Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende RNR i tilsyn

Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende RNR i tilsyn Direktoratet for Kriminalforsorgen August 2011 Endelig rapport

Indholdsfortegnelse Indledning... 4 Kapitel 1 Kommissorium... 6 Kapitel 1 Kommissorium... 6 1.1. Kommissorium for arbejdsgruppen... 6 1.2. Undersøgelsens tilgang, metode og begrænsninger... 8 1.3. Arbejdsgruppens sammensætning... 9 Kapitel 2 KIF... 11 2.1. Opgavevaretagelsen... 11 2.2. Den lovgivningsmæssige ramme... 13 2.3. Handleplaner... 14 2.4. Personale- og uddannelsesmæssig baggrund... 15 Kapitel 3 Undersøgelser af tilsynsvirksomheden i KIF... 17 3.1. Tidligere forskning... 17 3.2. Undersøgelsen af tilsynsvirksomheden forår 2011... 18 3.2.1. Resultater... 19 3.3. Opsummering og diskussion... 22 Kapitel 4 Beskrivelse af RNR-modellen... 26 4.1. Risikoprincippet... 27 4.2. Behovsprincippet... 30 4.3. Responsivitetsprincippet... 30 4.4. Principper i forhold til implementering af RNR... 31 4.5. Kritik af RNR... 31 4.6. RNR i Kriminalforsorgen i Danmark... 32 Kapitel 5 Beskrivelse af STICS... 33 5.1. Indledning... 33 5.2. Implementering af STICS... 34 Kapitel 6 Risikovurderingsredskabet... 36 6.1. Indledning... 36 2

6.2. Måleredskab i Kriminalforsorgen... 37 6.3. Risikovurdering hvornår?... 38 Kapitel 7 Det svenske pilotprojekt... 41 7.1. Baggrund... 41 7.2. Udredning og forundersøgelse... 41 7.3. Projektforløbet... 41 7.4. Organisatoriske forudsætninger og krav... 42 7.5. Evaluering og opfølgning... 42 Kapitel 8 Scenarier for implementering i tilsynsarbejdet i Danmark... 43 8.1. Forudsætninger for implementering af scenarier... 43 8.2. Scenario 1: Et afgrænset kvalitativt funderet pilotprojekt... 46 8.3. Scenario 2: Fuld implementering af STICS i alle KiF-afdelinger... 48 8.4. Scenario 3: Et pilotprojekt efter svensk model... 48 8.5. Budget i forbindelse med implementering af kvalitativt pilotprojekt samt efterfølgende fuld implementering til alle KIF afdelinger.... 49 Kapitel 9 Opsummering... 54 9.1. Potentialer ved implementering af RNR i tilsynsvirksomheden... 54 9.2. Udfordringer, barrierer og forbehold i forbindelse med en implementering... 56 9.3. Perspektiver og overvejelser i forhold til øvrige sektorer i Kriminalforsorgen... 57 Kapitel 10 Indstilling fra arbejdsgruppen... 59 Referencer... 61 Bilag... 63 3

Indledning Arbejdsgruppen vedrørende RNR i tilsyn mv. har i foråret 2011 arbejdet med at undersøge rammerne og betingelserne for samt relevansen af at anvende RNR-principper i tilsynsvirksomheden i KiF. Metaanalyser har vist, at en systematisk anvendelse af RNR-modellen, der inddrager de tre grundprincipper (Risk, Need og Responsivity), påviser gode resultater i forhold til at nedbringe recidiv. Der er endvidere øget internationalt fokus på RNR-modellen, hvor man i Frivården i Sverige eksempelvis i foråret 2011 har igangsat et pilotprojekt (STICS), der bygger på RNR-principperne. Organisatorisk og ledelsesmæssig opbakning er, ifølge de canadiske ophavsmænd til RNR, en afgørende forudsætning for gode effektresultater. Derudover er det vigtigt, at RNR-modellen tilpasses den lokale kontekst. Det var derfor arbejdsgruppens indledende vurdering, at der var et behov for at vide mere om tilsynssamtalens indhold, formål og rammer i en dansk kontekst. Der eksisterer ikke meget opdateret viden om tilsynsforløbet i praksis, herunder specielt indholdet af tilsynssamtalerne. Der savnes i udpræget grad viden om tilsynssamtalens fokus og de anvendte metoder og redskaber til afdækning af de bagvedliggende årsager til den begåede kriminalitet. Der savnes også viden om, hvordan kriminalitetsproblematikken behandles i en tilsynssamtale. Derfor besluttede arbejdsgruppen at iværksætte en undersøgelse af, hvorvidt der anvendes særlige systematikker, tilgange eller redskaber i tilsynssamtalerne. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at den iværksatte undersøgelse af tilsynsvirksomheden har givet væsentlig viden om, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt at arbejde mere systematisk ud fra RNRprincipperne. Samtidig har undersøgelsen givet et indblik i den faglige kontekst, hvori RNRprincipperne eventuelt skal implementeres. I denne sammenhæng vil det være afgørende, hvordan de overordnede organisatoriske mål i Kriminalforsorgen bedst muligt forenes med medarbejdernes faglighed og grundlæggende tilgang til tilsynsarbejdet. Arbejdsgruppens opdrag er at undersøge RNR i forhold til tilsynsvirksomheden i KiF. I forløbet har 4

der imidlertid været mange overvejelser, der inddrager Kriminalforsorgen som helhed, og nogle af disse overvejelser er kortfattet gengivet i indeværende rapport. Ved en eventuel implementering af RNR principperne i tilsynsvirksomheden er det arbejdsgruppens opfattelse, at dette nødvendigvis må tage afsæt i en kendt model, der har udvist gode resultater. Vi har derfor fokuseret på STICS modellen (Strategic Training Initiative in Community Supervision), der er udviklet i Canada af psykolog James Bonta m.fl. Valget af STICS er samtidig fornuftigt set i lyset af, at Kriminalvården i Sverige har igangsat et pilotprojekt med STICS. Dermed vil Kriminalforsorgen i Danmark og Sverige løbende kunne udveksle værdifulde erfaringer omkring såvel implementering som drift. Læsevejledning I kapitel 1 præsenteres kommissorium og arbejdsgruppens tilgang og metoder. Kapitel 2 indeholder en beskrivelse af de organisatoriske og lovgivningsmæssige rammer for tilsynsvirksomheden i KiF. Kapitel 3 gennemgår tidligere forskning vedrørende tilsynsvirksomheden i Danmark og præsenterer resultaterne af den af arbejdsgruppen iværksatte undersøgelse af tilsynssamtalens struktur og indhold. Kapitel 4 og 5 indeholder en beskrivelse og vurdering af RNR modellen og STICS. Kapitel 6 indeholder en beskrivelse af og overvejelser om anvendelse af risikovurderingsredskabet og kapitel 7 beskriver det svenske pilotprojekt med STICS. I kapitel 8 præsenteres de scenarier arbejdsgruppen har udarbejdet i forbindelse med en eventuel implementering, og der redegøres herunder for forudsætninger og udgifter forbundet hermed. Kapitel 9 er en opsummering af arbejdsgruppens konklusioner i forhold til fordele og udfordringer ved en implementering af RNR i tilsynsvirksomheden og i Kapitel 10 præsenteres arbejdsgruppens indstilling. 5

