Velfærdskommissionen Torben M. Andersen (formand), professor, Aarhus Universitet. Stine Bosse, koncernchef, Tryg Vesta Gruppen. Jørgen Elmeskov, deputy director, OECD. Bente Hyldahl Fogh, direktør, Praktiserende Lægers Organisation. Birgitte Hansen, direktør, slotsholm A/S. Peter Højland, adm. direktør, Transmedica A/S. Jørn Henrik Petersen, professor, Syddansk Universitet. Nina Smith, professor, Handelshøjskolen i Århus. Jørgen Søndergaard, direktør, Socialforskningsinstituttet. Sekretariatet Lars Haagen Pedersen, sekretariatschef. Jan V. Hansen, souschef. Søren Lindemann Aagesen, chefkonsulent (indtil 1. februar 25). Henrik Torp Andersen, chefkonsulent. Tove Birgitte Pedersen, chefkonsulent. Helle Osmer Clausen, specialkonsulent. Ellen Klarskov Hansen, specialkonsulent. Lars Martin Jensen, specialkonsulent. Svend Jespersen, specialkonsulent (indtil 1. marts 25). Steen Nielsen, specialkonsulent. Peter Olsen, specialkonsulent. Julie Sonne, fuldmægtig. Anne Gøtterup, chefsekretær. Zitta Mogensen, chefsekretær (indtil 1. marts 25). Christian Scheuer, studentermedhjælper. Esben Anton Schultz, studentermedhjælper. Claus Andersen, studentermedhjælper. Mikael Kirk, studentermedhjælper. Daniel le Maire, studentermedhjælper (indtil 1. februar 25).
Velfærdskommissionen Analyserapport Fremtidens velfærd sådan gør andre lande Marts 25
Analyserapport Fremtidens velfærd sådan gør andre lande Marts 25 Oplag: 1. ISBN: Trykt udgave 87-99192-6-4 Omslag: Esben Bregninge Design Tryk: Schultz Grafisk Pris: DKK 2, Publikationen sælges hos boghandlere og Velfærdskommissionens sekretariat: Landgreven 4 131 København K. E kontakt@velfaerd.dk T 339516 www.velfaerd.dk
Indholdfortegnelse Forord... 5 Landefortegnelse... 7 Kapitel 1: Sammenfatning... 9 1.1 Indledning... 9 1.2 Uddannelse... 9 1.3 Arbejdsmarked... 1 1.4 Skat på arbejde... 11 1.5 Indvandrere og integration... 12 1.6 Tilbagetrækning og pension... 13 1.7 Sundhed... 15 Kapitel 2: Uddannelse... 17 2.1 Indledning... 17 2.2 Uddannelsessystemerne i OECD i tal... 2 2.3 Samfundsmæssige effekter af uddannelse... 36 2.4 Grundskolen... 43 2.5 Finansiering af videregående uddannelser... 55 Kapitel 3: Arbejdsmarked... 75 3.1 Højere beskæftigelse som målsætning... 75 3.2 Det danske arbejdsmarked i international sammenligning... 76 3.3 Ledighedsunderstøttelse... 87 3.4 Regulering af arbejdsmarkedet... 113 3.5 Aktiv arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelsesbetingede velfærdsydelser... 122 3.6 Erfaringer med incitamenter og reformer... 136 Kapitel 4: Skat på arbejde... 173 4.1 Indledning... 173 4.2 Skattestrukturer og den samlede skattebelastning af arbejdskraft... 174 4.3 Beskatning og arbejdsudbud... 177 4.4 Beslutningen om at deltage på arbejdsmarkedet... 181 4.5 Timebeslutningen... 192 4.6 Indirekte skatters betydning for arbejdsudbuddet... 22 4.7 Ydelsesniveau og udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft... 23 4.8 Beskatning og sort arbejde... 24 4.9 Omkostninger ved beskatning af arbejde i Danmark... 27 4.1 Konklusioner... 21 Kapitel 5: Indvandrere og integration... 221 5.1 Indledning... 221 5.2 Beskrivelse af indvandrere i OECD-landene... 223 5.3 Forskelle i samfundsstruktur og integrationspolitikkens muligheder.. 234 5.4 Integrationspolitikken... 246 5.5 Indvandringspolitikken... 255
Kapitel 6: Tilbagetrækning og pension... 267 6.1 Indledning... 267 6.2 Det fremtidige pres på pensionssystemerne... 269 6.3 Tilbagetrækningsmønstret i internationalt perspektiv... 274 6.4 Reformer af alderspensionssystemet... 296 6.5 Justeringer af bestående pensionsordninger... 34 6.6 Overordnede kendetegn ved pensionssystemer... 314 Kapitel 7: Sundhed og ældrepleje... 327 7.1 Indledning... 327 7.2 Sundhed og velfærdssamfund i et internationalt perspektiv... 33 7.3 Finansiering af sundhedsudgifterne... 339 7.4 Resultaterne af sundheds- og plejeindsatsen... 356 7.5 Vækst i sundhedsudgifterne... 365 7.6 Kan man trække på reformer og erfaringer i andre lande?... 374
Forord Velfærdskommissionen udgav to rapporter i marts 25 med titlerne Fremtidens velfærd og globalisering og Fremtidens velfærd sådan gør andre lande. Den første rapport indeholder en analyse af globaliseringens betydning for de udfordringer, som det danske velfærdssamfund står over for. Den anden præsenterer en række analyser af internationale erfaringer med velfærdsreformer af uddannelsessystemer, arbejdsmarkeder, skattesystemer, integrationsindsats, pensions- og tilbagetrækningspolitik samt sundheds- og ældreplejeområdet. Nærværende analyserapport dokumenterer og er dermed grundlag for rapporten om internationale reformerfaringer. Herudover indeholder analyserapporten også en række nye kvantitative analyser på danske data i tilknytning til de valgte reformområder. Når der er grund til at se på internationale reformerfaringer, er det ikke fordi, vi nødvendigvis skal gøre som de andre, men for at hente inspiration. Velfærdskommissionen fremsætter først sine reformforslag ved udgangen af 25. I den forbindelse er det vigtigt at lære af andre landes erfaringer både gode og mindre gode. De valgte områder er ikke nødvendigvis udtryk for, hvilke områder Velfærdskommissionen vil anbefale reformer inden for. Præsentationen af internationale tiltag kan heller ikke læses som pejlemærker for, hvilke forslag Velfærdskommissionen vil anbefale. Alt materiale er tilgængeligt på kommissionens hjemmeside www.velfaerd.dk Med venlig hilsen Velfærdskommissionen 5
6
Landefortegnelse Oversigt over landekoder Landenavn Landekode Landenavn Landekode Afghanistan AFG Luxembourg LUX Argentina ARG Makedonien MKD Australien AUS Malta MAL Belgien BEL Marokko MAR Bosnien-Hercegovina BIH Mexico MEX Bulgarien BGR New Zealand NZL Canada CAN Norge NOR Cypern CYP Pakistan PAK Danmark DK Polen POL Estland EST Rumænien ROU Fillipinerne PHL Rusland RUS Finland FIN Schweiz CHE Frankrig FRA Singapore SIN Grækenland GRC Slovakiet SLK Holland NLD Slovenien SLV Hong Kong HKG Somalia SOM Indien IND Spanien ESP Irak IRQ Sri Lanka LKA Iran IRN Storbritanien UK Irland IRE Sverige SWE Island ISL Sydafrika ZAF Israel ISR Syrien SYR Italien ITA Taiwan TWN Jugoslavien SCG Thailand THA Japan JPN Tidl. Sovjetunionen USSR Kina CHN Tjekkiet CZE Korea KOR Tyrkiet TUR Kroatien HRV Tyskland DEU Letland LAT Ungarn HUN Libanon LBN Vietnam VNM Litauen LIT De mere udviklede lande omfatter: Albanien, Australien, Belgien, Bosnien og Hercegovina, Bulgarien, Canada, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Hviderusland, Irland, Island, Italien, Japan, Kroatien, Letland, Litauen, Luxemburg, Malta, (Tidl. Jugoslaviske republik) Makedonien, Moldova, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Schweiz, Serbien og Montenegro, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og USA. De mindre udviklede lande er alle øvrige lande. 7
