Klasser og politisk identitet Jens Peter Frølund Thomsen

Klasser og politisk identitet Jens Peter Frølund Thomsen Institut for Statskundskab Aarhus Universitet Januar 1999

Klasser og politisk identitet Jens Peter Frølund Thomsen Blandt eksperter inden for politisk sociologi har det i en årrække været smart at betragte klasseanalysen som håbløst forældet i forhold til en analyse af det moderne samfund. En betragtning, der på sin vis indeholder en pæn portion sund fornuft, men også en kerne af manglende eftertænksomhed. Naturligvis kan der opstå et reelt behov for at forkaste teorier, der synes ude af trit med den historiske udvikling. Men der skal argumenteres grundigt for en sådan afgørelse. For det er ikke just selvindlysende, at samfundsmæssig udvikling også indebærer en fuldgyldig forandring af den samfundsmæssige struktur. Desuden kan det i erkendelsesteoretisk øjemed være ganske fordelagtigt at anvende problemfyldte teorier fremfor ikke at anvende nogen overhovedet. Klasseanalysen, som skal drøftes i denne sammenhæng, er dog langt fra et overstået fænomen i det samfundsvidenskabelige miljø. Inden for eksempelvis britisk sociologisk forskning findes et pænt antal nyere empiriske studier af social ulighed foretaget på et klasseanalytisk grundlag (Edgell, 1993; Heath & Clifford, 1996; Marshall, 1997). Alle dokumenterer, at der stadig findes en klar social lagdeling inden for højt udviklede samfund. Om end den sociale pyramide er vokset på midten over de seneste årtier, eksisterer der altså stadig en overklasse og en underklasse. Fra en politologisk betragtning er det centrale spørgsmål imidlertid, hvordan den sociale position påvirker den politiske holdningsdannelse. Hermed rejses også en problemstilling i klasseanalysen, der til gengæld hersker langt mindre enighed om. Der findes sågar eksperter, der kategorisk afviser klassebegrebets relevans i forhold til en analyse af politiske holdninger. Pakulski & Waters repræsenterer et sådant synspunkt, når de hævder, at: It [class analysis] is failing to recognize that oppression, exploitation, and conflict are being socially constructed around transcendent conceptions of individual rights and global values that identify and empower struggles around such diverse focuses as post-colonial racism, sexual preferences, gender discrimination, environmental regulation, degradation, citizen participation, religious commitments and ethnic self-determination. These issues have little or nothing to do with class. In the contemporary period of history, the class paradigm is intellectually and morally bankrupt (Pakulski & Waters, 1996: 26). Kritikken er relevant, men ikke nødvendigvis invaliderende for en klasseanalytisk synsvinkel. Anken er berettiget, for så vidt som klasseanalytikere også mener, at klassemodellen repræsenterer en udtømmende beskrivelse af den moderne, sociale virkelighed. En sådan klassereduktionisme må dog i det store og hele betragtes som et overstået kapitel inden for den samfundsvi-

denskabelige forskning. Hertil kommer, at de konflikter, som Pakulski & Waters fremhæver, på ingen måde udelukker, at det moderne samfund også kan indeholde klassebaserede konflikter. På et empirisk plan er der ingen grund til at tro, at det ene udelukker det andet. Der findes på den anden side også samfundsforskere, som forfægter et langt mere nuanceret og tidssvarende syn på klasseanalysen. Et sådant bliver specielt fremført af den amerikanske sociolog Erik Olin Wright, der sammenfatter sit syn på klasseanalysen således: Class analysis does not imply a commitment to the thesis that all social phenomena can be explained primarily in terms of class, or even that class is always an important determinant. Rather, class analysis is based on the conviction that class is a pervasive social cause and thus it is worth exploring its ramifications for many social phenomena (Wright, 1997: 1). Wrights synspunkt er interessant, fordi det antyder, at klassereduktionismen ér et overstået stadium. Dernæst er Wrights bidrag spændende, fordi han fastholder, at den centrale problemstilling bør vedrøre forbindelsen mellem klassetilhørsforholdet og politiske holdninger. Wrights tese er, at klassestrukturen skaber interessemodsætninger og ideologisk polarisering. Han hævder, at der i klassetilhørsforholdet ligger en væsentlig forklaring på de sociale aktørers valg af politisk identitet. Den subjektive identifikation med bestemte holdninger, partier og organisationer beror på en strukturel determination. Om denne strukturelle determination er stærk eller svag udgør problemstillingen for denne artikel. Med udgangspunkt i Wrights projekt kan problemstillingen udsættes for en yderligere præcisering: Hvad er det for faktorer, der forklarer, at sociale aktører identificerer sig med forskellige holdninger og interesser? Denne artikel forfægter det standpunkt, at politisk identitet delvist er betinget af socioøkonomiske faktorer. Derfor er de såkaldte strukturelle klasseteorier stadig relevante. På den anden side er der også et behov for at understrege, at strukturvariabler ikke i sig selv kan forklare den politiske identitetsdannelse i moderne samfund. Heraf opstår et behov for at inddrage processuelle klasseteorier, der i langt højere grad betoner, hvorledes den subjektive identitet påvirkes af politiske og ideologiske faktorer. Strukturelle og processuelle teorier bør derfor i vidt omfang betragtes som gensidigt supplerende perspektiver (Wright, 1997: 493-494). I forlængelse heraf gøres gældende, at individets politiske identitet bør analyseres ud fra to synsvinkler. Politisk identitet skal dels forstås som noget, man har i kraft af klassetilhørsforholdet, og dels forstås som noget, man får igennem politiske processer. Førstnævnte synsvinkel understreger individets sociale position, og sidstnævnte understreger individets position som politisk deltager. Relevansen af en sådan social-psykologisk forståelse er specielt stor i moderne samfund, hvor sociale forandrings- og differentieringsprocesser er langt mere fremtrædende, end tilfældet var i det klassiske industrisamfund. Det er blevet vanskeligere at forudsige folks ideologiske holdninger ud fra klassetilhørsforholdet. Både fordi den sociale struktur er blevet mere forskelligartet, og fordi den politiske proces har fået en langt mere selvstændig betydning i det moderne samfund. Heri ligger også en understregning af, at der er et udtalt behov

for nytænkning vedrørende den ideologiforståelse, der normalt knyttes sammen med klasseanalysen. Præsentationen tager sit udgangspunkt i den neo-marxistiske tradition og navnlig det nyeste bidrag fra Erik Olin Wright, således som det udfoldes i Class Counts fra 1997. Wrights bog er blevet udsat for kompetent anmeldelse i dansk sammenhæng (Sommer, 1998), men Wrights bidrag er imidlertid så tankevækkende, at det fortjener en mere udførlig diskussion. Wrights analyse relateres til danske undersøgelser (Borre & Goul Andersen, 1997) samt nyere diskursteorier, der søger at forklare dannelse af politisk identitet i det moderne samfund. Diskursteorierne - og navnlig den britiske diskursanalyse - repræsenterer derfor det processuelle klasseperspektiv. 1. Strukturel klasseteori 1.1. Grundbetragtninger hos Wright Da Olin Wright stadig betegner sig selv som marxist, er det indledningsvist påkrævet at formulere en kort redegørelse for den marxistiske klasseteori. Med en lidt storslået forenkling kan den marxistiske klasseteori karakteriseres som et struktur-deterministisk forskningsprogram, hvis sigte er at formulere en teori om politiske modsætningsforhold (jf. Goul Andersen, 1984; Poulantzas, 1979; Wright, 1997). Kernen i dette forskningsprogram består af et aksiom, hvis indhold er, at individets identitet primært præges af materielle behov, dvs. behovet for føde, bolig og generel økonomisk tryghed og velstand. Den efterfølgende teoridannelse præciserer, hvorledes uensartede socioøkonomiske placeringer giver forskellige muligheder for at tilfredsstille de materielle behov. Nogle grupper har en privilegeret adgang til de materielle ressourcer, mens andre er ude af stand til at opnå en sådan position. Heraf opstår strukturelt betingede interesseforskelle. Det afgørende postulat er herefter, at disse strukturelt og økonomisk funderede interesseforskelle også manifesterer sig som politiske modsætninger. Som specifik synsvinkel udgør den marxistiske klasseteori et rendyrket konfliktperspektiv, hvor modsætninger på det økonomiske niveau direkte forplanter sig til andre niveauer (Elster, 1987: 324). Selve betegnelsen forskningsprogram antyder tilmed, at den marxistiske klasseteori indeholder bestemte antagelser og videnskabsteoretiske præmisser, hvis rødder skal findes i såvel realistisk som positivistisk tankegang. Realismens antagelse om, at virkeligheden også indeholder ikke-iagttagelige kausalmekanismer, legitimerer selve klassebegrebet: Klasser, klasseinteresser og klassebevidsthed lader sig ikke direkte iagttage, men formodes alligevel at være kausalt virksomme variabler (Wright, 1998a: 57-67). Positivismens forkærlighed for hypotetisk-deduktive teorier kommer til udtryk derved, at nogle klasseteoretikere foretrækker at lade den empiriske analyse dirigere af en række logiske følgeslutninger (jf. Wright, 1998a: 66). Fra de forskellige klassetilhørsforhold og hermed samhørende interesser udledes bestemte forudsigelser med hensyn til folks holdninger (til bestemte