Kapitel 1 Kommissorium RNR tilgangen indeholder 3 grundprincipper; Risk, Need og Responsivity (RNR). Ideen er, at der systematisk fokuseres på afdækning af risikofaktorer i forhold til recidiv (hvem skal behandles?) fulgt af en behovsafdækning i forhold til selve indsatsen (hvad skal behandles?) og endelig en vurdering af, hvordan indsatsen bedst ydes i forhold til hver enkelt klient (hvordan skal der behandles?). I august 2010 holdt den canadiske psykolog og recidivforsker James Bonta et oplæg på Det Nordiske Kriminalistmøde i København om anvendelse af RNR- principperne. James Bonta argumenterer for, at det er nødvendigt at anvende en standardiseret tilgang i form af RNR i det recidivforebyggende arbejde. Ifølge James Bonta kan én af konsekvenserne af ikke at anvende RNR- principperne være, at der udvikles programmer, der ikke reducerer tilbagefaldet til kriminalitet men ligefrem kan øge risikoen for tilbagefald. I Canada er de tre RNR principper forsøgsvis afprøvet i tilsynsarbejdet i form af STICS- modellen, hvilket indebærer, at de tilsynsførende skal undervises i at målrette tilsynsvirksomheden ud fra en vurdering af RNR principperne. På denne baggrund nedsatte Direktoratet for Kriminalforsorgen en arbejdsgruppe med henblik på at undersøge det hensigtsmæssige ved en systematisk anvendelse af RNR principperne i tilsynsvirksomheden i Danmark. I Kriminalforsorgen i Danmark er der i de senere år arbejdet med implementering af dele af RNR- principperne i programvirksomheden, og disse erfaringer vil indgå i arbejdsgruppens vurderinger. 1.1. Kommissorium for arbejdsgruppen Arbejdsgruppen skal foretage en undersøgelse af rammerne/betingelserne for og relevansen af at anvende RNR principperne i tilsynsarbejdet i Danmark. Arbejdsgruppens indstilling skal foreligge sommeren 2011. Med henblik på dette skal arbejdsgruppen: 6

Indsamle tilgængelig viden om indholdet af og anvendt metodepraksis i tilsynsarbejdet i Danmark konkretiseret til tilsynssamtalen. Herunder, gennem en rundspørge til samtlige afdelinger under Kriminalforsorgen i Frihed (KiF), indsamle viden om, hvilke metodetilgange, der anvendes i tilsynssamtalen. Beskrive rammerne/betingelserne for nuværende metodepraksis anvendt i tilsynsforløb i Danmark gennem en mindre undersøgelse målrettet enkelte KiF afdelinger og enkelte tilsynsforløb. Undersøgelsen skal have fokus på indholdet af tilsynssamtalen og synlige værktøjer, tilgange og metoderedskaber. Det er ikke en afdækning af eventuelle bagvedliggende teoretiske, kognitive eller lignende metodiske tilgange, men en undersøgelse af den praktiske organisering og indholdet af tilsynssamtalerne i udvalgte afdelinger. Beskrive de canadiske forskningsresultater vedrørende effekten af anvendelse af RNR modellen samt vurdere de initiativer, der er igangsat i Canada på baggrund af forskningsresultaterne, herunder erfaringerne fra STICS programmet. Det skal under dette punkt konkret vurderes, hvilke forudsætninger anvendelsen af RNR i tilsynsarbejdet hviler på, henset til den samlede vurdering af anvendelse af RNR i Danmark. Beskrive hvordan den svenske kriminalforsorg vil arbejde med RNR modellen og de overvejelser, der her er i forhold til tilrettelæggelsen af tilsynsvirksomheden. Vurdere rammerne/betingelserne for og relevansen af en systematisk anvendelse af principperne i RNR modellen i tilsynsarbejdet i Danmark på baggrund af ovenstående. Vurderingen skal indeholde såvel en socialfaglig som en ressourcemæssig del, herunder en redegørelse for de nødvendige ressourcer forbundet med initiering af et pilotprojekt eller en samlet udfoldning af programmet til KiF samt en tidshorisont herfor. 7

1.2. Undersøgelsens tilgang, metode og begrænsninger Arbejdsgruppen har anvendt flere metoder og tilgange med det formål at kunne vurdere rammerne for og relevansen af en systematisk anvendelse af RNR principperne i tilsynsarbejdet i Danmark. Indledningsvis er der foretaget et omfattende litteraturstudie af internationale erfaringer vedrørende RNR og STICS. Således er der rettet fokus mod erfaringer fra Canada og USA og de solide forskningsresultater om metodernes effekt, der foreligger. Ligeledes har arbejdsgruppen konsulteret James Bonta for afklaring af en række spørgsmål ved en mulig implementering af STICS i tilsynsvirksomheden i Danmark. Derudover har arbejdsgruppen gransket nordisk forskning, der beskæftiger sig med organiseringen af tilsynsarbejdet. Her kan blandt andet nævnes Britta Kyvsgaards undersøgelse af tilsynsarbejdet i KiF fra 1997, og Kerstin Svensson og Anders Perssons nyligt publicerede undersøgelse af de tilsynsførendes arbejde med personundersøgelser i den fri kriminalforsorg i Sverige. Arbejdsgruppen har også igangsat en undersøgelse af tilsynssamtalens struktur og indhold i KiF, der blev udført af Evaluerings- og Statistikenheden i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Undersøgelsen giver et overordnet indblik i rammerne for tilsynsarbejdet i Danmark og sætter samtidig ord på de professionslogikker, der kendetegner tilrettelæggelsen og gennemførelsen af et tilsynsforløb. Arbejdsgruppen har under hele forløbet haft tæt kontakt med Kriminalvården i Sverige ved studieture, mailkorrespondance og telefonmøder. Kriminalvården i Sverige har gjort og gør sig værdifulde erfaringer med et pilotprojekt, hvor STICS afprøves i flere frivårdsafdelinger, og disse er et godt fundament for arbejdsgruppens vurdering af RNR-principperne og STICS i en dansk sammenhæng. Således er der draget nytte af de svenske erfaringer i forhold til: Organisatoriske forudsætninger og krav De tilsynsførendes faglige udgangspunkter, potentiale og udfordringer Uddannelse af personale, supervisorer og ledelse i STICS Økonomiske beregninger i forhold til projektimplementering Evaluering og opfølgning 8

