Om betydningen af at blive mor i et eksistentielt perspektiv Døden er livets afslutning. I mødet med svær sygdom og død hos os selv eller vores nærmeste kan vi møde sorg og afmagt: Vi konfronteres med vores egen dødelighed og sårbarhed, og opdager måske hvor flygtigt livet i sig selv er. Men ikke blot det: Litteraturen er fuld af fortællinger om, hvordan livets skønhed også kan stå mere klart i mødet med døden. For nogle mennesker bliver det pludselig mere klart, hvordan man gerne vil prioritere sin tid eller, hvad meningen med livet er. For andre er det faktisk omvendt. Mødet med døden kan også skabe så meget mismod og udmattelse, at man bliver syg og mister livsmodet. Fødslen er livets begyndelse. I mødet med et nyfødt menneske oplever de fleste af os livslyst og glæde, men vi kan også, i forbindelse med et barns fødsel, opleve sårbarhed og afmagt. For paradoksalt nok kan livet i det lille nye menneske på én gang synes allermest stærkt, allermest friskt og samtidigt allermest sårbart. Dette paradoks kan måske i særlig grad være tilstede, hvis man bliver forældre til et svært sygt barn, hvor styrken, som ligger i livets begyndelse bremses af dødens mulige nærvær. Således kan altså både livets afslutning og begyndelse transformere livet, som det har set ud hidtil. Formålet med dette ph.d. projekt var at undersøge, om det giver anledning til tanker om tro og eksistens at bære og føde et barn og blive mor, og om der i givet fald er forskel på dette hos mødre, der har født for tidligt, og mødre der har født til tiden. Her præsenteres nogle af de overraskende fund: Først fra en omfattende litteraturgennemgang og dernæst fra en dansk landsdækkende spørgeskemaundersøgelse. Resultaterne fra projektet handler både om tanker om eksistens forstået helt bredt, men også mere specifikt om bøn og meditation. De er alle tidligere formidlet i tre engelsksprogede videnskabelige tidsskrifter. En del nyere forskning blandt svært syge og døende patienter peger på, at tanker om tro og eksistens bliver aktuelle hos den syge selv eller hos pårørende, og at tankerne har betydning for 1
sundhed og livskvalitet. Også det at blive mor kan opleves som en livsomvæltning. Et hverdagseksempel på dette er det bugnende bog- og bladmarked, som handler om, hvordan man bedst og mest perfekt kan være mor. Bøger om kost, motion, skønhedsfif, sovetips, ammeråd og babyudstyr vidner om stort salg i søgen efter at gøre det helt rigtige i livet som mor, og alle de udfordringer det kan føre med sig. Derfor søgte vi i starten efter forskningslitteratur, som havde beskæftiget sig med, hvad fødsel og moderskab betyder - i et eksistentielt perspektiv. Antagelsen var, at når så meget forskningslitteratur beskæftiger sig med sådanne tanker i relation til døden, så måtte der også være forskningslitteratur om tro og eksistens i relation til fødsel, moderskab og livets begyndelse. Der var forsvindende lidt og kun et enkelt studie fra Skandinavien! Hvorfor? Måske fordi det at blive mor, ikke kan påberåbe sig nogen uniqueness, som for eksempel det at være svært syg? Dermed kan fødsel og moderskab som eksistentiel begivenhed synes uinteressant at udforske, selvom man blandt andre patientgrupper finder netop det eksistentielle perspektiv ved livet væsentligt for sundhed og livskvalitet. I nogle af de studier vi fandt, havde forskere interviewet nybagte mødre og flere af dem brugte ord som a new beginning, a life- changing experience og endda a rebirth of yourself. Udtryk som indikerer, at det ikke blot var barnet, som blev født, men livet som de kendte det, der blev transformeret. Gennem teoretiske perspektiver fra antropologi og eksistensfilosofi diskuterede vi i den først forskningsartikel, at der i sundhedsvæsenet synes at være et dominerende fokus på de mulige risici, der er ved at skulle have et barn. Faren ved et ensidigt fokus på risici er, at det afføder både en særlig organisering af sundhedsvæsenets arbejde, men også en særlig sproglig diskurs, hvori vi så italesætter det at skulle være mor. Hvis man udelader perspektiver om tro og eksistens når man bliver mor (og far), risikerer man derved ikke at udnytte det potentiale der er tilstede for øget sundhed for mor og barn og som kan øge livsdueligheden. Og det er vel egentlig det, vi som samfund og sundhedsvæsen gerne vil fremme? 2