emner) og adfærdsformer (f.eks. partivalg). Endelig indeholder forskningsprogrammet også en specifik metodeforskrift af ontologisk tilsnit. Marxistisk klasseteori hviler på et metodisk kollektivistisk grundlag: Klassebegrebet er et strukturbegreb, der ikke lader sig reducere til træk og egenskaber ved individer. Klassetilhørsforholdet repræsenterer et socialt faktum for det enkelte individ, hvad enten individet anerkender dette eller ej (Poulantzas, 1979: 14; Scase, 1992: 7). Wright er loyal over for dette videnskabsteoretiske grundlag, men han er også ganske interessant derved, at han igennem årene har argumenteret for, at den marxistiske teori bør suppleres med betragtninger fra andre teorier (Wright, 1983, 1985, 1998b; Goul Andersen, 1979: 50-57). I det første bidrag fra (1983) var dominansbegrebet gjort til det centrale i klassebestemmelsen, hvilket Wright dog delvist forlod i bidraget fra (1985), hvor han stærkt understregede behovet for at genetablere udbytningsbegrebet som det centrale kriterium for klassebestemmelsen. Projektet fra (1997) repræsenterer dog igen en udpræget syntese af marxistisk og weberiansk tankegods. Den marxistiske analyse skal efter Wrights mening finjusteres ved hjælp af weberianske kriterier, således at klasserne ikke alene forstås ud fra den sociale arbejdsdeling, men også ud fra deres placering i forhold til markedet. Det marxistiske kriterium - hvad folk laver (i den sociale arbejdsdeling) - suppleres med Max Webers kriterium - hvad folk har (i form af markedskapaciteter). Webers kriterium understreger, at forskellige lønmodtagergrupper har uensartet markedsværdi: De grupper, der har uddannelse og særlige færdigheder, hører ikke socialt og økonomisk sammen med ufaglærte grupper (jf. Giddens, 1980: 43; Hindess, 1987: 37). Umiddelbart kunne det derfor se ud, som om Wright forsynder sig mod sit åbenbare marxistiske udgangspunkt. Wright er selv af den opfattelse, at enkelte weberianske grundbetragtninger er til at leve med, da afstanden mellem Marx og Weber ikke er synderlig stor. Begge teoretikere fokuserer på sociale klassers konfliktpotentiale, men på forskellige sociale niveauer. Nedenstående tabel kan illustrere denne væsentlige pointe i Wrights klasseanalyse: Tabel 1. Klassekampens indhold og sociale niveauer Fordelingskonflikter Produktionskonflikter Weber + - Marx + + Wright argumenterer for, at Marx i virkeligheden forklarer det samme som Weber plus noget mere. Weber retter alene interessen mod fordelingskonflikter, dvs. tvister vedrørende fordelingen mellem løn og profit, mens Marx tilføjer, at der også findes konflikter vedrørende ledelsesog kontrolrelationerne i produktionssfæren (Wright, 1997: 33-37). Med en lidt anden betoning kan man sige, at Marx leverer en strukturel forklaring på, hvorfor der både er fordelingskonflikter og konflikter vedrørende kontrolrelationerne. Forklaringen hos Marx er, at produktionsformen indeholder en udbytningsrelation, og denne relation skal opfattes som en skjult mekanisme,

der afstedkommer en lang række manifeste konflikter. Udbytning indeholder i første omgang et økonomisk aspekt, der vedrører den materielle fordeling, men i anden omgang vedrører udbytning også et socialt og et politisk aspekt: I det kapitalistiske samfund er lønmodtagere frarøvet kontrol over de mekanismer, der skaber fordelingen. 1.2. Wrights klasseskema Wright indføjer således weberianske elementer i den marxistiske teoridannelse. I det nyeste bidrag findes der desværre ikke nogen systematisk argumentation for denne syntese, udover hvad der er blevet nævnt ovenfor: Klasseskellene udløser politiske konflikter af specifik art. Hvorledes det teoretiske resultat af disse bestræbelser ser ud, er søgt sammenfattet i tabel 2. Tabel 2. Wrights klasseopdelinger Teoretisk oprindelse Marx Weber Socialt niveau Produktionssfæren Markedssfæren De sociale klasser Funktionel placering: (1) Funktionel placering: (2) Økonomisk besiddelse: (1) Økonomisk besiddelse: (2) Ejerskab Udbytning Autoritet Uddannelse Kontrol over Privilegeret tilegnelsesrelation Kontrol over andres Autonomi/magt i for- produktionsmidlerne arbejdskraft hold til ledelsen Kapitalistklassen + + + Irrelevant Arbejderklassen - - - - Småborgerskabet + - - Irrelevant Middelklassen - (+) + + Det fremgår, at Wright arbejder med fire klassekonstituerende såvel som klassedifferentierende variabler: (1) ejerskab, (2) udbytning, (3) autoritet og (4) uddannelse. Det er klart, at ejerskab og udbytning repræsenterer to sider af samme sag, idet specifikke ejendomsrettigheder etablerer grundlaget for økonomisk udbytning. Imidlertid er den økonomiske udbytning ikke eksklusivt knyttet til kapitalejerne, idet store dele af middelklassen i en vis forstand også kan siges at udbytte andre i kraft af deres autoritet og uddannelse, jf. nedenfor. Autoritet refererer til bestemte gruppers ret til at udøve kontrol og dominans i forhold til andre grupper inden for den moderne arbejdsproces (Wright, 1997: 20). Man kan således godt udøve kontrol og indflydelse uden at eje noget i fysisk forstand, og Wright understreger hermed, at visse lønmodtagere kan have stærke lighedspunkter med de grupper, der formelt ejer produktionsapparatet. Uddannelse - hos Wright kaldet skills and expertise - refererer til de kvalifikationer, som bestemte lønmodtagergrupper besidder i forhold til andre grupper (Wright, 1997: 22). Forskelle i uddannelse er en kilde til indkomstforskelle, men uddannelse er også et middel til at opnå autoritet.