Arbejdsgruppens medlemmer repræsenterer forskellige dele af Kriminalforsorgen og er sammensat af en repræsentant fra KiF, en repræsentant fra et fængsel, repræsentanter fra Direktoratet (UCE, SFK og DIS) samt en repræsentant fra Kriminalforsorgens Uddannelsescenter. Det er arbejdsgruppens forhåbning, at dette er et godt udgangspunkt for en solid og nuanceret tilgang til det kommissorium, der foreligger. Arbejdsgruppen har i perioden februar 2011 til august 2011 afholdt otte møder. Undersøgelsens tilgang og metoder er begrænset af de rammer og deadlines, der er beskrevet i kommissoriet for arbejdsgruppen. Der er således flere forhold, der kunne være undersøgt og beskrevet mere tilbundsgående. Eksempelvis tillod rammerne ikke en studietur til Canada, hvor arbejdsgruppen kunne få mere indblik i de canadiske erfaringer. Derudover har de tidsmæssige rammer begrænset mulighederne for at afdække alternativer til STICS og diverse risikovurderingsredskaber. Sidst men ikke mindst ville en mere tilbundsgående vurdering af organisatoriske forudsætninger og krav for implementering af STICS i KiF og en mere dybdegående analyse af den nuværende praksis styrke arbejdsgruppens grundlag og anbefalinger. 1.3. Arbejdsgruppens sammensætning Direktoratet for Kriminalforsorgen Jan Førde, Straffuldbyrdelseskontoret (Formand) Hans Graunbøl, Straffuldbyrdelseskontoret (Sekretariat) Katja Gullitz-Wormslev Straffuldbyrdelseskontoret (Sekretariat) Nete Jørgensen, Udviklings- og Controllerenheden (Sekretariat) Anne Bunimowicz, Direktionssekretariatet Fængsler Niels Kløve Larsen, Fængselsinspektør, Statsfængslet i Midtjylland Kriminalforsorgen i Frihed Margot Hansen, Kriminalforsorgsleder 9

Kriminalforsorgens Uddannelsescenter David Oehlenschläger, Uddannelseskonsulent 10

1984 1985 1986 1987 1988 1989 1990 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 Kapitel 2 KIF Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) har som hovedopgave at føre tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte klienter samt, for pensionernes vedkommende, at udsluse indsatte fra fængsler. I denne rapport vil udslusningsarbejdet på pensionerne imidlertid ikke blive berørt. Rapporten omhandler kun tilsynsarbejdet i det, man i daglig tale kalder KiF -afdelingerne. Størstedelen af Kriminalforsorgens klienter hører under Kriminalforsorgen i Frihed, og sagsmængden har været jævnt stigende over årene. Især samfundstjeneste og afsoning med fodlænke i hjemmet er blandt de opgaver, KiF varetager, der får stadig større fokus som alternativer til afsoning i fængsel. Ligeledes har antallet af den tungere gruppe af foranstaltningsdømte (psykisk syge) været stærkt stigende gennem de sidste 10 år. Figur 2. Antal tilsyn og antal indsatte i fængsler og arresthuse, 1984-2010. 10000 Antal tilsyn og indsatte i fængsler og arresthuse 8000 6000 4000 2000 0 Antal tilsynsklienter ved årets udgang Kilde: Direktoratet for Kriminalforsorgen 2011 Gennemsnitligt belæg af indsatte i fængsler og arresthuse 2.1. Opgavevaretagelsen Der er 14 afdelinger og 7 lokalkontorer af Kriminalforsorgen i Frihed. Der er en afdeling i hver politikreds med undtagelse af hovedstadsområdet, hvor der findes flere afdelinger. 11

Som beskrevet består KiF s hovedopgave i at føre tilsyn med klienter, der er under tilsyn af forskellige årsager. De forskellige typer af tilsyn kan overordnet set opdeles i følgende kategorier: Betinget dømte og prøveløsladte Betinget dømte med særvilkår, herunder om behandling Afsonere i hjemmet med fodlænke Samfundstjenestedømte (inkl. færdselslovsovertrædere) Psykisk syge behandlingsdømte ( 68 og 69) I perioden 2001 til 2010 har der været mellem 7.976 og 9.273 tilsynssager. Heraf var der i 2010 omkring 25 procent psykisk syge under behandling. Figur 2.1 Antal tilsynssager fordelt på retslig status. 10000 9000 8000 7000 6000 5000 4000 3000 2000 1000 0 2001 2002 2003 2004 2005 2006 2007 2008 2009 2010 Betinget dømte Samfundstjeneste Prøveløsladte 68 og 69 Andet Kilde: Direktoratet for Kriminalforsorgen 2011 KiF varetager opgaven "vilkår om tilsyn". Det kan fastsættes af domstolene i forbindelse med betingede domme eller administrativt i forbindelse med prøveløsladelser og betingede benådninger. Formålet med tilsyn er overordnet at mindske recidiv gennem en målrettet indsat. 12

Tilsynsopgaven består af kontrol såvel som af støtte og motivation. Kontrolopgaven består i at sikre, at klienterne overholder de vilkår, der indgår i deres dom eller som er grundlag for deres prøveløsladelse. Kontrolopgaven varetages dels via møder og telefonsamtaler med klienterne, dels via samarbejde med eksterne samarbejdsparter, herunder fx samfundstjenestesteder, misbrugscentre m.v. Den støttende og motiverende del består i at hjælpe klienterne til en kriminalitetsfri tilværelse. Opgaven varetages i form af en række forskellige elementer, der blandt andet udgøres af samtaler med klienten, koordinering med de sociale myndigheder og øvrige samarbejdsparter samt assistance til klienten i forhold til kontakt til de sociale myndigheder, arbejdsgivere m.v. Enkelte afdelinger tilbyder i et vist omfang, at klienterne kan deltage i kognitiv adfærdstræning, herunder programmet Anger Management, som skal motivere deltagerne til at leve et liv uden brug af vold og trusler og programmet Nye veje, der skal hjælpe deltagerne til at bryde ud af kriminaliteten gennem en større indsigt i sine egne handlinger. 2.2. Den lovgivningsmæssige ramme De overordnede rammer for varetagelse af tilsynsopgaven er fastsat tre forskellige steder, henholdsvis i straffuldbyrdelsesloven, tilsynsbekendtgørelsen og tilsynscirkulæret. Det fremgår blandt andet, at tilsynsmyndigheden skal vejlede om rettigheder og pligter, herunder om virkninger af vilkårsovertrædelse. De nærmere retningslinjer med hensyn til tilsynshyppighed fremgår af tilsynsbekendtgørelsen, hvor følgende særligt kan fremhæves: En indsat, der løslades på prøve med vilkår om tilsyn, skal møde hos eller modtage besøg af tilsynsmyndigheden senest en uge efter løsladelsen Øvrige personer, der har vilkår om tilsyn, skal møde hos eller modtage besøg af tilsynsmyndigheden senest 14 dage efter, at tilsynsmyndigheden har modtaget afgørelsen om fastsættelse af vilkår om tilsyn med henblik på gennemførelse af vilkåret Kontakthyppigheden skal efter første møde fastsættes ud fra en samlet vurdering af behovet for støtte og kontrol, dog således, at der i tilsynsperiodens første to måneder skal være kontakt 13