Analyserapport: Fremtidens velfærd sådan gør andre lande OECD omfatter, siden december 2, følgende lande: Australien, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Island, Italien, Japan, Korea, Luxembourg, Mexico, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Schweiz, Slovakiet, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn, USA, Østrig. EU-12: Belgien, Tyskland, Danmark, Grækenland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Storbritannien. EU-15: Desuden Østrig, Finland, Sverige. EU-25: Desuden Cypern, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien. 8
Kapitel 1 Sammenfatning 1.1 Indledning De fleste OECD-lande står over for samme type udfordringer som Danmark. Der bliver færre i arbejdsstyrken og flere ældre. Afhængigheden og konkurrencen mellem landene bliver større på grund af globaliseringen, og den forøgede velstand betyder et større pres for øget velfærdsservice fra den offentlige sektor. Selvom landene har indrettet velfærdssystemerne forskelligt, og man derfor ikke uden videre kan overføre erfaringer fra et land til et andet, er der på en række felter reformerfaringer, som man kan lade sig inspirere af. Tilsvarende er der også lande, der har mindre positive erfaringer med reformer. Disse erfaringer kan naturligvis bruges til at undgå at begå samme fejl. Det danske velfærdssamfund er i vid udstrækning baseret på et universalistisk princip, der betyder, at relativt generøse velfærdsydelser stilles til frit til rådighed for borgerne, hvis de bliver udsat for en på forhånd fastlagt type af begivenhed. Finansieringen sker kollektiv via skattebetalinger. For at sikre finansieringen af velfærdsydelserne er det centralt, at en så stor andel af befolkningen som muligt er beskæftigede. En beskæftigelsesstrategi er derfor central i løsningen af den offentlige sektors langsigtede finansieringsproblem i Danmark. Det har derfor været et af de centrale temaer i de sammenlignende studier, der er foretaget i denne rapport. Det betyder dog ikke, at der ikke er set på andre problemstillinger. 1.2 Uddannelse Der er almindelig enighed om, at en veluddannet befolkning og dermed også arbejdsstyrke er et gode af mange grunde, og at det vil være en central konkurrenceparameter i landenes konkurrence om de attraktive arbejdspladser i fremtiden. På denne baggrund er det bekymrende, at andel af personer i aldersgruppen fra 25-34 år, der har mindst en ungdomsuddannelse, ikke er højere end den er for aldersgruppen fra 45-54 år. I stort set alle andre OECD lande er der en tendens, til at en større andel af yngre årgange har en uddannelse. Det betyder at flere lande har overhalet Danmark med hensyn til den andel af en årgang som får en uddannelse. Danmarks offentlige udgifter til uddannelse er 8,5 pct. af BNP. Det er det højeste niveau i OECD, og 3 pct. mere end gennemsnittet. Også målt ved 9
Analyserapport: Fremtidens velfærd såndan gør andre lande udgifterne pr. elev eller studerende ligger Danmark i blandt landene i toppen for alle trin i uddannelsesforløbet. Resultaterne i grundskolen står ikke mål med ressourceanvendelsen. Ifølge PISA-undersøgelserne ligger danske folkeskoleelever under OECDgennemsnittet mht. læsning og naturfag, men over gennemsnittet i matematik og problemløsning. Den danske folkeskole er den dårligste blandt de nordiske lande til at bryde den sociale arv. Blandt tosprogede har ca. halvdelen ikke har tilstrækkelige læsekundskaber når de forlader skolen. Det gælder både for indvandrere og efterkommere. Efterkommere efter indvandrere fra mindre udviklede lande har et meget betydeligt frafald fra ungdomsuddannelserne. Det kan ikke udelukkes, at det hænger sammen med problemerne for denne gruppe i folkeskolen. Da andelen af befolkningen, der er indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande, forventes at ville stige meget betydeligt i de kommende år, kan det betyde en større spredning i kompetencerne i den danske arbejdsstyrke i fremtiden. Ud fra et beskæftigelsessynspunkt indebærer indretning af uddannelsessystemet et tab, fordi der er en betydelig forsinkelse inden uddannelsen færdiggøres. Det betyder, at de unge er færdiguddannede på et senere tidspunkt i livet end i de lande, vi normalt sammenligner os med. For det første starter danske børn ligesom svenske og finske børn et år senere i skolen end i de øvrige EU lande. For det andet tager godt halvdelen af en årgang 1. klasse. Analyser baseret på data fra PISAundersøgelsen peger på, at for sammenlignelige grupper bliver det faglige niveau ikke forbedret ved 1. klasse. For det tredje er der en betydelig forsinkelse inden de unge starter på den uddannelse, som de ender med at afslutte. Forsinkelsen efter 9. klasse i forhold til den direkte vej er i gennemsnit på 5,4 år. Selvom en del af denne forsinkelse skyldes erhvervsarbejde, er der et meget betydeligt bidrag til den fremtidige arbejdsstyrke, hvis denne forsinkelse kan nedbringes. 1.3 Arbejdsmarked Et arbejdsmarked, som sikrer et højt arbejdsudbud og en lav strukturel ledighed, er et effektivt middel til at sikre en høj beskæftigelsesandel i befolkningen. Den strukturelle ledighed i Danmark er reduceret meget betydeligt siden starten af 199 erne i takt med gennemførelsen af en række arbejdsmarkedsreformer. Sammenlignet med de fleste europæiske lande er det danske arbejdsmarked relativt velfungerende og udgør et godt udgangspunkt i forhold til de kommende udfordringer. 1
