LP-HÆFTE 2010 - SOCIAL ARV Indhold Indledning... 1 Forståelsen af social arv som begreb... 1 Social arv som nedarvede sociale afvigelser... 2 Arv af relativt uddannelsesniveau eller chanceulighed er en realitet... 2 Konsekvenserne ved at anvende begrebet social arv... 3 Begrebets politiske anvendelse... 3 Perspektiver fremadrettet for arbejdet i skolen... 3 Indledning Social arv er ikke et veldefineret begreb, hvilket indebærer at man taler om vidt forskellige forhold, når man bruger det i offentlige diskussioner fx politik, medier, blandt fagfolk mv. Samtidig er det med til at skabe negative forventninger til konkrete børn og forældre uden at bidrage med en dybere forståelse af netop deres unikke problemer og ressourcer, og det kan føre til at de berørte børn og voksne også selv begynder at fokusere mere på begrænsningerne og problemerne, hvormed man skaber "selvopfyldende profetier". Forståelsen af social arv som begreb Forskningen har også i en længere periode taget enhver lille effekt som udtryk for social arv, uden at man har taget en kritisk debat om andre medvirkende faktorer/årsagssammenhænge. LP arbejder i stedet med begreberne chanceulighed og risikofaktorer, der kan indvirke på børns opvækst og læring. Teori skal medvirke til at skabe forenklede modeller af virkeligheden, der hjælper individer med at skelne mellem væsentlig og uvæsentlig, hvilket gør det nemmere at forstå og forklare samfundsmæssige fænomener. Faglighed kræver entydige definitioner af begreber og klart specificerede antagelser om sammenhænge mellem fænomener, mens pseudofaglighed er irrelevante og upræcise begreber samt misvisende og direkte forkerte antagelser om sammenhænge. Pseudofaglighed kan i værste fald skabe kontraproduktive indsatser, hvor man forværre et problem. Social arv rejser flere spørgsmål: Hvad arves? Hvorfor arves der noget? Hvem arver det? 1
Social arv har været beskrevet som både fysisk udseende, psykiske egenskaber, sociale problemer, uddannelse og indtægt. Definitioner på begrebet er også så brede, at social arv kan sidestilles med socialisering, hvilket kun øger forvirringen. Nedenfor gennemgås to betydninger af social arv: Social arv som nedarvede sociale afvigelser fx kriminalitet (genetisk & social arv), at afvigelser producerer afvigelser, og at de øges i styrke fra generation til generation. Forskeren, Gustav Jonssons, har efterfølgende revideret denne forståelse med at børns udvikling også afhænger af klassetilhørsforhold, forhold i nærmiljøet og forhold i skolen. Mange undersøgelser har understøttet dette kvalitativt, men her er en væsentlig fejlkilde, at man spørger voksne med ondt i livet om årsagen til, at det er gået galt, mens man ikke fanger alle de mennesker, der trives og dermed bliver usynlige trods en ensartet opvækst. Kvantitativt har undersøgelser understøttet, at børn fra nogle typer familier er mere udsatte. Risikoen for selvdestruktiv adfærd (misbrug, selvmordsforsøg mv.) er 2-3 gange højere for børn af misbrugere (Hvilket svarer til en stigning fra 1-1,5% til 3-4,5% af børnene, hvormed mindst 95% af børnene oplever ikke disse problemer) Risikoen for selvdestruktiv adfærd (misbrug, selvmordsforsøg mv.) er 2 gange højere for børn af forældre med mentale lidelser (Hvilket svarer til en stigning fra 1% til 3% af børnene, så mindst 97% oplever ikke disse problemer) Risikoen for selvdestruktiv adfærd (misbrug, selvmordsforsøg mv.) er 10 gange større for børn udsat for vold (Hvilket svarer til en stigning fra 5% til 15% af børnene, så mindst 85% oplever ikke disse problemer) Dermed oplever langt de fleste børn ikke denne type problemer, selv hvis deres forældre har haft problemer eller udsat dem for svære opvækstsvilkår. En anden interessant undersøgelse viser, at når en af forældrene er ramt af et problem over en 15-årig periode, så er den unge i 8% af tilfældene også ramt af et alvorligt problem defineret som dødsfald, psykisk sygdom, voldskriminalitet, stofmisbrug, selvmord, selvmordsforsøg eller sædelighedsforbrydelser (92% undgik problemer), mens det gælder for 4% af de unge opvokset i familier, hvor ingen af forældrene har et alvorligt problem, hvor alvorligt problem hos forældrene defineres som alkohol- og stofmisbrug, alvorlig kriminalitet, mavesår, psykisk sygdom, selvmord og selvmordsforsøg (96% af børnene havde ingen problemer). Samlet set havde 4.050 børn problemer ud af ca. 85.000 respondenter svarende til 5% i alt. Så der er ingen tvivl om, at børn fra familier med forældre, der har alvorlige problemer, er mere udsatte. Men langt flertallet af dem klarer sig uden selv at udvikle problemer, og derfor er det vigtigt at bevare troen på, at man kan gøre en stor indsats for børnene ude i skoler og institutioner uanset deres ophav. Arv af relativt uddannelsesniveau eller chanceulighed er en realitet fx forældre med lavt uddannelsesniveau skaber ofte børn med lavt uddannelsesniveau og omvendt. I Danmark er vi bedre til at skabe uddannelsesmæssig mobilitet sammenlignet med mere liberalistiske lande, men evnen til mobilitet har samtidig ikke ændret sig de sidste 30 år. En forklaring kan være, at middel- og 2
overklasseværdier hersker i uddannelsessystemet, så børn af forældre med videregående uddannelser har den bedste basis for at overleve i værdisystemet. En anden forklaring er at forældrenes uddannelsesniveau skaber forskellige muligheder for at opnå ressourcer, netværk og muligheder. En undersøgelse pegede på, at 85% af pædagoger, lærere, sagsbehandlere og sundhedsplejersker bruger begrebet social arv. 80% anvendte social arv som en betegnelse for sociale problemer, der overføres fra forældre til børn. 10% forstod det som risikoen for at børn udvikler sociale vanskeligheder, mens kun 2% forstod det som et udtryk for at børns uddannelsesniveau ligner forældrenes. Læring fra forældre til børn fremhæves som den hyppigste årsag til social arv, mens psykiske traumer er den næstmest fremhævede årsag. Sociologiske mekanismer som fattigdom og ressourcer nævnes kun sporadisk. Social arv bruges primært i dialog med andre professionelle, og i langt sjældnere tilfælde i dialog med borgerne, hvilket er en indikation på den stigmatisering, der tillægges begrebet, som næppe ville være gældende, hvis social arv havde den rigtige betydning - at uddannelsesniveau ofte nedarves fra forældrene over tid, hvis man ikke aktivt arbejder med at skabe et andet resultat. En anden pointe er dog også, at man vinder mest ved konkret samtale om problemer og effekt, fordi man giver forældrene mulighed for at handle konstruktivt ud fra den italesatte problematik, og man undgår egne fortolkninger og vurderinger ud fra ikke veldefinerede begreber/fastlåste overbevisninger. Konsekvenserne ved at anvende begrebet social arv A. Der opstår en urealistisk risikoopfattelse, hvor effekten af forældrenes problemer overvurderes voldsomt. B. Der opstår en urealistisk lav vurdering af børnenes udviklingsmuligheder, hvor de betragtes som potentielle tabere, hvilket kan medvirke til at man overser ressourcer eller har negative eller stærkt reducerede forventninger til skade for barnets selvopfattelse (selvopfyldende profetier) C. Der kan opstå uhensigtsmæssige prioriteringer i det forebyggende arbejde, fordi størstedelen af de børn, som har det svært, kommer fra de problemfrie familier. (2 ud af 3 børn) Begrebets politiske anvendelse Begrebet "social arv" blev lanceret i 1967 samtidig med lanceringen af 2 nye velfærdsprofessioner (socialrådgivere & socialpædagoger), der havde som arbejdsområde at afhjælpe og forebygge vanskeligt stillede børn og unge dvs. bryde den sociale arv. Begrebet blev meget populært, mens de stemplede forældrene som syndebukke og undlad at sætte fokus på problematikker som strukturelle forhold fx boligområder med stor koncentration af ressourcesvage mennesker, dårlig normeringer, mobning i skolen, skolers organisering af arbejdet eller fattigdom. Perspektiver fremadrettet for arbejdet i skolen Social arv må forstås som arv af uddannelsesniveau og IKKE som arv af sociale problemer fra forældre til børn. Begrebet bør dog undgås i faglige sammenhænge, fordi det er flertydigt og upræcist defineret, 3