mindst hver anden uge. I den resterende tilsynsperiode kan kontakten indskrænkes til en gang om måneden, medmindre klientens forhold tilsiger hyppigere kontakt. Kontakthyppigheden kan begrænses, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Med hensyn til den støttende og motiverende del af tilsynsforløbet, fremgår det derudover af straffuldbyrdelsesloven, at Kriminalforsorgen skal tilbyde den betinget dømte vejledning og bistand i forhold til den pågældendes beskæftigelsesmæssige, sociale og personlige forhold med henblik på at forbedre muligheden for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Kriminalforsorgen skal i forlængelse heraf sørge for at formidle kontakt til personer, institutioner og myndigheder, der efter anden lovgivning kan yde bistand. Det fremgår desuden af straffuldbyrdelsesloven, at Kriminalforsorgen er forpligtet til i samarbejde med den dømte at udarbejde planer for tilsynsperioden (handleplan). 2.3. Handleplaner Handleplanen har i mange år været det bærende dokument i arbejdet med klienten, og denne praksis blev understøttet i forbindelse med en revidering af såvel selve skemaet som handleplansvejledningen i 2009. I vejledningen til handleplansarbejdet bliver det blandt andet understreget, at handleplanen er styrende for kontakten mellem den dømte og Kriminalforsorgen, og at den har til formål at styrke en systematisk sagsbehandling, som tager hensyn til alle den dømtes forhold. I beskrivelsesdelen identificeres en række problemstillinger og indsatsområder, hvorefter der i vurderingsdelen foretages en begrundet prioritering. I forbindelse med revideringen af handleplansvejledningen kommer der et synligt øget fokus på kriminalitet, og det anføres, at handleplanen især bør have opmærksomheden rettet mod den række faktorer, som erfaringsmæssigt henholdsvis fremmer og hæmmer mulighederne for at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Den øgede fokus på kriminalitet giver sig især udslag i, at kriminalitet i den reviderede udgave af handleplansskemaet får et særskilt afsnit under overskriften Årsager til Kriminalitet. 14

I afsnittet Årsager til Kriminalitet skal man både drøfte de umiddelbare årsager til den begåede kriminalitet og afdække de mønstre, der ligger bag kriminaliteten. Af handleplansvejledningens punkt 35 fremgår det: I denne dialog berøres, hvilke faktorer der udløste handlingen, hvad der var den umiddelbare gevinst for den dømte, hvorfor og hvordan. Desuden skal der fokuseres på, hvilke omkostninger på kort og langt sigt den begåede kriminalitet har haft for den dømte. Det skal nøje og systematisk undersøges i tæt samarbejde med den dømte, hvilke mål der kan opstilles for at ændre denne adfærd og disse mønstre, samt hvorvidt den dømte er enig. På denne baggrund skal der foretages overordnede overvejelser i relation til hvilke indsatser, der kan og skal iværksættes, henset til de faktuelle, objektive beskrivelser, den dømtes egne overvejelser samt de faglige vurderinger i forhold til den dømtes sociale kompetencer, reaktionsmønstre, omstillingsevne, motivation samt selvopfattelse. Handleplansskemaets hjælpespørgsmål under dette afsnit indeholder blandt andet en afdækning af, hvad der udløste den konkrete situation (alkohol, euforiserende stoffer, følelser og tanker), den umiddelbare gevinst ved kriminaliteten, om kriminaliteten blev begået alene eller i en gruppe, tidligere (evt. ligeartet) kriminalitet, omkostninger på kort og lang sigt og klientens ønske om/motivation for forandring. 2.4. Personale- og uddannelsesmæssig baggrund Der er på nuværende tidspunkt 276 ansatte i KiF med betegnelsen henholdsvis socialrådgivere/forsorgsassistenter. De er, med få undtagelser, socialrådgiveruddannede, hvilket svarer til det, der i dag er en 3½ årig professionsbacheloruddannelse. Derudover er der ansat administrativt personale samt kriminalforsorgsledere og forsorgsfuldmægtige, som varetager den daglige ledelse. Alle civile ansatte i Kriminalforsorgen gennemgår efter ansættelse et introduktionsforløb (KCU1) på fem dage, som giver en bred introduktion til Kriminalforsorgen som arbejdsplads og til Kriminalforsorgens hovedopgaver i forhold til indsatte og klienter. Anden del (KCU2), der primært er for socialrådgivere, lærere, sygeplejersker og administrativt personale, er ligeledes på fem dage og indeholder undervisning i: Den kriminelle tankegang 15

Mentalundersøgelse Behandlingsdømte m.m. Kriminalforsorgens behandling, undervisning og beskæftigelse af klientellet, Regelsættene indenfor centrale sagsbehandlingsområder Konflikthåndtering. Derudover udbydes der internt i Kriminalforsorgen løbende kurser i blandt andet misbrugsbehandling, retspsykiatri og Motiverende samtale. Enkelte socialrådgivere er uddannet som instruktører i kognitiv adfærdstræning i programmerne Anger Management og Nye veje. Uddannelse i Motiverende samtale er obligatorisk for programinstruktører. 16

Kapitel 3 Undersøgelser af tilsynsvirksomheden i KIF Der er gennemført få undersøgelser om indholdet af og anvendt metodepraksis i tilsynsarbejdet i KIF. Kyvsgaards undersøgelse fra 1998, på opdrag fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, er det seneste forskningsmæssige bidrag. På denne baggrund har arbejdsgruppen fundet det nødvendigt at igangsætte en mindre undersøgelse af tilsynsforløbets struktur og indhold anno 2011. Denne opgave er blevet varetaget af medarbejdere fra Evaluerings- og Statistikenheden, Straffuldbyrdelseskontoret, i foråret 2011. I dette kapitel vil hovedresultaterne fra Kyvsgaards undersøgelse fra 1998 kort blive gennemgået, efterfulgt af en mere grundig fremstilling af resultaterne fra undersøgelsen udarbejdet i foråret 2011 (bilag). Der afsluttes med en sammenfatning og diskussion af de to undersøgelser. 3.1. Tidligere forskning Det analytiske omdrejningspunkt for Kyvsgaards undersøgelse af tilsynsvirksomheden er overordnet set tilsynets betydning og muligheder ud fra Kriminalforsorgens og klienternes perspektiv. Herunder belyser undersøgelsen de tilsynsførendes metodepraksis og planlægning samt tilgange og selve indholdet af de enkelte tilsynssamtaler. Det vurderes mere konkret i denne sammenhæng, hvordan tilsynsarbejdet fordeler sig på hjælpefunktioner i forhold til konkrete sociale og personlige vanskeligheder, akutte vanskeligheder, omsorg og kontrol. Kyvsgaards undersøgelse peger på, at de tilsynsførende selv vurderer de konkrete hjælpeforanstaltninger som værende de vigtigste og mest fremtrædende dele af et tilsynsforløb. Disse omhandler det koordinerende arbejde med andre myndigheder i forhold til eksempelvis boligsøgning og ansøgninger om sociale ydelser. Udover den koordinerende opgave i forhold til den mere langsigtede ressourcefremskaffelse, fremhæves også løsningen af klienternes akutte problemer, som en vigtig og tidskrævende del af tilsynsarbejdet. Omsorgsdelen, i form af at lytte og tage del i klientens problemer, fremhæves dog også som en meget vigtig del af den tilsynsførendes arbejde hvilket samtidig betragtes som forudsætningen for et velgen- 17