Disse fire variabler anvendes til at fastlægge grænserne mellem de tre egentlige klasser: (1) kapitalistklassen, (2) arbejderklassen og (3) småborgerskabet. Klassepositionerne uden for disse hovedklasser benævnes middelklassen, som ikke i strukturel forstand er en egentlig klasse, men placeret imellem hovedklasserne. Der hersker dog næppe tvivl om, at Wrights bestræbelse overvejende går ud på at afgrænse middelklassen fra de andre klasser, idet det er definitionen af denne, der traditionelt har voldt de fleste problemer. Det vanskelige består i, at denne klasse ikke eksisterer i den klassisk-marxistiske teori. Ved brug af ovenstående fire variabler konstitueres klasserne imidlertid på følgende måde: (1) Kapitalistklassen defineres som de individer, der ejer deres produktionsmidler, og som dermed har ret til at udbytte de lønmodtagere, der forestår anvendelsen af produktionsmidlerne. (2) Arbejderklassen defineres ad to omgange. Arbejderklassen udgøres af de individer, der ikke ejer produktionsmidlerne. I anden omgang understreges det, at arbejderklassen bør indskrænkes til de lønmodtagere, der ikke udøver autoritet i arbejdsprocessen, og som heller ikke besidder de store akademiske og faglige færdigheder. Arbejderklassen defineres samlet set som de ikke-ejere/lønmodtagere, der scorer meget lavt på autoritets- og uddannelsesvariablerne. (3) Småborgerskabet er for så vidt et levn fra den forudgående produktionsmåde, og kategorien indbefatter de individer, der nok ejer deres produktionsmidler, men som ikke udbytter andre i noget større omfang. 4) Middelklassen indbefatter også dele af lønmodtagergruppen. Men denne klasse består alene af de grupper, hvis arbejdsfunktioner baserer sig på udøvelse af autoritet og højt specialiserede færdigheder. Middelklassen er altså lønmodtagere (og ikke-ejere), der scorer højt på autoritets- og uddannelsesvariablerne. Det er tydeligt, at middelklassen udgør den mindst intuitivt forståelige kategori. I abstrakt forstand består middelklassen af personer, der står med det ene ben i arbejderklassen og det andet ben i kapitalistklassen (jf. tabel 2). Der er således tale om personer, der kombinerer to forskellige klassetilhørsforhold. Operationelt udløser dette nogle vanskelig håndterbare grå-zoner mellem arbejderklasse og middelklasse på den ene side og middelklasse og kapitalistklasse på den anden side. Afgrænsningsproblemerne opstår derved, at variablerne autoritet og uddannelse alene angiver grader af det ene eller det andet, hvorfor middelklassen bliver en mangfoldig kategori: Dele af middelklassen scorer højt på disse variabler, mens andre dele scorer forholdsvis lavt. Reelt indebærer dette, at nogle grupper inden for middelklassen er tæt på at befinde sig i kapitalistklassen. Mellemledere og topchefer er oplagte kandidater i så henseende, hvorimod andre dele af middelklassen er tæt på at være i arbejderklassen, når man vurderer

dele af middelklassen er tæt på at være i arbejderklassen, når man vurderer klassepositionerne ud fra disse strukturelle og markedsrelaterede karakteristika. Sekretærfuldmægtige og bankassistenter udgør eksempler herpå. Som mindstemål må man dog sige, at middelklassen består af personer med delegerede ledelsesbeføjelser, samt personer med mellemlang og høj uddannelse. For yderligere at karakterisere disse kategorier, der altså ikke er klasseløse, men placeret imellem de basale hovedklasser, introducerer Wright begrebet modsætningsfyldte klassepositioner, hvormed han ønsker at understrege, at middelklassepositionerne så at sige er besiddelsesløse besiddere : De motiveres delvist af deres status som lønmodtagere og delvist af den særposition, som de har i kraft af deres uddannelse og autoritet (jf. tabel 2). Middelklassen repræsenterer derfor den mindst homogene klasse i det moderne samfund. Wright anvender også nu og da betegnelserne klassesegmenter og sociale strata for at karakterisere middelklassens forskelligartede sammensætning (Wright, 1997: 459, 1998b: 333). Modsætningsfyldte positioner vil tillige være forbundet med småborgerskabet, eftersom denne klasse ikke alene består af familieforetagender uden ansatte inden for landbrug og detailhandel (Wright, 1997: 122). Det er ikke ualmindeligt, at akademikere - og folk inden for de liberale erhverv - i stigende grad etablerer små og mellemstore firmaer ved siden af deres egentlige hovederhverv. Således vil også en del af småborgerskabet skulle betragtes som lønmodtagere, der har visse interesser tilfælles med kapitalejerne. Alt i alt er den samlede kategori af modsætningsfyldte positioner inden for højtudviklede samfund særdeles omfattende. Det er oplagt, at også Wrights definition af arbejderklassen er overordentlig bred. Ud fra de valgte kriterier indbefatter arbejderklassen de vareproducerende grupperinger, samt et betydeligt antal grupper med serviceproducerende funktioner: Det være sig eksempelvis sekretærer, butiks-, restaurations- og vagtpersonale - og måske også visse grupper inden for finans- og bankverdenen (jf. Wright, 1997: 46-58). Ikke overraskende nås frem til, at i nogle lande (eksempelvis USA, Norge og Sverige) omfatter arbejderklassen over 50 pct. af arbejdsstyrken (Wright, 1997: 47). En sådan empirisk spændvidde i definitionen af arbejderklassen er uundgåelig, når man ikke definerer denne klasse som det egentlige industriproletariat, dvs. ud fra kriteriet vareproducerende beskæftigelse (jf. Goldthorpe, 1980: 41). Følgelig bliver middelklassen tilsvarende lille, når Wright afstår fra at definere denne klasse ud fra kriteriet serviceproducerende beskæftigelse. Middelklassens størrelse i USA, Norge og Sverige varierer i Wrights stikprøvedata fra ca. 23 til 31 pct. af arbejdsstyrken (Wright, 1997: 47). Hvis kriteriet serviceproducerende beskæftigelse anvendes til at fastlægge eksempelvis den danske middelklasse, så udgør middelklassen i dag over 2/3 af samtlige beskæftigede, eftersom private og offentlige serviceerhverv tilsammen beskæftiger ca. 1,8 mio. mennesker ud af en aktiv arbejdsstyrke på godt 2,5 mio. mennesker (Økonomiministeriet, 1998: 157). Hertil vil Wright naturligvis anføre, at kriterierne vare- og serviceproducerende beskæftigelse er uvæsentlige, fordi de indfanger ikke de kvalitative ligheder mellem mange vare- og serviceproducerende funktioner. For mange arbejdsfunktioner inden for serviceerhvervene er ikke forbundet med mere autoritet eller uddannelse end de funktioner, der forefindes i de vare-