skaber en risikoopfattelse som ikke stemmer overens med virkeligheden, samtidig med at børn risikerer stigmatisering som sociale tabere med deraf følgende selvopfyldende profetier. Det er særlig centralt i LP-arbejdet, fordi modellen foreskriver krav om evidens og baserer sig på læringsmiljøets store betydning for elevernes udvikling, samtidig med at social arv kun bruges til at tale om og ikke med forældrene om problemer, og dermed indirekte kan nedbryde kommunikation mellem skole og hjem. Det foreslås, at man i stedet arbejder med risiko og chance, som er begreber, der allerede anvendes indenfor medicinalforskningen. Hvor risikofaktorer beskriver fænomener, der kan medvirke til at forværre et problem, mens chancer beskriver fænomener, der fungerer som en beskyttelse mod at udvikle problemet. Både risiko og chance afhænger dog af en række omstændigheder i individets liv. Endvidere er det centralt, at man skelner mellem absolut risiko (ulykken indtræffer med sikkerhed) og relativ risiko (%- vis sandsynlighed, samt præventiv gennemslagskraft, som er et begreb, der beskriver, hvilke risikofaktorer man skal sætte ind over for, hvis man ønsker den maksimale forebyggelseseffekt. Samme metode kan man bruge ved analyse af chancer i form af, hvilke faktorer der influerer på dem. Dermed kan man også få fokus på, hvordan elever har ulige chancer for at opnå et højt uddannelsesniveau grundet social baggrund, samt finde måder at forebygge/modvirke dette. LP-modellen ser enfaktor-forklaringer på læringsproblemer og sociale problemer i børns liv som utilfredsstillende forklaringer ud fra den systemiske analysemodel, hvor faktorer inden for skolen hænger sammen med strukturelle forhold uden for skolen. Opretholdende faktorer beskrives som en betingelse i skolen, der opretholder problemer eller udfordringer knyttet til elevens læring, motivation eller adfærd i skolen. De opretholdende faktorer er situationsbestemte og knyttet til adfærden og det læringsmiljø, som man ønsker at ændre. Alle opretholdende faktorer i en problemstilling er ikke nødvendigvis risikofaktorer fx lærer der kommer for sent til timen. (opretholdende faktorer er bundet op på fastlagt tid og sted, mens risikofaktorer er mere generelle fænomener i barnets liv). Forskning har allerede vist, at adfærdsproblemer ikke kun kan forklares med henvisning til egenskaber hos eleven, samt at man skal lede efter sammenhænge mellem opretholdende faktorer, men ikke lede efter "årsagerne". Risikofaktorer er centrale at identificere, fordi de altid går forud for en problemstilling, hvormed man kan afhjælpe problemer, førend de opstår. LP-arbejdet er dog også meget åben omkring, at der findes individuelle forhold hos eleven (rammebetingelser/elevforudsætninger) som man ikke umiddelbart kan ændre på fx forældrenes lave uddannelsesniveau, og her må man så konkret identificere på hvilken måde disse rammebetingelser spiller ind på netop den udvalgte problemstilling og om man på nogen måde kan modvirke følgerne af dette eller om det bare er en uundgåelig følgevirkning. Identificeringen kan dog medvirke til at skabe realistiske forventninger, så man undgår frustration og udbrændthed i arbejdet med LP-modellen, fordi man opstiller urealistiske udviklingsmuligheder. 4
Dette LP-hæfte er relevant, fordi det giver mulighed for at indtænke børnenes meget forskellige adgang til voksenhjælp, samt om man kan modvirke dette med alternative tilbud om hjælp og støtte, nu hvor den ikke kan opnås gennem forældrene (læreren selv, andre elever eller gennem særlige tilbud/rådgivning?). Samt at man kan forsøge at inspirere forældrene til, hvordan de kan støtte op om deres barn på konkrete måder eller fortællinger om, hvordan man selv hjælper barnet. Oveni dette er det centralt at få sat fokus på den upræcise definition af social arv, og det urealistiske negative forventninger, som begrebet indeholder. 5