Kapitel 1 Det danske arbejdsmarked er relativt fleksibelt og har en stor jobomsætning. Der er få restriktioner på at ansætte og afskedige medarbejdere, og samtidig er kompensationen i tilfælde af ledighed forholdsvis høj, særligt til lavtlønnede grupper på arbejdsmarkedet. Det betyder, at der er en vis ledighedsrisiko, men samtidig stor sandsynlighed for at komme ud af ledigheden igen, bl.a. understøttet af rådighedsregler og den aktive arbejdsmarkedsindsats. Modsætningen til dette er et arbejdsmarked med høj grad af jobbeskyttelse. I dette tilfælde er jobomsætningen mindre, og ledighedsrisikoen for ansatte har tendens til at være lavere. Til gengæld er muligheden for at komme i beskæftigelse for ledige mere begrænset. Det er især til skade for svage grupper på arbejdsmarkedet og betyder tendens til større langtidsledighed. Tendensen i andre lande har været at lempe jobbeskyttelsesreglerne. Enkelte har i den forbindelse skabt selvstændige problemer, bl.a. øget segmentering af arbejdsmarkedet og højere ledighed, ved alene at lempe reglerne for udvalgte grupper. Tiltag i retning af øget jobbeskyttelse kan ikke anbefales på det danske arbejdsmarked. I det danske system er balancen mellem forsikringselementet og tilskyndelsen til at søge ny beskæftigelse vigtig. I forhold til andre lande kan man få ledighedsunderstøttelse i forholdsvis lang tid i Danmark på et relativt højt niveau. Dækningen aftager, når man har opbrugt sin dagpengeret efter 4 år og kommer på kontanthjælp. I andre lande aftager dækningen langt tidligere, enten som følge af kortere varighed i dagpengesystemet, indbyggede ydelsestrin eller faldende ydelsesprofil. På den måde aftager dækningen med ledighedsperiodens længde. I Sverige reduceres ydelsen f.eks. efter 1 dages ledighed. Tendensen i andre landes arbejdsmarkedsreformer har bl.a. været kortere perioder med ret til ledighedsunderstøttelse, skærpede rådighedsregler, større effektivitet i arbejdsformidlingen, øget fokus på aktiv beskæftigelsespolitik og mere generelt øget fokus på de økonomiske incitamenter til at være i beskæftigelse. Danmark er blandt de lande, som anvender flest ressourcer på ledighedsindsatsen, både i forhold til forsørgelse og i forhold til indsatsen med at hjælpe ledige tilbage i beskæftigelse. Hvis ledigheden stiger fremover som følge af, at flere berøres af ledighed og flere bliver langtidsledige, vil den nuværende konstruktion øge presset på de offentlige finanser. 1.4 Skat på arbejde Flere lande har søgt at øge arbejdsudbuddet for personer med lavt kvalifikationsniveau gennem målrettede skattelettelser og/eller gjort velfærdsydelser til udvalgte gruppe betinget af beskæftigelse. Evalueringer af be- 11
Analyserapport: Fremtidens velfærd såndan gør andre lande skæftigelsesbetingede skatterabatter og ydelser målrettet mod lavtlønnede i Storbritannien, USA og Canada viser, at ordningerne øger arbejdsudbuddet fra lavtlønnede husholdninger og dermed også disses indkomst. Erfaringerne kan imidlertid ikke overføres direkte til danske forhold, da niveauet for sociale ydelser typisk er væsentligt lavere i disse lande og alternativet til beskæftigelse derfor mindre attraktivt end i Danmark. Beskæftigelsesfradrag og beskæftigelsesbetingede velfærdsydelser til lavtlønnede øger incitamentet til beskæftigelse. En af ideerne bag disse fradrag og ydelser er, at beskæftigelse i sig selv fører til højere indkomst over tid. Men aftrappes fradrag og ydelser i indkomsten, kan det give anledning til incitamentsproblemer, idet aftrapningen skaber stigende marginalskatter for personer med indkomster i aftrapningsintervallet. På den anden side er der betydelige omkostninger ved generelle beskæftigelsesfradrag, som endvidere kan have en negativ effekt på arbejdsudbuddet for allerede beskæftigede, fordi den øgede indkomst efter skat giver råd til mere fritid. Danmark er blandt de lande, der har den højeste beskatning af arbejdskraft, både for højt- og lavtlønnede. Det vurderes, at arbejdsmarkedspolitiske og skattemæssige tiltag de seneste år har skabt bedre incitamenter til at arbejde for de lavere lønnede og ikke-beskæftigede i Danmark. Det relativt høje niveau for indkomsterstattende sociale ydelser i Danmark betyder imidlertid, at den effektive beskatning af lavtlønnede alt andet lige vil være højere end i lande med mindre generøse overførsler. Der er i flere lande gennemført skattelettelser, der tilgodeser både lavt- og højtlønnede. Selvom skattelettelser øger incitamentet til beskæftigelse, er de ikke selvfinansierende. En del af de gennemførte skattelettelser i andre lande er ikke fuldt finansierede og vil derfor bidrage til at forøge det langsigtede finansieringsproblem i disse lande. I Danmark har de seneste skattereformer primært fokuseret på lempelser til lav- og mellemindkomstgrupperne. Det betyder, at de højere indkomster fortsat beskattes med en høj marginalskat Danmark. Den marginale skattebetaling af en løn svarende til 167 pct. af en gennemsnitlig produktionsarbejders er således 2 pct.point højere i Danmark end gennemsnittet for OECD i 23. Samtidig er grænsen til højeste progressionstrin i skattesystemet relativt lav i Danmark. Det betyder, at 4 pct. af de fuldtidsbeskæftigede i Danmark betaler den højeste marginalskat. 1.5 indvandrere og integration Danmark har relativ få indvandrere sammenlignet med andre OECDlande. På den anden side er Danmark sammen med Norge blandt de OECD-lande, der har oplevet den største vækst i andelen af indvandrere siden 1991. 12
Kapitel 1 Danmark er blandt de lande sammen med Sverige og Holland, der bruger flest offentlige ressourcer på integrationspolitik. Den danske indsats adskiller sig ikke afgørende fra indsatsen i to disse lande. I stort set alle OECD-lande har indvandrerne en lavere beskæftigelse end den øvrige befolkning. Det skyldes primært, at indvandrere, der kommer fra mindre udviklede lande, har en relativt svag tilknytning til arbejdsmarkedet. I Danmark ligger beskæftigelsen for både mænd og kvinder fra mindre udviklede lande i den lave ende men ikke lavest sammenlignet med andre europæiske lande. Danmark er imidlertid blandt de europæiske lande, hvor forskellen mellem beskæftigelsesgraden for indvandrere fra mindre udviklede lande og den øvrige befolkning er størst. Det afspejler først og fremmest en høj beskæftigelsesfrekvens i Danmark særligt for kvinder. Det kan være mere vanskeligt at integrere indvandrere på det danske arbejdsmarked sammenlignet med andre lande. For det første er det danske arbejdsmarked karakteriseret ved en lav lønspredning og relative høje mindstelønninger, hvilket gør det svært at skaffe sig adgang til det ordinære arbejdsmarked for indvandrere med generelt lave kvalifikationer. For det andet har de indvandrere, vi har modtaget fra mindre udviklede lande, oftest en ringere uddannelsesbaggrund end indvandrerne i de fleste andre OECD-lande. For det tredje kan de kulturelle forskelle få særlig betydning i det danske samfund, hvor man i modsætning til traditionen i en del andre lande forventer høj erhvervsdeltagelse fra både kvinder og mænd. Endelig er der en ekstra sproglig barriere i Danmark sammenlignet med engelsktalende lande, ligesom Danmark ikke har samme tradition for at modtage og integrere indvandrere. Med indførelsen af introduktionsydelsen på starthjælpsniveau fra 22 er de danske ydelser til nyankomne flygtninge og indvandrere bragt på omtrentligt niveau med en række europæiske lande, hvor ydelserne i Danmark før 22 var blandt de højeste. Det har endvidere betydet en mærkbar forbedring af de økonomiske incitamenter til at søge beskæftigelse for indvandrere på denne ydelse i Danmark. Andre landes integrationspolitiske redskaber kan ikke umiddelbart overføres til Danmark og øge erhvervsdeltagelsen for indvandrere. 