producerende sektorer. Ud fra navnlig autoritetsvariablen er det derfor helt forsvarligt at betragte en række servicegrupper (f.eks. kassedamer, rengøringsfolk og sekretærer) som værende en del af arbejderklassen. 1.3. Strukturelle interesser og politiske holdninger Den strukturelle klassebestemmelse er kun et indledende skridt i Wrights analyse. Det næste deduktive skridt består i at argumentere for, at disse klassebestemmelser lader sig forbinde med forskellige klasseinteresser og hermed samhørende ideologiske profiler på et subjektivt holdningsplan. Wright er ikke stratifikationsanalytiker, selv om han anvender weberianske kriterier. Det centrale består i at fremdrage de politiske konsekvenser, som de strukturelle klasseplaceringer måtte have. De politiske konsekvenser fastlægges ud fra interessebegrebet. Wright gør her gældende, at klasseinteresser er strukturelt afledte, materielle og relationelle. Interesser knytter sig til den objektive placering i den sociale arbejdsdeling, og klasseinteresser har først og fremmest et materielt, økonomisk indhold, der samtidig udtrykker et mellemværende mellem to klasser (Wright, 1997: 10-11). Den egentlige begrundelse for, at interesser overvejende præges af et økonomisk aspekt, træder tydeligst frem i relationen mellem det klassiske industrisamfunds to gamle (og rigtige) klasser: kapitalistklassen og arbejderklassen. Det er en udbytningsmekanisme, der forbinder disse to klasser, og som mere specifikt etablerer en proces, hvor kapitalistklassen beriger sig på arbejderklassens bekostning (jf. Wright, 1985: 36). Der foreligger således et økonomisk mellemværende, som begge klasser motiveres af i den politiske proces. For så vidt angår det udviklede industrisamfunds nye klasse - middelklassen - anfører Wright flere forhold vedrørende de strukturelle interesser, der må formodes at være forbundet med denne. Som klasse betragtet har den ikke nogen fælles interesse. Derfor introduceres to kriterier til at bestemme, hvilke interesser der knytter sig til bestemte dele af middelklassen. Det første kriterium vedrører middelklassepositionernes sektorielle ansættelsesforhold i henholdsvis den offentlige og den private sektor (Wright, 1997: 461). Private og offentlige arbejdsfunktioner antages at være forbundet med forskellige interesser. De offentligt ansatte inden for middelklassen må formodes at have en interesse i en stor offentlig sektor og derfor være positivt stemte over for høje skatter og store offentlige udgifter. Modsat må man formode, at de privat ansatte inden for middelklassen værdsætter politiske beslutninger, der fremmer en lavere beskatning og generelt tilgodeser det private erhvervsliv (Wright, 1997: 464-470). At man netop må have disse teoretiske forventninger, er der en strukturel forklaring på: Offentligt ansatte er ikke umiddelbart afhængige af den private markedsøkonomi, hvilket derimod er tilfældet for de grupper, der befinder sig i et privat ansættelsesforhold. Således kan man forvente et modsætningsforhold inden for middelklassen mellem de grupper, der er ansat i offentlig service og administration, og de grupper der er ansat i den private service- og vareproduktion.

Det andet kriterium i Wrights analyse er et udbytningskriterium. Størstedelen af middelklassen - og navnlig offentligt ansatte - bliver ikke udbyttet, men man kan argumentere for, at store dele af middelklassen selv foretager en vis form for udbytning af arbejderklassen. Uddannelse og autoritet er efter Wrights mening kilde til ekstra indkomst i forhold til de grupper, der ingen uddannelse og autoritet har. Folk med stor autoritet kan opnå, hvad han kalder en ekstra loyalty rent, og folk med høj grad af ekspertise og specialviden kan opnå en ekstra skill rent (Wright, 1997: 21-22, 1998b: 347). Om end disse indkomsttillæg i det væsentlige hidrører fra markedsmekanismerne og derfor ikke helt etablerer udbytningsrelationer i traditionel forstand, så antyder de alligevel, at grupper inden for middelklassen befinder sig i privilegerede tilegnelsesrelationer: De veluddannede og dem med megen indflydelse får en relativt større andel af det samlede merprodukt end dem, der ikke råder over disse ressourcer. Wright argumenterer her for den mulighed, at forskelle i uddannelsesgrad og indflydelse kan etablere væsentlige modsætningsforhold mellem dele af middelklassen og dele af arbejderklassen. De grupper, der er højt placeret i uddannelses- og autoritetshierarkiet, og som samtidig er ansat i den private sektor, forventes at alliere sig med borgerskabet imod arbejderklassen. Givet middelklassens strukturelle differentiering kan man således ikke vente, at den optræder som en klasse med en samlet politisk-ideologisk profil. Formodningen må snarere bestå i, at middelklassegrupperne orienterer sig i forskellige retninger, alt efter deres position på autoritets- og uddannelsesstigen, herunder sektorielle ansættelsesforhold. Den konkrete forventning er, at de dele af middelklassen, der har ansættelse i den offentlige sektor, vil udvise mere venstreorienterede holdninger end de grupper inden for middelklassen, der er ansat i den private sektor (Wright, 1997: 466). Som allerede antydet er klasseinteresser dog ikke en variabel, der direkte lader sig måle i empirisk analyse. I en empirisk sammenhæng bliver strukturel klasseanalyse gjort til holdningsanalyse, der baseres på individdata, hvor det søges sandsynliggjort, at subjektive holdninger afspejler en bevidsthed om eksistensen af kollektive og modsætningsfyldte klasseinteresser (Wright, 1997: 407-417). De holdninger, som folk udtrykker, skal have et klasseindhold, og deres holdnings- og partivalg skal også udtrykke et bestemt socialt tilhørsforhold. Den empiriske bestræbelse består derfor i at måle, hvorvidt individernes holdninger er konsistente med de interesser, der knytter sig til deres strukturelle klassetilhørsforhold: Hvis en arbejder tænker konsistent, så udtrykker han en pro-socialistisk bevidsthed, hvis en kapitalist er konsistent, så udtrykker han en pro-kapitalistisk bevidsthed og så fremdeles (Wright, 1997: 387). Den empiriske test af klasseanalysen er derfor en art konsistenstest: En bestemmelse af, hvorvidt klassetilhørsforhold, interesser og manifeste holdninger er endimensionalt konsistente (Wright, 1997: 411-412). Wrights egne survey-data fra tre forskellige lande antyder, at der forekommer vigtige polariseringer langs klasseskellene, og at der eksisterer visse alliancemuligheder mellem arbejderklasse og middelklasse, om end det er tendenser, der ikke findes overalt. Hvad Wrights data mest af alt bekræfter, er, at der findes en grundlæggende politisk ideologisk polarisering mel-

lem arbejderklasse og kapitalistklasse. På en række issues, der måler socialistiske holdninger kontra liberalistiske holdninger, ser det ud, som om at arbejderklassen har en socialistisk profil, mens kapitalejerne, småborgerskabet og dem med høj uddannelse og autoritet inden for den private sektor har en forholdsvis liberalistisk profil (Wright, 1997: 419-456, 472-480). Nyere danske data (Borre & Goul Andersen, 1997) siger imidlertid noget mere direkte om den politisk-ideologiske polarisering og muligheden for alliancedannelser. I denne undersøgelse, som dækker perioden fra 1964 til 1994 er der flere iøjnefaldende resultater. Undersøgelsen kortlægger sammenhængen mellem klassetilhørsforhold og partivalg og identificerer et overordnet mønster. Der er en identificerbar politisk arbejderposition, som tiltrækker manuelle arbejdere, samt en stor del (laverestående) offentligt ansatte. Der er heroverfor en borgerskabsposition, der tiltrækker kapitalejere, småborgerskab og lønmodtagere med ansættelse i den private sektor. Det interessante kan derfor siges at være, at selv om der findes en stor middelklasse ved siden af de gamle klasser, så eksisterer der stadig en polarisering omkring de to hovedklasser. Middelklassen deler sig i to grupper, hvor den ene del søger mod den liberalisme-pol, der repræsenteres ved kapitalistklassen, og den anden del søger mod den socialisme-pol, der repræsenteres ved arbejderklassen (Borre & Goul Andersen, 1997: 126, 129). Undersøgelsen bekræfter således også, at en af de væsentligste faktorer bag middelklassens partivalg netop er placeringen i den sociale arbejdsdeling. Den basale skillelinje inden for middelklassen markeres ved, hvorvidt man er ansat i den offentlige eller den private sektor. De centrale teser i den neo-marxistiske del af Wrights analyse bekræftes dog ikke entydigt. For den danske undersøgelse afdækker også to andre tendenser. Inden for arbejderklassen er andelen af socialistiske stemmer faldet markant igennem de sidste 35 år. Indtil midten af 1960 erne stemte cirka 80 pct. af arbejderklassen på socialistiske partier, hvorimod kun godt halvdelen af arbejderklassen stemte socialistisk i midten af 1990 erne (Borre & Goul Andersen, 1997: 120-121). Datamaterialet dokumenterer derfor en ret markant tendens til borgerliggørelse inden for arbejderklassens rækker. Samtidig er der tale om, at delingen inden for middelklassen bliver mere og mere udtalt, idet lønmodtagere i den private sektor orienterer sig mod højre, mens lønmodtagere inden for den offentlige sektor orienterer sig mod venstre i det partipolitiske spektrum (Borre & Goul Andersen, 1997: 126). Den procentuelle forskel mellem andelen af socialistiske stemmer i henholdsvis den privat ansatte del og den offentligt ansatte del af middelklassen var i 1994 mere end syv gange så stor som forskellen i 1971. Den anden empiriske tendens er dermed, at den danske middelklasse i stigende grad har spaltet sig i to forskellige politiske lag (Borre & Goul Andersen, 1997: 126). På baggrund af de danske data kan der følgelig drages flere konklusioner. De klassebaserede ideologiske modsætninger er klart til stede i det moderne samfund. I forhold til denne konklusion eksisterer der dog to vigtige modifikationer. For det første er den ideologiske afstand mellem arbejderklassen og kapitalistklassen blevet meget mindre som følge af arbejderklassens højredrejning. For det andet er der ikke indtruffet en End of Ideology tilstand af den grund,