Vi konkluderede desuden, at der ikke eksisterer dansk forskningslitteratur, som har undersøgt om danske mødre gør sig tanker om tro og eksistens. Derfor ville vi undersøge, hvordan danske nybagte mødre forholdt sig til de store livsspørgsmål. Undersøgelsen blev foretaget i 2011 blandt alle danske førstegangsmødre, som i 2010 havde født før 32. graviditetsuge og det dobbelte antal førstegangsmødre, som havde født til termin. Vi spurgte både kvinder, der havde født til termin og kvinder, der havde født for tidligt ud fra en antagelse om, at oplevelsen af noget traumatisk (som for eksempel det at føde før 32. graviditetsuge) ville frembringe svar, som var forskellige fra kvinders, som føder til termin. Spørgeskemaet indeholdt 46 spørgsmål og spørgsmålskategorier, som handlede om eksistentiel mening. Altså hvordan livet opnår mening, og om det ændres i forbindelse med, at man bliver mor. Gennem efteråret 2011 besvarede 517 ud af 913 kvinder spørgeskemaet (57%). I lyset af svarprocenter i sammenlignelige undersøgelser var det en ganske høj svarprocent. Vi fandt ingen forskelle i svarprocenten blandt kvinder, der havde født for tidligt og kvinder, der havde født til tiden. Vi sammenlignede desuden kvinder, som havde besvaret spørgeskemaet med kvinder, der ikke havde besvaret og fandt ingen statistiske forskelle mellem dem i forhold til fødselstidspunkt, fødselsmåde (vaginalt eller kejsersnit), samlivsstatus (gift/samboende) eller i relation til, om barnet døde før, under eller efter fødslen. Det var i sig selv et overraskende fund, da vi fra andre spørgeskemaundersøgelser ved, at deltagere, som har haft en særlig oplevelse (som f.eks. det at føde for tidligt) er mere tilbøjelige til at svare. Vi gennemførte to studier ud fra de indsamlede svar: Det første studie handlede om danske mødres holdning til brede eksistentielle udsagn (ikke religiøse/spirituelle), og det andet handlede mere specifikt om de samme mødres brug af bøns- og meditationspraksisser. Først spurgte vi danske nybagte mødre, om de oplevede, at mening og formål i livet havde ændret sig, efter de var blevet mødre, om de tænkte mere på livets sårbarhed, på liv og død, på ansvar og om de tænkte mere på noget større end mig selv. Generelt viste svarene på disse spørgsmål en 3
meget ligelig tilslutning til udsagnene blandt de to grupper af førstegangsmødre (dem, der havde født for tidligt, versus til tiden). Mere end 75% af kvinderne mente, at deres tanker om mening og værdi havde ændret sig i forbindelse med at have født et barn. Mere end 90% mente, at de var kommet til at tænke mere på ansvar for sig selv og deres barn, mere end 86% at de var kommet til at tænke mere på livets sårbarhed, og mere end 75% tænkte mere på liv og død. 64% svarede, at de var kommet til at tænke på noget større end sig selv. Kun i svarene på de to spørgsmål omkring livets sårbarhed og liv og død var der en lille statistisk forskel mellem mødre til for tidligt fødte børn og børn født til termin. Den manglende forskel kan selvfølgelig skyldes aspekter, som ikke kommer til udtryk i et spørgeskema, men kun ved at tale mere uddybende med nybagte mødre om, hvad de tænker (for eksempel i et interview). Det kan også skyldes, at undersøgelsen foregår mellem 6-12 måneder efter fødslen, hvor de kvinder som har født for tidligt måske har haft lejlighed til at tale forløbet igennem med en jordemoder eller en fødselslæge, og dermed delt oplevelser og måske fået struktur på følelserne inden de besvarede et spørgeskema. Vi konkluderede i dette første studie, at det at blive