Fra logiske undersøgelser til fænomenologi

HUSSERL Fra logiske undersøgelser til fænomenologi For den kontinentale filosofi skete der et afgørende nybrud omkring århundredeskiftet. Her lagde tyskeren EDMUND HUSSERL (189-1938) med værket Logische Untersuchungen (Logiske Undersøgelser, 1900) grunden for den såkaldt fænomenologiske bevægelse, der især i Tyskland og Frankrig står som en af 1900-tallets mest indflydelsesrige strømninger. Når man bruger betegnelsen bevægelse, skyldes det, at man ikke kan tale om en bestemt filosofisk skole med et bestemt filosofisk grundsyn, men snarere om mange forskellige former for filosofi, der dog deler nogle fælles anliggender og fælles antipatier. Bevægelsen omfatter foruden grundlæggeren Edmund Husserl markante tænkere som bl.a. tyskerne Martin Heidegger, Hans Lipps, Hans-Georg Gadamer, franskmændene Jean-Paul Sartre, Maurice Merleau-Ponty og Paul Ricouer samt danskeren K.E. Løgstrup. De er indbyrdes meget forskellige og ofte i opposition til hinanden, men alligevel er det rimeligt at sige, at de tilhører samme filosofiske bevægelse. Hvad ligger der så i begreberne fænomen og fænomenologi, som har givet navn til bevægelsen? Selve ordet fænomen kommer af det græske fainómenon, der betyder det, som viser sig, og det leder måske i første omgang tanken hen på Platons filosofi. Hos Platon står de evige ideer som udtrykker tingenes sande væsen, og som kun kan gribes af fornuften over for fænomenerne, dvs. tingene i denne foranderlige verden, sådan som de viser sig i sansningen. Her er fænomenerne kun en mat afglans af det egentligt virkelige. I modsætning til denne platoniske opfattelse mener fænomenologerne imidlertid, at sandheden om vores erfaringsverden ikke skal søges i en bagvedliggende, oversanselig ideverden. De søger sandheden i vores umiddelbare sansning og forståelse af den. For dem drejer det sig om at anskue fænomenerne uden at lade sig lede af abstrakte metafysiske forestillinger som fx Platon gjorde men derimod lade dem fremstå i deres nærvær og fylde. De mener, at man netop på denne måde når sagens kerne. Deres slag- 1

ord var Zu den Sachen selbst (til sagerne selv). Hvad det gælder om, er at udfolde det, der viser sig i erfaringen til forskel fra at betragte det som en afglans af en bagvedliggende virkelighed. På den anden side er Husserl ikke empirist i traditionel forstand. Han deler ikke emperisternes forestilling om, at vi kan opnå sikker erkendelse ved at bygge på simple indtryk. Det er ifølge Husserls en alt for abstrakt forestilling om, hvad erfaring er. For mange var Husserls tænkning en befrielse i den forstand, at filosofien nu igen syntes at komme til ære og værdighed, efter at den i en lang periode havde stået i skyggen af naturvidenskaberne og fristet en kummerlig tilværelse som deres tjenestepige. Mange følte i slutningen af 1800-tallet, at man filosofisk set levede i en forfaldstid. Filosofien i Tyskland var ganske vist i denne periode domineret af den filosofiske retning, som kaldes ny-kantianismen, hvor Kants filosofi atter blev dyrket, men denne retning gjorde primært filosofien til videnskabsteori og afholdt sig fra at behandle mange af de traditionelle store filosofiske spørgsmål. Det samme kan siges om den analytiske filosofi, der i 1900- tallets begyndelse udvikledes i England og førte til den logiske positivisme. Husserls indsats var dog i første omgang rettet mod den naturalisme, der dominerede sidste halvdel af 1800-tallet. Efter naturalisternes opfattelse var mønstereksemplet for al viden lig med naturvidenskabernes forklaringsmåde. Det indebar ikke kun, at man affærdigede mange filosofiske problemer som meningsløse. Naturalisterne mente også, at grundlaget for den videnskabelige erkendelse, fx logikken, ikke krævede en særlig filosofisk behandling, men kunne afklares på en rent naturvidenskabelig måde. De mente således, at der er en naturlig forklaring på logikken. De logiske grundregler fx modsigelsens grundsætning: at to sætninger, der modsiger hinanden, ikke begge kan være sande beroede efter deres opfattelse udelukkende på den måde, vores psyke tilfældigvis er skruet sammen på. I sidste instans er logikken ikke andet end en form for psykologi. I modsætning til dette er det for Husserl ufravigeligt, at modsigelsens grundsætning for igen at tage den som eksempel gælder for alle uanset opvækstvilkår. Han vil ikke nægte, at vores erkendelse og den bagvedliggende logik er knyttet til en række psykiske og for den sags skyld hjernefysiologiske processer, men de er ikke identiske med deres psykiske og fysiologiske grundlag. De kan ikke reduceres til dette grundlag. De er derimod i besiddelse af en eller anden form for ideal og uforanderlig væren, som rækker ud over dette grundlag. Dette eksempel på, at videnskaben i dette tilfælde psykologien og hjernefysiologien kan reducere virkeligheden, at den takket være nogle ind- 2