netop fordi der samtidig har fundet en markant venstredrejning sted inden for middelklassens offentlige grupperinger. De empiriske data tyder med andre ord på, at klassenalysen har vundet ganske betydeligt ved ikke at basere sig på klassisk-marxistiske kriterier, eftersom det er middelklassen, der igennem de seneste 25/30 år har været den centrale faktor i social og politisk henseende. Alligevel må det også konkluderes, at marxismen bekræftes i, at placeringen i den sociale arbejdsdeling - herunder i særdeleshed sektorielt ansættelsesforhold - stadig er en yderst central enkeltvariabel med hensyn til at forklare ideologisk identifikation. Klassetilhørsforholdets træfsikkerhed med hensyn til at forudsige holdninger og partivalg er dog reduceret ganske betragteligt. 1.4. Middelklasse eller mellemlag? Ud fra de egenskaber, som Wright selv tillægger middelklassen, forekommer det en anelse ejendommeligt, at han benytter dette udtryk. Der kan være fordele ved at vælge rodfæstet sprogbrug, men næppe i de tilfælde, hvor et sådant valg sætter det teoretiske budskab over styr. Selve begrebet middelklasse bortleder opmærksomheden fra den omstændighed, at der er meget lidt, der umiddelbart forbinder de positioner, som indgår i denne klasse. Dette er forsøgt illustreret i nedenstående tabel 3: Tabel 3. Middelklassens karakteristika Forskelle mht. placering i den sociale arbejdsdeling Forskelle i forhold til kapitalistklassen Forskelle i forhold til arbejderklassen Strukturelt Privat ansættelse Offentlig ansættelse Lønmodtagere Uddannelse og autoritet Politisk-ideologisk Højreorientering Venstreorientering Arbejderbevidsthed Kapitalistisk bevidsthed Det eneste strukturelle forhold, som i virkeligheden binder middelklassepositionerne sammen, er deres fælles status som lønmodtagere. Men også her er der ret beset vigtige forskelle, idet middelklassen fordeler sig på både den offentlige og den private sektor. I modsætning til den private sektor er antallet af ansatte i den offentlige sektor udtryk for en politisk afgørelse, der ikke er underlagt markedsmekanismerne. Lønfastsættelsen i den private sektor er mere direkte forbundet med produktivitetsudviklingen og de generelle konkurrencevilkår, og endelig er der et langt større indslag af lønglidning og decentral lønfastsættelse i den private sektor. Løn- og beskæftigelsesudviklingen i den offentlige sektor er med andre ord kun indirekte forbundet med markedet, om end der naturligvis eksisterer kollektive aftalesystemer inden for både den offentlige og den private sektor. Der er derfor politiske mekanismer i begge sektorer af økonomien. De strukturelle forskelle er imidlertid så tydelige, at der er god grund til at betragte privat versus offentlig ansættelse som en vigtig horisontal skillelinje inden for middelklassen. Når hertil lægges de vertikale skillelinjer, der opstår som følge af forskelle i uddannelse og autori-

tet, bliver det åbenbart, at forskellene inden for middelklassen er langt vigtigere end forskellene i forhold til andre klasser. Ud fra en strukturel synsvinkel er betegnelsen mellemlag derfor langt mere informerende, fordi betegnelsen understreger de interne forskelligheder (jf. Goul Andersen, 1984: 108-109). Men også ud fra en politisk synsvinkel er begrebet centralt. Hvis mellemlagene skal optræde som en samlet enhed, må der først konstrueres en fælles identitet med politiske og ideologiske virkemidler. 1.5. Klassetilhørsforholdets komponenter Der kan rettes flere indvendinger mod Wrights kausale betragtninger. Det essentielle i denne sammenhæng vedrører alene, i hvilken udstrækning dette bidrag kan siges at argumentere tilfredsstillende for sammenhængen mellem klassetilhørsforholdet og den politiske identitetsdannelse. Det interessante er for så vidt ikke, om der er en kausalsammenhæng mellem disse to variabler, men snarere, hvorfor der er en kausalforbindelse: Hvorfor er det plausibelt at forvente, at klassetilhørsforholdet spiller en politisk rolle - og hvordan transformeres denne årsag til en række entydige effekter på individplan? Besvarelsen af disse spørgsmål nødvendiggør en diskussion af de komponenter, der indgår i klassetilhørsforholdet, samt en analyse af de variabler, der forbinder klassetilhørsforholdet med det subjektive holdningsplan. En sådan komponentanalyse får Wright ikke gennemført, hvilket i sig selv er ganske overraskende, eftersom Marx og Weber tilvejebringer de komponenter, der kunne være relevante i så henseende. Marx og Weber var til syvende og sidst magtteoretikere, og netop en mere mundret magtanalytisk formulering ville have gjort klassemodellen mere teoretisk informativ. For det første ville man herved have indføjet en egentlig forklaringsmekanisme mellem klassetilhørsforholdet og den politiske identitet: At arbejderne vælger en socialistisk identitet, skyldes vel først og fremmest, at de søger at kompensere for den strukturelle magt, som de ikke har - dvs. arbejderklassen søger at reducere den strukturelle magt, som kapitalistklassen har. For det andet kunne magtbegrebet have fungeret som samlebetegnelse for de forskellige magtrelationer, som tydeligvis indgår i Wrights teori. Den ene type magtrelationer udspringer fra samfundets udbytnings- og ejendomsrelationer. Den anden type magtrelationer, som Wright låner fra Weber, vedrører udøvelsen af autoritet, som i øvrigt har relevans for et langt bredere område end det marxistiske udbytningsbegreb. Nok så væsentligt har en sådan fremhævelse af autoritetsbegrebet også den effekt, at middelklassen gøres til genstand for en mere tilfredsstillende teoretisering, da mange grupper inden for denne klasse netop ikke udsættes for udbytning, men alene autoritetsudøvelse. Hertil bør føjes, at magt- og kontrolrelationer kan præciseres som den mekanisme, der forbinder klassetilhørsforholdet med den politiske identitet. Strengt taget kan klassetilhørsforholdet og klasserelationerne opfattes som rene incitamentstrukturer, inden for hvilke alle aktører søger at maksimere deres indkomst, magt og indflydelse. Måden, man nyttemaksimerer på, er fuldt ud bestemt ved klassetilhørsforholdets karakter: Kapitalister profitmaksimerer, og løn-

