Langt de fleste ældre danskere er raske og oplever kun få eller slet ingen begrænsninger i dagligdagen. Men en gruppe ældre er svækkede og har betydelige færdighedstab, og antallet i denne gruppe vil stige med udviklingen i befolkningssammensætningen. Som blandt yngre danskere er der også blandt de ældre betydelige sociale forskelle, som kommer til udtryk i helbredstilstanden. 18
Derfor er det vigtigt, at den indsats, der gøres, retter sig mod de ældres behov snarere end mod deres alder. Ældre profiterer lige så godt af forebyggelse som yngre grupper, og alder bør ikke være et argument for ikke at yde den optimale indsats. Det er f.eks. veldokumenteret, at ældre har lige så gode muligheder for ved en intensiv indsats at komme sig efter en blodprop i hjernen som yngre. Ansatte i social- og sundhedssektoren er blandt de faggrupper, der har tæt kontakt til den ældre del af befolkningen. Det gælder både de syge og svækkede og de raske ældre. Større fokus på de mennesker, der dagligt arbejder med og for de ældre på sygehuse, plejehjem og i hjemmeplejen, vil også betyde større muligheder for at forbedre de ældres sundhed og livskvalitet. Investering i medarbejdernes arbejdsmiljø og uddannelse vil automatisk medføre bedre og mere kvalificeret forebyggelse og sundhedsfremme til de ældre danskere. Alder alene er ikke et argument for ikke at yde en optimal forebyggelsesindsats til den ældre del af befolkningen 19
Uddannelse: Sundhedens væksthus Skal de sundhedsfaglige medarbejdere, der kommer i kontakt med især svage og udsatte befolkningsgrupper, yde en forstærket forebyggende indsats, skal uddannelsessystemet opkvalificeres. Uddannelse er også et af fokusområderne i Folkesundhedsprogrammet, der formulerer det således: Forebyggelse skal professionaliseres ved at styrke forebyggelse som element i grund- efter- og videreuddannelse af social- og sundhedspersonalet samt andre relevante faggrupper. Forebyggelse har i de seneste år fået en fremtrædende rolle i mange sundhedsuddannelser det gælder også social- og sundhedsuddannelserne. 20
Men der er stadig stort behov for at styrke dette fag på skemaet og at få forebyggelse indarbejdet som en del af værdigrundlaget i social- og sundhedsuddannelserne. Desuden er der et stor udækket behov for også at sørge for, at de, der allerede er uddannede, får adgang til den nødvendige efter- og videreuddannelse. Skal medarbejderne i pleje- og omsorgssektoren gøre den store forskel i folkesundheden, som de faktisk har muligheden for, fordi deres berøringsflade med befolkningens sundhedsproblemer er stor og bredspektret, har de brug for at lære noget om folkesundhed og om formidling af denne viden. De faggrupper, der nu kommer i centrum for en stor del af formidlingen af sundhed og 21
forebyggelse til især de svage og udsatte borgere, har brug for afklaring af deres rolle og af, hvordan de skal arbejde med sundhedsfremme. Uddannelserne skal derfor bl.a. give øget bevidsthed om: Begreber og indhold i folkesundhedsarbejde. Om målgrupper, deres behov og begrænsninger. Om forskellige situationer, og hvordan man håndterer dem i praksis. Det tværfaglige samarbejde med andre sundhedsfaggrupper. Egen rolle i forhold til patienter/klienter og brugere af de offentlige ydelser. Uddannelse forudsætter både, at der afsættes de nødvendige økonomiske ressourcer, og at de relevante aktører er motiverede for at uddanne sig. Professionalisering af forebyggelsesindsatsen stiller derfor store krav til både beslutningstagere, arbejdsgivere, ledere og den enkelte medarbejder. De faggrupper, der bliver vigtige nøglepersoner i Folkesundhedsprogrammet, har brug for ny viden om formidling af sundhed og forebyggelse 22