byggede forudsætninger kan udelukke væsentlige erkendelser og væsentlige dele af virkeligheden, var den negative erfaring, som inspirerede til nytænkning. Man kunne hurtigt finde andre fænomener, som reduceres af videnskaben. Mentale fænomener som fx skyld og tillid får uvilkårligt en stedmoderlig behandling af den videnskabelige psykologi; det har den danske fænomenolog, K.E. Løgstrup, påvist, og i sit senere forfatterskab peger Husserl på, hvorledes den moderne fysik, som bygger på Galilei, ser bort fra tingenes farver, lyde, lugte og smag for at kunne beskrive dem alene ved hjælp af matematiske begreber. Hermed reduceres virkeligheden, mener Husserl. Det måtte nu være opgaven for de filosoffer, som tilsluttede sig denne kritik af videnskabeligheden, at finde en metode, som ikke er reducerende. Den anskuende fænomenologi Som sagt er synspunkterne inden for den fænomenologiske bevægelse mangfoldige. Når det drejer sig om de tre hovedpersoner, vi skal behandle i det følgende, skelner man mellem den anskuende fænomenologi, som Edmund Husserl repræsenterer, og den hermeneutiske fænomenologi, som repræsenteres af Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer. Vi vil behandle dem i den nævnte rækkefølge. Med hensyn til Husserls filosofi vil vi koncentrere fremstillingen om to begreber, som mere end noget andet kom til at inspirere senere filosoffer, nemlig intentionalitet og livsverden. a. Intentionalitet Et af Husserls tidligere skrifter bærer titlen Philosophie als strenge Wissenschaft (Filosofi som streng videnskab, 1911). Denne titel udtrykker klart og tydeligt programmet for hans filosofiske bestræbelser. For det første siges det, at filosofien må leve op til de krav, som videnskabsbegrebet stiller med hensyn til kontrol og præcision. Ja, kravet må skærpes i forhold til videnskaberne, da disse, som vi så, lader sig forlede til at reducere de fænomener, som de tager op, og i den forstand ikke er tilstrækkeligt strenge. For det andet siger titlen, at filosofien selv skal være en videnskab. Men vel at mærke ikke i naturalistisk forstand. Det, som filosofien kan hente fra videnskaben, er ifølge Husserl først og fremmest dens opfattelse af, at al erkendelse bygger på erfaring. Hvis filosofien skal kunne hamle op med naturvidenskaberne, må den med endnu større strenghed end disse bygge på erfaring. Det centrale i Husserls filosofi bliver derfor en nærmere redegørelse for, hvad erfaring i virkeligheden er, og hvorledes man opnår en erfaring, som er renset for videnskabernes filosofiske fordomme. Her kommer hans begreb intentionalitet til at spille den centrale rolle. 3