modtagere lønmaksimerer og så fremdeles. Fordelingskonflikterne kan således begrundes ved de interesser, der specifikt knytter sig til de objektive klassetilhørsforhold. En sådan fortolkning er hårdtslående, fordi den muliggør en relevant sondring mellem interesser af strukturel karakter og politiske holdninger af subjektiv karakter. Man må formode, at incitamentstrukturerne meget ofte påvirker individernes bevidsthed, uanset deres subjektive, politiske identifikation i øvrigt: Der er næppe mange lønmodtagere, der kæmper for lavere løn og mindre indflydelse - selv blandt de højreorienterede grupper. Der er formentlig lige så få virksomhedsejere, der frivilligt accepterer en lavere profit og mindre indflydelse på investeringsbeslutningerne - selv blandt dem, der måtte identificere sig med socialistiske værdier. Klassetilhørsforholdet, forstået som en strukturel magtposition, må derfor formodes at påvirke den politiske holdningsdannelse ret uafhængigt af konjunkturelle hændelsesforløb. Alligevel er det vanskeligt at gennemføre en sådan strukturalistisk argumentation på konsekvent vis. Naturligvis fungerer udbytning og autoritetsudøvelse som politiske motivationsfaktorer, men problemet er derefter, at kategorierne inden for lønmodtagergruppen er strukturelt forskellige. Gruppen af modsætningsfyldte positioner med høj uddannelse og stor indflydelse udsættes i ringe grad for udbytning og undertrykkelse. En almengyldig, strukturel motivationsteori lader sig derfor ikke formulere, når gruppen af modsætningsfyldte klassepositioner er så stor, som tilfældet er. En modsætningsfyldt klasseposition afstedkommer ikke en afklaret klassebevidsthed. Tværtimod må man formode, at modsætningsfyldte klassepositioner er forbundet med politisk ambivalens og forholdsvis påvirkelige holdninger. Dermed foreligger også en begrundelse for at inddrage processuelle teorier, der tager udgangspunkt i strukturvariablers aftagende forklaringskraft. 1.6. Metodiske problemer Der kan rejses en række metodiske indvendinger mod Wrights klasseanalyse, som samtidig også peger i retning af behovet for den processuelle klasseanalyse. Den første indvending vedrører anvendelsen af survey-data, der måler holdninger på individniveau. Med et sådant undersøgelsesdesign optræder klassebegrebet alene som teoretisk enhed og ikke som observationsenhed. Fortalerne for dette undersøgelsesdesign vil naturligvis hævde, at man hermed tilvejebringer den mest robuste test. Det kan der være meget om, men det bortforklarer ikke, at man derved alene måler den individuelle identitet. Der opstår hermed en validitetsproblematik, eftersom sociale klasser repræsenterer kollektive identiteter. Der er naturligvis ikke som sådan noget i vejen med at anvende individdata, men problemet for Wright er faktisk, at svælget mellem det kollektive og det individuelle plan repræsenterer et ganske uløseligt problem, når han vælger at definere klasserne, som han gør. Wrights klassebestemmelse er strukturel og foretages helt uafhængig af politisk-ideologiske kriterier. Den eneste indikator på eksistensen af en kollektiv identitet er et postulat om, at individerne formodes at være dirigeret af strukturelle interesser, men om man også kan argumentere for, at individerne identificerer sig

med disse interesser, gøres ikke til et hermed beslægtet spørgsmål. Derfor er det også uproblematisk for Wright at operere med en så omfattende arbejderklasse. For ham hører de forskellige grupper inden for arbejderklassen sammen i strukturel henseende. Imidlertid er det kun den halve historie. Der skal også argumenteres for, at eksempelvis arbejdsmænd, maskinarbejdere, servitricer og butikspersonale må formodes at udvise fælles politisk-ideologisk fodslag. Den anden indvending vedrører et nærtstående aspekt i diskussionen om relevansen af politisk-ideologiske forhold. I den empiriske analyse anvender Wright en simpel additiv antikapitalisme-skala til at måle den klassebestemte polarisering mellem socialistiske og liberalistiske holdningstilkendegivelser. Men hvad er liberalisme ( pro-capitalist attitudes ) og socialisme ( pro-worker attitudes ) egentlig, og hvordan forstås disse fænomener på forskellige tidspunkter? For Wright er spørgsmålet ikke specielt presserende, da han undlader at undersøge udviklingen i holdninger over tid. Men i den danske undersøgelse analyserer man faktisk over tid uden at tage stilling til dette spørgsmål. På forbilledlig vis kontrolleres der for strukturelle forandringer i den sociale lagdeling, og man leverer dermed en særdeles relevant kritik af de eksperter, der eksempelvis overser, at det berømte Alford-indeks anvender faste vægte, når tendensen til class voting skal måles over tid. Men det korte af det lange er vel, at det forekommer mindst lige så relevant at tage stilling til eventuelle ideologiske forandringer. Er socialisme og liberalisme det samme i 1994 som i 1964? Er en stemme på Socialdemokratiet i virkeligheden en borgerlig stemme? Drejer socialisme sig i dag om kapitalismens grundstrukturer eller blot og bar fordelingskonflikt? Eksempelvis er der vel visse forhold, der tyder på, at de store arbejderpartier næppe ligger klart til venstre for midten længere: Privatisering, udlicitering, social ulighed og aktiveringsprincipper er accepterede værdier inden for Socialdemokratierne i dag. Ligeledes er det vel tvivlsomt, om de radikale venstrefløjspartier spiller nogen større politisk rolle længere; ej heller har de i en dansk sammenhæng nogen markant arbejderrepræsentation længere (Goul Andersen, 1996: 9). Og for så vidt angår den socialistiske kongstanke om ophævelse af den private ejendomsret, er der i Danmark formentlig kun Enhedslisten, der tager den alvorligt og rundt regnet et par procent af vælgerne. Det er givetvis vanskeligt at måle sådanne ideologiske forandringer, men der eksisterer den oplagte mulighed, at navnlig den socialistiske doktrin støt og roligt har mistet sit radikale indhold såvel på individniveau som på partiniveau. Det samme kan vel også i nogen grad siges at have gjort sig gældende for den liberale ideologi: Der findes næppe mange liberalister i dag, der ønsker at afskaffe sociale reformer eller at genindføre et ureguleret marked. Hvis disse ideologiske forskydninger - eller stærke tilnærmelser - skulle være andet end teoretisk tankespind, så er den dikotome ideologiforståelse, der normalt knyttes sammen med klasseanalysen, såre utilstrækkelig. Den simple sondring mellem liberalisme og socialisme overdriver polariseringen på den gamle politikdimension, der vedrører økonomiske fordelingsspørgsmål, og den indfanger naturligvis slet ikke den nye politikdimension, der vedrører postmaterielle værdi-