mor under alle omstændigheder opfattes som en livstransformerende begivenhed uafhængigt af, om mødrene har født til tiden eller for tidligt. Spørgsmål om liv, død, sårbarhed og ansvar kommer til syne og er væsentlige for danske mødre. Svarene indikerer også, at mere end halvdelen af deltagerne tænker på noget større end mig selv. Ud fra denne undersøgelse kunne vi ikke sige noget sikkert om, hvad udsagnet indebærer for den enkelte kvinde, men det skærpede nysgerrigheden i forhold til for eksempel religiøse og spirituelle dimensioner af eksistentiel meningsdannelse, et felt vi ved meget lidt om i forbindelse med danske nybagte mødre. I det andet studie analyserede vi derfor svarene fra et enkelt spørgsmål, som tidligere har været anvendt i Danmark, både via Den Europæiske Værdiundersøgelse (2008), men også i en trosundersøgelse blandt indlagte patienter og pårørende på Rigshospitalet (2006): Hænder det, at du beder en bøn, mediterer eller lignende? Hvis man svarede ja, kunne man herefter forklare, hvad man mente ud fra en eller flere muligheder. Bøn kunne for eksempel forstås som bøn i kirken eller 4
ved andre religiøse samlinger, som en indre dialog henvendt til Gud, som en indre dialog henvendt til noget større end mig selv, som en aktiv fysisk handling eller som musik, f.eks. lovsang. Meditation kunne forstås som en fysisk aktivitet, som en åndelig praksis eller som en mental praksis. Vi fandt for det første, at 65% af deltagerne svarede bekræftende til at bede, meditere eller lignende. For det andet fandt vi, at flere mødre praktiserede bøn end meditation. Det var i særlig grad svarmuligheden, som omhandler bøn som en indre dialog henvendt til Gud, som blev afkrydset. Begge resultater er interessante. Tilslutningen til spørgsmålet i denne undersøgelse er noget større end i den seneste gennemførsel af Den Europæiske Værdiundersøgelse i Danmark og også højere end i den tidligere omtalte trosundersøgelse på Rigshospitalet. Men ikke nok med, at tilslutningen til spørgsmålet i det indledende spørgsmål var høj, også uddybningen af det indledende ja/nej er interessant. Af forskellige årsager forventede vi, at der ville være størst tilslutning til udsagn omkring meditation, men det omvendte viste sig faktisk at være tilfældet. Som det tredje fandt vi heller ingen statistisk forskel i tilslutningen til udsagnet mellem kvinder, der havde født for tidligt, og kvinder der havde født til tiden. Vi konkluderede, at en overraskende stor gruppe af nybagte mødre, ikke blot gør sig overvejelser om mening og eksistens på et overordnet niveau, (som vi fandt i spørgeskemaundersøgelsens første studie), men at mange også har haft en bøns- eller meditationspraksis. I mediebilledet er der jævnligt tilkendegivelser af fødslen som en stor forandring i livet. Man kan læse eksempler på, at det har været det største der er sket i livet eller en eksistentiel rystelse, når medierne citerer mødre. Det virker derfor nærmest påfaldende, at vi ingen plads har tildelt den potentielle betydning af tanker om tro og eksistens i forbindelse med at blive mor hverken i forskning, undervisning eller organisering af svangreomsorgen i Danmark. Vi har simpelthen brug for viden om eksistentielle aspekter af såvel moderskab, som faderskab. På baggrund af litteraturgennemgangen og de analyserede svar fra spørgeskemaundersøgelsen, kan vi sige, at danske kvinder udfordres eksistentielt i forbindelse med at blive mødre. Vi ved ikke ret meget om, hvad det betyder for dem, eller hvad det betyder for deres familier? Men det er sandsynligt, at deres tanker har betydning for deres måde at leve på som forældre og dermed for deres barn og 5
sundhed. Ved ikke at udforske fødsel og moderskab som en eksistentiel transformator risikerer vi derved at lade en del af livspotentialet forblive uudnyttet og det er vel egentlig det vi gerne vil - styrke det fulde livspotentiale og livsdueligheden, som samfund og sundhedsvæsen? 6