1.6 Tilbagetrækning og pension Velfærdskommissionen pegede i sin første rapport på, at den andel af livet, som udgøres af pensionisttilværelsen, er stigende, både fordi den gennemsnitlige levetid vokser, og fordi tilbagetrækningsalderen falder. Velfærdskommissionen fremhævede, at det var vigtigt at gøre finansieringen af velfærdssamfundet robust overfor stigninger i levetiden, og at et 13
Analyserapport: Fremtidens velfærd såndan gør andre lande betydeligt bidrag til dette kunne kom fra at lade den formelle tilbagetrækningsalder følge middellevetidsudviklingen. Den gennemsnitlige levealder for 6-årige i OECD er siden 196 steget med 4 år og samtidig sker tilbagetrækningen ved en 4-5 år lavere alder. I lyset af presset på den offentlige sektors langsigtede finansiering er der i mange lande bestræbelser på at bryde denne tendens til, at pensionisttilværelsen udgør en større andel af livet. Det gøres ved at afvikle eller reducere udbredelsen af ordninger med tidlig tilbagetrækning og ved at hæve den formelle tilbagetrækningsalder. De offentlige pensionsydelser påvirker tilbagetrækningsmønstret. Ofte er selve aldersgrænsen for ydelsen, f.eks. den formelle pensionsalder, med til at skabe normen for, hvornår folk trækker sig tilbage. Desuden giver pensionsydelsen i sig selv mulighed for at klare sig uden fortsat arbejdsmarkedstilknytning. Og endelig er de offentlige ydelser i mange lande udformet, således at man går helt eller delvist glip af ydelsen, hvis man fortsætter med at arbejde. Ændringer i den formelle tilbagetrækningsalder påvirker derfor den gennemsnitlige tilbagetrækning markant. Ældres erhvervsdeltagelse stiger, når normen for tilbagetrækning stiger, for eksempel ved en forhøjelse af efterlønsalderen i Danmark eller pensionsalderen i andre lande. Internationale sammenligninger viser, at når ældre bliver længere på arbejdsmarkedet, giver det højere beskæftigelse uden nogen nævneværdig stigning i ledigheden. Konklusionen er, at det ikke er personens alder, men afstanden til normen for tilbagetrækning, der har betydning for den merledighed, der i de fleste lande opstår i årene før den normale tilbagetrækningsalder. Internationale sammenligninger viser, at de førtidige tilbagetrækningsordninger til en vis grad kan erstatte hinanden. Stramninger af en ordning kan således føre til øget tilgang til andre ordninger. Det er derfor vigtigt at overveje samspillet mellem de forskellige ordninger i forbindelse med reformtiltag. Ud over at tilpasse tilbagetrækningstidspunktet til den forventede levetid har mange lande foretaget reformer af de offentlige pensionssystemer for at reducere de fremtidige udgifter. Danmark har valgt en strategi, der supplerer det offentlige system med et fondsbaseret gennem opbygningen af arbejdsmarkedspensionerne. Derved bliver en betydelig del af de fremtidige pensionsudbetalinger fondsbaserede. Øget levetid finansieres i dette system gennem lavere pensioner. Arbejdsmarkedspensionerne betyder også, at presset på de offentlige pensioner i Danmark bliver mindre i fremtiden. Dels kommer der direkte besparelser som følge af lavere udbetalinger af pensionens indkomstafhængige del, og dels bliver presset for en generelt højere dækning af de offentlige pensioner formentlig mindre. Selve det offentlige pensionssystem er imidlertid ikke gjort robust over for ændret levetid. 14
Kapitel 1 I andre lande har man gjort de offentlige pensionssystemer mere robuste. Det sker dels ved at de individuelle udbetalinger i højere grad gøres afhængige af indbetalingerne. Hensigten er i mange tilfælde at opnå en reduktion af pensionsudbetalingerne i takt med, at middellevetiden stiger, og at skabe en mere klar sammenhæng mellem tilbagetrækningsalder og pensionsydelse. En række lande har endvidere gennemført reformer, der på mere direkte vis forbedrer pensionssystemets finansielle stabilitet, f.eks. ved at hæve pensionsalderen, øge pensionsbidragene eller reducere ydelsesniveauet. Sverige har valgt at gennemføre en meget grundlæggende reform af det offentlige pensionssystem. Der er indført individuel registrering af alle borgeres pensionsbidrag. Hermed er man gået meget langt i retning af at skabe en nær sammenhæng mellem ind- og udbetalinger af pension. Det nye svenske system er robust over for de forventede, fremtidige ændringer i befolkningssammensætningen. Derudover adskiller det sig fra det danske ved, at lavtlønnedes tilskyndelse til tidlig tilbagetrækning er klart mindre end i Danmark. 1.7 Sundhed Lige adgang til et sundhedsvæsen af en tilfredsstillende kvalitet er af stor velfærdsmæssig betydning. Hovedparten af OECD-landene sikrer hele, eller stort set hele, deres befolkninger denne adgang via offentligt finansierede ordninger. USA og Schweiz er undtagelserne. Sundhedsudgifter udgør en meget betydelig del af de samlede udgifter til velfærdsservice. De samlede sundhedsudgifter i Danmark udgør knap 9 pct. af BNP. Danmark udgør en bemærkelsesværdig undtagelse blandt OECD landene, idet sundhedsudgifternes andel af BNP har været konstant i Danmark siden 197. Den generelle tendens har derimod været, at sundhedsudgifternes andel af BNP har været voksende gennem perioden. Sundhedsudgifternes andel af BNP er for OECD gennemsnittet vokset med 5 procent i samme periode og er nu tæt på at have samme niveau som det danske. Målt pr. indbygger ligger Danmark dog fortsat 12 pct. over OECDgennemsnittet. I forhold til de andre OECD-lande går en relativt stor del af de danske udgifter til stationær behandling; dvs. indlæggelser og pleje, mens en relativt lille andel går til medicin. Det er ældreplejedelen, der forklarer den høje vægt på stationær pleje. Der er en række faktorer, der taler for, at sundhedsudgifternes andel af produktionen vil være voksende. For det første er mulighederne for produktivitetsgevinster på plejedelen af sundhedsudgifterne begrænsede. Det trækker i retning af stigende omkostninger ved forbedret kvalitet. For det andet er der en tendens til, at efterspørgslen efter serviceydelser er voksende med voksende velstand. Dette inkluderer både livsstilsrelateret ef- 15