konflikter. Klassebegrebet er således stadig anvendeligt. Det kædes blot sammen med en antikveret og alt for statisk ideologiforståelse. Det er ikke et spørgsmål om at afvise tilstedeværelsen af en materialistisk venstre-højre dimension, men snarere et spørgsmål om at opnå en erkendelse af, at denne dimension skifter indhold i takt med den historiske udviklingsproces (jf. Barnes, 1997: 131; Inglehart, 1997); eller subsidiært, at denne dimension siden 1960 erne har eksisteret side om side med en post-materiel venstre-højre dimension: Eksempelvis udgjorde miljø, immigration og europæisk unionsdannelse ikke de store stridsemner i 1930 erne, hvilket klart er tilfældet i dag. For at forstå sådanne dynamiske forandringer i folks værdiorienteringer er det nødvendigt at inddrage processuelle klasseteorier. 2. Processuelle klasseteorier Den strukturelle klasseanalyse har formentlig været den mest dominerende i den samfundsvidenskabelige debat. Men sideløbende med dette projekt har der ret beset eksisteret en delvis alternativ form for processuel klasseanalyse. Teorihistorisk har denne variant rødder tilbage til ledende ideologiteoretikere som Antonio Gramsci og Max Weber. I nyere tid er den processuelle klasseanalyse blevet anvendt af historikeren E.P. Thompson i hans klassiske analyse af den engelske arbejderklasse (jf. Goul Andersen, 1991: 68). Thompsons projekt er efterfølgende blevet videreført af en kreds af amerikanske sociologer, hvoraf nogle af de ledende skikkelser har været Ira Katznelson og Aristide Zolberg (jf. Katznelson & Zolberg, 1986). I modsætning til det marxistiske forskningsprogram udføres en processuel analyse ikke på deduktive præmisser. Tværtimod må man sige, at disse analyser overvejende har baseret sig på hermeneutikken som videnskabsteoretisk grundlag (Goul Andersen, 1991: 65-70; Howarth, 1998: 281). Det centrale har været at gennemføre analyser af klassekampens konkrete, historiske udviklingsproces uden at gøre brug af stærke forhåndsformodninger vedrørende klassernes ideologiske orientering. Den processuelle klasseanalyse er situationsspecifik og specielt interesseret i at afdække, hvorledes klasserne konstituerer sig som politiske aktører (Przeworski, 1987: 78-81). Man foreslår altså en ad hoc-orienteret kausalanalyse, hvis formål er at belyse, hvilken forbindelse der er mellem klassetilhørsforholdet og den ideologiske bevidsthed. Denne form for klasseanalyse tillægger også individets personlige oplevelse af klassetilhørsforholdet langt større betydning. Her er det altså ikke så væsentligt at få afgrænset klasserne fra hinanden i numerisk og strukturel forstand, men snarere at få identificeret klasserne som subjektive og eksistentielt nærværende livsformer. Klassefænomenet optræder således i form af specifikke kulturer, hvor bestemte erfaringer, normer, holdninger og solidaritetsrelationer opleves som vigtige inden for nogenlunde strukturelt beslægtede grupper (Eder, 1993: 5-15; Svensson & Togeby, 1986: 363-373; Wright, 1997: 492). Hvor klassebegrebet i den strukturelle analyse er noget udvendigt, er begrebet i denne variant noget særdeles indvendigt og nærværende. De processuelle teorier betoner derfor et andet aspekt ved klassebegrebet: Det interessante er, hvorvidt klassebevidstheden udvikles som en aktiv og salient identitet med konsekvenser for

holdninger og handlinger (Wright, 1997: 495). Processuelle teorier fremsætter derfor ikke konkurrerende forklaringer i forhold til strukturelle teorier, eftersom klasseanalysens samlede særkende netop består i forsøget på at forklare forbindelsen mellem strukturelle og bevidsthedsorienterede variabler (Wright, 1997: 3). Wright sammenfatter forskellene mellem processuel og strukturel klasseanalyse ved hjælp af følgende skema (Wright, 1997: 494): Tabel 4. Klasseteoretiske tilgange Processuelle Strukturelle Konfliktbetingelser forklaret ved subjektive objektive klassetilhørsforholdet Handlingsteori aktørcentreret relationscentreret Hoveddimension i klassebevidstheden identitet interesser Tidshorisont bagudrettet fremadrettet Wright har utvivlsomt ret i, at processuelle teorier er kendetegnet ved deres subjektive, aktørorienterede fokus, samt afvisningen af et eksogent interessebegreb. Men som det vil fremgå af det følgende, er Wrights karakteristik af forskellene med hensyn til handlingsteorien ikke specielt korrekt. For så vidt angår den britiske diskursanalyse, er denne mindst lige så relationel orienteret som den strukturelle klasseanalyse. Der er altså her et vigtigt lighedspunkt mellem de to tilgange, når man indrager andre processuelle teorier, end dem Wright omtaler. 2.1. Den diskursanalytiske variant Der er to overordnede dimensioner, hvorpå diskursanalysen afviger kraftigt fra den strukturelle klasseteori. Den første vedrører selve ideologiforståelsen. Som det er fremgået af det foregående, synes især den marxistiske teori at anskue ideologi som konsistente idésystemer, hvor det enkelte individ forventes at anvende en art logisk rationalitet. Hvis man er socialist, så har man også en række indbyrdes sammenhængende holdninger, som er logisk forenelige med den socialistiske doktrin. Diskursanalysen repræsenterer et meget stort opgør med denne ideologiforståelse. I stedet forfægter diskursanalytikerne en ideologiforståelse, hvor idésystemer ses som stærkt sammensatte og delvist overlappende. Diskursanalytikerne fremfører derfor den opfattelse, at de sociale individer i højere grad motiveres af en art værdirationalitet, hvor oplevelsen af, om ideer hænger sammen, har større betydning end det logiske bevis herfor. Den anden dimension vedrører det omtalte identitetsbegreb, som samtidig er det helt centrale i diskursanalysen. Diskursanalytikerne fremfører, at en subjektiv bevidsthed udspringer af identifikationsprocesser (Dyrberg, 1997: 136-145; Mouffe, 1995: 317; Smith, 1998: 53-74). Med identifikationsbegrebet understreges det vigtige forhold, at identitet ikke er noget, man har, men noget, man får. Man får identitet ved at forbinde sig med bestemte værdier og holdninger. Efter diskursanalytikernes mening er denne indsigt vigtig for at forstå kollektiv handlen og politisk mobilisering. En kollektiv mobilisering udspringer ikke først og fremmest af ensartede

klassetilhørsforhold, men etableres ved, at sociale grupper aktivt identificerer sig med et fælles projekt. De sociale klasseskel er objektivt tilstede i ethvert samfund, men deres politiske konsekvenser frembringes alene igennem specifikke fortolkningsprocesser. At nogle er rige, fordi andre er fattige, bliver først et identitetsdannende forhold fra det øjeblik, hvor to fortolkninger støder sammen: På den ene side den liberale diskurs, der argumenterer for, at en sådan relation er fuldt ud legitim; og på den anden side en socialistisk diskurs, der argumenterer for, at denne kausalforbindelse udtrykker en uretfærdig udbytningsrelation. Det er de diskursive processer, der udløser den politiske identitet og selvforståelse. Der er en række vigtige antagelser indeholdt i denne identitetsforståelse. For det første er begrebet identitet forskelligt fra et strukturelt interessebegreb, da identitet udgør en dynamisk faktor: Identifikationen med bestemte holdninger og værdier er aldrig endeligt afsluttet, men foregår kontinuerligt i den historiske proces, og der vil ikke være nogen enkeltfaktor, som til alle tider er mere forklaringsdygtig end andre i forhold til identitetsdannelsen. Politisk identitet dannes i lyset af omstændighederne og er derfor ikke af aksiomatisk, men pragmatisk karakter. For det andet er en identitet relationel og negativt formuleret (Sayyid & Zac, 1998: 252). Én form for politisk identitet udformes i forhold til andre, modstående identiteter: Der er socialister, fordi der er liberalister, og der er postmaterialister, fordi der er materialister og så fremdeles. Synspunktet er, at identitetsrelationer meget ofte optræder som antagonismer, der markerer grænser mellem politisk forskelligartede grupper. I den udstrækning, man anvender interessebegrebet, er det således udelukkende i betydningen politisk mellemværende, dvs. en liberal motiveres ikke af, at der findes socialister, men derved, at de socialister, der findes, forhindrer realiseringen af liberalismen. For det tredje kan identitet kun forstås i sproglige termer, da sociale gruppers politiske selvopfattelse må relatere sig til en kollektiv menings- og betydningshorisont, som alle kan forbinde sig med. Det lader sig ikke gøre at tale om socialister og liberalister, med mindre der allerede eksisterer et tilgængeligt socialistisk og liberalistisk meningsunivers (Sayyid & Zac, 1998: 258). På flere måder trækkes der her på Althussers påpegning af, at det er ideologier - eller diskurser - der forandrer orienteringsløse individer til at være bevidste, kollektivt orienterede subjekter. Man fødes ikke med nogen ideologisk bevidsthed. Den tilegnes igennem rollen som politisk deltager. Det interessante er imidlertid, hvorledes man skal forstå klassestrukturen ud fra disse metateoretiske overvejelser. I et af de nyere bidrag drages der i forlængelse heraf en interessant sondring mellem strukturel position og subjektposition (Smith, 1998: 55-59). Det fremgår af sammenhængen, at strukturel position direkte kan oversættes til klassetilhørsforhold, hvorimod subjektpositionen refererer til individets ideologiske selvplacering. Det medgives altså, at klasserne eksisterer på det strukturelle niveau, at alle individer har et empirisk konstaterbart klassetilhørsforhold. Det springende punkt er imidlertid, at det modsat marxismen antages, at subjektpositionen - eller rettere subjektpostionerne - i stor udstrækning determinerer klassetilhørsforholdet. Naturligvis ikke forstået på den måde, at man kan ændre på sit klassetilhørsfor-