nemført tilsynsforløb. Kontroldelen fylder til gengæld meget lidt i et tilsynsforløb og fremhæves af de tilsynsførende som mindre væsentlig i tilsynsarbejdet. På et mere overordnet plan konkluderer undersøgelsen, at nok sætter diverse cirkulærer og regler rammerne for tilsynsforløbet, men at der indenfor disse er en vis grad af metodefrihed. Hovedparten af de tilsynsførende fremhæver således, at de tager udgangspunkt i klientens individuelle behov og forudsætninger frem for specifikke metoder og teorier. Dette er dog ikke ensbetydende med, betoner Kyvsgaard, at der er tale om en uensartet praksis i indholdet af et tilsynsforløb på tværs af de enkelte afdelinger og tilsynsførende. 3.2. Undersøgelsen af tilsynsvirksomheden forår 2011 Undersøgelsen er gennemført i foråret 2011 af Evaluerings- og Statistikenheden, Straffuldbyrdelseskontoret, på opdrag fra arbejdsgruppen vedrørende RNR i tilsyn mv. Formålet med undersøgelsen på et overordnet plan er at belyse tilsynssamtalens rammer og indhold anno 2011. Undersøgelsen består af to dele. En høring til samtlige KiF-afdelinger, lokalkontorer og 29 tilfældigt udvalgte medarbejdere fra fem afdelinger samt to fokusgruppeinterview med tilsynsførende fra de enkelte KiF-afdelinger. I høringen er der spurgt ind til følgende områder: Tilsynssamtalens indhold, formål og udgangspunkt Forekomsten af fælles retningslinjer i arbejdet med tilsynssamtalerne Praksis vedrørende en ensartet behandling af klienterne Praksis vedrørende oplæring i tilsynssamtalerne De to fokusgruppeinterview har fokuseret på følgende emner: Tilrettelæggelsen af et tilsynsforløb (hvilken systematik arbejdes der ud fra?) Håndteringen af klientens akutte problemstillinger Rollefordelingen mellem den tilsynsførende og klienten 18

3.2.1. Resultater Både for høringen og for de to fokusgruppeinterview gælder, at vi har fået opfattelsen af en ensartet praksis på tværs af de enkelte afdelinger og medarbejdere. Når respondenterne besvarer de enkelte spørgsmål i høringen, er der en række sproglige variationer i praksisbeskrivelserne, men langt de fleste svarer det samme blot på forskellige måder. I fokusgrupperne har der ligeledes, blandt deltagerne, været bred enighed om de temaer og spørgsmål, der blev bragt på bane. 3.2.2. Høringen I høringen beskriver langt de fleste tilsynssamtalen som en blanding af rådgivning, hjælp og kontrol, mens andre skriver, at samtalen først og fremmest handler om at skabe relationer for at kunne yde støtte og motivation. Det overordnede formål med tilsynssamtalen beskrives som forebyggelse af recidiv eller at støtte klienten til at opnå en kriminalitetsfri tilværelse. Andre fremhæver en bredere forståelse af formålet og beskriver, at det desuden handler om at hjælpe klienten til at skabe den tilværelse, han ønsker sig. Når det gælder spørgsmålet om, hvad tilsynssamtalen skal beskæftige sig med, henviser respondenterne enten direkte til den begåede kriminalitet og dens årsager som fokus for samtalen, eller også noteres det, at tilsynssamtalen skal beskæftige sig med de personlige og sociale forhold eller områder, der har betydning for involveringen i kriminelle aktiviteter (de kriminogene faktorer). En del nævner i den forbindelse handleplanen, som det overordnede værktøj ved afdækning af problemområderne. Respondenterne er også blevet bedt om at svare på, hvad tilsynssamtalen tager udgangspunkt i, og her svarer langt de fleste, at samtalen enten tager udgangspunkt i klientens aktuelle situation, eller at den enkelte samtale fungerer som en opfølgning på handleplanen. Endelig har nogle svaret, at det generelt ikke er muligt at svare på dette spørgsmål, da det afhænger af den enkelte klients situation og behov. De fleste respondenter svarer, at der ikke eksisterer nedskrevne retningslinjer for, hvad der i tilsynssamtalen skal fokuseres på. Mange henviser i den forbindelse i stedet til handleplan, tilsynsvejledning og tilsynscirkulære som retningsgivende dokumenter for tilsynsarbejdet. Nogle afdelinger har dog faste retningslinjer for førstegangssamtalen, hvor det er tydeligt specificeret, hvad klienten skal informeres om, og hvad denne samtale skal afdække. 19

De fleste respondenter understreger, at der skelnes tydeligt mellem rammerne for tilsynssamtalen og indholdet af tilsynssamtalen. Rammerne skal være ensartede for at sikre klientens retssikkerhed, for at overholde regler (fremmødefrekvens og udarbejdelse af handleplan) samt for at effektuere straffuldbyrdelsen. Indholdet i de enkelte tilsynsforløb og samtaler skal derimod tilpasses klientens særlige behov og situation, den begåede kriminalitet samt klientens motivation og ønske om forandring. 3.2.3. Fokusgruppeinterviews Resultatet af de to fokusgruppeinterview kan sammenfattes i en række temaer, der tilsammen giver et overordnet billede af deltagernes beskrivelse af og drøftelser om praksis i tilsynssamtalen. Temaerne tager dels udgangspunkt i de spørgsmål, vi har stillet konkret, dels i de emner, som deltagerne selv har bragt på bane i løbet af samtalen. 3.2.4. Brandslukning og relationsarbejde Særlig to temaer fylder meget i fokusgruppedeltagernes beskrivelse af tilsynssamtalernes indhold; brandslukningsarbejdet, dvs. det at tage hånd om klientens akutte problemstillinger undervejs i et forløb, og relationsarbejdet som fokusgruppedeltagerne mener, er essentielt i forhold til at motivere til forandring. De tilsynsførende understreger, at brandslukningsarbejdet er vigtigt af flere grunde. Dels er det recidivforebyggende at arbejde med klientens akutte situation, fordi det f.eks. udgør en konkret risiko for tilbagefald til kriminalitet at stå uden penge på lommen. Endvidere er brandslukningsarbejdet vigtigt, fordi det er med til at skabe den ro, som er en nødvendig forudsætning for at kunne arbejde med klientens mere langsigtede forandringsproces. Endelig er brandslukningsarbejdet vigtigt, fordi det signalerer en anerkendelse af klienten i hans aktuelle situation. Fokusgruppedeltagerne beskriver samtidig relationsarbejdet som en hjørnesten i arbejdet med tilsynssamtalerne. Uden en god og tillidsfuld relation mellem tilsynsførende og klient er det ikke muligt at arbejde med recidivforebyggelse. Relationen bliver med andre ord et middel til at nå det overordnede mål med det samlede tilsynsforløb. 20