Analyserapport: Fremtidens velfærd såndan gør andre lande terspørgsel og livsstilssygdomme (f.eks. rygning og fedme). Det trækker også i retning af, at der kan være behov for, at sundhedsudgifternes andel af produktionen er stigende. For det tredje har den teknologiske udvikling på sundhedsområdet en tendens til at betyde at nye og bedre, men også dyrere behandlingstilbud bliver mulige. Denne effekt dominerer effekten af, at eksisterende teknologi gøres billigere. De fleste lande forventer alene af denne grund en betydelig stigning i udgifternes andel af BNP. Endelig vil ændringen i alderssammensætningen af befolkningen betyde, at sundhedsomkostningernes andel af BNP vokser. Den offentlige del af de samlede sundhedsudgifter udgør 83 pct. i Danmark, hvilket er på linje med en række andre OECD-lande, hvor den offentlige finansieringsandel generelt er på ca. 7-9 pct. Den private finansieringsandel i Danmark udgøres altovervejende af direkte brugerbetaling. Danmark har valgt en anden struktur i brugerbetalingen end vores nabolande. I disse lande er brugerbetaling spredt ud på en lang række sundhedsydelser, således at der er en mindre brugerbetaling ved stort set enhver kontakt med sundhedsvæsenet. I Danmark er brugerbetalingen samlet på enkelte ydelser i sundhedssystemet, mens andre er gratis. Områder med brugerbetaling i Danmark inkluderer medicin, tandlæge, fysioterapi. Privat forsikringsfinansiering fylder meget lidt. En række OECD-lande har gennemført reformer på sundhedsområdet. De har primært vedrørt hospitaler og ældrepleje. Sigtet har været at fremme konkurrence og effektivitet inden for sundhedsvæsenet gennem forsøg med bestiller-/udfører-modeller. Der er i Norge og Sverige konstateret en tendens til at aktivitetsbaseret afregning øger aktiviteten og muligvis også den tekniske effektivitet. 16
Kapitel 2 Uddannelse Education differs from other areas of public expenditure because direct measures of outcomes are available, making it possible to consider results and, by implication, to consider the efficiency of provision. 2.1 Indledning Eric A. Hanushek I mange lande er uddannelsessystemet i fokus, når det diskuteres, hvad "vi skal leve af i fremtiden". Alle er enige om, at det er nødvendigt med en velkvalificeret arbejdsstyrke for at sikre gode og vellønnede job. Dermed ikke sagt, at der kun er økonomiske grunde til at uddanne sig. En veluddannet befolkning er med til at skabe et harmonisk, tolerant og kulturelt spændende og udfordrende samfund. Den internationale diskussion handler blandt andet om fundamentet for uddannelsessystemet, dvs. grundskolen. Her har blandt andet PISAundersøgelserne sat fokus på, at mange skolebørn har et for ringe fagligt niveau. Øget satsning på uddannelse betyder ikke nødvendigvis flere offentlige midler til området. Det gælder først og fremmest om at sikre en effektiv udnyttelse af de ressourcer, der er til rådighed. I flere lande forsøger man at lade offentlige uddannelsesinstitutioner konkurrere med hinanden, eller man lader private udbyde uddannelser. Begge dele skal fremme konkurrencen og dermed effektiviteten. Danmark er det land, der bruger flest offentlige midler på uddannelse som andel af BNP, nemlig 8,5 pct. Det er over 3 pct.point mere end OECDgennemsnittet. Også målt ved udgifterne pr. elev er Danmark i top på alle trin i uddannelsesforløbet. Den danske grundskole er ifølge PISA-undersøgelsen den dårligste i Norden til at bryde sammenhængen mellem forældrebaggrund og børnenes læsefærdigheder. De danske grundskoleelevers faglige kundskaber ligger i PISA-undersøgelsen under gennemsnittet i læsning og naturfag, men over gennemsnittet i matematik og problemløsning. 17 pct. af alle danske elever er for dårlige til at læse. I Sverige og især Finland er tallet væsentligt lavere. En række andre lande, vi normalt sammenligner os med, ligger dog på niveau med eller dårligere end Danmark. Mange unge i Danmark får ikke en ungdomsuddannelse. Restgruppen blandt de 2-24-årige uden uddannelse og uden for uddannelsessystemet er større end i Storbritannien, Finland, Sverige, Frankrig og Tyskland. 17
Analyserapport: Fremtidens velfærd sådan gør andre lande Stort set alle unge begynder på en ungdomsuddannelse i Danmark, men væsentligt færre afslutter. Især unge fra tosprogede familier har meget høje frafaldsprocenter på erhvervsuddannelserne. Sammenligner vi os med andre lande, ligger Danmark i en "midterposition", når det gælder andelen af personer med en videregående uddannelse. I en række lande tager flere og flere af de yngre generationer en videregående uddannelse. Men i Danmark har de 25-34-årige ikke et væsentligt højere uddannelsesniveau end de 45-54-årige. Danmark er blevet overhalet i det internationale uddannelseskapløb af lande som bl.a. Korea, Finland, Belgien, Spanien, Irland og Frankrig. Det offentlige har en klar interesse i at støtte uddannelse i de situationer, hvor de samlede gevinster for samfundet overstiger fordelene for modtagerne af undervisningen. Det er tilfældet for grundskolen, og derfor er grundskolen folkeskoler, friskoler og privatskoler hovedsagligt offentligt finansieret i de fleste lande. For den enkelte er der en økonomisk gevinst i form af højere løn ved at tage en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Der kan derfor argumenteres for delvis brugerbetaling og mindre offentlig støtte på videregående uddannelser. En af fordelene ved brugerbetaling på de videregående uddannelser er, at samfundet kan begrænse det økonomiske tab, hvis højtuddannede rejser ud efter endt uddannelse. Globaliseringen sætter indretningen af et skattefinansieret uddannelsessystem som det danske under pres. Unge har tilskyndelse til at tage en videregående uddannelse i Danmark og derefter flytte til et land med lavere skat. Med stigende internationalisering også af uddannelserne kan dette problem blive større i fremtiden. En lang række lande, her i blandt Storbritannien, New Zealand, Australien og Holland, har forsøgt at ændre finansieringen af de videregående uddannelser og har eksempelvis indført brugerbetaling for at kunne optage flere på en uddannelse. Brugerbetaling er mest udbredt på de videregående uddannelser. Det er her, man som færdiguddannet kan se frem til den højeste løn. Og det er her, gevinsten ved at tage en uddannelse i højere grad tilfalder den enkelte frem for samfundet. Enkelte lande har også indført brugerbetaling for ungdomsuddannelser. I de lande, hvor man generelt har indført brugerbetaling, har der været fokus på at sikre, at unge fra mindre gode økonomiske kår fortsat skal have adgang til uddannelsessystemet på lige fod med andre. Danmark har sammen med nogle andre nord- og mellemeuropæiske lande stort set ikke undervisningsgebyrer på de videregående uddannelser. 18