For det tredie skal de traditionelle filosofiske spørgsmål opretholdes. I løbet af sin filosofiske løbebane interesserede Husserl sig mere og mere for spørgsmålet om betingelserne for vores erkendelse overhovedet, hvilket jo også var Kants og ny-kantianernes hovedinteresse. I skriftet Die Idee der Phänomenologi (Fænomenologiens ide, 1907, dansk oversættelse 1997), formulerer han det på følgende måde:»i alle sine udformninger er erkendelsen en psykisk oplevelse: det erkendende subjekts erkendelse. Over for den står de erkendte objekter. Hvordan kan erkendelsen nu blive sikker på sin overensstemmelse med de erkendte objekter, hvordan kan den nå ud over sig selv og pålideligt træffe sine objekter?«1 Det problem, der mere end noget andet optager Husserl, er, hvorledes subjektet med sine tanker, der er privalte og af en ganske anden karakter end genstande eller objekter, når ud til disse på en pålidelig måde. Dette problem kalder filosofferne transcendensproblemet. Det er første og fremmest i forbindelse med dette problem, at Husserl finder frem til begrebet intentionalitet. Hvad er da intentionalitet for noget? Husserl peger på det simple faktum, at det gælder for de fleste former for bevidsthed, fx det at tænke, føle og tro, at de altid er rettet mod en genstand. I sådanne bevidsthedsytringer er der altid intenderet en genstand. Man kan ikke tænke uden at tænke på noget, man kan ikke føle uden at føle noget og man kan ikke tro uden at tro noget. Når en person siger, at han tænker, er det altid meningsfuldt at stille det spørgsmål: Hvad tænker du på? Hvad er genstanden for din tænkning? Husserl forstår dette grundlæggende faktum på den måde, at mennesker i deres forestillinger og andre bevidsthedsytringer altid allerede er ude ved deres genstande. På denne måde er der allerede slået bro over den afgrund mellem tanke og genstand, som er udtrykt i ovennævnte citat, og som den traditionelle erkendelsesteori er gået ud fra som givet. Samtidig understreger Husserl, at der er en grundlæggende forskel mellem en bevidsthedsytring og dens genstand. Genstanden er altid bevidsthedstranscendent, som han udtrykker det, dvs. noget, der ligger uden for bevidstheden. Bevidsthed og genstand tilhører vidt forskellige kategorier, også selv om genstanden er af mere åndelig karakter, fx et filosofisk begreb. I denne forstand er genstanden ikke bare noget, som hører hjemme i bevidstheden, noget rent idemæssigt. En sådan idealistisk misforståelse af intentionaliteten tager Husserl afstand fra. Man kan udtrykke forholdet på den måde, at bevidstheden og dens gen- 4

stand indgår som lige væsentlige elementer i en strukturel helhed. Ingen af delene kan undværes. Der er ingen bevidsthedsakt uden en tilhørende genstand, og der er ingen genstand uden tilhørende bevidsthedsakt. Ingen af dem eksisterer for sig selv uafhængigt af hinanden, og dog er de grundlæggende forskellige. Der er forskel på de intentionale akter. Der er fx stor forskel på forestillinger om noget og sansninger af noget. Ifølge Husserl er den ene form for intentionalitet ikke lige så god som den anden, når det drejer sig om sandhedsværdien af erkendelsen. Nogle former overgår andre, og de danner ligefrem et hierarki. Det afgørende for indplaceringen i dette hierarki er, hvor nærværende genstandene er i de forskellige bevidsthedsakter. Genstanden er helt anderledes nærværende i den direkte sansning end, når man blot forestiller sig noget. Netop i sansningen er der mulighed for, at tingene kan være givet os direkte i deres anskuelige fylde, og at tingene kan vise sig i en oprindelig nærhed. Det er i sidste instans denne nærhed, som gør en fordomsfri og ikke-reducerende beskrivelse af fænomenerne mulig, hvilket jo er fænomenologiens målsætning. Disse overvejelser bestemmer Husserls begreb om, hvad sandhed er. En forestillings eller en formodnings sandhedsværdi måles på det nærvær, som hører sansningen til. Hvis en tanke eller forestilling om en genstand svarer til dens nærvær og fylde i sansningen, er den sand. Sandhed er således ikke et forhold mellem en bevidsthed og en ting, som mange mener, men derimod et forhold mellem to slags intentionalitet. Fænomenologiens slagord lyder som sagt: Til sagerne selv ( Zu den Sachen selbst ). Dette slagord er netop udtryk for en tro på, at det er muligt for erkendelsen at nå til sagen selv og dermed sandheden uden om videnskabelige fordomme og reduktioner takket være det anskuelige nærvær, som visse former for intentionale akter ikke mindst sansningen yder. b. Livsverden Det. århundredes kontinentale filosofi har været karakteriseret ved en kritisk holdning over for videnskaberne, specielt naturvidenskaberne. Medens man i sidste halvdel af det 19. århundrede havde store forventninger til naturvidenskaberne og troede på, at de kunne forklare alt og forbedre den menneskelige tilværelse, ændrede situationen sig omkring begyndelsen af dette århundrede. Ikke mindst Husserl har bidraget til denne udvikling. Således bærer et af de sidste af hans skifter titlen De europæiske videnskabers krise og den transcendentale fænomenologi (1936). Han har som en af de første sat fokus på det problematiske ved naturvidenskaberne.