hold efter forgodtbefindende, men således forstået, at betydningen og konsekvenserne af klassetilhørsforholdet følger af de holdninger og værdier, som man identificerer sig med. Klassetilhørsforholdet er naturligvis en del af individets identitet, men det springende punkt er, hvorvidt klassetilhørsforholdet repræsenterer en aktiv identitet fremfor en passiv identitet (Bradley, 1995: 25). Det er kun en aktiv identitet, der har egentlige politiske konsekvenser. Identitetsdannelsen er dog langtfra beskrevet alene ved at fokusere på klassetilhørsforholdet. Med Bradleys formulering bør de samfundsmæssige individer betragtes som fractured identities (Bradley, 1995). Diskursanalysen fremfører, at i og med det moderne samfunds udvikling må individers identitetsdannelse forstås som et komplekst samspil mellem individets flerhed af strukturelle positioner og hermed samhørende subjektpositioner (jf. Howarth, 1998: 278). Hvis eksempelvis udgangspunktet er en person fra arbejderklassen, så vil denne person i første omgang relatere sig til flere forskellige strukturelle positioner. Rollen som lønarbejder er én position, men herudover er denne person også placeret i en rolle som velfærdsborger, som familiemedlem og som forbruger. I anden omgang indtager dette individ en subjektposition i forhold til disse roller, dvs. vedkommende tager stilling til disse strukturelle positioner ved at tillægge dem en vægt og konkret betydning. Subjektpositionen indebærer en konkret stillingtagen, og først da tilføres de strukturelle positioner et bestemt meningsindhold: Som lønmodtager vælger man en socialistisk profil, som velfærdsborger vælger man en reformistisk holdning, som familiefar vælger man at støtte ligestillingskampen, og som bevidst forbruger vælger man at støtte de grønne bevægelser. Resultatet af disse partielle identifikationer er en samlet politisk identitet, der dog ikke kan forstås som et logisk konsistent system, således som ideologi defineres hos f.eks. Converse, Marx og for så vidt også Wright. Selv på individniveau udtrykker den politiske identitet en sammensat, relationel struktur af ideologiske elementer. Og hermed har man netop en begrundelse for, at politiske bevægelser artikulerer og reartikulerer elementer fra hinanden. Man finder ikke rene klasseideologier i den virkelige verden, og slet ikke i det postindustrielle samfund, hvor den sociale struktur er langt mere differentieret, end tilfældet var i det klassiske industrisamfund. Tværtimod er det givet, at politisk ledende grupper i dag er nødt til at formulere ideologiske projekter, der netop appellerer til - og sammenføjer - en flerhed af forskellige subjektpositioner. I videste betydning er den sociale virkelighed derfor ikke alene differentieret, men også i diskursanalysens sprogbrug stærkt overdetermineret: Den symbolske betydning af klassetilhørsforholdet er reduceret og kan slet ikke isoleres fra de symbolbetydninger, der er forbundet med individets øvrige strukturelle positioner (jf. Laclau & Mouffe, 1985: 97-105). Relevansen af diskursanalysens begreber lader sig for så vidt direkte illustrere ved de empiriske analyser, som Wright selv har foretaget. Wright tester sin klasseanalyse i et komparativt perspektiv, og mere specifikt søger han at kortlægge grader af klassebestemt, ideologisk polarisering i USA, Sverige og Japan. Overordnet hersker der ingen tvivl om, at Wright på den ene side finder klassebestemte polariseringsmønstre inden for de tre lande. I forhold til en sådan ikke-variation er klasseanalysens lovmæssigheder naturligvis forklaringsdygtige. På den

anden side er det mindst lige så interessant, at undersøgelsen også konstaterer signifikante tværnationale forskelle. To konklusioner fortjener fremhævelse: In particular, the American working-class coalition is clearly less anti-capitalist than the Swedish working-class coalition the entire ideological spectrum is much more compressed in Japan The conventional image of Japanese society as lacking highly antagonistic class formations is thus broadly supported by these data (Wright, 1997: 424-426). Disse empiriske observationer knirker gevaldigt i den marxistiske del af klasseanalysen, eftersom denne forudsiger, at der netop ikke skulle være de store forskelle mellem de tre lande: De kan alle karakteriseres som højtudviklede kapitalistiske samfund, hvorfor de ud fra en logisk betragtning burde fremvise nogenlunde ensartede ideologiske polariseringsmønstre. At dette ikke er tilfældet, kan hverken forklares ved strukturelle eller socioøkonomiske forhold. Både USA, Sverige og Japan har klassestrukturer, som er i overensstemmelse med det specificerede klasseskema, der er blot tale om, at den diskursive forbindelse mellem klassetilhørsforholdet og subjektpositioneringen er kvalitativt forskellig. Den japanske arbejder tolker tilsyneladende sit klassetilhørsforhold i ganske liberale termer. Der er formentlig også en selvstændig virksomhedskultur, der virker stærkt overdeterminerende i forhold til klassetilhørsforholdet. I Japan er der ikke noget unaturligt i også at være gift med virksomheden. Når hertil føjes, at den japanske kapitalist tilsyneladende heller ikke opfatter sig selv som værende specielt langt væk fra en arbejderposition, så opstår den tanke, at Wrights holdningsskala måske egentlig måler noget, der er det japanske samfund ganske uvedkommende (jf. Wright, 1997: 420). Den deduktive klasseanalyse løber her panden mod muren. Den store variation, som identificeres i Wrights komparative analyse, lader sig vanskeligt forklare på de valgte videnskabsteoretiske præmisser. De store variationer i klassebevidstheden og hermed samhørende holdninger udgør ikke et logisk problem, men et hermeneutisk og diskursivt problem. I værste fald er der tale om, at klassetilhørsforholdene er omgærdet af diskursive processer, der for så vidt er usammenlignelige. En arbejder er altså ikke bare en arbejder, socialisme er ikke automatisk forbundet med en lønmodtagerposition, og der eksisterer ikke nødvendigvis nogen skarp ideologisk modsætning mellem arbejderklasse og kapitalistklasse. Klassetilhørsforholdet er med andre ord en diskursiv konstruktion, der bliver til igennem historiske og politiske udviklingsforløb. De diskursive processer repræsenterer så at sige en vigtig mellemkommende variabel: Det er de politisk-ideologiske diskurser, der etablerer en forbindelse mellem den strukturelle position og den politiske identitet. Således er der intet overraskende i, at eksempelvis arbejderklassen i nogle situationer identificerer sig med stærkt højreorienterede og populistiske bevægelser. Disse bevægelser formulerer meget ofte værdier og visioner, der har direkte relevans for den situation - og strukturelle bundethed - som netop arbejdere konkret konfronteres med. Én af grundene til, at socialistiske visioner ikke længere vinder særligt gehør blandt arbejderklassen, er, at disse abstrakte visioner vanskeligt lader sig forbinde med det at være arbejder i et