Kapitel 2 Samtidig er den danske uddannelsesstøtte en af de højeste i verden og består i stor udstrækning af stipendier, der ikke skal betales tilbage. Uddannelsesinstitutioner i flere andre lande anvender derimod i høj grad brugerbetaling. Brugerbetaling kan betyde, at de studerende og deres familier bliver mere kvalitetsbevidste og stiller større krav. Endvidere kan uddannelsesinstitutionerne blive mere opmærksomme på individuelle behov. Der kan også være et retfærdighedsargument for, at højtuddannede medfinansierer deres egen uddannelse. SU-stipendier og "gratis" uddannelse til højtuddannede er statsstøtte til dem, der i gennemsnit har en meget høj indkomst over livsforløbet. En støtte, som alle i samfundet er med til at betale via skatten. Brugerbetaling i en dansk sammenhæng er dog ikke uden problemer. Dels er marginalskatten på arbejdsindkomst høj i forhold til andre lande. Dels er den økonomiske gevinst for hver enkelt dansker ved at tage en videregående uddannelse ikke særlig høj i et internationalt perspektiv. Brugerbetaling vil selvsagt gøre gevinsten mindre. I en række lande med undervisningsgebyrer på de videregående uddannelser er det muligt for de studerende at optage statslige studielån på favorable rentevilkår. Lånene kan bruges både til gebyrerne og til at leve for. I Australien, New Zealand og Storbritannien afhænger tilbagebetalingen af lånene af den arbejdsindkomst, den færdiguddannede får. Som regel begynder tilbagebetalingen først ved indkomster, der udgør 5-75 pct. af, hvad en gennemsnitlig arbejder i industrien tjener. Der er ikke noget, der tyder på, at lånefinansierede undervisningsgebyrer har reduceret tilgangen til de videregående uddannelser. Danske studerende på videregående uddannelser er blandt de ældste i EU. Det skyldes blandt andet, at de - som svenske og finske børn - begynder et år senere i skole end i de øvrige EU-lande. Som unge går de også senere i gang med en videregående uddannelse. Forsinkelser sker imidlertid ikke kun forud for videregående uddannelser. Mange danske unge går ikke den direkte vej fra 9. klasse til færdiggørelse af en uddannelse. I 22 var den gennemsnitlige forsinkelse hos alle, der gennemførte en uddannelse, på 5,4 år. Den største forsinkelse findes i gruppen, der afsluttede en mellemlang, videregående uddannelse. Her var den gennemsnitlige forsinkelse på knap 7 år. Mere end halvdelen af forsinkelsen skyldes perioder med arbejde. Resten skyldes forsinkelser i studietiden, inden den studerende besluttede sig for den afsluttende uddannelse. Kun en mindre del skyldes forsinkelse på det afsluttende studium. 19
Analyserapport: Fremtidens velfærd sådan gør andre lande Afsnit 2.2 indeholder en sammenligning af uddannelsessystemerne i OECD-landene med udgangspunkt i en række indikatorer for indsats, resultat og struktur. Forskningsbaseret viden om betydningen af uddannelse for nationers velstand, økonomisk vækst, beskæftigelse og fremme af lige muligheder diskuteres i afsnit 2.3. I afsnit 2.4 belyses på baggrund af hovedsageligt to undersøgelser, hvilke forhold der kendetegner grundskolen i de lande, der klarer sig godt i internationale sammenligninger af elevernes færdigheder. Afsnit 2.5 diskuterer offentlig støtte til og finansiering af videregående uddannelser med fokus på det hensigtsmæssige støtteniveau og samspillet mellem uddannelsesstøtte og skattesystem. 2.2 Uddannelsessystemerne i OECD i tal I dette afsnit belyses forskelle og ligheder mellem uddannelsessystemerne i OECD-landene med særlig fokus på Danmark ved at se på en række indikatorer for uddannelsesniveauet blandt de 25-64-årige, målt ved den gennemsnitlige uddannelseslængde og uddannelsens karakter, jf. boks 2.1; udgifter til forskellige uddannelsestyper og fordelingen mellem offentlig og privat finansiering af uddannelsesinstitutioner; offentlige uddannelsesudgifters fordeling på støtte til uddannelsesinstitutioner og støtte til studerende i form af stipendier og lån; effekten af uddannelse på beskæftigelse og aflønning; tidspunkt for start i grundskole samt for påbegyndelse og færdiggørelse af videregående uddannelser. Der er gjort et stort arbejde af bl.a. internationale statistikbureauer for at harmonisere statistikkerne og dermed gøre oplysningerne sammenlignelige. Alligevel skal man være varsom med at drage for håndfaste konklusioner om landenes uddannelsesmæssige styrker og svagheder alene på baggrund af indikatorsammenligninger. Årsagen er, at det kan være svært at sætte tal på resultatet af undervisningen. Endvidere er det vanskeligt at få belyst en række vigtige institutionelle forskelle mellem landenes undervisningssystemer, som kan være af betydning for forholdet mellem indsats af ressourcer og resultat eller afkast. Betydningen af institutionelle forhold for grundskolen søges belyst i afsnit 2.4. 2
