Skrtorsdag 2014 Der er noget uheldsvarslende tungt over Skærtorsdag. Derfor skulle vi også begynde gudstjenesten med at synge Jakob Knudsens tunge mørke natteskyer, for det er sådan, stemningen er i fortællingen om Jesus i dag. Tunge skyer trækker sammen. I dag er Palmesøndags jubelstemning væk, for det er i denne aften og nat at Jesus forrådes, bliver taget til fange, tortureret og dømt til korsfæstelse. Dagen hedder den rene torsdag, fordi Jesus vaskede sine disciples fødder denne dag eller rettere denne aften. Normalt fik en jøde vasket fødderne inden måltidet. Som et tegn på, at så var han ren for Herren, måltidets giver. Han fik dem vasket før måletidet, ikke under måltidet. Men her har vi lige hørt, at Jesus rejste sig mens de holdt måltid og begyndte at vaske sine disciples fødder. Det er, som vil Johannes fortælle, at det var en pludselig indskydelse, Jesus fik. Eller måske var det netop planlagt, at Jesus gør det midt i det hele, som en happening, der virkelig skal få disciplene til at spærre det indre øje op. For de var jo allerede vaskede, må man formode. Dog har den almindelige rituelle renselse blot været en forvask og det bad, Jesus giver dem er noget andet og mere. Det er endnu et guddommeligt forsøg på at gøre det ubegribelige begribeligt for disciplene. Jesus har prøvet på så mange, mange måder at åbne disciplenes øjne for Guds virkelighed, men selv for hans nærmeste venner var det meget svært at forstå omfanget af den. De misforstod hele tiden hans handlinger. De tror, betydningen ligger på overfladen, i selve det, der foregår. De tror, det er badet, der er det vigtige, og da det går op for Peter, at Jesus agter at gennemføre sit forehavende, at gøre en slaves arbejde, så vil han pludselig vaskes over det hele. Men pointen ligger et andet sted end i selve renselsen. Det vigtige er, hvem der udfører handlingen, at det er Guds søn, mesteren selv, der bøjer sig for sine lærlinge. Så det er nok at få vasket fødderne. Det er nok til at give forståelsen af, at et menneskes renselse er noget, der kommer til det udefra. Vi tror ofte, at vi kan rense os selv, med tarmskylninger, pletfri badeværelser, pletfri opførsel. Men når vi så alligevel får pletter, går det op for os, at den sande rensning kommer udefra, fra andre mennesker, retssystemet, fra de mennesker, jeg har såret,- og i sidste ende fra Gud. Det er som i dåben vi øser blot tre små håndfulde vand over hovedet på den, der skal døbes, men betydningen er, at nu er den døbte ren, nu er al synden vasket af det menneske, det har Gud selv gjort. Ikke at den der er
badet ikke længere kommer til at synde, for det gør vi alle, men nu skal synden ikke længere tilregnes det menneske. Skyld og skam kan ikke længere knuse det menneske. Derfor vaskede Jesus sine disciples fødder, for at de skulle forstå, at han elskede og tilgav dem og sådan skulle de elske og tilgive hinanden. Fodvaskningen skete i en ganske særlig kontekst, - den kontekst, at han snart skulle dø, at Judas skulle forråde ham og at han vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder. Hvad betyder det, at Faderen havde lagt alt i hans hænder? Det betyder, at det er pålagt Jesus at frelse menneskene fra syndens magt. Det er hans ansvar, at det kommer til at ske. Alt, havde Faderen lagt i hans hænder. Alt. Tilgivelsens og kærlighedens forvandlende kraft skal Jesus plante så sikkert og rodfæstet, at den ikke kan rokkes det er hans livsopgave, hans mission på jorden. Det er næsten som når Agent 007 alene mand skal kæmpe imod at verdens ondeste og rigeste mand udsletter hele jorden med kernevåben. Men også kun næsten. For dette er ikke et fiktivt drama, det skete engang, at en mand kæmpede alene imod hele den uforstående verden, kæmpede mod syndens og dødens magt ikke ved at slå og skyde med pistoler placeret sindrigt i armbåndsure og bæltespænder men ved at bøje sig i støvet for sine kære, ved at elske og ved at tilgive. Den kraft, der vælder frem fra Jesus, igennem hele Påskens dramatiske begivenheder er ikke bare en vældig stærk superhelts kraft, det er strømme af forsonende kærlighed, som stækker ondskabens magt..ja, som det skal vise sig Påskedag: som stækker selve dødens frygtelige, angstfremkaldende magt. Evangelisten Johannes fortæller ikke som de andre evangelister om nadverens indstiftelse. Derfor hører vi i dag, hvor der skal prædikes over Johannesevangeliet om nadveren fortalt af Paulus i brevet til korintherne. Det er ikke fordi Johannes ikke kender til, at Jesus gav sig selv i brødet og vinen, hos Johannes fortælles det blot på andre måder, han fortæller om at Jesus forvandlede vand til vin ved et bryllup og at han forvandlede fem brød så de mættede femtusinde i ørkenen. Han fortæller at Jesus siger om sig selv jeg er livets brød, - dvs han er den, der giver os det mest basale til livets opretholdelse, vinen, der skaber glæde, brødet, der giver livet hver eneste dag.