Arbejdspladsen: Sundhedens arena Arbejdspladsen skal inddrages aktivt og bredt i initiativer for forebyggelse og sundhedsfremme Arbejdspladsen er en af de vigtige arenaer for udspil og begrænsninger i befolkningens sundhed og trivsel. Forhold på arbejdspladsen kan have stor påvirkning på medarbejdernes psykiske og fysiske sundhedstilstand og deres levetid. Derfor er arbejdspladsen et af de mødesteder, som Folkesundhedsprogrammet fokuserer på. 23
I Folkesundhedsprogrammet er følgende mål fremhævet for arbejdspladsen: Virksomhedernes arbejdsmiljøarbejde skal styrkes. Den sundhedsfremmende arbejdsplads udbredes mest muligt til private arbejdspladser og der etableres sundhedsfremmende politikker på alle offentlige arbejdspladser. Virksomhedernes forebyggende arbejdsmiljøarbejde koordineres med forebyggelses- og sundhedsfremmeinitiativer. Virksomhederne påtager sig i højere grad et socialt ansvar. Selv om Danmark gennem de senere år har oplevet stigning i velstanden, har det ikke medført et tilsvarende løft i arbejdsmiljø og sundhedsfremme på arbejdspladsen, som man måske kunne have forventet. Derfor er arbejdsmiljø og sundhedsfremme to af de indsatsområder, der har særlig fokus i Folkesundhedsprogrammet. 24
Der er store forskelle i befolkningens sundhed fra erhverv til erhverv. At der desuden er forskelle i sundhedstilstanden mellem forskellige jobtyper indenfor samme sociale grupper viser, at der er en sammenhæng mellem job og sundhed. Arbejdsmiljøet er dårligere nogle steder end andre. Og nogle jobtyper er mere belastende end andre, og det har konsekvenser for helbredet. Den forebyggende arbejdsmiljøindsats skal derfor intensiveres. Overvågning af arbejdsmiljøindsatsen skal forbedres. Arbejdsministeriet har udpeget ti særligt udsatte jobgrupper, der har behov for en ekstra arbejdsmiljøindsats. Blandt disse er: Hjemmehjælpere, social- og sundhedshjælpere, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter inden for ældreområdet Rent Arbejdsmiljø 2005 er en handlingsplan, som supplerer Folkesundhedsprogram- 25
met. Planen har til formål at udarbejde aktivitetsplaner og iværksætte virksomhedsprojekter for netop disse udvalgte faggrupper. Erfaringer fra lokale projekter viser, at medarbejderne generelt er meget motiverede for at deltage i sundhedsfremmende aktiviteter. Arbejdspladsen er derfor ikke kun i fokus på grund af sit arbejdsmiljø, men også fordi den er et godt forum, hvis man generelt ønsker at satse på en forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Arbejdspladsen skal derfor i højere grad fokusere på: Sundhedsfremmetilbud som en naturlig del af hverdagen med tilbud af forskellig art til medarbejderne. Sundhedspolitikker som en naturlig del af det at gå på arbejde. der skal sættes ind overfor f.eks. passiv rygning ved etablering af røgfrie miljøer 26
alkoholpolitikker skal forebygge misbrug men også støtte og hjælpe de medarbejdere, der allerede har eller er på vej ud i misbrug sunde kostvaner og kostpolitikker f.eks. i kantiner skal også være en del af arbejdspladsens sundhedsansvar Arbejdspladsens sikkerhedspolitik skal integrere de sundhedsfremmende initiativer i arbejdet, og der skal udarbejdes metoder, der sætter medlemmerne af sikkerhedsorganisationen i stand til at løse opgaverne. Det sociale ansvar. Man kan ikke forbedre arbejdsmiljøindsatsen eller gennemføre sundhedsfremme og forebyggelse, uden at arbejdspladsen er sig sit sociale ansvar bevidst også på handlingsplanet Det rummelige arbejdsmarked og fastholdelse af medarbejdere, der ofte er syge eller som på grund af alder har brug for aflastning er også vigtige aspekter af folkesundheden. 27
28