Som tidligere nævnt var Husserl af den opfattelse, at de eksakte videnskaber reducerer virkeligheden. I og med at de vil beskrive virkeligheden med matematisk præcision, går man glip af væsentlige sider af den. Vi nævnte tidligere skyld og ansvar, farve og lyd som eksempler herpå. Det skulle netop være et varemærke for fænomenologien, at den ikke på samme måde som de traditionelle videnskaber reducerer virkeligheden. Over for den reducerende videnskab sætter Husserl begrebet livsverden (Lebenswelt). Ved livsverden forstås den før-videnskabelige erfaringsverden, som vi lever i og er fortrolige med. Man kan fx nævne postkasser, som vi forstår takket være vores fortrolighed med, at vi kan skrive breve til hinanden. Det er især gennem vores praktiske erfaring og vores legemlige tilværelse, vi har en livsverden. Denne er ganske vist ikke så præcis og veldefineret som naturvidenskabernes verden. Til gengæld fremtræder den for os som mere nærværende og levende. De eksakte naturvidenskaber stræber efter at finde evige lovmæssigheder i naturen, lovmæssigheder, der kan formuleres i abstrakte matematiske formler. Omkostningen ved dette er som sagt, at fænomenerne i deres konkrete fylde tabes af syne og reduceres væk. Hvorledes er nu forholdet mellem denne livsverden og den virkelighed, som naturvidenskaberne afdækker? For det første mener han, at vores livsverden er mere fundamental end den virkelighed, som videnskaberne beskæftiger sig med, og som i sidste instans kun kan forstås ud fra vores livsverden. Når man skal forklare en abstrakt naturvidenskabelig sætning som fx Ohms lov, må man i sidste instans forlade den abstrakte matematiske verden og gå tilbage til anskuelige dagligdags erfaringer, altså vores livsverden. På denne måde forudsætter videnskaben vores livsverden. Konsekvensen af dette bliver, at Husserl tager afstand fra det, man har kaldt scientismen. Scientismen er den opfattelse, at kun det, som kan forklares videnskabeligt, kan anses for virkeligt eller relevant. Men for så vidt videnskaben forudsætter vores livsverden, kan den ikke være det grundlæggende for bedømmelsen af, hvad der er virkeligt og uvirkeligt, og den kan ikke sætte sig til dommer over livsverdenen. For det andet siger Husserl, at videnskabens verden rangerer på linie med vores livsverden og således blot er en verden blandt andre verdener. Følgende citat illustrerer dette:»hvad nu hvis både den relative sandhed og dennes evidens såvel som den højere, uendelige, ideale, absolutte sandhed [dermed tænkes på videnskaben] havde hver deres berettigelse og måske befordrede hinanden? Den handlende på et marked har sin markedssandhed. Er den ikke i sin relativitet en god sandhed og sågar den 6

bedste og mest nyttige for ham? Er den en skinsandhed, blot fordi videnskabsmanden, der dømmer i en anden relativitet med andre mål og ideer, søger andre former for sandhed, som man godt nok kan bruge til meget mere, men blot ikke til det, som man har brug for på en markedsplads? Specielt i filosofien og logikken må man en gang for alle ophøre med at lade sig blænde af de eksakte videnskabers ideale og regulative ideer og metoder, som om deres irrelativitet (An sich) virkelig var den absolutte norm, både når det angår genstandsmæssig væren og når det gælder sandhed. 2 Der eksisterer forskellige måder at beskrive verden på. Videnskaben er en af dem, og den har sin gyldighed inden for de rammer, som den selv har afstukket, men den kan ikke tjene som målestok på andre livsområder, fx markedet. På denne måde tager Husserl afstand fra det ideal om objektivitet, som er fundamental for naturvidenskaberne; dvs. forestillingen om evige sandheder, der er fuldstændig uafhængig af den person, der erkender, og den situation, der erkendes i. Husserls kritik af naturvidenskaberne, eller rettere af naturvidenskabsfolkenes selvforståelse, er ikke identisk med den videnskabsfjendtlighed, som man støder på i visse kredse i dag, fx hos folk, som giver sig af med healing. Han har fuldtud respekt for videnskabernes store resultater. Men i det øjeblik, de vil bestemme, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er det, dvs. når videnskaben bliver til scientisme og klynger sig til sit naive objektivitetsideal, står Husserl af og viser hen til livsverdenen. Dette begreb fik som sagt stor betydning for senere filosoffer. Det gælder bl.a. Heidegger og Gadamer, som vi nu vil behandle. Men måske i endnu højere grad for Habermas. Noter 1.»I alle sine udformninger «Edmund Husserl: Fænomenologiens ide, posthumt udgivne foredrag 190. Dansk udg. Kbh. 1997, s. 89f. (vores fremhævelse)). 2.»Hvad nu hvis både «Husserliana nr. 17, s. 284. Den Haag 1974. Citeret efter Dan Zahavi: Husserls Fænomenologi, Kbh. 1997, s. 4 7