Kapitel 2 Boks 2.1: Uddannelsessystemets hovedområder Det danske uddannelsessystem kan inddeles i en række hovedområder, der afspejler både uddannelsesniveauet og -retningen. Inddelingen sammenholdes med international angelsaksisk uddannelsesterminologi. Børnehaveklassen ( pre-primary education ) er i Danmark et-årig startende fra det skoleår, hvor eleverne fylder seks år, mens den i en række andre lande kan starte allerede fra tre års alderen og kan vare flere år. Forskellene mellem børnehaver med et overvejende pædagogisk sigte og børnehaveklasser med et væsentligt læringsmæssigt formål kan dog være svære at fastlægge, når man sammenligner førskoleordninger internationalt. Den danske grundskole består af et enkelt forløb, mens undervisningen i en række andre lande er todelt i primary education og lower secondary education. Ved starten af lower secondary education, hvilket typisk sker efter fem til seks års skolegang, bliver eleverne i nogle lande niveaudelt. Ligeledes kan der ske en øget faglig specialisering af lærerne i anden del af grundskolen. Ungdomsuddannelserne er studieforberedende (eksempelvis det almene gymnasium) eller erhvervsrettede (eksempelvis erhvervsuddannelserne) eller begge dele (eksempelvis den erhvervsgymnasiale uddannelse). Uddannelserne varer normalt tre år, men længden kan variere fra to til fem år. Personer uden en erhvervskompetencegivende uddannelse er personer, der kun har grundskolen eller en studieforberedende ungdomsuddannelse som baggrund. I en række andre lande skelnes der i ungdomsuddannelserne mellem upper secondary education og post-secondary non-tertiary education, hvor sidstnævnte i højere grad er studieforberedende eller rettet mod efterfølgende varetagelse af bestemte erhverv. Stort set alle danske ungdomsuddannelser kan henføres til kategorien upper secondary education. Videregående uddannelser kan deles op i bachelor-niveau (tre års uddannelse) og kandidatuddannelse (typisk yderligere to års uddannelse). Hertil kommer muligheden for en ph.d.-forskeruddannelse, der er normeret til at vare tre år. En række mellemlange videregående uddannelser som folkeskolelærer-, sygeplejerskeog journalistuddannelsen er fra 23 omlagt til såkaldte professionsbacheloruddannelser. Arbejdsstyrkens uddannelsesniveau nu og i fremtiden Målt på et bredt udsnit af befolkningen de 25-64-årige udmærker de bedst uddannede lande sig ved, at en lille andel af befolkningen, typisk 15-2 pct. har grundskolen som eneste uddannelsesmæssige baggrund, mens 3-4 pct. har en videregående uddannelse, jf. tabel 2.1. Sverige, Finland og Norge ligger i samme gruppe som Danmark, dog med marginalt færre, der kun har grundskolen og lidt flere med en videregående uddannelse. Ellers er det kun USA, Canada og Japan, der har en klart bedre uddannet befolkning end den danske, målt ved de 25-64-åriges uddannelsesniveau. Lande med den dårligst uddannede befolkning er Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Mexico og Tyrkiet, hvor mellem halvdelen og trefjerdedele af befolkningen kun har grundskolen som højeste uddannelse. Blandt 21
Analyserapport: Fremtidens velfærd sådan gør andre lande disse lande er der dog store forskelle mellem andelen af højtuddannede: fra knap 6 pct. i Tyrkiet til knap en fjerdedel i Spanien. En række lande har en fra det generelle billede afvigende uddannelsesprofil. Eksempelvis har Tjekkiet den laveste andel af befolkningen, der kun har en grundskoleuddannelse, knap 12 pct., og den højeste andel med en ungdomsuddannelse med over trefjerdedele. I Polen og Slovakiet ses samme mønster, bare ikke så udtalt. Tabel 2.1: Højest gennemførte uddannelse for 25-64-årige, pct., 22 Grundskole Ungdomsuddannelser Videregående uddannelser Gns. antal skoleår Australien 39,1 3,2 3,8 13,1 Belgien 39,2 32,7 28,1 11,2 Canada 17,4 39,9 42,6 12,9 Danmark 19,7 52,5 27,4 13,3 Finland 25,2 42, 32,6 12,4 Frankrig 35,2 4,6 24, 1,9 Grækenland 47,3 34,3 18,3 1,5 Holland 33,5 42, 24,4 13,5 Irland 39,7 34,9 25,4 12,7 Island 34,4 39,4 26,3 13,4 Italien 53,7 35,9 1,4 9,4 Japan 16,3 47,4 36,3 12,6 Korea 29,2 44,8 26, 11,7 Luxembourg 38,4 43, 18,6 12,9 Mexico 87,4 6,8 5,8 7,4 New Zealand 23,8 46,3 29,8 1,6 Norge 13,2 55,3 31, 13,8 Polen 18,4 69,4 12,1 11,9 Portugal 79,6 11,1 9,3 8, Schweiz 15,4 59,4 25,2 12,8 Slovakiet 14,1 75, 11, 12,5 Spanien 58,3 16,8 24,4 1,3 Sverige 18,4 49, 32,6 12,4 Tjekkiet 11,7 76, 11,9 12,4 Tyrkiet 74,8 15,9 9,3 9,6 Tyskland 17, 59,6 23,4 13,4 UK 16,3 56,8 26,9 12,7 Ungarn 28,6 57,2 14,2 11,5 USA 12,7 49,2 38,1 12,7 Østrig 22,1 63,4 14,5 11,3 Gennemsnit 32,7 44,2 23, 11,8 Kilde: OECD (24a). Det er ikke uproblematisk at sammenligne forskellige landes uddannelsesgrupper, som opgjort i tabel 2.1, da uddannelserne kan have forskellig længde og dermed forskellig kvalitet. Danmark, Tyskland og Island har det højeste gennemsnitlige antal skoleår i befolkningen og overgår dermed 22
Kapitel 2 USA, Canada og Japan, som målt på fordelingen på uddannelsesgrupper ligger højere. Billedet af hele befolkningens uddannelsesniveau afspejler indsatsen i uddannelsessystemet i de sidste 3-4 år. For at få et pejlemærke af, hvilken retning landenes uddannelsesniveau vil bevæge sig i de kommende årtier, kan man se på de yngre generationers uddannelsesmønster med hensyn til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, jf. figur 2.1 og figur 2.2. Figur 2.1: Andel af yngre generationer med mindst en ungdomsuddannelse, 22 Pct. 1 Pct 1 8 8 6 6 4 4 2 2 KOR NOR JPN CZE SLK SW CAN FIN CHE USA DK DEU AUT NZL HUN FRA BEL IRE NLD AUS GRC UK ISL LUX ITA ESP POL PRT TUR MEX Anm.: Ungdomsuddannelse omfatter her kategorien upper secondary education, der stort set dække alle danske ungdomsuddannelser, jf. boks. 2.1. Kilde: OECD (24a). 45-54 25-34 Blandt stort set alle lande er andelen med mindst en ungdomsuddannelse øget i aldersgruppen 25-34-årige i forhold til de 45-54-årige. I gennemsnit for alle OECD-lande gælder, at 75 pct. har en ungdomsuddannelse blandt de 25-34-årige, mens det kun er 61 pct. blandt de 45-54-årige. Der er en klar tendens i retning af, at forskellene mellem lande med hensyn til andelen, der mindst har en ungdomsuddannelse, vil blive indsnævret i fremtiden. De lande, der især har øget andelen med ungdomsuddannelser blandt de 25-34-årige, er dem, der ligger lavt blandt de 45-54-årige. Højdespringeren er Korea, der på 2 år næsten har fordoblet andelen med mindst en ungdomsuddannelse fra 5 til 94 pct. Mens Danmark ligger i top 5 blandt de 3 OECD-lande med hensyn til andelen af 45-54-årige med en ungdomsuddannelse, er Danmark ikke engang i top 1 blandt de 25-34-årige. 23