3.2.5. Systematik i tilsynsforløbet Deltagerne mener, at handleplanen er et godt systematisk værktøj, men de nævner samtidig, at den måde at arbejde på også har eksisteret før handleplanen blev en del af praksis. De tilsynsførende oplever imidlertid, at handleplanen til tider er alt for stringent at arbejde ud fra. Denne arbejdsmåde kræver nemlig, at den tilsynsførende gennemgår alle handleplanens områder med hver klient, uanset om den tilsynsførende vurderer, at det er nødvendigt eller ej, set ud fra et fagligt perspektiv. Direkte adspurgt om, hvorvidt man kan opfatte den overordnede struktur i et tilsynsforløb som bestående af en afdæknings-, indsats- og opfølgningsfase, fortæller deltagerne, at det er en alt for firkantet måde at se praksis på. Afdækning, indsats og opfølgning sker derimod løbende. 3.2.6. Samtalen om kriminalitet Det at snakke om klientens kriminelle handling indtager også en central plads i tilsynsforløbet. I den forbindelse er det interessant at konstatere, at fokusgruppedeltagerne beskriver, at der ikke findes en fastlagt metode for at føre denne samtale. Alle tilsynsførende snakker med andre ord om kriminalitet med sin klient, men alle gør det på den måde, som de mener, er bedst i situationen. 3.2.7. Rollefordeling mellem tilsynsførende og klient I begge fokusgruppeinterview berørte deltagerne ofte den tilsynsførendes perspektiv i tilsynssamtalen, hvilket handler om at møde klienten der hvor han er. Dette hænger sammen med brandslukningsarbejdet, der netop har til formål at anerkende og tage hånd om klientens aktuelle problemstillinger. Men perspektivet fortæller også noget om rollefordelingen mellem den tilsynsførende og klienten. Et langt stykke hen ad vejen er tilsynsforløbet baseret på klientens problemforståelse, fordi holdningen hos de tilsynsførende er, at klienten kender sin egen situation bedst og oftest ved, hvordan tingene hænger sammen. Der findes dog også en udpræget bevidsthed hos flere fokusgruppedeltagere om, at de har en magt til at gribe ind og justere klientens problemforståelse, hvis den ligger alt for langt fra deres faglige vurdering af, hvordan situationen tager sig ud. 3.2.8. Konklusioner På baggrund af undersøgelsens resultater kan man overordnet konkludere, at disse afspejler en praksis i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af et tilsynsforløb, der langt hen ad vejen er ensartet. Undersøgelsen tegner et billede af en faggruppe, der arbejder ud fra et helhedsorienteret perspektiv, og hvor arbej- 21

det er præget af tavs viden om, hvad der virker og ikke virker for den enkelte klient. Undersøgelsen konkluderer blandt andet følgende: At flertallet af KiF-afdelingerne ikke har udarbejdet fælles retningslinjer for indholdet af tilsynssamtalen At afdækning, indsats og opfølgning sker løbende under et tilsynsforløb At brandsluknings- og relationsarbejdet fylder meget i de enkelte tilsynssamtaler At relationsarbejdet og kontakten til den enkelte klient fremhæves som forudsætningen for et velgennemført tilsynsforløb At det recidivforebyggende arbejde i tilsynsforløbet er et implicit udgangspunkt for praksis. Det betyder bl.a., at samtalen om kriminalitet er central, men at der ikke eksisterer en fastlagt og ensartet metode for denne samtale 3.3. Opsummering og diskussion Det er vigtigt at holde sig for øje, at denne mindre undersøgelse af tilsynsvirksomheden blev udført indenfor en forholdsvis kort tidsfrist. Det empiriske grundlag for undersøgelsens resultater i form af høringssvarene og de to fokusgruppeinterview er således også tilsvarende snævert. De konklusioner, der drages i denne forundersøgelse af tilsynsvirksomheden, stemmer imidlertid godt overens med den tidligere undersøgelse af KiF. Sammenholdes resultaterne med Britta Kyvsgaards undersøgelse Kriminalforsorgen i Frihed mellem omsorg, hjælp og kontrol fra 1998, er der flere ligheder i beskrivelserne af praksis. Lige så vel som nærværende undersøgelse konkluderer, at relationsarbejdet er grundstenen i de tilsynsførendes arbejde med klienterne, konkluderede Kyvsgaard på daværende tidspunkt, at omsorgsdelen i form af at lytte og tage del i klientens problemer var blevet en betydelig vigtigere funktion i forsorgsmedarbejdernes arbejde. Derudover er klinternes akutte problemstillinger også fremhævet i Kyvsgaards undersøgelse som værende af høj prioriteret i tilsynsarbejdet (Kyvsgaard 1998). Dette er i overensstemmelse med nærværende undersøgelse, hvor brandslukningsarbejdet anskues som en nødvendig forudsætning for at kunne arbejde med klientens mere langsigtede forandringsproces og problematikker. 22

Endvidere konkluderede Kyvsgaard, at hovedparten af de dengang adspurgte medarbejdere i deres arbejde primært tog udgangspunkt i klientens behov og forudsætninger frem for specifikke metoder og teorier (Kyvsgaard 1998). Samme tendens gør sig gældende i denne undersøgelse, hvoraf det netop fremgår, at tilsynssamtalen som udgangspunkt tilrettelægges på baggrund af klientens behov og problemforståelse. De tilsynsførende pointerer netop vigtigheden i at møde klienten, der hvor han er, og at der som hovedregel må tages udgangspunkt i det enkelte individs unikke situation, hvilket netop besværliggør en ensartet behandling, og derimod forudsætter en høj grad af metodefrihed. I Kyvsgaards undersøgelse rejses spørgsmålet om, hvorvidt den metodefrihed, der eksisterer i KiF, har bevirket, at der er opstået forskellige metodetraditioner på de forskellige afdelinger. Hun kan imidlertid ikke bekræfte denne antagelse, da undersøgelsen viser, at der på tværs af afdelingerne netop arbejdes ud fra en ensartet logik om at have respekt for det enkelte menneske og støtte klienten i at udvikle ansvar for eget liv. Hun stiller derfor spørgsmålet, om metodefriheden ikke i højere grad er udtryk for et princip end en egentlig realitet (Kyvsgaard 1998). Denne hypotese bliver tilnærmelsesvis bekræftet af nærværende undersøgelse, der som nævnt konkluderer, at der generelt tages udgangspunkt i den enkelte klients individuelle problemforståelse. Der inddrages i forlængelse heraf en række teorier om det sociale arbejde i almindelighed, der ligeledes peger på, at der i kraft af socialarbejdernes uddannelse generelt eksisterer et fagligt ideal om, at møde mennesket der, hvor det er (Järvinen m.fl. 2003). På den vis kan metodefriheden således anses som en myte, da alle som udgangspunkt arbejder ud fra denne individorienterede professionslogik. Begge undersøgelser peger således på, at der eksisterer en forholdsvis ensartet praksis som udgangspunkt for tilsynsarbejdet i KiF. På trods af de mange ligheder i beskrivelserne af praksis adskiller undersøgelserne sig imidlertid på det punkt, der vedrører kriminalitetsområdet. Arbejdet med kriminalitet nævnes knap nok af medarbejderne i Kyvsgaards undersøgelse. De tilsynsførende, der refereres til i denne rapport, har derimod en klar bevidsthed om, at deres kerneområde er recidivforebyggelse og samtaler om kriminalitet. I dag forventes det, at kriminaliteten og dens årsager italesættes. Samtalernes konkrete indhold er dog ikke en formaliseret del af KiF s arbejdsområde, om end kriminalitet nu eksplicit er angivet som et vigtigt fokusområde i handleplansskabelonen. Endvidere er kriminalitet ifølge deltagerne i undersøgelsen ikke et fagområde, de er blevet undervist i på den sociale højskole. Der eksisterer således ingen fastlagt metode for, hvordan de tilsynsførende skal føre disse samtaler eller arbejde med kriminalitetsområdet gene- 23