I Johannesevangeliet er det ikke selve det jødiske påskemåltid Jesus spiser med sine disciple den sidste aften. Johannes fortæller nemlig, at jødernes påskelam blev slagtet i templet i det øjeblik, da Jesus dør på korset. Jesus er således det nye påskelam, det lam, der slagtes for vore synder, det Guds lam der bærer alverdens synd. Nu er de to begivenheder: måltidet og fodvaskningen - selvfølgelig meget forskellige, men betydningen og meningen med begge handlinger er jo i grunden ikke så langt fra hinanden. Begge steder giver Jesus sig selv til os, som livets brød og vin og som slaven der vasker os rene. Jesus gør det for sine disciple og for os, som hverken de eller vi selv kan. Vi kan ikke tage livet selv og vi kan ikke rense os selv. Hvor meget vi end prøver på at blive gode, kærlige, uegennyttige og det skal vi bestemt prøve på, Jesus siger jo netop, at som han gør, skal vi også gøre men hvor meget vi end prøver, så kan vi aldrig nogensinde klare at leve sådan, at synden ingen magt har over os. Se blot på Jesu nærmeste venner. Selv de 12, som har levet nær mesteren selv og lyttet til hans ord i tre år, hver eneste dag, de magter ikke at gøre det gode, de gerne vil, men bliver grebet af det onde, de ikke vil. Det er jo altid sådan, når vi læser evangeliet, at vi skal læse os selv ind i det. Vi skal ikke blot læse om en Judas, der forrådte og en Simon Peter, der fornægter. Vi er kaldet til at se ind i vore egne hjerter, når vi hører om de to. Vi er kaldet til at genkende os selv i dem, se vores eget behov for forsoning og for tilgivelse. Men så også høre, at som Jesus ikke stødte nogen af sine disciple fra sig læg mærke til det ikke engang Judas stødte han bort, for han vidste, at det var meningen, at Judas skulle forråde ham. så skal da også vi tage imod tilgivelsen for os selv og række den videre til hinanden. Det er nødvendigt for os for at leve. Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu og hans datter skriver i en ny bog, at vi er nødt til at lære at tilgive, fordi det modsatte ødelægger mere end vi tror. Det ødelægger os selv og fællesskabet. De to har oplevet frygtelige grusomheder på nært hold. Alligevel siger de, at forsoning og tilgivelse er nødvendige. Fx bør vi arbejde på at få et mere menneskeligt retssystem, hvor ofre og gerningsmænd kan træffe hinandnen, lytte til hinanden, fortælle deres historier, sætte ord på smerten, besvare spørgsmål, - hele den proces, der er nødvendig for at turde håbe på at nå frem til tilgivelse. Og det er
overordnet set nødvendigt, siger Tutu og hans datter, fordi vi er et fællesskab, vi hænger sammen, langt mere end vi aner. Når vi ikke kan tilgive, hverken os selv eller andre, så bliver det ved med at gøre ondt. Det er ikke jubelstemningen, der hersker Skærtorsdag, begyndte jeg med at sige. Og alligevel, så er der også grund til jubel i dag. For Jesus indsætter os alle i fællesskabet med sig selv og med hinanden. Vi er hans disciple. Han vasker vores fødder. Han giver os sig selv i vinen og brødet. Han giver os sin kærlighed og sin tilgivelse. Han renser os. Ikke for at vi skal beholde det for os selv, men fordi vi skal få så meget tro og tillid til Gud og mennesker derved, at vi tør give det videre, vi har fået skænket. Så Guds rige kan blive ved med at vokse og vi kan se Guds herlighed folde sig ud. Det har Holger Lissner digtet en dejlig salme over, som vi skal synge nu om et øjeblik, i den skriver han om, at når vi rækker det videre, som Gud har givet, når vi gør deler med hinanden, så møder vi Gud, så folder hans herlighed sig ud. Amen Gud, vi takker dig fordi du ved din søn har givet os din tilgivelse for alt ondt, der bor i os. Når vi fejler og falder, så rejser du os op igen, tak fordi du aldrig forkaster os, men bliver ved med at kalde på os, indtil vi vender om og følger efter dig. Jesus Kristus, du delte dit liv med almindelige mennesker som os, der sidder her i din kirke i dag. Du drog alle ind i fællesskabet med dig, vi ber dig, drag i nadverens brød og vin os ind i fællesskabet og hjælp os til at dele din tilgivelse og kærlighed, ja alt, hvad du har givet os med hinanden. Gud, vi ber om din helligånds nærvær i vore liv, hjælp alle til at tro på, at du aldrig er langt borte fra en eneste af os, hverken når vi er syge, ensomme eller når vi sørger, fordi et menneske, vi holdt af ikke længere er hos os. Hjælp os med at finde veje til fred og forsoning imellem folkeslag, imellem familier, ægtefæller, venner, kolleger. Giv os øjne, der kan se hinandens nød, stop os, når vore fordomme står i vejen for at høre, hvad et andet menneske rummer. Tak for vort land, for frihed og demokrati, hjælp os med at bevare vort folkestyre, så det tager hånd om de svage.
Giv vore politikere og alle vi har givet magt og myndighed i vort samfund at de må udøve denne magt uegennyttigt og med ydmyghed. Vær med vor dr og hendes familie, velsign dem og os alle og giv os mod til at leve og dø i troen på, at din kærlighed og tilgivelse omslutter os. Amen