Analyserapport: Fremtidens velfærd sådan gør andre lande Også i forhold til de videregående uddannelser sakker Danmark bagud i uddannelseskapløbet. De danske 45-54-årige hører til blandt top 5 målt ved andelen med en videregående uddannelse. De 25-34-årige danskere er nede på en 14. plads, hvilket afspejler, at andelen med en videregående uddannelse kun er øget få pct.point i forhold til de 45-54-årige. 1 De 1 lande, der ligger i toppen med hensyn til andelen af 25-34-årige med en videregående uddannelse, er også de lande, der har oplevet den største fremgang i udbredelsen af videregående uddannelser i forhold til de 45-54-årige. Blandt top 1-landene er det kun Sverige og USA, der viser en fremgang på under 1 pct.point. Højdespringeren er igen Korea, men også Spanien, Irland og Frankrig har øget andelen med en videregående uddannelse betydeligt. Figur 2.2: Andel af yngre generationer med videregående uddannelse Pct. 6 5 4 3 2 1 Pct. 6 5 4 3 2 1 CAN JPN KOR NOR USA FIN SWE BEL ESP IRE FRA AUS UK NZL DK ISL NLD CHE GRC LUX DEU POL PRT HUN AUT ITA CZE SLK MEX TUR Kilde: OECD (24a). 45-54 25-34 Hvis man antager, at uddannelsesmønsteret for de 25-34-årige i 22 fastholdes frem til 22, dvs. en forudsætning om, at også de 25-34-årige i 22 vil have samme andel med ungdomsuddannelse og videregående uddannelse som i 22, kan man fremskrive befolkningens uddannelsessammensætning til den tid. Det bemærkes, at effekten af uddannelsesmønsteret i 22 endnu ikke er slået fuldt igennem i befolkningens uddannelsesniveau i 22 tallene er udtryk for et mellemresultat mod den nye langtidsligevægt, der først nås ca. 2 år senere. Andelen af personer, der har en ungdomsuddannelse som højeste uddannelsesniveau, ventes for landene i gennemsnit at vokse med knap 4 1 Da danske unge starter sent på en videregående uddannelse, jf. senere i afsnittet, kan tallene for de 25-34-årige dog undervurdere de yngre generationers opnåede videregående uddannelse. 24
Kapitel 2 pct.point fra 22 til 22. Der er stor stabilitet i landenes rangordning, selvom der er sket en betydelig ændring i andelen med mindst ungdomsuddannelse. Det skyldes, at forskydningerne i andelen af personer med ungdomsuddannelser forplanter sig videre til de videregående uddannelser, jf. figur 2.3. Lande som Korea, Irland og Spanien vil i 22 have en 1 pct.point større andel af befolkningen med videregående uddannelse end i dag. Den gennemsnitlige vækst i perioden for alle lande er en fremgang på godt 5 pct.point. Danmark vil bevæge sig fra en 8. til en 11. plads i rangordenen overhalet af Korea, Irland og Storbritannien. Frem mod 24 vil Danmark falde yderligere, jf. ovenfor. Figur 2.3: Andel af 25-64-årige i 22 med videregående uddannelse og fremskrivning for 22 22 22 Pct. CAN USA JPN FIN AUS SW BEL NOR NZL IRE DK UK ESP NLD KOR ISL FRA DEU GRC LUX MEX HUN AUT POL ITA 6 4 2 2 4 6 Anm.: Landene i tabellen repræsenterer de 25 OECD-lande, der har højeste andel af arbejdsstyrken med videregående uddannelse i 22 og 22. Beregningen for 22 er baseret på antagelser om uændret erhvervsdeltagelse og uddannelsesmønster for aldersgrupperne. Aldersfordelingen i 22 er baseret på FN's seneste befolkningsprognose. Kilde: Dansk Arbejdsgiverforening på baggrund af OECD (24a) og FN. Pct. CAN JPN BEL FIN ESP USA NOR KOR IRE SW AUS FRA UK DK NLD NZL ISL LUX GRC DEU MEX HUN AUT POL ITA Den andel af befolkningen, der får en forskeruddannelse (ph.d-grad) i OECD i gennemsnit, er 1,2 pct, jf. tabel 2.4. Der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem andelen af personer, der afslutter en videregående uddannelse, og andelen af forskeruddannede. Japan og Korea har stor andel af unge med videregående uddannelse, men ligger klart under gennemsnittet med forskeruddannelser. Tyskland og Schweiz uddanner mange personer med en forskeruddannelse i forhold til deres andel af højtuddannede. Danmark ligger under gennemsnittet med hensyn til at uddanne forskere. 25
Analyserapport: Fremtidens velfærd sådan gør andre lande Figur 2.4: Andel af befolkningen med forskeruddannelse (p.hd-grad), færdiggørelsesrater, 22 Pct. 3, Pct. 3, 2,5 2,5 2, 1,5 Landegennemsnit 2, 1,5 1, 1,,5,5,, SWE CHE DEU FIN AUT UK FRA AUS NLD USA BEL NOR ESP DK KOR NZL CZE SLK IRE POL HUN GRC JPN ITA ISL MEX Anm.: Færdiggørelsesrater er angivet som antal beståede kandidater i forhold til antal personer i de aldersgrupper, hvor de pågældende bliver færdige. For en række lande stammer oplysningerne for 21, og for nogle lande er antal beståede kandidater sat i forhold til den typiske alder for færdiguddannede, og ikke de faktiske aldre. Kilde: OECD (24a). Et uddannelsessystems kendetegn skal ikke kun måles ved den andel af unge, der får en videregående uddannelse eller en forskeruddannelse, men også ved den andel, der ikke sikres en uddannelse udover grundskolen. I forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, er der en bemærkelsesværdig høj andel af unge i Danmark, der ikke får en ungdomsuddannelse: 15 pct. i Danmark mod 1 pct. i Finland og Sverige og 13 pct. i Tyskland og Frankrig. I stort set alle lande, dog ikke Danmark, er der flere unge mænd end kvinder uden ungdomsuddannelse, jf. figur 2.5. Stort set alle unge starter på en ungdomsuddannelse i Danmark, så forklaringen er manglende færdiggørelse. Dette forhold diskuteres nærmere i afsnit 2.4. 26
Kapitel 2 Figur 2.5: Andel af de 2-24-årige, der ikke er under uddannelse og som kun har grundskole som uddannelsesmæssig ballast Pct. 8 7 6 5 4 3 2 1 Pct. 8 7 6 5 4 3 2 1 NOR SLK CZE POL CHE UK FIN SW AUT CAN HUN USA FRA DEU IRE DK BEL AUS GRC LUX NLD ITA ISL ESP PRT TUR MEX Mænd Kvinder Kilde OECD (24a). Offentlige og private udgifter til uddannelse De samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesområdet, fordelt på udgifter til uddannelsesinstitutioner og studiestøtte, fremgår af tabel 2.2. De samlede offentlige udgifter til uddannelsesområdet (søjle 3) udgøres af offentlige udgifter til uddannelsesinstitutioner og af uddannelsesstøtte. 2 Danmark ligger højest med offentlige udgifter på 8,5 pct. af BNP svarende til 3 pct.point mere end landegennemsnittet. Sverige og Norge følger efter med ca. 7 pct. af BNP. Danmark ligger klart højest med studiestøtte svarende til 1,7 pct. af BNP. Norge, Sverige og New Zealand ligger i det næste lag med udgifter på omkring 1 pct. af BNP. Stort set resten af landene ligger i intervallet,1-,5 pct. af BNP. De samlede offentlige og private udgifter til uddannelsesinstitutioner (søjle 5) på tværs af landene er i gennemsnit på 5,7 pct. af BNP. Korea ligger i toppen med over 8 pct., og dernæst følger USA og Danmark med godt 7 pct. af BNP. Høje offentlige tilskud er således ikke en nødvendig forudsætning for mange ressourcer i alt til uddannelsesinstitutioner. Mange af landenes udgifter ligger i intervallet 5-6 pct. af BNP svarende til gennemsnittet. 2 Der indgår ikke udgifter til efteruddannelse i tallene. 27