relt. Tilsynssamtalerne baserer sig i mindre grad på metoder og teorier om kriminalitetsforebyggelse og i højere grad på fornemmelser for den enkelte og tidligere arbejdsrelaterede erfaringer. Der kan således argumenteres for, at der netop på dette område eksisterer metodefrihed i kraft af, at der ikke eksisterer en specifik organisatorisk valgt metode som udgangspunkt for arbejdet med kriminalitet. 1 Alle fokusgruppedeltagere fortæller, at de har samtaler om kriminalitet, men de gør det på hver deres måde. At praksis ikke er ensartet i den del af tilsynsforløbet, der omhandler samtaler om kriminalitet, kan på den ene side være et produkt af idealet om en individuel behandling af klienten, men det kan på den anden side også hænge sammen med uklart definerede metoder og organisatoriske målsætninger fra direktoratets side i forhold til dette område. Undersøgelsen rejser således spørgsmålet om, hvorvidt en mere tydeligt defineret organisatorisk logik med fastlagte metoder kan højne kvaliteten af KiF s arbejde, eller om der ligger noget iboende i måden at tænke socialt arbejde på, som gør det vanskeligt at implementere ensartede retningslinjer? Her henvises til en nyere undersøgelse af de tilsynsførendes arbejde med personundersøgelser i den fri kriminalforsorg i Sverige. Undersøgelsen sondrer netop mellem begreberne organisationslogik og professionslogik, og diskuterer, hvordan disse to logikker spiller sammen i forsøget på at forstå forudsætningerne for personundersøgelserne og de vurderinger, som de tilsynsførende udarbejder. I undersøgelsen konstateres det, at organisationen har fokus på risikofaktorer og håndteringen af kriminalitet, og udgangspunktet for arbejdet er her at hente støtte i teorier om kriminogene behov og risikofaktorer. Professionslogikken for de socialarbejdere, der f.eks. arbejder indenfor den fri kriminalforsorg, er imidlertid individets velbefindende, og dette arbejde udøves med udgangspunkt i sociale teorier og metoder i bred forstand (Svensson & Persson 2011). Mens organisationslogikken således har fokus på risikofaktorer, har professionslogikken fokus på helhedssyn og udgangspunkt i individet. Dette misforhold mellem organisationslogikken og professionslogikken er til stede, selvom svensk kriminalforsorg har udarbejdet meget tydelige og detaljerede instruktioner for, hvordan arbejdet med 1 I handleplansskabelonen angives kriminalitet som et fokusområde, hvor der i hjælpefunktionen er angivet visse emner, der kan berøres i tilsynssamtalen. Dette kan dog ikke betegnes som udtryk for en bevidst valgt metode eller tilgang med et bagvedliggende teoretisk udgangspunkt til forståelsen af kriminalitet. 24

udarbejdelsen af personundersøgelser skal ske, og hvilke faktorer der skal fokuseres på. Organisationslogikken er med andre ord ganske tydelig. At Sveriges organisationslogik, modsat den danske, er forholdsvis tydelig på den måde, at der eksisterer fastlagte metoder og instrukser for arbejdet med f.eks. personundersøgelser, og at dette arbejde skal læne sig op ad begrebet risiko, er imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende med, at professionslogikken helt mister sin betydning. Undersøgelsen understreger blandt andet i den sammenhæng, at man må rette opmærksomheden mod det sociale arbejdes professionslogik for at forstå problemstillingen fuldt ud. Muligvis er der noget helt grundlæggende ved måden at tænke socialt arbejde på i bred forstand og indenfor KiF, som gør, at det er vanskeligt at forene med en alt for snæver og formaliseret organisationslogik og alt for formaliserede metoder. Som den svenske undersøgelse også har belyst, er holdningen blandt de tilsynsførende til de nye og mere tydelige retningslinjer ikke udelt positiv. De, der er negativt indstillede, gav f.eks. udtryk for, at den nye struktur fjerner arbejdsglæden og gør arbejdet mere kedeligt, ligesom de påpegede, at skabelonen styrer for meget og dermed hindrer den professionelle vurdering (Svensson & Persson 2011). Samme bekymringer kom netop til udtryk i nærværende undersøgelse, hvor fokusgruppedeltagerne trods ønsket om flere værktøjer til kriminalitetsforebyggelse og ønsket om mere systematik, også bekymrede sig om, at mere ensartethed ville besværliggøre deres professionelle vurdering af klientens individuelle behov, skabe endnu mere unødig dokumentation og forstærke deres følelse af ikke at blive værdsat rent fagligt. Også i høringen kom det frem, at man generelt ikke efterlyser flere retningslinjer, og en del ledere og medarbejdere understreger, at de værdsætter metodefrihed, og at socialrådgiverne arbejder individuelt med egne tilsynssager. Der kan således konstateres en bekymring for, at nye værktøjer og metoder kan bureaukratisere og instrumentalisere tilsynsarbejdet med de dømte. Medarbejderne peger således implicit på udfordringerne ved at forene en organisations- og professionslogik i tilsynsarbejdet. 25