Social- og sundhedssektorens medlemmer: De gode ambassadører Social- og sundhedssektorens medlemmer er blandt det faglige personale, der har den bredeste og måske også den menneskeligt tætteste berøringsflade med de danskere, der har størst behov for en forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Det er blandt andre hjemmehjælpere, socialog sundhedshjælpere, sygehjælpere og socialog sundhedsassistenter, der har fingeren på hverdagspulsen, og som har den direkte adgang til f.eks. de ældres liv. Disse faggrupper er kompetente vidner til de behov og ønsker hos befolkningen, der er forudsætninger for, at målene i Folkesundhedsprogrammet kan nås. 29
Derfor bliver netop medarbejdere i pleje- og omsorgssektoren nogle af de vigtigste ambassadører for den sundhed, der skal bæres ud til især den ældre del af befolkningen. Forebyggelse og sundhedsfremme skal indarbejdes i hverdagen for beboere og patienter på plejehjem og sygehuse. At formidle sundhed og forebyggelse er dog ikke en opgave, man bare lige tager på sig fra den ene dag til den næste. En række vigtige forudsætninger skal være til stede for at nå dem, der har behov for at ændre adfærd for hjælp og støtte til at øge såvel livskvalitet som antallet af leveår. Det er nødvendigt at erkende, at når man tager fat på at ville ændre så sårbare emner som livsstil og sundhed, vil man møde modstand. Modstanden og blokeringerne vil ikke kun være at finde i de omgivelser, hvor man gerne vil gør en forskel. Man rummer dem også selv. Sundhedsfremme og forebyggelse er svære emner, der kræver at man hele tiden arbejder med: Egne livsvaner: Man bliver ikke nødvendigvis den perfekte rollemodel, fordi man har valgt et job i den offentlige sektor. Egne livsvaner og stil og ikke mindst egne mangler kan for den enkelte virke blokerende for en indsats. Men det er vigtigt at huske, at en indsats for sundheden er en del af fagligheden og at man sagtens kan være en god træner uden selv at være elitespiller. Det private rum: Sundhed opfattes som en meget privat sag, og forsøg på at formidle sundhedsbudskaber kan let blive mødt med den holdning, at ingen heller ikke ansatte i social- og sundhedsektoren skal blande sig i vores måde at leve på. 30
Uddannelsesbehov: De tiltag, der skal til, hvis der virkelig skal rokkes ved tallene, kræver såvel faglige som personlige forudsætninger, som gruppen af ambassadører bl.a. skal tilføres via en opkvalificering af indhold i grund- og efteruddannelse og gennem kompetenceudvikling. Man skal have mulighed for og også selv være villig til at dygtiggøre sig. Samfundsholdninger: Sundhedsformidling er en fælles sag, som kræver holdningsbearbejdning og ændringer såvel hos brugerne som hos dem, der arbejder i den offentlige sektor. Diskussioner om sundhed skal derfor på bordet både i kantiner, på plejehjem og hjemme i familien. En menneskelig forudsætning for, at dette store projekt skal lykkes og den skrantende sundhedstilstand forbedres, er, at de, der skal bære fanen, har troen på, at de gør en forskel. Selvtilliden skal have gode vækstbetingelser i uddannelsessystemet og på arbejdspladsen. Den skal gødes og vokse i diskussioner med arbejdsgivere og kolleger og på tværs af faggrupperne. Men tager man rollen som sundhedsbærer på sig, ligger der til gengæld i den en enestående mulighed for at diskutere og forbedre sit eget arbejdsliv samt at kvalificere sig fagligt og personligt. Gevinsten er større indsigt i sig selv og andre og dermed også et personligt liv af større kvalitet. Udfordringen på social- og sundhedsområdet er at sikre den nødvendige professionelle og personlige ballast så vi kan blive sundhedens gode ambassadører 31
profil2001 Vigtige ringe i vandet Social- og sundhedssektorens godt 100.000 medlemmer er på én og samme tid en vigtig målgruppe for og centrale medspillere i Folkesundhedsprogrammets gennemførelse. Hvert medlem repræsenterer en ring i vandet, der kan få budskabet om sundhedsfremme og forebyggelse til at brede sig indenfor egne kredse og i forhold til borgerne. 100.000 ringe i vandet har en stor effekt. Forbundet af Offentligt Ansatte