Kapitel 4 Beskrivelse af RNR-modellen Risk-Need-Responsivity (RNR) er en kriminalpræventiv rehabiliteringsmodel udviklet af de canadiske forskere Don Andrews og James Bonta 2. Den er udviklet på baggrund af en række metaanalyser af forskning i kriminalitet og kriminalitetsforebyggelse. Der er efterhånden god evidens for modellen (Andrews & Bonta 2010). Andrews og Bonta har påvist, at effekten af rehabiliterende tiltag er proportionel med overholdelsen af RNR principperne, således at de rehabiliterende tiltag, som overholder alle principperne er de mest effektive. Andrews og Bonta (ibid.) peger på en effekt på 26 % reduktion i recidiv for tiltag, som overholder alle principperne. Dette står i kontrast til ingen eller ligefrem en negativ effekt af tiltag, der ikke overholder nogen af principperne (se figur 1). RNR-modellen har vundet frem qua disse resultater, og modellen anvendes i større og større omfang i flere lande, heriblandt Canada, USA, England, New Zealand, Sverige m.fl. Figur 1: Gennemsnitlig effekt på recidiv ved overholdelse af 0, 1, 2 eller 3 RNR principper. Andrews og Bonta 2010 (Kilde: Andrews & Bonta: The Psychology of Criminal Conduct, 2010). RNR-modellen tager udgangspunkt i en bestemt måde at forstå og forklare kriminel adfærd på. I forhold til en klassisk sociologisk kriminologisk model, hvor variation i kriminel adfærd udelukkende 2 Modellen blev udbredt i starten af 1990 erne. Siden har andre forskere også arbejdet med modellen, og modellen har været under stadig udvikling i takt med, at ny viden tilvejebringes. 26

eller primært forklares ved sociale, strukturelle forhold, lægger Andrews og Bontas forskning op til en betydelig større vægtning af individuelle psykologiske faktorer. Andrews og Bonta (2010) peger på, at antisocial adfærd i høj grad kan forklares ved bestemte personligheds- og tankemæssige faktorer. Deres forskning har påvist, at disse faktorer har en særdeles stor forklarings- og prædikativ værdi i forhold til variationen i kriminel adfærd (jf. nedenstående beskrivelse af risikofaktorer, hvor to af de fire største risikofaktorer er psykologiske faktorer). I tilrettelæggelsen af rehabiliterende tiltag lægger RNRmodellen op til et bredere og langt større fokus på psykologiske faktorer. RNR-modellen består af en række principper for, hvordan en effektiv rehabiliterende indsats tilrettelægges (ibid). Principperne beskriver, hvem den rehabiliterende indsats skal målrettes til, hvilke områder eller faktorer, der skal arbejdes med samt hvilke strategier og metoder, der er mest effektive. RNRmodellen besvarer følgende spørgsmål: Hvem er det vigtigst at bruge rehabiliterende ressourcer på? (Risikoprincippet) Hvad er de vigtigste faktorer og mål, hvis man vil reducere kriminel adfærd? (Behovsprincippet) Hvilken interventionsstrategi eller metode er mest effektiv? (Responsitivitetsprincippet) 4.1. Risikoprincippet Udgangspunktet for risikoprincippet er, at der er en kausal sammenhæng mellem bestemte faktorer og kriminalitet, og at kriminalitet derfor kan forudsiges. Andrews og Bonta (2010) m.fl. har i deres forskning fundet frem til, at der er otte større risikofaktorer (the central eight), som i særlig grad er prædikative i forhold til kriminalitet. Af disse er de første fire (the big four) de risikofaktorer, som har allerstørst prædikativ værdi. Nedenfor er en beskrivelse af de otte risikofaktorer ( the big four er de fire første i kursiv): 1. Historik med antisocial adfærd En historik med antisocial adfærd øger risikoen for ny kriminalitet. Jo tidligere involveringen i antisociale aktiviteter forekommer, jo større variation og des flere sammenhænge aktiviteterne foregår i, des større er risikoen. Alvoren af kriminaliteten er dog ikke en risikofaktor. 27

2. Et antisocialt personlighedsmønster Personlighed har stor betydning for adfærd. De personlighedsfaktorer, der går igen i forskellige studier, og som øger risikoen for kriminalitet, er: impulsivitet, eventyr/lystorienteret, risikovillighed, aggressivitet, negativ emotionalitet, lav selvkontrol og manglende empati. Jo flere faktorer og jo større grad af forekomsten, des større er risikoen for kriminalitet. Visse personlighedsfaktorer kan ikke udpeges som risikofaktorer eksempelvis lav selvtillid eller generel psykopatologi. 3. Antisocial kognition (tænkning) Tænkning har stor betydning for kriminel adfærd. Den tænkning, som øger risikoen for kriminalitet er holdninger, overbevisninger, værdier og rationaliseringer, som understøtter antisocial adfærd. Som eksempler kan nævnes negative holdninger til love, eller troen på at kriminel aktivitet er i orden og kan betale sig. Hertil knytter sig emotionelle tilstande af eksempelvis vrede, irritation og oprør. Jo mere en person er præget af en antisocial tænkning, jo større er risikoen for kriminel adfærd. 4. Antisocial omgangskreds Omgangskreds har stor betydning for, om en person engagerer sig i kriminelle aktiviteter. Jo mere en person omgås andre, der er prokriminelle, og jo mindre han omgås personer, der er antikriminelle, jo større bliver risikoen for kriminel adfærd. I denne sammenhæng kan det nævnes, at social klasse ikke synes at være en risikofaktor. 5. Problemer i forhold til familie/partner Kvaliteten af relationer til familie/ partner har betydning for kriminel adfærd. For unge er det i høj grad relationen til forældre, der har størst betydning. For voksne er det særligt kvaliteten af relationen til partner og egne børn, som har den største betydning. Jo ringere kvalitet disse relationer har, og jo mindre regulerende de er for antisocial adfærd, jo større er risikoen for kriminel adfærd. 28

6. Problemer i forhold til skole/arbejde Forholdet til skole eller arbejde har betydning for kriminel adfærd. Risikoen for kriminel adfærd øges, hvis tilknytningen til skole og arbejde er svag. I denne sammenhæng er det måske værd at pointere, at intelligens kun er en mindre risikofaktor. 7. Fritidsaktiviteter Graden af involvering i prosociale fritidsaktiviteter har betydning for kriminel adfærd. Jo mindre en person er engageret i prosociale fritidsaktiviteter, jo større er risikoen for kriminel adfærd. 8. Stofmisbrug Stofmisbrug har betydning for kriminel adfærd. En aktuel alkohol- eller stofafhængighed øger risikoen for kriminalitet. Risikoprincippet tilsiger, at man skal koncentrere den rehabiliterende indsats på de grupper, der har en mellem til høj risiko for recidiv og bruge minimale ressourcer på lav risikogruppen (ibid.). Derudover siger risikoprincippet, at man skal tilpasse graden eller intensiteten af den rehabiliterende indsats til klientens risikoniveau (ibid.). Her gælder det, at jo højere risiko, des mere omfattende og intensiv skal den rehabiliterende indsats være 3. For at kunne overholde risikoprincippet er det en forudsætning, at man anvender et valideret måleredskab, som gør det muligt at måle dømtes risikoniveau. Her er der klar evidens for, at strukturerede redskaber er mere valide end den professionelle vurdering alene (ibid.). 3 James Bonta har til arbejdsgruppen oplyst, at det er skrevet ind i deres cirkulærer, hvad rammerne er for tilsynet ud fra risikogrupperne. Det er generelt gældende, at indsatsen for lavrisiko gruppen er minimal. 29